#barn og hund

[vikinglanguage]

Slik please 🎃🍬

Let's talk about on of my favourite spoken Danish grammar things, extraposition!

In short, extraposition is taking part of a sentence and then placing that part (most commonly a noun phrase) OUTSIDE of the regular structure of the sentence and replacing it with a pronoun.

An example of this could be hunden, den løber hurtigt 'the dog runs fast', where the subject of the sentence hunden is placed on the outskirts of the sentence, being replaced by the pronoun den 'it'.

Looking at this sentence structure as an outsider, it seems weird and unnecessary, but it's really, really common in spoken Danish to the point where I would almost consider it mandatory in informal speech.

Unfortunately there hasn't really been done much research on this specific phenomenon in Danish, but my study buddy and I will be writing our exam for Grammatical theory on it.

Anyway here's some more examples:

min studiekammerat, hen er taget hjem her i weekenden 'my study buddy has gone home for the weekend'

vores hund da jeg var barn, hun hed Freja 'our dog when i was a child was named Freja'

Jane og John, de er allerede taget afsted 'Jane and John have already left'

and so on and so forth :)

last chance for tricks or treats 🎃

[soelvfisk]

Løb med hund på eng i dag. Havde så meget angst. Hund trak i snoren langs stierne og jeg frygtede at alle mennesker var enten Stenen eller Bjerget og at de ville kigge på mig som om ~hvordan kan jeg tro at det er okay at være i offentligheden, når jeg er så fælt et menneske~ og der var biler og fugle og vind og folk og meget MEGET langt til nærmeste bænk.

Drejede ind på engen. Klipsede hund ud af snoren. Og så løb jeg bare. Som om jeg flygtede fra det hele med pulsen lige bag mine øjne og bare håbede at hund ville være der når jeg kiggede ned. Og hund var der<3 Løbende ved min side med sin uforklarligt lange tunge dinglende i alle tænkelige retninger. De lange slatne ører. Al den overskydne hud. Hund er virkelig en møflet slags hund. Alt bevæger sig når hund løber. Jeg grinede. De hengivne gyldne øjne, der fulgte mine. Os to. Det var et brødrene løvehjerte moment… dig og mig tvebak. Dig og mig.

Nu græder jeg, fordi dagen er hård. Men i det mindste ved jeg, at jeg har en fremtid med min pelsede soulmate. Det behøver ikke være storslået, så længe vi bare er sammen og okay og tæt på noget natur. Vil bo i lille hus med udsigt og marker og male havet og himmelen hver dag. Måske findes der et menneske der kan elske mig dér og vi kunne få børn. Men ellers er det okay at det bare er mig og hund. Vil fylde en lille bog med himmelskitser. Den måtte mit barn arve. Udsigten der var baggrund til alle de dage jeg har elsket dig, agtigt. Vil have tid til den slags kærlighedserklæringer.

Glæder mig kun til den slags fremtid.

[vagueandominousvibes]

For the ask game: Bright and Fairy?

Hei, så hyggelig å høre fra deg!

bright; mermaids or fairies?

Hmm, havfruer er utrolig kule og det er så mye potensiale i de fra et fantasy perspektiv, men jeg tror jeg må gå med feer. Jeg tror jeg har nevnt det før, men det var en bok jeg pleide å lese som barn som var full av korte fortellinger om blomster feer i villmarken. Jeg aner ikke hva boken heter, men de fortellingene er fremdeles med meg i hjertet.

fairy; do you have a pet?

Per tid, nei. Partneren min og jeg bor i en leilighet der vi ikke kan ha dyr, og det ser nok ut til at vi blir her en stund (husmarkedet er ... skremmende). Men! Når vi etterhvert flytter et sted vi kan ha dyr, tenker vi absolutt å få en hund. Vi tenker å adoptere, siden partneren min ikke har hatt dyr før, og siden vi begge ønsker å gi eldre hunder noen gode år. Vi ser begge veldig frem til det :)

[kulturformidlet]

Fortænkt fantasi i flotte farver

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Der er prominente navne bag – og dermed også høje forventninger til – årets dukketeater hos Marionet Teatret i Kongens Have. ’Sol står op, fugl falder ned’ er en stille forestilling med sprælske farver, som mangler humor og forløsning for at fænge sit publikum. Der er høje forventninger til årets dukketeater i Kongens Have med seje navne i spil som jazzguitarist Jakob Bro. Sæt dertil den poetisk, finurlige forfatter og filmskaber Emma Rosenzweig, der her krediteres som ikke bare dramatiker, men også ’kunstnerisk konceptudvikler’ sammen med den farverige billedkunstner Tal R. Intentionen bag forestillingen er da også superfin og særdeles svær at have noget imod. Der inspireres til fri leg og fantasi – og at turde gå imod strømmen. Noget vores lille dukke undervejs er vældig skræmt over, som han kommer på afveje langt ud i skoven, da han egentlig bare skulle være gået den lige vej i skole. Helt ordret lyder opfordringen til slut i en lidt anstreng ’barnestemme i samklang med voksen-sang; ’Hvis du vil lære at flyve, må du først lære at falde… Deroppe flyver dit mod’.  Som voksen føler man det poetiske budskab, men det er samtidig tydeligt, at langt de fleste i stykkets målgruppe er stået af.

Genstridige fødder og krokodillesko Der grines lidt i starten af hovedpersonens genstridige fødder, der ikke makker ret og har deres egen vilje. Den fjollede kæmpesko med åben snude som et krokodillegab får også et par smil frem, og særlig fint fungerer ideen med at bruge snørebåndet som hundesnor. Alene pga. størrelsesforholdet imellem dukke og sko er det noget af en mundfuld for vores lille dreng at få den kæmpe sko til at makke ret, og som med en genstridig hund i snor er det tydeligvis ikke ham, der bestemmer vejen. Handlingen fortoner sig lidt til fordel for farver og effekter i form af bl.a. en kæmpe rød sol, der til smukke, håbefulde klavertoner stiger op midt i det hele. En lettere kluntet kæmpefugl kommer som en anden Fønix også til, og redder belejligt vores venner ud af skoven, som i bedste Tal R-stil har uregerlige træer, der naivistisk stritter i alle retninger, som et barn kunne have tegnet dem under entusiastisk forklaring af sin tegning. Mere sprælskhed Tal R’s farver og ekspressionistiske streg fylder på den måde forventeligt i scenografiens visuelle udtryk, hvor også det spraglede scenetæppe elegant agerer både seng, og vendt lidt på skrå; trappe, men undertegnede havde håbet på – og også forventet – mere sprælskhed. Både på billedsiden og i fortællingen. Publikums alder taget i betragtning og ikke mindst med det selverklærede mål om at være ’Et billedeventyr for hele familien om at lade fantasien flyve’, kunne der oplagt have været mere smæk på over hele linjen. Og i samme logik: Hvorfor vrider man ikke mere personlighed ud af den overdimensionerede, tamme fugl, når man nu har sådan en med? Det fremstår som en forspildt chance ikke at lokke mere børnelatter ud via den. På den varme forårsdag i strålende sol, hvor denne anmelder så forestillingen, er de sorte dukkeførere heller ikke helt så usynlige, som man kunne ønske sig, og noget af illusionen går lidt tabt med de mange tydelige arme og hænder. Særligt på flyveturen, hvor  størrelsesforholdet ændres, så dukke, sko og fugl skifter fra store til små, er dette ærgerligt. Lækker lydside Noget der til gengæld fungerer virkelig godt stykket igennem er lydsiden. De drømmende toner fra Jakob Bro får momentant det hele til at svæve og slår konsekvent en magisk, blød stemning an, der vækker minder om hans smukke Balladeering-album fra 2009. Og der er oveni det yderst gode lyde undervejs. Lyddesigner Markus Artved fortjener ros for alt fra varierede fuglefløjt, summen af bier og farlig tiger-knurren i skoven, rungende trampen på trappen, taktfast vækkeurs-tikken, høj kaffe-ophældning, brudstykker af nyhederne om bl.a. medvind på cykelstierne – igen et nik til de voksne. Lidt mere humor og sprælskhed til de små havde klædt projektet. FAKTA Marionet Teatret : Sol står op, fugl falder ned - Producent: Det Lille Teater. Dramatiker og kunstnerisk konceptudvikler: Emma Rosenzweig. Scenograf og kunstnerisk konceptudvikler: Tal R. Komponist: Jakob Bro. Instruktør: Rolf Søborg Hansen. Dukkemager: Karin Ørum. Lyddesigner: Markus Artved. Sanger og indtaler: Abel Roman Rosenzweig. Sanger: Dora Selma Rosenzweig. Dramaturg: Camilla Hübbe. Forestillingsleder: Morten Lyster. Scenemester: Rasmus Nordal Jørgensen. Regissør og syerske: Karin Rentsch Jørgensen.  Medvirkende: Yulia Bulankina Lystbæk, Maria Garde og Evi Arnsbjerg Brygmann. Alder: Fra 2 år. Varighed: 30 minutter. Set 26. maj 2023 i Marionet Teatret i Kongens Have, hvor forestillingen spiller til 23. juli. Gratis adgang. Spilletider: Tirsdag-fredag kl. 10.00 & 11.00 (20. maj-23. juni), Tirsdag-fredag kl. 14.00 & 15.00 (24. juni-21. juli), Lørdag-søndag kl. 14.00 & 15.00 (hele perioden)

https://detlilleteater.dk/forestilling/marionet-teatret/sol-staar-op-fugl-falder-ned

[nils-elmark]

Landlov på Anholt - dag 2

Nabobåden vækker mig lidt i seks for at sige, at han sejler videre men ikke ved, hvor han skal fastgøre min agtertrosse. Jeg fortæller ham på tysk, at det også er en svær beslutning, men at jeg nok skal klare den, når han er væk. Jeg er lige ved at sige "Gute Fahrt" men undlader. Det minder for meget om farsyndere, der netop har fået en fartbøde på 10.000 kr. af Vlado og alligevel sige "fortsat god dag", når han kører væk.

Bagefter kan jeg selvfølgelig ikke falde i søvn igen, så jeg laver en kop kaffe i morgensolen og læser videre om Knud Rasmussens fantastiske slæderejse over 18.000 kilometer gennem Eskimoernes Rige fra Grønland over Canada og Alaska til Sibirien.

Formålet med "Den 5. Thule Ekspedition" fra 1921 til 24 var at afdække og forstå 34.000 eskimoers oprindelige kultur før 'civilisationen' øvede sin ubodelige indflydelse. De rejse med hundeslæde fra boplads til boplads og høre menneskene fortælle deres sagn og fortællinger.

Jo mere jeg læser, jo mere fascineret bliver jeg, for Knud Rasmussen og hans medrejsende bevæger sig langs menneskets allernordligste overlevelsesgrænse, lige før moderne tider sætter ind og slører billedet for altid. Sådan lever det originale mennesket med og af naturen i en stædig kamp for overlevelse. Her er intet planteføde, eskimoerne lever udelukkende af at dræbe dyr, fisk og fugle. Alt bliver fortæret, så intet går til spilde og balancen mellem liv og død er hårfin. Sultedøden lurer konstant.

Knud Rasmussen og de øvrige rejsende er selv en del af dette arktiske økosystem. De er på lige fod med eskimoerne nødt til at jage og dræbe de dyr, som de og hundene skal leve af gennem tre år. De kan således først rejse, når de har chancer for at møde rener, sæler eller fange fisk undervejs, eller når de har nok forråd til at gennemføre næste etape.

På en 14 dages ekspedition over 600 km med tre slæder beregner Knud Rasmussen eksempelvis, at de behøver 200 kilo rensdyrkød til hver slæde med 8 hunde. Og rensdyrkød er endda ikke det ideelle brændstof til hundene. Forestil jer selv, hvad det kræver af jagtlykke for at rejse 18.000 kilometer og skyde 18 tons bytte!

Knud Rasmussen skildrer en ren biologisk betinget kultur: Forældre, som må slå den ene tvilling ihjel ved fødslen, fordi man ikke kan forsørge to børn på én gang men også en kultur, hvor hustruen går over til naboen, når manden er væk i lang tid, og vender tilbage til ham, når han kommer hjem, og alt er ved det gamle. Eller når man med glæde tager imod et plejebarn, som var det ens eget, hvis man ikke selv har barn. Jeg har set en film fra Antarktis, hvor pingviner adopterer fremmede unger, når deres egne er døde.

Jeg er rørt - dette er biologiens moral, som vi ikke sjældent kender den idag: det store liv kommer først. Eskimoerne, som Knud Rasmussen møder på sin lange rejse, er tvunget til at træffe uhyrlige valg, som vi i moderne tider er lykkeligt forskånede for. Vi skal ikke vælge, hvilken af tvillingerne vi vil slå ihjel,

- men vi mener alle, at abort er en menneskeret!

Knud Rasmussen opdager til sin store glæde, at uanset hvilke stammer og bosteder han besøger på sin lange rejse, så forstår de andre eskimoer hans grønlandske. Det arktiske folk er ét. Igennem tre år mødes han udelukkende af hjælpsomme mennesker. overalt strømmer folk ekspeditionen i møde, hjælper med at få bygget snehytterne, deler den mad, de har samt "noget til jeres hunde". Knud Rasmussen er knyttet til eskimoerne, og da han møder en eskomi-stamme, hvor de har fået at vide, at der kommer "en hvid eskimo" sætter han sig ned i snehytten og snakker med dem. På et tidspunkt spørger de

"Hvornår kommer den hvide eskimo"?

Hvortil Knud Rasmussen svarer, "Jamen, det er mig!"

Knud Rasmussen er pave stolt, når han skriver dette i sin bog, og jeg forstår ham. For nogle år holdt jeg et foredrag i London og en af tilhørende, en ung kinesisk kvinde kommer op med tårer i øjnene og trykker mig i hånden og siger "tak, du minder så meget om min gamle far i Singapore" - jeg var lige så stolt over at blive accepteret på tværs af alle de grænser, vi sætter for hinanden.

Knud Rasmussen tegner i sin bog et portræt af verdens måske mest hådføre folk - eskimoerne - som generation efter generation har overlevet under vilkår, ingen andre kan overleve. Ingen moderne mennesker har moralsk ret til at sætte en finger på deres levevis; den er udviklet til perfektion.

Siden Knud Rasmussen rejste over isen på slæde, har det moderne samfund mishandlet kloden til ukendelighed. Og det er til grin, når moderne mennesker over deres caffe latte forarges over ordet "eskimo-is" og laver vrede updates på sociale medier og tror, at de kan redde verden ved at spise kunstigt kød lavet på et laboratorium og hindre klodens opvarmning ved at købe en to tons tung Tesla.

Vi bevæger os blot længere og længere væk fra Knud Rasmussens virkelige univers. Når man læser "Den lange Slæderejse" taler forfatteren og eskimoerne hele tiden om "mennesker". Jeg har aldrig set ordet "menneske" skrevet så mange gange i en bog. Den første bog Knud Rasmusssen fik udgivet hed i øvrigt "Nye Mennesker".

Men har I bemærket, hvad de kommunikationsuddannede siger på TV og skriver i medierne: De taler i stigende grad om "personer" aldrig mere "mennesker". Men vi er mennesker - mænd og kvinder - i modsætning til dyrene, som Knud Rasmussen skildrer opdelt i hanner og hunner. Grønland hedder på grøndlandsk også "Kalaallit Nunaat, hvilket betyder "menneskenes land".

Vi har de seneste 50 år urbaniseret vores klode til ukendelighed og søgt mening i det menneskeskabte, mens vi fjerner og mere og mere fra naturen. Fra de sociale medier, det moderne menneskes nye udkigstårn, forsøger vi så at styre verden på plads ved hjælp af endnu mere teknologi, endnu mere lovgivning og flere pronominer.

Knud Rasmussens bog gør os opmærksom på, at vi har bevæget os væk fra fra det eneste vigtige: Vi lever ikke længere for at leve. Vi har har accepteret at være en del af bruttonationalproduktet i stedet for naturens kredsløb.

Vi har glemt at være mennesker på kloden!

Med denne nye erkendelsen smider jeg bogen hen på hylden ved VHF-radioen og beslutter mig at gå på opdagelse på Anholt.

Her er de fire, som for hundred år siden rejste samtlige 18.000 kilometer over Arktis til Sibirien: Qâvigarssuaq Miteq, Knud Rasmussen, fotografen Leo Hansen og ekspeditionens eneste kvindelige deltager: Arnarulunnguaq Peary .

[ulvespill]

Den populære serien fra Australia kommer endelig som et videospill!

Vår kjære lille blå hund med sine hverdagslige problemer kommer endelig til oss i videospill format! «Bluey: The Videogame» er basert på det Emmy- og BAFTA-prisvinnende globale TV-showet som følger Bluey, en elskelig, uuttømmelig Blue Heeler-hund, som bor sammen med mamma, pappa og lillesøsteren hennes, Bingo. Som alle barn på hennes alder, er det Bluey liker best å spille spill. Bluey bruker…

[nartnaillil]

UX - Bjeffetreff

Siste uke med figma ! For å oppsummere: Jeg og David lagde en app for både de som har hund og de som ikke har. Appen er en mulighet til å passe andres hunder, samt et sted for å finne pass for sin firbeinte bestevenn. 

Både jeg og David er to hundeelskere uten tilgang på en pelsdott selv, du kan ta det som at denne appen er et egoistisk forsøk på å skaffe oss en pelskledd venn

ITERERE ITERERE ITERERE

En av de viktigste tingene jeg har lært gjennom ukene er at å legge seg flat åpner MYE MER ENN DET MAN SKULLE TRO. Når man sitter der nybegynner på figma, og brukt enoooormt lang tid på en frame er det vanskelig å kaste den bort for å starte på noe nytt. Men resultatene viser virkelig all tiden man brukte på den første frame’en uansett ;)) 

FORENKLE FORENKLE FORENKLE

Andre viktige ting jeg lærte gjennom ukene var: 1) Å tenke på brukeren sitt behov  2) Det åpenbare for deg er absolutt ikke for dem

1) For å lage en app som virker realistisk må man virkelig tenker på målgruppen og hvem man lager appen for. Hvis man er en hundeier hva slags type hundepassere kan jeg finne, hvorfor er de pålitelige, har de erfaring med hund fra før av, har de hatt hund/har de en nå, bor de i et miljø som er egnet for hunder, kan de passe hunden hos meg. Eller som hundepasser, hvordan er hunden, har den noen helseskader, er den vandt med barn, transport eller andre hunder osv osv osv.  Men det viktigste av alt, hvorfor skal de stole på en fremmed på nett så mye at de er villig til å gi fra seg hunden sin en periode? 2) Et vurderingssystem med 1-5 stjerner forteller ikke nok. Dermed ønsket vi å lage et belønningssystem, men siden dette er Bjeffetreff, en godbitsystem!  Jo flere godbiter man har, hvor mer pålitelig er man. Man kan få godbit av ulike typer pass, ulike hunder passet, gåturer, osv. Det gjør at brukeren kan se etter hvor mye erfaring hundeeieren/hundepasseren har og dermed velge pass som egner seg best for brukeren. F.eks finne en treningspartner, eller en som har mye erfaring med pass i lenger perioder.  Som du kan se ovenfor har vi gått fra godbit i form av rangering -> prøvd å få det til å se mer ut som en belønning -> droppe rangeringen, og bruke badges-system -> kategorisere de ulike badges’ene... JA! Hvertfall det er ikke lett å se hva vi prøver å gjøre, selv om vi tror det vi gjør er logisk. Må la appen snakke for seg selv og ikke vi for appen!!

MIN OPPLEVELSE 

Dette var en skikkelig tilfredstillende oppgave. Hvordan skal jeg si det? Selvfølgelig er det frustrerende å sitte i timesvis med en så liten detalj absolutt ingen kommer til å legge merke til, men det er å faktisk få det til å bli en del av appen som er så tilfredstillende. Det er med på å skape et “usynlig” design som videre er med på å gjøre appen mer realistisk, eks fargekoding, størrelse på funksjonene, hvor de er plassert og ikoner brukt. 

Er også ekstremt fornøyd med David og mitt arbeid!!!!! Vi lagde en app begge er stolte av, og alt arbeidet vi la inn viste seg i resultatene. Må takke klassen min enda en gang for de søteste og skjønneste ordene etter presentasjonen vår. 

Her er siste utkast av Bjeffetreff - kos deg!

https://www.figma.com/proto/mP2ytkXvxgQD4FwiUBIOCD/Bjeffetreff?page-id=0%3A1&node-id=1%3A2&viewport=482%2C381%2C0.24&scaling=scale-down&starting-point-node-id=1%3A2

[auroranilsen]

Familien min.

Jeg har en stor familie. Foreldrene mine er gift og en av søskene mine er forlovet med en mann fra Frankrike. Mora mi heter Ada og faren min heter Edmund. Han kommer fra London, men han har vært i Norte i tretti år. De møtte i universitet: Ada var en student av klassiske studier og Edmund var en utvekslingsstudent. De giftet seg da de var bare studenter. De kommer fra rike familier og av grunn på er de rike også. Foreldrene mine er velgid sofistikerte og de lærte oss å elske musikk, kunst og litteratur.

Foreldrene mine hadde fem barn: første tvillingene (broren min og søstera mi) Aksel og Anja, hvem er tretti to år gammel, og fire år sedene hadde de Bjorn (broren min), og to år sedene - jeg, og tre år etter meg, yngste broren min, Thomas, ble født. Thomas er tjue to år gammel og bursdagsfesten hans var for tre dager siden.

Aksel or Anja bor i Oslo. De jobber i næringsliv og for fire år siden startet sitt eget firma. De er tvillinger. Derfor har de like personligheter: de er folsøm, seriøsw og hardtarbeidene, men da er de men familien sin, de er pratsomme og lykkelige.

Bjorn elsker kunst. Nå bor han i London, fordi der arbeider han som kunstner, kritiker og guide på National Gallery, men han kommer hjemme hver måned å bruk tid med oss. Han er gift og kona sin (hun Heter Taylor) er også en kunstner. De har ikke barn, men Taylor er gravid. Bjorn er flink, hissig, munter og i godt humør alltid. Da vi var barn, han brukte å være favoritten søsken min.

Thomas studerer økonomi og ledelse på Nord universitet. Han vet ikke hva ha skulle gjøre med livet sitt, men jeg tror han vil finne det ut. Han har en kjæreste og hun heter Nora. Thomas er en typisk yngste søsken: han er oppfarende og noen ganger kan han være humørsyk, men vi elsker ham.

Og til slutt, har vi en hund - Solsikke. Hun er en tysk hyrde og er fem år gammel. Solsikke bor med foreldrene mine, men vi tror hun er vår også.

[smaagleder]

Hvem er vi bak Små Gleder?

Hei og velkommen til vår infoside!

Noen vet kanskje ikke hvem vi er så her kommer en liten introduksjon av oss bak Små Gleder.

Små Gleder startet som en Snap vlogg helt tilbake i April 2020 hvor vi kun hadde fokus på hamster, den gang da het vi HamsterVlogging. Formålet vårt var da å spre god og oppdatert informasjon om hamsterhold, og vise vår hverdag som hamster eiere.

Hund og katt har utrolig mye informasjon og fokus, men vi ønsket å skifte fokus over på smådyrene som gjerne blir glemt og blir ofte sett på som "dyr for barn" og har en lei kjøp-og-kast kultur rundt seg.

Etter hvert som vloggen vokste satt vi med et voksende team, og innad i teamet hadde flere av oss andre smådyr som også så sårt trengte et godt og positivt fokus, så vi valgte da å utvide fokuset vårt til å gjelde alt av smådyr, og til og med reptiler!

Hovedfokuset vårt er i dag hamster, mus, rotter, ørkenrotter, kanin og marsvin, med en god dæsj reptiler for å gjøre ting ekstra gøy.

Vi valgte dermed å endre navn til Små Gleder siden disse små dyrene er våre små gleder i hverdagen.

Denne siden ble opprettet i et håp om å kunne samle god informasjon om diverse smådyrshold på en side, vi bruker mange gode kilder og sikter oss mye inn på tyske sider da Tyskland har utrolig høye og gode standarder for smådyrshold.

Og ikke glem at du fremdeles kan finne oss på Snap under @SmaaGleder

Håper du synes denne siden er nyttig og hjelpsom i ditt smådyrshold!

[stjerneklar]

jeg har lyst til at skrive det her på papir, men har forstuvet mit håndled fløjet ud over et cykelstyr, ingen lygter, nogen gange har jeg øjeblikke hvor min krop føles som en æggeskal

mit øje er hæves og jeg har hudafskrabninger i galaxefarver, jeg har lyst til at skrive på papir, jeg har lyst til at synge

lyst til at skrige, lyst til at gø højt i synkoperede rytmer, en følelse af at skære firkanter i luften, jeg er en kunstner bilder jeg dem ind, mit liv mit medie, ville ønske jeg havde en stor mørkebrun hund med en spids snude, ville ønske jeg havde et lille blødt barn som kunne sidde på min mave i sådan en babysele med en solhat på

jeg propper de små nye skud fra mine planter i mund, lader mærkelige lyde forlade min krop, føles godt at hyle på cykel, føles godt at spise alt maden i køkkenet midt om natten, læse biblioteksbøger med lyserøde forsider, ikke børste sit hår, høre feministisk musik, have sex på en måde hvor man ikke tænker på sin krop, men bare er i den

avispapir, jeg er en dæmonkvinde, måske bare en blid en (med kanter), oldgammel og meget ung og fuld og dum, kommer fra et marklandskab, savner at falde i jorden, kan du mærke det er efterår, lyset er så evigt nu, og jeg elsker dig, jeg elsker verden og dens mennesker, myter, musvit, mariekiks, mærkværdige perfekte kvinde

[soelvfisk]

Jeg drømmer om kærlighed. Og børn. Men jeg tør ikke. For det er for hjerteskærende hvis ikke det sker og vil ikke gå og føle mig utilstrækkelig og søgende indtil det sker. Det føles som noget der er så ude af mine egne hænder, at jeg ikke kan lade det fæstne sig som et ønske.

Men jeg drømmer alligevel om det. At elske mit eget barn højere end jeg troede var muligt, hver dag i hele mit liv. Ansvaret og tyngden man automatisk påtager sig som forældre. At gennemskue lige præcis den tryghed der er tryggest for ens unge. Nurh.

Ville gerne være omgivet af mennesker jeg elsker. Ligesom jeg kort nåede at have det i København, inden ting med Stenen blev helt fucked. Sjovt nok har stenen efterladt flere spøgelser her hvor jeg er nu. Her har vi nemlig kun fælles venner. Og jeg frygter at de enten fortæller mig om hende eller fortæller hende om mig. Jeg har svært ved at eksistere i samme verden som Stenen, så alt der minder mig om hende, får mig til at føle mig som spild af plads. Det er meget synd for vores venner. De ved det ikke engang. At det er svært for mig at være i nærheden af dem, på grund af hende.

Jeg drømmer om et trygt hjem. Allerhelst med en have. Noget udendørs. Et sted med plads til projekter og luft og lys. Har altid haft allermest lyst til at bo i Thy faktisk. Var ved at købe et hus dér engang. En lille bungalow med havudsigt og skur til surfboards. Men vil også gerne tilbage til København en dag. Elskede byen. Elskede lejligheden. Elskede menneskerne. Elskede mig selv. Men sådan er det med abuse. Det får alt man holder af til at føles helt helt helt uden for rækkevidde.

Jeg drømmer om en krop der har det stabilt. Om døgnrytme og madplaner og gåture og rutiner.

Drømmer om at tulle rundt og rydde op i mit eget rod, uden stress. Støvsuge, uden stress. Elsker at gøre rent uden stress. Det kan være så hyggeligt at passe på sine ting. Det har jeg ikke overskud til lige nu og det er længe siden jeg har haft det. Har jo også skilt mig af med de fleste af mine ejendele. Fordi de mindede mig om Stenen.

Jeg drømmer om at skrive bøger. Børnebøger og faglitteratur. Bøger der tager afsæt i de projekter jeg igangsatte undervejs i mit studie. Som har stået stille siden jeg blev færdiguddannet.

Jeg drømmer om STABILITET.

Jeg drømmer om at pusle med ting. Dedikeret. Investeret. Fokuseret. Male og tegne og indrette og bygge og skrive og synge og producere lyd igen. Bevæge mig. Være i min krop.

Jeg drømmer om at nyde. Nyde mad. Nyde nærvær. Grine. Nyde naturen og regnen og tid med hund på sofaen. Nyde roen til at dvæle ved dagbogsskriverier. Månen. Nyde mig selv. Mh. Nyde nogen der passer på mig. Skal ikke være sammen med nogen, der ikke passer på mig. Nyde at sove. Nyde at leve, wow. What a dream.

Jeg drømmer om at ligne mig selv. At jeg ser mig i spejlet og kan genkende mig selv. At jeg kan genkende mit barndoms selv. Nænsomt i de ting jeg foretager mig. Følelsen af at have været mig i hele mit liv. At jeg kan forestille mig at blive gammel.

Ja.

Intet af ovenstående har noget at gøre med min telefon. Drømmer ikke længere om at være tydelig og tilgængelig. Er blevet skræmt. Vil ikke være genkendelig. Mit ansigt skal ikke være nogen steder. Jeg vil være gemt. Igen: et resultat af Stenen. Hendes stemme i mit hoved, hver gang jeg forsøger at stå ved mig selv. Nu gider jeg ikke kæmpe imod mere. Drømmer ikke længere om at besejre det. Har givet slip. Jeg er forandret. Resten af mine drømme er rigeligt.

Og samtidigt føles det så umådeligt naivt og urealistisk.

[migmigselvogjeg]

Jeg har det hele, men mangler blot en at spændene det lange men resterende stykke tid af livet sammen med. Min forbandelse er at jeg er en tarvelig samt kedelig samfundstaber, jeg ejer et hus, i en alder af blot 23, er herrer af en hund og ejer en VW, ergo er de 3 v’er på plads. Men mangler en person at lave et barn med, jeg skal ikke have et barn før jeg fylder 30 om 7-6 år men jeg er så umådelig kedelig at det gør helt ondt, jeg tager ikke i byen, jeg gider ikke at rejse, vil langt hellere slappe af herhjemme og nyde hvad jeg har, udover det kæmper jeg med at komme ud af et kæmpe misbrug, og på selv samme tid forelsker jeg mig i den første og den bedste. Inderst inde ved jeg udemærket hvad jeg gør forkert men jeg ved på samme tid at jeg ALDRIG kommer til at gøre noget ved det. Det er så endeløst at være mig i min kedsommelige person. P er sød men det bliver nok heller ikke hende jeg spendere mit liv med, hun løber væk når hun ved hvordan jeg er..

[an-american-in-norway]

før, innen, etter

før: brukes ofte foran substantiv eller pronomen

Foreldrene mine kommer før søndag.

Vi kommer før henne.

innen: kan stå foran substantiv og blir ofte brukt med tall

Foreldrene mine kommer innen søndag.

Innen sommeren (er over) skal jeg bade i sjøen.

Oppgaven skal leveres innen mandag.

Innen 2020 skal jeg kjøpe hund. 

etter:  står ofte foran tid/pronomen

Etter jul skal vi slanke oss.

Jeg må arbeide lenge etter middag.

De fikk en baby i juni, og vi fikk i september. Vi fikk barn etter dem. 

[nordic-language-love]

Nyttige norske ord og uttrykk jeg har lært meg nylig

å ha dilla på noe - å klare ikke å stoppe å gjøre noe, eller å gjøre noe hele tiden, fordi det er så bra, f.eks: “jeg har dilla på Heimebane” = jeg klarer ikke å stoppe å se på Heimebane; “jeg har dilla på sjokolade” = jeg spiser sjokolade hele tiden

en A4-familie - en veldig typisk og vanlig norsk familie: mor og far er gift, og de har to barn, en bil og et hus, kanskje en hund osv (A4 = A4 papirstørrelse, fordi A4 er den vanligste papirstørrelsen, så er en A4-familie den vanligste familien)

luesveis - håret etter du har hatt på deg ei lue

være i fyr og flamme - være svært begeistret

å rydde i hodet - å ro hjernen når du har for mange tanker f.eks “jeg har så mye i tankene at jeg ikke kan tenke i det hele tatt! Jeg går på en tur for å rydde i hodet.”

å ligge i bakhodet - når noe er i tankene dine, men du tenker på det ikke hele tiden.

beæret - følelsen når noe er en ære

å være i tråd med noe - å ha sammenheng med noe, å samstemme med noe

å ta en sjau - å gjøre en stor rengjøring, å rydde helt

himla dyr - ekstremt dyr

jeg gir ikke [den prisen] - jeg vil ikke betale [den prisen]

Jeg har kanskje gjort noen feil, fordi jeg er bare B1/B2 på norsk. Hvis du ser noen feil, vær så snill og fortell meg ^^

[dunderklumpen]

Gennem Grønland subtitles, pt. 3/5

Below the cut are the Danish subtitles for the third episode of Gennem Grønland med Nikolaj Coster-Waldau, which is available (not geoblocked as far as I'm aware) on DRTV here.

No copyright infringement intended by posting these subtitles. Just trying to lower the language barrier.

episode 1 - episode 2 - episode 3 - episode 4 - episode 5 - srt files

Gennem Grønland med Nikolaj Coster-Waldau episode 3 subtitles

- Hvad er det her? - Det ved du godt.

- Det gør han faktisk ikke. - I bliver helt stille.

Jeg gætter på, at det er en lårbensknogle.

- Nej. - Hvad er det så?

Der er meget, jeg ikke ved Grønland. Det er et interessant land.

Man må håbe, det også er interessant for dem, der kigger på.

For 21 år siden forelskede jeg mig i Nukâka fra Uummannaq -

- og i hendes hjemland, Grønland.

Nu rejser jeg igennem Grønland for at udforske -

- og opleve det enorme land og møde de fantastiske mennesker -

- der bor og arbejder her.

Mit navn er Nikolaj Coster-Waldau.

Velkommen til min rejse gennem Kalaallit Nunaat: Grønland.

Jeg er nået til Ilulissat, cirka midtvejs på vestkysten.

Nu skal jeg igen mod nord.

Super. Tak skal I have.

- Hej. Nikolaj. - Hej. Nukâka.

Jeg er så heldig, at Nukâka har pause i sine filmoptagelser.

Derfor kan hun og lillebror Peter rejse med -

- og vise mig sin barndomsby, Uummannaq.

Hun har fortalt meget om sin barndom, men jeg har aldrig været der.

- "Uummannaq." - Uummannaq. Ja.

Hvor lang tid tager det at sejle?

Kaptajnen siger seks-syv timer.

Nu har vi ret meget bagage så jeg tror, det tager otte timer.

Vi laver et stop undervejs, som jeg har glædet mig til.

Det er Qullissat, en gammel kulmineby.

Selvom sommernatten ikke bliver kulsort nord for polarcirklen -

- håber alle at nå frem inden midnat. Vejret er roligt.

Skipper Paaluk mener, der er tid til at se den forladte by Qullissat.

Qullissat var en af Grønlands største byer. Den opstod i 1924 -

- da den danske stat etablerede en kulmine.

I 1968 var minen ikke længere rentabel.

De danske myndighede besluttede at lukke og slukke.

Strømmen blev cuttet, og der kom ikke forsyninger længere.

- Hop af. - Du hører ikke efter.

Flere beboere forsøgte at blive uden strøm og vand -

- men siden 1972 har Qullissat ligget øde hen.

Hvor blev Nukâka af?

I forsamlingshuset mødes tidligere beboere en gang om året -

- og mindes den tabte tid.

Jeg kan slet ikke forestille mig at blive tvunget til at flytte.

"Pak jeres ting. Vi flytter i morgen."

På sit højeste havde byen over 1400 indbyggere.

Der var skole; hospital, politistation, postkontor og købmand.

Hvad er det derovre?

Lad os gå derover. Det er mere spændende.

Jeg synes, jeg kan mærke energien og sorgen.

Det er sikkert en dagbog. Det er svært at læse.

Se her. Daells Varehus 1966.

Jeg har set på mange.

- Du kiggede på de her sider, ikke? - Jo.

- Det var frygteligt spændende. - Jeg lægger det pænt tilbage igen.

- Det var frygtellgt spændende. - Jeg lægger det pænt tilbage igen.

Der er en, der har krøllet hår.

Det blev bare efterladt fra den ene dag til den anden.

Nu er det bare sørgeligt.

Indbyggerne blev spredt over hele Grønland.

Mange havde svært ved at falde til i deres nye liv.

Man kan godt mærke, der er aftryk af sjæl og ånder.

I Danmark er jeg ikke bange for spøgelser, men det er jeg her.

Eller bange... Man kan mærke meget mere.

Stilheden, ikke? Tankerne flyder frit.

Du har mulighed for at høre dit eget hjerte slå.

En lille time før midnat nærmer vi os endelig Uummannaq.

Her er Nukâka, Peter og deres to storesøstre vokset op.

Det første, jeg kan huske fra mit liv, er jo Uummannaq.

Nu skal jeg endelig vise Nikolaj mit barndomshjem.

Der er en eller anden ro, når man kommer frem til fjeldet.

Så der bliver Nikolaj tvunget ned i tempo.

Peters kone er også fra Uummannaq. Hans svigermor modtager os.

- Halløj! - Hej!

Halløj!

Hej!

Jeg har jo hørt om det i 20 år.

Det er bare skønt at være her. Og dejligt at møde Peters svigermor.

Hun stråler af livsglæde. Det er en dejlig velkomst.

Det er et kæmpe hjerteformet fjeld. Det er smukt.

- Det er vores vej, vi kører på nu. - Det er jo perfekt.

Deroppe er der et rødt hus med sort kælder. Der skal I bo.

Vi har lejet et lille hus.

Hvor mange har du puttet i? Det er alt for lidt.

Jeg lavede fire kopper før og puttede syv i.

Det bliver svagpisserkaffe, det der.

- Det er sindssygt flot. - Det er et smørhul.

Det fornemmer du, når du kommer til at gå tur i byen.

Der boede lægen i det gule der, og der boede præsten.

Jeg gik i skole den vej her.

Vi kælkede ned til havnen. Hele havet var jo is.

Så kørte vi ud her. Om sommeren sejlede vi derfra.

Nu skal vi have kaffe. Man siger, man skal til kaffemik.

Siger jeg det, hvis jeg vil have en kop?

- Det er lidt en ordre. - "Giv mig kaffen."

Hvad med: "Vil du være sød at give mig kaffen?"

- "Kaffemik." - Det er sgu ikke mig...

Det var fantastisk at vågne op til hele vores barndom.

Nukâka og Peter tilbragte barndommen i Uummannaq.

Da hun var 13, blev deres far valgt ind i Landstinget -

- så familien flyttede til Nuuk.

Der boede en klassekammerat. Johanne Karen Larsen.

Da vi var børn, boede Magdalene og Karl Kristiansen der med 13 børn.

Der gik vi altid forbi. Og derinde boede Edvard, jeg var forelsket i.

Han ved det ikke engang endnu. Nu ved han det måske, men...

- Der er den gamle gangbro. - Et til krydstogtsskib.

- Det er vores hus, Niko. - Det fine røde?

Her har jeg hængt fast med min tunge.

- De har også hunde. - Vi havde vores hele vejen herned.

- Og et fisketørrestativ. - Havde I børne- og voksenslæde?

Vi havde to størrelser. Jeg tog den lille.

Og vi havde en lang en til hele familien.

Og her... Den her finger er klemt.

Der har jeg jo en halv finger. Du kan ikke huske det, vel?

Ikke helt, men jeg skammer mig alligevel.

Når man har mange hunde, får man også tit hvalpe.

Det er virkelig dejligt altid, specielt når man er barn.

Vi havde båret dem herover og stod og nussede.

Så gik de ind, 09 jeg stod lænet op ad døren der.

Så smækkede Peter døren, og så lå halvdelen af min pegefinger der.

- Jeg var tre år, så vi var små. - Så du var to.

Havde min mor puttet fingeren i munden, kunne de have syet den på.

Men jeg tror ikke, hun fandt den. Måske fik en lille hund en forret.

Hvor er den der stenrutsjebane?

Det er fascinerende med ens barndom.

De år er så vigtige i vores selvforståelse.

Så kunne vi...

Hov! Den var glattere, da vi var børn.

Selv om Nukâka bor i Danmark -

- er hendes Iientitet 100% grønlandsk. Hun er fra Uummannaq.

Jeg kommer fra Tybjerg, hvor man er omgivet af kornmarker og skov.

Her er det klipper, hav og hunde. Vi havde flere køer, hvor jeg var.

Vi er opvokset i fjeldet og isen og vandkanten.

Isflage til isflage, selv om vi ikke måtte.

Og stå nede ved havnen med en stok og prøve at fange ulke.

Jeg lavede et stunt. Jeg tænkte: "Der var en helt derude."

Der var alle de her snore ud til bådene.

- Jeg stod og hang skrat i luften. - Selvfølgelig.

Da jeg skal til at... Så slipper jeg den her.

- Og falder i vandet. Storfangeren. - I min iver.

Og du kan ikke svømme? Jeg hører, at det ikke er usædvanligt her.

Vandet er simpelthen så koldt. Du får krampe på kort tid.

- Skal vi gå ned i... - Vi skal ned til downtown.

Ja, lad os komme ned downtown.

- Nikolaj. - Det er en gammel klassekammerat.

Det er Peters svigerfamilie.

Man skal væbne sig med tålmodighed.

- Man stopper og taler med dem, man møder.

- Hallo. - Jeg skal lige sige goddag.

Så skal man lige snakke og høre hvordan og hvorledes.

Nu har jeg vænnet mig til det, og det er enormt hyggeligt.

Da vi var børn, var der ikke det her smarte bræt.

Mange byer har et sted, hvor man sælger dagens fangst.

Det kaldes brættet. Man kan købe hval, sæl, tisk -

- og hvad fangerne ellers har haft med hjem.

Hej. Nikolaj.

Det der hus, hvor vi gik forbi deroppe. Hun er et af de 13 børn.

Nummer ti.

- Er det sæl, det her? - Ja.

- Klapmydse. - Det er den store.

- Vil du smage? - Det vil jeg da gerne.

I Grønland er det normalt at spise tørret torsk sammen med sælfedt.

Eller smør.

- Det var hyggeligt, vi mødte hende. - Ja.

Peters svigermor bor i den anden ende af Uummannaq.

Hun har inviteret os på kogt sæl og fodboldkamp.

Hallo!

Maria er vild med fodbold. Eller rettere med Liverpool.

Er han ikke den dyreste målmand i verden?

Ja!

Liverpool vinder 2-0 over Crystal Palace -

- og så kan vi sætte os til bords.

Den er fanget for et par dage siden.

Sennep og sælkød hører lidt sammen.

- Spiser I fedtet med? - Jeg er ikke så god til sælspæk.

- Det smager godt. - Og det er sælkød.

Der gror ikke så mange agurker og tomater heroppe.

Sæl giver alle de vitaminer og alt det fedt, man har brug for.

Og det smagte skidegodt.

Det er sidste dag i Uummannaq, og vi bliver inviteret ud at fiske -

- med Jakup og Inoq.

- Godmorgen. - Nukâka.

I Grønland har man kæmpetrawlere, der bliver ude i 14 dage -

- men de fleste fiskere er ligesom her: Små både, der tager ud hver dag.

Fiskeriet er jo hele grundstenen i Grønlands økonomi.

Det er der, de har den store indkomst.

Hvor mange meter?

Tusind meter.

I dag er Jakup og Inuk ude for at fiske hellefisk.

De lagde linerne ud i går.

Det er ikke fra land. Det er midt i vandet -

- så nogle gange skal man lede efter bøjen.

- Vi leder nu, faktisk. - Hvad farve kigger I efter?

En orange bøje? Okay.

Forkert farve. Du gjorde ikke det her på både, vel?

Min far var jo ikke fisker, så det var på hobbyplan -

- men også for at fodre slædehundene. Det var på isen.

- Hvordan fungerede det? - Også med en lang line.

Det var en masse hellefisk, helleflyndere og rødfisk.

Rokker fangede vi også.

Der var den.

Hellefisk lever på dybt vand. Man fanger dem på liner med kroge.

Jo dybere der er, jo større er fiskene. Helt op til 125 cm.

Her i Uummannaqfjorden er der mellem 600 og 1000 meter dybt -

- så der er gode chancer for at få store fisk på krogen.

Den er stor. Min livret som barn, når vi fangede hellefisk -

- var at skrabe slimet af kinden, skære kinden af og så bare...

Hov! Den gik igennem hullet. Den er på flugt.

Grønlands økonomiske vækst skyldes bl.a. fiskeri af hellefisk og rejer.

Men klimaforandringer, problemer med at forarbejde fisk og overfiskning -

- gør fremtiden usikker for Jakup, Inoq og alle de andre fiskere.

Du er så fin!

Nå, skal vi?

Vi skal besøge børnehjemmet i Uummannaq.

Jeg protektor for et børnehjem i Danmark, Orøstrand -

- hvor man bruger dyr meget.

Der har jeg set, hvad det gør. Så det er interessant for mig.

Jeg har også hørt, der er noget særligt i det her hjem.

Hej!

Hej!

Nukâka har altid haft et tæt forhold til børnehjemmet.

Som barn legede hun med børnene, og hun har optrådt og undervist.

- Hej! Nikolaj. Hvad hedder du? - Eva.

- Jane. - Marius.

- Halløj. - Velkommen til den smukke by.

Det må du nok sige. Hej. Nikolaj.

Hun er fantastisk til strubesang.

I kan da lige prøve, I to.

Jeg hører mest den der lyd, når Nukâka bliver sur på mig.

Det er noget andet. Det var fantastisk.

- Giver du ikke en rundvisning? - Jo. Børnene bor her.

Det er en af verdens nordligste institutioner med 33 børn.

Mange kommer fra hjem med massivt omsorgssvigt.

Nogle tilbringer hele ungdommen her, andre kortere perioder.

Målet er at give dem nogle værktøjer, så de kan komme videre.

- Det er sådan lidt, hvor de bor. - I er ikke akutinstitution?

Det er vi sådan set. Hvis man mangler et sted, siger vi ikke nej.

Specielt når der sker noget. Det er fredag eller...

Næste weekend bliver spændende. Der får man løn og feriepenge.

Men vi håber på, at alt går godt.

Hjemmet lærer børnene traditionelle færdigheder:

At jage, fiske, køre på hundeslæde og sejle i kajak.

Sådan her.

Nej, en gang til. Så er det min tur.

Darma er otte ar. Han er det yngste barn på hjemmet.

Hvor bor du henne? Er det dit værelse?

- Er det din? Hvad vandt du for? - Hundeslæde.

En, to, mand.

Wow!

- Vent lige. - Okay.

Gert Oodaaq, niende klasse.

Gert, han er død. Det var i 2017.

Det var da trist. Var I gode venner? Er det jer?

- Nej. - Hvor er han henne?

Der. Én... Nå, der.

- En, to, tre, fire. - Det er altså flot.

- Nu er det 2019. - Ja, det er det.

Har du selv lavet skibet? Wow!

Mange børn har haft en meget voldsom barndom.

Vi snakkede lige med ham den yngste der.

Han havde vundet fjerdepladsen med Gert, som døde sidste år.

Det må have været... Hvad skete der?

Mange af de her børn har haft forældre med alkoholskader.

I teenagealderen er det svært at leve op til de krav, samfundet har.

Mange af de børn, der er her, er selvmordstruede.

De orker ikke livet. Vi laver noget hver dag, så de kan holde det ud.

Et af værktøjerne er at lære at spille på et instrument.

Det er bedre for dem at udtrykke sig gennem kunst eller musik.

Så har vi et studie længere nede her.

- Hvad hedder ham rapperen? - Akisooq.

- Sidder han her og laver musik? - Det gør han her.

Far er sur, mor er gået. Barndommens smerter er kun blevet større.

De tager stoffer og skændes. Du ha længe grædt over det, der sker.

De skændes, som om de har store nosser. Du hører dem altid skændes.

Du spørger grædende, hvad de laver. Du holder i live, hvad der gør ondt.

Du holder folk ude med din maske. Du skal ikke acceptere det.

Tal om det. Du er ved at blive voksen.

Kom over denne elendighed.

Wow!

- Hvad handler det om? - Om en hård tid i hans liv.

Nå, det er ikke om ham.

Måske nogle venner eller noget, han har set. Meget stærkt.

Du fik mig til at græde.

Det var meget fint skrevet af et ungt menneske.

Derfor blev jeg meget rørt af det. Der lå meget smerte i det.

Men rap fortæller jo ikke nødvendigvis romantiske historier.

Det gik lige i maven.

De børn har oplevet ting, man ikke skulle tro, et menneske kan opleve.

- Derfor bliver jeg altid rørt. - Her bor jeg jo.

Skal vi lige vise Nikolaj alle vores tænder?

- Den der er fra Upernavik. - Der er også en lille en her.

- Ann, hvad er det her? - Det ved du godt.

- Det gør han faktisk ikke. - Okay.

Når I siger det sådan, gætter jeg på, at det er en lårbensknogle.

- Nej, det er det ikke. - Hvad er det så?

- Nukâka? - Det er en hvalrospenisknogle.

Jeg kunne jo se, I stod og smilede.

Jeg skal vise dig en stol, jeg har fået lavet. En Thule-stol.

Det er hval. Det er penisser, og det er så rensdyr -

- isbjørn og sæl. Den er lavet af fem dyr.

- Der er kun tre penisser. - Man kan ikke sidde på mindre.

Jeg kan så for første gang i mit liv sidde på en penis.

- Du er Ikke helt afslappet. - Nej...

Jeg vil da gerne sidde på den.

Ah, det føles godt.

- Kom. - Vil I have andre mobiler?

- Supertæt. - Meget tæt på hinanden.

Du står lige foran dem.

Wow!

Besøget er ved at være slut.

- Den der... - Den sorte?

Nukâka har mange gange fortalt begejstret om stedet.

De gør virkelig, hvad de kan -

- for at hjælpe børnene på vej videre i tilværelsen.

- Tak for denne gang. - God tur.

- Anni... Tusind tak. - Vi ses jo.

Ej!

Jeg havde set billeder af Uummannaq og fjeldet.

Når man så står der, er det en helt utrolig flot by.

Og så at gå her med Nukâka. Selvfølgelig giver det mening.

Jeg kan godt forstå -

- hvorfor hun savner Uummannaq.

- Håndbagage. Den er ikke lukket. - Det g��r nok.

Tak.

- Må vi selv vælge sæde? - Ja, der er frit valg.

Det var lækkert.

- Vi må forlade Uummannaq. - Det har virkelig været dejligt.

At vise dig det også.

Vi flyver med helikopter til Qaarsut og derfra sydpå med fly.

I Ilulissat flyver Nukâka til Reykjavik, hvor hun skal filme -

- mens Peter og jeg fortsætter til Nuuk.

Med 17.000 indbyggere er Nuuk det tætteste, man kommer på en storby.

Sådan der.

Egentlig skal vi til Tasiilaq, men der går kun to fly om ugen -

- så vi tager en overnatning i hovedstaden.

Jeg kender Nuuk ret godt. Jeg er kommet her i over 20 år.

Nu kører vi ned ad hovedstrøget i Nuuk.

Det er en meget stor by. En meget moderne by.

Meget anderledes end resten af Grønland.

Jeg skal besøge min svoger og svigerinde og deres søn, Storm.

Kim og Nina bor... Man kører ind der.

Jeg har inviteret mig selv på middag -

- for de har noget ganske særligt kød i fryseren.

- Tak, fordi jeg måtte komme. - Uden pres.

"Kunne I ikke godt invitere os?"

Nina er Nukâkas storesøster og gift med Kim, som jeg var på jagt med.

Nej, se der!

På menuen står den moskusokse, vi skød, og jeg har ned fra fjeldet.

Måden, du skød dyret... Jeg har aldrig set et så godt skud.

- Det var virkelig flot. - Og den måde, du har det dyr.

Super. Jeg har aldrig set en begynder pibe så lidt.

Den ser perfekt ud.

- Nå, skal vi ikke spise? - Det synes jeg lyder fantastisk.

Det var sjovt at gå rundt i Uummannaq med Nukâka og Peter.

Hver eneste gang var det: "Der brækkede jeg mit ben."

"Vi skal finde rutsjebanen."

Det er dæleme lækkert.

Det har i godt nok båret godt.

Det bliver lidt mørt, når man går med det.

Og så to, der siger: "Du skal have en anden teknik."

Jeg satte den på alle mullge måder, og de susede bare af sted.

- Der var virkelig hårdt. - Var det med bærerem?

Nu ved jeg, at næste gang er det ikke med bæresele.

- Så er det stativet. - Storm fik sit første dyr sidste år.

Og du skød tre... fire rensdyr.

Vil du have sodavand?

- Skål. Og tak. - Tak for besøget.

Jeg ved ikke helt, hvor vi skal hen.

Vi har fået et godt tilbud. Vores hold får hjælp af en fikser.

Hun hedder Mudi Berthelsen og skaffer tilladelser og kontakter.

Hun vil gerne have en inuit-tatovering.

- Og det skal være i dag. - Er det hernede for enden?

- Halløj! - Kom indenfor.

Her har vi Paninnguaq, vores tatovør.

Halløj. Nikolaj. Nå, er du klar?

Nej, ikke helt. Jeg kunne næsten ikke sove i nat.

Om jeg skulle have det her eller på fingrene.

Men vi har snakket lidt om det, og jeg tror, det bliver heroppe.

- Hvor længe har du lavet det? - Jeg har været tatovør i 4-5 år.

De sidste to år har jeg koncentreret mig om inuit-tatoveringer.

Hvad er forskellen, hvis man kan sige det?

Vi skelner mellem vestlige og traditionelle tatoveringer.

Det handler meget om, at tatoveringen repræsenterer den enkelte.

De traditionelle repræsenterer en hel kultur.

- Den her har du fået som voksen. - Det viser, at jeg er en kvinde.

Overgangen fra barn til voksen?

- Jeg er ved at være klar. - Jo...

- Hvis du drejer hovedet lidt. - Det er en nål, du dypper i blæk.

Det her er en nal, hvor der også er plads til deponering af blæk.

- Hvad symboliserer de tre prikker? - Det er beskyttelse.

Og at rense kroppen for dårlig energi -

- eller onde ånder, hvis man skal sige det sådan.

Er du klar? Kan du dreje hovedet lidt?

Tatovering er en gammel tradition: i det arktiske område.

Den har været næsten væk, men flere bliver bevidste om traditionerne.

Mange tages op igen.

- Nej, hvor er det flot! - Hvorfor en inuit-tatovering?

Jeg synes også, det er vigtigt -

- at vi lærer vores egen historie at kende.

Den del har vi ikke haft i skolen.

Vi lærte om Erik den Røde eller Hans Egede.

Der har været så meget Hvad kalder man det? Identitetskrise.

Det er på tide, at vi fortæller vores egen historie.

Det kunne være via vores tatoveringer.

Vi nurser om vores egen kultur gennem vores tatoveringer.

- Skal vi starte med hænderne? - Ja.

Jeg har en aftale med kunstner Peter Kujooq Kristiansen.

Selvom jeg er kommet i Nuuk i 20 år, kan jeg stadig fare vild.

Nu er jeg hernede. Er du ved værkstedet?

Nu kigger jeg på Hans Egede, på kirken og på et stort gult hus.

Det første røde hus efter svinget? Okay, vi kommer.

To sekunder.

For en del år siden så jeg sådan et sælhoved, han havde lavet.

Det var i sten, så man kan sætte det i græsplænen, eller hvad det nu er.

Det ser enormt sjovt ud, et sælhoved på land.

Det ville jeg give til Nukâka som en fødselsdagsgave.

Det var en meget fin tanke, men det er så syv år siden.

Ah, det er herinde. Nu kan jeg se det.

Så...

- Hej. Sa møderjeg dig endelig. - Velkommen.

Tak.

Jeg havde set, du havde lavet en sæl, der stikker hovedet op.

Så ville jeg gerne have sådan en til Nukâka.

Jeg snakkede med dig i går, og du sagde, du var næsten færdig.

- Må jeg se den? - Jeg skal til at gå i gang.

- Den er helt rå endnu. - Den er firkantet.

Man skal bare have lidt fantasi. Hvor lang tid tager det?

- Det ved jeg ikke. - Vi kommer tilbage om ti dage.

- Det kan godt være, jeg kan nå det. - Hvad er det her?

- Det er en buste, jeg har... - Wow!

Det forestiller Svend Junge. Han startede mange firmaer op heroppe.

- Hvor lang tid tager det? - Jeg har været i gang i nogle år.

Er det lidt optimistisk med ti dage til min sæl?

- Nej, den er god nok. - Pas på. Der er kamera på.

- Det forestiller en bjørneunge. - Hvad for en?

- Det er super. - Ja...

Jeg har tegnet, siden jeg var barn, og så har jeg lavet lidt i fedtsten.

Jeg startede med en negleklipper og en lommekniv.

- Det er jo blødt, fedtsten. - Og det går godt?

Jeg har ikke noget lager, så det går åbenbart godt nok.

Ja...

Men tror du, vi kan aftale, at vi kigger forbi?

Det kan vi godt. Hvis I har tid, kan jeg godt gå i gang.

Det vil vi meget gerne se, hvis det passer.

Det bliver varmt.

Det er jeg sgu spændt på at se, når vi kommer tilbage.

Hvornår er det? Kraftedeme allerede på torsdag.

Nå...

Hvor blev han af?

Jeg fik lige en ny oplysning i mit øre her.

Jeg sagde 14 dage. Der er ikke. 14 dage, til jeg kommer igen.

Hvor hurtigt kan du lave den?

- To dage. - Perfekt. Vi kommer på torsdag.

- Torsdag? Åh nej... - Ej, det var godt!

Vi ses torsdag aften. Det er godt.

Vi ses. Okay?

Det bliver spændende at se, om Peter bliver færdig.

Og jeg glæder mig til i morgen, hvor vi rejser til Tasiilaq i Østgrønland.

Jesus Christ!

Danske tekster: Freek van den Ham Dansk Video Tekst

[viviansreise]

Jeg må bare dele denne opplevelsen med dere, for det er noe med barn og dyr som gir meg så enormt stor glede!

Barna stoppet opp, så og pekte. Noen lo, noen gav oss tommel opp, mange smilte og en og annen lurte på om de ikke kunne sitte på. Jeg kjente det kriblet i magen! Fokuset mitt måtte være på hundene, som ikke var vant med trafikken i «rushtiden», men jeg kjente en glede over å gjøre skoleveien litt annerledes for barna, denne ene gangen.

Det var en impulsiv tanke da jeg spurte min venninne Lotte om å være med å hente vesla i barnehagen med hund. Hundene var gira, så vi måtte på en litt lengre tur i forkant for å unngå mas og stress utenfor barnehagen. Jeg ringte i forkant å snakket med barnehagen, som møtte med med en positivitet jeg ikke hadde forventet. Yes! Tenkte jeg – for vesla elsker hundene og det å være med på vogna, nå kunne jeg overraske henne med spennende skyss på tur hjem.

Jeg trilla frem vogna mens jeg venter på Lotte og kjente at jeg gledet meg. Jeg elsker å kjøre hund, men det er ekstra morro å dele gleden med flere.

Når Lotte kom strakk jeg ut linesettet (tauet som holder hundene) og begynte å ta på seler. To av hundene kjørte en «katt- og muslek» og jeg kjente jeg ble utålmodig. Nivi (den lyse grå) smøg seg under gjerdet som en katt og tok noen seiersrunder mens blodpumpa mi steg. Klokka var blitt ett og folk var ute å kjørte… «NIVI», jeg ropte på henne og hun tverrsnudde, jeg rakk å få ned pulsen i to sekund før hun igjen tok en u-sving like ved beina mine! I frykt for at hun skulle skade seg kom det noen saftige gloser. Jeg vekslet mellom å være streng når hun løp i fra meg og positivt og glad når hun kom i mot meg. Lotte måtte stå i porten for jeg fikk ikke lov å «fange henne», men etter noe som føltes som en evighet smatt hun inn porten med meg etter.

Jeg kunne fortsatt å være irritert, men sånn er det noen gang med unghunder og da gjelder det å beholde roen. Det hele handler om løpeglede og det vil jeg gjerne ha, bare under litt mer kontrollerte former.

Vi fikk til slutt satt alle hundene inn i spannet og gjorde oss klare. Lotte har ikke løpt frem med dem før – og jeg var litt for dårlig på å gjøre en forventingsavklaring i forkant, så det ble litt krøll på seler og liner før vi endelig kom oss avgårde. Men når de først har funnet takten, ja da går det så det griner, det er ikke mye annet som kan slå følelsen av å kjøre

  Hundene travet lett over grusveien og i det vi svingte inn på gamle E6 på Skogn fikk jeg nok en impulsiv tanke – Lotte la oss kjøre forbi skolen?! Lotte så på meg, det er skoleslutt og masse unger der nå? Perfekt – da får vi miljøtrent, svarte jeg som ofte hopper utti nye ting, med begge beina først.

Biler, unger, hunder som søkte mot gangfeltet når jeg ville ligge i veibanen og unger som vinket var helt klart en utfordring. Men hundene trengte bare litt veiledning og gikk godt så lenge hundekjøreren ikke mistet fokus og vinket for mye til barna.

«Veeenstre» – alle hundene sprang til høyre… vi sto midt i veikrysset. Jeg prøvde igjen «venstre», Bark så på meg og så mot venstre «bra!» ropte jeg og med det samme gikk hele spannet mot høyre igjen.. okey, mindre lyd fra meg! Lotte tilbød seg å løpe frem, men jeg følte det handlet om førerfeil så jeg ville gjerne prøve igjen. Rolig i stemmen tenkte jeg før jeg sa høyt «veeenstre», Bark (kremfarget) så på meg igjen og jeg tok ut venstre hånd, det så ut som Nuunu (Sort liten tispe foran i spannet) tok den og plutselig gikk hele spannet til venstre, YESS tenkte jeg. Vi holdt kanten og litt der fremme så vi Lotte sine to skolebarn. Minste frøkna ville være med og selvfølgelig fikk hun det. Vi stoppet og ventet til trafikken roet seg så hun fikk kommet seg på vogna.

  This slideshow requires JavaScript.

Nå lå det to kryss foran meg og jeg så hundene var slitne i hodet. Jeg stoppet dem, men så de ble forvirret – rett frem var jo hjemover. Lotte løp foran sammen med dem og de travet takknemlig hakk i hel. Utenfor barnehagen rakk vi ikke å stoppe før veslemor kom løpende; «mamma, Franz!». Lotte tok over styret og jeg fikk inn å hente godjenta som snakket og fortalte om hundene sine. Jeg smilte over iveren hennes og det tok ikke lange tiden før vi var i gang. Lotte med vesla mi på fanget og jeg og skolejenta til Lotte sto bak og hadde kontroll på hundene. De trengte litt hjelp ut i krysset igjen, men derfra var det to svært styrbare og trygge lederhunder som tok oss hjem til pizzaboller og varm kakao – så klart etter at hundene hadde fått ros og stell 💖

  Så du oss kanskje den dagen?

vi sto midt i veikrysset. Jeg prøvde igjen «venstre», Bark så på meg og så mot venstre «bra!» ropte jeg og med det samme gikk hele spannet mot høyre igjen... Jeg må bare dele denne opplevelsen med dere, for det er noe med barn og dyr som gir meg så enormt stor glede!