#Qâvigarssuaq Miteq

[nils-elmark]

Landlov på Anholt - dag 2

Nabobåden vækker mig lidt i seks for at sige, at han sejler videre men ikke ved, hvor han skal fastgøre min agtertrosse. Jeg fortæller ham på tysk, at det også er en svær beslutning, men at jeg nok skal klare den, når han er væk. Jeg er lige ved at sige "Gute Fahrt" men undlader. Det minder for meget om farsyndere, der netop har fået en fartbøde på 10.000 kr. af Vlado og alligevel sige "fortsat god dag", når han kører væk.

Bagefter kan jeg selvfølgelig ikke falde i søvn igen, så jeg laver en kop kaffe i morgensolen og læser videre om Knud Rasmussens fantastiske slæderejse over 18.000 kilometer gennem Eskimoernes Rige fra Grønland over Canada og Alaska til Sibirien.

Formålet med "Den 5. Thule Ekspedition" fra 1921 til 24 var at afdække og forstå 34.000 eskimoers oprindelige kultur før 'civilisationen' øvede sin ubodelige indflydelse. De rejse med hundeslæde fra boplads til boplads og høre menneskene fortælle deres sagn og fortællinger.

Jo mere jeg læser, jo mere fascineret bliver jeg, for Knud Rasmussen og hans medrejsende bevæger sig langs menneskets allernordligste overlevelsesgrænse, lige før moderne tider sætter ind og slører billedet for altid. Sådan lever det originale mennesket med og af naturen i en stædig kamp for overlevelse. Her er intet planteføde, eskimoerne lever udelukkende af at dræbe dyr, fisk og fugle. Alt bliver fortæret, så intet går til spilde og balancen mellem liv og død er hårfin. Sultedøden lurer konstant.

Knud Rasmussen og de øvrige rejsende er selv en del af dette arktiske økosystem. De er på lige fod med eskimoerne nødt til at jage og dræbe de dyr, som de og hundene skal leve af gennem tre år. De kan således først rejse, når de har chancer for at møde rener, sæler eller fange fisk undervejs, eller når de har nok forråd til at gennemføre næste etape.

På en 14 dages ekspedition over 600 km med tre slæder beregner Knud Rasmussen eksempelvis, at de behøver 200 kilo rensdyrkød til hver slæde med 8 hunde. Og rensdyrkød er endda ikke det ideelle brændstof til hundene. Forestil jer selv, hvad det kræver af jagtlykke for at rejse 18.000 kilometer og skyde 18 tons bytte!

Knud Rasmussen skildrer en ren biologisk betinget kultur: Forældre, som må slå den ene tvilling ihjel ved fødslen, fordi man ikke kan forsørge to børn på én gang men også en kultur, hvor hustruen går over til naboen, når manden er væk i lang tid, og vender tilbage til ham, når han kommer hjem, og alt er ved det gamle. Eller når man med glæde tager imod et plejebarn, som var det ens eget, hvis man ikke selv har barn. Jeg har set en film fra Antarktis, hvor pingviner adopterer fremmede unger, når deres egne er døde.

Jeg er rørt - dette er biologiens moral, som vi ikke sjældent kender den idag: det store liv kommer først. Eskimoerne, som Knud Rasmussen møder på sin lange rejse, er tvunget til at træffe uhyrlige valg, som vi i moderne tider er lykkeligt forskånede for. Vi skal ikke vælge, hvilken af tvillingerne vi vil slå ihjel,

- men vi mener alle, at abort er en menneskeret!

Knud Rasmussen opdager til sin store glæde, at uanset hvilke stammer og bosteder han besøger på sin lange rejse, så forstår de andre eskimoer hans grønlandske. Det arktiske folk er ét. Igennem tre år mødes han udelukkende af hjælpsomme mennesker. overalt strømmer folk ekspeditionen i møde, hjælper med at få bygget snehytterne, deler den mad, de har samt "noget til jeres hunde". Knud Rasmussen er knyttet til eskimoerne, og da han møder en eskomi-stamme, hvor de har fået at vide, at der kommer "en hvid eskimo" sætter han sig ned i snehytten og snakker med dem. På et tidspunkt spørger de

"Hvornår kommer den hvide eskimo"?

Hvortil Knud Rasmussen svarer, "Jamen, det er mig!"

Knud Rasmussen er pave stolt, når han skriver dette i sin bog, og jeg forstår ham. For nogle år holdt jeg et foredrag i London og en af tilhørende, en ung kinesisk kvinde kommer op med tårer i øjnene og trykker mig i hånden og siger "tak, du minder så meget om min gamle far i Singapore" - jeg var lige så stolt over at blive accepteret på tværs af alle de grænser, vi sætter for hinanden.

Knud Rasmussen tegner i sin bog et portræt af verdens måske mest hådføre folk - eskimoerne - som generation efter generation har overlevet under vilkår, ingen andre kan overleve. Ingen moderne mennesker har moralsk ret til at sætte en finger på deres levevis; den er udviklet til perfektion.

Siden Knud Rasmussen rejste over isen på slæde, har det moderne samfund mishandlet kloden til ukendelighed. Og det er til grin, når moderne mennesker over deres caffe latte forarges over ordet "eskimo-is" og laver vrede updates på sociale medier og tror, at de kan redde verden ved at spise kunstigt kød lavet på et laboratorium og hindre klodens opvarmning ved at købe en to tons tung Tesla.

Vi bevæger os blot længere og længere væk fra Knud Rasmussens virkelige univers. Når man læser "Den lange Slæderejse" taler forfatteren og eskimoerne hele tiden om "mennesker". Jeg har aldrig set ordet "menneske" skrevet så mange gange i en bog. Den første bog Knud Rasmusssen fik udgivet hed i øvrigt "Nye Mennesker".

Men har I bemærket, hvad de kommunikationsuddannede siger på TV og skriver i medierne: De taler i stigende grad om "personer" aldrig mere "mennesker". Men vi er mennesker - mænd og kvinder - i modsætning til dyrene, som Knud Rasmussen skildrer opdelt i hanner og hunner. Grønland hedder på grøndlandsk også "Kalaallit Nunaat, hvilket betyder "menneskenes land".

Vi har de seneste 50 år urbaniseret vores klode til ukendelighed og søgt mening i det menneskeskabte, mens vi fjerner og mere og mere fra naturen. Fra de sociale medier, det moderne menneskes nye udkigstårn, forsøger vi så at styre verden på plads ved hjælp af endnu mere teknologi, endnu mere lovgivning og flere pronominer.

Knud Rasmussens bog gør os opmærksom på, at vi har bevæget os væk fra fra det eneste vigtige: Vi lever ikke længere for at leve. Vi har har accepteret at være en del af bruttonationalproduktet i stedet for naturens kredsløb.

Vi har glemt at være mennesker på kloden!

Med denne nye erkendelsen smider jeg bogen hen på hylden ved VHF-radioen og beslutter mig at gå på opdagelse på Anholt.

Her er de fire, som for hundred år siden rejste samtlige 18.000 kilometer over Arktis til Sibirien: Qâvigarssuaq Miteq, Knud Rasmussen, fotografen Leo Hansen og ekspeditionens eneste kvindelige deltager: Arnarulunnguaq Peary .

[amaliesofiavl]

View this post on Instagram

A post shared by Nationalmuseet (@nationalmuseet)

This woman deserves more attention.

Many people don't know her, but she was absolutely crucial to polar explorer Knud Rasmussen succeeding in the world's longest sledge journey just over 100 years ago.

The woman's name is Arnarulunnguaq.

Her name means "The Little Woman," but her meaning is great.

Yes, without her the expedition probably would not have survived the trip from Greenland to the Pacific Ocean.

Knud Rasmussen was so pleased with her that he wrote an article about her in the then hot weekly Tidens Kvinder:

"She, the only woman who has ever traveled the Northwest Passage, will go down in Danish-Greenlandic history as someone who must never be forgotten."

Knud Rasmussen met her approximately 100 years ago in 1921.

He recruited Arnarulunnguaq and her husband, Iggiánguaq, to the 5th Thule Expedition, where he would collect Inuit stories in the northern hemisphere from Greenland to Siberia.

Shortly into the journey, Arnarulunnguaq's husband died of influenza, but she chose to continue the journey anyway.

Together with Knud Rasmussen and his cousin Qâvigarssuaq Miteq, she drove over 18,000 kilometers in three years by dog sled through the Arctic landscape.

On the expedition, Arnarulunnguaq was responsible for repairing the clothing - something that in the Arctic is absolutely crucial to your ability to survive. She built adobe houses, cooked and assisted in the work of collecting botanical and archaeological material and conserving zoological objects.

Arnarulunnguaq was a skilled hunter and caught foxes, hares and salmon. And then she was an unrivaled dog sled driver.

When the team returned to Denmark in 1924, she was the first Greenlandic woman to receive a merit medal from Christian 10.

What would you bring on a sledding trip to make the trip a little easier?

On the occasion of the winter holidays next week, we focus on the Arctic and the 5th Thule Expedition.

Arnarulunnguaq Peary.

Photo by: Leo Hansen and Therkel Mathiasen

[handabanda]

Arnarulunnguaq - aki kutyaszánnal Grönlandtól Szibériáig vezette Knud Rasmussen 5. Thule expedícióját.

Ezzel egyben ő volt az első nő, aki kutyaszánnal megtette ezt az utat.

Arnarulunnguaq (1896-1933) valószínűleg a legkeményebb résztvevője a Grönlandtól Szibériáig tartó nagy kutyaszán expedíciónak, a “Thule expedíciónak”. A neve azt jelenti, hogy „a kis nőember”, és olyan túlélő volt, mint senki más. Nélküle Knud Rasmussen és a csapat többi tagja soha nem tette volna meg ezt a veszélyes utat ezen a jéghideg területen. Knud Rasmussen szavaival élve "olyan kitartó és bátor, mint bármelyik férfi".

Hétéves korában kis híján meghalt. Anyja, kétségbeesésében hurkot kötött a lány nyaka köré. Az apa meghalt, és nem volt, aki fókát fogjon a sok éhes szájnak a családban. De Arnarulunnguaq -ot megmentették bátyja könnyei és imádsága: "Nem szabad megölnöd Arnarulunnguaq -ot. Ő az egyetlen húgom." Az anya életben hagyta.

1921 -ben Knud Rasmussen, a híres felfedező, az 5. Thule -expedícióra toborzott tagokat és beválasztotta Arnarulunnguaq -ot és férjét, Iggiánguaq -ot a csapatba. A cél az volt, hogy Inuit történeteket gyűjtsön össze az északi féltekén Grönlandtól Szibériáig. Röviddel indulás után Arnarulunnguaq férje meghalt influenzában, de ő úgy döntött, hogy folytatja az utazást. Knud Rasmussennel és unokatestvérével, Qâvigarssuaq Miteq -szel együtt három év alatt több, mint 18 000 kilométert tettek meg kutyaszánnal a sarkvidéki tájon.

Az expedíción Arnarulunnguaq volt felelős a ruhák javításáért, a tőzegkunyhók építéséért, a főzésért, valamint segített a botanikai és régészeti anyagok gyűjtésében, valamint az állattani gyűjtések konzerválásában. Arnarulunnguaq ügyes vadász is volt, rókát, nyulat és lazacot fogott. Ezenkívül felülmúlhatatlan kutyaszánhajtó volt. Az út végén Knud Rasmussennel átutazik az Egyesült Államokon, és Washingtonban találkozik Coolidge amerikai elnökkel.

Amikor a csapat 1924 -ben visszatért Dániába, ő volt az első grönlandi nő, aki érdemérmet kapott X. Christian- tól.

https://www.arktis.natmus.dk/artikler/moed-kvinden-som-tog