#marionetteatret

[kulturformidlet]

Fortænkt fantasi i flotte farver

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Der er prominente navne bag – og dermed også høje forventninger til – årets dukketeater hos Marionet Teatret i Kongens Have. ’Sol står op, fugl falder ned’ er en stille forestilling med sprælske farver, som mangler humor og forløsning for at fænge sit publikum. Der er høje forventninger til årets dukketeater i Kongens Have med seje navne i spil som jazzguitarist Jakob Bro. Sæt dertil den poetisk, finurlige forfatter og filmskaber Emma Rosenzweig, der her krediteres som ikke bare dramatiker, men også ’kunstnerisk konceptudvikler’ sammen med den farverige billedkunstner Tal R. Intentionen bag forestillingen er da også superfin og særdeles svær at have noget imod. Der inspireres til fri leg og fantasi – og at turde gå imod strømmen. Noget vores lille dukke undervejs er vældig skræmt over, som han kommer på afveje langt ud i skoven, da han egentlig bare skulle være gået den lige vej i skole. Helt ordret lyder opfordringen til slut i en lidt anstreng ’barnestemme i samklang med voksen-sang; ’Hvis du vil lære at flyve, må du først lære at falde… Deroppe flyver dit mod’.  Som voksen føler man det poetiske budskab, men det er samtidig tydeligt, at langt de fleste i stykkets målgruppe er stået af.

Genstridige fødder og krokodillesko Der grines lidt i starten af hovedpersonens genstridige fødder, der ikke makker ret og har deres egen vilje. Den fjollede kæmpesko med åben snude som et krokodillegab får også et par smil frem, og særlig fint fungerer ideen med at bruge snørebåndet som hundesnor. Alene pga. størrelsesforholdet imellem dukke og sko er det noget af en mundfuld for vores lille dreng at få den kæmpe sko til at makke ret, og som med en genstridig hund i snor er det tydeligvis ikke ham, der bestemmer vejen. Handlingen fortoner sig lidt til fordel for farver og effekter i form af bl.a. en kæmpe rød sol, der til smukke, håbefulde klavertoner stiger op midt i det hele. En lettere kluntet kæmpefugl kommer som en anden Fønix også til, og redder belejligt vores venner ud af skoven, som i bedste Tal R-stil har uregerlige træer, der naivistisk stritter i alle retninger, som et barn kunne have tegnet dem under entusiastisk forklaring af sin tegning. Mere sprælskhed Tal R’s farver og ekspressionistiske streg fylder på den måde forventeligt i scenografiens visuelle udtryk, hvor også det spraglede scenetæppe elegant agerer både seng, og vendt lidt på skrå; trappe, men undertegnede havde håbet på – og også forventet – mere sprælskhed. Både på billedsiden og i fortællingen. Publikums alder taget i betragtning og ikke mindst med det selverklærede mål om at være ’Et billedeventyr for hele familien om at lade fantasien flyve’, kunne der oplagt have været mere smæk på over hele linjen. Og i samme logik: Hvorfor vrider man ikke mere personlighed ud af den overdimensionerede, tamme fugl, når man nu har sådan en med? Det fremstår som en forspildt chance ikke at lokke mere børnelatter ud via den. På den varme forårsdag i strålende sol, hvor denne anmelder så forestillingen, er de sorte dukkeførere heller ikke helt så usynlige, som man kunne ønske sig, og noget af illusionen går lidt tabt med de mange tydelige arme og hænder. Særligt på flyveturen, hvor  størrelsesforholdet ændres, så dukke, sko og fugl skifter fra store til små, er dette ærgerligt. Lækker lydside Noget der til gengæld fungerer virkelig godt stykket igennem er lydsiden. De drømmende toner fra Jakob Bro får momentant det hele til at svæve og slår konsekvent en magisk, blød stemning an, der vækker minder om hans smukke Balladeering-album fra 2009. Og der er oveni det yderst gode lyde undervejs. Lyddesigner Markus Artved fortjener ros for alt fra varierede fuglefløjt, summen af bier og farlig tiger-knurren i skoven, rungende trampen på trappen, taktfast vækkeurs-tikken, høj kaffe-ophældning, brudstykker af nyhederne om bl.a. medvind på cykelstierne – igen et nik til de voksne. Lidt mere humor og sprælskhed til de små havde klædt projektet. FAKTA Marionet Teatret : Sol står op, fugl falder ned - Producent: Det Lille Teater. Dramatiker og kunstnerisk konceptudvikler: Emma Rosenzweig. Scenograf og kunstnerisk konceptudvikler: Tal R. Komponist: Jakob Bro. Instruktør: Rolf Søborg Hansen. Dukkemager: Karin Ørum. Lyddesigner: Markus Artved. Sanger og indtaler: Abel Roman Rosenzweig. Sanger: Dora Selma Rosenzweig. Dramaturg: Camilla Hübbe. Forestillingsleder: Morten Lyster. Scenemester: Rasmus Nordal Jørgensen. Regissør og syerske: Karin Rentsch Jørgensen.  Medvirkende: Yulia Bulankina Lystbæk, Maria Garde og Evi Arnsbjerg Brygmann. Alder: Fra 2 år. Varighed: 30 minutter. Set 26. maj 2023 i Marionet Teatret i Kongens Have, hvor forestillingen spiller til 23. juli. Gratis adgang. Spilletider: Tirsdag-fredag kl. 10.00 & 11.00 (20. maj-23. juni), Tirsdag-fredag kl. 14.00 & 15.00 (24. juni-21. juli), Lørdag-søndag kl. 14.00 & 15.00 (hele perioden)

https://detlilleteater.dk/forestilling/marionet-teatret/sol-staar-op-fugl-falder-ned

[copenhagennightowl]

Marionetteatret i Kongens Have. Husk min fernisering i Galleri H den 1. sepember kl. 13-16! #kongenshave #indreby #fernisering #gallerih #rosenborgslot #renaissance #marionettentheater https://www.instagram.com/p/B00po8xgQmF/?igshid=1fi0wyq7coy7k

[kulturformidlet]

Ordløs krokodillemagi

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Marionet Teatret brillerer med den smukkeste fortælling om forskellen på at være alene og på at være ensom. Her er god tid og ingen ord, men masser af bid i budskabet. Det er fremragende børneteater til de mindste, der varmer om hjertet og giver stof til eftertanke på fineste vis. Både forventninger og vejr er i top. Publikum sidder klar i Kongens Have i strålende sommersol. Forestillingen, der skulle have spillet sidste sommer, men blev aflyst pga. corona-pandemien, har nu endelig premiere.

Tre sortklædte dukkefører træder over det lille afgrænsende reb og hilser hjerteligt på alle børn, inden de går ind bag det lille teaters skodder og gør klar. Et heftigt trafik-lydspor med dytten, båtten og bremsen vælter ud over os, så ingen er i tvivl om hvorvidt forestillingen er begyndt.

En krokodille prøver at krydse vejen med livet som indsats. Det er voldsomt, og ganske håbløst. Og han er sur, vores krokodille. Det passer ham virkelig dårligt det her, det fornemmer vi tydeligt via flot dukkeføring.

Også dukken i sig selv – og dermed dukkemager Sigurd Dissing – fortjener rosende ord med på vejen. Med skæve tænder, buskede øjenbryn, strikhue og lommeur har vores krokodille god taktil tyngde, og er med det samme en helstøbt figur, der udspiller sig for øjnene af os. Aldrende og vrissen, men slet ikke uden charme.

Lykken må ligge på en øde ø

I næste scene har denne elskelige, vrantne krokodille taget konsekvensen af det hektiske byliv. I en fiskekutter futter han ud til en øde ø med titlens fyrtårn. En skøn, temmelig slidt måge, indikerer, at der muligvis ikke er helt så øde som han ønsker, men alle aldre fornemmer, at det her er et sceneskift, der batter.

Og allerede på bådturen er vi nede i tempo, væk fra byens stress og jag. At der er god tid nu, understreges igen flot af det drømmende, fejende lydspor og alverdens sightings i form af den smukke stjernehimmel, der dukker frem, en hval der vipper med halen, et isbjerg, en færge og sågar en havfrue. Eventyret kan begynde. Stemningen er sat.

Filmiske effekter

Christian Q Clausens enkle scenografi veksler legende mellem perspektiverne i at være tæt på og langt fra. Ved momentvis at vise alt i miniature, er der pludselig zoomet ud, og vi ser det hele med overblik, langt fra. I næste nu, er vi så tæt på fyrtårnet, at det slet ikke kan være på scenen. I stedet dukker mere og mere af det frem nedefra, til vi til sidst kun kan se indgangsdøren forneden. På samme måde ”synker” det i scenerummet, når der er close-up på toppen.

Det er en enkel effekt, der igen fungerer for alle størrelser.

Eneboerlivet forstyrres

Publikum griner højt, når den frække måge skider lige der, hvor vores krokodille går og fejer. Der fjolles med snøren, inden fiskeriet kan begynde, og da der endelig er fangst, er mågen der igen og spiser hans fisk. Der er ikke noget at sige til, at krokodillen er træt af sin ubudne gæst. Irriteret og gnaven genner han mågen væk igen og igen.

Da den ligefrem bygger rede på fyrtårnet, bliver det ham for meget. Til trods for at den i første omgang blot snupper den kost, han prøver at skubbe den væk med – til stor morskab for publikum – sætter han foden ned med et imponerende krokodillebrøl, der til sidst får mågen til at fortrække.

Tilbage ligger et æg i reden, og en voldsom storm trækker op. Lydsporet er igen yderst overbevisende, og der tilsættes støv i luften for maksimal effekt. Det er godt lavet, og vi forstår, hvorfor vores sure krokodille forbarmer sig og med fare for liv og lemmer må op at redde ægget. Det er godt nok en voldsom storm det her. Og nok er han træt af forstyrrelser, men han er jo på ingen måde hjerteløs, vores fine, vrisne krokodille.

Der er ikke et øje tørt Faktisk er det aldeles rørende, som han lige når at blive glad for den krævende lille mågeunge, før måge-mor vender tilbage. At lade dem alle leve lykkeligt på den lille ø havde været oplagt, men stykket vil mere end det, og igen er man rørt til tårer, mens de to fugle bliver mindre og mindre, som de flyver længere og længere væk.

Vores krokodille er dermed endelig helt alene, som oprindeligt ønsket, men båndet til mågeungen har ændret noget grundlæggende ved udgangspunktet, og afskeden har mere end et skær af trist ensomhed over sig.

Til gengæld sidder man nærmest lykkelig som anmelder, og nyder at følelserne udfordres, og at man selv her til de mindste, har været modig nok til at vælge den nogle gange nemme lykkelige slutning fra, til fordel for en noget mere rå og åben slutning, hvor vi selv må tænke videre.

For hvad gør krokodillen nu? Og kommer mågerne mon tilbage på besøg? Det gik hjemturen med at debattere for undertegnede, der havde hele to små publikummer med i målgruppen, der var aldeles grebet af både fortælling og figurer.

'Fyrtårnet' er med andre ord et absolut must at nå forbi i år. Det kan dårligt blive bedre for de mindste.

FAKTA Marionet Teatret: Fyrtårnet - Idé og historie: Jesper Bræstrup Karlsen. Instruktion: Astrid Kjær Jensen. Scenografi: Christian Q Clausen. Dukker: Sigurd Dissing. Musik og lyddesign: Emil Assing Høyer. Dukkespillere: Bo Carlsson, Yulia Bulankina. Lystbæk og Maria Garde. Byg og teknik: Brian Kousgaard Kristensen og Christian Q Clausen. Alder: fra 2 år. Varighed: 25 min. Set søndag den 29. maj 2021 til premieren i Kongens Have, hvor den spiller til 4. juli - og der er gratis adgang. www.marionetteatret.dk