soelvfisk

[soelvfisk]

Stenens psykiske vold er det mest trippede jeg har oplevet. Det har siddet om mit kranie som en alt for stram kasket og blokeret mit udsyn. Forhindret mig i at se min egen fremtid.

Det har fået min krop til at føles som en tomgansmaskine der forbrænder og forurener og forbruger.

Det har fået min fortid til at føles som en uundgåelig skygge jeg forevigt var tvunget til at stirre i ansigtet.

Og gjort alle jeg kender og elsker til nogen jeg skulle beskytte ved at skåne dem for mit nærvær.

Fuck Stenen. Hun må få sin doom-kasket tilbage. Jeg vil se min fremtid og lære af min fortid og være hensynsfuld og blid overfor mig selv og dem jeg holder af. Jeg vil have grænser og retning i livet, uden at føle mig som affald.

Det er ikke urimeligt af mig.

[soelvfisk]

Jeg er modig. Jeg er allerede modig. Jeg er her jo. Jeg findes og jeg elsker min samvittighed. Jeg vil hellere have at den er der for ofte end for lidt. Min krop ligner mig og det er så heldigt. Jeg er mig. Jeg har ar. Det får man sommetider. Min stemme lyder som mig. Jeg elsker dem jeg elsker. Jeg vil elske tydeligere. Det er en af mine favorit-ting. Tænk at jeg blev bange for det. Har brugt flere år på at savne. Min mormor sagde: følg dit hjerte. Og hun har ret. Mit hjerte er det helt rigtige hjerte for mig at følge.

[soelvfisk]

Afleverede nøgler til lejligheden. Inde i byen. Skulle fragte mig selv hjem. 15 minutter med bus, stod der. Og jeg tænkte: ja, okay.

Men jeg glemte at jeg ikke kan finde ud af offentlig transport.

Det tog mig EN TIME OG TRE MINUTTER.

En time og tre minutter.

Fordi jeg ventede det forkerte sted, stod af ved det forkerte stop, gik forkert og blev opslugt af min bog.

Tænk hvis det var en jobsamtale. Eller en date. Eller et møde eller bare noget hyggeligt med venner. Jeg forstår SÅ GODT at folk har været trætte af mig, i alle de år hvor jeg har fucket rundt med offentlig transport.

Så købte jeg et løbehjul der fik mig til at ligne mr. Bean.

Og nu ligger det i boxit og er ikke blevet brugt i en evighed.

Alligevel sidder jeg og tænker - kunne jeg bo i en forstad? Og bare pendle ind til byen?

Som om det reelt er en mulighed. For jeg elsker at køre rundt. Vil faktisk gerne køre rundt så længe som muligt. Så jeg får mest mulig køretur for mine penge. Jeg kan bare ikke lide at stige ombord og stige af.

Ik nemt.

[soelvfisk]

Fuck en panik agtig dag jeg har haft. Holy shit. Nu er jeg rolig. How even er det muligt, at der findes en ro efter så altomsluttende et kaos.

Jajukh. En agurkesalat der vel er tilsvarende tzatiki. Bare anderledes. Det vil jeg lave. Fordi min oldefar lavede det. Vil spise det med kartofler, selvom min oldefar spiste det med aubergine. Det fik mig til at falde til ro.

Hvor kom den tanke fra?

Så tænker jeg at der er mere mellem himmel og jord. Som om nogen forbarmede sig over mig og mine doom tanker og mindede mig om hvad jeg kommer af. Jeg er ikke en lille syg splint i verdens hæl. Jeg har aner, ligesom alle andre. Jeg må gerne være her og jeg må gerne overleve. Fik appetit. Ro i mine muskler. Stilhed i mit hoved.

Mad som nogen før mig også har spist. Som at blive aet henover håret af nogen jeg ikke har mødt. Det er præcis hvad jeg trænger til. Vil spise mig så mæt at jeg kan klare dagen i morgen. Vil nyde at jeg kan. Med min armenske agurkesalat.

[soelvfisk]

Jeg har brug for et hjem uden andre mennesker. Jeg har brug for er hjem hvor jeg ikke skal være bange for at støde ind i nogen på vej på toiltettet eller mens jeg laver mad. Jeg bruger al min energi på st gennemskue hvordan jeg skal forblive lille, tryg og privat.

Skulle have afleveret nøgle til min udlejer i dag. Det glemte jeg. De har skrevet en mail til mig. Jeg føler mig konfronteret med hvor uduelig jeg er. Kan ikke engang tage tøj på og tage en bus. Kan ikke engang fragte mig selv flere steder hen på én dag.

Er så indsvøbt i sorg og afmagt og uvished igen, at det føles umuligt at have en fremtid. Og stakkels alle der kender mig som ALDRIG får en pause fra at bekymre sig.

Jeg vil bo helt alene sammen med hund og være tryg og alene for evigt i sikkerhed alene og hemmelig og uden nogen planer nogensinde og uden nogen som helst krav nogensinde. Jeg vil bare trække vejret og overleve og føle at jeg kan holde min krop ved lige og mit sind ved lige. Vil aldrig møde Stenen. Min frygt er virkelig peak lige nu.

Er så bange for at gøre alt forkert. Har så dårlig samvittighed allerede, bare fordi jeg er autist.

Lille hjerne på overarbejde. Vil være alene. Så kunne jeg græde og spise en is. Istedet er jeg bare bange og fucking skrøbelig. Vil have MIT SPACE TILBAGE. Mig selv tilbage.

[soelvfisk]

Ikke for mig. Det er ikke for mig. Min gamle samarbejdspartner ringer mig op pga noget økonomi og vi taler om ting og han spørger ind til københavn og stenen. “Du knækkede?” Spurgte han. “Jeg blev knækket af en psykisk voldelig adfærd”, svarede jeg. Og så står jeg her igen, som en der er alene. Stenen der lever sit liv og har sin egen udgave af alt der er sket. Og min oplevelse som er helt uforenelig med det hun fortæller. At det er min egen skyld. At jeg ikke kunne holde til byen… når det i virkeligheden var hendes vold jeg ikke kunne holde til.

Så føler jeg mig svag og petty. Som om jeg bare er kørt fast i depression og bærer nag. I virkeligheden er jeg bare et resultat.

Får følelsen af at jeg skal bevise noget ubeviseligt. Bevise hvor slemt det var. At det Stenen gjorde var så utænkeligt, at jeg bliver utroværdig når jeg fortæller om det. Og at det får hende til at virke pålidelig, når hun siger at jeg bare var en overbelastet autist. At jeg er skør og syg. Nej. Hun udøvede fucking modbydelig psykisk vold. Og det knuste mig og fik mig til at flygte tværs over landet.

Folk spørger. Og hver gang jeg svarer, blæser det liv i en ild som skader mig.

Jeg kunne faktisk have haft et helt andet liv, hvis ikke jeg havde mødt det ene menneske. Stenen. Og det er så fucked up at tænke på.

[soelvfisk]

Like H2O just add water, but more like H2SO4 do not add water

yippieeee~ ahahaha~ yaaaaaaaaay~!⋆｡°✩

[soelvfisk]

Erkendelsen af at deadline er om 12 timer og ingen af de filer jeg skal bruge er på min computer… min computer som ikke har været brugt i 2 år… siden stenen… kan ikke indstille tiden og datoen ordentligt. Og nu giver jeg op.

Jeg når ikke at sende min ansøgning til kandidaten. Og det er nok okay.

Jeg har været rimeligt occupied kan man sige.

Nu kan jeg mærke at jeg ville ønske jeg havde nået det. Det kunne ændre mit liv.

Istedet har jeg ifølge min sagsbehandler ved kommunen udsigt til at blive sosu. Hvilket jeg jo ikke er i stand til som autist med ptsd og adhd.

Må ikke se sort på tingene. Næste år findes forhåbentligt også. Kan søge ind dér. Kan i hvert fald prøve. Hader at være syg. Hader det. Følelsen af at det er mig der ødelægger mit eget liv, når det ægte bare er mig der har et liv som et menneske der er begænset af funktionsnedsættelse og depression. Gad sguda godt jeg kunne vælge det fra. Og leve stort istedet for kun at drømme stort. Leve stabilt istedet for kun at drømme om det. Leve istedet for at håbe det.

Kunne græde. Nok mest fordi alting. Døende mormor. Forældres skilsmisse. Alt det shit med Stenen der hjemsøger mig og hvordan jeg ikke har set mine venner ordentligt lige siden jeg flygtede. At blive hjemløs d. 1 maj. Min far der stresser hund og mig. Dumme minder og følelsen af konstant utilstrækkelighed. Min krop der skal tage på i vægt og hvor fucking hårdt der er at bekæmpe en spiseforstyrrelse. Folkemord allemulige steder og fucked up mennesker med magt. Og jeg har 7.000kr i overtræk på min konto fordi jeg af en eller anden grund betaler 52% i skat. Og der yderligere er sket en fejl så jeg kun får udbetalt 5.800kr om måneden, hvis jeg er heldig. Selvom jeg fik at vide at jeg kunne forvente 8k udbetalt. Økonomisk kaos. Må ikke forbrænde kalorier, så det er begrænset hvor meget jeg må bevæge mig. Jeg føler at jeg bliver syg af ting der burde gøre mig rask. Raskere. Idk synes det hele er fucked.

Fuck den kandidat - mest fuck mig og slet ikke fuck kandidaten. Gad så godt det var noget jeg skulle. Så jeg kunne slippe ud af det her lorte kaos. Så jeg havde noget at se frem til.

Kunne bare græde. Har det som den dér smør-robot der opdager at alt den skal i sit liv er at række folk smør, og så er den sådan: er det her alt jeg skal????? Og den kigger helt trist ned på sine hænder og er sådan “omg…” som om dens fremtid og eksistens med det samme blev meningsløst.

What is my purpose?

Det er dét smør robotten siger

U pass butter.

Det er sådan jeg har det.

What is my purpose?

Og så siger kommunen

Vi kan ikke rigtigt bruge dig. Og vi har ikke råd til at holde dig i live på en holdbar måde. Men du kunne prøve at blive sosu. For du er ligesom for ung til at blive førtidspensionist. Og vi gad godt bare at du kom i gang med et eller andet så vi ikke skal deale med dig mere. Selvfølgelig uden at du bliver en udgift. Faktisk koster du allerede for mange penge ift hvor lidt du kan.

Jeg pass’er ikke engang butter.

Tror måske det er derfor jeg tit ender i abusive reæationer når jeg er low. Abusive mennesker har det med at være ret dygtige til at lade folk vide, at deres sole purpose er at meete deres needs. Og her gik jeg og manglede en funktion. Perfect match!!<3 yay hvor kan jeg så bare føle mig nyttig og uduelig på samme tid.

Trænger til at føle at jeg er en ægte person og ikke bare et sygt menneske.

[soelvfisk]

At få ros for at spise en halv avocado. At sidde på gulvet i min døende mormors køkken. At bunde en gul breezer, bare fordi. Smagen af sukker der sætter sig fast i kinderne. Jeg børster ikke tænder, falder bare i søvn. Så træt. Til lyden af hendes besværede åndedrag. Min mor der er ved at miste sin mor og det eneste sted jeg kan græde er på toilettet. Bag den låste dør.

Vi sidder om hende som var hun et bål. Gløder. Vi er læ-hegnet. Lune og forankret i en verden hun snart forlader. Min sødeste mormor. Der er ikke noget at sige til at forandring er svært, når det indebærer at skulle sige farvel til så fantastisk et menneske som hende.

Vi har begge to et kæmpe ar henover vores højre knæ. Det vidste jeg ikke. Nu synes jeg at mit ar er et minde om hende. Min krop, som hendes. Det ar jeg har hadet og fået dækket til med en tatovering. Nu elsker jeg det ar. Fordi jeg elsker min mormor. Hvordan kunne jeg hade noget min mormor og jeg deler. Tænker at vi deler mere end et ar.

Spiste den sidste halvdel af avokadoen. En is og en skive rugbrød med pesto. En lakridspibe og to gule vingummier. Drak en hindbærbrus. Holdt hende i hånden og hun nåede lige at fortælle mig at mit hår er smukt og at hun elsker mig, inden hun døsede væk i en rus af smertestillende medicin.

Krammer min familie. Er taknemmelig over at jeg må være tæt på. Så jeg bedre kan vænne mig til tanken og forstå at døden sker. Min søster har det anderledes. Hun vænner sig til tanken ved at se andre steder hen. Hun har set nok, siger hun. Sådan er man så forskellige.

Deadline for ansøgning til kandidaten er i morgen og jeg er ikke sikker på at jeg når at ansøge. Fordi livet er sket på den her måde og jeg synes det giver mening. Det kan være jeg får energi, men er ikke i tvivl om at det vigtigste lige nu er min familie og ro.

Fremtiden er alt muligt.

[soelvfisk]

Himlen er blå. Bunder en off-brand iskaffe til 7kr og sætter vasketøj over. Skal tisse. Det er vildt underligt at mine lår fylder på toiletbrættet på en ny måde�� fordi jeg har taget på. Rart hah. Endnu et beskedent bevis på krop i forandring:)

Min bostøtte kommer om en time og vi skal pakke i kasser. Talte med psyk i dag også. I morges. Jeg har slet ikke sovet i nat, så tror jeg crasher senere… er rimeligt træt. Lige nu skal jeg lande lidt, tænker jeg. Måske stille nogle ting frem så det er nemt at pakke? Og så skal jeg betale en regning.

Ro ro ro. Ro ro ro din båd:) mest bare ro ro ro:) tror ærligt jeg falder i søvn. Det er måske også okay. Lille lur.

[soelvfisk]

Jeg ved godt at mens man er syg, så fortsætter andres liv. Sådan skal det være. Jeg øver mig i at distancere mig fra tanken om at jeg kunne have været med. Med på festivaller. Med på hytteture. Med til fødselsdage og hyggeaftener. Med i byen. Med. Bare med.

For jeg er ikke med.

Jeg øver mig i at distancere mig fra min depressive konklusion om, at jeg er til at undvære. Og at de nok faktisk har det bedre uden mig. Og at der er gået så lang tid, at de slet ikke har plads til mig i deres liv og hverdag længere.

Minutnuddel-følelsen som jeg beskrev den herpå i mine teenage-år. At være så midlertidig. Og næringsløs.

Skal til et foredrag i aften med min mor. Har bare ligget i skabet hele dagen. Seriøst det lyder som sådan en skod harry-potter metafor, men det er jo et skab jeg bor i. Foredraget handler om mental sundhed. Og jeg kunne græde. For jeg har det som et barn.

Jeg er bare så skuffet i dag. Så ensom. Jeg savner alle og jeg føler ikke at jeg kan være bekendt at række ud til nogen, fordi jeg frygter at jeg ødelægger noget uden at vide det.

Ser mig selv svare på beskeder og jeg lyder gladere end jeg er. For jeg vil ikke bekymre nogen. Er træt af at jeg stadig kæmper.

Føler jeg skal starte et helt nyt liv. Og at jeg ikke har kræfter. Og at det ikke er op til mig om det lykkedes.

Volden taler virkelig i dag. Føler mig. Væmmelig. Ækel.

Og nu skal jeg sidde og lytte til et foredrag og håbe på at deres ord kan overdøve mine tanker.

Jeg ville ønske at jeg var rask. Føler at jeg er i stykker. Føler at snyder folk. At det er synd hvis man synes om mig, fordi jeg i virkeligheden er forfærdelig og syg. Som om jeg ikke må lade nogen elske mig, fordi det ville være en form for bedrag. At vide at jeg er så dårlig som jeg er, og så alligevel lade nogen komme tæt på.

Stenens ord i min hjerne.

Hvad ved mig er dårligt? At jeg har svært ved at spise? At jeg bliver ked af det over ting der er sket? At verdenssituationen forståeligt nok tynger min sindsstemning? At jeg ikke kan hvad jeg kunne engang? At jeg står stille i livet, fordi jeg forsøger at finde ro? At jeg får angst over, om voldsudøvere fra min fortid mon havde ret i alle de modbydelige ting de sagde og gjorde? Og at det bremser mig i at leve et liv, der føles værd at leve??? Fordi jeg frygter og ruminater over om jeg overhovedet fortjerner at eksistere?

Hvorfor er jeg ækel? Fordi jeg er udkørt? Hvor jeg ikke kan alt hvad jeg vil? Fordi jeg ser med fra sidelinjen og ikke er selvstændig? Fordi jeg ikke er neurotypisk og har fart på i livet? Fordi jeg ikke har neglelak på og har aftaler med mennesker jeg elsker? Fordi jeg ser min psykiater laaaangt oftere end mine venner?

Hvorfor er jeg umulig og næringsløs? Fordi jeg ikke kan formidle og involvere og dele og spørge ind på en måde der beriger og belyser og inspirerer? Fordi jeg ikke viser mit ansigt? Fordi jeg ikke laver kunst som jeg plejer? Fordi jeg er sygemeldt og arbejdsløs og deprimeret? Fordi jeg taler om de samme nedern ting om og om og om igen? Aka mit liv som medtaget autist med ptsd? Fordi jeg ikke er sej? Og smuk på en konventionel måde her mens jeg bor i et skab og ikke har øjenbryn? Fordi jeg er bange og stille? Fordi jeg er skræmt? Fordi jeg ikke ved havd der skal ske? Fordi jeg distancerer mig fra andre i forsøget på at tage hensyn? Fordi vælger at sove istedet for at bruge kræfter jeg ikke har på at være noget jeg ikke er????

Jeg tror jeg giver ret god mening. Og jeg fordtår at jeg har dårlig samvittighed og automatisk oversætter dén utilstrækkelighedsfølelse til udsagn der istemmer sig de ting dumme folk har sagt til mig i min fortid. Som fx at jeg er ækel. At jeg gør det hele mod mig selv. At alle synes jeg er ynkelig. At folk kun er venner med mig af medlidenhed. At jeg er for tynd til at være lækker og for tyk til at være smuk. At jeg er utilnærmelig og arrogant når jeg er stille, men selvudleverende og for meget når jeg taler. At mine diagnoser betyder at jeg er mindre værd end andre. At jeg er utroværdig, fordi jeg ikke er “rask”. At alt hvad jeg har at byde og dele er irrelevant og ligegyldigt, fordi jeg ikke er lige så god som andre er. At jeg er værst, fordi jeg ikke lever op til eksterne forventninger og krav. Og forfærdelig, hvis mit mål er kun at leve op til mine egne forventninger og krav.

Hvem fuck taler sådan til et andet menneske. EXCUSE ME. Det er da sygt problematisk at kommunikere på en måde der komplet nedbryder et menneskes følelse og tro på at være berettiget til sit eget fucking liv!?

Hvorfor lader jeg de ord gentage sig i mit hoved, som om det mest hensynsfulde jeg kan gøre er at huske dem for evigt, så jeg aldrig glemmer hvor FÆL JEG ER!?

Er det ikke netop det verbal vold er designet til!? At nedbryde én psykisk.

JEG VIL IKKE BLIVE VED MED AT UDØVE NOGLE ANDRES VOLD MOD MIG SELV.

Stop stop stop, lille hjerne!!!!

[soelvfisk]

Jeg tænker at man jo kan prøve. Jeg kan prøve at søge ind og så se om jeg er én af de 5 der bliver optaget på kandidaten.

Så kunne jeg sige fuck den her latterlige ydelse jeg får… sølle 5.000kr om måneden og istedet få SU. Med handicaptillæg. Og have en fin lille presset hverdag som studerende i to år mere. Måske få en cute lille hverdag som selvstændig bagefter. Og flytte væk og arbejde remote i noget tid. Lave lyd til videospil eller film fx. Og tage til tandlæge og gå ture med hund og drikke vin med søde venner i ny og næ. Vil bare det.

At være spiseforstyrret har seriøst stjålet så meget af mit liv. At hele fra psykisk vold og stadig føle at jeg ikke helt har lov til at tale om min egen oplevelse.

Af alle slags hverdage man kan have, så har jeg brug for en lille en. En lille hverdag. Savner min gamle lille hverdag. Som rask. På adhd-medicin med en døgnrytme. Dygtig til at bruge min natbøjle og spise vitaminpiller og pleje mine krøller. Drømmen. Idk.

Jeg kigger boliger, men lord knows det er svært. Især med hund. Tror sgu jeg gør det. Søger ind på kandidaten. Laver ansøgningsopgaven. Krydser fingre for at jeg kommer videre til optagelsesprøven. Krydser fingre for to år med nye venner og stabilitet. Håb.

Jeg gør det. Jeg prøver. Har nogle dage før ansøgningsfrist. Presset men perfekt. Kan godt.

[soelvfisk]

Vil tale med mine forældre om mit valg. Om min beslutning. Det er en lettelse at jeg har truffet en beslutning. Så behøver jeg ikke gå og være så drønafhængig af hvilket humør de er i og hvad de går og foretager sig. Det stresser mig. At jeg er så hjælpeløs.

Min beslutning er, at min søster er deres barn. At jeg har brug for en pause. At når de flytter skal de ikke tænke mig ind i deres nye boliger. På den måde kan min søster som ønsket få walk-in closet i det værelse der skulle ha været “mit” eller de kan bare helt lade være med at finde bolig med ekstra værelse.

Jeg orker ikke dramaet. Jeg orker ikke høre om løsningerne. Jeg orker det fucking ikke og jeg er færdig med at bo i hjem hvor der er underlige forvrængede magtbalancer og manipulationstaktikker og hvor nogen skriger til de får deres fucking vilje, mens andre bander og svovler til man makker ret.

Jeg melder mig fucking ud. Jeg trænger til en pause. Jeg vil ikke have mere hjælp der ikke hjælper. Jeg vil have et reguleret nervesystem og FUCKING TRYGHED.

Er rasende. Skuffet og såret. Og fuldkomment afklaret.

Jeg finder et hjem og benytter mig af min bostøtte til de ting jeg har brug for sparing og søtte til at få styr på. Bare mig og hund i en billig bolig med lys. Og så kan vi bo dér indtil kommunen har besluttet om jeg skal være sosu eller førtidspensionist om et år. Forhåbentligt er mit liv anderledes til den tid. For ingen af delene giver mig lyst til at leve.

Fuck alt. Fuck mig og mine drømme. Ærligt. Det kan ikke betalte sig at håbe på ting som er op til andre, for det gør så nas når tingene bliver knust. Man føler sig så naiv og dum. Vil hellere selv vælge det fra og håbe på noget mere pålideligt. Og vide at jeg er tryg i en periode hvor jeg også føler mig hudløs og sårbar.

Har haft følelsen før. Da jeg flyttede på landet og fik job som it-person. Trænede algoritmer. Høstede penge og gik ned med stress og blev fyret og indlagt. Ikke optimalt. Men har lært af mine fejl og nu dropper jeg it-delen.

Vil bare væk fra alt der er kaotisk og utilregneligt og fucking uretfærdigt.

Vil vælge selv. Og fravælge selv. Og jeg er done. Og sådan er det.

Vil ikke høre om deres planer, vil ikke involveres og vil ikke være en del af det. Jeg er done. Det stresser mig. Har haft en fucked up trigget og selvmordsagtig depressions ptsd dag, pga lort der ikke var mit eget. Og det gider jeg ikke en skid at bruge mit liv på. Nej.

Kald mig en kold bitch, men jeg jeg vil faktisk gerne undgå at bruge min tid i fullblown alarmberedskab. Jeg vælger nej. Jeg vælger at have en grænse. Som er kæmpe og urokkelig. Det trænger jeg til.

Det var det.

[soelvfisk]

Jeg tror mit liv er umuligt. Tænker længe over det med en nagende lyst til at finde noget skarpt inden for rækkevidde. Venter på et beroligende svar i min egen hjerne. Noget der minder mig om at de ting jeg forventer af livet ikke er urealistiske. Noget der forhindrer mig i at skære i min hud.

At bo småt. At kunne sige hvad jeg mener. Også når jeg er vred. Hund. Lys. Ro. Aktivisme og intentionalitet. Kontakt til trygge mennesker, også hvis det hovedsageligt bare er via sms. Mad. Adhd medicin. Natur. Stilhed. Afstand.

Det er ikke urealistisk. Det må ikke være urealistisk.

Min standart er lav og høj på samme tid.

Det føles ude af mine hænder.

Skal jeg bare vente.

Tænkte på alt det der er sket. Det føles som om jeg gik fra at være en der overlevede til bare at være en der faktisk døde uden at dø.

Gør mig umage med at håbe. Forsøger at falde i søvn. Tænker at på den måde er jeg i sikkerhed… i søvnen… og måske jeg vil min egen fremtid lidt mere når jeg vågner.

Vil bare overbevises. Helt ind i sjælen. Om at livet også er til mig. Lige nu stoler jeg ik en skid på det. Sover i min søsters skab mens hun nægter at bo et sted hvor hun skal have sit tøj på sit eget værelse og kommunen bestemmer over min fremtid og om lidt er jeg hjemløs.

Kunne græde. Hvis jeg døde havde hun sit skab for sig selv. Mine forældre sparede penge. Landet sparede penge. Min psykiater kunne hjælpe en anden. Min sagsbehandler og min bostøtte. Folk slap for at bekymre sig. Man ku føle sig lettet. Mine ting kunne få nye hjem. Mine organer ku holde liv i nogen med mere potentiale end mig. Og jeg ligger her, helt egoistisk, og insisterer på at findes. Selvom det er fucking besværligt for alle. At jeg intet kan.

Tvinger mig selv til et håb, på en måde jeg ikke føler at jeg kan være bekendt.

Fylder for meget, selvom jeg aldrig har følt mig mindre.

Er så træt. Vil sove. Hader ptsd.

[soelvfisk]

Elsker når hund kommer til mig for at finde ro. Når hund lægger sig ved mine fødder eller ved min seng eller ude foran min dør eller bygger rede i bunden af min dyne.

Hund lå og sov i sin kurv. Vågnede. Styrtede så afsted og jeg tænkte, nåh, sikke da en energi. De små poter op af trappen. Og kort efter de samme små poter ned ad trappen. Snacks. Der manglede snacks. Hund skulle lige op og hente sit ben. Og så sove lur igen:) med sit ben:)

Hund skal ikke underholdes - hund skal interageres med. Hund skal ikke “køres træt”, hund skal stimuleres. Hund er så dygtig til at lege alene. Kaste bamser og bolde i alle retninger. Den lovrende hale og de stolte brune øjne, der afventende og kærligt stirrer ind i mine når jeg ytrer mine rosende ord. “Som du dog kan!” og “hold da op, bamsen kan flyve!” og “du er et rigtigt lille rodyr, er du!”.

Hund er glad. Hund skal ikke gejles op. Det gavner ingen. Elsker hund så uendeligt.

[soelvfisk]

At være i et space hvor man føler sig motiveret til at passe på sig selv KONTRA et space hvor man føler sig så utryg, at man bliver nødt til at disconnecte fra sin krop og derfor ikke kan passe på sig selv, fordi ingen handlinger føles oplagte

[soelvfisk]

Min far kommer ned i kælderen til mig og siger hej. Spørger hvordan jeg har det. Jeg ligger under dynen. Svarer med et enkelt ord. Træt. For jeg orker ikke uddybe. Min cyklus er lige startet og det betyder jernmangel og svimmelhed og migræne og ømme led og rygsmerter og bare kæmpe træthed.

Jeg spørger ham, af høflighed - hvad med dig?

Han har ikke lyttet til mit svar og tænkt, hvis hun er træt så giver jeg hende lige space. Han hørte ikke mit svar overhovedet tror jeg. Han så mig ikke, som jeg lå helt forpubbet i mit stribede dynebetræk. Han spurgte kun fordi han selv ville spørges.

For han kom ind og satte sig i fodenden af min seng og blev der i 40 minutter mens han talte om sin barndom og sine traumer og sine følelser og sin angst og at han vil starte til psykolog og at han er bange og ked af det. Og jeg lå bare. Det eneste sted jeg har at flygte hen, blev overtaget af ham og hans dagsorden. Hans behov. Hans uro skulle udryddes. Af mig. Jeg blev valgt. Jeg valgte det ikke selv.

Mit personal space eksisterer ikke med ham.

Han kan opsøge mig alle andre steder, men lige her - lige nu… burde ikke være en option for en forældre. Jeg havde det som en mor. Der skulle trøste og lytte og anerkende. Velvidende at jeg ikke skal være hans mor. Jeg ville glædeligt støtte mit barn, fordi det er dét man gør som forældre - men jeg kan ikke blive ved med at give min far dét jeg selv har brug for fra ham. Jeg kan ikke blive ved med at give min far, det jeg selv har brug for fra ham, wow…

Jeg trøster ham indtil det hjælper. Fordi jeg elsker ham. Men også fordi han placerer mig i en situation hvor der ikke er andet jeg kan gøre. Og det føles som om at jeg er ligegyldig. Jeg skal klappe ham på skulderen for at have opsøgt mig i en øm følsomhed, istedet for at anerkende hvor grænseoverskridende jeg selv synes det er.

Er glad for at han vil starte til psykolog. For jeg kan og skal ikke være hans on demand støttehjul. Jeg er hans spiseforstyrrede selvmordstruede deprimerede autistiske datter med ADHD og PTSD. Og jeg er træt i dag. For træt.

Og jeg føler at det er ligegyldtigt. Føler at jeg er ligegyldig. For hver eneste gang han undlader at lytte og anerkende og tage hensyn, føler jeg mig mere og mere ligegyldig. Det er den magt han har over mig. At jeg kun er gyldig for ham, i rollen som forstående datter. Min funktion.

Han sukker. “Jeg ved ikke om det kan ændre noget med mig og mor, hvis jeg starter til psykolog”. Jeg forstår ham. Hjetesorg. Afmagt. Desperation. Bekymring. Frygt. Vi taler om angsten for forandring. Igen. De samme ting som i går. Den samme samtale. Og jeg siger: “du skal ikke starte til psykolog for at ændre den her situation, far. Du skal starte til psykolog for at kunne håndtere situationen på en måde der er hensynsfuld over for dig selv og overfor andre. Du skal starte til psykolog for at få de værktøjer der gør at det føles realistisk at blive ved med at være en familie, selvom det bliver på en ny måde. De værktøjer der gør at vi måske for første gang kan få en tryg relation til hinanden”.

Sagde en masse ting. Talte om en masse. Vi kom også ind på dengang jeg fik dødstrusler i folkeskolen og kom hjem og fik skældud af min far fordi jeg “så sur ud”. Jeg var knust. Han skulle have spurgt: er der sket noget i dag?

Det gjorde han ikke.

Og hans svar var, at da han var barn fik han også dødstrusler. Forskellen er, at jeg ikke var der dengang. Jeg fandtes ikke. Jeg havde ikke en jordisk chance for at hjælpe eller støtte ham. Jeg kan fortælle ham nu at det gør mig ondt at høre - men jeg ved det allerede for han nævner det tit. Forskellen er NETOP at han fandtes da det skete for mig. Og han hjalp ikke. Han lyttede ikke. At lod det ske. Han skældte mig ud. Han internaliserede mit humør og fik mig til at tro, at selv når forfærdelige ting sker for mig, er det min pligt at smile og lade som ingenting. At holde det for mig selv. For ellers er jeg dobbelt i fare. Ellers er jeg selv ude om det, hvis jeg bliver mødt af vrede og fordømmelse.

Vores traumer trigger hinandens traumer. Det talte vi om. Igen. Han siger ting som: du minder mig om mig. Og det føles som vold at høre. For jeg er ikke som ham. Overhovedet. Jeg er barn af ham - så ofc har vi ting tilfælles. Men jeg er helt anderledes. Og det har jeg arbejdet SÅ HÅRT for at blive. Hvis jeg var som ham, så havde hans adfærd gjort mig til en voldsudøver. Og jeg slår ikke andre end mig selv. Så nej - we are not the same. Og jeg har mange af mine traumer, fordi han gjorde de samme ting mod mig, som hans far gjorde mod ham. Convenient. Smart. KLART at han bliver trigget af mine traumer så.

Han minder mig om min farfar. Og jeg er ikke som nogen af dem.

Han rejser sig og går når han har fået det ud af samtalen han ville. Eller måske bare fordi den blev lidt mere konfronterende en han havde håbet. Jeg tror at han gerne vil have at jeg skal håbe at ham og min mor finder sammen igen. Som et barn der har en drøm om en “ægte familie”. Men det har jeg ikke. For jeg er ikke et barn. Så det håber jeg ikke. For jeg anerkender min mors beslutning og respekterer hende for meget til at håbe på at hun ignorerer sine egne grænser for hans skyld. Min far vil gerne have at det er synd for ham at han bliver forladt - og jeg prøver at forklare ham, at de jo heller ikke er “sammen” nu. For skaden er sket. Hvorfor vil min far dog have, at vi skal ignorere vores grænser, tænker jeg og konluderer: fordi det ikke gavner ham når vi siger fra.

Elsker min far. Men jeg SER ham også. Ser ham. Tydeligt. Som én jeg skal vare mig for. Han er en trussel for mig når han bliver. Jeg er en trussel for ham når jeg går.