soelvfisk

[soelvfisk]

Der dukker en video om om astrologi. Manden siger at ting er trippy og at en 14 år lang cyklus af kaos slutter her i løbet af marts. Noget om venus og mars og neptun og vædder og fisk og retrograd. Og at man kan forvente kontakt med sin eks.

Jeg kan ikke svare på beskeder, men på nuværende tidspunkt har jeg tre pudsige kontakt-forsøg i mine notifikationer fra fortids-mænd.

Jeg tør ikke læse dem. For jeg tror faktisk sagtens at det kunne være helt flinke beskeder. Og jeg mangler at svare på beskeder i forvejen. Min veninde er gravid og hendes beskeder kan jeg ikke engang svare på. Min farmor der siger tak for fødselsdagsblomster. Den besked har jeg heller ikke svaret på. Sværger jeg har nytårshilsner jeg ikke har svaret på.

Har lagt mærke til hvor dysreguleret jeg bliver når jeg er “mande-centreret”. Altså. Vil være trivsels-centreret og fællesskab-centreret. Vil være mig. Lige nu kan jeg ikke svare. Det kan jeg bare ikke.

Bruger al min energi på at svare folk som skal se lejligheden.

Men udover alt det synes jeg at det lyder spændende med en 14 år lang cykus der slutter. Det må den gerne. Ku godt bruge et frisk pust.

Trak tre orakelkort. Det ene var phoenix. En hekse-kvinde-fugl der genopstod af flammer. Det andet var noget med at forvandle vrede til kunst. Og det tredje var noget med at forvandle smerte til kunst.

Det synes jeg også er ret sådan…. Jah. I overensstemmelse med resten og alting. Påfaldende.

Vi er allesammen mennesker under den samme måne. Der findes sange om sådan som vi har det. Vi ved det. Vi ved allerede en masse. Jeg håber det hele går. Er ikke religiøs, men får lyst til at bede en bøn. Idk. Nu går jeg i seng. Måske jeg siger et par ord til månen. Ingen er glemt.

[soelvfisk]

Har været ved psyk i dag, mødt min nye bostøtte (som er søøød!) og har sovet lang lur i lejligheden. Fik at vide ved psyk i dag at jeg nu kun mangler at tage 3kg på, før jeg er parat til at starte på ADHD medicin igen<3 det betyder at jeg har taget 9kg på siden jeg flyttede væk fra Stenen. Min BMI er inden for normalen nu venner<3333:’) Det er kæmpe.

Og selvom jeg snart står uden bolig, så kan jeg mærke at det er godt. Jeg kan mærke at jeg skal ende et sted med så fucking meget lys. Vinduer man kan kigge ud af og se himlen. Sådan ved jeg at jeg er hjemme. Så det er okay at jeg er ked af det og udmattet og trist, for det skal nok gå. Det hele går. Det skal det.

[soelvfisk]

Ved ikke om min far forstår at jeg skal bo med hund alene. At han laver hund om til en hund jeg ikke kan bo med alene. En hund der ikke kan blive servicehund. Udsletter al den umage jeg har gjort mig med at gå til træning og vedligeholde gode hunde-manerer. Pist væk. Og hund er jo bare hund. Elsker hund. Men føler lige så godt at min far kunne sige at han ikke elsker mig, når han opfører sig som om at hans relation til hund er vigtigere end hans relation til mig.

Det passer præcis med hvordan han behandlede mig som barn. Og det er på en hel warped måde super retraumatiserende. Først at opdage hvordan han behandler hund og skælder hund ud. Så at opdage at han fortsætter med det i smug, fordi han tænker at han kun behøver at gøre sig umage når der er vidner. Og så til at han opdager at der reelt ikke findes konsekvenser, for jeg har intet andet sted at være. Så nu gør han det også, når jeg kan se det. Ikke når min mor er der. Men når jeg er der. Som om han tester om jeg stadig er opdraget til ikke at sladre.

Men jeg spurgte min mor i dag, om hun tror at han forstår hvad han gør? Og hun blev vred. Ikke på mig, men på ham. Og det eneste jeg mærker er angst. Angst for om han bliver vred på hende. Angst for at skulle gå og vente de næste uger på hvornår han vælger at skælde mig ud og sige at jeg er skyld i at de går fra hinanden (uden at det sker), angst for at han skader hund eller “mister” hund på en gåtur, for at straffe mig. Angst for at han fortæller mig at jeg skal være taknemmelig på så brutal en måde, at det føles umuligt at fortælle min mor om. Bare fyldt med angst. Angst for at det ender i en konflik, som betyder at jeg bliver nødt til at cutte kontakt med min mor og min søster. Fordi de er i nærheden af ham.

Tænker sommetider på, at min far måske kunne være grund nok til at opsøge muligheden for at flytte på krisecenter. Men jeg ved det ikke. Ved ikke hvad der reelt kommer til at ske med mig.

Skal fremvise lejligheden i morgen. Og til maj er jeg ude. Så er 2025 rigtigt i gang. Kan være så ked af det. Så knust. Tænker på min kræftsyge mormor og på gaza og på alle dem jeg ikke har svaret i evigheder og så brager sorgen endnu mere nedover mig.

Det værste jeg ved er at være i sorg og bange på samme tid. Jeg vil at man skal skånes for den slags. Alle.

Jeg er bange for min far og det har jeg altid været. Har også altid været bange for min farfar. Men min far. Han kan gøre mig skrækslagen.

Vi skulle øve os på at jeg kunne sige nej til min far og opleve ham reagere trygt. Jeg gjorde det ikke. Og så talte vi ikke mere om det. Lyder som en mus når jeg taler til ham og jeg hader mig selv for det. Men jeg er så bange for at han synes at jeg lyder sur og så begynder at råbe. Han kan sige ting som “vi du sidde her?” mens han fylder hele sofaen og regner med at jeg siger nej. Istedet for at gøre plads til mig og sige, vil du sidde her? Utænkeligt.

Hans kropssprog kommunikerer alt. Det giver mig følelsen af at jeg kun er vigtig for ham, fordi folk ved at han er min far. Altså - fordi jeg er en del af hans fortælling om sig selv. Føler mig ikke vigtig for ham som et individ. Som et menneske. For han går ikke op i at kende mig eller være tryg at være i nærheden af. Han går op at kunne fortælle de gode historier om faderskabet. Som da han skældte min underbo ud, uden at jeg havde bedt ham om det. “Mand til mand”, som han sagde. Og det gjorde mig ynkelig i min underbos øjne. Og i mine egne øjne. Fint at han kan sætte en mand på plads, men utroligt at han så selv behandler mig 1000 gange værre. Og ikke kan se, at hvis min underbo ikke må råbe af mig, så må min far heller ikke selv råbe af mig. At hvis min underbo ikke må råbe af en kvinde der bor alene, så må en far heller ikke råbe og bande sit barn ind i ansigtet i størtedelen af dets opvæks. Det fortæller mig: det er kun min far der må behandle mig skidt. Det er kun min far der må vælge hvem der må behandle mig skidt. Jeg er ikke sikker med min far. Jeg er ikke sikker uden min far.

Paradoksalt.

Kan ikke lide at tænke på det.

Ved ikke. Tror jeg bare skal sove. Godt at jeg er ude af huset hele dagen i morgen. Måske jeg bliver i lejligheden. Så må jeg undvære hund. Det kan jeg ikke. Kan ikke leve med at hund er her uden mig. Kan ikke svigte hund.

Vil bo et sted hvor hund og mig er i sikkerhed.

[soelvfisk]

Af mangel på andet at foretage mig, vil jeg være lidt ligegyldig. Nævne hvor rart det er at tygge igennem flere lag helt kompakte iceberg salat. Ting der smager af håndsæbe. Fx turkish delight med rose smag. Min absolutte favorit slik. Elsker. Mad der knirker er også ret nice. Altså, mad der knirker når man tygger i det. Fx. Grillede artiskokker på glas. Og så er der noget ved konsistensen af frisk mozerella. Det kan også knirke lidt. Spejlæg kan også knirke.

Det er fedt. Fedt med mad der kan ting.

Gider ikke have EN TRIST HJERNE. Vil have en MODIG OG KÆRLIG OG FORUNDRET HJERNE. Vil være mig på en lidt lettere måde. Vil lade små ting fylde. Fordi nedern ting fylder helt af sig selv.

Tårnet er begyndt at følge mig på soundcloud. Det behøver ikke fylde, men det er en kær ting. At man kan gå og huske hinanden på samme tid uden at man behøver stille mere op. Uden at det behøver betyde mere end at man ikke er glemt.

I aften vil jeg tygge i salat og tun. Det lyder ik så nice at tale om hvad man vil tygge i.

Der er stor forskel på hvad jeg kan lide at snitte og hvad jeg kan lide at spise. Det er også en dejligt ligegyldig ting. Elsker fx at bruge æggedelere. De er da mega sjove. Men kan ikke så godt lide æggedelte æg. Kan bedst lide lune kogte æg i kvarte. Kan også lide at skære i banan - gennem skrællen - men kan ikke lide at spise stykker af banan. For mange klistrede våde overflader på samme tid. Kan lide at snitte grøntsager fordi det er sjovt at snitte. Men det er ikke altid jeg har lyst til de ting jeg har snittet. Det kan være overvældende at forholde sig til. Synes jeg.

Bliver faktisk udmattet ved tanken. Jeg er mest fucking ked af det, men det GIDER JEG IKKE AT VÆRE. Jeg vil klippe i vingummi og sætte dem sammen på underlige måder og så vil jeg se en film der oser af HÅB. Erin Brockovich fx. Og så vil jeg HÅBE. Sidde og HÅBE. I fred og ro.

[soelvfisk]

weird as fuck living in a culture where it's considered more impolite to speak up and defend yourself against someone treating you unfairly than it is for someone to be rude to you in the first place

[soelvfisk]

Har grædt hele natten. Fordi nætter bare er fucking svære. Kan ikke kende forskel på hvad jeg skal frygte og ikke skal frygte? Er bare skræmt og forskrækket over alt der er sket, som om det er noget der stadig sker. Og kommer konstant i tanke om flere ting som Stenen gjorde og sagde som var modbydelige.

Ved ikke om det stopper. Føler at jeg tager hensyn ved at holde afstand til andre, når jeg har det sådan her. Føler at om lidt er hele 2025 gået. Vil bo et sted hvor jeg ikke skal dele hjem med min far. Vil bo et sted bare mig og hund. Vil bo et sted og vide at jeg har økonomisk tryghed. Og så vil jeg lave aktivistiske småting om natten i stedet for at græde. Eller mens jeg græder.

Ved ikke.

[soelvfisk]

The Gaza ceasefire has ended as Israel resumes bombing the Strip 20 days after blocking all aid from entering the enclave.

[soelvfisk]

Er totalt overstimuleret. Men i går var også voldsom. Vågnede til lyden af dødsskrig. Har aldrig hørt den slags i virkeligheden før, ikke på den måde. Ikke så tæt på. Det er okay nu og var rimeligt falsk alarm, eller hvad man siger. Jeg troede alt muligt voldsomt. Pga PTSD. Men også fordi, wow. Skrig er frygtindgydende at overvære. I virkeligheden var det min søsters reaktion på noget som gik over hurtigt. Heldigvis. Bless her.

Sov hele dagen efterfølgende. Sov hele dagen i dag. Fordi alting. Fordi skrig. Fordi jeg aldrig selv kunne finde på at skrige. Fordi jeg er blevet skræmt så jeg aldrig tør skrige igen. Fordi andre skriger uden at jeg kan høre det eller hjælpe. Fordi det er en menneskelig reaktion. Fordi traumer og tidspunkter hvor jeg var stille istedet for at skrige. Fordi jeg skriger uden lyd. Fordi nogen skriger til hverdag. Fordi nogen skriger når ikke de får deres vilje, andre skriger af smerte og nogen skriger fordi modbydelige ting sker. Fordi alting.

Og jeg sidder med det i kroppen og ved at det ikke er min søsters skyld, så jeg vil ikke tale om hvor forskrækket jeg blev eller hvor lammet jeg har været siden. Det er ligegyldig info. Ingen kan bruge det til noget og jeg vil ikke have et svar. Det er mig der er trigget. Jeg skal bare lige komme mig. Og det er ikke synd for mig, det er bare en skøbelig hjerne og et skrøbeligt nervesystem i en uheldig situation.

Jeg farer også sammen når fulde mennesker hviner ude på gaden om natten. Jeg tror de skriger fordi de bliver voldtaget. Jeg er parat til at ringe 112. Indtil jeg opdager at det er høj latter. Skrigende glæde.

Det er ikke deres problem.

Det er min ptsd. Det skal jeg tackle selv.

Ligesom i stardew valley der hvor veteran-manden tror at popcornene er lyden af pistol-skud. Man kan jo ikke forbyde popcorn, men man kan advare om popcorn. Hensyn. Omtanke. Hist og her.

Ved ikke.

Det er på en måde virkelig ensomt.

Var virkelig bange. Det er nok bare det jeg prøver at sige. I går vågnede jeg til lyden af min søsters skrig og jeg var helt sindssygt bange, og selv da jeg opdagede at det ikke var alvorligt, blev min krop ved med at være forskrækket. Og jeg er stadig udmattet af angst.

Nu går hun rundt og taler i telefon og griner. Og det er godt. At hun har sit liv. Hun kan mere end jeg nogensinde har kunne og det er virkelig kun en god ting.

[soelvfisk]

Kender i det, når man spiser og kommer til at smage på gaflen istedet for maden? Eller når man drikker og kommer til at smage på glasset istedet for vandet??? Det er ægte forstyrrende. Især med store skeer. Får ærligt følelsen af at tygge i sølvpapir når der sker. Ad.

Tror min tunge er beregnet til at spise ting… med hænderne. Som fx pizza. Og bær. Og surdejsbrød. Og mælkesnitter. Og frugt. Og pommes. Det er jeg beregnet til at spise.

Det var bare det.

[soelvfisk]

Da jeg var barn havde jeg svært ved at kende forskel på ja og nej, fordi de var så definitive og begge havde konsekvenser og der var kun to valgmuligheder og jeg var bange for at vælge den forkerte. Vil du have brød? Et svar giver dig brød og et andet gør at du ikke får brød. Min hjerne kollapsede over at tænke på de to ord som modsætninger. Og tit var svaret jo også mere nuanceret? Fx: nej, vil ikke have brød, medmindre det er uden skorpe! Eller: ja, men uden skorpe. Og så betyder ja og nej jo det samme!? Selvom svaret er noget andet. FATTER DER FAKTISK STADIG IKKE. Lover du ikke at sige det til nogen? Ja, jeg lover at tie stille. Eller, nej nej, jeg siger det ikke til nogen. Jeg endte seriøst med bare at undlade at svare. Fordi konsekvensen af mine ord føltes utilregnelig.

Og så begyndte jeg at overtænke ordet “ikke”. Som noget der udsletter det der bliver sagt efterfølgende. Så: vil du have brød? Det vil jeg ikke, hvis der er skorpe på. Men: lover du ikke at sige det til nogen? DER DUER “IKKE” IKKE! “Det gør jeg ikke”. Det kan man ikke svare uden at blive misforstået! HVAD “gør” man “ikke”? Det gør jeg ikke - som i: det lover jeg ikke… eller, det gør jeg ikke - som i: det siger jeg ikke til nogen…!? FORVIRRENDE. For så betyder “ikke” at man både vil snitche og tie?!

Og så endnu mere forvirrende. “Det må du ikke”. En enigma i mit hoved. Hvilken. Del. Af. Det. Jeg. Gør. Må. Jeg. Ikke….

Så må man jo prøve sig frem. Trial and error. Indtil man lærer at opsøge afklaring med ord. Men inden da, er det jo kaos. Man tegner på væggen: det må du ikke. Nå: må jeg så tegne på sengen? Eller sofaen? Eller hvad? Kunne man istedet udrydde “ikke” og sige: du må kun tegne på papir:)??? Ku man det HVA???? KU NOGEN PRØVE DET, hva mine forældre i 90’erne????

Og så siger folk: ikke smaske. Som om det er mere konkret…. DET ER DET IKKE.

Som om det modsatte af at smaske, er ikke at smaske…

Men… DET GIVER INGEN MENING. “Spis stille” er det modsatte af at smaske.

Hvis jeg nu fx spørger: hvad er det modsatte af at løbe? Så ville folk nok svare: at stå stille. Fordi det også er en handling i sig selv. Men skulle jeg så argumentere for at “ikke løbe” er det modsatte af at løbe?????? Det er ikke en handling??? Hoppe er også ikke løbe? Svømme er også ikke løbe???? Det er UKONKRET OG FORVIRRENDE.

Ikke smaske, betyder: stop med at smaske. Men jeg forstod dét “stop” som, stop med at tygge og stop med at spise og stop med at få spyt i din mund. Spis stille, havde være meget bedre og mere beskrivende. Og når så man fejlede i at rette ind, var der jo vrede konsekvenser!? Som man ikke forudså, for man anede ikke - jeg anede ikke - hvordan jeg skulle gøre det rigtige?! Det blev til sådan en tankelæse leg, hvor jeg skulle gennemskue hvilken adfærd der var forventet af mig, men udfra ord der kunne betyde en hel masse. Og jeg prøvede at forklare det. Men det lød dumt.

“Ikke” er et ord der betyder ingenting. Og “ja” og “nej” betyder det samme. (en konsekvens af en art).

Og så sagde min far: ikke betyder uden, og ja og nej betyder det modsatte.

Og så var jeg bare slået tilbage til start i min lille autistiske hjerne.

Jeg forstod ikke mine jævnaldrende. Når de spurgte “må jeg få den her?” - så troede jeg at de mente låne. Som i at tage den i et øjeblik, og så får man den tilbage. Så jeg gav bare ting væk. Som jeg ægte savnede og gerne ville beholde. Også af mine egne legesager. Fordi jeg troede det handlede om at dele. Og altså, det forvirrede mig? Få og låne? Jeg kendte da ikke ordet “låne”. Jeg kendte ordet “få”. Jeg kendte ikke “beholde”. Og ikke ordet “midlertidigt”. Men jeg havde jo en klar forventning om det der foregik, som bare viste sig at være helt forkert. “Du må få den indtil jeg skal have den med hjem”, tænkte jeg. Du må få den i legen. Vi leger at den er din, indtil legen er slut.

Og det er dét jeg mener med at min største frygt er misforståelser. Føler de er overalt. De venter bare på at ske. Og tit har det konsekvenser. Og det orker jeg ikke! Så derfor gør jeg mig mega umage med nuancerne i ord og ords betydninger og hensigten med ord og intentionen og bla bla bla.

Så selvom stenen faktisk var ret obvious med sin abuse, så tænkte jeg: hun mener nok xxxx. Som om hun mente noget finere eller venligere. Eller nok ikke lige tænkte sig om. Og istedet for at løbe for livet, så lod jeg det passere. Min barndoms ord-forvirring gjorde mig jo (bla) ekstra modtagelig overfor psykisk vold. And she knew. Min angst for ikke at give mening. Og ikke at forstå andre. Min angst for at blive udnyttet pga det. Det gør at jeg ihærdigt forsøger at kommunikere på 1000 forskellige måder, istedet for at gå, når dialogen bliver til konflikt som bliver til psykisk vold. Jeg opsøger afklaring: mente du det her, da du sagde den her mega onde ting som sårede mig og fik mig til at græde i smug i flere dage? Og aå kan stenen sidde og sige “nej” og så var det bare mig der havde misforstået det hele. For det ægte svar var jo “ja”. Og det er magten i løgnen. Gasligting. Hvordan alt herfra kan forvrænges i uendelighed, fordi jeg har tilkendegivet mig selv som én der er villig til at lade stenen definere sandheden. Og at hendes intention altid fyldte mere end hvor voldsom en impact det havde på mig. Det vil jeg ALDRIG igen.

Være fanget i den loop. Som om jeg bare går og har misforstået volden jeg oplever. Som om det kun ædelægger mit helbred og mit liv, fordi jeg går og forstår det der sker på en forkert måde. Oplever det forkert. Som om at hvis bare jeg kunne forklare mig bedre og mere specifikt, så ville det hele stoppe. Hvis bare jeg kunne opleve det “rigtigt”. Som om jeg ikke allerede oplever noget der er rigtigt. Bår volden gør så nas - så er den temmeligt ægte. Uanset hvor nem den er for nogen at benægte. Det har jeg lært nu.

Men overforklarer stadig. I forsøget på at være tydelig. Forstået. I forsøget på at forstå. Og gennesmkue hvor jeg er tryg.

Fordi jeg har lært, at indtil jeg forstår det rigtigt (rigtigt: noget andre bestemmer hvad er) - så må folk gerne håndhæve allemulige slags konsekvenser. For jeg skal vente på afklaring. Jeg tænker ikke: ah! Jeg forstår.

Jeg tænker: forstår jeg? Er jeg forstået?

Og indtil svare på begge de spørgsmål er ja, så er det op til mig at søge afklaring og forklare.

Men det er jo rimeligt umuligt i nærheden af folk der ikke er interesseret i at forstå, men kun er interesseret i ens evige forvirring.

Forfærdeligt fordi konsekvenser også varierer sygt meget fra person til person og relation til relation. Jeg fortrækker en snak. Blid forsoning. Tålmodigt. Andre foretrækker fx at råbe. Som om man er dum. Fordi man ikke er ens.

Hjernesmelt.

Vil leve et roligt liv. Ord fylder så meget for mig. Sprog er en form for alkymi. Magi nærmest. Det føler jeg. Men også forbundet med kæmpe angst. Og sådan er det nok bare, når man er vokset op med konskvenser man helst vil undgå. Frygt er ikke trygt. Det rimer. Det var ikke engang meningen. Sjov. Nåh. Men det jeg mener er bare, at jeg kan føle mig lammet af en sproglig form for angst og perfektionisme. At ville udtrykke mig så tydeligt som muligt. Og ikke at stole på at jeg kan. Fordi der altid vil findes nogen som bare ikke forstår og nogen som man ikke kan forstå.

Det var bare det. Er træt nu. Godnat.

[soelvfisk]

Jeg har skrevet en sang igen i aften. Den hedder “uendeligt”. Den handler om at have ondt. Og at dem der har levet forud for én selv nok også havde ondt. Og at ingen er uendelige. Men at smerten kan føles ret uendelig. På tværs af generationer. På tværs af alt muligt. Og så dør man en dag. Mens nogle andre fortsat har ondt. Og at måske er der en smerte som er uendelig, fordi nogen nægter at ændre sig. Ændre de ting der gnaver og dræber og undertrykker. Måske er der et alternativ, som handler om at man ikke er forkert, bare fordi man oplever smerte - men at man har et ansvar, hvis ikke man oplever smerte. At hvis trivslen føles uendelig, så er det højst sandsynligt på bekostning af nogen, som går og føler, at smerten er uendelig. Og selvom smerten ikke nødvendigvis kan gradbøjes, så synes jeg alligevel at der er forskel på at være udfordret på forskellige måder. Der er ikke én magisk løsning. Men mange smertefulde ting i livet er uundgåelige. Fordi de er uundgåelige. Stop med at tale om den slags smerte der kunne udryddes med hensyn, som om den er uundgåelig. Man kan sagtens undgå den slags smerte. Den behøver ikke findes. Den behøver ikke være uendelig. Sorg og sygdom og naturkatastrofer og død er rigeligt. Resten er total overflødigt. Overflødig smerte. Der kunne løses med omtanke og hensyn.

Hepper på forandring. Endelig forandring.

[soelvfisk]

Vil aldrig møde én som Stenen igen. Og hvis jeg gør, så vil jeg stikke af. Et menneske der lader som om de har empati, indtil de ikke kan bruge én længere. Og pludselig kører fuld doom af hån og kontrol og benægtelse og manipulation. Et menneske der opgør alt i hvilken nytte det har for dem. Hvordan man kan bruges. Som kun anerkender sit eget perspektiv. Som kræver ros og hvis fortælling om konsekvenser er, at folk var jaloux og misundelige og prøvede at sabotere dem. Et menneske der omgiver sig med drømmefangere for at blive veninder med andre mennesker, som kunne tænkes at tro på at universet bragte dem sammen. Som om man er meant to be og skal kende hinanden til man dør - også selvom man ikke engang har set hinanden græde snot eller oplevet reel forsoning efter en reel uenighed. Et menneske der får sin vilje ved at udelade detaljer indtil det er for sent, så man har sagt ja uden at vide hvad man sagde ja til. Et menneske der går op i hvordan man ser ud. Hvad det hele ligner. Som kontrollerer dine sociale medier og din tid og hvor du er, ved at bede dig poste ting på bestemte tidspunkter, så de kan reblogge det for at gøre deres eks jaloux. Som synes det ville være for desperat hvis de postede det på deres egen profil. “Det er sejere at blive tagget”. Og som forventer at man tilsidesætter sit eget liv og alle sine andre relationer for at bevise at man er en ride or die ven. Pyt med at jeg ligger syg, jeg skal i byen og poste en video af stenen der er smuk med sin drink så hendes eks kan se at hun allerede flirter med andre - ellers er jeg en dårlig ven. Og man må ikke italesætte det giftige - for så er man en dårlig ven. Man må ikke have sine egne grænser, for - u guessed it - så er man en dårlig ven. Det handler om den mest giftige form for selvopofrende trofasthed, altimens ens moraske kompas bliver mere og mere warped. God/dårlig - med udgangspunkt i deres perspektiv, og ikke ens egentlige samvittighed. Toxic. Hjernevask. Det bliver psykisk vold uden at man opdager det. For man får ros. Som en lille hund. Når man gør det rigtige. Og man er ikke i tvivl. For når man gør det forkerte, føler man sig som verden værste menneske. Følelsesmæssig vold. Man siger undskyld, som om man er ved at forstå hvordan man tager hensyn i den her relation, uden at opdage at hensyndet aldrig - som i aldrig - er gensidigt. Man er den eneste der føler noget for relationen. Et “vi”. Med det her menneske, der synes det er fedt at være to om at forholde sig til kun dem. De beholder deres eget “jeg”, mens man selv føler sig mere og mere egoistisk over at tænke på andet end os. Til sidst fandtes jeg ikke. “Jeg” fandtes ikke. Sagde “vi” om ting jeg havde gjort alene, for eller følte jeg, at jeg forrådte hende. Vi trænger til at få ordnet dit og dat, betød “det er min pligt at ordne dit og dat”. Uanset om det var hende eller mig der sagde det. Til sidst kan man ikke bade, ikke spise, ikke forlade sit hjem - fordi man ikke selv bestemmer. Og de benægter at have haft noget at gøre med hvor ussel og lille og syg man er endt med at være. De synes man har gjort det mod sig selv. De siger man har gjort det mod sig selv. De væmmes. Ingen medfølelse. Ingen nåde. Indtil de opdaget at man er begyndt at fortælle andre om deres adfærd. Så holder de taler om hvordan fortiden skal glemmes og nu skal alt handle om kærlighed. Stenen mente at hun havde været den perfekte ven for mig og at jeg havde svigtet hende. Især ved at tale med andre om hvor grælt det stod til. At jeg bagtalte hende når jeg fortalte om hendes opførsel, og at det havde hun GODT NOK ikke forventet af mig. Hvordan kunne jeg ikke forstå at den slags var privat. At jeg ødelagde hendes ry. Hendes forretning, sagde hun også. At jeg ødelagde. Ved at fortælle om hendes vold. Hun sagde at jeg ikke var taknemmelig nok. Hvordan kunne jeg ikke se hvor ond jeg var? At jeg nu efterlod hende med alt det ansvar jeg havde stået med alene? Og en smuk lejlighed, som jeg havde kæmpet for at finde til os - og som hun selv valgte at hun ville beholde. Hvordan kunne jeg ikke se at det var synd for hende?

Fordi det ikke var synd for hende. Det var IKKE synd for stenen. Det var retfærdigt - og langt fra retfærdigt nok.

Har tænkt meget på hævn, men jeg tror ikke på at det er mig der skal hævne mig. Bryder mig ikke om hævn. Vil ikke være som hende. Så jeg fryder mig istedet ved fantasien om at hun får en badass sej datter, som hader hende og udgiver en selvbiografi der hedder “min mor: et monster”. Det ville stenen hade. Stakkels stenens ego. Ville heppe på datteren uendeligt her fra mit eget lille liv. Karma? Hvis karma findes, så er det nok hævn for mig. Så skal jeg nemlig ikke bekymre mig om andet end at få det bedre. Blive rask.

Jeg håber at ingen møder én som stenen, men det er vigtigt at sige, at jeg ikke bebrejder dem der falder ind i deres net. Jeg gjorde det selv. Og jeg sad fast. Og jeg var skind og ben da jeg kom fri. Jeg så det ikke ske. Jeg så det virkelig ikke ske.

Jeg stoppede med at findes. For der var ikke plads til mig, i nærheden af hende. Var en krop i panik til sidst. Aldrig igen. ALDRIG.

[soelvfisk]

Jeg blev engang inviteret på date af et woltbud der havde leveret mad til mig og efterfølgende opsøgte mig på min adresse. Det gik så galt at jeg måtte tale med politiet og woltbuddet blev fyret og stalkede mig i en periode, fordi han ville have at jeg skulle skrive til wolt, at det var min egen skyld at det skete og ikke hans. Jeg fik engang flirty beskeder fra en gls fragtmand der havde leveret en pakke og fundet mit nummer via gdpr-beskyttet data på sin tablet. Jeg kørte engang med et go-more lift, som inviterede mig på date efterfølgende selvom vedkommende havde vielses-ring på. Vedkommende har netop kontaktet mig igen. Halvandet år senere.

Nej. NEJ NEJ NEJ.

Det hele giver mig angst. Forstår det godt. Angsten. Den slags male gaze gør mig bange for at blive drugged i byen igen eller voldtaget igen. At blive valgt igen. Det giver mig følelsen af at jeg har ansvaret for at ligne én man ikke vil vælge, hvis jeg vil være tryg. Men det er i sidste ende ligegyldigt. For det er adfærden, der gør nas og alle kan blive valgt. Føler at jeg kun er tryg indenfor. Engang følte jeg mig også tryg på insta, men så mødte jeg stenen som var utryg online på various måder og toppede den med at blokere mig og bagefter dele en video af min krop i bikini. Mig, stort set uden tøj på. Politiet siger, tag det som et kompliment! Brækker mig.

Kan godt forstå at jeg panikker ved tanken om at være andres ejendom. Og at jeg frygter at blive rask og køn igen. For det har mest gjort ondt på mig at have en sund krop. Er kvinde. Så min krop føles utryg uanset hvad jeg gør. Fordi det ikke er op til mig hvordan andre behandler mig. Det er ikke op til mig om jeg er tryg. Sådan føles det.

Hej PTSD. Hej traumerespons. Kan vi finde en måde at co-eksistere på, hvor jeg får lov at spise og sove og leve og ses med trygge mennesker og have en eller anden form for overskud? Kunne vi ikke lave en aftale om at jeg gør mit bedste for at passe på mig selv og opfylde basic needs, og at så kan du få dine flashbaks og have din angst på måder der ikke komplet destruerer mig? Kunne du skabe nogle frie bobler hvori jeg ikke skal bekymre mig? Bare i ny og næ? Hist og pist? Og så lover jeg at lære af mine fejl og finde tryghed i de ting jeg rent faktisk har kontrol over, bit by bit? Kunne det ikke være en idé? Vil gerne mødes på midten<3

Kram

[soelvfisk]

Ting jeg vil til at sige til hverdag - på kærlige måder - til mig selv:

1: gud hvor er jeg handicappet lige nu (når mine handicaps ægte faktisk gør mig disabled i mit liv som kronisk handicappet)

2: awwwtisme<3 (når min autisme dominerer og jeg trænger til cute anerkendelse og omsorg fra min egen hjerne, istedet for kaostanker og fordømmelse - eller, når jeg virkelig tager hensyn til mine autistiske behov på en vellykket måde)

3: nåhmen det forstår jeg godt (når jeg er frustreret og føler mig umulig fordi ting bare er svære og især når det af og til kan føles som om ting er svære uden grund)

4: nej (når jeg lader en forventning fylde mere end min egen kapacitet og lyst og det ikke gavner mig at presse på eller skamme mig - fx. hvis jeg tror jeg skal tegne øjenbryn henover mine ikke-eksisterende øjenbryn, for at være fin eller hvis nogen tror at de kender mine grænser bedre end mig: nej. Orker ik. Er menneske med eller uden bryn og mine grænser tegnes ikke af en anden persons tush. Nej. Det er følelsen af nej. I hele min krop. Må gerne sige det højt)

5: sådan her lyder min stemme (sagt med min ægte stemme, og ikke min ufarlige høflige slighty softer high pitch melodiske pige-stemme, som er mega underdanig og konfliktundvigende og kronisk taknemmlig og forstående og imødekommende og formet af mine erfaringer som kvinde med traumer, der helst vil undgå traumer, som om min stemme er skyld i mine traumer, fordi en mand der synes jeg lyder afvisende er farligere end en mand der tror jeg er et ufarligt kompromis-søgende dådyr, og at mine erfaringer med at være bestemt, har skræmt mig fra at være bestemt, selvom folk siger at man skal lyde bestemt når man afviser mennesker)

6: tak til mig! (Når jeg gør noget godt for mig selv, som fx at børste tænder eller forberede og spise et måltid mad)

[soelvfisk]

Det er så svært. Når jeg sidder med min egen hjerne i mit eget hoved og skal minde mig selv om at de her tanker ikke er mine egne. Jeg håber aldrig nogensinde at folk møder nogen der gnaver sig fast på så destruktiv en måde i deres liv. Føler at hele min fremtid er væk, bare fordi jeg mødte en lille håndfuld forkerte mennesker og toppede den med Stenen. Og nu har jeg den her hjerne af panik og sorg og selvudslettelse. Som konstant kæmper med og mod alt det jeg var engang. Forsøger at tænke: det er PTSD, som om det kunne gøre mig lidt kærligere mod mig selv. Men hører det gennem voldens ører. Og det lyder som en kujon-agtig undskyldning. Tænker at jeg er ødelagt og at jeg burde tage mig sammen og at hvis alt det her er kronisk, så overlever jeg ikke. Slås med mig selv for at være ømmere. Blidere. Forsøger at tænke: jeg har ikke valgt det her, jeg vælger ikke selv hvor trist eller medtaget jeg er - og hvis jeg kunne vælge det fra og tage mig sammen, så havde jeg sguda gjort det. Jeg er endt her. Og det må gerne være uretfærdigt. Det gør mig ikke til et dovent og usselt menneske at tænke, at det er uretfærdigt. Det gør mig bare menneske. Jeg må gerne fortjene noget andet end det her sorte hul af afmagt. Og selvom jeg prøver at få det bedre, så er det ikke mig der bare kan vælge at få det godt. Jeg er ligesom underlagt mine diagnosers dagsorden. Mine traumer. De her forældede reaktioner. Min egen udbrændthed. Det er også en del af mig. Og jo mere det føles utilstrækkeligt, jo mere føler jeg mig som en uløselig gåde. Savner dengang jeg kunne tackle mig selv og være mig selv og leve mit liv og værne om andre på samme tid. Forsøger sådan at håbe. Puh. Savner langvarig tryghed.

[soelvfisk]

having depression makes your friends seem like the coolest most put together people on earth like wow... you got out of bed, had breakfast, went to work, AND spent some time on a hobby when you got home....? that's so impressive you're like superman or something. can i borrow your power.

[soelvfisk]

Min dør står på klem, så jeg kan høre de hurtige små poter på trappen og lille hund der styrter ind gennem sprækken i døren og kaster sig i sin hundekurv. TÆNK at hund har været ovepå og er kommet i tanke om nedenunder og bare i al hast har forladt sin plads på gulvtæppet for istedet putte sig i sin kurv lige her hos mig. At lille hund vil sove her. Jeg elsker hund. Jeg føler mig så valgt og ønsket. Hver gang hund i sin søvn trækker vejret, ku jeg ærligt græde. Hvordan findes så pelset et lille væsen dog i mit liv?????