soelvfisk

[soelvfisk]

En af mine fjerne veninder fra min første folkeskole skrev for nyligt, at hun har gemt alle mine breve. Og jeg havde glemt hvor mange breve jeg skrev til hende. Jeg har altid skrevet breve, når jeg tænker efter. Periodisk. Og jeg har faktisk stadig kuverter liggende som jeg skal have sendt afsted. Lidt mere fredelige breve nu. Dengang gik jeg i 1. Klasse. Da jeg skrev breve til hende. Og vi gik i klasse sammen. Det var min livsline. Der var jo ikke sms’er dengang. Så jeg skrev på diddl-papir. Jeg lagde dem i hendes postkasse og foldede konvolutter og klippede mine egne frimærker med sådan en neon-farvet takket mønster-saks. Med små illustrationer på.

Vi havde en mærkelig leg, hende og jeg. Hvor vi tegnede invitationer og delte ud til alle drengene. Og så holdt vi stripshow i pude-rummet. Det var underligt. Tænker på det og synes det er ret forstyrrende. Vi var også de eneste der lagde mærke til at der sommetider stod en mand i en busk ude foran vores SFO. Vi kaldt ham for “ham” og panikkede og gemte os. Husker ham som en stor sort jakke og en kasket-hat-ting. Stirrende ind ad vinduet mens man lavede perleplader og sådan noget.

Alting blander sig sammen. Sommetider spyttede hun mad ned i sin drikkedunk, hvis jeg spurgte om jeg måtte få af hendes vand. Fordi jeg ikke selv havde vand med. Så drak jeg det, fordi det føltes som en måde at bevise vores venskab. Hendes mor lavede de bedste pitabrød. Og vi fik lov at se film i stuen alene, hjemme hos hende. Hun havde ikke en far. Jeg synes hun var heldig.

Mine breve til hende var meget gammeldags. Et formelt sprog. Om hverdagsting. Jeg skrev om hvor lange dagene var. Om at jeg havde fået idéer til hvad der kunne ske i vores Bratz leg. Om at jeg ville ønske hun var hjemme hos mig lige nu, så jeg ikke var alene. Tror de breve er det tydeligste lille råb om hjælp der er tilbage fra dengang. Jeg ødelagde mine dagbøger. Fordi de gjorde ondt at læse i. Hun var virkelig vigtig for mig. Nu er hun selv mor. Hun skrev at hun havde læst brevene og var blevet meget rørt. Og at hun håbede jeg var okay. Det gav mig en følelse af, at måske var jeg aldrig dårlig. Jeg var et barn. Godt at vi var børn på samme tid.

[soelvfisk]

Jeg har en veninde med en liste over folk der ikke må komme med til hendes begravelse. Har aldrig haft det ens, men har elsket hendes definitive vrede og no bullshit måde at leve på. For det er berettiget, når jeg hører om det. Det er det jo uanset hvad jeg synes. Hun vil have en dørmand der sender folk væk, fordi hun ikke selv kan. På den måde er døden et kæmpe kontroltab. Og det kan jeg sagtens se kan føles uoverskueligt. Især når man har mødt mennesker man ik vil have i nærheden af sig nogensinde igen. Så gør listen og dørmands-planen det lettere for hende at mærke autonomi. I en fremtid der er uhåndgribelig.

Tror ikke jeg behøver en dørmand til min begravelse. Overhovedet. Ved ikke engang om jeg behøver en begravelse. Det er virkelig op til dem jeg efterlader, hvad de har brug for lige dér. Men for min skyld vil jeg gerne bare have en sten et sted. Gad godt have stenen mens jeg levede, så den ku betyde dét når jeg var død. Min sten. Stenen med mig. Nær mig. Og naturens sten igen. Når jeg er væk. Noget folk ku gå forbi, hvis ik de vidste det var min. En indforstået sten. Jeg tror ikke nogen ville lede efter den sten. Som ikke også måtte finde den. Viden, er min dørmand. At se eller overse, agtigt. Det er jeg tryg ved.

Plus, jeg tror ikke at ubudne gæster ville opsøge min sten eller min begravelse. Jeg tror de ville føle sig lettede over at jeg endelig holdt kæft.

Vil ikke dø før hund dør. Lille hund uden mig, den tanke er ikke til at bære. Så mens hund lever, lever jeg. Er ret trist. Godt at jeg skal til psyk i morgen. Tror aldrig jeg ægte får råd til livet. Tror min krop beskytter mig, når den gør sig tung. Tror mit sind også passer på mig. Fordi det er hårdt at forestille sig, at leve hele sit liv. Mig. Det er hårdt for mig, at forstille mig at leve hele mit liv. Jeg gad godt være mor, hvis bare jeg var et andet menneske. Jeg gad godt livet, hvis bare jeg ikke var mig. Eller hvis jeg kunne spole tilbage i tid og gøre ting om.

Min kærlighed er magen til andres. Jeg bidrager ikke med noget, som ikke findes i forvejen. Jeg kommer ikke til at se månen hver aften. Selvom den er lige over mig. Min ro er en naiv idé. Og jeg kan ikke gøre noget. Jeg kan ikke ændre noget. Jeg er ikke vigtig i den her verden. Det er som om, mennesker ikke ægte er vigtige i den her verden. Fordi der er forskel på, hvornår man er værd at behandle ordentligt. Værd at passe på. Beskytte. Forsvare. Så føler man sig ikke vigtig. Men jeg er vigtig for hund. Min sten skal stå ved siden at hunds sten.

[soelvfisk]

Jeg har været vild i dag! Tror på grund af telefon-fri nattesøvn?? Og fordi jeg huskede elektrolytter i morges:) Men har vitterligt været i maxizoo, i bauhaus, i ikea, på posthus og i supermarked?! Har handlet og været så god og spist en hotdog OG aftensmad! Som jeg selv lavede! Med avocado og bulgur og shit!? Altså - overvej alle de gange jeg bare har spist et par brunkager som aftensmad. ER STOLT lige nu. Og træt. Slukker min telefon igen i nat<3 Hund sover allerede. Med sin nye bamse-rotte. Tror det var godt at nogen snottede i min mad i går, for nu har jeg kun lyst til at spise ting jeg selv laver. Uden snot. Og vigtist - jeg har lyst til at lave ting jeg selv skal spise:) nyt for mig:)

Sikke en bølgende uge det har været. I morgen skal jeg kun to ting: ned med skrald og huske at spise. Sove lur hvis nødvendigt. Er flad på en god måde:)

[soelvfisk]

Ku man forestille sig at der var et lille annex eller bare et gæsteværelse i mit fremtidige provins-hjem. Grusvej ned til sø eller å eller hav. Horisonten tæt på, i stedet for langt væk.

Vil have gæster. Når venner og familie og folk jeg kender trænger til afbræk. Kom her og se på stjerner i en uge. Eller en weekend. Eller en aften. Kom her og vand planter med mig, eller bare brug lidt tid på at fjolle med hund. Kom her og hvil dig lidt. Gå en tur med min barndoms-metaldetektor. Den finder mest kapsler og søm, men måske er det også nok? Og ellers kan du lede efter pæne sten og muslingeskaller og tage dem med hjem. Pluk nogle ting fra drivhuset til turen. Vær her, mens du er her. Og vid at stedet findes. Min tryghed må også gerne gribe dig. Brug tiden som du vil. Alene i haven eller sammen med mig og et puslespil. Med hund. Langsomme dage. Masser af mælkesnitter, hvis man kan lide den slags. Ligesom mig. 90’er film og dyner i sofaen. Genbrugsture. Vi kan lede efter CD’er til den bil jeg ikke har. Eller dvd’er vi kan se senere. At skrive dit navn på et lille label, så jeg aldrig glemmer at det var sammen med dig lige præcis den musik og de film endte i min samling. Skænke dig en tanke når jeg ser eller lytter alene. At så er vi lidt sammen alligevel. Sådan har jeg lyst til at leve.

[soelvfisk]

tror det hjælper at græde

[soelvfisk]

Slukkede min telefon og sov. I går. Sov uforstyrret. Hund vækkede mig på et tidspunkt for nogle timer siden, for at komme ud og gå. Lille snude-dut på kinden. Op og ud. Gabende og halvt sovende iført nattøj frem og tilbage i sneen. Søde hund. Hjem og kollapse begge to. Få varmen. Nu er vi vågnet og jeg tændte min telefon for at skrive til min mor. Og klokken er 15. Vildt. Troede måske den var 11.45 agtigt.

Men der er intet stress. Og jeg har tænkt mig at lægge min telefon væk igen når min mor har svaret. Kan mærke mere og mere lyst til at være analog. Nokia 3310 følelsen. Udelukkende tumblr fra min computer, like back in the days. Den energi.

Skal have hjælp til at handle. Holder øje med huse til leje i provinsen. Har ik fomo. Byen giver mig angst. Skal ik tilbage til Kbh. Skal bo i natur og lave alt muligt underligt med sygt meget plads. Og besøge venner og sådan. Måske i fremtiden et hjem i københavn. Men lige nu vil jeg ærligt bare lytte til mig selv, og fuck hvor drastisk det kan lyde. Jeg vil finde et hjem nær hav og marker til mig og hund. Tage kørekort i år. Eller finde en billig brugt ladcykel. Og leve sådan:) det må man jo godt:) fuck min idé om den vilde ungdom - jeg passer ikke ind i den drøm. Jeg passer ind i højbede og byg selv drivhuse og et værksted hvor alt mit værktøj kan bo. Jeg passer til bitte små supermarkeder og stier uden sten og gummistøvler og uldundertøj. Jeg passer også til gigantiske tatoveringer og udflugter på museum og ud for at se vikinge-ting og sidde og lodde mine egne instrumenter. Hund uden snor. Eller hund i meget lang snor. Dét liv. Besøg af venner. Tomater fra haven. Ja tak<3

[soelvfisk]

Bestilte mad. Tog en bid og knækkede mig i en skål i køkkenet fordi jeg ikke nåede længere. Havde håbet på skraldespand eller toilet. Første og sidste bid af en burger, med hvad der føltes som (og smagte af) en kæmpe goop af en snotklat i midten. At tygge i den og mærke at alt vikler sig ind i klatten. At lade maden ligge på tungen. Med goop klistret fast i ganen. Hvis ikke det er insant bræk-alarm, så ved jeg ikke. Klam som jeg er, rørte jeg ved goopen i skålen. Da jeg havde knækket mig. Fordi jeg ville vide hvad fuck det var. Fandt den nemt. Og det er så klamt, at jeg nærmest håber det er snot, for vil ik vide hvad det ellers ku være. Ad. AD. Sådan en ordentlig klar klat menneske-slim i min mad!? AD. Fear confirmed. Er det karma efter at have sagt fra overfor naboens kylling? Og ikke åbnet døren? Vil helst selv lave min mad eller have at min mad er én uigennemtrængelig ingrediens. Det var som meget fast rå æggehvide… men salt og ligesom mere ujævnt og elastisk. Ad. Ad ad ad.

[soelvfisk]

Mødte min nabo i opgangen. Kom til at lyde mega rude. Hun fortalte at hun havde forsøgt at banke på med noget mad til mig her den anden dag. At hun havde hørt mig på den anden side af døren fordi hund gøede en masse. Jeg svarede at den her tid er hård og at jeg sover meget. Hun spurgte om ikke jeg kan høre at folk banker på. Jeg svarede at jeg kan høre hund gø. Så holdt hun en pause og sagde “nåårh… okay…”. En slags stilhed og kølighed i blikket. En distance i kropssproget og så skiftede hun emne til noget smalltalk agtigt, sagde farvel og gik videre ned af trappen. Jeg VED at hendes “nåårh.. okay…” betyder at hun tager min lukkede dør personligt. Hun føler sig fravalgt pga min manglede kapacitet. Og det FRUSTRERER MIG GRÆNSELØST…. for jeg kan ikke formidle ordentligt til mennesker hvor lidt jeg kan. Jeg kan ikke engang selv helt forstå hvor lidt jeg kan. Og når folk så tolker det som manglende lyst eller manglende engagement eller bare snobbethed og arrogance… så sidder jeg ligesom fast i enten at skulle forklare og forsvare mig selv, undskylde for min uduelighed eller give slip og bare lade folk tænke hvad de vil… hvilket er hjerteskærende, fordi jeg altid søger gensidig forståelse. Det er svært at give slip. Det er uroligt at være misforstået. Jeg er overvældet. Jeg er fuld af skam. Jeg har en skammel i mit bad fordi jeg bliver udmattet af at stå op under bruseren. Jeg sover med tyngedyne og graviditetspude i 16-18 timer i døgnet. Min krop er lillebitte. Jeg gør mig så umage med at spise, men fejler hver dag. Jeg har ingen øjenbryn! Jeg prioriterer at gå ture med hund. Jeg prioriterer at forsge at finde ro i sådan som dagene går og sådan som mit liv er nu. Det er dét jeg bruger energi på. Drømmer sådan om en have. Så jeg ikke føler mig så beskuet og vurderet hele tiden. Med langt til naboer. Masser af natur. Føler mig så dårlig fordi jeg ikke kunne åbne døren og tage imod mad da hun bankede på, på et eller andet tidspunkt. Jeg ved ikke engang hvornår det skete, for hund gør af alle små uvante lyde. Det er jo så sød en gestus at komme med mad, altså. Fortryder at jeg ikke udbrød “ej hvor er det sødt af dig!” istedet for at sige “jeg har det svært og jeg sover meget, undskyld”. Men har ikke mere energi end den jeg bruger hver dag. Og får heller ikke mere energi fordi det er så svært for mig at fucking spise. Kan ikke spise fremmed mad heller. Altså. Og jeg aner jo ikke hvem der banker på og hvorfor! Jeg har haft en fucking stalker, det kan jeg jo heller ikke bare splurte ud midt i opgangen. “Nårh ej, jeg svarer hverken på opkald og dørbank, hvis det er uventet. Fordi jeg synes alt er fucking svært og skræmmende. Og fordi alle de traumer jeg engang havde fået lagt låg på, blev rippet op igen. Så jeg føler mig i fare”. ÅH jeg føler mig SÅ BESVÆRLIG OG UDUELIG OG ÆKEL. At ikke alle hensyn føles hensynsfulde, og det er så svært at forklare folk med gode intentioner. Føler mig som én jeg ikke kan stå ved. Gid jeg var rask. Gid jeg passede bedre ind. I verden. Der er virkelig en grund til at min kasket nærmest er groet fast om hovedet på mig. Bliver så dysreguleret i nærheden af andre. Fordi mit indre stadig går i panik. Og fordi jeg får dårlig samvittighed over ALTING. Hele min eksistens kan ende med at føles forkert på et splitsekund. Fordi jeg er så træt. Og fordi PTSD. Vil bare føle mig stabil og ikke skræmt.

[soelvfisk]

Jeg vil sidde og drikke min kaffe med udsigt til udenfor. På en meget - wow himlen! Eller wow havet! Eller wow skoven! Eller wow bakkerne! -agtig måde… vil se på noget. Der er en vikinge-gravplads i nærheden af hvor jeg bor, og jeg var i folkeskolepraktik dér, fordi jeg var overbevist om at jeg skulle være arkæolog. Jeg satte mest stregkoder på ting i den tilhørende lille butik, men jeg gik også rundt med de ansatte på pladsen og kiggede ud over den bakkede skråning. Fuld af sten. Kæmpe sten. Placeret nøjsommeligt som klaser af både. Sejl videre i efterlivet. Sad på græs og tænkte på, at min udsigt må have mindet om deres. At den her sten har de rørt ved. At de her stier, som er nye for mig, må ha været faste ruter for dem. Ud i verden. Himlen er kæmpe stor. Tænk at opleve lyn og torden. Kulde. Sygdom. Kærlighed. Savn. Med den udsigt. I en datid, som var deres nutid. Jeg vil have en udsigt en dag. Og tænke på hvem der mon ellers har haft den udsigt. Hvis fodspor jeg træder i. Hvis stemme har sunget oveni min egen. Hvem har fældet tårer og hvorfor. Lige her. Hvor jeg er. Vil drikke min kaffe og vide at jeg er en lille blip i tid. Men at mit liv er alt jeg har. Og tænke på dem der levede engang. Vil have en udsigt og drikke min kaffe og føle mig knyttet til verden og skrive aktivistiske læsebreve om hvorfor fuck der ikke er våbenhvile endnu. Smerte gør ondt i generationer. En grav er en grav på tværs af tid. Et liv er et liv, så længe det varer. Og alle har ret til at leve. Det er dyrebart. Himlen sker ikke nødvendigvis når vi er væk. En religiøs illusion? Og er det så ikke forfærdeligt at tænke på hvis livet skal være et helvede mens man er til… hvordan kan det ikke være vigtigt at alle har det godt lige nu? Og føler sig værdige til livet og værd at passe på? Mens vi findes? Mens vi er i live? Det er sguda vigtigt at man når at føle sig vigtig og passet på og værdig, inden man dør? Tænk at dø uden at tro på, at man er værd at redde. Uden at vide, at man er værd at redde. Hjerteskærende. Tænk at overleve al den tid, hvor man bare venter… jeg synes alle har ret til en udsigt. Udsigt til landskaber eller bare udsigt til en fremtid. Helst begge dele.

[soelvfisk]

Tårnet dukker op som venneforlag. Jeg scroller forbi. Men det sker igen og igen. Jeg har givet slip. På alle der lidt har mit hjerte uden at være i mit liv. Vil bare have at de er okay. Håber de drømmer stort og er milde. Men ku nok ærligt godt ha undværet tårnets smil på min telefon sådan helt uden varsel. Tænk jeg har kysset de læber. Min hjerne knaser. Det var virkelig en ting der skete. Og sluttede. Og vi har skrevet siden og ingen er sure. Han troede jeg var sur. Jeg troede han var sur. Er så taknemmelig over den forsoning, selvom intet blev mere samlet af det. Det var heller ikke pointen. Det føltes bare gensidigt helende og vigtigt at bruge ord på at sige højt, at dem der kender dig nu er heldige. Og vide, at det betyder meget, fordi vi også er enige om, at vi ikke er dem der skal kende hinanden. Tårnet gav mig håb, helt uden at forære mig noget. Bare ved at være:) ikke venner, ikke bekendte, ikke eksere, ikke noget. Men alligevel vigtigt.

[soelvfisk]

Engang troede romerne at et år varede 304 dage. De lavede et kalendersystem, hvor et år kun bestod af 10 måneder og hvor marts var den første måned. Det er derfor oktober hedder oktober. Det var engang den ottende måned. Og december var den tiende. Septem betyder 7 på latin. En okto er 8 og novem betyder 9 på latin og decem betyder 10 på latin. Shit be cray. Tænk, så var der nytår om foråret. Indtil det hele blev underligt forskudt. Det må ha været så mærkeligt. Godt at januar og februar kom, men ku ærligt godt ha tænkt mig at nytår stadig var i marts????? Forårs-fest og fuglekvidder og lyse aftener. Mere liv. Istedet for at fejre ting midt mens man er mega low og indhyllet i mørke. Det var bare det.

[soelvfisk]

[soelvfisk]

Har lige fået mail om at der er en pakke jeg skal hente på posthus. Det er en gave til min mor. Hun fik den ikke til jul fordi jeg gav hende noget andet. Så på en måde fint at den endte med at være forsinket. Den pakke skal jeg hente snart.

Skal også købe en årskalender… så jeg kan se månederne og få et overblik over tiden der sker. Og så vil jeg blive færdig med rummene her i lejligheden, så jeg kan have rutiner der ægte fungerer. Fx vil jeg gerne have lamper. Det ku være nice. Og en reol. Og et sted til sko. Og opbevaring til badeværelset. Sådan noget. Det er bare omstændigt at skaffe den slags ting, synes jeg. Især når jeg stadig er i tvivl om, om det er her jeg skal bo. Drømmer om en have til hund. Og til mig selv. Vil ligge på græs med sjælepels i al slags vejr. Og vide at ingen kan fortælle os at vi skal flytte os. For vi er også hjemme udenfor.

Flyttede mit spisebord i dag. Derhen hvor jeg altid har syntes at det skulle stå. Min nabo hører høj musik med bass booster slået til. Gruer for når underboen kommer hjem fra juleferie og begynder at rocke nedenunder igen. Og hund der er hund og forståeligt nok både gør og klynker fordi det også stikker i de små hundeører. Jeg er enig med hund. Vi er to partypoopere der drømmer om fred og ro og fuglekvidder. Lyden af powertools man bruger til seje projekter HELT UDEN at kunne få en støjklage:) fordi man er omringet af luft og natur:) - og samtidt aldrig selv at skulle skrive en støjklage:) fordi afstand og luft og natur filtrerer al larm:) det er virkelig min drøm:)

[soelvfisk]

Har spist miinto karameller, lakridspiber og tørt brød. Tre ting jeg kan lide. Har fundet på en sang og gået mange ture med sneglad hund. Har været ved at græde to gange. Har sendt en besked til min mor, men ellers undgået al online-kontakt. Fordi det er sådan en dag igen. Har hængt min re-ernærings madplan op på mit køleskab. Og følt mig magtesløs. Gået slalum mellem uoverskuelige u-udpakkede flyttekasser. Og så har jeg set en lang dokumentar om dinosauruser. Det er en okay dag.

Har tænkt på ordet “comfort zone”. Og på hvor heldig man er, hvis man har en comfort zone der faktisk er komfortabel???? Altså - jeg er ved at få en komfort zone hvor jeg sådan er okay med at være ukomfortabel og jeg har ikke lyst til at forlade den??? Fordi??? Jeg allerede er presset?????? Skal ik ud af nogen comfort zone, og lege med ilden og eksponeres for kaos og tage chancer, skal ha en comfort zone. Som faktisk er så tryg, at man ku føle sig modig nok til at træde ud af den på et tidspunkt. Det var bare det:)

[soelvfisk]

Min mor sad i sofaen. “Endelig er det her!”, udbrød hun i begejstring og lettelse - “Fredens år”. Som en fælles manifestering af, at “endelig” er det 2025. Som om det overhovedet var noget vi havde ventet på. Grinede:) Med maverne fulde af lasagne og faxe kondi. Havde ikke regnet med følelsen af et nyt år… men hendes ord gjorde at jeg kunne mærke det. Imod al forventning. Nu føles det lovligt og muligt at tage udgangspunkt i hvad end der gør dette år til fredens år. At leve i fredens år. Tak mor<3 håber det bliver fredens år for alle der ønsker det<3 kram

[soelvfisk]

URGENT HELP SAVE THE LIFE OF MY CHILD.

Dear humanity,

Please Help Me My Son May Die at Any Moment..

I'm Amal, a mother of three children, living under the weight of the genocide taking place in Gaza. 🍉

My son is suffering from a severe and life-threatening injury after being shot by Israeli drones. He urgently needs medical treatment outside Gaza.

Time is running out, and we are facing a critical situation. I am asking for your generosity to help us save him either through a donation or by sharing this urgent plea with others

I beg you, i kiss your feet, to help my son. My son may die at any moment.

I lost most of my family. I'm afraid to lose my son too 🥺

Mohammed deserves to live a happy and healthy life, just like every other child on this earth.

Please Donate now:👇

https://gofund.me/d272a0d1

💔

[soelvfisk]

Hvis jeg havde vidst at det jeg blev udsat for af stenen var ulovligt… hvis jeg havde vidst dengang at levuddnvold fandtes.. hvis jeg havde vidst at hun ville blive ved til jeg var helt knækket… hvis jeg havde vidst at hun efterfølgende ville true mig med at beholde hele mit depositum og presse mig selvom jeg allerede var flyttet… ødelægge min udsigt til at kunne finansiere min flytning… hvis jeg havde vidst noget før, at hun i smug havde postet video af mig uden tøj på i en æstetisk smuk reel uden mit samtykke, hvor hun fortæller at venskaber sommetider bare slutter… uden at anerkende sin egen toxic ass adfærd… hvis jeg havde vidst at der ikke var et venskab at kæmpe for noget før… hvis jeg havde gennemskuet alle de situationer hvor jeg blev taget som gidsel for hendes vrede og manipulation… i biler og mens vi løftede noget tungt og mens jeg spiste mad… hvis jeg havde samlet på beviser og optaget samtaler og screenshottet chats… hvis jeg havde ringet til lægen igen og sagt at de skulle tage mig seriøst… hvis jeg havde lyttet til min mor… for hun havde allerede spottet at Stenen var helt helt off

Hvis jeg havde haft en anden far… eller ingen far… hvis min mor havde sagt fra og fjernet mig fra ham, én gang for alle… hvis jeg havde fået lov at flytte hjemmefra da jeg fyldte 18… troede ikke ægte at jeg var myndig, fordi de stadig bestemte… hvis nu jeg aldrig var blevet voldtaget af min klassekammerat og senere også dudes fra parallelklassen og drugged på fodboldbanen og i byen og aldrig var taget på tinderdate med nøglemanden der holdt mig isoleret i 11 dage… hvis nu jeg aldrig var flyttet med min familie til kristen by og startet i kristen skole og aldrig havde oplevet voksne undervisere fortælle mig at jeg var uren og uværdig og navneløs, fordi jeg ikke er døbt… hvis nu børnene ikke lyttede til de voksne… hvis nu jeg aldrig var blevet råbt ad og misbrugt… hvis nu ingen tissede i mine idrætssko og kastede mad på mit hus… satte ild til min postkasse… hvis nu jeg ikke havde modtaget dødstrusler fra anonyme profiler på gosupermodel - som viste sig at være pigerne fra klassen og ægte fysiske dødstrusler fra drengene i skolegården… hvis nu jeg aldrig havde oplevet et traume… aldrig var blevet ladt alene med min farfar… hvis nu jeg havde vidst at jeg havde autisme og adhd… hvis mine forældre havde vidst det… eller hvis nu mine forældre havde fået en abort, istedet for mig… eller hvis bare jeg var en anden, så var det måske aldrig sket

Hvis nogen havde fortalt mig, at intet af det var okay… så jeg ikke gik og troede at jeg skulle holde ud

Hvis nu jeg aldrig havde delt mine traumer med Stenen, så kunne hun aldrig ha brugt dem mod mig… aldrig have skræddersyet sin vold til at gøre så ondt og være så ødelæggende…

Hvis nu jeg havde fulgt min teenage impuls og taget en overdosis… men så havde der ikke været nogen til at forsvare min lillesøster… jeg sku ha været død inden hun blev født så… eller hvis nu jeg havde haft modet til at anmelde min far? Det havde ødelagt familien… det havde jeg følt mig skyldig og forfærdelig over… hvis nu bare jeg aldrig havde lært at holde smerten ud… hvis nu jeg var et trygt menneske med en tryg opvækst… hvis nu jeg aldrig havde set nogen slå og skændes og storme væk… hvis nu jeg aldrig havde følt mig forladt og fravalgt og straffet… hvis min krop aldrig var blevet kaldt for klam og hvis ikke jeg fik mugne rugbrødsmadder med i skole… hvis jeg istedet var blevet opmuntret til at spise… hvis nu vores hjem ikke var sådan et rod… hvis nu jeg måtte have gæster… og hvis nu bare jeg kunne administrere livet som ung voksen lidt bedre… hvis nu min læge aldrig havde inviteret mig på date under en konsultation og hvis nu min underviser aldrig havde forhindret mig i at flygte og hvis nu jeg aldrig var taget hjem til en utryg person efter at have fundet en døende mand på gaden og hvis nu jeg aldrig var blevet gravid ved en fejl og hvis nu jeg ikke havde været hjemme alene mens der var indbrud og hvis nu politiet ikke var ligeglade og hvis nu verden ikke også gjorde ondt på allemulige andre… hvis nu jeg ku overskue at opremse endnu mere shit

Føler at for hver dag jeg lever, er det som at give passivt thumbs up til min fortid. Som om jeg er inforstået med byrden. Men jeg synes ikke det er okay. Og det er svært at være i live og formidle præcis hvor ikke okay jeg er. Det føles som om den eneste måde at vise hvor lidt jeg kan overskue at sket er sket, er ved at stoppe noget fra nogensinde at kunne ske igen. Får sådan lyst til at dø. Men jeg ved godt at jeg skal leve. Ellers er det utrygge og priviligerede mennesker der ender med at overleve. Lige nu ligger jeg bare og kan ikke overskue det. Et helt liv. Hvor jeg for evigt er en skåret kop og en zebra på samme tid. Har ikke engang ondt af mig selv, for jeg føler mig virkelig dårlig lige nu. Men tænker bare på, at hvad nu hvis… kunne jeg så måske have levet et helt godt liv og været en helt levende udgave af mig? Det hjælper ikke. Og det ændrer intet. Men måske jeg alligevel lærer lidt af at tænke på det. Jeg ved i hvert fald hvordan jeg ikke selv vil opføre mig. Jeg kan mærke hvordan jeg har lyst til at behandle andre. Min samvittighed er hyperaktiv. Sådan føles det. Gør mig umage med alting. Håber jeg bliver meget gammel og meget glad, men det føles altså som en naiv idé… og ikke som en realistisk fremtid. Tror det går galt igen snart, fordi nogen ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Er bange for at være nogens udvalgte. Og at jeg ikke kan flygte. Er bange for at skulle deale med endnu mere shit og sorg og smerte. Er bange for at intet ændrer sig. Og at uanset hvor meget jeg kæmper, så taber jeg. Værdsætter virkelig mine glade dage, men de er ikke hvad de var engang. Det bliver tungere og tungere at bære på… og mere og mere umuligt at lægge fra mig.