soelvfisk

[soelvfisk]

Worst thing I ever did in my life was try to play it cool to protect myself because all that ever did was attract people who also had their walls up or who were interested in people they wouldn't have to actually take care of

[soelvfisk]

when you are most definitely not evil

[soelvfisk]

Jeg har været ved møde hos kommune i dag… Ift. langsigtet bostøtteplan. Fuck en omgang. En konfrontation med hvor sølle jeg er. Hvor sølle jeg har det. At det er værre end for et år siden - selvom det også er bedre end for et år siden. How even. Afstand til ��n slags traumer, opslugt af nogle andre. Godt og skidt på én gang. Men summen af det hele er, at jeg er udmattet. Forklarede at jeg synes en nasalsonde ville være en lettelse. Så jeg ikke behøvede stresse sådan over mad hver evig eneste dag. Det føles så sølle. Især fordi jeg ved at jeg ku ha levet et andet liv. Er virkelig i sorg over min egen virkelighed. Afmagten. Snot og tårer. Tiden der behandler alle forskelligt, på en måde. Havde ikke regnet med at jeg ville ende her. Er bange for at min sammenbidte benægtelse forhindrer mig i at få den hjælp jeg har brug for. Selvom jeg allerede får hjælp. Ved ik. Men de var meget meget søde i hvert fald og jeg følte mig taget alvorligt. Med min mor som bisidder.

Har også sendt en ansøgning til gældsstyrelsen om eftergivelse af studiegæld. Ret desperat. Har meget gæld fordi der gik lang tid før jeg fik handicaptillæg til min SU. Så su-lån var nødvendigt hvis jeg ville tage en uddannelse. Nu føles det som om jeg har slettet min egen fremtid ved at stifte gæld på den måde. Selvom jeg håbede på trivsel. Et sort hul. Ved at det er stort set umuligt at få eftergivet studiegæld. Men da jeg optog lånet troede jeg ærligt at det var realistisk at tilbagebetale. Nu har jeg en sagsbehandler, der synes førtidspension er vejen frem og det føles som et dødsstød, selvom jeg godt kan se at det er tænkt som en støttende foranstaltning. Det konfronterer bare min egen internaliserede ableism og kapitalisme - at jeg kun er værdig som menneske og berettiget til at eksistere hvis jeg kan ~bidrage~. Økonomisk. Til samfundet. Med arbejdskraft. I et fuldtidsjob. Og tilbagebetale min egen gæld og holde mig selv i live på samme tid. Og nu skal jeg erkende at jeg ikke er et nyttigt menneske på den måde. At mine krav til mig selv er for høje.

At jeg går glip af dét liv. Går glip af at spejle mig i de milepæle mine venner oplever. Er så glad på deres vegne. Og så ensom. På sidelinjen. Som om jeg kommer til at stå parallelt med alting.

Jeg føler det er for sent. At håb er en slidt illusion. Og det er så fucking hårdt at kæmpe for at reparere det. For jeg føler mig desperat og naiv og uduelig. Og jeg ved at det er demotiverende for alle at høre om. Så jeg har lyst til at tie stille. Og sove. Indtil den dag der tikker en mail ind i min e-boks, hvor der står, at der er forandring på vej. Ikke bare for mig - men for alle der har det som mig. Hjælp der hjælper. Faktisk - hjælp der hjælper inden at det går galt. Dén dag vil jeg gerne leve. Men indtil da, ved jeg ikke hvor håbet skal komme fra. Så nu er jeg her bare.

[soelvfisk]

Er ikke blevet indlagt. Er stadig bare i kælderen. Sover meget og dukker op ovenpå når min mor lægger puslespil om aftenen. Min far er forsigtig og smiler når han taler. Kan mærke han gør sig umage og jeg håber han kan mærke at jeg sætter pris på det. Synes også det er synd for ham at han ikke er en der kan hjælpe mig lige nu, selvom det er tydeligt at han prøver. Det er en lettelse at han forstår, at afstanden er ret nødvendig. Uden at det bliver kilde til konflikt. Det er sin egen slags hjælp.

Jeg havde opsagt lejligheden efter 7 sølle dage. Måske det er derfor jeg ikke blev indlagt faktisk - min udlejer skrev tilbage og spurgte om jeg ville blive boende, hvis de gjorde en indsats for at dæmpe støjgener. Jeg sagde ja. Selvom jeg lige så godt kunne have sagt nej. Tror det er fordi jeg håber på trivsel. Håber på at indlæggelse ikke er nødvendigt. Har ikke så gode oplevelser med at blive indlagt. Jeg er for dygtig til at være patient uden at være mig selv. Som om jeg er gæst på lægernes arbejdsplads og helst ikke må gøre livet svært for dem. Som om jeg bor på deres kontor. Og så føler jeg mig mega svigtet når de skriver wack ting i min journal. Det bekræfter mig i at de er pressede… eller at jeg ikke kan kommunikere ordentligt. Gad godt være et sted hvor nogen bare synes at jeg gav mening. Det kommer vel en dag. Det tror jeg meget på, fordi dette sted findes:) lige her. Selvom man er alene bag sin skærm.

Jeg synes det er svært at vide hvad der er rigtigt og forkert at gøre, fordi jeg er bange for at tage fejl. Især her mens jeg er isoleret. Men er på en måde lettet over at beholde hjemmet. Lejligheden. Til trods for mine nedsmeltninger. Som om at - okay - nu har jeg en base, hvorfra jeg lige så stile kan lukke op for verden. Jeg skal bare lige blive klar til at flytte derhen. Og så er det jo mega sødt af min udlejer at ville bruge energi på at finde løsninger. Det havde de ikke behøvet at bruge tid på. Men det er vel mere holdbart end at bruge tid på at finde en ny lejer, på en måde? Ved ik. Må bare huske at jeg ikke skylder nogen at blive boende. Hvis nu det ikke går godt. I mine gamle hjem har jeg nok meget følt, at jeg bare skulle sætte mig ned og være taknemmelig over overhovedet at have et hjem. Også selvom jeg var i giga mistrivsel.

De ting jeg skal bruge energi på det næste stykke tid, er at svare på mails, udfylde spørgeskema fra kommune, finde en seng, få en døgnrytme og spise mad hver dag. Omg orker ikke når jeg remser det op på den måde. Sagde til min søster at jeg håber, at jeg en dag får det godt nok til at blive forelsket igen. Så kaldte hun mig en lille scoremis og sagde at det var hun slet ikke i tvivl om:) Jeg ved ikke om jeg er en scoremis, men kan godt lide tanken om at jeg en dag har nok energi til både at være en bedre ven overfor mine venner og kan overskue kontakt med mennesker igen og så oveni det også har energi til at møde et menneske jeg gerne vil være tæt-tæt med. At jeg får energi til at dele ud af kærlighed på allemulige måder igen. Glæder mig til at elske lidt mere højlydt og tydeligt. Intentionelt. Det er svært at være væk fra den slags.

Græd i går fordi jeg ikke kunne spise andet end persille uden at få brækfornemmelse. Det er tanken om mine tænder der blander maden med spyt når jeg tygger. Forvandler tingene til noget andet end det jeg puttede ind i min mund. Da jeg var lille havde jeg set et closeup af toast med smeltet smør under et mikroskop og jeg har ikke spist toast med smeltet smør siden, fordi jeg stadig kan huske billedet. Det lyder så dumt. Og jeg føler mig SÅ dum, når den slags forhindrer mig i at passe på min krop. Mig selv. Jeg kunne være et menneske i trivsel, men det er jeg ikke. Og jeg føler det er mig selv der står i vejen. Selvom jeg godt ved, at alt lige nu er en reaktion på nedern ting. Der er intet at sige til, at jeg bliver irri på mig selv. Jeg forstår, når folk siger jeg skal tage mig sammen. Så sidder jeg der i sengen i min søsters skab og spiser persille med tårer i øjnene. Det er jo skørt og frustrerende på samme tid. Fordi jeg ved at min krop er sulten efter mere end det, men alt hvad jeg kan fordre mig med, giver mig det der bræk-savl i kinderne. Så er det bare vildt meget man skal tage sig sammen i løbet af en dag, når alt kræver den slags energi. Fysisk og mentalt. I dag har jeg spist 1dl havregryn med mælk og halvdelen af en lille skål med røde linser og kylling. Og drukket vand og pepsi max. I går spiste jeg persille og en twix. Men jeg får hjælp. Jeg har en madplan jeg skal følge i den nye lejlighed. En re-ernærings-madplan og derefter en vægtøgnings madplan. Kost-vejledninger. Cool stuff. Ja. Hm. Men ja, vil gerne være dygtig til at passe på mig selv. Og føle at det er holdbart. I hele livet. Også hvis det indebærer indlæggelse. Også hvis det indebærer flytning. Også hvis det indebærer perioder med afstand og stilhed. Det er svært at følge et kort, hvis ikke det passer med det terræn man står overfor. Så stopper kortet med at være trygt at have. Og så må man prøve sig frem, istedet for at klamre sig til et perspektiv der ikke stemmer overens med virkeligheden. Tror stadig lidt at jeg holder fast i et kort, som jeg skal forsøge at lægge fra mig.

[soelvfisk]

Fakeprofilen var mega spam og den findes slet ikke mere og det er heldigt. Var meget rå lige dér, da jeg blev informeret om den. Fordi jeg jo var øm over at vende tilbage. Til internettet og verden på en måde. At føle sig øm og passet på det ene øjeblik og rå og udstillet og brugt det næste. Modsatte oplevelser på én gang. Midt mens jeg lå alene på en madras i den nye lejlighed uden hund og med kun to mandariner i maven. Sådan en “jaja, jeg kan selv” dag, som jeg slet ikke kunne selv alligevel. Det håndterede jeg ikke så godt.

Jeg var glad for tanken om en lejlighed og så blev jeg ængstelig ved tanken om at flytte ind. Det føltes meningsløst at prøve på at bo selv, når jeg havde det så skidt. Nu er det 7 dage siden jeg overtog lejligheden og i dag sendte jeg min opsigelse afsted til udlejer. Flytter ud i weekenden. Og bliver indlagt næste uge. Forhåbentligt. Psykiatrien har det med at sende mig hjem, fordi jeg er for “kær og venlig”…. Min default høflighed får mig åbenbart til at virke “rask”. Problematisk.

Føler jeg har en ret skarp 7 dages radar på boliger. Hvor jeg kan mærke at jeg har begået en kæmpe fejl. Og at det kommer til at ruinere mig energimæssigt og økonomisk. Men at jeg må ud. Denne gang var det en blanding af hvor skidt jeg har det og det fact, at min underbo er sådan en to meter høj restauratør der æder menneskers livsgnist til morgenmad. Det var ham der skældte mig ud på gaden. Han spiller højlydt far-rock der runger i gulv og vægge og jeg er ikke parat til at betale en hel masse i husleje bare for at få lov at føre krig mod ham. For jeg ved at han vinder. Han er ikke et hensyns-menneske. Han er et “jeg vinder, når jeg råber - du taber, når du græder” menneske. Og jeg græder hele tiden.

Jeg vil leve roligt og ubesværet. Og helst ikke i nærheden af mænd der kun lytter til andre mænd.

Flytter. Så har jeg flyttet 6 gange på et år. Udmattende. Tænk at jeg lod Stenen beholde mit drømmehjem. Som jeg havde knoklet for at finde. Ak. Tænk at jeg overhovedet brugte kræfter på det shit. Jaja. Jeg forstår mig. Jeg troede, der var noget at kæmpe for. Men har lært at man ikke skal kæmpe for ting, der giver én lyst til at dø. Not worth it. Man kan ikke redde en relation alene. Man skal ikke bevise loyalitet og trofasthed, hvis det indebærer så meget smerte.

Vil spare sammen til en iPad så jeg kan spille stardew valley. Vil besøge min kræftsyge mormor og skåle i de kalorioholdige drikke fra apoteket, som vi begge drikker. Vil tænke på min morfar. Har købt brevpapir med sommerfugle på, så jeg kan skrive breve til folk nu hvor det er så svært for mig at åbne og læse og svare på beskeder… og være online. Og så vil jeg forsøge at rumme verden bid for bid, så jeg på et tidspunkt tør ting igen. Vil så gerne vise min taknemmelighed og give tilbage.

Fortalte min mor i dag om tumblr. Vi græd sammen. Over situationen. Søde mennesker herpå. Som passer på hendes datter. Det var spcielt. Jeg fortalte om hvordan det er, når nogen ser noget i ens adfærd, som man er vant til bliver overset. Hun kunne relatere på en anden måde. Der blev bygget broer. Føler også der er broer her. Det er vigtigt<3

Nu går jeg i seng. Godnat tumblr. Jeg tænker på jer alle og håber at i lander blødt og drømmer sødt. Håber sådan at lige pludselig en dag, så kan jeg mere end jeg kan nu. Kram

[soelvfisk]

Jeg vil gerne svare på søde kommentarer og beskeder, men tager lige en tudetur fordi besked nr 2 jeg åbner, vitterligt er screenshots af mine ÆGTE billeder der bliver misbrugt på instagram til at promovere OF… og jeg har været offline så længe at jeg ikke har kunne forsvare mig selv eller anmelde det!?

Føler min vilje og min selvbestemmelse bliver taget fra mig så fucking nemt??? Hvad ER det for noget????? CAN A GIRL GET A BREAK HALLO.

Taler om det med min psyk asap og får poli ind over om nødvendigt… men kommer ikke lige til at være tilgængelig indtil jeg har fået styr på hvad i alverden der sker og fundet mere ro i hvor latterligt det er at man er så skrøbelig online.

Der er endda oprettet en fake profil på dansk og alt muligt… panik i mit indre.

Vil prøve ikke at lade det være altoverskyggende, men wow hvor er det dårlig timing. Bitter smag i munden. Frygter at Stenen står bag. Frygter hvem der har set det og HVAD der ellers er??? Frygter hvad i morgen bringer og hvad dagen kræver af mig.

Men nu undgår jeg lige panik i mit ydre. Kan intet gøre lige nu. Er for træt og påvirket.

Nu ved i det også. Omg hvad er verden.

[soelvfisk]

Hej lille tumblr🤍

Undskyld. Jeg er så ked af hvordan jeg lod alting hænge som et ekko af altomsluttende håbløshed. Det var en afsked. Det er uhyggeligt.

Jeg tog et kæmpe kæmpe dyk. Men jeg er her. Og jeg får hjælp<3

Jeg ryster mens jeg skriver dette, for jeg føler mig meget ramt af alvoren i det er sket og hvordan forskrækkelsen slår rødder langt dybere end man kan se når man er deprimeret. Det har jo tydeligvis ikke kun ramt mig og mine nærmeste.

Kæmpe undskyld. Mine ord og mit efterfølgende fravær herpå, har været kilde til en type bekymring og afmagt som ingen fortjener at sidde med. Uvisheden.

Jeg er på benene og ligner ikke én der har haft det så skidt. Det er uhyggeligt hvor nemt det er at “skubbe væk” og derfor også skræmmende hvor usynligt det kan blive. Ingen ser at man er et ømt menneske, bag en kæmpe vinterjakke. I dag handlede jeg i føtex. I forgårs fik jeg skældud af en mand der ikke synes hund måtte tisse på gaden. Livet er meget surrealistisk at være i, når man har været tæt på at vælge det helt fra. Og jeg kan være skræmt over at lige en der er okay… som om det der skete ikke var alvorligt. Men alvoren runger stadig. Forskellen er bare, at “i live” er en ret okay måde at have det på.

Lige nu er jeg så lettet over at jeg stadig er her. Jeg har håb.

Tak for jer<3 Jeg føler mig meget passet på. Græder.

Jeg håber i kan tilgive mig for den afmagt og forskrækkelse jeg har været skyld i. Og selv hvis det ikke kan lade sig gøre, kan jeg sagtens forstå det.

Undskyld og kram fra mig

[soelvfisk]

Farvel<3 og tak lille tumblr for at være et safespace midt i mørke.

Jeg fandt mit sprog igen her og fyldte lidt mere end jeg ellers havde turde.

[soelvfisk]

Troede hund ku holde mig i live. Men hund får også et ok liv uden mig. Man kan sagtens findes uden at jeg også findes.

Nu har jeg været stille i et år. Troede stilheden ku holde mig i live. Jeg har det lige så skidt som dengang. Det orker jeg ikke blive ved med. Altid hellere at ville dø. Det er synd for alle dem som helst vil leve, at jeg går her og fylder. Uden at være hverken glad eller nyttig.

Føler jeg er en dødsfrugt der modner, dag for dag, indtil jeg er klar til at falde af den her gren. Måske hænger jeg et sted, hvor livet ikke helt kan nå ud. Hvor der aldrig helt var nok lys.

Jeg er imponeret over hvor længe jeg har forsøgt at være til. Har kæmpet en masse. Det var godt nok. Nu føler jeg at jeg kan træffe et informeret valg. Et informeret fravalg.

Det er bedst på den måde.

Lettere at forstå. Kan ikke blive ved med at være her og være væk på samme tid. Vil bare være væk.

[soelvfisk]

Jeg orker ikke at være her

Der er en uge til at jeg flytter

Og jeg orker ikke

Jeg er færdig

25.10.24 er nok

[soelvfisk]

Føler det er min pligt at slutte fred med min egen fortid

Ikke at det nødvendigvis er en mulighed

Da jeg var yngre tænkte jeg, at selv de mænd der har rørt mig mod min vilje, er kilde til kærlighed i nogen andres liv end mit

Som om det ændrede noget

Nu er jeg ældre og jeg beundrer mit fortidsselv

Men jeg ærger mig også over al den vrede jeg har udskudt

Jeg sluttede ikke fred dengang, jeg accepterede smerte som et livsvilkår fordi det gjorde for ondt at standse ved tanken om at selvsamme smerte kunne ungåes

For jeg kunne jo ikke undgå den

Det krævede at andre lod mig være

Og den slags kan jeg ikke vælge på deres vegne

Så jeg konstaterede det som en præmis for min eksistens. At jeg aldrig bestemmer mest over mig selv. Og at jeg aldrig kan træffe valg på andres vegne, fordi jeg ved hvor meget det skader

Nu ligger jeg og tænker på at jeg ikke passer ind

Jeg vil ligge i en dal og være modstand til en brise

Føler at folks blikke er som våben

Folks ord giver mig sår

Mine tanker bliver til tjære

Og himlen renser det hele

Stjernerne

Månen

Horisonten

Stilheden

Hund og natur

I byen bliver jeg syntetisk

Fordi det gør ondt at lade være

Ved havet føles det hele som noget der er overstået

På den måde ved jeg godt, hvor jeg helst vil være

[soelvfisk]

Forestillede mig at få et brev fra alle jeg kender… hver og én… min fyldte postkasse… at de skrev i bred enighed om hvor svær jeg er at kende og at nu vælger de mig fra.

Og jeg følte mig så lettet på deres vegne. Og så lettet på mine egne vegne.

Der findes intet jeg kan forstå mere end det<3

Det ville give så god mening.

Føler mig som en gigantisk imposter. Et dårligt menneske som ingen tror på er råddent. Engang var min krop lækker nok til at den kunne elskes, men uden min krop er jeg kun træls. Fin krop fik mig til at føle mig endnu mere imposter. Rask krop.

Jeg er sikker på at jeg er dårlig.

Men synes også at verden er ret dårlig.

[soelvfisk]

ORKER IKKE SANSER. BLIVER SÅ TRÆT

[soelvfisk]

Skrev om Stenen. Slettede det. Tør ærligt ikke lade det eksistere. Føler det er mit ansvar mentalt at slette hele den oplevelse. Som om, at det er strengt af mig at huske noget hun helst vil have jeg glemmer.

Ikke fordi man må behandle mig som hun gjorde, men nu er det sket… og så er der ligesom ikke så meget at gøre ved det.

[soelvfisk]

På listen over ting der gør mig deprimerede:

Antidepressiver, at være kæreste med mænd jeg ikke skal være kæreste med, at være hjemme ved mine forældre, at glemme at spise min medicin i lange perioder, at mangle en tryg base, at mangle struktur og rutiner, ikke at have et sted at udtrykke mig frit, når jeg ikke har energi til at passe og pleje mig selv i lange perioder føler jeg mig forrådt af min krop og mine behov, verden, sociale medier når jeg ikke selv har noget at dele - som om jeg bare er tilskuer for evigt, alt og alle der har noget at gøre med Stenen, store forsamlinger hvor alle er “glade”, deadlines og forventninger, min fortid, tanken om min fremtid, når jeg tænker for meget over samfundet og politik og uret-fucking-færdighed, autoriteter der misbruger magt, min fødselsdag og højtider og ferier, økonomi, min egen passive stilhed, at tænke for meget på hvordan jeg ku ha haft det eller hvor i livet jeg ku ha været hvis småting havde været anderledes, sygdom, psykiiiisk og fysisk voooooold

[soelvfisk]

Drømte så gennemtrængende om at være i et forhold med Bjørnen og det var FORFÆRDELIGT. Wow hvor kan relationer forandre én. Man har virkelig al ret i verden til at være kræsen og fuld af grænser. Man må gerne ombestemme sig. Nogle gange skal man kæmpe for at ting bliver gode igen og andre gange er kampen ikke kærlighedserklæringen værd. Ikke hvis man komplet mister sig selv undervejs. Min drøm gav mig ægte ick over hvordan Bjørnen behandlede mig i virkeligheden. Tak drøm.

[soelvfisk]

Deler seng med skrald. Det kunne godt lyde som diss til et situationship, men jeg mener det bogstaveligt.