soelvfisk

[soelvfisk]

Jeg har tegnet mit drømmehus og undersøgt priser på mateialer. Nye og brugte. Shit hvor er velux vinduer fucking dyre. Der er 15 vinduer i mit hus. 4 forskellige slags. Og to vinduespaneler i taget. 6 døre inkl. 3 indendørs-døre, en hoveddør, en skydedør ud til haven og en altandør til lille altan ovenpå.

Mange af vinduerne kan man finde brugt. Og dørene også. Vil male dem så de er hvide indvendigt og lyseblå udvendigt. Ved ikke om det giver mening at bruge penge på. Men tanken gør mig glad.

Der er 5 rum i mit hus. Et badeværelse, et alrum i åben forbindelse med en gang der drejer i en runding og bliver bryggers, fra bryggerset er der adgang til værksted/atellier. Entreen er også i denne gang. Et badeværelse. Et værelse med trappe til overetagen som er soveværelse. Bum.

Jeg kan lide flowet. At man i løbet af en dag, ikke rigtigt kan undgå et rum. Og at der er masser af lys, samtidigt med at man ikke føler sig lukket inde i en glasboks. Alle vinduer er strategisk placeret.

Jeg synes det er svært at forlade et rum for at gå ind i et andet. “Dead ends”. Den følelse kan jeg ikke lide. Jeg kan lide følelsen af: herfra hvor jeg står, kan jeg tage mange valg. Gå i mange retninger. Bruge min tid på mange måder og nemt forandre mine omgivelser ved at læne mig ind i plantegningens flow. ADHD venligt. Huset som en guide. Og overetagen som en hellig åben zone. Sydvendt altan og terasse. Udsigt til himlen fra sengen.

Gad sygt godt bygge det. Der er ca 95 kvm bolig. Hvilket jeg faktisk synes er vildt meget. Men det kunne godt skaleres ned. Nu har jeg bare tænkt stort.

Det er ikke et familievenligt hus, men hvis det blev nødvendigt kunne overetagen deles i to med en skillevæg. Det gider jeg da bare overhovedet ikke at tage hensyn til lige nu tbh. At bo med en dum unødvendig væg der afbryder min luft uden grund. Nej tak.

Og så skal hund have en hundekurv ovenpå og en hundekurv nedenunder og en hundekurv i værkstedet.

Haven skulle være fuld af frugttræer. Et beskedent kirsebærtræ (hvis det findes! Synes altid kirsebærtræer er overvældende, men elsker kirsebær). Et æbletræ. Jeg er en basic bitch - vil bare have elstar æbler. Behøver intet fancy, men skal lige undersøge, for mine oldefædre havde planteskoler og frugttræer og lur mig om ikke der står noget i de bøger jeg har arvet. Og så vil jeg have et nøddetræ. Valnøddetræ fx.

Vil også have en hindbærbusk. En lille plot jord på grunden til at så kartofler og rødbeder og jordskokker. Gulerødder i højbede:) og kål hvis jeg kan undgå kålmider.

Vil have en stor busk med lyselilla syrener. EJ! Måske jeg skal tage stiklinger fra min mormors have, så det er PRÆCIS de planter jeg vil have, som jeg ender med???? Kan jo gro dem i mine forældres drivhus indtil de er klar til at få et hjem i en udendørspotte og senere blive plantet ud!!!

JA JA JA<3

Og så vil jeg lave marmelade og vin og chips og suppe og dele det med alle jeg synes om:)

Skal også have vildt meget persille.

Det bliver en oase.

[soelvfisk]

Hvis man synes verden er wack og man går og savner håb og ik ved hvor man skal finde det, så vil jeg virkelig anbefale at lytte til the telepathy tapes. Vanvittigt podcast - og jeg lytter normalt aldrig til podcast, fordi min hjerne føler sig invaderet og begrænset. Men her har jeg følt mig helt heldig. Som om jeg fik indblik i noget der før var ude af min rækkevidde.

Har grædt over hvor smukke indre liv der findes og hvor hjerteskærende det er at vores samfund forholder sig til sandhed og virkelighed på sådan en rigid og profit-centreret måde, som gør at vi ender med at GÅ GLIP.

Og nu sidder jeg her med håb:) fordi vi ikke kan gå glip for evigt og det her podcast føles som et monumentalt skridt i retning af at stoppe med at gå glip.

Call me delulu, men seriøst - det hjælper.

[soelvfisk]

Glatter tøjet ud på sengen og forestiller mig hvordan stoffet ville føles mod min krop. Det er en selvfølge, at man klæder sig på til dagen. Mit skab bugner med farvet tøj i uendelige afstøbninger. Det var min leg. Klæd ud. Mig som min egen barbie. Eller bratz, somme tider.

Beundrede mit værk i spejlet. Tænkte: en dag vil jeg have langt hår igen. Men klipper det altid af så det kilder mine skuldre og svinger om mit ansigt.

Aftenen stiller andre slags krav. Tøjet skal af. Spejlet viser mig mit trætte ansigt. Det milde lys fra min sengelampe fremhæver måske noget dybde i mig, som dagslyset fik til at forsvinde.

Det var en del af rutinen. Jeg vågner og leger. Jeg anerkender aftnenen ved at runde af.

Nu viser mit spejl mig noget jeg ikke kan holde ud at se på. Én jeg ikke vil lege med. Men jeg ved at det er mig. Tænker: pyt med spejle. Aer for hund og lander lidt mere i min krop dag for dag.

Gad vide hvordan det ender.

[soelvfisk]

Jeg tror der er et lille dyr der er gået i hi i mit bryst. Først flygtede det i skjul i en hule i mit indre. Og blev der helt indtil vinterens mørke og kulde lullede det afsted i en dyb søvn. Svært at vågne. Sulten men sovende. Svært at spise når man sover. I ny og næ lige vågne for at lade sne ramme tungen. Kan se hvordan dens pelsede krop langsom rejser og falder med hvert åndedrag. Den ligger krøllet sammen som en lille rund bold. Den er i sikkerhed, men den ved det ikke helt, før den vågner ægte og opdager at den stadig findes. Og at foråret kom. Øjnene der ikke har set sol i halvandet år. Lille dyr.

Jeg tror mine læger har forsøgt at vække det forgæves. At dyret vidste at vinteren havde ramt mig, før jeg selv vidste det. Og jeg forblev vågen som en forskrækket skygge der forsøgte at være menneske. Nu drømmer jeg om et sted hvor lyset kan ramme os begge to.

Engang vågnede jeg til udsigten af to velux vinduer dækket til i sne. Det smukkeste. Lå under min varme dyne i 2022 og lod min krop omslutte af den kolde luft da jeg trådte ud af sengen. Det var som om verden sagde: der er ikke noget at se i dag. Og jeg var uenig, for jeg havde set præcist hvad jeg trængte til at se.

Min forundrede hjerne der vidste at min tid skulle bruges indendøre. At byen gemte sig under sneen sammen med mig, og her havde jeg i sinde at blive.

Dengang puttede jeg mig synkront med det lille dyr i mit bryst. Som en symbiose. Som om vi skålede i te og var enige om at bruge eftermiddagen på at tage en lur.

Men jeg har gået og tænkt at jeg skulle være noget andet for at være rask. Være noget andet end træt og medtaget og lille. Nu ved jeg at dyret har haft ret hele tiden. Mødte en værre ræv. De er alle vegne. Og jeg har bare ikke skarpe tænder, så faktisk giver det ikke mening at stole på, at ræven ved vi er ulige konkurrenter. Og derfor lader mig være. Jeg er en tykpelset slags hamster-agtig mus. Og jeg vil passe bedre på mig selv end en ræv har tænkt sig at passe på mig.

Smiler til det lille dyr.

[soelvfisk]

En tilføjelse til noget af det der triggede mig med min far, var at han sad med sin morgenkaffe og fortalte mig helt roligt og priviligeret om at han godt kunne finde på at arbejde for en våbenvirksomhed. At det var han ikke længere afvisende overfor.

At han sad og smagte på hvordan det ville være at sætte sine tech-guy mega pro-AI hjerne i gang med at udvikle våben. Jaja - han ville arbejde med funktion og data og model-udvikling behind the scenes. Men det ændrer ikke på at han ville være et led i at fremtille ting med henblik på at dræbe mennesker.

Midt mens han selv har en selvmordtruet datter der sidder uden øjenbryn og lægger puslespil og græder over folkemord og ulighed og diskrimination.

Midt mens hans egne forfædre var ofre for fullblown folkedrab??? FLYGTEDE FRA OG DØDE I FANGELEJRE!?

Han sidder iført sin morgenkåbe med sine fødder hvilende på sofaens armlæn, mens han i afsky fnyser over hvor mange dumme mennesker der findes. Guess what far, langt størstedelen af dem udøver ikke systematisk psykisk vold med vilje. Han har været legusterhæks-diktator bag mit barndomshjems røde murstensvægge på en måde han slet ikke fatter er langt mere modbydelig end at være “dum”. Fordi han er klog nok til at vide at hans adfærd skal benægtes og holdes skjult.

Jeg vil langt hellere have haft en “dum” far der ikke gad arbejde med våben og som havde givet mig et kram istedet for at råbe mig ind i ansigtet.

Er uenig med ham og bliver vred på bagkant. Han er ikke imod krig, for han synes krig er uungåeligt. Og så fortæller han mig at vi nok ender i en verdenskrig inden for de næste 10 år. Sipper sin kaffe og scroller på sin telefon. Det var hans svar på mig der forsøgte at lukke samtalen.

Han har altid gjort den slags. Fortalt mig ting og ladet som om det bare var roligt.

På vej til skole. “Her blev et barn kørt ned i en højresvingsulykke og moderen endte med bare at stå og holde en arm uden barn i den anden ende”. Køligt. Og så blev jeg sat af alene parat til en dag i skole.

Tak for den information far. FUCKING UTILREGNELIGT. FUCKING UTRYGT. GLEMMER DET ALDRIG. Og han husker knap nok at det er sket.

Jeg vil tage en lur nu. Er så træt. Jeg kender min far og hans adfærd, men det betyder ikke, at den ikke forstyrrer mig. Min farmor gør det samme men på en mere tragikomisk måde.

Med munden fuld af morgenmad bliver man kapret som hendes publikum mens hun levende fortæller om hundredevis af sæler der hopper ud i den visse død. Føler min far har taget det til next level. Familie hva.

[soelvfisk]

Jeg føler ikke at tilgivelse er noget jeg kan vælge. Jeg føler at tilgivelse er et state of mind. Jeg kan ikke arbejde mig imod det eller tvinge det, for tilgivelsen er aldrig mit ansvar. Den er ikke i min magt. Den er fasttømret til mine værdier og mine følelser og min bevisthed og min samvittighed. Jeg kan ikke love min tilgivelse væk. Det har jeg lært. Det er lidt hårdt. Omstændigt. Men helende at vide.

Tilgivelse er noget jeg opdager er sket, uden at jeg lagde mærke til det.

Tilgivelse kan også være noget der sker, når jeg får ny information. Kontekst.

Tilgivelsen kan også ske når jeg indser noget jeg manglede at indse. Fx en erfaring der nuancerer mit perspektiv. En erkendelse.

Men essensen af det hele er, at tilgivelsen er noget der sker. Jeg styrer den ikke. Jeg kan ikke vælge hvornår den opstår.

Og al “tilgivelse” som er en aktiv ting, er ikke tilgivelse i mine øjne. Det er forsoning. Forsoning kan jeg vælge - men man er ligesom to der skal være fælles om at vælge forsoning.

Man er ikke to om at “vælge” tilgivelse. Man er alene og det tror jeg er mega vigtigt.

[soelvfisk]

Klokken er 9.25. Jeg har råbt i dag. Grædt og råbt helt desperat og opløst. Min far passede ikke på mig og pressede mig og fik mig til at føle mig fucking dum, som om min subjektive oplevelse ikke er “faktuel” nok - midt mens jeg forsøgte at forklare ham om hvorfor jeg ikke har tillid til verden. Og han insisterede og splittede det hele ad, istedet for at nærme sig mig og mine oplevelser med ro. Så kom min mor. Og så gik hans gaslighting show i gang. Om hvordan jeg afbryder og miforstår og forvrænger - når jeg vitterligt har siddet med tårer i øjnene og lagt puslespil og forsøgt at blive tydelig og stoppe ‘samtalen’. Jeg ville bare være tydelig. Og han ville ha ret. Det er to helt forskellige måder at tale sammen på.

Men ydmygelsen. Og min mor som publikum. Han fremhævede så mange usle ting som slet ikke var sket og sagde at han aldrig kunne finde på at opføre sig sådan som jeg oplevede ham. Benægtede som om jeg var sindssyg. Jeg stod bare og følte mig skør. Og så blev jeg overtaget af vrede og sorg. Og så råbte jeg af ham, at hvordan fanden kan han tænke at det er meningsfuldt at gaslighte sin selvmordstruede datter for at beskytte sit eget forbistrede ego. At nedgøre og angribe og bagefter benægte. Hvad regner han med?

Idiot.

Så gik min krop i gang med at hyperventilere på den der PTSD flashback panik måde hvor jeg væltede ned af trapperne og troede at jeg skulle dø. Voldsomt kontroltab. Og jeg følte at den reaktion bekræftede alt han havde sagt. Jeg følte mig som et umuligt udueligt ødelagt menneske. Som om jeg ikke engang findes i den ægte virkelighed.

Låste mig inde på toilettet.

Frygtede alt.

Verden blev lille om mig.

Lige nu er jeg kun træt. Frisk luft i mine lunger fra havedøren der står åben. Det endte med at jeg kom ud. Som jeg altid gør. Og at min “titten frem” fra mit skjul, blev til min fars mulighed for at tale om sin egen barndom igen. Som om jeg ikke har lært at det for evigt vil være hans forsvar for hvorfor han behandler mig voldsomt, istedet for hans grundlag for at vide præcis hvordan han burde passe på mig.

Har siddet i halvanden time i et skab på 6kvm med begge mine forældre. Og min mor hørte også præcis hvad det er for en fortælling min far losser af hver gang. Mine helende ord var: Far, jeg kender dig. Jeg kender lyden af alle dine fodtrin. Jeg ved hvad det betyder når du vipper din fod og drejer dit hoved og sukker og kigger dig over skulderen. Jeg kender dig. Jeg har hørt om din fortid og jeg forstår dig. Du er ikke et mysterie for mig. Intet af det du siger føles som en undskyldning eller en forklaring længere. Jeg har lært at tage hensyn til dig. Problemet er bare at jeg ikke er forældreren her. Jeg er barnet. Jeg var barnet. Og du var den voksne. Og nu er vi begge to voksne. Og alligevel er det som om at intet har ændret sig - selvom jeg er levende bevis på, hvor store konsekvenser din adfærd har haft. For i dine øjne udøver jeg volden mod dig bare ved at eksistere. Fordi jeg altid minder dig om din egen barndom. Min smerte minder dig om din smerte. Du kan ikke kigge på mig uden at se dig selv. Og det er ikke mig der kan ændre det. Jeg fortjener ikke din vold. Jeg har altid fortjent noget der var bedre.

Og jeg gav slip.

Jeg vil gerne have en tryg relation med dig. Men hvis ikke den er tryg, så vil jeg ikke have den.

This changed everything.

Han lovede at vi skulle snitte træfigurer og se serier og lave god mad. Men den slags løfter er exxtraaa på en måde som jeg ikke synes er tryg. Jeg vil bare have det slasket og roligt.

At jeg kan være mig selv og være tryg i nærheden af min far på én gang. Faktisk: alle steder. At jeg kan have det sådan alle steder. At alle kan have det sådan alle steder.

Jeg tror bare jeg sluttede fred til sidst. Og han var træt. Han skulle arbejde. Og gik ovenpå.

Min mor blev. Hun arbejder også hjemmefra så jeg ikke skal være alene med min far. Hende elsker jeg højest. Jeg er ik ked af det længere. Jeg synes det er trist, ja - men det er sandt.

Tænk at hun blev. Det helede mest. At hun ikke forlod mig. At hun ikke tænkte “det her er mellem jer” og bare tog væk. Hun blev.

Tænk at min far har bandomsknas med sin far. Og bruger det som forklaring. Velvidende at hans far også var grov mod mig. Og at jeg ikke kan ændre noget af det. Men at HAN i det mindste kan ændre MIN relation til MIN FAR. Som er ham. Hvordan kan han overse den mulighed??? At han er min far? At han er privilegeret nok til at kunne snakke om sin far til en der ikke er hans far???? Mens jeg sidder og skal snakke om min far MED min far??? Hans smerte er væk fra vores relation. Min smerte er MIDT I vores relation???!!!! Og HAN er den der kan ændre det??

HVORDAN KAN HAN IKKE SE DET. How.

Han har valgt at det er ham det er synd for. Har engang trøstet ham mens han hulkede over at være en dårlig far. Efter det dér gigantiske skænderi i udlandet hvor han jagtede mig. Jeg trængte sguda ikke til st trøste ham lige dér!? Jeg trænger ikke til at trøste ham!!!!

Han skal stadig ikke møde mine fremtidige børn. For jeg kan ikke tilgive ham. Men så længe han kan være rolig og okay med det, vil jeg gerne kende ham. Det er hvad han kan få. Og han vælger selv om han vil kaste det væk.

[soelvfisk]

Drømmer virkelig om et hjem der føles holdbart. Kan ikke forestille mig hvor uendelig den længsel må føles for folk der slet ikke har et hjem. Eller har mistet det. Og menneskerne de elsker. Mens verden så på.

Jeg har købt chips og dip som jeg ikke har spist af endnu. Men har spist 3 fastalavnsboller helt selv. Og det føles så dumt. Nåh, hvad lavede du i januar 2025? Dét her. Jeg lavede dét her. Fordi jeg ikke rigtigt kunne andet, end enten at ligge ned og se serie på min tele eller ligge ned og sove.

Og jeg er heldig.

I morgen skal jeg til psykiater igen. Mega tidligt. Skal vejes. Så tror det er vigtigt med de chips. Vil fortælle hende om projektet med kommunen. Men også om at… ja. At jeg ikke ææægte har det anderledes. Når vi ses hver uge, stresser jeg. For jeg føler ikke at jeg kan nå noget, før jeg bliver konfronteret med at jeg intet har nået.

Ingen døgnrytme. Ingen struktureret spisning. Ingen vægtøgning. Ingen forbedringer.

Og jeg er heldig. Jeg ved jeg er heldig.

[soelvfisk]

Jeg tror jeg er afhængig af popcorn.

[soelvfisk]

Vores omgivelser har indflydelse på hvordan vores mad smager og hvordan vi oplever dét at spise. Når vi tager på restaurant mm er der jo også en hel stemning i indretning. Altså. Og så googlede jeg det og fandt en studie om at folk synes appelsinjuce smager bedre udenfor end indenfor. Og jeg kan ikke huske om jeg nogensinde har drukket appelsinjuice udenfor, men har da helt fomo nu.

Og så tænker jeg på hvor VIGTIGT det er at sørge for at man har de bedste og mest behagelige forudsætninger når man spiiiser. Farver man synes om og no stress stimulerer hjernen. Til at smage mere på maden. Være mere tilstede.

Gad godt at bo på en måde hvor min hjerne bare var “ja taaak” alle vegne jeg kiggede. Et sted med masser af naturligt lys. Og ingen larm overhovedet. Vil ikke kunne høre elekticiteten og vil have mit tv på lydniveau 8. Max. Medmindre jeg har gæster.

Engang skulle jeg have tjekket min hørelse fordi jeg havde fået en nerve i klemme i mit højre øre som gjorde at alle lyde blev forvrængede. Det gjorde mig svimmel og fuckede med min balance. Det lød som om at alle der talte til mig var long lost slægtninge til alvin og hans jord-egern venner. Medmindre de hviskede i mit venstre øre. Så lød det almindeligt.

Lægen brugte et stemmejern og jeg skulle sige når lyden stoppede. Han anslog stemmejernet. Og mindede mig så om at sige til når lyden stoppede. Men jeg kunne stadig høre lyden, så derfor havde jeg ikke sagt noget. Vi måtte starte forfra. Og han sagde at han godt kunne forstå at lyde forstyrrede mig, fordi min hørelse åbenbart er abnormal. På begge ører. Som om at når lyden bliver lav, så skruer min hjerne op for lyden ved at hyperfokusere på den… og så lytter jeg videre.

Jeg tror det er en traumeting og en autisme ting. Jeg skulle lære at genkende hvilke fodtrin, hvor i huset. Hvilken måde dørene blev lukket og åbnet. Om stemmerne skændtes eller ej. Om jeg er alene eller ej.

Men ja. Det fortyrrer mig tit i at slappe af. Og derfor kan jeg heller ikke rigtigt spise når ikke jeg har slappet af. Føler at lyd og larm forhinder mig i at nå ind til den rolige del af min hjerne. Som har overblik og overskud. Og sådan er det måske også visuelt. Rod larmer i mine øjne. Og forstyrrer mine sanser så meget at mad og smag og teksturer og konsistenser bliver helt uoverskuelige at forholde mig til. + den manglende evne til at foretage noget som kræver at jeg skal tackle endnu flere input.

Det var bare det. Gad godt at bo trygt og leve trygt og at alle kunne leve trygt og behageligt og føle sig værdige og passet på. Yesyes bum bum det var det:)

[soelvfisk]

Er ret optaget af grotter og selvbyg for tiden. To helt forskellige ting. Det ene indebærer at jeg undersøger typer af fundament og fx forskellen på beton og cement etc. Den anden indebærer at jeg undersøger hvilke typer af gas man kan støde på i klippe- og bjerg-grotter og om der findes grotter med regn. Og DET GØR DER. Så det kan man jo tænke på, hvis ikke man lige ved hvad man skal tænke på. At der findes grotter med søer, hvor vandet fordamper og bliver til skyer som regner… inde i grotten. Uagtet om der er regn uden for grotten. Grotten har simpelthen sit eget vejr<3 wild siger jeg bare:)

Det var det! Now u know.

[soelvfisk]

Jeg skrev til kommunen for nogle uger siden. Fordi jeg fik en idé:) Ret komplekst, men med natur og fællesskab og inklusion og ro som formål. At kunne færdes trygt og meningsfyldt i sin by. Og efterlade små spor, så man kan se at man ikke er alene, selvom man er “alene”.

De svarede først, at mailen var blevet sendt videre til den rette afdeling og faktisk nåede jeg helt at tage afsked med konceptet fordi mine dage er så blah. Men i dag svarede de:) at min ide er virkelig god og velovervejet og at de vil mødes med mig lige hvor og hvornår det passer mig for at videreudvikle konceptet!?

WHAT.

Kommunen kan ikke altid gribe mig når det kommer til mine udfordringer, men lige nu føler jeg mig mere grebet og set og anerkendt end nogensinde før!

Der skal biologer indover og stadsarkitekter og alt muligt. Ting skal forvaltes ud til regionens biblioteker. Hvis altså det lykkedes. Men de er sådan: den her opgave kan vi bære. Det skriver de! Så altså, det føles som om de er klar! Wow.

Har det som om at jeg kommer til at gøre en forskel nu. Så folk der har det som mig får et skånsomt og hensynsfuldt og harmløst outlet, der indebærer at fylde mere i verden end man gør, når man er isoleret og medtaget af livet.

Er virkelig rørt.

Resultatet bliver en blomstrende landsdel. Bogstaveligt talt. Jeg er helt overrasket og stolt og lettet. Og ligefør ville jeg flygte fra alt.

Kan godt mærke hvad jeg synes er gode nyheder. Det her letter noget i mig. Uanset om det bliver en fiasko eller ej<3

Har lyst til at lave et mockup af min idé som jeg kan tage med til mødet. En æske og et kort med små info-ting på bagsiden. Det skal være så inkluderende som muligt, så alle slags hænder skal helst kunne holde det. Vil ikke ekskludere nogen som jeg forsøger at skabe plads til. Vil at det skal føles varmt. Og gennemtænkt. Omhyggeligt.

Ej græder.

Er så paf.

[soelvfisk]

Gad godt flytte meget langt væk og aldrig rigtigt se min far igen. Det gør mig trist ogjeg føler mig skyldig. Har det meget bedre når ik han er i nærheden. Kan trække vejret. Samme by er ikke langt nok væk. Vil så langt væk at han for evigt synes det er upraktisk at opsøge mig.

Selv med hund overhører jeg ham røbe sig selv. Han truer på samme måde som han gjorde med mig. Da jeg var lille. Gør som jeg vil ha eller jeg forlader dig! Lige nu beviser du bare at du ikke er til at elske. Du er meget svær at elske lige nu. Det her er mit hus. Og samtidigt er jeg vidne til hvordan han også behandler hund bedre end mig. Det går ikke. Vil bare være langt væk fra min far. Er så bange for hvad han kan finde på at sige til mig.

I går var min mor væk det meste af dagen, og jeg frygtede sådan at han ville blive utilregnelig og så benægte det når hun kom hjem. Så jeg sov. Sov og sov og sov. Har sengen fuld af kasser og ting - sover på 40cm. Fordi jeg vil ligge stille og vide at der ikke er plads til at sætte sig ned. Han kan ikke komme og opholde sig her, ligesom dengang jeg fortalte om abuse og han var mega victim-blamey og agressiv og jeg søgte ly og så bragede han ind og traumadumpede og fortalte at min søster havde valgt at vores kat skulle aflives. Uden at det var sandt. Han ville bare efterlade mig opløst. Og jeg væltede direkte tilbage i en dysfunktionel relation, fordi jeg ikke havde noget sted at flygte hen. Skulle bare væk.

Er træt af at jeg skal væk hele tiden, for at beskytte mig selv. Vil være et sted hvor jeg kan blive. Elsker min far fordi jeg er hans barn, men vil ikke at vi skal være en del af hinandens liv. Også hvis det indebærer at jeg ikke ser min farmor og min mor og min søster igen. Vil væk.

Han skal ikke møde nogen jeg elsker. Vil være done. I det mindste slår han ikke. Og samtidigt husker jeg ham holde fast i min ankel og trække mig ud fra under min seng. At jeg gør modstand. Havde gemt mig fordi jeg var bange for ham. Og istedet for at give mig plads, ville han straffe mig for at frygte ham, fordi en god datter elsker sin far.

Har holdt døren lukket med min kropsvægt i forsøget på at holde ham og hans vrede ude af mit værelse. Efter at være blevet jagtet gennem huset. At han råber og bander som om jeg nogensinde kunne skade ham. Indtil min mor trådte ind ad hoveddøren. Og jeg græd. Og han fortalte at de nok bare var forældre til en teenager uden situationsfornemmelse.

Har låst mig ude på toilettet i flere timer og sovet på gulvet. For at undgå ham. Kigget ud af nøglehullet for at se om han var væk endnu, og stirret ham direkte ind i han vrede øje.

Har sultet mig selv, fordi alle mine lyde afslørede mig og medførte at han opsøgte mig og råbte af mig. Kunne ikke gå i køkkenet, kunne ikke spise trygt. Han gjorde maden uspiselig med sine beskidte fingre og hans måde at efterlade alting åbent. Samtidigt med at jeg ikke rigtigt måtte tage smøren ud af køleskabet, fordi så mente han at den blev harsk og at så var det som at smide penge ud af vinduet. Maden var mest til min søster. Som han fik til at give mig ordre. “Min far siger du skal lave saftevand til mig NU!”. Ikke vores far. Hendes far. Hans latterlige regler som han benægter. Som kun gælder når ikke min mor er i nærheden.

Men det er ham det er synd for, for hans barndom var hård - siger han. Og min mor. Og jeg tier stille for evigt, for jeg har ingen vidner udover ham selv og min søster. Som jo heller ikke er troværdig i hans øjne. Hun hoppede engang ud af en kørende bil for at komme væk fra ham. Det turde jeg aldrig. Hun er modigere end mig.

Jeg vil ærligt vælge ham fra. Det ville jeg dengang og det vil jeg stadig. For jeg bliver et barn i nærheden af ham. Og jeg kan ikke passe på mig selv i nærheden af ham. Slut.

[soelvfisk]

Kan købe en grund i en provisby i jylland til 25k som koster 8kr om måneden i ydelser. OTTE KRONER. Der er ikke engang byggepligt. Jeg kunne bare slå et telt op eller plante en lille skov og bygge et træhus eller have en vogn stående. Wow en derailet lifeline jeg ville begive mig ud af hvis jeg valgte at gøre det. Altså det føler jeg er et 90graders højresving uden vigepligt. Bare neeeuuun. Som det der motervejs-meme… med afkørslen. Men kan ikke bo i et telt altså. Og kan ikke rydde en grund og støbe fundament midt mens jeg er depresso??? Men sjovt. Gad vide hvad man ellers kan? Så kan jeg ligge her og overveje hvor underligt mit liv ku være. Hvis jeg tog en weird ass beslutning.

[soelvfisk]

Tror altid at andre kan finde nogen der giver mere mening at elske end mig. Og det siger jeg virkelig på den kærligst tænkelige måde. Der er nok at vælge af. Og tit har man intet valg, når det kommer til den slags. Man holder af dem man holder af. Og man kan altid møde nogen man ikke har mødt før. Og holde af dem også.

[soelvfisk]

Jeg tror måske ikke rigtigt at jeg ved hvordan man har venner. Det fik mig til at græde. Jeg ved at jeg har dem. Venner. Som jeg elsker. Men ved ikke hvordan jeg har dem uden fx at vi ses hver dag i skole eller sådan… ved ikke hvordan jeg har dem i mit liv. For jeg vil ikke kræve noget. Og jeg vil ikke have at de skal føle sig forpligtet til noget. Og jeg vil ikke have at de skal føle sig udnyttede eller brugte. Og værst af alt - jeg vil ikke placere dem i en situ hvor de føler at de skal yde velgørenhed. Ved fx sådan… at være der for mig. Vil ikke dræne og vil ikke forstyrre.

Jeg siger ja til at lave planer og er taknemmelig når kærlige hjerter rækker ud, men jeg tør ikke vende retur eller følge op. Jeg tør simpelthen ikke.

Og derfor er jeg ikke sikker på at jeg ved hvordan man har venner?

Jeg er nok bange på en måde der bremser mig. Ligesom jeg er blevet bange for alt muligt andet.

Går og tænker på ting jeg vil forære mine venner. Lave. Tegninger og ting og sager. Pebbling. Har det som en krage der efterlader småting i deres vindueskarme, sådan: hej, du er ikke glemt og jeg elsker dig:)

Og samtidigt vil jeg heller ikke fylde eller forære dem noget de føler sig forpligtede til at beholde.

Vil vide at de ved at jeg ved at de findes uden at jeg forventer at de behøver lade mig fylde i deres liv. ✨Venskab✨. Men det kan jeg jo godt se ikke er venskab??? Føler bare det er venskab? En ægte tryg relation hvor jeg ikke rigtigt eksisterer??? Sikke en lettelse det må være for dem?? HVEM har dog lært mig DET??? For det lyder ikke som den slags venskaber jeg drømmer om?

Det er ikke sådan de er venner i mumintroldene og på film. Og andre steder. Det er ikke sådan mine venner er venner med deres andre venner. Er det min PTSD der gør mig forsigtig? At jeg er bange for at stå i vejen i deres liv? Idk. Turde jo godt inden Stenen, men er træt af at hun er katalysator for al nedernhed.

Føler mig bare… bedst når jeg er væk. Som om jeg tager mest muligt hensyn ved at være væk. Og det er meget svært for mig at forstå at jeg godt kan fylde med min smerte og tage hensyn og være god på samme tid. Det føles umuligt. Fordi det jo har haft konsekvenser altid.

Er det en blanding af min barndom og min far og stenen igen.

Måske.

Lige nu sover jeg om dagen fordi min far arbejder hjemmefra og jeg er i kælderen igen fordi jeg har for meget angst til at være alene og det er lettere at være vågen om natten for så er jeg ikke alene med ham. Er ikke alene med andre end hund. Og selvom kærlige hjerter skriver, så svarer jeg ikke rigtigt. Uanset hvor højt jeg elsker dem.

[soelvfisk]

Hvis jeg skulle spare sammen til noget, ville jeg spare sammen til at bygge mit eget hus. Eller renovere. Gøre alting helt selv i mit eget tempo. Er god med powertools. Vil se youtubevideoer og drømme. Et lillebitte hus med ovenpå. Skal nok hyre nogle folk til noget af det, det er jeg ret sikker på. Altså kan jo ikke selv lave vvs og el fx. Men kan meget selv. Og så ville jeg bygge huset af bæredygtige overskuds-bygge-materialer. Vil blande mine y plantegninger fra de hjem jeg har følt mig mest hjemme i. Tror det dyreste bliver at finde en grund jeg vil bo på. Det får jeg nok aldrig rigtigt råd til. Men man kan vel drømme. Og ellers så kan jeg altid købe sims i stedet. Og bygge mit liv deri. Motherloade er en gave. Og maxmotivesenabled. Så ku man eksistere i fred.