#de er min store kærlighed

[youngwolfchaos]

kalder min ven ved hendes rigtige navn

det har jeg ikke gjort i de snart 3 år vi har kendt hinanden

hun er groet ind i navnet

navnet føles godt i munden

som at være hjemme igen

[anonymiskabet]

💕 U P D A T E 💕

jeg havde egentlig tænkt mig at det her skulle have været en hel anden slags update.

lad mig starte med den store nyhed: R og C havde sex sammen for første gang for lidt over to uger siden. efter den første gang var de sammen hele natten - og de mødtes igen den efterfølgende aften for at spise mad sammen og knalde to nætter i træk. måske updater jeg jer om deres sexliv senere, men at de to skulle være sammen har været længe undervejs.

i starten synes jeg at det var det vildeste, frækkeste og mest spændende i hele verden (det gør jeg stadig btw). jeg var helt ustyrlig de første par dage. tanken om dem sammen var bare så … aaaargh 🥵🥺

nu hvor jeg er faldet lidt ned igen, er jeg begyndt at overveje mange ting som jeg ikke havde tænkt på før. jeg er begyndt at tænke på hvad R+C betyder for R+mig i forhold til tid, følelser, fremtidsplaner osv.

f.eks. har R har normalt lavere sexdrive end mig. men nu er hans opmærksomhed splittet mellem to piger. samtidig har R og jeg længe snakket om at flytte sammen på et tidspunkt. men nu hvor R og C ses, så ved jeg ikke hvad der kommer til at ske med det. skulle de så ses hjemme hos mig? og have sex i min seng? i starten tænkte jeg "oh god, yes!". nu er jeg lidt i tvivl. måske jeg alligevel godt kan lide at noget er helligt. såsom min seng. eller vores lejlighed.

den slags følelser er jeg gået rundt med de seneste par uger, og min usikkerhed er vokset. det sjove er, at jeg stadigvæk er helt okay med at de er sammen seksuelt. jeg er faktisk mega glad på deres vegne, og jeg kan forstå at de også er meget kompatible. jeg tror bare, at alt det logistiske og "voksen-agtige" har overtaget mine følelser en smule.

i går aftes mødtes jeg så med C, og det var alt jeg havde brug for.

min snak med C

vi mødtes sent, og vi nåede faktisk ikke at være sammen særligt længe før jeg begyndte at åbne op.

jeg var meget ærlig og følelsesladet. jeg føler faktisk at min tone var en smule nasty, nu hvor jeg tænker tilbage. hun blev obviously lidt forbavset, men hun forstod meget hurtigt hvad mine bekymringer drejede sig om. jeg sagde at jeg ikke er jaloux på at de ses, kysser, boller, whatever - jeg er bare usikker på hvad det betyder for "R og mig". jeg begyndte at græde lidt, og hun holdt om mig og trøstede mig. hun var så god til at lukke alle mine bekymringer ned.

hun tog mig i hænderne, og sagde at R's og mit forhold kommer i første række, og at det jo er ham og mig, der sætter grænserne sammen. hvis R og jeg flytter sammen, er det os der bestemmer, hvad der sker. og at det jo er R's og mit forhold, så det er os der sætter reglerne. det lyder meget obvious, men jeg tror bare jeg havde brug for at nogen fortalte mig det, og det betød så meget for mig at det kom fra C.

de seneste par uger har jeg tænkt, at det hele ville have været meget nemmere, hvis R bare havde været sammen med en stranger i stedet for. men så havde jeg aldrig fået den her åbenhed og kærlighed fra "hans partner". en stranger ville aldrig have holdt om mig, kysset mig på panden, sagt at hun forstår mine bekymringer, sagt at hun vil gøre alt for at hjælpe mig af med dem, fået mig til at smile, fået mig til at grine, krammet mig, tørt mine tårer væk, eller sagt at hun elsker mig.

min nat og morgen med C

før vi nåede hertil, var det nået at blive virkelig sent. C spurgte så, om jeg ikke ville blive og sove hos hende i nat, og det ville jeg gerne.

jeg lånte noget tøj at sove i. hun plejer at sove i oversized t-shirts, så på mig var det oversized oversized.

vi har puttet rigtig mange gange sammen, men den her gang var bare så anderledes. jeg følte mig meget, meget tryg. vi spoonede og snakkede om alt mellem himmel og jord. det meste handlede dog om fremtidsplaner, usikkerheder og livet generelt. vi lå og grinede i mørket og holdte om hinanden og holdte hinanden i hænderne ❤️

efter vi vågnede lagde vi os i ske igen, og jeg var store-ske. jeg sagde direkte til hende, at jeg altid har været mega jaloux på hende: hendes krop, hendes udseende, hendes væremåde. sagde endda at hun var alt det jeg ikke var.

vi havde faktisk en virkelig god snak. jeg åbnede op for alle mine fysiske usikkerheder. at jeg altid har været jaloux på hendes bryster, hendes røv, hendes hofter, hendes lår, hendes læber, hendes bryn og øjne, osv. osv.

og det sjove er: hun har altid været jaloux på min mave og slanke figur, mine tynde ben og arme, mine små bryster og min lille røv. faktisk de fleste af mine allerstørste usikkerheder.

girlhood i guess 🥺

mens vi snakker tager C min hånd og siger: "her, mærk mine bryster", og får mig til at holde og klemme hendes bryst lidt uden på trøjen. så løftede hun op i t-shirten og jeg mærkede hendes mave

det endte med at vi begge sad op i sengen og nussede hinandens ben og maver, mens vi snakkede om hvad vi elskede ved hinandens kroppe lol. sådan: "jeg synes bare min mave er for blød", hvor jeg var sådan "neej, jeg ville ønske min var sådan, og at jeg havde den slags former". hun sagde hendes bryster hang for meget. jeg sagde at mine ikke hang nok lol.

btw, vigtigt at sige: det var ikke seksuelt på nogen måde. bare sådan… informativt/lærerigt? hvis det giver mening. jeg har været sammen med en pige før, men hun lignede måske for meget mig til at jeg kunne "lære noget" (+ jeg havde andet i hovedet dengang lol). selvom jeg er bi, og C er den flotteste kvinde i verden, så er jeg sjovt nok ikke rigtig tiltrukket af hende seksuelt. "i don't wanna be with her, i just wanna be her" i guess.

vi plejer ikke at skifte tøj foran hinanden, men det gjorde vi så her til morgen. havde kun set C helt nøgen en gang før, og wow hun er så flot. komplimenterede hende ofc, og hun fortalte at eftersom hun ikke havde været sammen med en fyr i næsten to år, havde det dræbt hendes selvværd en del. hun fortalte at R virkelig havde repareret hendes selvtillid og sexlyst.

vi snakkede om hvorfor hun ikke havde været sammen med nogen i den periode, og om hendes selvtillidsproblemer. jeg kunne relatere så meget, og det gjorde også meget for mig at høre at den smukkeste kvinde i verden har samme problemer som mig. om fyre sagde hun at selvom hun aldrig havde haft en decideret dårlig oplevelse før R, havde hun aldrig rigtig haft en god oplevelse før R.

C droppede lidt en bomb og sagde, at ja, hun synes R er vildt sød og flot, men at hun kun rigtig turde overveje at være sammen med ham, fordi hun vidste, at det var mig der havde åbnet op for idéen, og at jeg ville være der som støtte omkring hendes første seksuelle partner i næsten to år. "jeg føler mig meget sikker med ham, fordi jeg ved, at du har god dømmekraft og ved hvad der er godt for mig". jeg blev mega rørt.

C sagde også sådan: "jeg synes vi skal prøve at være nøgne sammen noget oftere. tror det er godt for vores selvværd". jeg grinede, men jeg gav hende også ret 🥹

mine sidste tanker

nu er jeg så hjemme igen.

efter mit besøg har jeg fået det så meget bedre med mig selv og med mine bekymringer. og jeg føler mig også endnu tættere med C. hvem havde troet at vores forhold skulle blive bedre af at hun kneppede min kæreste? lol.

jeg har indtil videre haft lidt svært med at bringe mine bekymringer op for R. har været lidt nervøs, nok uden grund. men efter min snak med C bliver det hele meget lettere. og så er der næsten ingenting at snakke om længere. jeg føler at mine bekymringer er ægte, men fordi jeg har R og C, så ordner alt sig gennem deres fantastiske kommunikation og kærlighed.

og så en detalje jeg synes binder det hele sammen: jeg fik OGSÅ en tandbørste af C, fordi jeg ikke havde min egen med. så nu står der tre tandbørster hos hende: hendes, R's og min ❤️

[soelvfisk]

Jeg skal bare have skyldfølelse uanset hvad jeg gør. Hvis jeg sætter grænser, skal jeg føle mig skyldig over hvor nendern det er for andre. Hvis jeg siger fra og italesætter ubehag, er jeg et utaknemmeligt menneske der overser andres gode intentioner. “Vi gør vores bedste!” Får jeg anklagende at vide, som om jeg stiller urimeligt høje krav, når jeg fx fortæller mine forældre at lille hund ikke skal hypes op inden hver gåtur. Fordi jeg har brugt så mange kræfter på at hund skulle være en rolig hund. Det er forbi nu. Min far fodrer konsekvent hund ved bordet, for det er ligegyldigt at jeg har sagt nej. Han synes hundende skal behandles ens. Og så fuck da om hans datter har en spiseforstyrrelse og har brugt kræfter på at træne hund til ikke at stresse hende ved spisebordet. Det er mig. Jeg er datteren.

Det er så små ting. Det er så store ting. Jeg kan kun leve, hvis jeg også kan leve med at jeg for evigt er rimeligt ligegyldig. Og først når jeg er okay med at jeg er ligegyldig, kan min familie elske mig. For jeg er så dejligt nem og stille, når jeg lider uden at sige det højt.

Er ikke engang vred længere. Er bare klar til at dø. Sådan føles det. Samme følelse som da jeg var fem. Gemte mig i markerne og håbede på at blive kørt ned af en traktor. Fordi jeg følte mig som så uduelig en datter. Jeg har det ens. Men der er ingen marker her. Og ingen chauffør skal have det traume med sig. Vil bare forsvinde. De må få hund - det er alligevel ikke mig hund elsker længere. Hans loyalitet er blevet købt af kødpålæg.

Det er mere end 23 år med et indestængt dødsønske. Jeg var så lykkelig i den lille periode jeg ikke var i nærheden af min familie. Jeg var så stolt af, at jeg kunne leve mit eget bedste liv. At det fandtes. At jeg kunne passe på mig selv. Og nu kan jeg intet. For jeg føler mig så endeløst skyldig over hele min eksistens, at jeg ikke ORKER at bære den byrde med mig ind i fremtiden. Kan ikke få venner og kan ikke opleve kærlighed når jeg føler mig som så udeueligt et undermenneske. Er bare en underernæret krop. Hader mig selv. Hader mig selv. Hader mig selv. Hader mig selv. Jeg ville ønske jeg havde været en fucking abort.

Man skal ikke få børn, når man ikke har tænkt sig at passe på dem. Man skal ikke få børn, hvis ens måde at putte dem om aftenen, er at mose sin voksenhånd ned i deres trætte grædende ansigt. Indtil man frygter sine egne tårer så meget at man tier stille, bare for at få sin far til at gå ud af ens værelse.

Jeg gider ikke have det her liv.

[technotaarer]

Mit aussie maleri

Hvis nogen har lyst til købe min store vibrant og flotte canvas malerier er de lavet med kærlighed og til salg🌸🌸

[sortfilosofi]

Fandt fornyligt ud af min kæreste gennem snart 4 år snapper med den her fyr bag min ryg…

Fyren her har hun så arbejdet sammen med. Og i over et år “havde” hun følelser for ham, de arbejdede sammen i mens hende og jeg var kærester.

Det er en måned siden vi fandt sammen igen efter vi holdte en pause fordi hun fortale mig at hun ikke tændte på mig mere, jeg kunne ikke få lysten frem i hende. Hun kunne mærke at hun måtte ud og se hvad det var med ham fyrren der og om det kunne blive til noget. Vi holdte en kort “pause” så hun kunne komme ud og være single igen, men så kom hun tilbage og forsikret mig om at hun var videre fra ham og at det eneste hun ville have var mig og vores lille familie.

Klip til at jeg så sidder her alene i stuen uden lys eller lyd, kigger ud over min altan og tænker på HAM… den skide satan. Han har ødelagt mit liv pt og jeg kan ikke få ham ud af mit hovede… det værste er dog at han intet har gjort… han ved sikkert ikke engang jeg ikke kan lide ham? Og at han har gjort nogen skade i vores forhold. Jeg er knust flad for alt tillid at jeg ikke ved om jeg kan holde til engang mere at skulle bygge noget op igen som jeg så heller ikke ved om er ægte eller i længden vil være nok for hende…

Den aften hvor jeg fandt ud af det, var jeg selvfølgelig sikker på det var slut og at hun ikke skulle snak til mig igen. Det har simpelthen vært for meget og jeg tror jeg var klar til at sige fuck det jeg skrider… men hvad skete der lige?.. hun kom ind i soveværelset og sagde “bol mig” vi havde sex! og nu er vi sammen igen. Som om intet over hovedet er ske, jeg har forsøgt at sige til hende at hun skal vise mig det er mig hun vil. At jeg gerne vil mærke HENDE noget mere. Mærke hun vil mig, vil os!

Men det er fandme stadigvæk mig der ligger og nysser hende i søvn og imens hun sover. Jeg kommer hele tiden og spørg om jeg ikke må få et kys, hvis ikke jeg bare kommer og kysser hende uden noget valg. Jeg fortæller hende hvor sød, smuk, pæn, fin, dejlig, hammerlækker og perfekt hun er hver gang jeg ser hende og mere end én gang!!! Hver gang jeg ser hendes store brune øjne, cute lillepige smil, store numse, runde fine bryster, ja bare hendes guddommelige krop. Så smelter mit hjerte helt fysisk sammen og bliver til det blødeste smør. Og uden at tænke eller vide hvad jeg laver så kommer min mund til at fortælle hvor meget jeg elsker synet af hende og at jeg ikke kan lade hende være .

Jeg forstår bare ikke, med alt den kærlighed jeg giver ud, hvorfor kan jeg så ikke få lysten frem i hende eller få hende til og kom og gør alle de dejlige ting ved mig som jeg er god til at gør ved hende.

Må indrømme at jeg er en smule frustreret og at jeg ikke ved hvad jeg skal gør. Føler hun skylder mig så meget men føler samtidig ikke at hun har særlig travlt med at give det tilbage til mig.

Hvad F***** gør man i sådan en situtation og hvor skal man lige starte?

[nils-elmark]

Man skal gide samle frugterne af Guds skaberværk op fra fortovet

Hver morgen, når jeg går tur med hunden, kommer jeg forbi et valnøddetræ, som her i begyndelsen af oktober smider sine nødder på fortovet og vejbanen. Jeg bøjer mig troskyldigt ned hver eneste morgen og samler alle de nødder op, som i nattens løb er faldet ned på offentlig vej. Efter en uge har jeg samlet to store skåle nødder og fået sorte fingre og negle, som næsten ikke til at vaske rene. Det betragter jeg som et adelsmærke.

Jeg er med sikkerhed, det eneste menneske, som samler valnødderne op fra fortovet og vejbanen, hvor jeg bor. Hvad jeg ikke samler op, bliver kørt over af forældrene, der med deres Tesla'er kører børnene til skolen længere nede ad vejen, og de børn og forældre, der stadig går til skole, træder ubekymret på de nedfaldne nødder på fortovet, som jeg ikke når at redde.

Jeg er ikke helt alene om at samle nødderne op. Der er et par røde egern, der er mere ihærdige end mig, ligesom allikerne er nødderov. De tager, hvad fodgængerne og bilerne maser flade, og er valnødderne ikke knækkede, flyver fuglene højt op i luften og lader de hele nødder falde ned på vejbanen, så de åbner sig.

Hvad der undrer mig, allikerne og de røde egern, er den utrolige arrogance moderne mennesker udviser ved ikke engang at gide bukke sig ned og samle naturens gaver op. Vi køber el-biler for at redde klodens klima og økobalance, men når valnødderne falder ned for fødderne af os, træder vi på dem og går videre.

Skiftet starter med valnødderne - ikke el-bilerne. Før vi kommer ud af vor urbanisering og forstår og genfinder vor kærlighed til naturen omkring os, får vi ikke vendt udviklingen. Når jeg samler et par kilo valnødder op fra fortovet, er det ikke blot et par hundrede kroner værd. Det forbinder mig til naturen, årstiderne og universet.

For en måned siden plukkede jeg brombær, når jeg gik tur med hunden. Om et par uger begynder spisekastanjerne sikkert at falde ned fra sit træ i græsset foran plejehjemmet. Hyldebusken blomstrer samtidig med, at studenterne springer ud. Bøgen springer normalt ud omkring første maj, svalerne kommer på samme tid plus-minus en uge og egetræet springer ud lidt senere; man kan normalt få jordbær til min fars fødselsdag i midten af juni, og når stjernebilledet Orion dukker op på himlem om aftenen er det ved at blive vinter.

Vores verden er ikke styret af Mette Frederiksen, Lars Løkke eller Bruxelles; den er styret af naturen og universet, men vi er blevet så urbaniserede med vores smartphones og internet, at vi har tabt forbindelsen til den ægte verden.

Jeg læste et sted, at mennesker måske taler om Gud, men vi taler ikke længere om Hans skaberværk. Jeg tror faktisk, det står endnu værre til: I det moderne samfund taler vi kun om menneskets skaberværk! Vi er blevet så arrogante, at vi tror, vi kan styre livet og fremtiden med en app samt at klodens klima kan reddes med 2-tons tunge Tesla'er.

Udviklingen vil for alvor først vende, når mennesker ligesom egern og alliker igen gider bøje sig ned og samle den valnød op, som Guds skaberværk, forærer os.

Mit lokale valnøddetræ

[28september2015]

Jeg må faktisk indrømme, at sorgen ikke har fyldt så meget i en længere periode nu. Det er i sig selv ret specielt, og endnu mere specielt at jeg har det okay med det. Jeg prøver at tage i mod, at holde fast i at det er en positiv og måske i virkeligheden ret naturlig bølge, der har ramt mig. Med 7,5 års sorg bag mig er der pludselig en afstand til den første tid, der gør, at jeg med klarhed kan se, at jeg havde det helt igennem forfærdeligt særligt de første tre år. Den helt store forskel på dengang og nu har jeg først for nylig erkendt - det var faktisk min far der indirekte gjorde mig opmærksom på det, da jeg fortalte ham om den underlige, lange, "sorgfri" periode jeg er inde i nu. Jeg sagde til ham at det var vildt at tænke tilbage på de første år, og på hvor ulykkelig jeg var. Han sagde med en ret selvfølgelig tone: "Jamen, du ville jo heller ikke være glad i de år." Og der har du faktisk hele forskellen på dengang og nu. Der skulle gå 7,5 år fra den dag, Kirse døde, til at jeg, sådan helt oprigtigt, har kunnet sige: Jeg vil gerne være glad. Jeg vil gerne have et godt og lykkeligt liv. Er det for lang tid? For kort? Det tror jeg ikke. Det var simpelthen bare den tid det tog. Kirse var i mit liv 14 år, jeg kan faktisk ikke rigtigt huske at hun ikke har været her. Og jeg troede hun skulle være her i hvert fald hele resten af mit liv, og nok også længere. Så er 7 år jo ikke så meget. Jeg går ikke og tror at min sorg er overstået. Jeg bærer den med mig hver dag og i alt hvad jeg gør. Den skal også nok komme til at fylde igen, og jeg ved at jeg ikke kan styre hvornår eller hvordan eller hvor meget. Men lige nu nyder jeg egentlig bare, at jeg for første gang i 7 år føler, at jeg ikke bare overlever, men faktisk lever. Med alt hvad der følger med af savn, frygt og kærlighed.

[wellenoughaboutme]

Morgen

Det første, du gi’r dig til, li’så snart, du vågner, er at gå hen til bordet med dit puslespil.

Ik’ noget med bad eller kaffe eller smøger eller mad først, og du trækker heller aldrig gardinet fra før du gi’r los og begynder at slås med dine brikker.

Du gør det hver eneste morgen, jeg har set det selv, hvordan du kæmper frustreret og fokuseret med puslespillet af al magt Men alligevel har jeg aldrig set det mere end højst halvlagt.

Nogle gange tror jeg, du tror, motivet er hele verden. Smerten i dit blik når du febrilsk og længe prøver at få det hele til at hænge lidt sammen. Gi’ lidt mening. Gå lidt op. Og det er uden stop, når jeg ser dig lede og spejde og skue efter det, Martin Luther King sagde om historiens bue, og om den faktisk bøjer af retfærdighed. Og om der er noget højere. Noget at stå op for. Stop’ op for. Noget at hop’ op for. Ud i verden, ud af sengen, ud at vågne og vække sig. Men brikkerne i puslespillet vil ikke rigtigt lægge sig.

Andre gange er det dig selv, du prøver at lægge, dit selvbillede, din persona, række for række Men brikkerne vil ikke strække. Lidt li’som timerne i den her uge, du heller ik’ rigtig kan overskue. Og tænk, at den her halvfærdige avatar har ansvar for et ægte levende menneske. Barn! Med så mange skridt foran sig, det endnu ik’ har trådt. Og hvis vi er de voksne nu, hvem siger så, at alt bliver godt? Du leder efter en brik, der kan dæk’ og håber, du ik’ bli’r afsløret, før du finder noget retning i din personlige puslespilslægning.

Og så er der alle de gange, hvor brikkerne bare er sorte li’som de bange tanker, som gjorde søvnens timer korte. Sort som spindelvæv og bananfluer, man umuligt kan tælle. Sorte knuder og huller. Asiatisk i vælde. Alligevel lægger du brikkerne op ved siden af hinanden, bare for at se, hvad det kan gi. Om man kan vride mørket for lidt læring. Noget med håb om forandring i. Men læring kræver lys, og det er på lyset, at håbet beror. Og den slags er der intet af på dit puslespilsbord.

*

En morgen banker det på døren, mens du sidder dér ved bordet for dig selv. Du åbner op og der står en fyr, mellemøstlige træk, han slår dig lidt som en rebel. Men milde øjne, som lyser og gnister, da han tager til orde:

”Vidste du godt, at jeg stadig vælter borde?

Og nu har jeg udkig på dit. Og jeg ville elske at la’ det smage min sandal.” Og du kigger stille op på ham, og gi’r et forsagt og forsigtigt nik som signal.

Du kan godt fornemme, at Han godt ved, at det her, det ik’ er så’n bare lige, og det har du ret i, for nu hører du ham sige:  

”Hvor jeg kommer fra, kalder vi det her at sige farvel til livet, farvel til sig selv, dø og miste – og finde livet igen som givet. Men, frygt ikke! Jeg har gået vejen før, og jeg er din følgesvend.”

Jeg bliver simpelthen så glad, da jeg ser dig smile alvorligt og nikke igen.

Og i slowmotion ser du de fyger som gløder af ild til Skt. Hans Puslespilsbrikker i byger, som syreregn uden stedsans.

Og i slowmotion ser du dem falde Som når det skælver om kirsebærtræer. Som manna fra himmelske sale. Som en fløjtende flyvende hær, Som forårsregn på den knastørre jord Og med et er der hverken spor at puslespil eller puslespilsbord.

Og nu river han gardinerne til side i en glide- nde bevægelse og proklamerer:

”Nu er alting nyt.

Før troede du, at du skulle bære det store billede, se de store sammenhænge, Mit barn, alt det har du slæbt på alt for længe! Som om, at alt det kunne være inde i dig! Barn, det store billede bor godt og trygt hos mig!

Og hvis jeg bare kunne vise dig billedet, som jeg ser det, og hvor jeg fører det hele hen. Den verden, jeg føder, det jeg ser og gror i dig, selv dit dystre og uglede sind!

Det er så smukt, at det er til at dø over! (Sku’ det til, ville jeg gøre det igen.)”

*

En fiskehejre flakser forbi dit vindue gennem solens gyldne tråde, mens han taler til dig om at gøre det med morgener på en ny måde.

”Morgen er skabelse. Kærlighed. Liv som opstår og vender tilbage”, det fortæller han, og så citerer han en digter fra gamle dage:

”På himlen har han rejst et telt til solen, den går som en brudgom ud af sit kammer, den gennemløber sin bane glad som en helt.”

”Og”, fortsætter han, ”nogle gange rammer det dig, strålerne varmer, morgenens fyrværkeri. Andre gange må du vide, at bag skyerne sker den vildeste sprudlende symfoni.

Og kan du høre, hvad det er, jeg hvisker, hvert eneste morgengry? ’Denne dag har jeg skabt til din glæde. Min nåde er altid ny!’ Så nu giver jeg dig et nyt morgen-bud: ”Før mad, før kaffe, før bad: Vær glad!

Og så slutter han med at låne lidt ord fra den gamle digter igen:

”Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den.”

***

[vaskebjoern]

SIG DET HØJT

Jeg var ikke særlig gammel da jeg første gang blev såret,

min historie gik lidt som hvis jesus ikke fandt fåret, det lille fortabte lam, bad ikke om befam, skrig om hjælp når ikke langt, mørket er klamt, drukner i følelser jeg ikke forstår, det var jo “blot en drengestreg”, jeg er ramt, et løftet fingerpeg, “hvad er det dog du påstår?” for problemet det sagde de alle var mig, “hvorfor skal du også altid være sådan et kvaj?” Så der var jeg, min første elskovsleg, 9 år gammel, og som nu kun går og drømmer om at blive ligbleg.

Så du kan sige nej, men det nytter jo intet hvis ingen lytter til dig, og lige nu, indrømmer jeg den del af historien er kort, undskyld, det er stadig hårdt, men gjort er gjort, og ja, tid heler alle sår, og det var første gang i år, for mig, at sex ikke kun har været en værre bunke barsk lort. De sår har jeg båret på i mange år, så lige nu er det altså kun det brudstykke af historien i får. Vi ses måske igen om et par år, jeg går jo til terapi, det kan være det lykkedes mine 3 psykologer at gøre mig mere lykkelig og livagti indeni, “det hjælper at sige det højt.” Siger de så her er vi, hej med jer, synes I os at jeg er sær?

Ja, nok er jeg skør, drikker likør og tænker på livet som aldrig før, drømmer om at finde den store kærlighed inden den dag jeg dør, ja, jeg er da virkelig blevet til sådan en rigtig charmør… Nu har jeg da også haft sådan god normal sex, tror jeg da nok, du ved, sådan en slags sex der gør meget mere ondt i sind end i krop? Sådan en sex der er akavet, jeg er jo stadig meget svagt begavet, husker i vel nok, jomfru indtil i år, ved aldrig hvordan hun skal sætte sit hår, aldrig helt med på hvad der foregår, “man vender sig til det” hvornår? - Men det kan os være ligemeget, jeg vil ikke længere blive hjemme, alene med alt det slemme, så vil jeg hellere ud og ha’ sex, sådan en sex hvor jeg får følelser i klemme, en sult efter kærlighed der kan sønderlemme, sådan en sex hvor jeg aldrig når orgasme, men det okay, luften er stadig rig med forventning og entusiasme.

. . .

De spørger mig pænt “har du fået en ny krop?” Ja! Synes du ikke den er fin? Jeg kan være din forsøgskanin, hoster slim, alt for høje grin, grin, jeg er til grin, hvad bilder jeg mig ind, jeg tænker på det ofte, kysser din kind, skær i min hofte, hvad bilder jeg mig ind? Jeg har aldrig lært at elske, jeg har et sygt sind. HVAD BILDER JEG MIG IND?

Jalousi, og Melankoli, åh gud hør dog på mig, jeg snakker i pivåben, pointeløs og pompøs poesi!

Du elsker mig? Det kan du tro du må, selvom det er svært for mig at forstå, men i virkeligheden kan os kun meget få, ikke engang en mor og en far, de eneste som et lille barn nu engang har, de bød kun på fare og mord, “Ja mor?” Gemt bagved facaden, er du klar på balladen? Selvtillid der hele tiden begår selvmord, onde tanke synger i kor, “selvisk lille møgunge, jeg håber du dør”, bider blod i min tunge, det hele køre, der er intet at ser her, jeg tør ikke at lade nogen nær, “det snakker vi ikke om” jeg er helt tom, indeni, jeg er lidt ked, I min bog “livsfarlig familie”, mener de, at det den mangel på kærlighed, der kan gøre et menneske så skrupskør, der gør at jeg stadig så ihærdigt søger, har et sort hul indeni, sæt mig fri, jeg en trist optimist, “Hej med dig, det længe siden sidst,” tag og kig på dig selv, mor, “jeg elsker dig” lyver jeg og hænger mig selv, i min egen røde skæbnes snor, hvorfor er du sådan her, ja hvad TROR du?

Sex er ikke kærlighed, det ved jeg godt - Så pis af med den dårlige samvittighed, det er ikke min mening at gøre nogen ked, “skru dine forventninger ned.”

Ja, jeg vil gerne elskes, det er jo klart, vil alle ikke det? Det kunne da være rart, og mit hjerte er sart, for altid håbet op med alt for meget fart, og så sidder jeg pludselig der, du kender godt historien, den er så ordinær - vi er Kropsnær, bygger begær, samvær, og så bagefter en voldsom, vanskelig, og vulgær besvær, det er jo sket for enhver. Alligevel føler jeg mig meget sær.

Du er så kær, jeg kan se det i dine øjne, de er så skønne, får mit evigt ivrige hjerte til at synge, og alkohol får verden til at gynge, jeg vil dig omslynge, men jeg bliver altid skubbet væk, tror det er for meget for dem alle hvis det handler om mere end “bare sex”.

Så sex skal du nok få, og så skal jeg nok la’ dig gå, igen, jeg er jo en fantastisk ven, sådan en af dem, man ikke vil miste, det sagde os den sidste, og sex er nok det tætteste på kærlighed jeg nogensinde får, du må godt knuse mit hjerte, jeg er godt bekendt med den smerte, jeg tilgiver så lad det ske, alle snakker om elskov, jeg kunne elske dig hvis bare du gav mig lov, mine valg er næsten bevidste, der er gået mange år, “du skal være stolt af dine sår”, hvordan? Kysser din kind, hvad bilder jeg mig ind? Jeg har aldrig lært at elske, men gad godt at test det, Hvis bare jeg vidste, men en kærlighed der ikke gør ondt, noget jeg ikke behøver at hviske, vil desværre nok altid være på toppen af min ønskeliste.

Så jeg kravler fra den ene ensomme seng, til den anden, imens mit hjerte dunker “Elsk mig nu for fanden”

jeg har helt mistet forstanden, swiper på tinder imens jeg er på spanden, jeg prøver at gøre mig selv så fordøjelig, og nem at elske, prøver at være den perfekte lille sveske, men jeg er aldrig helt nok, selvom jeg tror de synes jeg nu er meget flot, hov vil du ikke lige række mig den der vinflaske? Så smider jeg min maske, jeg er lidt fuld nu, jeg er et menneske itu, er jeg blevet FOR MEGET FOR DIG ENDNU!? Selvskade ar og et mangel på ansvar, dækker hele min krop, jeg har vidst fået nok, nej vent, kom tilbage, dig der stop! Råber jeg og tiden stopper op . . .

Undskyld, jeg øver mig stadig på det der med dirty talk, men jeg kan da se at du har fået den op, og jeg undskylder igen for min klodsede krop, nej, du behøver ikke stop,

Nej, nej jeg mener det, det okay, jeg er ikke “særlig sårbar”, jeg er bare lidt bitter og bange og synes bare at du er lidt rar - og hvis du venter på mit svar, så vil jeg gerne være klar - Hvis du bruger mig, så bruger jeg også dig, I min lægejournal står der så pænt at jeg er bindegal, “afviser misbrug” skriver de, så brug mig i dit svineri, brug mig, jeg vil bare gerne blive brugbar, -

Og så vil jeg bare lige sige, at dig - lige nu - dig og mig - brystkasse bar, du er det bedste jeg har,

vil du så stadig godt fuck med mig?

Hurra!

[technicaltester]

Hvilket testniveau er det rigtige for en regressionstest?

Jeg er blevet stillet dette spørgsmål et par gange, og her er hvad jeg mener om hvordan en regressionstest skal se ud.

En regressionstest handler om at sikre at vi ikke ser regressioner, så alt funktionel test kan mere eller mindre falde ind under denne kategori, men det som de fleste forbinder med en regressionstest, så er det en test der er fokuseret på at fejl vi har oplevet ikke kommer igen samt at sikre god testdækning af højrisiko områder. Højrisikoområder bør i deres natur allerede have en høj testdækning, men somme tider får de ekstra kærlighed i regressionstesten også.

Da regressiontesten som regel har meget til fælles med en standard systemtest, så har man også en tendens til at lægge den på det niveau, og det er nok heller ikke helt forkert. Vi har dog lært dels af shift-left bevægelsen i test samt af almindelig sund fornuft, at det er en god ide at fange regressioner så tidligt som muligt. Det betyder at komponent testen nok også er et ret godt sted at placere den.

Min anbefaling til placering af regresionstest er derfor følgende: Den skal både være på komponent niveau og på systemtest niveau. Her kommer en kort forklaring:

Komponent niveau regressionstesten fanger regressioner hurtigst muligt og, lidt afhængig af build opsætning, sikkert allerede inden udvikleren, der har introduceret en regression, har committet koden til et repositorie. Hvis ikke er det helt klart en forbedringsmulighed til build setup’et. Problemet med denne test er imidlertid at den ofte kan have rigtigt mange permutationer før at den fanger alle scenarier, og det er ikke altid at udviklere er opmærksom på dem. Derfor er det helt sikkert også en god ide at lige tjekke på niveauet ovenover.

En anden ting er at der som regel ikke er nogen testrapportering andet en en dæknings metrik, så der er ikke nogen andre en udvikleren og eventuelt den tester der har hjulpet udvikleren med at lave komponent testen, som ved at der bliver testet for regressioner som en del af komponent testen. Det betyder at projekt personer som ikke er udviklere eller testere, som regel ikke ved at regresionstesten eksistere hvis den kun findes på dette niveau.

Systemtest niveau regressionstesten er sådan set at betragte som en fuldkommen klassisk systemtest, dog hvor der er fokus på at alle de fejl der er fundet i systemet gennem dets levetid har en eller flere testcases der sikre at disse fejl ikke kommer igen.

Det god ved at have regressionstest på dette niveau er at der formentligt vil være en eller anden form for testrapport som vil afspejle at denne test er blevet foretaget. Det gør at projektets interessenter kan blive informeret om at regressiontesten er blevet udført som en del af testrapporten.

En anden god ting er også at systemtesten som regel laves på et integreret miljø hvor forudsætningerne er lidt anderledes end på udviklerens lokale miljø. Det gør at det giver mening at køre testen begge steder da man ikke vil finde regressioner relateret til integrationer på udviklerens lokale miljø. Dog koster det også mere at afvikle test på dette niveau end det gør på komponent niveau, men man skal her også huske at man kan opnå store besparelser på afviklingsomkostningerne hvis man automatisere testen, og en regressionstest er en prima kandidat til at blive automatiseret da den i natur er tjekkende mere end den er udforskende, men mere om det i en anden artikel.

Konklusion er at regressionstest bør findes både på komponenttest niveau og på systemtest niveau. Hvert niveau har sine fordele og selv om noget vil være duplikeret, så vil der også være mange steder hvor testen komplimetere hinanden.

[lasirenetta]

La ventottesima settimana: Fra slag til kærlighed  

Tirsdag skinnede solen fra en skyfri himmel, så jeg gik en lang tur med Alessia efter skole. Det var egentlig meningen, at vi ville have købt ind, da Alessia gerne ville prøve at lave den æblecrumble, som jeg havde bagt til vores middag hjemme hos Anna, men supermarkedet var lukket. I stedet gik vi hen til en lille malerbutik, hvor Alessia købte forskellige malerpensler og akvarelfarver. Det gode vejr fortsatte heldigvis, så onsdag holdt vi vores strikkeklub i parken, hvor Julia, en af Annas veninder, også kom for første gang.  

Torsdag havde jeg sidste undervisningsdag, hvilket var meget mærkeligt, men også en befrielse da jeg efterhånden er blevet lidt skoletræt. Om aftenen mødtes jeg med Anna, hvor vi spiste årets første is og fik et nyt ritual - “giovedì e gelato.” Månen var sindssygt flot, da man kun kunne se den nederste del, men omridset var stadig tydeligt. Det var virkelig hyggeligt, og vi fik grint en masse - også selvom vi vist fik skræmt et meget forelsket og mundvandsdelende par væk. Fredag brugte jeg på oplæsning i parken og på at læse i min Elena Ferrante-bog. Om aftenen så jeg X-factor, lavede en cioccolata calda og gik en lang tur om aftenen.   

Lørdag stod jeg tidligt op, da Rosa havde inviteret Anna og jeg på pranzo med hjemmelavet lasagne. Hun boede lidt udenfor Perugia, så vi skulle med bussen for at komme dertil, men det var heldigvis godt vejr, så da vi kom til at stå af et stop for tidligt, fik vi også set lidt af den anden del af Perugia. Rosas lasagne var uden tvivl den bedste lasagne, som jeg nogensinde har smagt, hvilket størrelsen på min portion vist også vidnede om. Som jeg også har nævnt tidligere, er Perugia kendt for den tidligere chokoladefabrik Perugina og chokoladerne “baci” (kys) som stadig produceres i dag. Selve fabrikken Perugina eksisterer som sådan ikke mere, da de blev opkøbt af Nestlé tilbage i 80’erne, men fabrikken findes stadig og laver udover “baci” også kitkat og diverse andre Nestlé-produkter. Da Rosa ikke bor så langt fra fabrikken, besluttede vi os derfor for at tage derhen, da man kan få en rundvisning derude, og det kan helt klart anbefales. Det var nemlig sindssygt spændende, og vi fik hele historien om, hvordan Perugina blev skabt, og hvordan Luisa Spagnola (den oprindelige indehaver) fik idéen til “baci”. Faktisk var “baci” slet ikke det oprindelige navn, men “pugni” (knytnævner). Spagnola syntes nemlig, at chokoladen med den store hasselnød på toppen mindede mere om de knogler, der er fremtrædende, når man knytter hånden. Producenterne mente dog, at kærlighed ville være en bedre salgsvinkel, så de ændrede navnet til kys og fandt samtidig på at lægge et lille stykke papir med et kærlighedscitat ind i indpakningen (som en “fortune cookie”). Efter fordraget om Peruginas historie og smagsprøver, besøgte vi museet og ikke mindst fabrikken, der dog var noget stille, da det åbenbart var for varmt til at producere chokolader. Søndag løb jeg en lang tur og læste op til eksamen.  

[daniels-bekendelser]

Hvorfor kan du ikke med lesbiske referencer? Er det noget du vil fortælle?

Så den korte forklaring er at min eks fandt sammen med en pige kort efter vi slog op. Jeg havde ikke de store kvaler da vi gik fra hinanden, det så jeg 100% som det bedste, men det viste sig jeg overhovedet ikke kunne holde ud at hun var sammen med en anden, i hvert fald ikke så hurtigt. De problemer, jeg har haft (og i høj grad stadig har) med at komme videre, bliver jeg mindet om hver gang jeg ser to kvinder være sammen. Jeg har ikke noget problem med lesbiske, hvilket er sådan det godt kan lyde og fremstå. Jeg er selv en del af LGBTQ+-miljøet, og prøver at være så åbensindet og tolerant som muligt. Det er også grunden til jeg hader mig selv for det.

Det var den korte forklaring, men jeg vil ikke snyde mig selv for at skrive den længere forklaring ned. Sorry til anon for at stille et simpelt spørgsmål og blive bombarderet med et alt for langt svar, men som sagt er det mest for min egen skyld:

Jeg gentager mig selv ved at sige, at mit største problem ved vores forhold var et mildest talt dysfunktionelt sexliv. Vi havde, helt objektivt, sjældent sex og hele vores fælles diskurs omkring sex var forvredet og ødelæggende. I starten bebrejdede jeg primært hende. Bebrejde er et hårdt ord, men hendes sexlyst var minimal og det så jeg som abnormalt. Uanset hvad var det er problem i et forhold når de to parter har meget forskellige sexlyster, specielt når man bor sammen og derfor bliver konfronteret med det hver dag. Jeg gik ind i forholdet og specielt også vores sammenflytning med en forventning om, at vi skulle have sex. I mine øjne var det underforstået, at når man var et teenagepar der flyttede sammen, så ville man også have ret meget sex.

Ret hurtigt viste det sig, at det ikke var tilfældet. Min sexlyst var høj, og jeg tænkte vi skulle have sex en gang om dagen. Ikke at det skulle være en kvote, men at en gang om dagen bare var cirka der vi ville ende. Det viste sig dog at være tættere på en gang om ugen. Det gjorde mig frustreret. Jeg taler meget om mine følelser, nogle gange for meget, og jeg fortalte hende om mine frustrationer. Som jeg skrev om i et langt rant for nyligt, så var det ubehageligt at blive afvist 80% af gangene af sin egen kæreste. Jeg så det sandsynligvis ikke nok fra hendes side af. Mon ikke vi kommer tilbage til det. Min frustration bundede også i, at jeg ikke følt mig begæret. Det engelske ord “desired” beskriver nok bedre den følelse jeg manglede. Jeg følte hun ikke fandt mig attraktiv fordi hun ikke ville have sex med mig. Det er jo sådan jeg selv reagerer. Hvis jeg finder en person attraktiv vil jeg generelt gerne have sex med dem. Hun fortalte hun fandt mig attraktiv, og at det ikke var mig hun ikke havde lyst til. Hun havde bare ikke lyst generelt. Det kunne jeg ikke relatere til. 

I mit hovede forventede jeg stadig sex, og det hindrede klart vores normale liv. Hvis hun viste det mindste tegn på kærlighed ville jeg jo blive opstemt og dermed rigtig skuffet hvis det ikke førte til sex. Derfor kunne vi ikke lave noget intimt uden jeg blev ked af det. Jeg kan godt lide at give massage. Jeg vil også sige jeg er ganske udmærket til det. Hun kunne godt lide at modtage massage. Men når massagen var overstået ville mit hovede og primært min krop forvente, at det udviklede sig. Det gjorde det ikke. Så blev jeg skuffet. Hver gang. Det er ikke fordi jeg ikke kan finde ud af at give en massage (eller cuddle eller lege pudekamp eller se en film, etc. etc.) uden at have sex bagefter. Men for mig blev den sobre akt en påmindelse om den manglende sex. Omvendt blev det for hende et tegn på min skuffelse. Så jeg stoppede med at spørge om jeg skulle give massage, fordi jeg vidste hun ikke ville mere end det. Hun stoppede med at spørge, fordi hun vidste jeg blev skuffet. Forventningens glæde er jo den største, men i en sådan situation bliver forventningens store glæde forvandlet til forventningens store sorg.

Jeg analyserer det altid til at være et problem omhandlende sex. Det ville hun nok være utilfreds med. Der var andre problemer, helt sikkert. Men det tror jeg, jeg ville være i stand til enten at gøre en større indsats for at arbejde med eller kunne ignorere, hvis vi havde haft god sex. Det ødelægger simpelthen så meget, når man fungerer sammen seksuelt. I hvert fald for mig. Jeg tror også jeg blev en væsentlig værre person af det. Det var svært ikke hele tiden at have en lille tanke i baghovedet om, at hun var nederen fordi hun ikke ville have sex. Det førte til en generel, konstant tilstedeværende frustration.

I det år vi boede sammen var vi begge rigtig stressede. Det var 3.G og vi er begge stræbere. Der var altid en aflevering eller nogle lektier, der skulle laves. Man kunne aldrig helt slappe af. Det reagerede vi på på to meget forskellige måder. Når jeg bliver stresset og presset, så finder jeg tryghed i sex. Når hun blev stresset, så mistede hun endnu mere interessen. Det fungerede ikke.

Vores manglende sexliv var selvsagt mere et problem for mig end for hende. Det kan godt være jeg tegner et for ensidigt billede, men for mig betød det alt og for hende betød det en mere irriterende kæreste. Det ene går en på hele tiden, det andet går en på en gang i mellem. Jeg er i tvivl om denne her pointe er helt valid, hvilket irriterer mig for det betyder jeg ikke helt har styr på mine tanker. Anyway, jeg gjorde rigtig meget for at prøve at få det til at fungere. Til at starte med handlede det om at finde ud af hvad hun kunne lide. Hvilke ting jeg/vi kunne gøre for at hun fik mere sexlyst. Nogle andre ting jeg kunne gøre i sengen, som føltes bedre for hende. Nogle andre ting jeg kunne gøre udenfor sengen, så omstændighederne var bedre. Jeg prøvede i en periode på to uger at lade være med at bede hende om noget som helst. Ingen madlavning, ingen oprydning, ingen tøjvask. Hvis jeg var irriteret over noget praktisk ordnede jeg det selv uanset hvis tur det var, så hun kunne få noget ro på. Ikke nok med at det ikke hjalp på hendes sexlyst, så opdagede hun det faktisk ikke en gang. Det gjorde ondt. Samtidig var afvisningerne en stor frustration i hverdagen for os begge, så jeg prøvede at komme på måder hvor hun ikke fysisk/verbalt skulle afvise mig. Jeg prøvede at reducere antallet af gange jeg lagde an på hende. Jeg prøvede at stoppe med at lægge an på hende hvis det ikke havde været en god dag. Jeg prøvede at aftale med hende, at jeg helt stoppede med at lægge an på hende, og at hun i stedet blot skulle prøve på mig når hun havde lyst til sex. No dice.

Hvis ikke jeg kunne oppe hendes sexlyst for at aligne os, så måtte jeg minimere min egen. Jeg prøvede at onanere hver gang jeg blev liderlig i stedet. Det gjorde mig ked af det hver gang. Jeg undersøgte medicinske muligheder. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at sex ikke behøvede at være en del af vores liv. Jeg kunne måske bare tie min sexlyst ihjel ved at ignorere den. På den måde kunne jeg fjerne al forventning om sex, og så kunne det være hun ikke følte sig så presset. Det fungerede ikke. I stedet blev jeg bare mere frustreret og en dårlige kæreste.

Vi snakkede meget om det. Det var uundgåeligt, når det åbenlyst gik mig så meget på. Det var bare oftest når vi var følelsesladte. Jeg var i hvert fald. Det gjorde det ikke så konstruktivt. Hun gentog mantraet “det er ikke dig jeg ikke har lyst til, jeg har bare ikke lyst overhovedet”. Det hjalp lidt nogle gange. 

Jeg tegner måske et dårligt billede af hende. Det er unfair, hvis jeg gør det. Jeg tror ikke hun har gjort noget galt. Tværtimod prøvede hun at være lidt imødekommende, tror jeg. Vi havde trods alt sex en gang i mellem. Ikke fordi hun så ofte havde lyst, men for min skyld. På den ene side er det rigtig sødt. Det er rigtig langt at gå for at gøre en, man holder af, glad. Jeg får høj puls bare af at tænke på det, for jeg føler det er grænsende til overgreb, når jeg kigger tilbage på det. Hun havde sex med mig selvom hun ikke havde lyst, udenlukkende for min skyld. Det er jo forfærdeligt. Jeg kan ikke en gang sætte ord på hvor dårlig en situation og aktion det er. Jeg tror ikke jeg har gjort noget forkert. Alligevel er det uudholdeligt at tænke på. Når vi havde sex var det næsten altid i badet. Jeg ville rigtig gerne give hende nydelse, men det var meget upraktisk i badet, så derfor var det hurtigere overstået. Hun kunne få mig til at komme uden jeg prøvede at gengælde det. Hun kunne få mine frustrationer ud, mens hun samtidig udsatte sig selv for mindst mulig sex, som hun ikke havde lyst til. Det er nogle tanker, jeg ved er sande, men som jeg næsten ikke kan tænke til ende af bar afsky. 

Hvad kunne jeg have gjort anderledes? Jeg er ikke sikker, men det starter meget, meget tidligere. Allerede da vi først kom sammen, og jeg havde en følelse af hun havde mindre lyst til sex end mig, skulle jeg have gjort det helt klart med både ord og handling, at jeg ikke forventede sex med hende. At det altid skulle være på hendes præmisser, kun når hun havde lyst, med hendes hjerte og hjerne med. Jeg skulle have ladet være med at snakke om hvor meget det betyder for mig. Jeg skulle have ladet være med at prøve at nudge hende til at have mere sex. Jeg skulle ikke have gjort mine frustrationer så tydelige. Men samtidig skal man jo også være sig selv i et forhold. Jeg kunne ikke bare gemme mine lyster forevigt. Jeg ved ikke hvordan jeg kunne have gjort det mere trygt. Jeg ved ikke om det bare var dårlig timing, fordi vi begge var stressede. 

Da vi gik fra hinanden havde jeg det altså fint. Jeg havde indset hvor meget sexen betød for mig og jeg havde indset, at vi nok aldrig ville få det til at fungere. Jeg havde en følelse af, at vi havde prøvet at gøre alt hvad vi kunne. Hun havde bare ikke særlig meget lyst til sex, mens jeg havde rigtig meget. Det kunne ikke forenes. Det var ikke fordi jeg var uattraktiv, dårlig i sengen, ucharmerende eller noget andet jeg havde gjort galt. Hun fortalte mig på et tidspunkt, at hun tænkte hun måske var aseksuel eller i hvert fald tæt på. Det gjorde tingene nemmere for mig, for så vidste jeg, at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes. Det var doomed fra første dag. Det var selvfølgelig ærgerligt at have brugt mere end halvandet år på at indse, at det aldrig ville komme til at fungere. Men sådan er livet. Ingen af os kunne have gjort noget anderledes. Nu kunne jeg se frem til at komme ud og have en masse sex og få stillet alle mine lyster, mens hun kunne finde en anden sød person, der heller ikke var så interesseret i sex. Win-win.

Det er godt jeg ikke er forfatter for det tager mig tusinde år at komme til pointen, jeg ved det godt. 

Hun tog på ferie og flyttede derefter til udlandet. Jeg havde hjulpet hende med at finde det job i udlandet, som var i samme land som jeg selv lige havde fundet job. Ikke fordi vi tænkte vi skulle bruge tid sammen, det gav bare mening for os begge to. Dog var vi stadig tætte venner, så vi kunne sagtens indgå i nogle af de samme vennegrupper, også i det nye land. 

Hun flyttede herned i starten af juli. Jeg skulle først flytte i midten af august. Vi snakkede sammen løbende, både om praktiske og personlige ting. Vi havde lavet hinandens Tinder-profiler. Det er lidt nemmere at være pige på Tinder, hvilket jeg havde det lidt stramt over, for uanset hvor godt et break-up det var, så er man stadig lidt konkurrencemenneske. Det kan også godt være hun bare er pænere og sødere end mig. Jeg havde prøvet at ramme Tinder i Danmark i løbet af sommeren efter hun var flyttet ud, men uden succes.

Vi snakkede ofte i telefon en time ad gangen. To gange om ugen, måske. Det var megabehageligt. Efter al den seksuelle frustration i mellem os var forsvundet da vi gik fra hinanden, så kunne vi faktisk være noget nær bedste venner. Vi kendte trods alt stadig hinanden rigtig godt. Det var nice.

Vi havde aftalt at mødes to weekender efter jeg var flyttet. Det passede mig godt. Da vi havde en af vores telefonsamtaler, cirka en uge inden, der breakede hun det. I de fem uger hun havde været i landet før jeg ankom havde hun fundet en semi-kæreste. En lidt ældre pige. Jeg opførte mig som en god ven, ikke en eks. Det tænkte jeg godt jeg kunne finde ud af og holde til (narrator: “det kunne han ikke”). Vi snakkede om dem. Om hvordan de havde mødtes. Om de havde været sammen. “Har du set mine negle?”, sagde hun med et smil på læben. Hun fortalte, at de havde måtte stoppe akten første gang for at gå ud og klippe negle sammen. Objektivt helt ekstremt cute. Hun spurgte: “Er du klar over hvor meget sværere det er at få en pige til at komme end en dreng?”. Jeg svarede, at det vidste jeg godt. Jeg spurgte hende, som en god ven nu ville gøre: “Hvordan kan det være du har lyst til at have sex med hende? Hvad gør hun rigtigt og hvad kan jeg lære?”. Du kan godt pause her og ryste på hovedet. Det er fint nok. Jeg skulle aldrig have spurgt. Jeg skulle aldrig have forsøgt at opretholde et venskab efter vi var gået fra hinanden. For kan man virkelig holde til at høre hvad der foregår i eksens liv efter man er gået fra hinanden? Jeg kunne ikke. Det er mildt sagt. Hold kæft det er mildt sagt. For hun kiggede på mig. Smilede. Så lidt op i luftet. Så sagde hun: “Det er bare noget andet. Noget helt, helt andet.”

Jeg ved ikke hvordan jeg kan beskrive hvordan den interaktion har påvirket mig. Jeg vil ikke overdramatisere det, men det er samtidig nævnt at komme til at underspille. Status er nok, at det har ødelagt al min selvtillid. Jeg føler mig fuldkommen utilstrækkelig, uduelig og uelskelig. Jeg føler mig helt ekstremt dum og uattraktiv. De fandt sammen to uger efter hun flyttede. To uger efter hun er flyttet fra mig finder hun en, hun gerne vil have sex med. Jeg havde fundet fred med, at vi ikke kunne finde ud af det. Vi lå for langt fra hinanden. Det handlede ikke om at hun ikke havde lyst til mig, det handlede om hun ikke havde lyst. Så går det to uger. To fucking uger. Så kan det jo ikke være andet, end at det har været mig. Jeg har brugt så mange kræfter, så tid og været så fucking frustreret. Så finder hun en ny lige efter, som hun gerne vil have sex med. Jeg ved godt hvor banalt det virker. Jeg ved godt det virker som om jeg kun fokuserer på sexen. Men jeg tror ærligt talt det var den primære grund til, at forholdet ikke fungerede. Det med at hun ikke havde lyst generelt, det ryger bare ud af vinduet. Det var ikke hende, det var mig. Jeg var bare ikke god nok. Sød nok, smuk nok, dejlig nok, klog nok, lækker nok. Det hele kan koges ned til det fucking sex. Jeg troede at jeg skulle ud og blive forløst og hun skulle finde leve et godt liv uden sex. I stedet har jeg ikke haft sex siden hende og hendes sexlyst er blomstret. Det gør så fucking ondt og jeg har endnu ikke fundet ud af hvordan jeg skal håndtere det. Jeg hader seriøst mig selv for det. Jeg har lyst til at banke mit hovede ind i en væg og skrige. Jeg nåede at få tårer i øjnene fire gange på mit 50 minutter lange indkøbstur i dag af at tænke på det. Jeg føler mig helt og aldeles utilstrækkelig, og jeg kan bare ikke se hvordan jeg skal komme ud af det. For helvede hvor gør det bare ondt. 

Det virker så simpelt. Så overfladisk. Jeg er for rationel til det her. Jeg er for klog til at lade det her ramme mig så hårdt. Men jeg kan ikke lade det ligge. Tværtimod tynger det mig ned konstant. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været ubetinget glad. Paradoksalt nok er min sexlyst faldet markant. Sådan er det vel når man er ked af det. Jeg føler mig bare som en kæmpe taber. Den helt store taber, når man kigger på hvordan vi kom ud af det. Mit hovede er konstant fyldt med negative tanker. 

Det er her de lesbiske referencer kommer ind i billedet. Bogstaveligt talt 6,5 siders tekst senere. Jeg ved godt jeg er en idiot for at bruge 16.000 tegn på det her. Men hver gang jeg ser to kvinder være sammen, så bliver jeg mindet om alt det ovenstående. Jeg bliver mindet om mine utilstrækkelighed. Jeg bliver mindet om, at jeg er en taber. At jeg har det skidt. At jeg ikke kan få tingene til at hænge sammen. At jeg får angstanfald af at beskrive hvordan jeg har det. At jeg har gemt hende væk på alle sociale medier og bliver ked af det hver gang hun alligevel dukker op. At jeg ikke kunne være der for hende da hendes morfar døde og hun gerne ville have mig at støtte sig op ad. At mine egne tanker ødelægger mit eget liv og at jeg ikke kan finde ud af at komme ud af den nedadgående spiral. Det er derfor.

[solskinsskud]

det er så trættende at vente.

så helvedes frustrerende at sidde her og vente. i den alt for store seng, på det tykke røde sengetæppe, midt i min egen tomme ensomhed.

dag ud og dag ind. det eneste jeg venter på er hendes livstegn, det eneste jeg hungrer efter er hendes kram, det eneste jeg mangler er hende. jeg hader at vente, jeg hader at sidde her, jeg hader at leve. især når det er uden hende.

men jeg ved jo godt at hun har travlt. ved jo udmærket godt at jeg er det der fylder mindst i hendes hoved. også selvom hun ved at jeg bare sidder, og sidder. og venter.

havde det været omvendt, havde det set anderledes ud. hun har gang i nye bekendtskaber, nye venskaber, og ny kærlighed.

de kalder hinanden baby.

[stroeriodi]

Ano ask, "Hvad er dit forhold til polyamourøse forhold?".

Mit svar:

Jeg ved det ikke. Jeg tror den generelle opdragelse og opfattelse vi får af kærlighed som udgangspunkt er imod det. Men ligesom mennesker er til forskellige køn, så tror jeg også at mennesker elsker hinanden forskelligt. Jeg tror ikke kærlighed og forelskelse er så simpelt, at man kan sige, at alle mennesker kun ægte kan elske én person ad gangen. Den eneste ene, hvem er det lige? Hvem siger det er en enkelt person? For mig lyder ideen om den store kærlighed til et eneste menneske, som en meget radikal idé. Som om der ikke er plads til, at der kan gå flere mennesker rundt, som kunne være ens store kærlighed. Hvad gør man, hvis man møder mere end én af de personer? Det føles lidt ligesom dengang jeg var lille, og jeg skulle svare på hvem min bedste ven var. Hvordan skal jeg kunne vælge? De er allesammen så gode, og de er allesammen så forskellige. Det betyder ikke at jeg ikke godt kan mærke, at nogle venskaber er tættere og stærkere end andre. Men de stærkeste. De er jo allesammen min bedste ven, eller hvis vi taler parforhold, så er de stærkeste allesammen min store kærlighed. Det er dem jeg har elsket så højt at det stadig kan gøre ondt, selvom det er et halvt liv siden. Det er dem jeg har elsket, og aldrig kommer til at holde op med at elske. Jeg ved ikke bedre end det. Når man snakker om følelser, så er der ikke ét rigtigt eller forkert svar. Måske er der heller ikke én rigtig eller forkert person for dig eller mig. Jeg vil gerne være åben for forskellige typer forhold. Om det er mono- eller polyamourøst, det må være op til den enkelte. Jeg ved ikke hvor jeg selv står. Føler jeg står lidt i midten. Rodløs. Måske en dag jeg finder mig selv, siddende på en bænk i eftermiddagssolen, mens jeg kigger på livet og tænker over hvor fjollet det er, at jeg kunne bruge så lang tid på at finde frem til, hvor jeg er, som om det skulle være et bestemt sted, når jeg i forvejen hele tiden har vidst, at ethvert møde jeg har med et andet menneske, direkte eller indirekte, kan skubbe mig i en hvilken som helst retning, og at ens ståsted er gået fra at være klart, til at være uklart, ikke-afgjort, ikke betyder at man er blevet væk fra sig selv, men derimod at man er på vej i en ny retning, med sig selv. Man er altid med sig selv.

[28september2015]

I morgen er det seks år siden, min lillesøster døde.

Det føles som vanvittigt lang tid. Men lige nu er det faktisk afstanden til sidste årsdag, der virker voldsomt lang. Afstanden mellem de efterfølgende år, faktisk.

Nu kan jeg se tilbage på billeder fra "eftertiden" og forveksle dem med tiden før. Fordi selv eftertiden er lang tid siden.

Jeg synes der er sket meget for mig det sidste år i forhold til sorgen. Jeg skrev også en del om det sidste år, at jeg følte jeg stod ved en skillevej. Og det var pissehårdt, men jeg blev nødt til at vælge den vej der gik frem, i stedet for den der gik tilbage.

Jeg kan ikke fastholde mig selv i det længere. Sorgen er uden tvivl stadig lige så stor, som den dag den ramte. Men rundt omkring den er jeg vokset. Jeg som menneske, mit liv er vokset rundt omkring sorgen sådan så det ikke er den der fylder mest mere. Sådan her. Og det ville simpelthen være uansvarligt af mig at afvise det liv, der har fundet vej frem siden vi mistede min lillesøster.

Det betyder ikke at alting er blevet godt og nemt. Livet er svært lige nu, for rigtig mange. At komme ovenpå isolationen under corona, at komme ud som færdiguddannet og skulle finde en vej i livet, det er fucking svært. Det ville det have været uanset. Og jeg tror da min tolerance og tålmodighed med det er mindre end den kunne have været. Og så alligevel har jeg også affundet mig med at nogle ting i livet er vigtigere end andre. Så sorgen påvirker mig indirekte hver dag, det er da rigtigt. I konstruktive og destruktive retninger.

Men de store udsving bliver færre og sjældnere. Som jeg har skrevet om før, kan jeg godt savne den umiddelbare og rene sorg, jeg befandt mig i det første års tid. Den var kompromisløs på en smuk måde. Det var ikke muligt for mig at tilsidesætte den, for jeg havde mistet min lillesøster, som jeg elskede så højt. Så højt at alt andet var fuldstændig ligegyldigt. Og jeg var priviligeret nok til at kunne tillade mig at opføre mig derefter.

Nu går det ikke længere. Jeg har andre mennesker, jeg elsker, og som elsker mig. Og som det kræver arbejde, tid, opmærksomhed og vilje at beholde. Jeg har et liv, potentielt en form for karriere i støbeskeen, en ide om at jeg måske selv skal have en familie.

Jeg er ikke altid en stjerne til at få gjort det arbejde. Jeg kæmper stadig med en stemme, der fortæller mig at det er nytteløst. Ja, for vi skal jo alle sammen dø, og mon ikke de alle sammen ville forlade mig hvis det stod dem frit for.

Så der er stadig masser af indirekte konsekvenser af sorgen. Der er masser at arbejde med. Og et eller andet sted er det min pligt at gøre det arbejde. Overfor de mennesker, jeg har omkring med.

Min lillesøster står nu tilbage i mine minder som den hun var. Et sjovt, dejligt, smukt og håbefuldt menneske, som måske tog tingene lidt nært af og til, men hvem gør ikke det, når de er teenagere. En klog pige med verden foran sig, når det lige passede hende. Et menneske der stod midt i mødet med alle de facetter af kærlighed og smerte, som hører til livet.

Jeg er forbandet over at hun ikke er her sammen med os. Det vil jeg altid være. Og det vil jeg altid insistere på at der skal være plads til. Men det må ikke koste pladsen til alle de andre mennesker, jeg også elsker.

Jeg tror det her er noget af det, der gør sorg hårdest. At indse at man på et tidspunkt bliver nødt til at finde stien igen. Det er i hvert fald ikke særligt sjovt at skrive om. Men hvem sagde også at det skulle blive sjovt......................

[gladhjerte]

Når man er bange

Jeg gik ind af din hoveddør med dig. Det var en kold september aften, og din lejlighed føltes som hjem på en eller anden måde. Jeg havde ikke mit halstørklæde med eller Vans fordi jeg ville virke pænere end praktisk. Men du accepterede mig også næste gang på trods af halstørklædet og Vans.

Din dejlige udstråling, og mine beundrende øjne. Vi hører din podcast tættere på himlen mens vi kører mod Arken. Bladende på træerne er begyndt at falde af, og billedet står lige så klart i mine minder i dag. 

Jeg ved at hvis vi sluttede i dag ville der ikke være noget jeg kunne gøre ved det. Og lige så hurtigt vi startede lige så hurtigt kan det slutte. Og jeg ville nok blive okay, men ville slet ikke have det godt med det. 

Jeg kan huske dengang vi kørte ned af Frederiksberg Allé. Du kørte næsten overfor rødt fordi vi havde travlt med at grine af hvor pinlig en far du ville blive hvis du fik teenage piger. 

Billeder af dine niecer og nevø. Dig selv som barn. Dine søstre, mor og far. Du fik røde kinder da du viste mig videoer af dit falsskærmsudspring. Du fortæller mig om din mors køreevner, samt din fars særligheder. Du fortæller om din fortid, jeg tænker din fremtid er mig. 

“ Jeg går ind for ligestilling. Gør du ikke? “ sagde du en dag ved aftensmadsbordet. En af de aftener hvor vi planlagde en af vores mange ture ud af Danmark, eller bare ud af København. Der er momenter hvor jeg er så glad sammen med dig, at jeg tænker for mig selv: “ Han siger snart han elsker mig. “ Men du gør det aldrig. Måske gør du det om 3 måneder, eller måske gør du det aldrig. Jeg har været tæt på at sige det et par gange men så minder jeg mig selv om at grunden til du stoppede det med den sidste du datede var fordi du ikke kunne gengælde hendes følelser. Så føler jeg mig næsten helt flov over hvor hurtigt jeg har fået de her store følelser for dig. Og så fortæller jeg mig selv at det også er kærlighed når du holder om mig på sofaen, og at jeg burde være taknemlig for det.

Og hvis vi sluttede i dag ved jeg at det ville være fordi gnisten er væk. Jeg ville glemme dig i mine travle timer i døgnet, men ville blive mindet om dig lige så snart jeg var alene.

Jeg kan huske den aften hvor vi lå på dit køkkengulv og skreg af grin. Vi kildede hinanden til vores maver gjorde ondt. Dit grin er dejligt og det kilder i min mave hvergang jeg hører den dejlige lyd af din latter.

Det var også dengang hvor ingen måtte vide noget. Jeg var din hemmlighed, men for mig var du håb. Du virkede bange, jeg kan stadig huske følelsen af at stoppe mig selv i at presse dig for meget. 

Jeg føler at vi til tider snakker hvert vores sprog. Måske beder jeg om for meget. Men måske, og kun måske kunne det her vi har gang i blive helt fantastisk, hvis ingen af os ødelægger det. Er du bange? Det føler jeg lidt du er. Så siger du noget som gør at jeg tror du er klar til at comitte dig. Og næste øjeblik er du lidt for ærlig og siger at du synes jeg er irriterende. 

De siger alt som kommer let går let, men det her føles både meget let, men kompliceret. Hvis nu vi havde mødt hinanden senere i livet havde det måske været nemmere? Men den tanke giver mig kvalme. Hvordan forestiller du dig egentlig mig? Som en pæn accesorie som kan stråle ved siden af dig? Ikk hende som jeg er, som græder når jeg er alene. Og hvis kollegaer spørger hvorfor jeg ser så trist ud, og mit svar er dig.. det er derfor jeg engang imellem er trist. På grund af dig. Dig som jeg kan forestille mig charme benene væk under min mor til en kande te, med din skønne humor. Men når hun så kommer i tanke om de tåre jeg har grædt over den sidste der gjorde det, hvor hun sagde til mig “ det er meningen at det skal være sjovt at være ung.” så tror jeg hun inderligt håber på du bliver.

Tiden går langsomt når du ikke er her. Som om jeg er lammet af tiden. Jeg kan godt lide hvem jeg er lige nu. Jeg har ledt efter hende længe. Hende der går rundt i dine gamle sutsko i din lejlighed. Ikke hende som sidder alene i Valby. Men du vil ikke have min tandbørste i dit hjem. Måske fordi hvis vi sluttede ville den måske minde dig om uskyldighed, og hvordan din pude dufter efter jeg har sovet hos dig. Måske du ikke ville kunne smide den ud, fordi det var et minde om mig.

Til sidst og slut skal du vide at jeg elsker dig. Og hvis du dropper mig, mister du det mest ægte du nogensinde har haft.