wellenoughaboutme

[wellenoughaboutme]

Jul i Vestermarken

Vestermarken er, hvor Horsens møder Himlen, og byens folk går rundt med landsbysmil. Men hører du en kirkeklokkes bimlen, så er det egentlig nok en Hjem-Isbil.

Denne landsby, den har ingen landsbykirke. Det’ ikke det, som alting peger hen imod. I andre danske byer kan det virke som om byen lægger sig for kirkens fod.

Vores landsbycenter er et gammelt fængsel, som gør det ud for torv og gadekær. I stille sne, i julemarkedstrængsel, befinder og forbinder vi os her.

Men kan man synge smukke julesange, og den med ”fred på jord” og ”fryd på jord” om mørke og forpinte fængselsgange, om mure viklet ind i pigtrådssnor?

De, som bærer på de længste fængselsminder de ved, at lige midt i Slottets bryst, der ligger der en kirkesal og skinner mange fanger, i sin tid, til håb og trøst.

En kirke kapslet ind i fængselsceller, bag tremmer af ubrydeligt metal, det klinger som når julekor fortæller om Jesus i en fattig dyrestald.

I mørket: Kirkesalens hvide farve, uslukkelige lys og frihedsord. En forpuppet pjusket sommerfuglelarve fyldt med fryd og fred til vores gamle jord.

Ja, det bliver også jul i Vestermarken, hvor sneen falder tyst som englesang, blandt børn i fart på fængselskælkebakken, på 1000-meterstiens pilgrimsgang.

[wellenoughaboutme]

Vælt!

Som den stangberusede  fyr på vej hjem fra byen, som lige pludselig løber tør for mur at læne sig op ad, og som vælter.

Vælt!

Som den retlinede linedanser som har været linjevogterreligiøs så længe, at hele banen nu kun er en streg.  Og nu er hun nået til enden af den. Nu vælter hun.

Vælt!

Som ham  som plantede sit træ, smukt som et babelstårn, med uddannelse, job og familie.   Pludselig virker det ikke mere.  Tanken er tom. Springfjeder uden spring. Tør for liv.

Vælt!

Vælt! Bare vælt. Hele vejen.

Vælt din vej på Herren. Stol på Ham. Så griber Han.

Han griber! 

Griber ind.

*

Vælt din vej på Herren Stol på Ham Så griber Han ind.  Salme 37,5

[wellenoughaboutme]

Rundt om Fængslet

Et kors i et vindue mellem ufrihed og åben by.

Et håb i en regnbue maler farver på en dyster sky.

I hjertet en ildflue. Mur og brystværn brydes ned på ny.

(Sådan et udgået fængsel er et nyttigt sted at gå rundt og lede efter tro og håb og kærlighed.)

[wellenoughaboutme]

Hvis Gud kan gøre en skydedør

Hvis Gud kan gøre en skydedør af stenen, som var rullet for graven, og klæde Maria i brudeslør, vævet af sorgen, hun bragte til haven, mon så ikke selv mine mange behov, der føles som barnlige plagerier, hos Dig kan omsmeltes til sange af lov, et litografi af de livord, Du si’r?

Hvis Gud kan gøre en dommerstol af romernes ækle dødsmaskine og tænde for Håbets Sommersol i mørket og ind i den dybeste pine, mon så ikke selv min rastløshed kan være et åsted for vores møder? Bliver den til bro, når jeg kaster den ned på vandet imellem os for dine fødder?

Hvis Gud kan gøre en bred boulevard i havet, som truede og lå i vejen, så sløvede slaver i fri fuglefart håbefuldt kunne starte på hjemtursståhejen, mon så ikke selv mine stejleste fejl kan bruges som mast på min prøvede skude? Jeg slukker min motor og sejler med sejl og skylles i frihedens vinde herude.

//

For sejren blev vundet og døden selv brast, da livet brød frem som en blomst gennem klippe. Hver benlås af skyld og af kød og af last, gav fortabt og gav op, måtte slippe. Så indtil den dag, du i alle er alt, og døden og skammen for evigt forsvundet, og kampenes dage til ende er talt, indløser vi sejren, som Jesus har vundet!

[wellenoughaboutme]

Tørstig

Mit hjerte er ik’ synderligt rent. Men jeg er tørstig! Når Du kalder, kommer jeg tit for sent. Men jeg er tørstig! Min pæne facade har det med at krakelere. Men jeg er tørstig!

Alligevel vil jeg så gerne selv være den, der kontrollerer. Men jeg er tørstig! Jeg er ik’ meget for at lægge hovedet på blokken. Men jeg er tørstig! Ikke just det frommeste får i flokken. Men jeg er tørstig!

Tørstig efter Dig, så munden smager som sand. Tørstig som en hjort, som bare skriger efter vand. Tørstig som min by med det gamle mørke Fængsel. I mit bryst kan jeg mærke lidt af dens hjertes længsel. Tørstig efter at blive vækket af en større og smukkere drøm. Tørstig som en samaritansk kvinde, som sidder ved en brønd. Tørstig efter, at du vågner verdens dybeste toner. Tørstig efter at høre dem prise Menneskets Forsoner. Tørstig efter liv i overflod og sprængte dæmninger, bægre fyldt til kanten og lovsang uden hæmninger! Tørstig efter nåden: At få og ikke gå forbi. Tørstig efter at se Din kraft og kærlighed sat fri!

Gud, jeg er tørstig!

[wellenoughaboutme]

Morgen

Det første, du gi’r dig til, li’så snart, du vågner, er at gå hen til bordet med dit puslespil.

Ik’ noget med bad eller kaffe eller smøger eller mad først, og du trækker heller aldrig gardinet fra før du gi’r los og begynder at slås med dine brikker.

Du gør det hver eneste morgen, jeg har set det selv, hvordan du kæmper frustreret og fokuseret med puslespillet af al magt Men alligevel har jeg aldrig set det mere end højst halvlagt.

Nogle gange tror jeg, du tror, motivet er hele verden. Smerten i dit blik når du febrilsk og længe prøver at få det hele til at hænge lidt sammen. Gi’ lidt mening. Gå lidt op. Og det er uden stop, når jeg ser dig lede og spejde og skue efter det, Martin Luther King sagde om historiens bue, og om den faktisk bøjer af retfærdighed. Og om der er noget højere. Noget at stå op for. Stop’ op for. Noget at hop’ op for. Ud i verden, ud af sengen, ud at vågne og vække sig. Men brikkerne i puslespillet vil ikke rigtigt lægge sig.

Andre gange er det dig selv, du prøver at lægge, dit selvbillede, din persona, række for række Men brikkerne vil ikke strække. Lidt li’som timerne i den her uge, du heller ik’ rigtig kan overskue. Og tænk, at den her halvfærdige avatar har ansvar for et ægte levende menneske. Barn! Med så mange skridt foran sig, det endnu ik’ har trådt. Og hvis vi er de voksne nu, hvem siger så, at alt bliver godt? Du leder efter en brik, der kan dæk’ og håber, du ik’ bli’r afsløret, før du finder noget retning i din personlige puslespilslægning.

Og så er der alle de gange, hvor brikkerne bare er sorte li’som de bange tanker, som gjorde søvnens timer korte. Sort som spindelvæv og bananfluer, man umuligt kan tælle. Sorte knuder og huller. Asiatisk i vælde. Alligevel lægger du brikkerne op ved siden af hinanden, bare for at se, hvad det kan gi. Om man kan vride mørket for lidt læring. Noget med håb om forandring i. Men læring kræver lys, og det er på lyset, at håbet beror. Og den slags er der intet af på dit puslespilsbord.

*

En morgen banker det på døren, mens du sidder dér ved bordet for dig selv. Du åbner op og der står en fyr, mellemøstlige træk, han slår dig lidt som en rebel. Men milde øjne, som lyser og gnister, da han tager til orde:

”Vidste du godt, at jeg stadig vælter borde?

Og nu har jeg udkig på dit. Og jeg ville elske at la’ det smage min sandal.” Og du kigger stille op på ham, og gi’r et forsagt og forsigtigt nik som signal.

Du kan godt fornemme, at Han godt ved, at det her, det ik’ er så’n bare lige, og det har du ret i, for nu hører du ham sige:  

”Hvor jeg kommer fra, kalder vi det her at sige farvel til livet, farvel til sig selv, dø og miste – og finde livet igen som givet. Men, frygt ikke! Jeg har gået vejen før, og jeg er din følgesvend.”

Jeg bliver simpelthen så glad, da jeg ser dig smile alvorligt og nikke igen.

Og i slowmotion ser du de fyger som gløder af ild til Skt. Hans Puslespilsbrikker i byger, som syreregn uden stedsans.

Og i slowmotion ser du dem falde Som når det skælver om kirsebærtræer. Som manna fra himmelske sale. Som en fløjtende flyvende hær, Som forårsregn på den knastørre jord Og med et er der hverken spor at puslespil eller puslespilsbord.

Og nu river han gardinerne til side i en glide- nde bevægelse og proklamerer:

”Nu er alting nyt.

Før troede du, at du skulle bære det store billede, se de store sammenhænge, Mit barn, alt det har du slæbt på alt for længe! Som om, at alt det kunne være inde i dig! Barn, det store billede bor godt og trygt hos mig!

Og hvis jeg bare kunne vise dig billedet, som jeg ser det, og hvor jeg fører det hele hen. Den verden, jeg føder, det jeg ser og gror i dig, selv dit dystre og uglede sind!

Det er så smukt, at det er til at dø over! (Sku’ det til, ville jeg gøre det igen.)”

*

En fiskehejre flakser forbi dit vindue gennem solens gyldne tråde, mens han taler til dig om at gøre det med morgener på en ny måde.

”Morgen er skabelse. Kærlighed. Liv som opstår og vender tilbage”, det fortæller han, og så citerer han en digter fra gamle dage:

”På himlen har han rejst et telt til solen, den går som en brudgom ud af sit kammer, den gennemløber sin bane glad som en helt.”

”Og”, fortsætter han, ”nogle gange rammer det dig, strålerne varmer, morgenens fyrværkeri. Andre gange må du vide, at bag skyerne sker den vildeste sprudlende symfoni.

Og kan du høre, hvad det er, jeg hvisker, hvert eneste morgengry? ’Denne dag har jeg skabt til din glæde. Min nåde er altid ny!’ Så nu giver jeg dig et nyt morgen-bud: ”Før mad, før kaffe, før bad: Vær glad!

Og så slutter han med at låne lidt ord fra den gamle digter igen:

”Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den.”

***

[wellenoughaboutme]

Heller ikke jeg fordømmer dig

I mit hoved strømmer en flod af frådende farisæere, skrigende skriftkloge. De har ladt deres Bibelbog, kanonerer med kanoniserede ord og synger som et trykluftsbor, et pegefingerkor.

Midt i det hele. Lige der. Står jeg. Og mærker mig mere nøgen, end jeg er. For de kastede trods alt et lagen om mig (- bøjer hovedet og holder det med hagen), da de slæbte mig med fra mit mørkekammer - hemmelighedernes sted - til det her torv, den her menneskesværm, af folk, som håber på lidt reality-TV uden skærm. De råber om loven. Men, tro mig, jeg kender loven. Ja, hvad mere er: Jeg føler den. Den er indeni mig. Den bor lige her. Li'som DNA. En dobbeltstreng snoet af angst og af skam. I et fastlåst, uophørligt og helt lovmæssigt lovprogram. Jeg ved bedre end nogen, hvad de greb mig i, og hvad jeg har forvoldt.   Solens stråler lyser torvet op, men her er isnende koldt. Råbene ræsonnerer. Larmen i mig og rundt omkring. Et stødt tiltagende ekko. Kun Du siger ingenting. Som var du en dommer i Serie A samles de om dig og appellerer, men du sætter dig bare stille på hug og begynder at fingerere med sandet. Du skriver vist noget. Og med et bli'r her så stille. De mest højtråbende er gået. Nothing more to see here! Det siver fra menneskemassen. Sådan stilner du Stormen på Tempelpladsen. Men det er ikke kun det. Det er ikke kun det! Det er ikke kun den lille larm, det er også den store, indeni, som tier. Stille. Det er det, du siger. Det er Det, Du siger! ”Heller ikke jeg fordømmer dig.” Og det. Alt Det! Du ikke siger. 

Ikke noget: “Altså, hvad tænkte du dog på?!”, et “Hvordan tror du i grunden selv, de sidder og har det?” eller “Hvordan mon det nu skal gå? Og tror du, de klarer det?” Ikke så meget som et stille: ”Det var dumt”, lidt anglen efter anger og bod.

Du ku’ sagtens ha’ sagt det. Det havde stadig været nåde i overflod.

Alt, Du siger er: ”Heller ikke jeg fordømmer dig.”

Der står de, ordene, og kigger mig så skamløst i øjnene. De har ikke engang et lagen på. Helt. Nøgne!

* Enten er de det rene fantasteri, dine sidste ord, eller også er de af den slags, som skabte den her jord. ”Gå bort. Synd fra nu af ikke mere.” Som om, jeg ikke står lige her og forsøger at økonomisere med et lagen, som ikke helt kan nå både top og tå. Som om Du har glemt den måde, jeg  lige er blevet afsløret på. Som om jeg ikke er Synder med Stort S og i stykker og Bad News og breaking. Som om du ser på mig, som om jeg er Some Kind of Saint in the Making! Altså, hvem tror Du i grunden, jeg er? Hvem tror Du, jeg er? Det, jeg ved er: Den, du ser, er den, jeg vil vær'!

Mens jeg går hjem mærker jeg det solvarme torv under mine tæer.

[wellenoughaboutme]

God fredag

Langfredagsrefleksion. Del af Horsens Valgmenigheds gudstjeneste i Nebel Kirketomt i påsken ‘23.  

Nu pibler der blod ud af de porer i dit ansigt, som er beregnet til sved. Det ligner, at du er ved at gå itu. Mørke øjne spejler din angst, din udsigt; de kalder det kraniernes sted, og i dit sind er du der nu. Du ved, det er der, de vil bryde dig ned.

De, som er stille, kan høre dig be' et hviskende: "Din vilje ske!"

Og så bliver du ført frem som et lam, som et brød, der bliver brudt. Og i stød bryder de hul på din hud i skud af svirpende slag fra en pisk. Og med en tornekrone og latterliggørende ord vil de også bryde alle de ting ned, som bor inden i dig. Måske gøre dig virkelig vred?

Spørg hvert eneste moppeoffer i verden. De ved, at det er inde fra man virkelig brydes ned.

Men det værste må alligevel være, når du genkender nogen i mængden, som du troede var dine venner Og som - lige i søndags – råbte Hosianna og lagde palmegrene. Nu råber de "Korsf��st!". Og du står der. Så. Helt. Alene.

Med en stemme, som næsten ikke er hørbar, hvisker du: "Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør, Far!"

Nu lægger de dit legeme ned for at bøje det mod krydsede planker. Søm bryder hænder, bryder fødder, i takt med at hammeren banker og i stød overdøver de hånende råb, som stadig lyder.

Du, som har indført retfærdighed. Dit kors bliver rejst blandt forbrydere.

Nu når mig en tanke gennem larmen og råb'ne: Din krop bliver brudt, men dine arme er vidtåbne.

Og i det, jeg ser dig der i den mest sønderbrydende smerte, kan jeg se lidt af, hvor meget jeg bor i dit hjerte.

Som om du siger: “Er du i tvivl om, om jeg bryder mig om dig? Se, hvordan jeg bryder mig for dig!

Og nedbryder alt i dig, som skiller dig fra mig.

Jeg tager mig selv med i faldet. Det ved jeg. Og var det nødvendigt for at få dig, så led jeg endnu mere for at nå dig.

Fordi jeg bliver splittet til atomer er der ingen, der kan skille os ad. De her søm er banket i af en romer, men jeg er her af kærlighed.

En klippevæltende isbjergsmeltende flod.

Dette er mit legeme. Dette er mit blod.

Min krop er blevet brudt men mine arme er vidtåbne!"

Og nu er det som om, de formørkede kræfter begynder at reflektere og tænke efter. Hvorfor har alting den her mærkelige smag, - ikke af sejr men af… nederlag? Og hvad var det nu, Han fik sagt? Var det: "Det er fuldbragt!"? Og mørkets nattevæsner overvejer med afsky, om det her er magi fra før tidernes daggry.

Der står de og glor, helt måbende…

For din krop er blevet brudt, men din arme er vidtåbne!

Det er lidt som en slange, der lige skal til at hugge til med sine gifttænder men i det samme får en hæl i hovedet, så retningen på giften vender. Det her er mørket selv, som bliver slukket, det er ik' lyset, er det vel? Det her er ik’ ham, som er Livet, der dør. Det er Døden selv!

You let the light back in!

Nu opfyldes Evas drøm og alle Messias-håbene. Din krop er blevet brudt, men dine arme er vidtåbne.

Og nu sker der noget inde i templet med forhænget. Det bliver flænget. Fra toppen og ned! Og nu sker der noget med horisonten, I ved, den der snor, som adskiller himmel fra jord: Den er gået helt af led!

You let the love back in!

De prøvede at trampe flammen fra Verdens Lys ud, men, hey… De ku' ik' sluk den! Og nu er der åbnet en dør i Himlen. Og der er ingen, der ka' luk' den!

Din krop er blevet brudt men din arme. Er. vidt- åbne!

Din krop er blevet brudt, men din arme er så åbne.

Og når dine arme kan være åbne. Midt i din brudthed. Lige der! Vil vi også favne verden. Vi vil være de åbne armes hær!

Vi er også brudte. Nedbøjede. Men du er her. Du bøjede dig ned! Blev knust for vores skyld. Hver en dråbe, rød af kærlighed. Os til fred.

Herre, hjælp os at følge efter – at lade os bryde og bryde os om. Og som de åbne armes hær bærer vi det med ud fra den her kirketomt: At intet er mere omsonst! Intet og ingen har ik' betydning! Der er ingen, du ik' brød dig for. Der er ingen, du ikke er død for.

Det er så vildt og så voldsomt, jeg får lyst til at råb' det: Din krop er blevet brudt, men dine arme er vidtåbne.

Din krop er blevet brudt men dine arme er vidtåbne

[wellenoughaboutme]

Høj sø

En dag 

vil jeg kigge

ud over rælingen

måske blive bange 

i hvert fald konstatere 

at det stormer vildt

og at vi sikkert 

går under

og så 

stavre hen til dig 

og uden at vække dig 

sådan rigtigt 

stille

spørge

om du kan rykke lidt

så der er plads 

til en til. 

[wellenoughaboutme]

Jeg er i mørket

Det var der, midt på stien i hvilefortærende tanker, jeg hørte fra dig.

Du sagde: “Du skal ik’ være bange. Jeg er her. Jeg er i mørket.”

Man kan nemt misforstå det. For du er lys. Og der er slet ikke mørke i dig. Men du er i mørket. Åh, hvor du er der!

Man kan næsten ikke forstå det. For du er lys. Og der er slet ikke mørke i dig. Alligevel er der så god plads til mig til mig og alt mit mørke i dig.

Det er nærmest som om, du slukker det i lys. Drukner det i bølger og substans. Det er vist slet ikke mørke for dig!

Og nu går jeg rundt og er så glad som et får, som bærer en verden af ensomhed, og alt er mærkeligt og alt er mørkeligt, helt sort, som pludselig, endelig! hører sin hyrdes stemme.

Og natten skaller af virkeligheden i store porøse flager fra horisonten og hele vejen rundt! Som gammel maling. Som skæl fra øjnene.

Natten er som dagen!

[wellenoughaboutme]

Nådeår ‘23

Der’ ingen tegn i sol og måne. På himlen blot missiler, en iransk vildfaren drone, kun tyranner står og smiler. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg går og tror, at tyvetreogtyve ender som et nådeår.

Så mange af os går og vakler ved dybe afgrundstanker. Sorg og tomhed, frygtorakler slår sig ned og kaster anker. Jeg næsten slår mig på mit håb om det tørre pudevår. At de næste mange dage samles i et nådeår.

Det’ noget med en kokon som strammer, med en storm, som mister vejret. Noget der springer alle rammer. Noget, man kun kan få foræret. Det er fra Golghata til Haven. - Det der er ikke havemanden! Mørkets dal og hyrdestaven - nu et bæger fyldt til randen. Kampens dag i Nangijala. Fønix flyver fra sin flamme. Nåde springer hver en skala. Noget er ikke mere det samme.

*

Måske er det bare drømme, en dårligt spejlet gåde, naive længselsstrømme. Men noget ved jeg om nåde: Himlens dør ér skudt af karmen, åbnet frit som Aarhus-bugten, over os og verdens larmen. Og der er ingen, der kan luk’ den.

[wellenoughaboutme]

Gode hyrde

Gode hyrde, tag min byrde, mit uldne hoved, mit fårede sind. Du ka’ styre det, Gode Hyrde. Det ka’ bli' så rodet, mit selvgjorte spind. Hyrde, du smiler. Jeg ligger og hviler i grønneste enge, ved blikstille vand. Lyskryds og biler og e-mails og filer og skærme og penge fordufter som sand.

Lysene slukker og portene lukker, men mørket er slet ikke mørke for dig! Du stopper og bukker dig ned, og du plukker mig op, hey, og sikke Du er her hos mig! Mer’ end til toppen af glasset og koppen, Du skænker mig kærligt, dit ansigt så mildt. Har nogen set proppen? Det bobler i kroppen! Jeg føler mig særlig - og føler det vildt!

[wellenoughaboutme]

Efterår

Jeg gik ud i skoven for at glæde mig i Dig, spændt og i forventning til, hvad du havde til mig.

Mens jeg venter, pløjer mine støvler sig gennem faldne blade. Kastanje. Måske bøg. Ved det ikke. Jeg skal alligevel ikke tale med dem. Kun lytte lidt.

Skoven dufter af den slags jord, Du formede menneskene af.

Fuld af farver er vejen, mens jeg venter. Knitrende. Tænker jeg: Hvem ellers?

Hvem ellers kan skabe noget så skønt og smagfuldt og appetitligt som gullasch af forfald? Visnen. Død.

Mens jeg venter, husker jeg, da jeg i morges læste om Dig. Det var hos Johannes. 2020-oversættelsen.

Der, hvor du plejede at sige: “Det er fuldbragt!”, sagde du: “Nu er alt, som det skal være!”

“Nu er alt, som det skal være!” Lige der på korset! Lige inden du døde. “Nu er alt, som det skal være!”

Hvem ellers?

Som stille dis og tidlig aften gennemvæder glæden skoven.

[wellenoughaboutme]

Timeglassets to etager - et midtlivskrisedigt

Det sker typisk, når man runder de fyrre, at man finder sig selv i et gennemsigtigt rum men uden døre. Et mystisk hotel.

Og rundt om tæerne, der flyder sandet. Jeg tror, jeg har sandskræk! Nog’n har hevet proppen op af badevandet. Alting flyder væk.

En sang fra anden sal i timeglasset. Bittersød nostalgi. Om de børnehåb, som evigt er forpasset. Om slut og forbi.

Men

hvad hvis mit timeglas er vendt i vejret og min plads nedenfor? Så er sand jo egentlig noget, jeg får foræret hvert sekund der går.

Et smil i rette tid fra Himlens Hjerte, et sandt og kærligt ord, hver en dags tiltrængte del af fryd og smerte. Du dækker mit bord!

Som stjernerne, hvor Abram står og måber af godhed uden tal, og hvor Lina går og tæller duggens dråber Sand i stille fald.

*

En skønne dag vil timeglasset klække med et suk fra mit bryst. Strandsand i miler, en uendelig række! Tyst på livets kyst. Digtet er inspirerer af dette fine tweet fra teologen Miroslav Volf: https://twitter.com/MiroslavVolf/status/1441912089279229956

[wellenoughaboutme]

Af nåde

Du giver livet, tænder dagen, bord og bjerge dækket står. Du byder mig en bid af kagen, af nåde får jeg, hvad jeg får.

Og når jeg glemmer eller fejler, når utak fryser hjertet hårdt: Vis mig i storm, når alting sejler, at nåde smelter hårdhed bort.

Angstens blod i ansigtsdråben: Spejlet, hvor jeg ser mit værd. Smil og sår og himlen åben. Af nåde er jeg, hvad jeg er.

Og når jeg glemmer eller fejler med storhedstanker, mindreværd: Vis mig i storm, når alting sejler, at nåden kalder på mig her.

Blandt lave skyer, i gennembrydning, når Du gør ingenting som før, der er jeg med. Jeg har betydning. Af nåde gør jeg, hvad jeg gør.

Og når jeg glemmer eller fejler, og alting stopper hos mig selv: Vis mig i storm, når alting sejler, at nåden er alligevel.

[wellenoughaboutme]

Aftenfred i Løvhøj

Tak for nu, Gud!

Og nu.

Og her.

Tak for nu og her!

Tak for, at det findes,

Det som har så stor en tyngde

og så meget værdighed,

at det er passende

til nu.

Nu.

Og her.

Du.

Du og jeg.

Ja, det sku’ jeg mene.

Alle, som kalder mig ”min”.

Tak i lige måde!

Så er der det,

som ikke er her og nu.

Eller, det er det jo nok for Dig.

Det, tror jeg, er godt.

Du kan bære det.

Tak!

Sjovt, at alt det,

som er tungt nok til her og nu,

mest kendetegnes af lethed.

Lethed og fred.

Det er faktisk ikke så kompliceret.

Når Alt kommer til alt.

[wellenoughaboutme]

Sommerfuglesommer

Det var virkelig ik’ så’n, jeg troede, det sku’ være dengang jeg var larve og kravlede rundt nede på jorden og kun havde en enkelt farve. Jeg troede, jeg ville kunne flyve nærmest li’ så højt det sku’ være og at jeg ville kunne nå ud til de vildeste buske og op til de højeste træer. Let og legesygt og frit. Nærmest uden at røre en finger. I hvert fald uden at sku’ gå så’n helt i kolibri med mine vinger.

Nu føler jeg, at jeg må ase og mase bare for at lette en centimeter eller to Og mine fine vinger slæber mod jorden som et par udslidte hjemmesko. Hvis det ik’ var fordi, jeg virkelig gerne vil være med i sommerfugleklubben, havde jeg nok givet op igen og prøvet af kravle tilbage ned i pubben. Engang jeg baksede løs for at sætte af og det igen føltes virkelig drøjt vendte jeg både øjne og følehorn mod himlen, og jeg sukkede højt. Og så lettede jeg faktisk fra jorden, men mest fordi, jeg fik et chok! For himmelen svarede mig nemlig tilbage på mit suk:

”Men ven, det der ser da heller ikke helt rigtigt ud. (Altså med mindre du har flyskræk.) Jeg kan i hvert fald ikke husk’ at jeg skabte dig med den der rygsæk! Og den ser da frygtelig tung ud, og de der brede skulderremme må jo gøre, at dine vinger hele tiden kommer i klemme. Vil du ik’ lige åbne den engang, så jeg kan se, hvad du bærer med”, spurgte himmelen, og når nu den selv var åben, ville jeg ogs’ gerne være det.

Og ting efter ting tømte vi rygsækken for stuff og gammel lort Så skrapt og effektivt som var det Marie Kondo på akkord. ”Sku’ vi ik’ starte med at smide den her pose ned i den nærmeste affaldskværn. Det er ik’ meningen, at en sommerfugl skal flyve rundt med en faldskærm! Og jeg synes, vi skal gøre det samme med din skudsikre vest. Nu skal jeg fortælle dig, hvorfor jeg tror, det vil være bedst: Spiser du den slags trygheds-junk vil du aldrig rigtig føle mæthed. Jeg ved, din skrøbelighed gør dig bange. Men det er den, der gi’r dig lethed.

Er det her noget fra din puppe? Så kan jeg godt forstå, det bliver et hårdt slid. Giv du den til mig. Du er sommerfugl nu. Lad fortid være fortid. Du er købt til i frihed at flyve dig de smukkeste figurer, de fineste ture. Og Vi har selv åbnet lågerne i alle verdens sommerfuglebure.”

Da Himmelen så min madkasse, tog den lidt undrende til orde: ”Jeg vidste egentlig ikke, at Sistema lavede dem så store! Men igen: Sku’ vi ik’ bare ta’ at smide den væk, hva’? Og vidste du, at man si’r, at guderne spiser nektar? Det er den, mad du er skabt til – ikke det der skidt, som jeg også synes lugter lidt af makrel. Og der er sørget for dig, fra blomst til blomst, fra dag til dag, fra Himlen til dig selv.

Du er sat fri til at svæve de roligste vildeste baner Skrøbeligt men mere virkeligt og eventyrligt end du aner Du er købt til frihed, til at ta’ det og bære det let, Det sidste, jeg synes, vi skal tage op af din sæk er dit sommerfuglenet.

En sommerfugl har ikke brug for et sommerfuglenet, det vender tingene på hovedet, På samme måde, som du mere er et kunstværk og mindre en kunstner, end du gik og troede, så er det ik’ så meget dig, der er på jagt, som det er dig, der er den jagtede, Før du er noget som helst andet, så er du Den Eftertragtede. Ingen grund til at jage gamle himmelsus, puste liv i gamle gløder. Hvis du bare er ok med det, skal Han nok fange dig. Og Han vil dø for at møde dig.”

*

Vi fortsatte til min rygsæk var fuldstændig tom. Skygger, skyld, holdninger og forbenede konflikter - jeg kunne aflevere det hele og så bare la’ det lig’ der! Og så kastede jeg mig ud i den livligste himmelsvingom, Lidt højt, lidt lavt, lidt buske, lidt træer, lidt vildt og en smule blidt imens Himlene hviskede: Flyv! Flyv frit!