Don't wanna be here? Send us removal request.
Statistics
We looked inside some of the posts by wellenoughaboutme and here's what we found interesting.
Average Info
Notes Per Post
0
Likes Per Post
0
Reblog Per Post
0
Reply Per Post
0
Time Between Posts
1 month ago
Number of Posts By Type
Text
12
Photo
4
Video
1
Last Seen Tumblr Blogs
Fun Fact
Tumblr Inc. is funded by 13 investors.
Text
Jul i Vestermarken
Vestermarken er, hvor Horsens mÞder Himlen, og byens folk gÄr rundt med landsbysmil. Men hÞrer du en kirkeklokkes bimlen, sÄ er det egentlig nok en Hjem-Isbil.
Denne landsby, den har ingen landsbykirke. Detâ ikke det, som alting peger hen imod. I andre danske byer kan det virke som om byen lĂŠgger sig for kirkens fod.
Vores landsbycenter er et gammelt fĂŠngsel, som gĂžr det ud for torv og gadekĂŠr. I stille sne, i julemarkedstrĂŠngsel, befinder og forbinder vi os her.
Men kan man synge smukke julesange, og den med âfred pĂ„ jordâ og âfryd pĂ„ jordâ om mĂžrke og forpinte fĂŠngselsgange, om mure viklet ind i pigtrĂ„dssnor?
De, som bÊrer pÄ de lÊngste fÊngselsminder de ved, at lige midt i Slottets bryst, der ligger der en kirkesal og skinner mange fanger, i sin tid, til hÄb og trÞst.
En kirke kapslet ind i fÊngselsceller, bag tremmer af ubrydeligt metal, det klinger som nÄr julekor fortÊller om Jesus i en fattig dyrestald.
I mĂžrket: Kirkesalens hvide farve, uslukkelige lys og frihedsord. En forpuppet pjusket sommerfuglelarve fyldt med fryd og fred til vores gamle jord.
Ja, det bliver ogsÄ jul i Vestermarken, hvor sneen falder tyst som englesang, blandt bÞrn i fart pÄ fÊngselskÊlkebakken, pÄ 1000-meterstiens pilgrimsgang.
0 notes
Text
VĂŠlt!
Som den stangberusede fyr pÄ vej hjem fra byen, som lige pludselig lÞber tÞr for mur at lÊne sig op ad, og som vÊlter.
VĂŠlt!
Som den retlinede linedanser som har vÊret linjevogterreligiÞs sÄ lÊnge, at hele banen nu kun er en streg. Og nu er hun nÄet til enden af den. Nu vÊlter hun.
VĂŠlt!
Som ham som plantede sit trÊ, smukt som et babelstÄrn, med uddannelse, job og familie.  Pludselig virker det ikke mere. Tanken er tom. Springfjeder uden spring. TÞr for liv.
VĂŠlt!
VĂŠlt! Bare vĂŠlt. Hele vejen.
VÊlt din vej pÄ Herren. Stol pÄ Ham. SÄ griber Han.
Han griber!Â
Griber ind.
*
VÊlt din vej pÄ Herren Stol pÄ Ham SÄ griber Han ind. Salme 37,5
0 notes
Text
Rundt om FĂŠngslet
Et kors i et vindue mellem ufrihed og Ă„ben by.
Et hÄb i en regnbue maler farver pÄ en dyster sky.
I hjertet en ildflue. Mur og brystvÊrn brydes ned pÄ ny.
(SÄdan et udgÄet fÊngsel er et nyttigt sted at gÄ rundt og lede efter tro og hÄb og kÊrlighed.)
0 notes
Text
Hvis Gud kan gĂžre en skydedĂžr
Hvis Gud kan gĂžre en skydedĂžr af stenen, som var rullet for graven, og klĂŠde Maria i brudeslĂžr, vĂŠvet af sorgen, hun bragte til haven, mon sĂ„ ikke selv mine mange behov, der fĂžles som barnlige plagerier, hos Dig kan omsmeltes til sange af lov, et litografi af de livord, Du siâr?
Hvis Gud kan gÞre en dommerstol af romernes Êkle dÞdsmaskine og tÊnde for HÄbets Sommersol i mÞrket og ind i den dybeste pine, mon sÄ ikke selv min rastlÞshed kan vÊre et Ästed for vores mÞder? Bliver den til bro, nÄr jeg kaster den ned pÄ vandet imellem os for dine fÞdder?
Hvis Gud kan gÞre en bred boulevard i havet, som truede og lÄ i vejen, sÄ slÞvede slaver i fri fuglefart hÄbefuldt kunne starte pÄ hjemtursstÄhejen, mon sÄ ikke selv mine stejleste fejl kan bruges som mast pÄ min prÞvede skude? Jeg slukker min motor og sejler med sejl og skylles i frihedens vinde herude.
//
For sejren blev vundet og dÞden selv brast, da livet brÞd frem som en blomst gennem klippe. Hver benlÄs af skyld og af kÞd og af last, gav fortabt og gav op, mÄtte slippe. SÄ indtil den dag, du i alle er alt, og dÞden og skammen for evigt forsvundet, og kampenes dage til ende er talt, indlÞser vi sejren, som Jesus har vundet!
0 notes
Text
TĂžrstig
Mit hjerte er ikâ synderligt rent. Men jeg er tĂžrstig! NĂ„r Du kalder, kommer jeg tit for sent. Men jeg er tĂžrstig! Min pĂŠne facade har det med at krakelere. Men jeg er tĂžrstig!
Alligevel vil jeg sĂ„ gerne selv vĂŠre den, der kontrollerer. Men jeg er tĂžrstig! Jeg er ikâ meget for at lĂŠgge hovedet pĂ„ blokken. Men jeg er tĂžrstig! Ikke just det frommeste fĂ„r i flokken. Men jeg er tĂžrstig!
TÞrstig efter Dig, sÄ munden smager som sand. TÞrstig som en hjort, som bare skriger efter vand. TÞrstig som min by med det gamle mÞrke FÊngsel. I mit bryst kan jeg mÊrke lidt af dens hjertes lÊngsel. TÞrstig efter at blive vÊkket af en stÞrre og smukkere drÞm. TÞrstig som en samaritansk kvinde, som sidder ved en brÞnd. TÞrstig efter, at du vÄgner verdens dybeste toner. TÞrstig efter at hÞre dem prise Menneskets Forsoner. TÞrstig efter liv i overflod og sprÊngte dÊmninger, bÊgre fyldt til kanten og lovsang uden hÊmninger! TÞrstig efter nÄden: At fÄ og ikke gÄ forbi. TÞrstig efter at se Din kraft og kÊrlighed sat fri!
Gud, jeg er tĂžrstig!
0 notes
Photo
Morgen
Det fĂžrste, du giâr dig til, liâsĂ„ snart, du vĂ„gner, er at gĂ„ hen til bordet med dit puslespil.
Ikâ noget med bad eller kaffe eller smĂžger eller mad fĂžrst, og du trĂŠkker heller aldrig gardinet fra fĂžr du giâr los og begynder at slĂ„s med dine brikker.
Du gĂžr det hver eneste morgen, jeg har set det selv, hvordan du kĂŠmper frustreret og fokuseret med puslespillet af al magt Men alligevel har jeg aldrig set det mere end hĂžjst halvlagt.
Nogle gange tror jeg, du tror, motivet er hele verden. Smerten i dit blik nĂ„r du febrilsk og lĂŠnge prĂžver at fĂ„ det hele til at hĂŠnge lidt sammen. Giâ lidt mening. GĂ„ lidt op. Og det er uden stop, nĂ„r jeg ser dig lede og spejde og skue efter det, Martin Luther King sagde om historiens bue, og om den faktisk bĂžjer af retfĂŠrdighed. Og om der er noget hĂžjere. Noget at stĂ„ op for. Stopâ op for. Noget at hopâ op for. Ud i verden, ud af sengen, ud at vĂ„gne og vĂŠkke sig. Men brikkerne i puslespillet vil ikke rigtigt lĂŠgge sig.
Andre gange er det dig selv, du prĂžver at lĂŠgge, dit selvbillede, din persona, rĂŠkke for rĂŠkke Men brikkerne vil ikke strĂŠkke. Lidt liâsom timerne i den her uge, du heller ikâ rigtig kan overskue. Og tĂŠnk, at den her halvfĂŠrdige avatar har ansvar for et ĂŠgte levende menneske. Barn! Med sĂ„ mange skridt foran sig, det endnu ikâ har trĂ„dt. Og hvis vi er de voksne nu, hvem siger sĂ„, at alt bliver godt? Du leder efter en brik, der kan dĂŠkâ og hĂ„ber, du ikâ bliâr afslĂžret, fĂžr du finder noget retning i din personlige puslespilslĂŠgning.
Og sĂ„ er der alle de gange, hvor brikkerne bare er sorte liâsom de bange tanker, som gjorde sĂžvnens timer korte. Sort som spindelvĂŠv og bananfluer, man umuligt kan tĂŠlle. Sorte knuder og huller. Asiatisk i vĂŠlde. Alligevel lĂŠgger du brikkerne op ved siden af hinanden, bare for at se, hvad det kan gi. Om man kan vride mĂžrket for lidt lĂŠring. Noget med hĂ„b om forandring i. Men lĂŠring krĂŠver lys, og det er pĂ„ lyset, at hĂ„bet beror. Og den slags er der intet af pĂ„ dit puslespilsbord.
*
En morgen banker det pÄ dÞren, mens du sidder dér ved bordet for dig selv. Du Äbner op og der stÄr en fyr, mellemÞstlige trÊk, han slÄr dig lidt som en rebel. Men milde Þjne, som lyser og gnister, da han tager til orde:
âVidste du godt, at jeg stadig vĂŠlter borde?
Og nu har jeg udkig pĂ„ dit. Og jeg ville elske at laâ det smage min sandal.â Og du kigger stille op pĂ„ ham, og giâr et forsagt og forsigtigt nik som signal.
Du kan godt fornemme, at Han godt ved, at det her, det ikâ er sĂ„ân bare lige, og det har du ret i, for nu hĂžrer du ham sige: Â
âHvor jeg kommer fra, kalder vi det her at sige farvel til livet, farvel til sig selv, dĂž og miste â og finde livet igen som givet. Men, frygt ikke! Jeg har gĂ„et vejen fĂžr, og jeg er din fĂžlgesvend.â
Jeg bliver simpelthen sÄ glad, da jeg ser dig smile alvorligt og nikke igen.
Og i slowmotion ser du de fyger som glĂžder af ild til Skt. Hans Puslespilsbrikker i byger, som syreregn uden stedsans.
Og i slowmotion ser du dem falde Som nÄr det skÊlver om kirsebÊrtrÊer. Som manna fra himmelske sale. Som en flÞjtende flyvende hÊr, Som forÄrsregn pÄ den knastÞrre jord Og med et er der hverken spor at puslespil eller puslespilsbord.
Og nu river han gardinerne til side i en glide- nde bevĂŠgelse og proklamerer:
âNu er alting nyt.
FÞr troede du, at du skulle bÊre det store billede, se de store sammenhÊnge, Mit barn, alt det har du slÊbt pÄ alt for lÊnge! Som om, at alt det kunne vÊre inde i dig! Barn, det store billede bor godt og trygt hos mig!
Og hvis jeg bare kunne vise dig billedet, som jeg ser det, og hvor jeg fĂžrer det hele hen. Den verden, jeg fĂžder, det jeg ser og gror i dig, selv dit dystre og uglede sind!
Det er sĂ„ smukt, at det er til at dĂž over! (Skuâ det til, ville jeg gĂžre det igen.)â
*
En fiskehejre flakser forbi dit vindue gennem solens gyldne trÄde, mens han taler til dig om at gÞre det med morgener pÄ en ny mÄde.
âMorgen er skabelse. KĂŠrlighed. Liv som opstĂ„r og vender tilbageâ, det fortĂŠller han, og sĂ„ citerer han en digter fra gamle dage:
âPĂ„ himlen har han rejst et telt til solen, den gĂ„r som en brudgom ud af sit kammer, den gennemlĂžber sin bane glad som en helt.â
âOgâ, fortsĂŠtter han, ânogle gange rammer det dig, strĂ„lerne varmer, morgenens fyrvĂŠrkeri. Andre gange mĂ„ du vide, at bag skyerne sker den vildeste sprudlende symfoni.
Og kan du hĂžre, hvad det er, jeg hvisker, hvert eneste morgengry? âDenne dag har jeg skabt til din glĂŠde. Min nĂ„de er altid ny!â SĂ„ nu giver jeg dig et nyt morgen-bud: âFĂžr mad, fĂžr kaffe, fĂžr bad: VĂŠr glad!
Og sÄ slutter han med at lÄne lidt ord fra den gamle digter igen:
âDenne dag har Herren skabt, lad os juble og glĂŠde os pĂ„ den.â
***
0 notes
Photo
Heller ikke jeg fordĂžmmer dig
I mit hoved strÞmmer en flod af frÄdende farisÊere, skrigende skriftkloge. De har ladt deres Bibelbog, kanonerer med kanoniserede ord og synger som et trykluftsbor, et pegefingerkor.
Midt i det hele. Lige der. StĂ„r jeg. Og mĂŠrker mig mere nĂžgen, end jeg er. For de kastede trods alt et lagen om mig (- bĂžjer hovedet og holder det med hagen), da de slĂŠbte mig med fra mit mĂžrkekammer - hemmelighedernes sted - til det her torv, den her menneskesvĂŠrm, af folk, som hĂ„ber pĂ„ lidt reality-TV uden skĂŠrm. De rĂ„ber om loven. Men, tro mig, jeg kender loven. Ja, hvad mere er: Jeg fĂžler den. Den er indeni mig. Den bor lige her. Li'som DNA. En dobbeltstreng snoet af angst og af skam. I et fastlĂ„st, uophĂžrligt og helt lovmĂŠssigt lovprogram. Jeg ved bedre end nogen, hvad de greb mig i, og hvad jeg har forvoldt.  Solens strĂ„ler lyser torvet op, men her er isnende koldt. RĂ„bene rĂŠsonnerer. Larmen i mig og rundt omkring. Et stĂždt tiltagende ekko. Kun Du siger ingenting. Som var du en dommer i Serie A samles de om dig og appellerer, men du sĂŠtter dig bare stille pĂ„ hug og begynder at fingerere med sandet. Du skriver vist noget. Og med et bli'r her sĂ„ stille. De mest hĂžjtrĂ„bende er gĂ„et. Nothing more to see here! Det siver fra menneskemassen. SĂ„dan stilner du Stormen pĂ„ Tempelpladsen. Men det er ikke kun det. Det er ikke kun det! Det er ikke kun den lille larm, det er ogsĂ„ den store, indeni, som tier. Stille. Det er det, du siger. Det er Det, Du siger! âHeller ikke jeg fordĂžmmer dig.â Og det. Alt Det! Du ikke siger.Â
Ikke noget: âAltsĂ„, hvad tĂŠnkte du dog pĂ„?!â, et âHvordan tror du i grunden selv, de sidder og har det?â eller âHvordan mon det nu skal gĂ„? Og tror du, de klarer det?â Ikke sĂ„ meget som et stille: âDet var dumtâ, lidt anglen efter anger og bod.
Du kuâ sagtens haâ sagt det. Det havde stadig vĂŠret nĂ„de i overflod.
Alt, Du siger er: âHeller ikke jeg fordĂžmmer dig.â
Der stÄr de, ordene, og kigger mig sÄ skamlÞst i Þjnene. De har ikke engang et lagen pÄ. Helt. NÞgne!
* Enten er de det rene fantasteri, dine sidste ord, eller ogsĂ„ er de af den slags, som skabte den her jord. âGĂ„ bort. Synd fra nu af ikke mere.â Som om, jeg ikke stĂ„r lige her og forsĂžger at Ăžkonomisere med et lagen, som ikke helt kan nĂ„ bĂ„de top og tĂ„. Som om Du har glemt den mĂ„de, jeg  lige er blevet afslĂžret pĂ„. Som om jeg ikke er Synder med Stort S og i stykker og Bad News og breaking. Som om du ser pĂ„ mig, som om jeg er Some Kind of Saint in the Making! AltsĂ„, hvem tror Du i grunden, jeg er? Hvem tror Du, jeg er? Det, jeg ved er: Den, du ser, er den, jeg vil vĂŠr'!
Mens jeg gÄr hjem mÊrker jeg det solvarme torv under mine tÊer.
0 notes
Text
God fredag
Langfredagsrefleksion. Del af Horsens Valgmenigheds gudstjeneste i Nebel Kirketomt i pĂ„sken â23. Â
Nu pibler der blod ud af de porer i dit ansigt, som er beregnet til sved. Det ligner, at du er ved at gÄ itu. MÞrke Þjne spejler din angst, din udsigt; de kalder det kraniernes sted, og i dit sind er du der nu. Du ved, det er der, de vil bryde dig ned.
De, som er stille, kan hĂžre dig be' et hviskende: "Din vilje ske!"
Og sÄ bliver du fÞrt frem som et lam, som et brÞd, der bliver brudt. Og i stÞd bryder de hul pÄ din hud i skud af svirpende slag fra en pisk. Og med en tornekrone og latterliggÞrende ord vil de ogsÄ bryde alle de ting ned, som bor inden i dig. MÄske gÞre dig virkelig vred?
SpĂžrg hvert eneste moppeoffer i verden. De ved, at det er inde fra man virkelig brydes ned.
Men det vĂŠrste mĂ„ alligevel vĂŠre, nĂ„r du genkender nogen i mĂŠngden, som du troede var dine venner Og som - lige i sĂžndags â rĂ„bte Hosianna og lagde palmegrene. Nu rĂ„ber de "KorsfĂŠst!". Og du stĂ„r der. SĂ„. Helt. Alene.
Med en stemme, som nĂŠsten ikke er hĂžrbar, hvisker du: "Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gĂžr, Far!"
Nu lÊgger de dit legeme ned for at bÞje det mod krydsede planker. SÞm bryder hÊnder, bryder fÞdder, i takt med at hammeren banker og i stÞd overdÞver de hÄnende rÄb, som stadig lyder.
Du, som har indfĂžrt retfĂŠrdighed. Dit kors bliver rejst blandt forbrydere.
Nu nÄr mig en tanke gennem larmen og rÄb'ne: Din krop bliver brudt, men dine arme er vidtÄbne.
Og i det, jeg ser dig der i den mest sĂžnderbrydende smerte, kan jeg se lidt af, hvor meget jeg bor i dit hjerte.
Som om du siger: âEr du i tvivl om, om jeg bryder mig om dig? Se, hvordan jeg bryder mig for dig!
Og nedbryder alt i dig, som skiller dig fra mig.
Jeg tager mig selv med i faldet. Det ved jeg. Og var det nÞdvendigt for at fÄ dig, sÄ led jeg endnu mere for at nÄ dig.
Fordi jeg bliver splittet til atomer er der ingen, der kan skille os ad. De her sĂžm er banket i af en romer, men jeg er her af kĂŠrlighed.
En klippevĂŠltende isbjergsmeltende flod.
Dette er mit legeme. Dette er mit blod.
Min krop er blevet brudt men mine arme er vidtÄbne!"
Og nu er det som om, de formÞrkede krÊfter begynder at reflektere og tÊnke efter. Hvorfor har alting den her mÊrkelige smag, - ikke af sejr men af⊠nederlag? Og hvad var det nu, Han fik sagt? Var det: "Det er fuldbragt!"? Og mÞrkets nattevÊsner overvejer med afsky, om det her er magi fra fÞr tidernes daggry.
Der stĂ„r de og glor, helt mĂ„bendeâŠ
For din krop er blevet brudt, men din arme er vidtÄbne!
Det er lidt som en slange, der lige skal til at hugge til med sine gifttĂŠnder men i det samme fĂ„r en hĂŠl i hovedet, sĂ„ retningen pĂ„ giften vender. Det her er mĂžrket selv, som bliver slukket, det er ik' lyset, er det vel? Det her er ikâ ham, som er Livet, der dĂžr. Det er DĂžden selv!
You let the light back in!
Nu opfyldes Evas drÞm og alle Messias-hÄbene. Din krop er blevet brudt, men dine arme er vidtÄbne.
Og nu sker der noget inde i templet med forhÊnget. Det bliver flÊnget. Fra toppen og ned! Og nu sker der noget med horisonten, I ved, den der snor, som adskiller himmel fra jord: Den er gÄet helt af led!
You let the love back in!
De prÞvede at trampe flammen fra Verdens Lys ud, men, hey⊠De ku' ik' sluk den! Og nu er der Äbnet en dÞr i Himlen. Og der er ingen, der ka' luk' den!
Din krop er blevet brudt men din arme. Er. vidt- Ă„bne!
Din krop er blevet brudt, men din arme er sÄ Äbne.
Og nÄr dine arme kan vÊre Äbne. Midt i din brudthed. Lige der! Vil vi ogsÄ favne verden. Vi vil vÊre de Äbne armes hÊr!
Vi er ogsÄ brudte. NedbÞjede. Men du er her. Du bÞjede dig ned! Blev knust for vores skyld. Hver en drÄbe, rÞd af kÊrlighed. Os til fred.
Herre, hjĂŠlp os at fĂžlge efter â at lade os bryde og bryde os om. Og som de Ă„bne armes hĂŠr bĂŠrer vi det med ud fra den her kirketomt: At intet er mere omsonst! Intet og ingen har ik' betydning! Der er ingen, du ik' brĂžd dig for. Der er ingen, du ikke er dĂžd for.
Det er sÄ vildt og sÄ voldsomt, jeg fÄr lyst til at rÄb' det: Din krop er blevet brudt, men dine arme er vidtÄbne.
Din krop er blevet brudt men dine arme er vidtÄbne
0 notes
Text
HĂžj sĂž
En dagÂ
vil jeg kigge
ud over rĂŠlingen
mĂ„ske blive bangeÂ
i hvert fald konstatereÂ
at det stormer vildt
og at vi sikkertÂ
gÄr under
og sĂ„Â
stavre hen til digÂ
og uden at vĂŠkke digÂ
sĂ„dan rigtigtÂ
stille
spĂžrge
om du kan rykke lidt
sĂ„ der er pladsÂ
til en til.Â
0 notes
Text
Jeg er i mĂžrket
Det var der, midt pÄ stien i hvilefortÊrende tanker, jeg hÞrte fra dig.
Du sagde: âDu skal ikâ vĂŠre bange. Jeg er her. Jeg er i mĂžrket.â
Man kan nemt misforstĂ„ det. For du er lys. Og der er slet ikke mĂžrke i dig. Men du er i mĂžrket. Ă
h, hvor du er der!
Man kan nÊsten ikke forstÄ det. For du er lys. Og der er slet ikke mÞrke i dig. Alligevel er der sÄ god plads til mig til mig og alt mit mÞrke i dig.
Det er nĂŠrmest som om, du slukker det i lys. Drukner det i bĂžlger og substans. Det er vist slet ikke mĂžrke for dig!
Og nu gÄr jeg rundt og er sÄ glad som et fÄr, som bÊrer en verden af ensomhed, og alt er mÊrkeligt og alt er mÞrkeligt, helt sort, som pludselig, endelig! hÞrer sin hyrdes stemme.
Og natten skaller af virkeligheden i store porĂžse flager fra horisonten og hele vejen rundt! Som gammel maling. Som skĂŠl fra Ăžjnene.
Natten er som dagen!
0 notes
Text
NĂ„deĂ„r â23
Derâ ingen tegn i sol og mĂ„ne. PĂ„ himlen blot missiler, en iransk vildfaren drone, kun tyranner stĂ„r og smiler. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg gĂ„r og tror, at tyvetreogtyve ender som et nĂ„deĂ„r.
SÄ mange af os gÄr og vakler ved dybe afgrundstanker. Sorg og tomhed, frygtorakler slÄr sig ned og kaster anker. Jeg nÊsten slÄr mig pÄ mit hÄb om det tÞrre pudevÄr. At de nÊste mange dage samles i et nÄdeÄr.
Detâ noget med en kokon som strammer, med en storm, som mister vejret. Noget der springer alle rammer. Noget, man kun kan fĂ„ forĂŠret. Det er fra Golghata til Haven. - Det der er ikke havemanden! MĂžrkets dal og hyrdestaven - nu et bĂŠger fyldt til randen. Kampens dag i Nangijala. FĂžnix flyver fra sin flamme. NĂ„de springer hver en skala. Noget er ikke mere det samme.
*
MĂ„ske er det bare drĂžmme, en dĂ„rligt spejlet gĂ„de, naive lĂŠngselsstrĂžmme. Men noget ved jeg om nĂ„de: Himlens dĂžr Ă©r skudt af karmen, Ă„bnet frit som Aarhus-bugten, over os og verdens larmen. Og der er ingen, der kan lukâ den.
0 notes
Text
Gode hyrde
Gode hyrde, tag min byrde, mit uldne hoved, mit fĂ„rede sind. Du kaâ styre det, Gode Hyrde. Det kaâ bli' sĂ„ rodet, mit selvgjorte spind. Hyrde, du smiler. Jeg ligger og hviler i grĂžnneste enge, ved blikstille vand. Lyskryds og biler og e-mails og filer og skĂŠrme og penge fordufter som sand.
Lysene slukker og portene lukker, men mĂžrket er slet ikke mĂžrke for dig! Du stopper og bukker dig ned, og du plukker mig op, hey, og sikke Du er her hos mig! Merâ end til toppen af glasset og koppen, Du skĂŠnker mig kĂŠrligt, dit ansigt sĂ„ mildt. Har nogen set proppen? Det bobler i kroppen! Jeg fĂžler mig sĂŠrlig - og fĂžler det vildt!
0 notes
Photo
EfterÄr
Jeg gik ud i skoven for at glĂŠde mig i Dig, spĂŠndt og i forventning til, hvad du havde til mig.
Mens jeg venter, plĂžjer mine stĂžvler sig gennem faldne blade. Kastanje. MĂ„ske bĂžg. Ved det ikke. Jeg skal alligevel ikke tale med dem. Kun lytte lidt.
Skoven dufter af den slags jord, Du formede menneskene af.
Fuld af farver er vejen, mens jeg venter. Knitrende. TĂŠnker jeg: Hvem ellers?
Hvem ellers kan skabe noget sÄ skÞnt og smagfuldt og appetitligt som gullasch af forfald? Visnen. DÞd.
Mens jeg venter, husker jeg, da jeg i morges lĂŠste om Dig. Det var hos Johannes. 2020-oversĂŠttelsen.
Der, hvor du plejede at sige: âDet er fuldbragt!â, sagde du: âNu er alt, som det skal vĂŠre!â
âNu er alt, som det skal vĂŠre!â Lige der pĂ„ korset! Lige inden du dĂžde. âNu er alt, som det skal vĂŠre!â
Hvem ellers?
Som stille dis og tidlig aften gennemvĂŠder glĂŠden skoven.
0 notes
Photo
Timeglassets to etager - et midtlivskrisedigt
Det sker typisk, nÄr man runder de fyrre, at man finder sig selv i et gennemsigtigt rum men uden dÞre. Et mystisk hotel.
Og rundt om tĂŠerne, der flyder sandet. Jeg tror, jeg har sandskrĂŠk! Nogân har hevet proppen op af badevandet. Alting flyder vĂŠk.
En sang fra anden sal i timeglasset. BittersÞd nostalgi. Om de bÞrnehÄb, som evigt er forpasset. Om slut og forbi.
Men
hvad hvis mit timeglas er vendt i vejret og min plads nedenfor? SÄ er sand jo egentlig noget, jeg fÄr forÊret hvert sekund der gÄr.
Et smil i rette tid fra Himlens Hjerte, et sandt og kĂŠrligt ord, hver en dags tiltrĂŠngte del af fryd og smerte. Du dĂŠkker mit bord!
Som stjernerne, hvor Abram stÄr og mÄber af godhed uden tal, og hvor Lina gÄr og tÊller duggens drÄber Sand i stille fald.
*
En skÞnne dag vil timeglasset klÊkke med et suk fra mit bryst. Strandsand i miler, en uendelig rÊkke! Tyst pÄ livets kyst. Digtet er inspirerer af dette fine tweet fra teologen Miroslav Volf: https://twitter.com/MiroslavVolf/status/1441912089279229956
0 notes
Text
Af nÄde
Du giver livet, tÊnder dagen, bord og bjerge dÊkket stÄr. Du byder mig en bid af kagen, af nÄde fÄr jeg, hvad jeg fÄr.
Og nÄr jeg glemmer eller fejler, nÄr utak fryser hjertet hÄrdt: Vis mig i storm, nÄr alting sejler, at nÄde smelter hÄrdhed bort.
Angstens blod i ansigtsdrÄben: Spejlet, hvor jeg ser mit vÊrd. Smil og sÄr og himlen Äben. Af nÄde er jeg, hvad jeg er.
Og nÄr jeg glemmer eller fejler med storhedstanker, mindrevÊrd: Vis mig i storm, nÄr alting sejler, at nÄden kalder pÄ mig her.
Blandt lave skyer, i gennembrydning, nÄr Du gÞr ingenting som fÞr, der er jeg med. Jeg har betydning. Af nÄde gÞr jeg, hvad jeg gÞr.
Og nÄr jeg glemmer eller fejler, og alting stopper hos mig selv: Vis mig i storm, nÄr alting sejler, at nÄden er alligevel.
0 notes
Text
Aftenfred i LĂžvhĂžj
Tak for nu, Gud!
Og nu.
Og her.
Tak for nu og her!
Tak for, at det findes,
Det som har sÄ stor en tyngde
og sÄ meget vÊrdighed,
at det er passende
til nu.
Nu.
Og her.
Du.
Du og jeg.
Ja, det skuâ jeg mene.
Alle, som kalder mig âminâ.
Tak i lige mÄde!
SĂ„ er der det,
som ikke er her og nu.
Eller, det er det jo nok for Dig.
Det, tror jeg, er godt.
Du kan bĂŠre det.
Tak!
Sjovt, at alt det,
som er tungt nok til her og nu,
mest kendetegnes af lethed.
Lethed og fred.
Det er faktisk ikke sÄ kompliceret.
NĂ„r Alt kommer til alt.
0 notes
Video
tumblr
Sommerfuglesommer
Det var virkelig ikâ sĂ„ân, jeg troede, det skuâ vĂŠre dengang jeg var larve og kravlede rundt nede pĂ„ jorden og kun havde en enkelt farve. Jeg troede, jeg ville kunne flyve nĂŠrmest liâ sĂ„ hĂžjt det skuâ vĂŠre og at jeg ville kunne nĂ„ ud til de vildeste buske og op til de hĂžjeste trĂŠer. Let og legesygt og frit. NĂŠrmest uden at rĂžre en finger. I hvert fald uden at skuâ gĂ„ sĂ„ân helt i kolibri med mine vinger.
Nu fĂžler jeg, at jeg mĂ„ ase og mase bare for at lette en centimeter eller to Og mine fine vinger slĂŠber mod jorden som et par udslidte hjemmesko. Hvis det ikâ var fordi, jeg virkelig gerne vil vĂŠre med i sommerfugleklubben, havde jeg nok givet op igen og prĂžvet af kravle tilbage ned i pubben. Engang jeg baksede lĂžs for at sĂŠtte af og det igen fĂžltes virkelig drĂžjt vendte jeg bĂ„de Ăžjne og fĂžlehorn mod himlen, og jeg sukkede hĂžjt. Og sĂ„ lettede jeg faktisk fra jorden, men mest fordi, jeg fik et chok! For himmelen svarede mig nemlig tilbage pĂ„ mit suk:
âMen ven, det der ser da heller ikke helt rigtigt ud. (AltsĂ„ med mindre du har flyskrĂŠk.) Jeg kan i hvert fald ikke huskâ at jeg skabte dig med den der rygsĂŠk! Og den ser da frygtelig tung ud, og de der brede skulderremme mĂ„ jo gĂžre, at dine vinger hele tiden kommer i klemme. Vil du ikâ lige Ă„bne den engang, sĂ„ jeg kan se, hvad du bĂŠrer medâ, spurgte himmelen, og nĂ„r nu den selv var Ă„ben, ville jeg ogsâ gerne vĂŠre det.
Og ting efter ting tĂžmte vi rygsĂŠkken for stuff og gammel lort SĂ„ skrapt og effektivt som var det Marie Kondo pĂ„ akkord. âSkuâ vi ikâ starte med at smide den her pose ned i den nĂŠrmeste affaldskvĂŠrn. Det er ikâ meningen, at en sommerfugl skal flyve rundt med en faldskĂŠrm! Og jeg synes, vi skal gĂžre det samme med din skudsikre vest. Nu skal jeg fortĂŠlle dig, hvorfor jeg tror, det vil vĂŠre bedst: Spiser du den slags trygheds-junk vil du aldrig rigtig fĂžle mĂŠthed. Jeg ved, din skrĂžbelighed gĂžr dig bange. Men det er den, der giâr dig lethed.
Er det her noget fra din puppe? SĂ„ kan jeg godt forstĂ„, det bliver et hĂ„rdt slid. Giv du den til mig. Du er sommerfugl nu. Lad fortid vĂŠre fortid. Du er kĂžbt til i frihed at flyve dig de smukkeste figurer, de fineste ture. Og Vi har selv Ă„bnet lĂ„gerne i alle verdens sommerfuglebure.â
Da Himmelen sĂ„ min madkasse, tog den lidt undrende til orde: âJeg vidste egentlig ikke, at Sistema lavede dem sĂ„ store! Men igen: Skuâ vi ikâ bare taâ at smide den vĂŠk, hvaâ? Og vidste du, at man siâr, at guderne spiser nektar? Det er den, mad du er skabt til â ikke det der skidt, som jeg ogsĂ„ synes lugter lidt af makrel. Og der er sĂžrget for dig, fra blomst til blomst, fra dag til dag, fra Himlen til dig selv.
Du er sat fri til at svĂŠve de roligste vildeste baner SkrĂžbeligt men mere virkeligt og eventyrligt end du aner Du er kĂžbt til frihed, til at taâ det og bĂŠre det let, Det sidste, jeg synes, vi skal tage op af din sĂŠk er dit sommerfuglenet.
En sommerfugl har ikke brug for et sommerfuglenet, det vender tingene pĂ„ hovedet, PĂ„ samme mĂ„de, som du mere er et kunstvĂŠrk og mindre en kunstner, end du gik og troede, sĂ„ er det ikâ sĂ„ meget dig, der er pĂ„ jagt, som det er dig, der er den jagtede, FĂžr du er noget som helst andet, sĂ„ er du Den Eftertragtede. Ingen grund til at jage gamle himmelsus, puste liv i gamle glĂžder. Hvis du bare er ok med det, skal Han nok fange dig. Og Han vil dĂž for at mĂžde dig.â
*
Vi fortsatte til min rygsĂŠk var fuldstĂŠndig tom. Skygger, skyld, holdninger og forbenede konflikter - jeg kunne aflevere det hele og sĂ„ bare laâ det ligâ der! Og sĂ„ kastede jeg mig ud i den livligste himmelsvingom, Lidt hĂžjt, lidt lavt, lidt buske, lidt trĂŠer, lidt vildt og en smule blidt imens Himlene hviskede: Flyv! Flyv frit!
0 notes