28september2015

[28september2015]

Jeg græd næsten hele vejen hjem fra arbejde i dag. Jeg har tit grædt på vej hjem fra ting de sidste 8 år, men den her gang var anderledes.

Det her er mit andet "voksenjob", jeg har haft det i knap 6 måneder, og jeg har været i tvivl om jeg skulle fortælle om min lillesøster i lige så lang tid. Jeg tror egentlig jeg har ventet på at jeg skulle føle mig tryg - det er et relativt lille sted, vi er lidt over 10 medarbejdere, og hvad rager det egentlig dem?

Men nu er er 20 dage til at det er 8 år siden at min lillesøster forlod den her verden. Og jeg har taget fri den dag, men ikke lige fået forklaret hvorfor. Og i dag var der endelig en rolig situation, hvor chefen og hele min lille afdeling var samlet, og da min chef spurgte ind til min tatovering (det har hun gjort før, hvor jeg ikke har fortalt hele historien), tog jeg det som et tegn.

Derfor fortalte jeg, hvordan landet ligger. Alle tog det pænt, eller hvad man nu siger - og sagde at selvfølgelig skulle jeg tage den dag fri og ikke bekymre mig.

Der blev spurgt lidt ind. Jeg svarede. Og lige så stille vendte samtalen tilbage til arbejdet. Vi var et par stykker der fik os en fredagsøl umiddelbart bagefter, snakkede weekendplaner, og så cyklede jeg hjemad. Alt var godt. Og så græd jeg.

Jeg kunne mærke med det samme, at det var en anden type tårer, end jeg har været vant til. Det var ikke gråd, der gjorde ondt helt ind i hjertet, på den voldsomme måde, det før har gjort. Det gik lige så stille op for mig, at det var tårer af lettelse. Jeg var lettet over, at jeg kunne være så fattet, da jeg fortalte mine kolleger om, hvad der var sket. Jeg var lettet over, at jeg ikke havde behov for at tale mere om det end det. Jeg kunne holde tingene på min banehalvdel, som man så populært siger. Og jeg var lettet over, at jeg var lettet. Det er lidt svært at forklare, for det var en meget kropslig oplevelse. Jeg kunne bare mærke, at min kærlighed til min lillesøster var intakt, selvom jeg var lettet. Den dårlige samvittighed og skylden meldte sig ikke på banen. Mens jeg cyklede lod jeg mine tanker og følelser flyde, og det føltes som om at jeg lukkede 8 års frygt for, om jeg nogensinde skulle eller kunne blive okay igen, ud sammen med tårerne. Samtidig kunne jeg mærke sorgen og savnet, men på en måde, der var udramatisk og fin. For fanden, jeg elsker jo stadig min lillesøster, den kærlighed går aldrig væk. Men pludselig kunne jeg mærke at dén kærlighed, sorgen og savnet, nu kan leve side om side med kærligheden til mig selv og til livet. Måske har jeg endelig tilgivet mig selv - måske er brikkerne bare faldet på plads. Måske er mit hjerte vokset? Mærkeligt som det lyder, så var der glæde i tårerne.

Hvordan kom jeg herhen? Det vilde er jo, at jeg kan huske hvordan jeg tidligere har haft det med folk, der fortæller om at leve et fint og lykkeligt liv efter sorgen, og jeg véd at jeg før har set det som en mere eller mindre umulig ting. Men jeg har jo også arbejdet for det her, og det er jo sket gradvist. Det er 8 års kamp, jeg kigger tilbage på. Det har kraftedeme været hårdt. Mange af årene har jeg følt at jeg levede i et limbo. For - for helvede, hvis jeg ikke synes livet var dét værd, hvis jeg virkelig havde givet op, hvorfor var jeg her så stadig? Hold nu op, hvor er det svært at opretholde en eller anden form for respekt og kærlighed til sig selv, når man ikke helt ved om man er for eller imod livet - for eller imod ens eget liv. Det kræver også kærlighed og tålmodighed fra éns omgangskreds, som jeg gud ske tak og lov har haft så utroligt meget af. Og inderst inde har jeg jo været på livets side alligevel, selv når jeg ikke har kunnet se det.

[28september2015]

Jeg må faktisk indrømme, at sorgen ikke har fyldt så meget i en længere periode nu. Det er i sig selv ret specielt, og endnu mere specielt at jeg har det okay med det. Jeg prøver at tage i mod, at holde fast i at det er en positiv og måske i virkeligheden ret naturlig bølge, der har ramt mig. Med 7,5 års sorg bag mig er der pludselig en afstand til den første tid, der gør, at jeg med klarhed kan se, at jeg havde det helt igennem forfærdeligt særligt de første tre år. Den helt store forskel på dengang og nu har jeg først for nylig erkendt - det var faktisk min far der indirekte gjorde mig opmærksom på det, da jeg fortalte ham om den underlige, lange, "sorgfri" periode jeg er inde i nu. Jeg sagde til ham at det var vildt at tænke tilbage på de første år, og på hvor ulykkelig jeg var. Han sagde med en ret selvfølgelig tone: "Jamen, du ville jo heller ikke være glad i de år." Og der har du faktisk hele forskellen på dengang og nu. Der skulle gå 7,5 år fra den dag, Kirse døde, til at jeg, sådan helt oprigtigt, har kunnet sige: Jeg vil gerne være glad. Jeg vil gerne have et godt og lykkeligt liv. Er det for lang tid? For kort? Det tror jeg ikke. Det var simpelthen bare den tid det tog. Kirse var i mit liv 14 år, jeg kan faktisk ikke rigtigt huske at hun ikke har været her. Og jeg troede hun skulle være her i hvert fald hele resten af mit liv, og nok også længere. Så er 7 år jo ikke så meget. Jeg går ikke og tror at min sorg er overstået. Jeg bærer den med mig hver dag og i alt hvad jeg gør. Den skal også nok komme til at fylde igen, og jeg ved at jeg ikke kan styre hvornår eller hvordan eller hvor meget. Men lige nu nyder jeg egentlig bare, at jeg for første gang i 7 år føler, at jeg ikke bare overlever, men faktisk lever. Med alt hvad der følger med af savn, frygt og kærlighed.

[28september2015]

Der er en usikkerhed i mig. Måske har den altid været der. Måske er den blevet værre. 

Jeg veksler meget mellem holdninger. De er løst baserede, øjebliksbilleder. Og i det næste bliver jeg i tvivl. Tog jeg fejl? 

Jeg har ofte tænkt det som noget positivt. Evnen til at tvivle på sig selv. Det har jeg fået at vide så mange gange - det er en god egenskab. 

Men tvivl er også handlingslammelse. Man bliver aldrig sikker. Det rigtige øjeblik kommer aldrig. Man skal skabe det. Skabe sin egen sikkerhed. 

Tvivl er en svag karakter. Hvad mener jeg? Tag nu en beslutning. Men hvad så når alt ændrer sig på et splitsekund? For det vil det gøre. Man ved aldrig hvornår. 

Bliver i venteposition. I tvivl. Handlingslammet. Det betyder ikke så meget. Det gør ikke noget. Jeg er jo bare én lille person i den her verden. 

Hvem er jeg? Kan man kende andre, før man kender sig selv? Hvor meget af mig er bundet op på min fortid? Er jeg fri til at gøre - hvad som helst? 

Det er jeg jo ikke. Nogle ting er vel forudbestemt. Gamle vaner. Den udtrådte sti foran mig.

Det er en lang sej kamp. Livet altså. 

Så tænker jeg: Hvad er kærlighed?

Pludselig er jeg i tvivl om det. Jeg plejede at tro: Familien. Forælder og barn. Søster og søster. Blodsbåndet. Men er det kærlighed, når man ikke selv har valgt det? 

Jeg syntes jeg mærkede det. Jeg har aldrig mærket noget lignende. Og jeg kan altid genkende følelsen, når nogen beskriver det. Primalskriget, når man indser at én man elsker er død. Hvad er essensen af den følelse, det udtryk? Er det ikke kærlighed? At man føler sig så nær et andet menneske at det gør fysisk ondt på én, at de ikke er mere. 

Jeg tænkte, at kærlighed kræver tillid. Eller måske tro. Troen på noget godt. Indbyrdes og gensidig. Men man kan aldrig kende et andet menneske. Så hvad så?? 

En uselvisk kærlighed. Er kærlighed uselvisk? Jeg bildte mig selv ind at storesøsterkærligheden er det, til en vis grad. At jeg godt kunne elske min lillesøster grænseløst, uden at hun partout skulle sende den samme kærlighed tilbage. 

Jeg har aldrig set den kærlighed som et valg, kærligheden til min lillesøster. For så vidt til nogen af mine søskende. Uanset at vores forhold er helt anderledes nu i voksenlivet. Jeg tror ikke jeg kan stoppe med at elske alle mine søskende. 

Men der var den igen, troen. Usikkerheden. 

Findes der sikker tro? Som når folk tror på Gud? Er det sikkert? Er der ikke tvivl indbygget i det udsagn? 

Jeg er i tvivl om alting. Det er ikke holdbart. 

[28september2015]

I morgen er det seks år siden, min lillesøster døde.

Det føles som vanvittigt lang tid. Men lige nu er det faktisk afstanden til sidste årsdag, der virker voldsomt lang. Afstanden mellem de efterfølgende år, faktisk.

Nu kan jeg se tilbage på billeder fra "eftertiden" og forveksle dem med tiden før. Fordi selv eftertiden er lang tid siden.

Jeg synes der er sket meget for mig det sidste år i forhold til sorgen. Jeg skrev også en del om det sidste år, at jeg følte jeg stod ved en skillevej. Og det var pissehårdt, men jeg blev nødt til at vælge den vej der gik frem, i stedet for den der gik tilbage.

Jeg kan ikke fastholde mig selv i det længere. Sorgen er uden tvivl stadig lige så stor, som den dag den ramte. Men rundt omkring den er jeg vokset. Jeg som menneske, mit liv er vokset rundt omkring sorgen sådan så det ikke er den der fylder mest mere. Sådan her. Og det ville simpelthen være uansvarligt af mig at afvise det liv, der har fundet vej frem siden vi mistede min lillesøster.

Det betyder ikke at alting er blevet godt og nemt. Livet er svært lige nu, for rigtig mange. At komme ovenpå isolationen under corona, at komme ud som færdiguddannet og skulle finde en vej i livet, det er fucking svært. Det ville det have været uanset. Og jeg tror da min tolerance og tålmodighed med det er mindre end den kunne have været. Og så alligevel har jeg også affundet mig med at nogle ting i livet er vigtigere end andre. Så sorgen påvirker mig indirekte hver dag, det er da rigtigt. I konstruktive og destruktive retninger.

Men de store udsving bliver færre og sjældnere. Som jeg har skrevet om før, kan jeg godt savne den umiddelbare og rene sorg, jeg befandt mig i det første års tid. Den var kompromisløs på en smuk måde. Det var ikke muligt for mig at tilsidesætte den, for jeg havde mistet min lillesøster, som jeg elskede så højt. Så højt at alt andet var fuldstændig ligegyldigt. Og jeg var priviligeret nok til at kunne tillade mig at opføre mig derefter.

Nu går det ikke længere. Jeg har andre mennesker, jeg elsker, og som elsker mig. Og som det kræver arbejde, tid, opmærksomhed og vilje at beholde. Jeg har et liv, potentielt en form for karriere i støbeskeen, en ide om at jeg måske selv skal have en familie.

Jeg er ikke altid en stjerne til at få gjort det arbejde. Jeg kæmper stadig med en stemme, der fortæller mig at det er nytteløst. Ja, for vi skal jo alle sammen dø, og mon ikke de alle sammen ville forlade mig hvis det stod dem frit for.

Så der er stadig masser af indirekte konsekvenser af sorgen. Der er masser at arbejde med. Og et eller andet sted er det min pligt at gøre det arbejde. Overfor de mennesker, jeg har omkring med.

Min lillesøster står nu tilbage i mine minder som den hun var. Et sjovt, dejligt, smukt og håbefuldt menneske, som måske tog tingene lidt nært af og til, men hvem gør ikke det, når de er teenagere. En klog pige med verden foran sig, når det lige passede hende. Et menneske der stod midt i mødet med alle de facetter af kærlighed og smerte, som hører til livet.

Jeg er forbandet over at hun ikke er her sammen med os. Det vil jeg altid være. Og det vil jeg altid insistere på at der skal være plads til. Men det må ikke koste pladsen til alle de andre mennesker, jeg også elsker.

Jeg tror det her er noget af det, der gør sorg hårdest. At indse at man på et tidspunkt bliver nødt til at finde stien igen. Det er i hvert fald ikke særligt sjovt at skrive om. Men hvem sagde også at det skulle blive sjovt......................

[28september2015]

Nogle gange tænker jeg tilbage på det første års tid efter hun døde. Og måske er det min hukommelse, der svigter. Men det forekommer mig at jeg havde meget lidt empati og socialt overskud i den periode. Og det føles helt surrealistisk at tænke på nu.

Jeg kan ikke rigtig huske noget fra min lillebrors konfirmation. Det første halve år, jeg var sammen med min kæreste er helt væk. De tre måneder, jeg arbejdede i København også. På mange måder føles tiden lige efter hendes død som om den er længere væk end tiden lige før, som jeg kan fornemme meget stærkt. En sommertur med pigerne i Athen, en kæmpe knude af hjemve i min mave. Min første Roskilde-festival. Svære samtaler med hende, som egentlig ikke var samtaler, men bare mig der prøvede at nå ind til hende, når hun var gået i “baglås”. Den bekymring, det vækkede i mig. 

Min storesøster fik en baby et par måneder efter, min lillesøster døde. Jeg kan huske at jeg tog på sygehuset og så ham dagen efter. Men ellers ikke så meget af hans babytid. 

Det, der føles hårdt, når jeg ser tilbage, er at jeg vitterligt ikke havde overskud til at være der for nogen. Jeg kunne kun se mig selv og min egen smerte. Nogle gange forekommer det mig at jeg ikke er nået meget længere, at jeg stadig ikke har det overskud der skal til. Men dengang var det bare helt sort. 

Der var noget tid, jeg mistede. Det blev kilden til så meget bitterhed. 20, 21, 22 år, og ikke rigtig glad på noget tidspunkt. Nu er jeg 26, og aner ikke hvor tiden blev af. 

Måske er det bare sådan det er med tiden. Den er ikke lige sådan at fastholde. 

[28september2015]

Det værste er, at jeg ikke engang kan lade hende vide, at jeg tænker på hende og at jeg bekymrer mig om hende. At jeg stadig gerne vil lytte og prøve at forstå hvordan hun har det.

Jeg har lige drømt at hun slet ikke var død, men i stedet fængslet for et eller andet på femte år. Men hun ville ikke tale med nogen af os. Jeg vågnede og tænkte "Puha, det var godt nok værre". Men så alligevel ikke. For så var der da i det mindste muligheden for at kæmpe for hende. For at forsøge at gøre noget.

Jeg står tilbage, som altid, med et overskud af kærlighed, som jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med. En stærk energi, som er både rastløs og pladskrævende. Den bliver aldrig væk.

[28september2015]

Så gik vi ind i 2021. 

Der er noget med de her årsskift, der kræver refleksion. At man lige sætter sig ned. Og nu ved jeg godt, at det egentlig ikke har så meget med den her blogs oprindelige emne at gøre. Men samtidig er det i høj grad her, jeg har dokumenteret mine refleksioner de sidste fem år, så det føles naturligt at vende mig herhen. Så her kommer lige nogle blandede refleksioner.

Jeg har på det seneste tænkt på noget. Nogle gange virker det fuldstændig absurd at man kan tænke så meget på én person, som ikke engang er her længere. Og en lille smule skyldigt, når man har flere søskende, der stadig er i live, og som man ikke tænker nær så meget på. Men det er nok egentlig naturligt. Når jeg tænker på min lillesøster, tænker jeg jo ikke kun på hende som person. Den del fylder meget, men ikke det hele. Jeg tænker også på mig selv. Jeg tænker på min familie. På verden, på livet og på døden. På abstrakte begreber og meget konkrete situationer fra hverdagen. Det var nok ikke noget hun selv havde overvejet, men min lillesøsters død gav og giver jo anledning til at tænke på mange ting, som strengt taget ikke har noget med hende at gøre. Det er bare sådan, at det hun gjorde, har tydeliggjort alle de ting. Som en form for dominoeffekt. Eller ringe i vandet. 

Det er langt fra alle de ting, jeg skriver her, som direkte har noget med hende at gøre. Men det er ting, som jeg ikke ville have tænkt over, eller i hvert fald ikke på samme måde, som hvis ikke hun havde gjort, som hun gjorde. 

Måske var det bare en lang bortforklaring. Men det har givet mig en ro at tænke sådan på det. Og det er en indsigt, som jeg af en eller anden grund ikke kunne have set før nu. Sådan er det jo med livet. Forlæns og baglæns osv. 

2020 har været et underligt år. Jeg har aldrig oplevet mere underlige år, bortset fra 2015. I 2020 har det været svært at være sårbar, ensom, ung, gammel, egentlig bare at være. Som studerende var foråret en lang frustration over at gå glip af mine sidste kurser på uni. Og jeg gik glip. Det, jeg mistede - socialt og fagligt - kan ikke erstattes, og der er heller ingen der har gjort forsøget. 

Jeg har ikke været angst i 2020. Ikke bange. Men utrygheden ved nedlukningen og smittespredningen har af og til gjort meningsløsheden i livet meget tydelig. Her snakker jeg bare om den generelle meningsløshed, altså det der med at tænke: “hvorfor er jeg her egentlig?” Jeg tror det er nært forbundet med, at jeg ikke har set nogen, og at alle de projekter og tjanser, jeg havde kørende, bare er på pause. Det er de stadig. 

Min studiemotivation er lig nul. Og jeg står foran det afsluttende speciale. Jeg har hørt, det er den mest krævende del af uddannelsen. Selvdisciplin og sådan nogle ting. I 2020 har der været alt for mange morgener, hvor jeg ikke har kunnet hive mig selv ud af sengen. Og når jeg endelig står op, kan jeg ikke tage mig sammen til at lave noget konstruktivt. Praktiske opgaver går det bedst med; jeg vil gerne være huslig og kreativ. Men helst ikke noget, hvor jeg skal bruge hovedet for meget. Jeg spænder ben for mig selv og for min egen udvikling. Det har simpelthen været for nemt. Der har jo ikke været nogen vidner. Og der er hele tiden flere videoer at se på youtube. Og hvis det ikke går kan man bare refreshe dr.dk/nyheder hvert 10. minut i håbet om at der sker noget.

For nylig deltog jeg i et interview som led i et forskningsprojekt, der er ved at udvikle nye og bedre måder at diagnosticere folk, der ikke kommer naturligt gennem en sorgproces. Det var en underlig oplevelse. Jeg blev spurgt om en masse ting, om jeg havde diverse symptomer. Og jeg vidste - hvis de havde spurgt mig for to eller tre år siden, havde jeg svaret ja til næsten alle spørgsmål. Men jeg sad og svarede nej til stort set det hele. Intervieweren vurderede ud fra mine svar, at jeg nok på et tidspunkt har kunnet kvalificeres som klinisk deprimeret. Jeg spurgte hvilke symptomer, han genkendte, og han svarede egentlig bare alle de ting, jeg forbinder med sorgen. 

Det var en lidt underlig oplevelse. Men jeg er glad for, at der er nogen der arbejder for at italesætte svær sorg på en bedre måde. Det handler for mig ikke om at vi skal have sat flere diagnoser på. Men hvor er det bare vigtigt at få italesat, hvordan man har det som sørgende - bare for at få det sagt.

Nytåret bliver nok aldrig en af mine yndlingsting. Man gør en hel masse ud af en enkelt dag, men der er jo ikke noget der ændrer sig. Jeg håber at 2021 kan give plads til løbende forbedring for mig. Jeg bliver i hvert fald ved med at tage det én dag ad gangen.

[28september2015]

Jeg drømte om min lillesøster i nat.

Det sker ikke så ofte længere. Og når det gør, er det ikke nødvendigvis skidt.

Men det her var skidt.

Jeg drømte at jeg var ved vandet. Det var mørkt, og der var en masse redningsarbejdere, som dykkede i vandet. Det blæste, der var skum på bølgerne.

Jeg var der med min familie. Det var min lillesøster, som var i vandet. Og selvom det var en redningsaktion, vidste jeg at hun selv havde kastet sig derned. Og at hun ikke kom op igen.

Så kom det erkendelsens skrig, som jeg husker fra det øjeblik, jeg fik det bekræftet for fem år siden. Det er et dybt skrig. Det kommer helt inde fra kernen af min krop. Jeg skreg i drømmen, jeg skreg og skreg. Og det føltes så virkeligt, selvom det var en drøm. Og jeg tænkte i drømmen at det er fordi det er virkeligt.

Jeg kan mærke det skrig lige så tydeligt i dag som dengang. Det sidder i mig. Jeg lukker det ikke ud længere, men måske skulle jeg.

Drømmen var på bedste drømme-vis viklet ind i en anden drøm, hvor jeg havde en baby. Jeg tror det var min baby; i hvert fald havde jeg ansvaret for den. Babyen havde det ikke godt, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle hjælpe den. Jeg følte mig dybt hjælpeløs og fortabt.

Disse dage flyder over med hjælpeløshed. Sådan er det jo hvert år i september. Der sker en masse ting, og jeg orker ikke rigtig. Men nu er det snart november. Og jeg orker stadig ikke.

Femårsdagen i sig selv var ikke slem. Måneden op til var tung. Jeg var ked af det. Jeg sørgede. På selve dagen mindedes jeg. Og det var godt.

I dagene efter var jeg fortvivlet. Jeg følte at jeg stod foran et nyt kapitel. At jeg står der nu. Jeg tror jeg er ved at acceptere, at hun ikke kan være med mere. Selvfølgelig er hun stadig i minderne. Men hun skulle blive 20 om lidt. Og hun blev kun 14. Jeg aner ikke hvordan hun ville være. Der sker så meget på de år. Vi finder aldrig ud af det, og det bliver jeg nødt til at acceptere. Og det føler jeg at jeg accepterede på femårsdagen. Men så var det som om det startede en helt ny sorg. At det var et helt nyt tab. En ny dimension. At jeg ikke længere kan sige "Ja, men det skulle jo have været anderledes". For så længe jeg bliver ved med at sige det, kan jeg ikke leve helt. Min tilstedeværelse er halvhjertet. For der er et andet sted jeg hellere ville være, i en forestillingsverden, hvor alt er anderledes.

Den verden skal jeg give slip på. Men hvordan kan jeg det, når jeg stadig har den knugende fornemmelse af at det er forkert? Når jeg stadig kan mærke det dybe skrig der umiskendeligt og uomtvisteligt bor i min krop?

[28september2015]

Jeg tror du ville kunne se noget af dig selv i Billie Eilish. Jeg kan i hvert fald se noget af dig i hende.

Hun er yngre end dig, men alligevel ældre. Det burde ikke være sådan.

[28september2015]

Der er på mange måder en enorm smerte forbundet med at tage til mit barndomshjem. Den er blevet mindre åbenlys med tiden, fordi hverdagen og livet har taget det tilbage. Heldigvis.

Men det bliver ved med at forbløffe mig, hvor let det er at komme i kontakt med smerten. Måske netop fordi den er tidsligt godt på afstand nu. Hvor lidt overflade der skal skrabes af, før man kommer til det lag, der hedder "bundløs ulykkelighed".

Det her er ikke en klagesang, det er bare mig der funderer over sorgen som livsvilkår. Jeg snakkede med min storebror om det for nyligt, og det er ikke for at lyde som verdens sørgeligste menneske eller fordi jeg satser på at vinde en medalje i tristesse, men det forekommer mig bare at den måde, min lillesøster tog herfra, aldrig vil bundfælde sig. Den vil aldrig blive acceptabel. Det vidste jeg da godt fra starten, men efter snart fem år er det alligevel utroligt, hvor umådeligt lidt det faktum har rykket på sig. Og hvor evigt aktuel, det gør sorgen.

Og selvom skyld ikke er noget jeg tænker på længere, og et uheldigt ord, så vil det jo også altid bare være sådan, at jeg havde et lod i hendes liv, og det lod forvaltede jeg sådan og sådan, men jeg kunne også have gjort det anderledes, men det havde jeg nok ikke gjort og.... Den fortsætter. Uanset hvor lidt det nytter. Jeg bliver aldrig fritaget. Fordi det ikke var et uheld. Fordi det ikke var nogen tilfældig eller en sygdoms skyld. Og jo, der kan da være skyld forbundet med ulykker og sygdom. "Hvorfor tvang jeg hende ikke til lægen noget før?" "Hvorfor lod jeg ham køre på cykel uden lygter?“ Men. Som min storebror sagde: De ville trods alt ikke herfra. Det ville hun jo. Og derfor vil der altid være det der "Men hvorfor?"

Og uanset hvor vigtigt det spørgsmål er for mig, bliver der aldrig et svar, og det er det der er så sindssygt, for man stiller jo ikke et spørgsmål for at lade en rungende stilhed (eller værre: En overdøvende tvivl) være svaret.

Det bliver vist lidt en "stakkels mig"-sang igen. Men så må det være sådan. Det er trods alt bedre end at det hele bare bliver glemt.

Hold nu op, hvor jeg savner hende. Og elsker hende. Stadig lige så højt. Det håber jeg aldrig vil ændre sig.

[28september2015]

Jeg føler at jeg er ved at flyde over med følelser, frustrationer, angst, bekymring, nervøsitet.

Den sidste måneds tid har stået i eksamens tegn, og det er jo for så vidt som det plejer. Jeg glæder mig helt sindssygt til at være færdig med uni og ikke at skulle stresse over deadlines som den 20. december og den 3. januar. De dræber ligesom jule“ferien” lidt. 

Og udover at eksamen er stresset og træls, så er det ikke ligefrem ren afslapning at holde jul og nytår. Det hele resulterer i at jeg ikke føler overskud til rent faktisk at være der, når jeg er sammen med folk som jeg i hverdagen savner og mangler.

Jeg ved godt det ikke er relateret, men sådan er det nogle gange med følelser: I pressede perioder som den her tænker jeg meget på min lillesøster. Selvfølgelig er der også et par relationer, der undskylder det - da vi trådte ind i 2020 løb jeg lige kalenderen i gennem for at se, om jeg kendte nogen, der skulle have rund fødselsdag. Ja, det gør jeg. Det skulle hun have haft. 20 år. Hun skulle blive den alder, jeg havde, da vi mistede hende. 

Jeg tror ikke sådan seriøst på at jeg har det meget hårdere end så mange andre i verden. Men det er egentlig ikke det, det handler om. Det handler bare om at jeg bærer rundt på en tung, tung sorg, som gør mine skridt langsomme og min krop og mit sind udmattet. Nogle dage er jeg stærk og kan løfte byrden uden problemer. Det er langt de fleste dage. Men andre dage, øjeblikke, er jeg for slap. Og på de tidspunkter føler jeg, at jeg aldrig nogensinde skal blive lykkelig. 

Og det er faktisk en problematik jeg har tænkt lidt over på det seneste. Blandt andet fremprovokeret af klager over min hyppige brok og udprægede pessimisme over sådan cirka alting. 

En af de effektive metoder, jeg brugte til at overleve dengang i 15, var at fortælle mig selv at der ikke er nogen tidshorisont for den her sorg. Den vil nok komme til at vare hele livet. Og lidt i forlængelse af det accepterede jeg, at livet ikke sådan lige ville komme til at give mening igen. Og det der lidt er den upraktiske konsekvens af det er, at jeg stadig ikke rigtig håber eller tror på fremtiden. Jeg har vænnet mig til at nøjes med at overleve. Der behøver ikke være en dybere mening med de ting jeg gør, bare jeg overlever. Jeg behøver ikke tænke for meget over tingene, hvis det gør ondt. Jeg skal bare overleve. 

Det er blevet til sådan et paradoks, hvor jeg faktisk ikke rigtig frygter fremtiden. Jeg er sådan set fuldstændig ligeglad med den. Og dét er skræmmende. Jeg ved at jeg er nået langt. Der er mange ting, der er nemmere i dag. Men det her skal jeg lige arbejde på. 

Jeg tror jeg har skrevet om det før, et andet paradoks. Det, der skete er umuligt at acceptere, for det skulle ikke være sket, det føler jeg virkelig så inderligt og stærkt. Men for at få et godt liv bliver jeg nødt til at acceptere det. 

[28september2015]

Hvor går de døde hen? Med nu fire års erfaring i at være sørgende og efterladt kan jeg konkludere, at de ikke bare lige forsvinder. Jeg er ikke begyndt at tro på et efterliv, desværre. Men det står klart for mig at en stor del af sorgen handler om det man kalder 'hjemløs kærlighed'. Der er simpelthen en enorm mængde energi, som helt unaturligt er fanget i ens krop. Den skulle egentlig have være overleveret til en anden, men det er ikke længere muligt, og det kan til tider føles som om man skal eksplodere i frustration over det. Hvordan man skal forløse den energi, ved jeg stadig ikke. Sorgen handler på den anden side også om en helvedes masse lykkelige historier og minder om den døde. Minder, som alt for sjældent bliver fortalt og delt.

Det er svært at gøre plads til de døde, og det er et reelt problem for efterladte. Samfundet har ingen rigtige traditioner eller ritualer for at mindes, og så må man selv finde på dem. Men det er jo sådan at døden er frygteligt ubehagelig at tænke på og man skal helst ikke bringe den op, så det bliver ikke rigtig til noget. Hvert år inviterer folkekirken efterladte til allehelgensgudstjeneste, men det gælder kun de "friske døde" - altså dem der er døde i det forgangne år. Ikke de "gamle døde". De blev jo nævnt sidste år. Og hvis man så i øvrigt ikke er kristen, og ikke lige er til kirkegårde, så er det ved at være småt med sådan traditionelle, etablerede sørgesteder.

Som tiden går og jeg stadig savner min lillesøster, men hendes fravær i en global forstand bliver stadig mere ubemærket, er det her en af de ting der fylder. Eller rettere mangler plads. De døde bliver altså ikke bare væk. De bliver her så længe som vi husker dem. Og de fylder sindssygt meget hos de efterladte. Hver gang jeg hører andre fortælle om deres yngre søskende, sidder jeg og tænker på alle de ting, jeg har lyst til at fortælle om hende. Men jeg tør aldrig rigtig. For jeg skal lige over den der "døds-hurdle" først. Og ikke mindst der der med, at hun valgte det selv.

Nogle gange kan det føles som om at alle har glemt, at hun overhovedet har været her. Det er det der kaldes at dø dobbelt. Først den fysiske død (som altså er slem nok i sig selv). Derefter omverdens tilsyneladende fuldkomne og ubesværede glemsel (som ofte er udtryk for en eller anden form for fuldstændig misforstået og unødvendig hensynstagen).

For nylig fik jeg ikke desto mindre at vide, at hendes klassekammerater havde holdt hendes plads i klassen tom i et halvt år efter hun døde, og lagt blomster og andre små ting til hende. En ting, skolens ledelse ikke lige fik videreformidlet til os. Det er måske en lille ting, men det betyder alverden for mig. For så er der jo nogen andre, der har lagt mærke til at hun ikke er her!

Og nedenstående gælder altså, selvom hun ikke selv er her til at vise det:

Kirse var en frygteligt klog pige. Jeg spejlede mig meget i hende hele vores opvækst, men som hun blev ældre, lærte hun også at sætte mig på plads. Hun var sin egen. Da vi begge to blev ramt af en ond K-pop-feber i 2013, og jeg begyndte at lære mig selv koreansk, skulle hun selvfølgelig lære kinesisk. Hun var det man kalder en gæv pige, på sin egen måde. Sympatisk og varm og tolerant. Måske ikke altid overfor en pisseirriterende storesøster. Men altid overfor dem, der havde brug for det. Hun var smuk. Det tror jeg, jeg glemte at sige til hende. Hun kunne synge med en ubesværet og ægte inderlighed. Jeg tror det var sådan hun selv kom af med nogle af de tunge følelser. Vi havde talt om at flytte til Aarhus sammen, når hun skulle starte i gymnasiet. Vi havde talt om mange ting, men langt de fleste af vores fremtidsplaner var uudtalte. Det lå ligesom bare i kortene, at vi skulle følges ad. Hun var knap 15 år gammel. På mange måder endnu ikke et helt menneske. Jeg var så spændt på at se, hvad og hvem hun skulle blive. Det faldt mig aldig ind, at hun skulle blive noget så tavst som et minde.

Det er derfor jeg bliver nødt til at være lidt højrøstet. Det fortjener hun. Minderne skal der eddermame være plads til. Selvfølgelig fylder savnet og smerten ved hendes valg stadig. Men anledningen til smerten er stadig: Hjemløs kærlighed. Til et uforglemmeligt menneske.

(først publiceret på min facebook i går)

[28september2015]

det er mandag, en af de sidste i september

min nye læsegruppe på kandidaten har brændt mig af

har derfor et par timer på universitetet, får lavet noget arbejde

da vi møder ind til undervisning kommer en fra min læsegruppe

“det var godt vi aflyste, der var en personpåkørsel mellem fredericia og aarhus så jeg var først i aarhus kl 1″

hvorfor hun pendler fra østerbro til aarhus forstår jeg stadig ikke

endnu mindre hvordan hun kan sammensætte en en sætning, hvor både “personpåkørsel” og “godt” indgår

det forstår jeg slet ikke

der er nogle mennesker, der for få timer siden har fået en forfærdeligt besked

de timer, dage, måneder og år, de går i møde... uoverkommelige

jeg fik sådan en besked på en mandag i september for fire år siden

helt præcist fire år siden på lørdag

“det var godt vi aflyste”

ja, det er træls at blive forsinket

[28september2015]

Det er gået helt galt

Du skulle være en tryghed

Du skulle være fremtiden

Nu er du

Visheden om at

Alting er endeligt

Alt virkelig er endeligt

Du skulle være her selv en dag når jeg ikke er her

Nu er jeg her og du er her ikke

Og tiden gør ikke ensomheden mindre

Og ensomheden og visheden om at vi alle sammen er som blomstrer der visner og dør

Den skulle jeg ikke have haft endnu

Den skulle vi ikke have haft endnu

[28september2015]

intet nyt er godt nyt, siger man

og måske er der noget om det. jeg har ofte tænkt på, men ikke rigtig fået gjort noget ved at skrive mine tanker ned de sidste mange måneder. det har ikke været så presserende. 

jeg kan godt fornemme at ting endnu en gang har ændret sig. jeg har søgt en kandidatuddannelse, og for første gang i min universitetskarriere - som startede 11 måneder efter tabet af min søster - ved jeg, at det er noget jeg vil. de første fire-fem semestre var præget af usikkerhed og hver eksamensperiode følte jeg, at jeg burde droppe ud. nu kan jeg se at jeg faktisk er kommet et stykke vej. 

i løbet af de sidste tre uger har jeg fået fjernet tre visdomstænder, og har mere eller mindre været på smertestillende og flydende kost indtil for nogle dage siden. det er første gang jeg har været så fysisk svag uden at det har betydet at jeg har åbnet op for min største følelsesmæssige svaghed, sorgen. og det føltes egentlig ikke underligt, før jeg kom til at tænke på det. jeg tror dog det er en god ting. jeg mærker en form for overskud, jeg ikke har mærket før. 

jeg er meget frivilligt aktiv på mit uddannelsessted. det startede jeg egentlig med for at socialisere lidt og skabe mig nogle kontakter, for at have noget at gøre med min tid. men nu handler det også om at gøre noget for folk. og om at prøve nogle roller af, så jeg kan finde ud af hvad jeg vil. jeg kan godt lide at formidle og være en skabende kraft. på den måde kan jeg mærke at jeg har fået noget af min gamle energi tilbage. uden at jeg på nogen måde er den samme.

forleden var det 3 ½ års-dagen for at hun forlod os. jeg havde egentlig ikke tænkt videre over det. men min lillebror skrev et opslag på facebook, som ramte mig. nogle gange glemmer jeg at han også er blevet 3 ½ år ældre siden. han er en modig og god ung gut, og som den eneste af os har han stået med den udfordring at skulle blive ældre end en storesøster. 

at vokse op med søskende er en speciel ting. man kan danne en slags fælles hukommelse, og mange af de erfaringer man gør sig om livet, gør man i fællesskab med dem. det er med til at forme en som menneske. om man er meget eller mindre tætte gør egentlig ikke den store forskel. når man mister en søskende, mister man en del af sig selv. man mister en del af den klangbund, som man forstår livet ud fra. måske gør det her sig mest gældende i den første del af livet, den formative del, som jeg trods alt stadig befinder mig i. men det er så voldsomt et tab. for éns identitet, selvværd, fremtidsplaner.

jeg kan stadig stirre mig blind på nogle ting. forleden tog jeg mig selv i at tænke på bisættelsen. jeg huskede da jeg skulle være med til at bære kisten. når jeg tænker på den slags ting, når jeg ser hendes død så konkret for mig, så står alting stille. intet bevæger sig i mig, der er bare et stort tomt hul. en mangel, et savn. en hændelse, jeg aldrig kommer til at kunne forstå som andet end en misforståelse. sådan vil det altid være. når jeg ikke tænker på de ting, så kan jeg mærke livet i mig og i dem omkring mig. og jeg kan se en fremtid. 

det er blevet til et valg, jeg aktivt tager. jo, en gang i mellem vælger sorgen mig. ganske vilkårligt, midt i hverdagen, på upassende tidspunkter kan den stadig kræve hele min opmærksomhed. men for det meste vælger jeg selv, hvad mine dage skal handle om. det tror jeg på er godt.

på lørdag fylder jeg 24. jeg kan ikke tro at jeg var 20 da hun døde. til min 20 års fødselsdag inviterede jeg mine forældre og alle mine søskende til middag, som jeg selv tilberedte. det var en stresset aften, for jeg skulle lave mad til næsten 20 mennesker. dengang vidste jeg intet om den næste familiefødselsdag jeg skulle holde, at der ville komme til at mangle én. jeg var ikke den vært, der nåede at snakke med alle. sådan blev det. 

til gengæld kommer alle de vigtigste mennesker i mit liv på lørdag. så det skal nok gå. selv hvis jeg ikke når at snakke med dem. det er nok at de er her.  

[28september2015]

kære liv. hvorfor er du så hård ved mig? jeg ved godt det ikke kun er mig, men det gør det ikke rigtigt bedre. 

det er tre år siden nu at det hele styrtede i grus. at jeg ligesom mistede troen på verden og på livet og på noget som helst. og på mig selv, opdager jeg nu. min selvtillid er hullet som en si. jeg føler mig utilstrækkelig på så mange punkter. og ikke bare som storesøster, selvom det ville være den logiske afgrænsning. elt inde i mig selv er der en barnlig tro på at det hele nok skal gå og at jeg er et sådan okay menneske, der bare er væk. det er ganske forfærdeligt. jeg plejede nok at være usikker socialt, men jeg har aldrig følt mig så usikker på ting som min akademiske kunnen. nu når jeg ser tilbage var det måske ikke rigtigt optimalt at starte på en uddannelse så tidligt efter hun var død, men jeg ved ikke hvad ellers der kunne have været bedre. i hvert fald hænger der en bacheloropgave over mit hovede lige nu og den 20. december nærmer sig med hastige skridt. og det jeg er bedst til er at tvivle på mig selv og mine holdninger og meninger og evner. det akademiske jeg er ikke ligefrem overbevisende. jeg skal holde en tale der fordrer holdningsændringer i mit tilvalgsfag mundtlig retorik til januar. jeg føler mig hul indeni. måske kom angsten ikke så meget af frygt for døden. men en frygt for hvem jeg overhovedet er. når der ikke er noget selvtillid tilbage. ingen tro på at jeg er god nok. 

der er mange ting der bare er 100 % lort for tiden. og det er ikke noget nogen kan gøre noget ved. det er det værste. jeg har det sådan her og sådan vil jeg nok blive ved med at have det. og jeg vil nok også få det bedre. men der er ingen vej udenom de her perioder. de her nedture. de er uundåelige. og svære at håndtere. 

når jeg sammenligner mig med jævnaldrende... jeg ser bare hvordan de flyver afsted. jeg synes selv jeg snubler. hvis jeg da overhovedet bevæger mig.