stroeriodi

[stroeriodi]

Hvad gør I når I ikke kan sove?

[stroeriodi]

Prøv lige at lave en liste over positive ting

1. Jeg turde tage af sted.det er flot i sig selv.

2. Jeg var ikke den mest akavede eller usnaksalige. Jeg var rent faktisk imødekommende dog.. næ vi cutter den her. Jeg var imødekommende og snaksalig og det var godt.

3. Jeg kunne følge med på bakkerne og havde aldrig problemer med tempoet på nogle af de andre segmenter.

4. Jeg holdte fokus og gav tegn etc. Og havde øje for de andre.

5. Jeg fik ros for at køre stærkt selvom jeg ikke bruger klikpedaler, noget jeg frygtede ville blive set ned på.

6. Jeg spiste ikke noget kage bagefter, og jeg overspiste ikke da jeg kom hjem.

7. Jeg føler mig stærk i kroppen selv efter turen.

Jeg kan ikke lige komme i tanke om mere.. så. Det vel fint.

8. Jeg har fået mod på mere?

[stroeriodi]

Nå anyway jeg har kørt min første sociale cykeltur med andre racermyg. Jeg tog alene af sted og kendte ingen og det gik fint. Så jeg må gerne lige klappe mig selv på skulderen over at jeg kom af sted. Og lukke røven over at det var svært at blive dus med folk. Det er sgu da også svært når 90% kender hinanden i forvejen og halvdelen af dem der ikke gør tilsyneladende ikke er interesseret i at snakke. Jeg prøvede virkelig, uden at være påtrængende. Og jeg var ikke påtrængende, så det kunne være gået værre. Så luk røven med den selvkritik. Det er ikke et nederlag ikke at blive venner med nogen på ens første og kaotiske gruppetur. Der var så meget nyt at forholde sig til. Desuden, så viste jeg for mig selv at jeg kan køre med når de rutinerede åbner for gassen. Hvor sejt er det ikke lige? Altså lige bortset fra de eller mest hurtige.. så jeg var vel faktisk bare middel? På en billig baggrund. Omg hold nu kæft. Hvem nåede næsten helt frem til forreste gruppe på den lange bakke efter at være starten helt bagerst? Mig. Luk røven. Klap dig selv på skulderen.

Desuden fik jeg da nogle fine små small talks med et par stykker, og havde generelt nogen at snakke med hele turen. Vi blev bare ikke dus. Jeg følte ikke vi nåede til det punkt hvor man kunne gå hen og spørge om de vil køre en tur en anden dag på et ubestemt tidspunkt bare med mig. Skal man ikke kende hinanden lidt mere? Og hvad så nu? Skal jeg anmode dem på Strava? I don't fucking know. Hvordan bliver man venner med nye mennesker i Danmark anno 2025????

[stroeriodi]

Kan jeg føle glæde? Må jeg?

[stroeriodi]

Jeg kan mærke tanken om at stemple ud er mere tiltalende end den plejer. Det må jeg lige få lukket ned.

[stroeriodi]

Jeg kan ikke huske om jeg har skrevet det. Men vil bare lige sige det (måske igen), mens jeg glædes ved det med en taknemmelighed der kunne strække sig til månen og tilbage. Jeg har løbet uden at min ankel brokkede sig, hverken imens eller efter. Det er sket to gange i træk. Da jeg fik min skade for snart 10 år siden, føltes det som om en del af mig døde. Nu føles det som om jeg genopstår fra de døde. Jeg har fået en del af mig tilbage. Jeg havde mistet håbet så mange gange, og samtidig sporadisk tænkt "det skal fanme være løgn" så mange gange for at finde ud af, at det stadig ikke kunne lade sig gøre. Ind til nu. Nu kan det lade sig gøre. Verden ligger åben. Skaden er der stadig. Den ligger latent og venter. Men den er slået tilbage. Jeg kan løbe. Jeg er fri.

[stroeriodi]

Hvad gør I når I ikke kan sove?

[stroeriodi]

Gad vide om det er sandt det de siger. Once you go wax you never go backs. Det bliver spændende at se hvordan det går med kædevoks fremfor olie.

[stroeriodi]

Det kommer lige så hurtigt som det går. Jeg cyklede en tur, og nu er jeg mig selv igen.

[stroeriodi]

Jeg har drømt om hende i to nætter nu. Vi kyssede, som man kun kysser, når man er dybt forelsket.

[stroeriodi]

For at sætte min selvkontrol, impulskontrol, rygrad i perspektiv, så åbnede jeg min computer i dag (i sig selv en sejr), men tog min telefon frem og kiggede på den i stedet for at lave ansøgninger, fordi der lige var 2 min opdatering af computeren. Så jeg kom aldrig igang med ansøgningerne. Jeg spiste rugbrød til morgenmad fordi jeg ikke kunne tage mig sammen til at gå 800m og købe havregryn. Efter et par timers doomscrolling brugte jeg en time på at komme ud af døren for at cykle.. fordi tøjet ikke var hentet fra kælderen selvom det har været tørt i en uge. Da jeg endelig kommer ud, begynder det at regne. Så jeg droppede cykelturen. I stedet tog jeg en løbetur. Det var meningen jeg skulle løbe 2 km maks for at beskytte min ankel. Jeg løb godt over 7 km. I går var det meningen jeg skulle gå i seng før midnat, jeg gik i seng kl 3:45,fordi jeg blev hooked på at jeg skulle have nyt cykeltøj. Da jeg skulle have aftensmad skulle jeg vitterligt bare varme pizzarester, men i stedet finder jeg ud af, at min mikrobølgeovn har et kartoffelprogram, så det er jeg selvfølgelig nødt til at prøve. Derfor blev det kartoffelmad i stedet for pizza. Og mikrobølgeovnen, ja den gjorde jeg da også rent. Det var ikke planen. Intet er gået efter planen. Lad os håbe i morgen bliver bedre.

[stroeriodi]

Hvordan lærer jeg at hvile i mig selv?

[stroeriodi]

Et af mine absolutte største ønsker for fremtiden er at lære at bøvse, så jeg kan få luft ud af maven, når jeg har brug for det, når jeg vil. Efter to år med daglige forsøg, er det endnu ikke lykkedes mig at slå en eneste bøvs. Det er et helvede. Det begrænser mig så meget. Jeg kan ikke spise og cykle eller bare drikke nok vand uden at der kommer lufttryk, som aldrig kan lettes igen. Jeg har aldrig kunnet drikke en sodavand. Jeg har aldrig kunnet drikke en øl. Jeg er så træt af det. Så. Træt. Det værste er at jeg ikke kan spise nok når jeg er ude at cykle, og derfor er nødt til kun at cykle hvad jeg nu kan klare at cykle uden at drikke vand eller spise noget. Det betyder som regel at jeg ikke rigtigt har energi til at køre mere end 50 km hvis jeg gerne vil have lidt tempo på. 50 km er meget lidt. Det er meget kort. Jeg foretrækker at køre 75-120km, så jeg kan se noget nyt. Men nej. For jeg kan ikke bøvse. Lol. Hvor latterligt. Fucking. Skandale. Vil have botox i mit spiserørs lukkemuskel.

[stroeriodi]

Måske det ikke er så godt, at jeg er så god til at bide smerte i mig at jeg vitterligt kan fortsætte til jeg ikke kan mærke noget mere. Også selvom jeg var dygtig og stoppede før det stadie. For jeg tænkte vitterligt at det var harmløst så længe jeg ikke nåede det stadie.

[stroeriodi]

Jeg må indrømme at mine smerter i anklen er kommet tilbage efter løbeturen... Og det er bare pisse træls, for jeg havde glemt hvor dejligt det er at løbe, og nu kan jeg huske det. Jeg savner det så så meget. Men jeg var for tidligt ude. Jeg er nødt til at bruge længere tid på genoptræningen. Hvor er det frustrerende. Det er også frustrerende at det gør ondt i anklen at gå, så jeg er nødt til at vente. Jeg har lyst til bare at løbe videre på det. Lort. Pis. Møg.

[stroeriodi]

Tempoet var vist fint nok. Foden var og er ikke helt glad for det, men i forhold sidst er det ikke så slemt, så jeg tror jeg er tættere på at kunne løbe igen, end jeg var for et par år siden. Kunne i princippet mærke foden efter 1 km, men den begyndte ikke at sove på noget tidspunkt. Løb næsten 4 km. Alt i alt, stor succes, selvom jeg nok lige skal prøve at slappe lidt mere af næste gang. Benene er helt klart ikke vant til løbebevægelsen. Da jeg stoppede var jeg ved at krampe op haha

[stroeriodi]

Jeg vil ikke udnyttes, men jeg vil gerne være til nytte.