#tunge skyer | Explore Tumblr posts and blogs

blokmusik · 4 years ago

Text

De bedste fra musikåret 2020

25.

Scirocco

Jonathan Johansson

Samfundsdiagnostisk øjebliksbillede af en mand i et Sverige, der veksler mellem kærlighed og fortabelse og en ubekendt følelse af idiosynkrasi over samtiden. Mit store forbillede er gået planken ud og gået full on på kunstneriske ambitioner, der siden mesterværket Lebensraum! har været lidt af svingende kvalitet mellem sine udgivelser. På Scirocco er minimalisten stadig pop, men legesygen har fået et nyk opad og har givet mig et håb om at han agter at forblive relevant ind i det nye årti.

24.

After Hours

The Weeknd

Ét af 2020s allerstørste popsucceser bør også nævnes på denne liste, eftersom Tesfaye for første gang siden debuttrilogi har bevist, at han er et popvidunder, der skal tages seriøst og stadig har ambitioner.

23.

Your Hero Is Not Dead

Westerman

Et solidt vidnesbyrd om hvordan old-school influencers som Arthur Russell og Mark Hollis stadig kan bidrage til nye musikretninger, der nok trækker på fortiden, men samtidig peger fremad. Den unge englænder Westerman, der har været hypet lige siden singlen Confirmation tilbage fra 2018, har på sin første fuldlængde skabt et friskt, melodisk og bjergtagende univers der tåler mange genlyt.

22.

Notes On A Conditional Form

The 1975

I modsætning til nogen af bandets tidligere plader, da har de på denne samling af noter første gang valgt at give en lytteroplevelse til introspektion. Til lockdown-fester på soveværelsets dansegulv, til hovedtelefonerne på en mennesketom middag midt i København. På den 22-lange sangkollektion skifter tempoet, humøret, temaerne og stemningerne ofte, men det til trods er jeg som lytter alligevel blevet forbavset over hvordan pladens rutsjetur minder forbavsende meget om de sindstemninger og oplevelser jeg selv har været igennem i 2020. Det er ambitiøst som bare pokker, så derfor fortjener denne ellers lidt kritiserede fjerde skæring fra The 1975 selvfølgelig den anerkendelse den med rette har gjort sig fortjent til.

21.

What’s Your Pleasure

Jessie Ware

Jessie er for første gang i mands minde i storform, hvor dramaet, intensiteten, nostalgien, dansen og længslen lyder som havde hun opfundet det selv. Det er enigmatisk, lummert og dansevenligt som bare fanden.

20.

Women in Music Pt. III

HAIM

Fra tre chicks, der bare altid ved hvor skabet skal stå, har de langt om længe skabt det mesterværk de (altså bandet helt sikkert selv) har sukket længe efter. Selvom man som lytter mærker en langt mere tilbagelænet tilgang til både produceringen og sangskrivningen, da er der på hver eneste sang alligevel en langt større bredde i både udtryk og inspiration. Dette er med til at skabe en større robusthed og følelse af nærvær log overskud, hvilket til sammen har skabt en langt mere apperellerende vindue til deres univers end deres, nuvel rigtig fine, tidligere udgivelser, der dog alligevel godt kunne blive en kende ensformige i al deres vellyd. Women in Music Pt. III er mere faretruende, voluminøs og rocket, hvilket i den grad klæder søsterkollektivet fra Californiens vestkyst.

19.

Tårefilm + Cobid 20

Bisse

Som om et hav af konceptalber ikke var nok, så valgte Bisse atter engang at skabe hele to af slagsen i løbet af 2020s corona-tunge tilstand af mismod og glimtvise momenter af glæde, der på Cobid 20 lød fabulerende og eftertænksomt, men aldrig kedeligt, mens Tårefilm var en indadvendt lillebror, der dog alligevel åbnede sig op som et himmelskib over tordnende skyer af forlist forelskelse.

18.

Shore

Fleet Foxes

Hvad der nu er blevet Robin Pecknolds soloprojekt er samtidig også blevet til et mere raffineret og luftig lydlandskab, der på Shore i den grad har fået luft under vingerne og skabt en fornyet varme og ejendommelig eventyrlighed, der som solens første stråler mildner sindet og skaber små håb om morgendagens komme.

17.

Untitled (Rise)

SAULT

Fjernt fra utopien om en fredfyldt verden, har britiske Sault skrevet protestsange, der er noget af det mest konfrontatoriske og livsbekræftende soul udgivet i en tid, hvor der er mest brug for det.

16.

Alletiders

Alle

Hvorvidt Natal Zaks har været bevidst om det eller ej, er ikke til at vide. Men faktum er at han under Alle-aliasset har skabt noget, der bedst af alt kan betegnes som dansk popmusik, der ikke rigtig lyder som noget andet. Navne som Arthur Russell, John Maus og Ariel Pink rumsterer rundt derude, men forbliver samtidig blot inspiration, men er samtidig kunstnere, der husker at amatørisme og eksperimentalisme i det små kan skabe små mirakler. I sandkassens nok barnlige - forstået i sin mest positive form - men urimeligt ærlige banaliteter og leg har han skabt bristende kærlighedshistorier, der næsten er så hjerteskærende i deres oversimple tydelighed, at uskylden ikke er til at bære. En ungdomsplade, der er så sart, uhøjtidelig og poetisk, at de små minder, der bliver strøget udover pladens 53 minutter, næsten føles lige så virkelige som ens egne. Lige fra den første forelskelse, de mange gange man følte sig genert overfor en man syntes om, til den første fest bliver man mødt i øjenhøjde og inviteret ind til en ungdomsfest fyldt med selvrefleksion over ens egne minder om pinlige episoder og forsømt kærlighed.

15.

Græ

Moses Sumney

Rammende direkte hovedet på sømmet, har Moses Sumney givet sig i kast med at omfavne rummet mellem det binære og stiftelsen af en ny selviagttagelse, der gør ham i stand til at rejse sig op fra støvet og opdage dybere erkendelser af sig selv. Skåret ind til benet, så kan Græ nok bedst beskrives som en underskøn udmattelseskrig, der munder ud i en stille udånding langt nede i den undergrundsdybe erkendelsesproces om kunstneren selv.

14.

Fetch the Bolt Cutters

Fiona Apple

Hun er enmandshær, der med skønsang, et kilometerlangt katalog af visioner, detaljer og ideer har været i stand til at kanonisere hendes musikalske karriere for eftertiden. Bolt Cutters vil uden frygt, skam og med litervis af arrigskab, kærlighed, kaos og uendeligt meget mere give lytteren en ravruskende øjenåbner, der som et *pling* efter en gennemlytning kan belønne dig med ét af de mest sansende albumoplevelser du kommer til at mærke i lang tid.

13.

Dark Matter

Moses Boyd

Innovativt balancerende mellem et væld af urbane genre som soul, UK garage, afro, hip-hop, grime og jazz har den britiske trommeslager, producer, komponist og DJ blandt meget andet ved navn Moses Boyd formået at sætte en kurs for jazz-scenen i et land, hvor jazzen aldrig har lydt mere interessant end før. En kalejdoskopisk rumrejse af stemninger og dansable lydbølger, der takket være en kollektivistisk indsats før eller siden rammer jorden og vil skabe skælv i jazz-undergrunden, hvis ikke han allerede er i færd med det.

12.

Third

Liss

Efter to vellykkede forsøg på at skære ep-formatet til med blot få, men til gengæld uhyr vægtige pophits, har Liss på trilogi-afslutningen Third ramt plet med en mere referencepræget, men fremfor alt moden sound. Der er nik tilbage til 00ernes kåde indierock på “Waste of Time”, hvor “Another Window” giver associationer til Tame Impalas spacede synthunivers, mens “Off Today” viser deres mere introspektive sider. Det har været ren lykke at få dem tilbage.

11.

Songs & Instrumentals

Adrianne Lenker

Genskaber følelsen af kærlighed og sorg på en ny måde, der skræmmende enkelt udfolder de mest komplekse drømme og abstrakte billeder indspillet i hvad, der banalt kan kaldes sange, men nok nærmere bør døbes afmålte stykker af pure hjertevarme og skønhed, der sjældent har lydt så personligt i lang tid.

10.

La Vita Nuova

Christine and the Queens

La Vita Nuova er et konceptuelt unikum bragt til verden af en popdronning som få andre, der efterhånden kan siges at have skabt sin egen Chris-æra i pophistoriens stadigt ekspanderende dynasti. Chris får på bare få sange kondenseret indtil, hvad der mærkes som et slag i maven, mens hun i næste øjeblik blidt hvisker dig i øret, springer højt op i luften og smiler uforfærdet mod det ukendte. En imponerende bedrift, der med ‘People, I’ve Been Sad’ illustrerer håbløsheden som hele 2020 har været tynget af, men også løfter låget op for en vilje til at ville gå igennem ild og vand for at være sammen med den eller dem man elsker allerhøjst.

Healing Is A Miracle

Julianna Barwick

Når katarsis kan fremtvinge noget af det bedste ambient i lang tid, der kan vække mindelser om ambiente hjørner fra Boards Of Canada eller

Skinned

ML Buch

En moderne ode om digitalt kærlighedsliv, der visner hen til finger-swipes på skærmen fremfor hud. Med hendes androgyne 80er referencer blendet sammen med et hypermoderne synthfantasia rammer Marie Louise Schou Buch lige ind i et af 2020s fremmeste emner, mangel på kontakt. Drømmen efter fysisk begær og nærhed, der clasher med smartphoneskærmens personaer i dating-apps, man ikke ved om er virkelige. Skinned er frygteligt vanedannede at lægge øre til, nærmest ligesom huden i de apps hun sukker efter, men tilsyneladende må drømme længe efter.

1 Dag Er Vi 1 Minde

Barselona

Nok lyder bandet langt ældre, end de i virkeligheden er. Ikke desto mindre har Barselona på deres tredje fuldlængde kreeret nogle forbandet slidstærke popsange med melodier, der ikke er til at tage fejl af. Forelskelse og afmagt råber i hver en afkrog af pladen, og de temaer løfter de op til at blive lige så universelt vedrørende som da Nikolaj Nørlund smaskforelsket sang om sin kærlighed i Kongens Have, da Jens Unmack tænkte at kærligheden varer ved forever eller da Lars H.U.G sang om at han jo elsker sit hjertets udkårne for evigt. Pladderromantisk eller tåretrillende? Jeg elsker det i hvert fald.

Miss Anthropocene

Grimes

Idiosynkrasi lige i smasken svejset sammen med hendes eklektiske øre for den gode melodi har skabt et under af klimahits, der åbner nye døre for hendes lysårsfremtidige pophjerne.

Danish Crown

Søn

Sikke et år for dansk musik! Som kirsebæret på toppen har vi Søn, en slags artrockens enfant terrible, der hverken har lyst til at være de full-blown gakkede eller de arrogante pop-boys, der efterhånden er nok af allerede. Politiskeklatant som få andre, vedkommende og kreativtsnørklet formår bandet at indfange de frygteligt mange paradokser som vi som individer og samfund tumler rundt med. En højtrøstende kritik af den enøjede Københavner (*host* mig selv), der kan gå uvidende omkring i en rus af rendyrkede privilegier, for dog at glemme flygtningestrømme, millionvis af slagtesvin som går bort hvert år, drivhusgassernes tiltagende konsekvenser for menneskeheden. Tilsat en provokerende dosis kontraster mellem ulykkelig kærlighed og klæbende kærlighed kontra en herligt forfriskende ironi og selvbevidst stillingtagen til verdens gakgak og galimatias bliver man underligt rundtosset, men samtidig også en lille smule afklaret i alle dets mange spørgsmål og opråb.

Inner Song

Kelly Lee Owens

Mit ultimative COVID-19 soundtrack. Om håb, ensomhed og den bittersøde glæde ved at komme videre. I et stramtkurateret landskab af lige dele ekstatisk eskapisme og eftertænksomhed kan man blive hengivet til en sjælden helende oplevelse. Som en geologisk udforskning af verdens indre og ydre bliver man i et emotionelt under af tankespinderi og klubnoder hevet med ind i Owens’ inderste indre. Et kunstnerisk kvantespring fra en komponist jeg glæder mig så umådeligt meget til at opleve, så jeg ikke kan vente, men hellere vil drage til en corona-fri second-reality hvor rave og live-koncerter stadig pågår lige så ofte som regnen falder over England.

Heaven To A Tortured Mind

Yves Tumor

Sean Bowie er blevet en androidisk glamrockstjerne, der har skabt et musikalsk væsen af et album, en kropslig shapeshifter, der udkrystalliserer de mest forunderligt himmelhøje, transcendentalt soniske, pompøst afhængighedsskabende og tapetklistrende kærlige sange jeg har hørt i flere år.

The Slow Rush

Tame Impala

For en fangirl som mig, så har The Slow Rush åbnet sig op som en kraft, der kan få mig til at gispe efter vejret, i et vekslende loop mellem frigørende vægtløshed og en uvished for hvad fremtiden vil bringe. En langsomt brusende tilstand af ekstase bliver undfanget allerede kort inde i første akt, ‘One More Year’, der som én blandt mange vidner om artist, der kan skabe brudfaste guitarvægge i et verdenskammer af mega-pop og tilsandede slotte gemt for omverdenen. En perfektionistens auteur, der stadig står dugfrisk og relevant, til trods for at overgåelsen af Currents var lidt af en mundfuld, fastslår han til stadighed at kunne puste nyt liv i euforiens musikalske kringelkroge.

Suddenly

Caribou

Den måske mest ligefremme udgivelse fra lydmagikeren Dan Snaith, der efter fem års arbejde har trukket familiesorg og evig kærlighed midt ind på albummets oplyste scenegulv. Det er lutter smukke melodier fra én af vor tids største elektroniske musikere, der til stadighed strækker spændingsfeltet mellem dybtfølt personlig intimitet og himmelstræbende eufori. Mellem eksperimentering og dansegulv. Efter utallige lydt er og bliver Suddenly den mest slidstærke udgivelse fra et år, der for nogens vedkommende helst bare skal glemmes. Men samtidig viser musikåret 2020, at ud af længsel og krise kan kunst blomstrer, give os tårer på kinden og noget at tænke over.

Boblere:

Four Tet: Sixteen Oceans / Dua Lipa: Future Nostalgia / U.S.Girls: Heavy Light / Run the Jewels: RTJ4 / Rina Siwamayama: Savayama / Freddie Gibbs & The Alchemist: Alfredo / Fontaines D.C.: A Hero’s Death / Jessy Lanza: All The Time / Roísín Murphy: Roisin Machine / Phoebe Bridges: Punisher / Sufjan Stevens: The Ascension / Waxahatchee: Saint Cloud: / The Soft Punk Truth: Shall We Go On Sinning So That Grace May Increase / Loke Rahbek: Elephant / Crack Cloud: Pain Olympics / YAEJI: WHAT WE DREW 우리가 그려왔던 / Against All Logic: 2017 - 2019 / Charli xcx: How I’m Feeling Now / Schultz & Forever: Declaration of Love / The Strokes: The New Abnormal / King Krule: Man Alive! / Perfume Genius: Set My Heart on Fire / Oneohtrix Point Never: Magic Oneohtrix Point Never / William Basinski: Limitations

Værd at nævne:

Athletic Progression: Athletic Progression / Jay Electronica: A Written Testamony / Bill Calahan: Gold Record / Actress: Karma And Desire / Jamie xx: Idontknow / DJ Python: Mas Amable / Soccer Mommy: Color Theory / James Blake: Before EP, Covers EP, You’re Too Precious, Are You Even Real, Godspeed / Beatrice Dillon: Workaround / J Hus: Big Conspiracy / Schultz & Forever: Declaration of Love / Bullion: We Have A Good Time / GRETA: Ardent Spring / Clarissa Connelly: Holler / Astrid Engberg: Tulpa / Taylor Swift: Folklore /Destroyer: Have We Met / Thundercat: Is It What It Is / Lil Uzi Vert: Eternal Awake / First Flush: Ånder Du Nu, Vildgæret Ensomhed

Efter denne tekst er blevet skrevet, er The Avalanches netop udkommet med opfølgeren We Will Alwayws Love You til genopstandelsen Wildflower, hvilken også bør fremhæves.

Af Jens Bjørn Grelck, 2021

#musikåret2020

0 notes

pf250290 · 5 years ago

Text

Søndag d. 1.3.2020.

Vi fik vor morgenmad og satte os ned på balkonen, der var tunge skyer over skibet, så vi kunne ikke lige slikke sol på dækket.

Der var informationsmøde omkring Check Out kl. 12.00, afholdt af den svenske guide Emma Friberg. Hun gennemgik sidste aftens to do ting.

På mødet kom det ligeledes frem at samtlige italienere som skulle have været på ture på Jamaica, var blevet holdt tilbage på skibet, bedt om at gå til teatret, hvor ca. 100 personer var kommet op at slås, på grund af tilbageholdelsen. Der var en del af os der blev meget overraskede over den udmelding, det var ikke den vi havde hørt dagen før, da snakkede man generelt om faren for Corona virussen, som årsag.

Informationsniveauet blev kritiseret fra flere sider, især at der kun blev informeret til de italienske gæster ombord.

Vi fik lovning på lån af computer så vi kunne checke in, dagen før afgang fra Miami.

Vi tog ned og fik en god frokost, for at gå ned og sætte os på balkonen og se det store blå Ocean, glide forbi.

Hen på eftermiddagen klarede det helt op og vi lagde os op på det allerøverste dæk, vi skulle så tæt på solen som muligt for at blive misundelig brune før vi kom til DK.

Vi var kun 4 til aftensmaden Cindy, Tim, Ulla og mig, bagefter tog vi hen for at høre musik og få os en drink, på vejen mødte vi vore bordkammerater, så vi fik et bord til 6, sad og hyggesnakkede til kl. 23.00, så var det dybt godnat.

0 notes

bokbrekk · 7 years ago

Text

steder hvor vi

en stille verden hvor vi engang levde en gangsterfilm hvor vi ennå skal jages lenge fra tak til tak, fra dag til dag, mot løsningen dit hvor vi trekkes av skjebnen i medgang og motgang her hvor vi fortsatt bor i en virkelig virkelig verden det hvor vi repeterer oss selv i en monoton selvfornektelse der hvor vi venter det minst butikkene hvor vi kjøper vakre klær åkrene hvor vi makelig nå kan så og høste en kjærlighetshistorie hvor vi følger stadiene i hans besettelse, fra det første magiske møte jorden hvor vi engang stod omstendigheter hvor vi ville kunne si: «disse folkene ser i tillegg til våre farger også andre.» der hvor vi hver gang ville se den samme bruntonen, der ville han en gang se en brun, en annen gang en rødgrønn templet, hvor vi rasede just! solfylte morgener hvor vi med små bevegelser forsikrer hverandre at vi har våknet, at vi er på vei tilbake barndomsårene hvor vi alle var ute og badet eller vi gikk med pluto, hunden vår, i skogen koselige skogturer hvor vi nesten bestandig laget bål og grillet pølser oppe ved tjønna et fellesskap hvor vi kan snakke om alt ei gordisk knute hvor vi lever og klamrer oss til kropper, som druknende til det å drukne fra denne smale sletten hvor vi står ses maurertårn på knauser, spredte spor av hesters hover gatehjørnet hvor vi skiltes første gang en kilde hvor vi kan speile vårt ansikt et sted hvor vi kunne se parken og en slette ligge badet i måneskinn stedet hvor vi igjen så ut over parken under det samme måneskinnet der hvor vi finner en tvungen og innfløkt uttrykksform, kan vi erkjenne en ikke tilstrekkelig behersket tankeoperasjon den lille skogbygda hvor vi steg av toget en hverdag hvor vi ustanselig overdynges av uvesentlig informasjon og innpåslitne sanseinntrykk der hvor vi er i stand til å motta selve budskapet om verden og livet sluket hvor vi en gang hadde lett etter musen den store kurven hvor vi pleide å legge de skitne uniformene våre og noen ganger våre egne sivile klær et sted i tingene hvor vi likesom svever i luften og må søke et festepunkt i oss selv å, hvor vi kjenner den, denne stemning av død og forråtnelse, av aske og intethet denne jord, hvor vi opholder oss en kort tid og lever i sus og dus, for så å drage videre mot et ukjendt mål en situasjon hvor vi som aktive subjekter står overfor en kontrollerbar verden av objekter stedet hvor vi lever det punkt hvor vi nu befinder os ute, hvor vi er ufrie og lider mye steder hvor vi ikke kan se det stedet hvor vi er der hvor vi hadde avtalt å sitte der hvor vi blir avbildet med et uttrykk vi ikke før har sett ved elven hvor vi skulle bade der hvor vi også finner eller møter det litterære verket der hvor vi setter oss til, og i fordypelse, den konsentrerte fordypelsen, forsøker å finne et jeg, i denne særegne saksgangen der hvor vi ikke vet dit, hvor vi kommer til å si: det er nå jeg er lykkelig det utdratte området, hvor vi er så trygge på oss selv og de vi har rundt oss at vi glemmer det, glemmer at vi elsker vanene der hvor vi er mest hjemme, for der hvor vi er mest hjemme og på det livligste, er også der hvor vi er mest uttrykksfulle der hvor vi kan se dem synlig usynlig der hvor vi forventer en innberetning der hvor vi er lykkelige iallfall ikke hvor vi kan se det arresten hvor vi befant os her, hvor vi alle går vill sansene hvor vi danser langsomt over trollspeilet overalt hvor vi leter oss fremover med pusten et landskap av logiske kortslutninger hvor vi ser kuer kledd i sølvrustninger gresse blant skyer ildstedet hvor vi gjenopplever blodstyrtningen og det tunge ekko av dyrepoter gjennom hulegangen her i fremtidens begynnelse hvor vi skal reise oss opp og juble mellom stjernebildene langt der utefra hvor vi drukner i duftene sjøgresset bærer i havlommene i munnen her hvor vi skjønner mer av tomhetens underbygde struktur det største rommet, hvor vi kan ta imot kunder og drive informasjon slik at det synes. en pyramide der hvor vi kan nyte resten av levedagene våre i år hvor vi klynger oss sammen i smug og drømmer om whitman en understrøm av søvn hvor vi binder og befrir som i nektelse og bønn filmer hvor vi spilte stjerneroller den skogen hvor vi var i natt. tidsrom hvor vi vet - enda så lite han er villig til å fortelle - at han hele tiden strevet med å oppnå denne evnen til å gjøre seg usynlig mot slutten hvor vi kan ane at de litterære musklene til forfatteren viser seg vi vet faktisk ikke helt hvor vi befinner oss i denne historien den vegetative organismes hovedsystemer, hvor vi skjelner mellom fem undergrupper det siste og mest fjerntliggende område hvor vi vil svare for våre tanker drømmeinnhold hvor vi på ingen måte skulle vente det de tilknytningspunkter, hvor vi med hensikt slipper drømmetydningens tema stedet hvor vi hadde gravd ned termosflaska med kamillete menneskets tilværelse på jorden hvor vi lever "ohne unsern wahren platz zu kennen" overalt hvor vi kom frem, stod det nye hester parat stedet hvor vi elsket alle åkrene hvor vi makelig nå kan så og høste den grunn hvor vi står er fra fordum blitt viet til strid det stedet hvor vi ser dem, føler dem den eneste erfaringen hvor vi kan sikre oss det aller nærmeste og det aller fjerneste, og aldri det ene uten det andre den eneste gangen i løpet av livet hvor vi eventuelt er på høyde med litteraturen er når vi dør svaberget hvor vi setter oss ned hjernen hvor vi kapper land med en lakk negl treet hvor vi hang i en stropp hele dagen fars hus, hvor vi blir tildelt hvert vårt enerom, overlatt til oss selv et betydningsområde hvor vi finner ord som «gedenken» (erindre), «eingedenk sein» (minnes), «andenken» (ihukommelse), «andacht» (andakt) historien hvor vi moderne mennesker kunne gli inn uten å vekke nevneverdig oppsikt og uten å virke særlig forstyrrende skyggen hvor vi tier leddyr (hvor vi i dag finner insekter, edderkopper, krepsdyr med mye mer) en sort flekk midt i øyet, hvor vi ikke kan se noe som helst trondheim, hvor vi møtte en marokkaner dit hvor vi må miste alt sletter hvor vi kan slå opp telt og legge oss ned et sted hvor vi kunne gå ut av senga toppløse, et sted hvor det ikke føltes som vi skulle på polarekspedisjon en æstetisk komposition, hvor vi er tvunget til at møde dem i øjenhøjde familiebordene hvor vi setter oss broderlig i ringen for å melde en bedre dag for verden for å plante roser på markene vasket av flommene situasjoner hvor vi har vondt situasjonen kan da sammenlignes med den hvor vi har mistet paradigmet som var et middel for språket var vore egne veje, hvor vi kan mødes to punkter hvor vi kan lære noe de punkter hvor vi kan regne med å få større klarhet der hvor vi først trodde at vi sto overfor et unntagelses-tilfelle hvor teknikken sviktet de to tilfellene hvor vi underkastet symptomene en inngående undersøkelse, inn i det intimeste av pasientenes seksualliv to steder hvor vi har faste holdepunkter for å bedømme denne utvikling ett punkt hvor vi ikke fant sammenheng og følte et hull i vår teori slagmarken hvor vi bemektiger oss libido her hvor vi ikke ser et menneske, ikke hører en menneskelig røst, men bare en en svak gjenlyd av musikkens toner der hvor vi hele tiden starter der hvor vi har med en skriver å gjøre, der har vi fiksjon, og jo bedre skriveren er til å skrive, jo bedre er diktekunsten fargo, hvor vi sov om natten i en tom boxcar en anden kant, hvor vi igen fik job farlig dunkle veier, hvor vi bys å famle mot et mål støvet, hvor vi har begravet de forstummede raser og all deres fordervelse en hede, hvor vi to nylig sammen lå en sykeseng hvor vi dømmes for vårt fravær en åpen flanke hvor vi kan speile oss en animasjonsfilm hvor vi er gjenkjente som dem vi ikke er dunkle veier hvor vi blinde jager mot fjerne mål midlertidige perronger hvor vi venter for å begynne en reise viddene hvor vi bor universet hvor vi kanskje hører hjemme avdelingen, hvor vi fikk beskjed om at kirurgen snart ville komme og undersøke ham en uansvarlig lek hvor vi oppløser kunstens og vitenskapens sprog i løse bokstaver den største campinghytta, hvor vi satt tett i tett, på stoler, på golvet og på senger likkisten hvor vi i all fred kan tale litt om våre affærer malmø hvor vi skulle se på et, etter datidens målestokk, avansert datasystem for sykehus et lite halvsjokkert øyeblikk hvor vi begge tenkte på hva hun nettopp hadde sagt gud vet hvor vi kommer til å være der ute hvor vi følger instinktive spor den grågrønne hvalbuken hvor vi oppbevarer bagasjen i heslige hyller til et roligere sted, mener jeg, hvor vi kan sitte og snakke sammen fire av essayene i der hvor vi er lykkelige tomme rom hvor vi presser drue etter drue ut gjennom fingertuppene grotten hvor vi famler hverandre frem mens vi risper opp veggen av natt rommet med slangene, hvor vi en dag plutselig forsto sammenhengen mellom slangene og kassene med nyfødte kyllinger et stykke hvor vi føler at intet kan hindre den uundgåelige lykkelige slutt områder hvor vi har god grunn til å forvente lydmalende ord semantiske roller hvor vi vektlegger to prototypisk forståtte motpoler situasjoner hvor vi kan si fylliken omfavnet lyktestolpen der hvor vi startet der hvor vi kunde gaa uforstyrrede sammen og tale om vor livsglæde et hjem hvor vi ikke hadde eplehave i mørket hvor vi alle befinner oss en natur hvor vi bor, dyrker og høster - vennlig og i respekt for alle andre livsformer en oase hvor vi fremdeles er begeistret over livet, over ethvert liv raattenskap hvor vi vender øinene hen det store skolebordet hvor vi elever ofte må sitte så sløve eller ikke fullt så sløve lørdagene hvor vi fødtes på kaiene, 175: hogg oss fast mellom ropene 176: og svarene, mellom trossenes snodde utholdenhet en annen kilde hvor vi kan finne smilet ditt denne verden, hvor vi er gjester denne verden, hvor vi må leve den lille esken hvor vi oppbevarer sysaker et bord ved vinduet hvor vi kan sitte og se bort på huset som står mørklagt og tungt i skumringen. mot bordet hvor vi har sittet og spist i ermenonville, hvor vi spiller våre egne sanger, hvor det er så stille at skrittene våre forstyrrer oss, omgitt av stenvegger friheten der hvor vi kan leve og løpe fritt på de store vandringsveiene en by hvor vi selv har vår rot fra ekeberg ut imot skarpsno og skøyen med frogner og vika og kampen og tøyen og akershus hilsende fjorden imot. den store helheten hvor vi er deler siste siden av boken, hvor vi får høre at profetien har gått i oppfyllelse den delen av verden hvor vi vil at slike ting skal foregå som om det er snakk om en slags tillokkelse i byen hvor vi bodde, og i karavanen som vi kom med et slags hellig handlingsmønster, hvor vi kan ane den underliggende forestilling om at solen er den guddom som gir tilværelsen den store eroskraft - som de to mennesker gjentar og uttrykker gjennom sin kjærlighet tekster hvor vi klarere enn noe annet sted finner uttrykk for fundamentale idéer i hele trebindsverket, ja i hele forfatterskapet der hvor vår histories vesentlige avgjørelser faller, hvor vi overtar og oppgir dem, hvor vi stiller spørsmål ved dem og igjen oppsøker dem, der verdner verden i en tilstand av væren hvor vi er innsatt i og underordnet avdekketheten i odalen hvor vi aldri så en tysk soldat det huset hvor vi hadde bodd diktsamlingen charmes hvor vi finner kirkegården ved havet havet hvor vi for evig treller for de avskylige uten lys og uten håp en sti av avsvidd gress og strå vil vise hvor vi måtte gå dengang vi flyktet bort med dere en dag hvor vi kan leke med den vi mest elsker, storslått, forferdelig, deltakere i guds prosjekt: å skape kunst av det alminnelige et svart-hvitt fotografi hvor vi ser ryggen hennes med fingrene som nærmest spriker ut fra skuldrene, og hvor hun holder en hvit maske alle åkrene hvor vi makelig nå kan så og høste de punktene hvor vi har vært i tvil et halvmørkt kammer, hvor vi mer aner enn egentlig ser omrisset av et menneskelig vesen de omstendigheter hvor vi har hatt den lykke å stifte hans bekjentskap et sted hvor vi kan spise nisten vår høsttakkefest hvor vi spiser og drikker og minnes de døde under en gylden måneskål som lover rikdom her ombord i denne tunnelbane i drømmens virkelige vogn hvor vi en gang skal stige av i en fullstendig ukjent by i årsakenes tidsalder hvor vi ennå ikke er leger for stjerner/skjønt de på sin side kunne trenge det der hvor vi presset musklene til det ytterste for å våkne ved paris drivhus hvor vi ofte ble tatt med for å leke overalt hvor vi var disse spørsmålene hvor vi vet at legene nå nesten er kommet så langt at de kunne forebygge de fleste av den slags forbrytelser, hvis vi bare ville avse de nødvendige pengemidler gamle ubehagelige bilder, hvor vi ser oss selv igjen, ydmyker oss overfor oss selv denne flimrende skjulthet hvor vi innimellom fornemmer det usedvanlige en storhetens verden, hvor vi i lyse øyeblikk føler vårt bilde beveget i henhold til en tusen ganger annerledes dynamikk der hvor vi sier at vår følelse er delt en retning hvor vi senere skal se befalingen og besvergelsen krysse hverandre det sted hvor vi ikke ville si noe, der vi utmerket godt vet hva vi ikke vil si men ikke vet hva vi ville si her hvor vi maler trærne blå her hvor vi sminker en tåre på kinnet den lille holmen, hvor vi fant henne bak pianoet, hvor vi kunne trenge den opp i et hjørne og fange den det eneste stedet hvor vi kunne prate butikkene hvor vi kjøper vakre klær stien hvor vi fant en lyng med alt det blå som er å få ute ved kysten, hvor vi i et øde terræng har indgjærdet os mot alskens overraskelser et musehul, hvor vi kan slippe væk gatehjørnet, hvor vi mottes ofte et sted fra hvor vi ikke kan nå hinanden mer et punkt hvor vi må se det i øynene - døden er - eller vil være - et faktum - legemet må legges av øyeblikk i livet hvor vi sto hverandre særlig nær her hvor vi skrev med våre kropper store myke former i svart hvitt: din kropp er et hjem i min der hvor vi skrider fra potens til handling, fra mulighet til virkeliggjørelse, der har vi del i den sanne væren men hvor vi har vært i mellomtiden og hvem vi er blitt det sier bildet ingenting om et land hvor vi kan føle oss trygge på vesentlige områder det område hvor vi kan begynne våre undersøkelser den angstfullt bølgende ringen hvor vi er innesperret gatehjørnet, hvor vi møttes ofte dit hen hvor vi intet vet dyp hvor vi møtes du og jeg og vår gud den retningen hvor vi mente bilen måtte stå i sengene hvor vi pleide å sove den skogen hvor vi var i natt det sted hvor vi befant oss et tidsrom hvor vi vet i bakken hvor vi tegner lørdagene hvor vi fødtes på kaiene den korte morgenstunden hvor vi fremdeles er sammen i hvert ord hver bevegelse og befridd fra all engstelse og den kalde fremmedfølelsen de gyllenmørke gårdene hvor vi for en stund slipper fri fra redselen denne inntil dødsdepresjonen krenkende pakt hvor vi dømmes til å leve under de ideer som tjener sivilisasjonen fra høydedraget over glemmingebro, hvor vi bor, er tre kirker synlige i landskapet i stuen, hvor vi iblant telte sekundene fra lynglimtet til tordenen kom en kveld i malmo, hvor vi hadde stått på terrassen og sett utover byen, hvor den svarte, tunge himmelen åpnet seg i lyn etter lyn overalt hvor vi møter ham, er han den sindige, selv-beherskede, sunt fornuftige mann, fast og traust og «harmonisk» helt igjennom bak de tre gamle løvtrærne, som fra hvor vi satt så ut som ett, var månen på vei opp den lille sykkelbutikken hvor vi hadde kjøpt den forrige sykkelen den vesle gresssletten ovenfor steinene, hvor vi lå på håndklær etter å ha badet stranden, hvor vi nå satt, oppe på klitten, noen meter fra skogkanten, og så utover det grå og stille havet den lave gropen hvor vi pleide å kampere under betongbroen nede ved småbåthavnen, hvor vi om marskveldene kunne hoppe fra isflak til isflak, underlig oppstemte i det blålige mørket en slags sone hvor vi for andre går fra bestemt til ubestemt, ubestemt til bestemt steder hvor vi har vært en gård hvor vi fikk leie ei kårstue. en av de få arenaene utenfor skolen hvor vi og dem hadde noen form for konstruktivt fellesskap den androgyne kristusfiguren hvor vi kunne finne fred og hvile en helg hvor vi skal ha det fint og gøy sammen, men hvor vi også skal få del i den hellige ånd der hvor vi ikke ødela alt i vår hlodige rus enkelte tilfeller, hvor vi står overfor et sjeldent storsinn denne spisestuen hvor vi nå inntok vår lunsj den vektskålen hvor vi har lagt vår stolthet overalt hvor vi gjenfinner det av oss selv som vår intelligens hadde vraket fordi det lå utenfor dens område, denne siste rest av fortiden, den beste, den som, når alle tårer synes å være tørket inn, ennå kan få oss til å gråte i et fuktig vindpust, i den innestengte atmosfæren i et værelse eller i den første sprakende peisild, overalt hvor vi gjenfinner det restaurantens store spisesal hvor vi skulle gå inn til tonene fra et sigøynerorkester i denne tunge søvn hvor vi møter vår tidlige ungdom, år som er gått og følelser som er borte, des-inkarnasjonen, sjelevandringen et slott hvor vi høylig forbauses over å gjenfinne dem, disse drømmene hvor vi kommer til et tomt hus og fortvilet leter efter en person som vi har kjent godt i det virkelige liv den delen av vårt hjerte hvor vi minst venter dem, og hvor vi ikke hadde forberedt noe forsvar et svimlende kaleiodoskop hvor vi ikke skjelner noe som helst dette rommet hvor vi røker og som skriver seg fra det gamle palazzo barberini et tomt rom hvor vi i høyden får se gjenglansen av vårt eget begjær stedet hvor vi reiste hen for ikke å sætte nogen på sporet tåkekledte marmorbed, hvor vi ikke lenger går en labyrint hvor vi skulle finne en ideologiløs kjærlighet den planeten hvor vi nå en gang er strandet den siste fase i vårt opplegg, hvor vi med den kristne middelalderplatonisme skal se standpunktene endre seg igjen lokalet hvor vi begynte å danse et lite bortgjemt værelse hvor vi kunde feire gjensynets glede usett og upåaktet min hjemby hvor vi for det meste skulde tilbringe ferien et lite konditori hvor vi slo oss ned for å vente på kjæresten hans de saliges øyer hvor vi begge hørte hjemme et sted hvor vi kunde være alene på vertshuset hvor vi tok inn akkurat her hvor vi trengte den mest den lille jordhytta hvor vi behandlet de feilernærte barna blaudalen, hvor vi ankom tidlig på ettermiddagen sandstranden hvor vi skulle bade og leke etter andakten en tid hvor vi skal sees rigtig ofte til gjensidig glede og hygge en celle, hvor vi oppholdt oss noen timer, i en andektig opphisselse over hva vi hadde fått satt i gang veiene hvor vi vandret i våre skinnende kjoler og gjennomsiktige slør lunder hvor vi fant kildene og drakk av hendenes skåler dyp hvor vi møtes du og jeg og vår gud eventyret hvor vi kan treffe pene mennesker og fortsette å spise vår sunshine breakfast under den evig blå himlen vår egen tid hvor vi har lært å bo den plass hvor vi brant våre billedstøtter de oversatte sagaer, hvor vi får små glytt inn til denne side av hans vesen det hjørne av muren, hvor vi gjorde op ild steder hvor vi lærer om denne viktige siden ved livet disse gater hvor vi har vår leir skuret, hvor vi satt den første gang og så de rare skygger flakse i muntert striregn på den nokså hvite duk spektroskopi, hvor vi ser på lyset fra et stoff plassert i en flamme den restauranten hvor vi vanket og spiste våre måltider et hjørne hvor vi kunne drikke og snakke i fred dit hvor vi blir slaktet i skyggen av den store asken, hvor vi sitter og spiser en forskremt is en sekt hvor vi vil få anledning til å oppdage flere sjamanistiske levninger en øy i vourukasha-sjøen (eller havet), hvor vi også finner den monstrøse firfirslen skapt av ahriman det fordømte mandeltreet, hvor vi lovte at vi skulle møtes igjen den hagen hvor vi hadde planlagt et liv og en kjærlighet like langvarig som suset fra et fjernt fossefall; den benken ute i bærum hvor vi pleide å mdtes før i tiden dype floder hvor vi fraktes i mudderprammer, og gråheten stiger opp om oss den mørke stunden, hvor vi leter etter de ordene som kommer til å bli et utkast der hvor vi venter på fortsettelsen dit hvor vi mest er hjemme en tilstand hvor vi ville kunne erindre oss fremtiden mens vi om fortiden ikke vet noe som helst, eller til nød bare kan ha en forutanelse uansett hvor vi befinner oss, forsøker vi å gjenskape den, for å oppleve den på ny sfæren hvor vi mener også naturens ånder befinner seg natten hvor vi bier et sted hvor vi var nødt til å pakke om sekkene fordi noen av dyrene tydelig var ute av form og ikke greide vekten lenger. et øyeblikk hvor vi finner det naturlig å vende tilbake til henne igjen grussletten hvor vi barna spilte speis og lekte røvere café brandstrup hvor vi møter venner fra kunstskolen. parken hvor vi pleide å gå turer en gate som kalles rua nova - den nye gaten - hvor vi alle kan beundre orientens rike skatter den årlige høstfesten hvor vi inviterer hele gata hjem et tempel hvor vi kunne bo en labyrint hvor vi skulle finne en ideologiløs kjærlighet dit hvor vi får møte deg i hellig lek og lovsang her, hvor vi mindes og glemmer her, hvor vi glemmer de døde bedst i landsbyen hvor vi hadde hatt teltleiren vår i nærheten drømmene, hvor vi gis fornemmelser som ikke lar seg oppleve i livet der hvor vi måler alle ting ved deres pengeverdi, der er det nødvendig å utøve mange yrker som er bent frem meningsløse og overflødige den mørke strand hvor vi jager om og har vårt skjulte rede dypt i tornekrattet menneskehet der hvor vi blir et jeg og plutselig forsvinner det mest verdifulle fristed er å søke der hvor vi kan være virksomme dit hen hvor vi intet vet denne ufattelige og infernalske festen hvor vi hadde forestilt oss den vi elsker midt i en fiendtlig, pervers og besnærende hvirvelstrøm gressbakken hvor vi ganske svakt kunne høre de horisontale, men fremdeles tette og metalliske klokkeslagene fra saint-hilaire overalt hvor vi tjener vårt brød øyeblikk hvor vi syntes denne livsfilosofien var riktig situasjoner hvor vi i samsvar med våre vaner er fristet til å utlade en vond følelse det ukjente hvor vi seiler og bare høster tanker mens lyset og mørket vi aldri blir lei av jobber skift tunge skygger hvor vi ligger og bruser en hel sommer i kaninfjærene et punkt hvor vi oppdager sannheten i form av en gjensidig eksklusjon av det å være og det å kjenne de evighetens verdener hvor vi alltid skal leve i jesus, vår herre i fantasien, hvor vi aldri er bundet en friksjonsløs virtual reality verden, hvor vi med noen tastetrykk kan oppleve både himmel og helvete

1 note · View note

forglem-migej · 7 years ago

Text

i dag er døgnet længere end jeg ønsker og regnen falder og falder og mit hoved føles som tunge skyer og alt jeg kan gøre er at tælle sekunderne til solnedgang

#onsdag

2 notes · View notes

mortenbryne · 6 years ago

Link

via Kredittkort og forbrukslån

#Tunge skyer over norske Hydro-verk: Har råvarer ut november

0 notes

waywardspringchild-blog · 6 years ago

Text

"I natt.

I natt, når alver danser i tåken; når dagen kommer, og solen ikke lenger ser vår verden.

Når trærnes løv skifter til ildens farger og når tunge skyer fyller himmelen.

Da er det høst, og da tror jeg på trolldom. "

I natt

“I natt, när älvor dansar i dimman; när dagen kommer och solen ej längre ser vår värld. När trädens löv skiftar i eldens färger och när tunga moln fyller skyn. Då är det höst, och då tror jag på trolldom”

Tonight

Tonight, when faeries dance in the fog; when day arrives and the sun no longer sees our world. When the tree’s leaves shift into the colors of fire and when heavy clouds fill the sky. That’s when it’s autumn, and that’s when I believe in magick

Autumn thoughts [28/8 2018]

🍁🌄🍵

#ooc #took the liberty of translating this to Norwegian #it is a beautiful poem

76 notes · View notes

bongoramadk · 6 years ago

Text

Af Susanne Sayers på Facebook

Han hedder Faizal, og som så meget andet på Zanzibar er han resultatet af en blanding: arabisk far, afrikansk mor. Først er jeg lidt forbeholden, men otte dage på Kilimanjaro har lært mig, at tanzanianerne er nysgerrige, varme mennesker (det er selvfølgelig en grov generalisering baseret på få dage, men det er førstehåndsindtrykket, okay?), og Faizal vil vide, hvor jeg kommer fra (“Portugal” – det er jo ikke forkert, og som stor, lyshåret, blåøjet matrone er jeg træt af altid at blive forbundet med Tyskland eller Holland), og vi taler et stykke tid om Portugals indflydelse på Zanzibar og de mange andre kulturer, der har præget øriget ud for Tanzanias kyst.

“Her tager vi det roligt, pole pole”, siger Faizal. Jeg forklarer, at det passer mig fint og i øvrigt er ganske portugisisk.

“No rush, no crush”, tilføjer Faizal.

Jeg kan se, hvad han mener. Tempoet er lavt og afslappet. I solnedgangen er der trængsel ved havnefronten. Par, unge, børn, familier, grupper af venner – alle sidder og ser solnedgang, svømmer, drikker frugtdrikke (Zanzibar er overvejende muslimsk, og alkohol er kun for turister) og spiller fodbold. Mørket falder på, stjernerne kommer frem. Ude over havet er der tunge skyer, hvor lyn kan ses som lilla glimt – torden hedder radi på kiswahili, lærte jeg på vej mod Kilimanjaro, hvor regntiden skulle være sat ind, men endnu engang var forsinket.

I en park i Zanzibars UNESCO-beskyttede historiske del, Stone Town, rigger entreprenante kokke deres madboder til; klar til det berømte natmarked, hvor Zanzibars blandede historie kan smages og duftes: Stærke indiske krydderier, Arabiens forkærlighed for det søde og mildt krydrede, europæiske kødretter, afrikanske stuvninger, kød på spid, pizza i uigenkendelige udgaver med alt fra banan til blæksprutter.

Forslugne gadekatte myldrer frem af tusmørket under palmetræerne og de gamle bygninger, ivrige efter at tigge sig til et måltid eller i det mindste snuppe resterne. Bølgerne slår mod stranden, fra minareten kalder muezzinen til bøn, et nærliggende hotel dunker loungemusik ud over stranden, mens nabobygningens velgørende institution holder afrobeat-koncert.

Zanzibar er på alle måder en blanding. Krydsningerne er ikke altid gået ublodigt hen, historisk set, men resultatet er fascinerende, venligt og forførende. Det minder lidt om Ilha de Moçambique, men mindre som et museum. Jeg glæder mig til at gå på opdagelse i morgen.

“Hvad er dine planer?” spørger Faizal.

“Ingenting. Jeg bryder mig ikke ret meget om planer,” svarer jeg.

“Velkommen til Zanzibar. Du er en af os,” konstaterer han med et grin.

***

De fleste lokale mænd er søde og ønsker god dag og er nysgerrige og vil høre, hvor man er fra, og hvad man laver. Nogle gange slår de følge et par minutter for lige at høre mere, og så siger vi pænt farvel. Men nogle er ret insisterende. For eksempel Steve, som holder capoeira-klasse på stranden og nu har besluttet, at jeg er hans livs kærlighed, trods mine forsikringer om, at jeg er gift og har børn. Han har set mig cirka fem minutter, men nu vil han også dedikere sine næste sangnumre (han er en ret habil sanger, det skal han have) til mig. Og i øvrigt skal jeg drømme om, at vi har hed sex. Han betror mig, at den slags har han også ret godt styr på. Jeg siger, at det er jeg helt sikker på, men jeg er alligevel ikke interesseret, og nu skal jeg i øvrigt hjem og sove. Lala salame.

Sagen er, at han ikke er den eneste. Der er tilsyneladende en del unge og yngre mænd, som er vant til at passe midaldrende, lyse kvinder som jeg selv op. Og det gør mig nysgerrig på, om kvinder tager til Zanzibar som en slags romantisk udflugt eller direkte opsøger mandlig prostitution, blot under dække af en hed affære? Fænomenet er ikke ukendt, men jeg er overrasket over at finde det her – hvis vi altså ser bort fra den meget usandsynlige mulighed, at jeg virkelig er hans livs kærlighed og netop nu har ødelagt alt for ham og mig ved ikke at tage hans smukt og inderligt formulerede hensigter alvorligt. Ak.

***

Farookh Bulsara er noget af en berømthed på fødeøen Zanzibar. Huset, hvor han blev født, er en attraktion, og baren/restauranten Mercury’s på havnen hædrer ham på T-shirts og fotos. Han er bedre kendt under navnet Freddie Mercury, og selv om han blev født her på øen, tilbragte han en stor del af sin opvækst i Indien, så Zanzibar har ikke nødvendigvis spillet samme rolle i hans liv, som han nu spiller i Zanzibars …

Men man kan være ret sikker på at blive udsat for Queens samlede hits, når man venter på færgen i Mercury’s.

***

Måske burde jeg flytte til Zanzibar. Efter godt en uge taler jeg bedre kiswahili, end jeg talte portugisisk efter et par måneder …

Det må være et af verdens letteste sprog at lære, selv om det selvfølgelig nok er sværere, når man skal ind i nuancerne. Men efter en uge svarer folk tilbage på kiswahili, når jeg siger noget. Det tog mig måneder i Portugal at udtale portugisisk, så jeg ikke automatisk blev svaret på engelsk.

Susanne Sayers på Zanzibar Af Susanne Sayers på Facebook Han hedder Faizal, og som så meget andet på Zanzibar er han resultatet af en blanding: arabisk far, afrikansk mor.

0 notes

slidtesofie-blog · 6 years ago

Text

Sultende mæt

Jeg er udsultet og alligevel mæt. Udsultet for glæde, forståelse og logik. Logikken er blevet til bræk. Jeg lever for at spise og brækker mig for at overleve. Kaster op: mad, syre, galde. Bræk så tykt som grød, klumpet og i alle regnbuens farver er min redning, min egen manifisteret lykke. Hvorfor er min lykke den forkerte? Jeg er mæt af sorg, forvirring og tomhed. Tomheden fylder, som en ballon fylder i favnen på en lille pige. Sukkerhøj og med rottehaler sat med polkaprikkede elastikker, tripper hun rundt i laksko midt på McDonalds, med rester af sunday-is om munden og med hendes nye bedste ven i favnen. Min ballon er fyldt med fedt, mudret og brunt. Engang var balloner et tegn på min barnlighed, min uberørte uskyld. Symbolikken på en tilværelse fyldt med lyserøde skyer, happy endings, tegnefilm og fredagslik. Nu er den tung, klistret og vammel, men den er stadig min bedste ven.

0 notes

donmartinoslo-blog · 8 years ago

Text

Om låta: Nilsen

Denne teksten er henta fra min lille tekstsamlingsbok som følger med Oslo-triologien vinylboks. Hopp rett til teksten til låta (eller fotnotene hvor jeg har flytta det som stod her før).

Det første verset i “Nilsen” ble født og bor på Grønland i Oslo. Bli med hit. Første linje har første stopp på Nordbygata bussholdeplass, østgående såklart, i Tøyengata mellom Grønlandsleiret og Nordbygata. Sett deg på vinduskanten til grønnsaksbutikken ved bussholdeplassen, helst midt på dagen. Denne lille delen av gata er både veldig moderne og fastlåst i tid. Jeg veit ikke om noe sted i Norge hvor kaoset mellom biler, bussen og folk er så fullstendig unorsk. Og så er det noe veldig, veldig Grønland, som man kan føle har vært likt i hundre år. Her hvor du sitter på denne vinduskanten skreiv jeg denne linja mens jeg satt og venta på bussen, en av de gangene tunge skyer samlet seg over byen vår. Mens sola skinte.

Tunge skyer over sentrum som om Tor styrer Boka om Oslo er fortellinga om to byer Som om historia til hovedstaden var Charles Dickens Hvis du lurer på hvem jeg repper – det er klart hvilken

Det er såklart ikke været jeg skriver om.

“It was the best of times, it was the worst of times, it was the age of wisdom, it was the age of foolishness, it was the epoch of belief, it was the epoch of incredulity, it was the season of Light, it was the season of Dark ness, it was the spring of hope, it was the winter of despair (…)”

Sånn åpner Charles Dickens bok A Tale of two cities. Setningene snakker til vår tid. Boka beskriver to helt andre byer, i en helt annen tid.

Men hovedstaden vår har alltid vært en delt by. Og den deler seg, ofte mer sosialt enn geografisk, mellom øst og vest. For vest er sentrum Majorstua og Bogstadveien. For øst er sentrum mellom Grønland og Torggata. På midten besøker turistene “hovedgata” Karl Johan. Den er hovedgate kun for dem som ikke er en del av byen.

Det er mange likheter og forskjeller mellom øst og vest. Skillelinjene er aldri kategoriske, hverken hva gjelder geografi eller folk. Men de er der på både godt og vondt. Men for meg, som er fra og elsker Oslo øst, var det først og fremst viktig å tegne et bilde av den delen av byen jeg er fra.

Et riktigere bilde enn det bildet som ofte blir servert.

For når det snakkes i store ord og taler om Oslo (gjerne med tynn s) snakker man om den offisielle byen, om Stortinget, om Krinken og om vestkanten. Når man skal snakke stygt om byen snakker man om Østkanten. Oslo øst er nok den delen av Norge som får mest dritt slengt om seg i media og av politikere. Store ord blir brukt av folk med større agendaer. Sjelden er de samme folkene her nede blant oss for å gjøre noe med det de roper om.

Det er så klart ingen storbyer i verden som ikke har problemer, men det bildet som blir tegna av byen vår er et bilde som mange av oss som er fra eller bor i Oslo ikke kan eller vil kjenne seg igjen i. Og måten de maler fanden på veggen gjør aldri de problemene som finnes bedre. Så når jeg skreiv denne låta, var det fordi jeg ville skrive en låt for alle oss som er fra Oslo øst, uten å blande inn alle de som ikke liker byen vår.

Den er ikke mot Oslo vest, men til og for Oslo øst. Jeg tror at grunnen til at så mange her tok til seg låta, var nettopp det.

Og det var mørke skyer. “Nilsen” ble unnfanget midt i en av de mange periodene da brølaper med store ord, spøy ekstra eder og galle utover alle norske riksmedier om hvor forferdelig, grusomt og apokalyptisk elendig det stod til på Oslo øst generelt og i Groruddalen spesielt. Det er en vise vi som bor og er herfra for lengst er blitt vant til at er på repeat. Med jevne mellomrom må vi gjennom den aldri stoppende “debatten” om hvor grusomt det er i Groruddalen og på Oslo Øst. Og i takt med at kriminaliteten og mange av de gamle sosiale problemene går ned, går påstandene om hvor ille det er her oppe.

Men etter at rosetogenes klang ga seg utøver høsten 2011, fikk tonen til de som skråsikkert veit bedre enn beboere, politi og statistikk om hvor jævlig det er i landets hovedstad, en skarpere klang. De ble kanskje ikke egentlig flere, men de ble mer høylytte.

Så jeg hadde lyst til å skrive det vi på norsk-engelsk kaller et anthem til byen min. Oslo øst. Den har seinere blitt hyllet som en hyllest, og det er den såklart også. Men mest av alt hadde jeg lyst til å skrive noe som kunne representere oss som er herfra, som ikke malte alt rosenrødt, men som heller ikke spytta folk i fjeset og sparka nedover.

Jeg er fra Oslo øst. Det har du kanskje skjønt Det er mitt univers, passet er oransje og grønt Grønlandsleiret er hovedgata i byen min Jeg er en groruddøl som nettopp flytta lengre inn

Beveg deg to kvartaler opp fra Olav Thons kjøpesenter “Bazar” og til venstre inn i Urtegata og bortover til de noe Gothamske murbyggene rett før Urtehagen. Her var et av de første stedene jeg bodde etter at jeg flytta hjemmefra, og det eneste stedet jeg har hatt den veldig delte gleden av å bo helt alene. Det ble bygget først som nonnekloster, og har vært både asylmottak og litt av hvert før Olav Thon kjøpte det og gjorde det om til et skittent, råttent hybelhus. Både Joddski og jeg bodde her, i den stinkende, spekulative seinere dødsbrannfella av et hybelhus (og det døde også en mann i brann på det rommet jeg bodde på, noen år seinere). Man blir ikke Herre og eier av Oslo og Brussel ved å gjøre folk tjenester, akkurat. Jeg har lite positivt å si om det huset, og mindre om Olav Thon, men jeg følte meg fort hjemme på Grønland.

Grønlands miks av så mange forskjellige ting og stemninger. Det føltes som sentrum for den verden jeg kom fra, mens sentrum og sentrum vest føltes som noen andres.

Og Karl Johan er en turistgate for alle som er beboere av byen. På vest- kanten er Bogstadveien hovedgata. Så om noen gate skal være østkanten verdig å være hovedgata, må det nok være Grønlandsleiret.

Men jeg er altså en innflytter her. “Med mindre du har bodd under en stein som igjen har bodd under en stein som igjen har bodd under en stein, har du fått med deg at Don Martin er fra Romsås, Oslo” har noen skrevet på tekstsiden Rap Genius.

Selv om jeg ville at Nilsen skulle være en tydelig Oslo Øst låt og være for hele den delen av byen jeg er glad i uten å rope “Romsååås ooooh Romsåååås”, så er jeg jo Romsåsgutt. Og jeg måtte selvfølgelig reppe stedet jeg er fra rope “Romsååås ooooh Romsåååås”. Bare litt mre low key. Oransje og grønt er fargene til Romsås Idrettslag og de linjene er skrevet for at det skal være åpenbart for alle som veit, kryptisk for alle som ikke kjenner til det.

Vi leker ikke Queens Bridge, eller South Bronx men vi har mer enn et par apekatter blant oss selv i en rolig by som Oslo skjer det mye fucka.

For selv om jeg har gjort det til en heltidsgeskjeft å snakke om at Oslo ikke er så ille som propagandaskremsels-bildet påstår, noen ganger så mye at jeg nesten spyr i en bøtte av meg sjøl, så er dette jo også en storby. Og jeg kommer, både geografisk og sosialt, fra miljøer som går en fin balansegang over i skyggesiden av mange ting og kaster bananer.

Man skal ikke late som om det ikke skjer rugged shit her heller, selv om vi ikke er Detroit eller Chicago. Det er ikke som om det mangler problemer.

Man kan forstå den første linja på en annen måte også. Norsk hiphop jobba lenge med å finne sin egen identitet. Som naturlig er, ligna den lenge på den ene eller den andre bølgen i amerikansk (eller britisk) rap, før vi fikk egne bein å stå på. Nå er det ikke lenger sånn at norsk rap er amerikansk rap gjort av nordmenn, den har blitt en egen greie.

Men uansett. Vi beveger oss ned til Grønlands torg.

Grønland blir gentrifisert som Grunerløkka og de som bodde der nettopp blir pressa lengre ut

Da jeg skreiv denne låta i 2013 virka det som om gentrifiseringsbølgen skulle skylle over Grønland fra to kanter; ovenfra fra Grunerløkka, nedenfra fra Barcode. Mye hadde skjedd med det Grønland jeg først ble godt kjent med rundt 2000, da det framstod som uvirkelig at Deli de Luca skulle åpne kiosk på Grønlands torg. Det kan såklart fortsatt skje, men mens jeg skriver dette er det fristende å bytte ut Grønland med Tøyen. Datostemplet gikk ut på den linja bare noen år etter. Der Tøyen har fått et løft, både på godt og vondt, har Grønland tvert imot gått en annen vei. Det har flere grunner. En av dem er at de som etablerte seg på Grønland nok slo dypere røtter enn de på Tøyen. Det gjør at det ikke er like lett å skifte ut de som bor der når bydelen blir “hipp”.

Det dårlige er at det blir en oppsamling av altfor mange forskjellige utslåtte folk, særlig etter at politiet presset det gamle Plata-miljøet vekk fra turistsentrum og inn i nabolagene på Grønland. Og mellom de som får hjelp fra de forskjellige institusjonene på Grønland, leker barna mellom bilene. Kok det sammen.

Men skal man begynne kronologisk, må vi bevege oss et stopp nærmere sentrum, snu og så ta bussen tilbake østover. For det var på på 60-bussen jeg innså det som kom til å bli catchphrasen, kjerna i låta. Et sekund hvor jeg så ut av vinduet istedenfor å se på telefonen min. Idet 60-bussen svingte fra Schweigaardsgate og inn i Tøyenbekken på veiinnover mot Grønland, la jeg såvidt merke til skiltet festet ved inngangen til Oslo Mekaniske Teater. “Joachim Nielsens gang”. Jeg hadde ikke tenkt over at Jokke het Nielsen før. Den varianten som uttales Nilsen.

Jokke, Rudolf og Lillebjørn het Nilsen alle tre. Huh.

Å bytte Aker ut mot Ahus det var sjukehus Jeg er så Oslo du kan kalle meg for Nilsen Rudolf, Lillebjørn, Joachim. Velg hvilken

Et sted mellom der Rudolf Nilsens dikt ble skrevet her i de skitne gatene mellom Tøyen og Grønland. Mellom ham og Lillebjørn, som også introduserte Rulle til mange seinere. Mellom trekkfuglen som vendte tilbake til Kiellands Plass og så prøvde å kjøpe leilighet i det uflaut usosiale boligmarkedet i byen og Jokkes stygge Oslo. Trygge, men også ganske harde Oslo. Der inne et sted, der har du en ubeskrivelig kjerne, et hjerte om du vil, som er byen gjennom mange generasjoner. Oslos natt.

Og et sted mellom Nilsene i den linja og Biggies “Real sick, raw nights, I perform like Mike Anyone – Tyson, Jordan, Jackson” finner du kanskje meg.

Nilsen Tekst: Don Martin / Tommy Tee

Tunge skyer over sentrum som om Tor styrer Boka om Oslo er fortellingen om to byer Som om historia til hovedstaden var Charles Dickens Hvis du lurer på hvem jeg repper det er klart hvilken Jeg er fra Oslo Øst det har du kanskje skjønt Det er mitt univers, passet er oransje og grønt Grønlandsleiret er hovedgata i byen min Jeg er en groruddøl som nettopp flytta lengre inn Vi leker ikke Queens Bridge, eller South Bronx men vi har mer enn et par apekatter i blant oss selv i en rolig by som Oslo skjer det mye fucka. Grønland blir gentrifisert som Grunerløkka og de som bodde der nettopp blir pressa lengre ut Å bytte Aker ut mot Ahus det var sjukehus Jeg er så Oslo du kan kalle meg for Nilsen Rudolf, Lillebjørn, Joakim. Velg hvilken

Tommy: … Så kan du høre byen puste inn Du finner meg med lua ned i øya bak i bussen din Jeg er så Oslo du kan kalle meg for Halvard Gamlebyen, Grorud, Aker, Alna Og de hører på meg overalt Holmlia til Haugenstua, hele byen kant i kant Jeg er så Oslo du kan kalle meg for Nilsen …så la meg sende ut en hilsen

Martin: Du finner meg på linje 2 mot Ellingsrud Går av på Furuset senter hvor gutta henger ut Jeg er med folk som alltid gjør noe, har noe tull på ferde Møt meg på Tøyenbadet en sommernatt med hull i gjerdet Det er sjelden noe er lengre vekk enn telefon Det er alltid noen som kjenner noen som kjenner noen Av alle storbyer i verden er nok Oslo minst Det er her jeg føler meg hjemme, det her er byen min Gutta mine er fra overalt i hele sjappa Fra gutt til mann på disse veiene, og nå blitt pappa Oslo er blanda av alle typer folk som lever her, og nettopp denne blandinga gjør byen min til det den er Du finner meg i Torggata på nattestid Jeg loker rundt i Gamlebyen i hatten min Jeg fant prinsessa mi blant Haugenstuas blokker, vil ikke flytte herfra selv om de tilbyr meg halve kongeriket

Tommy: … Så kan du høre byen puste inn Du finner meg med lua ned i øya bak i bussen din Jeg er så Oslo du kan kalle meg for Halvard Sinsen, Disen, Kampen, Gransdal Og de hører på meg overalt Mortensrud til Ammerud, hele byen kant i kant Jeg er så Oslo du kan kalle meg for Nilsen … så la meg sende ut en hilsen

Martin:

To tusen og en natt over Oslo øst Så mange stemmer som tilsammen blir til Oslos røst Som om historia den ble fortalt av Šherezad Den er om kjeltringer, om heltemod og mer om mangt Og alle veit hvor jeg har hjertet mitt De sier ingen kjærlighet skjer helt smertefritt De sier byen har et hjerte som er kaldt som is At allting her kan skaffes for den rette pris Hvem tenker på tiggerne her og deres bør De som snakker til seg sjøl i byen er fler enn før At alt er perfekt her i byen det har vel ingen sagt Og det er klart at det kan blåse kaldt en vinternatt Tøyen har vært Tøyen lik i hundre år, det er ikke Snakk om farge men om fattigdom og levekår Fra de ble sendt fra nr 13 bort til nr 19 Har dette vært en by som deler seg omtrent på midten

Tommy: … Så kan du høre byen puste inn Du finner meg med lua ned i øya bak i bussen din Jeg er så Oslo du kan kalle meg for Halvard Lompa, Barong, Bekkers, Gamla Og de hører på meg overalt Ensjø til Ellingsrud, hele byen kant i kant Jeg er så Oslo du kan kalle meg for Nilsen … Så la meg sende ut en hilsen

Martin / Tommy: Så kan du høre byen puste ut? Her er en hilsen fra en Oslogutt name>

Her finner du også fotnoter om Nilsen

Om låta: Nilsen was originally published on Don Martin

0 notes

kimmiemariascamino-blog · 8 years ago

Text

At fare vild i fremmede byer

Igår ankom jeg til Leòn efter en kort dagsmarch på 18 km fra Mansillas. Leòn er en stor by med 150.000 indbyggere, og derfor også en by jeg lidt havde frygtet at ankomme til, grundet mine tidligere erfaringer med de store byer på Caminoen, som altid har formået at skabe kaos, der hvor jeg ellers havde formået at skabe orden. Da jeg begyndte min vandring gennem industrikvarteret inden Leòn mærkede jeg allerede, at der var noget anderledes over byen, noget der ikke sugede energien ud af mig på samme måde som da jeg satte kurs mod Burgos. Faktisk blev mit humør en smule opløftet da jeg travede gennem de brede gader, mens jeg ivrigt studerede de høje bygninger, der skyggede for den smule sol, der havde fundet enkle smuthuller i de ellers tunge og grå skyer, der hang på himlen og truede med regn og slud. Jeg fandt hurtigt et vandrehjem, og mødtes derefter med min ven Lucas som jeg ikke har set længe, efter beslutningen om at gå for mig selv. Vi spiste frokost, snakkede om oplevelser vi havde haft siden sidst, og gik en lang tur i byen, for at kigge på den smukke og berømte arkitektur, som pryder bybilledet når man slentrer langs de brostensbelagte gader, og overvældes af de mange muligheder man pludselig har sammenlignet med de få som man står overfor i de i spanske landsbyer, der lever af den indtjening de får på baagrund af de tusindvis af pilgrimme der hvert år vandrer gennem dem. Endnu engang tog jeg mig selv i at blive blæst bagover af den smukke katedral, der lå i centrum af byen, som er bygget i samme gotiske byggestil som katedralen i Burgos, der sidst fik mig overtalt til at blive. Der er noget over disse katedraler, der virkelig frembringer en overvældende følelse i mig - en følelse af både at være hel afsindig lille, og samtidig så draget at katedralen fungerer som et magnetisk kraftfelt, der trækker mig til sig, og får mig til at miste overblik over alt omkring mig, mens jeg forsvinder ind i de millioner af små detaljer, der findes overalt hvor man placerer blikket på bygningen. Vi satte os på et konditori lige overfor katedralen og bestilte spanske kager og te. Inden vi satte kursen tilbage for at finde vores køjeseng handlede vi ind til fælles morgenmad, da vi havde aftalt at vi ville gå en sidste vandring sammen inden Lucas sætter farten op, så han kan nå til Santiago inden han skal med flyet tilbage til Columbia. I morges ringede mit vækkeur kl. 6, og jeg følte mig fysisk klar til endnu en vandring, men alligevel var der noget i mig, der ikke var færdig med Leòn. Jeg kom til at tænke på den caminodyd, der omhandler langsomhed, og jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det var påtide at sætte tempoet helt ned, og tage en fridag, hvor der var plads til at gå på opdagelse i en enkel by, fremfor de mange jeg ellers plejer at gå igennem når jeg vandrer. Lucas og jeg spiste morgenmad sammen, og han havde medbragt to små fine bøger. Den ene var en gave, som skal bruges til mine digte, og den anden var en bog som jeg kun skal beholde midlertidigt. Historien bag denne bog er ret fin. For et stykke tid siden, da jeg befandt mig i Azofra, mødte jeg et tysk ægtepar, der fortalte mig om denne bog, som stammer fra Hamburg. Det tyske ægtepar havde på deres vej mødt et andet tysk, ungt kærestepar, der gik Caminoen den modsatte vej - de var altså startet i Santiago og gik nu mod Frankrig, med den mission at udvælge den første pilgrim, der skulle få æren af at skrive i bogen for første gang. Bogen er tiltænkt som en slags persongalleri, der vandrer fra pilgrim til pilgrim, og hvori man skal beskrive den person, som man har modtaget bogen af. Når bogen er fyldt op, sendes den retur til kæresteparret i Hamburg. Jeg er nu i besiddelse af bogen, som jeg efterfølgende skal give videre til en pilgrim, der har haft en særlig betydning for mit camino-eventyr. Efter morgenmaden checkede jeg ind på vandrehjemmet endnu en gang, mens at Lucas satte kursen videre mod næste by på ruten. Jeg selv satte kurs mod katedralen endnu en gang, og derfra besluttede jeg mig for at fare vild i fremmede byer - eller det vil sige, at jeg kun farede vild i en enkel by, men dog så meget at jeg endte med at vandre 18 km rundt i Leòn. Selv på de dage, det er tiltænkt afslapning sker der en hel masse når man er pilgrim. På min vandring rundt i byen stødte jeg på en masse pilgrimsvenner, som jeg havde mødt tidligere, og som var ankommet til byen idag, og midt i min sørgmodighed over at have taget afsked med en del venner, der nu er foran mig, blev jeg igen påmindet om, at afsked også kan afstedkomme et glædesfyldt gensyn. Med et smil på læben gik jeg rundt og tænkte over alt det fantastiske som jeg hver dag oplever, og i mit øjebliks uopmærksomhed formåede jeg at snuble over mit eget snørebånd, der resulterede i at jeg fløj et godt stykke henover gaden og landede med hænder og knæ godt plantet i asfalten. I de sekunder jeg lå på asfalten så jeg mit camino eventyr flyve forbi mig, i frygt for at jeg var kommet alvorligt til skade. Jeg blev straks hjulpet op af to søde spanske damer, der havde været vidne til mit smukke stunt, og jeg slap med et par hudafskrabninger og et gevaldigt chok. Kursen blev efterfølgende sat mod vandrehjemmet, hvor jeg nu tvinger mig selv til et øjebliks afslapning for at undgå unødvendige skader. Sidste gang tog jeg hul på to af de dyder/nøgleord, som har en stor betydning for caminoen, eller som jeg i hvert fald bruger en del tid på at reflektere over, og implementere i min rejse. De to første var langsomhed og frihed. De næste to, som jeg er begyndt at tænke en del over, er bekymringløshed og enkelhed, og man kan sågar koble disse to begreber sammen, eller i hvert fald komme frem til, at bekymringløshed kan føre til enkelhed. Bekymringer er noget der fylder helt utrolig meget, og de vejer metaltungt. Det er så let at bekymre sig om noget, og for mit vedkommende er det let at bekymre sig om alting. Hvis man er en person, der holder af det organiserede, så er man også velkendt med de bekymringer der følger med den orden som man tilstræber. Hvis jeg skal beskrive min hverdag inden jeg tog afsted med ét ord, så ville det være bekymringsfyldt. Men på min rejse har jeg virkelig erfaret, at bekymringerne er bagstopper for de oplevelser, som jeg kan få, hvis jeg forsøger at give slip for mit behov for at kontrollere alt omkring mig, og ikke mindst inden i mig. At være bekymringløs behøver nemlig ikke at betyde, at man ikke tager ansvar, eller at man føler en ligegyldighed overfor tingene. Bekymringsløsheden har for mit vedkommende betydet at have tiltro til, at alting vil løse sig på den ene eller anden måde, og samtidig har det også betydet, at jeg har givet mig selv lov til at give slip på alt det, der kan være en kilde til uro eller bekymring. Det har betydet at jeg er begyndt at acceptere tingenes tilstand som de er, uden at behøve at gøre noget for at ændre på det resultat, der kommer ud af det. Det har også betydet, at jeg har måtte lade nogen planer eller drømme ligge for et stykke tid, for at give plads til, at nye muligheder kan dukke op. Til slut har det også betydet at lade både tiden og forandringerne gå sin gang, og lade nogen relationer gå til grunde, uden at holde fast i håbet om at få det tabte tilbage. Når man lader sig selv være bekymringløs så vil man opleve at alting vil føles mere overskueligt, og ikke mindst mere enkelt, hvilket bringer mig videre til det næste nøgleord - enkelhed. Enkelheden kan forstås på mange måder, både i forhold til livsstil, udstyr, men også i forhold til mentalitet. Først og fremmest lærer man hurtigt, at det er ret praktisk at have en enkel oppakning med sig på caminoen, for du er dit eget trækæsel, der skal bære vægten på ryggen i al slags landskab samt vind og vejr. Har du taget for meget kompliceret udstyr med, så ryger det rimelig hurtigt væk, særligt hvis man tager turen over Pyrenæerne (det kan jeg selv skrive under på). Enkelheden skal også ses i forbindelse med pilgrims livsstilen, som handler om at gå i seng når solen går ned, stå op inden solen vågner, og fortsætte sin vandring derfra hvor man slap den forrige dag. Når man lever sådan er der ikke plads til så meget ind i mellem, og det giver sig tilkende i, at det nogengange mest komplicerede man kan fylde sit hoved med, er spørgsmålet om hvad man skal spise når man kommer frem. Den enkle livsstil giver et større råderum til diverse refleksioner, for når man ikke forstyrres af særlig mange forskellige faktorer udefra, så får man mulighed for at rydde op i alt det overflødige bagage som vi hver især bærer usynligt med os på øverste etage. Der er 13 dage tilbage før jeg ankommer til Santiago, og jeg vil nu bruge resten af dagen på lade vær med at komme til skade, i håb om at jeg kan komme helskindet frem.

0 notes

marietrier · 8 years ago

Text

Vinteren er

Trafikken der går i stå på isglatte veje. Korte dage og lange nætter. Solen der står lavt på himlen. Tykke vinterjakker. Sneen der falder. Kolde hænder og kolde fødder. Tunge skyer. Lyset der forsvinder. Sprukne læber. Røde kinder. Bundfrosne søer. Is der knager når man går. Tomme øjne. Lyden af stilhed. Tårer der fryser til is. Søvnproblemer.

0 notes

bokbrekk · 7 years ago

Text

steder hvor vi

1 note · View note