kimmiemariascamino-blog

[kimmiemariascamino-blog]

Om at være ved vejs ende

For lidt over en måned siden stod jeg i Kastrup lufthavn med et par næsten ubrugte vandresko på fødderne og med følelserne siddende ude på tøjet. Jeg var fuldstændig uviden omkring hvad der ventede mig forude, og jeg havde mildest talt ikke nogen som helst idé om, hvad i alverden jeg havde gang i. Det eneste jeg vidste med sikkerhed var hvor kursen var sat til, og ikke mindst at jeg var klar på hvad der nu end måtte vente mig af både eventyr og udfordringer når jeg trådte ud af flyveren i Frankrig.

D. 6 april begyndte jeg mit camino eventyr i Saint Jean Pied de Port, og allerede da jeg trådte ud af bussen i den lille franske by, var jeg så forvirret og usikker, at det tog mig 3 timer at finde på rette vej ud af byen, så jeg kunne påbegynde min første dagsmarch over Pyrenæerne. Jeg havde i min forvirring og spænding glemt at spise morgenmad, og godt drænet for energi tog jeg de første skridt på vej op af bjerget. Det var på vej op af den første stejle stigning, at jeg mødte min aller første camino ven, og helt tilfældigt endte vi op alle de samme steder, på de samme tidspunkter, og endte med at følges ad i de første 10 dage. Jeg var fuldkommen chokeret, da det gik op for mig, hvilken styrke det krævede at vandre i bjerge. Faktisk var jeg så overrasket, at jeg efter en times tid satte mig opgivende på min rygsæk, og begyndte at skraldgrine indtil at mine mavemuskler gjorde ondt i ren og skær frustration over det ud ad til helvede, som jeg frivilligt havde kastet mig ud i, uden at have tjekket ordentligt op på det først. Men op over bjergene det kom jeg (med utallige pauser undervejs). Pludselig fandt jeg mig selv syngende et sted midt i ingenting på grænsen mellem Frankrig og Spanien, ikke af glæde, men i håb om, at en forfalsket optimisme kunne gøre de sidste 10 km lidt lettere. Lettere blev de ikke, men dog mere glædesfulde af sang og latter, der overdøvede den negative stemme i mit hoved der nedkastede en fatwa over min beslutning om at vandre caminoen med så dårlig en kondition. Undervejs på den første dagsmarch over Pyrenæerne fik jeg mere selvindsigt end jeg har fået gennem mine 20 leve år. Jeg lærte at styrke ikke kun kan dømmes ud fra store spændstige muskler, og vigtigst af alt, at min styrke lå gemt i min evne til at overskride mine egne grænser uden helt at vide hvorfor jeg gjorde det, men samtidig have tiltroen til, at jeg gjorde noget der vil vise sig at være rigtigt, på et eller andet tidspunkt.

Når man er et menneske med let tendens til at føle sig ængstelig overfor det fremmede, så er det helt ekstremt overvældende at begive sig ud på en rejse, hvor alt er ukendt, særligt når man er helt alene, og aldrig helt har aldrig rigtig været sin egen bedste ven. Efter mange år med en indvendig krig, der har efterladt mange ruiner og ødelæggelser i mit inderste, så var der nok mental oprydning at gå i gang med, og jeg mærkede pludselig hvordan at benenes konstante bevægelse fik alle de ophobede affaldsstoffer til at fordampe og fordufte, i både overført og bogstavelig betydning.

Den første uge var som et langt eventyr, hvor jeg svævede på en bølge af nyopdaget livsglæde, der strømmede igennem min krop fra morgen til aften. Jeg var konstant lettere beruset af de mange nye oplevelser og indtryk, som jeg sugede ivrigt til mig, og omdannede til en højlydt latter og et konstant smil på mine læber. Jeg havde fundet lykken, og jeg havde endda fundet den i egen krop. Pludselig gav bjergene mening for mig, og jeg indså at mit indre stadig var et frugtbart sted, hvor det var muligt for glæden at blomstre. I det første stykke tid blev bekendtskaber til venskaber, og jeg begyndte at føle en samhørighed med mine medmennesker, som jeg aldrig havde følt før. Jeg følte at de forstod mig, næsten helt uden at kende mig. De var alt hvad jeg havde ledt efter hele mit liv, og blot tanken om at give slip kunne få tårerne frem i min øjenkrog.

Og netop tanken om at give slip bragte mig videre til min næste udfordring på caminoen. Efter de første små 2 uger begyndte camino-rusen at ligge sig, og jeg var pludselig ikke stor smilende når jeg for femte gang i træk blev vækket af støjende pilgrimme, der absolut skulle begynde at vandre kl. 5 om morgen. Jeg kunne mærke, at det sociale forhindrede mig i at gå i dybden med de ting som rørte sig under overfladen, og beslutningen om at fortsætte på egen hånd bragte mig videre ind i et nyt kapitel af min rejse, hvor jeg for alvor var på egen hånd, og hvor jeg var nødsaget til at kæmpe med mine indre dæmoner for at nå ind til kernen af de selvdestruktive elementer, og forsøge at finde en opskrift på, hvordan jeg kunne transformere selvhadet om til kærlighed. Denne kamp har været, og er stadig den mest udfordrende jeg har været udsat for, og trods at opskriften ikke er færdigskrevet, så fandt jeg undervejs en hel del af de rette ingredienser. På mine mange ensomme vandringer stiftede jeg bekendtskab med nye sider af mig selv, der gav mig modet til at give slip på alt det jeg havde efterladt både derhjemme, og på min rejse. Skridt for skridt blev jeg langsomt i stand til at give mig helhjertet hen til naturen, hvor jeg langsomt mærkede en ukendt følelse af at finde hjem. Jeg mærkede hvordan landskaberne sugede mig til sig, mens fødderne kontinuerligt fortsatte sit arbejde fremad, og øjnene fandt pludselig ingen trang til at kigge bagud. Der var dage, hvor jeg ikke kunne se en eneste pilgrim langt, langt ude i horisonten, og på disse tidspunkter var jeg fuldtids opdagelsesrejsende, uden noget formål eller nogen forudbestemt destination. Der var dage hvor jeg fandt mig selv næsten løbende langs de store marker, mens en glædesfuld latter gik igen som et ekko, som kun jeg selv var vidne til. Jeg fandt en fysisk styrke i min krop, der fik mig til at sætte tempoet op når jeg vandrede i bjergene, trods at åndedrættet havde svært ved at følge med. I mit møde med sneen på toppen af bjergene mærkede jeg en lykke følelse, jeg aldrig har været vidne til før, og det vildeste ved det hele var, at det eneste vidne jeg havde til det alt sammen var mig selv, og jeg opdagede, at jeg ønskede det ikke anderledes. En morgen stod jeg på toppen af Oca-bjergene med udsigt til en verden, der var ved at stå op. I dette eksakte øjeblik indså jeg, at jeg for første gang nogensinde havde lært at sige fra og give slip, ikke i frygten for at blive såret, men fordi jeg ønskede at gøre noget for mig selv, og jeg mærkede et smil på mine læber, der satte mig permanent som om en ny slags livsglæde, en oprigtig en af slagsen, havde fundet sin vej ud af sit indelukkede bur, og nu var glæden sluppet løs. Undervejs på caminoen har jeg været igennem en lang række forskellige udfordringer, som har tvunget mig til at give slip på behovet for tryghed, og bevæge mig derud hvor det gør ondt både fysisk og mentalt, og blive i dette stadie indtil at jeg havde tilpasset mig det ubehagelige, for derefter at indse, at alting er midlertidigt, og at man er i stand til at begive sig over selv det stejleste bjerg, hvis blot man tror på at det er muligt, og hvis ikke at den tiltro er til at finde, så er det muligt at gøre alligevel, hvis blot man skridt for skridt bevæger sig langsomt fremad uden at lytte til den indre stemme, der sætter spørgsmålstegn ved styrken. De mange kampe og udfordringer som caminoen har givet mig har været den største gave, jeg nogensinde har fået foræret. Caminoen har ikke blot været en rejse gennem de mest fantastiske landskaber og landsbyer, det har også været en rejse gennem alverdens korridorer i mit sind. Det har været en rejse gennem fortiden, hvor jeg har måtte genopleve alt lige fra min mors død, til bruddet med mit livs første kærlighed. Det har været en rejse ind i fremtiden, hvor jeg har været nødsaget til at træffe beslutninger, der har kostet store drømme, men bragt nye til livs. Men vigtigst af alt har det været en rejse i nutiden, på en lang, lang landevej, der har kostet mig store mængder blod, sved og tårer. D. 10 april går jeg min aller sidste vandring på caminoen, som vil ende foran den smukke katedral i Santiago. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at mine øjne vil være fyldt til randen med tårer når jeg tager afsked med mit livs største eventyr, men jeg vil ankomme med stærke ben, og et endnu stærkere sind. Når en vej ender, begynder en ny, og jeg er godt klædt på til alt hvad den har at bringe mig.

[kimmiemariascamino-blog]

At fare vild i fremmede byer

Igår ankom jeg til Leòn efter en kort dagsmarch på 18 km fra Mansillas. Leòn er en stor by med 150.000 indbyggere, og derfor også en by jeg lidt havde frygtet at ankomme til, grundet mine tidligere erfaringer med de store byer på Caminoen, som altid har formået at skabe kaos, der hvor jeg ellers havde formået at skabe orden. Da jeg begyndte min vandring gennem industrikvarteret inden Leòn mærkede jeg allerede, at der var noget anderledes over byen, noget der ikke sugede energien ud af mig på samme måde som da jeg satte kurs mod Burgos. Faktisk blev mit humør en smule opløftet da jeg travede gennem de brede gader, mens jeg ivrigt studerede de høje bygninger, der skyggede for den smule sol, der havde fundet enkle smuthuller i de ellers tunge og grå skyer, der hang på himlen og truede med regn og slud. Jeg fandt hurtigt et vandrehjem, og mødtes derefter med min ven Lucas som jeg ikke har set længe, efter beslutningen om at gå for mig selv. Vi spiste frokost, snakkede om oplevelser vi havde haft siden sidst, og gik en lang tur i byen, for at kigge på den smukke og berømte arkitektur, som pryder bybilledet når man slentrer langs de brostensbelagte gader, og overvældes af de mange muligheder man pludselig har sammenlignet med de få som man står overfor i de i spanske landsbyer, der lever af den indtjening de får på baagrund af de tusindvis af pilgrimme der hvert år vandrer gennem dem. Endnu engang tog jeg mig selv i at blive blæst bagover af den smukke katedral, der lå i centrum af byen, som er bygget i samme gotiske byggestil som katedralen i Burgos, der sidst fik mig overtalt til at blive. Der er noget over disse katedraler, der virkelig frembringer en overvældende følelse i mig - en følelse af både at være hel afsindig lille, og samtidig så draget at katedralen fungerer som et magnetisk kraftfelt, der trækker mig til sig, og får mig til at miste overblik over alt omkring mig, mens jeg forsvinder ind i de millioner af små detaljer, der findes overalt hvor man placerer blikket på bygningen. Vi satte os på et konditori lige overfor katedralen og bestilte spanske kager og te. Inden vi satte kursen tilbage for at finde vores køjeseng handlede vi ind til fælles morgenmad, da vi havde aftalt at vi ville gå en sidste vandring sammen inden Lucas sætter farten op, så han kan nå til Santiago inden han skal med flyet tilbage til Columbia. I morges ringede mit vækkeur kl. 6, og jeg følte mig fysisk klar til endnu en vandring, men alligevel var der noget i mig, der ikke var færdig med Leòn. Jeg kom til at tænke på den caminodyd, der omhandler langsomhed, og jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det var påtide at sætte tempoet helt ned, og tage en fridag, hvor der var plads til at gå på opdagelse i en enkel by, fremfor de mange jeg ellers plejer at gå igennem når jeg vandrer. Lucas og jeg spiste morgenmad sammen, og han havde medbragt to små fine bøger. Den ene var en gave, som skal bruges til mine digte, og den anden var en bog som jeg kun skal beholde midlertidigt. Historien bag denne bog er ret fin. For et stykke tid siden, da jeg befandt mig i Azofra, mødte jeg et tysk ægtepar, der fortalte mig om denne bog, som stammer fra Hamburg. Det tyske ægtepar havde på deres vej mødt et andet tysk, ungt kærestepar, der gik Caminoen den modsatte vej - de var altså startet i Santiago og gik nu mod Frankrig, med den mission at udvælge den første pilgrim, der skulle få æren af at skrive i bogen for første gang. Bogen er tiltænkt som en slags persongalleri, der vandrer fra pilgrim til pilgrim, og hvori man skal beskrive den person, som man har modtaget bogen af. Når bogen er fyldt op, sendes den retur til kæresteparret i Hamburg. Jeg er nu i besiddelse af bogen, som jeg efterfølgende skal give videre til en pilgrim, der har haft en særlig betydning for mit camino-eventyr. Efter morgenmaden checkede jeg ind på vandrehjemmet endnu en gang, mens at Lucas satte kursen videre mod næste by på ruten. Jeg selv satte kurs mod katedralen endnu en gang, og derfra besluttede jeg mig for at fare vild i fremmede byer - eller det vil sige, at jeg kun farede vild i en enkel by, men dog så meget at jeg endte med at vandre 18 km rundt i Leòn. Selv på de dage, det er tiltænkt afslapning sker der en hel masse når man er pilgrim. På min vandring rundt i byen stødte jeg på en masse pilgrimsvenner, som jeg havde mødt tidligere, og som var ankommet til byen idag, og midt i min sørgmodighed over at have taget afsked med en del venner, der nu er foran mig, blev jeg igen påmindet om, at afsked også kan afstedkomme et glædesfyldt gensyn. Med et smil på læben gik jeg rundt og tænkte over alt det fantastiske som jeg hver dag oplever, og i mit øjebliks uopmærksomhed formåede jeg at snuble over mit eget snørebånd, der resulterede i at jeg fløj et godt stykke henover gaden og landede med hænder og knæ godt plantet i asfalten. I de sekunder jeg lå på asfalten så jeg mit camino eventyr flyve forbi mig, i frygt for at jeg var kommet alvorligt til skade. Jeg blev straks hjulpet op af to søde spanske damer, der havde været vidne til mit smukke stunt, og jeg slap med et par hudafskrabninger og et gevaldigt chok. Kursen blev efterfølgende sat mod vandrehjemmet, hvor jeg nu tvinger mig selv til et øjebliks afslapning for at undgå unødvendige skader. Sidste gang tog jeg hul på to af de dyder/nøgleord, som har en stor betydning for caminoen, eller som jeg i hvert fald bruger en del tid på at reflektere over, og implementere i min rejse. De to første var langsomhed og frihed. De næste to, som jeg er begyndt at tænke en del over, er bekymringløshed og enkelhed, og man kan sågar koble disse to begreber sammen, eller i hvert fald komme frem til, at bekymringløshed kan føre til enkelhed. Bekymringer er noget der fylder helt utrolig meget, og de vejer metaltungt. Det er så let at bekymre sig om noget, og for mit vedkommende er det let at bekymre sig om alting. Hvis man er en person, der holder af det organiserede, så er man også velkendt med de bekymringer der følger med den orden som man tilstræber. Hvis jeg skal beskrive min hverdag inden jeg tog afsted med ét ord, så ville det være bekymringsfyldt. Men på min rejse har jeg virkelig erfaret, at bekymringerne er bagstopper for de oplevelser, som jeg kan få, hvis jeg forsøger at give slip for mit behov for at kontrollere alt omkring mig, og ikke mindst inden i mig. At være bekymringløs behøver nemlig ikke at betyde, at man ikke tager ansvar, eller at man føler en ligegyldighed overfor tingene. Bekymringsløsheden har for mit vedkommende betydet at have tiltro til, at alting vil løse sig på den ene eller anden måde, og samtidig har det også betydet, at jeg har givet mig selv lov til at give slip på alt det, der kan være en kilde til uro eller bekymring. Det har betydet at jeg er begyndt at acceptere tingenes tilstand som de er, uden at behøve at gøre noget for at ændre på det resultat, der kommer ud af det. Det har også betydet, at jeg har måtte lade nogen planer eller drømme ligge for et stykke tid, for at give plads til, at nye muligheder kan dukke op. Til slut har det også betydet at lade både tiden og forandringerne gå sin gang, og lade nogen relationer gå til grunde, uden at holde fast i håbet om at få det tabte tilbage. Når man lader sig selv være bekymringløs så vil man opleve at alting vil føles mere overskueligt, og ikke mindst mere enkelt, hvilket bringer mig videre til det næste nøgleord - enkelhed. Enkelheden kan forstås på mange måder, både i forhold til livsstil, udstyr, men også i forhold til mentalitet. Først og fremmest lærer man hurtigt, at det er ret praktisk at have en enkel oppakning med sig på caminoen, for du er dit eget trækæsel, der skal bære vægten på ryggen i al slags landskab samt vind og vejr. Har du taget for meget kompliceret udstyr med, så ryger det rimelig hurtigt væk, særligt hvis man tager turen over Pyrenæerne (det kan jeg selv skrive under på). Enkelheden skal også ses i forbindelse med pilgrims livsstilen, som handler om at gå i seng når solen går ned, stå op inden solen vågner, og fortsætte sin vandring derfra hvor man slap den forrige dag. Når man lever sådan er der ikke plads til så meget ind i mellem, og det giver sig tilkende i, at det nogengange mest komplicerede man kan fylde sit hoved med, er spørgsmålet om hvad man skal spise når man kommer frem. Den enkle livsstil giver et større råderum til diverse refleksioner, for når man ikke forstyrres af særlig mange forskellige faktorer udefra, så får man mulighed for at rydde op i alt det overflødige bagage som vi hver især bærer usynligt med os på øverste etage. Der er 13 dage tilbage før jeg ankommer til Santiago, og jeg vil nu bruge resten af dagen på lade vær med at komme til skade, i håb om at jeg kan komme helskindet frem.

[kimmiemariascamino-blog]

Lidt om en masse

Jeg er idag ankommet til Carriòn de los Condes efter en kort vandring på 20 km. Jeg er bosat i et lille vandrehjem i et gammelt kloster, hvor jeg bor på værelse med en dansk mand, som jeg mødte igår efter at jeg ankom til Fròmista efter min hidtil længste vandring på 34,5 km, der startede i en skøn lille castiliansk landsby ved navn Hontanas.

Dagene er for alvor begyndt at tage fart, og min vandring har virkelig ændret sig til at blive end helt anden end hvad den var i begyndelsen. Efter at jeg valgte at tage afsked med den camino familie, som jeg mødte i starten, så har jeg valgt at tilbringe meget tid for mig selv. Jeg har vandret alene hver eneste dag, og denne beslutning har intensiveret mine oplevelser, og samtidig fået mig til at gå på opdagelse i både mine omgivelser og i mit indre.

Jeg er stoppet med at planlægge mine vandringer nøje, og jeg kan mærke at jeg er ved at bevæge mig ind i en ny fase - en fase hvor jeg mærker en selvstændig, der løsriver mig fra behovet for at være omgivet af andre pilgrimme. Tidligere havde jeg en tendens til at føle mig en smule usikker, og jeg følte derfor en tryghed når jeg var omgivet af andre på vejene, men nu er jeg kommet dertil, hvor jeg virkelig holder af at udforske landskabet på egen hånd. Den fase jeg befinder mig i lige nu, har givet mig mod til at eksperimentere med mig selv og mine fysiske evner, således at jeg er begyndt at vandre en hel del mere end før.

For tre dage siden ankom jeg til Burgos, som er en markant større by end de små landsbyer jeg har boet i førhen. Vejen dertil bestod af 3 timers vandring gennem små beskidte forstæder, og et langt og kedeligt industrikvarter, der strækte sig 10 km. På en sådan vandring bliver man for alvor udfordret mentalt, og det var utrolig svært at finde motivationen til at fortsætte når de døde omgivelser suger alt energien ud af kroppen og erstatter den med en næsten depressiv sindstilstand, der får alvor fik mig til at føle en længsel efter naturens overjordiske skønhed.

Jeg ankom til Burgos efter 15 km, kl. 9 om morgen, og blev straks overvældet af det kaos som der synes at herske i enhver storby, når man har vænnet sig til den ro, der befinder sig i de små landsbyer, hvor naturen er det altdominerende, og hvor civilisationen har lært at tilpasse sig den, således at man føler sig underdanig når man slentrer med trætte fødder gennem de små, slidte gader, hvor der afholdes permanent siesta.

Efter en kop kaffes tid i Burgos besluttede jeg mig for at begive mig videre, for ikke nok med at storbyen var et destruktivt element for den indre ro jeg har tilegnet mig undervejs, så følte jeg også at jeg manglede en hel del kilometer før mine ben kunne slappe af. Jeg satte kursen ud af byen, men pludselig stod jeg foran den smukkeste gotiske katedral, der fik mig til at tabe åndedrættet og tvang mig til at sætte mig på bænken, hvor jeg spiste lidt af den frokost som ellers var tiltænkt til en picnic når jeg var kommet et stykke ud af byen. Efter et stykke tid foran kirken besluttede jeg mig for at blive natten over på det offentlige vandrehjem, der lå med udsigt til katedralen. Jeg brugte det meste af dagen i selskab med en jævnaldrende ven jeg har fået, som er fra Montreal, og som allerede har gået 1000 km fra Frankrig til Spanien. Vi gik lange ture i byen og snakkede om fremtidsdrømme og camino oplevelser. Senere på aften slog vi os sammen med en gruppe unge pilgrimme, som spillede musik og drak øl på en bar i byen.

Jeg besluttede mig for at gå en aftentur for mig selv, for at tage et kig på katedralen indefra, men pludselig blev jeg grebet af en mærkelig panik, nærmest angstanfald, der sendte mig en tur tilbage til alle de udfordringer, som jeg har når jeg er i Danmark. Jeg besluttede mig for at gå tilbage på vandrehjemmet, og gik i seng efter et stykke tid i selskab med min notesblok. Jeg vågnede tidligt næste morgen og skyndte mig ud af Burgos, hvor jeg besluttede, at jeg ville gå indtil mine fødder ikke længere kunne klare det. Jeg endte med at vandre 31 km til Hontanas, der lå gemt i en lille kløft på den Castilianske højslette, hvor jeg havde brugt hele dagen på at få styr på det kaos der herskede i mit indre. Jeg tjekkede ind på et lille privat vandrehjem, og kort tid efter blev jeg inviteret på vin og vegetar middag af en gruppe pilgrimme med forskellige nationaliteter. Efter en god middag, 4 flasker vin, god stemning og lange snakke, kunne jeg igen mærke roen i kroppen, og jeg gik i seng med et smil på læben. Næste morgen vækkede mine roommates mig kl. 5 da de allerede var på vej videre mod nye horisonter. Jeg stod op, spiste morgenmad med en engelsk kvinde fra aften tidligere og begyndte min vandring mod Fròmista. Jeg så solen stå op over bjergene, og mærkede en taknemlig boblende i min krop, som følge af, at jeg befinder mig et sted, hvor jeg har mulighed for at bearbejde de ting, som alt for længe har presset sig på, og som har været begrænsninger for mig i årevis, men som nu er ved at ændre form og blive til erfaringer og selvindsigt, der kan fungere som ledepile når jeg føler, at jeg er ved at fare vild. Efter 28,5 km ankom jeg til en lille landsby, hvor jeg holdt picnic inden jeg vandrer de sidste 6 km, der for alvor fik mig til at mærke min krop. Fuldstændig udmattet ankom jeg til Fròmista, hvor jeg mødte 5 andre danskere som jeg spiste middag med, og som jeg har vandret 20 km med idag. Jeg har idag handlet ind til vegetar middag sammen med den danske mand som jeg deler værelse med. Han fortalte mig om de 7 camino dyder, som jeg virkelig kan nikke genkendende til på min egen vandringsrejse. Den første camino dyd er langsomhed, det skal forstås i to betydninger - både i form af at det er vigtigt, at holde pauser undervejs, men også i form af at holde tempoet lavt så man får alle sine tanker og refleksioner med sig hvor man går. Nogengange er det let at sætte tempoet op, særligt når man går i grå omgivelser som dem i Burgos, men det er utrolig vigtigt at man stopper op, og husker at sanse det man oplever, ellers er der mange vigtige elementer, der kan gå tabt i farten. Den næste camino dyd er friheden. Du har friheden til at vælge hvilken vej du vil gå, men med denne frihed følger ansvar. For mit vedkommende har jeg lært, at jeg forvalter min frihed bedst når jeg stoler på min intuition, for oftest viser den sig at tale sandt. Jeg forsøger stadig at blive bedre til at lytte til mig selv, og de signaler som jeg får tilsendt indefra, og for mit vedkommende giver caminoen mig friheden til at både lytte til mig selv, men samtidig også en frihed, hvor jeg er løsrivet fra alt det ansvar, som jeg føler at jeg har i mine vante omgivelser, og det er både en gave og en byrde at være i besiddelse af denne frihed, for med frihed følger ansvar, og nogengange kan det være svært at være sin egen hersker. Der er 5 dyder tilbage, men jeg vil tage det lidt langsomt, og gå på opdagelse i den by jeg er bosat i, så nok for nu.

[kimmiemariascamino-blog]

Søvngænger på visit

For et par timer siden ankom jeg til Redecilla del camino, efter en dag på caminoen, der må siges at være den hidtil mest spændende jeg har haft ad slagsen. Igår ankom jeg til Azofra, efter en grå dag er i både bogstavelig forstand, og i en mere overført betydning. Da jeg ankom til Azofra var min sindstilstand urolig, og jeg var ramt af et følelsesmæssigt kaos, der fik tårene til at trille, og fremkaldte en længsel efter trygheden, som jeg kender den hjemmefra. Men akkurat som jeg havde besluttet mig for at dagen var ovre for mit vedkommende, blev jeg inviteret til fødselsdags middag i anledning af, at en tysk mand ved navn Roland fyldte 51. To ældre spanske damer havde kreeret et fest måltid, og da de så mine røde øjne blev der uddelt kys og klem i lange baner.

Middagen resulterede i en overdosis af lokal rødvin lavet af druer fra de smukke vinmarker, som vi tidligere havde forbi passeret. Aftenen var fantastisk, og min dag blev vendt til det bedre på et split sekund af al den omsorg, som jeg fik foræret. Jeg gik tidligt i seng, da jeg holder meget af at se solopgangen når jeg begiver mig ud på min vandring i morgendisen, men ikke lang tid efter, at jeg var faldet i søvn blev det for alvor spændende. Kl. 1 i nat fik jeg nemlig besøg af en søvngænger, der havde fundet vej til mit værelse, og som vækkede mig med et brag ved at gribe fat i mig og ruske mig, mens han råbte ting på spansk som jeg ikke nåede at opfatte før jeg havde rejst mig op, og var parat til at forsvare mig med mine ellers ret så trætte arme. Søvngængeren forsvandt hurtigt igen, og det gjorde min evne til at falde i søvn også.

Jeg vågnede kl. 6 og besluttede mig for at tage afsked med de mennesker, som jeg har vandret med fra start af. Hvor mærkeligt det end lyder, så længes jeg efter at rejse alene, og trods at de mange bekendtskaber jeg har fået er af stor betydning, så kan jeg fornemme på mig selv, at det er påtide at vælge noget fra, for at vælge mig selv til. Jeg satte mig på den lokale café, og spiste morgenmad, mens jeg planlagde min egen rute videre, så jeg så vidt som muligt kunne være for mig selv. Så jeg tilføjede et par ekstra kilometer til min vandring, parat til en ny slags rejse, hvor jeg kan holde fokus på den rejse, som jeg har ønsket mig hjemmefra - en rejse hvor der er mere tid til refleksioner, selvindsigt og oplevelser, der skal forvandles til fortællinger

Allerede fra jeg begyndte min vandring ud af byen, bemærkede jeg en energi i min krop, som jeg ikke har følt før. Jeg blev for alvor grebet af bevægelsen, og efter 2 timer befandt jeg mig i San Domingo, 17 km fra mit startsted. Jeg spise frokost med udsigt til den smukke kirke, som er blevet en turist attraktion grundet fortællingen om pilgrimmen San Domingo fra de la calzado, som efter myten skulle have overlevet sin egen henrettelse.

Jeg var ikke i humør til de mange mennesker, så jeg fortsatte min vandring med kurs mod Grañon, som mine pilgrimsvenner havde planlagt at overnatte i. Jeg mødte dem alle sammen på vejen, og måtte derfor også forklare om mit behov for at vandre for mig selv - noget som var svært at få sagt, men som er nødvendigt når man har et særligt ønske med sin camino vandring.

Efter 27 km og tre nye vabler senere, ankom jeg til den lille, smukke by, hvor jeg besluttede mig for at tjekke ind på et hotel, for at få fred og ro til selvforkælelse og forplejning af diverse skader, som jeg har fået undervejs.

Jeg sidder nu på det lille torv, og mærker igen en livsglæde der langsomt blomstrer frem i min krop igen, som følge af roen og fuglekvidreren fra træernes top.

Jeg kan nu se frem til en hel nats søvn, forhåbentlig uden besøg af Søvngængeren, og en ny slags rejse, der venter på mig et sted derude på de lange landeveje.

[kimmiemariascamino-blog]

En blandet cocktail af tanker

Jeg sidder på terrassen på vandrehjemmet i Navarrete med udsigt ud over den lille by, hvor der lige nu afholdes siesta. Jeg ankom tidligere fra Viana efter 22 km vandring. Tidligt imorges gik jeg ind i provinsen La Rioja, hvor man tydeligt mærker en forandring i både landskaberne, der åbner sig for øjnene af mig, og som grundet varmen af og til minder mest om en frodig, men tør ørken, mens byerne bliver større og mere moderne.

Jeg har nu været afsted i 9 dage, og jeg mærker nu for alvor hvordan de udfordringer jeg møder undervejs, indtræder som en permanent forandring. Den første uge var en lang fysisk udfordring, og hver gang en vandring lykkedes, mærkede jeg livsglæden sitrende i mit indre. Nu er kroppen langsomt ved at vænne sig til de hårde vandringer, og styrken er ved at sætte sig i benene, men det er nu, at det for alvor begynder at blive svært, ikke fysisk, men mentalt.

Forleden gik jeg den vandring som de kalder “den ensomme vandring”. 3 timers lang gåtur, hvor du er fuldstændig overladt til dig selv og den omkringliggende natur, der strækker sig så langt øjet rækker, ingen byer eller civilisation. Efter en times tid begyndte tankestrømmen at vælte ind over mig, som kæmpemæssige bølger, der trak mig helt der ind i mit inderste, hvor det gør ondt at tilbringe tid. Jeg begyndte at tænke på hvordan man tager afsked, og hvordan man lærer at affinde sig med, at alting er i konstant forandring, selv når man ønsker at tiden ville stoppe.

På caminoen har jeg fået nogen helt fantastiske og stærke bekendtskaber, som jeg nyder at bruge min tid med, men det sværeste er at jeg ved, der kommer en dag hvor at en afsked bliver en realitet om jeg vil det eller ej. I starten var tanken om denne afsked nok til at få en sørgmodighed til at blusse frem i mit indre, og jeg mærkede straks til min angst for at miste, som alt for tit har forhindret mig i at give mig hen.

Caminoen har tusindvis af forskellige formål, men en af de ting, som alle får foræret undervejs, er muligheden for at forandre sig selv og sine vaner, og netop det har jeg været fast besluttet på at benytte mig af. Så i stedet for at holde mig selv tilbage, eller give mig hen til angsten, besluttede jeg mig i stedet for at gribe enhver chance, og anse afskeden som en mulighed for et fremtidigt gensyn, og hvis ikke så blot et uforglemmeligt minde i den bog som vi alle gemmer med alle vores minder.

En anden forandring jeg virkelig mærker til, er i forbindelse med min relation til naturen. Jeg vandrer hver eneste dag i minimum 5 timer, hvor jeg næsten kun er omringet af smukke og overvældende landskaber, der gang på gang overrasker mig med en skønhed, der forekommer næsten uvirkelig. Og ligeså snart jeg forbipasserer en større by, eller en stor menneskemængde, som ikke er pilgrimme, så mærker jeg straks et kaos boblende i både mit krop og i mit sind. Det er som om, at kroppen efterhånden ved hvor den hører til, som om at man vender hjem til et sted som man altid har manglet, men som man aldrig har kendt.

Før jeg tog afsted fik jeg beskrevet caminoens faser som livets faser. Den første uge har været som fødslen, hvor alting er nyt, og hvor man suger den mindste smule omsorg til sig, og bruger den som drivkraft til at vokse sig større indtil man til sidst lærer at gå selv. Jeg er nu i anden fase af caminoen, hvor puberteten indtræffer, og hvor udfordringerne føles større, og hvor man vakler forvirret rundt på sine fødder, med hovedet fuld af tanker og et ønske om at finde sig selv. Det er denne fase, som jeg virkelig har set frem til, da jeg nu for alvor får lov til at lære mig selv at kende. I første fase var jeg velvidende om mine svagheder, men jeg var omgivet af tryghed og hjælpende hænder, der kunne gribe mig når jeg faldt. Nu er det påtide at tage afsked med noget af den tryghed, og begive mig ud på en vandring, der vil efterlade mig med frustration og en kogende cocktail af tanker, der vil få mig til at gå på opdagelse i de mørkeste korridorer af mit inderste. Der er lang vej igen, men jeg er modtagelig og klar til hver eneste lille overraskelse, hver eneste bjerg, og hver en udfordring, både fysisk og mentalt.

[kimmiemariascamino-blog]

Utopia

Det er til lyden af blide toner, der strømmer fra en guitar, der spilles af den smukke spanske dame ved navn Rosè, der sidder over for mig, at jeg for alvor indser, at det jeg oplever er uden for ordenes række vidde.

Jeg startede dagen kl. 6 imorges, hvor jeg sad foran kirken i Pamplona med en kop kaffe for at vente på Lucas. Jeg så til mens byen stod op til lyden af kirkeklokkerne fra den store, smukke kirke. Vi ankom til Pamplona igår eftermiddag efter 22 kilometer fra Zubiri. Jeg tjekkede ind på vandrehjemmet med 112 andre pilgrimme. Jeg startede aften ud med at gå til messe i den katolske kirke sammen med Lucas fra Columbia og Teresa fra Korea. Undervejs i ceremonien mærkede jeg en ukendt følelse af at være hjemme. Det var som om at noget vigtigt inden i mig endelig fandt sin plads.

Panplonas gader var fulde af mennesker, der alle afholdte lørdag i selskab med familie og venner. Lucas og jeg drak øl i parken, hvor vi snakkede om alt og intet. Jeg havde planlagt at blive en ekstra dag i Pamplona, men noget i mig tvinger mig videre, på vej mod nye horisonter.

Caminoen er et utopisk fællesskab, hvor det der binder båndene er muslingeskallerne på rygsækken, der vidner om at vi har fælles destination, men vidt forskellige formål med vores vandring. For hvert et skridt jeg tager mærker jeg en ny og sprudlende livsglæde i min krop, der langsomt former mig til noget nyt, noget anderledes, noget bedre.

Kl. 10 imorges vandrede vi med kurs mod Puenta la Reina. Omgivelserne er så overvældende, at jeg mærker en blomstrende taknemlighed i mit indre, hver eneste gang jeg vender blikket udad.

Jeg bemærker ikke længere smerten i benene. Den er ligegyldig, overflødig, men samtidig en konstant påmindelse om, at jeg er mere i live end nogensinde før. Det er som om, at hver eneste lille celle i kroppen langsomt fornyes og vækkes til live, så snart at solen står op og en ny dag byder mig velkommen med oceaner af muligheder, der ligger spredt som perler på en snor, hængende henover bjergtoppene, som strækker sig i horisonten. Der er noget afhængigsdannende ved bevægelsen, det at være på vej hen et nyt sted hele tiden - som en nomade der bærer sit hjem med sig overalt. Jeg drages af vejene, ledes på rette spor af pilene, mens de tomme huller i mit inderste fyldes op med farver og uforglemmelige bekendtskaber

[kimmiemariascamino-blog]

Tanker fra en fortorvscafè

Jeg er nu ankommet til Bayonnne efter en lang dags rejse, der startede ud kl. 4 imorges. Jeg fløj først til London og ventede derefter 4 timer på mit fly til Biarritz. Jeg sov mig gennem flyveturen og ankom nogenlunde veludhvilet til Biarritz, hvorfra jeg tog bussen til Bayonnne og checkede ind på Hotel Côte Basque, der ligger lige overfor stationen. Bayonnne er en fantastisk smuk by. Der er en helt særlig stemning langs de lange, brede gader, der er omgivet af en stor flod, der hedder Adour. De forskellige bydele forbindes af store, gamle broer, hvor folk slentrer langsomligt langs med fortovene. Jeg sidder lige nu på en fortovscafè og kigger ud på alt det fremmede. Lige fra jeg kom ud af lufthavnen har jeg suget omgivelserne til mig, som et blomsterfrø, der har ligget tørlagt og stille i jorden hele vinteren, og som nu absorberer hver eneste lille dråbe vand, der passerer forbi.

Hele dagen har jeg været fuld af en masse forskellige følelser, alt ligefra en afsindig stor og altomsluttende glæde, til en påbegyndende melankoli i forbindelse med, at jeg for alvor giver slip på noget i mig selv og omkring mig. Men hver gang jeg har mærket en sørgmodighed blusse op, er jeg blevet påmindet om, at jeg giver slip på noget gammelt, for at give plads til noget nyt.

Trods min af og til kaotiske sindsstemning føler jeg, at jeg gør noget rigtigt. Uden at vide noget som helst om ægteskab, så sammenligner jeg min mavefornemmelse omkring min rejse, med den følelse man har når man vælger at gifte sig med det menneske, som man håber på, at den rigtige partner for en. Jeg føler, at jeg er ved at indgå en pagt med mig selv, hvor jeg siger ja til alt hvad jeg indebærer, med en velvidendhed omkring, at det kommer til at gå begge veje, men at jeg må stå ved mig selv i både medgang og modgang.

Mørket er langsomt ved at falde på, og omkring mig tænder lygtepæle, der lyser med et gulligt skær, som stearinlys der står stille i den milde aftenbrise. Jeg er træt helt ind til mine knogler, og trods at det er svært at vende sig til at være sit eget eneste selskab, så kan jeg mærke, at der er en ro i min krop, der smitter af, og ligger en dæmper på det tankemylder, som jeg har lidt under de sidste mange måneder.

Endnu et eventyr venter forude i morgen tidlig kl. 7.45, hvor jeg tager toget til Saint Jean Pied de Port, hvor jeg vil tage de aller første skridt på min camino-vandring, op gennem Pyrenæerne, og over grænsen til Spanien. I morgen er mit mål at nå til Roncesvalles, hvor der ligger et ungdomsrefugie, som jeg vil overnatte på. Jeg har allerede mødt danske pilgrimsvandrere, som jeg nok vil støde på i toget i morgen tidlig.

Nu vil jeg trække mine trætte ben hjemad og få noget søvn, inden det hele for alvor begynder, igen i morgen.

[kimmiemariascamino-blog]

Spekulationer inden afrejse

 Der er nu 9 dage til, at jeg drager med kurs mod Saint Jean Pied de Port, hvor jeg vil begynde min camino-vandring. Lige nu virker det hele stadig en smule fjernt og uvirkeligt, men jeg er samtidig fyldt til randen med en spænding, der gør det svært for mig at finde ud af, hvor jeg skal placere mig selv i min dagligdag. På en eller anden måde kan jeg mærke forandringen, der venter lige rundt om hjørnet, og som nok allerede er indtruffet på nogen områder. Jeg mærker særligt forandringen i forbindelse med en tvetydig følelse af både at være lille og stor i den verden, som jeg lever i. Jeg rejser alene, og det frembringer en følelse af at være en lille bitte eksistens i en meget stor verden. En lille bitte brik i et meget stor puslespil, der om få dage vil drage ud på de lange veje, med en forhåbning om at finde mig en smule mere til rette i tilværelsen. Og samtidig får aleneheden mig til at føle en hel afsindig stor styrke i mig selv. En følelse af kun at afhænge af mig selv, kun at have ansvaret for mit eget liv, som i sig selv føles kæmpe stort, til tider en smule uoverskueligt, men langt hen af vejen helt afsindigt vigtigt og nødvendigt. 

Det sidste stykke tid har jeg gjort mig en masse tanker om, hvad jeg forventer at få ud af min pilgrimsvandring, og jeg tror ikke helt at jeg har fundet nogen konkrete svar, men alligevel ved jeg, at jeg går caminoen i troen på noget, der er større og mere abstrakt end det jeg er bekendt med gennem mine 20 år på den blå planet. Jeg går caminoen for troen og håbets skyld - først og fremmest troen på mig selv. Jeg håber på, at jeg undervejs på min vandring vil stifte endnu bedre bekendtskab med mine styrker, men vigtigst af alt mine svagheder. Jeg har et ønske om, at jeg undervejs vil stå ansigt til ansigt med alt det jeg frygter, også alligevel finde en styrke i mig selv til at overkomme den frygt, og både i bogstavelig forstand, og i overført betydning, tage skridtet videre og gå frygten både ind og ud af kroppen, ind til at den til sidst føles langt lettere at have med i min baggage. 

Derudover går jeg også i troen på noget der meget større end mig selv, Jeg går i håb om at lære min egen tro bedre af kende. Jeg har altid været klar over, at jeg tror på noget religiøst, eller det er i hvert fald noget som jeg altid gerne ville have modet til at tro på, men rigtig tit er jeg endt i vildrede, og har givet op, når jeg har søgt indad mod de dele af mig, der tror på det guddommelige. Måske er det fordi, at jeg er bange for at give mig hen til troen på det der er større og uforklarligt. Men jeg håber på, at min caminovandring vil give mig både modet og styrken til, at lære de sider af mig selv bedre af kende. Ikke fordi jeg regner med at blive afklaret med troen, for det tror jeg de færreste bliver. Men jeg håber stadig på, at jeg måske kan lære, hvordan man bliver bedre til at leve med det, der ikke kan forklares.

På mange måder føler jeg mig helt utrolig klar til denne vandring, og det sidste stykke tid er min nervøsitet blevet forvandlet til en spænding i forhold til det, der venter mig. Jeg glæder mig til at give mig hen til forandringerne, og blot være til stede i det som mine mange skridt på de lange veje vil bringe mig. Jeg glæder mig til at føle mig i live, og til at være for mig selv, for første gang nogensinde. 

[kimmiemariascamino-blog]

Træningstur 

[kimmiemariascamino-blog]

Pilgrimspas(ene) er nu ankommet. Tre uger til afgang