#sólheimasandur

[onetangosierra]

Cannibalized Navy C-117D ©lewischang5

[2t2r]

La fameuse épave d'avion sur une plage noire au Sólheimasandur en Islande

Nouvel article publié sur https://www.2tout2rien.fr/epave-d-avion-sur-une-plage-noire-islande/

La fameuse épave d'avion sur une plage noire au Sólheimasandur en Islande

[imseanbrown]

On November 24, 1973, a United States Navy Douglas DC-3 airplane crashed on Iceland’s Sólheimasandur black sand beach – commonly called the Iceland plane wreck. The aircraft, flying from Höfn to Reykjavik, had no passengers, only carrying cargo, and was operated by four...

[reisewanderlust]

Island - Sólheimasandur Flugzeugwrack, Dyrhólaey Felsen, Puffins, Reynisfjara Strand / Basalt Cliffs, Fjaðrárgljúfur Schlucht

Wir machen uns erneut ganz früh auf den Weg und verlassen den Campingplatz in Vik - unser erster Stop ist das Solheimasandur Plane Wreck, das seit 1973 an dem Strand liegt, weil der Pilot auf den falschen Tank umgeschaltet hatte, sodass das Flugzeug notlanden musste. Wir laufen ca. 45 Minuten ganz entspannt über einen schwarzen Schotterweg vom Parkplatz Richtung Meer - und wundern uns über die unendliche Weite der Umgebung. Wir sehen nichts, außer das Meer in weiter, weiter Ferne und Gletscher im Hintergrund. Dann spotten wir das Flugzeugwrack, das mitten am Stand liegt. Vor uns nur zwei weitere Touristen, die dann aber verschwinden, sodass wir die Attraktion wieder ganz für uns alleine haben.

Das Flugzeugwrack - oder die metallenen Überbleibsel davon - erzählen ihre eigene Geschichte. Man sieht, wo einmal die Sitze angebracht waren, man kann sich vorstellen, wie das Cockpit ausgestattet war, die Wände, mit Schusslöchern(?) verstehen und Graffiti „verschönert“, teilweise auseinandergebrochen und instabil, von der Decke hängen Kabel. Die Turbine (für unsere Begriffe) intakt, oder zumindest erkennbar, wird von der Natur zurück erobert und ist von kleinen Pflanzen und Moos überzogen. Nach ausgiebiger Erkundung und Klettern auf dem Wrack (keine Empfehlung zur Nachahmung) marschieren wir am Sandstrand weiter Richtung Wasser. Der Sand, schwarz, glitzernd, fein, kalt und nass, wird von riesigen Wellenbrechern am Strand aufgewirbelt. Der Sand läuft abschüssig ins Meer, sodass sich die Wellen noch höher auftürmen und dann mit noch größerer Kraft auf dem Sand aufschlagen und oben auf dem Wellenkamm die Gischt durch die Luft fliegt. Der Strand - menschenleer und unendlich lang, wird am linken Ende von Felsen, die sich in den Himmel schrauben, eingerahmt. Wir halten inne und trinken in dieser Idylle einen gemütlichen Campingkocher. So muss das Leben sein!

Der nächste Stop ist der Dyrhoaley Felsen. Ein Wanderweg führt uns auf den hohen Klippen in Richtung „Fels mit Loch“ und Leuchtturm. Unter uns der meilenweite schwarze Sandstrand, der in absoluter Leere und Ruhe bis in den Horizont hineinreicht. Plötzlich: mein absolutes Highlight - wir sehen die ersten Papageientaucher. Vorsichtig pirsche ich mich näher und kann das schwarze, pinguinähnliche Gefieder mit dem dicken weißen Bauch und dem knallbunten, gestreiften Schnabel beobachten. In den Mundwinkeln befindet sich eine weiche, orange „Erweiterung“, die einen weiteren Farbkleckser bedeutet. Die schwarzen Knopfäugelchen lugen neugierig hinter den Felsen hervor. Die sonst leicht gebeugte Körperhaltung der Puffins (Lundis) wird beim Fliegen aufgehoben, zur Landung auf den Felsen und Klippen strecken die Papageientaucher ihre rot-orangen Füße breitbeinig nach unten, wie eine Landebahn, und peilen die Wunschklippe an.

Wir spazieren weiter und genießen die Aussicht, bis plötzlich ein Papageientaucher direkt vor mir hinter einem Grashügel hervorlugt. Mit seinem Compagnon teilt er sich einen kleinen Grashügel. Als der Puffin-Freund wegfliegt, scheint der kleine schwarze Mann zu überlegen, ob er bleibt oder geht. Er entscheidet sich fürs Bleiben und kommt immer näher auf mich zu. Die dunklen Knopfaugen scheinen sich mit meinen Augen zu verankern und ich versinke in meiner Puffin-Beobachtungswelt. Piet, wie ich ihn genannt habe, versucht dann, mit den Füßen seitlich abgeklappt auf einem viel zu kleinen Grashügel zu stehen. Die Füße rutschen verständlicherweise seitlich immer ab, aber der kleine Puffin versucht immer wieder, sich unbeholfen auf dem Grashügel auszurichten und bietet dabei ein Bild für die Götter. Kann ich einen Puffin mit nach Hause nehmen?

Am schwarzen Reynisfjara Strand werden wir von strukturierten Basaltsäulen an den Klippen - und leider 728074 Touristen empfangen. Zum Glück kann man den Strand entlanggehen, sodass wir dann irgendwann das Gefühl haben, den Strand doch fast ganz für uns allein zu haben. Die Klippen schrauben sich oben hoch in den Himmel und werden von Unmengen an Puffins bevölkert, die sich im Sturzflug von den Klippen stürzen und dann wieder in ihrem süßen Landeanflug angeflogen kommen.

Der Strand endet an dunklen, großen Felsen, an denen die (wohl sehr, sehr gefährlichen) Sneaker Waves hochklatschen und die Gischt erneut bis in den Himmel treiben. Weiter hinten wird der Sand gröber, sodass ich irgendwann tiefschwarze, kleine, kugelrunde Steine aufsammeln kann.

Wir fahren weiter zur Fjaðrárgljúfur Schlucht und halten zwischendurch an einem kleinem, super blauen See, der von grünen Wiesen und dunkelgrünen Tannen eingerahmt wird. Wir fühlen uns wie in Skandiavien. Bei der Schlucht erwarten uns atemberaubende Ausblicke, die aber leider durch einen angelegten und abgesperrten Touristenweg abgeschwächt werden. Verständlich, damit die Sicherheit der Menschen und der Schutz der Natur gesichert ist, aber uns hätte natürlich eine Wanderung unten am Fluss und alleine in der Schlucht deutlich besser gefallen.

Wir beenden den Tag auf einem Campingplatz in Kirkjubaejarklaustur und treffen zwei Deutsche wieder, mit denen gemeinsam wir schon unseren Mietwagen abgeholt haben. Endlich ist es nochmal „warm“ genug dafür, dass wir draußen kochen. Wir erfahren von den beiden Reisenden, dass wir telefonisch noch zusätzliche Informationen über die Straßenzustände bei dem isländischen Straßenamt erfragen können und freuen uns darauf, dass wir unseren Ausflug ins Hochland zum Landmannalaugar noch planen können.

[221155]

📌Sólheimasandur in Iceland 🇮🇸

[snnykm]

Sólheimasandur, Iceland

[dennisasp]

Island - Del 2

New Post has been published on https://dennisasp.dk/island-del-2/

Island - Del 2

Dette er del 2 af min rejseblog fra Island. Du kan læse del 1 her.

Dag 5 Vandfald, vandfald og flere vandfald

Seljalandsfoss

Dag fem stod på vandfald, og vi startede ud med hele tre af slagsen. Først iklædte vi os regntøj, og besøgte Seljalandsfoss, hvor vi ikke blot kunne komme tæt på vandfaldet, men ligefrem gå bagom det, og se vandfaldet fra dets bagside. Herfra gik vi hen til Gljufrabui, der falder ned i en smal kløft. Med forsigtige skridt (eller vandtætte sko) gik vi på de få tørre sten ind i kløften i små grupper ad gangen, hvorefter kløften åbnede sig op. Hele hulen var dog fyldt med vandsprøjt, så vi var glade for vores regntøj.

Dagens næste vandfald var Íráfoss, som vi havde helt for os selv. Solen var fremme, så vi fik taget en masse billeder og spist frokost væk fra vejen. Der kom flere til, blandt andre nogle fotografer og nogle der skulle gøre klar til en bryllupsceremoni. Vi fortsatte, og kom forbi hvad der senere skal blive et lille museum om vulkanudbrudet Eyjafjallajökull. Det seneste der var at se, var nogle billeder taget fra netop det sted, mens vulkanen var aktiv. Det så virkelig voldsomt ud. Og så var det blevet tid til en dukkert i en af de varme kilder. Ved Seljavallalaug findes et gammelt badeanlæg – en swimmingpool af beton opvarmet af vand fra naturlige kilder. Vandet var dog ikke særlig varmt, vandet var relativt beskidt og omklædningsrummene ligeså. Poolen ligger til gengæld i bunden af en ganske smuk dal, og er kun en ganske kort gåtur fra de gratis parkeringspladser. Som svømmer var det en lidt skuffende oplevelse, men som nysgerrig rejsende var det et fint sted.

Seljavallalaug naturlig pool.

Næste vandfald på ruten, Skógafoss, var et af de mere traditionelle: En bred flod der løb fra gletcherne Eyjafjallajökull og Myrdalsjökull inde i landet, indtil den ved Skógar med sin 25 brede front løb ud over en lodret klippe og faldt 60 meter ned i en sø. Samtidigt kunne man gå op til toppen af vandfaldet, og kigge udover kanten. En dag vil vi gerne tilbage dertil, for at vandre fra campingpladsen ved Skógafoss og langs floden helt op til gletscherne og ind i nationalparken Þórsmörk (Thorsmark). Hele dagen efter skulle faktisk bruges netop der, så inden da havde vi lige et par enkelte steder mere, vi gerne ville nå den dag.

Skogafoss

Skogafoss

Det ene var et gammel flyvrag, der har fået lov at blive liggende på stranden Sólheimasandur og er blevet et yndet turistmål. Vi var i starten ikke klar over, at der var 3,5 km i lige linje mod kysten derud, og det var et held, at vi læste skiltet, for ellers var vi blevet noget overraskede, for vi troede egentlig, at man parkerede umiddelbart ved siden af. Gåturen var fuldstændig flad og lige og med ørkenagtige stensletter på begge sider. Heldigvis er vi glade for at gå, men har man det ikke på samme måde, bør man overveje at tage shuttlebussen eller helt springe det over. Vi var godt 40 minutter om at komme derud, og det var nu meget sjovt og en god fotomulighed. Endeligt nåede vi til byen Vik og den sorte sandstrand Reynisfjara. Det var et mærkværdigt syn, for sandet var ligeså fint som vi kender det hjemmefra, bare sort. Samme sted kunne vi også opleve den store samling basaltsøjler og det, der optog det meste af vores opmærksomhed: Søpapegøjerne eller lunderne som de hedder. De var SÅ søde, men lidt langt væk og mit kamera lå i bilen. Vi måtte nøjes med at se dem flyve frem og tilbage mellem havet og deres reder, mens vi krydsede fingre for at få en god chance med kameraet senere. Og det gjorde vi i den grad! Inden det blev mørkt kørte vi tilbage til Skógafoss og overnattede med udsigt til vandfaldet, inden dagen efter stod på vandring.

Vandretur til flyvraget ved Sólheimasandur

flyvraget ved Sólheimasandur

flyvraget ved Sólheimasandur

Vik: Reynisfjara, black beach, basaltsøjler mv

Vik: Reynisfjara, black beach, basaltsøjler mv.

Udsigten fra vores tagtelt ved Skogafoss Camping.

Dag 6 – Vandring i Þórsmörk

Þórsmörk skulle være det ultimative vandreområde på Island. Området er relativt afskåret fra resten af landet, da det er omkranset af floder, bjerge og gletschere. For at komme derud, kan man køre på den berygtede rute F249 – den eneste vej udlejningsbilerne ikke må køre på – hvor man skal krydse vand flere gange, selvom der hverken er asfalt eller broer på strækningen. Vi tog derfor derud med bus kl. 9 om morgenen fra Hvolsvöllur, og blev sat af ved en lille campingplads kaldet Vulcano Huts omkring kl. 10,

Vandrestierne i Þórsmörk er superfede og omgivelserne utroligt smukke. Desværre var kort og skiltning ikke særligt gode, så jeg anbefaler, at man forbereder sig godt hjemmefra, især hvis man skal nå en bus hjem igen. Vi fandt dog hurtigt en sti og begyndte at gå op ad en stejl stigning. Inden længe kom vi op på toppen (Valahnjúkur Viewpoint, 1,5 km, 30 min) og kunne nyde en fantastisk udsigt over blandt andet gletscheren Eyjafjallajökull. Vi gik ned på bagsiden til Langidalur Volunteer Camp (3 km, 1:20), og fandt et udmærket kort over vandrestierne. Der var dog ingen distanceangivelser på, så vi måtte planlægge lidt on the go, men det gik fint.

Þórsmörk: Valahnjúkur Viewpoint, 1,5 km, 30 min

Vi fortsatte mod øst ind i området ad en sti, der i perioder var både svær og meget stejl. Det passede perfekt til os og i løbet af turen følte vi os mere og mere alene. Det var helt fladt på toppen, hvor vi kunne se dalene på begge sider af Þórsmörk, mens vi fik frokost. De kommende 6 km så vi kun ét andet par, med undtagelse af nogle få vandrere langs floden, som vi kunne se fra toppen af bjergene. Vejen ned var noget mindre fremkommelig end turen op, hvor vi blandt andet nærmest måtte kravle et par gange. Til sidst kom vi helt ned til floden og gik langs den tilbage til Langidalur (9 km, 3:40).

Herfra skulle vi holde lidt øje med tiden, så vi ikke missede vores bus (der kl. 19:15 var den sidste bus den dag). Vi besluttede, at vi havde rigeligt med til at endnu en sløjfe mod vest, hvor et stykke af den desuden var markeret som en ekspertrute – det lød sjovt. De fleste ville sagtens kunne klare stykket, der for det meste dog var belagt med sort sand, grus og sten og havde en stejl hældning enten i stiens retning eller sidevers ned mod dalen. Med forsigtige skridt gik vi derudad, så vi ikke risikerede at falde ned ad skrænten. Det var her, stierne blev allermest vanskelige at følge. Efter et stykke rød rute, burde der komme noget mere sort. Det fandt vi dog aldrig, og måtte gå af den røde rute i stedet. Efter 18,44 km og 6 timer og tre kvarter (plus frokostpause) kom vi tilbage til Vulcano huts i god tid til at nå bussen hjem.

Vi havde bestilt den seneste bus hjem, men havde ikke bemærket hvad tid den ville være tilbage i civilisationen. Bussen var af en eller anden årsag ca. en time om at køre ud og omkring to en halv om at køre tilbage. Det viste sig, at bussen hjem kørte gennem floden flere gange, for at samle folk om i Langidalur og Básar på modsatte side af dalen. Så vil du gøre os turen efter, kan du jo overveje at vandre til Langidalur og tagen bussen derfra en times tid senere – eller booke en overnatning i området.

Til sidst får du lige kortene over ruterne og et par lækre billeder derfra sammen med en kæmpe anbefaling af Þórsmörk fra os ! Vores vandretur var noget i stil med Vulcano Huts (Husadalur) – Valahnjúkur – Langidalur – mod uret til Steinbogi og retur til Langidalur – Ranata- Husadalur.

Vores vandretur var noget i stil med Vulcano Huts (Husadalur) – Valahnjúkur – Langidalur – mod uret til Steinbogi og retur til Langidalur – Ranata- Husadalur.

Þórsmörk: Valahnjúkur udsigten mod Eyjafjallajökull

Þórsmörk: Valahnjúkur Viewpoint

Cecilie på vej mod Steinbogi

Omkring Steinbogi

Omkring Steinbogi

På vej ned ved Steinbogi

Retur langs floden til Langidalur

Ekspertruten ved Vaiahnúksból

Dag 7 – Søpapegøjer

De steder på resten af turen der var værd at stoppe ved, lå noget mere spredt på øen. Med kurs mod Vik endnu en gang, stoppede vi allerede ved fyrtårnet Dyrhólaey for at se søpapegøjer eller lunder, som de rigtigt hedder. Der boede adskillige af dem på klippen under os, og flere af dem sad ret højt oppe, hvor vi både kunne se og fotografere dem ganske fint. Vi havde næsten fået nok af både udsigten og fuglene, da vi så en lille gruppe forsamlet om noget på jorden. Vi nærmede os, og så den sødeste lille søpapegøje helt oppe på toppen sidde og posere blot en meter fra os. De er så søde og kluntede, at ganske flotte med deres farvede næb.

Lunde eller Søpapegøje ved Dyrhólaey

Vi kørte lidt ind i landet, til noget der hed Þakgil, hvor man angiveligt skulle kunne komme helt hen til en gletscher. Det var desværre ikke tilfældet, men turen derud var meget sjov: Bakkede og snoede grusveje gennem bjergene. Så tog vi et hurtigt stop ved Hjörleifshöfði (ja det hedder det altså), hvor åbningen til Star Wars Rouge One angiveligt skulle være filmet. Det sagde ikke os noget, men til gengæld var der en sjov lille grotte, var åbningen var formet som Yoda. Ikke bare lidt men virkelig som Yoda.

Yoda Cava, Hjörleifshöfði

Ved Laufskálavarða var en lille udkigspost midt i ingenting bortset fra et par små stier. På mosengene mellem stierne var hundredevis af små stenstabler. Vi lavede også en lille en, men der var næsten ikke en sten at finde, som ikke allerede var stablet. På turen videre kunne vi beundre de grønne mosklædte stensletter allevegne. Et godt sted at holde for at se nærmere på dem var ved Gönguleið um Eldhraun. Vi var på vej til Fjaðrárgljúfur-Kløften, hvor øen atter er revnet og lader vandet flyde igennem. Dernæst faldt vi lidt tilfældigt over en lille samling basaltsøjler, som blot lå fra græsset og ned under jorden ved Kirkjugólf. Vi kunne læse os frem til, at de som så mange andre ting i naturen oftest er sekskantede, men til tider danner andre former. Angiveligt skulle der i den lille gruppering være en 10-kantet, og det irriterede mig, at vi aldrig fandt den. Skriv til mig hvis du har set den.

Vi var egentlig på vej til vandfaldet Stjórnarfoss, der, som navnet antyder, nærmest er stjerneformet. Vandet nedenfor fuldstændigt klart og blåt, og fristende at hoppe i til trods for, at det var iskoldt. Jeg fortryder lidt i dag, for det var det bedste sted til en svømmetur.

Dag 8 – Is

Skaftafelljökull gletscher, Skaftafell.

Gletscher og Isbjerge ved Jökulsárlón

Efter at have set gletscheren Svinafellsjökull aftenen inden, overnattede vi i Skafafell, og startede med en lille smule vandring. Først gik vi til vandfaldet Svartifoss og konkluderede, at vandreruterne i Skaftafell var meget som at gå på stier, og ikke så sjovt som i Þórsmörk. Til gengæld gik vi hen til Skaftafelljökull (gletscher) og beskuede den på tæt hold.

“Isdiamanter” ved Black Diamond Beach.

Det var mest vindstille, men indimellem kunne man mærke, hvordan den kolde vind kom ned fra gletscheren.

Det var utroligt at forestille sig, at den langsomt ”flyder” nedad, som en meget tyktflydende dej, trykket af den massive vægt over sig. Dernæst stod den på mere is ved Jökulsárlón. Jeg ved ikke om det bedst betegnes som en bugt eller en sø. Her brækker gletscheren af i mindre stykker af blålige isbjerge, der flyder rundt i vandet. I vandet vrimler det samtidigt også med sæler, der stikker hovedet op hist og her. Når isbjergene er smeltet til små isklumper, skyller de op på stranden på Diamond Beach, hvor de ligger som fuldstændig klare krystaller på det fine kulsorte strandsand. Resten af dagen havde vi en god lang køretur, og vi havde valget mellem rute 1, den store hovedvej rundt om øen, eller den noget kortere tur op gennem bjergene ad grusveje. Vi valgte naturligvis det sidste, og slog sidst på aftenen lejr mellem træer og tæt på vandet på den hyggelige lille campingplads, Atlavik Camping.

En svømmende sæl ved Jökulsárlón

[synevisuals]

golden hour at sólheimasandur.

Follow on Instagram.

—

[Image Description: Square photo divided into 3 frames. Top frame shows a plane wreck with a person standing by the wing taking a close photo. In the second window of the plane, the sunlight peeks through. The middle frame is a landscape photo of the plane wreck scenery. The head of the plane has a person standing by it, while the back end of the plane has another person. The sun is also setting at the back end of the plane. The bottom frame shows the opened and damaged back end of the plane with the sunlight peeking through all the holes.]

[little-frank]

Out of time and out of place, the wreck of a DC plane lies on the sands of Sólheimasandur, Suðurland Iceland 🇮🇸. ~ #planewreckIceland #planewreckiceland🇮🇸 #planewrecksolheimasandur #planewrecksouthiceland #desert #solheimasandur #sólheimasandur #solheimasandurplanewreck #adventure #Iceland #sciencefiction #apocalypse #wonder #disaster #exploring #moon #planet #sandur #sudurland #suðurland #dream #nightmare #planewreck #epic #surreal #landmark #bleak #barren #landscape #dreams (at Solheimasandur Plane Wreck) https://www.instagram.com/p/CiCQnYQMc9B/?igshid=NGJjMDIxMWI=

[secondscatcher]

🇮🇸Abadoned DC Plane, Sólheimasandur, Iceland

[peach-orange-juice]

Lost.

[bitchandroam]

The US Navy crash landed their DC3 off the North Atlantic on the southern coast of Iceland at Sólheimasandur near Vík in 1973. The plane was left on the desolate beach, to remain for eternity. Quite surreal to encroach alone after a 4km walk at dusk. These photos are in full color and exploring this site alone was pure heaven for this anti-tourist tourist.

How To Find It:

The google map directions, and any directions I got online prior to making the drive from Reykjavík, was inaccurate. Those take you to private property. You’ll know this by all the large, handwritten signs telling you to go back. There is now an actual parking lot which you’ll pass if you’re following the google directions. Enter here and walk to the wreckage over the black gravel beach for about 45 minutes.

Any roadside signage warning of the walk is greatly exaggerated, unless you have physical impairments preventing you to walk the terrain. Simply follow the reflectors to stay on course, even though I felt they drifted right of the actual location. The plane is hidden behind a dune. If you think you may have missed it, you haven’t. Keep going, it just suddenly appears.

I suggest continuing for another 5 minutes to witness the power of the North Atlantic Ocean. Enormous waves traveling untouched from North America, waiting to engulf you and sweep you to sea, roaring so loud, no one will ever hear you.

[beccam724]

Sólheimasandur Beach, Iceland

[theframelines]

Spotlight: Lonely DC by christiansiegert

[artesonraju]

Sólheimasandur, Iceland

Karol Majewski photography: tumblr / flickr / Instagram / Redbubble

[detund]

DU™️ #Repost @rebecca__goldberg ・・・ In 1973 a United States Navy DC plane crashed on the black sand beach at Sólheimasandur, in the South Coast of Iceland. #iceland #ísland #Sólheimasandur #dc3planewreckage #planewreck #usnavy #blackbeach #abandoned #nature #rebeccagoldberg https://www.instagram.com/p/Ce5NAl4Laa8/?igshid=NGJjMDIxMWI=