#brystet

[iamlisteningto]

Clarissa Connelly’s Tech Duinn

[ejendommelig]

Er i sådan en awkward hår fase lige pt. Vil rigtig gerne klippe det kæbe længde igen som i sommers, men vil også gerne have det langt nok til at kunne sætte det op med en hårpind :/ og nu er det bare en akavet skulder længde,,, the struggles

[uforglemmeligtglemt]

fuuuck under en uge til ny tat, dør hvis jeg bliver syg inden

[soelvfisk]

Jeg vågner. Min krop sanser på en helt anden måde. Er tilstede forrest i min hjerne. Lige bag mine øjne. I mine hænder. Langs mine skuldre. Der er stille.

Jeg har en følelse af at skulle blive parat. Alt hvad det indebærer. Står op og sætter vand over til kaffe oppe i køkkenet. Kæler for hund på gulvet indtil elkedlen bipper.

Åbner døren til haven. Det er mærkelig at jeg skal forlade dette hus. At vi skal. Min families hjem. Som stopper med at være min families hjem. I går betød det mest for mig at berolige mine forældre. Lige nu føles det vigtigst at forstå hvordan jeg egentligt har det med det de fortalte mig.

Verden føles helt anderledes. Tit når store ting sker, er det som om jeg ser det hele oppefra. Og ikke indefra. Græd slet ikke. Det føltes ikke som en nyhed jeg kunne eller skulle eller ville vurdere. For det handlede ikke om nyheden. Det handlede om os. Om at jeg er mine forældres barn. Om at være familie selvom det bliver på en ny måde. Om konfrontationen med at der er masser af liv tilbage. Min mor med en afklarethed og min far med en frygt. Selvfølgelig meget mere nuanceret end det. Jeg var midt i min egen kerne lige dér. Alle mine ord stod med klare lyseblå blokbogstaver i min krop. Udsprang af en ømhed. Alt hvad de er. Alt hvad de kommer af. Og det der skal ske nu. Ingen skyld, bare et fælles ansvar. Ingens byrde alene, men noget vi kan være fælles om at bære. Ingen vrede, kun en form for bekymring. Fordi det er omstændigt og fordi jeg ved at det bliver meget hårdt.

Nu hænger jeg oppe under loftet og kigger ned på mig selv. Der drikker kaffe. Zoomer længere ud. Kigger ned på huset og tænker, at hvor mon de så ender med at bo. Og hvor mon jeg ender med at bo. Kigger på min søsters åbne dør. Hun ved det ikke endnu. Kigger på hund. Uvidende og glad i fuld spurt henover verdens bedste græsplæne.

Tænker i et splitsekund på, om de mon var blevet sammen, hvis ikke jeg var flyttet hjem. Hvis nu jeg kunne glemme alt det dårlige og blive rask. Hvis jeg var blevet i København. Eller hvis jeg aldrig var taget afsted. Jeg ved at den ængstelighed er noget jeg må tale med dem om. Og min psyk. Går ikke i panik. Men får den der tunge blå følelse i brystet. Fugtige øjne. Mest har jeg det, som det er: to voksne mennesker der har taget et svært valg. Og jeg er deres voksne barn. Og jeg er her. Og nu drikker jeg kaffe. For der er ikke andet at gøre, end at blive parat. Efter bedste evne.

[minvaerrehalvdel]

Glæder mig utrolig meget til en date, som jeg skal på. Det er lang tid siden, at jeg har haft de her glødende følelser i midten af brystet og pludselig kommer jeg i tanke om 1111, som underligt nok fangede min opmærksomhed i lang tid, for lidt siden og jeg læste op omkring det. Underligt og godt

[indiestar]

At være i live er en mærkelig ting, ikke? En konstant rytme i brystet, et hjerte der slår uden at spørge om lov. Det bare gør det—et stædigt tegn på, at vi stadig er her.

Nogle gange føles det som en fest. Måske fordi vi har drukket lidt for meget, en lille tipsy glæde, hvor verden snurrer bare en smule. Andre gange er det som en kamp. Vi slår oddsene, vi holder vejret i spænding, og så trækker vi vejret igen, dybt og lettet.

Og så, midt i det hele, stopper vi op. Vi bryder den fjerde væg—den usynlige barriere mellem os selv og den verden, der kigger på. Vi spørger: Ser I det her? Ser I mig?

Det er den forunderlige balance ved at være i live. At slå, at trække vejret, at kæmpe, at danse gennem øjeblikke, hvor alt føles som en illusion, og alligevel så ægte, at det brænder under huden.

Så her er vi. I live, tipsy, slående, vejrtrækkende, brydende. Hvad nu?

[linglinginjapan]

Søndag 8. Januar: En produktiv dag?

Startet dagen med å henge opp alle bildene vennene mine fra Norge sendte med meg, med dobbeltsidig tape på soveromsveggen. Kjente det i meg at det stakk litt i brystet imens jeg kikket over bildene der de hang på veggen.

I dag er siste dag av vinterferien, og jeg hadde fortsatt ikke begynt med leksene mine. Hadde egentlig bare tenkt å drite i dem, men gjorde ihvertfall ferdig den ene store leksen i siste liten, selv om jeg hoppet over å lese instruksene og begynte rett på oppgaven. “Klipp ut noe fra avisen og lim det på et ark”, er oppgaven veldig/ekstremt forenklet forklart. Gjorde det nok helt annerledes enn alle de andre, til og med størrelsen på det jeg gjorde er nok bare 1/10 av den egentlige størrelsen på det vi skulle levere. Så man kan egentlig si at jeg bare har gjort det jeg ville selv, men det er vel bedre enn å levere inn ingenting så…. (leksen er øverst på innlegget)

Var å så filmen «Wish», laget av Disney på kino i dag med Mirano. Den sugde for å være ærlig, så mye at jeg nesten ikke kan tro at det var en Disney film. Forresten, var på kino i går også å så den nye Hunger Games filmen med Leoni og flere av hennes utvekslingsvenner. Hunger games var veldig bra må jeg si, men siden vi ikke forhåndsbestilte billetter så måtte vi sitte på rad nr. 2 fra scenen. Det er slitsomt for nakken å sitte slik i hele to og en halv time!

Noe som er annerledes med Japansk kino er at alle sitter igjen for å se hele rulleteksten, og da mener jeg helt til skjermen går svart. I motsetning til vi i Norge der kappløpet starter med en gang lysene i salen slås på. For det andre så slås ikke lysene i den japanske kinosalen på før etter kinoen er helt ferdig så det er også kanskje derfor.

[dugiskoven]

Min angst er så slem de her dage. Mit hjerte banker hurtigt 24/7, har ondt i brystet, min krop ryster og har kvalme nærmest hele tiden.

[bybarn]

Og jeg ser jer i det smukkeste farvebillede, smeltet sammen i et kys under orange og lyserød mosaik.

Det stikker og prikker lidt under brystet

Løbet er kørt - ville jeg kalde billedet, hvis jeg så det hænge i en kunsthal

På trods af at jeres åbne kærlighed er old news, føles dette nye bevis på dens eksistens, som endnu en målstreg.

[iamlisteningto]

Clarissa Connelly’s Come In Roses

[nils-elmark]

100.000 skridt for London Tech Week

Your Business Shouldn't Stop at Borders" står der på den store lysreklame, da jeg forlader Cannon Street Station på vej mod Queen Elisabeth II Centre i Westminster. Mens danskerne taler med hinanden på Folkemødet på Bornholm, har jeg valgt at tale med resten af verden på London Tech Week. London besluttede for 12 år siden under borgmester Boris Johnson, at byen ville udfordre Sillicon Valley som global tech metropol, og det er lykkedes. Jeg bliver nærmest presset bagud af varmenbølgen og menneskemængden i det 5-etagers konferencecenter over for Westminster Abbey. Jeg kan tage fejl, men det virker, som om Brexit er slået igennem. Glemt er Europa. Nu gælder det hele verden. #LTW2023 er en global event, man ikke finder tilsvarende nogen steder, heller ikke i Sillicon Valley. Dette er stedet at være for en futurist.

Der er endeløse panelsamtaler på fem scener, som jeg opgiver fra starten. Jeg er her for at møde tech startups, de unge entreprenører i det globale vækstlag, som vil forandre verden. De er her i hundredvis. Her er muslimske piger med tørklæder og t-shirts med tekster ”From Zero to Hero” på ryggen og ukrainere med ”Be Brave” på brystet, Palæstina har sin egen software-stand, det samme har hollænderne, Berlin har sendt tyve unge iværksættere afsted, som blændende pitcher deres startups fra scenen, Taiwan har iværksættere overalt og Mellemøsten glimrer med pengene. Jeg får en yoyo af tjekkiske Jetbrains og blærer mig foran børnene. Jeg har aldrig før oplevet en så markant diversitet på køn og etnicitet. Mænd og kvinder er ligeligt fordelt - og der er mange unge kvinder. Ingen har slips på, men alle har trendy hvide sneakers. Kun en enkelt af de 20.000 deltagere har butterfly på. Jeg er let at kende.

Alle taler om at erobre hele verden, ingen holder sig inden for nationale grænser; de må have set reklamen på Cannon Street. Der tales allermest om AI og i særdeleshed Gen AI, som i ChatGPT. Verden har inden for de seneste måneder fået et nyt perspektiv: Først Corona, så Ukraine og nu Gen AI.

London Tech Week handler om networking og inspiration. Alle henvender sig til alle og nye bekendskaber opstår konstant. Visitkort er så meget 'last season'; nu er det det hele lagt i hænderne på Microsoft via QR-coder på Linkedin - men wifi'en er elendig. Velkommen til London.

Jeg klikker i hak med en økonom fra Mellemøsten med 8 uger på New York Times bestseller-liste, vi udveksler bøger og han lover at skaffe mig et TV-interview næste gang jeg er i Sillicon Valley. Jeg tigger mig til en flat white i 'Investor Loungen' - forplejningen er elendig på London Tech Week, for som en venture kapitalist forklarer: "I ti år har vi kun tænkt på vækst - nu vil vi også tjene penge".

Onsdag aften bliver jeg inviteret til Funtech i et co-workingspace i Shoreditch ejet af en af verdens største banker. Igen fuld diversitet. En standup komiker fra Punjab, en pige med rødder i Somalia, som forklarer hvordan man undgår at blive gift med sin fætter, en midaldrende lesbisk kvinde uddyber, hvordan man bortforklarer sine læsebriller - og en helt almindelig overvægtig englænder undrer sig over at det hedder "contactless", når man alligevel tværer kreditkortet ud over pladen, når man tjekker ind og ud af undergrunden.

Nye QR-koder aflæses, jeg inviteres til fintech-afterparty i Farringdon den næste aften og kvitterer med en kopi af min seneste bog. I fem dage er jeg i konstant bevægelse, får stjålet et kreditkort, køber tre nye hvide skjorter i Marks & Spencer og et par sko til min hustru hos Clarks på Oxford Street, min Linkedin-profil vokser med 56 nye kontakter og mit ur fortæller mig, at jeg er gået næsten 100.000 skridt gennem London. Længere er der faktisk ikke til fremtiden.

[uforglemmeligtglemt]

iiiihh glæder mig til næste tat men dør hvis den er for stor til at få på brystet hvor jeg gerne ville have den…

[soelvfisk]

Du siger at du kan have det på to måder. Du kan føle dig som et guddommeligt geni og en ussel rotte. Jeg kender ikke følelsen af at vakle mellem de to. Jeg kender følelsen af at være tilpas i livet og så at føle mig som en der ikke fortjener at leve. Jeg kender ikke den dér ekstatiske glæde du taler om. Men mine to modpoler er nok til at jeg forstår hvorfor du ser undskyldende på mig. Som om du er ked af, at lige nu føler du dig ikke værdig. Midt mens jeg heller ikke føler mig værdig. Måske det er dårlig timing. Brændeovnen knitrer og vi sidder i hver sin ende af en alt for lille sofa og gør os umage med ikke at røre hinanden. Højtaleren er løbet tør for strøm og der er ikke flere øl. Den her lille hytte var fuld af musik og latter. Vores blikke snittede luften i stykker indtil der intet var imellem os. Måske højtalerens død gjorde det umuligt at låne lydens følelser. Og så var der ikke andet at læne sig ind i end sådan som tingene ægte er. Musikken og natten og øllene som en portal der sendte os væk fra virkeligheden og nu ligger vi her og ved at vi ikke længere kan flygte. Inderst inde er jeg klar over at at du rejser snart. Hvis vi turde tale om det, var vi nok ikke endt her. I den her stilhed. Men det føles som om, at hvis vi siger højt, at bare den her lillebitte afstand i sofaen… gør ondt… hvordan skal vi så kunne håndtere afstanden når du ikke længere er i nærheden. Sammen med mig.

Vi faldt i søvn og du endte med at vække mig fordi brændeovnen var blevet så varm at hele stuen var fuld af røg. I et parralelt univers var vi brændt inde. Uhyggeligt. Vi løb rundt, slukkede ild og åbnede vinduer for at lufte ud. Sov videre helt tætte i en vinterkulde jeg aldrig før har oplevet.

Jeg havde nok frygtet, men ikke sådan rigtigt troet på, at du ville rejse uden at sige farvel.

Det var onsdag da jeg åbnede min postkasse og fandt mine ting. De af mine ting som var dine. Eller, som var hos dig. Jeg gik forbi din lejlighed med en knude i brystet og faldt igennem fortorvet ude foran dit vindue. Helt tomt. Min tomme krop. Din tomme kælderlejlighed. Gaderne blev et ekko af os. Lyskrydset uden dig på den anden side. Natten uden dig. Min tomme indbakke. Gik langs stranden og mit hjerte gjorde så ondt at jeg ikke kunne fortælle om hvorfor. Dit forstenede søpindsvin i min lomme. Koldt og hårdt. Flygtede på natklub med en veninde der ikke synes du var værd at græde over og mødte en insisterende mand. Tog med ham hjem, spillede tekken 2 og ville væk. For han var ikke dig. Ud i natten alene. Og så var det at jeg fandt en døende mand på gaden. Lige dér. Hans ting lå spredt udover det hele. Blod. Og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre for havde ikke strøm på min telefon. Gik rundt. Desperat. Trådte ud foran en bus. Ring 112! Ring 112! Og bussen kørte videre og ambulancen kom ikke før 4 timer senere. Fuld udrykning og jeg stod som forstenet midt i en by der var ved at vågne. Mine kolde knæ. Havde siddet sammen med manden i kulden og forsøgt at bevare en slags ro der kunne smitte ham. Klokken var 7 om morgenen da jeg tog mit værste skridt henover dørtrinnet til den insisterende mand, for han boede jo lige i nærheden. Jeg havde banket på i håbet om at han var vågen. Håbede på en at snakke med. En der lige kunne trøste. En der havde en oplader, så jeg kunne ringe til min mor og bryde sammen. Et sted at vaske hænder. Stod på hans badeværelse og så blodet blande sig med vand i håndvasken. Sygt svært at få væk. I chok. Traumatiseret. Og alt han tænkte på var, at nu kunne han endelig bolle mig.

Jeg var en skal. Prøvede at komme videre. Den insisterende mand blev min kæreste. Det var lettere end at anerkende ubehaget, lige dér. Smilede til familiefester i blomstrede kjoler og lod ham røre ved mig, når han havde lyst. Psykiatrien synes jeg skulle starte på antidepressiver og jeg fik den ene allergiske reaktion efter den anden. Min hud faldt af i store plamager og jeg blev mere og mere hul. Manden flyttede ind i mit hjem og rykkede rundt på mine ting og vi fik en kat og jeg endte med at slå op. Og hænge mig i lejligheden. I en ledning. Skyder skylden på medicinen. Og den manglende hjælp. Min seksualiserede krop uden hud på. Blev ikke udtrappet ordentligt. Af nogen som helst ting. Min hjerne på overarbejde. Og ingen forstod mine ord ligesom du gjorde. Jeg var så fremmed i alle andres øjne. Så blev jeg indlagt og fik at vide at jeg havde autisme. Og alt gav mening.

Det var min uønskede nye start. Jeg tror du kunne mærke det, for du skrev og bad om livstegn. Hver gang vi så hinanden siden, føltes livet dyrebart. Selv da verden åbnede sig under dig, og lod dig opsluge i et flammehav af uretfærdighed… lå du under mine skrå vinduer. Og lod mig være den der holdt dig i dine hænder. Du var forandret og jeg vidste at lige der skulle jeg ikke genkende dig. Jeg skulle bare kende dig nok til, at du ikke følte dig forpligtet til at opføre dig som en fortidsudgave af dig selv. Nok til at du kunne være forvandlet, uden at være fremmed. Nok til at du kunne være tryg. Det havde jeg ikke kunne, hvis ikke jeg havde følt mig så alene dengang. Det lærte mig at passe på andre. Vi kyssede aldrig. Altså - jo, dengang der var et os. Men ikke bagefter. Jeg tænkte meget på at elske dig som dengang igen, men følte også at vores kærlighed var blevet noget andet end fysisk lyst og længsel. Det gav mig en følelse af tryghed. At vores kroppe var blevet ligegyldige. Elskede dig bare.

Så ringede du og spurgte om jeg nogensinde ville lade dig komme tæt på igen. Helt tæt. Og jeg gik i panik. Og så blev vi stille. Og jeg var i sorg på ny. Savner dig stadig.

Elsker dig stadig. Også selvom vi ikke har set hinanden i nogle år. Jeg skrev til dig sidst jeg var i en hytte alene. Tak, skrev jeg. At du er den der har lært mig at søge ly på konstruktive måder. Du var med til at lære mig hvordan jeg passer på mig selv og hvordan jeg vil passes på. Hvordan jeg synes det er meningsfuldt at tage hensyn. Til andre og mig selv. Du skrev at det var godt at høre fra mig og så fortalte du, at du havde fundet en ny slags ro. Det helede noget i mig at læse dine ord. Drømmer tit om dig. Tænker meget på dig.

Har aldrig elsket nogen på samme måde siden. Og jeg kommer jo nok aldrig helt til at kunne beskrive alt hvad der skete i ét hug. Men det tror jeg heller ikke at jeg behøver. Du er for evigt vigtig.

[oneiriad]

אני כל כך שמחה לשמוע שאת לוקחת רעיונות לכתיבה

Nie Huaisang & Wen Kexing, בבקשה

Wen Kexing var rasende.

Hvor vovede de her grågrønne, grumsede knoldesparkere at slæbe afsted med ham, som om han ikke var Spøgelsesdalens frygtindgydende høvding. Som om han var en simpel stratenrøver eller voldtægtsforbryder, bagbundet og afvæbnet og helt og aldeles ydmyget.

Hvor vovede de?! Hvor kunne de? De var så tydeligt ikke andet end en flok lavtrangerende soldater, simple tølpere, og alligevel havde de hakket hans vifte midtover og nærmest brækket hans ben.

Selv en førsteklasses kampsportsmand som hans A-Xu ville ikke ha' kunne overvinde ham så let. Hvor vovede denne flok bøller...?!

Og for hvad? Hvad havde han gjort dem? Budt på en omgang vin til hele skænkestuen for at fejre brevet fra hans A-Xu og bedt dem skåle for Wen den Gavmilde som tak? Og hvad var takken? Sabelraslen og vold?

Hvor vovede de???!!!

Hvor vovede de slæbe ham afsted af den her møgbeskidte jordvej og ud til lejren med de grønne telte og de fremmedartede bannere, som han med vilje var gået langt uden om på vej ind i byen. Han kendte ingen kampsportssekt med det tyrehoved-lignende symbol og han havde andre og bedre ting at lave i dag.

Tølperne slæbte ham gennem teltlejren, direkte hen til det største telt.

"Højtærede sektleder Nie?" kom det fra bøllernes chef. "Vi har pågrebet en mand i byen."

Wen Kexing bandede da de smed ham ind i teltet. Til sin overraskelse landede han blødt, så han nær ikke havde præsteret at rulle og komme på benene af bar overraskelse.

Han gloede olmt på - og det var så også en overraskelse. Hvis bøllerne var noget at gå efter, skulle man ha' forventet at deres chef var en kriger, høj og bredskuldret og intimiderende. Spirrevippen som tittede nervøst på ham henover kanten af sin vifte passede lige så dårligt ind som det bløde tæppe under hans fødder eller de to unge piger, som var stoppet med deres musiceren ved hans bratte ankomst.

"Jeg var ikke klar over, at vi var blevet hyret til vagttjeneste, Kaptajn," sagde spirrevippen efter at have kigget på ham lidt. "Betaler magistraten godt?"

"Sektleder Nie, vi tog selv initiativ til at arrestere denne slyngel," erklærede kaptajnen og skød brystet frem.

"Aha. Og hvilken forbrydelse har denne herre begået, Kaptajn? For det må jo være grelt. Lidt lommetyveri kunne I jo bare have overladt til portvagten."

"Han sagde, at han var en Wen!"

"Javel ja. Er det korrekt, hr.? Hedder De Wen?"

"Wen Kexing," og han rankede ryggen og sendte bøllekaptajnen et vredt blik. "Ikke at jeg aner hvorfor mit navn skal lægges mig til last på denne måde! Overfaldet på åben gade! Se dog på mit tøj!"

"Og det var alt, Kaptajn?"

"Er det ikke nok, sektleder?"

Spirrevippen sukkede og foldede sin vifte.

"To spørgsmål, Hr. Wen. For det første - siger navnet Wen Ruohan Dem noget?"

"Aldrig hørt om manden."

"Og deres slægt?"

"Mine forældre kom fra Lægedalen."

"Den er jeg desværre ikke bekendt med. Som De måske kan gætte, så er vi ikke lokale, og der virker til at være sket en beklagelig misforståelse. Kaptajn!"

"Javel."

"Vi er langt fra både Det Urene Rige og Den Natløse Stad - og det kan godt være, at alle der hed Wen derhjemme skiftede navn eller flyttede væk for år tilbage. Men her er det bare et navn. Og I kan ikke gå og overfalde tilfældige almindelige mennesker bare fordi de hedder det. Forstået?"

Wen Kexing blev egentlig bare mere forvirret. Spirrevippen havde virket så blød og harmløs, men hans stemme...

"Og få så det gudebindende reb af ham! Det er da at overdrive. Manden er jo tydeligvis ikke kultiveret, så hvad skal det til for?"

"Han slog nu godt fra sig," brummede kaptajnen, men adlød. Ikke at Wen Kexing værdigede ham et blik, for hvor vovede spirrevippen!!! Ikke kultiveret? Ham?! Han havde mere dannelse i sin lillefinger end denne...

"Så' det godt! Du og din enhed har latrintjeneste den næste måned. Et ord til og I kommer til at hænge på et halvt års gravvagt når vi kommer hjem!"

Bøllerne fortrak og spirrevippen gik hen til Wen Kexing og bukkede høfligt. Åh tak, så nu var man pludselig høflig.

"Tillad mig at præsentere mig, hr. Jeg hedder Nie Huaisang og undskylder dybt for den beklagelige misforståelse og mine mænds opførsel. Som et lille plaster på såret må De virkelig gøre mig den ære at være min gæst - i hvert fald indtil vi kan få repareret Deres tøj. Piger! Gå ud og bed tjenerne gøre et varmt bad klar og finde noget tøj der kan passe Hr. Wen. Ja, jeg ville tilbyde noget af mit eget, men De er vist en anelse for bredskuldret," og han rakte hånden ud for at børste lidt vejstøv af Wen Kexings dragt.

Da han trak hånden tilbage var der en dråbe blod på den.

"Åh, De er jo såret. Altså, de brutale typer vi holder os. Lad mig?" og han rakte hånden frem, åben, som om han bad om tilladelse til at tage hans puls.

Wen Kexing besluttede sig for at gøre gode miner til slet spil og lagde sin hånd i Nie Huaisangs.

I næste sekund spilede han øjnene op og måtte nærmest bide sig selv i tungen for ikke at stønne. Den unge mand tog ikke hans puls - han skubbede energi ind i ham, så rent og glødende og frydefuldt, at ingen kampsportskunstners qi kunne sammenlignes. Det var som flydende sollys, der smuttede ind under huden på ham, kærtegnede hans meridianbaner og udglattede hver en skramme og hvert et blåt mærke undervejs.

Da Nie Huaisang slap hans hånd stod Wen Kexing tilbage med følelsen af lige at ha' haft et af sit livs bedste orgasmer.

"Ja, De må undskylde. Min storebror var altid ganske fortvivlet over hvor ukultiveret jeg er, men lidt basal feltmedicin fik han da banket ind i knolden på mig. Lidt vin, gode herre, så vi kan få tiden til at gå behageligt indtil Deres bad er klar?"

Wen Kexing fandt et smil frem og takkede ja. Hans næste brev til A-Xu ville bestemt ikke blive kedeligt.

[footballtroyer]

Genoa CFC 2024-25 sesong tredje borte drakter

Genoa CFC er et lag i Serie A. Selv om dette laget ikke er en gigant i Serie A, har ethvert lag muligheten til å sveve til himmelen. Selvfølgelig, selv om Genoa CFC fortsatt ikke vinner mesterskapstittelen i turneringen, har det fortsatt mange fans som støtter det, og deres tredje borte drakter for denne sesongen er annonsert, så la oss ta en titt på hvordan denne billige fotballdrakter er.

Kappa og Italias Genoa CFC avduket i fellesskap den tredje bortedrøyen denne sesongen, som er en drakter som kombinerer teknologisk innovasjon, visuell effekt og symbolsk betydning. Denne Billige Serie A Fotballdrakter er også basert på marineblått, med gule horisontale striper rundt brystet, og hyller den ikoniske fargen og stilen til den argentinske klubben. Griffen er et symbol på herligheten til Genova CFC og "Red and Blue Army", stolt vist på brystet.

Denne drakter har blitt avduket i spillet. Fans som liker Genoa CFC kan få en egen trøye gjennom oss.

[textryk]

Refleksvest med tryk

Refleksvest med tryk – Bliv set, og vis hvem du er

En refleksvest er ikke bare sikkerhed – det er også synlig branding! Vores refleksveste med tryk er perfekte til både håndværkere, løbere, cyklister, skoler, events og virksomheder, der vil sikre synlighed i mere end én forstand.

✔ Høj synlighed – Fluorescerende gul med kraftige reflekser for maksimal sikkerhed, dag og nat ✔ Personligt tryk – Få jeres logo, firmanavn eller budskab trykt på ryggen, brystet eller begge steder ✔ Unisex pasform – Nem at tage over jakken, og justerbar med velcro ✔ Størrelser fra XS til 3XL – Passer til både børn og voksne

Du bestemmer selv, hvad der skal stå – vi hjælper gerne med layout og sparring, så det bliver præcis, som du vil have det. Skal dine medarbejdere være synlige og professionelle på samme tid? Så er det her en billig og effektiv løsning.

Billig reklame, veste med tryk, refleksvest med tryk