#altså så får jeg den bare på armen

[uforglemmeligtglemt]

iiiihh glæder mig til næste tat men dør hvis den er for stor til at få på brystet hvor jeg gerne ville have den…

[maelkevejen]

Og jeg har lyst til at sige, at jeg er RASENDE over at alt information ikke bare er samlet ét sted og jeg skal RODE rundt alle mulige steder for at finde informationer uden at jeg åbenbart kan stole på, om de stadig er holdbare

Hvorfor FANDEN har naturstyrelsen en kæmpestor, detaljeret elaborate områdeplan liggende for mit projektområde uden at skrive nogen som helst steder, hvornår den er fra, og når jeg så kontakter dem for at høre nærmere, får jeg svar efter halvanden uge, at områdeplanerne slet ikke er relevante længere og nu bruger de forvaltningsplaner i stedet og her er et link til den seneste, der lige har være i høring. Og så er det et webgis-system. Og informationerne giver ikke mening for mig, for så er der markeret alle mulige områder som urørt skov, der slet ikke er skove, altså...?!??? Og det giver ikke mening, hvordan tingene er afgrænset heller, jeg forstår ingenting af, hvorfor et bestemt område er markeret som det er, og det ligger lige op til tre andre områder, der er markeret på samme vis men som er deres egne områder, og jeg er bare sådan HVAD FUCK er det, I prøver at fortælle mig her. Og deres signaturer er dårlige, og ting bliver ikke forklaret ordentligt og hvis jeg klikker kommer der fucking mærkelige informationer frem, der 100% kun giver mening, hvis man er geograf og ansat i naturstyrelsen. En masse værdier, jeg ikke kan bruge til en skid. Og informationerne stemmer ikke altid overens med dem fra miljøGIS heller. Ifølge MiljøGIS er der kun en lille afdeling af den ene skov, der er markeret som urørt, men nu er det pludselig alle skovene (og markerne og søbrederne og et fucking sommerhusområde wtf) der er markerede som urørte skove ifølge forvaltningsplanswenbGIS-systemet. Og signaturen for urørte skove hdder noget med "udenfor NNP" også, hvad jeg tolker som "udenfor naturnationalparkerne" men det lag, der viser, hvor naturnationalparkerne er, det inkluderer også alle de her fucked up markede områder af urørt skiov. Så det giver jo mening. Og så er der et link til Halsnæs Kommuneplan, men det er den fra 2013! Helt ærligt!! Og jeg ville ønske, jeg bare kunne læse den nuværende kommuneplan, men Halsnæs Kommune har valgt at lave det til en hjemmeside i stedet for et overskueligt dokument, så man skal ind og klikke på alle emner i universet for at finde ud af, om der står noget om mit område - hvis hjemmesiden altså virkede, that is..! Men det gør den ikke, så jeg kan ikke læse en skid. Ingen af emnerne indeholder noget tekst. Man kan ikke folde dem ud.

SÅ jeg sidder med uopdaterede oplysninger galore og en konstant usikkerhed om hvorvidt det jeg læser stadig er relevant. Jeg... jeg har lyst til at bide mig selv i armen. Og jeg er så træt og jeg har slet ikke ret til at være så træt, for jeg har slet ikke lavet noget i dag. Jeg er så skuffet over mig selv. Jeg føler mig som en kæmpe fiasko. Jeg ved, jeg ville kunne klare det her så godt, hvis bare jeg... Hvis bare jeg virkede ordentligt. Hvis jeg jeg havde det der overblik, alle andre lader til at have, og som jeg trods alt i et eller andet omfang har mønstret før. Hvis jeg havde lyst. Hvis jeg havde motivation. Hvis jeg havde inspiration. Men jeg... sidder bare og piller i et lille hjørne og jeg har desperat brug for, at nogen tager mig i hånden og hjælper mig, men det er der ikke, for jeg er kandidatstuderende og jeg skriver speciale og hele pointen er, at vi selv skal kunne. Og jeg kan bare ikke åbenbart. Ikke engang i det omfang, jeg plejede. Jeg kan slet ikke genkende mig selv.

[ditte-i-brisbane]

Besøg af mor og Høgni

Så er mit semester her i Brisbane officielt overstået, og jeg har nu sommer/vinterferie. Jeg tror jeg er bestået alle mine eksamener, men det får jeg først endeligt af vide d 29 november, så jeg vil opdatere der ;)

Direkte efter min sidste eksamen d 15 november stod den på tur med mor og Høgni. Vi kørte om aftenen til Hervey Bay ca. 4 timer nord for Brisbane, hvor vi skulle sove. Dagen efter skulle vi nemlig have et lille propelfly til Lady Elliot Island, en koral ø i det sydligste af the Great Barrier Reef. Her havde vi en overnatning, så tiden blev virkelig udnyttet. Vi fik alle sammen snorklet en hel del, og det var så fantastisk. Revet var lige ved stranden, så man kunne gå bare ud i det. Vi fik set skildpadder, masser af fisk, koraler, søstjerner, kæmpemuslinger og jeg fik også set en blæksprutte. Det var sådan en fed oplevelse, og øen er skrevet bag øret, hvis jeg kommer til Australien igen. Kunne meget godt tænke mig at komme tilbage med Mikkel under armen <3

Efter den skønne tur på Lady Elliot kom vi tilbage til Hervey Bay og sov endnu en nat. Dagen efter skulle vi nemlig besøge K'Gari (Fraser Island). Dette er den største sandø i hele verden, og den var ret spektakulær. Her blev vi kørt rundt i en 4WD af en guid, som viste os lidt af, hvad øen har at byde på. Der var ferskvandssøer, sandklitter, skibsvrag og en masse søde dingoer. Det var så fedt endelig at få set en dingo, da jeg har gået og tænkt på det dyr så længe. Virkelig virkelig dejlig dag.

Dagen efter kørte vi fra kysten og ind i landet. Her skulle vi bruge to overnatninger i Bunya Mountains. Vejret var lidt tåget og det regnede, så Høgni fandt en hytte, hvor vi kunne overnatte. Det var så hyggeligt. Vi fik gået ture og blev ret våde, det regner altså også i the Sunshine State, men vi kunne tørre tøjet ved pejsen. Det var også virkelig rart bare at få slappet lidt af i hytten og nyde ferien. Her fik vi også set os helt trætte i Wallabies, små kænguruer, Cockatoos og Rosellaer. Dette er altså en side af Queenslands natur, man ikke lige umiddelbart tænker på, men det er noget jeg nyder virkelig meget.

Da vi alligevel var blevet lidt træt af regnvejr og tåge, kørte vi tilbage til kysten og brugte en overnatning på North Stradbroke Island, også kaldet Straddie. Her har jeg været før, men jeg synes altså det var så fantastisk, at jeg måtte have mor og Høgni med her ud. Da vejret så lidt bedre ud, brugte vi natten i telt. Vi fik igen gået lidt ture og set en masse dyr og planter. Her så vi endnu flere Wallabies, store kænguruer, flere fugle også fik mor også spottet en skildpadde fra klippekanten. Høgni fik lavet mad på trangia, som smagte virkelig godt, og vi faldt i søvn til havets bølger og fuglekvidder. Næste dag gik vi langs stranden, hvor vi kiggede efter muslingeskaller og andre ting der var strandet i sandet. Vi kørte hjem lidt efter middag, hvor jeg blev sat af derhjemme og kunne gå i bad og pakke ud.

Dagen efter var det min fødselsdag, hvor jeg fik købt et løbeur, Garmin Forerunner 265S, og kigget lidt efter regnbukser. Kl 15 mødtes jeg med min mor og Høgni på Queensland museum, hvor vi kiggede på de mange forskellige udstillinger. Især en udstilling med nogle af Queenslands mange dyrearter var fed, da vi kunne gå rundt og pege på de mange dyr vi havde set på vores rejse. Efter museumsbesøg gik vi til en Vietnamesisk restaurant kaldet District 1, hvor vi spiste aftensmad. Det var virkelig lækkert, og da ingen af os har fået Vietnamesisk før, var det en meget fed oplevelse.

Dagen efter var sidste dag min mor og Høgni var i Brisbane, men da de først skulle være i lufthavnen kl 17, brugte vi formiddagen på at tage til Toohey forest og lede efter koalaer. Desværre så vi ingen koalaer, men vi fik gået os en dejlig tur, og kigget på rigtig mange trætoppe. Det kan også noget.

Nu har jeg ca. en uge inden jeg begynder roadtrip med Chiara og Brita ned langs kysten, så jeg bruger tiden på planlægning. Jeg skal både planlægge roadtrip i Australien og roadtrip gennem New Zealand. Det er virkelig fedt at undersøge, hvad jeg kan se og opleve her på den anden side af jorden :)

[globehoved47]

i den her uge har jeg kun været udenfor huset sådan tre gange, altså hvor det gælder og ikke bare ude i forhaven for en rygepause.

jeg tillader aldrig mig selv at være syg. jeg satte aftaler op med hoveder selvom jeg udemærket godt vidste at jeg var syg og ikke i stand til at kommunikere, eller for den sags skyld, rejse mig op uden at alt var dobbeltsyn. jeg skubber dog mine egne grænser på den etape, eftersom jeg ikke vil forsømme en lejlighed på at spendere tid med gode mennesker. jeg må lære at rive en dag ud af kalenderen. og ikke blive tvunget af ramt sygdom.

alt har kunnet været forklaret med at min krop kæmpede imod noget som ikke tilhører mig selv, inde i mig selv. var nødsaget til at tage tidligere hjem end planlagt fra aarhus fordi min krop bad mig. at tage den med ro. og jeg bildte bare mig selv ind at det var fordi jeg var uvelkommen. det var første gang jeg følte mig på udebane i aarhus. tog jørgen leth-banen hjem til kjøller og hentede mine ting og takkede ham og max for at jeg måtte sove der. de er altid så gæstefrie, og jeg skal bare hjælpe med at systematisk rydde op, tage opvasken og hente vasketøj nogle gange.

det var fredagen og var landet i aalborg om aftnen. rasmus spurgte om jeg skulle med i byen. sagde ja selvom jeg ikke kunne klare det med mig selv. og så blev jeg nødt til at skuffe ham senere på aftnen. det er et dårligt karaktertræk jeg har fået krammet på. og forhåbenligt snart skrotter. ved busterminalen løb jeg ind i metaldennis. bogstaveligt talt løb ind i ham. han sagde han savnede mit ansigt og mine arme. det var ikke sensuelt ment overhovedet, det ved jeg udemærket godt med dennis. han var på vej til fødselsdag og svingede med den der typiske netto-plastikpose med alkohol klingende i. 

kom hjem og tog ikke engang et bad. jeg lå bare på gulvet i mit værelse i noget tid. uden musik. med tunge øjenlåg.

jeg sov 14 timer fredag-lørdag. nu kunne jeg definitivt sige til andre og mig selv, at jeg var blevet syg. nu kunne det være min undskyldning i et stykke tid. jeg skulle ud og gå med anton den dag, men jeg faldt i søvn midt i alt planlægningen. han stod pludselig i min dørkarm. jeg var en forfærdelig vært, jeg faldt hele tiden i søvn og hostede rigtig meget. jeg var alene søndagmorgen til torsdag eftermiddag og det har virkelig sat rekorden for flest dage uden menneskelig kontakt. i hvert fald i år. det var en underlig sensation. det var mig der var herhjemme og ikke rigtig mærkede vejret. i tre-fire dage. jeg opsøgte ikke det heller. og så dumt som det nu kan lyde nu, så tvivlede jeg oprigtigt på om jeg havde mistet alle mine venner, eller at jeg ikke havde venner. og aldrig har haft det. jeg blev tvivlsom og skræmt af alle tankerne der fyldte i huset. det rungede fra opgangen til køkkenet til mit soveværelse. jeg måtte lufte lidt ud. men jeg er også varsom for myg og insekter. mit vindue ligger lige ud til haven.

en rapper har kontaktet mig og efterspurgt om jeg kan lave et albumcover til ham og har derfor sendt mig demoer af sine sange. det er rigtigt death grips-agtigt. han er mega stor, optrådte på spot og distortion. det intimiderer mig sådan set. uu-vejleder har også kontaktet mig og spurgt mig hvad jeg vil og hvad jeg havde tænkt. det er rigtigt fremmedgjort af hende. jeg har ikke startet på coveret endnu, jeg har heller ikke søgt ind på HF’en. jeg ved jeg skal begge ting så straks som muligt skønt jeg ikke har en definitiv deadline. og dog kan jeg mærke presset og risikofaktoren fostre helt op til ørerne og tindingen. det har siddet der i nogle uger nu. jeg prøver at presse det ud med fingrene.

jeg savnede min veninde og spurgte om vi ikke snart skulle ses. så tog hun ind til aalborg dagen efter og så gik vi rundt og havde svært ved at rumme vejret og graderne sammen. vi fik også sat nogle ting på plads og definitive planer blev fastlagt. det var godt. jeg græd da jeg kom hjem, jeg ved ikke hvorfor.

fredagen i går var rigtig god. det er lang tid siden jeg har følt mig så fri og ubekymret. og grim på samtidig. for det kunne være ligegyldigt her. det startede ud på vics så på havnen for at ‘pregame’ som theo, marvin og anton kaldte det. jeg grinte lidt af det. pludselig tog vi til dall villaby og der var julius, jordan og kimmy. nogle herresøde fyre jeg kan savne rigtig meget. julius og jeg spottede hinanden fra langt afstand og så gav han mig en kæmpe krammer. jeg følte mig slet ikke uvelkommen, da jeg mødte op. der var sådan 15 fyre og jeg mødte op med tre af dem. alle søde som den næste. jeg var dj og drillede dem med skodpunk. de var alle fascineret af mit hjemmerul; så følte man sig lidt 16 igen. det er okay. vi tegnede flere meters hagekors med vores støvler i sandet til børnene af dall villaby næste morgen. og trampede på nogle skilte. det er tænkeligt jeg havde en så god aften, fordi jeg på tide var sand teenager igen

i går, som famøst bliver kaldt lørdag, var kaotisk og fyldte næsten to dage føltes det som. vågnede kl 13. eller ærligt talt kl 9 og så 10 og 12. det var anton der prøvede at vække mig. er ikke just morgenmenneske så det rørte mig ikke. og jeg rørte mig ikke. han var langt borte, da jeg rent faktisk stod op. han skrev til mig og fortalte mig alle de ting jeg havde sagt til ham i min morgenmuggenhed. jeg undskyldte meget. og gjorde klar til dagen, der for andre var aften. jeg spiste hos min bror og fejrede de 21. han skulle i gaden senere og vi aftalte at mødes. tog ind ved 22tiden og mødtes med anton og nogle øller. kan ikke tælle på mine små hænder, hvor mange jeg mødte der havde været i mine tanker på det seneste. i min store savn. hoveder jeg ikke havde set i over et år og nogle i måneder og andre i et par dage. det var dog ligeså godt at se den første som den sidste. jeg var også i byen med min bror for første gang. vi har altid snakket om det. han ville i gaden, jeg ville heller på bar. jeg tog ham under armene, fordi han var fuld, men også fordi jeg havde i sinde at introducere ham for mit stamsted. han havde svært ved at være i røgen og tabte i mejer, men han fik et indblik i min verden, det forstod han godt. jeg så solopgangen med anton i slotsparken. den var flot og vi var grimme. jeg lærte, hvor sensitiv han egentligt er. vores venskab blomstrede. vi er meget sammen for tiden. han er dog bedst på tomandshånd. arj, han er altid god, for han er altid sød mod mig.

så blev det søndag. mia kommer hjem til mig og bliver til tirsdag, fordi hun har fået nogle vagter i aalborg. jeg glæder mig til at være i hendes nærvær igen. de næste uger er proppet, og jeg har ingen fridage. så skulle man alligevel havde nydt at være ene og alene for en stund. jeg håber, jeg får tid til at tænke. 

[redpandasunburn]

Asperger er ikke en østerriksk skihopper

Inspektør Hans Ask Berger gikk ikke ut for å spy. Han så for seg gjerningsmannens ferd gjennom huset. For mye lyd, for mye lys og for mye mørke ga fritt spillerom. Alle de pene unge menneskene. Det kan ikke ha vært noen vanlig kniv eller noe sverd som var brukt til å pynte på de tykksmurte maskene og all den plastiske troverdigheten. De vred seg fortsatt i smerte, mens ambulansepersonell løp ut og inn mellom førstehjelp og egne spykuler. Alle ofrene var i live — med ett unntak.

- Hvorfor henne? Hvorfor alt dette her — så fullt av folk, vitner, bare for å drepe henne? Det må være en voldsom blanding av pulver, røyking, drikking, piller og sprøyter, mente Thorvín, halvt ut i løse lufta, halvt til hvem det nå var han ga blaffen i at var kommet på plass utenfor synsvinkelen midt i rommet.

- Tvert imot, sa Berger dempet.

- Det var nok festens eneste edru gjest. Ubuden, for sein og knapt innom.

- Men hvorfor akkurat henne?

- Silikon.

- Faen, jeg vet det er silikon, hælvete, jeg har aldri, all! dri! lurt på hvordan det der ville sett ut!

Thordín hadde ledet ni av ti mordsaker i landet de siste 15 årene, med unntak av 22/7 og 18/5. Nå hadde han fått 2/11 i fanget, og han var ikke glad for å havne under Ask Berger. Han hatet folk som ikke kunne miste fatningen. Det eneste han hatet mer, var folk som ikke drekker. Det var de to mest sympatiske trekkene han kunne telle opp om inspektøren i politidistrikt Viken, Innland, Sørland, Värmland, Västra Götaland og Jylland.

- Hans, din jævel, han dreper ho ikke for silikona! Det er flere med silikon her! Mange flere!

- Men ingen med så mye innvendig plastikk på ett sted. Ingen skulle dø. Det var en ulykke. Se på lysriggen. Den er smelta ihop med hele brøstkassa hennes. Ikke akkurat sparepærer det der. Et rent uhell.

- Hælvete, Hans — du og den aspergern din hører hjemme i hælvete. Hadde den blitt der, hadde vi ikke hatt bibern. Bare Aspergers bok. Faen ta deg.

Thordin gikk ut en luftetur, og kom tilbake med to meter torky rundt snuta. Berger strakte han en kartong vann uten å løfte blikket.

- Også på en så liten plass, sa Thordin som om han hadde vært midt i en setning.

- Det finnes ikke små plasser. Folk er folk overalt, svarte Berger rolig, mens han løftet en kabel bort fra liket med en teleskopbatong.

- Må ikke ta livet av lampa, da, lød det gående fram fra inngangen.

Arlinn Skoog hadde mange mellomnavn, men en besparende praktisk sans.

- Hans. Joachim.

Det var hennes måte å hilse høflig på.

- Asperger. Tourettes. Oliver Celine Davidoff, repliserte Berger.

- Tourettes, du din...

Thorin avbrøt seg selv og gikk demonstrativt ut til ambulansene med en håndbevegelse som å legge fra seg rattet og stenge førerdøren.

- 55 skadde, 18 kritisk, liten fest, ramset Skoog opp.

- Grunne hakesår alt sammen?

- Hake? Hakke? Kniv? Du mener som en entrehake på en liten båt?, spurte hun.

- Nei, en sånn liten kniv med kort, bøyd blad. Kan minne litt om is-staver. Det kalles blant annet karambit. Det blir som knokejern, bare med en liten huggert som vender ned. Ofte bare én ring. Sjeldent våpen. Krever stor kraft, men gir deg både god kontroll og stort spillerom; Du så flere av de skadde hadde lange siksaksår.

- Hakke, fastslo Skoog kort.

- Vært nesten like mye mobba som meg den fyren her.

Berger snakket som om han skulle levere datamaskin til oppgradering.

- Eller dama, fastslo Skoog.

- Isåfall ei som har vokst opp med naturlig testosteron i muskulaturen.

- Kanskje vi skal hente inn Salima Beijafloor fra Christianshavn?

Arlinn Skoog hadde akklimatisert seg til empatifritt tonefall nå. Man kunne se på hvordan hun skjulte systematikken i bevisinnsamlingen rundt liket at hun satte pris på roen og avdramatiseringen som bredte seg da Thorin gikk ut.

- Du vet at du kan det der bedre enn en psykiater som aldri er blitt skutt, sparka eller påkjørt?

Skoog smilte stolt av bemerkningen fra kollegaen.

- Arlinn er bare helt genialt, sa han like tørt, men det forsterket bare budskapets sympatieffekt.

- Du må ikke gjøre ting for lett for meg, da, Hanse-jenta vår, flirte Skoog i det en grimase overtok ansiktet hennes, mens hun fisket fram en terminal det silikonen hadde dryppet ned og størknet.

- Du har sett den her du, sa hen mer enn hen spurte.

- Er det en Apple eller noe kinesisk?

- Ericsson, Hans. Equiphone Ericsson. Den er ikke i salg ennå.

Hen tok resolutt en hånd på avdøde for å legge fingeravtrykket på terminalen, men fant ikke noe sted å legge det.

- Implantat, sa Berger.

- Hæ? Eget...

- Nei, universal, avbrøt han.

- Terminalens ID programmeres på jentas brikke.

- Jeg blir aldri vant med at mennesker hundemarkerer ungene sine, sa Skoog oppgitt.

- Katte, sa Berger.

- Hunder, sau, ku og svin merkes på øret. Katter og mennesker har chip i arm eller bein.

Hen prøvde seg fram langs armene.

- Den lever. «Hei, Beata», sier den, sa Skoog.

- Polsk, sa Berger.

- Potet, mente kollegaen.

- «Vasket Beate» er ikke egnet til steking.

- Hans! Den kjeften din. Joachim har faen meg rett, altså.

- Men ser ingen verdi i å se bevisene på stedet. Må ha alt pakket og servert som take-away, sa Berger i sitt sedvanlig nøytrale toneleie.

- Ikke noe endrer på at dette er en hatsk jævel som behandler alle likt. Han rakk ikke gjennom hele gjestelista. Det virker som om han bare har gått inn, snudd, og gått hele veien ut mens han har slått og veivet rundt seg med karadongen, foreslo Skoog.

- Karambit, sa Berger.

- Det blir mye å gjøre, da. Førr skadde som må avhøres på kammeret. Har de i det hele tatt såppas plass her ute i feriekolonien?

- Det er et eneste stort selskapslokale nå, det gamle rådhuset fra da det var kommuner, kunne inspektøren fortelle.

- Tvedal skulle aldri vært by, mente Skoog.

- Aldri er så absolutt, liksom. Det er jo en by i helgene og om sommeren. Skifter mellom by på norsk og på svensk, kan man si. Men vi må begynne å forhøre de lett skadde nå. Kan ikke vente på bemanning. Vi to og Jocke. Vi får bare ta håndsopprekning på hvem som tror de kjente igjen fyren, og starte derfra, kommanderte Berger.

- Tenk om de har sett et helt annet våpen, sa Skoog tørt ertende.

- De har ikke sett våpenet i det hele tatt, sa Berger uten tegn til fastslående tone.

[livetsomsindssyg]

tw

opdatering fra dag 2 (1 i tvangsøjemed) på tosseanstalten. havde meget tæt opsyn i dagvagten (havde det også af helvedes til) og behandler M kom for at besøge en anden patient og stak lige hovedet ind til mig og trykkede lidt på mine fingre og var lidt sammen med mig (vil tillade mig at kalde dette dagens højdepunkt). er blevet opsøgt af min kontaktperson i aftenvagten to gange (fra kl. 15 og klokken er nu 20.45), den ene gang var da hun kom ind med aftensmad. har den samme i går. hvor det var lidt det samme billede - selvom jeg kan læse i min journal jeg stod til 15. mins observationsplan. flot. hun sender virkeligt også nogle kællingevibes ud, så på en måde er det rart nok hun ikke kommer ind og spreder dem udover det hele hvert 2. sekund. stadig ikke overflyttet til psykoseafsnittet. de andre patienter er i det mindste forholdvis rolige her, og det kan man sjældent regne med de er ovre på psykose - så det kan da nævnes som et plus ved jeg ikke er blevet flyttet hvis man altså skal se positivt på det - og det skal man ikke. det kunne være rart med noget personale der kendte mig og som jeg er tryg ved. som tør tilbyde deres hjælp og komme tæt på fordi de ved jeg ikke flipper ud. bilder mig ind det er derfor personalet herovre holder sig lidt på afstand. 

har stadig ikke talt så det er omkring 4 dage nu jeg ikke har været i tale. her til aften har jeg haft det sådan at jeg godt ville kunne komme i tale uden det ville kræve de store krumspring fra en samtalepartners side. som i hvis jeg havde været hjemme var jeg kommet i tale by now. men når der ikke er nogen der spørger mig om noget er det selvfølgelig også lidt svært at få afprøvet den teori.

den der nærmest har været mest interesseret i mig er en medpatient jeg har givet navnet vagabonden. han har sådan en slags kaptajnshat med mærker syet på der giver mig associationer til en landevejsrytter. rigtig flink type. spurgte hvad jeg hed og jeg skrev til ham på min telefon og viste ham. så er der moderen. det navn har hun fået fordi hun gik rundt med en bamse på armen i går aftes og var ved at give mig hjertestop fordi jeg troede hun gik rundt med et spædbarn inde på lukket afd. hun går og råber lidt en gang imellem. tror hun råber til mig nogle gange, men når aldrig at høre hvad hun siger. så er der også prutte-bøvse-manden. en udenlandsk udseende lidt ældre herre der har det fedeste bonghår. han går frem og tilbage ude i gårdhaven og - som navnet antyder - prutter og bøvser. jeg har seriøst aldrig mødt nogen med SÅ meget luft i maven. han kan nå at slå i nærheden af 10 bøvser og 5 seriøse prutter på den tid det tager mig at ryge en smøg. og vi snakker ikke sådan nogle sivere, men virkeligt seriøse maskingeværssalver varende flere sekunder. meget imponerede. 

ellers har jeg ikke lavet så meget, jeg har sovet, været på TikTok (ja, har downloadet det selvom jeg er alt for gammel, men jeg lurer bare og så er det vel i orden - eller måske endnu mere creepy) og hørt musik. overvejer at høre min mormor om hun vil komme på besøg i morgen hvis jeg får talen tilbage. og ikke har det ligeså ringe som jeg havde hele for- og eftermiddag i dag. har stadig ikke selvskadet på trods af at stemmerne har plaget mig med det hele dagen, har udskudt det og da jeg så det var kællingevibes der var min kp igen i aften nægtede jeg simpelthen at gøre det for kan lige forestille mig hun er typen der ville skælde ud for det. desuden ville personalet jo først finde mig engang i nat med det observationsplan hun kører og ved bare at jeg ikke får lov af stemmerne til at selv sige det bagefter. 

edit: min kp kom så ind, lige efter jeg har postet, og kigger helt undskyldende på mig og siger “jeg skal jo bare lige kigge til dig en gang imellem”. ja tak, nu er det også 3 timer siden du har været her sidst, så det er da virkeligt en gang imellem, men fair nok, tak for kigget. fik den sædvanlige “er der noget du mangler” så det var der jo ikke meget fremdrift i. here’s to hoping i’m getting moved tomorrow

[themuzungos-blog]

Uke 43

23.-30. oktober

Karoline

Da er det min tur til å skrive innlegg igjen, og slik som tida flyr er det ikke greit å skulle huske hva vi gjorde for en uke siden. Men her kommer en liten «update» på det jeg husker.

Uken begynte med stekende sol, så vi tenkte vi skulle tilbringe dagen ved bassenget på Mountains of the Moon hotell. Jeg og Nathalie hadde en avtale om å møte en av strikkedamene på YAWE for å kjøpe garn. Vi ville begge kjøpe noen varmere gensere. Jeg har innsett (egentlig for lenge siden) at jeg ikke var forberedt på et kaldt Uganda. Altså, det er jo som sommertemperaturen hjemme, så direkte kaldt er det jo ikke. Men jeg har rett og slett ikke pakket med meg riktige klær. Uansett… Etter å ha gått et stykke i solsteken, og lett og diskutert garntype og -farge, og kommet tilbake til huset, var vi alt for sliten til at vi orket å dra ut igjen til hotellet. Det så også ut som det skulle komme regn. Jeg endte opp med å slukne inne. Og det kom ikke noe regn! Jeg tror at Nina og Siri hadde en perfekt dag ved bassenget.. Jeg var veldig misunnelig. Spesielt på brunfargen de kom hjem med…

Mandagen endte med frisbee, som vanlig. Da jeg kom hjem var det rett inn for å delta i et møte med alle i huset. Og nei, det var ikke tid til å dusje, og heller ikke å legge fra seg tingene. Det var et viktig møte. EN person måtte nemlig flytte inn på rom igjen med en annen. Til nå hadde vi alle hatt enkeltrom i ca 1 og 2 uker, og vi hadde i utgangspunktet blitt lovet eget rom resten av oppholdet. Siden ingen ville melde seg frivillig til å bytte rom, trakk vi lapp. Og det ble selvfølgelig meg. Jippi….. Heldigvis var jeg så heldig at Nina ville flytte inn med meg siden jeg hadde størst rom. (Det er veldig koselig å dele rom med Nina altså!! ..Alenetid får vi bare spare til vi kommer hjem).

Tirsdag hadde vi avtale med håndtverksgruppa fra YAWE. Det var tid for de siste intervjuene til prosjektet. Det gikk bra. Vi endte alle opp med å kjøpe med noen ting fra dem. 

Til middag hadde Nina laget deilig falafel i chapati. Hun begynte tidlig på dagen, fordi kjøkkenet bestandig er okkupert til middagstider. (Nathalie sier: Jeg hadde tenkt å hjelpe til, men så døde jeg på sofaen). MATEN VAR KJEMPEGOD!! På kvelden så vi film og koste oss.

Onsdag dro jeg, Siri og Nina på outreach med YAWE. Det var informasjon, testing og rådgivning om HIV. Underveis begynte det å regne så kraftig at vi ikke hørte noen ting inne i klasserommet. Klasserommet hadde heller ikke lukkede vegger, så lyden fra regndråpene trengte lett inn. Siden vi ikke hørte noen ting bestemte de for å avslutte foredragene. De gjorde ferdig testing og rådgivning, og så dro vi tilbake. Vi måtte dytte-starte bussen (i regnet). Alle passet seg for den svarte røyken denne gangen (etter episode med Svarte-Per-Siri).

(Siri alene i regnet på outreach)

Torsdag hadde vi bestemt oss for å ta en shoppingrunde. Vi dro innom flere butikker og handlet både ting til oss selv, og mange julegaver. Jeg og Nina dro til et mindre område litt utenfor hovedgata, for å lete etter hår til henne. Det begynte selvfølgelig å regne, så da vi kom fram til butikken vi lette etter hadde den stengt pga regnet. Vi måtte snu. På vei tilbake ser jeg at det kommer en mann humpende etter oss, med armene strukket rett ut til sidene. Jeg ble redd og trodde han skulle nappe med seg veska mi. I det jeg hylte tok han et kraftig tak i den ene rumpeballen til både meg og Nina. Vi ble så overrasket, at vi ikke klarte å få fram noen fornuftige ord. Nina ropte noe til han, og hadde han vært nærmere tror jeg at jeg hadde slått, i rent forsvar. Vi følte oss skikkelig frustrerte og sinte, og at vi burde gjort noe.. men hva kunne vi egentlig gjort? Mange menn stod i bodene i bakgrunnen og lo høyt av hele seansen.. Ekkelt…

Fredag var det tid for Halloween arrangement på YAWE. En av de frivillige fra USA hadde ordnet i stand mange ulike konkurranser og aktiviteter. Vi kledde oss alle ut; Nina som Cowgirl, Siri som pirat, Nathalie som «creepy» dukke og jeg som gammel dame.

 Nathalie hadde sminket meg, og det endte opp meg at jeg vant konkurransen for beste kostyme. Hurra! Nina var prøvekanin for å fiske eple fra en balje med vann, med munnen, og etter henne var det mange andre som ville prøve. Nathalie var stolt over å ha skjært ut sitt første gresskar, og Siri håpet å skulle bli plukket ut til å bli surret i dopapir i en mumie-konkurranse. Hun fikk surre da, men ikke bli surret (surr, surr, surr). På kvelden arrangerte Siri og en av masterstudentene i huset «Jeopardy». Det er et quiz-liknende spill, hvor man satser en sum på svaret man avgir. Jeg deltok, selv om jeg ikke liker quiz, og endte opp med en nest siste plass. Nina vant!!

Lørdag var jeg med på danseundervisning på YAWE. Jeg møtte opp kl 2, siden det hadde vært et «akkurat-tidspunkt» forrige øving. Da fikk danserne til og med tilsnakk fordi de måtte skjerpe seg på å komme til akkurat oppmøtetidspunktet kl 2. Men i dag kom ikke treneren før halv 5… Uansett, når han kom, danset vi gjennom to danser (en var ny for meg). Deretter øvde de på et skuespill, hvor jeg fikk en snakkerolle. Jeg skulle improvisere på engelsk, og snakke om en rik venninne, som ikke hadde peiling på gutter. Noen ganger snakket de andre rutooro imellom seg, slik at jeg ikke hadde peiling på hvordan jeg skulle reagere. Jeg jattet med, og laget sikkert en ny vri på det hele.. Haha… På kvelden tok vi imot veilederen vår (og en annen lærer) fra HiOA. Vi møtte dem på restaurant ute. De hadde hatt en lang reise (fly fra Norge, og så rett i bil i 7 timer).

Søndagen brukte vi først til å vise besøket vårt rundt i byen. Deretter ble vi med dem til hotellet deres for å jobbe med oppgaven. Vi fikk gode tilbakemeldinger. Vi snakket også om oppholdet vårt her, om gruppesamarbeid, bosituasjon, arbeidsoppgaver og fritid, mm. 

(Siri veldig bekymret for tilbakemelding)

Mellom tilbakemelding og middag fikk jeg tatt ut flettene mine. Nathalie og Nina gjorde det ute fordi strømmen var gått, og etterhvert måtte Nina ta i bruk hodelykta mi. Vi så også en helt nydelig solnedgang.

På kvelden spiste vi en treretters middag, på et langbord sammen med alle gjestene på hotellet. Det var veldig hyggelig, og hotellet var superkoselig.

Da vi kom hjem skulle jeg bake kake til Siris bursdag (dagen etter). Vi hadde gjennom hele dagen prøvd å avtale noe, uten at Siri skulle få noen mistanke. Det skulle vise seg å være enklere sagt enn gjort. Først, når vi skulle handle på butikken prøvde vi å dra uten Siri. Vi sa at hun og Nathalie kunne gå hjemover, mens jeg og Nina handlet. Kort tid etterpå kom Siri på at «Jo, men jeg trenger jo brød!». Mens jeg og Nina stod og holdt kakelysene, kom hun selvfølgelig inn. Nina løp bak nærmeste hylle for å gjemme dem. Det ble en klein samtale hvor jeg prøvde å ikke røpe noe. Senere den kvelden, da jeg kom inn på rommet mitt, fant jeg Siri sittende midt oppå (de små skjøre) kakelysene. Jeg hadde prøvd å gjemme dem under pleddet i senga mi. Jeg kunne ikke si noe, så jeg måtte bare stå der og se på at hun sakte men sikkert knuste lysene… Hun kom også inn på rommet da jeg og Nina prøvde å planlegge morgendagen… Siri ass… En helt uskyldig spoiler.

På mandagen overrasket vi henne med muffins jeg laga natta før, og med sang. Nina hadde sovet inne hos Siri og passet på at hun ikke stod opp for tidlig. I gave ga vi henne to baconost og en melkesjokolade vi hadde fått veilederen fra Norge til å kjøpe for oss. Hun ble veldig glad og litt rørt for oppmerksomheten.

Senere var veilederen og læreren med på YAWE på mandagsmøte. Etter det dro de hjem, og jeg ble med YAWE på outreach. Det var igjen informasjon og testing av HIV, men denne gangen ikke til en skole, men på et helsesenter for hele befolkningen til et større område. Det virket som et større arrangement, da det var satt opp flere telt med stoler og bord til folk som hadde pyntet seg. De så viktige ut. Jeg var med å danse den ene dansen jeg har vært med på før, og hele publikum brøt ut i latter da jeg kom på. Helt ærlig vet jeg ikke om det var fordi det var innmari komisk å se en Msungu danse deres tradisjonelle dans, om de likte det, eller om jeg var latterlig dårlig… Midt under dansen kom det en dame bort til meg og tok meg i hånden. Jeg trodde først at det var en av danserne. Jeg var alt for opptatt med å prøve å kopiere det danserne gjorde, til at jeg så hvem det var. I hånden hadde jeg plutselig en tusenlapp (2 kr). Jeg så opp og så en damen bevege seg ut av «scena». Jeg ble helt satt ut, og visste ikke hva jeg skulle gjøre. Etter halve dansen var ferdig gravde jeg i BH’en for å putte den der (og ja, jeg er sikker på at alle så det…). Jeg hadde lyst å dele pengene med hele dansegruppa, men det var for lite til at jeg kunne gjøre noe særlig. Jeg bestemte meg for at jeg heller kunne kjøpe noe til alle sammen på neste øvelse.

Etter å ha skiftet og satt meg ned etter den første dansen, ble jeg plutselig tilkalt av danselæreren. De trengte en ekstra damedanser til neste dans, og da ville de ha meg. Og hvis dere lurer, så kunne jeg ikke dansen!.... Men jeg ble litt motvillig med likevel. Det var veldig artig, men også skummelt. Dette var en annen type dans, hvor fotarbeidet og rumpa går samtidig i ulike retninger. Denne dansen trengs mye mer øvelse, helt klart. Jaja, vi få se om jeg rekker å lære meg den før jeg drar hjem.

På kvelden var det tid for bursdagsfeiring på restauranten Dutchess. De to belgiske frivillige fra YAWE, masterstudentene og Sim (den nye i huset) ble med. Etterpå dro jeg, Siri, Nina og de to belgiske ut og danset. Det var nesten ingen andre ute, men det var i grunn greit for da fikk vi hele dansegulvet for oss selv og ingen ekstra oppmerksomhet.

Hei og hopp! Takk for meg.

[c0defort-blog]

6 råd til en fantastisk voksbehandling derhjemme

Sådan vokser du dine ben hjemmefra som en professionel

6 råd der giver dig den blødeste og glatteste voksbehandling som du altid har drømt om.

Der er ikke længe til at det bliver varmt nok til kjoler og shorts eller måske badetøj. Du bør derfor overveje at skifte til voks i stedet for barbering.

Voksbehandling gør ikke kun at hårene vokser ud tyndere, men kan også føre til at hårene slet ikke vokser ud igen, altså aldrig igen. Lyder det ikke dejligt!?

Men at få det gjort i en salon er utroligt dyrt. Og at gøre det der hjemme, altså rive hårene ud med rødderne, er ret skræmmende.

Eller er det? Vi har fornyligt talt med Pernille Petersen som er hårfjerningsekspert og kosmetolog. Hun har mange års erfaring inden for området og ved en ting eller to om at mestre den rigtige teknik.

Læs videre og få alle detaljerne med om hvordan du får de bedste resultater derhjemme, plus nogle insider tips. Barbering er bare så meget sidste år.

1. Vent ikke til du ligner en trold

Du tøver måske med at komme i gang med voksbehandlingen fordi dine hår ikke er lange nok til at voksen kan få ordentligt fat.

Men det er ikke nødvendigt at vente så lang tid længere, da nyudviklet voks kan klæbe til dine hår, når de bare er 3-5 mm lange!

Teknologien i dag har ændret voksens effektivitet og tillader folk at fjerne deres hår med sådan en kort længde. Det er ikke lang tid siden man måtte gå rundt med behårede ben og armhuler. I dag er 5 mm ingenting.

2. Forbered din hud korrekt

For at få de bedste resultater, er det vigtigt at exfoliere før du vokser. Men gør det 24 til 48 timer før, ellers risikere du forøget irritation. Brug en scrub for at slippe af med laget af dødt hud – det vil hjælpe voksen med at klæbe bedre fast til hårene.

Er du bekymret for smerte eller at din hud reagere på voksen? Hvis du har sensitiv hud eller allergi, kan du tage en antihistamin eller Ipren omkring 30 minutter før du vokser. Brug IKKE is til at lamme huden inden. Selvom det måske lyder som en god idé at fryse huden, vil det gøre at huden trækker sig sammen omkring hårsækkene og gør det sværere at rive hårene ud, siger Pernille.

Når du er klar, skal du vaske området med en skånsom sæbe og vand, lad det tørre helt. Brug ikke creme eller olie inden du vokser, da det vil påvirke voksens virkning. Brug ikke en toner eller desinficerende sprit, det vil få huden til at lukke porerne omkring hårene.

Køb PearlWax Startpakke Deluxe her >>

3. Voks på det rigtige tidspunkt

Sikr dig at du ikke har travlt – voksning er en proces, det er ikke noget man bare lige kan gøre på 10 minutter. Siger Pernille. Du bliver nødt til at sætte tid af til det, en time er passende til en ordentlig behandling.

Voks ikke når du er stresset. Har du en vigtig deadline, jobsamtale, eksamen eller sågar menstruation? Så vent. Når du er stresset, nervøs eller anspændt eller har din menstruation, bliver smerten forøget kraftigt, da nerveenderne er mere følsomme, siger Pernille.

Sikr dig også at rummet du vokser i er lunt. ”Du vil have huden til at slappe helt af” siger Pernille. ”Jo mere afslappet din hud er, jo nemmere kommer hårene ud”.

4. Voks på den rigtige måde

Okay, er du klar til at gøre det? Det første du skal gøre er at læse de vedlagte instruktioner der hører med PearlWax sættet. Der forklares der nærmere om hvordan du forbereder voksen og heateren. Du vil helst arbejde med et område af gangen, hvorfor forklarer vi lidt længere nede.

Smør voksen på med hårene, lad voksen tørre.

Hold huden stram med en hånd, og med den anden, river du voksen af mod hårene. Hiv voksen af langs og ikke væk fra huden, så tæt på huden som muligt. Tænk ikke for meget over det, inden du river voksen af, det bliver det ikke nemmere af. ”det bliver faktisk mere smertefuldt af det”, siger Pernille. ”Baret tag en dyb indånding og gør det”. Det er en proces, så tag det med ro!

Efter du har revet voksen af, skal du holde hånden på området for at nedtone smerten.

Hvis du vokser et lidt kompliceret område som under armene, så få en ven til at hjælpe. Du har brug for begge hænder, en til at holde huden stram, og en til at hive voksen af. Siger Pernille. Voks ikke et område hvor du ikke kan bruge begge hænder.

Stol på mig, hun har ret. Jeg vidste det ikke og lærte det på den hårde måde. Jeg voksede mine armhuler alene, og det var virkelig smertefuldt! Det gik fint imens jeg voksede, men natten og dagene efter, gjorde det virkelig ondt. Mine armhuler var virkelig ømme. Næste gang ringer jeg i hvert fald efter hjælp.

5. Giv din hud kærlighed efter behandlingen

Det virkelig vigtigt at du giver din hud noget beroligende efter voksningen. ”Jeg anbefaler altid olie” siger Pernille. ”Olie har evnen til at nedsætte irritation og rødmen næsten med det samme. Olie er også godt til at fjerne voksrester fra huden.”

Ingen olie derhjemme? Intet problem. Prøv noget beroligende Aloe Vera creme. Det fjerner ikke voksrester, men de vil forsvinde af sig selv. Tag det ikke af med fingrene, der er ingen grund til at irritere huden yderligere.

Hvis din hud er meget rød eller øm, (eller måske bløder lidt?), er det ikke normalt – det er resultatet af forkert voksning og mangel på hjælp (f.eks. hvis din hud ikke er blevet holdt stram). En anden ting jeg har lært på den hårde måde. Tag den med ro og lad din hud hele.

Undgå altid solarium eller solbadning og varme, fugtige miljøer såsom spabade og swimmingpools efter behandling for at minimere risikoen for en infektion.

6. Vedligehold dit resultat  

Vi har alle sammen hørt om eller oplevet på egen krop, de berygtede indgroede hår der kommer efter hårfjerning. Får at undgå dem, skal du blive ved med at exfoliere og fugte regelmæssigt for at undgå et lag af dødt hud.

Når du begynder på at vokse, skal du holde dig til en fast plan. Hår gror oftest ud igen efter fire eller seks uger. Hvis du voksede efter seks uger sidst, skal du ikke vente otte uger med at gøre det igen.

Hvad gør du hvis du har fået et last-minute tilbud på en ferie – og du er fristet til at bruge en anden hårfjerningsmetode? Så lad være. Nøglen til gode resultater med voksning er at blive ved med at vokse. Voks ikke den ene uge og barber dig den næste, og voks derefter igen, og brug så hårfjerningscreme derefter. Du bliver nødt til at være konsekvent, hvis du virkelig vil have det bedste resultat.

Konklusion

Hvis du tager dig tid til at øve den rigtige teknik, er voksning vildt nemt, effektivt og en billig måde at fjerne hår på derhjemme. Prøv det!

[baobabproject-blog1]

8. Marts

Jeg vågnede op til en national strejke i den offentlige transport. Men solen skinnede, og jeg besluttede mig for at købe en cappuccino og gå de 4 kilometer, jeg har fra mit hus til lejren.

Jeg kom senere frem end planlagt, hvilket betød, at de frivillige som havde delt morgenmad ud, var taget afsted, da jeg kom. Jeg hilser på et par velkendte ansigter, men kan ikke spotte nogen af mine faste kilder, hverken Ibrahim, Zakarias eller Issa, som jeg mødte i lørdags. Der står et par kasser med æbler stablet ved indgangen, som tiltrækker lejerens immigranter. Jeg før øjenkontakt med en ung mand, der sidder inde i hovedteltet, og beslutter mig for at gå hen og hilse på ham.

Han hedder Jackie og er fra Etiopien. Han har kun været i lejren i en månedstid, og det er hans første møde med Europa, efter at være sluppet igennem modtagelsesprocessen på Sicilien. Han fortæller om sin tur med båd fra Libyen til Europa, 19 kolde, våde timer uden redningsvest, i november, kun iført t-shirt. Han spørger om jeg ryger, og jeg siger, at det gør jeg ikke - og fortæller at jeg løber meget, så jeg prøver ikke at ryge. Så lyser han op, og fortæller at han plejede at løbetræne i Ethiopien og drømte om at løbe atletikstævner. Men så blev situationen usikker i hans landsby, han var nødt til at flygte til Sudan, og der kunne han ikke løbetræne, men begyndte at ryge og drikke alkohol. Vi joker med, at når han får lov til at komme videre fra Italien, så kan vi løbetræne, stille op til et marathon og se hvem der er hurtigst.

Jeg forklarer hvem jeg er, og hvad jeg gerne vil med projektet.

Vi er alene i teltet, indtil en af lejrens afrikanske beboere kommer ind og sætter sig på en bænk over for os. Jeg er optaget af snakken med Jackie, så det tager noget tid, før det går op for mig, at noget er galt. Manden ridser mere og mere aggressivt med hvad der ligner et stykke plastik, eller en plastikkniv, i sin håndflade, indtil det bløder. Jackie forsøger at få ham til at holde op. Manden går hen og fører apatisk sin blodige håndflade frem og tilbage over teltdugen. Så tager han en betonblok og kaster ned i jorden, så den går i adskillige stykker. Han virker ustabil og vred. Han sparker til et bord, så det vælter. Bøjer sig ned og samler en flaske op. Vender sig mod os og bevæger sig målrettet i vores retning. Jeg ser spørgende og en smule panisk på Jackie og forsøger at aflæse hans reaktion. Jeg overvejer hvilke muligheder jeg har for at nå udgangen af teltet. De er ikke særlig gode. Jeg overvejer om Jackie vil forsvare mig - det virker sådan, men jeg er i tvivl om, hvorvidt han kan lykkes med det, hvis det er mig, manden går efter. “Don’t worry about him, it’s okay,” siger Jackie stille og opfordrer mig til ikke at kigge på ham. Jeg spørger, om det ikke er bedst, hvis vi går ud af teltet. Men det mener han ikke er en god idé lige nu. Jeg er i tvivl om manden bliver vredere hvis jeg kigger væk eller kigger på ham. Så jeg kigger på Jackie. Manden stopper op, kigger mig i øjnene. Så går han forbi mig, ud af teltet og smadrer flasken på jorden.

Nu griber en gruppe af lejerens beboere ind, og får ham til at falde ned. Senere fortæller Elias, fra Marokko, at manden var helt normal, da han ankom til lejren, men efter at have boet der et par uger, slog det klik for ham. Jeg holder øje med ham resten af dagen, og han befinder sig i hvad der virker som en blanding af konstant psykose og tvanghandlinger.

Han bliver ved med at cirkulere rundt i teltet, og da han er i den fjerneste ende, foreslår Jackie, at vi går ud af teltet. Jeg synes, det er en mægtig god idé og ånder lettet op, da vi går over til hans venner, som er fra Eritrea. Jackie er lejrens eneste etiopier.

Jeg hilser på Johannes, som er “lederen” af eritreanerne. Vi snakker om kristendom - de er orthodokse. Jackie bliver stresset af lejrens arabiske beboere. De ryger hash og kommer op og toppes hver aften, fortæller han. For et par dage siden, væltede de ned oven i hans telt, mens han sov. Jackie vil gerne til Frankrig, der er hans forældre og hans søster. Men han har ikke penge til en togbillet. Han ved ikke hvad han skal gøre. Han slår ud med armene og begynder at blive ophidset. Hvad skal han gøre? Hvordan skal han komme til Frankrig? Han kan prøve at snige sig på tog uden at betale. Hans familie har ikke mulighed for at sende ham penge - hvad skal han gøre? Jeg ved det ikke, siger jeg.

Johannes to brødre og far døde i krigen i Eritrea for 12 år siden. Nu er kun hans mor tilbage - hun er stadig i Eritrea. Ingen af dem vil have deres ansigt på billeder. Jackie vil måske godt, i morgen, hvis jeg har cigaretter med. Johannes bliver sur, og siger, at det er korruption. Jeg overtaler dem til at lade mig fotografere dem, med ansigtet skjult. Så stiller de sig op med knyttede næver krydset foran ansigtet. Tag et billede af det her, råber de. Jeg spørger, om det betyder noget særligt, det de gør med hænderne. De fortæller at det er et meget stærkt symbol i Afrika, at det betyder fængsel, eller at blive holdt som fange.

De bliver frustrerede af at tale om deres situation, og jeg beslutter mig for at give dem lidt ro, og vil gå hen for at fotografere blodet på teltdugen fra episoden tidligere.

På vej mod teltet vinker Karim mig over til sig. Han sidder sammen med gruppen af marokkanere og tunesere. De synes, det er okay at jeg fotograferer. Jeg sætter mig ned hos dem. De er ved at varme mælk op, over et olietønde-bål. Den varme mælk blander de med enorme mængder supper, og jeg bliver budt en kop, som jeg pligtskyldigt nipper til. Karim er en slags leder i lejren - jeg har snakket med ham før, og vist ham en lille arabiske tekst min veninde Amalie, der er sprogofficer, har oversat for mig. Der står, hvem jeg er, og hvorfor jeg fotograferer.

En af lejrens frivillige har også introduceret mig for ham, og fortalt mig, at hvis der opstår problemer, så er det ham, jeg skal hive fat i. Det er hyggeligt at sidde omkring the-selskabet. Dem, der ikke vil fotograferes, flytter hen foran et andet telt.

Elias fra Marokko er den eneste, der kan engelsk, så han oversætter mellem arabisk og engelsk. Tarik fra Tunesien viser mig sine tatoveringer, flere af dem, har fået tatoveret en hilsen til deres mor. De begynder at sammenligne tatoveringer, og jeg viser også min beskedne G-nøgle, resultatet af en dum beslutning i 3.G. Jeg er inde i varmen.

“Mor”

En ung frivillig kommer hen og hilser på. Hun hedder Julia og det er kun hendes 3. dag som frivillig i lejren. Hun virker lidt fortabt, og siger, at hun ikke ved, hvem der leder lejren, eller er blevet introduceret til noget, og spørger mig til råds. Jeg må skuffe hende med, at jeg bare er fotograf og ikke ved noget om organiseringen. Hun sætter sig ved os, og taler med drengene, indtil nogle af de lokale ildsjæle dukker op med frokosten.

Uden for madteltet møder jeg Issa. Jeg bliver rigtig glad for at se ham, jeg har ikke kunnet finde ham efter jeg mødte ham den første dag i lejren. Issa har boet i Norge i 9 år (arbejdet sort), og taler flydende norsk.

Vi kommunikerer på norsk/dansk. Han er endt i lejren, fordi han blev taget ved den danske grænse og sendt tilbage til Italien. Det er uklart, præcis hvorfor han befandt sig ved den danske grænse - altså hvorfor han havde været uden for Norge. Men han blev sendt til Ellebæk. Jeg sidder her til aften, oven på det Issa fortalte om Ellebak, og er en smule chokeret. Det er et lukket fængsel under kriminalforsorgen, som bruges til frihedsberøvede asylansøgere. Hvorfor han er endt i Ellebæk, har han svært ved at forklare.Men han viser en lønseddel fra Ellebæk, hvor han arbejdede i køkkenet for 384 kroner om ugen (37 timer).

Syret.

Ifølge Issa, arbejdede han i køkkenet i to uger (som indsat) og så blev han sendt 15 dage i isolationscelle, fordi han gav ekstra mad ud. Nu er han taget til Italien, for at tage tilbage til Irak. Last Stop Italy, siger han. Alt er bedre end Ellebæk, fortæller han oprevet, og lader mig fotografere lønseddelen mod at jeg lover at strege CPR-nummeret over. Han lader mig også fotografere ham, ude af fokus, så man ikke kan genkende ham. 

Jeg får øje på Paolo, den ældre pensionist, og spørger ham, hvad hans rolle er. Han er altmuligmand forklarer han. Ligesom navnet på en James Bond film. Jeg spørger, hvad han skulle bruge Ibrahims nummer til, og han fortæller, at de skal bygge indgangen til lejren om i morgen, så det er nemmere at komme ind med vand til lejren. Jeg siger, jeg gerne vil fotografere det. Det synes han er fint, og fortæller mig at de går i gang efter frokosten i morgen.

Med en aftale på plads dagen efter, beslutter jeg mig for at tage hjem sammen med de frivillige.

Klokken er 15:30 og jeg har ikke fået andet mad, end den banan jeg spiste i morges, og så min cappucino. Jeg går de 4 kilometer hjem, så handler jeg ind, og laver mit første hjemmelavede måltid, siden jeg ankom til Rom. Det er som om, det først er i dag, jeg er faldet ordentligt til.

Da jeg overførte billederne til computeren, og gik dem igennem, for at se om alt var okay, dukkede billedet af den blodige teltdug op. For andre ligner det måske bare, at nogle har malet med orange farvekridt, men for mig var det en mavepuster.

Det var som om, morgenens begivenheder først ramte i det øjeblik. Der havde været for mange mennesker, skæbner og historier at forholde mig til, jeg havde ikke haft mulighed for at forstå, hvad der egentligt var foregået, før nu. Manden havde skåret sin håndflade op i ren og skær frustration. Apati. Nogle i lejren lever som var det et gratis, godt nok lavsi, hostel, et midlertidig stop på deres rejse til det rigtige Europa, men andre, som Jackie, og som den nu psykisk syge mand, er de fanget. De aner ikke, hvordan de skal komme videre.  I et stressende miljø hvor det flyder med skrald, lort og marijuana, uden struktur, men i stedet daglige skænderier, slagsmål og konstant uro.

Jeg tror ikke, han ville have knust flasken i mit hovede. Men jeg tror oprigtigt, han overvejede det.

Jeg besluttede at det ikke var godt for mig, at sidde derhjemme og søbe rundt i det. Så nu sidder jeg på en ganske livlig bar, med en kold øl og har skrevet dagens begivenheder ned. Nu går hjemturen måske forbi Simones pizza, og så kan jeg få en småkage fra kagedåsen vi har, hvor jeg bor, inden sengetid. Jeg tænker på mine venner i lejren, som hverken har øl, pizza, småkager eller en rigtig seng - og tænker jeg burde have en dårlig samvittighed over at have det rart, men beslutter mig for at sætte pris på det i stedet.

[pene-bein-i-nesa-blog]

Stortingsputekrigen 2017

Da er vi direkte fra utenfor Stortinget, der Putekrigen 2017 snart skal starte! Deltagerne varmer opp i det friske septemberværet, er det Erna i blå turndrakt med strass over brystet jeg kan se der borte? La oss få noen ord med statsministeren!

-Ja, Erna - føler du at du er godt forberedt?

-Ja, det vil eg si. Enkelte har klaga på at dei ikkje har sett så mykje te meg da siste året, men det er berre fordi Sindre og eg har sittji mykje heima og jobba på dessa putetrekka.

-Hva er så spesielt med akkurat disse putetrekkene, Erna?

-Dei er broderte med hardangersøm, og noko norskare enn det kan eg vanskeleg tenkja meg, hehe!

Det var det statsministeren rakk med oss, før hun måtte fortsette oppvarmingsøvelsene sine. Du verden, for en spenst! Ikke rart hun er favoritt!

Vi beveger oss videre til MDG borte i hjørnet her.

-Rasmus, du har valgt antrekk med omhu idag - fortelle litt om det.

-Vi i MDG er jo veldig glade i gjenbruk, så derfor har jeg funnet frem min gamle joggedress med WWF-logo. 

-Men dere er ikke så godt forberedt?

-Nei, altså...vi er nesten ferdig med putesyingen, vi syr av gamle trikkesetetrekk og forer med makulerte klimarapporter. Vi skal nok rekke det akkurat!

Da får vi la MDG sy i fred, og gå videre til Jonas, som ser veldig avslappet ut?

-Vi er veldig klare for putekrig. Arbeiderpartiet stiller i mørke dresser, og vi har nydelige roseformede puter, så dette skal nok gå helt fint. Alt på stell.

-Det er jo flott! Men hva med...

-Alt på stell, sa jeg!

Ja, da ser det ut til at det nærmer seg start her, vi rekker dessverre ikke snakke med flere utøvere. Det ryktes at årets stortingsputekrig vil bli enda mer voldsom enn stortingsepleslangen i 1921. Vi kan bare vente og se.

Og DER er de igang! 

Først ut på matta er Knut Arild, som blir godt mottatt av fansen der han jogger ut med hvite puter med kors i rødt og gull. Fornuftige Knut Arild har knebeskyttere utenpå drakta. Han skal kjempe mot Bjørnar, som nå slår hjul inn på matta! Er dette en finte for å få Knut Arild ut av balanse? Og DER er den første puta i spill - Bjørnar kliner til så fairtrade-bomullen fyker! Og Knut Arild bæres nå av matta, så vidt jeg kan se er han ved bevissthet.

Men Bjørnar får ikke stå lenge alene der ute, for nå er Trine på vei inn! Hun setter opp et imponerende tempo, og kaster brillene idet hun hever puta med venstre hånd og dæljer til! Bjørnar er i bakken, dere! For en kraft!

Da er Bjørnar fulgt vekk fra matta, og Trine har funnet igjen brillene sine - akkurat i tide til at Audun har dukket opp der ute. Han rekker ikke engang gripe putene sine før Trine har gitt ham en rett putevenstre! Dette er vondt å se på! 

Da har jeg akkurat fått en melding her om at MDG dessverre ikke rakk å få putene sine ferdige, og at de derfor er diskvalifiserte. Veldig trist, men vi håper å se dem igjen neste gang. Jeg ser at Rasmus og hans flokk har nå satt seg i teltet til Bjørnar, der det serveres rettferdig kaffe.

Trine gjør noen lekne spensthopp der ute mens hun venter på neste motstander - det er Jonas vi ser komme inn på matta, det må sies at dressbuksa har helt nydelig press, men hva hjelper det når Trine er i storform! Men hva..Jonas bryter putekrigetiketten ved å prøve å håndhilse? Ai ai ai! Trine er kjapt nede i knestående og rammer ham hardt med et puteslag bak venstre kne! Mann nede!

Neste inn er Trygve, i velsittende Felleskjøpet-dress, og med maskoten sin under armen - en liten grisunge som heter Senter, får jeg opplyst her. Veldig søt! Men nå må han slippe ned grisen, for Trine har to puter i været og er på vei mot ham i full fart! Han har ikke en sjanse! Hvis ikke..jo! Lille Senter løper mot Trine, og stanger henne i anklene - hun faller! Senter tar en seiersrunde mens Trygve hjelper henne på beina igjen - og hun må forlate matta.

Nå er det tid for en av de virkelig drevne putekrigerne - Siv! Hun verner om privatlivet sitt, og nylig ble det lekket opplysninger om at det skyldes deltagelse på hemmelige putekrigtreningsleire i Spania. Hvem vet? 

Siv tar seg god tid inn på matta der, stopper opp og snakker med publikum. Trygve er utålmodig. Lille Senter har gjemt seg bak sin herre. Og Siv er igang! Hun snurrer putene som om de var drillstaver, det er et imponerende skue! Trygve ser ut til å rygge litt idet hun nærmer seg. Men DER overrasker han ved å snappe den ene puten hennes og gi henne ET SLAG MED HENNES EGEN PUTE! Er dette lov? Siv er nede! Dette kan da ikke være lov?

Nå skjer det noe på sidelinjen her. Det ser ut som om Sylvi prøver å komme seg inn på matta, antagelig for å hjelpe Siv opp. Nei! Jeg får nå høre at hun har revet av seg smykket sitt og gitt det til Knut Arild mens hun skrek “hold korset mitt!” - og nå er hun på vei mot Trygve! Dette er definitivt ikke lov! Men Sylvi er nå iferd med å brekke Trygve ned i matta med Siv sine puter! Dette er stygt!

Men fra høyre kommer nå Erna, storfavoritten! Hun er framme ved Sylvi med et elegant hopp, og gir henne en kraftig putedask! Man kan SE hardangersømmen på Sylvis kinn! Siv er nå oppe igjen, og prøver å trekke Sylvi av matta, men nå har Sylvi fått tak i en av Trygves puter og gått til motangrep på Erna! Trygve kryper vekk fra matta, det er nok en god beslutning. Det er et kaos der nede, men nå ser det ut til at Erna og Siv holder Sylvi i hver sin arm og prøver å roe henne ned. FOR en putekrig! Og FOR noen putekrigere vi har!

Da har dommerne fått summet seg litt, og ikke uventet er Erna vinner av stortingsputekrigen 2017! Dette var det siste vi hadde herfra, for nå er det tid for dagens viktigste begivenhet; kaffe og marsipankake! Takk for oss!

[maelkevejen]

Jeg skal præsentere mit speciale for Naturstyrelsen i morgen, og jeg føler mig overhovedet ikke gearet til det.

Har det som om, jeg har glemt det hele. Jeg ved godt, det også er ved at være et godt stykke tid siden nu, men det føles som om, jeg har glemt mere om det, end jeg burde. Jeg ville så godt have fuldstændigt styr på det. Jeg har sat to dage af til at forberede mig, men har spildt hele den her formiddag og jeg er bange for, at jeg ikke kan få administreret min tid ordentligt, så jeg bliver ved med (som nu) at udskyde. Og så sidder jeg oppe til sent om aftenen i stedet for og får ikke øvet præsentationen og så virker det bare slet ikke professionelt.

Jeg læste halvdelen af specialet i går, og jeg ville ønske, det bare ville være som at genopfriske hukommelsen, så jeg var sådan "nåh ja, det er da også rigtigt" og at det så igen ville sidde under huden på mig, men det føler jeg bare overhovedet ikke, at det gør. Seriøst, jeg mener det virkelig, når jeg siger, at der altså er noget i vejen med min hjerne. Den virker altså ikke, som den plejede. Det er som om, den brød helt sammen, da jeg startede på kandidaten, det er så svært at samle tanketrådene. Jeg er virkelig bekymret, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Er det fordi jeg brændte ud eller fik stress, jeg ikke tog nok alvorligt? Det... er ikke alle, der kommer helt tilbage igen efter udbrændthed og stress. Og jeg er bange for, at jeg er en af dem. Der er altså noget i vejen med min hjerne. Og jeg har bare gået hjemme uden at lave noget siden midten af juni. Burde det ikke... være en form for afslapning? Fuck man. Jeg er efterhånden overbevist om, at det bare er min nye status quo. Det gør mig bange og ked af det og på en eller anden måde også skamfuld (igen, hurra).

Jeg vil bare gerne have helt styr på det her projekt, så jeg bare kan shine i morgen. Det gad jeg så godt. Men det... Jeg har helt ondt i maven. Jeg er bange for ikke at have nok styr på det. Det værende både mit projekt men også, I ved... fucking... attituden eller X-faktoren eller selvtilliden. Jeg er bange for at være mere spørgsmålstegn end punktum. Læs nu bare videre.

Også fordi jeg stadig fucking ikke føler, jeg er rigtigt med i forhold til den karakter, jeg fik. Det tog mig måneder at få fat i min vejleder for at få uddybende feedback, og da han endelig svarede, skrev han selv, at det jo var ved at være et stykke tid siden, så han tog det bare lidt på hukommelsen. Og det han skrev var essentielt set "det var en fin opgave" ("fint" blev brugt flere gange i den mail.... hhh) men at det gik lidt skævt med mine løsningsforslag og at jeg ikke forholdt mig nok til muligheden for store områder med helårsafgræsning, selvom det var det, der var den nyeste viden og mest optimalt biologisk set og han "flere gange havde anbefalet mig det". Og det var jo netop det mest optimale biologisk set, jeg gik efter - det var det, der var hele konceptet med opgaven. Og jeg forstår ikke, jeg tror, vi må være gået galt af hinanden, for jeg synes altså selv, jeg arbejdede med store områder til helårsafgræsning. Jeg blev faktisk virkelig ked af det, da jeg læste det, men jeg er nået frem til, at det måske er fordi han er biolog og jeg er landskabsarkitekt, og derfor giver det god mening, at vi har forskellige opfattelser af, hvad et stort område er. lol. Det er jo hvad man får ud af først at gå i gang med selve løsningsforslagene så sent, at der ikke er tid til vejledning (om jeg så brækkede armen eller ej, men altså...). Det kan jeg på en eller anden måde godt hvile i, at det er fordi jeg er landskabsarkitekt og det giver mening. Men det er også et slag i maven, fordi jeg jo prøvede at komme væk fra et narrativ, der har mennesket i fokus, og mit store, noble projekt handlede om, hvor træt jeg var af at økologi ikke er hovedpunktet i forvaltningsøjemed - og så opdagede jeg slet ikke, at jeg stadig rettede mig ind efter det alligevel. Det føler jeg er sådan en bummer og på en eller anden måde lidt pinligt. Selvom opgaven stadig er udmærket, det er ikke det, men jeg var bare slet ikke lige så sej og oplyst, som jeg troede. Og derfor forstår jeg stadig ikke, hvorfor jeg fik 10. Jeg forstår ikke, hvad der har talt så meget op, hvis slutproduktet bare er faldet fladt. Jojo, landskabsanalysen og forarbejdet var grundigt og jeg var opmærksom på manglen af data og de begrænsninger, der giver. Men øh... Er det ikke bare basic? Altså med den feedback, jeg fik til forsvaret og også her bagefter er jeg stadig sådan... det der lyder som et 7-tal. Det lyder som om, jeg har lavet en middelmådig opgave - som han bliver ved med at omtale som "fin" (hvilket jo er undervisersprog for "udmærket", hvilket i mit hoved svarer til et solidt 7-tal). Hvad fuck var det så, der fungerede? Jeg har det stadig lidt som om, de trak mig op, fordi specialet var flot sat op og kom i trykt format. Og det generer mig altså, fordi jeg jo er landskabsarkitekt og det er et krav, at vi (som de eneste!) skal aflevere printede eksemplarer. Tænker ikke, at det er et decideret krav på papiret, at det skal være flot sat op, men i realiteten er det. Det skal jeg ikke have ekstra ros for. Det skal i hvert fald ikke trække op, hvis ikke indholdet af opgaven spiller. Så jeg er stadig at a loss.

Og der sidder jo ikke landskabsarkitekter hos Naturstyrelsen på den måde. Eller måske gør der, men det er ikke de kompetencer, der er i fokus. Så hvis jeg dukker op med et projekt med lunkne løsninger, gør jeg så ikke mig selv til grin? Hvad skal de overhovedet bruge dem til? Jo, jeg har lavet lidt om ift. hvad de selv havde planlagt, men ikke specielt meget. Det taler stadig ind i den rammesætning, der er i forvejen. Agtigt. Jeg har godt nok vendt mig om, men jeg er stadig inde i kassen. Og det var jo i virkeligheden min intention at springe den. Sort of. På en måde. At være sådan "hvorfor er der ikke mere fokus på det her - hvad med økosystemerne, er I overhovedet klar alt det her". Men jeg kan ikke rigtigt pege fingre, når min vejleder er sådan "jaøhm, Ida, det er okay, det her, men du forholder dig ikke rigtigt til den nyeste viden" - så er det jo i virkeligheden mig, der ikke er nok oplyst. Så måske er jeg bare en landskabsarkitekt, der prøvede at være noget andet - uden succes.

Og er det ikke lidt pinligt at stå og præsentere til Naturstyrelsen? Eller måske er mit projekt bare mere low-key end jeg troede, og måske er det også okay.

[eirinaunanmk-blog]

Propaganda

Jeg startet med å skrive ned mange forskjellige forslag, og valgte så ut de tre beste.

Jeg hadde så tre utgangspunkter og lagde skisser til hver idé.

Ut i fra skissene prøvde jeg å se hvilken som ville funket best og gikk videre på “gutter ut av skolen”.

Rødt er mye brukt i propaganda, det kommer frem som en skremmende farge og representerer frykt, effektivitet og at det er seriøst. Budskapet forsterkes og når man ser på plakaten får man en følelse av at dette bare må skje. Altså det er ikke et spørsmål, det er en ordre.

Det var veldig vanlig med linjer i propaganda, så her har jeg prøvd å få til dette. Med bakgrunnen og armen som peker skrått opp.

Plakaten har et tydelig og direkte budskap, guttene skal ut av skolen.

Jeg har brukt Illustrator til å tegne illustrasjonene og til å lage bakgrunnen, ved bruk av flere lag ble det lett etterpå å fargelegge det.

begynte å lage en til plakat som kunne blitt hengt opp sammen med den første. På denne plakaten skulle det være samme bakgrunn bare med en jente. Guttene skal ut av skolen siden de bråker for mye og er barnslige mye lenger, på denne måten skal jentene få ro og mulighet til å jobbe. Denne plakaten skulle på en måte “svare” på den første plakaten så man skjønt hvorfor guttene måtte sendes ut.

Det tok litt tid før jeg fikk kommet i gang å jobbe, men når jeg fikk startet gikk det bedre. 

[maelkevejen]

Jeg er slet ikke effektiv og det generer mig helt vildt. Hvorfor er jeg ikke effektiv endnu?? Jeg har slet ikke tid til det her. Jeg skal aflevere om 2,5 uge eller sådan noget, ej come oooooooon!

Jeg sidder bare herinde og sumper og er tørstig, tit småsvindel og med en lille smule hovedpine og et konstant (!) behov for at lufte ud, fordi luften virker tung. Fuglene synger ufortrødent derude, mens der ringer i mine ører og det går… så… langsomt…. fremad. Og jeg mangler stadig indledningen, og metodeafsnittet, og afgrænsningen, og det vigtigste af min analyse, og øh hele mig forslag for ikke at tale om den der diskussion og alt det løse. Der sider en gammel dame og nynner oppe i mit hoved uden at høre at jeg hamrer på døren. Hallo???! Hvorfor går det dog så langsomt.

Altså jeg… ved det jo egentlig godt. Jeg tror jeg er udbrændt. Jeg har ikke kunne huske noget i mindst to år, og jeg er så most det meste af tiden. Jeg har ikke en snert af overskud til en skid. Jeg har kørt på benzindampe i længere tid end jeg kan huske tilbage og jeg føler helt alvorligt, jeg ikke har fået noget ud af min kandidatuddannelse. Nogle af kurserne har været spændende - men jeg kan nærmest ikke huske noget af det…? Det sidder simpelthen ikke fast. Jeg glemmer det efter få måneder. Did I win the big larva quiz of 2023? Yes I did. Do I remember anything about larvas now? Uuuhhhmm… agtigt? Jeg kan huske, der er noget med antallet af gangvorter og hoveder og forben men jeg kan ikke huske, hvad der hører til hvad. Der sidder simpelthen ikke fast.

Jeg er bange for, at det her er den nye norm i mit liv. At resten af det bliver sådan her. Det har jeg ikke lyst til. Men jeg har ikke lyst til at gøre noget ved det - hverken i den ene eller den anden retning. Jeg eksisterer bare. Mens folk omkring mig køber fast ejendom, bliver forlovede og får børn. Og jeg sidder fast. Helt selvforskyldt. Og jeg er bare… handlingslammet. Jeg har haft lyst til at selvskade et par gange den her uge, men jeg ved, det i virkeligheden ikke hjælper, og jeg har ikke lyst til at forsvare mit speciale med striber på armen.

… hvis jeg da når dertil. Jeg er bekymret og ængstelig og ked af det. Og mærkeligt skuffet. Slukøret. Skamfuld… i virkeligheden ret skamfuld. Jeg har ikke lyst til at være her.

[maelkevejen]

Han lyder ikke altid som den bedste kæreste..

Jeg mener, jeg forstår godt, hvorfor du er endt med at tænke det om ham, men heldigvis er det bare skrald, jeg smider rundt med her. Det er bare skrald. Og det vigtigste er ikke, hvad du synes om min kæreste, men hvad jeg synes. Og jeg synes, at Mathias er det dejligste menneske på Jorden. Det kan godt være, jeg nogle gange synes, at han er irriterende, når han glemmer at tage skraldet ud eller tage en ting, vi har lånt af hans forældre, med hjem til dem igen. Men eh… som om der ikke altid er noget, der er irriterende, når jeg har lavt blodsukker og lige er kommet hjem fra uni. Nogle gange irriterer det mig også, hvis han ikke stiller sine støvler, så de står lige. Altså. Men det er jo ikke vigtigt. Som Hella Joof (mere eller mindre) siger: hvis du er irriteret på din mand, fordi han smider sit våde håndklæde på gulvet ude på badeværelset, efter han har været i bad, så lad vær’ at snerre: han har såmænd bare stillet en blomst i vand på gulvet til dig (håndklædet er lavet af (frøuld fra) bomuldsplanten, og håndklædet er vådt, altså: en blomst i vand). Så der er simpelthen større ting i livet, end at Mathias ikke er særlig god til at svare beskeder, og nogle gange ikke lige tænker over, om det står opvask på bordet. Gud må vide, hvor mange gange jeg ikke selv har hovedet under armen, helt ærligt. Sådan er parforhold altså. Det vigtigste er, at man kan tale om tingene, uden at man får hinanden til at føle sig som dårlige mennesker eller noget i den dur. Efter jeg skrev det der opslag for at få dampen lukket ud (that’s how I roll), ringede jeg til ham og snakkede med ham om det, og han sagde, at det kunne han dæleme godt se, og det var han ked af, for det var da ikke i orden. Og så er den potte ligesom ude. Så kan vi komme videre i teksten. Der skal være plads til at begå fejl og sige undskyld bagefter. Man skal kunne rumme hinanden. Jeg elsker Mathias, uanset hvad jeg vælger at klage over her.

Her er nogle gode ting i stedet: Mathias tager nogle gange chokoladebarer med dronningemandler med hjem til mig, fordi han ved, hvornår jeg er sliksulten, og han siger, jeg er hans dronning (hehehe). Han laver aftensmad til mig hver dag, når jeg er eksamensstresset, så jeg ikke behøver at tænke på det. Når jeg er angst, hjælper han mig med at trække vejret igen, sætter mig ned og får mig til at slappe af, imens han klarer resten. Hvis jeg har brug for at gå, så går vi. Han sidder i kø med mig i over 12 timer, så vi kan komme forrest til en koncert med mit yndlingsband og har verdens bedste “selvfølgelig!”-attitude. Han tager også med på tur i skoven, selvom han ved, jeg stopper ved hvert andet træ og snakker om dem, og han synes, træer er ret kedelige, men at jeg er sød, fordi jeg synes, de er spændende. Han laver mad til mig (eller køber en hotdog), når han kan mærke, at jeg trænger til noget at spise, før jeg selv kan mærke det, fordi jeg bliver hangry, og han bliver aldrig sur på mig af den grund. Han tager med hele vejen til Frederiksberg, fordi jeg gerne vil have et økologisk juletræ. Han løber efter morgenbrød i weekenden, vækker mig nogle gange med morgenmad på sengen, foreslår tømmermændsnacks, han ved at jeg godt kan lide, selvom han selv har andre præferencer, og gør min tandbørste parat til mig om aftenen, fordi jeg er langsommere til at gå i seng end han er (han putter mere tandpasta på min tandbørste end han selv kan lide, fordi han ved, at jeg godt kan). Jeg må altid gerne låne hans Tardis-hue. Engang gjorde han hele køkkenet rent efter en middag, fordi jeg var faldet i søvn på sofaen efter en halv flaske vin, og så bar han mig ind i seng. Han gider læse Harry Potter højt for mig, imens jeg er i bad, fordi jeg ellers keder mig. Han lader mig altid vælge filmen, hvis jeg vil. Jeg er tilsyneladende den eneste, der må flette hans hår. Han har lært mig at bruge en støvkost! Han brugte tyve minutter på at tale med fyren nede i Sex Beat Records om forskellige. The Cure-vinyler for at finde ud af, hvilken en jeg ville synes bedst om at få i julegave. Han synes ikke, jeg er irriterende, når jeg kommer til at afbryde, hvis jeg glemmer noget, bliver forvirret, eller skifter emne syv gange i minutter, bliver ikke sur, hvis jeg stiller det samme spørgsmål flere gange. Han giver mig chokolade, når jeg er trist, for at muntre mig op, og han købte en Kajkage til mig på min fødselsdag, fordi han fandt ud af, at jeg ikke kan lide wienerbrød, som han ellers havde købt til morgenbordet. Hvis vi mangler en ingrediens til aftensmaden, løber han i Netto efter den alene, fordi jeg synes, det er koldt udenfor. Han spiste vegansk en måned sammen med mig, fordi jeg gerne ville prøve det. Han tager sig tid til at snakke med mig, hvis jeg har brug for det, uanset hvor han er, eller hvad han laver. Og han synes, mine jokes er sjove, og mit hår flot. Hvad mere kunne jeg ønske mig?

Tak for din besked og hav en rigtig god aften. Knus.

[maelkevejen]

Men det er jo nemt!

Jeg skal bare printe tre forskellige planchedesigns ud til i morgen, så jeg kan få respons på dem sammen med resten af mit studie. Det tager, jeg ved ikke, cirka 5-10 minutter at lave sådan et udkast i InDesign, og jeg har haft to dage til at lave det, men er ikke kommet nogen vegne overhovedet, fordi jeg ikke kan overskue, hvor mange forskellige komponenter, der skal være til stede på planchen. Venner, der står, at der skal være diagrammer med på, men jeg er ikke engang sikker på, hvad et diagram helt præcist er. For jeg tænker søjlediagrammer, og jeg tvivler på, at der skal være sådan nogle med. Men der skal være målfaste snit og plan og alt muligt andet også, og tekstbokse og udregninger, og en masse forskellige ting fra begge fag, vi er igang med at aflevere projekt i, og jeg er forvirret! Vi har været igang i ugevis, og jeg har ikke engang læst hele opgavebeskrivelsen endnu, fordi der er så meget tekst i den! Den er fem sider lang! Hver gang, jeg går igang, går jeg promte i stå igen. 

I mellemtiden sidder Mathias og kæmper med en opgave, der kun må være en side lang, og jeg... altså... problemet for ham er, at den kun må være en side lang. Det er sikkert svært, men jeg har også svært ved at sætte mig ind i det, for helt ærligt, det et vigtigt at fatte sig i korthed plus at jeg er elendig til at koncentrere mig om at skrive lange opgaver. Jeg har faktisk i dagevist spekuleret på, om jeg ikke bare skal droppe ud, siden jeg er så lidt selvstændig og ikke rigtigt kan se mig selv være kreativ på kommando. Var det egentlig ikke også en af de små grunde til, at jeg ikke ville være journalist alligevel? Hvor er det tåbeligt at have semitalent for noget, uden at kunne slå det til og fra på kommando, hvis man gerne vil have en akademisk uddannelse. Jeg har det som om, jeg aldrig bliver til noget. 

Og jeg har været så smadret, siden jeg kom hjem i eftermiddags, at Mathias pakkede mig ind i en dyne på sofaen, skænkede vin op for mig (vi har kærestedag i dag), og lavede mad til mig. Og jeg har ikke engang lavet noget vildt i dag, jeg har bare været på arbejde (chill), og spillet D&D med nogle studievenner (chill) og været i IKEA for at købe lagener, og altså, der var ikke rigtigt nogen i IKEA, så det var overhovedet ikke slemt, men alligevel var jeg bare så.. træt, da jeg kom hjem. Så træt. Jeg får overhovedet ikke nok søvn, og det er bare min egen skyld, fordi jeg ikke kan finde ud af at strukturere min egen søvn. Eller min tid. Jeg er bygget af overspringshandlinger og dårlig time management. Altså. Hvorfor går jeg overhovedet på universitetet? Og hver gang, jeg begår den mindste fejl, skriger min hjerne, at jeg bør straffes, og selvom jeg ikke gør det, så klør det i armen i timevis. Man skal ikke undervurdere hvor distraherende det er. Alting er bare så flydende og forvirrende, og jeg kan ikke huske noget heller. Forleden dag ville jeg fortælle Ida en historie, om at Mathias havde været sød, da vi skulle ud, men selvom det kun var to eller tre dage siden, kunne jeg ikke huske, hvorfor vi skulle ud. Eller om det var to eller tre dage siden. Jeg brugte næsten halvandet minut på at komme i tanke om det. Jeg tror, at min hukommelse er gået i stykker. Jeg er også ked af det, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det, for et eller andet sted er jeg bare gravalvorligt overbevist om, at det kan være ligemeget, fordi det alligevel aldrig bliver bedre, for sådan er livet bare. Jeg har bare lyst til at rejse væk og være teenager igen eller sådan noget. Jeg vil være der, hvor fremtiden ikke var lige nu og her. Jeg er så træt.

[maelkevejen]

Jeg kan altså ikke forstå, hvorfor jeg bliver ved med at få reklamer for barberskrabere på Spotify. Et eller andet mærke, der laver skrabere “til den måde kvinder barberer sig på” og andet (efter min mening) vås. Jeg mener, hvad vil det overhovedet sige? Jeg er nok ikke den helt rigtige modtager til de reklamer, tænker jeg. Jeg er jævnt ligeglad med barberskrabere og at være “smooth”. Helt ærligt, så barberer jeg mig fx kun under armene, så min deodorant så holder længere. Hvis jeg gik i bad hver dag, ville det jo ikke engang være et problem. Selvfølgelig må folk gøre, hvad end det passer dem med deres kroppe og deres hår, men personligt går jeg ikke længere op i det med hårfjerning som sådan, og jeg synes lidt, det er noget fis, at folk, især mange kvinder, føler, at de er nødt til at barbere sig, fordi de ellers føler sig uhygiejniske eller uattraktive. Det er lidt af en pengemaskine, ikke? Der var et dilemma i Mads og Monopolet for noget tid siden med en ung kvinde, der ikke barberede ben, og nu var hun i tvivl, om hun skulle gøre det alligevel, fordi hun skulle til fest og have en pæn kjole på.

Når man tænker over det, virker der for mig helt skørt, at samfundet her er blevet indrettet, så folk skal fjerne noget så naturligt som hår på benene, før de føler sig attraktive. Og det er kun kvinderne! Tænk hvis det var hele ens øjenbryne eller sådan noget. “WOW hun har jo øjenbryn, tænk at hun tør”... altså... I gymnasiet havde jeg det skidt, hvis ikke jeg lige havde barberet ben inden idræt, så jeg ikke havde stubber på skinnebenene. Jeg var flov over det. Men det er jo bare hår? De vokser selv ud. Hvad pinligt er der ved dét?

Og så er sådan nogle barberskrabere også tit lavet af plastik (i pastelfarver, selvfølgelig), så det kunne generelt set være godt at skrue ned for forbruget af det under alle omstændigheder. Medmindre man selvfølgelig får det vokset af eller strålet af, globhjælpemig. Men sådan er der jo så meget. Og hvis folk gerne vil dét, så skal de da bare have lov. Jeg er bare lidt træt af reklamerne.