#indlagt

[femb0td111ary]

Til døden os skiller // till death us part

[soelvfisk]

Er ikke blevet indlagt. Er stadig bare i kælderen. Sover meget og dukker op ovenpå når min mor lægger puslespil om aftenen. Min far er forsigtig og smiler når han taler. Kan mærke han gør sig umage og jeg håber han kan mærke at jeg sætter pris på det. Synes også det er synd for ham at han ikke er en der kan hjælpe mig lige nu, selvom det er tydeligt at han prøver. Det er en lettelse at han forstår, at afstanden er ret nødvendig. Uden at det bliver kilde til konflikt. Det er sin egen slags hjælp.

Jeg havde opsagt lejligheden efter 7 sølle dage. Måske det er derfor jeg ikke blev indlagt faktisk - min udlejer skrev tilbage og spurgte om jeg ville blive boende, hvis de gjorde en indsats for at dæmpe støjgener. Jeg sagde ja. Selvom jeg lige så godt kunne have sagt nej. Tror det er fordi jeg håber på trivsel. Håber på at indlæggelse ikke er nødvendigt. Har ikke så gode oplevelser med at blive indlagt. Jeg er for dygtig til at være patient uden at være mig selv. Som om jeg er gæst på lægernes arbejdsplads og helst ikke må gøre livet svært for dem. Som om jeg bor på deres kontor. Og så føler jeg mig mega svigtet når de skriver wack ting i min journal. Det bekræfter mig i at de er pressede… eller at jeg ikke kan kommunikere ordentligt. Gad godt være et sted hvor nogen bare synes at jeg gav mening. Det kommer vel en dag. Det tror jeg meget på, fordi dette sted findes:) lige her. Selvom man er alene bag sin skærm.

Jeg synes det er svært at vide hvad der er rigtigt og forkert at gøre, fordi jeg er bange for at tage fejl. Især her mens jeg er isoleret. Men er på en måde lettet over at beholde hjemmet. Lejligheden. Til trods for mine nedsmeltninger. Som om at - okay - nu har jeg en base, hvorfra jeg lige så stile kan lukke op for verden. Jeg skal bare lige blive klar til at flytte derhen. Og så er det jo mega sødt af min udlejer at ville bruge energi på at finde løsninger. Det havde de ikke behøvet at bruge tid på. Men det er vel mere holdbart end at bruge tid på at finde en ny lejer, på en måde? Ved ik. Må bare huske at jeg ikke skylder nogen at blive boende. Hvis nu det ikke går godt. I mine gamle hjem har jeg nok meget følt, at jeg bare skulle sætte mig ned og være taknemmelig over overhovedet at have et hjem. Også selvom jeg var i giga mistrivsel.

De ting jeg skal bruge energi på det næste stykke tid, er at svare på mails, udfylde spørgeskema fra kommune, finde en seng, få en døgnrytme og spise mad hver dag. Omg orker ikke når jeg remser det op på den måde. Sagde til min søster at jeg håber, at jeg en dag får det godt nok til at blive forelsket igen. Så kaldte hun mig en lille scoremis og sagde at det var hun slet ikke i tvivl om:) Jeg ved ikke om jeg er en scoremis, men kan godt lide tanken om at jeg en dag har nok energi til både at være en bedre ven overfor mine venner og kan overskue kontakt med mennesker igen og så oveni det også har energi til at møde et menneske jeg gerne vil være tæt-tæt med. At jeg får energi til at dele ud af kærlighed på allemulige måder igen. Glæder mig til at elske lidt mere højlydt og tydeligt. Intentionelt. Det er svært at være væk fra den slags.

Græd i går fordi jeg ikke kunne spise andet end persille uden at få brækfornemmelse. Det er tanken om mine tænder der blander maden med spyt når jeg tygger. Forvandler tingene til noget andet end det jeg puttede ind i min mund. Da jeg var lille havde jeg set et closeup af toast med smeltet smør under et mikroskop og jeg har ikke spist toast med smeltet smør siden, fordi jeg stadig kan huske billedet. Det lyder så dumt. Og jeg føler mig SÅ dum, når den slags forhindrer mig i at passe på min krop. Mig selv. Jeg kunne være et menneske i trivsel, men det er jeg ikke. Og jeg føler det er mig selv der står i vejen. Selvom jeg godt ved, at alt lige nu er en reaktion på nedern ting. Der er intet at sige til, at jeg bliver irri på mig selv. Jeg forstår, når folk siger jeg skal tage mig sammen. Så sidder jeg der i sengen i min søsters skab og spiser persille med tårer i øjnene. Det er jo skørt og frustrerende på samme tid. Fordi jeg ved at min krop er sulten efter mere end det, men alt hvad jeg kan fordre mig med, giver mig det der bræk-savl i kinderne. Så er det bare vildt meget man skal tage sig sammen i løbet af en dag, når alt kræver den slags energi. Fysisk og mentalt. I dag har jeg spist 1dl havregryn med mælk og halvdelen af en lille skål med røde linser og kylling. Og drukket vand og pepsi max. I går spiste jeg persille og en twix. Men jeg får hjælp. Jeg har en madplan jeg skal følge i den nye lejlighed. En re-ernærings-madplan og derefter en vægtøgnings madplan. Kost-vejledninger. Cool stuff. Ja. Hm. Men ja, vil gerne være dygtig til at passe på mig selv. Og føle at det er holdbart. I hele livet. Også hvis det indebærer indlæggelse. Også hvis det indebærer flytning. Også hvis det indebærer perioder med afstand og stilhed. Det er svært at følge et kort, hvis ikke det passer med det terræn man står overfor. Så stopper kortet med at være trygt at have. Og så må man prøve sig frem, istedet for at klamre sig til et perspektiv der ikke stemmer overens med virkeligheden. Tror stadig lidt at jeg holder fast i et kort, som jeg skal forsøge at lægge fra mig.

[christineforevigt]

jeg vil så gerne udtrykke mig skabe noget ud fra mig selv men jeg kan ikke se mig selv skabe noget fordi jeg føler mig så rådden. måske skal jeg skabe noget råddent. de autentiske følelser kommer og kommer åhh de øjeblikke og psykosen i psykosen jeg løb rundt alle steder på digevej og han var ikke bag nogen af dørene heller ikke på lukket. det var bare mig. jeg troede at en af de indlagte som havde samme navn som din far bar din sjæl. men han var bare en random dude der var involveret i bandekriminalitet og ikke ville tage imod medicin og derfor var indespærret. ligesom mig. jeg fjernede risten på badeværelset og kiggede ned. skulle slippe ud for de var onde. jeg troede at nogle fra personalet, en mand og en kvinde, var os som gamle.

[vingefang]

det skulle bare have været et kort besøg hos min farmor i går. hun er terminal med kræft i leveren, men de fleste dage er gode. hun har været indlagt to gange de sidste tre uger. forskellige ting, ikke kræften, men det der følger med. i forgårs havde hun en god dag. hendes venner fra england er på besøg, min søster var der, min farmors kæreste, naboerne. men i går vågnede hun og vågnede aldrig rigtigt. jeg kom om eftermiddagen og det blev værre. hun kunne ikke se på mig, ikke tale, ikke bevæge sig. så ydmygende for hende, hvordan vi alle så på hende. det siger jeg fordi jeg ved at hun ville ha hadet det. og stemningen. at alle blev så vrede, alle så frustrerede og ingen vidste hvad de skulle gøre og hospitalet ville ikke hente hende, før til sidst. nu er hun indlagt igen men har sovet hele natten. jeg har aldrig prøvet at en paramediciner har sagt at jeg kunne få nogle minutter alene med nogen, fordi man ved ikke hvad der kommer til at ske, men nu har jeg. bare holde om hende i sengen og hun kunne ikke svare, men jeg tror at hun hørte alting. jeg ved ikke om hun vågner igen og har en god dag, jeg ved ikke om det var den sidste gode dag, men det var så ubehageligt at se hende sådan og jeg er bange, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. nu er tiden bare at vente i. H kom hjem til mig om aftenen, vi mødtes på hovedbanen, ham med toget hele vejen fra Sverige og han gav mig lov til at sige det hele og holdt mig i hånden og sagde “jag är så ledsen för det” og andre ting. holdt om mig til jeg faldt i søvn og jeg sov så dårligt og drømte de mærkeligste ting. men nu er jeg i toget på vej til hospitalet. udenfor er træerne orange og solen skinner, den var helt varm mod huden tidligere.

[djaevlenstanker]

11.40 pm

Noglegange undrer jeg mig over, hvorfor alting skal ske for mig og min familie. Ikke fordi jeg ønsker dette for andre, but like, pls spare us ???

Min farmor kom på plejehjem for lidt tid siden, grundet en sygdom som reelt set er “frontallap demens”. Den har langsomt taget min farmor. Forstået på den måde, min farmors krop er her endnu, men den kvinde som er inde i min farmor er ikke den farmor, som jeg er vokset op med. Hun er, desværre, væk for længst…

Dette har selvfølgelig taget hårdt på min farfar. At miste sin kone, langsomt - men endnu se hende, uden at det er hende. Han besøgte hende 3 gange dagligt, hver evig eneste dag. Morgen, middag og aften.

Så d. 18/12 2024, er min farfar på vej ned til min farmor på plejehjemmet til hans aftenbesøg - men kører galt. Heldigvis (!!!) sker der ingen noget, til trods for han påkører 2 biler. Ambulancefolket og politiet vurderer, at han er konfus og han bliver taget med på sygehuset.

De scanner ham, og finder en tumorer i hjernen på ham. Dagene op til jul, er min farfar indlagt med 24/7 overvågning på neurologisk afdeling på OUH. De finder i disse dage også ud af, at tumorerne er 8x4 cm, og har spredt sig til skjoldbruskkirtlen og leveren - dog udvidende om, om det er ond- eller godartet (alt tyder på ondartet).

Min farfar går med til en operation i hjernen, for at kunne øge hans livskvalitet de få måneder han har fået af vide han har tilbage. Operationen går sådan set fint, MEN … dagen efter scanner de ham i hjernen, da personalet på OUH synes der er noget underligt og rigtigt nok, er der sket en blødning. Så han må åbnes op igen. Denne blødning og/eller komplikationer fra den eller operationen, har forårsaget at hjernen har rykket sig 1 cm.

Min farfar blev udskrevet fra OUH i går, direkte på plejehjem. Han kan i perioder (disse kan vare minutter, timer, dage) ikke genkende nogle af os og spørger os hvad vi laver hos ham, og råber decideret på hjælp og beder personalet ringe efter politiet da der er fremmede hos ham. Han bliver ved med at sige, at han gerne vil dø og om vi ikke bare vil lade ham og lade vær med at holde ham her.

Min farfar boede inden dette alene i et hus, og klarede sig selv. Så på lige knap 1 måned har hele min families liv vendt sig på hovedet og det hele er noget lort.

[ingesen]

Er idag blevet akut indlagt med nyresvigt og meget lav blodtryk

[soelvfisk]

Fakeprofilen var mega spam og den findes slet ikke mere og det er heldigt. Var meget rå lige dér, da jeg blev informeret om den. Fordi jeg jo var øm over at vende tilbage. Til internettet og verden på en måde. At føle sig øm og passet på det ene øjeblik og rå og udstillet og brugt det næste. Modsatte oplevelser på én gang. Midt mens jeg lå alene på en madras i den nye lejlighed uden hund og med kun to mandariner i maven. Sådan en “jaja, jeg kan selv” dag, som jeg slet ikke kunne selv alligevel. Det håndterede jeg ikke så godt.

Jeg var glad for tanken om en lejlighed og så blev jeg ængstelig ved tanken om at flytte ind. Det føltes meningsløst at prøve på at bo selv, når jeg havde det så skidt. Nu er det 7 dage siden jeg overtog lejligheden og i dag sendte jeg min opsigelse afsted til udlejer. Flytter ud i weekenden. Og bliver indlagt næste uge. Forhåbentligt. Psykiatrien har det med at sende mig hjem, fordi jeg er for “kær og venlig”…. Min default høflighed får mig åbenbart til at virke “rask”. Problematisk.

Føler jeg har en ret skarp 7 dages radar på boliger. Hvor jeg kan mærke at jeg har begået en kæmpe fejl. Og at det kommer til at ruinere mig energimæssigt og økonomisk. Men at jeg må ud. Denne gang var det en blanding af hvor skidt jeg har det og det fact, at min underbo er sådan en to meter høj restauratør der æder menneskers livsgnist til morgenmad. Det var ham der skældte mig ud på gaden. Han spiller højlydt far-rock der runger i gulv og vægge og jeg er ikke parat til at betale en hel masse i husleje bare for at få lov at føre krig mod ham. For jeg ved at han vinder. Han er ikke et hensyns-menneske. Han er et “jeg vinder, når jeg råber - du taber, når du græder” menneske. Og jeg græder hele tiden.

Jeg vil leve roligt og ubesværet. Og helst ikke i nærheden af mænd der kun lytter til andre mænd.

Flytter. Så har jeg flyttet 6 gange på et år. Udmattende. Tænk at jeg lod Stenen beholde mit drømmehjem. Som jeg havde knoklet for at finde. Ak. Tænk at jeg overhovedet brugte kræfter på det shit. Jaja. Jeg forstår mig. Jeg troede, der var noget at kæmpe for. Men har lært at man ikke skal kæmpe for ting, der giver én lyst til at dø. Not worth it. Man kan ikke redde en relation alene. Man skal ikke bevise loyalitet og trofasthed, hvis det indebærer så meget smerte.

Vil spare sammen til en iPad så jeg kan spille stardew valley. Vil besøge min kræftsyge mormor og skåle i de kalorioholdige drikke fra apoteket, som vi begge drikker. Vil tænke på min morfar. Har købt brevpapir med sommerfugle på, så jeg kan skrive breve til folk nu hvor det er så svært for mig at åbne og læse og svare på beskeder… og være online. Og så vil jeg forsøge at rumme verden bid for bid, så jeg på et tidspunkt tør ting igen. Vil så gerne vise min taknemmelighed og give tilbage.

Fortalte min mor i dag om tumblr. Vi græd sammen. Over situationen. Søde mennesker herpå. Som passer på hendes datter. Det var spcielt. Jeg fortalte om hvordan det er, når nogen ser noget i ens adfærd, som man er vant til bliver overset. Hun kunne relatere på en anden måde. Der blev bygget broer. Føler også der er broer her. Det er vigtigt<3

Nu går jeg i seng. Godnat tumblr. Jeg tænker på jer alle og håber at i lander blødt og drømmer sødt. Håber sådan at lige pludselig en dag, så kan jeg mere end jeg kan nu. Kram

[christineforevigt]

bliver ved med at tænke på den ene politibetjent der var med til at få mig indlagt. kan ikke huske den anden

[politirapporten]

Tirsdag kl. 13.28 blev politi og ambulance sendt til en alvorlig arbejdsulykke ved en virksomhed på Birkegårdsvej i Hasselager, hvor en 22-årig mandlig mekaniker var blevet klemt under en lastbil, som han var i færd med at reparere. Da politiet kom frem, havde nogle af de tilstedeværende vidner til ulykken fået løftet lastbilen op med en donkraft, hvorefter de var påbegyndt førstehjælp. Den 22-årige blev kørt med ambulance og eskorte til hospitalet, hvor han blev indlagt i kritisk tilstand. Arbejdstilsynet blev tilkaldt til ulykkesstedet, og de er nu i gang med at undersøge hændelsen nærmere. Østjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere detaljer om hændelsesforløbet. De pårørende er underrettet om ulykken. 

[kaotixka]

MIN FAR ER ALKOHOLIKER

Og ingen har snakket om det før her i forgårs hvor jeg sås med min halvsøster for første gang af helt egen vilje, min søster er den første fra min familie der nogensinde har været ægte omkring mig. Min far har været stiv siden før jeg blev født og min mor har for travlt med at gøre alt fint og pænt og spille skuespil til at sige noget. Er glad for min søster sagde noget.

Min far var indlagt i 2 uger og var næsten ved at dø, havde nok tænkt det var alkoholen men har først fået det confirmation på min teori i forgårs... det spicy

[livetsomsindssyg]

indlagt siden mandag nat. røde papirer. var gået fra bostedet ned mod togskinnerne, men nåede aldrig frem for nattevagten kom og hentede mig. følte jeg ikke kunne gå ordentligt på vej ned til togskinnerne, kunne kun tage sådan nogle små skridt, men måtte stadig ikke træde på stregerne, så tror jeg har set noget mærkelig ud. så kan jeg ikke rigtigt huske så meget før jeg står ude på parkeringspladsen med politiet og de er ved at spænde mig i bælte (rem rundt om maven der så sidder fast på remme der sidder om håndledene). blackout igen indtil jeg er på afdelingen (affektiv, åben) og prøver at komme ud af døren fra min stue imens en eller anden idiotisk mandlig nattevagt skubber rundt med mig og tager mega hårdt fat mig imens han siger “når du skubber til mig, så bliver jeg sur” hvad med at du stoppede med at skubbe til mig som en start? må være kommet ud af døren på en eller anden måde for så kan jeg huske de er to personaler der løber med mig ned af gangen hvor de har fat under hver sin arm og jeg vender sådan at jeg går baglæns imens de løber fremad. så har jeg fået at vide jeg fik sprøjte (olanzapin), kan huske jeg blev fastholdt i hvad der føles som 1000 år. og at D var der. sov næsten hele mandag og blev flyttet over på psykose senere på dagen.

[betinapoulsen36]

Hej så er nedtællingen gået i gang til jeg skal indlægges igen 🏩🤕 15 dage tilbage (2015) #surgery #hospital #follow #followme #instagood #instamood #kræftensbekæmpelse #kræftfri #glad #happy #indlagt #sygehus #new #nye #detbliversågodt #ungkræft

[ingesen]

Er idag blevet akut indlagt med nyresvigt og meget lav blodtryk

[soendagsbarn]

når jeg sidder og drømmer om ikke at være indlagt, indser jeg at det er en nødvendighed og det er den fucking værste ting at indse og erkende

[technotaarer]

Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke havde tænkt over min fremtid, men jeg har aldrig lagt eller overvejet en plan i ved den der videregående uddannelse få fast job inden for et bestemt område ting. Ikke engang i mine drømme kan jeg forstille mig, sidde og spise aftensmad med min mand og vores børn. Jeg ved ikke hvor normalt det er. Det er nok mere unormalt at have det sådan jo mindre man er. Det bunder i at jeg aldrig ville byde andre mennesker permanent at være bundet til at have et forhold til mig. Jeg er et sødt og omsorgsfuldt menneske og jeg har altid forstået verden på et hørte aspekt og det her ved jeg at mine venner værdsætter og det er derfor de bliver. Selv i mine mørkeste tider bliver de og jeg er taknemmelig, men de slipper også for at se mig når jeg kommer og jeg lukker min depressive side ud. Jeg er ikke i stand til at være menneske når jeg har det sådan, og jeg kender mig selv og andre så godt at jeg ved hvornår min energi gavner og hvornår den dræner. Jeg kan stadig huske i 8 klasse da min bedste og nok hvad jeg anså som den eneste rigtige veninde i mit liv, ignorerede mig i en uge fik alle vores andre veninder til at gøre det samme, fordi hun ikke kan håndtere at jeg var så deprimeret. Det har virkelig sit spor i mig og hvordan jeg agerer og hvilke følelser jeg viser. Nu er jeg 18 og jeg sådan halvt om halvt nået den der “fremtid” som altid har ligget så fjernt for mig. Det her lyder måske ekstremt men jeg troede vitterligt ikke jeg ville være nået hertil. Jeg kan huske da jeg var 8 at jeg havde en samtale med mig selv om at det var okay. Jeg var afklaret med at jeg ikke ville overleve mig selv, og jeg ville have at jeg skulle kæmpe for der var ting jeg ikke havde prøvet, men jeg vidste der at jeg ville tage mit eget liv en dag, og jeg var okay med det. Jeg har på ingen måde “banede” et liv, en retning eller et grundlag for mig selv. Og det er underligt. At leve et liv som jeg har “anrettet” til ikke at skulle eksistere. Jeg har virkelig ødelagt mig selv og jeg gør det stadig for jeg troede aldrig jeg ville finde lysten. Den fandt jeg så i 1g. Jeg tror ikke det handlede om miljø overhovedet og det hele er lidt uklart for mig selv om jeg er god til at tolke for jeg var mit i et hashrus. Nu gør hash mig ikke glad mere. Jeg får angst når jeg ryger. Jeg får angst af mange ting og ingenting. Men min angst kommer kun når jeg er depressiv. Jeg kan finde uegentlige mange dagbog side fra før jeg ramte pubertet hvor jeg snakker om “min mørke side”. Søde lille nanna der ubevidst prøver og romantiserer en psykisk sygdom hun ikke kendte endnu. Jeg har dage hvor jeg føler jeg kan overvinde det, og så har jeg dage hvor jeg bliver nødt til at gemme mine sovepiller væk fordi jeg er bange for at jeg får mod til at od. Det som om jo bedre jeg forstår mig selv og min måde at sige tingene på jo klarere og bedre bliver alt når det er godt, men samtidig bliver det værre for hver gang det er dårligt. Det skræmmer mig. Jeg hader når folk ikke ved hvordan de skal reagerer. Når det bliver FOR mørkt og de ikke kan se, og det beskriver perfekt hvad jeg selv føler jo. Jeg ville ønske jeg kunne blive indlagt et sted nogle gange, for jeg er så selvdestruktiv nogle gange. Jeg føler at der er en bestemt vej for mig som jeg skal følge fordi sådan er jeg. Det lyder nok fjollet men jeg ved at jeg er en byrde og jeg ved at jeg ikke fortjener det normale som mange andre ser som en selvfølge, selvom jeg har familien og de økonomiske midler for at det skal ske. Det er nok også der skyld følelsen rammer. Jeg har set meget grimt og næsten ubrydelig social arv i mit liv. Og så er jeg født med gode forudsætninger uden at kunne blive til nogen. Være et velfungerende menneske. Gud ved hvor mange tårer jeg har grædt over min hjerne. Jeg har snart grædt dem alle