#indlagt

[femb0td111ary]

Til døden os skiller // till death us part

[soelvfisk]

Er ikke blevet indlagt. Er stadig bare i kælderen. Sover meget og dukker op ovenpå når min mor lægger puslespil om aftenen. Min far er forsigtig og smiler når han taler. Kan mærke han gør sig umage og jeg håber han kan mærke at jeg sætter pris på det. Synes også det er synd for ham at han ikke er en der kan hjælpe mig lige nu, selvom det er tydeligt at han prøver. Det er en lettelse at han forstår, at afstanden er ret nødvendig. Uden at det bliver kilde til konflikt. Det er sin egen slags hjælp.

Jeg havde opsagt lejligheden efter 7 sølle dage. Måske det er derfor jeg ikke blev indlagt faktisk - min udlejer skrev tilbage og spurgte om jeg ville blive boende, hvis de gjorde en indsats for at dæmpe støjgener. Jeg sagde ja. Selvom jeg lige så godt kunne have sagt nej. Tror det er fordi jeg håber på trivsel. Håber på at indlæggelse ikke er nødvendigt. Har ikke så gode oplevelser med at blive indlagt. Jeg er for dygtig til at være patient uden at være mig selv. Som om jeg er gæst på lægernes arbejdsplads og helst ikke må gøre livet svært for dem. Som om jeg bor på deres kontor. Og så føler jeg mig mega svigtet når de skriver wack ting i min journal. Det bekræfter mig i at de er pressede… eller at jeg ikke kan kommunikere ordentligt. Gad godt være et sted hvor nogen bare synes at jeg gav mening. Det kommer vel en dag. Det tror jeg meget på, fordi dette sted findes:) lige her. Selvom man er alene bag sin skærm.

Jeg synes det er svært at vide hvad der er rigtigt og forkert at gøre, fordi jeg er bange for at tage fejl. Især her mens jeg er isoleret. Men er på en måde lettet over at beholde hjemmet. Lejligheden. Til trods for mine nedsmeltninger. Som om at - okay - nu har jeg en base, hvorfra jeg lige så stile kan lukke op for verden. Jeg skal bare lige blive klar til at flytte derhen. Og så er det jo mega sødt af min udlejer at ville bruge energi på at finde løsninger. Det havde de ikke behøvet at bruge tid på. Men det er vel mere holdbart end at bruge tid på at finde en ny lejer, på en måde? Ved ik. Må bare huske at jeg ikke skylder nogen at blive boende. Hvis nu det ikke går godt. I mine gamle hjem har jeg nok meget følt, at jeg bare skulle sætte mig ned og være taknemmelig over overhovedet at have et hjem. Også selvom jeg var i giga mistrivsel.

De ting jeg skal bruge energi på det næste stykke tid, er at svare på mails, udfylde spørgeskema fra kommune, finde en seng, få en døgnrytme og spise mad hver dag. Omg orker ikke når jeg remser det op på den måde. Sagde til min søster at jeg håber, at jeg en dag får det godt nok til at blive forelsket igen. Så kaldte hun mig en lille scoremis og sagde at det var hun slet ikke i tvivl om:) Jeg ved ikke om jeg er en scoremis, men kan godt lide tanken om at jeg en dag har nok energi til både at være en bedre ven overfor mine venner og kan overskue kontakt med mennesker igen og så oveni det også har energi til at møde et menneske jeg gerne vil være tæt-tæt med. At jeg får energi til at dele ud af kærlighed på allemulige måder igen. Glæder mig til at elske lidt mere højlydt og tydeligt. Intentionelt. Det er svært at være væk fra den slags.

Græd i går fordi jeg ikke kunne spise andet end persille uden at få brækfornemmelse. Det er tanken om mine tænder der blander maden med spyt når jeg tygger. Forvandler tingene til noget andet end det jeg puttede ind i min mund. Da jeg var lille havde jeg set et closeup af toast med smeltet smør under et mikroskop og jeg har ikke spist toast med smeltet smør siden, fordi jeg stadig kan huske billedet. Det lyder så dumt. Og jeg føler mig SÅ dum, når den slags forhindrer mig i at passe på min krop. Mig selv. Jeg kunne være et menneske i trivsel, men det er jeg ikke. Og jeg føler det er mig selv der står i vejen. Selvom jeg godt ved, at alt lige nu er en reaktion på nedern ting. Der er intet at sige til, at jeg bliver irri på mig selv. Jeg forstår, når folk siger jeg skal tage mig sammen. Så sidder jeg der i sengen i min søsters skab og spiser persille med tårer i øjnene. Det er jo skørt og frustrerende på samme tid. Fordi jeg ved at min krop er sulten efter mere end det, men alt hvad jeg kan fordre mig med, giver mig det der bræk-savl i kinderne. Så er det bare vildt meget man skal tage sig sammen i løbet af en dag, når alt kræver den slags energi. Fysisk og mentalt. I dag har jeg spist 1dl havregryn med mælk og halvdelen af en lille skål med røde linser og kylling. Og drukket vand og pepsi max. I går spiste jeg persille og en twix. Men jeg får hjælp. Jeg har en madplan jeg skal følge i den nye lejlighed. En re-ernærings-madplan og derefter en vægtøgnings madplan. Kost-vejledninger. Cool stuff. Ja. Hm. Men ja, vil gerne være dygtig til at passe på mig selv. Og føle at det er holdbart. I hele livet. Også hvis det indebærer indlæggelse. Også hvis det indebærer flytning. Også hvis det indebærer perioder med afstand og stilhed. Det er svært at følge et kort, hvis ikke det passer med det terræn man står overfor. Så stopper kortet med at være trygt at have. Og så må man prøve sig frem, istedet for at klamre sig til et perspektiv der ikke stemmer overens med virkeligheden. Tror stadig lidt at jeg holder fast i et kort, som jeg skal forsøge at lægge fra mig.

[vingefang]

det skulle bare have været et kort besøg hos min farmor i går. hun er terminal med kræft i leveren, men de fleste dage er gode. hun har været indlagt to gange de sidste tre uger. forskellige ting, ikke kræften, men det der følger med. i forgårs havde hun en god dag. hendes venner fra england er på besøg, min søster var der, min farmors kæreste, naboerne. men i går vågnede hun og vågnede aldrig rigtigt. jeg kom om eftermiddagen og det blev værre. hun kunne ikke se på mig, ikke tale, ikke bevæge sig. så ydmygende for hende, hvordan vi alle så på hende. det siger jeg fordi jeg ved at hun ville ha hadet det. og stemningen. at alle blev så vrede, alle så frustrerede og ingen vidste hvad de skulle gøre og hospitalet ville ikke hente hende, før til sidst. nu er hun indlagt igen men har sovet hele natten. jeg har aldrig prøvet at en paramediciner har sagt at jeg kunne få nogle minutter alene med nogen, fordi man ved ikke hvad der kommer til at ske, men nu har jeg. bare holde om hende i sengen og hun kunne ikke svare, men jeg tror at hun hørte alting. jeg ved ikke om hun vågner igen og har en god dag, jeg ved ikke om det var den sidste gode dag, men det var så ubehageligt at se hende sådan og jeg er bange, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. nu er tiden bare at vente i. H kom hjem til mig om aftenen, vi mødtes på hovedbanen, ham med toget hele vejen fra Sverige og han gav mig lov til at sige det hele og holdt mig i hånden og sagde “jag är så ledsen för det” og andre ting. holdt om mig til jeg faldt i søvn og jeg sov så dårligt og drømte de mærkeligste ting. men nu er jeg i toget på vej til hospitalet. udenfor er træerne orange og solen skinner, den var helt varm mod huden tidligere.

[soendagsbarn]

når jeg sidder og drømmer om ikke at være indlagt, indser jeg at det er en nødvendighed og det er den fucking værste ting at indse og erkende

[christineforevigt]

hun har været indlagt 700 gange

hun har haft 700 udredninger

og hun kan stadig ikke indse sin egen sygdom

[ingesen]

Er idag blevet akut indlagt med nyresvigt og meget lav blodtryk

[soelvfisk]

Fakeprofilen var mega spam og den findes slet ikke mere og det er heldigt. Var meget rå lige dér, da jeg blev informeret om den. Fordi jeg jo var øm over at vende tilbage. Til internettet og verden på en måde. At føle sig øm og passet på det ene øjeblik og rå og udstillet og brugt det næste. Modsatte oplevelser på én gang. Midt mens jeg lå alene på en madras i den nye lejlighed uden hund og med kun to mandariner i maven. Sådan en “jaja, jeg kan selv” dag, som jeg slet ikke kunne selv alligevel. Det håndterede jeg ikke så godt.

Jeg var glad for tanken om en lejlighed og så blev jeg ængstelig ved tanken om at flytte ind. Det føltes meningsløst at prøve på at bo selv, når jeg havde det så skidt. Nu er det 7 dage siden jeg overtog lejligheden og i dag sendte jeg min opsigelse afsted til udlejer. Flytter ud i weekenden. Og bliver indlagt næste uge. Forhåbentligt. Psykiatrien har det med at sende mig hjem, fordi jeg er for “kær og venlig”…. Min default høflighed får mig åbenbart til at virke “rask”. Problematisk.

Føler jeg har en ret skarp 7 dages radar på boliger. Hvor jeg kan mærke at jeg har begået en kæmpe fejl. Og at det kommer til at ruinere mig energimæssigt og økonomisk. Men at jeg må ud. Denne gang var det en blanding af hvor skidt jeg har det og det fact, at min underbo er sådan en to meter høj restauratør der æder menneskers livsgnist til morgenmad. Det var ham der skældte mig ud på gaden. Han spiller højlydt far-rock der runger i gulv og vægge og jeg er ikke parat til at betale en hel masse i husleje bare for at få lov at føre krig mod ham. For jeg ved at han vinder. Han er ikke et hensyns-menneske. Han er et “jeg vinder, når jeg råber - du taber, når du græder” menneske. Og jeg græder hele tiden.

Jeg vil leve roligt og ubesværet. Og helst ikke i nærheden af mænd der kun lytter til andre mænd.

Flytter. Så har jeg flyttet 6 gange på et år. Udmattende. Tænk at jeg lod Stenen beholde mit drømmehjem. Som jeg havde knoklet for at finde. Ak. Tænk at jeg overhovedet brugte kræfter på det shit. Jaja. Jeg forstår mig. Jeg troede, der var noget at kæmpe for. Men har lært at man ikke skal kæmpe for ting, der giver én lyst til at dø. Not worth it. Man kan ikke redde en relation alene. Man skal ikke bevise loyalitet og trofasthed, hvis det indebærer så meget smerte.

Vil spare sammen til en iPad så jeg kan spille stardew valley. Vil besøge min kræftsyge mormor og skåle i de kalorioholdige drikke fra apoteket, som vi begge drikker. Vil tænke på min morfar. Har købt brevpapir med sommerfugle på, så jeg kan skrive breve til folk nu hvor det er så svært for mig at åbne og læse og svare på beskeder… og være online. Og så vil jeg forsøge at rumme verden bid for bid, så jeg på et tidspunkt tør ting igen. Vil så gerne vise min taknemmelighed og give tilbage.

Fortalte min mor i dag om tumblr. Vi græd sammen. Over situationen. Søde mennesker herpå. Som passer på hendes datter. Det var spcielt. Jeg fortalte om hvordan det er, når nogen ser noget i ens adfærd, som man er vant til bliver overset. Hun kunne relatere på en anden måde. Der blev bygget broer. Føler også der er broer her. Det er vigtigt<3

Nu går jeg i seng. Godnat tumblr. Jeg tænker på jer alle og håber at i lander blødt og drømmer sødt. Håber sådan at lige pludselig en dag, så kan jeg mere end jeg kan nu. Kram

[politirapporten]

Tirsdag kl. 13.28 blev politi og ambulance sendt til en alvorlig arbejdsulykke ved en virksomhed på Birkegårdsvej i Hasselager, hvor en 22-årig mandlig mekaniker var blevet klemt under en lastbil, som han var i færd med at reparere. Da politiet kom frem, havde nogle af de tilstedeværende vidner til ulykken fået løftet lastbilen op med en donkraft, hvorefter de var påbegyndt førstehjælp. Den 22-årige blev kørt med ambulance og eskorte til hospitalet, hvor han blev indlagt i kritisk tilstand. Arbejdstilsynet blev tilkaldt til ulykkesstedet, og de er nu i gang med at undersøge hændelsen nærmere. Østjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere detaljer om hændelsesforløbet. De pårørende er underrettet om ulykken. 

[kaotixka]

MIN FAR ER ALKOHOLIKER

Og ingen har snakket om det før her i forgårs hvor jeg sås med min halvsøster for første gang af helt egen vilje, min søster er den første fra min familie der nogensinde har været ægte omkring mig. Min far har været stiv siden før jeg blev født og min mor har for travlt med at gøre alt fint og pænt og spille skuespil til at sige noget. Er glad for min søster sagde noget.

Min far var indlagt i 2 uger og var næsten ved at dø, havde nok tænkt det var alkoholen men har først fået det confirmation på min teori i forgårs... det spicy

[thebrokenbird94]

05/01-2023

I dag kom min mor på besøg og i morgen skal jeg på første overnatning, siden jeg blev indlagt. Det er lidt en ambivalent følelse, at skulle hjem. Men jeg glæder mig til at se Carl og Nick.

[christineforevigt]

drømmeterapeut i overmorgen

der er ting som kun lever i min fantasi eller mine drømme man kan kalde det mange ting der er ikke nogen hjerter i mit ord - i denne seng er jeg ikke virkelig god - armen føles normal når jeg ikke kigger på den for længe ad gangen der er ikke et hjerte i min arm - jeg drømmer hver dag og hver nat kan vi mon finde et hjerte i mine drømme - hvad rummer i alle har en fodbold i deres hoveder mit hoved har ikke et hjerte

- lukke øjnene stoppe med at tale - søvnløsheden fremtryllede et jeg

drømmene fremtryllede en handling jeg ved ikke om jeg sov eller var vågen da jeg endelig blev indlagt travede jeg bare frem og tilbage

i raskt tempo - vil tilbage til min kraft - 

livet er i vores hjerner - fem hampplanter på møn i min venindes forældres have

at tænke på dem blive gennemskyllet i regnen giver mig vejret tilbage grønne våde planer - alle mine sære spørgsmål om næsten alt - jeg endte med at lægge mig ned for hvad hvis det bare var mig der var gal på den - i mine drømme sagde din mor at hun ikke tænkte noget

hun er lærer og hun tænker ikke noget og jeg er ligeglad med hvad du tænker

fordi jeg elsker dig

6 år med leopardbukser på - mit hjerte har ikke et hjerte tilovers

- med følelserne i ansigtet årh - at vokse op er at finde ud af at man er værre end hvad ens forældre kan se så desperat efter at andre skulle have svarene, derefter så desperat efter selv at finde dem - stjerner i amager fælled daggry korn beige blå lukker øjnene i nu kronisk hoste mine drømme har ikke et ord kan tilkalde ham med mine sange fuck han er smuk jeg har ikke fået nok

-

jeg fandt den største frygt

-

jeg har løjet lidt

bare tag min hånd

lille baby drikker små sure

det slumrer så dejligt inde i mig i aften

-

jeg har prøvet at huske (hvem jeg var) jeg har ikke et ord

[kobnfltrojerdk]

QB Tua Tagovailoa tilbage på hjernerystelsesprotokol

Tagovailoa indgik tidligere hjernerystelsesprotokol efter Miami Dolphin's Week 4-kampen mod Cincinnati Bengals og blev kortvarigt indlagt efter hans hoved ramte græstæppet. Han kunne heller ikke have nfl trøjer på for at spille. Uheldet kom dog til ham igen, og han blev med i aftalen på grund af en hjernerystelse.

Miami Dolphin quarterback Tua Tagovailoa gik ind i NFL's hjernerystelsesprotokol en dag efter holdets tab til Green Bay Packers i søndags, sagde træner Mike McDaniel. Her sælger vores officielle hjemmeside Miami Dolphins trøje, velkommen til at konsultere.

McDaniel sagde, at Tagovailoa viste og indrømmede hjernerystelsessymptomer, mens han talte med teamets læger i mandags, og blev straks sat i protokol. Han tilføjede, at han ikke var sikker på, i hvilket spil Tagovailoa kunne have pådraget sig hjernerystelsen i starten. Det er anden gang i denne sæson, at Tagovailoa er inkluderet i aftalen.

[filmniller]

Guillermo del Toro's Pinocchio

5 ud af 5 lange næser

Et lige så vidunderligt (og meget anderledes) mesterværk som Disneys tegnefilm fra 1940. Del Toro har her lavet en stort set perfekt stop motion-film (jeg troede faktisk, det var computeranimation, indtil jeg så dokumentarfilmen om tilblivelsen, der også ligger på Netflix). Som i andre af den mexicanske instruktørs film ("Djævelens rygrad" og "Pans labyrint") er der indlagt et kritisk opgør med fascismen, her i en scene, hvor Pinocchios omrejsende tivoli optræder for en popcorn-guffende Mussolini, en klar hyldest til en lignende scene i Chaplins "Diktatoren". Se filmen og bagefter dokumentaren. Det er en stor oplevelse.

[ingesen]

Er idag blevet akut indlagt med nyresvigt og meget lav blodtryk

[livetsomsindssyg]

indlagt siden mandag nat. røde papirer. var gået fra bostedet ned mod togskinnerne, men nåede aldrig frem for nattevagten kom og hentede mig. følte jeg ikke kunne gå ordentligt på vej ned til togskinnerne, kunne kun tage sådan nogle små skridt, men måtte stadig ikke træde på stregerne, så tror jeg har set noget mærkelig ud. så kan jeg ikke rigtigt huske så meget før jeg står ude på parkeringspladsen med politiet og de er ved at spænde mig i bælte (rem rundt om maven der så sidder fast på remme der sidder om håndledene). blackout igen indtil jeg er på afdelingen (affektiv, åben) og prøver at komme ud af døren fra min stue imens en eller anden idiotisk mandlig nattevagt skubber rundt med mig og tager mega hårdt fat mig imens han siger “når du skubber til mig, så bliver jeg sur” hvad med at du stoppede med at skubbe til mig som en start? må være kommet ud af døren på en eller anden måde for så kan jeg huske de er to personaler der løber med mig ned af gangen hvor de har fat under hver sin arm og jeg vender sådan at jeg går baglæns imens de løber fremad. så har jeg fået at vide jeg fik sprøjte (olanzapin), kan huske jeg blev fastholdt i hvad der føles som 1000 år. og at D var der. sov næsten hele mandag og blev flyttet over på psykose senere på dagen.