#Liv og død

[motionpicturelover]

"Liv og død" (1980) - Wam&Vennerød

Films I've watched in 2023 (25/119)

[witchrog]

Spunni av liv og død As we transition into Pisces season, this Monday, we move from the analytical and expansive energy of Aquarius to a more intuitive and fluid state of being. While Aquarius seeks to map out the complexities of the universe, Pisces embraces the unknown and adapts to the ever-changing currents of life. It represents fluidity, intuition, and a deep connection to the subconscious.

Like a experienced priestess performing with grace, prepared for any challenge, Pisces integrates diverse knowledge on an intuitive level. Yet, this sensitivity can sometimes lead to anxiety as Pisces absorbs external energies, including the fears and anxieties of others. It's important to discern between personal emotions and external influences.

With Saturn and Neptune currently in Pisces, there's a call to develop stronger intuition, deepen spiritual connections, and navigate the unknown with resilience. Pisces encourages moments of solitude to nurture what's incubating within, introspection, rituals inside our own Sacred Space.

Moreover, Pisces symbolizes hidden threats like viruses and unseen enemies, highlighting the importance of mental and spiritual well-being and protection. This season urges us to cultivate inner strength and awareness while staying attuned to the subtle energies that shape our experiences. Venus and Mars have departed from cthonic Capricorn and entered electric realm of Aquarius. These days are quintessentially Aquarian, where we liberate ourselves from societal norms, imposed rules, and interpersonal limitations.

During their journey through Aquarius, Venus and Mars both encounter the Lord of the Underworld, Pluto, bringing deep and powerful transformations. Additionally, their challenging aspect with Uranus may cause disruptions, unexpcted change, and trigger breaking points in relationships, especially those that restrict our freedom and individiuality.

#incense #malewitch #astrology #malewithcesofinstagram #witchcraft #witchesofinstagram #darkphotography #ritual #occult #darksouls #mars #Pluto #venuspluto #uranus #faeriemagazine #darkaesthetic #folkwitch #traditionalwitchcraft #aquarius #spirituality #venusmarsconjunction

[maelkogvildeblomster]

Det har altid brændt i mit bryst, når det har handlet om ham. For 5 år siden kom jeg endelig videre, og jeg fandt en afsky frem, som jeg fandt mig til rette med.

Og så stod han pludselig dér, og lignede en helt anden, og alligevel sig selv. Og hans øjne er præcis lige så vidunderlige som dengang, og de GLØDER på mig?! Hvordan?!

Og så stod jeg kraftedme der og sagde at jeg var SÅ GLAD FOR at være kommet videre og at det var så vidunderligt ikke at sammenligne alle med ham. Det var sandt, da jeg sagde det. Og da jeg sagde at jeg var så glad i mit liv, så sagde han, at det var tydeligt, og at det var dejligt at se.

Og han sagde, at jeg er så umiddelbar.

Jeg troede at den kærlighed var død. Det ville aldrig nogensinde kunne blive et tillidsfuldt forhold. Aldrig nogensinde. Må jeg ikke godt snart få en ny kærlighed. Please, hvemend der bestemmer

[rustentidsmaskin]

Desember 1983: Blue Max (Synapse)

Flyger-ess Max Chatsworth rapporterer til tjeneste, klar for et aldri så lite selvmordsoppdrag bak fiendens linjer!

Etter at Rule Britannia er ferdigspilt, og spilleren har satt seg ned fra stram giv akt, begynner et diagonalt scrollende skytespill (såkalt Zaxxon-perspektiv) satt til første verdenskrig, hvor man veksler mellom å duellere andre fly og å bombe bakkemål.

Fra nå av er det ingen musikk som spiller for Max, kun dronende propelldur og spredte drønn fra fiendens luftverskanoner.

Blue Max var et av de eldste actionspillene som føles litt episk, og som setter i gang historier i hodet som var litt mer storslåtte enn fortellingen om den gang symmetrofile romvesener beveget seg i sirlige rader ned mot bunnen av TV-skjermen.

Det er risikabel business å fly bak fiendens linjer, og særlig når Chatwsworth flyr lavt for å bombe eller duellere, er det gode sjanser for å bli skutt litt av tysk luftvern. Dette fører ikke til umiddelbar død, men til at en eller annen tilfeldig funksjon ved flyet blir dårligere - maskingeværet begynner å harke, bomber slutter å falle når de skal, bensin begynner å lekke, osv.

Disse skadene akkumulerer, til din trofaste Sopwith Camel er lite mer enn et skjelvende, marginalt flyvedyktig vrak!

Heldigvis har Max muligheten til å lande på allierte flyplasser hvor han kan tanke bensin og få skader reparert. Dette er imidlertid en risikabel manøver, siden lite gentleman-aktige fiendefly har mulighet til å bombe deg på bakken.

Blue Max er et spill som er rikt bestrødd med intense øyeblikk. Noen eksempler: et hovedmål dukker opp og du rekker SÅVIDT bort til det; et suicidalt fiendefly bråsnur mot deg midt i en duell og hamrer inn i deg; fienden bomber flyplassen mens tankingen tar for ALLTID; du er i ferd med å gå tom for rullebane men kan ikke ta av fordi du befinner deg i skyggen fra et fiendefly...

Følelsen av å såvidt klare å gli inn på en flyplass med et bensintomt fly er en av de beste spillopplevelsene man kan ha i desember 1983.

Litt som på ordentlig, har man kun ett liv til rådighet, noe som (litt som på ordentlig) tilfører et ekstra lag nerve.

Det isometriske perspektivet er litt småvrient å forholde seg til, spesielt i en tidsalder hvor vi ikke alle kommer rett fra Zaxxon-maskinen i den lokale spillehallen, noe som fører til en del frustrerende dødsfall ved innflyging og irriterende bom på hovedmål.

Det endelige målet for Max er fiendens hovedstad, hvor noen særskilt viktige bygninger må bombes til fillebiter. For å nå fram dit, må du ødelegge et visst antall hovedmål som enten blinker eller har en blinkende blink (blink) på seg. Hovedmålene kan være hva som helst (bro, bil, båt, fly, bygning...) og de dukker tilfeldig opp, så Max Chatsworth må ha øynene med seg til enhver tid.

Når du endelig kommer fram til hovedstaden, må du bombe fem kalkhvite senatsbygninger og overleve en kanossa-kanonade av antiluftvernsskyts fra høye bygninger på begge sider. Hvis du treffer alle målene og klarer å karre deg - sannsynligvis temmelig istykkerskutt - til nærmeste flyplass, har du offisielt vunnet spillet. Din belønning? En da capo av Rule Britannia, så klart.

Blue Max er et av de beste skytespillene på Commodore 64, ferdig snakket. Rett og slett frekt av Synapse å hamre det inn så tidlig i maskinens historie.

Computer + Video Games, desember 1983:

"If you like the idea of a game based on the Battle of Britain, then you´ll enjoy playing Blue Max." 8/10.

[blondinehjerne]

Jeg kørte galt for to uger siden. Liam payne er død. I dag fortalte min kollega mig at grunden til hun havde været væk, var fordi hun havde fået konstateret kræft. Hvis ikke det ikke skriger tag hverken dit eget eller andres liv forgivet så ved jeg næsten ikke hvad gør. Livet er så skrøbeligt. Vis omsorg og empati. Antag mindre og efterlad altid forståelse og plads til dine medmenneskers virkelighed. Der kan være mange årsager til ting og du kender sjældent alle svarene. Dræb alle de rygter du kan. Du må gerne fortælle hvilke følelser andres adfærd får frem i dig, men tal altid pænt om andre mennesker. Køb blomsterne, de er det værd. Fortæl mennesker du er glad for at se dem. Lyt og vær tilstede. Kram dine nærmeste. Vær ikke så bange for at spørge folk om de er okay. Vær venlig. Du kommer aldrig nogensinde til at vide hundrede procent, hvad der foregår i andre menneskers liv og det vil altid være deres historie at fortælle, så fortæl aldrig historier som ikke er din at fortælle.

[soelvfisk]

Min mor foreslog at jeg ku skrive et brev til min far, når jeg er flyttet. Jeg vil jo helst fortælle ham det og ikke skrive det.

Vil sige “jeg har haft brug for afstand meget længe, men har følt mig tvunget til kontakt. Forpligtet til trofasthed. Fordi jeg ved hvor meget smerte der er forbundet med de opbrud der er sket i din familie og med dine søskende og dine forældre og deres søskende og deres forældre. Det er en ærgerlig arv. Gad ikke at være fortsættelsen. Men jeg forstår afstanden. At man når til et punkt, hvor det er den sidste tilgængelige måde at passe på sig selv. Det kan føles som et våben. Men det er en reaktion. Jeg passer ikke på mig selv ved at blive. Jeg glemmer at jeg er voksen og kan flytte mig, fordi jeg har været barn så længe uden at kunne flytte mig. Jeg kan ikke tilgive mere. Jeg kan kun trække mig og finde ud af selv, hvordan det giver mening at være tryg og være en del af familien samtidigt. Finde ud af hvad mine forventninger skal være, hvis ikke jeg skal splintres om og om igen. Jeg vil ikke være menneske i alarmberedskab. Jeg vil kunne vogte mine grænser og værne om mine værdier nok til en dag at kunne være en tryg mor til mine egne børn. Det sker ikke hvis jeg bliver ved med at føle mig som et utrygt barn. Og sådan har jeg det i nærheden af dig. Jeg har ikke mere at sige. Kan ikke glemme de ting der er sket og har ikke den mindste smule lyst til at tale om det igen igen igen. For jeg kan ikke tilgive hvor længe det har stået på og kan ikke bruge kræfter på at slutte fred med en fortid, som slet ikke er forbi. Den her afstand skal holde mig i live, så jeg kan blive ved med at være din datter - også selvom vi ikke har kontakt. Det er mine tanker. Det er min beslutning.”

Det lyder som et brev. Jeg gider ik føle mig forpligtet til et løfte om at ses igen. Sidst jeg forsøgte at cutte kontakt, havde min far jagtet mig igennem en fransk bjergby og trængt mig op i en krog i et busskur. Jeg hoppede igennem en ødelagt rude for at komme væk. Tog hjem fra ferien dagen efter alene. Sagde at jeg var done. Og så blev jeg inviteret på brunch af min mor, da de kom hjem. Ville mødes med hende og forklare hvad der skulle ske - ikke mere far til mig. Men han var med til brunchen som et bagholdsangreb af en art. Sammen med min højtelskede lillesøster. Kunne ikke gå fordi hun var så glad for at se mig. Sad bare og prikkede til maden med en knude i halsen. Deres datter, men ikke mig selv. Sådan føltes det. Mine forældre, men ikke mine allierede. Så den her gang skal jeg faktisk nok være tydeligere end jeg var. Og tydeligere end jeg er i teksten ovenfor. Vil ikke ses, ikke kontaktes, ikke opsøges, ikke inviteres og ikke modtage noget som helst. Vil kæmpe lang tryg pause. Det bliver hårdt, men det bliver en lettelse - og sådan tror jeg det gør sig gældende for alle parter.

Det føles som liv og død… det føles virkelig voldsomt og virkelig nødvendigt.

[maelkevejen]

Et sygt sted i min hjerne, bliver det overvejet om jeg burde begå selvmord, hvis ikke jeg når i mål med det her. Som om det er liv eller død, hvad der sker med mit speciale. Som om der ikke er andet i livet, der har værdi, øh, som om jeg ikke har anden værdi. Det er jo absurd. Så hvorfor føles det sådan? Jeg føler mig næsten desperat efter at undslippe, men det kan ikke komme på tale at udskyde eller blanke eller noget som helst, og når det ikke føles som om, jeg kan pløje mig igennem, og jeg drukner i mindreværdskomplekser og skam over ikke at kunne det, jeg gerne ville, at skuffe alle mulige som slet ikke betyder noget i sidste ende, fordi det er jo bare mig, jamen så må løsningen være at fucking flygte fra det hele og bare dø, for så slipper jeg for det. Fordi det giver mening.

Det... er meget anstrengende. Og... jeg tør ikke glæde mig, til det er overstået, for jeg kan ikke forestille mig at nå igennem og jeg er hunderæd for at spænde ben for mig selv, og den tanke kan jeg bare ikke bære. Men det er jo ikke vigtigere end alt andet...! Jeg er så bange. Ikke for at jeg pludselig beslutter mig for noget, for det gør jeg ikke, men jeg er fucking bange for at... at fejle. At aflevere noget lort. At gøre et dårligt stykke arbejde, jeg ikke selv kan stå inde for. For ikke at være god nok. Ikke at have gjort mig fortjent til det her, at det er pinligt. Jeg skammer mig så sindssygt meget. Har jeg overhovedet fortjent at være her eller har jeg bare... snydt alle. Jeg er så bange for, at jeg er dårlig. At jeg slet ikke dur til det her. Det ved jeg godt sikkert er normalt, men jeg mener det virkelig; jeg føler mig slet ikke god til det her, i hvert fald ikke de rigtige ting, og det jeg kan og er god til er ikke vigtigt uden alt det andet. Jeg vil så gerne tro på, at det hele nok skal gå, men tør ikke rigtigt, og jeg har det dårligt, når folk siger "iih, du er så dygtig, det skal nok gå godt", for de aner jo ikke, hvad de snakker om.

[svanhildbogseth]

Peter Høeg, «Frøken Smillas fornemmelse for snø»

Jeg vil fortelle dere om ei bok som heter «Frøken Smilas fornemmelse for snø». Den er Peter Høegs andre og mest kjent roman. Jeg har lest den for ett år siden på russisk. Jeg elsker denne boka.

Romanens hovedperson heter Smilla Jaspersen, hun er halv dansk og halv inuitt fra Grønland. Smilla studerte iskrystaller på universitet i Danmark men plutselig går hun arbeidsledig. Hun bor på ei gate for de fattige, hvor finnes også andre inuitter.

Smilla oppdager at en inuit-gutt hvem hun var venner med, døde. Politiet sier at det var bare ei ulykke, men Smilla synes det ikke. Hun føler som hun må finne hvem er det som kunne drepe gutten. Hva egentlig skjedde på dette taket?

Noen år før guttens død var det et havari i en isbre på Grønland, hvor døde en inuitt arbeider. Døden hans holdes i skjul. Smilla aner fort at gutten er knyttet til det.

Hva likte jeg best i denne boka er forbindelsen Smilla har med is. Som inuitt, vet hun veldig mange typer av is og snø. Og det hjelper henne i forskingen hennes. Guttens død fører henne til masse hemmeligheter. Med hver side av boka blir hendelse mørkere og mer komplisert.

I boka finnes det mange filosofiske og samfunnsspørsmål, særlig gjelder handlingen eskimo tilstanden. Dessuten gir boka en spennende utsikt i deres liv.

(Uke 15)

[ent4you]

Det var en af det 20. århundredes mest uforglemmelige scener: To unge drenge, to prinser, der gik bag deres mors kiste, mens verden så til i sorg – og rædsel. Da Diana, prinsessen af Wales, blev begravet, undrede millioner af mennesker sig over, hvad prinserne mon tænkte og følte – og hvordan deres liv ville forme sig fremover. Her kommer endelig Harrys historie.

Som mange andre sikkert tænkte, da Prins Harrys bog Spare udkom, så tænkte jeg, at hvis han og hans kone Meghan virkelig er så træt af at være i medierne, så skulle de måske lade være med hele tiden at gøre så voldsomt opmærksom på sig selv. Men efter at have læst Spare eller Reserven, som den hedder på dansk, så forstår jeg godt behovet for at få sat tingene på plads.

Det er virkelig noget af en øjenåbner det her. Prins Harry fortæller åbenhjertigt om sin opvækst, hvoraf en del er blevet brugt på forskellige kostskoler langt væk hjemmefra. Selv efter hans mors pludselig død er det her han skal bearbejde sin sorg for den engelske måde at håndtere den slags på læner sig op af frasen “keep calm and carry on”. Og hvor vi andre lever vores liv udenfor mediernes bevågenhed så er det ikke en luksus Harry har haft. Og som vi andre har set det, så holdt mediernes løfter om at droppe papparazzifotografer efter Prinsesse Dianas tragiske død kun ganske kortvarigt. Siden da er det kun blevet værre og Reserven tager os ind i midten af det helvede.

Harry fortæller også om livet bag de kongelige mure. Om forholdet til nu afdøde Dronning Elizabeth, Harrys bror Kronprins William og ikke mindst hans far Charles, der nu er Storbritaniens konge. Harry fortæller åbent om sin tid i militæret og de forskellige kærester han har haft. Helt tæt kommer vi også på hans møde med Meghan Markle og deres forhold. Det er til tider brutalt, hylende morsomt, hjerteknusende, smukt og rørende.

Hvis man kan læse denne bog uden at få enorm sympati for det Prins Harry har været igennem, så fejler man helt ærlig noget.

5*

[heididahlsveen]

Kapittel 9: Venner i liv og død

[et_pb_section fb_built=”1″ _builder_version=”4.21.0″ _module_preset=”default” global_colors_info=”{}”][et_pb_row _builder_version=”4.21.0″ _module_preset=”default” global_colors_info=”{}”][et_pb_column type=”4_4″ _builder_version=”4.21.0″ _module_preset=”default” global_colors_info=”{}”][et_pb_text _builder_version=”4.21.0″ _module_preset=”default” global_colors_info=”{}”] Vennskap, hva fordrer…

[technotaarer]

Og så beundrede de mig

Og hvordan jeg var ligeglad

Med autoriteter

Og dumme tal som skal definere en

Som karakterer

Og skalaen på vægten

Så det var klart at jeg synes

Det var en god ting

Jeg var ligeglad

Med at græde

I offentlig transport

Men nu er jeg 18

Og jeg synes ikke

Det er en god ting

Når de spørg om vi skal tage

Amf eller coke

At jeg svarer

Jeg er ligeglad

Og jeg synes ikke det er en god ting

At jeg har sagt ja til drenge

Bare fordi nej ikke var et svar

jeg kunne identificere mig mere med

For jeg vil jo gerne

gøre andre glade

Så jeg kan leve lidt på deres

Når mit er ikke eksisterende

Jeg synes ikke

det er en god ting

At jeg er ligeglad

Med min fremtid

Og min familie

Og jeg ved at

min krop lider

Af mine mange

Og evigt

uundgåelige

overspringshandlinger

Som jeg egentlig ikke har ville

Der har bare ikke været

Noget andet som

trak i mig

Trak mig

Den anden vej

Og jeg troede jeg ville være død nu

Jeg troede

At jeg ville have taget

Mit eget liv

på det her tidspunkt

Så derfor

Har jeg altid været

grænseløs

Så derfor

Har jeg altid været

Ligeglad

[motionpicturelover]

Films I've watched in 2023.

(This list will be continously updated. For last year's list, see this post.)

Click on the title to see the post.

1 - 99

January:

🎬 "Duet for One" (1986) - Andrei Konchalovsky

🎬 "The Shout" (1978) - Jerzy Skolimowski

🎬 A Day in the Death of Joe Egg (1972) - Peter Medak

🎬 "Separate Tables" (1983) - John Schlesinger

🎬 "Much Ado About Nothing" (2019) - Kenny Leon (stage dir.)/David Thorn (TV dir.)

🎬 "Høyfeber" (1965) - Jon Lennart Mjøen

🎬 "Who's Afraid of Virginia Woolf" (1966) - Mike Nichols

🎬 "Royal Flash" (1975) - Richard Lester

🎬 "Oliver's Travels" (1995) - Giles Foster

🎬 "Dr. M" (1990) - Claude Chabrol

February:

🎬 "Tim Vine Live" (2004)

🎬 "Rett i lomma" (1998) - Runar Borge

🎬 "Underveis" (1968) - Knut M. Hansson

🎬 "Karl" (1962) - Knut Thomassen

🎬 "The Show Must Go Home" (1984)

🎬 "Twigs" (1978) - Toralv Maurstad

🎬 "Det evige spørsmål" (1962) - Per Bronken

🎬 "Dannede mennesker" (1967) - Kirsten Sørlie

🎬 "Tango" (1967) - Per Bronken

🎬 "Bokhandlaren som slutade bada" (1969) - Jarl Kulle

🎬 "Kom tilbake lille Sheba" (1966) - Jan Bull

🎬 "Geografi og kjærlighet" (1973) - Tore Breda Thoresen

🎬 "Den skallete sangerinnen" (1967) - Arne Thomas Olsen

🎬 "Eyes Wide Shut" (1999) - Stanley Kubrick

🎬 "Liv og død" (1980) - Wam&Vennerød

March:

🎬 "I slik en natt" (1958) - Sigval Maartman-Moe

🎬 "Brødrene Dal og Spektralsteinene" (1982)

🎬 "Ung flukt" (1960) - Edith Carlmar

🎬 "Klokker i måneskinn" (1964) - Kåre Bergstrøm

🎬 "Brent jord" (1969) - Knut Andersen

🎬 "Hjemme hos oss" sesong 1 (1979)

🎬 "Falne engler" (1966) - Magne Bleness

🎬 "Hjemme hos oss" sesong 2 (1980)

🎬 "Peer Gynt" (2006) - Bentein Baardson

🎬 "Lily Savage Live and Outrageous" (1995)

April:

🎬 "Papirfuglen" (1984) - Anja Breien

🎬 "Vellykket liv for 3" (1971) - Kirsten Sørlie

🎬 "Muppet Treasure Island" (1996) - Brian Henson

🎬 "Skulle det dukke opp flere lik er det bare å ringe..." (1970) - Knut Bowhim

🎬 "The Avengers" (2012) - Joss Whedon

🎬 "Jag är nyfiken – en film i gult" (1968) - Vilgot Sjöman

🎬 "Peer Gynt" (2019) - Erik Ulfsby

🎬 "Svarte penger, hvite løgner" (2004) - Jarl Emsell Larsen

🎬 "Kodenavn Hunter" season 1 (2007) - Jarl Emsell Larsen

🎬 "Salmer fra kjøkkenet" (2003) - Bent Hamer

May:

🎬 "Kjærlighetens kjøtere" (1995) - Hans Petter Moland

🎬 "The Adventures of Priscilla Queen of the Desert" (1995) - Stephan Elliott

🎬 "Fysikerne" (1988) - Per Bronken

🎬 "Serial Mom" (1994) - John Waters

🎬 "Jeppe på Berget" (1984) - Magne Bleness

🎬 "Looney Tunes: Back in Action" (2003) - Joe Dante

🎬 "It's Love I'm After" (1937) - Archie Mayo

🎬 "Robin Hood: Men in Tights" (1994) - Mel Brooks

🎬 My Cousin Vinny (1992) - Jonathan Lynn

🎬 "Hip Hip Hurra!" (1987) - Kjell Grede

🎬 "Fribillett til Soria Moria" (1984) - Kirsten Sørlie

🎬 "Tolv edsvorne menn" (1981) - Tore Breda Thoresen

🎬 "En annen historie" (1984) - Carl Jørgen Kiønig

June:

🎬 "Herman" (1990) - Erik Gustavson

🎬 "WandaVision" (2021)

🎬 "The Cheap Detective" (1978) - Robert Moore

🎬 "Buddy Buddy" (1981) - Billy Wilder

🎬 "Am I Crazy? My journey to determine if my memories are true (2022 revision)" (2022)

🎬 "Mothers and Molestation: A film about child abuse"

🎬 "Mysteriet Herr Link" (2019) - Chris Butler

🎬 "The Sunshine Boys" (1996) - John Erman

🎬 "Åpen Framtid" (1983) - Svend Wam

July:

🎬 "En passion" (1969) - Ingmar Bergman

🎬 "But I'm a Cheerleader" (1999) - Jamie Babbit

🎬 "Charlies tante" (1995) - Runar Borge

🎬 "Drømmeslottet" (1986) - Wam&Vennerød

🎬 "Adjø solidaritet" (1985) - Wam&Vennerød

🎬 "Small Time Crooks" (2000) - Woody Allen

🎬 "In & Out" (1997) - Frank Oz

🎬 "Mad Max" (1979) - George Miller

🎬 "Presumed Innocent" (1990) - Alan J. Pakula

🎬 "The Addams Family" (1991) - Barry Sonnenfeld

🎬 "Addams Family Values" (1993) - Barry Sonnenfeld

🎬 "Valley of the Dolls" (1967) - Mark Robson

August:

🎬 "Bryllupsfesten" (1989) - Wam&Vennerød

🎬 "Sirkulæret" (1972) - Gerhard Knoop

🎬 "Lille Eyolf" (1983) - Eli Ryg

🎬 "Rosmersholm" (2000) - Terje Mærli

🎬 "Hvem vet –?" (1972) - Sølve Kern

🎬 "Rivalen" (1970) - Hans Dahlin

September:

🎬 Ocean's Eight (2018) - Gary Ross

🎬 "Seks personer søker en forfatter" (1992) - Pål Løkkeberg

🎬 "Over the Garden Wall" (2014)

🎬 "The Country Girl" (1954) - George Seaton

🎬 "Fantastic Mr. Fox" (2009) - Wes Anderson

🎬 "Ofelaš" / "Veiviseren" (1987) - Nils Gaup

🎬 "Salto, salmiakk og kaffe" (2004) - Mona H. Juel

🎬 "Les 12 Travaux d'Astérix" (1976) - Renée Goscinny, Albert Uderzo

🎬 "Av måneskinn gror det ingenting" (1987) - Arild Brinchmann

October:

🎬 "Blind gudinne" (1997) - Carl Jørgen Kiønig

🎬 "Frøken Rosita" (1969) - Per Bronken

🎬 "Tre søstre" (1973) - Sverre Udnæs

🎬 "Alltid noe trist og deprimerende" (1970) - Egil Kolstø

🎬 "Svigerdottera" (1975) - Terje Mærli

[victortoft]

det helt sindssygt at du ikke har liket mit opslag på instagram

Vi snakker næsten aldrig sammen længere

Når vi snakker sammen, føles det virkelig mærkeligt

Hvad er det bedste der er sket i dit liv? Udover at du blev født og din mor elsker dig. min mor elsker mig ja det var det jeg mente

lyset fra tv’et har elsket mine planter langt mere end jeg selv gør jeg er klar på at møde livet

kære mor i dag er glæden gæst på vor jord

lad mig håbe at dagen aldrig slutter

hvis nogen snakker sådan her til dig så skal du så sige det og så smadrer jeg dem så sådan sagde zarathustra sidst vi hang ud og jeg sagde nogen kaldte mig bøsserøv

hej erik det virkelig svært at være en faggot det slet ikke mit ord

jeg danser kun hvis jeg er forelsket

åh mit stakkels hjerte, det er så svært at være i live (græder)

maskinen i mit køkken brummer sådan her: brrrrrrrrrr maskinen i mit liv er død af støj

det virkelig fedt at du har fundet noget du gerne vil med dit liv – det var bare det.

jeg gider virkelig heller ik noget i morgen har du husket at købe kaffe jeg elsker dig

bygningerne er lavet af træ venner der spiller minecraft og snakker om hits fra 0’erne jeg ville ønske jeg var lidt mindre mig selv lige nu bygningerne er lavet af jord

jeg har ik set solen i to uger - tror jeg ikke har jeg set solen - i to uger har jeg ikke set solen – solen i to uger hvor er solen – i to uger er solen helt væk   

sidst jeg var forelsket, blev jeg ved med at snakke om hvorfor

venner der spiller minecraft blokke af blokke af blokke af blokke af blokke nogen bygger et hus i et træ

jeg græder over hvor nemt det er at få alting gjort

jeg håber det går godt kærlig hilsen kh

[bongoramadk]

Erik  Clausen (1942-2024)

Af Kenneth Thordal DEN BLIDE ORKAN ER DØD.Jeg har lige fået at vide, at min ven Erik Clausen er død. Trist, men også fint, for den sidste tid var svær. Parkinsons er en lortesygdom.Erik lå den sidste uge på Amager Hospital, og der mødte jeg Leif Sylvester. ”Sikke et liv han har haft,” sagde jeg i et forsøg på at løfte stemningen. ”Måske hjælper det lidt, at han kan mærke alle os, der holder af…

[nils-elmark]

Landlov på Anholt - dag 2

Nabobåden vækker mig lidt i seks for at sige, at han sejler videre men ikke ved, hvor han skal fastgøre min agtertrosse. Jeg fortæller ham på tysk, at det også er en svær beslutning, men at jeg nok skal klare den, når han er væk. Jeg er lige ved at sige "Gute Fahrt" men undlader. Det minder for meget om farsyndere, der netop har fået en fartbøde på 10.000 kr. af Vlado og alligevel sige "fortsat god dag", når han kører væk.

Bagefter kan jeg selvfølgelig ikke falde i søvn igen, så jeg laver en kop kaffe i morgensolen og læser videre om Knud Rasmussens fantastiske slæderejse over 18.000 kilometer gennem Eskimoernes Rige fra Grønland over Canada og Alaska til Sibirien.

Formålet med "Den 5. Thule Ekspedition" fra 1921 til 24 var at afdække og forstå 34.000 eskimoers oprindelige kultur før 'civilisationen' øvede sin ubodelige indflydelse. De rejse med hundeslæde fra boplads til boplads og høre menneskene fortælle deres sagn og fortællinger.

Jo mere jeg læser, jo mere fascineret bliver jeg, for Knud Rasmussen og hans medrejsende bevæger sig langs menneskets allernordligste overlevelsesgrænse, lige før moderne tider sætter ind og slører billedet for altid. Sådan lever det originale mennesket med og af naturen i en stædig kamp for overlevelse. Her er intet planteføde, eskimoerne lever udelukkende af at dræbe dyr, fisk og fugle. Alt bliver fortæret, så intet går til spilde og balancen mellem liv og død er hårfin. Sultedøden lurer konstant.

Knud Rasmussen og de øvrige rejsende er selv en del af dette arktiske økosystem. De er på lige fod med eskimoerne nødt til at jage og dræbe de dyr, som de og hundene skal leve af gennem tre år. De kan således først rejse, når de har chancer for at møde rener, sæler eller fange fisk undervejs, eller når de har nok forråd til at gennemføre næste etape.

På en 14 dages ekspedition over 600 km med tre slæder beregner Knud Rasmussen eksempelvis, at de behøver 200 kilo rensdyrkød til hver slæde med 8 hunde. Og rensdyrkød er endda ikke det ideelle brændstof til hundene. Forestil jer selv, hvad det kræver af jagtlykke for at rejse 18.000 kilometer og skyde 18 tons bytte!

Knud Rasmussen skildrer en ren biologisk betinget kultur: Forældre, som må slå den ene tvilling ihjel ved fødslen, fordi man ikke kan forsørge to børn på én gang men også en kultur, hvor hustruen går over til naboen, når manden er væk i lang tid, og vender tilbage til ham, når han kommer hjem, og alt er ved det gamle. Eller når man med glæde tager imod et plejebarn, som var det ens eget, hvis man ikke selv har barn. Jeg har set en film fra Antarktis, hvor pingviner adopterer fremmede unger, når deres egne er døde.

Jeg er rørt - dette er biologiens moral, som vi ikke sjældent kender den idag: det store liv kommer først. Eskimoerne, som Knud Rasmussen møder på sin lange rejse, er tvunget til at træffe uhyrlige valg, som vi i moderne tider er lykkeligt forskånede for. Vi skal ikke vælge, hvilken af tvillingerne vi vil slå ihjel,

- men vi mener alle, at abort er en menneskeret!

Knud Rasmussen opdager til sin store glæde, at uanset hvilke stammer og bosteder han besøger på sin lange rejse, så forstår de andre eskimoer hans grønlandske. Det arktiske folk er ét. Igennem tre år mødes han udelukkende af hjælpsomme mennesker. overalt strømmer folk ekspeditionen i møde, hjælper med at få bygget snehytterne, deler den mad, de har samt "noget til jeres hunde". Knud Rasmussen er knyttet til eskimoerne, og da han møder en eskomi-stamme, hvor de har fået at vide, at der kommer "en hvid eskimo" sætter han sig ned i snehytten og snakker med dem. På et tidspunkt spørger de

"Hvornår kommer den hvide eskimo"?

Hvortil Knud Rasmussen svarer, "Jamen, det er mig!"

Knud Rasmussen er pave stolt, når han skriver dette i sin bog, og jeg forstår ham. For nogle år holdt jeg et foredrag i London og en af tilhørende, en ung kinesisk kvinde kommer op med tårer i øjnene og trykker mig i hånden og siger "tak, du minder så meget om min gamle far i Singapore" - jeg var lige så stolt over at blive accepteret på tværs af alle de grænser, vi sætter for hinanden.

Knud Rasmussen tegner i sin bog et portræt af verdens måske mest hådføre folk - eskimoerne - som generation efter generation har overlevet under vilkår, ingen andre kan overleve. Ingen moderne mennesker har moralsk ret til at sætte en finger på deres levevis; den er udviklet til perfektion.

Siden Knud Rasmussen rejste over isen på slæde, har det moderne samfund mishandlet kloden til ukendelighed. Og det er til grin, når moderne mennesker over deres caffe latte forarges over ordet "eskimo-is" og laver vrede updates på sociale medier og tror, at de kan redde verden ved at spise kunstigt kød lavet på et laboratorium og hindre klodens opvarmning ved at købe en to tons tung Tesla.

Vi bevæger os blot længere og længere væk fra Knud Rasmussens virkelige univers. Når man læser "Den lange Slæderejse" taler forfatteren og eskimoerne hele tiden om "mennesker". Jeg har aldrig set ordet "menneske" skrevet så mange gange i en bog. Den første bog Knud Rasmusssen fik udgivet hed i øvrigt "Nye Mennesker".

Men har I bemærket, hvad de kommunikationsuddannede siger på TV og skriver i medierne: De taler i stigende grad om "personer" aldrig mere "mennesker". Men vi er mennesker - mænd og kvinder - i modsætning til dyrene, som Knud Rasmussen skildrer opdelt i hanner og hunner. Grønland hedder på grøndlandsk også "Kalaallit Nunaat, hvilket betyder "menneskenes land".

Vi har de seneste 50 år urbaniseret vores klode til ukendelighed og søgt mening i det menneskeskabte, mens vi fjerner og mere og mere fra naturen. Fra de sociale medier, det moderne menneskes nye udkigstårn, forsøger vi så at styre verden på plads ved hjælp af endnu mere teknologi, endnu mere lovgivning og flere pronominer.

Knud Rasmussens bog gør os opmærksom på, at vi har bevæget os væk fra fra det eneste vigtige: Vi lever ikke længere for at leve. Vi har har accepteret at være en del af bruttonationalproduktet i stedet for naturens kredsløb.

Vi har glemt at være mennesker på kloden!

Med denne nye erkendelsen smider jeg bogen hen på hylden ved VHF-radioen og beslutter mig at gå på opdagelse på Anholt.

Her er de fire, som for hundred år siden rejste samtlige 18.000 kilometer over Arktis til Sibirien: Qâvigarssuaq Miteq, Knud Rasmussen, fotografen Leo Hansen og ekspeditionens eneste kvindelige deltager: Arnarulunnguaq Peary .

[evigtlivihimlen]

Lydigheten-En pisk av Tvang?

Lydigheten, en pisk av tvang?

Spørsmålet er, hvorfor skal vi adlyde Gud? Hvilket motiv eller drivkraft har vi for å lyde og følge Jesus? Utvidet spørsmål, hvorfor engasjere seg i menigheten og gi bort din tid og energi? Det bør være en todelt stasjon. Dels kjærlighet og dels Den Hellige Ånd. De andre alternativene kalles nok plikt, ansvar og forventninger fra andre troende, venner og ikke minst presten. Men disse alternativene ser ut til å produsere utbrenthet, en nedadgående spiral der folk forlater kirkens engasjement og i verste fall troen og Gud selv.

Alle religioner unntatt kristendommen har drivkraften til å lyde ved å prøve å tjene frelse, score poeng med Gud og liksom behage Gud gjennom gjerninger, og håper å ende opp i himmelen til slutt. Men vi Jesu disipler har, eller burde faktisk ha, helt andre motivasjoner.

Jesus sier i Johannes 14:15 "Hvis dere elsker meg, hold mine bud". Litt lenger ned i vers 23 står det “Hvis noen elsker meg, han skal holde mitt ord, og min Far skal elske ham, og vi skal komme til ham og bo hos ham”. Kjærlighet og lydighet ser ut til å høre sammen.

Gud, på den annen side, elsker oss definitivt. Han beviste det ved at Kristus døde for oss. Rom.5:8 "Men Gud beviser sin kjærlighet til oss ved at Kristus døde i vårt sted mens vi ennå var syndere". Men, et ekte kjærlighetsforhold er altså "toveis", begge parter elsker hverandre. Hvis vi ser på hvordan det er eller bør være mellom mann og kone. Begge elsker hverandre og ønsker å tilbringe tid sammen. Da vi var nyforelsket og forelsket, prioriterte vi den vi elsker før noe annet, før andre mennesker og gjøremål. Der vår kjære var vi ønsket å være, det vår kjære likte å gjøre, gjorde vi. Og så går tankene til kirken og menighetens virksomhet.

Hvorfor skapte Gud mennesket? Til en kuet robot som adlyder i redsel for å unnslippe helvete? Nei, Gud ønsket en familie, der alle elsker fritt. Kjærlighet virker ikke under tvang. Du kan ikke si til noen "Elsk meg ellers vil du bli slått". Derfor fikk mennesket fri vilje og en bevissthet til å kunne velge godt eller ondt, velge kjærlighet eller egoisme. Vi adlyder Gud fordi vi elsker Gud, vi ønsker å behage Gud fordi vi er lidenskapelig forelsket i ham. Vi ønsker å engasjere oss i menigheten, dette “Guds hus” av fri vilje og kjærlighet.

2 Kor.5:14-15: "For Kristi kjærlighet driver oss, fordi vi er overbevist om at en er død i alles sted, og derfor er alle døde". Her leser vi at “Kristi kjærlighet” driver oss. Så denne gangen blir ikke vår egen kjærlighet, men Guds kjærlighet i oss drivkraften for lydighet. Rom.5:5 sier "For Guds kjærlighet er utøst i våre hjerter ved Den Hellige Ånd, som han har gitt oss". Detta er nåde. Gud gir oss sin kjærlighet gjennom Den Hellige Ånd slik at vi, fylt av denne kjærligheten til Gud og Kristus, blir drivkraften til lydighet! Vår egen kjærlighet til Jesus driver oss også, som Jesus sa "Hvis du elsker meg".

Ef.5:16-19: “Derfor skal du ikke være dum, men forstå hva som er Herrens vilje. Ikke bli full av vin, det fører til et liv i laster. Bli heller fylt av Ånden, så dere taler til hverandre i salmer, salmer og åndelige sanger, og synger og danser for Herren i deres hjerter”.

Bli fylt med Den Hellige Ånd, het det, som var løsningen for å forstå og følge Herrens vilje, og være i stand til å leve hellig hengivenhet til åndelige aktiviteter. Åndens oppfyllelse er dermed også en drivkraft til å adlyde Gud. Hva skjer når vi blir fylt av Guds nærvær, med Den Hellige Ånd? Vel, du føler Jesu hjerte for de fortapte, du hører Jesu hjerte slå for dine naboer, arbeidskolleger, folk i byen. Du ønsker å bistå menigheten på ulike måter slik at Guds rike kan spres og vekst kan finne sted. "Slik at huset mitt skal bli fullt" som Jesus sa.

Som Apg 1:8 sier "Men når Den Hellige Ånd kommer over dere, skal dere få kraft og være mine vitner". Den Hellige Ånd oppfyller deg, ja driver deg til lydighet, til misjon og gjøre andre ting som din elskede Herre vil.

“På frukten kjenner vi treet” sa Jesus. Og som det står i Johannes 15:5 hvor Jesus sier: “Jeg er vintreet, dere er grenene. Hvis noen blir i meg og jeg i ham, han bærer rik frukt”. Når vi så å si er forbundet "på nettet" gjennom Den Hellige Ånd med "Jesustreet", er det grener i vintreet som drikker inn Åndens friske strømmer. Da får vi automatisk en frukt av Ånden av blant annet trofasthet og lydighet. Åndens fylling gir en umiddelbar konsekvens av lydighet! Og denne lydigheten skjer slett ikke i vår egen kraft, nei, det er Guds kraft og evne som virker i og gjennom oss, for “når Den Hellige Ånd kommer over dere, skal dere få kraft og bli mine vitner”.

Drivkraften til lydighet er altså kjærlighet og oppfyllelsen av den Hellige Ånd. Og så kan vi slå fast at pisken ikke er nødvendig, ingen utbrenthet er nødvendig. Gud i sin godhet og nåde gir det vi trenger for å adlyde ham.