#Liv og død

[sabrinaboglund]

Sorg: 7 Måder at håndterer døden af en af dine kære.

Hvordan tackler du sorgen, tabet af en kær, når smerten er så stor? Hvordan kan du give slip på de mennesker du elsker? Hvordan kan du accepter at du aldrig vil komme til at se disse mennesker igen? Hvordan kan du accepter det tab, som døden medfører? Det er ikke altid let, at give slip på en person, som man virkelig elsker, men det behøver ikke at være så hård. Når vi ser tingene i et totalt…

[witchrog]

Spunni av liv og død As we transition into Pisces season, this Monday, we move from the analytical and expansive energy of Aquarius to a more intuitive and fluid state of being. While Aquarius seeks to map out the complexities of the universe, Pisces embraces the unknown and adapts to the ever-changing currents of life. It represents fluidity, intuition, and a deep connection to the subconscious.

Like a experienced priestess performing with grace, prepared for any challenge, Pisces integrates diverse knowledge on an intuitive level. Yet, this sensitivity can sometimes lead to anxiety as Pisces absorbs external energies, including the fears and anxieties of others. It's important to discern between personal emotions and external influences.

With Saturn and Neptune currently in Pisces, there's a call to develop stronger intuition, deepen spiritual connections, and navigate the unknown with resilience. Pisces encourages moments of solitude to nurture what's incubating within, introspection, rituals inside our own Sacred Space.

Moreover, Pisces symbolizes hidden threats like viruses and unseen enemies, highlighting the importance of mental and spiritual well-being and protection. This season urges us to cultivate inner strength and awareness while staying attuned to the subtle energies that shape our experiences. Venus and Mars have departed from cthonic Capricorn and entered electric realm of Aquarius. These days are quintessentially Aquarian, where we liberate ourselves from societal norms, imposed rules, and interpersonal limitations.

During their journey through Aquarius, Venus and Mars both encounter the Lord of the Underworld, Pluto, bringing deep and powerful transformations. Additionally, their challenging aspect with Uranus may cause disruptions, unexpcted change, and trigger breaking points in relationships, especially those that restrict our freedom and individiuality.

#incense #malewitch #astrology #malewithcesofinstagram #witchcraft #witchesofinstagram #darkphotography #ritual #occult #darksouls #mars #Pluto #venuspluto #uranus #faeriemagazine #darkaesthetic #folkwitch #traditionalwitchcraft #aquarius #spirituality #venusmarsconjunction

[soelvfisk]

Jeg gjorde alt hvad hun ville have fordi jeg troede at det var løsningen og at så ville alt blive godt og at så når det var ordnet, så kunne jeg vende tilbage til mine egne planer og drømme og gøremål. Min egen hverdag igen. Mine rutiner. Mine behov. Se mine venner igen. Min familie. Tage til lægen og tandlægen. På den anden side. Det må være snart, tænkte jeg. Men det fortsatte. Koncentreret og systematisk. Og jeg boede midt i det. Hver dag en slags utilregnelighed som var 100% forventelig? Et paradoks?! Og hun sagde at hvis bare jeg var bedre så var der ikke problemer. Så jeg blev problemet. Så jeg skulle stoppe med at være et problem indtil hun var glad. Og det indebar at jeg gjorde ~alt~. Mens hun tog ud og drak kaffe og sås med sine og vores venner og fulgte sine drømme og datede. Og jeg skrubbede fucking gulvlister og byttede rundt på køkkenlåger, for ellers ville hun ikke tømme opvaskemaskine. Og bagefter sagde hun “det har jeg aldrig bedt dig om”. Og jeg stod dér. Alene om at huske vores samtaler og skænderier indtil hun fik mig overbevist om at jeg husker forkert. At jeg ikke ved noget og ikke kan stole på mig selv og at jeg misforstår hende. Til sidst kunne jeg ikke gøre noget i hjemmet medmindre det var en ordre jeg havde fået fra hende. Og hver gang jeg gjorde noget selvstændigt, fortale hun mig at det var psykisk vold jeg udødvede mod hende. Når jeg ikke inkluderede hende i mine planer. At så var jeg narcissist. At min virkelighed var utroværdig fordi jeg er et underræpræsenterer menneske med adhd og autisme. At jeg skal se tingene fra hendes perspektiv, før jeg ser tingene fra mit eget. Hun oplærte mig i at gennemskue hendes behov og ignorere mine egne. Og når jeg gjorde noget forkert sagde hun - jeg har aldrig bedt dig om at gøre det! Som om jeg kun må gøre ting hun har bedt mig om.

Jeg kunne ikke leve i det hjem. Jeg kunne ikke leve med hende i mit liv. Jeg er kun i live lige nu, fordi jeg flyttede. Der var ingen anden udvej end at flygte eller at dø. Sådan havde jeg det til sidst og mine forældre opdagede det da de så mig og min psykiater fortæller mig at det var overlevelse. Hun læste MENNESKERETTIGHEDERNE OP FOR MIG. Fordi Stenen fik mig til at tro, at den slags ikke var noget jeg kunne forvente. At den slags rettigheder var overflødige for mig!? I MIT EGET HJEM????? HOW EVEN????

Jeg er i live fordi jeg flygtede. Uanset hvad stenens historie er. Hun ved godt at hun gjorde noget forkert, for hun bad mig love aldrig at fortælle nogen om det og ALDRIG at nævne hendes navn, uden at hun var tilstede.

Jeg ville på en måde ønske at jeg var død. Så hun fattede hvor voldsom hendes adfærd var og så hun ikke kunne lade som om at hun var uskyldig og at jeg bare er et svagt og dårligt menneske. Og så jeg ikke behøvede at være stærk. Er træt af at overleve noget jeg føler har dræbt mig. Tabte mig 14kg på tre måneder da jeg boede med Stenen. Fordi hun spiste min mad og fordi jeg var bange for at gå ud i køkkenet mens hun var hjemme og fordi jeg til sidst bare fuldkomment mistede min appetit.

Turde ikke bevæge mig når hun var hjemme, for jeg ville helst have at hun troede at hun var alene. Fordi jeg frygtede hvad der ville ske hvis hun opdagede mig. Ville ønske jeg var død. Men nu lever jeg. Og jeg aner ikke hvad jeg skal med mit liv for jeg tør ingenting og jeg kan ikke det samme som før og mange af mine venner er i samme by som Stenen og dem der er her hvor jeg er nu, kender også Stenen og synes at hun er dygtig og sej og smuk. Det syntes jeg også engang.

Jeg føler at jeg har et liv som er 3% af det liv jeg havde før. Og de 3% er mit nye 100. Det er max for mig nu. Er slidt og ødelagt. Og for mig er det bevis på hvor brutal Stenen var. Og for Stenen er det bevis på at jeg var problemet all along…

[maelkogvildeblomster]

Det har altid brændt i mit bryst, når det har handlet om ham. For 5 år siden kom jeg endelig videre, og jeg fandt en afsky frem, som jeg fandt mig til rette med.

Og så stod han pludselig dér, og lignede en helt anden, og alligevel sig selv. Og hans øjne er præcis lige så vidunderlige som dengang, og de GLØDER på mig?! Hvordan?!

Og så stod jeg kraftedme der og sagde at jeg var SÅ GLAD FOR at være kommet videre og at det var så vidunderligt ikke at sammenligne alle med ham. Det var sandt, da jeg sagde det. Og da jeg sagde at jeg var så glad i mit liv, så sagde han, at det var tydeligt, og at det var dejligt at se.

Og han sagde, at jeg er så umiddelbar.

Jeg troede at den kærlighed var død. Det ville aldrig nogensinde kunne blive et tillidsfuldt forhold. Aldrig nogensinde. Må jeg ikke godt snart få en ny kærlighed. Please, hvemend der bestemmer

[rustentidsmaskin]

Desember 1983: Blue Max (Synapse)

Flyger-ess Max Chatsworth rapporterer til tjeneste, klar for et aldri så lite selvmordsoppdrag bak fiendens linjer!

Etter at Rule Britannia er ferdigspilt, og spilleren har satt seg ned fra stram giv akt, begynner et diagonalt scrollende skytespill (såkalt Zaxxon-perspektiv) satt til første verdenskrig, hvor man veksler mellom å duellere andre fly og å bombe bakkemål.

Fra nå av er det ingen musikk som spiller for Max, kun dronende propelldur og spredte drønn fra fiendens luftverskanoner.

Blue Max var et av de eldste actionspillene som føles litt episk, og som setter i gang historier i hodet som var litt mer storslåtte enn fortellingen om den gang symmetrofile romvesener beveget seg i sirlige rader ned mot bunnen av TV-skjermen.

Det er risikabel business å fly bak fiendens linjer, og særlig når Chatwsworth flyr lavt for å bombe eller duellere, er det gode sjanser for å bli skutt litt av tysk luftvern. Dette fører ikke til umiddelbar død, men til at en eller annen tilfeldig funksjon ved flyet blir dårligere - maskingeværet begynner å harke, bomber slutter å falle når de skal, bensin begynner å lekke, osv.

Disse skadene akkumulerer, til din trofaste Sopwith Camel er lite mer enn et skjelvende, marginalt flyvedyktig vrak!

Heldigvis har Max muligheten til å lande på allierte flyplasser hvor han kan tanke bensin og få skader reparert. Dette er imidlertid en risikabel manøver, siden lite gentleman-aktige fiendefly har mulighet til å bombe deg på bakken.

Blue Max er et spill som er rikt bestrødd med intense øyeblikk. Noen eksempler: et hovedmål dukker opp og du rekker SÅVIDT bort til det; et suicidalt fiendefly bråsnur mot deg midt i en duell og hamrer inn i deg; fienden bomber flyplassen mens tankingen tar for ALLTID; du er i ferd med å gå tom for rullebane men kan ikke ta av fordi du befinner deg i skyggen fra et fiendefly...

Følelsen av å såvidt klare å gli inn på en flyplass med et bensintomt fly er en av de beste spillopplevelsene man kan ha i desember 1983.

Litt som på ordentlig, har man kun ett liv til rådighet, noe som (litt som på ordentlig) tilfører et ekstra lag nerve.

Det isometriske perspektivet er litt småvrient å forholde seg til, spesielt i en tidsalder hvor vi ikke alle kommer rett fra Zaxxon-maskinen i den lokale spillehallen, noe som fører til en del frustrerende dødsfall ved innflyging og irriterende bom på hovedmål.

Det endelige målet for Max er fiendens hovedstad, hvor noen særskilt viktige bygninger må bombes til fillebiter. For å nå fram dit, må du ødelegge et visst antall hovedmål som enten blinker eller har en blinkende blink (blink) på seg. Hovedmålene kan være hva som helst (bro, bil, båt, fly, bygning...) og de dukker tilfeldig opp, så Max Chatsworth må ha øynene med seg til enhver tid.

Når du endelig kommer fram til hovedstaden, må du bombe fem kalkhvite senatsbygninger og overleve en kanossa-kanonade av antiluftvernsskyts fra høye bygninger på begge sider. Hvis du treffer alle målene og klarer å karre deg - sannsynligvis temmelig istykkerskutt - til nærmeste flyplass, har du offisielt vunnet spillet. Din belønning? En da capo av Rule Britannia, så klart.

Blue Max er et av de beste skytespillene på Commodore 64, ferdig snakket. Rett og slett frekt av Synapse å hamre det inn så tidlig i maskinens historie.

Computer + Video Games, desember 1983:

"If you like the idea of a game based on the Battle of Britain, then you´ll enjoy playing Blue Max." 8/10.

[blondinehjerne]

Jeg kørte galt for to uger siden. Liam payne er død. I dag fortalte min kollega mig at grunden til hun havde været væk, var fordi hun havde fået konstateret kræft. Hvis ikke det ikke skriger tag hverken dit eget eller andres liv forgivet så ved jeg næsten ikke hvad gør. Livet er så skrøbeligt. Vis omsorg og empati. Antag mindre og efterlad altid forståelse og plads til dine medmenneskers virkelighed. Der kan være mange årsager til ting og du kender sjældent alle svarene. Dræb alle de rygter du kan. Du må gerne fortælle hvilke følelser andres adfærd får frem i dig, men tal altid pænt om andre mennesker. Køb blomsterne, de er det værd. Fortæl mennesker du er glad for at se dem. Lyt og vær tilstede. Kram dine nærmeste. Vær ikke så bange for at spørge folk om de er okay. Vær venlig. Du kommer aldrig nogensinde til at vide hundrede procent, hvad der foregår i andre menneskers liv og det vil altid være deres historie at fortælle, så fortæl aldrig historier som ikke er din at fortælle.

[svanhildbogseth]

Peter Høeg, «Frøken Smillas fornemmelse for snø»

Jeg vil fortelle dere om ei bok som heter «Frøken Smilas fornemmelse for snø». Den er Peter Høegs andre og mest kjent roman. Jeg har lest den for ett år siden på russisk. Jeg elsker denne boka.

Romanens hovedperson heter Smilla Jaspersen, hun er halv dansk og halv inuitt fra Grønland. Smilla studerte iskrystaller på universitet i Danmark men plutselig går hun arbeidsledig. Hun bor på ei gate for de fattige, hvor finnes også andre inuitter.

Smilla oppdager at en inuit-gutt hvem hun var venner med, døde. Politiet sier at det var bare ei ulykke, men Smilla synes det ikke. Hun føler som hun må finne hvem er det som kunne drepe gutten. Hva egentlig skjedde på dette taket?

Noen år før guttens død var det et havari i en isbre på Grønland, hvor døde en inuitt arbeider. Døden hans holdes i skjul. Smilla aner fort at gutten er knyttet til det.

Hva likte jeg best i denne boka er forbindelsen Smilla har med is. Som inuitt, vet hun veldig mange typer av is og snø. Og det hjelper henne i forskingen hennes. Guttens død fører henne til masse hemmeligheter. Med hver side av boka blir hendelse mørkere og mer komplisert.

I boka finnes det mange filosofiske og samfunnsspørsmål, særlig gjelder handlingen eskimo tilstanden. Dessuten gir boka en spennende utsikt i deres liv.

(Uke 15)

[heididahlsveen]

Kapittel 9: Venner i liv og død

[et_pb_section fb_built=”1″ _builder_version=”4.21.0″ _module_preset=”default” global_colors_info=”{}”][et_pb_row _builder_version=”4.21.0″ _module_preset=”default” global_colors_info=”{}”][et_pb_column type=”4_4″ _builder_version=”4.21.0″ _module_preset=”default” global_colors_info=”{}”][et_pb_text _builder_version=”4.21.0″ _module_preset=”default” global_colors_info=��{}”] Vennskap, hva fordrer…

[technotaarer]

Og så beundrede de mig

Og hvordan jeg var ligeglad

Med autoriteter

Og dumme tal som skal definere en

Som karakterer

Og skalaen på vægten

Så det var klart at jeg synes

Det var en god ting

Jeg var ligeglad

Med at græde

I offentlig transport

Men nu er jeg 18

Og jeg synes ikke

Det er en god ting

Når de spørg om vi skal tage

Amf eller coke

At jeg svarer

Jeg er ligeglad

Og jeg synes ikke det er en god ting

At jeg har sagt ja til drenge

Bare fordi nej ikke var et svar

jeg kunne identificere mig mere med

For jeg vil jo gerne

gøre andre glade

Så jeg kan leve lidt på deres

Når mit er ikke eksisterende

Jeg synes ikke

det er en god ting

At jeg er ligeglad

Med min fremtid

Og min familie

Og jeg ved at

min krop lider

Af mine mange

Og evigt

uundgåelige

overspringshandlinger

Som jeg egentlig ikke har ville

Der har bare ikke været

Noget andet som

trak i mig

Trak mig

Den anden vej

Og jeg troede jeg ville være død nu

Jeg troede

At jeg ville have taget

Mit eget liv

på det her tidspunkt

Så derfor

Har jeg altid været

grænseløs

Så derfor

Har jeg altid været

Ligeglad

[1revnet]

10 Romance Anime Series full av drama og lidenskap over svak varme

Hvor du skal se: Hulu, Crunchyroll “Ditt liv i april” er en sertifisert tårer, perfekt for anime -fans som vil oppløses i en sølepytt. Det er historien om et talentfullt musikalsk vidunderbarn som mister hans musikalske evne etter morens død. Ring og deprimert, Kosei kan ikke lenger berøre pianoet. Imidlertid begynner ting å endre seg når han møter Kaori, en fiolinist som inspirerer ham med sin…

[stroeriodi]

Jeg har brug for en ordstrøm. Hver nat, når jeg skal sove... Så kommer min ordstrøm i form af tankemylder. Aftenen bliver en slags myldretid, hvor alle dagens bekymringer og følelser er på farten. På vej ud til arbejde i drømmeland, men altid forsinket, så drømmene først kommer flere timer senere.. eller på vej hjem efter en lang og sløv dag på kontoret, hvor travlheden på vejen står i lammende kontrast til stilstanden udenfor tankerne og følelserne. Virkelighedens flugtbilist (mig) bliver fanget i mørket, af tanke politiet og militær-emotionerne, som jeg ligger der i sengen, og bliver ubevidst om hvorvidt mine øjne er åbne eller lukkede, mens jeg vender og drejer mig, og retter på puden og dynen i uendelighed. Virkeligheden fortsætter uanset hvad der sker. Jeg kan huske dengang jeg mødte døden, og følte hele min verden gik i stå. Jeg var i chok. Virkeligheden var en illusion. Hvordan kunne alting fortsætte som om intet var hændt? Det var uhåndgribeligt. Hvordan kan den verden, der blev forladt opføre sig så urokkelig? Det viste sig, at det er verden heller ikke. Verden er ikke urokkelig. Uvidenhed er urokkelig. Det var uvidenheden, der fik virkeligheden til at fortsætte ufortrødent og følelsesløst med hverdagen og profitten, som jeg endnu ikke rigtigt havde begreb om. Virkeligheden vidste ikke hvem der var død. Hvilket menneske. Hvad det liv betød. Virkeligheden var uvidende. Uvidenheden er hensynsløs. Bevidstheden er brutal.

[kulturformidlet]

Tinka i Tivoli

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

’Tinkas Juleeventyr ’som familie-musical i julemagiske Tivoli leverer varen uden at rokke ved hverken det oprindelige tv-forlæg, forventningerne til genren eller den gode gamle jul. Sådan må det måske være, når Lion Musicals og Live Nation går sammen om så kommercielt et julehit, men det er er skønt at erfare, at det faktisk er en fest – også som voksen – at overgive sig til denne charmerende opsætning, der rammer målgruppen rent.

’Tinkas juleunivers’ er, som vi kender det fra julekalendernes 24 afsnit på tv. Naboskabet mellem nisser og mennesker mere end knager pga. en forsvundet, magisk julestjerne, og nu er udfordringen: Kan de finde stjernen og tonen sammen igen?

Denne klassiske jule-grundkonflikt, om hvorvidt det rent faktisk bliver jul i år, er her barberet ned til et par timer på scenen, og især 2. akt bliver på den konto lidt kompakt handlingsmæssigt.

Omvendt er det netop i alle sidefortællingerne, og langt mindre i hovedsporet, at forestillingen fungerer, så som voksen er man glad for, at de ikke er skåret fra, og Frede Gulbrandsen skal have tak for den prioritering.

Sukkersød og vidunderligt emsig Birthe Kjær og formidabel Marie Askehave

Bl.a. har vi helt fra start et skønt gensyn med Birthe Kjær, der giver den som perfekt jule-entusiastisk Farmor Maja ude på landet. En figur der er så mild og god, som dagen er lang, at det næsten ikke er til at rumme, men som sideløbende viser en udtalt omsorgsfuld emsighed i at få puffet sin fraskilte søn mod nye romantiske veje.

Det er ret underholdende midt i den sukkersøde idyl, at fornemme den gamle matriark bag det hele, og godt gået af Birthe Kjær at balancere figuren så overbevisende i en rolle, der får så forholdsvis lidt plads.

En anden bifigur, der skal fremhæves, er hærchefen Ingi, der som den eneste er ændret ret markant fra Ellen Hillingsøs intense tv-version. Marie Askehaves Ingi er ikke på samme måde i kontrol, og det introducerer en sårbarhed midt i det grusomme, der måske nok gør figuren mindre ond, men også mindre flad.

Faktisk fascinerer Askehave stykket igennem med sin bævrende læbe og sit stirrende blik. Som en skrap dressurrytter (oplagt inspireret af Madonna i sin Confessions Turné), bevæger hun sig graciøst og teatralsk rundt i en campet, sort ride-agtig dragt med langstrakte hestebevægelser og en cabaret-tristhed over sig, der gør hende til aftenens stjerne for undertegnede.

At hun er forelsket i magten mere end Fileas (Johannes Nymark), er nok en fair udlægning, men ikke desto mindre er denne ulykkelige romance rå og ganske hjerteskærende i hendes store solonummer, som Askehave løfter formidabelt med god Anne Linnet-råstyrke og et snert af jazz i vokalen. Hele forestillingen får her momentant lidt tiltrængt kant og tvetydighed.

Fin dialog, flow i scenografien og smukke kostumer

Tinka (spillet af Trine Marie Wisborg) synger flot, men forbliver forestillingen igennem en ret anonym, regelret nisse. Når det er sagt, så kaster kontrasten mellem hende og Lasse, den moderne og ganske charmerende cool teenager (spillet af Jacob Spang Olsen) flere grin af sig.  Eksempelvis da han ved deres første møde tror, at hun spiller rollespil!

Noget der fint følges til dørs af lillesøster Astrid (godt spillet af Vigga Glindvad Porsborg), der får aftenens højeste ’hujen’, da hun med et kækt nik til tidsånden slår et slag for, at man skal have lov til at identificere sig, som lige hvad man har lyst til – også nisse. Mere klassisk og klægt bliver det, når humoren udelades og Kasper Leisner (der flot spiller både den gamle, godmodige Kong Gobbe og den ’åh så værdige’ Storebror Storm) med ophøjet ro får lov at levere gajolpakke-sandheder som disse: ’Det er nemmere at hade dem, som man ikke kender’. Det hører med, og det hele er selvfølgelig også på liv og død og over stok og sten, men som anmelder – og jeg vil vove at sige voksen – ligger kvaliteterne andre steder.

Særligt Eilev Skinnamos scenografi giver et godt flow i skiftende mellem nisseland og menneskeverden. Via digitale storskærme og enkle vendbare kulisser på scenen går vi fra blåfrossent vinterlandskab til ild i pejsen på slottet og indendørs varm nisse-systue-hygge på sekunder.

Også Camilla Bjørnvad skal have ros for kostumerne, hvor især den føromtalte hærchef Ingi og den karikerede Kong Fileas får lov at gå planken ud i dramatiske, detaljerige kreationer, hvor der ikke er sparet på kreative knappelukninger, guldtråd eller puf i ærmerne.

Værdsæt festen og nyd julen

Undertegnede kunne godt have ønsket sig flere ørehængere undervejs, men det er og bliver Burhan G’s titelsang, som Szhirley slutter overlegent af med i stemningsfuld koncertstil, der står som det lysende julehit over dem alle. Efter den er der ikke et øje tørt.

Som oftest med denne slags store kommercielle produktioner skal man værdsætte festen i en flot opsætning og nyde, hvad der undervejs og her ganske gavmildt, kastes ud til den voksne del af publikummet.

’Tinkas Juleeventyr’ er en vellykket familieforestilling, men frem for alt er den børnenes fest – og mine små ledsagere på henholdsvis seks og ti år var ovenud begejstrede, det skal understreges. Og hvad vil man mere?

FAKTA Instruktør: Frede Gulbrandsen. Manuskript: Flemming Klem og Ina Bruhn. Koreograf: Peter Friis. Lysdesign: Jeppe Lawaetz. Scenografi: Eilev Skinnamo. Kostumedesign: Camilla Bjørnvad. Musik: Burhan G og Sarah West. Medvirkende: Trine Marie Wisborg, Jacob Spang Olsen, Birthe Kjær, Kasper Leisner, Johannes Nymark, Szhirley, arie Askehave, Martin Bo Lindsten, Paw Henriksen og Vigga Glindvad Porsborg. Kreativ executive producent: Thomas Langkjær. Produktion: Lion Musicals i samarbejde med Live Nation. Aldersgrænse: Fra 6 år. Set 21. november 2024 til premieren i Glassalen i Tivoli, hvor den spiller til 28. december.

[soelvfisk]

Jeg har en veninde med en liste over folk der ikke må komme med til hendes begravelse. Har aldrig haft det ens, men har elsket hendes definitive vrede og no bullshit måde at leve på. For det er berettiget, når jeg hører om det. Det er det jo uanset hvad jeg synes. Hun vil have en dørmand der sender folk væk, fordi hun ikke selv kan. På den måde er døden et kæmpe kontroltab. Og det kan jeg sagtens se kan føles uoverskueligt. Især når man har mødt mennesker man ik vil have i nærheden af sig nogensinde igen. Så gør listen og dørmands-planen det lettere for hende at mærke autonomi. I en fremtid der er uhåndgribelig.

Tror ikke jeg behøver en dørmand til min begravelse. Overhovedet. Ved ikke engang om jeg behøver en begravelse. Det er virkelig op til dem jeg efterlader, hvad de har brug for lige dér. Men for min skyld vil jeg gerne bare have en sten et sted. Gad godt have stenen mens jeg levede, så den ku betyde dét når jeg var død. Min sten. Stenen med mig. Nær mig. Og naturens sten igen. Når jeg er væk. Noget folk ku gå forbi, hvis ik de vidste det var min. En indforstået sten. Jeg tror ikke nogen ville lede efter den sten. Som ikke også måtte finde den. Viden, er min dørmand. At se eller overse, agtigt. Det er jeg tryg ved.

Plus, jeg tror ikke at ubudne gæster ville opsøge min sten eller min begravelse. Jeg tror de ville føle sig lettede over at jeg endelig holdt kæft.

Vil ikke dø før hund dør. Lille hund uden mig, den tanke er ikke til at bære. Så mens hund lever, lever jeg. Er ret trist. Godt at jeg skal til psyk i morgen. Tror aldrig jeg ægte får råd til livet. Tror min krop beskytter mig, når den gør sig tung. Tror mit sind også passer på mig. Fordi det er hårdt at forestille sig, at leve hele sit liv. Mig. Det er hårdt for mig, at forstille mig at leve hele mit liv. Jeg gad godt være mor, hvis bare jeg var et andet menneske. Jeg gad godt livet, hvis bare jeg ikke var mig. Eller hvis jeg kunne spole tilbage i tid og gøre ting om.

Min kærlighed er magen til andres. Jeg bidrager ikke med noget, som ikke findes i forvejen. Jeg kommer ikke til at se månen hver aften. Selvom den er lige over mig. Min ro er en naiv idé. Og jeg kan ikke gøre noget. Jeg kan ikke ændre noget. Jeg er ikke vigtig i den her verden. Det er som om, mennesker ikke ægte er vigtige i den her verden. Fordi der er forskel på, hvornår man er værd at behandle ordentligt. Værd at passe på. Beskytte. Forsvare. Så føler man sig ikke vigtig. Men jeg er vigtig for hund. Min sten skal stå ved siden at hunds sten.

[christineforevigt]

det behøver ikke være liv og død hele tiden

[bongoramadk]

Erik  Clausen (1942-2024)

Af Kenneth Thordal DEN BLIDE ORKAN ER DØD.Jeg har lige fået at vide, at min ven Erik Clausen er død. Trist, men også fint, for den sidste tid var svær. Parkinsons er en lortesygdom.Erik lå den sidste uge på Amager Hospital, og der mødte jeg Leif Sylvester. ”Sikke et liv han har haft,” sagde jeg i et forsøg på at løfte stemningen. ”Måske hjælper det lidt, at han kan mærke alle os, der holder af…

[nils-elmark]

Landlov på Anholt - dag 2

Nabobåden vækker mig lidt i seks for at sige, at han sejler videre men ikke ved, hvor han skal fastgøre min agtertrosse. Jeg fortæller ham på tysk, at det også er en svær beslutning, men at jeg nok skal klare den, når han er væk. Jeg er lige ved at sige "Gute Fahrt" men undlader. Det minder for meget om farsyndere, der netop har fået en fartbøde på 10.000 kr. af Vlado og alligevel sige "fortsat god dag", når han kører væk.

Bagefter kan jeg selvfølgelig ikke falde i søvn igen, så jeg laver en kop kaffe i morgensolen og læser videre om Knud Rasmussens fantastiske slæderejse over 18.000 kilometer gennem Eskimoernes Rige fra Grønland over Canada og Alaska til Sibirien.

Formålet med "Den 5. Thule Ekspedition" fra 1921 til 24 var at afdække og forstå 34.000 eskimoers oprindelige kultur før 'civilisationen' øvede sin ubodelige indflydelse. De rejse med hundeslæde fra boplads til boplads og høre menneskene fortælle deres sagn og fortællinger.

Jo mere jeg læser, jo mere fascineret bliver jeg, for Knud Rasmussen og hans medrejsende bevæger sig langs menneskets allernordligste overlevelsesgrænse, lige før moderne tider sætter ind og slører billedet for altid. Sådan lever det originale mennesket med og af naturen i en stædig kamp for overlevelse. Her er intet planteføde, eskimoerne lever udelukkende af at dræbe dyr, fisk og fugle. Alt bliver fortæret, så intet går til spilde og balancen mellem liv og død er hårfin. Sultedøden lurer konstant.

Knud Rasmussen og de øvrige rejsende er selv en del af dette arktiske økosystem. De er på lige fod med eskimoerne nødt til at jage og dræbe de dyr, som de og hundene skal leve af gennem tre år. De kan således først rejse, når de har chancer for at møde rener, sæler eller fange fisk undervejs, eller når de har nok forråd til at gennemføre næste etape.

På en 14 dages ekspedition over 600 km med tre slæder beregner Knud Rasmussen eksempelvis, at de behøver 200 kilo rensdyrkød til hver slæde med 8 hunde. Og rensdyrkød er endda ikke det ideelle brændstof til hundene. Forestil jer selv, hvad det kræver af jagtlykke for at rejse 18.000 kilometer og skyde 18 tons bytte!

Knud Rasmussen skildrer en ren biologisk betinget kultur: Forældre, som må slå den ene tvilling ihjel ved fødslen, fordi man ikke kan forsørge to børn på én gang men også en kultur, hvor hustruen går over til naboen, når manden er væk i lang tid, og vender tilbage til ham, når han kommer hjem, og alt er ved det gamle. Eller når man med glæde tager imod et plejebarn, som var det ens eget, hvis man ikke selv har barn. Jeg har set en film fra Antarktis, hvor pingviner adopterer fremmede unger, når deres egne er døde.

Jeg er rørt - dette er biologiens moral, som vi ikke sjældent kender den idag: det store liv kommer først. Eskimoerne, som Knud Rasmussen møder på sin lange rejse, er tvunget til at træffe uhyrlige valg, som vi i moderne tider er lykkeligt forskånede for. Vi skal ikke vælge, hvilken af tvillingerne vi vil slå ihjel,

- men vi mener alle, at abort er en menneskeret!

Knud Rasmussen opdager til sin store glæde, at uanset hvilke stammer og bosteder han besøger på sin lange rejse, så forstår de andre eskimoer hans grønlandske. Det arktiske folk er ét. Igennem tre år mødes han udelukkende af hjælpsomme mennesker. overalt strømmer folk ekspeditionen i møde, hjælper med at få bygget snehytterne, deler den mad, de har samt "noget til jeres hunde". Knud Rasmussen er knyttet til eskimoerne, og da han møder en eskomi-stamme, hvor de har fået at vide, at der kommer "en hvid eskimo" sætter han sig ned i snehytten og snakker med dem. På et tidspunkt spørger de

"Hvornår kommer den hvide eskimo"?

Hvortil Knud Rasmussen svarer, "Jamen, det er mig!"

Knud Rasmussen er pave stolt, når han skriver dette i sin bog, og jeg forstår ham. For nogle år holdt jeg et foredrag i London og en af tilhørende, en ung kinesisk kvinde kommer op med tårer i øjnene og trykker mig i hånden og siger "tak, du minder så meget om min gamle far i Singapore" - jeg var lige så stolt over at blive accepteret på tværs af alle de grænser, vi sætter for hinanden.

Knud Rasmussen tegner i sin bog et portræt af verdens måske mest hådføre folk - eskimoerne - som generation efter generation har overlevet under vilkår, ingen andre kan overleve. Ingen moderne mennesker har moralsk ret til at sætte en finger på deres levevis; den er udviklet til perfektion.

Siden Knud Rasmussen rejste over isen på slæde, har det moderne samfund mishandlet kloden til ukendelighed. Og det er til grin, når moderne mennesker over deres caffe latte forarges over ordet "eskimo-is" og laver vrede updates på sociale medier og tror, at de kan redde verden ved at spise kunstigt kød lavet på et laboratorium og hindre klodens opvarmning ved at købe en to tons tung Tesla.

Vi bevæger os blot længere og længere væk fra Knud Rasmussens virkelige univers. Når man læser "Den lange Slæderejse" taler forfatteren og eskimoerne hele tiden om "mennesker". Jeg har aldrig set ordet "menneske" skrevet så mange gange i en bog. Den første bog Knud Rasmusssen fik udgivet hed i øvrigt "Nye Mennesker".

Men har I bemærket, hvad de kommunikationsuddannede siger på TV og skriver i medierne: De taler i stigende grad om "personer" aldrig mere "mennesker". Men vi er mennesker - mænd og kvinder - i modsætning til dyrene, som Knud Rasmussen skildrer opdelt i hanner og hunner. Grønland hedder på grøndlandsk også "Kalaallit Nunaat, hvilket betyder "menneskenes land".

Vi har de seneste 50 år urbaniseret vores klode til ukendelighed og søgt mening i det menneskeskabte, mens vi fjerner og mere og mere fra naturen. Fra de sociale medier, det moderne menneskes nye udkigstårn, forsøger vi så at styre verden på plads ved hjælp af endnu mere teknologi, endnu mere lovgivning og flere pronominer.

Knud Rasmussens bog gør os opmærksom på, at vi har bevæget os væk fra fra det eneste vigtige: Vi lever ikke længere for at leve. Vi har har accepteret at være en del af bruttonationalproduktet i stedet for naturens kredsløb.

Vi har glemt at være mennesker på kloden!

Med denne nye erkendelsen smider jeg bogen hen på hylden ved VHF-radioen og beslutter mig at gå på opdagelse på Anholt.

Her er de fire, som for hundred år siden rejste samtlige 18.000 kilometer over Arktis til Sibirien: Qâvigarssuaq Miteq, Knud Rasmussen, fotografen Leo Hansen og ekspeditionens eneste kvindelige deltager: Arnarulunnguaq Peary .