#Det Som Engang Var

[k-i-l-l-e-r-b-e-e-6-9]

Burzum - Naar Himmelen Klarner

[heinstress]

[thehardgroove]

[greaseonmymouth]

.

[soelvfisk]

Jeg drømmer om kærlighed. Og børn. Men jeg tør ikke. For det er for hjerteskærende hvis ikke det sker og vil ikke gå og føle mig utilstrækkelig og søgende indtil det sker. Det føles som noget der er så ude af mine egne hænder, at jeg ikke kan lade det fæstne sig som et ønske.

Men jeg drømmer alligevel om det. At elske mit eget barn højere end jeg troede var muligt, hver dag i hele mit liv. Ansvaret og tyngden man automatisk påtager sig som forældre. At gennemskue lige præcis den tryghed der er tryggest for ens unge. Nurh.

Ville gerne være omgivet af mennesker jeg elsker. Ligesom jeg kort nåede at have det i København, inden ting med Stenen blev helt fucked. Sjovt nok har stenen efterladt flere spøgelser her hvor jeg er nu. Her har vi nemlig kun fælles venner. Og jeg frygter at de enten fortæller mig om hende eller fortæller hende om mig. Jeg har svært ved at eksistere i samme verden som Stenen, så alt der minder mig om hende, får mig til at føle mig som spild af plads. Det er meget synd for vores venner. De ved det ikke engang. At det er svært for mig at være i nærheden af dem, på grund af hende.

Jeg drømmer om et trygt hjem. Allerhelst med en have. Noget udendørs. Et sted med plads til projekter og luft og lys. Har altid haft allermest lyst til at bo i Thy faktisk. Var ved at købe et hus dér engang. En lille bungalow med havudsigt og skur til surfboards. Men vil også gerne tilbage til København en dag. Elskede byen. Elskede lejligheden. Elskede menneskerne. Elskede mig selv. Men sådan er det med abuse. Det får alt man holder af til at føles helt helt helt uden for rækkevidde.

Jeg drømmer om en krop der har det stabilt. Om døgnrytme og madplaner og gåture og rutiner.

Drømmer om at tulle rundt og rydde op i mit eget rod, uden stress. Støvsuge, uden stress. Elsker at gøre rent uden stress. Det kan være så hyggeligt at passe på sine ting. Det har jeg ikke overskud til lige nu og det er længe siden jeg har haft det. Har jo også skilt mig af med de fleste af mine ejendele. Fordi de mindede mig om Stenen.

Jeg drømmer om at skrive bøger. Børnebøger og faglitteratur. Bøger der tager afsæt i de projekter jeg igangsatte undervejs i mit studie. Som har stået stille siden jeg blev færdiguddannet.

Jeg drømmer om STABILITET.

Jeg drømmer om at pusle med ting. Dedikeret. Investeret. Fokuseret. Male og tegne og indrette og bygge og skrive og synge og producere lyd igen. Bevæge mig. Være i min krop.

Jeg drømmer om at nyde. Nyde mad. Nyde nærvær. Grine. Nyde naturen og regnen og tid med hund på sofaen. Nyde roen til at dvæle ved dagbogsskriverier. Månen. Nyde mig selv. Mh. Nyde nogen der passer på mig. Skal ikke være sammen med nogen, der ikke passer på mig. Nyde at sove. Nyde at leve, wow. What a dream.

Jeg drømmer om at ligne mig selv. At jeg ser mig i spejlet og kan genkende mig selv. At jeg kan genkende mit barndoms selv. Nænsomt i de ting jeg foretager mig. Følelsen af at have været mig i hele mit liv. At jeg kan forestille mig at blive gammel.

Ja.

Intet af ovenstående har noget at gøre med min telefon. Drømmer ikke længere om at være tydelig og tilgængelig. Er blevet skræmt. Vil ikke være genkendelig. Mit ansigt skal ikke være nogen steder. Jeg vil være gemt. Igen: et resultat af Stenen. Hendes stemme i mit hoved, hver gang jeg forsøger at stå ved mig selv. Nu gider jeg ikke kæmpe imod mere. Drømmer ikke længere om at besejre det. Har givet slip. Jeg er forandret. Resten af mine drømme er rigeligt.

Og samtidigt føles det så umådeligt naivt og urealistisk.

[litteraturhistorikeren]

Jeg tror, jeg er nødt til at slå op med min kæreste. Han går og har det frygteligt skidt, fordi jeg er så meget i tvivl. Vi har ikke haft særligt meget kontakt denne weekend, og i dag skrev han, at han ikke kan sove om natten. Jeg har så dårlig samvittighed over at ændre mening. Over at jeg ikke vil det, som jeg troede, jeg ville. Sandheden er, at jeg slet ikke aner, hvad jeg vil. Alting føles uklart. Jeg gik for hurtigt ind i et forhold, fordi han er skøn, og i virkeligheden nok også, fordi han er alt det, min eks ikke var; men jeg vil så gerne ville det her forhold, og jeg tror ikke, jeg rigtigt vil. Jeg tror, jeg er nødt til at hele. Jeg fik mit hjerte knust værre, end jeg nogensinde har prøvet før, for få måneder siden. Jeg troede, jeg var klar igen - håbede, ønskede det sådan - men det er jeg ikke. Og det er ikke fair over for den søde mand, som så helhjertet gerne vil mig, at jeg kun er halvhjertet i det.

Jeg vil fokusere på at færdiggøre det her semester, på mine venner, på mig selv. Jeg vil skrive mere, jeg vil rejse så meget, jeg kan. Det, jeg ved, jeg vil, kan jeg ikke få til at harmonere i mit hoved med at have en kæreste.

Jeg føler, jeg burde ville det. At jeg er et sted i livet, hvor jeg burde følge trop med de af mine venner, der slår sig ned og finder ro i dét. Min kusine er 32 og single og har fået at vide af en fertilitetsklinik, at nu skal hun til at prøve at få børn, for hvis hun ikke gør det nu, er det nok snart for sent. Jeg er 26, og jeg føler mig klaustrofobisk af alt det pres og alle de forventninger, der bliver stillet mig.

Jeg talte i telefon med min mor og papfar i går, og min papfar blev ved med at sige, at jeg jo også gør det nær umuligt for mig selv at få et seriøst forhold, når jeg lever så nomadisk et liv. Jeg sagde, at måske er det vigtigste i mit liv lige nu bare ikke at have et forhold. Mine forældre var så uforstående, de sagde, at jeg giver mig selv uro, når jeg ikke hører til ét sted. Jeg føler mig så misforstået; at rejse og leve mit lille nomadiske liv er det mest befriende, jeg nogensinde har gjort. At være i et forhold lige nu er det, der giver mig åndenød. Jeg føler mig fanget og låst fast.

Jeg ville så gerne ville det. Jeg ville så gerne være det, jeg føler, det forventes, at jeg skal være. Men det kan jeg ikke være. Mit liv er helt anderledes end nogen andens i min familie, og de vennegrupper, jeg har haft i årevis. Det får mig til at føle mig forkert, at ingen af dem lader til at forstå, at min lykke ser anderledes ud end deres. Min mor siger, at jeg flygter fra noget; men jeg føler, at jeg løber imod noget, ikke væk fra noget. Jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen endnu, men det er det her, jeg skal. Vil.

Sikken tankestrøm, jeg orker ikke engang at rette det hele igennem for at tjekke, om det giver mening. Jeg begik en fejl, jeg gik for hurtigt frem, og jeg har så frygteligt dårlig samvittighed over, at jeg kommer til at såre et andet menneske.

Men jeg vil ikke det, jeg troede, jeg ville. Jeg vil ikke det, jeg føler, jeg “burde” ville

[blondinehjerne]

Det er det der er ved mig, jeg bliver aldrig cool. I årevis ønskede jeg at være hende den helt afslappede og totalt fattede person, som bare altid virkede upåvirket og altid svarede med de bedste comebacks. Hende bliver jeg aldrig og det er jeg faktisk glad for. I stedet for er jeg hende der føler så stærkt. Hende der bliver rød i hovedet og snubler over ordene. Hende der bliver såret. Hende der bekymre sig. Hende som give en fuck. Hende der græder. Jeg er også hende der kan føle sig glad helt ind knoglerne og føle andres smerte som var det min egen. Hende som over forklare sig og siger hellere undskyld engang for meget. Jeg vil langt hellere være hende der følte alt for meget end alt for lidt. Mit liv ville mangle så mange farver. Jeg elsker min empati. Jeg elsker min sensitivitet der altid tvinger mig til at føle de følelser der opstår inde i mig.

[tarrarre]

I don't know what Mr Varg thought he was doing with the vocals on Det Som Engang Var and Aske but it did not have whatever effect he intended

[maanebarnet]

Kære bachelorgrad

Puha

Så ramte jeg vejs ende og kan efter 3,5 år kalde mig færdiguddannet

De der kender mig personligt ved at min studietid har været fuld af op- og nedture

Fuld af fortvivlelse, tårer, eufori og grin

Fuld af kærlighed og nye venskaber, samtidig med at jeg har måttet sige farvel til venner og veninder undervejs

Nu står jeg her på den anden side af 3,5 år med personlig udvikling og jeg sætter så umådeligt stor pris på min studietid på godt og ondt

Jeg startede min studietid ud på zoom

Sådan gik hele mit første semester faktisk

Det hele kulminerede om sommeren 2021, hvor jeg blev gift med mit livs kærlighed

Så ramte jeg andet semester

Jeg var ked af min studiegruppe, jeg startede nyt job og jeg brugte tæt på al min fritid på at være frivillig i politik

Jeg sagde farvel til en kær veninde, som jeg heldigvis har fået tilbage i mit liv nu

På mit tredje semester måtte jeg sige farvel til min mormor

Til gengæld sagde jeg goddag til nye veninder, flere byture og en masse stunder, jeg ikke vil undvære

Fjerde semester er defineret af en praktik, jeg aldrig helt fandt mig til rette i

Ikke fordi jeg ikke elsker det fag, jeg er uddannet indenfor

Men fordi jeg aldrig følte mig helt velkommen i afdelingen

Jeg druknede mine sorger i alkohol, førte folketingsvalg og arbejdede stadig på mit job fra mit andet semester

Min bedste studieveninde var gravid her, og det satte en stopper for at vi skulle følges ad resten af vejen

Mit fjerde semester kulminerede ved en kæmpe familiekrise, samt en fyring fra mit studiejob

Jeg tror sjældent at jeg har været så langt nede

Efter min praktikeksamen tog jeg på bryllupsrejse til Japan, her fik jeg lov at blomstre op igen

Og så fødte min veninde en ny bedste ven til mig, som jeg knuselsker

Så kom femte semester

Det mest lallede semester på hele min uddannelse

Jeg blev arbejdsløs midt i semesteret

Tog en kort pause fra alkohol

Var måske i skole 2-3 dage om ugen og kedede mig ihjel de andre dage

Og så sagde jeg farvel til min bedste ven siden jeg var 11 år, min kæreste hund

Sommeren kom, og med den havde jeg pludselig kun et år tilbage på studiet

Med den fulgte også at en af mine tætteste veninder flyttede til den anden ende af landet

Jeg håber stadig at hun snart flytter tilbage

Og oveni dette måtte jeg holde en pause fra en anden veninde, som jeg kun lige har genoptaget kontakten med

Efter sommeren startede sjette semester

Samtidig med det startede jeg et nyt studiejob, som jeg knuselsker og virkelig kommer til at savne

Pludselig begyndte meget at handle om den snart kommende bachelor

Mit første fag tilbage var svært, men jeg følte mig virkelig hjemme i det

Klarede eksamen over alle forventninger

Jeg blev gravid i oktober, lige som jeg afsluttede semesterets første fag

Jeg tog på ture og besøgte mine veninder

Jeg var så opfyldt af kærlighed

Semesterets andet fag var elendigt at være i

Graviditeten satte fuldt ind med slem kvalme, så jeg var der nærmest aldrig

I december aborterede jeg spontant

Aldrig har jeg været længere nede, end jeg var i december og januar

Alligevel kom jeg igennem eksamen med en okay karakter

Ikke den bedste, men under forudsætningerne er jeg meget taknemmelig for mit 4-tal

I februar startede sidste semester

Det første fag var stressende, men endnu engang slap jeg igennem med et godt resultat

Jeg elskede min studiegruppe, selvom jeg ikke skrev bacheloren med dem

Vi sagde farvel til et politisk forbillede

Det var skrækkeligt, men den smukkeste afsked, jeg har deltaget i

Jeg trådte ud af bestyrelsen i min politiske ungdomsforening

Jeg fik pludselig tid til at være til igen, fordi jeg sagde farvel til forpligtelserne

Jeg skrev min bachelor

Nu er den afleveret og forsvaret

Og jeg er så stolt af min opgave

Og jeg er så stolt af min indsats

Og jeg er så stolt af mig selv

Så kære bachelorgrad

Du har været en pain in my ass

Men de sidste 3,5 år ville jeg aldrig være foruden

Kære bachelorgrad

Farvel og tak

[anonymiskabet]

(kæmpe) update!

der er sket en ret vild ting, som jeg stadig har svært ved at forstå: R overnattede hos C i nat.

"historien", som jeg har fået den fra R

R hang ud med nogle venner i går aftes, og af en eller anden grund fik han mod nok til at skrive til C og spørge om han måtte komme forbi senere - kl. 22 om aftenen.

af hvad jeg har fået fortalt, har de har flirtet en del over sms den seneste uge.

C's krav for at måtte komme forbi var at det kun var til "kys og kram 😇". R sagde at det lød hyggeligt, og han var i hendes lejlighed lidt i midnat.

de startede egentlig bare med at snakke lidt og høre musik over en halv flaske vin som C havde i køleskabet. efter det besluttede de sig for at gå i seng og børstede tænder (R lånte en helt ny tandbørste af C lol). C havde endda redt sengen op til ham allerede.

C tog nattrøje på på badeværelset og R klædte sig af til underbukser og lagde sig under sin dyne før C kom tilbage og slukkede lyset. efter de havde ligget og snakket lidt begyndte de at putte, derefter kysse. C sagde at hun havde nået at barbere sine ben inden han kom, og spurgte om han ikke ville mærke. som jeg har fået fortalt det, så kyssede de virkelig længe i stilhed, mens han nussede hendes ben. hun havde trusser og t-shirt på.

efter noget tid var R lidt mere modig og tog hende på numsen, mens de kyssede. de drillede lidt hinanden og blev enige om at det stadig kun var "kys og kram", da han kun "krammede hendes røv", som C sagde det.

det udviklede sig til at R kyssede hendes hals, hvilket C "godt kunne lide". efter det løftede han forsigtigt op i hendes t-shirt OG SUTTEDE HENDES BRYSTER(!!!). hun sagde ikke noget imod det, men stønnede i stedet og nussede ham i håret. hun flyttede ham endda fra det ene bryst til det andet.

da de havde gjort det i et stykke tid, kyssede de lidt mere og besluttede sig for at sove, mens de puttede. da R vågnede var C allerede stået op og sad i stuen. R havde allerede taget sit tøj på da han kom ind til hende, hvilket han synes var lidt akavet da hun stadig var i nattøj. R sagde at han ville tage hjem, og C kyssede ham farvel. ifølge R var tingene lidt akavet mellem dem, men nok mest fordi de var generte lol.

R sagde at han stadig havde sommerfugle i maven, da han ringede for at fortælle mig det hele.

hvad jeg tænker om det

honestly, jeg elsker det! jeg er bare vildt overrasket over at de rent faktisk besluttede sig for at mødes.

det seneste halve år har jeg haft det som om jeg har presset R og C til at skulle se hinanden, hvilket jeg har haft det ret nederen over i perioder. jeg har meget følt at jeg har presset mine fantasier ned over hovedet på R (og indirekte også på C). derudover har jeg også været mega bange for at jeg var for presserende da vi tre mødtes sidst, og at de bare "gjorde det for mig". at de nu gør ting efter deres "egen vilje" gør mig virkelig glad. og at de tager det hele i deres eget tempo, som de selv sætter - ja, det gør mig mega lykkelig 🥹

samtidig er jeg også bare glad for at jeg ikke længere behøver at være så involveret i deres kontakt længere. indtil for en uges tid siden har alt kontakt mellem dem været en fælles gruppechat mellem os tre (hvilket betød ingen kontakt lol). nu har de hinandens nummer og skriver åbenbart en del sammen som jeg forstår det. jeg føler endelig at jeg havde ret i at de ville være gode sammen, og at der virkelig var kemi mellem dem. tbh, så føler jeg endelig at jeg nu kan slappe af og bare lade dem gøre deres ting.

som altid så ved jeg ikke hvad der sker som det næste. R og jeg har ikke rigtig snakket om det endnu. men vores forhold er stadig super stærkt, og selvom jeg ikke engang har kendt ham i et år endnu, så ved jeg at jeg vil være sammen med den mand resten af mit liv. hans familie elsker mig, og min familie elsker ham (selvom de var lidt skeptiske over for ham i starten haha). jeg elsker også hans roommates og venner. og jeg elsker også C. hun er virkelig en af de sødeste mennesker i verden, og som jeg har sagt før, er hun den person som jeg stoler allermest på til at skulle være en partner for min partner.

måske jeg skal tænke lidt mere over hvad det ville betyde hvis det udviklede sig, men som det hele er nu er jeg ikke andet end lykkelig og glad på deres vegne.

[maelkevejen]

Det frustrerer mig på en foruroligende ulmende måde, og jeg føler stor ængstelighed ved at have set bort fra det og ignoreret det i årevis. Kan det virkelig passe, jeg bare har et større behov? Alle mennesker er forskellige, og man skal ikke tvinges til at give mere, end man har lyst til. Men samtidigt føler jeg mig meget alene og efterladt. Og jeg ved godt, det ligger på min banehalvdel, men med tiden har det affødt en følelse af utilstrækkeligjed og akavethed, og som om jeg ikke kan finde ud af det længere. Tanken om at have det sådan resten af mit liv gør mig enormt trist. Jeg har så mange aspekter og sider, jeg ikke kan udforske eller sætte fri, og når lysten endelig melder sig, føles det som om, det og og nogle gange især jeg er underordnet. Det var det, der ramte mig sidst; følelsen af, at det var ligegyldigt, hvor jeg var og om jeg var med eller ej og at det i det hele taget kunne være helt ligegyldigt hvem jeg var. Jeg kan ikke mærke, jeg bliver prioriteret. Mellemrummet er så kæmpestort, at jeg ikke engang kan huske, hvornår min ankomst var en del af legen, og den tanke gør mig så ked af det, at jeg har lyst til at græde. Min kropslige selvtillid er blevet så lille, at den kan ligge under en tokrone, og udover at det er forfærdeligt i sig selv, er der også en iboende skam i ikke at have prioriteret den selv før. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få den tilbage; min aktive seksualitet er blevet en enormt privat sag, jeg ikke har lyst til at vise frem i frygt for at blive afvist. Så jeg gemmer mig bag romantikbøger og lader som om, jeg hviler enormt meget i det. Men i virkeligheden føler jeg mig mere ensom end nogensinde. Jeg ville sådan ønske, jeg vidste, hvad der virkede, eller at vi kunne tale om det. Mest af alt ønsker jeg mig at blive set og for alvor prioriteret som en ligestillet og have anerkendt, at mine behov også er vigtige. En del af mig spekulerer på, om jeg virkelig kan holde det ud resten af livet. En anden del af mig tænker at det jo kan være ligegyldigt, nu hvor jeg har glemt mit kropslige initiativ, og jeg ikke kan gå tilbage til hvordan det var før. En lille del af mig har lyst til at være harm over den tilsyneladende blindhed for den skat, der findes i mig, men den følelse maser jeg ned med tommelfingeren; alle mennesker er forskellige og der er ikke noget i vejen med ikke at være ens. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre med følelsen af ensomhed og forladthed. Det føles om om, det er endt med, at jeg ikke engang selv føler mig attraktiv. Det er måske mest det, det gør mig ked af det.

[ifindus]

skal være ærlig å si at jeg hakke sett mye på brødrene dal jeg heller😅 var lengesiden jeg så på det husker så vidt hva det var for noe engang...det var også rundt den tiden jeg ikke kunne så godt norsk🥲 men, slik jeg husker det så var det veldig morsomt, å humoren er slik at du skal ikke stille spørsmål ved alt det rare som skjer, bare aksepter at det er mye rart som foregår🫡

gjorde et lite google søk og det kom opp en film med brødrene Dal som heter "Brødrene Dal og mysteriet om Karl XIIs gamasjer" som tydeligvis handler om unionstiden med Sverige👀 på wikipedia står det: I denne serien må brødrene spore opp Karl XIIs gamasjer for å unngå at Norge må tilbake i union med Sverige i forbindelse med 100-årsjubileet for unionsoppløsningen i 2005. Jakten bringer dem til forskjellige tidsepoker og historiske begivenheter i de to landene som f.eks, underskrivingen av unionsoppløsningstraktaten i Karlstad i 1905, slaget på Dynekilen i 1716 med Tordenskjold, slaget ved Fredriksten Festning i 1718 der Karl XII blir drept, fredsforhandlingene i Kiel 1814 og mange fler.

det høres jo ut som midt i blinken for dine interreser spør du meg!

faktisk!! 😭😭 skitt, har jo hørt om Karl den tolvtes gamasjer og 100% sett noen klipp fra Brødrene Dal en gang for lenge siden.

Ser jo at alt Brødrene Dal ligger ute på NRK TV 👀👀 kanskje det må bli neste prosjekt når jeg går lei av House 🙏🏻 den historiske konteksten er jo kjempeinterssant, selv om det er veldig mye tull i den serien

[biggi-666]

Burzum - Det Som Engang Var [edit]

Been really into this one lately. Classic tunes.

[soelvfisk]

Jeg føler mig så overvældet af alle mine ting. Ting jeg ejer. Ligger og prøver at forestille mig et hjem og det synes jeg er svært, for jeg har ikke brug for så meget lige nu. Jeg kan ikke så meget lige nu. Så når jeg kigger på mine ting bliver jeg mindet om, at engang kunne jeg bare vågne hver dag og vide præcis hvor alt var og gennemskue mine feels og overskue dimser og dutter og projekter. Jeg brugte alle mine ting. Nu ligger de i kasser som jeg ikke tør pakke ud nogen steder. Har købt en seng i dag. Det føles som fråds, fordi jeg har vænnet mig til at sove på en madras. Kan ikke overskue at sove i en seng. Og jeg har ellers været vågen i 36 timer. Er træt.

Jeg synes det er det samme som at jeg fx stadigvæk heller ikke tør at svare på beskeder. Engang kunne jeg sagtens svare på beskeder. Jeg kan ikke åbne en chat uden at føle, at min hjerne samtidigt åbner et penalhus fuld af kuglepenne der skriver med følelser istedet for blæk. Det er… så konfronterende at se på. At overvære. Fordi jeg stadigvæk ikke føler at jeg har fattet hvad der foregår eller hvordan jeg skal sætte ord på det. Så det bliver SÅ sårbart og SÅ skrøbeligt at jeg simpelthen ikke tør. Jeg tør heller ikke at lade være med at svare, for min stilhed virker strengere end jeg har lyst til. Så jeg tænker bare på det. En masse.

Jeg ved ikke hvorfor jeg er så bange. Og jeg behøver måske heller ikke at have styr på det lige nu. Måske er jeg stadig bare i sorg. Måske er jeg i chok. Måske er jeg virkelig bare forandret. Måske forbinder jeg min egen trivsel med noget overfladisk. Måske forbinder jeg alle mine ting med noget traumatiserende. Måske er jeg bange for at jeg kun kan have det godt på bekostning af andre mennesker. Fordi jeg altid trænger til hensyn og hjælp. Måske føler jeg mig naiv, når jeg mærker følelsen af håb. Måske frygter jeg at komme til at lade som ingenting. Eller fylde for meget. Eller lave fejl og tage dumme valg som gør fremtiden endnu sværere at overskue. Ej, eller at lave dumme fejl jeg BURDE KU HA UNDGÅET. Måske frygter jeg at opdage alt det der forsvandt. Måske er jeg forskrækket. Måske frygter jeg ærligt bare at blive glad igen? Eller at prøve.. fordi det er så hjerteskærende at prøve forgæves. At sigte efter glæde uden held. Ro. At håbe så inderligt på en ro, der føles helt uden for rækkevidde.

Jeg skilte en ting ad og pillede nogle ting ud og lagde de ud-pillede ting i en gennemsigtig æske tæt på min seng. Så kunne jeg se på dem og vide, at hvis alt blev for meget, så var der en udvej. I forgårs. Og jeg tror at jeg er bange for mig selv. For at efterlade et rod. Bange for at forsvinde, her mens jeg prøver på at få det bedre. Så jeg aldrig får det bedre. Og jeg er bange for at støde på noget der skubber mig. Noget jeg ikke ved hvad er. Stenen fx. Eller noget andet. Som kunne gøre mig så ked af det igen. Føler ikke jeg må være her. Føler jeg gør noget forbudt, når jeg dag for dag stadig lever. Og jeg er bange for at sige til min mor, at tingene ligger dér i æsken. Selvom jeg ved at jeg skal øve mig på at være helt helt ærlig. Men jeg håber sådan, at jeg bedst kan balancere alene og komme ud på den anden side. Det føles som om andre mennesker er vind… bare fordi Stenen var en orkan. Så isolerer mig og går glip af alle dem der gerne ville gribe. En af de ting der gør mig mest trist, er når hjælpen ikke hjælper. Den oplevelse ville jeg ikke kunne klare lige nu. At man har tillid, men så bliver man tabt. For det er tit ikke rigtigt nogens skyld. Men det gør så nas.

Jeg håber at Stenen kommer til at fylde mindre og mindre i lit liv. At jeg en dag glæder mig så meget til fremtiden, at det er ubetydeligt om vores veje krydser hinanden. At hendes ord aldrig kan gøre ondt på mig igen. At hendes løgne er ligegyldige for mig, for jeg er klar til at give slip på alle der tror på hende. Uden had og fordømmelse - for jeg troede jo selv på hende engang. Jeg håber at jeg får mit lys tilbage og mit mod og min glæde. Jeg håber at mine venner en dag kan genkende mig igen. At jeg kan genkende mere af mig selv. Jeg håber at jeg en dag vågner op og er fuld af følelser der ikke skræmmer mig. Jeg håber på at ‘udenfor’ en dag kan føles som et sted, hvor jeg godt kan stoppe op og holde pause, uden at føle at jeg er i vejen. Jeg håber at min krop vil kæmpe og blive rask sammen med mig. Så jeg kan bruge min stemme og mine tanker på at forholde mig til noget nyt. Vende mit blik lidt mere udad igen… på en konstruktiv og stabil måde. Jeg håber virkelig på at det ikke er for sent. Jeg håber at jeg stadig kan nå at vende tilbage til “livet” på “liv” måden. Den dér måde hvor man virkelig kan mærke at man er sig selv. At man er en sjæl der lever og ikke bare en krop der overlever.

[litteraturhistorikeren]

Jeg har haft nogle hårde uger. Jeg føler mig stadig rå efter den spontane abort, jeg havde for 1,5 uger siden, hvor jeg ikke engang vidste, jeg var gravid, før det skete.

Nu holder jeg ædru juni, og det blev skudt i gang med et rave i en skov her i Finland i lørdags. Det startede rigtigt godt, min kæreste og jeg holdt forfest med nogle af hans venner i vores lejlighed. Jeg bondede meget med hans venner, de er virkeligt søde og sjove, og de lader til rigtigt godt at kunne lide mig. I skoven var alting helt magisk, der var så fint pyntet op, og bassen pumpede gennem jorden som skovens hjerteslag. Vi satte en camp op, min kæreste var fuld, hans venner var fulde og skæve, men det var egentlig fint at være ædru. En af hans venner var meget opmærksom på mig, tog mig med hen for at danse, gav mig mange komplimenter, talte med mig. Min bedste ven her i Finland ankom, og han og jeg dansede og havde det sjovt.

Min kærestes ekskæreste ankom. Han havde ikke fortalt mig, at hun ville være der, men jeg håndterede det godt, synes jeg, selvom jeg ikke er så glad for den slags overraskelser og foretrækker at være mentalt forberedt. Vi hilste på hinanden, og så dansede jeg noget mere.

En vigtig detalje i denne historie er, at min kæreste og jeg er poly, men har nogle få regler - grænser sat af mig, fordi det er mit første poly forhold, og jeg er nødt til at kunne følge med. En af de regler er, at vi ikke kysser med andre, når vi er ude sammen.

Med det sagt kan jeg så fortælle, at da jeg kom tilbage til vores camp, så jeg min kæreste sidde og kysse med sin ekskæreste.

Jeg blev så ked af det. Og så vred. Ikke decideret over at se ham kysse med en anden, med sin eks, men over at han brød en af vores regler. Jeg hev ham til side og talte med ham. Jeg græd. Jeg ville hjem. Han fulgte mig til det nærmeste busstoppested, og jeg fortalte ham grædende, at det her jo var utroskab, han havde brudt en regel for vores forhold, det er jo at være mig utro. Han gav mig ret.

Jeg bad ham om at tage hjem med mig, fordi jeg ikke ville være alene, og han sagde, at han ville hente sin taske og så tage med mig hjem. Tyve minutter senere ringede han og sagde, at han ikke ville tage med mig hjem alligevel, han ville blive og feste med sine venner.

Jeg var så knust. Min ven kom ned til mig og sad med mig i over en time for at vente på bussen, krammede mig, mens jeg græd, talte med mig og lyttede til mig.

Søndag havde min kæreste voldsomme tømmermænd, og vi endte med ikke at tale før sent om aftenen. Jeg talte med ham om de grænser, han havde brudt, hvordan han havde brudt min tillid. Hvordan han derefter havde svigtet mig, da jeg havde brug for ham, mens jeg var i en kæmpe følelsesmæssig krise. Mens vores forhold var i en krise. Han undskyldte mange gange. Lovede at lære af sine fejl.

Jeg har gået ture de sidste dage. Ringet til to af mine venner hjemme i Danmark; min bedste ven støttede mig meget og sagde, at han var sikker på, vi nok skulle finde ud af det. Min veninde, som er på min kærestes alder og har været poly lige så længe, som han har - jeg kalder hende mit "poly-orakel" - havde for en gangs skyld ingen råd; hun sagde, at hun aldrig ville have gjort, hvad han gjorde. At det bare var fucked up. At hun var begyndt at se et mønster i, at min kæreste har en tendens til at sætte sine lyster over mine behov.

Vi talte lidt mere i går, min kæreste og jeg. Om at vores regel måske kunne være blevet diskuteret, før han gjorde, hvad han gjorde, men at nu må den blive - i hvert fald indtil jeg føler, jeg kan stole på ham igen. For det føler jeg ikke nu.

Søndag havde jeg en fod ude ad døren, det må jeg indrømme. Jeg undersøgte forskellige rejsemuligheder, brainstormede, hvad fanden jeg lige skulle gøre, hvis vi slog op. Jeg flyttede til Finland for ham, for himlens skyld. Vi bor sammen her.

Jeg har sagt til ham, at jeg ikke kan tilgive ham endnu, at jeg har brug for tid. Jeg har sagt til ham, at jeg har brug for at tænke over tingene. Jeg er så forvirret og så ked af det. Jeg elsker ham så højt, men jeg har også brug for at føle, at jeg er så vigtig for ham, som han siger, jeg er. Ord er ikke nok, der skal handling bag. Han kan ikke kun tage sig af mig, når det er belejligt for ham. Følelser er ikke altid belejlige. Han kan ikke kun respektere mine grænser, når det er belejligt for ham. Jeg er stadig vred, kan jeg mærke. Jeg håber, vi kan komme igennem det her; men jeg vil heller ikke tvinge mig selv igennem det med ham, hvis det ikke er det bedste for mig.

Jeg håber, tiden vil hele os.

[greaseonmymouth]

Jeg havde faktisk ikke rigtig nogen planer om eksplicit at gøre Carl demiseksuel i min nuværende wip men efter at have læst kvinden i buret og skullet igennem jeg ved ikke hvor mange liderlige kommentarer om kvinderne på politigården, har jeg faktisk besluttet at film-versionen af manden i hvertfald ligger lidt længere henne mod a enden af spektrummet til sammenligning

Kvinden i buret: ét forsøg på at byde en kvinde på en drink i en sammenhæng hvor det er relativt normalt (på en bar), der virker mere som en pludselig indskydelse i øjeblikket end noget der har en reel interesse bag (hun er smuk, han er single, de er på en bar, de snakker allerede sammen) + han er ikke særlig modtagelig overfor Assads kommentarer om at Merete Lynggaard er en sød pige - Assad siger det to gange og det er som om Carl ikke tænker over det før på færgen

Fasandræberne: han lægger mærke til at en kvinde kikker på ham til en fest på politigården og virker overrasket, vælger så at gå hen til hende - for så at finde ud af det ikke var ham så han dropper det igen. ingen tegn på han er interesseret i nogen som helst

Flaskepost fra P: han bliver flirtet med åbenlyst, på en bar, og ænser det overhovedet ikke. om det er fordi han ikke har opfattet det eller bare ikke er interesseret i hende overhovedet kan diskuteres, jeg tænker om det er fordi han ikke rigtig bryder sig om hende/de kom lidt skævt ind på hinanden fra start og det satte en stopper for det med det samme + det er første gang siden kvinden i buret at Assad forsøger at gøre ham opmærksom på en sød pige som om han ikke rigtig forstår Carl ikke har lagt mærke til det

Journal 64: ærligt jeg ved ikke hvad der foregår. Jeg troede forst kantinedamen og kvinden på caféen var den samme person men på rollelisten er de vidst forskellige skuespillere? Der overfladisk ligner hinanden? Uanset om de er den samme person eller ej så er tydeligt lagt op til at han har skullet se hende flere gange før han viste en egentlig interesse i hende

Og så har jeg ikke engang snakket om hans forhold til Assad

Der er en verden til forskel men én ting er stensikker: Carl i filmene har ikke igennem de fem år de udspiller sig vist nogen særlig interesse i folk omkring sig, ingen lange eller sleske blikke eller kommentarer eller noget som helst. det nærmeste vi kommer det er faktisk Assad, og hvis vi antager Assad er allo så bliver kontrasten mellem dem faktisk ret tydelig (og hvis vi også antager Assad er ovre i den tunge ende af kinsey skalaen (mens Carl er i midten) så virker hans kommentarer i kvinden i buret faktisk ret performative: se mig, jeg er en ganske normal heteroseksuel mand og muslim og politimand, intet sært her, nu skal jeg bevise jeg er god til mit job men også tilpas underdanig du ikke fyrer mig med det samme og så er jeg bare super normal og desperat efter at være til nytte. Forresten har jeg sagt jeg er hetero? Lad mig lige hamre det på plads)

Så. Tl;dr: Carl bliver placeret derovre i demi/gråzonen i min nuværende wip, fordi jeg kan, og jeg synes det giver mening, og jeg tror faktisk det kommer til at gøre historien bedre end jeg havde tænkt