#undergrund | Explore Tumblr Posts and Blogs

blokmusik · 2 years

Text

De bedste musikudgivelser fra 2022

25.

The Void in Us

Senso

Fra den nye danske supergruppe folder der sig ørnebrede popvinger anno cirkus 1988 over en debutplade fyldt med højpotente guitarriffs (læs: synth ej at forglemme) og omkvæd, der appellerer både til hjerne, hjerte og ikke mindst humøret.

24.

CAPRISONGS

FKA Twigs

Det orkestrale, de fremmedartede muskler og sakrale elektrolandskaber fra MAGDELENE blev skiftet godt og grundigt ud på CAPRISONGS. Vi har her at gøre med popmusik uden sidestykke med tidens afrobeat, grime og R&B (med store versaler).

23.

Plastic of Love + Private Paradise + Can't Stop Thinking About

Shinichi Atobe + Space Ghost + Logic1000

Du skal bare lukke øjnene og være med på alt fra kølig new wave, tidlig Chicago-house, følelsen af de spæde morgentimer inden turen går hjemad fra nattelige eskapader.

22.

Natural Brown Prom Queen

Sudan Archives

Politisk, personligt og eksperimentalt vedkommende på alle parametre. Har du nogensinde hørt pitchet violin, trap og hedonistisk undfangelse af nye popgenre fremkaldt på ét og samme album. Nu har du chancen i selskab med californiske Brittney Denise Parks aka Sudan Archives.

21.

Its almost dry

Pusha T

Hip-hop håndværk fra øverste skuffe. Med hans trofølgesvende Kanye West og Pharell Williams bag producerstolen er Pusha T i trygge hænder, der uden tvivl er en værdig efterfølger til mesterværket DAYTONA. Pusha T beviser til stadighed, at han som mastermind med et all-star hold af højeste karat bag sig, er en uafrystelig ener på coke-rap tronen.

20.

Classic Objects

Jenny Hval

Den norske sangerinde, digter, performancekunster - jeg kunne blive ved - udstråler modenhed, selvsikkerhed og intelligens på en plade, der lyrisk er blandt hendes bedste.

19.

Mr Morale and the Big Steppers

Kendrick Lamar

Mr. Morale & The Big Steppers’ er LA-rapperens introspektive antitese til det maksimalistiske DAMN. Et forsøg på sætte sig selv og familien i terapi og forstå sig selv noget mere. Det virker til at være lykkedes.

18.

Sunswell + Luz / Quest for Fire

Genius of Time + Axel Boman

Den svenske techno-scene har aldrig haft det bedre. Stockholm-bosatte Boman bygger søjler af disko, percussion i et hjertebankende houserum. Genious of Time er lyden af Gøteborgs kæmpemæssige havnekraner, hedeturer på Ibizas strandklubber. Begge kunstnere forfiner housen i hver deres retning i den mest spiselige balance mellem million-projektsbeton og undergrunds-checket blåsvensk klubberi, når det er allerbedst. De er begge i kreativ topform.

17.

Laurel Hell

Mitski

Delikat og himmelråbende popsange kurateret med lyrik, der har direkte forbindelse til hjertekulen og vores egen usikkerhed overfor omverdenen.

16.

Dragon New Warm

Big Thief

Et hidtil højdepunkt i Adrienne Lenker & Co's karriere. Punktum. Dobbeltpladen udstråler overskud med både charme, uforbeholden skønhed og tonsvis af varme.

15.

Night Journeys

Courtesy

Som stirrede hun gennem en termisk kikkert, udforsker Najaraaraq Nicoline Vestbirk aka Courtesy nattens vekselvirkning mellem lys og mørke, drøm og virkelighed, trance og fuld bevidsthed. Rumligt, pulserende, atmosfærisk og dybt betagende.

14.

Billions / Sunset / Welcome my Island

Caroline Polachek

Ja, I know, det er lidt kontroversielt at placere tre singler på en årsliste over bedste alber. Ikke desto mindre er jeg blevet bjergtaget af hver og ét af disse out-of-this-world skyhøje ambitiøse singler. Billions står som årets ubestridt bedste sang fra året der gik, hvor Caroline Polachek springer hovedkuls udi poppens allerfineste balanceparametre - benytte en specifik situation mellem et dig og et mig og herefter invitere lytteren ind i verden hvor vedkommende selv kan fylde sanguniverset ud med drømme, mareridt og fantasi. Sunset er, ganske uventet, flamenco-pop og Welcome to Island slibrig dansepop som var det hukket ud af en collegeserie fra slut-90erne.

13.

Ants from Up There

Black Country, New Road

Mest musikalskoverlegne udgivelse - post-rocken er stadig sitrende vital og Black Country er hungrende efter at give lytteren noget at tænke over i tekster mellem brændende rumskibe og ravruskende kærlighed.

12.

Motomami

Rosalia

Rosalia markerer med Motomami ikke kun hendes entré på hitlisternes allerhøjeste tinder, men løfter hende også blandt nutidens musikinnovatører af allerhøjeste rang. Et album, der ikke vil sættes i bås. Hun flytter sig fra ophavet i den spanske flamenco-tradition over mod caribisk reaggeton (tak for vitalisere denne trivialiserede poprytmik) til 90er grunge, sydstats-rap og sågar free-jazz. Hvem sagde smalstrøm ikke kan disrupte main-strøm?

Som med Guld Palme-vinderen Titane, skaber Rosalia en persona i skikkelse af et feministisk motorvæsen, der bliver frigjort gennem transformeringen fra menneske til maskine - som hun også selv siger det på SAOKO "Yo me transformo" - hun transformerer sig - ikke kun musikalsk, men også kreativt. Popdronningen er født påny. Pas på Beyoncé, der er en popkunstner, der ikke er bange for at lege med.

11.

Sometimes, Forever

Soccer Mommy

Fodboldmoderen Sophie Allison med det alletiders melodiøse overskud træder, som hun har for vane, endnu engang opad ambitionernes rangstige med sine skrøbelige, hjertelige og fremfor alt smukke poprockede sange. Men vent. På Sometimes, Forever er det som om det gruer fra undergrunden. Innovatoren Daniel Lopatin har nemlig haft en finger med i spillet, og det kan i den grad høres på numre som den eksperimentelle "Unholy Affliction" eller 90'er ørehængeren Darkness Forever - som var den taget ud af britpoppen.

På et tætpakket Loppen i september 2022 fik hun også i den grad dementeret, at Sometimes, Forever ubesværet kan hypnotisere et publikum til at glemme alt om tid og sted. Allison har i den grad fremtiden i sin hule hånd.

10.

Cherry

Daphni

Yndlings Dan, eller Daphni, Caribou, hvad han nu ikke alt kalder sig, gjorde mig rundtosset, euforisk og en smule halvforelsket i hans til dato mest poppede danseunivers. Og gud hvor er det appetitligt. Numre som "Mania", "Take Two", "Arrow", "Mona" og "Fly Away" føles som en lang dopaminrus, mens "Arp Blocks", "Clavicle" og "Cherry" føles som forårsbebudende knopskydninger på dette spraglede, vildtvoksende kirsebærtræ.

I guess nothing will be the same

Liss

Verden mistede en sangstemme i alt for ung en alder. Søren Holm var et personligt forbillede for mig, og derfor betød hver eneste udgivelse fra Liss's hånd noget helt særligt for mig. I Guess blev udgivet efter Søren ikke længere var iblandt os længere. Men gudskelov og tak for bandets øvrige medlemmer Villads, Vilhelm og Tobias, kunne Liss' debutalbum alligevel se dagens lys i forsommeren 2022. Som fan af Århus-bandet siden deres spæde begyndelse i 2015, har det været som en rutsjetur af følelser at følge dem gennem årerne. Man kan mærke, at Søren efter nogle turbulente år, genfandt glæden og lysten til at skrive musik, og særligt "We Made It", "Exist", "Turn Your Back On Me" og "Text Me Back" virker som tætpakkede refleksioner over et liv som de færreste når at leve gennem et helt livsløb.

Once Twice Melody

Beach House

Victoria Legrand og Alex Scally har efterhånden fulgt hinanden i mange år, på mange plader og mange turneer. Er det overhovedet muligt for duoen, der nu har 8 album på CV'et, stadig at holde sig selv aktuelle? Det korte svar er et rungende ja! På den 18-numre lange Once Twice Melody beviser de, med hjælp fra livetrommeslageren James Barone, at man med storladenhed, mørke og cinematisk rumlighed kan gro yderligere som band og frembringe endnu en artistisk manifestation.

nymph

Shygirl

Nymph er en sensuel udforskning med en uomtvistelig vision. Med kæberaslende produktioner fra typer som Arca, Sega Bodega og Mura Masa smelter soniske væsner sammen til et fantastisk mytho-kosmos oooog * whoops * pludselig har man Shygirls unikum af en verden.

souvenir

Gents

Break-up albummet jeg ikke vidste, at jeg gik og drømte om. Tak Gents! Min tro følgesvend ned ad popverdenens evige boulevarder - inklusiv artefakter, dating-sprog, cornyness og hjerte-rimer-på-smerte. Læn dig tilbage og bliv pakket ind i bittersød hjertesorg og legelandslette produktioner.

And in the Darkness, Hearts Aglow

Weyes Blood

I en alder af 34 år, trækker Natalie Mering alias Weyes Blood tæppet til side for nostalgisk dagdrømmeri, idiosynkratiske hymner og hjemsøgende poesi til mennesker, der ligesom mig selv, søger hjælp i en verden af klimaforandrende kaos og nationsfejdende ufred. I denne barokke ensomhed har du fået en ven, der gerne tager dig ved hånden udad klodens uigennemskueligheder.

A Light for Attracting Attention

The Smile

Dette var ikke bare et hvilket som helst sideprojekt fra Radiohead bandmedlemmerne Thom Yorke og Jonny Greenwood. Langt fra - ideen, der opstod i kølvandet på COVID-kedsomlighed etc. fik de to kreative radiohoveder sammen med trommeslageren Tom Skinner rystet rockposen - for ud kom jazz, elektro, kraut. Forvent gåsehud og mere til.

CRASH

Charli XCX

CRASH er power pop deluxe. Fra en kunstner, der måske, måske ikke har sluttet sin karriere - i hvert fald med hendes nuværende pladeselskab - føles bestemt ikke som nogen svanesang. Tværtimod udforsker hun atter nye landskaber fyldt med lutter pop, hvor hendes glæde for legender som Janet Jackson får lov at side om side med alt det bedste fra poppens 80ere, 90ere og 00ere. Hun er i sandhed forud for sin tid.

Dawn FM

The Weeknd

Abel Tesfaye har kunne fortælle historier som få andre blandt popartister af hans popularitet. Og han er samtidig en konceptelsker. En Michael Jackson elsker. Og en af verdens mest streamede kunstnere. Med disse variable in mente, formår han på Dawn FM at balancere fuldstændig ubesværet mellem parodisk radioføring, coronaens råb om nærhed, tidløshed, paranoia, men også med en vis portion humor og forfriskende uselvhøjtidelighed, der summeret op i retromaniens favør, udfolder sig som en helende terapisession i dans og eufori, hvor de færreste producere kan følge med. Måske lige på nær hovedpersonen selv.

Om Vi Får Leva Jonathan Johansson

Efter 15 års kunstneriske op og nedture udgav svenske Jonathan Johansson i skyggen af krigens Europa sit ottende album. Timingen kunne ikke være bedre, for i en dunkel tid, påminder han os om, at vi ikke ved, hvad der venter os - at hvert åndedræt ikke behøver at være det sidste. Hvor Lebensraum! næsten føltes som en idiosynkratisk fremtidsprofeti om Europas nuværende uvisheder sammenvævet med en lethed og tro på fremtiden, var Scirocco var dog alligevel en smule mere dystopisk, men samtidig et lovende tegn på, hvad man har i vente, hvis bare man har tålmodighed med Johanssons kreative pophjerne.

Om Vi Får Leva føles nemlig som en genkomst til varmen og en rejse ind i et mere åbent og håbefuldt univers han ikke har befundet sig i længe. Og det han lykkedes så godt med er, at han bruger han evner at benytte sig af sit bedste våben - evnen til at formulere sig hemmelighedsfuldt, politisk, næsten essayistisk - og samtidig poetisk - at det kommer fra hans inderste tanker. Tag nummeret "Dåligt År", der med følgende linjer viser den rådløse position nogle europæere nok står i "Men vad ska vi göra/När vi har räknat alla döda/Slåss för fred i Nagiala". Eller på "Våroffer", hvor han blotter sin egen usikkerhed "Ge mig en fjäderpenna/Och en pulpet/Så jag kan misslyckas igen" - at en kunstner som ham kan mislykkes med sine ellers vigtigste stykker værktøj - fjerpennen og talerstolen. Men hvis man lytter efter, breder optimismen sig "solen skiner igenom alla moln/Alla färger som finns" som han håbefuldt synger på den mesterlige "Varje Regnbåge (Den sista)".

Hvis vi må leve, så synes jeg, man skal leve med Om Vi Får Leva.

Boblere:

Charlotte Dos Santos: Morfo / Jockstrap: I Love You Jennifer B / Let's Eat Grandma: Two Ribbons / Perfume Genius: Ugly Season / Dry Cleaning: Stumpwork / The 1975: Being Funny in a Foreign Language / Beyoncé: Rennaisance / Cate Le Bon: Pompeii / Bill Calahan: YTILAER / Björk: Fossora / Nu Guinea: Bar Mediterriano / Alvayys: Blue Rev / Fountaines DC: Skinty Fia / Stella Donelly: Flood / SZA: S.O.S. / Sofie Birch & Antonina Nowacka: Languoria + Holotropocia / Angel Olsen: Big Time / Slowgold: Kärlek / Jennifer Loveless: Around the World / Khruangbin: Ali / Two Shell: Aliens / Wet Leg: Wet Leg

Af Jens Bjørn Grelck, 2023

#blokmusik #jens grelck

0 notes

dennisasp · 2 years

Text

Island - Del 3

New Post has been published on https://dennisasp.dk/island-del-3/

Island - Del 3

Dag 9 og 10 – vand fra oven og fra neden

Det gode vejr kunne naturligvis ikke vare ved for evigt – det er jo Island. Om morgenen var det gråt og fugtigt, og da vi parkerede bilen ved Hengifoss, var det temmelig tåget og vådt i luften. Vi gik alligevel op ad vandrestien godt 2,5 km, men det var alt for gråt til, at vi overhovedet kunne se vandfaldet. På vej derop kunne vi dog heldigvis se Litlanefoss, inden alt blev gråt.

Litlanefoss.

Det slog os ikke ud, for vi havde større forventninger til vandfaldene Dettifoss og Selfoss. Førstnævnte siges at være Europas kraftigste vandfald, og de 193 m3 vand der hvert sekund strømmer igennem, kommer også fra Europas største gletscher, Vatnajökull. Vi parkerede på den mindre besøgte østlige side af floden, hvor man kunne gå helt ned til vandfaldet. På den side var der også markant mindre vandstøv, der primært drev mod vest. Desværre var det stadig enormt tåget, og selv ganske få meter fra vandfaldet, kunne man næsten intet se. Alligevel fortsatte vi de ca. 1,4 km langs floden til vandfaldet Selfoss i håb om bedre vejr. Netop som vi begyndte at gå tilbage mod bilen, klarede det pludseligt op. Så vi nåede at se Selsfoss, og dets specielle udformning, idet det løber langs med floden i flere hundrede meter samt Dettifoss i nogenlunde klart vejr.

Selfoss ved Dettifoss

Dagen var efterhånden også ved at rinde ud, så desværre nåede vi ikke at være ret længe i den hesteskosformede kløft, Ásbyrgi. Det havde formentlig været bedre på en dag med godt vejr, og vandre på toppen af den. I stedet kørte vi ud i spidsen af den nedefra, hvilket også var en oplevelse, at stå ved søen for enden med 100 meter høje klipper på 3 sider. Men udsigten fra toppen, må vi have til gode til en anden dag. Efter aftensmad overnattede vi ved Heiðarbær.

I Husavik på nordkysten, byen som er kendt for at være perfekt til at se hvaler og for filmen Eurovision Song Contest – The Story of Fire Saga, fik vi fisk til aften, men desværre oplevede vi ikke meget mere her. Byen skulle være Islands bedste sted at se hvaler, men vores hvalsafari blev aflyst på grund af dårligt vejr, og Café Ja Ja Ding Dong og dertilhørende mini museum (fra førnævnte film) åbnede sent. Så vi fandt et par af stederne fra filmen, og fortsatte vores tur trods det dårlige vejr.

Husavik, Island. Eurovision Song Contest – The story of Fire Saga

Dagen var noget præget af blæst, regn og kulde, så det blev mest til nogle korte stop ved Viti-krateret, Krafla udsigtsposten ved kraftværket af samme navn (eller Kröflustöð på islandsk) og deres lille gratis museum om udnyttelsen af den varme undergrund. Det var faktisk interessant nok, og så regnede det ikke indenfor. I nærheden var opsat en bruser (Endlose Dusche) med overskydende vand fra kraftværket, så havde vejret ikke været så elendigt, kunne man have taget et varmt bad i det fri. Vi gjorde et stop ved det geotermiske område Hverir, men det var ikke noget særligt sammenlignet med de mange andre steder vi havde set kogende vand. Vi var efterhånden både gennemblødte og gennemkolde, så det sidste sightseeing vi orkede var Stóragjá – en grotte med en lille lunken sø i. Og så højdepunktet for dagen: Mývatn Nature Baths – en blå lagune (ikke Den Blå Lagune, men i sammen stil og til den halve pris) med store dampende blå vandhuller, sauna, bar (i vandet selvfølgelig) og almindelige bade, hvilket også var lækkert, da det efterhånden var nogle dage siden, vi havde haft den mulighed. Det gjorde virkelig godt, og med varme i kroppen og ny energi, tog vi et stræk på vejene mod Camping Varmahlíð, og gjorde holdt ved vandfaldet Goðafoss for at spise aftensmad på vejen.

Myvatn Nature Baths Blå Lagune

Dag 11-15 – Sæler, heste og stærkmand

På 11. dag var vi efterhånden i det man kan kalde det nord/nord-vestlige Island, og turen gik så småt tilbage mod Reykjavik. Vi var lidt trætte af at fare rundt i bilen efterhånden, så vi besluttede at springe den nordvestligste tange over. Vi gjorde dagens første stop i byen Blönduós, og gik ud på den lille ø, Hrútey, der er omgivet af den brusende Blanda-flod. Herefter gik vi omkring den alternativt udformede kirke, Blönduóskirkja, og bare tog tingene roligt og nød, at det nu var godt vejr igen. Det meste af dagen lå vores sokker mv. i forruden og blev varmet af solen på den ene side, og tørret af airconditionen på den anden. Vi fortsatte rundt langs kysten på grusvejene til Hvitserkur, for at se den meget karakteristisk klippe i havet og med håbet om at se sæler. Der var dog ikke nogen, men det var der til gengæld på vestsiden ved Illugastadir, hvor massevis af sæler lå på stenene i vandet og solede sig. De var dog langt væk, men med den store linse til kameraet, kunne vi tydeligt se dem. Andre havde også taget kikkerter med. Alternativt kan man også vælge Ytri Tunga, hvor man kan komme tættere på, hvor vi også var på dag 13.

Sælkoloni ved Illugastadir

Vi forsøgte os med en lille vandretur ved vandfaldene Benefoss, Ankafoss og Attifoss, men selvom Google hjalp os med at finde starten på ruten, var den ikke vigtigt vedligeholdt. Vi kom helt ned til vandet og gik en sjov med udfordrende rute (hvis man ville beholde sine fødder tørre), men ved foden af Benefoss, kunne vi ikke komme videre, og måtte gå retur. Til gengæld besluttede vi os for, at komme tidligt frem til campingpladsen, hænge tøj til tørre og tage en rolig aften med vores bøger. Hverinn Camping var perfekt til den plan, for der var en restaurant med billig mad og lokale øl, og så havde de tørresnore og en lille udendørs lounge, hvor vi kunne læse i læ og solskin, indtil det blev mørkt.

Surtshellir lavagrotter

Dagen efter havde vi taget ekstravarmt tøj på. Det havde netop for første gang på turen været nattefrost, og så var det planen at skulle ned at gå i nogle lavagrotter – Surtshellir. Desværre var de lukkede, angiveligt pga. sammenstyrtningsfare, så vi måtte nøjes med at se de åbne stykker oppe fra. Det var ganske fint og vejret kunne ikke fås bedre – og så var køreturen derud ad de snoede grusveje også meget sjov. Vi smed et par lag tøj og fortsatte til Husafell, og forsøgte at løfte den berømte strongman løftesten, der har givet form til sandsækkene af samme navn. Nu vejer stenen 186 kg, så det var ikke realistisk, men vi skulle lige prøve alligevel. Faktisk var det en anstrengelse bare at rejse den fra liggende til stående position. Til gengæld var det nu blevet vejr til shorts af nattefrosten.

Husafell Strongman Løftesten

Sidste stop i området var Hraunfossar, en 900 meter lang (eller rettere bred) samling af små tætte vandfald, der løber fra hvad der ser ud til at være ingenting og ned i en større flod, hvorefter vi fortsatte et stykke vest på. Vi vandrede først 6 km midt i ingenting ved den uddøde vulkan, Eldborg Crater, og kørte videre ud mod kysten, mens vi gjorde nogle små stop ved mindre vandfald (bl.a. Grundarfoss), islandske heste, og den store klippe Kirkjufell ude i vandet. Herfra kunne man køre langs vandet til byen Hellissandur længst mod vest, der er kendt som ”street art capital of Iceland”. Byen har efter sigende 30 store vægmalerier, og mange af dem kan man beundre helt ude ved vandkanten på Keflavikurgata. Så havde vi også fået nok for i dag, og lavede vores første hjemmelavede måltid på Hellissandur Camping inden vi gik i seng. Det er i øvrigt en fremragende campingplads, hvor det dog blæser en del, da det ligger højt og tæt på vandet.

Kirkjufell-klippen

Street art Capital of Iceland: Hellissandur – vægmaleriet her virker umiddelbart inspireret af Game of Thrones

Dag 13 var den sidste dag på vejene, og vi havde en masse mindre stop på en ellers lang køretur. Først efter få minutter ved Írskrabrunnur, en irsk brønd hvor en hvalknogle ligger henover hullet – det kan man roligt springe over og fortsætte til Saxhóll Crater, hvor vi gik ad trapperne op på kanten af krateret i kraftig blæst. Det var ikke noget særligt sammenlignet med Eldborg, men til gengæld skulle man kun gå et par minutter denne gang.

Strongman Løftesten, Djúpalónssandur Strand.

Videre til Djúpalónssandur Strand, der er belagt med små gråsorte sten og omgivet af barske klipper. På stranden ligger de rustne rester af en gammelt skibsvrag spredt udover bredden. Her havde vi også muligheden for at prøve kræfter med nogle stærkmandsløft, nu af mere realistisk karakter. På række lå fire løftesten, som man skulle løfte og placere på en klippe i hoftehøjde, for at bevise ens styrke, inden man kunne blive roer på fiskerbådene. De fire sten var 23 kg – Amlóði/svækling, 54 kg – Hálfdrættingur/Half-carrier og mindstekravet for en fisker, 100 kg – Hálfsterkur/Halv-stærk og til sidst 154 kg – Fullsterkur/Fuldstærk. Jeg var overbevist om, at jeg kunne klare 100 kg, men jeg kunne ikke holde godt nok på den, og måtte nøjes med de 54. Cecilie klarede desuden også de 54 kg, og kunne også få lov at ro… Vi fortsatte dog alligevel med firhjulstrækkeren, og kørte til byen Arnarstapi, hvor vi både så deres store statue af stablede sten, og den naturligt skabte stenbro samt de øvrige flotte klippeformationer. Og klipper var der rigeligt af, og vi forlod hovedvejen og kørte lidt op i bjerget for at se Songhellir-grotterne, der dog mere var nogle huller i bjergvæggene end egentlige huler. Så havde vi faktisk kun et stop tilbage før Reykjavik: Ytri Tunga Sælkoloni. Her skulle man modsat den tidligere sælkoloni betale for parkeringen, men kunne til gengæld gå lidt tættere på sælerne. Der var dog et stykke at gå og temmelig mange turister, så hvis man har en kigget eller en stor kameralinse til rådighed, vil jeg anbefale Illugastadir.

Stenbroen ved Arnarstapi.

Mens vi kørte retur mod Reykjavik, researchede Cecilie lidt på vandreruter, og fandt et rigtig lækkert område, hvor vi næsten kunne gå for os selv. Det var ikke med anviste betalingsparkeringer og ruter, så vi fandt lidt hjælp på de sociale medier og rejseblogs. Vi fandt en parkeringsplads ikke langt fra Nesjavellir Viewing Point (se det præcise sted her) og fulgte skiltene til ”educational route” i den modsatte retning ned i dalen til elværket, forbi Adventure Park og ION Adventure Hotel og tilbage op ad bjergsiden til bilen. En rute på 9 km, der tog ca. 2 timer og 40 minutter med et par rigtig flotte steder undervejs. Nu var kroppen og især hovederne også ved at være fyldte, og den sidste dag tullede vi bare rundt med en af Cecilies veninder, der også var i Reykjavik. Vi nåede også at få vinget den sidste ting på listen af: Cecilie fik sig noget lam og jeg fik smagt hvalkød. Det var utrolig lækkert, kan bedst beskrives som noget nær oksemørbrad, og egentlig ikke ret dyrt.

Vandrerute lidt uden for Reykjavik.

Samlet set endte vi med at vandre omkring 127 km eller 348.964 skridt (23.264 pr. dag)

Et par erfaring vi gerne vil give videre:

Når man ankommer til Keflavik lufthavn, bør man leje bilen med det samme, i stedet for at tage bus til Reykjavik og overnatte på hotel. Det er alt for besværligt og for dyrt. Vi kan til gengæld kraftigt anbefale, at man lejer en 4×4, hvis man kan leve med at bo i telt. Skal det være lidt mere luksuriøst, findes der også nogle campervans, hvor man sover i en ombygget varevogn. Vælger man en rigtig autocamper, bliver det både voldsomt dyrt og også meget langsommeligt i visse områder.

Campingpriserne varierer meget. På Google Maps finder man mange campingområder og folks anmeldelser kan give en indikation af faciliteter og priser samt hvordan og hvornår man skal betale (hvilket også er meget forskelligt). Jeg kan fint anbefale de steder vi har været, der alle har været i den billige ende.

Det kan godt betale sig på forhånd at undersøge, om man skal betale for parkering, der hvor man vil hen. Mange steder skal man betale for at parkere, og det kan godt løbe op, når man betaler for at holde 15 minutter ved en seværdighed. Måske kan man holde et alternativt sted, eller finde en anden seværdighed, der har det samme at byde på, men uden betalingsparkering.

Island må være ufatteligt smukt om vinteren. Jeg vil utroligt gerne opleve det dækket af is og sne. Dog er flere veje ufarbare om vinteren.

Islands Hest

#Basaltsøjler #Bjerge #Camping #Europa #gletscher #Hiking #Island #Natur #pool #Rejse #Roadtrip #Sæl #Strand #Trekking #Vandfald #vandring #Varme kilder

0 notes