#sjæl

[caviarsonoro]

Listen to: En Sten Af Minder by øjeRum

Convendría reinventarlo de nuevo todo; reinventar la gramática y la historia, reconstruir la geografía, cambiar la Luna, conservar el Sol para no equivocarnos en los cambios y porque siempre es necesario tener un punto de partida. Y desde ahí, desde la desnudez que da la luz, empezar otra vez esta mentira. Empezar otra vez a ser los mismos, inventarnos palabras para tapar los gritos del silencio, decir amor para que el miedo no nos mate. Y llamar Luna a cualquier cosa que nos cuelguen del cielo y dé una luz escasa y mortecina. Después: contar la historia. Y empezar a pensar que convendría reinventarlo todo de nuevo. Francisca Aguirre

[yellowstriipes]

i wanna be sincere.

[mformoegso]

Jeg skammer mig sådan over hvor irriteret og frustreret jeg bliver på min kæreste, så ofte.

Jeg er temperamentsfuld by blood, og har været hele møllen igennem med terapiforløb og samtaler og indlæring af redskaber og bla bla bla, da jeg var knapt så gammel helt op til slut teenage-årene, men har de sidste 5-7 år været pretty chill imo. Og nu er jeg fundet sammen med den her enormt rolige og rare sjæl af et menneske, som jeg elsker og stortrives med, men jeg mister lidt kontrollen og bliver passivt-aggressiv og endda barnlig, når han gør noget der irriterer mig. Og jeg aner ikke hvorfor. Jeg mister totalt forstanden og bliver et defensivt hothead med følelser udover det hele, og faktisk bare herre træls i momentet. Og når jeg så falder ned igen, skammer jeg mig så fucking meget og undskylder for min reaktion og mine formuleringer og stædighed, og enten griner han bare og krammer den ud og starter samtalen forfra, eller også så siger han at jeg er tilgivet og min undskyldning er accepteret, men at min reaktion var enormt frustrerende for ham. Hvilket er forståeligt når vi har en lille diskussion og jeg kører totalt ud af et sidespor.

Hvorfor er jeg sådan? Og hvorfor går det udover ham? Det er så unfair og så voldsomt at jeg skal reagere sådan, for os begge.

Fuck hvor er det udmattende at have så mange følelser man

[soelvfisk]

Jeg har haft krampeagtige angstanfald hele natten. Faldt i søvn kl. 7 og blev vækket kl 7.50 fordi jeg jo skulle til samtale ved psykiater i dag. Aflyste simpelthen. Jeg er udmattet. Har ikke haft så voldsomme angstanfald siden dengang jeg boede hos og var kærester med Bjerget. Og da jeg boede i skabet i kælderen. I hindsight forstår jeg, at min krop var i oprør. Det var den nok også i nat. Jeg blev til den knude der sidder i min kerne. Kunne ikke trække vejret fordi min hals snørrede sig sammen. Jeg mærkede alle musklerne. Som udspændte strenge fra min kæbe til mine skuldre. Sammenbidt. Fastlåst. Mine arme helt krøllede. Jeg kunne ikke bevæge mig. Det varede 40 minutter. Så stoppede det. Så græd jeg af udmattelse og så kom det igen. Altimens min hjerne fremlagde et diasshow af traumer. Som at være fastspændt til sin krop. “SE HER HVAD DU MANGLER AT REAGERE PÅ!”. Min sjæl i oprør. Jeg tænker på hvordan jeg nogensinde skal blive til noget andet, end et menneske der forsøger at indhente sine egne reaktioner. Intet kunne hjælpe mig lige dér. Andet end at være alene. Lettelsen over i det mindste ikke at blive kigget på eller at være bange for at vække nogen. Hader den slags angstanfald hvor man skal tage imod trøst der slet ikke trøster… netop fordi jeg jo ikke kan tale mens det sker. Og fordi det ikke handler om angsten for hypotetiske ting, men minderne om ægte oplevede ting. Har det som om nogen binder et reb om min ankel og trækker mig igennem alle kaotiske følelser og oplevelser jeg har haft i de sidste 28 år. På 40 minutter. Og jeg må bare holde ud. Nu forstår jeg godt at jeg er træt. Har ingen appetit, men skal spise noget. Det er som om min krop forskrækker sig selv. Om og om. Men det er jo PTSD. Skal tale med psykiater i næste uge istedet. Har ingen forventninger. Hun har foreslået antidepressiver, men jeg er allergisk. Min hud falder af. Det gjorde den sidst. Not worth it. Tror ikke der findes løsninger. Tror Stenen fik knækket mig 4 good. Tror at jeg bare er det her menneske nu.

[technotaarer]

Indre rod shit post

Lige siden jeg var 17-18 år og havde mit “glow up” har jeg synes det er virkelig svært, det med at folk vil en for udseendet. Nu er jeg 24 og jeg troede faktisk at det var et gammelt mønster jeg har brudt ud af, men så finder jeg mig selv i Indien, hvor jeg møder en lokal fyr jeg synes jeg connecter med på et sjæleligt niveau, og det føles mutual. Efter et par ugers overvejelser om om jeg vil give et stykke af mig selv til ham, og nogle dagdrømme om os der laver “love making” and not just fucking. Det er helligt for mig som voksen. Sådan at mikse energier være intime. Og hvad jeg troede ville være en sensuel oplevelse, ender bare med at han bare vil kneppe som var det er pornofilm. Jeg er skorpion så jeg elsker passion, og jeg er følsom, dyb og verbal. Så det gør mig faktisk frygteligt ked af det, når det skal være på den måde. Og sådan er det bare tit. Det er et mønster. Måske er det noget med de mænd jeg falder for? Det lyder seriøst så Pick me, men jeg er oprigtigt træt af mænds henvendelser, der bunder i seksuelle ting, og det er også mit indre mandehad jeg skal lære at pakke væk, og lade vær at vande for så gror det jo, i mig og omkring mig. Men altså har bare grædt hele dagen (det var i går) fordi at jeg føler når andre ikke respekterer og sætter pris på mig, så respektere jeg jo heller ikke mig selv. Fordi jeg finder mig i det. Og det er nok det største svigt jeg kender til. Når jeg svigter mig selv. Vi lå og stargazede forinden fordi det var nymåne, og så spurgte han mig, hvad jeg ikke kunne lide ved ham (lidt weird). Jeg valgte at sige ej okay jeg kan sige hvad jeg godt kan lide ved dig og sige noget jeg ikke er så glad for. Og så gav jeg ham jo ellers en længere dyb smøre med nogle personlighedstræk jeg har bidt mærke i ved ham, og han lysnede helt op. Så spurgte jeg ham tilbage, og han valgte så at sige mine øjne og så bare punktum. Så var jeg sådan “okay ikke mere?” Og så vælger manden at svare, noget i stil med mine former/krop. Jeg begyndte at græde. Meget og ukontrolleret, fordi han ikke nævnte andet end fysiske ting, og han var så forvirret. Jeg prøvede at forklare, og han prøvede at forstå. Der var en eller anden sitren jeg mærkede når vi ellers kyssede som døde der. Jeg troede det var ægte. At det var min sjæl. Og ikke min Vesselbo jeg har fået tildelt i dette liv på jorden, der gjorde at han brugte tid sammen med mig, og viste interesse for mig. Men dumme mig prøvede at finde den igen. Den der sitren - for det føltes så ægte. Han mindede mig om at han bare er dumdum, og at han sagde til mig F.eks. første dag vi mødtes at jeg havde en smuk sjæl. Og så valgte jeg at være sådan nå ja han er jo sød og værdsætter mig, han er bare dårlig til ord som den skytte han er. Fuck jeg hader mig selv lidt for det, men det jo også bare en lærestreg, jeg må tage til mig, og snart lærer af. Så går jeg ud og spiser morgenmad med mit hævede grædeansigt og nu kommer Pick me delen, men tjeneren som jeg har mødt et par gange nu, skriver sit nummer på regningen, og en mand der sidder et par borde fra mig, finder mig på vejen hjem og henvender sig til mig, og prøver at småflirte lidt. LAD MIG VÆRE. JEG VIL IKKE MERE DISTRATIONER OG SKUFFELSER. Og jeg gider bestemt ikke i dag henvendelser der bygger på mit udseende. Jeg er træt. Jeg er træt af at være min krop. Det også bare forstærkende. Når man gang bliver mødt af dette fokus, begynder jo også selv at vægte det, føle det betyder noget. Jeg havde et scooteruheld hvor jeg kørte ind i pigtråd med mit højre ben, for 2 uger siden. Og det ikke kønt. Overhovedet. Så bliver jeg super selvbevidst omkring det. Igen også fordi at det er alt folk og fremmede kommenterer på og jeg sådan det er ikke min fucking identitet kan vi snakke om noget andet. For et par år siden da jeg hormonel akne i en ret høj grad, kunne jeg nogle gange ikke få mig selv til at forlade mit værelse. Det er jeg heldigvis vokset fra, men det var faktisk virkelig slemt, og den dag i dag hvis jeg får en bums, ser jeg det som meget værre og fatalt end folk ser det som udefra

[prosaiktor]

Jeg elsker med hele min sjæl og beskytter dem, jeg holder af, mod alt, der vil gøre dem ondt. Knuser alt, der truer deres lykke. Men hvad gør man, når det, man elsker, bliver det, der gør én selv ondt? Når kærlighedens gløder, der engang varmede, begynder at brænde og efterlader ar i hjertet.

[maelkogvildeblomster]

Hvorfor er det at jeg higer så meget efter skønhed?

Som om jeg ikke er noget værd, hvis jeg ikke er smuk. Jeg er et godt menneske. Man ved, hvor man har mig. Jeg er (nogle gange for) ærlig, jeg er omsorgsfuld, jeg er gavmild, jeg elsker dem i mit liv med ALT hvad jeg har. Jeg er også udmærket grineren, synes jeg selv. Hvorfor er det vigtigere at være, noget så overfladisk, som smuk og tynd, når jeg indeholder alle ovenstående ting?

Jeg ér glad for hvem jeg er, og jeg ér glad for at bo med mig selv, og at komme hjem til min hund og min base. Men jeg mangler bare et menneske, som er tæt på min sjæl - én som kan give mig et knus, når jeg bliver udbrændt, og én som støvsuger for at gøre mig glad. Og min hjerne er åbenbart bygget op på at tro, at den eneste måde man kan få dét, er ved at være smuk..

What to do man

[dualistisk]

mødte en anden trans person i dag og spillede magic med hende, min sjæl heler, mine afgrøder vokser, 1000 velsignelser og englene synger. åh hun er så sød og smuk.

[sortfilosofi]

Endelig privat. Opdaget og lukket ned for personer der kender til MIG.

Mine tænker og følelser er tiltænkt mig selv og ukendte personer som støtter og hjælper uden jeg møder dem dagligt uden at vide hvor meget af min sjæl jeg åbner op og deler ud af..

Skræmmende og ubehageligt men endelig fri♾️

[wibzenadarksiderwithasoftheart]

Writing in my second language

I don't know if this is the right way to participate in Making of Monday, @palfriendpatine66's brilliant idea, but well...

I always start by writing in my native language (I simply can't write fast enough in English for the first draft, even in Danish it's sometimes gibberish) and then later translate into English.

This is a snippet of Rain before I translated from Danish:

”Har du nogen ide om hvor meget jeg har begæret dig, længedes efter dig?” Hans ord var næsten truende da han fortsatte, ”hvad jeg længes efter at gøre med dig.”

”Hvorfor viser du mig det ikke.”

En næsten dyrisk lyd undslap Anakin, en mellemting mellem en knurren og en spinnen. Obi-Wan havde længe vidst at der i Anakin’s sjæl fandes et slumbering bæst, et vildt utæmmeligt væsen, skabt af stjerne ild og rå kraft. Han havde set det, følt det og vidste på en eller anden måde at han ville være den eneste som nogensinde ville have en chance for at tæmme det.

”Du er min!” Anakin’s stemmen var forandret, og dog stadig den sammen.

Obi-Wan mødte hans øjen så hvordan en gylden ring lyste omkring det blå. Følte kraften ryste.

”Jeg har altid været.”

and the final translation.

"Do you have any idea how much I desire you, want you?" His words were almost threatening as he continued, "what I long to do with you." "Why don't you show me." An almost animalistic sound escaped Anakin, a cross between a growl and a purr.

Obi-Wan had long known that in Anakin's soul there was a slumbering beast, a wild, untamable creature made from star-fire and raw power. He had seen it, felt it, and somehow knew that he would be the only one who would ever have a chance to tame it. It was both terrifying and exhilarating. "You are mine!"

Anakin's voice was different, yet still the same, and when Obi-Wan met his eyes, he saw how a golden ring glowed around the dilated pupil merging with the blue and felt how the Force shook as the beast came to life. "I have always been." He said quietly, unafraid, knowing this was right.

Working in my second language provides a unique challenge but also an opportunity to work more with the text for me.

[glemsom]

Han spurgte i dag om vi ikke snart skulle slå hovederne sammen igen. Hvortil jeg skrev at det da ville være dejligt at se ham og have nogle hyggelige timer. Han skrev "dejligt, jeg har det på præcis samme måde omkring dig".

Jeg bliver så forvirret i min lille hjerne. Mim ødelagte sjæl tror han vil mig det værste selvom alle tegnene jo faktisk ellers er rigtigt gode. Men hvordan fuck overbeviser man lige sin hjerne at det er sådan det hænger sammen?

[soelvfisk]

Jeg er så træt i dag. Jeg tror faktisk ikke at jeg gider ægte mennekser? Undskyd? Men hvorfor skal jeg kigges på? Jeg vil hellere være gemt:) lave ting hvor jeg er gemt:) som min egen hemmelighed:) omg ja:) unlockede lige et smil i mit ansigt:) vil skrive bøger uden at nogen ser mit ansigt. Synge uden at optræde. Lave animationer og voiceovers og male portrætter og memes og bare være hemmelig. For det handler ikke om at blive kigget på og klappet af… det handler bare om at findes og stille noget op. Jeg vil ikke have et hjem folk kan genkende fra instagram. Jeg vil ikke siges hej til på gaden. Jeg vil faktisk bare være mit horoskop wow. Krebs med skorpion måne+ascendant. Hvad får mig til at tro, at jeg vil gennemskues nogensinde????????? AD???? Nej!? Jeg vil krænge min sjæl ud og putte mig i min hule. Ikke nogen mellemting. Vil være hemmelig:) Ej hvor spændende:) Alle de ting jeg skal vide om mig selv:) Sådan bless u if u see me agtigt… hm jaja ok

[christineforevigt]

din sjæl på væggen

[prosaiktor]

Mine fejl vil følge mig, uanset hvor jeg tager hen. At rejse væk vil ikke hjælpe, når det er mig selv, jeg flytter med. Plaget af det samme problem, som da jeg drog afsted. Først når jeg lægger min sjæls byrder fra mig, vil jeg kunne værdsætte noget som helst andet sted - først da vil jeg finde fred. Det er en ny sjæls tilstand, jeg har brug for, ikke nye himmelstrøg.

[maelkogvildeblomster]

Jeg hørte den der Genstart-episode om ADHD-diagnosticering efter du talte om den her, og jeg har fået helt ondt i maven over den. Selvom jeg har hvilet 100% i min egen ADHD-diagnose i årevis har jeg de seneste par år har jeg oplevet gradvist mere skam ved at tale højt om den og potentielt blive sat i bås med andre diagnosticerede, uden at kunne forstå hvorfor det føles som om, det gør en form for forskel, at jeg ikke er nydiagnosticeret. I princippet burde det jo være ligegyldigt, om man har fået diagnosen som voksen eller barn, right? Men nu kan jeg se, min skam netop bunder i frygten for, at folk ser ned på mig, fordi jeg har den - diagnosen altså, ikke ADHD’en i sig selv. Jeg er bange for, at folk tror, jeg ikke er berettiget til den, og at de tror, jeg hører til den kategori, der først har fået diagnosen som voksen og er ved at lære sig selv at kende nu. Det er en virkelig mærkelig følelse at sidde med; jeg vil helst være ligeglad og tro på, at alle med diagnosen er lige berettiget til den. Har du det også sådan?

Søde dig - ville ønske, jeg kunne give dig et knus ❤️.

Jeg er super utilpas omkring det hele med diagnosen i øjeblikket.. Jeg var jo… 19 da jeg blev diagnosticeret eller sådan noget? Nu bliver jeg da bekymret for, om jeg hører til den sidste kategori???

Men ved du hvad, det der bliver sagt med at ‘folk lærer sig selv at kende’ og dermed får diagnose bare sådan ud af det blå - det er jo fordi folk ikke forstår hvad diagnosen handler om. Helt ærligt, hele den her diskussion, folk har, puster bare MEGA meget til mit imposter-syndrom. I øjeblikket har jeg slet ikke lyst til at forklare folk hvad mine udfordringer er, fordi folk siger ‘nå, jamen sådan har jeg det jo også. Sådan har alle det jo’ og folk siger det måske fordi de gerne vil få mig til at føle mig som alle andre, men det ved jeg jo, jeg ikke er (!!!) så det gør mig bare i tvivl, forstår du hvad jeg mener?

Og sådan her har jeg heller ikke haft det før indtil for nylig.. Hvis mange mange mennesker bliver diagnosticeret, så er jeg også bare bange for om det så bliver mindre okay at jeg trækker mig, eller at jeg er sådan lidt pinlig og for meget, og sådan? Ej det er virkelig en snak, jeg trænger til at have med nogen, det her. Tak fordi du åbner den med mig 💕.

Husk på, at det er en der er professionel der har diagnosticeret dig, og at din diagnose er præcis lige som den altid har været! (Det prøver jeg at sige til mig selv) søde sjæl. Glædelig jul 🎁

[litteraturhistorikeren]

Elsker følelsen af at give et bj og se personens sjæl forlade deres krop