#nationalhistory

[thxnews]

Patriotic Youth Celebrates Heroes Congress Triumphantly

Moscow, Russia — In a stirring video address, President Vladimir Putin celebrated Heroes of the Fatherland Day, emphasizing the importance of patriotism and the contributions of exceptional Russians. The address coincided with the nationwide congress of the Russian Military and Patriotic Youth Army, making the occasion both symbolic and fitting.   Honouring Heroes of the Fatherland President Putin commenced his address by recognizing the significance of Heroes of the Fatherland Day, dedicated to those who displayed courage, dedication, and fortitude for the benefit of Russia. The day honors recipients of the Golden Stars of Heroes and the Orders of Glory and St George, acknowledging their military and labor feats.   Guiding Principles for the Youth The President highlighted the exemplary lives of these heroes, portraying them as a guide for the younger generation. He stressed the importance of selflessness, devotion to the Fatherland, and the responsibility to shape the future of Russia. The President urged the youth to emulate the heroes' dedication in their studies, sports, and service to the nation without seeking personal fame.   Russian Military and Patriotic Youth Army: A Symbol of Patriotism President Putin praised the Russian Military and Patriotic Youth Army for their active and purposeful contributions. This movement unites young individuals with a passion for their country's history and culture, fostering a sense of responsibility for the nation's destiny. The decision to hold the nationwide congress on Heroes of the Fatherland Day symbolizes the army's commitment to embodying patriotic ideals.   Youth Army's Contributions The President commended the Youth Army's valuable assistance to volunteers and search teams, care for the elderly, and support for those in need. Their active participation in projects to uphold military traditions showcases their dedication to the legacy of the Great Patriotic War and Armed Forces veterans.   Encouragement for Continued Progress In closing, President Putin wished the Youth Army success in their continuous development and progress. He encouraged them to maintain the momentum of their work, emphasizing the importance of their contributions to society.   Sources: THX News & President of Russia. Read the full article

[voiceoftravelerdotcom]

FAMOUS SIGHTSEEING SPOTS IN CHENNAI

[weemsbotts]

Blest with a Chance to Roam and Rest: How Dumfries Became a Symbol of the Highway Beautification Act of 1965

By: Lisa Timmerman, Executive Director

As many families prepare for holiday road travels, anyone passing by The Weems-Botts Museum sign on I-95 will probably be moving slowly at some point and have time to reflect on the scenery outside their car windows. In 1965, Lady Bird Johnson also had her eyes on the same route as she traveled to Dumfries Wayside Station to officially launch and dedicate the roadside respite.

On behalf of President Lyndon B. Johnson’s beautification program of national highways, Lady Bird Johnson embarked on a “Landscape-Landmark Tour” in 05/1965 to help advertise and galvanize public support. During Johnson’s presidential campaign, she famously complained about the junkyards on the side of the road as they traveled across the U.S. Johnson’s administration mythologized and crafted her observations for public appeal when they introduced the Highway Beautification Act of 1965, the cornerstone to Johnson’s America the Beautiful initiative. In a message submitted to Congress on 02/09/1965, Johnson asserted his intention to be a steward of nature’s beauty, “First to insure that roads themselves are not destructive of nature and natural beauty. Second, to make our roads ways to recreation and pleasure.” Among other issues, the Highway Beautification Act of 1965 targeted signage and junkyards among main roads while encouraging roadside development and scenic habitats.

(Douglas B. Fugate, Chairman and Commissioner of the Virginia Department of Highways, Governor Albertis Harrison, and Lady Bird Johnson at the unveiling of the plaque. Source: Lady Bird Johnson's I-95 Landscape-Landmark Tour Galleries, U.S. Department of Transportation: Federal Highway Administration: Lady Bird Johnson's I-95 Landscape-Landmark Tour Galleries)

Mrs. Johnson’s first stop was at the Dumfries Wayside Shelter on I-95 where she joined Virginia Governor Albertis Harrison for a speech and unveiling of a plaque commemorating the event. Mrs. Johnson kept a diary during her trip and recorded,

“Silver-haired Governor Albertis Harrison, Jr., the very prototype of a Governor, and Mrs. Harrison met us there for a ceremony dedicating this complete facility for the tourist-picnic tables under an attractive little roof, a barbecue pit, water fountain, and rest room-against the backdrop of native trees-many dogwood, with a few azaleas planted, as Mary Lasker would say, "like lipstick on a woman."

There was a small crowd, a few speeches, the unveiling of the stone which attested my dedication of the shelter. They hope to have a tourist facility like this on all the major Virginia highways, located every twenty or forty miles. The shelter had a verse I like on it-"The ones who travel far are doubly blest/First, with a chance to roam and then to rest."

She dedicated the shelter with the following public speech,

“When I think of our hope for a more beautiful America, I think of Virginia as a state blessed by nature and sustained by foresighted beauty-loving citizens.

Thousands will enjoy this spot as they cross the countryside to visit the historic shrines of Virginia in the years to come. Here they will find hospitality that is legendary, gardens exquisite, as well as reminders of our country's proud beginnings.

No one can drive this scenic highway without feeling a deep sense of gratitude for such a lush, green land, and a rush of pride in man's increasing determination to keep it within eyesight of the motorist.

This lovely hillside shelter will beckon to many wayfaring families through the years.

I need not enumerate all the individuals and organized agencies from governors to garden clubs; from agencies to engineers, that go into creating the scenic superhighways. I am sure each of you here today know that you have indeed been given a great gift to your country.”

She continued to travel around Virginia participating in everything from planting dogwoods to visiting former presidential homes. After detouring to Route 1 in a comparison to 95, she wrote, “The chief lesson of this morning is the opportunity of seeing what has been done with Interstate 95, which has a broad right-of-way and complete control of access, by selective cutting, by skillfully maintaining the best native trees and shrubbery, by planting the banks for erosion control, by preserving the vistas. This highway is a beautiful drive, even if it frequently comprises six, or even eight, lanes. It is a model of what can be done, and the median strip is a great plus.”  

(Douglas B. Fugate, Chairman and Commissioner of the Virginia Department of Highways, Federal Highway Administrator Rex Whitton, Lady Bird Johnson,  Deputy Federal Highway Administrator Lawrence Jones (looking down), and  Muriel Humphrey, wife of Vice President Hubert H. Humprey in the striped jacket. Source: Lady Bird Johnson's I-95 Landscape-Landmark Tour Galleries, U.S. Department of Transportation: Federal Highway Administration: Lady Bird Johnson's I-95 Landscape-Landmark Tour Galleries)

Johnson signed the Highway Beautification Act on 10/22/1965, but not without controversy in the House when debated on 10/07 and into the early morning hours of 10/08. Interestingly, the wives of Congressmen eagerly awaited passage of this act as they planned on attending a Salute to Congress event and White House Reception following the House’s approval. According to The Washington Post, “Fifty or more congressional wives decked out in their party clothes watched from the gallery and must have wondered what kind of business their husbands had got into. The House does not take kindly to late sessions, and members hooted and yelled and shouted across the aisles…” Johnson’s administration had so thoroughly entrenched Mrs. Johnson’s identity with the act that Representative Robert Dole offered an amendment to replace the words “Secretary of Commerce” with “Lady Bird” wherever they appeared, which he lost. Controversy stemmed from the rights of private property owners in relation to the Act’s control of billboards and land use. Amended several times, the Act ultimately required “effective control” of junkyards along the interstate and ensured state transportation departments would maintain outdoor advertising but gave leeway to state and local officials.

Note: Winter holiday plans incoming! The Town of Dumfries is hosting their 47th Annual Christmas Parade, details here. Afterwards, join us for Holiday in the Park - more details soon!

(Sources: Weingroff, Richard. Lady Bird Johnson’s I-95 Landscape-Landmark Tour – Highway History – FHWA. U.S. Department of Transportation: Federal Highway Administration: Highway History, https://www.fhwa.dot.gov/infrastructure/ladybird.cfm#2; How the Highway Beautification Act Became a Law. U.S. Department of  Transportation: Federal Highway Administration: Highway History, https://www.fhwa.dot.gov/infrastructure/beauty.cfm)

[sixty4rainy]

Today's Office 🤘🎸🎸🎸🌹😎🍾🍾🍾 . #todaysoffice #onlinelessons #guitarlessons #pianolessons #vocallessons #basslessons #semihollow #truehistory #lespaul #nationalhistory #grecoguitars #jualgitarjakarta #areeyahouse #japanguitars #guitarsdaily #guitarstore #djentguitar #7string l #tokaijapan #fendermij #fenderjaguar #fenderjapan #lespaulguitar #lawsuitguitar #gitariscewek #gitarisina #gitar #gitarre #guitars #offsetguitars (at Areeya House Guitar Gallery) https://www.instagram.com/p/B-i1_4klvN3/?igshid=1s0f7xxgw2nqz

[instabloguer]

#palaciodelacultura #palacionacional #arte #cultura #vitrales #historiaenvitrales #history #nationalhistory #insideofpalace #guatemala🇬🇹 (en Palacio Nacional de la Cultura) https://www.instagram.com/p/B9Ct5hKJQ8i/?igshid=1m2c1514o7gpk

[terance333]

View this post on Instagram

A post shared by Terance Heywood (@terance333)

#terry #teddy #history #nationalhistory #trinidad #cannon (at Trinidad and Tobago) https://www.instagram.com/p/Bv4nGXhHTpa/?utm_source=ig_tumblr_share&igshid=7kuctqxpoza2

[aftermarsphoto]

It's good to be back. • • • • • • • • #parkscanada #nationalhistory #lighthouse #seascape #yyj #victoriaviews #bcviews #bc #pnw #pnwlife #pnwonderland #artofvisuals #bevisuallyinspired #agameoftones #ig_color #sunset #clouds #cloudporn (at Fisgard Lighthouse National Historic Site) https://www.instagram.com/p/BoFLDiJjSca/?utm_source=ig_tumblr_share&igshid=3k52v2wnvyc3

[bundabundee]

Museum Nasional Indonesia, also known as 'Museum Gajah' , taken from the little elephant statue that stand in front of the museum (1871). #museum #museumnasional #museumnasionalindonesia #nationalmuseum #indonesiannationalmuseum #museumgajah #sejarahnasional #nationalhistory #bangunanbersejarah #historicalbuilding #historicalplace (at MUSEUM NASIONAL INDONESIA)

[jamfromwkym]

“SOTHEBY’S BID U” #sothebys #sothebysauction #blackfriday #blacksaturday #auction #artauction #priceless #weroastseriously #guardian #meetmethere #damienhirst #nationalhistory #resttime #coffeetime #cafetime #ybas #backpacker #monochrome #photography #photographer #iphonephotography #traveler #travelingalone #highsnobiety #maekanfilm #hypebeast #coffeecentral #central #hongkong #jamfromwkym (Coffee Central by Coffee Exchange)

[renegadesepiida]

Where the river used to run... follow that trail - the Old Spanish Trail #afton #aftoncanyon #canyons #memories #travel #winterinthedesert #nature #oldspanishtrail #hiking #nationalhistorictrail #nationalhistory #explorecalifornia #explore #travel_odyssey #travels_wishlist #nomadfervor #worldtravel #wanderlust_tribe #wanderlust #traveladventurephotography (at Afton, San Bernardino County, California)

[glensfallsart]

Erie Canal tintype made in Cohoes NY . #glensfallsart #CohoesFalls #eriecanal #eriecanal200 #nationalhistory #nyhistory #travellifestyle #travellocal #travelblogs #madeincohoes #madeincohoesny #collodionhumide #collodionprocess #collodionwetplate #collodionisnotdead #tintypephoto #tintypestudio #19thcenturylife #19thcentury #19thcenturytransportation #transportationdesign #transportationsystem #albanytobuffalo #ispyny #ispynytintype #tintypethis #oneofakindobjects (at Cohoes, New York)

[r66tat-blog]

#america #missiles #roadtrip #R66TAT #nationalhistory #military (at White Sands Missile Range)

[dedicatedtononsens]

Dog Days

En gammel en fra arkivet...

Dogdays

Solen banker ned i nakken på mig, selvom klokken er over tre. Min skygge glider lang og tynd hen ad jorden, uformelig og sløret på grund af varmedisen. Når jeg går i det røde støv lægger det sig på mine sko og min ben. Støvet er næsten blevet som et ekstra lag hud; det dækker mig overalt på kroppen  og beskytter mod solen. 

Taskens læderstropper gnaver sig ned i mine skuldre og efterlader røde mærker. Jeg hanker op i den og tænker om den også var så tung da jeg tog afsted i morges. Gud hvor  bliver jeg tynget af Nationalhistorie og Landbrug for Gårdejere. De bøger må veje to kilo hver mindst. Nationalhistorie er et skræmmende fag. Det fortæller os om hvordan landet her var før omverdenen truede os så præsidenten måtte boykotte handel og lukke os ned. Vi hørte om Nord-et-eller-andet, et land med bomber, der kunne lægge hele byer øde og gøre jorden giftig i flere hundrede år. Vi hørte også om FE, forenet europa, det er en gruppe lande som rottede sig sammen i et økonomisk forsvar mod os. Min historielærer havde en powerpoint hvorpå der var billeder fra 1950 med store biler, danseklubber og ‘milkshakes’. Her på den varme vej kunne en milkshake gøre godt. De blev beskrevet for os som en  kold drik, der bestod af rystet flødeis med smag af jordbær, med flødeskum på toppen og chokolade krymmel. Jeg tænker sådan en vil være god til at slukke tørsten, selvom jeg aldrig har fået en. Fløde er svært at få fat i og jeg har ikke set skyggen af is nogensinde. Det er fryserene som gør det umuligt, de æder for meget energi, stort set ingen har råd til at drive frysere mere. Jeg drejer omkring hjørnet og grusvejen bliver til et hjulspor som fører ned til farmen. Herfra kan jeg allerede  se far og mor stå bøjede over den gamle traktor. De sidste hundrede meter får jeg hurtigt lagt bag mig. Ah, det er skønt at være hjemme! Jeg slynger tasken af i bryggerset og klør vores golden retriever Roxanne bag øret. “Gode gamle Roxy” mumler jeg. Mine udtrådte arbejdssko står på den vævede dørmåtte og venter på jeg trækker i dem. Mine fingre efterlader 5 mærker, hvor det røde lag støv er tværet ud. Squashplanterne skal vandes som det første, så jeg går ud og fylder vandkanden. Rislen af det lunkne vand fra bliktanken til slangen og fra slangen til vandkanden er beroligende. Den fyldte vandkande bærer jeg hen til højbedet. Det er et sølle syn. Squashene, som vi skal leve af, er små, slatne og udtørrede. Jeg føler på bladene af de planter som ser ud til at have taget størst skade af solen og mærker hvordan de papirtynde blade smuldrer til gult støv mellem mine fingre. De er ikke værd at forsøge at redde, så der er ingen grund til at spilde vand på dem. Hvis vi er heldige er de 3 stykker i bedet som jeg ikke vander for små til at sælge, og så kan vi selv beholde dem. Mere vand til sunde planter og mere mad til os. Solen bager stadig ned i nakken på mig og jeg kan mærke t-shirten klæbe til min ryg. Jeg misser op mod solen, klokken må være tæt på 16:30 så jeg sætter vandkanden fra mig ved redskabsskuret og går ind. Da jeg vasker hænderne blandes det røde jordstøv med vandet så det ligner blod, som rinder ud i den hvide porcelænsvask. Vasken og vandhanen er gammel, den er endda fra før ‘Den store hamstring.’ Mange ting her i huset er fra før aflukningen, faktisk. Da vi lige flyttede ind på farmen, brugte jeg mine frie timer på at rode i kasserne på loftet. Jeg fandt så mange gamle ting. En iPhone SE, VR-briller og en computer fyldt med musik fra gamle dage. Jeg kan huske jeg viste computeren til far og hans blik blev fjernt. Han lod fingrene glide hen over det glatte metal og mindes dengang energikrævende elektronik var allemandseje. Det ved jeg det var, for vi har lært om det i Nationalhistorie. Vores land var en teknik gigant, inden omverdenen vendte sig mod os i 2020. Det var ‘Den store nedlukning.’ Al handel og kontakt med omverdenen blev boycottet på ubestemt tid, så derfor blev vi selvforsynende på alle niveauer lige fra fødevareproduktion og råstofudvinding til forsvarets software. Alt er nationalt, så ingen udefrakommende, kan ramme os. Den aften jeg viste computeren til ham beholdt han den hos sig. Om aftenen, da ham og mor troede jeg sov, fik de på mærkelig vis gang i det bleggrå apparat og spillede gammel musik på den. De dansede og lo. Det var som at se andre mennesker i min stue, mors panderynke var væk, og far ludede ikke længere med skuldrene. Jeg smilede for mig selv og trak mig tilbage på hemsen. Senere samme aften kunne jeg høre deres gråd. “Beverly, hvor er du?” 

lyden afbryder min tankestrøm “Beverly?” Fars stemme river mig ud af trancen. “Nå så du står herude og hænger” siger han. Jeg glor fåret ned ad mig selv og ser mine hænder, som ligger slapt i den hvide porcelænsvask “Det er tid til markpatrulje, find din pandelampe frem, Bev” Jeg betragter mine hænder. Ser de nedgnavede negle og den hårde, solbrændte hud overstrøet med fregner og jordfyldte sprækker og rifter. Han ved jeg hader markpatrulje. Tanken om krybskytter gør mig bange.

Vi mødes bag redskabsskuret alle tre, far, mig og Roxanne. Vores eget lille vagtkorps. Pandelampen sidder på mig og hvilende på skulderen, er mit gevær. Vi bevæger os mod majsmarkens høje ranglede stængler og tørre blade. “Sluk pandelampen, så er det nu det gælder” For pokker, jeg troede han ville glemme det. Pandelampen skal være slukket, når man fanger krybskytter, for de stikker af hvis de ser ens lyskegle, eller værre, de angriber. Krybskytter har ikke rifler som os, men de har deres desperation og hjemmelavede våben, hvilket er meget værre. Det er forbandet svært at skyde dem, hvis man har fået hånden knust af deres hjemmestrikkede våben. Sammen går vi ind i det tætte mørke mellem majsplanterne. Lydløst lister vi frem med nogle rækker imellem os. Roxanne løber forrest, ude af syne. Far til venstre, mig til højre. De tørre majsblade strejfer mine overarme og gør det svært at være lydløs. Stjernerne funkler højt op over os, men hernede tæt ved jorden er der kvælende varmt og mørkt. Jeg hører lyden af noget stort, som kommer susende gennem majsplanterne. Jeg stopper op, afsikrer mit gevær og holder mig klar. Lad der ikke være en vildhund tænker jeg. Væsenet kommer tættere på i galopperende fart, planterækkerne kløves i to og ud suser Roxanne forbi mig, forrest igen. Mit hjerte sidder i halsen på mig og hamrer derudaf. Jeg kan høre lyde længere fremme.  Tumult og knurren runger i natten.

Der lyder et enkelt riffelskud. Dernæst et hundehyl. Jeg bevæger mig i retning af lyden, langsomt, sidelæns for ikke at få de tørre majsblades raslen til at afsløre mig. Jeg kan høre ophidsede mandestemmer til venstre for mig. Min venstre fod rammer en jordklump der triller gennem de tørre stængler. Beder til den ikke rammer noget og afslører min position. Jeg kan mærke sveden pible frem i håndfladerne og ned langs ryggen. Nu er jeg så tæt på at jeg kan se dem ved udkanten af majsmarken. De står omkring en uformelig sammensunket klump. Den ene mand prikker til den med foden. Klumpen ruller om på siden og selv her i mørket kan jeg se hvad det er. Det er Roxanne. En rød plamage folder sig ud på den gule pels. Lige midt på brystet.

“Den er død” erklærer den ene mand nøgternt.

“Det kan jeg sgu godt selv se” siger en anden, tydeligt oprevet.

De har skudt Roxanne! Det kan ikke passe de røvhuller har skudt Roxanne. Vreden bobler ud i blodet på mig. Grumt og sort flyder det ud i armene på mig. Jeg tager sigte, ombestemmer mig og løfter geværkolben lodret op i luften med tårer i øjnene.

“Hvad gør vi nu? Nogen har måske hørt os, så at fortsætte jagten vil være direkte dumt.” siger en mand grænsende til det hysteriske.

Krybskytter. Mine fingre føltes tykke og klodsede om geværkolben. De står lige der.

“Vi tager køteren og skrider”

I gør så absolut ingenting tænker jeg og strammer grebet om geværet. Klar til at affyre advarselsskud. RRRRR Jeg affyrer min salve og de vender sig mod mig. Bag ved dem affyrer min far sin salut. Jeg affyrer igen og panikken breder sig. Igen skyder far, da erkender krybskytterne de er omringet. Jeg slutter mig til ham og i et kor af semi-automatiske skudsalver driver vi krybskytterne væk. Jeg løber i armene på ham og klynger mig til hans t-shirt. Den lugter af jord og sved fra en lang dags arbejde. I lyset fra stjernerne, kan jeg se hans sammenbidte ansigt. Krybskytter, det er det tredje angreb i den her måned. En tåre løber ned ad kinden på mig.

“Så-så, Beverly det er slut nu.” Siger far og tørrer trøstende min kind med sin tommelfinger.

Enten bliver krybskytterne modigere eller også bliver de dummere. Eller mere sultne, påpeger en lille stemme bagerst i hovedet. Ja, eller mere sultne…

Mens vi går mod farmen er der underligt stille. der er end ikke engang lyden af filende græshoppeben - kun lyden af os som smyger sig gennem majsplanterne.

Da vi er tilbage på farmen tænder vi igen vores pandelamper.

“Gå ind i skuret og hent to meter filtdug, den vi bruger omkring græskarene”

Jeg går ind i redskabsrummet og hiver den tunge rulle frem, lægger den på jorden og skærer et stykke af. Mine arme er som bly da rullen skal løftes på plads. Jeg går ud til far og stiller mig ved siden af ham. Han tager filtdugen og ruller Roxanne ind i den. I stilhed går vi ned bagerst i haven. I det syd-vestvendte hjørne står et kroget gammelt æbletræ hvori der hænger et bildæk i et reb og gør det ud for en gynge. Far lægger Roxanne ned og går mod redskabsskuret. Filten er nu plettet af små røde roser der breder sig ud på fiberdugen. Han kommer tilbage med to spader og vi begynder at grave. Mørket og varmen lukker sig totalt om mig. Stik spaden ned. Træk en skovlfuld op. Igen og igen. Jeg bliver som lullet i en trance mens lyskeglerne fra vores pandelamper danser over den stadig voksende bunke jord. Hullet er dybt nok nu. Forsigtigt lemper vi bylten nen i det mørke hul. Jeg giver slip og rejser mig. Endnu engang fattes spaden. Nu er det ikke længere røde plamager der titter frem på filtdugen, nu er de sorte. Hvert spadestik gør indhug i bunken og tager Roxanne længere væk fra mig. Mens hullet dækkes til mindes jeg hende. Hun var meget mere end en vagthund. Om sommeren, mens jeg var lille lå vi her under gyngen og kiggede op skyerne der gled forbi på den dybblå himmel så længe at vægten af mig på græsset efterlod mærker på mine lægge. Jeg mindes hendes bløde pels, som kunne opsluge ens hænder, når man aede hende. De lange eftermiddage i sommerferien, hvor middagsheden toppede lå vi bare her under træet og ventede på den kølige aftenstund. Jeg driver ud af virkeligheden og vender først tilbage, da far siger arbejdet er gjort. Han lægger hånden på min skulder og siger

“ I morgen efter skole planter vi nogle blomster her”

Jeg nikker apatisk

“Du siger ikke noget til mor i aften, vel?”

Jeg ryster på hovedet for gråden har slået knude på mit stemmebånd.

Far tager fat i mig og trækker mig ind til sig i et knus. Mit ansigt bliver begravet i hans favn. Vi står sådan længe. Jeg kan mærke hans vejrtrækning som små abrupte ryk. Nej, tænker jeg. Du må ikke græde. Men jeg forstår ham godt for vi har ikke kun mistet en hund i dag, vi har mistet en værdifuld del af vores lille tremands vagtværn. De store gårde har et helt kobbel hunde de sender ud for at få eventuelle krybskytter til at afsløre deres position i markerne, så landarbejderne ikke vader lige i armene på dem. De hunde er nogle bidske sataner, så det gør vel ikke lige så ondt hvis de bliver skudt. Vi havde kun en hund og hun gjorde sin pligt lige til det sidste. Far trækker mig ud i armslængde og betragter mig. Hans ansigtsudtryk siger ‘Det kunne have været dig.’ Ja, tænker jeg, men det kunne også have været dig. Og et eller andet sted er den tanke mere skræmmende end min egen død. Markarbejdet er hårdt når man er 3. Det ville være umuligt hvis vi kun var 2.

Jeg ligger i min seng på ryggen og kigger op på de solblegede knaster på hemsens loft. Klokken er over midnat og jeg skal i skole i morgen. Jeg magter ikke ‘Landbrug for gårdejere’. Jeg tænker på hvad de store drenge siger om krybskytter. Krybskytter. Ordet får mig til at knytte hænderne i vrede, men med et gisp af smerte må jeg give slip. Mine håndflader er røde og fyldt med hvide væskefyldte blærer efter at grave med spadens ru håndtag. Krybskytter… De store drenge sagde at krybskytter bor i forladte lader og bygninger. De nægter at indordne sig efter systemet så derfor stjæler de fra os andre for at få mad. Det ironiske er at der går rygter om at det er de selvsamme og deres efterkommere som stemte regeringen, der nationaliserede landbruget, ind i tidernes morgen. Nå, men det de sagde var at de spiser alt. Og her mener jeg alt. De fortalte skrækhistorier om at børn, som var for små til det, var kommet med ud på markpatruljering og aldrig var vendt tilbage. Krybskytterne snakkede om at tage Roxanne med hjem som bytte. Tanken giver mig kvalme. Vi landarbejdere kender også sulten godt. Efter lange vintre er der altid et par børn mindre i de mindste klasser og flere med hule kinder og store tomme øjne. 

Jeg må være døset hen. Varmt, gult morgenlys vækker mig. Veltilpas strækker jeg mine arme og gaber. Jeg trækker søvndrukkent min t-shirt over hovedet og knapper mine beige smækbukser. Langsomt kravler jeg ned ad stigen og ned på køkkengulvet. Her er helt stille. Er mor og far allerede i marken og bare har ladet mig sove? Hvorfor? Gårsdagens hændelser rammer mig som et højhastighedstog. Der var krybskytter i marken, Roxanne blev skudt, Far havde troet det var mig. Jeg sætter kursen mod hoveddøren. Ud af ruden kan jeg se en en underlig mørk plamage som breder sig fra hjørnet af huset. Vandbeholderen. Tanken rammer mig som et lyn. Jeg stavrer ud af døren tværs over verandaen og ud på gårdspladsen. Mor står med røde ophovnede øjne og far holder om hende, med en sammenbidt mine. De kigger op på bunden af vandtanken, hvor tre grupper af huller pryder metallet. Krybskytter. I nattens mulm og mørke har de svin listet sig hen og boret hul i vores vandtank! Det er ikke fair, det er slet ikke fair. Vi gør bare vores for at bidrage til systemet, det er dem som har sat sig uden for. Jeg er på randen af hysteri, men må passe på. Hverken mor eller far kan klare mere tror jeg. Vandet fosser ned i jorden, bare synet får min mund til at tørre ud. Tanken var vores et og alt, hvad skal der ske med vores afgrøder og med os? Mor og far har sat spande og kar under for at redde det vand de kunne, men den grådige jord har drukket det meste. Tanken i sig selv kan fikses allerede i morgen, men genopfyldningsbilen kommer først ved udgangen af måneden. De 8 dage virker uoverskuelige. I den bagende sol lader jeg en enkelt tåre falde, for Roxanne, for afgrøderne og for os.

[instapicsil1]

Based on these kids’ expressions, parents took the 1920 Wildflower Preservation Society picnic theme too far. 😬 #FieldMuseum #FlashbackFriday #NationalHistory #NationalHistoryMuseum #PhotoArchives #picnic #flowers #archives https://ift.tt/2YweqhR

[architectwaqas]

#April #April2019 #MaharWaqas #architectwaqas #Europe #Europe2019 #Xiaomi #Mi9 #XiaomiMi9 #ExploringEurope #Balkan #ExploringBalkans #Travelgram #Travel2019 #InstaTravel #Sofia #Sofia2019 #Bulgaria #Bulgaria2019 #Museum #NationalHistory #OldBathsHouse (at National Historical Museum (Bulgaria)) https://www.instagram.com/architectwaqas/p/BwoSrykBL9W/?igshid=nipb1apydhv6

[richardalijos]

HOT! I have a review of Kenyan novelist Peter Kimani’s powerful debut, Dance of the Jakaranda, published in the fourth issue of @joburgreview just out. # You can read it here 👇, be sure to share, share and #share 😀 https://johannesburgreviewofbooks.com/2017/08/07/a-love-story-for-modern-africa-richard-ali-reviews-dance-of-the-jakaranda-by-peter-kimani/ #AfricaLit #AfricanLiterature #Kenya #Nigeria #NationalHistories