#naivitet

[durummel]

Tænker ret ofte på denne reklame. Jeg føler mig så tryk når jeg hører den, den minder mig om 00'ernes fællesspisning, grå hjørnesofaer, glas spiseborde, gamle stationære computere, stangtennis, min lille naive hjerne, der bare glædede sig til at blive voksen, som troede at livet var dejligt og nemt...

[soelvfisk]

Den ser forladt ud. Og samtidigt ligner den sig selv, hver gang jeg kører forbi. Lejligheden. Bjergets hjem. Den ligger på vej mod min psykiater. Den ligger på vej mod centrum. Som et uundgåeligt fortidslevn, der beviser at det hele skete. At Bjerget findes uden mig.

Jeg drømmer om at eksistere trygt. Det kan være svært, når man har mange utrygge minder, der dagligt hjemsøger én. PTSD er et spøgelse på den måde. Og ingen sød person kan redde mig fra det. Heller ikke mine forældre. Det er svært at acceptere. Men jeg forstår det. Når jeg er trigget, får jeg brug for space til at regulere mig selv. Når andre er i nærheden, regulerer jeg mig efter dem. Det er ikke min egen ro, jeg finder ind til. Og jo længere tid jeg kun kan blive rolig i nærheden af andres ro, jo dårligere bliver jeg til at være alene og jo mere tillid mister jeg til mig selv. Jeg internaliserer andres følelser, fordi de pludselig er ansvarlige for min trivsel… så jeg føler mig ansvarlig for deres. Retfærdigt, tænker jeg… uden at det overhovedet er retfærdigt.

Jeg synes det er hårdt at erkende, fordi det lyder ensomt. Jeg skal have plads til at trøste mig selv. Jeg ved godt hvilke tårer, der har noget at gøre med min sorg og hvilke tårer, der har noget at gøre med mit hjerte. Det kan være svært for andre at se… forståeligt nok. Gråden, der kommer fra så mange steder i kroppen. Gråden, der kommer fra så mange steder i livet. Jeg kan ikke formidle det på andre måder. Jeg har brug for at græde alene. Det er min måde at ære mig selv. At være mig selv. Efter at have oplevet ting der ikke rummede mig.

Bjerget havde færre tårer end mig. Og jeg var kun alene, når jeg følte mig forladt. Det er dysregulerende for mig. Min dysregulerede hjerne begynder at tolke mine omgivelser på dysregulerede måder… som om den gennemgår en traumatiseret facitliste… hvor alt resulterer i livsvarig smerte. Håb udryddes, som en barnlig naivitet og mine lunger klapper sig sammen. Gisper efter luft, som min krop ikke har plads til. Mine skuldre, der låser sig… indtil min krop er én stor knude. Den vil have at jeg skal græde. Den vil have at jeg skal skrige. Den vil ikke røres ved eller tales til. Den vil ikke ses af andre end mig. Den skriger på mine egne kærtegn. Den skriger efter min egen ømhed. Min egen opmærksomhed. Min egen ro. Den kræver at jeg har tillid et eller andet sted i mit indre… tillid til at jeg kan sortere i hvad der er konstruktivt lige nu. Og når ikke jeg har den slags tillid til mig selv, ender jeg med at træffe dårlige valg og føle mig uduelig og håbløs.

Jeg skal bo et sted hvor det er oplagt at passe på mig selv. Jeg skal aldrig tilbage til Bjergets lejlighed. Aldrig tilbage til Stenen. Aldrig tilbage til den her kælder, når først jeg er ude.

[mformoegso]

jeg er så træt af at folk tager min venlighed og forståelse som naivitet, og prøver at manipulere med det. jeg har virkelig ikke lyst til at unleashe the fucking kraken af modbydelighed og vrede jeg gemmer på, men når folk røvrender mig det mindste og de affejer min sobre italesættelse af det, så ber de selv om jeg-dræber-dig-øjne og du-er-ingenting-attitude

[stroeriodi]

If you have any mercy or humanity in your heart, don't ignore my message 😭💔

I am rana here with my family in the open. We need a tent that costs $2,000, so any small donation you make will help me and my family buy a new tent 🥹

If you ignore this, know that I will spend an extra day here because of your lack of donation in the open this winter 💔😭

Donation link in bio

. Five dollars make a difference 🥺🫂

Jeg har det meget ambivalent med dem her. Det ville være så nemt at lyve og tjene penge på andres lidelser. Jeg tror ikke dem, som i forvejen gør lignende, ville tøve så meget som et sekund med at udnytte situationen i Palæstina, hvis de ved (og det ved de), at der er penge i at udnytte et døende folk. Svindlere elsker at spille på folks samvittighed og naivitet, det er vildt effektivt. Der står på indsamlingen, at Rana befinder sig i Tyskland. Og at en anden, som jeg ikke ved hvem er eller hvor er, får pengene. At nogen kender nogen, og siger de er venner, er ikke nok for mig til at validere indsamlingen. Til gengæld bliver donationerne samlet et sted, hvor de har fokus på at undgå svindel... Men de har ikke ressourcer til at tjekke alt og alle igennem. Ingen garanti. Spørgsmålet er så, om vigtigheden af støtten gør at man er villig til at tage chancen/risikoen. Jeg føler den er 50/50, og kan ikke vurdere om det er naivt eller pessimistisk? Deler alligevel, for så må andre tage stilling til hvad de vil og hvad de tænker. Jeg mangler overbevisning (kun fordi jeg har set hvad svindlere kan finde på). Det er hjerteskærende, og jeg kan ikke se hvad der skulle overbevise mig, efter jeg har set hvordan gode menneskers tillid kan blive udnyttet på bekostning af dem, som rent faktisk har brug for hjælp. Men Israel leger Hitler, og det er svært at gøre ingenting. Jeg håber, at jeg deler en legitim kilde.

[enomdagen]

Det finns en särskild sorg i att inte älska dem man kysst. Det finns åtminstone en sorg i att inte känna attraktion till dem. Varför gör det så ont att ett brief encounter med en främling som bemöter en med vänliga ord och smekningar inte kan uppbåda mer känslor hos en. Varför är det så svårt att njuta av värmen av en annan kropp, att någon annan generöst delar sina tankar utan att ha en tanke på huruvida man kommer ses igen.

Allt det fina hos henne upplevde hon som en attack mot sig själv. Hon hade inte upplevt det svårgreppbara uttrycket av naivitet som hon annars upplevde hos yngre personer, trots att det skilde fem år. Det i sig väckte hennes självhat, hur kunde någon yngre vara så trygg, så klok - dessutom kreativ. Känslan överskuggade alla timmar de spenderat ihop. Det var omöjligt att varken se eller förstå att det någon skulle kunna kunna känna något intresse för hennes egna personlighet. Allt kändes bara som ett angrepp. Hennes framgångar som illustratör, hennes mod att flytta till Paris utan varken språk eller kontakter, till och med hennes depression tolkade hon som något som gav henne överhanden. Hon kunde svara till sin egen längtan, förverkliga den. Hon visste exakt vad som krävdes för att hon skulle komma, och hon berättade det. Men hon bad inte om det, snarare beskrev hon det med en ursäkt. Men det var också för att hon visste det som hon fick det.

De hade varit där i samma rum och hon hade besvarat hennes kyssar, hon hade inte heller velat sluta, men hon kände inget. Inte ens det mest basala kunde hon uppbåda. Hon iakttog hennes minspel, hennes slutna ögon och den öppna munnen, den lilla salivdroppen som slitit sig från munnen och hängde i håret som stripat sig under kvällens gång. Hon var vacker. Hon kunde med glädje konstatera att det var hon som väckte dem starka känslorna hos henne, men hon var inte riktigt där själv. Hon kunde känna hennes lår pressas upp mot hennes trosor, höra hennes stön - hon vaknade till, rörelsen besvarades.

4 nov.

[human-antithesis]

Toxin

Min beslutsamhet driver mig framåt Över sliten gatsten Dessa gränder De minnen som ruvar här Mörka men lockande

Jag låter hjärtat styra min kos Det sargade Det frusna Är det mod eller naivitet Som skapat denna nyfunna känsla av hopp

I dunkla fönster Tomma ögon Bland de gråa massorna Förvridna varelser I mina ögonvrår Försöker finna ro Bland mina dimmiga tankar Där anar jag din närvaro

[forislynx]

Låt oss slutligen begrunda vilken naivitet det överhuvudtaget är att säga "så och så borde människan vara!" Verkligheten visar oss en hänförande rikedom av olika typer, yppigheten i en slösaktig formlek och formväxling: och så kommer någon ynklig dagdrivare till moralist och säger om detta: "nej! människan ska vara annorlunda”?... Han vet till och med hur hon bör vara, denna hycklande stackare, han målar sig själv på väggen och säger "ecce homo!"...

Friedrich Nietzsche, Avgudaskymning

[the-fried-rice-symbolism]

The way Kotetsu loves Barnaby though.

Honestly I don’t think he himself knows that yet.

I made a post about Barnaby loving Kotetsu to a degree where he doesn’t even think that he can lie to him. It comes from the fact that Kotetsu is the first person outside of his family that Barnaby can trust, and he has a lot of trust to give once he decides to do so (the fact that it takes him 8 episodes and a near death situation is another thing but once he does he gives it his all and then just never stops. Barnaby’s love for Kotetsu is so obvious that he wears his heart on his sleeve for him and everyone can see it besides Kotetsu).

But the way Kotetsu loves Barnaby is different of course. It’s more subtile, because Barnaby is not his first love so there’s none of that naivitete of “oh we have all the time in the world” (Kotetsu knows that’s not the case, he lost one person he loved already). And he just. Does things for him. Is there for him. Respects his boundaries and tries his best to be what Barnaby needs at that moment.

And he does all that in actions like, making fried rice for him when Barnaby cannot think of that, seeking for the truth behind what really happened. Asking if he’s really okay with the grueling hero work etc.

And it’s like. Kotetsu is so good at hiding his feelings, that he’s mistaken for not caring at all by people who don’t know him. He is so oblivious to them that he’s like “Yeah that’s what partners do” and he is also an idiot, and plays with his stupidity well.

Kotetsu loves Barnaby so much and is so good at hiding it that he’s even got Maverick fooled - that once he’s apprehended he’d give up on him, that he just cares about him bc he’s his partner.

Kotetsu loves Barnaby so much he gives him a nickname that changes everything. And it’s such a 5d chess love language encrypted by societal expectations that nobody pays it any mind, hell even Kotetsu doesn’t think it means a lot.

Kotetsu loves Barnaby so much that he doesn’t try to hug him when Barnaby doesn’t want to, and stops inviting him over for dinner after like tenth time Barnaby declined. But the minute Barnaby expresses interest in going to drinks together Kotetsu holds him to that - because he loves him.

But he doesn’t know that yet.

[litteraturhistorikeren]

Jeg tænker over mit forhold til forhold, dating og forelskelse. Jeg har ikke været forelsket i tre års tid nu, ikke sådan rigtigt. Jeg har ikke lige nogen i sigtekornet, der har fået mit hjerte til at banke for nyligt, hvis man ser bort fra brasilianeren, og han bor i København og gør et stort nummer ud af at understrege, at han altså har commitment issues, så med ham må jeg gemme hjertet væk og leve i nuet, hvis jeg ser ham igen. Ikke boyfriend material.

Jeg har en del veninder, der er “forholdstyperne”. Det mener jeg ikke på en negativ måde, det er bare den type, der på en eller anden måde formår at glide fra ét årelangt forhold ind i et nyt, så snart det sidste er slut. Jeg tror ikke, noget er bedre end andet (forholdstypen eller en type som mig, for eksempel), jeg forstår bare ikke, hvordan de finder deres kærester. I mit hoved er det en sjælden ting at møde en, hvor forelskelsen er gengældt, og man derudover er kompatible, og man så får det til at fungere i flere år. Nogle mennesker får det til at virke meget enklere, end det nogensinde har føltes for mig.

Jeg synes til gengæld, det er en god ting, at jeg ikke længere smider mit hjerte i hovedet på den første, den bedste, som jeg gjorde, da jeg var yngre. Der var en bittersød naivitet og uskyldighed over det, og det havde bestemt også sin charme at have hjertet udenpå tøjet på den måde, men med mit selvværd er mine standarder også steget. Så ville nogen måske sige, at jeg ikke har nogle standarder, sådan som jeg boller rundt, men det er en anden kategori i mit hoved, a girl has needs (lol).

Det ville være rart at kunne møde nogen, hvor det hele bare klikker, og det ikke behøver at være super kompliceret, men det er måske ønsketænkning. Og så skal jeg til Finland til januar i fem måneder, så det ville måske heller ikke være det ideelle tidspunkt at møde mit livs kærlighed lige nu. I don’t know. Kærlighedslængsel er forvirrende. Jeg har også tendenser til at overanalysere mig selv frem for at tage tingene, som de kommer. Jeg tror ikke, jeg nogensinde bliver god til at go with the flow

[dunderklumpen]

A man and his dream -- Ud & Se interview (Danish)

Full text behind the cut for archiving purposes.

En mand og hans drøm

Som ung fantaserede han om at arbejde sammen med de bedste skuespillere i verden. I dag må NIKOLAJ COSTER-WALDAU kæmpe sig gennem horder af fans og er selv en, andre gerne vil spille sammen med. Men der er stadig nok at stræbe efter for den viljestærke dreng fra Sydsjælland, der fægtede sig vej ind i Hollywood. For eksempel vil han gerne være med til at redde verden.

TEKST: JACOB WENDT JENSEN FOTO: JONAS BIE

HANS TELEFON RINGER. Det er Nikolaj Coster-Waldaus datter Filippa. I telefonen bliver hun guidet af sin 50-årige far:

”Jamen, den ligger i dåsen, inde på skrivebordet. Eller æsken. Den der ’Game of Thrones’-æske. Der ligger sådan et sort kort. Det er faktisk en bilnøgle. Kan du se det? Har du sko på? Så går du ud til bilen og låser dig ind … Jeg synes, den bipper ret meget. Har du sele på? Er du ved at ramme et eller andet? Bare parker den foran skuret, når du kører den anden bil ud, ikke, og så kør den ind igen. Ellers risikerer vi at få en bøde. Vi ses, hej hej.”

Det er første gang, Filippa skal køre i familiens nye elbil, der snart skal erstatte den 13 år gamle Skoda Fabia. 

Nikolaj Coster-Waldau tænker på miljøet, når han sætter sig bag rattet som privatperson, men også når han optræder som goodwill-ambassadør for FN’s udviklingsprogram UNDP. Med et ansigt gjort verdenskendt af ’Game of Thrones’ er danskeren et nyttigt blikfang at sende ud, når FN gerne vil have pressen til at rette opmærksomheden mod et bestemt land. Dog er det ikke altid, ambassadøren er enig i den turplan, organisationen har lagt for ham.

”De lokale kontorer vil altid gerne vise alt det, de laver. Men i virkeligheden fungerer det bedst, når jeg bare møder almindelige mennesker fra de forskellige lande på min vej. Og glem det med at stikke en tale ud, jeg skal holde. Sådan bliver det ikke med mig. Jeg møder folk i øjenhøjde,” siger skuespilleren med en friskbrygget kaffe i hånden og et stort smil.

Vi møder ham i agentens loftslokaler tæt på Rådhuspladsen i København. Dybt inde i baggården, fire etager oppe ad en kringlet trappe sidder en mand med en rar aura. Det er sjældent at møde en skuespiller, der gider være så meget i øjeblikket, at han ikke kun gør sig umage med at svare på spørgsmål, men også interesserer sig for, hvem han sidder over for, selv om det blot er endnu en journalist i strømmen.

Sidste år bragte ambassadørarbejdet ham til Rwanda. 25 år efter folkemordet i 1994 mødte han et land, hvor man tænker langsigtet, når det gælder miljø og bæredygtighed. Et land, syntes han at kunne se, som er undtagelsen fra reglen om, at det normalt tager mange årtier at komme sig over en borgerkrig: 

”Og hvis et fattigt land i Afrika kan have så store ambitioner, når det gælder klima, er det forbløffende, at vi ikke kan i de vestlige lande. Vi har alle ressourcerne og gør rigtig mange gode ting, men vi gør det alt for langsomt. Og jo længere tid der går, før vi laver de grundlæggende strukturelle forandringer, jo dyrere bliver det.” 

SPRÆNGFARLIG FILM

I Ole Christian Madsens ’Krudttønden’ spiller Nikolaj Coster-Waldau den politimand, der gør det af med enmandsterroristen Omar, der dræbte dokumentarfilmmanden Finn Nørgaard og synagogevagt Dan Uzan i København i februar 2015. Karakteren er en sammenblanding af flere virkelige personer, så han findes ikke i virkeligheden, selv om han godt kunne være en virkelig person. Men kan man overhovedet tillade sig at lave en film om et åbent sår fra i går? Nikolaj Coster-Waldau mener, det vil være en fejl at være for hensynsfuld.

”I Norge er der allerede lavet tre film om, hvad der skete på Utøya, og de er blevet set af rigtig mange mennesker, fordi der var et behov. Jeg tror ikke, man kan lave for mange film om sådan nogle traumer. Tværtimod er der en fare i, hvis man bevidst lader temaerne ligge, så de bliver fortrængt. Det hænger ikke rigtig sammen med vores selvbillede, at vi havde en dansk statsborger, der skød andre danskere, fordi han grundlæggende ikke syntes, de skulle have lov til at leve.

Vi bliver stærke, hvis vi skaber et forum, hvor vi kan tale om alt, og forhåbentlig giver filmen anledning til en god snak og til, at vi ikke glemmer de voldsomme begivenheder i vores historie, og et lille bidrag til, at vi ikke maler os op i et hjørne, hvor ekstreme holdninger, om så de er til venstre eller højre, får fodfæste. Jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan filmen bliver modtaget, men det værste, der kan ske, når man laver den slags film, er sådan set bare, at man laver en dårlig film.”

’Krudttønden’ har premiere 5. marts.

FØRSTE SMAG for at spille skuespil fik Nikolaj Coster-Waldau, da han i 5. klasse var med i et teaterstykke på skolen. Stykket handlede om nogle drenge på telttur, og i en bestemt scene skulle de spise smørrebrød. Men på scenen brasede teltet sammen, og kammeraterne gik i stå. Nikolaj sansede, at han skulle improvisere og spille videre. Han kastede blandt andet nogle regnorme ud til publikum, der begyndte at skrige, og hele optrinnet blev kaotisk og sjovt på en uventet facon.

”Jeg kan bare huske, at jeg tænkte, at nu måtte jeg altså finde på noget. Bagefter kom min lærer Torben hen og sagde, at det var skidegodt reddet. Det husker jeg vildt tydeligt. Jeg var meget stolt,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der til juni træder frem på en teaterscene for første gang i 15 år, når han har titelrollen i en opsætning af ’Macbeth’ på Geffen Playhouse i Los Angeles. 

Instruktøren, Matt Shakman, har lavet et par episoder af ’Game of Thrones’, og Nikolaj Coster-Waldau har længe villet spille teater igen, så da Shakman ringede, tog han det som et tydeligt tegn på, at nu skulle han sige ja.

”Men jeg må indrømme, at jeg er ved at skide lidt i bukserne over det. Jeg har læst stykket nogle gange nu, men én ting er at læse det på dansk, noget andet er bagefter at skulle spille det på engelsk med amerikansk accent.”

Efter Nikolaj Coster-Waldau blev student fra Næstved Gymnasium, flyttede han til København og begyndte at tage privat dramaundervisning. I 1989 kom han ind på Statens Teaterskole, som han blev uddannet fra i 1993. Han debuterede i rollen som Laer­tes i en ’Hamlet’-opsætning på Betty Nansen, men det var hans Bodil-nominerede rolle i Ole Bornedals ’Nattevagten’ fra 1994, der bragte ham ud til et bredt dansk publikum. Den unge skuespiller drømte imidlertid større. Han ville ud i verden og se, om ikke det kunne lykkes at spille sammen med nogle af sine helt store helte. De bedste i verden. De Niro, Pacino, den slags. 

Ved ihærdighed, flid og viljen til at lære nyt er han nu selv blevet en helt for andre håbefulde skuespillere. Vejen derhen har været brolagt med hårdt arbejde, målrettet arbejde med finmekanikken i det engelske sprog og en god portion fantasteri. 

”Selvfølgelig var der et element af total naivitet i den drøm, men jeg skævede til Sverige og tænkte, at når Greta Garbo, Ingrid Bergman, Max von Sydow og Stellan Skarsgård kunne, så kunne en dansker måske også, selv om jeg var nervøs på grund af sprog og accent. Her i landet har vi et enormt mindreværd. Det ville jeg ikke ligge under for,” siger skuespilleren, der i 2011 fik rollen som den lumpne ridder Jaime Lannister i ’Game of Thrones’, fantasy-serien, der blev et fænomen, ingen på forhånd kunne gætte omfanget af. 

”Jeg tvivlede ikke på, at det ville gå. På den baggrund er det ikke sådan, at jeg har lyst til at sige: ’Hvad sagde jeg!’ Jeg var bare nysgerrig og drønheldig.”

 STORESØSTEREN

Dorte Coster-Waldau, den ældste af to storesøstre

”Jeg er otte år ældre end Nikolaj, og min søster Rikke ligger midt imellem os to. For mig var han indimellem bare en irriterende lillebror. Han gik sindssygt meget op i sport. Det ene øjeblik skulle han være cykelrytter, det næste fodboldspiller og senere speedwaykører. Han er altid gået efter det, han brændte for. Mere end mig. Nikolaj kunne være meget temperamentsfuld, da han var lille. Decideret hidsig til tider. I min og min søsters verden var han jo den møgforkælede lillebror, der altid fik sin vilje. Jeg er ikke sikker på, han selv ser sådan på det.

Vores far var alkoholiker og havde måske dybest set ikke lyst til at have en familie. Det var ikke et sted, han kunne give noget. I dag griner vi ofte ad, at vi flyttede så meget som små. Og vi synes, det er ret utroligt, vi ikke er mere rodløse, end tilfældet er.

Da Nikolaj kom i Suså Ungdomsskole, spillede han hoved­rollen i ’Oliver Twist’. Han var 13-14 år, og jeg var med i sminken. Folk, der så stykket, sagde, han havde talent og var rigtig god. Som ung ville jeg selv gerne en overgang ind på Teaterskolen, så jeg syntes, det var vildt sejt, da han kom ind.

Man har altid bestemte roller i en søskendeflok, og de ændrer sig ikke. Jeg ser stadig Nikolaj som min lillebror. Jeg glemmer, han er Hollywood-stjerne. Han er ekstremt ydmyg, synes jeg. Og enormt ordentlig. Selv om han til daglig er et helt andet sted, end vi er.

Efter ’Nattevagten’ begyndte jeg for alvor at tro på ham. Men derudover har jeg ikke set så meget af det, han har lavet. Enkelte afsnit af ’Game of Thrones’, hvor han godt nok er superfed. Jeg er egentlig mest imponeret over hans klimaarbejde. Jeg synes, det er cool, at han er ude og snakke så meget om, at vi bliver nødt til at gøre noget. Det er her, jeg tænker: ’Hey, det der er min lillebror.’

Hvert andet år tager vi tre søskende med vores familier på ferie i Spanien. En stor flok på i alt 26-27 mennesker. På de ture viser Nikolaj ukendte sider af sin konkurrencementalitet. En dårlig taber kan man godt forstå, men en dårlig vinder er sværere at acceptere. Vi spiller brætspil, bordtennis eller badminton og har kæmpestore turneringer. Alle går efter at vinde, men hold kæft, hvor er han irriterende. Han er storskrydende og har sådan en typisk måde at gå væk fra spillet på, når han har vundet, hvor han mere end antyder, vi andre burde have øvet os meget mere.

I mit job som karriereuddannelseskonsulent i HK er jeg i kontakt med mange mennesker, og et par gange om ugen bliver jeg spurgt, om jeg er i familie med Nikolaj. Og jeg svarer gerne. Men når de vil høre sidste nyt, svarer jeg, at jeg ikke ved, hvad han laver. Selvfølgelig vil jeg da ikke fortælle, hvad han har gang i. Heldigvis er han kun kendt for noget godt, og han får jo mange roser. Dem tager jeg gerne imod på hans vegne.”

I DAG kan Nikolaj Coster-Waldau stadig af og til glemme, at han er gået hen og blevet en verdensstjerne. Det skete for eksempel en dag, da han i 2017 indspillede nogle scener til Brian De Palma-filmen ’Domino’ på en lille italiensk ø. På øen var der en biograf, hvor de viste ’Shot Caller’, en lille amerikansk independent-thriller, han også er med i, men som ikke havde fået meget opmærksomhed. Coster-Waldau fik den idé at sende en hilsen til instruktøren, og derfor skrev han på Instagram, hvor han efterhånden har mere end tre millioner følgere, at han ville komme ned i biografen samme aften for at hilse på.

”Jeg tog så derned med ’Domino’s producent, og jeg tænkte nok, der ville komme et par fans, så måske kunne vi sende en sjov video derfra. Da vi hopper ud af bilen, kan vi se, at der er samlet i tusindvis af mennesker. Jeg får med møje og besvær kæmpet mig op på et bord og laver en kort video til instruktøren, og derefter var de nødt til at få fat på politiet. Jeg havde sgu ikke lige tænkt det hele igennem. Men heldigvis var det jo bare glade mennesker.”

Når han spiser på en restaurant, sker der ofte det, at andre gæster omkring ham kigger på ham, begynder at google og derefter af og til henvender sig med noget i retning af ”Excuse me … are you Nikolashh?”

”Jeg lader ikke folk tage billeder, hvis jeg er ude med min familie, for det kan pludselig blive til mange billeder. Det er simpelthen for træls for familien,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der sammen med en kollega fra ’Game of Thrones’ har oplevet at være nødt til at skifte hotel i Spanien, fordi de var blevet spottet af seriens fans. I hotellets lobby havde der samlet sig en stor gruppe af dem, og kun med hjælp fra en af seriens producenter blev Nikolaj Coster-Waldau gelejdet væk fra hoben og tilbage i elevatoren, hvor han kom fra. En lille håndfuld fans slap dog med ind i den.

”På hotellet var de slet ikke vant til den slags ting, og der gik lidt hysteri i den. Så står man der i elevatoren efter skrigen og råben, og der er tre fans tilbage. De kan se på mig, at jeg overhovedet ikke synes, det er fedt, og jeg kan se på dem, at det synes de egentlig heller ikke, når det kommer til stykket. Det var bare akavet.”

Hysteriet omkring ’Game of Thrones’ var nogle gange absurd, særligt op til premieren på en ny sæson, og Nikolaj Coster-Waldau havde svært ved at se sig selv i det. 

”Det virkede jo som en omgang selvskabt hysteri, når det for eksempel tog længere tid at komme igennem sikkerhedssystemet og ind på filmsettet i Belfast end at komme ind i en amerikansk lufthavn. Hvem ville gide lave et attentat på en tv-serie?”

 INSTRUKTØREN

Ole Christian Madsen 

”Første gang, jeg arbejdede sammen med Nikolaj, var i en øvelse, mens jeg gik på Filmskolen, og han gik på Teaterskolen. En polsk instruktør underviste i mise-en-scene, og vi skulle lave en scene sammen med Kim Bodnia, som kommer hjem til sin kone og finder hende i seng med en anden mand, Nikolaj Coster-Waldau. Nikolaj var meget ung, måske 20-21 år, han kom tidligt ind på Teaterskolen. Jeg kan huske, jeg tænkte, at han hurtigt ville komme til at lave film. Hans ansigt var skabt til at være på billeder. Han skulle være halvnøgen, for scenen handlede jo om at blive afsløret midt i akten, og selvom studiet, vi optog i, var afsindig koldt, beklagede Nikolaj sig ikke et eneste øjeblik. Jeg kunne godt lide at arbejde med Nikolaj, vi svingede ret godt, men som det er med øvelser mellem elever, bliver det let kaotisk, fordi ingen rigtig aner, hvad de laver. Nikolaj har altid haft et exceptionelt godt udseende. Han er bare genetisk foran de andre. Der er mange teorier om, hvorvidt det er godt eller skidt for en skuespiller. Grundlæggende er det godt, fordi han så ligner en klassisk filmstjerne som Clark Gable og James Stewart. Man vil simpelthen gerne være til stede i Nikolaj Coster-Waldaus ansigt. Når man er meget smuk, kan det omvendt være en byrde i forhold til at træde ind i et almindeligt ensemble, men det er det ikke for Nikolaj. Han vælger sine roller med hjertet og ikke med karrieren for øje.

Ingen kunne forudse, at ’Game of ­Thrones’ ville blive et fænomen. Den var på vej i 10 år og var længe den evige taber, når der skulle vælges projekter på HBO. Da den faktisk blev lavet, var det tydeligt fra starten, at den var et opgør med mainstream-tv. Den er en af de mest voldelige, pornografiske, incestuøse og voldsomme tv-serier nogensinde. Et opgør med alt, hvad vi troede kunne lade sig gøre at sende i fjernsynet, og forståelsen af mainstream-tv har flyttet sig meget derefter.

Det var også tydeligt, at Nikolaj havde fat i noget, som meget få danske skuespillere har fat på. Han har en varm menneskelig kerne og er samtidig en meget elegant skuespiller, der hele tiden raffinerer sit kartotek af små virkemidler og blikke.

Nikolaj er enormt disciplineret, flittig, pågående og vedholdende. Det er en vigtig del af hans talent, at han bliver ved og ved. Før ’Game of Thrones’, hvor det gik mindre godt med karrieren i USA, arbejdede han også meget hårdt. Jeg føler mig beslægtet med hans flittighed. Vi er begge to fra Sydsjælland og opvokset tæt på en pløjemark, og det gør én pågående. Ønsket om hele tiden at gøre sig gældende og udtrykke sig er underhundens metode. Jeg ved ikke, om han vil kaldes underhund, men det kommer af en bestemt social baggrund.”

 17. MARTS 1997 oplevede Nikolaj Coster-Waldau kærlighed ved første blik, da han mødte Nukâka Motzfeldt under optagelserne til radioteaterstykket ’Ørnekaldet’, hvor han spillede en helikopterpilot, der bliver forelsket i en grønlandsk pige. 

Bagefter skulle han videre til prøver på stykket ’Love Story’ på Mungo Park. Da han kom ind ad døren på teatret, proklamerede han: ”Jeg skal giftes!” Også selv om han på det tidspunkt stadig ikke havde talt med Nukâka.

”Det har helt sikkert givet os en masse problemer senere i vores liv, for jeg var overdrevet forelsket, og vi kendte nærmest ikke hinanden. Nukâka fik derefter rollen i en film, jeg skrev på sammen med Simon Staho, ’Vildspor’, hvor hun spillede min kæreste. Vi blev også kærester ret hurtigt i virkeligheden. Filmindspilningerne i Island sluttede med, at jeg friede til hende.”

6. juni 1998 skiftede Nukâka efternavnet Motzfeldt ud med Coster-Waldau. Op til brylluppet havde Nikolaj Coster-Waldau boet i London i månedsvis, hvorfra han arbejdede på at få foden indenfor på det internationale filmmarked, og han kom til Danmark fra Estland, hvor han havde været med i filmen ’På fremmed mark’, kun tre dage før den store fest. 

”Vi kørte af sted på bryllupsrejse dagen efter festen og havde stort set ikke set hinanden. Vi skulle hele vejen ned gennem Europa, og det hele var bare så mærkeligt. I Prag havde vi et kæmpe skænderi. Hun løb den ene vej, og jeg løb den anden vej. Når jeg tænker tilbage på det i dag, hvorfor skulle det så gå så stærkt? Men det skulle det bare. Jeg var jo helt væk i hende. Jeg husker det som noget, der var ude af kontrol, men jeg var samtidig sikker på, jeg skulle gå hendes vej.” 

Efter skænderiet blev det lidt bedre, og efter en dag i bjergene i Østrig kom de til den første by i Italien, hvor de fandt en restaurant klokken 10 om aftenen og tog i døren. Den åbnede sig, og med sin charmerende hæse stemme sagde ejeren: 

”Hello. Welcome. You are lucky. This is the best restaurant in Italy!” 

Den livsglæde satte stemningen for de næste tre ugers bryllupsrejse. Da de kom hjem, begyndte hverdagen.

”Jeg var sådan en, der hele tiden ville ud, og hun ville helst bo derhjemme. Hun syntes, London var grundforfærdelig. Jeg boede da også et rimelig klamt sted, så det kan jeg godt se, når jeg kigger på det i bakspejlet. Dengang tænkte jeg bare på, at jeg lige om lidt ville få et fedt job.”

I dag har de dannet par i næsten 23 år og har de to piger Filippa og Safina på 19 og 16 år. Selv om det set udefra er Nikolaj Coster-Waldau, der er i vælten i film- og tv-serieland, er det ikke det, han og Nukâka taler mest om.

”Vi deler kun vores arbejdsliv meget lidt. Min hustru har nok kun set omkring halvdelen af det, jeg har været med i. Jeg går virkelig meget op i mit arbejde, så det er egentlig en meget rar modvægt til det. Nukâka har accepteret det og bakker op om det, men hvis det hele kommer til at handle for meget om min karriere, bliver der nedlagt veto.”

Hvad er hemmeligheden bag, at I kan holde sammen?

”Tusindvis af små detaljer. Jeg kan godt lide, at man har delt noget historie. Det har en enorm værdi, at jeg har delt mit liv med Nukâka i så lang tid, fordi mit arbejdsliv er så fragmenteret. Men fundamentet er, at vi elsker hinanden.”

 MEDSPILLEREN

Skuespiller Katrine Greis-Rosenthal

”I Christoffer Boes ’Smagen af sult’, der får premiere i januar 2021, spiller vi et par, hvis drøm er at åbne en Michelin-stjerne-restaurant, samtidig med at vi skal få en familie til at fungere. Nikolaj er kok, og jeg er en slags restaurantchef og interiørdesigner og hende, der også står for at få familien til at hænge sammen. Hun føler, at han glemmer hende. Og så falder parforholdet fra hinanden.

Nikolaj var helt uselvisk og meget generøs til at sætte sig selv i baggrunden og lade mig komme til i de scener, hvor det krævedes. Det er en stor tryghed at arbejde med en, der har lavet så mange film, som han har. Jeg kunne mange gange læne mig op ad ham som en ekspert i, hvad der manglede i en scene, fordi han har et langt større overblik på en filmindspilning. Mens jeg var langt nede i min rolle og stod og krængede mit hjerte ud og ikke havde så meget overskud til det tekniske, havde han styr på alle kamera-optikker og vinkler. For eksempel rykkede han umærkeligt lidt på mig, hvis han mærkede, at man ikke kunne se mig i billedet. Uden at sige det. En sød og fin lille opmærksomhed. I mine øjne er det den slags ting, der gør ham til en rigtig stjerne.”

 SELV OM ’Game of Thrones’-kulten kan være hysterisk, er Nikolaj Coster-Waldau gennem tv-seriens ni sæsoner blevet så fascineret af den, at han har valgt at undersøge fænomenet nærmere i den kommende dokumentarfilm ’Cons’, som han er med til at producere, og hvor han bruger sig selv som hovedperson. Han besøger tre forskellige såkaldte fan-conventions med et filmhold i hælene for at forstå, hvorfor mennesker bruger så meget tid på for eksempel at klæde sig ud som deres idoler og på at stå i kø for at få autografer, selv fra skuespillere, der kun har været med i ganske få scener af ’Game of Thrones’.

”Det er for nemt bare at sige, at de er tossede. Vi finder ud af, at det er mennesker med en hobby, som de går vildt meget op i, og det giver dem en identitet. De har fundet et stærkt fællesskab og har fået dybe venskaber ud af det. Frem for at sidde i chatrooms og være fan synes jeg, der er noget grundlæggende rigtigt i at være fysisk sammen med andre mennesker om interessen,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der i filmen blandt andet besøger en computerprogrammør, der klæder sig ud som Jaime Lannister og tager til fan-convention i Knoxville, Tennessee, med sin kone klædt ud som Superwoman og en ven klædt ud som ’Game of Thrones’-karakteren Jon Snow. 

Ikke alt ved fan-miljøet er dog ren hygge. Conventions er nemlig en voksende industri, med hvad deraf følger af mindre kønne sider såsom skuespillere, der tjener ekstra penge på fan-dyrkelsen, samt arrangører og promotorer, der også får deres bid af kagen. 

”Nogle af dem er hæderlige mennesker, men de seneste fem til syv år er fænomenet eksploderet. Enhver større by har et comic-con af en slags, så der er også brodne kar i branchen,” siger Coster-Waldau. 

I dokumentarfilmen møder han en skuespiller fra ’Game of Thrones’, der betaler det meste af sin husleje ved at skrive autografer og lade sig fotografere med fans, samt Sam J. Jones, der i 1980 spillede hovedrollen i en ’Flash Gordon’-indspilning. Selv om filmen langtfra var et mesterværk, er det blevet en betragtelig indtægtskilde at stille op som Flash, når og hvor der er publikum til det. 

 NIKOLAJ COSTER-WALDAU er ikke bange for kun at blive husket som Jaime Lannister. For tiden har han mange roller i mindre amerikanske filmproduktioner og også igen i danske film, lidt som det var før ’Game of Thrones’-eksplosionen. På den måde mener han ikke, at serien har betydet alverden for karrieren. Til gengæld har den givet økonomisk ro. Huset i Lyngby er betalt ud ligesom sommerhuset på Orø. Et hus på Grønland er kommet til, og en lejlighed tæt på Hollywood er en praktisk form for pensionsopsparing. Samtidig har den solide bund i bankbogen givet større kunstnerisk frihed. 

”Når jeg vælger en rolle, spørger jeg altid mig selv, om det er en sjov rolle at spille. Det er det vigtigste,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der dog aldrig bliver en Leonardo DiCaprio eller Daniel Day-Lewis-type, der sparer på sig selv og kun spiller én stor rolle en sjælden gang imellem.

”Michael Caine har sagt, at man forsøger sit bedste hver gang, og hvis man er heldig, bliver en ud af 10 film gode. Fire ud af de 10 bliver måske okay, mens fem bliver dårlige. Sådan er det. Og det er i orden. Jeg elsker bare at arbejde.”

 GAME OF ROLES

Fem karrierevalg

’Nattevagten’ (1994) I sin anden rolle efter uddannelsen på filmskolen bragede Nikolaj Coster-Waldau igennem i en sjældent godt gennemført dansk genrefilm instrueret af Ole Bornedal. Gyserfilmen blev set af 465.529 danskere, og herefter var ingen i landet i tvivl om, hvem Coster-Waldau var. Her kom en ung fyr med energi og ambitioner.

’New Amsterdam’ (2008) Efter mindre roller i store internationale film som ’Black Hawk Down’, ’Wimbledon’ og ’Kingdom of Heaven’ blev det til hovedrollen som udødelig kriminaldetektiv i en habil tv-serie, der dog kun levede en enkelt sæson. Den slags irriterende beslutninger er uden for en skuespillers rækkevidde.

’Game of Thrones’ (2011-19) Som Jaime Lannister fik Coster-Waldau sin mest iøjnefaldende rolle som skuespiller, fordi ’Game of Thrones’ fra at være en fantasyserie over gennemsnittet blev til et verdensomspændende fænomen. Ud over en saftig rolle førte det verdensberømmelse og en god løn med sig.

’Gods of Egypt’ (2016) Der var lagt op til et dommedagsdrøn i biograferne, da Gerard Butler og Nikolaj Coster-Waldau tørnede sammen i en storfilm om de gamle egyptiske guder i en sovs af vilde special effects. Var filmen blevet en kunstnerisk eller kommerciel succes, havde det ført i alt mindst tre film med sig, men sådan gik det ikke. Spillet i Hollywood er ikke let.

’Selvmordsturisten’ (2019) Rollen som deprimeret mand med stålbriller, der bestiller et selvmord, stikker en ny retning ud for Nikolaj Coster-Waldau. Filmen bliver et symbol på en tid, hvor skuespilleren kan og vil vælge mindre filmprojekter i grøftekanten langt fra Hollywood, om så de er danske eller internationale.

 I DAG ville Nikolaj Coster-Waldau ikke sætte alt på standby for i én enkelt scene at komme ind med et brev til Robert De Niro. Det gider han ”sgu ikke”. Men selv om han er forbi det punkt, hvor han selv var fan, nærer han stadig professionelle fantasier. For eksempel at få lov at arbejde sammen med store jævnaldrende stjerner som Christian Bale eller Joaquin Phoenix. 

”Hold kæft, hvor er de gode, altså.”  

Og så er der det andet projekt. Projektet med at bremse fattigdom, skabe lighed mellem kønnene og skabe en mere sikker verden, som er den forkromede forhåbning bag arbejdet som FN-ambassadør.

”Jeg kan ikke rigtig se noget alternativ til FN,” siger Nikolaj Coster-Waldau nede i baggården, mens han finder sin racercykel, som han er ankommet på, og som han skal videre på til et frokostmøde med en filmproducent ude i byen:

”De, der er størst, stærkest og rigest, har et ansvar over for dem, der er svagest. Nu har jeg så fået den her globale genkendelighed gennem en tv-serie, og den bruger jeg gerne. Også selv om der er meget lang vej at gå. Man kan jo også vende situationen om og sige, at netop fordi der er så lang vej at gå, så er det vigtigt at gøre noget.”

[ivar-arosenius]

Lillans kattresa, Ivar Arosenius

Få barnböcker har haft en sådan framgång som "Kattresan”. Den bryter en pedagogisk linje inom arten och har ingen annan uppgift än att roa. Den ser tingen ur barnets synpunkt och går aldrig utanför dess föreställningsvärld. Och den genomför en naivistisk stilisering som bibehåller sin spontanitet. / Sven Sandström, Ivar Arosenius. Hans liv och konst. 1959, s. 235. I "Kattresan” finns ingenting av barnkammar- moral och ingenting av den vårdade och medvetna stiliseringen hos Elsa Beskow och hennes föregångare. Bilderna är tecknade med på samma gång medveten och spontan naivitet, med enkla och uttrycksfulla linjer och få färger. Berättelsen löper raskt, och ju snabbare handlingen flödar, desto mera summarisk är stilen. Det finns mycket av improvisationens medryckthet i dessa bilder, drag som aldrig skulle kunnat uppnås med beräkning. Sviten börjar med två färger, rött och gult, och ju mera invecklad berättelsen blir, ju fler ting som kommer in i bilden, desto fler färger kommer till hjälp för att stegra intrycket, tills berättelsen åter löper jämnt mot slutet med de två ursprungliga färgerna. / Sven Sandström, Ivar Arosenius. Hans liv och konst. 1959, s. 234.

http://aroseniusarchive.org/#/image/AVsAtYia3nZi0sZ_YCBH

[tankaren]

Någonstans skaver det

Det kommer upp här och där

Triggas av saker som kommer inifrån och utifrån

Vart existerar det? Innuti eller utanför?

Ogillar skavandet

Ogillar mig själv i det

Vill ha en lösning

Få bort det

Tror det har skavt ett bra tag

Osäker på om det är flera separata områden eller ett enda som någonstans ger upphov till den här irritationen 

Ord som kommer upp:

Radikalfeminism

patriarkat

naivitet

Trångsynthet

Rädsla

Äckel

Ilska

paradigm

Snubbar

Gubbar

Män

Kukhuvuden

idioter

Omedvetenhet

oinformerad

ignorans

Rappakalja

marxistiskt postmodernism

Faschism

Biologism

Ondska

Halmgubbar? 

[slugerafmyrer]

Rygterne om at ‘Puff Den Magiske Drage’’s primære motiv og tema er stofmisbrug spreder sig typisk i folkeskoleklasser hvor eleverne er i ca 12-14 års alderen. Der findes altså i denne kendsgerning den besynderlige dobbelthed at de unge børn her prøver at afryste barnlighed ved at tilskrive sangen et ‘mørkere’ tema, til fordel for det mere modne - og for denne specifikke demografi meget nærliggende og for mange individer ømme - tema om at sørge for en forsvunden eller svindende barndom og naivitet. I dette essay vil jeg ...

[xhemilbeharaj]

Deklarata/  Nuk e dënojmë genocidin serb, se pengon “Ballkanin e Hapur” 

Ndodh shpesh që ata që nuk i kuptojnë gjërat mirë, të bërtasin me zë të lartë ato që të diturit i kumtojnë në mënyrë të kamufluar. Kështu ka ndodhur në emisionin “Open” edhe me zv/kryetaren socialiste të Kuvendit, Ermonela Felaj, e cila e ka lidhur me “naivitet” refuzimin e Rilindjes për të dënuar genocidin serb qoftë në Bosnje qoftë në Kosovë, nga frika se mos prishen interesat Rama- Vuçiç për…

[tudeprinsesse]

Da jeg var barn var alting meget lettere: det har man jo hørt før.

Men mit personlighedsforstyrrede, socialt utilregnelige, 21 årige jeg, besværliggør livet på alle tænkelige måder.

Når jeg ser på min 7 årige lillebror, som uden videre smider tøjet og leger rundt i et vandland sammen med hundredevis af andre børn, når jeg ser på ham bliver jeg en smule misundelig. Misundelig på børns naivitet, hvordan de ikke kender til de store problemer i verden, og intetanende løber rundt og leger, i deres egen lille boble af lykke.

Jeg beundrer børns mod og frygtløshed. Måden hvorpå min lillebror skruppelløst klatrer op i et højt træ; hverken skræmt af højden, eller chancen for at falde ned.

Så tænker jeg på min egen barndom, da jeg selv klatrede i træer uden nogen form for frygt, og hoppede i vandet lige så snart muligheden bød sig; uanset om jeg havde badetøj med eller ej. For nøgenhed var fuldstændig ligegyldigt, i mit naive og barnlige sind.

Det var før min krop blev et objekt, som er til for at tilfredsstille andre, og før min hjerne udviklede sig i en selvkritisk retning.

Dengang livet ikke var andet end sandkasser og leverpostejsmadder.

[whitewaterpaper]

Legend of The Seeker: Dark [S02E09]

¡Oi! Spoilers, stavfel och alternativa fakta kan förekomma rakt föröver!

Ser om Legend of the Seeker med @kulturdasset. Läs kulturdassets omdöme om avsnittet här.

Kalla det att svära i kyrkan, men inte kan jag säga att Richard visar upp sina mer ädlare sidor här... Han visar upp en naivitet som är nästan skrämmande, vägrar styvnackat ta ansvar för de gåvor han fått till sitt förfogande. Och åter igen så vet han bättre än precis alla andra.

Att det dessutom finns andra saker i det här avsnittet som inte går ihop rent logiskt gör inte saken bättre. Som t.ex. det här med att 1 dag i "gamla världen" är samma sak som 10 utanför. Dels finns det ingen logisk förklaring till det, och det förklarar inte heller varför Zedd i så fall fortfarande han en bror i livet. Och sedan det sanslösa i att tillgodogöra sig tiden utanför? En dag är väl en dag, oavsett hur många dagar som passerats i andra hörn i universum?

Uppblandat med Richards mindre charmiga intrig finns även ett litet mysterium som kanske är intressantare än övriga avsnitten. Vi får träffa Syster Nicci (iaf den första upplagan av henne), tyvärr så kanske ljusets systrar hanteras lite styvmoderligt. Jag hade gärna sett en mer nyanserad bild av dem än 'mässande nunnor utan egna personligheter' och Prelaten framställs ensidigt som en intrigmakerska med egen agenda. Bara Verna och Nicci/svartsystrarna tillskrivs någon riktig personlighet. (Philomena var en på gränsen till bisarr karaktär).

Sedan har vi hela grejen med att Richard helt sonika dumpar sin magiska gåva i knäet på vad han vet är en potentiell fiende. Jag tror att det var här någonstans som jag började misstänka att Shotas vision om att Richard inte var rätt man för jobbet kanske inte var helt fel ute.

Leo Dane är väl en trevlig karaktär, men det märks på grundarbetet med karaktären att den inte var meningen att stanna i serien särskilt länge.

Och det här är väl punkten där man inser att Shota hade rätt -- man skulle behöva en ny sökare -- men samtidigt inte fattar grejen. Leos enda bidrag till sökandet efter tårarnas sten är alltså att leda Team Seeker tillbaka till Richard? Och då kan man undra, hängde det ihop med den nya profetian? Är det faktum att Kahlan är den som på riktigt står mellan The Keeper och total utplåning av allt liv det som gör skillnaden? För vi som vet hur det slutar med stenen (både att Richard och Kahlan skulle stanna vid stenen och sedan befolka världen på nytt och att Kahlans bidrag till återskapa stenen) helt uppenbart kräver kombinationen Richard+Kahlan.

Dock så är det inte ett i övrigt dåligt avsnitt, men visst kan man med dagens mått sett konstatera att händelserna från det att Verna hittade till Richard, har varit aningen jäktade.

Gif-source.