#men tak alligevel

[maanebarnet]

Kære bachelorgrad

Puha

Så ramte jeg vejs ende og kan efter 3,5 år kalde mig færdiguddannet

De der kender mig personligt ved at min studietid har været fuld af op- og nedture

Fuld af fortvivlelse, tårer, eufori og grin

Fuld af kærlighed og nye venskaber, samtidig med at jeg har måttet sige farvel til venner og veninder undervejs

Nu står jeg her på den anden side af 3,5 år med personlig udvikling og jeg sætter så umådeligt stor pris på min studietid på godt og ondt

Jeg startede min studietid ud på zoom

Sådan gik hele mit første semester faktisk

Det hele kulminerede om sommeren 2021, hvor jeg blev gift med mit livs kærlighed

Så ramte jeg andet semester

Jeg var ked af min studiegruppe, jeg startede nyt job og jeg brugte tæt på al min fritid på at være frivillig i politik

Jeg sagde farvel til en kær veninde, som jeg heldigvis har fået tilbage i mit liv nu

På mit tredje semester måtte jeg sige farvel til min mormor

Til gengæld sagde jeg goddag til nye veninder, flere byture og en masse stunder, jeg ikke vil undvære

Fjerde semester er defineret af en praktik, jeg aldrig helt fandt mig til rette i

Ikke fordi jeg ikke elsker det fag, jeg er uddannet indenfor

Men fordi jeg aldrig følte mig helt velkommen i afdelingen

Jeg druknede mine sorger i alkohol, førte folketingsvalg og arbejdede stadig på mit job fra mit andet semester

Min bedste studieveninde var gravid her, og det satte en stopper for at vi skulle følges ad resten af vejen

Mit fjerde semester kulminerede ved en kæmpe familiekrise, samt en fyring fra mit studiejob

Jeg tror sjældent at jeg har været så langt nede

Efter min praktikeksamen tog jeg på bryllupsrejse til Japan, her fik jeg lov at blomstre op igen

Og så fødte min veninde en ny bedste ven til mig, som jeg knuselsker

Så kom femte semester

Det mest lallede semester på hele min uddannelse

Jeg blev arbejdsløs midt i semesteret

Tog en kort pause fra alkohol

Var måske i skole 2-3 dage om ugen og kedede mig ihjel de andre dage

Og så sagde jeg farvel til min bedste ven siden jeg var 11 år, min kæreste hund

Sommeren kom, og med den havde jeg pludselig kun et år tilbage på studiet

Med den fulgte også at en af mine tætteste veninder flyttede til den anden ende af landet

Jeg håber stadig at hun snart flytter tilbage

Og oveni dette måtte jeg holde en pause fra en anden veninde, som jeg kun lige har genoptaget kontakten med

Efter sommeren startede sjette semester

Samtidig med det startede jeg et nyt studiejob, som jeg knuselsker og virkelig kommer til at savne

Pludselig begyndte meget at handle om den snart kommende bachelor

Mit første fag tilbage var svært, men jeg følte mig virkelig hjemme i det

Klarede eksamen over alle forventninger

Jeg blev gravid i oktober, lige som jeg afsluttede semesterets første fag

Jeg tog på ture og besøgte mine veninder

Jeg var så opfyldt af kærlighed

Semesterets andet fag var elendigt at være i

Graviditeten satte fuldt ind med slem kvalme, så jeg var der nærmest aldrig

I december aborterede jeg spontant

Aldrig har jeg været længere nede, end jeg var i december og januar

Alligevel kom jeg igennem eksamen med en okay karakter

Ikke den bedste, men under forudsætningerne er jeg meget taknemmelig for mit 4-tal

I februar startede sidste semester

Det første fag var stressende, men endnu engang slap jeg igennem med et godt resultat

Jeg elskede min studiegruppe, selvom jeg ikke skrev bacheloren med dem

Vi sagde farvel til et politisk forbillede

Det var skrækkeligt, men den smukkeste afsked, jeg har deltaget i

Jeg trådte ud af bestyrelsen i min politiske ungdomsforening

Jeg fik pludselig tid til at være til igen, fordi jeg sagde farvel til forpligtelserne

Jeg skrev min bachelor

Nu er den afleveret og forsvaret

Og jeg er så stolt af min opgave

Og jeg er så stolt af min indsats

Og jeg er så stolt af mig selv

Så kære bachelorgrad

Du har været en pain in my ass

Men de sidste 3,5 år ville jeg aldrig være foruden

Kære bachelorgrad

Farvel og tak

[maelkevejen]

I det mindste skriver jeg ikke ophøjede digte (længere) eller ryger weed (længere) og i det mindste er jeg ikke teenager (længere). Jeg mødte ganske vist Manfred på Copenhell, men det var mærkeligt, og jeg var sådan helt… et… andet sted i mit liv. Det er næsten ti år (what the fuck?!) siden jeg sidst så ham.

Puha. Jeg er stadig i tyverne….! Et stykke tid endnu. Livet er her nu, sådan helt pludseligt og langsomt på samme tid. Jeg er (pludselig?) den hovedansvarlige for at få gjort rent, og der er masser af ting, hvor jeg tænker ved med selv, at hvis ikke jeg gør det, så er der ingen, der gør det. Ingen gør det for mig, i hvert fald. Vi taler om børn og fremtidsplaner. Jeg er glad og tryg og træt og lidt rædselsslagen på samme tid. Jeg havde det ligesom Barbie, da vi talte sammen, fordi… “that’s terrifying…!” Men han tog min hånd og smilede til mig og så var det måske okay alligevel, fordi han var der med mig. Ingen dikterer, hvordan livet skal se ud på den anden side af 29, og det er gået op for mig, at det er mig selv, der bestemmer det for mit vedkommende. Ingen siger, jeg skal lade være med at gå i selebukser fx (og nogle gange tænker jeg på den der anonyme besked, jeg engang fik her, hvor der var en, der sagde, jeg bare kunne gå i ‘mere voksent tøj’, hvis jeg gerne ville se voksen ud, og at de selv havde en Chanel-taske - gad vide om det i virkeligheden var en troll; det var i hvert fald mærkeligt) eller at jeg ikke må gå i gult i gult i gult ved et uheld. Der må da også være andre end mig, der somme tider har lidt havregrød fra i morges siddende fast på nederdelen, de ikke lige opdagede, inden de tog afsted. Eller som også bliver helt svedne og røde i ansigterne, når de lige har cyklet. Altså. Man må godt være almindelig og lidt upoleret i sine 30’ere, ikke? Jeg kommer til at være det.

Jeg brændte halvdelen af småkagerne til mine kollegaer på, så jeg lavede en kvart portion mere og jeg… gider stadig ikke time det. Det gider jeg bare ikke. Der er faktisk ikke noget ved i morgen, jeg rigtigt gider og jeg ved ikke, hvordan vi skal håndtere alle de minus flextimer, jeg på en eller anden måde har fået skrabet sammen, og som jeg ikke har tid til at indhente inden fredag. Jeg ved det ikke. Og der kommer flere i morgen, for jeg skal også til fuuuuckkng fællesintromøde på jobcentret i morgen. Jeg vil næsten hellere forstuve anklen end at bruge 3,5 time på dét… i fucking plenum. Ej nej nej. Hvor er autistknappen?? Der sker simpelthen for meget på én gang. Nej tak.

[febrilsktype]

Kæmpestort tillykke med graviditeten, hvor er det fantastisk!! Er nysgerrig på, hvorfor I ville holde gender reveal? Tror jeg er nysgerrig, fordi jeg aldrig rigtig har forstået fejringen af kønnet med blå/pink balloner, men det kan selvfølgelig også bare være en anledning til at mødes og hygge.

Tusind tak! Og tak for dit spørgsmål.

Vi gjorde det sådan set kun for min nieces skyld, for hun ville så gerne holde en lille gender reveal for os. Og så blev det holdt på min mors fødselsdag hvor familien alligevel skulle samles, og kun 3 dage efter scanningen. Så det kunne vi lige så godt. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at holde noget, for det var ikke et behov jeg havde, men det var nu hyggeligt alligevel og vi fortryder ingenting. Folk skal 100% gøre det de har det bedst med, og vi ville have været super glade uanset kønnet ❤️

[greaseonmymouth]

Fic meme #2,3, eller 11 for “noget jeg ikk’ tør sig’?”

tak fordi du spørger :D jeg tager dem allesammen fordi jeg kan ikke finde ud af at holde min kæft. der er enkelte spoilere hvis du ikke har fået læst endnu.

2: What scene did you first put down?

jeg nævnte den anden dag at jeg havde skrevet slutningen om 7 gange fordi jeg havde svært ved at ramme den rigtige tone, men hvad jeg ikke har sagt er at jeg skrev starten om 3 gange :'D fordi jeg havde svært ved at finde ud af hvilken slags fic det her skulle være. så jeg havde tre forskellige påbegyndte fics som jeg endte med at samle i én. hvis jeg kikker i min dokumenthistorik så kan jeg se at det jeg skrev allerførst også endte med at blive den første scene efter jeg havde lagt alting sammen, mens mit andet oplæg blev kasseret. tredje oplæg var det her:

“Vi kommer ikke til at nå den sidste færge tilbage til Sjælland,” sagde Assad. Rose var på medhør. “Vil du ikke være sød og finde et hotel til os?” “I skal være heldige hvis jeg kan finde en liggeplads til jer i en grøft,” svarede hun. “I er godt klar over det er Samsø festival nu, ikke? Alt kommer til at være optaget.” “Bare find noget,” sagde Carl. “Og få også lige fat -” “Det har jeg allerede gjort. Jeg har sendt det hele til jer på mail. Var der andet?”

som blev til en scene længere henne, og som du så også vil kunne se at er blevet redigeret til med flere detaljer om sagen.

3: What’s your favorite line of narration?

uha, det ved jeg ikke, men umiddelbart så ville jeg sige:

Det var overraskende så nemt de lagde sig til rette i den lille seng. Rose havde forventet en lille slåskamp, måske nogle mandige protester, men de foldede sig sammen som var de skabt til det, Assad med armen om Carl som lovet.

mest fordi jeg en gang imellem godt kan lide outsider-POV og det var virkelig sjovt at have Roses POV med i den her fic.

11: What do you like best about this fic?

taget i betragtning af at jeg gik i gang med at skrive den fordi jeg egentlig bare ville have noget 'only one bed' crack, noget lettere humoristisk med en god dosis pining, med en eller anden ligegyldig sag i baggrunden, synes jeg det er virkelig morsomt at jeg endte med en hel casefic og en eller form for inversion af 'only one bed'-tropen i stedet. men! det jeg tror jeg alligevel allerbedst kan lide ved den her fic er subplottet med Assads sovemaske. :D

[douchebaggen]

Tak

Tak fordi du lod mig være din. Tak fordi du åbnede øjnene for mig, så jeg kunne se hvordan mænd også kan være. Tak fordi du var der for mig, og tak fordi du ikke længere var der for mig. Tak fordi jeg måtte være en del, af dine afskedsbreve - jeg undrer mig stadig over, hvad der stod i det, men tak for at jeg ikke skulle læse det. Tak fordi du passede på mig, og tak fordi du ikke gjorde det alligevel. Tak fordi jeg måtte flytte ind hos dig, og tak fordi jeg måtte sætte mit præg på vores hverdag sammen. Tak for sangene. Tak fordi du gav mig følelsen af lykke, og tak fordi du gav mig følelsen af ulykke. Tak fordi du tog med mig i dyrehaven, det kommer jeg til at savne. Tak fordi jeg måtte blive en del af din familie, jeg er glad for at du også blev en del af min. Tak fordi vi begge ikke er en del af hinandens længere. Tak fordi du viste mig, hvad verden også kan, og hvor langt man kan drømme. Tak fordi du brød mine tankemønstre, men opsatte nye. Tak fordi jeg kunne være mig selv, og tak fordi du var dig selv. Tak for turene udenlands, og tak fordi du var med hver gang og ved min side. Tak fordi du viste mig tidlige tegn på, at det snart var ovre og det ikke blev grimmere end det var. Tak fordi du gjorde mig træt, jeg er ked af at jeg gjorde dig træt. Tak fordi du viste mig, hvordan det er at føle og elske så meget, at man vil dø for vedkommende, tak fordi du ikke havde det på samme måde. Tak fordi du ikke er som folk er flest, så jeg ikke skal mindes om dig i tide og utide. Tak for dine smukke grin, og dit skønne væsen. Tak for din humor og tak for din vrede. Tak for kærligheden, tak for din tillid, tak for din tålmodighed og tak fordi det er ovre.

[diddeoglaurapaatur]

De sidste dage

Så er min rejse ved at være slut.

Jeg forsøgte at presse så meget ud af den sidste uge med familien i Australien, og i søndags holdt vi både fødselsdag for David, Eddie, Joy og Jeanne og afsked for mig.

Til fødselsdagen/afskeden gik vi en tur ned og gav køerne gulerødder. Chris og Joy lejer et hus ud tæt på deres eget, hvor udlejer har to køer gående i en indhegning.

Det var ret koldt, så vi pakkede os godt ind, hvilket var heldigt, for det var den eftermiddag det begyndte at sne lidt.

I lørdags havde jeg inviteret Chris og Joy ud at spise på en lækker restaurant, som tak for deres gæstfrihed.

Mandag blev brugt på at pakke, jeg nåede også et smut ind til David og Kat for at sige ordentligt farvel. Jeg var med David henne at hente Eddie og Jeanne i børnehave, hvor Eddie meget begejstret sagde hej, og Jeanne kom løbende mod mig og gav et kram.

Jeanne havde også næsten hver dag efter børnehave de sidste par uger spurgt "Laura?", så det varmer da, men det gør også afskeden hårdere.

David og Eddie tog med ud på farmen og sov nattwn til tirsdag, hvor de så kunne køre mig til bussen, som skulle tage mig til lufthavnen.

Jeg lavede aftensmad mandag aften, og Eddie hjalp en lille smule, hvor han kunne.

Tirsdag gik vi også en tur til køerne, lavede puslespil og legede lidt. Eddie var begejstret for at se mig om morgenen og sagde, at han havde ventet længe på, at jeg skulle vågne, så vi kunne lege.

Virkelig hyggelig formiddag. Det var da hyggeligt indtil, det blev lettere kaotisk, for 1,5 time inden David og Eddie skulle køre mig til bussen, kom Chris med hunden og sagde, at hun skåret sig på noget, så hun skulle måske til dyrlægen og have et par sting. Chris og Joy var noget uenige om planen, og vi skulle have frokost midt i det hele, så lige pludselig blev alt rimelig kaotisk og stressende.

Vi endte med at køre en halv time tidligere ens planlagt, for så kunne Chris hente deres truck, der havse været til syn, for de kunne alligevel ikke tage hunden til dyrlægen før efter kl. 14.

Jeg var ret glad for, at vi smuttede før, for jeg blev stresset af bare at være i huset. Eddie var også smuttet uden for og legede selv efter hans frokost, hvilket jeg godt kan forstå, for stemningen i huset var noget presset, og David var der ikke lige i den tid, hvor alt sank i kaos.

Men jeg kom på bussen og kom til lufthavnen og sidder nu i Singapore og kan snart boarde mit fly mod Doha, Qatar.

Flyet er længe ventet, for ankom i Singapore i nat 3.30 og kunne først komme af med min bagage kl. 7.45. Jeg fandt et hjørne at ligge i, hvor jeg kunne få en lidt urolig søvn, men jeg fik da lidt.

Efter dette fly har jdg 36 timer i Doha, og det er svært at glæde sig til, når jeg er så træt, men jeg ved, det bliver godt!

- Laura

10/05-2023

[oneiriad]

אני כל כך שמחה לשמוע שאת לוקחת רעיונות לכתיבה

Nie Huaisang & Wen Kexing, בבקשה

Wen Kexing var rasende.

Hvor vovede de her grågrønne, grumsede knoldesparkere at slæbe afsted med ham, som om han ikke var Spøgelsesdalens frygtindgydende høvding. Som om han var en simpel stratenrøver eller voldtægtsforbryder, bagbundet og afvæbnet og helt og aldeles ydmyget.

Hvor vovede de?! Hvor kunne de? De var så tydeligt ikke andet end en flok lavtrangerende soldater, simple t��lpere, og alligevel havde de hakket hans vifte midtover og nærmest brækket hans ben.

Selv en førsteklasses kampsportsmand som hans A-Xu ville ikke ha' kunne overvinde ham så let. Hvor vovede denne flok bøller...?!

Og for hvad? Hvad havde han gjort dem? Budt på en omgang vin til hele skænkestuen for at fejre brevet fra hans A-Xu og bedt dem skåle for Wen den Gavmilde som tak? Og hvad var takken? Sabelraslen og vold?

Hvor vovede de???!!!

Hvor vovede de slæbe ham afsted af den her møgbeskidte jordvej og ud til lejren med de grønne telte og de fremmedartede bannere, som han med vilje var gået langt uden om på vej ind i byen. Han kendte ingen kampsportssekt med det tyrehoved-lignende symbol og han havde andre og bedre ting at lave i dag.

Tølperne slæbte ham gennem teltlejren, direkte hen til det største telt.

"Højtærede sektleder Nie?" kom det fra bøllernes chef. "Vi har pågrebet en mand i byen."

Wen Kexing bandede da de smed ham ind i teltet. Til sin overraskelse landede han blødt, så han nær ikke havde præsteret at rulle og komme på benene af bar overraskelse.

Han gloede olmt på - og det var så også en overraskelse. Hvis bøllerne var noget at gå efter, skulle man ha' forventet at deres chef var en kriger, høj og bredskuldret og intimiderende. Spirrevippen som tittede nervøst på ham henover kanten af sin vifte passede lige så dårligt ind som det bløde tæppe under hans fødder eller de to unge piger, som var stoppet med deres musiceren ved hans bratte ankomst.

"Jeg var ikke klar over, at vi var blevet hyret til vagttjeneste, Kaptajn," sagde spirrevippen efter at have kigget på ham lidt. "Betaler magistraten godt?"

"Sektleder Nie, vi tog selv initiativ til at arrestere denne slyngel," erklærede kaptajnen og skød brystet frem.

"Aha. Og hvilken forbrydelse har denne herre begået, Kaptajn? For det må jo være grelt. Lidt lommetyveri kunne I jo bare have overladt til portvagten."

"Han sagde, at han var en Wen!"

"Javel ja. Er det korrekt, hr.? Hedder De Wen?"

"Wen Kexing," og han rankede ryggen og sendte bøllekaptajnen et vredt blik. "Ikke at jeg aner hvorfor mit navn skal lægges mig til last på denne måde! Overfaldet på åben gade! Se dog på mit tøj!"

"Og det var alt, Kaptajn?"

"Er det ikke nok, sektleder?"

Spirrevippen sukkede og foldede sin vifte.

"To spørgsmål, Hr. Wen. For det første - siger navnet Wen Ruohan Dem noget?"

"Aldrig hørt om manden."

"Og deres slægt?"

"Mine forældre kom fra Lægedalen."

"Den er jeg desværre ikke bekendt med. Som De måske kan gætte, så er vi ikke lokale, og der virker til at være sket en beklagelig misforståelse. Kaptajn!"

"Javel."

"Vi er langt fra både Det Urene Rige og Den Natløse Stad - og det kan godt være, at alle der hed Wen derhjemme skiftede navn eller flyttede væk for år tilbage. Men her er det bare et navn. Og I kan ikke gå og overfalde tilfældige almindelige mennesker bare fordi de hedder det. Forstået?"

Wen Kexing blev egentlig bare mere forvirret. Spirrevippen havde virket så blød og harmløs, men hans stemme...

"Og få så det gudebindende reb af ham! Det er da at overdrive. Manden er jo tydeligvis ikke kultiveret, så hvad skal det til for?"

"Han slog nu godt fra sig," brummede kaptajnen, men adlød. Ikke at Wen Kexing værdigede ham et blik, for hvor vovede spirrevippen!!! Ikke kultiveret? Ham?! Han havde mere dannelse i sin lillefinger end denne...

"Så' det godt! Du og din enhed har latrintjeneste den næste måned. Et ord til og I kommer til at hænge på et halvt års gravvagt når vi kommer hjem!"

Bøllerne fortrak og spirrevippen gik hen til Wen Kexing og bukkede høfligt. Åh tak, så nu var man pludselig høflig.

"Tillad mig at præsentere mig, hr. Jeg hedder Nie Huaisang og undskylder dybt for den beklagelige misforståelse og mine mænds opførsel. Som et lille plaster på såret må De virkelig gøre mig den ære at være min gæst - i hvert fald indtil vi kan få repareret Deres tøj. Piger! Gå ud og bed tjenerne gøre et varmt bad klar og finde noget tøj der kan passe Hr. Wen. Ja, jeg ville tilbyde noget af mit eget, men De er vist en anelse for bredskuldret," og han rakte hånden ud for at børste lidt vejstøv af Wen Kexings dragt.

Da han trak hånden tilbage var der en dråbe blod på den.

"Åh, De er jo såret. Altså, de brutale typer vi holder os. Lad mig?" og han rakte hånden frem, åben, som om han bad om tilladelse til at tage hans puls.

Wen Kexing besluttede sig for at gøre gode miner til slet spil og lagde sin hånd i Nie Huaisangs.

I næste sekund spilede han øjnene op og måtte nærmest bide sig selv i tungen for ikke at stønne. Den unge mand tog ikke hans puls - han skubbede energi ind i ham, så rent og glødende og frydefuldt, at ingen kampsportskunstners qi kunne sammenlignes. Det var som flydende sollys, der smuttede ind under huden på ham, kærtegnede hans meridianbaner og udglattede hver en skramme og hvert et blåt mærke undervejs.

Da Nie Huaisang slap hans hånd stod Wen Kexing tilbage med følelsen af lige at ha' haft et af sit livs bedste orgasmer.

"Ja, De må undskylde. Min storebror var altid ganske fortvivlet over hvor ukultiveret jeg er, men lidt basal feltmedicin fik han da banket ind i knolden på mig. Lidt vin, gode herre, så vi kan få tiden til at gå behageligt indtil Deres bad er klar?"

Wen Kexing fandt et smil frem og takkede ja. Hans næste brev til A-Xu ville bestemt ikke blive kedeligt.

[aproposphenia]

Vil du vise noget af dit legetøj? Eller fortælle hvad det er for noget?

Det synes jeg alligevel er for personligt at dele, men tak fordi du spørger 💕

[nils-elmark]

Landlov på Anholt - dag 2

Nabobåden vækker mig lidt i seks for at sige, at han sejler videre men ikke ved, hvor han skal fastgøre min agtertrosse. Jeg fortæller ham på tysk, at det også er en svær beslutning, men at jeg nok skal klare den, når han er væk. Jeg er lige ved at sige "Gute Fahrt" men undlader. Det minder for meget om farsyndere, der netop har fået en fartbøde på 10.000 kr. af Vlado og alligevel sige "fortsat god dag", når han kører væk.

Bagefter kan jeg selvfølgelig ikke falde i søvn igen, så jeg laver en kop kaffe i morgensolen og læser videre om Knud Rasmussens fantastiske slæderejse over 18.000 kilometer gennem Eskimoernes Rige fra Grønland over Canada og Alaska til Sibirien.

Formålet med "Den 5. Thule Ekspedition" fra 1921 til 24 var at afdække og forstå 34.000 eskimoers oprindelige kultur før 'civilisationen' øvede sin ubodelige indflydelse. De rejse med hundeslæde fra boplads til boplads og høre menneskene fortælle deres sagn og fortællinger.

Jo mere jeg læser, jo mere fascineret bliver jeg, for Knud Rasmussen og hans medrejsende bevæger sig langs menneskets allernordligste overlevelsesgrænse, lige før moderne tider sætter ind og slører billedet for altid. Sådan lever det originale mennesket med og af naturen i en stædig kamp for overlevelse. Her er intet planteføde, eskimoerne lever udelukkende af at dræbe dyr, fisk og fugle. Alt bliver fortæret, så intet går til spilde og balancen mellem liv og død er hårfin. Sultedøden lurer konstant.

Knud Rasmussen og de øvrige rejsende er selv en del af dette arktiske økosystem. De er på lige fod med eskimoerne nødt til at jage og dræbe de dyr, som de og hundene skal leve af gennem tre år. De kan således først rejse, når de har chancer for at møde rener, sæler eller fange fisk undervejs, eller når de har nok forråd til at gennemføre næste etape.

På en 14 dages ekspedition over 600 km med tre slæder beregner Knud Rasmussen eksempelvis, at de behøver 200 kilo rensdyrkød til hver slæde med 8 hunde. Og rensdyrkød er endda ikke det ideelle brændstof til hundene. Forestil jer selv, hvad det kræver af jagtlykke for at rejse 18.000 kilometer og skyde 18 tons bytte!

Knud Rasmussen skildrer en ren biologisk betinget kultur: Forældre, som må slå den ene tvilling ihjel ved fødslen, fordi man ikke kan forsørge to børn på én gang men også en kultur, hvor hustruen går over til naboen, når manden er væk i lang tid, og vender tilbage til ham, når han kommer hjem, og alt er ved det gamle. Eller når man med glæde tager imod et plejebarn, som var det ens eget, hvis man ikke selv har barn. Jeg har set en film fra Antarktis, hvor pingviner adopterer fremmede unger, når deres egne er døde.

Jeg er rørt - dette er biologiens moral, som vi ikke sjældent kender den idag: det store liv kommer først. Eskimoerne, som Knud Rasmussen møder på sin lange rejse, er tvunget til at træffe uhyrlige valg, som vi i moderne tider er lykkeligt forskånede for. Vi skal ikke vælge, hvilken af tvillingerne vi vil slå ihjel,

- men vi mener alle, at abort er en menneskeret!

Knud Rasmussen opdager til sin store glæde, at uanset hvilke stammer og bosteder han besøger på sin lange rejse, så forstår de andre eskimoer hans grønlandske. Det arktiske folk er ét. Igennem tre år mødes han udelukkende af hjælpsomme mennesker. overalt strømmer folk ekspeditionen i møde, hjælper med at få bygget snehytterne, deler den mad, de har samt "noget til jeres hunde". Knud Rasmussen er knyttet til eskimoerne, og da han møder en eskomi-stamme, hvor de har fået at vide, at der kommer "en hvid eskimo" sætter han sig ned i snehytten og snakker med dem. På et tidspunkt spørger de

"Hvornår kommer den hvide eskimo"?

Hvortil Knud Rasmussen svarer, "Jamen, det er mig!"

Knud Rasmussen er pave stolt, når han skriver dette i sin bog, og jeg forstår ham. For nogle år holdt jeg et foredrag i London og en af tilhørende, en ung kinesisk kvinde kommer op med tårer i øjnene og trykker mig i hånden og siger "tak, du minder så meget om min gamle far i Singapore" - jeg var lige så stolt over at blive accepteret på tværs af alle de grænser, vi sætter for hinanden.

Knud Rasmussen tegner i sin bog et portræt af verdens måske mest hådføre folk - eskimoerne - som generation efter generation har overlevet under vilkår, ingen andre kan overleve. Ingen moderne mennesker har moralsk ret til at sætte en finger på deres levevis; den er udviklet til perfektion.

Siden Knud Rasmussen rejste over isen på slæde, har det moderne samfund mishandlet kloden til ukendelighed. Og det er til grin, når moderne mennesker over deres caffe latte forarges over ordet "eskimo-is" og laver vrede updates på sociale medier og tror, at de kan redde verden ved at spise kunstigt kød lavet på et laboratorium og hindre klodens opvarmning ved at købe en to tons tung Tesla.

Vi bevæger os blot længere og længere væk fra Knud Rasmussens virkelige univers. Når man læser "Den lange Slæderejse" taler forfatteren og eskimoerne hele tiden om "mennesker". Jeg har aldrig set ordet "menneske" skrevet så mange gange i en bog. Den første bog Knud Rasmusssen fik udgivet hed i øvrigt "Nye Mennesker".

Men har I bemærket, hvad de kommunikationsuddannede siger på TV og skriver i medierne: De taler i stigende grad om "personer" aldrig mere "mennesker". Men vi er mennesker - mænd og kvinder - i modsætning til dyrene, som Knud Rasmussen skildrer opdelt i hanner og hunner. Grønland hedder på grøndlandsk også "Kalaallit Nunaat, hvilket betyder "menneskenes land".

Vi har de seneste 50 år urbaniseret vores klode til ukendelighed og søgt mening i det menneskeskabte, mens vi fjerner og mere og mere fra naturen. Fra de sociale medier, det moderne menneskes nye udkigstårn, forsøger vi så at styre verden på plads ved hjælp af endnu mere teknologi, endnu mere lovgivning og flere pronominer.

Knud Rasmussens bog gør os opmærksom på, at vi har bevæget os væk fra fra det eneste vigtige: Vi lever ikke længere for at leve. Vi har har accepteret at være en del af bruttonationalproduktet i stedet for naturens kredsløb.

Vi har glemt at være mennesker på kloden!

Med denne nye erkendelsen smider jeg bogen hen på hylden ved VHF-radioen og beslutter mig at gå på opdagelse på Anholt.

Her er de fire, som for hundred år siden rejste samtlige 18.000 kilometer over Arktis til Sibirien: Qâvigarssuaq Miteq, Knud Rasmussen, fotografen Leo Hansen og ekspeditionens eneste kvindelige deltager: Arnarulunnguaq Peary .

[pastelfarvet]

Du er stadig den smukkeste herinde - både udenpå, men især også indeni 🥰

Hm, jeg synes den her slags komplimenter er lidt ambivalente, først og fremmest fordi jeg virkelig ikke har et behov for at blive sammenlignet med andre (der er sgu mange smukke mennesker i min sfære herinde og som kvinde møder man den slags hvor det er ægte sexistisk FOR ofte). Og altså, normalt er anonyme komplimenter enormt skønne, men når de færreste der følger mig herinde rigtigt kender mig og mit udseende føles det lidt funky.

Men tak alligevel - meget cute besked at få på sådan en eksamensplaget søndag 😇

[maelkevejen]

Jeg ledte efter noget i mine gamle dagbøger fra udskolingen. Jeg fandt det ikke, og var egentlig lidt afholdende i forhold til at læse i bøgerne, fordi jeg er bange for ikke at kunne lide mig selv, men endte med at gøre det lidt alligevel. Og det er faktisk rigtig ubehageligt. Én ting er hvad jeg selv foretog mig og talte om, men en anden ting er at læse, hvordan jeg blev behandlet af min mor. Jeg ved godt, der har været nogle episoder, jeg oplevede som voldsomme, men jeg har egentlig glemt, hvad det præcist gik ud på og har aktivt valgt at tilgive min mor og ikke se tilbage på det for meget (og det er i og for sig relativt ligetil, når man ikke rigtigt kan huske det). Men 2008-Ida oplevede det hele og skrev noget af det ned.

Man skal ikke kalde sine børn for mærkelige. Man skal ikke sige til dem, de ikke er normale og de skal på pigeskole. What the fuck. Jeg var meget udadreagerende og vred, men det er der da ikke noget at sige til - jeg fik ikke den hjælp, jeg havde brug for. Jeg tror ikke, jeg blev set.

Så var der noget med, at jeg var blevet provokeret og rasende af noget, min søster havde sagt og havde slået hende (ikke i orden, det er der ikke nogen undskyldning for) men så har jeg noteret: “jeg ved, de snakkede om mig, da jeg skred. Bagefter kunne jeg høre dem grine. Græder”

“Mor slukkede for nettet (…) så gik ned og satte mig på en stol. Stirrede… hun spurgte ‘hvad ka’ jeg gøre for dig’ i et rigtig surt tonefald. Kan ikke huske hvordan det gik til, men pludselig snakkede vi (diskuterede rettere sagt) og hun sagde at psykologerne sagde (allerede her ku jeg mærke at jeg blev hidsig) at når man slog sine søskende og sin mor (havde revet hende da hun tog fat i mig før) da var man ikke normal. Så blev jeg så vred at jeg kastede Olivers halsbånd efter hende og gik (roligt) op på mit værelse, hvor jeg smækkede døren (to gange). Så ku jeg høre hende komme løbende op af trappen, så jeg skyndte mig at gemme mig bag døren. Men efter et andet skænderi kendte hun gemmestedet og hev mig frem og skubbede og rev i mig for at få mig ned af trappen, mens hun råbte og skreg at hun ikke ville ha mig og jeg sku UD. Jeg græd selvfølgelig og gjorde modstand. Satte mig ned foran trappen og tudbrølede, mens hun skreg at jeg sku udenfor og ud i regnen. Hun tog fat om min hage og klemte og tvang mig til at vende hovedet mod hende. Det gjorde så ondt! X kom ud af badeværelset og sagde ‘ej mor kan du så være lidt sød’. Det lyder underligt, men faktisk lød X ret sur på mor da hun sagde det. Men mor klemte bare videre og hev i min arm, mens hun stadig skældte ud. X: ej mor, hun ligner mig når Z har slået mig! Men mor tog sig ikk så meget af det. Jeg trykkede mig ned mod gulvet og græd. Måske hjalp Xs ord lidt, for mor gik ned igen… mens hun bandede. Så lå jeg der, og opdagede at jeg lå og svedte. Jeg var helt varm i kroppen. Jeg turde ikke flytte mig… X: Gå ind og hør noget musik… eller gå i seng, det plejer at hjælpe… Men jeg kunne ikke flytte mig. Jeg turde ikke. X gik bare rundt på sit værelse. Jeg ved ikk, hvor lang tid der gik, men på et eller andet tidspunkt var jeg inde på mit værelse igen. Jeg aner ikke, hvordan jeg kom op. Skriver med Dina (på) sms. Hun spørger om hun ska hente mig, men jeg tør ikk. Det er gået op for mig, at mor ikk er normal. Normale mødre gør ikke noget, der gør ondt på deres børn. De kalder dem heller ikke smatso. Min mor er ikke normal. Mens jeg skrev her, ku jeg høre de diskuterede om mig nedenunder. Mor og X. Mor græd frustreret, men jeg har ikke medlidenhed med hende. Jeg tager over til Dina imorgen. Mor skrev også en sms. Noget med: hvad kan vi gøre for at få det bedre sammen? Skal vi forsøge at blive gode venner? ELLERS TAK!! svarede ikke på det”

Hvad i… okay jeg vidste godt, der engang havde været en slem episode, hvor min mor prøvede at tvinge mig til at flytte mig og det endte med, at jeg var så chokeret at jeg fik koldsved og noget med en følelse af total afskårethed og forkerthed, og jeg ved, det var den værste episode, men min krop blev bange, da jeg læste det der. Kaldte min mor mig for smatso? Ville hun smide mig ud? Jeg var 13 år gammel, uanset hvor slemt jeg kunne have opført mig, var jeg jo bare et barn…? Jeg var bare et barn…? Jeg skulle da ikke have ansvar for min værges handlinger på den måde. Hvorfor var der ingen, der samlede mig op og trøstede mig og holdt om mig og fortalte mig, at jeg var okay og elsket uanset hvad? Hvorfor fanden var der ikke nogen, der kom og trøstede mig?! Hvorfor sendte min mor mig bare en sms og lagde ansvaret for vores relation over på mine skuldre på den måde - det var da 1000% hendes ansvar i den situation. Jeg var bare et barn!

What the… what the fuck? Jeg har en klump siddende i halsen. Stakkels mit 13-årige jeg. Tænk at blive overladt til sig selv i sådan en situation, skulle bearbejde det helt alene.

Jeg skrev i dagbogen et par dage efter om den efterfølgende dag som om det var ingenting. Åh… altså det… puha… puuuuha… Det virkede ikke som om, der var nogen, der bragte hændelsen op bagefter, heller ikke min mor. Var der overhovedet nogen der sagde undskyld. Jeg har ondt i maven. Jeg ville ønske, jeg kunne give mit dagbogsjeg et kram. Eller mig selv.

[yandere4u]

Jeg har ikke skrevet dagbog i nok 3-4 dage nu. Og så hopper jeg lige tilbage i det, mens jeg igen igen er vandret i sengen ved siden af sovende kæreste. Er det ok, selvom det ikke er på den korrekte blog, er det acceptabelt? Bør jeg gøre op med det, ved at skrive et indlæg på 1000 til 1500 ord i morgen? Er nok for træt til det efter vores tur ind til byen i morgen. I byen på en mandag. Om formiddagen. På jagt efter materialistiske varer og en følelse af at være produktiv. Lets face it. Jeg er altid for træt. Jeg føler ikke, jeg har ladt op i flere uger. Sådan til bunds. Jeg er altid bange for næste dag, derfor jeg hader at gå i seng og falde hen med tunge øjenlåg. Og så vågner man alligevel op med dårlig samvittighed. Undskyld for at være en kedelig til tider nederen kæreste. Og tak for at være tålmodighed, selv når det er svært. Selv når vittigheden lander på, at jeg altid er udmattet. Og så jeg fælder et par saltede tårer over det, fordi det er så pinligt. Jeg ville ønske, der var en reset button i øjeblikket. Jeg ville helt klart trykke på den. Måske jeg ville få det friske pust, jeg har ledt efter! Eller bare vind til min cigaret, der gør, jeg ikke kan tænde den igen.

Nogle gange om dagen prøver jeg at trykke på den usynlige reset button. Ok, nu! Nu er jeg en positiv og glad indflydelse på dig. Nu! Nu hvæser jeg ikke af din tone, da du bad mig om at pause for tv-serien. Det er en ond cirkel. Er det også bare en del af rutinen at tage i byen for at købe artikler af tøj? Spise fastfood og ikke rigtig at konversere? Det lyder negativt igen, jeg beklager. Jeg elsker dig mere end at det er kedeligt - og naturligt vil jeg mene - at bo sammen med sin partner. Så det er ligegyldigt i sidste ende. Bare det er os

Jeg savner at have sex med dig. Faktisk . Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Ved du det? Nok ikke. Ok godnat kl er ramt 01.20

[sarahkamille]

TRÆET I KULISSEN

(absurd teatermonolog fra et træ over livstemaet at stagnere, opført af mig selv):

(Vrøvler og bøvler, gør ved.)

Nej nej det er fint. Det er bare sådan jeg ser ud. Det ER mine arme.

Hallo. Ja det er mig herinde. Altså træet. Hallo?

Bare kast bolden. Jeg griber. Nej nej, det skal du ikke tænke på. Bare kast. Ja, ja altså jeg elsker at spille bold. Så er man sådan rigtig en del af en gruppedynamik, ja altså på sådan et helt bilatteralt plan, ja altså både med teori og i praksis, ikke?

Kast nu bare den bold til mig!!!! Jeg vil gribe!!!! Jeg ELSKER at gribe, hvem gør ikke det?! Men det kræver ligesom at du kaster til mig, ikke! Kaaaaast!!! Kast. Kast kast! (bold kastes, træet griber ikke)

NÅ! Nå, jamen det er lige meget. Jeg griber sikkert en anden gang. Eller. Ja, det kan også noget, ikke? Det der med at misse. Så får man ligesom sådan et wake up call, du ved. Pisse dårligt kastet i øvrigt, kunne du ikke have lavet en griber?

Jeg er et fucking træ, hvad forventer du!

Har du måske nogensinde set et Træ på landsholdet, hva? Rimelig passiv kamp alligevel.

Det er sjovt det der med at være træ. Det er lidt sådan ambivalent; man står tit i vejen og kan ikke rigtig flytte sig eller sådan noget. Man har jo ligesom slået rødder på en måde. Men uha lige så snart alle dem der kan bevæge sig og løbe rundt de skal til at lære og finde ro ikke også, SÅ er træet pludselig det aaaaallermest fascinerende, ih ja du stille natur, du store vidunder, mystiker oh du .. Gaia...!!!! lille skat fra bagerst i kulissen, gemt væk i alle skoleteater-sammenhænge, sikke en guldgruppe. Lige pludselig.

Så GIV MIG DOG EN HOVEDROLLE.

Så kunne alle i andre tage og prøve og spille træ. Det er fandme ikke så fredfyldt som det ser ud, skulle jeg lige hilse og sige. (Slår sig, blafrer, basker i bladene og gør ved.)

Hvorfor klatrer man egentlig ikke i træer mere? Og der er sgu aldrig nogen der har lært MIG at klatre. Hvis jeg kunne klatre i mine egne grene, så ville jeg allerede ha været afsti-afsted, det kan jeg godt love dig for. Neeeej du. Ingen bruger naturen mere. EN dag om året, En dag!!! - SÅ får træet en central rolle. der danser man rundt om træet, og så er det ellers ud på lodsepladsen dagen efter, hvor man kan visne i tavshed. Farvel og tak, du.

(Pause)

Ja, jeg kan ikke se skoven for bare træer! Hvor er jeg! Hvor eeeeer jeg! Hvad er alt det her! Panser.... det fylder!!!

(Opdager den ikke sidder fast). What!!!!

Hvad er det!!! Jeg er blevet snydt!!! Jeg er slet ikke groet fast! Hvorfor har i ikke sagt noget! Jeg kan jo SAGTENS klatre, og danse frit. Svinge mig i lianerne, så at sige. (Ekstatisk )

(Pause, ekstasen lægger sig).

Ej, okay. Jeg troede jeg var et træ! What! Jeg ... FORDØMT!!! Jeg er fri!!!! (Panisk).

(Klynger sig til træerne med angst og jammer igen).

Jeg tror lige jeg tager en skovtur. Forsvinder ind i mellem grenene igen.

Hallo? Hvad? har I aldrig set et træ der er groet fri fra dets grene før? I ligner da selv nogen der er groet lidt fast.. hvorfor klatrer i ikke i mig? Hvorfor danser i ikke i cirkler om mig, og synger ?

Nå, men så... så kan det da være at jeg må.. tage sagen i egen hånd. Naturens gang... på usikkert terræn.. (Bevæger sig ud igen).

(Tager en hurtig flyvetur rundt om træets krone. Vander træet. Går hen, samler skælvende bolden op. Kaster tilbage til publikum, der kastede den).

Godt grebet. (Løber ud af scenen). (Sarah-Kamille, sommer 2019)

[leonbirdi]

#100 Super-Jubilæums-Luksus-Episode. Lytterne Bestemmer - Jeg Taler

Så nåede vi episode 100!

Det skal markeres - derfor har jeg i episode #99 bedt jer om at sende mig input til hvad I gerne vil have denne episode skal handle om. Der er kommet fem gode og lange mails med virkelig relevante input. Tak for det.

Her er de fem lytteres mails - og dermed indholdet for episoden:

Første del - Mads F B Hansen

Hej Leon

Mange tak for en fed podcast!

Du efterspurgte idéer til podcast #100 og jeg har et forslag:

Hvad er din bedste personlige oplevelse med salg, hvorfor gik du oprindeligt ind i branchen, hvad vedholdte dig og hvad brænder du for.

Ja generelt, ville det være super dejligt at høre om din passion fra en endnu mere personlig vinkel, end det du plejer.

Uanset hvad emnet/emnerne for podcasten bliver, er jeg sikker på at det bliver kanon! Så jeg glæder mig til at høre med.

Mvh. Mads

  Anden del - Martin Bengaard

Hej Leon

Jeg lyttede lige til dit afsnit 99 hvor du opfordrede folk til at sende dilemmaer ind 🙂

Nu er jeg jo ikke sælger... Eller i hvert fald ikke fuldtid. Mit fokus er mere på marketing.

Og her oplever jeg noget interessant:  Alle sælgere vil gerne have leads og de vil helst have de varme leads.

I marketing har vi rigtig mange værktøjer. Blandt andet findes der systemer, der kan fortælle hvilke virksomheder der besøger hjemmesiden, hvad de kigger på og hvor mange personer fra organisationen der har været ind på siden.

De kan ikke fortælle præcis hvem der har været inde. Men nu har vi en virksomhed som har vist interesse... Nu skal vi bare have booket mødet. Det er da langt bedre end kold kanvas. Og sælgerne er vilde med det.... Den første dag.

Men jeg har endnu ikke været ét sted, hvor vi har måtte købe en licens til programmet efter de 14 dages prøveperiode.

ALLE mister interessen. Trods det, at marketingafdelingen netop har fortalt dem, hvem de skal ringe til.

Det samme gør sig ofte gældende når vi fortæller dem hvem der har liket og kommenteret vores LinkedIn opslag og annoncer.

Eller hvem der altid åbner vores nyhedsbrev og klikker på links.

Vi i marketing har så meget data... Med salg løber ikke med det.

Hvad sker der? Er sælgerne - i mit tilfælde B2B - ikke sultne nok?

Med venlig hilsen

Martin

  Tredje del - Martin Schuster

Hej Leon.

Jeg sidder og lytter til afsnit 99 af din glimrende podcast, og jeg har muligvis et emne til afsnit 100.

Kan du lege "djævlens advokat" og komme med et eller flere bud på, hvorfor telefonen aldrig dør som salgsværktøj, selv i disse Social Selling-tider?

Ikke, at det skal være Social Selling-bashing (jeg bruger det selv dagligt) men jeg oplever til stadighed, at telefonen alligevel aldrig rigtig går af mode ift. kundekontakten. Jeg sælger SaaS til rengøringsbranchen.

Fortsæt det gode arbejde, og din søn har ret - du burde lave endnu flere afsnit af podcasten!

Rigtig god dag.

Mvh. Martin

  Fjerde del - Martin Tiedemann

Hej Leon

Jeg erfarer, at kold kanvas ikke altid bliver taget godt imod, selvom jeg er yderst høflig af væsen. Sådan har det formentlig forholdt sig i årtier.

Men i dag, hvor en kunde selv kan søge sig frem til løsningen de ønsker, går mit emne/spørgsmål på:

Skal kold kanvas i dag ned-prioriteres for herved ikke at brænde broer ved at virke “pushy”, til hvad der potentielt kunne blive et fremtidigt kundeemne?

For derimod at være mere tilstede online og prioritere social selling i højere grad.

Spørgsmålet har til grund i et par situationer, hvor den potentielle kunde har nævnt, at de selv nok skal søge sig frem til dette, såfremt de ønsker vores løsning.

Jeg sælger udendørs storskærme, som kan monteres på facader, pyloner mm.

Jeg har beskæftiget mig med branchen i 4 år.

Typiske ordreværdi:

Leje: 6.000 kr. pr. md.

Køb: 175.000 kr.

Jeg håber, at emnet kunne være spændende at berøre.

Jeg ser frem til de fremtidige podcasts.

God dag😊

Med venlig hilsen

Martin 

  Femte del - Jesper Deleuran

Hej Leon, 

Jeg vil gerne høre noget om hvordan man skaber første kontakt til en kunde man gerne vil have som langsigtet partner. Og hvordan skridtende henimod første ordre kunne se ud.

Jeg sælger services og rådgivning inden for maskinsikkerhed i industrien. Når jeg først har en kunde køber de stort set altid af mig igen da jeg fokusere meget på at blive en trusted advisor. 

Men nu vil jeg gerne vækste min virksomhed og det betyder jeg skal have en ordentlig gang nye partnere ind i butikken. Jeg ved godt hvilke firmaer og hvilke personer jeg skal have fat i. Så det er mere processen og hvordan jeg skal agere jeg godt kunne tænke mig at høre mere om :)

Tak for et godt podcast

Jesper

Tak til 3 x Martin + Mads + Jesper - og tak til dig der lytter med. Her får du ca. 5 x 15 minutter med mine svar til ovenstående gode spørgsmål.

Vi ses i episode 101 :-)

  Se her! Gratis salgstips...

[28september2015]

Jeg græd næsten hele vejen hjem fra arbejde i dag. Jeg har tit grædt på vej hjem fra ting de sidste 8 år, men den her gang var anderledes.

Det her er mit andet "voksenjob", jeg har haft det i knap 6 måneder, og jeg har været i tvivl om jeg skulle fortælle om min lillesøster i lige så lang tid. Jeg tror egentlig jeg har ventet på at jeg skulle føle mig tryg - det er et relativt lille sted, vi er lidt over 10 medarbejdere, og hvad rager det egentlig dem?

Men nu er er 20 dage til at det er 8 år siden at min lillesøster forlod den her verden. Og jeg har taget fri den dag, men ikke lige fået forklaret hvorfor. Og i dag var der endelig en rolig situation, hvor chefen og hele min lille afdeling var samlet, og da min chef spurgte ind til min tatovering (det har hun gjort før, hvor jeg ikke har fortalt hele historien), tog jeg det som et tegn.

Derfor fortalte jeg, hvordan landet ligger. Alle tog det pænt, eller hvad man nu siger - og sagde at selvfølgelig skulle jeg tage den dag fri og ikke bekymre mig.

Der blev spurgt lidt ind. Jeg svarede. Og lige så stille vendte samtalen tilbage til arbejdet. Vi var et par stykker der fik os en fredagsøl umiddelbart bagefter, snakkede weekendplaner, og så cyklede jeg hjemad. Alt var godt. Og så græd jeg.

Jeg kunne mærke med det samme, at det var en anden type tårer, end jeg har været vant til. Det var ikke gråd, der gjorde ondt helt ind i hjertet, på den voldsomme måde, det før har gjort. Det gik lige så stille op for mig, at det var tårer af lettelse. Jeg var lettet over, at jeg kunne være så fattet, da jeg fortalte mine kolleger om, hvad der var sket. Jeg var lettet over, at jeg ikke havde behov for at tale mere om det end det. Jeg kunne holde tingene på min banehalvdel, som man så populært siger. Og jeg var lettet over, at jeg var lettet. Det er lidt svært at forklare, for det var en meget kropslig oplevelse. Jeg kunne bare mærke, at min kærlighed til min lillesøster var intakt, selvom jeg var lettet. Den dårlige samvittighed og skylden meldte sig ikke på banen. Mens jeg cyklede lod jeg mine tanker og følelser flyde, og det føltes som om at jeg lukkede 8 års frygt for, om jeg nogensinde skulle eller kunne blive okay igen, ud sammen med tårerne. Samtidig kunne jeg mærke sorgen og savnet, men på en måde, der var udramatisk og fin. For fanden, jeg elsker jo stadig min lillesøster, den kærlighed går aldrig væk. Men pludselig kunne jeg mærke at dén kærlighed, sorgen og savnet, nu kan leve side om side med kærligheden til mig selv og til livet. Måske har jeg endelig tilgivet mig selv - måske er brikkerne bare faldet på plads. Måske er mit hjerte vokset? Mærkeligt som det lyder, så var der glæde i tårerne.

Hvordan kom jeg herhen? Det vilde er jo, at jeg kan huske hvordan jeg tidligere har haft det med folk, der fortæller om at leve et fint og lykkeligt liv efter sorgen, og jeg véd at jeg før har set det som en mere eller mindre umulig ting. Men jeg har jo også arbejdet for det her, og det er jo sket gradvist. Det er 8 års kamp, jeg kigger tilbage på. Det har kraftedeme været hårdt. Mange af årene har jeg følt at jeg levede i et limbo. For - for helvede, hvis jeg ikke synes livet var dét værd, hvis jeg virkelig havde givet op, hvorfor var jeg her så stadig? Hold nu op, hvor er det svært at opretholde en eller anden form for respekt og kærlighed til sig selv, når man ikke helt ved om man er for eller imod livet - for eller imod ens eget liv. Det kræver også kærlighed og tålmodighed fra éns omgangskreds, som jeg gud ske tak og lov har haft så utroligt meget af. Og inderst inde har jeg jo været på livets side alligevel, selv når jeg ikke har kunnet se det.

[litteraturhistorikeren]

hej du, mega tilfældigt faldt jeg over din blog og så, du havde været på udveksling (i norden endda!) - jeg går selv og overvejer at tage på udveksling, og har faktisk LIGE valgt hvor jeg ønsker at søge til (sverige), så spændende. men jeg er også mega nervøs og ængstelig for det, men den måde du beskriver det på her får det alligevel til at kilde i lidt i maven, haha. har du evt. lyst til at fortælle lidt omkring din tid? sådan overvejelser du gjorde inden, du tog afsted, og hvordan det så endte med at være o.li.? vil sætte kæmpe pris på svar (!) men også bare super fair, hvis du ikke har overskud/tid/lyst til det <33 kh

Heej, tak for din søde besked, hvor er det spændende for dig, hvis du skal på udveksling!!

Jeg var meget nervøs, inden jeg skulle af sted; min største frygt var, at jeg ingen venner ville få, så jeg gik og hypede mig selv op ved at fortælle mig selv, at hvis det skete, måtte det bare blive en self discovery journey. Jeg kunne ikke have taget mere fejl - det var det nemmeste i verden at få venner på udveksling! Alle er jo i samme båd, for ingen kender nogen eller noget. Det er et helt særligt bånd, man får med andre udvekslingsstuderende.

Da jeg var i Finland, var vores universitets ESN (Erasmus Student Network) meget aktive, så der var konstant diverse events og fester, særligt i starten. Det er ikke tilfældet alle steder, kan jeg høre på nogle af mine venner, men hold øje med de events, særligt for udvekslingsstuderende, der bliver holdt!

Inden jeg tog af sted, spurgte jeg @tanktopthomas til råds, fordi hun lige havde været på udveksling, og hun gav mig det bedste råd, som jeg virkeligt holdt fast i (specielt i begyndelsen): Sig ja! Så længe du har ja-hatten på, bliver det ikke svært at komme ind i det sociale liv. Derudover får du måske nogle fantastiske oplevelser med, som du ellers ville have takket nej til; jeg er f.eks. ikke en særligt stor naturpige, men jeg tog alligevel med på en uges tur til Lapland og Norge, hvor jeg lærte at isfiske og badede i Ishavet, og jeg er så glad for, at jeg fik den oplevelse med.

Derudover vil jeg helt lavpraktisk anbefale dig kun at pakke det mest nødvendige, for du kommer til at købe ting og tøj derovre, så hellere have lidt ekstra plads på vejen derhen (jeg havde virkelig en struggle med at lukke mine kufferter, da jeg skulle hjem).

Jeg håber, du får et lige så stort eventyr, som jeg havde! Hvis du har nogle mere specifikke spørgsmål eller gerne vil vende nogle tanker, er du så velkommen til at sende en ask eller en DM <3 Knus!!