#kan jeg bare vise min psykolog det her? | Explore Tumblr posts and blogs

helleichile · 8 years ago

Text

11/04/2017

Så er der (endelig) nyt fra Chile igen :-)

Jeg er helt med på, at det måske ikke er voldsomt tit, at jeg skriver her på bloggen lige i tiden, men det er meget begrænset, hvad der er at skrive om, når jeg bare sidder hjemme og læser besværlige tekster til timerne.. Men lidt er der da sket siden sidst.

I sidste uge var der ikke timer, og jeg troede, at jeg skulle til La Serena sammen med et par andre, men sådan gik det ikke. De aflyste af forskellige grunde, og så tænkte jeg, at jeg kunne tage en tur ned sydpå til Patagonien i stedet for. Det blev desværre heller ikke til noget, da jeg syntes, jeg havde for lidt tid i forhold til, hvad det ville komme til at koste - så det må blive en anden god gang. Det hele endte med at jeg “bare” var herhjemme i Valpo hele ugen, hvor jeg tog til den eneste time der var i løbet af ugen plus et selvforsvarskursus. Det kan man aldrig vide, hvornår man får brug for, men jeg håber da ikke at det bliver nødvendigt at skulle vise mine evner ud i selvforsvarets kunst..

Lørdag aften var jeg til fest hos Josefine og Emily (den anden udvekslingsstuderende hun bor sammen med), og det var super duper hyggeligt! Jeg tror, vi var en 15 stykker, og så hjalp vi hinanden med at lave pizzaer og salat sådan lidt på skift i det lille køkken. Ved midnatistid startede vandringen ned til byen, hvor vi skulle på diskotek. Der var nogen, der var taget hjem, og der var andre, der sluttede sig til os, da vi kom ned i byen, så vi endte nok med at være omkring 12, der var ude at danse moderne til lyden af den latinamerikanske reggaeton - så er festen i gang! Efter et par timers (nærmest) uafbrudt dansen, syntes vi “gringos” at det var på tide at vende næsen hjemad igen, så jeg var hjemme ved tre-tiden - jeg nød at kunne sove længe søndag morgen :-)

Søndag havde jeg alle mulige planer om, at jeg ville have læst alt det jeg ikke fik læst om lørdag, men det var så utrolig svært at komme i gang, så det blev ikke til det helt store.. Men jeg synes altså også, det er svært at overbevise mig selv om at læse en tekst til social psykologi, hvor jeg ved, at jeg ikke forstår et klap af, hvad der står, fordi det er skrevet på (for mig) et temmelig kompliceret sprog - og det er ikke kun fordi det er på spansk :-)

Om aftenen var jeg i biografen sammen med Claudia og Abbie, hvor vi så den nye “Skønheden og Udyret”. Den var helt vildt god! Men jeg er alligevel glad for, at jeg kendte historien i forvejen, for filmen var duplikeret til spansk, så det var ikke det hele, der var lige nemt at forstå, men det gik da, og det var en hyggelig aften :-)

I dag (tirsdag) var jeg på biblioteket sammen med Josefine, og bagefter fik vi os en kop kaffe på en lille hyggelig café. På vejen tilbage igen snakkede vi om den demonstration, der skulle være i dag, og at det da kunne være sjovt lige at se den på afstand. Grunden til at vi ville se den på afstand var, at politiet også kan finde på at anholde udlændinge som egentlig ikke har noget med noget at gøre (det er hvad vi har fået at vide i hvert fald). Men i hvert fald så fik vi øje på en hel masse mennesker, og så gik vi derhen for at se, hvad det var for noget.

Da vi kom hen til demonstrationen, var det meget stille og roligt, så vi stillede os lidt på afstand og tog nogle billeder og optog lidt video. Lige pludselig tog det hele fart! Alle begyndte at løbe i vores retning, og med et så vi en temmelig stor bil (nærmest en panseret lastbil) med en temmelig kraftig vandkanon på taget komme rundt om hjørnet længere nede ad gaden. Så vi blev hurtigt enige om, at vi hellere måtte flytte os lidt. I den anden ende af den gade vi så gik ned ad, stod der politi, og jeg skal love for at de var udrustet til tænderne med pansrede uniformer, store hjelme med tykt visir og skjold som de holdt foran de “klynger” de stod i der midt på vejen. Bag dem holdt der endnu en stor panseret bil, hvor jeg kan forestille mig, at der var plads til mange mennesker inde i, hvis de skulle få brug for at anholde nogen.

Jeg nåede lige at tænke, at nu var vi kommet i sikker afstand igen, men så landede der en sten eller et eller andet ikke langt bag mig, og næst efter var der en flaske der smadrede ikke så langt fra, hvor stenen var landet. Så det kan nok være at vi fik det lange ben foran og kom i sikkerhed.

Vi snakkede lidt med en chilener, der forklarede, at det var en demonstration for forbedringer i uddannelsessystemet (eller sådan noget i den retning), og at der i løbet af et år er fem-syv af sådan nogle demonstrationer her. Oven i hatten skal der være valg til november (jeg mener, det er november), og hvis man vil høres her, så går man på gaden og demonstrerer, så det er ikke til at vide, hvor mange demonstrationer, der bliver - men det kan lige så godt være, at der ikke bliver flere, end der ellers ville have været. Mens vi snakkede sagde han, at vi lige skulle følge med ham og dem han var sammen med, for nu begyndte politiet at bruge tåregas mod demonstranterne, og selvom vi var i den anden ende af gaden i sikkerhed, så alligevel båret i vores retning af den smule vinde, der var. Så vi gik endnu længere væk.

Da der blev lidt mere ro på i gaden efter fem til ti minutter, kunne jeg komme hen til min bus og tage til spanskundervisning. Det endte med at blive en mere begivenhedsrig dag, end jeg lige havde regnet med, da jeg stod op imorges. Og nu behøver jeg ikke at blive hvirvlet ind i flere demonstrationer, så hvis jeg ser en under opsejling en anden gang, så går jeg bare i modsatte retning med det samme, for det var ikke den mest rare oplevelse, jeg har haft herovre. Men ingen grund til bekymring, for vi kom jo begge to derfra i hel tilstand og en oplevelse rigere.

Billeder (og måske video) fra i dag kommer, når en gang jeg kan få dem overført til computeren fra telefonen, det er som før nævnt ikke altid at teknikken er lige samarbejdsvillig :-)

1 note · View note

bjoernstaerk · 4 years ago

Link

Om hvordan kritikere av overvåkningskapitalisme har latt seg lure av teknologigigantenes salgsbrosjyrer.

Dette skal ikke primært være en blogg for teknologikritikk, men jeg må innom det også, fordi vi må forstå problemet før vi kan finne løsningen. Det er mye teknologikritikk på gang nå, det er nesten en innbakt del av teknologiopplevelsen: Du bruker og hater teknologien samtidig. Men mye av denne kritikken er ganske dårlig. Ofte bommer den fordi kritikerne tar selve teknologilandskapet for gitt. Dermed ser de ikke de beste løsningene, og de løsningene de ser, kan i stedet ende opp med å virke mot sin hensikt.

La oss for eksempel si at Google, Facebook eller Twitter har sensurert en ytring jeg mener de burde tillatt. Hvis jeg formulerer kritikken som at «Google/Facebook/Twitter må slutte å misbruke makten sin på denne måten», høres det tilsynelatende fornuftig og kritisk ut. Samtidig tar jeg på en måte makten deres for gitt. Jeg sier bare at de bør bruke den bedre. Det blir som om jeg var en undersått som la fram min sak for en allmektig konge. «Vær så snill, herre konge, bruk makten din på en god måte!» Dette er noe helt annet enn det jeg egentlig burde si, som er: «Det burde ikke finnes allmektige konger.»

Tenk på da Aftenposten brukte forsiden sin til et brev til Facebook hvor de ba dem om å slutte å sensurere deres bruk av et berømt krigsfotografi. Dette burde selvfølgelig ikke Facebook gjort, men måten Aftenposten formulerte kritikken på, gjorde det veldig klart hvem som var den allmektige kongen og hvem som var undersåtten. «Vær så snill, Mark Zuckerberg, bruk makten din på en god måte.» Jeg har sjelden vært så flau på vegne av norske medier som den gangen. I stedet burde de sagt: «Det bør ikke finnes tjenester som er så store som Facebook, nå må vi alle gå sammen om å løsrive oss.»

Cory Doctorows lange essay / minibok How to destroy surveillance capitalism er derimot et godt eksempel på hvordan man bør gjøre dette. Han tar ikke landskapet for gitt, og påpeker at ordene vi bruker om problemet peker oss mot løsninger som forsterker problemet. Essayet er en kritikk av boka The Age of Surveillance Capitalism av Shoshana Zuboff, som populariserte begrepet overvåkningskapitalisme. Han kritiserer den for å ta for gitt at landskapet må være slik det er nå, med hele nettet i hendene på noen få giganter:

“There’s a critical piece missing from the debate, though. All these solutions assume that tech companies are a fixture, that their dominance over the internet is a permanent fact. Proposals to replace Big Tech with a more diffused, pluralistic internet are nowhere to be found. Worse: The “solutions” on the table today require Big Tech to stay big because only the very largest companies can afford to implement the systems these laws demand.”

Kritikernes største tabbe, mener han, er at de tror at teknologigigantene snakker sant i salgsbrosjyrene sine om hvor vanvittig mye makt de har over brukerne sine. Med andre ord at trusselen fra Google og Facebook er at de er så utrolig flinke til å manipulere oss til fordel for annonsørene sine:

“The fear of surveillance capitalism starts from the (correct) presumption that everything Big Tech says about itself is probably a lie. But the surveillance capitalism critique makes an exception for the claims Big Tech makes in its sales literature — the breathless hype in the pitches to potential advertisers online and in ad-tech seminars about the efficacy of its products: It assumes that Big Tech is as good at influencing us as they claim they are when they’re selling influencing products to credulous customers. That’s a mistake because sales literature is not a reliable indicator of a product’s efficacy. Surveillance capitalism assumes that because advertisers buy a lot of what Big Tech is selling, Big Tech must be selling something real. But Big Tech’s massive sales could just as easily be the result of a popular delusion or something even more pernicious: monopolistic control over our communications and commerce. Being watched changes your behavior, and not for the better. It creates risks for our social progress. Zuboff’s book features beautifully wrought explanations of these phenomena. But Zuboff also claims that surveillance literally robs us of our free will — that when our personal data is mixed with machine learning, it creates a system of persuasion so devastating that we are helpless before it. That is, Facebook uses an algorithm to analyze the data it nonconsensually extracts from your daily life and uses it to customize your feed in ways that get you to buy stuff. It is a mind-control ray out of a 1950s comic book, wielded by mad scientists whose supercomputers guarantee them perpetual and total world domination.”

Det de egentlig driver med, skriver han, er at de kategoriserer oss ut fra interessene våre. Dermed hjelper de for eksempel ekstremister og ondsinnete aktører med å finne ofre de kan lyve til. I tillegg dominerer de nettet gjennom å være så store at de i praksis knapt har konkurrenter. Alt dette er ille, men det er ikke slik at de har funnet en måte å frata oss vår frie vilje. De ønsker og prøver også å manipulere oppførselen vår, men manipuleringen fungerer bare delvis, for noen, i en kort periode, før vi tilpasser oss og det ikke fungerer bra nok til å være lønnsomt lenger. Facebook kan få deg til å bruke veldig mye tid på Facebook, men de har lite makt til å få deg til å kjøpe produktet annonsøren deres har betalt dem for å selge til deg.

Doctorow benekter ikke at de enorme datamengdene disse selskapene sitter på er verdifull. Men det som gir dataene verdi er ikke at de danner et så korrekt bilde av psyken din at man kan styre tankene dine, men kombinasjonen av disse dataene med monopolmakt. At de kan styre tankene dine er en bløff. Bak bløffen skjuler det seg en mer gammeldags og jordnær form for manipulering.

“Surveillance capitalists are like stage mentalists who claim that their extraordinary insights into human behavior let them guess the word that you wrote down and folded up in your pocket but who really use shills, hidden cameras, sleight of hand, and brute-force memorization to amaze you. Or perhaps they’re more like pick-up artists, the misogynistic cult that promises to help awkward men have sex with women by teaching them “neurolinguistic programming” phrases, body language techniques, and psychological manipulation tactics like “negging” — offering unsolicited negative feedback to women to lower their self-esteem and prick their interest. Some pick-up artists eventually manage to convince women to go home with them, but it’s not because these men have figured out how to bypass women’s critical faculties. Rather, pick-up artists’ “success” stories are a mix of women who were incapable of giving consent, women who were coerced, women who were intoxicated, self-destructive women, and a few women who were sober and in command of their faculties but who didn’t realize straightaway that they were with terrible men but rectified the error as soon as they could.»

Det er altså monopolmakten som er nøkkelen til problemet, ikke psykologisk manipulasjon. Manipuleringen du finner på for eksempel Facebook, hevder han, er av en ganske primitiv type: Facebook fanger deg gjennom nettverket ditt, slik at du må innom i blant for å se hva venner og familie driver med, selv om du ikke synes du får noe igjen for det. Og de fremhever innhold som øker “engagement”, dvs som gjør deg sint eller redd. Annonser på Facebook treffer deg litt bedre enn andre steder, fordi de vet så mye om deg, men effekten er fremdeles liten. Når klikket du sist på en Facebook-annonse? Den teknologiske nyskapningen Facebook tjener penger på er ikke at de er flinke til å vise noen få annonser som treffer perfekt, men at de får folk til å bruke så mye tid på tjenesten at de kan vise svært mange annonser som treffer dårlig.

Gigantene er med andre ord ikke særlig flinke til det de hevder å være flinke til.

Zuboff and her cohort are particularly alarmed at the extent to which surveillance allows corporations to influence our decisions, taking away something she poetically calls “the right to the future tense” — that is, the right to decide for yourself what you will do in the future. It’s true that advertising can tip the scales one way or another: When you’re thinking of buying a fridge, a timely fridge ad might end the search on the spot. But Zuboff puts enormous and undue weight on the persuasive power of surveillance-based influence techniques. Most of these don’t work very well, and the ones that do won’t work for very long.

Det er rå makt, ikke psykologi, som er nøkkelen til å forstå måten gigantene manipulerer oss på, mener Doctorow. Google bestemmer rekkefølgen på søkeresultatene, og ingen blar lenger enn til side fem. Amazon bestemmer hvilke produkter du får se når du søker. Dette bruker de til sin fordel, og selv i de tilfellene hvor de ikke har en direkte egenintresse i rangeringen, påvirker de oss likevel gjennom å styre hva vi ser og ikke ser. Denne makten er skadelig i seg selv. Ingen enkeltselskaper bør ha en slik total makt over hva vi ser, selv om makten ikke lar seg bruke slik de påstår til annonsørene sine.

Monopolmakten gjør det svært vanskelig å regulere teknologibransjen. Man ender lett opp med lover som gjør alt verre fordi prosessen med å skrive lovene har blitt korrumpert av gigantene.

Hvis det er slik at teknologigigantene har bygget selskapene sine på en bløff - at de kan manipulere brukerne sine - så snakker vi egentlig om en boble: Noen hevder at de har funnet opp noe smart som vil tjene mye penger, og investorene har nok tillit til dem til at de klarer å vokse seg store og erobre verden, men før eller siden sprekker boblen. Jeg tipper at mange små annonsører på Google og Facebook har stilt seg selv spørsmålet “hvorfor i all verden gjør vi dette?” Jeg gjorde det iallfall selv da jeg ga ut Ytringsfrihet annotert på eget forlag i 2019, og testet ut Facebook-annonser for å markedsføre den. Utgiften til Facebook var det eneste håndfaste resultatet av dette eksperimentet. Gevinsten var antagelig null. Det fantes åpenbart mennesker som ønsket å lese boka, men Facebook visste ikke hvordan de skulle finne dem, selv med den enorme datamengden de satt på, og selv om de har total makt over innholdet som møter brukerne deres.

Dette har alltid vært erfaringen min med nettannonser. Jeg har aldri følt at jeg har fått noe igjen for det. Poenget mitt er at Facebook var ment å være mye flinkere til dette enn de som kom før dem, og det er de ikke. Det er dette som er bløffen Doctorow snakker om. Hva skjer når vi slutter å tro på bløffen? Forhåpentligvis det samme som har skjedd tidligere når andre bløffer innen kapitalismen har blitt avslørt, at boblen sprekker. Men monopolmakten disse selskapene har kan redde dem. Hvem ellers skal du gi annonsepengene dine til, liksom?

De som snakker om “overvåkningskapitalisme” sier i blant at det som har vokst frem er en helt egen, ny form for kapitalisme, som fungerer etter andre regler enn tidligere. I stedet er det en ny variant av noe gammelt.

The belief in surveillance capitalism as a “rogue capitalism” is driven by the belief that markets wouldn’t tolerate firms that are gripped by false beliefs. An oil company that has false beliefs about where the oil is will eventually go broke digging dry wells after all. But monopolists get to do terrible things for a long time before they pay the price. Think of how concentration in the finance sector allowed the subprime crisis to fester as bond-rating agencies, regulators, investors, and critics all fell under the sway of a false belief that complex mathematics could construct “fully hedged” debt instruments that could not possibly default. A small bank that engaged in this kind of malfeasance would simply go broke rather than outrunning the inevitable crisis, perhaps growing so big that it averted it altogether. But large banks were able to continue to attract investors, and when they finally did come a-cropper, the world’s governments bailed them out.

Doctorow ønsker å unngå tech exceptionalism, ideen om at teknologibransjen er grunnleggende forskjellig (på godt eller ondt) fra andre bransjer. For eksempel er han skeptisk til påstanden om at netteknologi nødvendigvis fører til monopoler, nærmest av seg selv. Det er mange fordeler ved å være gigant. Facebook og Twitter nyter godt av nettverkseffekten, dvs verdien av den eksisterende brukermassen, som gjør at bedre alternativer som Mastodon sliter med å ta av. Men gigantene ble selv store gjennom å knuse tidligere giganter. Det var ikke umulig for dem å bli store. Facebook klarte å knuse Myspace, Google klarte å knuse Altavista. Men det er nesten umulig for nye selskaper og tjenester å utfordre gigantene nå, fordi de har vårt så flinke til å misbruke monopolmakten sin, blant annet til å manipulere lovverket.

Myndighetene ser ikke lenger på store selskaper som et problem i seg selv, og hindrer dem ikke å kjøpe opp konkurrenter. Dermed kan de kjøpe seg ut av enhver trussel, slik Facebook har gjort med Instagram og WhatsApp. Gigantene skaper svært lite nytt på egen hånd lenger. De overlever ved å kjøpe opp spennende nye tjenester før de vokser seg store nok til å utfordre dem. Dette er langt på vei også investerringsstrategien bak oppstartsfirmaer, å vokse til man kan selge ut til en redd gigant. Dermed er gigantene et hinder for den innovasjonen vi ville ha sett hvis utfordrerne hadde hatt de samme mulighetene som de selv hadde for femten-tjue år siden.

Doctorow kritiserer “overvåkningskapitalisme” som analytisk verktøy, og mener altså at mye av det disse selskapene hevder å ha fått til med dataene sine er løgn, men det betyr selvfølgelig ikke at all overvåkningen er ufarlig. Den tar fra oss følelsen av å være alene, uobservert, med våre egne tanker. Det er vanskelig å være deg selv når du opplever at alt du gjør observeres av andre. En slik totalovervåkning bygger opp angst, og angsten forsterkes ved at overvåkernes apper hele tiden dulter oss og vil ha oppmerksomheten vår. Alle varslene du får på telefonen handler bare i liten grad om å fortelle deg om viktige ting, og større grad om at appene trenger oppmerksomheten din for å tjene penger.

I blant blir disse dataene stjålet. Du kan på en måte ta for gitt at alle data du deler med nettjenester før eller siden vil bli stjålet, så fremt de ikke har bygget ende-til-ende-kryptering inn i løsningen fra bunnen av. Det er det få som gjør, fordi det ville hindret dem i å analysere dataene. Og når de kan se hva du gjør, vil også uvedkommende kunne gjøre det. Kanskje i morgen, kanskje om tjue år, eller kansskje har de gjort det i lang tid allerede. Dette gjør noe med deg, kunnskapen om at ingenting forsvinner, og at det før eller siden kan ende opp i feil hender.

Dette er på en måte et problem med all IT-teknologi, men det er et problem som kan løses ganske greit hvis forretningsmodellen til selskapet tillater det. Hvis de som tar vare på dataene dine ikke er avhengig av å analysere dem, kan de også kryptere dem slik at det er umulig for andre enn deg selv å lese dem. Slike data kan fremdeles stjeles, men angrepsflaten blir mindre.

De enorme datamengdene som samles inn om oss gir altså ikke gigantene den gevinsten de påstår at det gir. Det gir dem ikke evnen til å styre tankene våre. Men overvåkningen er farlig fordi den gjør det mulig å skade deg og meg.

“This is another harm of tech exceptionalism: The belief that more data always produces more profits in the form of more insights that can be translated into better mind-control rays drives firms to over-collect and over-retain data beyond all rationality. And since the firms are behaving irrationally, a good number of them will go out of business and become ghost ships whose cargo holds are stuffed full of data that can harm people in myriad ways — but which no one is responsible for any longer. Even if the companies don’t go under, the data they collect is maintained behind the minimum viable security — just enough security to keep the company viable while it waits to get bought out by a tech giant, an amount calculated to spend not one penny more than is necessary on protecting data.”

I stedet for å tenke på det som skjer i teknologibransjen som noe helt nytt og unikt, bør vi se det i lys av det som skjer i andre bransjer som har blitt sentralisert på den samme måten: Eierskapet og makten samles på noen få hender, som dermed er i stand til å kuppe lovverket og stoppe konkurrenter. Det har skjedd før, og det skjer alltid omtrent på samme måte.

“All this is to say that the tight social bonds, small number of firms, and regulatory capture of concentrated industries give the companies that comprise them the power to dictate many, if not all, of the regulations that bind them. This is increasingly obvious. Whether it’s payday lenders winning the right to practice predatory lending or Apple winning the right to decide who can fix your phone or Google and Facebook winning the right to breach your private data without suffering meaningful consequences or victories for pipeline companies or impunity for opioid manufacturers or massive tax subsidies for incredibly profitable dominant businesses, it’s increasingly apparent that many of our official, evidence-based truth-seeking processes are, in fact, auctions for sale to the highest bidder.

Doctorow mener det er her vi bør lete etter forklaringen på at nettmiljøer erobres av konspirasjonsteorier og rasisme. Vi vet systemet er ødelagt, og mange merker konsekvensene av dette i sin egen hverdag. Dette gjør oss mer mottagelige for ideologier som spinner videre på ideen om at vi har blitt forrådt av en korrupt elite:

“If racists haven’t gotten more convincing in the past decade, then how is it that more people were convinced to be openly racist at that time? I believe that the answer lies in the material world, not the world of ideas. The ideas haven’t gotten more convincing, but people have become more afraid. Afraid that the state can’t be trusted to act as an honest broker in life-or-death decisions, from those regarding the management of the economy to the regulation of painkillers to the rules for handling private information. Afraid that the world has become a game of musical chairs in which the chairs are being taken away at a never-before-seen rate. Afraid that justice for others will come at their expense. Monopolism isn’t the cause of these fears, but the inequality and material desperation and policy malpractice that monopolism contributes to is a significant contributor to these conditions. Inequality creates the conditions for both conspiracies and violent racist ideologies, and then surveillance capitalism lets opportunists target the fearful and the conspiracy-minded.”

Her tror jeg han bommer. Perspektivet blir for USA-sentrisk. Jeg tror egentlig ikke nordmenn materielt sett har fått en særlig utrygg hverdag de siste tiårene. Likevel ser vi de samme trendene her som andre steder. Det han rører borti her er en klassisk debatt: Er det ideer eller materielle faktorer som endrer verden? Svaret er som regel begge deler, men problemet er å identifisere hvordan disse faktorene spiller sammen. Når du skal forklare et globalt fenomen som rammer på tvers av ulike samfunnssystemer, må du løfte blikket opp fra det landet du bor i.

Flere har foreslått at løsningen på problemet er at vi begynner å betale for nettjenester igjen. Dette er Doctorow skeptisk til. Betaltjenester som Apple App Store er også en del av problemet, påpeker han. (Apple har så mye makt over app-markedet at de driver med regelrett pengeutpresning av apper. Hvis appen formidler en betalbar tjeneste, insisterer Apple på at betalingen skal skje gjennom dem, slik at de kan ta utrolige 30% av pengene.) Her er jeg uenig. Joda, en gigant som tar betalt av brukerne er ikke særlig bedre enn en gigant som viser dem annonser. Men manglende betalingsvilje er likevel en viktig del av årsaken til at vi endte opp der vi er. Et rent annonsebasert internett er nesten nødt til å være fryktelig, fordi bare onde giganter kan overleve i et slikt markedet. Et internett som i større grad tar betalt for ting kan også være fryktelig, hvis markedet domineres av giganter som Apple og Amazon, men det er ikke lenger uunngåelig.

Det han har rett i er at det er sentraliseringen og monopolmakten som er hovedproblemet, ikke den overvåkningsbaserte forretningsmodellen. Boka The Age of Surveillance Capitalism, som han kritiserer, skiller såvidt jeg vet mellom “farlige” overvåkningsbaserte selskaper som Google og Facebook og “gode” selskaper som Apple og Amazon, som tilbyr nyttige ting for penger. Dette er et ganske absurd skille å trekke opp, når du ser hvor brutalt Apple og Amazon oppfører seg mot konkurrenter og de som jobber for dem. Det er derfor viktig å påpeke at det ikke er nok å betale for tjenester. Det har også noe å si hvem du støtter med pengene dine.

Hele essayet er uansett verdt å lese. Jeg er som sagt mer interessert i å finne veien bort fra tingene som gjør meg trist enn å analysere hver eneste detalj av hva de driver med. Men det er viktig å forstå hva det er vi ønsker å komme oss bort fra. Hvis teknologikritikken vår implisitt godtar at verden må styres av en håndfull teknologigiganter, ender vi opp med kritikk av typen “Google burde gjøre X, Facebook burde slutte å gjøre Y”.

I stedet bør vi si at selskaper som Google og Facebook ikke burde finnes. Google burde være én av flere søkemotorer, og ikke så mye mer. Facebook burde være en del av et desentralisert, åpent sosialt nettverk.

Først når du forstår hva problemet er, vet du retningen du kan lete etter i for å finne noe bedre.

0 notes

mohamed86a · 7 years ago

Text

Om Jordan Peterson og kulturmarxisme

Noen få punkter om Jordan Peterson og kulturmarxisme-konspirasjonsteorien

Dagbladet har i sommer gjennomført en rekke intervjuer. Næringsminister og tidligere kunnskapsminister Torbjørn Røe-Isaksen, Kjetil Rolness, MDG-politiker Eivind Trædal og jeg har blitt spurt om hva vi syns om Jordan Peterson. Jeg og Eivind Trædal påpekte at kulturmarxisme-konspirasjonen er også forfektet av Peterson. En del Peterson-tilhengere reagerte på sosiale medier og bekreftet i grunn det jeg sa til Dagbladet:

Problemet er at mens noen har bare lest eller hørt på Jordan Peterson, har andre bare lest manifestet til Breivik. Har man lest begge, er det derimot ingen tvil, ifølge Abdi.

Petersons bruk av "neo marxism” og “postmodernism" må man se nærmere på. Inntil høsten 2017 brukte Petersons hyppigst: "neomarxism", "postmodernist Left", “neomarxist postmodernism” osv. Det overordnede budskapet til Peterson er å stille en samfunndiagnose. Ifølge de som har sans for han som blant annet Røe Isaksen er det Peterson kommer med bare en konservativ samfunndiagnose - men det er mer enn det - dette er en diagnose basert på et konspiratorisk verdensbilde. Dette er halvparten av prosjektet hans. Den andre halvparten er å være en slags guru - her kommer grunnen til at en del kaller Petersons bok for selvhjelpslitteratur. Eller som jeg var inne på i min Morgenbladet-kommentar er Peterson selvhjelpsguru for (...) menn som føler at de største sosiale bevegelsene fra forrige århundre har forlatt dem på historiens perrong.” - altså de ble “valgt bort” for rettighetskamper for kvinner og seksuelle og etniske minoriteter. Ifølge Peterson er det snakk om en gruppe postmoderne nymarxister som dominerer store deler av akademia (primært humaniora og samfunnsvitenskap, unntatt hans fagretning psykologi...noe som i seg selv er interessant påstand) og tatt over offentligheten. I selve boken viser Peterson tilbake til en rekke franske filosofer som han kaller for "postmodernister" (blant annet Derrida som han åpenbart ikke har lest). Dette supplerer han (se side 207-208) med å namedroppe en rekke filosofer fra Frankfurter-skolen (Adorno og Horkheimer) som er gjengangere i kulturmarxisme-konspirasjonen. Disse hadde ifølge Peterson et mål med å angripe det meste ved vestlig sivilisasjon. La oss konkret se på hvorfor det er riktig å hevde at Petersons konspirasjonsteori er tuftet på den samme som har vært vanlig blant en gruppe nord-amerikanske paleokonservative helt siden tidlig 90-tallet og som ble igjen plukket opp og plagiert i Breivik sin manifest. 1) Peterson tillegger en gruppe akademikere for å ha større hegemonisk makt enn det de hadde og har - hvis man ser både på akademia, men også samfunnsinstitusjoner generelt. Før og nå. Å hevde at franske tenkere som Derrida og Foucault eller Frankfurter-skolen trekker i trådene og står bak alt fra identitetspolitikk til globalisering til kjernefamiliens påståtte "død" (den er ikke dø, men har blitt "supplert" med andre familiekonstellasjoner) til kristendommens nedgang til nasjonalstatens undergang er konspiratorisk, historieløst og ikke faglig kritikk av de tenkere. 2) Sammenblander marxisme og postmodernisme. Begge deler har han åpenbart ikke noe peiling om som flere anmeldere/kritikere av boken har vært inne på. Marxisme er ikke en bestemt teori men en sekkebetegnelse for teorier som har et materialistisk historiesyn som fundament. Postmodernisme er noe annet og til tider mer “ullent”. De Peterson og andre kaller “postmodernister” i vår tid kalte ikke seg selv postmodernister. Postmodernisme bør sees på som et verktøy og innfallsvinkel og ikke først og fremst en helhetlig ideologi som Peterson og andre gjør. På mange måter er det egentlig Peterson som er postmoderne i hans sammenblanding av Carl Jung, reaksjonær konservatisme, kritikk av såkalt politisk korrekhet og forsvar av patriarkatet og kjønnshierarkier. 3) Konspiratoriske aspektet. Som jeg nevnte i intervjuet og i Morgenbladet. Så avslørte Peterson seg i høst da han ønsket å lage liste over fag og institutter som ifølge han driver med indoktrinering. Han la disse planene i hylla foreløpig. I Linds antologi så kan man lese følgende anklage (PDF) mot eliteuniversitet Stanfords emner (dette er også plagiert av Breivik). For øvrig i samme antologien handler også noen av tekstene om Derrida, postmodernisme og “dekonstruksjon” :

Perhaps the most disturbing aspect of the Politically Correct assault on the curriculum is that it has occurred at many of America’s elite universities. Take, for example, the case of Stanford University, an institution that has long played a leadership role in American higher education. Stanford eliminated its long-standing Western civilization requirement in 1988 and replaced it with a multicultural program known as “Cultures, Ideas, and Values.” Under this new program freshmen at Stanford can just as easily study Marxist revolutionaries in Central America as they can Plato, Shakespeare or Newton.

Stanford has also led the movement away from serious study of history. Students at Stanford, like students at all but one of the other top 50 universities in the United States, are not required to take a single course in history. Instead, they are offered a choice of courses under the heading of “American Cultures.” According to one recent graduate of Stanford, it is impossible to fulfill the “American Cultures” requirement by studying Protestantism, Irish Americans, or the American West, while courses that do fulfill the requirement include “Film and Literature: US-Mexico Border Representations” and “Contemporary Ethnic Drama.” Stanford students must also take courses in “World Cultures” and “Gender Studies” that include “Chicana Expressive Culture” and “Misogyny and Feminism in the Renaissance.”

Because elite institutions such as Stanford set an example for the rest of American higher education, other universities eagerly adopt these devastating assaults on the curriculum. This “trickle-down” effect will have a long-lasting impact on the way future generations of Americans will be educated.

4i) Som Eivind Trædal var inne på har Peterson gjennom sine sosiale medier kontoer fulgt av hundretusenvis av folk linket til Daily Callers rant om kulturmarxismen aka Frankfurter-skolen (det skal sies at Petersons som Lind, Buchanan og andres tidligere bruk av konspirasjonsteorien er ikke like antisemittisk som nynazister/hvite nasjonalisters bruk) og brukt det selv. I f.eks Q and A-segment hvor en australsk fan spør han om hva syns om kjønnsnøytral ekteskapslovforslaget i Australia. Det er legitimt å si at man som konservativ så er man mot ekteskapslov. Men Petersons begrunnelse er det relevante: Han er mot det fordi kulturmarxister er for det. Noen fans vil hevde han bare gjengir spørsmålsstilleren som brukte ordet kulturmarxist. Men Peterson adopterer begrepet selv. Han stiller ikke seg kritisk til spørsmålsstillerens bruk. Men går god for det. Og dette inngår i det jeg skal komme til neste. Martin Jay, som er en historiker og idehistoriker er en av verdens fremste fagpersoner på Frankfurter-skolen. I 2010 skrev han om hvordan kulturmarxisme-konspirasjonsteorien om Frankfurter-skolen ble brukt av alt fra venstreradikale despoter som Cubas Fidel Castro til hvite nasjonalister og nynazister. Jay lister opp følgende beskyldninger som kulturmarxister blir beskyldt for å stå bak. En del av disse beskyldningene er hva Jordan Peterson selv farer rundt med i sine foredrag og tekster - det vil si i hans forsvar av det heteronormative patriarkatet:

1. The creation of racism offences 2. Continual change to create confusion 3. The teaching of sex and homosexuality to children 4. The undermining of schools' and teachers' authority 5. Huge immigration to destroy identity 6. The promotion of excessive drinking 7. Emptying of churches 8. An unreliable legal system with bias against victims of crime 9. Dependency on the state or state benefits 10. Control and dumbing down of media 11. Encouraging the breakdown of the family[10]

5) En vanlig innsigelse blant Petersons-tilhengere er å vise tilbake til Stephen Hicks bruk av “postmodernisme”. Hicks som er en historieprofessor og selverklært objektivist (en som digger Ayn Rand) skrev en del år siden en bok som ble tatt godt i mot av deler av høyresiden (har blant annet blitt oversatt av svenske tenketanken Timbro). Boken Postmodernism Explained er mer eller mindre en lapskaus av bok som prøver å vise at postmodernisme er noe farlig og ondt. Men Hicks er ikke like konspiratorisk som William S Lind, Paul Weyrich og Pat Buchanan som har vært de fremste agitatorene for kulturmarxisme-konspirasjonen i nord-amerikansk offentlighet. Men Hicks bruk av postmodernisme har også fått en del kritikk. Hicks er sterkt ideologisk-dreven (objektivist) og lemfeldig i kildebruken og i sin kritikk av tenkere fra Rousseau til Nietzsche til Derrida. Peterson har selv anbefalt denne boken i sine foredrag og har også brukt boken som kilde. Peterson blander dermed klassisk kulturmarxisme-konspirasjonen hvor marxister og Frankfurter-skolen (kritisk teori) er hovedmålet med “postmoderne” franskmenn som Derrida, Foucault (han er der sannsynligvis inspirert av Hicks).

0 notes

nfshift-blog1 · 7 years ago

Text

Spørgsmål.

Så endnu en dag går med bare at sidde og tænke. Har ikke rigtigt lyst til noget, kan ikke rigtigt noget og det er ulideligt. Kan ikke være i mig selv.

Jeg stiller mig de samme spørgsmål om og om igen..

Hvad gik galt?

well.. På en måde ved jeg det ikke og på en måde gør jeg. Det er sparsomt hvad hun har villet snakke om så jeg har en masse spørgsmål jeg aldrig fik svar på, det er frustrerende fordi det tilføjer til spørgsmålet “Hvad gik galt?” som jeg ikke kan svare på.

Vi var for lidt ude.. Vi lavede for lidt udover at sidde ved computeren. Jeg har været egoistisk. Jeg ville gerne og jeg forstår ikke hvorfor “Skal vi ikke gå en tur?” fik svaret “Jeg gider ikke rigtigt” eller “orker ikke rigtigt”. Hvem siger det skulle have været mere end 10 minutters gåtur, 20 minutter måske. Bare ud. “Skal vi ikke se south park?” .. “Nej jeg synes ikke det er sjovt” jamen og hvad så? et afsnit varer ikke længe, selvfølgelig kunne vi da se det, jeg har selv set det engang og ret meget, måske jeg er blevet træt af det men selvfølgelig kunne vi da det. Der var så mange ting.. Jeg glemte hende aldrig men jeg føler at vi gjorde for lidt af det hun ville.. det jeg også gerne ville..

Hun savner og elsker mig, havde stadig været i det under andre omstændigheder.

Dette var noget hun både sagde og skrev til mig. Jeg ville så gerne bevise jeg har lært så meget af at være et fjols. Bevise at det hun gerne ville kunne blive en realitet på stedet. Jeg har ikke været utro, jeg har ikke slået hende. Jeg bad ikke om en chance for at bevise det kunne stoppes det er i stedet for de små ting som man måske i første omgang skulle have snakket om noget mere og ikke slået op over. Havde det været fordi jeg havde slået hende eller været utro, så var det fanme svært og op ad bakke.. men jeg føler det her kunne ændres fra en dag til en anden..

Jeg prøvede desperat at fortælle hende at jeg ville ændre mig for min egen såvel som for hendes og min skyld. Ikke ændre mig som i mig men mine prioriteter og ja.. Det virker som om hun har lavet en regel, at man ikke går tilbage fordi der ingen chance er for at ændre på noget.. Jeg er så bange for det er hendes fortid der snakker og jeg kender følelsen.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at kunne overbevise hende eller måske at vise hende det ikke handler om fortid men det handler om at få fodfæste, vi var lige officielt kommet sammen og man skulle lige.. jeg ved det ikke. Kunne jeg skrue tiden tilbage og gjort alt om så havde jeg gjort det..

Hvad savner jeg ikke?

jeg bliver nødt til at være realistisk. Der er ting jeg ikke savner.

Jeg savner ikke de gange hvor vi diskuterede i telefonen eller på tekst.. Vi skulle have været enige om, at sådan noget skulle ikke foregå på den måde så hellere tage den ansigt til ansigt. Jeg savner ikke at sidde og arbejde når hun var her selv på trods af hun sad og hyggede sig med at finde musik og spille lidt. Jeg savner ikke at jeg brugte så meget tid på mange andre ting når hun var her.

Jeg savner ikke at være væk fra hende..

Hvad savner jeg?

Næsten alt. Jeg savner at hente hende ved bussen, tage hendes og tage hende i hånden og gå hjem sammen. Jeg savner at se film og serier, jeg savner de aftener vi sad og spillede minecraft og “vi har chips”. Jeg savner at gå over og fodre ænder med hende, at gå ud i byen med hende eller hive hende med ned til isbjerget og tage billeder.

Jeg savner hendes smil, øjne og hendes kærlige måde hun var på. Når vi lå sammen skulle hun altid have en pude op og ligge på mig. Når vi lå og puttede skulle hun altid grave sig helt ind inden hun kunne få ro. Savner vores bade, vores særligheder, pudekampe, kildekampe og at sidde i vinduet og ryge en smøg sammen.

Jeg savner de aftener hvor vi sad inde og vi var på radioen og hørte god musik sammen og hun sad og skrev og hyggede sig. Jeg savner hun skriver til mig og spørger om vi skal came når vi ikke var sammen, bare sidde med hinanden på den måde. Jeg savner helt tilbage hvor hun lå i sin seng på sjælland og fortalte mig om hende selv og jeg lyttede, at hun sad og lyttede på mig i timevis øve mig til at blive DJ. Hun dansede for mig, bakkede mig op og var så sød.

Jeg savner vores snaps, vores beskeder. Godmorgen, godnat og alt der imellem.

Jeg savner at gå i BR og drille hende lidt med tøjstørrelsen, at tage hende med op til min far og spise og se en film, at vise hende frem til mine venner og bare generelt savner jeg hun render rundt og vælter og er lidt klodset - for selvom jeg altid tager lidt pis på hende, så er det så sødt. Selv når vi går ned og køber en hotdog sammen, det savner jeg.. Det er lige før jeg savner at skændes for at bagefter blive gode venner og høre hende sig hun elsker mig.

Jeg savner at høre hende sige, at jeg gør hende tryg og glad.

Jeg savner hendes stemme..

Hvad vil jeg gøre nu?

Jeg er tom. Jeg ved det ikke.. Jeg kan ikke gøre noget. Hun har slettet og blokeret mig. Hun vil ikke have noget med mig at gøre fordi jeg var som jeg var til sidst. Den desperate og ulykkelige side tog over. Frustrationen og bestræbelsen på at fortælle hende alt nok skulle blive okay, hun skulle bare stole på at jeg kunne lave det om.

Hun siger jeg ikke skal vente på hende, hun siger jeg ikke skal kæmpe. Så hvorfor skulle jeg? Hvorfor ikke bare give slip..

Det er i mit hoved enkelt. Hun betyder verden for mig, mere end jeg nogensinde har fortalt hende (hvilket jeg fortryder inderligt og hader mig selv for).. Hun var bogstaveligt talt den pige jeg ville leve i nuet med men samtidig også kunne se mig selv sammen med om mange år..

Jeg skal til psykolog igen. Der er alt for meget lort i mit hoved.

Hvordan kan hun gå hvis hun savner mig?

Hvis hun gerne ville det, hvorfor så ikke give mig chancen for at vise hende hvad jeg mente med at gøre op for det hele..

Hvordan er det så nemt, bare at lukke en person ude som man elsker.

Hvis hun var bange for at falde tilbage i mine arme hvis hun så mig, betyder det så ikke hjertet godt ved hvad det vil?

Alt sådan noget som jeg fylder mit hoved med fordi jeg er så ulykkelig og ville gå gennem ild og vand for at bevise at det vi havde var noget der kunne holde og blomstre, at det ikke er værd at kaste det væk fordi det er lidt svært.. at man kan løse det.

Jeg ved der har været mange andre ting, hendes arbejde som hun ser som sin sidste udvej, men selvfølgelig ville jeg have bakket hende op i det.. Det skulle prioriteres også selvom det betød vi så hinanden lidt mindre en tid fordi det er vigtigt.

Jeg kommer ud på et sidespor nu, jeg vender tilbage for jeg kan ikke mere lige nu

0 notes

johannesmalm-blog · 8 years ago

Text

Hvad skal vores børn lære derhjemme til folkeskolen?

Der er mange krav til de moderne forældre i folkeskolen. Der er forældreintra, kageordninger og alle de sociale arrangementer, som især op mod jul og sommer kan blive nærmest kaotiske i den store børnefamilie. Børnefamilien er også presset på tid og økonomi i en hverdag, der ofte er præget af ambitioner og perfektionisme også på børnenes vegne. Samtidig har inklusionen stillet større krav til børnenes sociale færdigheder, som rummelighed, behovsudsættelse og konflikthåndtering. Det er et vilkår i folkeskolen, at vi forældre ikke er sammen med vores børn i skolen. Ofte kan forældre føle sig magtesløse, fordi de ikke kan ”fjernstyre” deres børn til at opføre sig ordentligt i skolen. Samtidig viser undersøgelser, at forældrene er den vigtigste enkelt stående faktor for, hvordan børn klarer sig. Der må altså ske en overførsel af læring fra hjemmet til skolen, der er vigtig for de faglige resultater og fællesskaberne i skolen.

Dermed bliver det store spørgsmål: Hvad skal børnene lære derhjemme for at blive dygtige og tilføre noget godt til folkeskolen?

Der er naturligvis mange faktorer i opdragelse, hvilket gør det svært at komme med gode råd. Dog vil jeg vove pelsen, og komme med et bud på noget som er særlig vigtigt, når vi taler pædagogik og opdragelse.

Ydre styring

For nogle år tilbage da jeg skrev mit speciale. ”Forældres betydning for inklusion i folkeskolen”, undersøgte jeg en 6. klasse. Jeg Interviewede læreren, to forældrepar og deres børn. På den fik jeg flere forskelige perspektiver på klassen, og hvad der betød noget for inklusion i klassen. Et af børnene fik en ipad i belønning om sommeren, hvis han havde opført sig ordentligt i 6 klasse. Ipaden er altså belønning for den ønskede adfærd, der er ”ordentlig”

Belønning og straf har historisk set været en meget anvendt og en effektiv opdragelses metode. Især når konkrete ting skal indlæres. Dette tilhører en psykologisk retning der hedder behaviorisme. I den, kan adfærd styres og indlæres, ved en passende respons. Som når ”ordentlig” adfærd giver en ipad (respons).

Skole eksemplet er det berømte forsøg lavet af russiske psykolog Ivan Pavlov (1849-1936), kendt som Pavlovs hunde. Ved at lade en klokke ringe hver gang, den får serveret mad, lærer hunden, at der kommer mad. Når klokken ringer, begynder hunden at producere spyt uden at den kan lugte eller se maden.

Det er altså selve signalet (klokken), der får hunden til at savle og ikke maden eller lugten. Man kan på samme måde præge mennesker til bestemt adfærd ved at påvirke dem og belønne dem for det. Verden er fuld af eksempler på denne pædagogik som fx gode karakterer for rigtige svar, lønstigninger for hårdt arbejde, fredagsslik for at se Disney sjov osv. Og det har jo vist sig at virke rigtig godt. Bare tænk på hvor hårdt arbejdende, karakterliderlige og glade for Disney vi er….

Så skal jeg overføre det til vores lille case, ja, så skulle ipaden gerne gøre at drengen begynder at opføre sig ”ordentligt”. Drengen skal opføre sig ordentligt, fordi han får en belønning og ikke nødvendigvis, fordi han syntes det er det rigtige at gøre.

Under mine observationer i klassen var det helt tydeligt, at han var en af de centrale deltagere i den gruppe der skabte uro i klassen. Kommunikationen mellem skole og hjem var svær hvilket både forældre og lærer gav udtryk for. Igennem mine studier kom jeg frem til fem ting, som nok var med til at opdragelsen ikke virkede hensigtsmæssigt.

1. Han forstod ikke selv, hvorfor han skulle opføre sig ordentligt. Hvilket ville sige, at han ikke havde noget moralsk kompas til at navigere i situationer, hvor der ikke var nogle voksne til at guide ham.

2. Da forældrene ikke var på skolen, var det ikke nyttigt som styrringsredskab.

3. Der var alt for langt (måneder) mellem ordentlighed og ipad og det mistede sin virkning.

4. Det var ikke tydeligt for ham, hvad ”ordentlighed” var, og derfor blev det svært for ham at leve op til.

5. Det sociale samspil i folkeskolen handler om dialog og gensidig forståelse, men hvis man er opdraget med at skulle belønnes med en ting, så kan det være svært, at forstå hvorfor det er vigtigt at opføre sig ordentligt.

Indre styrring

Hvis man kan indre styre, kan man tage sine egne beslutninger. Fx som at sige undskyld for en dum handling, fordi man har dårlig samvittighed, og ikke fordi man har fået at vide, at man skal sige undskyld. Hvis man indre styrer tager man sin læring med sig, fordi det er indlejret i ens personlighed. Her vil jeg lægge mig op ad Per Shultz Jørgensen vision om det ”Robuste barn”:

”Robusthed er at kunne holde ud og hold fast på trods af vanskeligheder. Alle børn har brug for at tilegne sig en vis mental styrke gennem barndommen”

Den mentale styrke Jørgensen taler om er, som jeg ser det et af de fineste mål med opdragelsen, fordi det giver ja robuste og livsduelige børn. Børn, som både kan præstere og være med til at skabe gode fællesskaber i skolen.

Og så tusindkroners spørgsmålet jo, hvordan opdrager vi børn, der er gode til at indre styre?

Jeg tror, der er nogle egenskaber og følelser hos os forældre, som er vigtige for at børn udvikler evnen til at indre styre. Som fx empati, kærlighed, vilje, autensitet og kommunikation.

Barnet må aldrig være i tvivl om, at det er elsket. Kærlighed er svær at tale om, fordi den er svær at definere, og alle elsker vel deres børn ikke? Jeg er ikke i tvivl om at kærligheden eksisterer og er heller ikke i tvivl om, at nogle børn vokser op og er i tvivl om deres mor og fars kærlighed. Det er vi nødt til at tage alvorligt og vise vores børn at vi elsker dem.

Vi må vise vores børn, at vi prøver at gøre det ”rigtige”. Børn kan godt fra en ung alder være med i de moralske overvejelser og dilemmaer i hverdagen. Fx burde man invitere naboens datter med til fødselsdag der lige er flyttet ind, selv om man næsten ikke kender hende? Skal man invitere hele klassen hjem, selv om der er en autistisk dreng, som man nervøs ved. Når vores børn kommer hjem og har været i konflikt i skolen, kan vi prøve at spørge vores børn om de kan se de andres perspektiv osv. Det er ok, at være i tvivl og børn skal lære at tænke selv.

Jeg vil gerne indskyde at denne skelnen mellem det indre og det ydre naturligvis er en intellektuel øvelse. I praksis fungerer vi som hele mennesker og det hele sker samtidig. Fx er ros ofte blevet beskrevet som noget ydre, men helt ærligt så kan ros, når det er ment vel også fungere, som den meget vigtige anerkendelse vi alle sammen har brug for.

Jeg ved godt, at dette er et minefelt af holdninger og jeg risikerer meget nemt at blive normativ ud fra min egen holdning til den ”gode” opdragelse. Derfor er dette kun ment som inspiration til opdragelse, som jeg uden at blinke vil sige er noget af det sværeste, jeg har prøvet i mit liv.

Vi forældre har en enorm betydning for folkeskolen, og for at sige det helt enkelt tror jeg virkelig på, at vi skal lære vores børn at tænke selv.

Deltagelse Nu

0 notes

helleichile · 8 years ago

Photo

22/07/2017

Jeg har vist været lidt vag til at få skrevet noget her i det sidste stykke tid, men det må jeg jo så se, om jeg ikke kan rette lidt op på nu :-)

Siden sidst har jeg haft travlt med at få skrevet de sidste opgaver færdig og få dem afleveret - den sidste blev afleveret igår, så nu har jeg tid til at lave lige præcis det, jeg har lyst til resten af tiden her i Valpo (dvs. i dag og imorgen). Men selvom der har været en hel del skolearbejde, der skulle laves, så har der også været tid til at lave andre ting.

Josefine og jeg var for eksempel hjemme hos Alex for at se finalekampen mellem Tyskland og Chile, og selvom Chile klart spillede bedst det meste af tiden, så endte det med en 1-0 sejr til tysken, men sådan kan det jo gå.. Der hvor Alex bor, bor der også en gut fra Tyskland, men der var nu ikke den store jubel at spore hos ham efter kampen - jeg ved ikke om det var fordi alle chilenerne var der :-)

Vi har også været en tur i botanisk have sammen med et par af de amerikanske piger (Tess og Nora). Det var et super fint sted, og der var dejligt stille og roligt - det kan godt være rart med lidt stilhed, når der konstant er fodboldkampe, hunde der gør, bilalarmer der går i gang osv. Jeg tror aldrig, at der er stille i den by her, men det er en del af charmen :-) I botanisk have så vi et brudepar, der var ved at få taget billeder, og hvis jeg havde boet i nærheden af den her flotte flotte have, så ville jeg nok også kunne have fundet på det :-)

I sidste uge tog Josefine og jeg til La Campana (et bjerg) sammen med vores chilenske venner Alex, Fernando og Matias, for når man står i opgaveskrivning til op over begge ører, så er bjergbestigning den eneste rigtige løsning.. :-D Og det var da også en super god tur! Da vi kom derhen, fik vi at vide, at vi ikke kunne komme helt op på toppen, fordi der var lukket deroppe pga. vinteren. Det højeste sted vi kunne komme op til, var ved de gamle miner. Det skulle nu ikke stoppe drengene, der snakkede meget om, at vi da bare kunne gå derop alligevel for der var ikke noget sne på toppen, kunne vi se. Jeg tror egentlig også, at Josefine og jeg var med på idéen til at starte med, men allerede inden vi var nået op til minerne, var jeg nødt til at konstatere, at mine knæ ikke ville kunne holde til at gå helt op til toppen - dumme gamle knæ.. Da vi kom op til minen, skulle vi selvfølgelig lige se, hvordan sådan en så ud indefra, selvom der var sat en bom for indgangen. Vi tog lidt billeder derinde, så godt som vi nu kunne i mørket, og da vi kom ud igen, så vi at der var et spøgelse på et af de billeder, som Josefine havde taget - det lignede en minearbejder!

Efter at vi havde spist frokost, var det tid til at begynde at gå nedad igen. Josefine og jeg fik øje på en gut med en fin og farverig trøje, og vi snakkede om, at vi da godt lige kunne spørge ham, hvor han havde købt den - men det fik vi ikke lige gjort.. Efter at vi havde gået i et lille stykke tid, så jeg at ham gutten med trøjen kom gående bagved os, og da vi gik og fyldte hele vejen, rykkede jeg mig lidt, så han ville kunne komme forbi. Han gik bare aldrig forbi, og pludselig begyndte Josefine at snakke med en eller anden bagved, og så viste det sig, at ham trøje-gutten var en fra Belgien der hedder Tanguy, som vi havde spansk sammen med helt tilbage i marts! Dengang havde han langt og temmelig krøllet hår, men det var blevet klippet helt kort, og derfor havde vi ikke lige kunne kende ham i farten, da vi så ham oppe ved minen. Han var taget til La Campana alene, så vi sagde, at han da bare kunne følges med os resten af vejen, så det endte med at han fulgtes med vores lille gruppe hele vejen tilbage til Valpo.

Det var en rigtig rigtig god tur, og udsigten deroppe fra var helt fantastisk! Da jeg kom hjem om aftenen, ville jeg lige sætte mig på værelset i fem minutter, inden jeg skulle have aftensmad, men da jeg rejste mig fra stolen igen, kunne jeg næsten ikke stå på mine fødder, for de gjorde simpelthen bare så ondt.. Og dagen efter havde jeg absolut ingen energi, men til gengæld kunne jeg godt mærke at jeg havde ben og fødder, der var blevet brugt lidt for meget på vandringen op og ned af bjerget - men det var det hele værd! :-)

Der har næsten ikke regnet de sidste par uger, så jeg har også fået gået nogle ture heroppe på min cerro, når hovedet lige skulle have lidt luft fra sociologi, historie og psykologi-skrivningen.

I dag har jeg ømme arme, for både igår og i forgårs slæbte jeg pakker ned på posthuset, som så forhåbentlig snart lander hjemme hos mor og far i Klim-strup. I forgårs tog det en halv krig at komme af med pakken, for den skulle tjekkes i alle ender og kanter, og der var en hel del papirer, der skulle udfyldes. Men cirka en time senere og næsten 600 kr. fattigere lykkedes det at komme af med vores pakker (Josefine skulle også sende noget hjem). Så jeg havde væbnet mig med toldmodighed, da jeg skulle på posthuset med ny pakke igen igår.. Men denne gang gik det temmelig smertefrit, og jeg tror kun det tog 15-20 minutter at komme af med pakken, så det var jo fremskridt må man sige :-) Så nu regner jeg kraftigt med, at jeg godt kan have resten af mine pakkenelikker i min rygsæk. Men det finder jeg snart ud af, for jeg regner med, at jeg kan få pakke det meste ned i dag, så jeg ikke skal bekymre mig om det imorgen, når jeg skal afsted.

Det er helt mærkeligt, at det allerede er imorgen, jeg tager afsted fra Valpo! Selvom jeg er klar til at komme hjem nu, så har jeg også været rigtig glad for at bo her (lige på nær alle jordskælvene), og jeg gad egentlig godt at blive her lidt længere.. Men det er fint nok, for jeg har jo stadig to uger tilbage i Chile. På mandag tager jeg til Påskeøen, og når jeg kommer tilbage derfra den 27/7, så tager jeg direkte afsted til San Pedro de Atacama oppe nordpå med en bus. Det tager næsten et døgn fra Santiago til San Pedro med bussen, men så får jeg da set lidt landskaber på vejen :-)

I onsdags skulle der være kommet en ny pige fra USA, som skal bo her hos min familie i det næste semester, men det viste sig, at der var sket en fejl, så hun skulle først komme fredag (igår). Igår viste det sig så, at der igen var sket en fejl, og at hun i stedet skulle komme i dag, men her til morgen fandt vi så ud af, at hun først kommer fredag i næste uge.. Det er simpelthen Chile og organisering af ting, når det går bedst! Men hende når Abbie og jeg så ikke at møde, for Abbie tager hjem til Colorado i eftermiddag, og jeg tager jo afsted herfra imorgen på et eller andet tidspunkt.

Igår aftes mødtes jeg med Josefine og vores amerikanske venner (Abbie, Julia, Jonah og for en kort bemærkning Adi), for at tage til jazz festival i teatret. Det første band var et big band med både børn og voksne, og de var heeeelt vildt gode! Det næste band var som sådan også gode til det de gjorde, men det var lidt for alternativt til min smag, må jeg sige.. Efter at have været til festivallen i halvanden times tid, besluttede vi os for at tage hjem til Josefine for at hygge. På vejen købte vi vin, chips, avokado til guamcamole og is, og så kunne afskedshyggen ellers bare komme an! Det var super hyggeligt, og en god måde at bruge den sidste tid sammen med de andre på :-)

Jeg håber, at der er okay internet de steder, hvor jeg skal bo de næste par uger, så jeg lige kan skrive lidt og vise billeder fra de steder, hvor jeg nu skal hen :-)

0 notes