nfshift-blog1

[nfshift-blog1]

Yesterday

"there's something I have to do, no questions asked" 🙄

[nfshift-blog1]

Jeg giver op..

Jeg har ikke mere, jeg kan ikke holde mig selv oppe. Jeg har ingen tro på mig selv længere. Føler ikke jeg har noget at kæmpe for.. Ville så gerne men..

[nfshift-blog1]

Kæft en lorte dag.

Det her er en af de dage hvor det godt måtte have været 4 måneder tilbage. En af de dage hvor alt bare går skævt men man alligevel kunne se frem til X kom forbi og gjorde det hele bedre.. Et kram, en snak. Hygge og bare være os.

Var til samtale i dag. Det var ikke videre sjovt. Der blev rykket op i nogle ting og sat nogle ord på en masse, men det er som om at det ikke hjælper men kun gør det værre. Måske skal det gøre ondt før det kan blive godt. Synes stadig ikke jeg kan finde rundt i noget af det. Fortvivlelsen, sorgen, smerten og frustrationerne. Han vil gerne have mig gang i et forløb, og jeg følger vel egentlig bare med. Jeg har lovet X at være stærk, men jeg føler mig ikke stærk. Det hele sker på tekst, gad godt jeg kunne have hørt hende sige det til mig face to face. Tekst er kompliceret, men også for nemt. Tekst er ikke personligt men alligevel kan man formulere personlige ting. Jeg ved det ikke. Hun nævnte som sagt den anden dag hun kunne finde på at troppe op ud af det blå.. Hvor måtte det godt være nu eller snart. Hun beroliger mig, selv på tekst. Hendes blik, stemme og nærvær gør mig rolig og får mig til at kunne tænke klart. Selv hun kunne være sur på mig var hun alligevel min motivation og ja. 

Kan ikke rigtigt gå i detaljer her. Men skal til samtale igen på torsdag og så i forløb. Angsten og depressionen blev mere eller mindre slået helt fast i dag..

[nfshift-blog1]

This sounds dumb but..

Det her lyder underligt.. Men kæft jeg savner at spille minecraft med hende.. bare spille.

Det var bare det. #tanker

[nfshift-blog1]

Psykolog i morgen

Skal til psykolog igen i morgen.. jeg orker det ikke. De siger det hjælper men jeg kan ikke mærke det og kan ikke se hvorfor det skulle kunne hjælpe mig. Jeg burde sætte mig selv først men jeg føler ikke for det. Jeg tænker ikke på mig selv mit fokus ligger hos X der virker så fortvivlet og tom. Jeg prøver at være der på den måde jeg nu kan, prøver at kaste alt andet til siden fordi det kan godt være hendes facader og hårde attitude virker hvor hun er men jeg ser lige igennem det og hun ved det godt. Stoppe med at kæmpe siger hun, det er ikke mit problem og hun skal klare det selv. I get it. 

Men hun må have spist søm hvis hun tror hun først kan tage vejret fra mig på den mest fantastiske måde og bagefter regne med jeg bare kan glemme hende eller stoppe med at bekymre mig. Et hej havde været rart, men jeg kan ikke starte samtalen. Mine muligheder? ingen. Jeg må stå fast og måske hun får brug for at snakke, måske ikke.. Jeg ville ikke have det godt med mig selv hvis jeg forlod hendes side.

Jeg gør hvad jeg kan for mig selv. Jeg tager imod den hjælp jeg får tilbudt. Men det føles nytteløst. Jeg føler mig ikke hel og hvordan skal de kunne hjælpe mig med det?

I won’t leave you behind. 

[nfshift-blog1]

Så i dag..

I dag synes jeg har været noget at en rutsjebanetur. Op og ned, ved ikke helt hvilket af det der er godt eller skidt. Jeg fik flyttet mit fokus ved at kunne få lov til at lytte til, lad os kalde hende X. Der er ingen tvivl om der er opsat facader og andre ting der bekymre mig en smule. Jeg vil ikke gå i detaljer her, men jeg fik lyttet og der er meget frustration. X sagde, at hun godt kunne finde på bare at dukke op og snakke og jeg sagde at døren altid var åben. Jeg tvivler på det sker men jeg har det godt med at have tilbudt det.

Udover det så intet. Jeg sidder og prøver at lave noget men falder egentlig bare i staver. Sjovt som hun har en måde at løfte mig på dog, altid..

Tiden går med minecraft, det er en god tidsrøver. Jeg synes ikke jeg kan fjerne fokus fra noget, jeg ved ikke engang hvor mit fokus ligger.. Men jeg får lov til at sidde uden at skulle tænke og bare placere blokke og intet andet.

Folk hiver hele tiden fat i mig og beder mig komme ud eller tage med ud. Jeg synes ikke rigtigt jeg hverken kan eller har lyst, har bare lyst til at sidde her og nej det får mig ikke videre..

Men et eller andet må jeg gøre, jeg lovede X hvis ikke det skulle være for mig selv, hvilket det nok burde, så i hvert fald for hende.. Hun er sød mod mig trods alt jeg har gjort. Hun er også irriterende men ikke på en dårlig måde.. det er bare.. jeg sidder og så pludselig kan hun få det bedste op i mig og jeg ved ikke hvor det kommer fra når jeg føler jeg har ramt bunden.. jeg er taknemmelig.

[nfshift-blog1]

Det er jeg sku ked af at høre bro. I var så søde og gode sammen. Håber du får muligheden igen en dag. Chin up bro.

Tak. Jeg kunne ikke være mere enig.. men ja.. håber jeg også der er for mange gode minder og stunder til at smide væk.. jeg prøver om ikke andet for at vise hende at, ja pas. men tak..

[nfshift-blog1]

Jeg burde..

Jeg burde prøve at være produktiv, burde komme i gang med et eller andet. Jeg befinder mig selv i en situation hvor jeg godt ved jeg burde gøre noget, men det er som om man har en ud af kroppen fornemmelse, at man står og kigger på sig selv ikke kan komme i gang. Det er som om den mindste og nemmeste ting er den hårdeste opgave man kan kaste efter mig for tiden.

Man ved godt det er forkert at sidde og tænke, at man ikke dur til noget, men uanset sidder man og hakker ned på sig selv. “Du dur ikke til noget”. Og det er svært ikke at bare tro på det når det er en selv der fortæller en det..

Jeg kan ikke tilgive mig selv og tanken om på magisk vis at blive tilgivet på en anden konto gør det ikke nemmere.

[nfshift-blog1]

Hvem handler det om?

Det handler om mig, andre sætter jeg ikke navn på.

[nfshift-blog1]

ingen er perfekte, og jeg er slet ikke. Jeg beder ikke om det perfekte forhold så længe man kan fjolle rundt og være sig selv med hinanden..

Jeg har fået at vide jeg ikke skal vente, jeg har fået at vide kontakten er slut. Stopper jeg med at vente eller kæmpe uset, uhørt og selvom hun ikke ser det? Nej.. Hendes fortid er noget lort, min ligeså.. Helvede skulle fryse til is hvis jeg skulle forlade hendes side.

[nfshift-blog1]

Spørgsmål.

Så endnu en dag går med bare at sidde og tænke. Har ikke rigtigt lyst til noget, kan ikke rigtigt noget og det er ulideligt. Kan ikke være i mig selv.

Jeg stiller mig de samme spørgsmål om og om igen..

Hvad gik galt?

well.. På en måde ved jeg det ikke og på en måde gør jeg. Det er sparsomt hvad hun har villet snakke om så jeg har en masse spørgsmål jeg aldrig fik svar på, det er frustrerende fordi det tilføjer til spørgsmålet “Hvad gik galt?” som jeg ikke kan svare på.

Vi var for lidt ude.. Vi lavede for lidt udover at sidde ved computeren. Jeg har været egoistisk. Jeg ville gerne og jeg forstår ikke hvorfor “Skal vi ikke gå en tur?” fik svaret “Jeg gider ikke rigtigt” eller “orker ikke rigtigt”. Hvem siger det skulle have været mere end 10 minutters gåtur, 20 minutter måske. Bare ud. “Skal vi ikke se south park?” .. “Nej jeg synes ikke det er sjovt” jamen og hvad så? et afsnit varer ikke længe, selvfølgelig kunne vi da se det, jeg har selv set det engang og ret meget, måske jeg er blevet træt af det men selvfølgelig kunne vi da det. Der var så mange ting.. Jeg glemte hende aldrig men jeg føler at vi gjorde for lidt af det hun ville.. det jeg også gerne ville..

Hun savner og elsker mig, havde stadig været i det under andre omstændigheder.

Dette var noget hun både sagde og skrev til mig. Jeg ville så gerne bevise jeg har lært så meget af at være et fjols. Bevise at det hun gerne ville kunne blive en realitet på stedet. Jeg har ikke været utro, jeg har ikke slået hende. Jeg bad ikke om en chance for at bevise det kunne stoppes det er i stedet for de små ting som man måske i første omgang skulle have snakket om noget mere og ikke slået op over. Havde det været fordi jeg havde slået hende eller været utro, så var det fanme svært og op ad bakke.. men jeg føler det her kunne ændres fra en dag til en anden..

Jeg prøvede desperat at fortælle hende at jeg ville ændre mig for min egen såvel som for hendes og min skyld. Ikke ændre mig som i mig men mine prioriteter og ja.. Det virker som om hun har lavet en regel, at man ikke går tilbage fordi der ingen chance er for at ændre på noget.. Jeg er så bange for det er hendes fortid der snakker og jeg kender følelsen.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at kunne overbevise hende eller måske at vise hende det ikke handler om fortid men det handler om at få fodfæste, vi var lige officielt kommet sammen og man skulle lige.. jeg ved det ikke. Kunne jeg skrue tiden tilbage og gjort alt om så havde jeg gjort det..

Hvad savner jeg ikke?

jeg bliver nødt til at være realistisk. Der er ting jeg ikke savner.

Jeg savner ikke de gange hvor vi diskuterede i telefonen eller på tekst.. Vi skulle have været enige om, at sådan noget skulle ikke foregå på den måde så hellere tage den ansigt til ansigt. Jeg savner ikke at sidde og arbejde når hun var her selv på trods af hun sad og hyggede sig med at finde musik og spille lidt. Jeg savner ikke at jeg brugte så meget tid på mange andre ting når hun var her.

Jeg savner ikke at være væk fra hende..

Hvad savner jeg?

Næsten alt. Jeg savner at hente hende ved bussen, tage hendes og tage hende i hånden og gå hjem sammen. Jeg savner at se film og serier, jeg savner de aftener vi sad og spillede minecraft og “vi har chips”. Jeg savner at gå over og fodre ænder med hende, at gå ud i byen med hende eller hive hende med ned til isbjerget og tage billeder. 

Jeg savner hendes smil, øjne og hendes kærlige måde hun var på. Når vi lå sammen skulle hun altid have en pude op og ligge på mig. Når vi lå og puttede skulle hun altid grave sig helt ind inden hun kunne få ro. Savner vores bade, vores særligheder, pudekampe, kildekampe og at sidde i vinduet og ryge en smøg sammen.

Jeg savner de aftener hvor vi sad inde og vi var på radioen og hørte god musik sammen og hun sad og skrev og hyggede sig. Jeg savner hun skriver til mig og spørger om vi skal came når vi ikke var sammen, bare sidde med hinanden på den måde. Jeg savner helt tilbage hvor hun lå i sin seng på sjælland og fortalte mig om hende selv og jeg lyttede, at hun sad og lyttede på mig i timevis øve mig til at blive DJ. Hun dansede for mig, bakkede mig op og var så sød.

Jeg savner vores snaps, vores beskeder. Godmorgen, godnat og alt der imellem.

Jeg savner at gå i BR og drille hende lidt med tøjstørrelsen, at tage hende med op til min far og spise og se en film, at vise hende frem til mine venner og bare generelt savner jeg hun render rundt og vælter og er lidt klodset - for selvom jeg altid tager lidt pis på hende, så er det så sødt. Selv når vi går ned og køber en hotdog sammen, det savner jeg.. Det er lige før jeg savner at skændes for at bagefter blive gode venner og høre hende sig hun elsker mig.

Jeg savner at høre hende sige, at jeg gør hende tryg og glad. 

Jeg savner hendes stemme..

Hvad vil jeg gøre nu?

Jeg er tom. Jeg ved det ikke.. Jeg kan ikke gøre noget. Hun har slettet og blokeret mig. Hun vil ikke have noget med mig at gøre fordi jeg var som jeg var til sidst. Den desperate og ulykkelige side tog over. Frustrationen og bestræbelsen på at fortælle hende alt nok skulle blive okay, hun skulle bare stole på at jeg kunne lave det om. 

Hun siger jeg ikke skal vente på hende, hun siger jeg ikke skal kæmpe. Så hvorfor skulle jeg? Hvorfor ikke bare give slip..

Det er i mit hoved enkelt. Hun betyder verden for mig, mere end jeg nogensinde har fortalt hende (hvilket jeg fortryder inderligt og hader mig selv for).. Hun var bogstaveligt talt den pige jeg ville leve i nuet med men samtidig også kunne se mig selv sammen med om mange år.. 

Jeg skal til psykolog igen. Der er alt for meget lort i mit hoved.

Hvordan kan hun gå hvis hun savner mig?

Hvis hun gerne ville det, hvorfor så ikke give mig chancen for at vise hende hvad jeg mente med at gøre op for det hele..

Hvordan er det så nemt, bare at lukke en person ude som man elsker.

Hvis hun var bange for at falde tilbage i mine arme hvis hun så mig, betyder det så ikke hjertet godt ved hvad det vil?

Alt sådan noget som jeg fylder mit hoved med fordi jeg er så ulykkelig og ville gå gennem ild og vand for at bevise at det vi havde var noget der kunne holde og blomstre, at det ikke er værd at kaste det væk fordi det er lidt svært.. at man kan løse det.

Jeg ved der har været mange andre ting, hendes arbejde som hun ser som sin sidste udvej, men selvfølgelig ville jeg have bakket hende op i det.. Det skulle prioriteres også selvom det betød vi så hinanden lidt mindre en tid fordi det er vigtigt.

Jeg kommer ud på et sidespor nu, jeg vender tilbage for jeg kan ikke mere lige nu

[nfshift-blog1]

Hvad gik der galt?

Så.. Det er noget tid siden. Jeg havde lovet mig selv at holde mig selv opdateret her. Long story short, damen og jeg er ikke sammen mere. Fra den ene dag til den anden var det slut..

Der er sket så meget, jeg er gået ned med flaget og har søgt hjælp. Hjælp fordi jeg har brug for det.

Psykologen sagde jeg havde træk til depression og angst. Jeg ved ikke rigtigt noget. Jeg kan ikke rigtigt tænke og jeg synes alt hvad jeg gør er forkert..

Jeg prøvede at komme lidt ud og jeg prøvede at være en ven for hende. Prøvede at respektere hende men savnet og desperationen tog over.. igen.. og det ser ud til jeg har ødelagt alt.. Hun ville have været inde og snakke, faktisk lytte til mig. Det fuckede jeg op. Hun sagde hun stadigvæk holdt af mig og tog mig med ud. Det fuckede jeg op.

Mørke tanker overtog og jeg blev kastet afsted fordi det var på tide jeg fik hjælp. 

Jeg kan ikke mere lige nu..

[nfshift-blog1]

Indlagt

Jaeh.. Så ligger man her på hospitalet og er indlagt for, ja hvad ved jeg. Blodprøver og tests og en masse ventetid er egentlig alt hvad der foregår.

Feberen har lagt sig lidt og jeg har det bedre, og man ligger og funderer en smule. Damen var forbi og var så sød, hun hentede ting i Netto til mig og lå oppe hos mig i sengen og i en tid hvor tingene er lidt træls så er det helt sikkert noget der er med til at holde humøret oppe. Jeg glæder mig sgu egentlig bare til at komme hjem, hjem og putte, hygge og komme ovenpå igen for det her trækker ud og er bare en pain in the ass.

Damen, som nævnt før, har været en stor støtte. Jeg sidder lidt og tænker over hvordan man kan betale hende tilbage. Jeg ved godt hvad hun vil sige, hun vil bare være der og det er en selvfølge, men ikke desto mindre så betyder det nok mere for mig end hun tror.

Jeg tænker lidt ud at spise, eller en biograftur eller sådan noget. Måske det virker lidt cliché agtigt, men jeg ligger og tænker på at lave sådan et klippekort. Ikke de her sex klippekort eller sådan noget som folk er alt for crazy med, men ud at spise, gåtur, en oplevelse eller sådan noget. Nu er det snart Århus festuge så jeg tænker at det ville være et perfekt tidspunkt og jeg tror der kommer sådan noget kajak halløj igen hvor man kan leje en time for 100 kr. og så kan man sejle ud og bare være sig selv med hinanden. 

Men man bruger tiden når man bare ligger og kigger ud i luften. Man tænker for der er vitterligt ikke andet at give sig til, der er ikke engang TV på stuen! Når damen bare er der, og man føler sig tryg og holdt af, det får en til at tænke “Hvorfor skændes vi?” Jeg tror også jeg er god til at argumentere, og jeg er stædig men det er hun også og det er faktisk lidt sødt. Men uanset, når jeg ligger her og tænker så dukker der også tanker om som “Jamen.. Jeg vil ikke skændes eller diskutere. Næste gang, så sig du elsker hende” Der har været for mange gange, også alt for mange trusler om at slå op og jeg ved jo hun ikke mener det, men man kan blive irriteret og desperat og hvad ved jeg. Uanset er det ikke rart at høre på, hver gang er jeg bange for at miste hende og det er det sidste jeg vil.

Der er ingen tvivl om, at når jeg kommer på benene igen så kommer der andre boller på suppen. Alt det radio osv. hænger mig ud af halsen og jeg ligger og tænker det faktisk står i vejen for, at vi kommer mere ud. Hun har før nævnt hun vil mere ud så det er det vi skal. Overvejer lidt at tage hende med til Randers Regnskov på et tidspunkt, det tror jeg hun ville kunne lide. En tur i dyrehaven, mere ned til isbjerget hvor vi lallede rundt før og jeg husker de billeder jeg tog af hende og hvor glad hun dansede rundt. Det var en succes som helt sikkert skal gentages.

Anyways, tid til blodprøve. 

Kan godt lide at jeg sidder og skriver til mig selv, man føler sig slet ikke dum. Men jeg tror det er godt for mig, kan godt mærke at jeg har nogle ting i mig der skal ud så jeg kan fokusere og bruge mere energi andre steder som er vigtigere.