#jo ked

[egy-lany-blogja]

Csak szeretnék újra önfeledten nevetni,szeretnék újra önmagam lenni mindenféle játszmák nélkül, szeretném levetkőzni a megfelelési kényszerem,szeretnék újra szerelmes lenni,szeretném azt az érzést újra át élni mikor a világ rózsaszínné változik,szeretném újra érezni,hogy valaki bolondul értem szeretném az öleléséből azt érezni,fél attól,hogy elveszít...szeretnék valakivel közös terveket szőni a csillagos égbolt alatt egy pakrócon össze bújva fekve...

[soelvfisk]

Hej lille tumblr🤍

Undskyld. Jeg er så ked af hvordan jeg lod alting hænge som et ekko af altomsluttende håbløshed. Det var en afsked. Det er uhyggeligt.

Jeg tog et kæmpe kæmpe dyk. Men jeg er her. Og jeg får hjælp<3

Jeg ryster mens jeg skriver dette, for jeg føler mig meget ramt af alvoren i det er sket og hvordan forskrækkelsen slår rødder langt dybere end man kan se når man er deprimeret. Det har jo tydeligvis ikke kun ramt mig og mine nærmeste.

Kæmpe undskyld. Mine ord og mit efterfølgende fravær herpå, har været kilde til en type bekymring og afmagt som ingen fortjener at sidde med. Uvisheden.

Jeg er på benene og ligner ikke én der har haft det så skidt. Det er uhyggeligt hvor nemt det er at “skubbe væk” og derfor også skræmmende hvor usynligt det kan blive. Ingen ser at man er et ømt menneske, bag en kæmpe vinterjakke. I dag handlede jeg i føtex. I forgårs fik jeg skældud af en mand der ikke synes hund måtte tisse på gaden. Livet er meget surrealistisk at være i, når man har været tæt på at vælge det helt fra. Og jeg kan være skræmt over at lige en der er okay… som om det der skete ikke var alvorligt. Men alvoren runger stadig. Forskellen er bare, at “i live” er en ret okay måde at have det på.

Lige nu er jeg så lettet over at jeg stadig er her. Jeg har håb.

Tak for jer<3 Jeg føler mig meget passet på. Græder.

Jeg håber i kan tilgive mig for den afmagt og forskrækkelse jeg har været skyld i. Og selv hvis det ikke kan lade sig gøre, kan jeg sagtens forstå det.

Undskyld og kram fra mig

[vingefang]

I dag er det et år siden vi så hinanden sidst. I går var det et år siden han sagde, at han ikke synes vi skulle være sammen længere. Jeg var syg med forkølelse på det tidspunkt, og jeg er syg med en forkølelse nu. Jeg er blevet hjemme fra skole og ligger i sengen. Jeg ser matador og jeg græder. I dag går jeg ind i det. I tirsdags sendte jeg ham en besked og i søndags svarede han og jeg har ikke svaret ham endnu. Den mærkelige afstand i beskederne, tonen, han endte beskeden med “Kram!” Og et hjerte “<3”. Jeg savner ham, men jeg ved jo ikke længere noget om ham. Eller: jeg ved alt muligt om ham og et menneske forandrer sig m��ske slet ikke så meget. Jeg håber, at han savner mig, jeg håber at han tænker på mig nogle gange. Jeg har mange spørgsmål. Jeg skriver det her i affekt. Jeg er bange for, at han tænker at jeg er dum. Jeg er bange for, at han aldrig tænker på mig. Jeg er meget ked af det, men det er længe siden jeg har været det, så det er okay. Jeg troede måske, at jeg ville være et andet sted nu, men det er ikke mærkeligt at ting tager lang tid. At jeg stadig savner ham, kigger på et billede af ham, eller læser en note han har skrevet til mig engang. Det er ikke mærkeligt, det er menneskeligt og jeg er glad for, at jeg har elsket nogen på den måde (elsker?). Jeg kan ikke helt forstå, at der er gået et år. Tiden. Pis altså. Min veninde sagde i går, at hendes ekskæreste for nyligt havde sagt til hende, at “hun stadig har kærlighedens ansigt”, fordi han ikke har været forelsket i nogen siden hende. Det lagde sig et sted inde i mig. H har stadig kærlighedens ansigt. Jeg har ingen planer i dag og jeg skal prøve at tage den med ro. Jeg skal hvile mig og jeg må gerne græde hele dagen, hvis det er det der sker. Jeg må gerne gå ind i det. Og så skal jeg stå op i morgen og så er dagen ny. Kh

[technotaarer]

Indre rod shit post

Lige siden jeg var 17-18 år og havde mit “glow up” har jeg synes det er virkelig svært, det med at folk vil en for udseendet. Nu er jeg 24 og jeg troede faktisk at det var et gammelt mønster jeg har brudt ud af, men så finder jeg mig selv i Indien, hvor jeg møder en lokal fyr jeg synes jeg connecter med på et sjæleligt niveau, og det føles mutual. Efter et par ugers overvejelser om om jeg vil give et stykke af mig selv til ham, og nogle dagdrømme om os der laver “love making” and not just fucking. Det er helligt for mig som voksen. Sådan at mikse energier være intime. Og hvad jeg troede ville være en sensuel oplevelse, ender bare med at han bare vil kneppe som var det er pornofilm. Jeg er skorpion så jeg elsker passion, og jeg er følsom, dyb og verbal. Så det gør mig faktisk frygteligt ked af det, når det skal være på den måde. Og sådan er det bare tit. Det er et mønster. Måske er det noget med de mænd jeg falder for? Det lyder seriøst så Pick me, men jeg er oprigtigt træt af mænds henvendelser, der bunder i seksuelle ting, og det er også mit indre mandehad jeg skal lære at pakke væk, og lade vær at vande for så gror det jo, i mig og omkring mig. Men altså har bare grædt hele dagen (det var i går) fordi at jeg føler når andre ikke respekterer og sætter pris på mig, så respektere jeg jo heller ikke mig selv. Fordi jeg finder mig i det. Og det er nok det største svigt jeg kender til. Når jeg svigter mig selv. Vi lå og stargazede forinden fordi det var nymåne, og så spurgte han mig, hvad jeg ikke kunne lide ved ham (lidt weird). Jeg valgte at sige ej okay jeg kan sige hvad jeg godt kan lide ved dig og sige noget jeg ikke er så glad for. Og så gav jeg ham jo ellers en længere dyb smøre med nogle personlighedstræk jeg har bidt mærke i ved ham, og han lysnede helt op. Så spurgte jeg ham tilbage, og han valgte så at sige mine øjne og så bare punktum. Så var jeg sådan “okay ikke mere?” Og så vælger manden at svare, noget i stil med mine former/krop. Jeg begyndte at græde. Meget og ukontrolleret, fordi han ikke nævnte andet end fysiske ting, og han var så forvirret. Jeg prøvede at forklare, og han prøvede at forstå. Der var en eller anden sitren jeg mærkede når vi ellers kyssede som døde der. Jeg troede det var ægte. At det var min sjæl. Og ikke min Vesselbo jeg har fået tildelt i dette liv på jorden, der gjorde at han brugte tid sammen med mig, og viste interesse for mig. Men dumme mig prøvede at finde den igen. Den der sitren - for det føltes så ægte. Han mindede mig om at han bare er dumdum, og at han sagde til mig F.eks. første dag vi mødtes at jeg havde en smuk sjæl. Og så valgte jeg at være sådan nå ja han er jo sød og værdsætter mig, han er bare dårlig til ord som den skytte han er. Fuck jeg hader mig selv lidt for det, men det jo også bare en lærestreg, jeg må tage til mig, og snart lærer af. Så går jeg ud og spiser morgenmad med mit hævede grædeansigt og nu kommer Pick me delen, men tjeneren som jeg har mødt et par gange nu, skriver sit nummer på regningen, og en mand der sidder et par borde fra mig, finder mig på vejen hjem og henvender sig til mig, og prøver at småflirte lidt. LAD MIG VÆRE. JEG VIL IKKE MERE DISTRATIONER OG SKUFFELSER. Og jeg gider bestemt ikke i dag henvendelser der bygger på mit udseende. Jeg er træt. Jeg er træt af at være min krop. Det også bare forstærkende. Når man gang bliver mødt af dette fokus, begynder jo også selv at vægte det, føle det betyder noget. Jeg havde et scooteruheld hvor jeg kørte ind i pigtråd med mit højre ben, for 2 uger siden. Og det ikke kønt. Overhovedet. Så bliver jeg super selvbevidst omkring det. Igen også fordi at det er alt folk og fremmede kommenterer på og jeg sådan det er ikke min fucking identitet kan vi snakke om noget andet. For et par år siden da jeg hormonel akne i en ret høj grad, kunne jeg nogle gange ikke få mig selv til at forlade mit værelse. Det er jeg heldigvis vokset fra, men det var faktisk virkelig slemt, og den dag i dag hvis jeg får en bums, ser jeg det som meget værre og fatalt end folk ser det som udefra

[rachlou86]

Thanks for tagging me @notesonartistry and @genxtraordinaire

[litteraturhistorikeren]

Jeg har haft nogle hårde uger. Jeg føler mig stadig rå efter den spontane abort, jeg havde for 1,5 uger siden, hvor jeg ikke engang vidste, jeg var gravid, før det skete.

Nu holder jeg ædru juni, og det blev skudt i gang med et rave i en skov her i Finland i lørdags. Det startede rigtigt godt, min kæreste og jeg holdt forfest med nogle af hans venner i vores lejlighed. Jeg bondede meget med hans venner, de er virkeligt søde og sjove, og de lader til rigtigt godt at kunne lide mig. I skoven var alting helt magisk, der var så fint pyntet op, og bassen pumpede gennem jorden som skovens hjerteslag. Vi satte en camp op, min kæreste var fuld, hans venner var fulde og skæve, men det var egentlig fint at være ædru. En af hans venner var meget opmærksom på mig, tog mig med hen for at danse, gav mig mange komplimenter, talte med mig. Min bedste ven her i Finland ankom, og han og jeg dansede og havde det sjovt.

Min kærestes ekskæreste ankom. Han havde ikke fortalt mig, at hun ville være der, men jeg håndterede det godt, synes jeg, selvom jeg ikke er så glad for den slags overraskelser og foretrækker at være mentalt forberedt. Vi hilste på hinanden, og så dansede jeg noget mere.

En vigtig detalje i denne historie er, at min kæreste og jeg er poly, men har nogle få regler - grænser sat af mig, fordi det er mit første poly forhold, og jeg er nødt til at kunne følge med. En af de regler er, at vi ikke kysser med andre, når vi er ude sammen.

Med det sagt kan jeg så fortælle, at da jeg kom tilbage til vores camp, så jeg min kæreste sidde og kysse med sin ekskæreste.

Jeg blev så ked af det. Og så vred. Ikke decideret over at se ham kysse med en anden, med sin eks, men over at han brød en af vores regler. Jeg hev ham til side og talte med ham. Jeg græd. Jeg ville hjem. Han fulgte mig til det nærmeste busstoppested, og jeg fortalte ham grædende, at det her jo var utroskab, han havde brudt en regel for vores forhold, det er jo at være mig utro. Han gav mig ret.

Jeg bad ham om at tage hjem med mig, fordi jeg ikke ville være alene, og han sagde, at han ville hente sin taske og så tage med mig hjem. Tyve minutter senere ringede han og sagde, at han ikke ville tage med mig hjem alligevel, han ville blive og feste med sine venner.

Jeg var så knust. Min ven kom ned til mig og sad med mig i over en time for at vente på bussen, krammede mig, mens jeg græd, talte med mig og lyttede til mig.

Søndag havde min kæreste voldsomme tømmermænd, og vi endte med ikke at tale før sent om aftenen. Jeg talte med ham om de grænser, han havde brudt, hvordan han havde brudt min tillid. Hvordan han derefter havde svigtet mig, da jeg havde brug for ham, mens jeg var i en kæmpe følelsesmæssig krise. Mens vores forhold var i en krise. Han undskyldte mange gange. Lovede at lære af sine fejl.

Jeg har gået ture de sidste dage. Ringet til to af mine venner hjemme i Danmark; min bedste ven støttede mig meget og sagde, at han var sikker på, vi nok skulle finde ud af det. Min veninde, som er på min kærestes alder og har været poly lige så længe, som han har - jeg kalder hende mit "poly-orakel" - havde for en gangs skyld ingen råd; hun sagde, at hun aldrig ville have gjort, hvad han gjorde. At det bare var fucked up. At hun var begyndt at se et mønster i, at min kæreste har en tendens til at sætte sine lyster over mine behov.

Vi talte lidt mere i går, min kæreste og jeg. Om at vores regel måske kunne være blevet diskuteret, før han gjorde, hvad han gjorde, men at nu må den blive - i hvert fald indtil jeg føler, jeg kan stole på ham igen. For det føler jeg ikke nu.

Søndag havde jeg en fod ude ad døren, det må jeg indrømme. Jeg undersøgte forskellige rejsemuligheder, brainstormede, hvad fanden jeg lige skulle gøre, hvis vi slog op. Jeg flyttede til Finland for ham, for himlens skyld. Vi bor sammen her.

Jeg har sagt til ham, at jeg ikke kan tilgive ham endnu, at jeg har brug for tid. Jeg har sagt til ham, at jeg har brug for at tænke over tingene. Jeg er så forvirret og så ked af det. Jeg elsker ham så højt, men jeg har også brug for at føle, at jeg er så vigtig for ham, som han siger, jeg er. Ord er ikke nok, der skal handling bag. Han kan ikke kun tage sig af mig, når det er belejligt for ham. Følelser er ikke altid belejlige. Han kan ikke kun respektere mine grænser, når det er belejligt for ham. Jeg er stadig vred, kan jeg mærke. Jeg håber, vi kan komme igennem det her; men jeg vil heller ikke tvinge mig selv igennem det med ham, hvis det ikke er det bedste for mig.

Jeg håber, tiden vil hele os.

[etfortabtsind]

EN BRØKDEL AF MIN HISTORIE

det her opslag er svært at skrive.

blev dybt forgældet på min 21-års fødselsdag for 2 år siden. kryptobørsen FTX gik konkurs, og jeg skyldte over 70 mio kr. fordelt på et par mennesker. midt i jeg spiste stegt flæsk med hele min dejlige familie og fejrede mig. sikke en dag.

en 21-årig der skyldte væk, hvad man normalt ville tjene over 5 fulde livstider på det danske arbejdsmarked. daglige dødstrusler, breve fra advokater, trusler om sagsøgninger, hadefulde beskeder, stalkere.

ALT SAMMEN PÅ GRUND AF NOGET, SOM JEG IKKE HVERKEN VAR SKYLD I ELLER KUNNE FOHINDRE.

jeg måtte ofre alt. penge, tid, venner, familie, min ekskæreste og alt andet, som betød noget for mig. både af frygt for at jeg skulle skade andre end mig selv, men også fordi jeg var nødt til at fokusere på at tjene penge, hvis jeg skulle have det mindste håb om at komme igennem det her.

det er vildt at tænke på, at jeg i år har formået både at blive gældfri, og det er endnu vildere, at jeg har overlevet alle de lange nætter og alle de træls tanker.

jeg har egentligt aldrig fortalt nogle om de her ting jeg gik igennem - kun 2-3 personer, og det er først for nylig efter det hele er overstået. jeg var pinlig berørt, og jeg var ked af det. min familie har ingen idé, men jeg er ikke klar til at fortælle dem det endnu. men jeg er helt sikker på, at det vil besvare så mange spørgsmål, for så mange mennesker. jeg håber at dagen hvor jeg er klar, en dag vil komme.

men hey, rent økonomisk kan jeg jo nu være pisse glad, for alle de muligheder det har ført til - og hold nu kæft hvor har jeg lært meget. både arbejdsmæssigt, men virkeligt også menneskeligt.

HJÆLP HVOR DU KAN, UANSET OM DET GAVNER DIG. NOGLE HAR DET MÅSKE VÆRRE END DU TROR.

utroligt hvor livet kan vende. især når man ikke har noget at miste.

[toastvlogger]

Nummer 11

Det gør mig fucking ked af det at du ikke elsker mig

Jeg har brug for at ligge på dit bryst

At vide at når mine tåre falder, så gør du det godt igen

Jeg har brug for dig

Hvis du så ikke kan li tanken om mig

Så vil jeg ønske du sagde det

For tanken om at mine følelser er forgæves

Dræber mig langsomt indeni

Jeg har brug for at nogen elsker mig

Jeg ved godt at du nok har travlt og at det er derfor

Men når jeg ser hvordan du kigger på mig

Kan jeg godt se hvad du tænker

Jeg er slet ingenting for dig

Du skrev en sang om en du elsker

Og jeg håbede så inderligt at det var mig

Men nu hvor jeg sætter mig ned og tænker

Ved jeg godt at det er en sindssyg tanke

Du tænker slet ikke på mig.

I din sang skrev du om oplevelser der lignede vores

Den første gang vi mødtes for alvor som jeg egentlig havde glemt

Ville det ikke være helt perfekt hvis det var sådan?

Du skrev om at du ville have dem til at be for din kærlighed

Spiller du bare kostbar?

Skal jeg blive ved med at prøve?

Nej, den er jo ikke til mig.

Jeg føler mig fucking skør når jeg har det sådan

For hvorfor prøver jeg at tro du gider mig

Nogen gange vil jeg ønske at jeg hadede dig

Jeg vil så gerne være ligeglad

[fantasifuld]

Nå jeg dumpede den der eksamen. Det kom jo ikke rigtig som et chok for mig, havde set den komme. Derfor er jeg heller ikke sådan ked af det over det. Har det faktisk helt fint. Det er bare nedern. Mest fordi reeksamen ligger i slut februar. Og jeg starter praktik i starten af februar. Det er presset. Men tænker at det nok skal gå. Er bare ret sikker på, at reeksamen er mundtlig. Hvilket gør mig ret nervøs. Når det i forvejen er så svært.

[blondinehjerne]

Jeg ved du ville være ked af det, hvis du tænkte over hvordan du behandlede mig. Det var jo dig der plejede at kigge mig i øjenene og fortælle mig at jeg aldrig var for meget og de andre måtte i såfald være for lidt. Indtil den dag, hvor dine ord ikke længere holdte, jeg blev for meget og du blev for lidt. Du fik nok af mig, fordi jeg var for meget for dig. Og det er the silver lining, for det handler på ingen måde om mig, men alt om din kapacitet.

[soelvfisk]

Nu har jeg valgt at jeg skal flytte igen. Og selvom jeg normalt er meget obs på ikke at blive en del af problemet, så har jeg overgivet mig til the dark side of being a pain in the ass; At fighte ild med ild. Så gæt hvem der er på vej i boxit for at hente min cd-afspiller og alt jeg ejer med Shakira og 90’er RnB. Jeg skal høre hips don’t lie og “whats looooove - got to do, got to do with it babe” indtil jeg får en støjklage. Det er mit nye mål. Fuck alt, jeg er ikke engang ked af det. Boom and be gone, følelsen. Måske skal jeg bygge noget? Skulle jeg ikke også hente min excentersliber i boxit og renovere mit spisebord? Jo. Det tror jeg faktisk. Det kunne godt lige trænge til en ordentlig slibning midt i restaurantens åbningstid. Det her humør: Hej, mit navn er irrelevant, for du kan bare kalde mig en fucking pestilens:) Jeg ved det er gensidigt:) :))) :))))) :) Aldrig har jeg følt mig mere usympatisk.

[vingefang]

lige nu sker der så meget, at jeg slet ikke kan få lov at være i sorgen, jeg har ikke haft tid til at sørge over min farmors død, jeg har næsten ikke haft tid til at sørge over at h og jeg er gået fra hinanden, før der nu er noget nyt at sørge over. jeg ved jo, at man ikke falder fra hinanden, men jeg er virkelig overrasket over, hvor meget jeg kan bære. at der ikke fysisk sker et eller andet, at man slet ikke kan se det, at jeg ikke har fået et sammenbrud. kan slet ikke huske, hvornår der sidst var en dag hvor jeg bare havde det godt og kunne slappe af. altid sådan en uro i kroppen eller en sorg eller en forvirring eller en angst, jeg ved slet ikke hvordan jeg får det til at forsvinde, jeg ved heller ikke om jeg tør, og jeg er så bange for, at jeg ikke får bearbejdet ting, at det ikke er muligt, at alting bare hober sig op. jeg vil så gerne have denne her rene sorg, bare give mig selv lov til at være ked af det og synes at alting er uretfærdigt, men der er så meget. og jeg har ikke tid. der er eksamen og arbejde og venner som også har det dårligt, søstre der har det dårligt, et arbejde der skal passes, osv

[valmuemarken]

seriøst det har jo kun været forfærdeligt at blive færdiguddannet. at melde sig til jobcenter. at blive opsagt min højtelskede bolig. at søge jobs i tre forskellige byer og derfor ikke vide hvor fuck jeg skal bo om tre måneder??? er meget ked af det

[stroeriodi]

Sandheden er også bare, at jeg savner min bror mere end jeg savner resten af min familie. Så er det jo klart at jeg prioriterer ham først. Jeg er bare så bange for at miste jer. Jeg kan mærke mine rødder forsvinder. Det er sket langsomt. Jeg har ikke opdaget det. Pludselig skal jeg lære alle at kende igen. Jeg er ked af det. Jeg er ked af det.

[litteraturhistorikeren]

Jeg er så fucking vred og ked af det. Vi er en gruppe på seks piger, der planlægger min venindes polterabend - hende jeg har kendt, siden vi var tre år gamle. I gruppen er den veninde, vi er i et trekløver med, som vi begge har kendt, siden vi var seks år gamle. I går, ud af det blå, skriver min bedste veninde i gruppen (ikke hende der skal giftes), at juli ikke dur alligevel, fordi det er for tæt på brylluppet. Nu har alle i gruppen stemt om det, og polterabenden bliver nu d. 13. maj. Mens jeg er i Finland. Jeg er så vred på min bedste veninde over, at hun har startet den her afstemning, og at det overhovedet kom på tale, at det skulle blive i maj - næsten tre måneder før brylluppet! Og jeg er så ulykkelig over, at jeg misser min bedste og ældste venindes polterabend nu.

“Du kan jo bare tage hjem. Det handler om prioriteringer,” skrev min veninde til mig. Som om det bare lige er billigt og nemt at tage hjem i et par dage for at tage tilbage til Finland og færdiggøre mine to uger her? Jeg føler mig simpelthen så svigtet

[ditte-i-brisbane]

Weekendtur til Cairns (udtale følger)

I denne weekend, fra fredag aften til lørdag morgen, har jeg med nogle af mine roomies været i Cairns. Byen udtales således: Sig "one cane" (som i en sodavandsdåse), også sig "two canes". Det udtales altså lidt som Kaarns/Kaærns.

Første aften ankom Kelly og jeg kl 23:30, hvor vi blev hentet af Chiara (som var ankommet dagen før) og blev kørt til vores hostel, Cairns City Backpackers. Vi gik straks i seng, da vi kom til vores hostel, da vi skulle tidligt afsted næste dag.

Næste dag kørte vi til Daintree Rainforest, hvor vi brugte hele dagen. Første stop, Mossman Gorge, stod på flot regnskov og flod. Det var et virkelig flot sted, men der var mange mennesker, så vi tog videre nord på.

Turen videre nord på var så flot, og vi kørte i det vildeste landskab. Daintree Rainforest er mere end 135 million år gammel, og er altså den ældste regnskov på jorden. Rimelig vildt sted at bruge sin forlængede weekend.

Længere nord på tog vi på en masse små gåture. På en af disse så vi blandt andet den berygtede Cassowary fugl. Det ligner allermest en blå dinosaur. Her følger ingen billeder, da den var inde i bushen (i kan tjekke Britas instagram ud: britaustralia, hvis i vil se flere billeder fra denne tur :) ). Efter vi havde set den forhistoriske fugl, tog vi på stranden. Strandene i Cairns er dog ikke lige så badevenlige som vores strande tæt på Brisbane. Når man kommer op i det nordlige Queensland, er der nemlig farer for krokodiller. Der er både ferskvandskrokodiller og saltvandskrokodiller. Især saltvandskrokodillerne skal man passe på, og disse lever allerbedst ved strande der er tæt på flodmundinger. Ingen badetur til os.

I skal dog ikke gå hen og blive ked af det på mine vegne, for jeg fik badet en masse dagen efter! Der stod den nemlig på dykning og snorkling ved The Great Barrier Reef! Dette er en af de mest fantastiske oplevelser i mit liv.

Vi fik allesammen lov til at lave et såkaldt "Resort Dive", hvor vores dykkerinstruktør gjorde alting klar for os, skubbede os ned under vandet og førte vej. Det var så fedt at prøve, og det er 100% noget jeg skal gøre igen! Det kunne jo være, at jeg kunne lokke Mikkel til at tage dykkercertifikat med mig i New Zealand?.. Vi så tonsvis af koraler, anemone fisk (nemo og alle de andre) og krokodille fisk (Crocodile Longtom). På vores dyk kom vi 17 meter ned, hvilket jeg selv synes er ret sejt. Jeg dykkede med Brita og Chiara.

Efter vores dyk, havde vi tid til at snorkle, og den tid blev bare brugt godt! Revet var meget lavt, så man kunne komme så tæt på alle koralerne og fiskene. Men vi så ikke "bare" fisk og koraler. Der blev nemlig også spottet to suppeskildpadder, en der lå på bunden og sov og en der svømmede med os, og en sorttippet revhaj! Chiara har taget billeder af de skønne dyr på hendes undervandskamera, men de er ikke fremkaldt endnu. Jeg sørger for at poste dem når jeg får dem. Jeg kan dog poste nogle billeder som vores fotograf tog:

Efter denne helt fantastiske dag, var jeg godt smadret da jeg kom hjem. En god mængde slugt saltvand og en meget rød numse (havde puttet solcreme på, men skulle nok have snorklet med våddragt for at have undgået den helt røde bagside), havde jeg brug for at spise og hoppe på hovedet i seng (liggende på maven).

Dagen efter, mandag, havde vi endnu en tidlig morgen, da dagen stod på en 8 timers vandretur. Vi skulle bestige Devil's Thumb i Daintree Rainforest. Turen var ca. 15 km frem og tilbage, med en stigning på 1300 højdemeter (tjek min Strava, hvis i vil nørde den). Det gik altså bare op, op, op, indtil vi nåede toppen, også gik det bare ned, ned, ned. Det var en meget hård tur op, men vi holdte humøret, det meste af vejen, og den smukke udsigt var trods alt det vær! Skvattede på numsen en enkelt gang på vej ned, hvilket ikke havde være slemt, hvis det ikke var for mine solbrændte baller... Heldigvis havde jeg jo mine gode venner med mig, som kunne hjælpe mig op, og grine med mig over det.

Det har været en helt igennem fantastisk tur, men nu skal den næste uge også stå på skole! Har to matematikforelæsninger jeg har misset, og har en hel del kemi jeg skal have kigget på... Derudover skal pengepungen nok gemmes lidt væk det næste stykke tid, da der også er bestilt billetter til grupperejse i Tasmanien til vores "mid-semester break".

Næste weekend får jeg besøg af Eva som også studerer kemi på DTU, og som lige nu er i Melbourne på udveksling. Hun kommer en weekend til Brisbane, og vi skal bruge søndag sammen, hvor vi nok skal ud og nyde det dejlige vejr, som Queensland, the Sunshine State, kan byde på :)

Det var alt for denne gang!