#jo ked

[egy-lany-blogja]

Csak szeretnék újra önfeledten nevetni,szeretnék újra önmagam lenni mindenféle játszmák nélkül, szeretném levetkőzni a megfelelési kényszerem,szeretnék újra szerelmes lenni,szeretném azt az érzést újra át élni mikor a világ rózsaszínné változik,szeretném újra érezni,hogy valaki bolondul értem szeretném az öleléséből azt érezni,fél attól,hogy elveszít...szeretnék valakivel közös terveket szőni a csillagos égbolt alatt egy pakrócon össze bújva fekve...

[soelvfisk]

Hej lille tumblr🤍

Undskyld. Jeg er så ked af hvordan jeg lod alting hænge som et ekko af altomsluttende håbløshed. Det var en afsked. Det er uhyggeligt.

Jeg tog et kæmpe kæmpe dyk. Men jeg er her. Og jeg får hjælp<3

Jeg ryster mens jeg skriver dette, for jeg føler mig meget ramt af alvoren i det er sket og hvordan forskrækkelsen slår rødder langt dybere end man kan se når man er deprimeret. Det har jo tydeligvis ikke kun ramt mig og mine nærmeste.

Kæmpe undskyld. Mine ord og mit efterfølgende fravær herpå, har været kilde til en type bekymring og afmagt som ingen fortjener at sidde med. Uvisheden.

Jeg er på benene og ligner ikke én der har haft det så skidt. Det er uhyggeligt hvor nemt det er at “skubbe væk” og derfor også skræmmende hvor usynligt det kan blive. Ingen ser at man er et ømt menneske, bag en kæmpe vinterjakke. I dag handlede jeg i føtex. I forgårs fik jeg skældud af en mand der ikke synes hund måtte tisse på gaden. Livet er meget surrealistisk at være i, når man har været tæt på at vælge det helt fra. Og jeg kan være skræmt over at lige en der er okay… som om det der skete ikke var alvorligt. Men alvoren runger stadig. Forskellen er bare, at “i live” er en ret okay måde at have det på.

Lige nu er jeg så lettet over at jeg stadig er her. Jeg har håb.

Tak for jer<3 Jeg føler mig meget passet på. Græder.

Jeg håber i kan tilgive mig for den afmagt og forskrækkelse jeg har været skyld i. Og selv hvis det ikke kan lade sig gøre, kan jeg sagtens forstå det.

Undskyld og kram fra mig

[rachlou86]

Thanks for tagging me @notesonartistry and @genxtraordinaire

[litteraturhistorikeren]

Jeg har haft nogle hårde uger. Jeg føler mig stadig rå efter den spontane abort, jeg havde for 1,5 uger siden, hvor jeg ikke engang vidste, jeg var gravid, før det skete.

Nu holder jeg ædru juni, og det blev skudt i gang med et rave i en skov her i Finland i lørdags. Det startede rigtigt godt, min kæreste og jeg holdt forfest med nogle af hans venner i vores lejlighed. Jeg bondede meget med hans venner, de er virkeligt søde og sjove, og de lader til rigtigt godt at kunne lide mig. I skoven var alting helt magisk, der var så fint pyntet op, og bassen pumpede gennem jorden som skovens hjerteslag. Vi satte en camp op, min kæreste var fuld, hans venner var fulde og skæve, men det var egentlig fint at være ædru. En af hans venner var meget opmærksom på mig, tog mig med hen for at danse, gav mig mange komplimenter, talte med mig. Min bedste ven her i Finland ankom, og han og jeg dansede og havde det sjovt.

Min kærestes ekskæreste ankom. Han havde ikke fortalt mig, at hun ville være der, men jeg håndterede det godt, synes jeg, selvom jeg ikke er så glad for den slags overraskelser og foretrækker at være mentalt forberedt. Vi hilste på hinanden, og så dansede jeg noget mere.

En vigtig detalje i denne historie er, at min kæreste og jeg er poly, men har nogle få regler - grænser sat af mig, fordi det er mit første poly forhold, og jeg er nødt til at kunne følge med. En af de regler er, at vi ikke kysser med andre, når vi er ude sammen.

Med det sagt kan jeg så fortælle, at da jeg kom tilbage til vores camp, så jeg min kæreste sidde og kysse med sin ekskæreste.

Jeg blev så ked af det. Og så vred. Ikke decideret over at se ham kysse med en anden, med sin eks, men over at han brød en af vores regler. Jeg hev ham til side og talte med ham. Jeg græd. Jeg ville hjem. Han fulgte mig til det nærmeste busstoppested, og jeg fortalte ham grædende, at det her jo var utroskab, han havde brudt en regel for vores forhold, det er jo at være mig utro. Han gav mig ret.

Jeg bad ham om at tage hjem med mig, fordi jeg ikke ville være alene, og han sagde, at han ville hente sin taske og så tage med mig hjem. Tyve minutter senere ringede han og sagde, at han ikke ville tage med mig hjem alligevel, han ville blive og feste med sine venner.

Jeg var så knust. Min ven kom ned til mig og sad med mig i over en time for at vente på bussen, krammede mig, mens jeg græd, talte med mig og lyttede til mig.

Søndag havde min kæreste voldsomme tømmermænd, og vi endte med ikke at tale før sent om aftenen. Jeg talte med ham om de grænser, han havde brudt, hvordan han havde brudt min tillid. Hvordan han derefter havde svigtet mig, da jeg havde brug for ham, mens jeg var i en kæmpe følelsesmæssig krise. Mens vores forhold var i en krise. Han undskyldte mange gange. Lovede at lære af sine fejl.

Jeg har gået ture de sidste dage. Ringet til to af mine venner hjemme i Danmark; min bedste ven støttede mig meget og sagde, at han var sikker på, vi nok skulle finde ud af det. Min veninde, som er på min kærestes alder og har været poly lige så længe, som han har - jeg kalder hende mit "poly-orakel" - havde for en gangs skyld ingen råd; hun sagde, at hun aldrig ville have gjort, hvad han gjorde. At det bare var fucked up. At hun var begyndt at se et mønster i, at min kæreste har en tendens til at sætte sine lyster over mine behov.

Vi talte lidt mere i går, min kæreste og jeg. Om at vores regel måske kunne være blevet diskuteret, før han gjorde, hvad han gjorde, men at nu må den blive - i hvert fald indtil jeg føler, jeg kan stole på ham igen. For det føler jeg ikke nu.

Søndag havde jeg en fod ude ad døren, det må jeg indrømme. Jeg undersøgte forskellige rejsemuligheder, brainstormede, hvad fanden jeg lige skulle gøre, hvis vi slog op. Jeg flyttede til Finland for ham, for himlens skyld. Vi bor sammen her.

Jeg har sagt til ham, at jeg ikke kan tilgive ham endnu, at jeg har brug for tid. Jeg har sagt til ham, at jeg har brug for at tænke over tingene. Jeg er så forvirret og så ked af det. Jeg elsker ham så højt, men jeg har også brug for at føle, at jeg er så vigtig for ham, som han siger, jeg er. Ord er ikke nok, der skal handling bag. Han kan ikke kun tage sig af mig, når det er belejligt for ham. Følelser er ikke altid belejlige. Han kan ikke kun respektere mine grænser, når det er belejligt for ham. Jeg er stadig vred, kan jeg mærke. Jeg håber, vi kan komme igennem det her; men jeg vil heller ikke tvinge mig selv igennem det med ham, hvis det ikke er det bedste for mig.

Jeg håber, tiden vil hele os.

[toastvlogger]

Nummer 11

Det gør mig fucking ked af det at du ikke elsker mig

Jeg har brug for at ligge på dit bryst

At vide at når mine tåre falder, så gør du det godt igen

Jeg har brug for dig

Hvis du så ikke kan li tanken om mig

Så vil jeg ønske du sagde det

For tanken om at mine følelser er forgæves

Dræber mig langsomt indeni

Jeg har brug for at nogen elsker mig

Jeg ved godt at du nok har travlt og at det er derfor

Men når jeg ser hvordan du kigger på mig

Kan jeg godt se hvad du tænker

Jeg er slet ingenting for dig

Du skrev en sang om en du elsker

Og jeg håbede så inderligt at det var mig

Men nu hvor jeg sætter mig ned og tænker

Ved jeg godt at det er en sindssyg tanke

Du tænker slet ikke på mig.

I din sang skrev du om oplevelser der lignede vores

Den første gang vi mødtes for alvor som jeg egentlig havde glemt

Ville det ikke være helt perfekt hvis det var sådan?

Du skrev om at du ville have dem til at be for din kærlighed

Spiller du bare kostbar?

Skal jeg blive ved med at prøve?

Nej, den er jo ikke til mig.

Jeg føler mig fucking skør når jeg har det sådan

For hvorfor prøver jeg at tro du gider mig

Nogen gange vil jeg ønske at jeg hadede dig

Jeg vil så gerne være ligeglad

[fantasifuld]

Nå jeg dumpede den der eksamen. Det kom jo ikke rigtig som et chok for mig, havde set den komme. Derfor er jeg heller ikke sådan ked af det over det. Har det faktisk helt fint. Det er bare nedern. Mest fordi reeksamen ligger i slut februar. Og jeg starter praktik i starten af februar. Det er presset. Men tænker at det nok skal gå. Er bare ret sikker på, at reeksamen er mundtlig. Hvilket gør mig ret nervøs. Når det i forvejen er så svært.

[vingefang]

lige nu sker der så meget, at jeg slet ikke kan få lov at være i sorgen, jeg har ikke haft tid til at sørge over min farmors død, jeg har næsten ikke haft tid til at sørge over at h og jeg er gået fra hinanden, før der nu er noget nyt at sørge over. jeg ved jo, at man ikke falder fra hinanden, men jeg er virkelig overrasket over, hvor meget jeg kan bære. at der ikke fysisk sker et eller andet, at man slet ikke kan se det, at jeg ikke har fået et sammenbrud. kan slet ikke huske, hvornår der sidst var en dag hvor jeg bare havde det godt og kunne slappe af. altid sådan en uro i kroppen eller en sorg eller en forvirring eller en angst, jeg ved slet ikke hvordan jeg får det til at forsvinde, jeg ved heller ikke om jeg tør, og jeg er så bange for, at jeg ikke får bearbejdet ting, at det ikke er muligt, at alting bare hober sig op. jeg vil så gerne have denne her rene sorg, bare give mig selv lov til at være ked af det og synes at alting er uretfærdigt, men der er så meget. og jeg har ikke tid. der er eksamen og arbejde og venner som også har det dårligt, søstre der har det dårligt, et arbejde der skal passes, osv

[blondinehjerne]

Jeg ved du ville være ked af det, hvis du tænkte over hvordan du behandlede mig. Det var jo dig der plejede at kigge mig i øjenene og fortælle mig at jeg aldrig var for meget og de andre måtte i såfald være for lidt. Indtil den dag, hvor dine ord ikke længere holdte, jeg blev for meget og du blev for lidt. Du fik nok af mig, fordi jeg var for meget for dig. Og det er the silver lining, for det handler på ingen måde om mig, men alt om din kapacitet.

[soelvfisk]

Min mor kom ned for at høre hvad jeg har spist i dag. Og i går. Hun bliver ked af det, når jeg fortæller sandheden. Det er ikke til at bære. Jeg er jo hendes barn. Jeg elsker hende. Jeg hader at have det sådan her. Det gik så godt dengang jeg var i hytten. Det går så skidt nu hvor jeg er her. Det er hårdt at være mor til en datter der har det så skidt i ens kælder. Og det er hårdt at være datter der trives allerbedst væk fra dem der gerne vil se én trives. Ville ønske jeg bare kunne have det godt så de kunne være glade.

[maelkevejen]

Jeg sidder og finpudser mit teoriafsnit og syntes egentlig, det gik helt fint, indtil jeg kom i tanke om, at jeg ikke er nået længere end det

Det er virkelig noget, der kan gøre mig handlingslammet. Og det er altså... Altså for så er det ikke videre nemt at komme videre. Og så er det bare en ond spiral. Og jeg har det som, det aldrig har været sværere for mig at skrive en opgave på universitetet, og det er jo absurd, for det er mit sidste år og min sidste opgave og helt ærligt, jeg er jo ikke rigtigt gået i gang endnu! Jeg har så meget præstationsangst og jeg hader det, for jeg ved, at jeg kan gøre et rigtig godt stykke arbejde, hvis bare omstændighederne er til det og jeg jeg føler mig, idk, determineret eller sådan noget. Men det... det føles som om, det er nu eller aldrig. Og det er så frustrerende. Og jeg er bange og ked af det og så træt. Ikke af udmattelse, fordi jeg arbejder mega hårdt på specialet. Bare fordi jeg... jeg orker bare ikke rigtigt noget. Jeg kan ikke rigtigt overskue noget i det hele taget. Og hvis jeg tænker videre end det og på at når det her er overstået, så skal jeg pludselig ud på arbejdsmarkedet og jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske eller hvor længe jeg kommer til at være ledig (adr for et ord, jeg ikke har lyst til at identificere mig med - ikke på grund af ordets egentlige mening, men fordi det betyder, at jeg er et sted i mit liv, hvor det er en ting lige pludselig, sådan for real!), så har jeg det som om, jeg er en kugle af sølvpapir, der bliver trykket på og mast sammen. Jeg har det som om, jeg slet ikke kender mig selv for alvor. Hvem er jeg? Og det er kun mig selv, der kan trække mig op, og det... det orker jeg bare ikke... og jeg ved ikke hvorfor? Jeg kan ikke se mig selv kæmpe for en ny retning, selvom den jeg er på nu ikke føles god, og det er skamfuldt og jeg er ikke spor stolt af mig selv. Ikke spor. Jeg føler mig vældig svag. Altså for det er jo latterligt? Hvorfor gør jeg ikke bare noget? Det er nu, det gælder for alvor. Det er ligesom når man er lille og tandlægen siger at man skal bruge tandtråd fordi ellers får man huller i tænderne og man tænker bare "jaja, det gør jeg i morgen, der sker ikke noget, hvis ikke jeg gør det i dag" og sådan bliver det ved og pludselig har man begyndende huller og alligevel bruger jeg af en eller anden årsag stadig ikke tandtråd hver dag, selvom jeg ved, at jeg har begyndende huller. I basically alle tænder?! What the fuck? Så gør dog noget!

Rykker det noget, spørger min mor mig, når vi taler om min terapi. Jeg føler mig sat på spidsen. Hvordan ved jeg, om det rykker? Øh...?! Øøøh.... og så... og det koster 900 kroner pr. session (hvilket jo... altså... er en udgift i sig selv, når jeg ikke længere får SU og er gået ned i timer på arbejde) og jeg aner ikke, hvad markøren er for, om det rykker. Det ved jeg ikke? Og verden kører ligesom bare videre.

[valmuemarken]

seriøst det har jo kun været forfærdeligt at blive færdiguddannet. at melde sig til jobcenter. at blive opsagt min højtelskede bolig. at søge jobs i tre forskellige byer og derfor ikke vide hvor fuck jeg skal bo om tre måneder??? er meget ked af det

[stroeriodi]

Sandheden er også bare, at jeg savner min bror mere end jeg savner resten af min familie. Så er det jo klart at jeg prioriterer ham først. Jeg er bare så bange for at miste jer. Jeg kan mærke mine rødder forsvinder. Det er sket langsomt. Jeg har ikke opdaget det. Pludselig skal jeg lære alle at kende igen. Jeg er ked af det. Jeg er ked af det.

[litteraturhistorikeren]

Jeg er så fucking vred og ked af det. Vi er en gruppe på seks piger, der planlægger min venindes polterabend - hende jeg har kendt, siden vi var tre år gamle. I gruppen er den veninde, vi er i et trekløver med, som vi begge har kendt, siden vi var seks år gamle. I går, ud af det blå, skriver min bedste veninde i gruppen (ikke hende der skal giftes), at juli ikke dur alligevel, fordi det er for tæt på brylluppet. Nu har alle i gruppen stemt om det, og polterabenden bliver nu d. 13. maj. Mens jeg er i Finland. Jeg er så vred på min bedste veninde over, at hun har startet den her afstemning, og at det overhovedet kom på tale, at det skulle blive i maj - næsten tre måneder før brylluppet! Og jeg er så ulykkelig over, at jeg misser min bedste og ældste venindes polterabend nu.

“Du kan jo bare tage hjem. Det handler om prioriteringer,” skrev min veninde til mig. Som om det bare lige er billigt og nemt at tage hjem i et par dage for at tage tilbage til Finland og færdiggøre mine to uger her? Jeg føler mig simpelthen så svigtet

[ditte-i-brisbane]

Weekendtur til Cairns (udtale følger)

I denne weekend, fra fredag aften til lørdag morgen, har jeg med nogle af mine roomies været i Cairns. Byen udtales således: Sig "one cane" (som i en sodavandsdåse), også sig "two canes". Det udtales altså lidt som Kaarns/Kaærns.

Første aften ankom Kelly og jeg kl 23:30, hvor vi blev hentet af Chiara (som var ankommet dagen før) og blev kørt til vores hostel, Cairns City Backpackers. Vi gik straks i seng, da vi kom til vores hostel, da vi skulle tidligt afsted næste dag.

Næste dag kørte vi til Daintree Rainforest, hvor vi brugte hele dagen. Første stop, Mossman Gorge, stod på flot regnskov og flod. Det var et virkelig flot sted, men der var mange mennesker, så vi tog videre nord på.

Turen videre nord på var så flot, og vi kørte i det vildeste landskab. Daintree Rainforest er mere end 135 million år gammel, og er altså den ældste regnskov på jorden. Rimelig vildt sted at bruge sin forlængede weekend.

Længere nord på tog vi på en masse små gåture. På en af disse så vi blandt andet den berygtede Cassowary fugl. Det ligner allermest en blå dinosaur. Her følger ingen billeder, da den var inde i bushen (i kan tjekke Britas instagram ud: britaustralia, hvis i vil se flere billeder fra denne tur :) ). Efter vi havde set den forhistoriske fugl, tog vi på stranden. Strandene i Cairns er dog ikke lige så badevenlige som vores strande tæt på Brisbane. Når man kommer op i det nordlige Queensland, er der nemlig farer for krokodiller. Der er både ferskvandskrokodiller og saltvandskrokodiller. Især saltvandskrokodillerne skal man passe på, og disse lever allerbedst ved strande der er tæt på flodmundinger. Ingen badetur til os.

I skal dog ikke gå hen og blive ked af det på mine vegne, for jeg fik badet en masse dagen efter! Der stod den nemlig på dykning og snorkling ved The Great Barrier Reef! Dette er en af de mest fantastiske oplevelser i mit liv.

Vi fik allesammen lov til at lave et såkaldt "Resort Dive", hvor vores dykkerinstruktør gjorde alting klar for os, skubbede os ned under vandet og førte vej. Det var så fedt at prøve, og det er 100% noget jeg skal gøre igen! Det kunne jo være, at jeg kunne lokke Mikkel til at tage dykkercertifikat med mig i New Zealand?.. Vi så tonsvis af koraler, anemone fisk (nemo og alle de andre) og krokodille fisk (Crocodile Longtom). På vores dyk kom vi 17 meter ned, hvilket jeg selv synes er ret sejt. Jeg dykkede med Brita og Chiara.

Efter vores dyk, havde vi tid til at snorkle, og den tid blev bare brugt godt! Revet var meget lavt, så man kunne komme så tæt på alle koralerne og fiskene. Men vi så ikke "bare" fisk og koraler. Der blev nemlig også spottet to suppeskildpadder, en der lå på bunden og sov og en der svømmede med os, og en sorttippet revhaj! Chiara har taget billeder af de skønne dyr på hendes undervandskamera, men de er ikke fremkaldt endnu. Jeg sørger for at poste dem når jeg får dem. Jeg kan dog poste nogle billeder som vores fotograf tog:

Efter denne helt fantastiske dag, var jeg godt smadret da jeg kom hjem. En god mængde slugt saltvand og en meget rød numse (havde puttet solcreme på, men skulle nok have snorklet med våddragt for at have undgået den helt røde bagside), havde jeg brug for at spise og hoppe på hovedet i seng (liggende på maven).

Dagen efter, mandag, havde vi endnu en tidlig morgen, da dagen stod på en 8 timers vandretur. Vi skulle bestige Devil's Thumb i Daintree Rainforest. Turen var ca. 15 km frem og tilbage, med en stigning på 1300 højdemeter (tjek min Strava, hvis i vil nørde den). Det gik altså bare op, op, op, indtil vi nåede toppen, også gik det bare ned, ned, ned. Det var en meget hård tur op, men vi holdte humøret, det meste af vejen, og den smukke udsigt var trods alt det vær! Skvattede på numsen en enkelt gang på vej ned, hvilket ikke havde være slemt, hvis det ikke var for mine solbrændte baller... Heldigvis havde jeg jo mine gode venner med mig, som kunne hjælpe mig op, og grine med mig over det.

Det har været en helt igennem fantastisk tur, men nu skal den næste uge også stå på skole! Har to matematikforelæsninger jeg har misset, og har en hel del kemi jeg skal have kigget på... Derudover skal pengepungen nok gemmes lidt væk det næste stykke tid, da der også er bestilt billetter til grupperejse i Tasmanien til vores "mid-semester break".

Næste weekend får jeg besøg af Eva som også studerer kemi på DTU, og som lige nu er i Melbourne på udveksling. Hun kommer en weekend til Brisbane, og vi skal bruge søndag sammen, hvor vi nok skal ud og nyde det dejlige vejr, som Queensland, the Sunshine State, kan byde på :)

Det var alt for denne gang!

[technotaarer]

Jeg vil ikke noget

Jeg vil ikke vågne

og jeg vil ikke

Børste tænder

Gå på arbejde

Og smile

Jeg vil kun være i hi

Selvom det heller ikke er rart

Jeg glæder mig ikke til weekenden

For jeg har planer

og jeg gider ikke noget

Jeg gider ikke nogen

Jeg gider ikke maske

Smile og eksisterer

Jeg vil hjem

I hi

Jeg vil ikke noget

og der er ikke noget

Der gør mig glad

euforisk

Sur

Eller ked af det mere

jeg føler ikke noget

Eller nogle gange

Kan jeg godt blive ked

over hvor dårligt

Jeg behandler mig selv

Eksempelvis når jeg ikke

drikker vand i løbet af dagen

For jeg glemmer det jo ikke

Jeg tænker på det

Jeg gør det bare ikke

Som om jeg ikke fysisk

Kan gøre gode ting

For mig selv

Hvad fuck er det

For en lorte evolutions udviking

Ikke at kunne

passe på sig selv

når man har allermest brug for det?

Som om jeg træder ud af mig selv

og ser depressionen

forgifte det

Jeg kunne have været

Og det er sådan en hulke gråd

Som jeg mekanisk

Slukker

Lige så snart at

jeg beslutter mig for

At jeg skal tilbage i hi

Til mit ubehagelige hjem

Hvorfor skal jeg bo der

Hver vinter

[fantasifuld]

Har det svært for tiden. Kæmper virkelig med følelsen af ikke at være god nok. Føler mig bare elendig. Dum. Som et dårligt menneske. Føler jeg skuffer alle omkring mig. Og mest af alt føler jeg, at jeg skuffer mig selv. Føler mig så dårlig. Har prøvet at finde et studierelevant arbejde i næsten et år nu. Jeg kan ik engang finde ud af at få et job. Sådan har jeg det. Føler jeg skuffer mine forældre, hver gang de spørger ind til, hvordan det går med jobsøgningen. Samtidig har det taget så hårdt på min selvtillid og selvværd. Man kan ikke lade være med at tage det personligt, når man får afslag på afslag. Der er jo tydeligt noget galt med sådan som jeg er. Føler mig heller ikke som en god studerende. Heller ik det kan jeg finde ud af. Mine karakterer er bare dalet. Ved heller ik om jeg synes det er spændende. Eller også er det bare en forsvarsmekanisme jeg bruger til at forsvare, hvorfor det går dårligt. Føler mig som en dårlig datter. Der ikke kan leve op til mine forældres forventninger. Føler mig som en dårlig kæreste. Jeg fortjener ham slet ik. Føler alle ville være bedre tjent uden mig. Jeg bidrager ikke med noget til nogen. Jeg er bare elendig. Og mega ked af det.