#grænser | Explore Tumblr posts and blogs

lesbiskmor · 5 months ago

Text

Vil du spørge mig om noget?

Om at være donorforældre

INDHOLDSFORTEGNELSE

Kapitel 1 Prolog

Kapitel 2 De tørre tal

Kapitel 3 Hvem har brug for en donor?

Kapitel 4 Valg af donor

Kapitel 5 Fertilitetsbehandling

Kapitel 6 Adoption

Kapitel 7 Skønne titler

Kapitel 8 Fødslen

Kapitel 9 Barsel

Kapitel 10 Det er et lille barn

Kapitel 11 Skolebarnet

Kapitel 12 Teenageren

Kapitel 13 Hvorfor skal vi skjule noget?

Kapitel 14 Epilog

Kapitel 15 Tak

Kapitel 1 Prolog

Vi befinder os i kaffestuen på min arbejdsplads - et lille lokale udstyret med en håndvask og den uundgåelige store kaffemaskine, et rundt bord med 5 tæt placerede stole, små skabe til vores tasker og en reol fyldt med papirer af både officiel og personlig karakter. eonatalafdelingen på et hospital i Jylland udgør vores arbejdssted. Her behandles syge nyfødte og for tidligt fødte.

Nu sidder jeg her med en åben madpakke foran mig sammen med to af mine sygeplejekolleger, en sygeplejerskestuderende og en jordemoderstuderende. Stemningen er som sædvanligt let og afslappet. Snakken flyder frit med en blanding af faglige refleksioner og diverse personlige samtaler. Alt deles her, lige fra udfordrende situationer på afdelingen til hverdagsagtige

bekymringer derhjemme, planer for aftensmaden, og hvem der sidst var på en date. Intet emne er

for følsomt eller for banalt til at blive diskuteret i kaffestuen.

Den jordemoderstuderende ser lidt forlegen på mig. Hendes blik søger lidt opbakning hos den

sygeplejestuderende, som ser ud til at have forberedt spørgsmålet sammen med hende.

Vil du spørge mig om noget? - siger jeg lidt kækt og ved udmærket godt, hvad der venter mig. De

studerende ved godt, at jeg er lesbisk. Det blev vist nævnt af en kollega, men det er heller ikke

noget, jeg forsøger at skjule. Jeg er åben omkring min seksualitet, dog uden at fremhæve den. ”Men du må kun spørge mig om noget, jeg kan svare på…” Jeg blinker til dem, og stemningen bliver straks mere afslappet.

"Er det dig, der er biologisk mor til jeres børn?" spørger den jordemoderstuderende forsigtigt. "

Ja, det er mig, der har båret begge mine børn," svarer jeg uden at blive det mindste berørt, for jeg

har hørt dette spørgsmål så mange gange før.

"Må jeg godt spørge dig om noget andet?" fortsætter den jordemoderstuderende, tydeligt nervøs for at have overskredet mine grænser.

"Ja, så længe jeg stadig kan svare på det." Jeg smiler igen til de studerende. Jeg er klar til det næste spørgsmål, som altid følger efter det første.

"Har dine børn så samme far?" De studerende venter spændt på et svar på noget, de ikke er fortrolige med. Og her sidder jeg – åben og villig til at besvare alle deres nysgerrige spørgsmål.

"Mine børn har ingen far. Men de har samme donor, hvis det er det, I mener!" Samtalen om onorforældre og donorbørn er i gang.

Her begynder rejsen ind i det at være donorforældre, en rejse som denne tekst vil udforske og reflektere over. Den er rettet mod både donorforældre, familie, og fagfolk, i håb om at skabe større forståelse og åbenhed omkring denne særlige livssituation.

Samtidig er opgaven rettet mod dig, som har donorforældre i familien, herunder bedsteforældre eller andre pårørende til forældre til et donorbarn. Mit håb er, at denne opgave vil give dig et dybere indblik i donorforældreskab og dermed mulighed for bedre at støtte op om denne relation. Jeg håber også, at den vil inspirere dig til at turde tale med dine nærmeste om det at være eller skulle være donorforældre. Din åbenhed og respekt som pårørende har en betydelig indvirkning.

Desuden henvender opgaven sig til dig, som er professionelt involveret med forældre, der har eller skal have et donorbarn. Dette inkluderer fagfolk såsom gynækologer, jordemødre, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere og andre. Jeg håber, at den vil give dig indsigt i nogle af de faldgruber, der kan opstå, når man møder donorforældre som fagperson. Jeg håber, at den vil inspirere dig i din fremtidige relation med donorforældre.

Det er vigtigt at understrege, at uanset hvilken relation du har til donorforældrene, vil din tilgang og ageren have betydning for både donorforældrene og ikke mindst donorbarnet.

Jeg har forsøgt at skrive i et let tilgængeligt sprog, men der vil også forekomme en del fagtermer. Især vil der være beskrivelser af humoristiske og komiske oplevelser.

Den udspringer af mine tanker og oplevelser som kommende forælder og frem til nu, hvor børnene er blevet teenagere. Mine refleksioner og oplevelser omkring forældreskabet tager udgangspunkt i mit ægteskab med børnenes anden mor, som dog sluttede, da de var helt små. Senere refleksioner udspringer af et blandet liv som single med kæresteperioder, hvor jeg har haft mulighed for at opleve andre donorforældre tæt på.

Derudover bygger den på mine observationer som sygeplejerske på en neonatalafdeling gennem de sidste 20 år. Her har jeg i professionel sammenhæng mødt donorskab i mange forskellige former blandt de medindlagte forældre.

Jeg har også en del donorforældre i min omgangskreds. Disse vil ikke blive citeret direkte, men deres erfaringer vil indgå i mine generelle observationer. Når du læser opgaven som min ven eller bekendt, skal du huske, at det ikke er dig, jeg direkte gengiver, men en sammensmeltning af mine oplevelser og erfaringer.

Jeg ville også henvise til sædbanken Cryos, da den er den største sædbank i Danmark og har leveret sæden til mine to børn samt til mange offentlige og private fertilitetsklinikker.

Jeg er meget åben om mine tanker og følelser. Jeg har altid følt det som min pligt som mor til donorbørn at udvise stor åbenhed og integritet. Mine børn har ikke selv valgt at blive sat i verden via donorskab, og hvis jeg som forælder finder det tabuiseret at tale om, hvordan vil mine børn så ikke have det?

Som en klog bekendt engang har sagt: "Når vi begynder at tale om tingene, normalisere og afmystificere, så bliver det faktisk også endnu nemmere for os at handle på det og agere."

Johansen – LIVNESS

Husk, at den ikke er en "one size fits all". Noget af det beskrevne vil du kunne genkende, mens andet måske vil være svært at forholde sig til.

Mit håb at skabe større åbenhed omkring det at være donorforælder, så alle berørte parter tør spørge og svare på spørgsmål. Jeg har forsøgt at tale om emnet både seriøst og humoristisk.

Vil du så spørge mig om noget?

Kapitel 2 De tørre tal

I 2020 viste nye tal for første gang, at mere end 10 % af en fødselsårgang var undfanget ved hjælp af fertilitetsbehandling. Dette betyder, at hvert 10. barn ikke er lavet i en almindelig dobbeltseng, men derimod på et hospital eller en fertilitetsklinik.

For personer, der oplever ufrivillig barnløshed i Danmark, er der mulighed for at benytte en donor, enten i form af sæddonation eller ægdonation. Det har i mange år været ulovligt at anvende såkaldt dobbeltdonation, hvor både æg og sæd fra en donor anvendes. Par, hvor både kvinden og manden oplever fertilitetsproblemer, har derfor hidtil været nødt til at søge behandling i udlandet for at få hjælp med dobbeltdonation. Heldigvis er dette blevet ændret, sådanne par nu også har mulighed for behandling i Danmark.

I dette afsnit ville jeg virkelig gerne have givet dig præcise tal for, hvor mange børn der bliver til ved hjælp af donorsæd eller donoræg. Desværre har det vist sig at være en umulig opgave. Faktum er, at der ikke findes en centraliseret database eller offentliggjort statistik, der nøjagtigt registrerer antallet af børn født ved hjælp af donorsæd eller donoræg i Danmark. Dette skyldes delvist de strenge regler om anonymitet og fortrolighed, der omgiver donationer i Danmark, hvilket gør det svært at indsamle sådanne oplysninger. Derfor må vi erkende, at selvom det er af stor interesse at kende antallet af børn født via donorskab i Danmark, er det desværre ikke noget, vi har præcise data for på nuværende tidspunkt.

Under min research har jeg forsøgt at finde tal hos både Danmarks Statistik, Dansk Fertilitetsselskab, Sundhedsdatastyrelsen og andre organisationer, som kunne tænkes at føre data og statistik omkring nyfødte børn i Danmark. Jeg har endda fået hjælp af kollegaer i sundhedssystemet, som er trænet i at finde tal i diverse statistikker. Desværre har vi alle måttet konstatere, at disse specifikke tal ikke findes.

Jeg haft kontakt til sædbanken Cryos, som er Danmarks - faktisk verdens - største sædbank. Cryos leverer sæd til fertilitetsklinikker både i det offentlige og private. En af grundene til, at jeg har valgt at kontakte netop Cryos, er, at det er dem, der har leveret donorsæden til undfangelsen af mine børn.

Jeg håbede på, at de måske kunne bidrage med oplysninger om antallet af børn født ved hjælp af deres sæd, men desværre var det heller ikke muligt.

Nogle af de spørgsmål, jeg gerne ville have haft svar på hos Cryos, inkluderede blandt andet antallet af børn, der årligt bliver født i Danmark med donorsæd fra dem. Desværre ønsker de ikke at svare på dette spørgsmål, da deres succesrate for brug af sæddonation betragtes som en forretningshemmelighed.

Cryos vil dog gerne oplyse, at de på verdensplan har været medvirkende til, at mere end 70.000 børn er kommet til verden siden firmaets start i 1987. Dette tal er en imponerende illustration af den betydelige rolle, de spiller inden for donorsæd og fertilitetsbehandling globalt set. Da ingen af sædbankerne i Danmark ønsker at oplyse om deres succesrate og dermed antallet af børn, de er med til at bringe til verden, må vi konstatere, at det er umuligt at finde det præcise tal for antallet af børn født med donorsæd eller donoræg i Danmark. Denne mangel på data gør det udfordrende at få et fuldstændigt billede af omfanget af donorskabets indflydelse på fertilitetsbehandling i landet.

Når et forældrepar har fået hjælp af en donor til at få et barn, er de ikke forpligtede til at oplyse om dette. Dog er der en undtagelse for lesbiske par og enlige. Dette skyldes, at loven kræver, at der på barnets fødselsattest skal være registreret en mand som far. Hvis der ikke er en mandlig partner til stede på grund af brug af donor, skal dette angives ved at fremvise en donorattest fra sædbanken. I dag har et barn ret til at kende sit ophav via fødselsattesten, og det er ikke muligt for en kvinde at undlade at angive faderens navn på fødselsattesten. Hvis der er tvivl om faderskabet, og der potentielt er flere mulige kandidater, er der flere rubrikker til rådighed på både forsiden og bagsiden af fødselsattesten til at angive de forskellige kandidaters navne. Det er et lovkrav, at moderen angiver de aktuelle kandidater for faderskabet.

Hvis der efter barnets fødsel er tvivl om faderskabet, og de potentielle kandidater ikke vil anerkende faderskabet, kan der blive tale om en faderskabstest for at fastslå barnets biologiske far.

Et heteroseksuelt par kan undgå den særlige udfordring vedrørende registrering af faderskabet på fødselsattesten. Mandens navn bliver automatisk indskrevet som far, uanset om han er den biologiske far eller ej. Derfor vil det ikke fremgå, om parret har været nødsaget til at anvende en donor.

I tilfælde af ægdonation vil det heller ikke fremgå af fødselsattesten, da den gravide betragtes som moder, uanset om hun er den biologiske mor eller ej. Dette afspejler en forskel i lovgivningen, der har indflydelse på, hvordan forældreskabet registreres i heteroseksuelle par i forhold til lesbiske par og enlige, der har brugt donorsæd eller donoræg.

Det er yderst udfordrende at trække præcise tal ud fra en database, når det ikke er lovpligtigt at angive donation på fødselsattesten, og når sædbankerne ikke ønsker at udlevere oplysninger. Dette gør det til et skøn at fastslå, hvor mange børn der er født via en donor, uanset om det drejer sig om en ægdonor eller en sæddonor.

Cryos har oplyst, hvor mange børn hver enkelt donor må bidrage med hos dem. Da Cryos er et verdensomspændende firma, varierer disse regler fra land til land på grund af de forskellige love og regler på området. I Danmark er reglerne således, at en donor maksimalt må levere sæd til 12 forskellige familier. Det betyder i praksis, at en donor godt kan have flere børn end 12, da det er tilladt at skabe søskende inden for disse 12 familier. Derfor kan der statistisk set være flere end 24 børn af samme donor i Danmark.

Cryos har implementeret en regel, hvor deres donor maksimalt må bruges af 25 familier på tværs af landegrænserne. Disse maksimale grænser er primært blevet fastlagt af to hovedårsager. For det første er der naturligvis risikoen for indavl, selvom denne risiko er minimal i lande, hvor befolkningen er stor. Den primære årsag er dog, at hvis en donor skulle have en skjult sygdom, som hverken donor eller sædbanken kender til, så er det af afgørende betydning, at vedkommende ikke er donor til alt for mange børn. Dette sikrer en forsvarlig praksis og reducerer risikoen for eventuelle negative konsekvenser for børnene og deres familier.

Hos Sundhedsdatastyrelsen udarbejdes der årligt en rapport om "assisteret reproduktion". I 2021 oplevede 53.000 danskere mellem 25 og 44 år problemer med at få børn – det svarer til 11 % af alle i den aldersgruppe, eller hver femte af dem, der har forsøgt at få børn. Omkring 37.560 danske kvinder fik behandling for barnløshed. Desværre er det sådan, at der ikke er nogen garanti for succes, bare fordi man er startet på fertilitetsbehandling og dermed får hjælp til at blive gravid.

Faktisk lykkes det kun i 17% af de påbegyndte fertilitetsbehandlinger at få gennemført engraviditet. Dette betyder i runde tal, at der bliver født cirka 6170 børn i 2021 ved hjælp af fertilitetsbehandling på danske fertilitetsklinikker eller hospitaler. Af disse børn blev 730 – svarende til 12% – født af enlige kvinder, 5% blev født af kvinder med en kvindelig partner, og 83% blev født af kvinder med en mandlig partner.

Det er dog langt fra alle par, der er i fertilitetsbehandling, der har behov for en donor. Først og fremmest stræber man efter at bruge parrets egne gener til at producere et barn, hvis det er muligt.

Dette kan dog af forskellige årsager ikke altid lade sig gøre, og i disse tilfælde overgår man til behandling med hjælp fra en donor. Årsagerne til, at par ikke kan bruge deres egne gener, kan variere og omfatte en række medicinske, genetiske eller reproduktive udfordringer, som gør det nødvendigt at benytte en donorsæd eller donoræg for at opnå graviditet og fødsel.

I 2019 blev der påbegyndt fertilitetsbehandling med donoræg til cirka 1000 danske kvinder. Af disse behandlinger resulterede omkring 25% i en klinisk graviditet. At være klinisk gravid betyder, at der ved ultralydsscanning i 7.-8. uge kan ses hjerteblink. Dette er tidligt i graviditeten, og der er desværre stadig risiko for, at fosteret ikke udvikler sig normalt, og graviditeten går tabt.

Når Sundhedsdatastyrelsen kombinerer deres data med Landspatientregisteret, viser det sig, at kun cirka 19,5% af kvinderne, som blev gravide via ægdonation, fuldfører graviditeten. Dette betyder, at 212 børn blev født med hjælp fra ægdonation med behandlingsstart i 2019. Det er vigtigt at bemærke, at disse tal afspejler de komplekse udfordringer, som kvinder, der gennemgår fertilitetsbehandling med donoræg, kan opleve under graviditeten.

Tidligere kom donoræggene fra kvinder, der allerede var i fertilitetsbehandling og havde en overproduktion af æg i forhold til deres egne behov. Disse kvinder blev derefter spurgt, om de ville donere deres æg, dog uden at modtage særlig stor kompensation. Heldigvis er dette ændret i dag, hvor ægdonorer modtager cirka 7000 kroner som kompensation. Dette beløb skal bidrage til at dække de omkostninger og den tid, kvinden har i forbindelse med den behandling, der kræves for at producere ekstra æg og få dem udtaget. Processen med at være ægdonor uden selv at være i fertilitetsbehandling er en lidt kompliceret proces. Den indebærer hormonbehandling, der stimulerer æggestokkene til at producere flere æg. Hormonbehandlingen involverer blandt andet injektioner, som kvinden selv skal lære at administrere derhjemme. Selve ægudtagningen er en procedure, der udføres af en fertilitetslæge under lokalbedøvelse. Efter indgrebet skal kvinden hvile sig resten af dagen.

Det er virkelig vigtigt at anerkende den store indsats og generøsitet, som kvinder, der vælger at donere deres æg uden at være i fertilitetsbehandling, yder. Processen med hormonbehandling og ægudtagning kan være hårdt både fysisk og psykisk, og det kræver en betydelig indsats og ofte personlige ofre fra deres side. Den kompensation, de modtager, er en form for anerkendelse af denne indsats og det tab af tid og mulige arbejdsfravær, de måtte opleve. Det er vigtigt at værdsætte og støtte op omkring kvinder, der vælger at bidrage på denne måde til at hjælpe andre med at opfylde deres drøm om at få børn.

Ifølge Sundhedsdatastyrelsen blev der i 2019 udført knap 8500 insemineringer i Danmark med donorsæd. Det skal dog siges, at 55% af disse inseminationer blev foretaget på udenlandske kvinder. Der var således cirka 3800 danske kvinder, som blev insemineret med donorsæd i 2019. Af disse insemineringer resulterede 561 i en klinisk graviditet. Sundhedsdatastyrelsen har også her sammenkoblet egne tal med Landspatientregisteret. Dette gør, at man i tilfælde med inseminationer med donorsæd på fertilitetsklinikker, har et reelt tal for, hvor mange børn der blev født. Af de påbegyndte inseminationer med donorsæd i 2019 blev resultatet 592 børn. Grunden til at børnetallet er større end graviditetstallet skyldes, at nogle af graviditeterne har bestået af tvillinger og trillinger.

Hjemmeinsemination er generelt mindre udbredt i Danmark sammenlignet med visse andre lande som USA, hvor det ofte er den primære mulighed for insemination med donorsæd, og hvor omkostningerne påhviler den enkelte. I Danmark foretrækker mange at få insemination udført på en fertilitetsklinik, hvor de kan drage fordel af professionel vejledning og overvågning under processen. Dette sikrer også, at proceduren udføres korrekt og under optimale betingelser for succes.

Ja, det er en udfordring, at gennemskueligheden omkring brugen af donorsæd i andre former for assisteret reproduktion end inseminering ikke er lige så tilgængelig. Dette kan skyldes manglende rapportering eller registrering af disse oplysninger i de offentlige databaser, hvilket gør det vanskeligt at få et fuldstændigt billede af brugen af donorsæd i disse procedurer. Det understreger behovet for mere omfattende dataindsamling og rapportering inden for området for assisteret reproduktion for at forbedre transparensen og forståelsen af praksis og resultater.

Det lyder fornuftigt og nødvendigt med klare retningslinjer og standarder for at sikre, at sæddonation foregår på en ansvarlig og sikker måde. Disse retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen giver både sædbankerne og potentielle donorer et solidt grundlag at arbejde ud fra og bidrager til at opretholde kvaliteten og sikkerheden ved donorsæd. Det er også vigtigt, at donorer er i stand til at opfylde visse kriterier for at sikre, at den donerede sæd opfylder de nødvendige sundheds- og kvalitetsstandarder, samtidig med at donorerne forstår de juridiske, etiske og medicinske implikationer af deres donation.

Hos Cryos skal kommende sæddonorer være mellem 18 og 45 år og gennemgå et omfattende screeningsprogram. Dette program vurderer både donorens mentale, fysiske og genetiske tilstande.

Potentielle donorer diskvalificeres, hvis de lider af visse sygdomme, har alvorlige arvelige lidelser i familien eller ikke kender deres genetiske baggrund, f.eks. hvis de selv er donorbørn eller adopteret.

Der er også andre specifikke og intime krav, som ikke detaljeres her. Sæddonorer opfordres generelt til at vedligeholde en sund livsstil for at sikre, at sædkvaliteten er optimal. Dette inkluderer en ernæringsrig kost, regelmæssig motion og undgåelse af skadelige vaner som rygning og overdrevet alkoholforbrug. En sund livsstil kan bidrage til at forbedre både mængden og kvaliteten af den donerede sæd, hvilket er afgørende for succesen af assisteret reproduktionsteknologi.

Sæddonorer har mulighed for at donere sæd 1 til 2 gange om ugen, så længe sædkvaliteten ikke påvirkes negativt. For hver donation honoreres donoren med op til 500 kroner. Med lidt hurtig hovedregning kan to besøg hos sædbanken om ugen hurtigt blive til en betydelig ekstra indtægt hver måned. Det er derfor ikke overraskende, at mange studerende ser dette som en attraktiv indtægtsmulighed.

En mere præcis konklusion om antallet af donorbørn i Danmark ville være, at der i 2019 blev født 592 børn efter insemination med donorsæd og 212 børn ved hjælp af ægdonation. Dertil kommer et mørketal, som omfatter brugen af donorsæd ved kunstig befrugtning og assisteret reproduktion i udlandet. Det kan f.eks. være kvinder og par, som ikke opfylder de danske krav til fertilitetsbehandling. På baggrund af dette skønner jeg, at der årligt fødes cirka 1000 børn i Danmark ved hjælp af en donor. Sammenlignet med de cirka 61.000 børn, der blev født i både 2019 og 2020, udgør donorbørnene således omkring 1,6% af alle nyfødte i Danmark. Med denne andel betyder det, at der i gennemsnit sidder en elev, som er donorbarn, i hver anden folkeskoleklasse.

Dette inkluderer både børn, der er bekendt med deres donoroprindelse, og dem, hvis forældre har valgt ikke at oplyse dem om det.

Kapitel 3 Hvem har brug for en donor?

Der er ingen tvivl om, at det at beslutte sig for som par eller som enlig at skulle have et barn, er en af de største beslutninger, man kommer til at tage i hele sit liv. Og når man er et homoseksuelt par, kan man ikke bare lige tage en beslutning en søndag aften om, at nu går vi i gang med at øve os på at få et barn. Nej, beslutningen bliver virkelig stor, og man skal igennem mange overvejelser.

Dette gælder selvfølgelig også de kvinder uden en partner, som ønsker at være mor.

Når man lever i et lesbisk parforhold som mit, er det selvfølgelig indlysende, at vi havde brug for en donor, for at få vores familieforøgelse til at lykkes. I øjeblikket kræver reproduktionen både en ægcelle og en sædcelle for at danne et barn. Men hvem ved? Måske vil fremtiden og etikken åbne døren for muligheden for at danne et foster ud fra to æg. Men i vores tilfælde havde vi jo æg nok, men det krævede mange overvejelser at beslutte, hvor sæden skulle komme fra.

Ja, vi stod over for muligheden for at få hjælp fra en mand, vi allerede kendte, eller at vælge en anonym donor, en person uden ønske om yderligere forpligtelser eller kontakt med barnet udover at hjælpe os med at blive forældre. Det er bemærkelsesværdigt, at begge disse typer mænd, der ønsker at hjælpe uden yderligere forpligtelser, faktisk findes.

I mine overvejelser indgik også muligheden for at få hjælp fra en bøsse eller et bøssepar, som ligesom os ønskede at blive forældre. Både med en kendt donor og med en bøsse ville barnet kende identiteten på den mand, der ville blive far til vores kommende barn. Jeg bruger bevidst betegnelsen her, fordi det ville være en mand, som barnet ville kende identiteten på og sandsynligvis udvikle en eller anden form for relation til. For mig er der en væsentlig forskel mellem en donor, som barnet ikke har nogen relation til eller kender identiteten på, og en far, hvor barnet kender identiteten, uanset hvor tæt relationen måtte være.

For os var der dog ingen tvivl om, at vi ikke ønskede at bruge en mand, som vi kendte. Der var flere årsager til dette valg. Hvis vi skulle have brugt en mand fra vores omgangskreds eller en mand, der blot ønskede at donere sæd til vores familieprojekt, var vi bekymrede for de juridiske udfordringer, der kunne opstå. Vi ville derfor have været nødt til at kræve, at han afgav forældremyndigheden over barnet og ikke stillede krav om samvær. Dette var et krav, jeg ikke ønskede at skulle stille til nogen. Jeg tror personligt, at det er få mænd, der lige efter at være blevet far – måske for første gang – ikke ønsker at være en del af deres barns liv alligevel. For os som kommende forældre var det en stor bekymring og skræmmende at tænke på, hvis donoren senere hen ønskede at søge om samvær og forældremyndighed. Den bekymring vurderede vi, var en unødvendig byrde at bære rundt på i ukendt tid.

Derudover var hele tanken om at skulle inseminere sig selv eller sin partner med sæd direkte fra en kop, som en måske ukendt mand lige havde leveret, ikke særlig tillokkende. Denne forestilling var ikke helt behagelig for mig. Jeg foretrak klart, at sæden lige havde været igennem et laboratorium og var blevet undersøgt grundigt, før den var klar til inseminering.

Tanken om at bruge en bøsse eller et bøssepar i vores projekt har aldrig været helt fjern for mig. Dette skyldes primært, at jeg har stor sympati og medfølelse for bøsserne, som har langt sværere ved at skabe en familieforøgelse end os kvinder. Vi kan jo i princippet gå ud en fredag aften og se, om vi kan finde et villigt ”offer” til et one-night stand uden beskyttelse, eller vi kan bruge nogle af de mange andre etisk forsvarlige måder at skaffe os sæd på, f.eks. via fertilitetsklinikker. Men bøsserne kan ikke bare lige finde et æg og slet ikke en livmoder, som de kan bruge til at udvide deres familie. De må tage den langt mere besværlige vej forbi en rugemor, eller de må begynde som deleforældre, idet de vil kunne få børn med en kvinde, som også ønsker sig børn. Tanken om at skulle starte vores forældreskab som deleforældre var den primære årsag til, at vi ikke valgte at få børn med et bøssepar. Vi kunne som kommende forældre ikke forestille os at skulle dele vores nyfødte barn med et andet forældrepar. Jeg er klar over, at dette kan lyde meget egoistisk, og jeg tror faktisk også, at min holdning kunne have været anderledes, hvis jeg havde kendt en bøsse eller et bøssepar, som stod i samme situation som os med et brændende ønske om at stifte familie. Men sådan var vores situation ikke. Valget blev derfor, at vi havde brug for en donor.

Vi skulle nu i gang med alle de mange overvejelser der er, når man skal opstarte fertilitetsbehandling. En af vores første beslutninger var, hvem der skulle bære barnet. For os var der dog ingen tvivl om, at det skulle være mig. Hele tanken om fertilitetsbehandling, hormonbehandlinger, gentagne besøg hos gynækologen, kroppens forandringer og ikke mindst selve fødslen, var ret skræmmende for min ekskone og bestemt ikke noget, hun ønskede.

Jeg har altid haft en interesse i at opleve graviditet og fødsel en dag. Dog har det altid været vigtigt for mig, at omstændighederne var de rette, før jeg kastede mig ud i projektet baby. Det vil sige, at jeg ønskede en partner, som også ønskede sig børn, da jeg aldrig har haft lyst til at være alenemor.

Hvis jeg havde haft en partner, der også ønskede at være gravid, kunne jeg nemt forestille mig, at vi begge ville bære et barn. Jeg har altid følt, at min lyst til at få børn ville være den samme, uanset om jeg var biologisk mor eller ej. Tanken om at skabe et nyt liv og mærke et barn vokse inde i mig har altid fascineret mig. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville have presset på for at opleve denne erfaring selv. Selvom det ville have været en stor oplevelse at følge graviditeten hos min partner, ville jeg være ked af ikke at have oplevet det på egen krop, i det mindste én gang.

Når man er pårørende, kollega, ven eller sundhedspersonale, er det vigtigt at være opmærksom på, at der kan være mange grunde til, om en person ønsker at bære et barn eller ej.

Det første spørgsmål, der altid opstår, er, om man har lyst til at være gravid. Personligt tror jeg, at der blandt lesbiske kvinder er flere, der ikke har denne lyst sammenlignet med heteroseksuelle kvinder. Årsagerne hertil kan være mange. En af dem kan være ens opfattelse af ens krop og køn.

En anden faktor kan være bekymringen omkring den fysiske forandring, som graviditeten medfører. Mange lesbiske kvinder finder denne forandring skræmmende og ikke tiltalende. Yderligere kan det være, at som et lesbisk par, står man over for andre muligheder for at blive forældre uden at skulle lægge krop til, sammenlignet med hvad heteroseksuelle kvinder står over for. Disse observationer er dog personlige antagelser, og der findes helt sikkert utallige andre grunde til at vælge ikke at være gravid.

Desuden kan nogle kvinders kroppe være udfordrede på forskellige måder. Dette kan omfatte fysiske skader, såsom rygproblemer og andre mekaniske tilstande, der ville gøre en graviditet vanskelig, eller hvor graviditeten kunne forværre skaderne yderligere. For disse kvinder vil det altid være en afvejning mellem de mulige gener og permanente skader, som en graviditet og fødsel kan medføre, og ønsket om at være biologisk og bærende mor.

Gennem mange års arbejde som sygeplejerske på en neonatalafdeling har jeg personligt set en del kvinder, der er blevet alvorligt skadet af graviditet og fødsel. Dette har i de fleste tilfælde ikke kunnet forudses på forhånd. Enten fordi kvinden ikke vidste, at hun var latent syg, eller fordi hendes krop har reageret voldsomt på graviditeten eller har lidt skader under fødslen.

Det er hjerteskærende at være vidne til, når en ny familie, der skulle have været fyldt med glæde over den lille nyankomne, i stedet må håndtere angst, usikkerhed og smerte på grund af moderens helbred. Forestillingen om, hvordan dannelsen af deres nye familie skulle være, knuses i øjeblikket, hvor kvinden ikke kan være den nærværende mor, hun ønskede at være, måske på grund af sin egen dårlige tilstand. Det er hjerteskærende at se, når kvinden måske ikke engang kan være sammen med sit barn på grund af sin tilstand. Samtidig står partneren over for en kæmpe udfordring med at håndtere både sin elskedes sygdom og den nye families behov. Denne situation sætter enormt pres på partneren, der konstant er splittet mellem at hjælpe sin partner og tage sig af det nye barn. Det er bestemt ikke en situation, man ønsker for nogen nybagte forældre.

Det er imponerende at se, når kvinder trods deres dårlige helbred vælger at blive gravide, selvom graviditeten kan udgøre en direkte fare for deres liv. Jeg har stor respekt for dem, hvis de fravælger en graviditet og måske endda beslutter sig for ikke at få børn, hvis risikoen for komplikationer er så stor, at det vil påvirke deres liv betydeligt efter fødslen. I disse tilfælde er valget om en graviditet ekstra svært og bør nøje overvejes. I et lesbisk forhold vil der stadig være mulighed for, at den anden partner kan bære graviditeten, men for heteroseksuelle par, hvor kvindens helbred ikke tillader en graviditet, kan adoption være den eneste mulighed for at opfylde drømmen om familieudvidelsen.

Jeg har stor respekt for den gruppe af kommende forældre, der bekymrer sig for at videregive bestemte uhensigtsmæssige gener til deres børn. For disse forældre er beslutningen om at få biologiske børn ofte ledsaget af mange overvejelser og bekymringer, og nogle gange kan det føre til, at de fravælger at få børn med deres egne gener. Det er bestemt ikke en let beslutning at træffe, da den indebærer at afstå fra at give videre noget, der måske har påvirket ens eget liv.

Det er sandt, at mange mænd i dag oplever problemer med sædkvaliteten, og forskning antyder, at dette problem ikke ser ud til at aftage i fremtiden. Cirka hver tredje mand i Danmark har i dag en så ringe sædkvalitet, at der er meget lille eller ingen mulighed for naturlig forplantning derhjemme.

Årsagerne til den dårlige sædkvalitet kan være mangfoldige og kan påvirke mænd helt fra fosterstadiet. Hvad manden spiser og udsættes for i løbet af livet kan også have betydning for sædkvaliteten. Desuden kan usunde vaner som for meget alkohol og brug af skadelige stoffer i ungdommen også øge risikoen for dårlig sædkvalitet senere i livet.

Mænd med dårlig sædkvalitet kan have brug for fertilitetsbehandling, og i nogle tilfælde kan en direkte sæddonor være nødvendig for at muliggøre familieforøgelse. Gennem fertilitetsbehandling kan sæden fra en donor anvendes til at befrugte kvindens æg, hvilket giver mulighed for graviditet, selv når mandens sædkvalitet er utilstrækkelig til naturlig forplantning. Det er en værdifuld mulighed for par, der ønsker at få børn, men står over for udfordringer med mandens sædkvalitet.

Der stadig eksisterer en vis tabuisering omkring mænds sædkvalitet og fertilitetsproblemer generelt. Dette kan delvist skyldes den traditionelle opfattelse af maskulinitet og mandlig fertilitet. Mange mænd føler en vis skam eller utilstrækkelighed, hvis de oplever problemer med deres sædkvalitet.

Denne stigmatisering kan være en hindring for åbenhed og diskussion omkring emnet. Det er dog opmuntrende at se, at der er stigende fokus på mænds fertilitet og mulighederne for behandling af fertilitetsproblemer hos mænd. Forskningen inden for dette område udvikler sig, og der kommer flere og flere muligheder for medicinsk intervention og behandling. Det er vigtigt at nedbryde tabuer og skabe en åben dialog omkring fertilitet, så både mænd og kvinder føler sig støttet og informeret, når de står over for udfordringer med at opnå graviditet.

At bryde tabuer omkring dårlig sædkvalitet og mandlig fertilitet kan bidrage til en mere åben samtale om brugen af sæddonorer og barnets ret til at kende sit genetiske ophav. Det er afgørende at anerkende, at fertilitetsproblemer ikke er en refleksion af mandens maskulinitet, men snarere et resultat af forskellige faktorer, herunder genetik, miljømæssige påvirkninger og livsstil.

Ved at fremme åbenhed og ærlighed omkring disse emner kan vi skabe et mere støttende og oplyst miljø for par, der står over for fertilitetsudfordringer. Det kan også bidrage til at sikre barnets ret til at kende sin genetiske arv og skabe et sundt fundament for dets identitetsudvikling. Dette er et vigtigt etisk spørgsmål, der kræver en omhyggelig afvejning af forskellige hensyn og værdier.

Og så har vi kvinderne. Og ligesom hos mændene, kan der hos kvinderne være mange forskellige årsager til, at man ikke kan blive gravid. Hos en kvinde er der flere ting, der skal gå op i en højere enhed, for at der kan komme et barn til verden. I processen er der selve ægget, som skal produceres og modnes. Så skal ægget kunne vandre frit gennem æggelederne, og møde den stærke, udkårne sædcelle. En sammensmeltning skal ske. Og til sidst skal der være et miljø i livmoderen, hvor ægget har mulighed for at sætte sig fast, og gennemgå en fantastisk udvikling, fra 2 celler der mødes til et levedygtigt barn.

I denne proces kan der opstå mange udfordringer og komplikationer. Når et par ikke kan opnå graviditet naturligt, og mandens sædkvalitet er tilstrækkelig til reproduktion, kræver det ofte et større detektivarbejde for at identificere årsagerne til kvindens manglende evne til at blive gravid.

Dette kan involvere en grundig gennemgang af hendes reproduktive sundhed og mulige faktorer, der kan påvirke hendes fertilitet. Det er ikke ualmindeligt, at kvinder, der står over for disse udfordringer, skal igennem en længerevarende og krævende fertilitetsbehandling. Dette kan indebære forskellige former for medicinsk intervention, som hormonbehandling, ægmodning eller endda assisteret befrugtningsteknologier som IVF. Denne proces kan være en følelsesmæssig og fysisk prøvelse, og det er vigtigt for kvinder at få støtte og vejledning undervejs.

Det er vigtigt at huske, at uanset om fertilitetsproblemerne ligger hos manden eller kvinden, er det altid kvinden, der gennemgår det mest omfattende og indgribende forløb, både fysisk og psykisk. Fertilitetsbehandling kræver en betydelig mængde styrke og udholdenhed fra både manden og kvinden samt fra parforholdet som helhed. Det er en udfordrende rejse, der kan påvirke alle aspekter af deres liv og forhold, og det er vigtigt, at de støtter hinanden gennem hele processen.

Jeg har stor respekt for de kvinder, der vælger at sige fra, når de ikke ønsker at udsætte deres krop for fertilitetsbehandling og graviditet, eller som simpelthen ikke ønsker børn. Desværre har jeg set fordomme, diskriminerende spørgsmål og dyb undren, både fra nære pårørende og omgivelserne generelt, rettet mod disse kvinders beslutninger. Det går langt over stregen, når andre mennesker siger til en kvinde: "Man er først en rigtig kvinde, når man har været gravid og fået børn!" eller "Er

I ikke bange for at blive ensomme, når I bliver gamle?" Det er sårende og nedværdigende, når andre forsøger at dømme, hvornår man er en rigtig kvinde, eller hvordan man skal leve sit liv, uanset om man ikke har børn på grund af fertilitetsproblemer eller frivilligt valg.

Selvom kommentarerne ikke er sagt med onde hensigter, bør vi alle, inklusive mig selv, huske på, at vi ikke skal være dommere over andres liv og de valg, de træffer. Der kan være mange personlige grunde til vores livsstil, som vi ikke ønsker at dele med andre. Når man som pårørende, ven eller kollega presser på og spørger, om andre ikke snart skal have børn, så ved jeg godt, at vi gør det, fordi vi ønsker det bedste for dem. Måske har vi selv den opfattelse, at børn er det bedste i verden.

Men som kollega, ven eller endda som familiemedlem ved man ikke altid, om et par kæmper med fertilitetsbehandling, eller om det bare ikke er lykkedes dem at blive gravide. Det kan også være, at parret af forskellige årsager har valgt et liv uden børn.

Jeg generelt går ind for åbenhed og mener, at det ofte er det bedste i de fleste situationer, må jeg og alle andre respektere, at vi ikke altid ved, hvad der er bedst for andre. Vi ved heller ikke altid, hvilke grunde der ligger bag deres handlinger. Og det er ikke vores ret som pårørende altid at kræve at vide det. Mange par vælger ikke at fortælle deres omgivelser, at de er i fertilitetsbehandling.

Dette kan skyldes, at fertilitetsproblemer er meget personlige og intime sager. Jeg er dog overbevist om, at der er klare fordele ved at være åben om, at man er i gang med et fertilitetsforløb. Flere af behandlingerne kræver, at man er til stede på bestemte dage og tidspunkter, og jeg tror, at ens arbejdsplads vil være meget forstående over for ens fravær, hvis man er åben om årsagen.

Derudover medfører behandlingerne ofte hormonelle og psykiske udfordringer. Jeg forestiller mig, at ens omgivelser også vil have større forståelse, hvis de kender årsagen til ens humørsvingninger og andre reaktioner, der skyldes kampen for at få et ønsket barn. Generelt tror jeg, at alle i ens omgivel ser vil udvise større forståelse og tålmodighed, hvis de er klar over årsagen, frem for at skulle gætte sig til den.

Der er desværre kvinder, der ikke når at få børn, før de når "udløbsdatoen". I dag venter vi ofte med at få børn, til vi er langt ældre, end vores kroppe egentlig er designet til. Hvis det var op til vores biologi, ville vi sandsynligvis få børn omkring 20-årsalderen. Men før vi når dertil, skal vi have styr på vores karriere, finde en partner, etablere os i et hus, og tage os af alt det praktiske. Når alt dette er på plads, er vi desværre blevet ældre, og vores evne til at reproducere er begyndt at aftage.

Jeg kan relatere til det. Selv var jeg slet ikke klar til at få børn i mine 20'ere. På det tidspunkt havde jeg kun styr på min uddannelse, men der var stadig meget, jeg ville udforske ved livet, min seksualitet og ikke mindst finde den rette partner at stifte familie med. Så jeg nåede også at være i trediverne, før tankerne om børn rigtig begyndte at tage form.

Nogle kvinder oplever, at det biologiske ur løber fra dem, før de er klar til at få børn. Men heldigvis har kvinder i dag mulighed for at få et donoræg fra en anden kvinde, hvilket giver dem en chance for at opfylde deres ønske om moderskab. I Danmark er der dog visse etiske retningslinjer, der regulerer alderen på kvinder, der kan modtage fertilitetsbehandling. Nogle kvinder og par, der får afslag på behandling i Danmark på grund af deres alder, søger muligheder i udlandet. Her er reglerne ofte mere lempelige, men det er i stedet økonomien hos de infertile par, der afgør behandlingsmulighederne. Så længe parret eller kvinden er villig til at betale, er flere udenlandske fertilitetsklinikker villige til at fortsætte behandlingen. Dette betyder, at kvinder langt op i halvtredserne kan blive gravide med både donoræg og donorsæd.

Ja, det er helt klart et vigtigt etisk spørgsmål, om det er ansvarligt at sætte et barn i verden, når forældrene er oppe i alderen. Det indebærer en betydelig mængde refleksion og planlægning fra forældrenes side for at sikre, at barnet får den nødvendige omsorg og støtte, selv hvis forældrene bliver svage eller dør, mens barnet stadig er ungt. Et solidt socialt netværk og muligheden for alternative omsorgspersoner er afgørende faktorer i denne overvejelse. Det handler om at tage hensyn til barnets tarv og sikre dets bedste muligheder for trivsel og udvikling, uanset forældrenes alder.

I et lesbisk forhold, hvor parret har forsøgt fertilitetsbehandling hos den ene partner uden succes, vælger nogle par at starte behandling hos den anden partner. Selvom det i princippet er en fordel at have to kvindelige kroppe til at forsøge at opnå graviditet, er det vigtigt at forstå, at beslutningen om at starte fertilitetsbehandling ikke er truffet let. Det er en intens og udfordrende proces, hvor kvindens krop presses af hormoner, og hvor der kan være smerter ved ægudtagning samt humørsvingninger fra frustration til depressive symptomer.

Efter at have gennemgået en langvarig fertilitetsbehandling, især hvis den ikke resulterer i graviditet, belaster det både krop og sind betydeligt. Den følelsesmæssige byrde og sorgen er ofte til stede, uanset om behandlingen lykkes med den anden partner eller ej. Det er vigtigt at anerkende og støtte den kvinde, der har gennemgået behandlingen, og forstå den kompleksitet, hun har oplevet i forsøget på at opnå graviditet.

Og så er der den store gruppe af par, der lider af ufrivillig barnløshed, hvor den præcise årsag ikke kan påvises. Mange af disse par forsøger også at bruge enten donoræg eller specielt donorsæd i håbet om at opnå graviditet. I visse tilfælde viser det sig, at brugen af en donor er nøglen til at opnå familieforøgelse.

Der er utrolig mange forskellige årsager til, at man har brug for hjælp fra en donor til at få et barn. Som pårørende til et kommende forældrepar, der har været åbne omkring brugen af en donor, bør man vide, at brugen af donor i Danmark er underlagt nogle gode, og for nogle lidt strenge, etiske retningslinjer. Disse retningslinjer er dog med til at sikre, at parrene har en vis sikkerhed for kvaliteten og etikken bag donorskabet.

Kapitel 4 Valg af donor

Der er ingen tvivl om, at det at vælge at blive donor, må være en lige så stor beslutning, som det at

vælge at man gerne vil bruge en donor.

Det at vælge, at éns gener må blive brugt uden at man selv har indflydelse på hvornår og til hvem, må kræve en del overvejelser. Tanken om at der render mennesker rundt, som indeholder halvdelen af ens arvemateriale og derved måske ligner én både fysisk og mentalt, må være ret vildt. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at langt de fleste af dem, der vælger at være donor, gør dette af ideologiske grunde. Sædbankerne lægger heller ikke skjul på i deres fortælling, at når du vælger at være donor, er du med til at hjælpe andre, til at få en drøm til at gå i opfyldelse.

Selvfølgelig kan jeg godt forstå, hvis særligt unge mænd fristes af muligheden for at tjene lidt ekstra håndører, især når det gælder om at finansiere studier. For lad os sige det, som det er: Det er et godt betalt arbejde for lidt håndarbejde!

At være donor som kvinde indebærer, at man har arbejdet betydeligt hårdere, både fysisk og mentalt, for sin fortjeneste Når man som mand ønsker at donere sin sæd, er der ingen krav til udseendet. Sædbanker kan have afdelinger spredt ud over hele verden, og der er derfor behov for sæddonorer af mange forskellige etniciteter, højder og drøjder. Der forekommer endda perioder, hvor sædbanker fører kampagner for at hverve nye sæddonorer med en bestemt etnicitet, da der er stor efterspørgsel efter et specifikt udseende.

Når man vælger at blive sæddonor, kan man gøre det som anonym eller som åben donor, og hvad vil det så sige? Som anonym donor, også kendt som en non-ID release donor, er donoren sikret anonymitet over for både donorforældre, donorbørn og andre parter, der kunne være interesserede i at kende donorens identitet. Sædbanken har ikke lov til at videregive oplysninger, der kan identificere donoren. Som en non-ID release donor har man ikke mulighed for at identificere ens donorbørn, og man har derfor også afskrevet sig muligheden for at kontakte sine eventuelle donorbørn.

Som åben donor, også kendt som en ID release donor, giver man tilladelse til, at sædbanken kan videregive ens identitetsoplysninger til ens eventuelle donorbørn. Donorbarnet vil således have mulighed for at kontakte donoren. Normalt får barnet mulighed for at modtage disse oplysninger, når det fylder 18 år.

Det er korrekt, at hvis der fødes et eller flere børn med genetiske sygdomme, vil donoren til disse børn blive undersøgt, uanset om der er tale om en donor med non-ID release eller ID release.

Donoren er dog ikke juridisk ansvarlig for eventuelle genetiske sygdomme, så længe han har opgivet korrekte oplysninger under screeningsprogrammet for at blive godkendt som donor. Det er altid en trist situation, når et barn lider af en genetisk sygdom og de udfordringer, det medfører. Derfor er det også fornuftigt at have begrænsninger for, hvor mange børn en donor må producere.

Det er værd at bemærke, at når en kvinde starter i fertilitetsbehandling, behøver hun ikke gennemgå det samme screeningsprogram som donoren. Personligt ville jeg være i tvivl om, hvorvidt jeg ville kunne bestå et sådant screeningsprogram. Jeg har også nogle forfædres gener, som jeg ikke nødvendigvis ønsker at give videre til mine børn, men samtidig er mine gener ikke så dårlige, at de anses for uhensigtsmæssige at give videre.

For heteroseksuelle par, der spontant beslutter sig for at få børn, er det sandsynligt, at de ikke nødvendigvis tager en dybdegående samtale om deres genetiske arvemateriale.

Som kendt donor har man også mulighed for at fastlægge, hvor meget information donorforældrene og donorbarnet skal have om en. Man kan vælge at give basisoplysninger, såsom hårfarve, øjenfarve, højde og drøjde. Alternativt kan man som kendt donor vælge at udarbejde en mere detaljeret profil, hvor man deler yderligere oplysninger om sig selv, dog uden at afsløre sin identitet direkte. Dette kan inkludere oplysninger om uddannelse, billeder af donor som både barn og voksen osv.

Uanset hvilken type donor en mand vælger at være, har han ingen juridisk forpligtelse over for barnet, og der kan ikke rejses en faderskabssag mod den pågældende donor.

Min daværende kone og jeg var som kommende donorforældre ikke i tvivl om, at vi ønskede at bruge en anonym donor. Vi overvejede nøje, om vi skulle vælge en kendt donor til vores kommende barn. Tanken om, at vores barn skulle gå hele barndommen og spekulere på, hvem donoren mon var, ville uden tvivl vække et væld af fantasier og forestillinger. Hvem er han? Hvordan ser han ud? Bor han tæt på os?

Og vigtigst af alt: Vil han kunne lide mig, når vi endelig mødes?

Men vores største bekymring var en anden. Hvad hvis donoren, som havde givet sin sæd som åben donor, pludselig 18 år senere fik besøg af flere donorbørn, der bankede på hans dør? Måske havde han i mellemtiden stiftet familie og ikke engang tænkt over konsekvenserne af sin handling, da han donerede sæden af god vilje.

Vi kunne ikke forestille os, hvor stor en skuffelse det ville være for vores barn at blive mødt af en lukket dør hos donoren, efter så mange års venten. Det er svært at forestille sig den smerte, en ung voksen ville føle, hvis han eller hun havde glædet sig i årevis til at møde sin donor, blot for at blive afvist eller mødt med koldhed.

Det var en risiko, vi som forældre ikke kunne bære at løbe, så vi besluttede at parkere vores overvejelser om brugen af en kendt donor. Vi stod også over for et stort dilemma angående brugen af en anonym donor. At vælge denne løsning ville betyde, at vores kommende barn aldrig ville få mulighed for at kende sin biologiske oprindelse. Der ville være en evig uvisshed om, hvorvidt vores barn havde halvsøskende, både her i Danmark og andre steder i verden. Det var et kolossalt fravalg, som vi var nødt til at overveje nøje.

Når først vi havde valgt anonymiteten hos donoren, var der ingen vej tilbage. Det var en beslutning med permanente konsekvenser, som vi var klar over, vi skulle leve med resten af vores liv. Det er helt forståeligt, at valget af donor til ens fremtidige børn kan være en af livets mest udfordrende beslutninger. At skulle træffe sådan en afgørelse på vegne af et andet menneske er en enorm opgave, og det er helt naturligt at føle uro og tvivl. Jeg tror dog på, at når man som forælder har gennemtænkt og diskuteret alle muligheder grundigt, og man føler sig sikker i sit valg, så vil det også være det rigtige for ens barn. Selvfølgelig kan der være undtagelser, hvor tingene ikke går som planlagt, men det er en del af livet, og vi må gøre vores bedste med de beslutninger, vi træffer.

I staretn af 00'erne var der kun mulighed for at få grundlæggende oplysninger om de anonyme donorer. Da vi ikke havde valget om at få yderligere oplysninger om donoren, gjorde det heller ikke den store forskel for mig. Jeg bekymrer mig egentlig ikke om, hvorvidt donoren var tømrer eller medicinstuderende eller et sted midt imellem. Det vigtigste for mig er, at han har været med til at give os nogle vidunderlige børn. Jeg behøver ikke engang et billede af ham som barn eller at vide, hvad hans karriere var. Hvem ved egentlig, om mine børn vil ligne ham eller gå i hans fodspor? Det er heller ikke sikkert, at de vil ligne mig eller følge i mine fodspor, selvom jeg er deres biologiske mor. De vil heldigvis skabe deres helt egen vej i livet.

Vi havde virkelig taget os tid til at overveje og tale igennem, hvilken type donor vi ønskede, og vi var helt sikre på, at vi ville vælge en anonym donor. Så det burde ikke have været følelsesmæssigt svært at tale med gynækologen på hospitalet, der skulle hjælpe os med fertilitetsbehandlingen, om vores valg af donor. Men det blev langt fra nemt. Jeg betragter mig selv som et tolerant menneske, der har stor respekt for vores forskelligheder som mennesker, og racisme er noget, der ligger meget langt fra mig. Men der sad vi så, som kommende forældre, over for en totalt fremmed person - gynækologen - og skulle diskutere det at fravælge og tilvælge en person som donor.

Jeg følte virkelig en bølge af skam under den samtale med gynækologen - en følelse, jeg aldrig tidligere havde oplevet. Det var en snak om at vælge en donor ud fra kriterier som højde, drøjde, øjenfarve - og ikke mindst hudfarve! Pludselig stod jeg der og skulle diskutere et andet menneskes udseende, og det gjorde mig virkelig ubehageligt til mode. Alt, jeg ønskede, var at få et sundt barn.

Men nu var jeg i en situation, hvor udseendet også kom i spil. Lad os være ærlige - de fleste forældre ønsker, at deres barn skal ligne dem selv. Min ekskone og jeg er begge lyse i huden med leverpostejsfarvet hår, så det ville være naturligt at vælge en donor, der mindede om os. Men jeg kunne ikke få mig selv til at sige til gynækologen, at vi ønskede en donor, der var en etnisk bleg dansker.

Jeg sad der bare med svedige håndflader og følte mig som om jeg snart ville blive stemplet som racist, fordi vi ønskede en hvid donor. Det var det sidste, jeg ønskede - at blive betragtet på den måde, og det kunne jeg slet ikke acceptere. Heldigvis for mig kunne gynækologen mærke, hvor ubehageligt jeg havde det. Hun brød hurtigt stilheden ved at sige, at det generelt var bedst at vælge en donor, der ligner forældrene. "I jeres tilfælde ville det være en skandinavisk type," tilføjede hun helt naturligt. Det var som om, at en kæmpe sten blev løftet fra mine skuldre. Nu var det hendes anbefaling, og vi kunne bare sige 'Ja tak'. Jeg tænker stadig tilbage på den situation, og jeg er virkelig taknemmelig for, at hun som gynækolog var så forstående. Hun forstod, hvor svært det var for os, og gav os den nøjagtige hjælp, vi havde brug for. Vi havde jo talt om, at vi gerne ville have, at vores barn skulle ligne os lidt, men at skulle fravælge en hel gruppe af donorer på grund af hårfarve, øjenfarve og ikke mindst hudfarve, var virkelig en skamfuld oplevelse.

Næste punkt på listen var højden på donoren, og sjovt nok var det ikke nær så svært at sige højt. Jeg er selv ret høj, og højden er også en god familietradition. Så for os var det vigtigt, at vores barn ikke endte med at være en gigant. Vores donorprofil blev derfor ret simpel: Skandinavisk type, mellem 180 og 190 centimeter. Det var en bred profil, men for os var det præcis, hvad vi havde brug for som kommende forældre.

Da vores første barn kom til verden i 2008, fik vi et dokument med donorens nummer. Det føltes ret mærkeligt at modtage det. Det er lidt som at få en kvittering for noget, man har købt - men i dette tilfælde handler det om at "købe" et barn. Tanken virker både mærkelig og lidt uetisk, når man spekulerer over det. Alligevel er dette dokument nødvendigt senere hen, når vi skal have fødselsattesten og stedbarnsadoptionen på plads. Det er fascinerende, hvordan et stykke papir kan rumme både praktiske formaliteter og dybe, følelsesmæssige overvejelser på samme tid.

Udover de juridiske forhold, som dokumentet skal bruges til, er der en anden væsentlig årsag til, at forældre får udleveret donornummeret. Hvis man senere ønsker, at ens børn skal være biologiske søskende, er donornummeret afgørende. Det giver mulighed for at få sæd fra samme donor til barn nummer 2 eller 3. Man kan kontakte sædbanken og bede dem om at reservere sæd fra donor til senere brug. Her følte jeg nærmest, at jeg tog ejerskab over donoren - han var nu vores, min og mine børns. Selvom vi netop var blevet forældre, var det klart for os, at vi gerne ville have muligheden for at få flere børn med samme donor. Jeg havde hørt om et lesbisk par i min omgangskreds, som havde teenagebørn, der var biologiske søskende. Trods deres forskelle følte de en stærk sammenhørighed ved at vide, at de delte samme donor. Denne form for sikkerhed og fællesskab syntes jeg altid var en god idé. Derfor ønskede vi også denne mulighed, hvis det var en mulighed. Og det viste sig, at det var det, da vores donor stadig var aktiv, dvs. han leverede stadig sæd til sædbanken. Vi sørme os at få lagt otte strå på lager. Vi tænkte, at hvis det krævede mere end otte forsøg at blive gravid med barn nummer 2, ville vi stoppe fertilitetsbehandlingen.

I praksis fungerer det sådan, at man betaler for den reserverede sæd, og derefter opbevarer sædbanken "ens" sæd, indtil behovet opstår. Når man starter fertilitetsbehandlingen igen, sender sædbanken normalt to strå til fertilitetsklinikken. Det første strå forberedes, og hvis det er af god kvalitet, bruges kun dette. Det andet strå forbliver på klinikken og er klar til brug, hvis det første forsøg ikke fører til graviditet. De strå, der forlader sædbanken, returneres ikke. Dette skyldes, at de har været ude af sædbankens kontrollerede miljø under transport til og fra klinikken, hvilket øger risikoen for skade.

Når man er færdig med at få x-antal af de ønskede børn, og der stadig er strå tilbage på lageret i sædbanken, tilbyder sædbanken normalt at købe dem tilbage. Dog til en pris, der ikke er helt den samme som den oprindelige, men det er vel rimeligt, at de får en kompensation for deres service.

Når mine børn gennem årene har været nysgerrige og spurgt ind til deres donor, har jeg kunne dele med dem de tanker og overvejelser, der lå bag vores valg. Det har været vigtigt for mig at være ærlig og åben omkring processen. Jeg har fortalt dem, hvordan vi som forældre tog denne beslutning med stor omhu og kærlighed, fordi vi troede, at det var det bedste for dem.

Og da jeg står for åbenhed, har mine børn naturligvis fået de samme oplysninger om donoren, som vi som forældre har modtaget. Derfor er de klar over, hvilken hårfarve, øjenfarve, højde og vægt deres donor har. Denne åbenhed har gjort det lettere for dem at forestille sig, hvilken hårfarve og højde de selv vil få, når de bliver voksne.

Jeg må dog indrømme én ting. Mine børn har ikke fået oplyst deres donor-nummer, og det kommer de heller ikke til. Som forældre er vi helt enige om, at kendskab til donornummeret ikke vil have nogen betydning for vores børns opvækst. Samtidig ønsker vi faktisk ikke at risikere at stå i en situation, hvor vi opdager, at nogle af vores venner eller bekendte har brugt samme donor. Det ville være en uønsket og potentielt akavet situation. Brugen af samme donor som nogen, vi kender, ville selvfølgelig aldrig være en bevidst handling, og vi kendte ikke donorens nummer, før vores første barn blev født. Det ville være lidt mærkeligt at opdage, at vi pludselig har halvsøskende i vores vennekreds. Heldigvis har de andre donorforældre, jeg har mødt, haft den samme holdning. Ingen af os ønsker at kende hinandens donor. Men samtidig er vi enige om, at hvis den dag skulle komme, hvor en af mine børn bringer en kæreste hjem, der også er donorbarn, så må vi nok finde donornummeret frem. Forestil dig, hvis de to som kærester har samme donor, og de ikke er klar over det, når de begynder at få børn. Det kunne virkelig blive noget rod med generne!

Mine børn har endnu ikke bedt om deres donornummer, og jeg er virkelig i tvivl om, hvordan jeg vil reagere, hvis de spørger om det nu. I dag findes der både Facebook-grupper og andre sociale platforme, hvor man kan søge efter halvsøskende ved hjælp af sit donornummer, både i Danmark og i udlandet. Umiddelbart synes jeg, at det er en dårlig idé at begynde at opsøge den anonyme donors ukendte børn. Men samtidig kender jeg mig selv godt nok til at vide, at hvis mine børn virkelig brænder for at få deres donornummer, så vil det være svært for mig at nægte dem det. Uanset om de ønsker det for at møde andre med samme gener eller for at udfylde et hul i deres personlige historie, vil jeg ikke kunne ignorere deres behov. Det er trods alt os som forældre, der har truffet beslutningen om donorskabet på deres vegne. Selv mens jeg skriver og reflekterer over mine følelser, er jeg stadig i tvivl. Men i sidste ende tror jeg, at mine børn har ret til at få deres donornummer, hvis de ønsker det. Heldigvis er det ikke noget, de spørger om lige nu. Forhåbentlig vil jeg være mere afklaret, hvis dette behov opstår senere.

Kapitel 5 Fertilitetsbehandling

Fertilitetsbehandling er blevet en vigtig løsning for mange i Danmark, da behovet har skudt i vejret gennem de seneste årtier. Selvom udfordringer med alder og sædkvalitet er til stede, har landet set en stabil strøm på omkring 40.000 behandlinger årligt siden 2017. Ændringer i livsstil, senere alder ved første fødsel og øget opmærksomhed omkring fertilitetsproblemer har alle bidraget til denne stigning, hvilket har skabt en større efterspørgsel efter metoder som IVF, kunstig insemination og sæddonation for at hjælpe par med at opnå graviditet.

Før 1. januar 2007 var det kun tilladt for enlige kvinder og lesbiske at modtage fertilitetsbehandling hos jordemødre, som primært kunne udføre inseminationer. Gynækologer, der normalt er specialister inden for fertilitetsbehandling, var ikke tilladt at tilbyde deres tjenester til enlige og lesbiske kvinder, selvom de var ansvarlige for denne type behandlinger både i det offentlige og private system.

Denne praksis ændrede sig imidlertid i 2007, da en lovændring gjorde det muligt for alle, uanset civilstand, at modtage samme form for fertilitetsbehandling. Dette åbnede dørene for enlige og lesbiske kvinder for at få adgang til en bredere vifte af fertilitetsbehandlinger og professionel rådgivning fra gynækologer inden for området. Denne ændring blev set som et skridt mod større ligestilling og lighed i adgangen til reproduktiv sundhed i Danmark.

I efteråret 2006 var vores liv fyldt med spændende beslutninger og forventninger. Min ekskone og jeg havde længe næret drømmen om at udvide vores lille familie, men som lesbiske stod vi over for en række begrænsninger i det offentlige system. På det tidspunkt tillod lovgivningen kun fertilitetsbehandling for enlige og lesbiske på en håndfuld private klinikker, hvor jordemødre udførte inseminationsbehandlinger. Vi var forberedt på at følge denne sti, men så kom den politiske beslutning i Folketinget. Pludselig blev det lovligt for enlige kvinder og lesbiske at modtage fertilitetsbehandling på det offentliges regning. Det var et banebrydende skridt for ligestillingen, hvor alle, uanset seksuel orientering, opnåede samme ret til hjælp til at skabe familie i det offentlige system. Selvom vi allerede havde overvejet privat behandling, var det betydningsfuldt for os, at vores ønske om at blive forældre nu var anerkendt og støttet af loven. Det føltes som en triumf for ligestillingen og en hyldest til vores drøm om forældreskab.

Vi var begejstrede over muligheden for at starte behandlingen på vores lokale hospital, hvilket også betød, at vi undgik lange køreture til en privat klinik. Vores glæde blev kun forstærket, da vi mødte en gynækologisk overlæge, der strålede af begejstring og imødekommenhed. Hun var henrykt over at kunne hjælpe lesbiske og enlige med at opfylde deres drøm om at få børn på samme måde, som hun havde gjort for heteroseksuelle par i årevis. Hun havde selv følt sig diskrimineret, da hun ikke kunne se logikken i, at hun ikke måtte udføre fertilitetsbehandling for lesbiske og enlige, når en jordemoder havde muligheden.

Gynækologen havde en meget naturlig tilgang til vores situation som et lesbisk par, der ønskede at få et barn sammen. Hun formåede at spørge ind til, hvem der ønskede at bære barnet, på en respektfuld måde, hvor der ikke blev lagt vægt på at være den biologiske mor eller ej. Hun brugte ord som partner og medmor som en naturlig del af samtalen, hvilket gav os en følelse af accept og anerkendelse. Det skabte en dyb følelse af ro og tillid hos os begge, og vi følte, at vi befandt os det helt rigtige sted med det helt rigtige personale, klar til at begynde fertilitetsbehandlingen. Det var en tryg og kompetent start på vores rejse mod forældreskab.

Behandlingen startede med hormonbehandling for mig, efterfulgt af inseminering. Jeg skulle have en moderat dosis hormoner for at sikre, at der i det mindste ville være et æg klar til befrugtning i næste cyklus. Hormonbehandling kan dog resultere i flere æg klar til befrugtning, og lægerne vil ikke foretage inseminering, hvis der er mere end tre befrugtningsklare æg. Det skyldes risikoen for, at en graviditet med flere fostre kan være farlig for både mor og børn. Som en gynækolog engang fortalte mig, er en kvindes livmoder kun designet til at bære et barn ad gangen. Derfor kan en graviditet med flere fostre skabe en stor belastning på kroppen og medføre risici. I tilfælde af en graviditet med mere end to fostre kan fosterreduktion blive tilbudt for at mindske risiciene og øge chancen for, at alle børnene bliver sunde og levedygtige. Beslutningen om fosterreduktion er altid kompleks og kan have betydelige konsekvenser for både moderen og børnenes fremtid.

Inden jeg gik i gang med "projekt baby", havde jeg krydset den magiske aldersgrænse på 30 år. Det var en kendsgerning, jeg ikke kunne ændre på, men jeg var klar over betydningen af at have min krop i god form for at øge chancerne for en vellykket fertilitetsbehandling. Siden vi begyndte at tale om at få børn, havde jeg taget skridt til at spise sundere og være mere aktiv. Jeg følte, at min krop var i god form, og mentalt var jeg også klar til udfordringen. Jeg må indrømme, at jeg nok lidt naivt troede, at processen med at blive gravid ville være en smal sag med min sunde livsstil og positive indstilling. Men her tog jeg grueligt fejl.

Inden vores første fertilitetssamtale med gynækologen havde jeg forestillet mig, at vi skulle igennem en længere proces med godkendelse, før vi kunne påbegynde selve behandlingen. Men her sad vi så, klar til vores første samtale om fertilitetsbehandling. Efter at have gennemgået min medicinske historie og forklaret, hvad behandlingen ville indebære, sagde gynækologen pludselig: "Vi er klar til at starte fertilitetsbehandlingen i din næste cyklus." Jeg burde have været jublende glad, men faktisk blev jeg en smule overvældet. Nu var det pludselig virkelighed. Om en måned kunne jeg muligvis være gravid! Efter at have afsluttet samtalen med gynækologen fik jeg besked om at kontakte dem på første menstruationsdag for at starte hormonbehandlingen, så jeg ville være klar til inseminering ved ægløsning.

Men den første menstruationsdag lod vente på sig. Trods min sædvanlige regelmæssige cyklus og evnen til at tælle præcis 28 dage frem, udeblev menstruationen. Og du tænker måske, at jeg var blevet gravid på naturlig vis. Men nej. Jomfrufødsel og Helligåndens indblanding er ikke lige mig.

Nej, det var min psyke, der spillede mig et puds. Ønsket om et barn kombineret med den naturlige angst for livsforandring havde tilsyneladende fået min krop til at springe en cyklus over. Jeg var stadig forundret over, at tankens kraft kunne have så stor indvirkning på kroppen. Da jeg fortvivlet kontaktede gynækologen, beroligede hun mig med, at jeg langtfra var den første kvinde, der havde oplevet dette. Det var ikke unormalt, at kvinder sprang en cyklus over i starten af fertilitetsbehandling. Om dette er et faktum, ved jeg faktisk ikke, men hendes forsikring fik mig til at slappe af og bevare håbet.

Anden måned gik, og min cyklus var tilbage i normalt spor. Jeg startede hormonbehandlingen og blev scannet for at vurdere, hvor mange æg der var klar til befrugtning. Ét stort, veludviklet æg stod klar til inseminering. Alt var, som det skulle være.

Selve insemineringen finder sted på et gynækologisk leje, hvor en "stråle" af donorens sæd forsigtigt sprøjtes op i livmoderen. Proceduren er relativt enkel, men hvis livmoderhalsen er lidt tilbageholdende, kan gynækologen blive nødt til at hjælpe med at åbne den. Og lad mig bare sige, at det er på ingen måde behageligt, når lægen skal bruge en lille tang til at holde fast i livmoderhalsen for at kunne indsætte den lille sprøjte med sæd. Av av av – men alt for at få et barn, ikke sandt?

Det skal lige tilføjes, at inden insemineringen tøs den nedfrosne sæd, der tidligere blev indsamlet, op. Efter optøningen bliver sæden kontrolleret for at sikre, at alle sædcellerne stadig er aktive og i god svømmeform, selvom de denne gang ikke skal svømme så langt som ved naturlig befrugtning.

Forestillingen om romantik forsvinder hurtigt under fertilitetsbehandling. Man ender i et sterilt rum med hvide klinker fra gulv til loft, med benene oppe i gynækologiske stigbøjler. Og når gynækologen med en tang tager fat i livmoderhalsen, så er det farvel til romantik, skønhed og lidenskab. Den eneste trøst er at kunne holde sin partners hånd gennem det hele.

Heldigvis blev jeg ikke særligt påvirket af hormonbehandlingen, hvilket kan være en stor udfordring for mange kvinder i sig selv. Selve insemineringen synes jeg også var tålelig, alt taget i betragtning. Jeg følte, at jeg havde fuldstændig styr på denne kunstige reproduktionsproces. Nu skulle der blot gå et par uger, før jeg kunne tage en graviditetstest, og så var vi måske på vej mod at få vores ønskede barn.

Den lidt naivt optimistiske tilgang til reproduktionsprocessen var en medvirkende årsag til, at jeg følte mig fuldstændig uforberedt og nærmest i chok, da jeg ikke blev gravid efter første forsøg. Jeg havde jo gjort alt "efter bogen" med hormonbehandlingen, og min alder var jo heller ikke noget problem. Så hvorfor lykkedes det ikke? Det føltes som et nederlag, og jeg begyndte at tvivle på min egen krops evne til at blive gravid. Gynækologen beroligede mig dog med, at det er helt normalt ikke at blive gravid ved første forsøg. Mange heteroseksuelle par forsøger jo i måneder og år, før det lykkes, og selv med fertilitetsbehandling er der ingen garanti for succes. Selvom chancerne for graviditet er større med behandling, er det stadig en proces med usikkerhed. Det gav mig en smule ro at vide, at flere forsøg er normalt, og at der stadig var håb om succes.

Når man kaster sig ud i fertilitetsbehandling, er det alfa og omega at afklare, hvor åbne man ønsker at være om hele forløbet. Da jeg rundede de 30 år, var det som om, at spørgsmålene fra vores omgangskreds omkring børn begyndte at regne ned over os som konfettikanoner til en bryllupsfest.

Alle vidste jo, at vi ikke ligefrem kunne trylle et barn frem uden lidt ekstra hjælp. Derfor besluttede vi for at være helt åbne om vores fertilitetsprojektet fra starten af.

Denne åbenhed gjorde, at min arbejdsgiver vidste, at jeg skulle have fri på nogle lidt skæve tidspunkter, ofte midt i arbejdstiden. Både familien, vennerne, min arbejdsgiver og mine kolleger var forberedte på, at der kunne opstå nogle hormonelle udsving på grund af behandlingen. Men heldigvis har de aldrig beklaget sig, hverken undervejs eller efterfølgende. Det gav mig en stor følelse af ro at vide, at mine omgivelser forstod, hvad jeg gik igennem. Ikke fordi de skulle tage hensyn til mig, men fordi det skabte en forståelse og støtte, som jeg satte stor pris på. Jeg har aldrig fortrudt at være åben omkring det. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor besværligt det ville have været, hvis jeg hver gang, jeg skulle til gynækologen, skulle finde på en eller anden undskyldning eller forklaring på mit fravær eller mit skiftende humør.

Selvfølgelig er der et vis pres, når alle i ens omgangskreds ved, at man er i gang med fertilitetsbehandling. Alle håber på, at det lykkes os/mig at blive gravide, og de spørger selvfølgelig ind til dette. Men jeg synes, vi fandt en passende balance, hvor nogle var mere informeret end andre. Generelt har jeg altid haft det indtryk, at alle spurgte på en omsorgsfuld måde, uden at det blev alt for påtrængende. Personligt foretrækker jeg helt klart at være åben frem for at skulle holde noget skjult. Især når det handler om noget så væsentligt og indgribende i ens liv som dette, og som kan vare ved i årevis.

Anden runde med fertilitetsbehandling gav desværre ikke det ønskede resultat, selvom alt syntes at være på plads - flotte æg, god sædkvalitet og veludført inseminering, men ingen graviditet. Og så, som prikken over i´et, kom sygeplejerskestrejken og satte hele processen på pause. Alt fertilitetsbehandling i det offentlige regi blev sat på pause, og dermed blev vores projekt baby også sat på pause. Det kan virke som en bitter pille at sluge, men i sidste ende må det have været en form for velsignelse. Det var en velfortjent pause - en pause til at trække vejret, fokusere på andre ting og finde styrken til at fortsætte. Men lige så snart strejken var ovre, var vi klar til at gå i gang igen med friske kræfter og forhåbninger.

Tredje gang hedder selvfølgelig tredje gang af en grund. Hele 3 flotte æg lå og blinkede på skærmen ved scanningen. Gynækologen godkendte inseminationen, selvom der var hele tre æg, hvilket var en betydelig stigning fra de to foregående forsøg med kun et æg, der ikke havde givet resultat.

Der gik da heller ikke lang tid, før min krop begyndte at sende signaler om, at jeg var gravid. Den dag, jeg tog graviditetstesten, var jeg slet ikke i tvivl. Ømme bryster og en let træthed havde allerede gjort deres indtog. Den var helt sikkert hjemme.

Når man er i fertilitetsbehandling, tilbydes man en graviditetsscanning i 7. uge. Normalt sker den første scanning først, når man er 12 uger henne, hvilket også kaldes nakkefoldsscanningen. Men for at sikre, at ægget har sat sig fast på en hensigtsmæssig måde efter fertilitetsbehandlingen, bliver man scannet i 7. graviditetsuge.

Vi var forventningsfulde og glade, da vi gik til scanningen. Endelig skulle vi se vores kommende barns hjerte slå. Gynækologen spurgte ind til, hvordan jeg havde det, og jeg fortalte stolt om, hvordan mine bryster havde været ømme, men nu var normaliseret igen. Han kommenterede det ikke, men syntes, at vi skulle gå i gang med scanningen. Med min baggrund som sygeplejerske havde jeg deltaget i en del scanninger, så jeg havde en ide om, hvad jeg skulle kigge efter på skærmen.

Et øjebliks stilhed opstod, mens vi stirrede på skærmen og søgte efter det hjerteblink, som vi så ivrigt havde ventet på at se. Men der var intet. Ingen lille prik, der dansede livligt på skærmen.

Ingen tegn på liv. Et stik af angst og sorg borede sig ind i vores hjerter, mens gynækologen undersøgte nøje. Det var som om, tiden stod stille i det øjeblik, hvor vores håb blev udfordret af virkeligheden.

En bølge af tristhed skyllede ind over mig. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg var gået ind i rummet med en overbevisning om, at vi skulle være forældre. Nu var følelsen vendt til sorg. Mens jeg lå der med tårerne trillende ned ad kinderne og benene stadig i stigbøjlerne på det gynækologiske leje, lagde sygeplejersken en hånd på mit lår. Hun sagde ikke noget, da lægen stadig talte og scannede. Hun udførte blot nogle beroligende, medfølende bevægelser på mit lår. Jeg har aldrig tvivlet på, at hun gjorde det med en god og omsorgsfuld intention. Men for mig føltes det ikke rart. Jeg ved ikke, om det er fordi, at jeg er lesbisk og havde min ekskone ved min side. Hele situationen var bare totalt grænseoverskridende. At ligge her halvnøgen, grædende på et gynækologisk leje med en aende sygeplejerske på mit ene nøgne lår og min ekskone på den anden side, der holdt mig i hånden, var en total krænkelse af min intimsfære. Jeg formåede dog aldrig at sige fra, og jeg tror faktisk, at mange andre i lignende situationer ville have værdsat hendes omsorgsfulde adfærd. Bare ikke mig.

Gynækologen tog sig god tid, så vi kunne lige sunde os lidt. Han fortalte os, at hver tredje graviditet ender i en spontan abort, med årsager som en utilstrækkelig fungerende moderkage eller fosterafkom, der ikke er levedygtigt. Selvom jeg med min sundhedsfaglige viden allerede kendte disse fakta, var det alligevel betryggende at få dem gentaget af gynækologen. Han forsikrede os om, at der bestemt ikke var nogen grund til at miste håbet om, at næste forsøg kunne ende i en graviditet. Dog skulle der gå to cyklusser, før jeg kunne genoptage behandlingen. Kroppen havde brug for at komme sig helt, selvom graviditeten havde været kort.

De 4. og 5. forsøg gik desværre uden resultat.

Når flere insemineringsforsøg ikke fører til ønsket resultat, kan man overveje at skifte donor for at øge chancerne for succes. Nogle gener passer bare bedre sammen end andre. Da vores donorpool var ret omfattende, var det ikke noget problem at finde en ny donor, og det virkede som standardprocedure at skifte donor efter hvert mislykket insemineringsforsøg. Hvorfor ikke prøve et nyt match, når der er så mange muligheder at vælge imellem?

I det sjette og sidste insemineringsforsøg var det en helt almindelig hverdag. Min ekskone kunne desværre ikke få fri fra arbejde den dag. Jeg havde heller ikke fri, men min chef gav mig lov til at smutte lidt i min arbejdstid. Så jeg ankom iført min sygeplejerskeuniform til kælderen på sygehuset, hvor fertilitetsbehandlingen skulle foregå. Der lå jeg igen i stigbøjlerne, denne gang iført en halv sygeplejerskeuniform, hvor mit navneskilt stadig hang og dinglede i brystlommen. Romantikken var for længst forsvundet, og denne gang var jeg også alene. Men hvad gør man ikke for at få alle brikkerne til at falde på plads?

Et par uger gik, og endelig viste alle graviditetssymptomerne sig i min krop igen, ledsaget af to streger på graviditetstesten. Denne gang var mine ømme bryster stadig til stede ved scanningen i 7. graviditetsuge. Alt så ud til at være som det skulle ved scanningen, og det lille hjerte slog derudaf med 120 slag i minuttet. Lettelsen var overvældende. Men samtidig tror jeg, at alle, især dem der tidligere har oplevet en afbrudt graviditet, bærer en lille frygt indeni for, at noget kan gå galt. Jeg er dog ikke en af dem med store katastrofetanker, hvilket gjorde, at jeg kunne nyde min graviditet uden de store bekymringer eller komplikationer.

En skøn, stor dreng var resultatet. Godt 2 år havde han været undervejs, ikke mindst på grund af behovet for 6 insemineringsforsøg, en graviditet, der ikke blev til noget, og en længerevarende sygeplejerskestrejke, som heller ikke gav det ønskede resultat. To år kan lyde som lang tid, men mange par gennemgår en langt mere udfordrende og langvarig fertilitetsproces end vores.

Da min søn var omkring et år gammel, begyndte tankerne om et andet barn at dukke op. På det tidspunkt var reglerne sådan, at man kun kunne få fertilitetsbehandling til et barn på det offentliges regning. Hvis man stadig havde brug for hjælp til at få lavet det næste barn, skulle man selv betale for dette på en privatklinik.

Det var en økonomisk mulighed for os, så vi besluttede at starte selvbetalt fertilitetsbehandling. Vi valgte en klinik et stykke væk fra vores hjem, primært på grund af dens velrenommerede ry og anbefalinger fra venner og bekendte, der tidligere havde benyttet sig af den samme klinik.

Vi havde tidligere lagt sæd til side hos sædbanken, efter at vores søn var kommet til verden. Så da vi besluttede os for at starte fertilitetsbehandling igen, kunne vores klinik nemt arrangere at få sendt sæden, så jeg kunne blive insemineret med samme donor som tidligere.

Forskellen mellem fertilitetsbehandlingen på den private klinik og i det offentlige system var markant. På den private klinik var der en tydelig aura af velstand. Venteværelset var indrettet med lækre møbler, væggene var malet i dæmpede farver, og belysningen var behagelig og blød. Der var endda mulighed for at få samtaler og inseminering uden for almindelig arbejdstid. Kundeservicen var helt i top, og det var tydeligt, at pengene blev brugt på at skabe en behagelig oplevelse for patienterne.

Mit fertilitetsforløb på den private klinik mindede meget om det, jeg havde oplevet i det offentlige system. Jeg fulgte den samme procedure med hormoner og inseminering, men denne gang var jeg meget mere afslappet. At vide præcis, hvad jeg kunne forvente af behandlingen, kombineret med det faktum, at vi allerede havde fået vores ønskebarn, gjorde, at jeg følte mig langt mindre presset.

Måske hjalp det også, at omgivelserne på den private klinik var mere indbydende og mindre sterile, næsten hyggelige endda. Det spillede sandsynligvis også en rolle.

Behandlingsforløbet for at få barn nummer to krævede tre insemineringsforsøg, før jeg blev gravid. Denne gang valgte vi at bruge samme donor i hvert forsøg, da vi ønskede, at vores børn skulle være helsøskende. Vi var sikre på, at donorens gener og mine egne ville passe godt sammen og skabe et godt resultat. På privatklinikken blev vi også tilbudt en scanning i 7. graviditetsuge. Jeg var ikke nær så nervøs denne gang, for ligesom under graviditeten med vores søn, havde jeg stadig alle tegn på graviditet i uge 7. Hjerteblinket var igen hurtigt og regelmæssigt. Efter ni måneder kom vores andet ønskebarn til verden.

Mine børn kender historien om deres tilblivelse, og den dag i dag synes de stadig, det er lidt sjovt at høre, hvordan de blev til. Personligt har jeg ikke noget problem med, at det ene barn har været gratis, og det andet har kostet lidt. Samlet set over hele deres barndom og ungdom koster de begge så meget, at forskellen på, hvad de har kostet at få lavet, nok ikke i længden bliver overvældende. Og jeg gider ikke skulle have et økonomisk millimeterdemokrati, når det gælder mine børn.

Det er ærgerligt, hvis økonomiske begrænsninger afholder kommende forældre fra at starte fertilitetsbehandling for at få barn nummer 2, 3 eller 4. Når det kun drejer sig om insemineringsforsøg, er omkostningerne ofte overkommelige. Men hvis ægudtagning og reagensglasbefrugtning er nødvendigt, bliver egenbetalingen betydeligt større. Set i lyset af de relativt små omkostninger, vores datter har kostet os, og hvis man antager, at det ville have kostet det samme at få hende på det offentliges regning, er jeg overbevist om, at hun ville have bidraget væsentligt til statskassen gennem et langt og produktivt liv. Rent politisk og økonomisk kunne man derfor diskutere, om det ikke ville være mere rentabelt for samfundet, hvis det offentlige dækkede omkostningerne til fertilitetsbehandling for både barn nummer 2, 3 og 4. På den måde kunne vi få flere nye borgere, der senere kunne bidrage til samfundet gennem arbejde og skattebetaling. Det virker som en win-win situation: kommende forældre får hjælp til deres drøm om en større familie, samtidig med at samfundet løser et samfundsproblem.

Kapitel 6 Adoption

Der er betydelig forskel på at være donorforældre i et heteroseksuelt forhold sammenlignet med et homoseksuelt forhold. Når et mand-kvindepar får et barn ved hjælp af en donor, uanset om det er æg eller sæd, behøver de ikke angive dette på fødselsanmeldelsen. Her noteres blot kvinden som mor og manden som far, hvilket automatisk giver dem juridisk forældreskab til barnet, uanset deres biologiske relation. Denne proces er imidlertid ikke så ligetil for lesbiske par og enlige.

Da min søn blev født i 2008, var tingene helt anderledes. På dette tidspunkt var der en såkaldt 3-måneders regel. Den gik i sin enkelthed ud på, at den biologiske mor skulle have en tænkepause på 3 måneder efter fødslen. Her skulle hun overveje, om det var en god idé, at hendes kvindelige partner skulle have lov til at adoptere deres fælles nyfødte barn gennem en såkaldt stedbarnsadoption. Der skulle altså gå 3 måneder, før partneren som medmor ville have mulighed for at få juridiske rettigheder over barnet.

Det lyder heldigvis helt absurd i dag.

I vores tilfælde havde vi været et fast par i nogle år. Vi var borgerligt viet og velsignet i vores lokale kirke, og vi ejede sammen en fast ejendom. Beslutningen om at få børn havde naturligvis også været fælles. Men nu stod vi i en situation, hvor min ekskone ikke kunne blive juridisk forælder til vores nyfødte barn, før der var gået tre måneder. Hvis der skulle ske mig noget i denne periode, ville mine forældre og min søster have tættere juridiske bånd til vores søn.

Som sygeplejerske på en neonatalafdeling har jeg oplevet graviditeter og fødsler, hvor det går allermest galt. Derfor var der naturligvis en øget opmærksomhed på, hvordan vi som forældre ville være stillet, hvis den utænkelige ulykke skulle ske, at enten jeg eller barnet ville blive alvorligt syg eller måske dø under eller efter fødslen. Tanken om en situation, hvor jeg ikke ville kunne være i stand til at tage vare på vores nyfødte barn, og at min daværende kone ikke havde nogen juridiske rettigheder, var skræmmende. I et sygehussystem, hvor man skal overholde regler og retningslinjer, ville hun i princippet ikke engang være juridisk pårørende til hendes eget barn. Tanken om dette fyldte en del, specielt hos min ekskone, og jeg forstod hende godt. Dette havde været vores fælles børneprojekt, hvor det dog var mig, der lagde krop til, men efter fødslen ville jeg stå med den fulde forældremyndighed. I tre måneder ville det kun være mig, der ville få henvendelser fra myndigheder osv. omkring vores fælles barn. Vi talte meget om det under graviditeten. Det var ikke, fordi hun var bange for, at jeg ikke ville lade hende stedbarnsadoptere vores barn, men mere tanken om, at vi ikke var ligestillet fra fødslen. Det, der fyldte hos hende, var, at hun ikke blev set på som en ligeværdig forælder.

Da min søn blev født, stod der på fødselsattesten, at jeg var mor, og under rubrikken for far stod der "lavet med donor" og dennes donor nummer. Hvad der præcis ville være sket, hvis jeg havde været ude af stand til at tage mig af vores søn, eller hvis det værst tænkelige skulle ske, at jeg gik hen og døde, ved jeg ikke. Vi delte vores bekymringer, især med min familie, da det ville være dem, der umiddelbart ville blive indblandet, hvis jeg skulle bortfalde. Alle i familien var enige om, at vores søn havde to forældre, både før og efter han var tre måneder gammel. Alle ønskede, at adoptionen skulle gennemføres hurtigst muligt efter de tre måneder, da ingen ønskede juridiske problemer i forhold til familiens rolle. De tre måneders ventetid føltes lang for alle parter.

Inden vores søn blev født, havde vi anmodet om diverse adoptionspapirer fra Statsforvaltningen. Så da der var gået præcis tre måneder, var papirerne udfyldt og klar til at blive sendt ind. Denne proces forløb fuldstændig smertefrit, og stedbarnsadoptionen blev hurtigt godkendt. Nu var vi endelig begge juridiske forældre til vores fælles barn.

Heldigvis ændrede tingene sig på dette område og der en lovændring, hvor Folketinget afskaffede 3-måneders reglen. Der er dog stadig ikke fuldstændig ligestilling i forhold til heteroseksuelle par, som stadig kan notere "mor" og "far" på deres fødselsattest, uanset om de er biologiske forældre eller ej. Som lesbisk par havde vi stadig ikke mulighed for at udfylde disse rubrikker. Dette ville heller ikke give mening, da vores kommende barn jo ikke har en far, men en donor. Hvis der på fødselsattesten havde stået "partner" i stedet for "far", eller måske endda var der mulighed for at notere begge forældres navne, ville det have været mere passende. Vi måtte i stedet skrive mit navn under "mor" og vedlægge stedbarnsadoptionsbeviset fra Statsforvaltningen sammen med fødselsattesten. Dette betød i praksis, at da vi i 2011 skulle have vores andet barn, havde vi alle de nødvendige juridiske papirer klar, inden vores datter blev født. Hun havde dermed os begge som juridiske forældre fra det øjeblik, hun kom til verden.

Reglerne om juridisk forældreskab for lesbiske blev igen ændret fra 2014. Fra dette tidspunkt var det ikke længere nødvendigt for lesbiske par at søge om spædbarnsadoption. Men ændringen var ikke så omfattende. I dag skal et gift lesbisk par stadig indsende en ansøgning i papirform om registrering af medmoderskab til Familieretshuset (tidligere Statsforvaltningen). Dette dokument skal udfyldes, inden fertilitetsbehandlingen påbegyndes, og det skal underskrives af begge forældre samt en uvildig fagkyndig person fra fertilitetsklinikken. Dette gælder uanset, om klinikken er offentlig eller privat, men den assisterede reproduktion skal udføres af fagpersoner med registreret donorsæd. Dokumentet skal straks indsendes til Familieretshuset, før barnet er undfanget, for at bekræfte begge kvinders ønske om det kommende barn. Familieretshuset skal godkende medmoderskabet, og når barnet er født, skal de nye forældre kontakte Familieretshuset for at registrere medmoderskabet. Alt i alt en ret omstændig proces, især når man allerede er gift. Man kan ikke undgå at spekulere på, om der er mænd, der ville ønske, at en lignende procedure eksisterede for alle former for forplantning, så de undgik at blive fædre pludseligt og uden deres samtykke. Tanken er nok langt ude og ville være umulig at implementere i praksis.

Ændringen i forældreskabslovgivningen har også haft en betydelig indflydelse på jordemødrene.Tidligere var de ansvarlige for at udfylde fødselsanmeldelsen, hvor faderskabet også skulle angives.

I dag rapporterer jordemødrene kun moderskabet på fødselsattesten, mens alt vedrørende faderskabet nu ligger hos Borger.dk og Familieretshuset og skal indberettes af mødrene selv.

Moderskabet på fødselsanmeldelsen tager ikke hensyn til, om undfangelsen er sket ved hjælp af donoræg, men baseres kun på, hvem der har født barnet. Jeg finder det helt naturligt, da biologien for mig ikke spiller en rolle i selve moderskabet. For jordemødrene må det være en lettelse ikke længere at skulle håndtere spørgsmål om faderskab, som kan være meget private og i visse tilfælde pinlige og tabubelagte.

De juridiske ændringer i lovgivningen kan umiddelbart virke små, men som par, der betragter sig selv som lige forældre, er det afgørende, at begge har de samme juridiske rettigheder. Jeg kunne tydeligt mærke forskellen i de to år, der gik mellem fødslen af vores børn. Det gav en stor sikkerhed at vide, at det juridiske var på plads.

Som en forælder, der har oplevet betydningen af juridisk ligestilling, håber jeg inderligt, at der også i fremtiden vil ske yderligere ændringer i lovgivningen for at sikre ligestilling i sammenbragte familier. Familiedynamikken og forældreskabet har ændret sig markant i de seneste år, men den juridiske lovgivning har ikke altid fulgt med. Nogle af de familier, der kunne have gavn af en ændring, omfatter for eksempel:

• Heteroseksuelle par, der går fra hinanden og finder nye partnere, kunne have gavn af ændringer i lovgivningen, så barnet kan have flere juridiske forældre ud over de to biologiske. Hvis alle parter i en sådan storfamilie kan blive enige om og se fornuften i, at barnet har flere juridiske forældre, vil det være fantastisk.

• Regnbuefamilier, hvor for eksempel to homoseksuelle par vælger at få børn sammen, kunne også drage fordel af ændringer i lovgivningen. I dagens Danmark er det ikke juridisk muligt, men i lande som Canada er det en mulighed. Her kan det være en fælles beslutning at etablere et fælles forældreskab helt fra undfangelsen. Det ville være gavnligt, hvis denne mulighed også blev tilgængelig for regnbuefamilier i Danmark.

I hverdagen derhjemme spiller det juridiske naturligvis ingen rolle. Men når vi bevæger os ud i det offentlige rum, begynder forskellen mellem juridiske og ikke-juridiske forældre at vise sig. De ikke- juridiske forældre kan ikke udfylde dokumenter til daginstitutioner og skoler, og i alle andre situationer, hvor barnet interagerer med det offentlige, er der begrænsninger.

Dette kan have konsekvenser for samhørigheden i familien. Forpligtelsen og ansvarsfølelsen over for ens barn bør ideelt set føles ligeværdig blandt alle forældre. Når man ikke er juridisk ligestillet, kan følelsen af ligeværd blive udfordret. Jeg mener, at det er vigtigt at overveje, at sammenbragte eller regnbuefamilier allerede står over for følelsesmæssig ulighed, da nogle er biologiske forældre, og andre ikke er det. Ved at tilføje en juridisk forskellighed risikerer man at fastholde uligheden i forældreskabet. Jeg er overbevist om, at barnet i disse situationer altid vil betragte alle forældre som deres forældre, uanset om de er biologiske, juridiske eller selvvalgte. Barnet vil kun opleve udfordringer, hvis der opstår uenigheder mellem forældrene eller i tilfælde af en ulykke. I sådanne situationer vil det være til barnets bedste, hvis der er juridiske retningslinjer og love på plads. Hvis der opstår uenigheder om samvær, for eksempel, kan det være i barnets interesse, at juraen træder i kraft i stedet for at overlade beslutningen til én forælder. For mig er det altid barnets tarv, der bør komme i første række.

Kapitel 7 Skønne titler

Når et heteroseksuelt par får et barn, er det ofte en naturlig beslutning at kalde sig mor og far. Men for et homoseksuelt par er valgmulighederne langt mere åbne. Valget af titler kræver grundig overvejelse og kan tage lang tid at finde den, der bedst afspejler hver enkelt familiemedlems identitet. Det afgørende er ikke, hvad man bliver kaldt, men at ens titel føles ægte og afspejler den relation, man ønsker at have med sit barn. Jeg er overbevist om, at hvis titlen føles passende for jer som forældre, så vil den også føles rigtig for jeres barn.

I vores forældreskab var der aldrig tvivl om, at vi begge ønskede, at vores titler skulle være så ens og ligeværdige som muligt. Selvom det betød, at forældretitlen kunne blive lidt lang, så har børn en fantastisk evne til at tilpasse sig og acceptere det, de er vokset op med. Det er endnu en gang et eksempel på, at de voksne sætter rammerne.

Vi var derfor enige om, at vi begge gerne ville hedde "mor", uanset om vi var biologiske forældre eller ej. Dog kunne det være lidt kompliceret med to forældre, der begge hedder "mor", så vi blev nødt til at finde på en dobbelt titel. Jeg, der er den biologiske mor, blev til "mor" efterfulgt af mit navn, og min tidligere kone, der er medmor, blev til "mor" efterfulgt af hendes navn. Dette skabte en balance og ligeværdighed, der signalerede vores ønske om at blive set som to ligeværdige forældre. Det var vigtigt for os, at hverken vores børn, os selv eller omverdenen fokuserede på det biologiske aspekt. Vores børn havde to forældre med de samme rettigheder og ansvar, og vi var ligeværdige i vores forældreskab.

Det har altid været helt naturligt for mine børn at kalde os for "mor" efterfulgt af vores navne. Det skal dog nævnes, at i dag, hvor vi er skilt, bruger børnene titlen "mor" og vores navne lidt mere løst. Når de er alene med os i hverdagen, hvor vi ikke deler bopæl, kalder de som regel bare den, de bor hos den pågældende uge, for "mor". Men når de skal tale om den anden forælder, bruger de typisk betegnelsen "mor" efterfulgt af navnet. Jeg synes, denne ændring er helt naturlig, for vi foretrækker alle, at tingene er enkle, og det er altid nemmest bare at sige "mor". Børnene bruger i dag også nogle gange blot vores navne, men det skyldes nok også, at jeg sjældent omtaler mig selv i tredjeperson som "mor". Og det påvirker mig på ingen måde negativt, når mine børn kalder mig ved mit navn.

Når jeg taler om min ekskone over for mine børn, bruger jeg næsten altid betegnelsen "mor" efterfulgt af hendes navn. Jo ældre børnene er blevet, desto mere bemærker jeg dog, at jeg ikke er helt så stringent længere. Nogle gange siger jeg bare hendes navn. Dette sker ikke med vilje, og det afspejler ikke noget i forhold til vores forældreskab og ligeværdighed.

Det er sandt, at selvom vi som forældre vælger titlerne, kan det tage tid for omgivelserne at vænne sig til dem. Det gælder ikke kun pædagoger i børnehaven og lærere i skolen, men også bedsteforældre og venner. Det kræver en vis bevidsthed og respekt fra alle parter at acceptere og bruge de valgte betegnelser korrekt. Det kan være en proces, men med tiden bliver det naturligt for alle at respektere familiens valg og bruge de rette titler.

Mine forældre har altid gjort meget ud af at respektere mine valg, og denne respekt var selvfølgelig også tydelig i vores valg af titler som forældre. Det er ingen hemmelighed, at det ikke altid er nemt for dem at huske at kalde deres barn - mig - for andet end mit kaldenavn. Det navn har de alligevel kaldt mig i mange år. Men efter kort tid virkede det også, som om vores forældretitler faldt dem helt naturligt.

Her mener jeg klart, at ordet tolerance skal inddrages. Det er ikke konstruktivt at blive fornærmet eller oprevet, hvis mine omgivelser ikke altid husker at tiltale mig, som jeg foretrækker. At de automatisk siger ”mor” er ikke noget, der skal bebrejdes dem. Jeg ved, at de gør deres bedste, og det er noget, jeg må acceptere og respektere.

Det samme gælder, når vi taler om daginstitutioner og skoler. Her er vi altid blevet mødt med stor åbenhed og nysgerrighed omkring vores titelvalg. Oftest har vi slet ikke haft behov for at fortælle om det, for pædagogen eller læreren har allerede spurgt ind, før vi nåede at sige noget. Vi er aldrig blevet mødt med undren over vores valg; der har kun været stor respekt og accept.

I vores tilfælde, hvor vi begge bærer titlen mor, har pædagoger og lærere hurtigt indset, at det er afgørende med et navn efter mor-titlen eller blot vores egne navne for at undgå total forvirring.

Både jeg og børnene kan se helt undrende på dem, hvis der ikke er et navn efter mor-titlen. Hvem er det så, de præcist henvender sig til?

Det det er ikke altid nemt at huske alle børns forældres navne i en klasse. Jeg har den fordel, at jeg bare kan sige "Annes mor" eller "Peter's far", og så ved alle, hvem jeg taler om. Det kan de andre forældre i mine børns klasser ikke. De er også nødt til at lære vores navne at kende, og det skal deres børn også.

Ja, det er helt fascinerende at se, hvordan forskellige forældrepar vælger deres titler. Jeg har hørt alt fra "Mama" og "Mami" til meget mere kreative titler. Der er virkelig ingen grænser for, hvordan man kan udtrykke sin forældrerolle!

Mange bruger betegnelsen "mor" for den biologiske mor og "mama" eller "mamma" for medmoderen. Det skal dog nævnes, at "mama" også ofte bruges som en mor-betegnelse i et heteroseksuelt parforhold her i Danmark. Det er typisk, når moren måske kommer fra et andet land, hvor "mama" betyder mor på det pågældende sprog. Jeg tænker for eksempel på min norske kollega og min russiske bekendete. De bruger begge titlen "mama", selvom de er biologiske mødre, fordi det betyder "mor" på deres modersmål.

Derude kender jeg også flere lesbiske par, som bruger betegnelsen "mami" for medmoderen. Men mange af de lesbiske par, jeg kender, bruger faktisk at kalde den biologiske mor for "mor" og medmoderen ved hendes navn. Her bliver jeg nødt til at påpege, at uanset om man som forældre har en titel eller bruger sit kaldenavn, så har det på ingen måde indflydelse på ens forældreskab. Heller ikke i børnenes øjne.

Det sjove er, at andre kan blive forargede, når ens børn ikke bruger titlen "mor". Min veninde, som er heteroseksuel, bliver tiltalt ved sit kaldenavn af sine børn. Det undrer både kollegaer og venner, men hun har ikke noget imod det. Hun er åben og frisindet og vil ikke pådutte sine børn at bruge en bestemt titel. Hendes mand og alle andre bruger også hendes kaldenavn, så det er naturligt, at børnene gør det samme. Nogle siger: "Det er synd, at hendes børn ikke kalder hende mor," men det er hendes valg.

Det er sandsynligvis også af stor betydning, hvor meget fokus der lægges på at bruge ordet "mor" i familien og omgivelserne. Spørgsmål som "Skal du over til mor?" eller "Skal mor tage dig op?" bliver ofte stillet. Mange ser frem til at blive forældre, og det er derfor helt naturligt for dem at omtale sig selv som mor eller far i tredjeperson.

Jeg har faktisk aldrig været særlig optaget af min titel som mor. Men jeg bliver faktisk helt varm om hjertet, når jeg ser, hvor meget glæde og iver andre lægger i deres forældre-titel.

Det samme gælder selvfølgelig bøsseparrene, som også skal finde på en måde at differentiere sig fra hinanden på som forældre.

Når vi taler om den næste generation, bedsteforældrene, kan det også blive ret forvirrende. Der er risiko for dobbeltroller, f.eks. med både mormor og morfar. En løsning her kunne være, at det ene sæt bedsteforældre vælger at kalde sig bedstemor og bedstefar i stedet og så er der mormor og morfar.

I vores tilfælde var både min ekskone og jeg fuldstændig enige om, at mine forældre skulle hedde mormor og morfar. Min ekskones forældre var meget mere i tvivl om, hvad de havde lyst til at have som titel. Efter længere tids overvejelse og forsøg med diverse bedsteforældretitler endte de med, at de også ønskede at hedde mormor og morfar. I dag er det sådan, at mine forældre hedder mormor og morfar, og min ekskones forældre hedder mormor og morfar efterfulgt af deres kaldenavn. Det bliver til ret lange titler, men børnene har ingen problemer med at finde ud af det. Og så har andre det vel heller ikke.

Når det kommer til titler, er der én, jeg helst undgår at blive associeret med i forbindelse med mine børn. Det er far-titlen. Det er absolut det eneste tidspunkt, hvor jeg kan finde på at rette andre mennesker. Når jeg bliver spurgt, om mine børn har den samme far, siger jeg altid: ”Nej, de har ikke den samme far, men den samme donor.”

For mig kræver titlen som både mor og far, at man er til stede i barnets liv. Man er ikke berettiget til denne titel, hvis man ikke er til stede. Og i mine børns tilfælde, hvor donorerne er anonyme, vil de aldrig få en far!

Når jeg forklarer mit synspunkt om dette til dem, der bruger betegnelsen far omkring mine børns donor, har jeg aldrig mødt nogen, der har opponeret imod dette. Alle, når de lige har tænkt over det, er helt enige i, at man selvfølgelig ikke kan hedde mor eller far, hvis man aldrig har været i barnets liv. Så er man donor.

Jeg er godt klar over, at det i princippet måske er ligegyldigt. Men for mig har dette en vis betydning. Jeg tror helt sikkert, at det skyldes mine egne erfaringer med at have haft en fraværende far i mit liv, hvilket har været et stort og ofte smertefuldt fravalg. Til forskel oplever jeg donoren som et aktivt valg, der har været berigende.

Børnene har heller aldrig omtalt deres donor som far. Men det skal også siges, at de er vokset op med at kalde ham for donor, da de aldrig har hørt os som forældre omtale ham på andre måder.

Kapitel 8 Fødslen

Fødslen er for alle kommende forældre et af de mest stressende tidspunkter, hvor alt kulminerer.

Det er ikke ualmindeligt, at fertilitetsbehandlinger dybt præger kommende forældre, hvilket kan skabe en vis nervøsitet omkring fødslen. Forældre ønsker inderligt, at deres kommende barn får en så gnidningsfri velkomst til verden som muligt. Når fødslen går i gang, stiger stressniveauet blandt de kommende forældre, og derfor er betydningen af kompetente professionelle, der assisterer ved fødslen, af enorm betydning.

Når man under fødselsforberedelsen har samtale med jordemoderen, bliver familiesammensætningen noteret i ens journal. Det betyder, at når man ankommer til fødegangen og fødslen går i gang, vil jordemødrene typisk have haft lejlighed til at læse ens journal og dermed være klar over, hvordan familiekonstruktionen ser ud.

I vores situation betød det, at jordemoderen var klar over, at vi var et lesbisk par. Der var således ingen tvivl om, at den person, jeg havde med til denne store begivenhed, hverken var min søster eller en veninde.

På fødestuen er der et whiteboard, hvor jordemoderen noterer graviditetens fremskridt og den forventede fødselsvægt. Øverst på tavlen er der to rubrikker: en til "mor" og en til "far". Mit navn blev noteret under "mor", og min ekskones navn under "far". I navnet lighedens ånd kunne man måske have foretrukket "partner" i stedet for "far". Og for at gøre det mere overskueligt kunne der være en samlet rubrik for "forældre". Dette ville også give jordemoderen mulighed for at tilføje ekstra navne, hvis familiesammensætningen krævede det.

Ved min første fødsel forløb alt relativt roligt. Vi følte aldrig, at nogen af de fagfolk, vi mødte under graviditet og fødsel, ikke respekterede eller anerkendte vores familiesammensætning. Efter vores søn havde ligget lidt på min brystkasse lige efter fødslen, Efter at vores søn havde ligget lidt på min brystkasse, lige efter han var blevet født, var det tid til, at jeg skulle sys sammen det, han havde splittet ad. Jeg måtte derfor overgive ham til min ekskone. I mange tilfælde kan det være en fordel at blive syet, mens det nyfødte barn stadig ligger hos én, da barnet har en beroligende og nærmest smertelindrende effekt. Dog rystede min krop så meget, at jeg var bange for at tabe ham. Nu var det min ekskones vigtige opgave at tage over og give vores nyfødte søn den hud-mod-hud-kontakt, som var så essentiel.

Vi havde, ligesom de fleste andre par, talt om vigtigheden af, at vores søns første tilknytning til os begge var særlig betydningsfuld. Hud-mod-hud-kontakt er af enorm betydning, da den udløser oxytocin, også kendt som kærlighedshormonet, som frigives i hjernen. Dette hormon spiller en afgørende rolle i at styrke båndet mellem forældre og barn. Derfor lagde vores søn meget tid i den efterfølgende periode skiftevis hud mod hud hos begge sine mødre.

Under min anden fødsel, forløb det hele meget anderledes. Vi blev, som ved første fødsel, taget imod af en velinformeret jordemor. Desværre trak fødslen ud, og det virkede tydeligt, at informationerne om vores familiekonstruktion ikke var blevet videregivet til det næste vagthold. En ny jordemoder og jordemoderstuderende tog over, og vi nåede kun kort at hilse på hinanden, inden min datter lynhurtigt blev født under et par presseveer. Jeg blødte voldsomt, hvilket krævede flere professionelle hænder på fødestuen end de, der oprindeligt havde forestået fødslen. Min ex-kone stod ved mit hovedgærde og observerede situationen. Hun kunne se, hvordan vores datter begyndte at få problemer med vejrtrækningen, mens hun lå på min brystkasse, samtidig med at jeg fortsatte med at bløde og bløde.

Der strømmede nu flere folk ind på stuen. Da det var dagstid, var der også flere læger til stede, nogle af dem med studerende i følge. En ekstra jordemoder blev tilkaldt for at assistere med vores datter, som havde brug for hjælp til vejrtrækningen. Hun tog sig af hende, indtil en børnelæge og en medicinstuderende kom og overtog behandlingen.

Mens dette skete, trådte to gynækologer og deres medicinstuderende også ind på fødestuen for at assistere mig. Situationen blev lidt kaotisk, da så mange mennesker skulle håndtere to patienter på én gang i samme rum. I denne forvirring så den gynækologiske overlæge ikke op på whiteboardet og fik derfor ikke dannet sig et overblik over, hvem der var min pårørende. I og med at min tilstand var lettere kritisk, og jeg havde brug for akut behandling her og nu, traf den gynækologiske overlæge beslutningen om, at min ex-kone ikke måtte være til stede ved min side. Hun blev bedt om at gå bag en afskærmning midt i lokalet og vente der. Jeg tror stadig, at overlægen antog, at min daværende kone var en veninde, der skulle være med under fødslen. Lesbiske par var stadig en sjældenhed på fødegangen på et provinssygehus i Jylland i 2011. Min ex-kone forblev rolig og forstyrrede ikke ved mit hovedgærde, så jeg er overbevist om, at hvis overlægen havde vidst, at hun var min partner og ikke en veninde, ville hun aldrig have bedt hende om at flytte sig bag afskærmningen.

Til vores held kendte jeg børnelægen, som kom for at hjælpe vores datter. Vi havde arbejdet sammen i flere år via mit job som neonatalsygeplejerske, så hun var klar over, at jeg havde en kvindelig partner. Da børnelægen hørte, at min ex-kone blev sendt væk fra min side og bag skærmen, kaldte hun straks på hende og bad hende komme over til bordet, hvor de stod og hjalp vores datter med vejrtrækningen. På den måde kunne hun både holde øje med mig og med vores datter. Børnelægens handling fik stor betydning for min ex-kones opfattelse af situationen. Hun følte det som en nedgradering af sin status, da gynækologen sendte hende væk og reducerede hende fra partner til bare en veninde. Men samtidig var følelsen af anerkendelse i forældreskabet positiv, da børnelægen kaldte hende over til bordet med vores datter. Her kunne hun følge med i lægernes indsats og deltage i omsorgen for vores datter, give hende lidt trøst og støtte i dette første møde medden nye verden.

Det var en lettelse, da vores datters vejrtrækning hurtigt blev bedre, og hun ikke længere havde brug for hjælp. Jeg var også ved at komme til hægterne, og blødningen var stoppet. Men der ventede stadig en omgang syarbejde for at få mine skader lappet sammen. Jeg havde tabt så meget blod, at trætheden begyndte at overmande mig. Så det var med lettelse, at jeg kunne vende mit blik til siden og se vores nyfødte datter sove fredeligt på min ekskones brystkasse. Igen var det hende, der fik den ærefulde opgave med at have den første hud-mod-hud kontakt med vores barn.

Vi har aldrig senere drøftet med personalet på fødeafdelingen, hvor frustrerende det var, at min ekskone blev bedt om at forlade min side. Med min erfaring fra de mange fødsler, jeg har været en del af som professionel, ved jeg, hvor vigtigt det er, at partneren får lov til at blive, så længe vedkommende forbliver rolig og ikke selv bliver utilpas.

Lykken over at være blevet forældre igen overskyggede enhver lyst til at diskutere vores følelser af ikke at være anerkendt som et par under fødslen. Det er klart, at den gynækologiske overlæge primært havde fokus på at stabilisere min tilstand og ikke nødvendigvis tænkte dybt over, hvem min pårørende ved min side var. Jeg kan faktisk ikke bebrejde hende for det. Dog har jeg i bagklogskabens lys fortrudt, at vi ikke tog det op. Ikke for at lægge skyld på nogen, men snarere med henblik på at skabe en refleksion over situationen, som måske kunne hjælpe andre familier i fremtiden.

Selvom vi på neonatalafdelingen, hvor jeg arbejder, har stor fokus på mangfoldigheden i familier og vores bredt definerede normalitetsbegreb, kan vi af og til fejlagtigt antage den pårørendes rolle.

Dette er især tydeligt, når vi står over for situationer, hvor den ledsagende person ikke umiddelbart kan identificeres som far, bedsteforælder eller søskende. Der kan også være betydelig aldersforskel mellem den fødende kvinde og hendes partner, og det kan være en kvinde, der ledsager barnet til neonatalafdelingen.

I disse tilfælde er det afgørende for os som personale at stille åbne spørgsmål til de pårørende for at klarlægge deres tilknytning til barnet. Et neutralt spørgsmål som "Hvad er din relation til barnet?" tillader os at opnå denne vigtige information uden at antage noget om den pårørendes rolle eller forudsætninger. Jeg har aldrig oplevet, at nogen har taget anstød af dette spørgsmål, da det respekterer deres integritet og åbner for en mere nuanceret forståelse af familiesammenhængen.

Selvom vi som personale er opmærksomme på de forskellige familiesammensætninger, kan vi stadig komme til at træde helt ved siden af. Jeg husker tydeligt en episode, hvor et barn ankom til afdelingen ledsaget af vores læge og en mand. Selvom vi begyndte at behandle barnet, blev det hurtigt klart, at manden var barnets far. For at berolige de pårørende og signalere, at barnet har det bedre, indleder vi ofte småsnak med dem. Det har en utrolig afstressende og beroligende effekt for dem at se, at vi som personale har tid og overskud til andet end blot at behandle barnet. I denne situation begyndte min yderst kompetente kollega at kommentere, hvor yndig en dreng faren havde fået. Desværre tog min kollega samtalen et skridt videre og sagde: "Jeg tror da også, han ligner dig?!" Faren kiggede dog lidt forvirret på hende og forklarede stille og roligt, at han ikke var drengens biologiske far. Drengen var undfanget ved hjælp af donorsæd. Selvom manden betragtede sig selv som far til sin søn, var han ikke den genetiske far. Min kollega undskyldte for sin kommentar, og faren tog det heldigvis i stiv arm. Hans tilgang til at være donorforælder var i mine øjne perfekt. Han tog ikke min kollegas bemærkning som en fornærmelse, men snarere som almindelig smalltalk. Hun kunne heller ikke vide, at drengen var undfanget med hjælp fra en donor, da denne information normalt står i barnets papirer. Jeg har stor respekt for hans åbenhed. Det havde været nemt for ham bare at sige "ja" og undlade at nævne brugen af donor. For mig vil han altid stå som et forbillede for os donorforældre.

Denne historie ligger mange år tilbage, men den har været en vedvarende læring for os sygeplejersker på neonatalafdelingen. Jeg tror ikke, at nogen af os sygeplejersker nogensinde siden har kommenteret, om et barn ligner sine forældre eller ej. Det er simpelthen en unødvendig kommentar, som kun kan gå galt. Skulle det ske igen, vil det altid være ud fra en god mening.

Kapitel 9 Barsel

Barselsregler og fordelingen af barsel er uden tvivl en dynamisk proces, der konstant ændrer sig. Reglerne har været centrale i kampen for ligestilling mellem kønnene. Men jeg mener, at der nogle gange kan være mere politisk fokus end fokus på, hvad der er bedst for familien og især for barnet.

Som den ikke-fødende forælder har man de samme rettigheder, uanset om man er mand eller kvinde.

Jeg deler helt klart bekymringen over, at barselsordningen ikke er individuel for hvert barn. Det ville give forældreparret mulighed for at tilpasse barslen efter deres families behov og dynamik.

Især i tilfælde af tvillinger eller trillinger ville hvert barn have ret til en voksen på barsel, hvilket ville sikre en mere retfærdig fordeling. I dag kan det desværre ske, at et barn bliver "snydt" for en dedikeret barsel, hvis der er flere børn født samtidigt. Det er værd at nævne, at mange flerfoldsfødsler opstår som et resultat af fertilitetsbehandling, og forældre i disse situationer ønsker ofte ikke at gennemgå flere behandlinger efter at have fået flere børn på én gang.

Det er virkelig positivt at høre, at barselsreglerne stadig er til diskussion. Det tyder på, at der er opmærksomhed omkring emnet og en vilje til at forbedre forholdene for forældre. Jeg håbervirkelig, at disse diskussioner fører til ændringer, der bedre imødekommer behovene hos moderne familier.

Da vi begge var kvinder, var barselsreglerne ikke afgørende for ligestilling af kønnene i vores tilfælde. Min ex-kone havde ret til 14 dages barsel som alle partnere, mens jeg havde ret til en længere periode. Den sidste del af barslen kunne vi selv disponere over. Inden børnene blev født, havde vi allerede diskuteret, at jeg gerne ville vende tilbage til arbejdet lidt tidligere end normalt, mens min ex-kone ønskede at tage resten af barslen.

Da jeg ammede vores børn, var det naturligt, at jeg tog den første del af barslen, og derefter overtog min ex-kone den sidste del. Således var jeg hjemme i 7 måneder, før min ex-kone tog over med yderligere 3 måneders barsel, inden børnene skulle starte i institution. Vi var enige om, at denne fordeling ville skabe optimale betingelser for en stærk tilknytning til os begge. Mens det ville have været ideelt at dele barslen mere ligeligt, blev beslutningen om 7 måneder baseret på

Sundhedsstyrelsens anbefaling om 6 måneders amning som minimum. For mig var det vigtigt at forsøge med amning, selvom jeg ikke havde noget imod flaskemad, hvis amningen ikke lykkedes.

Da det var mig, der gik hjemme med børnene i den første periode, var det naturligt, at jeg havde den største kontakt med dem. Som de også blev ammet, betød det, at jeg var den, der havde tæt kontakt og nærhed med dem ved hvert eneste måltid døgnet rundt. Som forældre havde vi gjort os nogle overvejelser om fordelingen af de daglige opgaver omkring børnene. Dette resulterede i, at når min ex-kone kom hjem fra arbejde, var det hende, der skiftede bleer og tog sig af børnenes badning. Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg nogensinde badede børnene i deres første halve leveår. Selvom jeg arbejder på neonatalafdelingen og er vant til at håndtere nyfødte, havde jeg ingen problemer med at overlade nogle af de praktiske opgaver omkring børnene til min ex-kone. Jeg har aldrig haft noget imod ikke at være den, der gav børnene deres første bad osv. Jeg har virkelig forsøgt at være mere en vejleder i forhold til håndteringen af børnene, da de var helt små, end at ville bestemme. Om dette er lykkedes, kan jeg dog ikke selv udtale mig om.

Som mor havde jeg også behov for lidt tid væk hjemmefra under barslen, gerne uden babyen. Efter en hel dag med at passe ens barn er man konstant ”på” og koordinerer alt ud fra barnets behov og rytme. Derfor nød jeg virkelig at tage ud at handle, når min ekspartner var færdig på arbejde. Bare en kort tur på 30 til 40 minutter, hvor jeg kun skulle tænke på mig selv og de varer, der skulle i kurven. Det føltes som en lille frihed at være ude at handle, og for min eks var det en tillidserklæring, at jeg havde det godt med at lade hende være alene med børnene.

Det samme behov fik også for min ex-kone, da det var hende, der var hjemme på barsel. For hende var det dog lidt lettere at deltage i fritidsaktiviteter om eftermiddagen og aftenen, da hun ikke var bundet af at skulle være hjemme til barnets spisetider, som jeg var, mens jeg var på barsel og ammede.

Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om vores skiftevis håndtering af børnene lige fra de var helt nyfødte har gjort, at de aldrig har været mere knyttet til den ene end til den anden. Vores børn har aldrig foretrukket at være mere hos den ene eller kun kunne trøstes af den anden. Det har altid været ligegyldigt, hvem af os der var der for at hjælpe dem. Separationsangst er heldigvis ikke noget, vi har oplevet i vores familie.

Jeg blev tilbudt at deltage i en mødregruppe som alle andre nybagte mødre, men jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage imod tilbuddet. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at knytte sociale bånd med andre nybagte mødre, men snarere fordi jeg frygtede, at min faglige viden ville tage over, og jeg ville ende med at fungere som en professionel vejleder frem for blot at være en nybagt mor som de andre. Jeg ønskede at opleve moderskabet uden at skulle bære byrden af mit faglige ansvar hele tiden. Det er svært at sige, om det var min egen tilgang til mødregruppen eller sammensætningen af mødrene, der førte til, at både den gruppe, jeg deltog i med vores søn, og den med min datter, hurtigt gik i opløsning. Måske var vi blot en gruppe meget forskellige kvinder, eller måske var der andre faktorer, der komplicerede samarbejdet. En ting, der sandsynligvis spillede ind, var, at jeg skulle starte på arbejde længe før de andre mødre i gruppen. Min ex-kone havde allerede fra begyndelsen gjort det klart, at hun ikke ønskede at overtage min plads i mødregrupperne. Da mødregrupperne som regel mødtes om formiddagen, blev det svært for mig at fortsætte med at deltage, da jeg ofte var nødt til at være på arbejde på det tidspunkt.

Det viste sig imidlertid, at jeg fandt mit sociale fællesskab i en gruppe kvinder, jeg havde mødt under fødselsforberedelsen. Vi havde deltaget sammen i vandgymnastik for gravide, og selv efter fødslerne fortsatte vi med at mødes. Det var måske her, jeg fik mit sociale behov opfyldt. Som et resultat fortsatte vores møder, og de to andre mødregrupper faldt i baggrunden for mig.

Kapitel 10 Det lille barn

I perioden fra barselsorloven slutter, og indtil barnet begynder i skolen, møder det lille barn mange nye mennesker. Som regel starter barnet i dagpleje eller vuggestue og senere skifter det til børnehave. I løbet af denne tidlige fase af livet vil både donorbarnet og donorforældrene etablere mange nye relationer, både professionelle og personlige.

I denne periode udvikler barnets bevidsthed sig fra at tro, at dets hverdag og omgivelser er ens for alle andre. Langsomt gennem børnehavetiden begynder barnet at forstå, at andre kan leve på en lidt anden måde end det selv gør. Det lille barn går fra en hverdag, hvor forskelle som hudfarve, en manglende arm og forskellige familiestrukturer ikke ses som forskelle, men blot som en del af virkeligheden.

Men gradvist begynder barnet at erkende vores forskelligheder. Denne nye opfattelse af sig selv og andre formes i høj grad af de voksne omkring barnet. De voksnes egne holdninger og syn på diversitet påvirker barnet og dets opfattelse af verden. Her kan barnet lære tolerance og åbenhed over for forskelligheder, men det kan også lære intolerance og frygt over for det, der er anderledes.

Da min søn skulle begynde sit institutionsliv, startede han hos en privat dagplejemor i vores lille landsby. På dette tidspunkt var han stadig så lille, at han ikke selv skulle tage stilling til, at vores familie var anderledes end de andre børns. Det var kun os som donorforældre, der skulle navigere i vores unikke familiestruktur i forhold til de andre forældre.

Dagplejemoderen havde aldrig noget problem med, at vores søn havde to mødre, og hun tiltalte os som "mor" efterfulgt af vores navne. Det virkede heller ikke til, at de andre forældre havde nogen indvendinger mod os, men vi havde ikke de store relationer til dem. Dette skyldtes hovedsageligt, at vi hele tiden ventede på, at vores søn skulle starte i den nærliggende vuggestue i stedet.

Da det var min ekskone, der havde den sidste del af barslen, var det også hendes opgave at introducere vores søn til institutionslivet. Det blev dog ikke en nem opgave for hende. Hendes instinktive behov for at beskytte og skåne ham for udfordringer blev en udfordring for dem begge.

Afskedsscenerne blev ofte lange og endte med tårer - nogle gange hos dem begge. Jeg var ikke helt sikker på, om det var vores forskellige personligheder eller det faktum, at hun ikke var den biologiske mor, der havde betydning. Dengang troede jeg, at det var vores personlighedsforskelle, der kom til udtryk, idet det virkede betydeligt sværere for min ekskone at aflevere vores søn end det var for mig. Jeg er bare lidt mere kontant og tænker "sådan er det bare".

Med tiden er jeg faktisk blevet mere i tvivl om, hvorvidt det at være biologisk eller ikke-biologisk forælder har en større følelsesmæssig indflydelse på os, end jeg tidligere troede. Min ekskone har altid haft svært ved at stille krav til børnene, og hun er det perfekte eksempel på en curlingmor, der gerne vil fjerne alle forhindringer på deres vej.

Jeg forstår godt, at jeg kan risikere at træde nogle over tæerne, selvom det bestemt ikke er min hensigt. Jeg har lagt mærke til, både i mine nære relationer og blandt venner og bekendte, at ikke-biologiske forældre ofte har en tendens til at undgå konflikter med deres børn. Det er svært at sige, om dette skyldes en dybtliggende frygt for at blive afvist af ens barn. Hvis denne angst er til stede, kan jeg godt forstå det, men jeg tror ikke altid, at virkeligheden er sådan. Jeg har personligt aldrig hørt mine egne børn eller andre donorbørn sige, "Du er ikke min rigtige forælder!" i en konfliktsituation, så jeg tror, frygten er ubegrundet. Det er dog stadig vigtigt at tale om disse bekymringer med ens partner for at skabe en mere tillidsfuld og harmonisk familie. I dag er jeg overbevist om, at dette var et større problem i vores forældreskab, end jeg oprindeligt var klar over.

Det skal dog også tages i betragtning, at vi tilhører den generation, hvor curlingforældreskabet virkelig er blevet fremherskende. Vi ønsker ivrigt at beskytte vores børn mod alle former for ubehageligheder, og i princippet er der ikke noget galt i det. Spørgsmålet er dog, om vi ikke i virkeligheden gør vores børn en bjørnetjeneste ved det.

Jeg har altid haft en grundlæggende følelse af at være en god mor. Ja, jeg begår fejl og laver uhensigtsmæssige ting omkring børnene, ligesom alle andre forældre gør. Men i bund og grund er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg er en god mor, og uanset hvad jeg gør, vil børnene fortsat elske mig.

Denne overbevisning giver mig ro i moderrollen, og det er noget, jeg ønsker, at min ex-kone også kunne opnå. Hun bærer en usikkerhed omkring det at være god nok og ligeværdig som mor i forhold til mig, en usikkerhed, som jeg altid har fundet fuldstændig ubegrundet.

Efter vores skilsmisse har vi heldigvis været i stand til at tale om det, men det har virkelig altid gjort ondt på mig at høre hende sige, at hun er nervøs for, at jeg er en bedre mor end hende. Jeg er overbevist om, at børnene aldrig har set eller oplevet det sådan. Vi er bare meget forskellige. Vi gør ting på forskellige måder, og vi prioriterer forskellige ting. Fra mit perspektiv har hverken børnene eller jeg set forskel i vores moderroller baseret på biologi. Det står helt klart, at børnene hurtigt mestrede kunsten at finde ud af, hvem der var til at overtale til at forvandle et fast "nej" til et mere medgørligt "ja".

Det er en velkendt udfordring i mange forhold, hvor rollerne i opdragelsen ikke er helt balancerede. Selv i parforhold uden involvering af en donor, kan denne ulige fordeling af ansvar skabe spændinger. For mig blev det udmattende at være den evige "nej-", mens hun tog på sig rollen som den mere eftergivende og curlende forælder. Ærligt talt, jeg har en forkærlighed for at sige "ja". Det er bare så meget sjovere. Denne skæve fordeling af opdragelsesansvar satte virkelig sit præg på vores forhold, og desværre lykkedes det os ikke at få det rettet op i tide. Sammen med andre faktorer førte dette til, at vi valgte at gå hver vores vej, da vores børn var henholdsvis knap 4 og knap 2 år gamle. Selv efter en skilsmisse kan det være svært at bryde ud af de roller, man tidligere har haft. Personligt nyder jeg virkelig den frihed, jeg har nu til at fordele rollen som "ja-siger" og "nej-siger" mere ligeligt. Forskellen mellem min ekskone og mig er stadig tydelig, især når det kommer til at aflevere børnene i daginstitutionen. Når jeg afleverede børnene, var det en hurtig affære: et kram, et kys, og så var jeg ude ad døren igen. Når det var hendes tur til at aflevere børnene, stod de ved vinduet og vinkede farvel, og afskedsscenerne endte ofte i gråd. Det er svært at sige, om det er vores personligheder, der skinner igennem, eller om vores forskellige biologiske relation til børnene spiller ind. Jeg ved godt, at jeg er en mere direkte type. Derfor har jeg altid set det sådan, at det ikke var synd for børnene at skulle i institution, da jeg jo skulle på arbejde, og der ikke var nogen alternativer. For mig handlede det om at gøre situationen så nem og konfliktfri som muligt. Når tingene ikke kunne være anderledes, var løsningen for mig at få det overstået så hurtigt som muligt.

Men for min ex-kone var det anderledes. Hun syntes, at det var synd for børnene at skulle være i institution en hel dag.

En anden pointe er, at børn kan reagere forskelligt, afhængigt af hvilken forælder de interagerer med. Det resulterede i, at min ekskone blev indkaldt til en samtale for at forbedre afleveringssituationerne. Det fandt jeg dog først ud af lang tid efter, da hun selv fortalte mig det. Jeg blev meget overrasket, da vi på det tidspunkt var skilt og ikke talte sammen dagligt. Jeg var slet ikke klar over problemet med afleveringerne.

Når jeg ser tilbage i dag, ville jeg ønske, at vi havde været bedre til at kommunikere om vores forældreroller og vores følelsesmæssige oplevelser som forældre. Det omfattede ikke kun vores daglige interaktioner med børnene, men også vores indre følelser i forhold til forældreskabet. Med den klare erkendelse, som bakspejlet giver, burde vi have haft disse samtaler før børnenes fødsel.

Selvom jeg vidste, at vores tilgange til opdragelse var forskellige, havde jeg ikke forventet, at vores følelsesmæssige reaktioner på forældreskabet og frygten for ikke at være gode nok som forældre, ville være så forskellige. Det har altid været helt acceptabelt for mig at skulle tage børnene med til lægen for at få vacciner eller andre mindre behagelige ting. Selvom det ikke ligefrem er sjovt - det er der nok ingen forældre, der synes - er der bare visse ting, der skal klares. Børnene og jeg laver endda sjov med, at jeg kunne være formand for ”Mødre der ikke kan finde ud af at curle deres børn.” Der er ikke altid plads til klageri, når et plaster skal fjernes, en knogle skal undersøges for brud, eller når de får et nej til noget, de ikke må.

Når jeg ser tilbage på mit ægteskab og skilsmissen, kan jeg kun opfordre alle kommende forældre, især kommende donorforældre, til at tage en dybdegående snak om forventningerne og følelserne i jeres kommende forældreskab. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville have gjort tingene anderledes, og i det mindste ville jeg have været mere opmærksom på visse ting, hvis jeg havde vidst fra starten, at hun var bange for ikke at være en ligeså god mor som jeg. Om det havde reddet vores ægteskab, tør jeg ikke sige. Men jeg kunne nok have været endnu mere støttende og bekræftende i hendes rolle som mor. Om det ville have gjort det lettere for hende at sætte grænser og give slip på børnene, ved jeg ikke. Én ting er dog sikkert: Det er utroligt ødelæggende for et parforhold, hvis den ene forsøger at sætte grænser og opdrage, mens den anden giver modstridende signaler eller ligefrem annullerer det "nej", der lige er blevet givet. Når man har solidaritet og en fælles retning i børneopdragelsen, kommer man uden tvivl længst både som forældre og som partnere. Det skaber ikke kun sammenhæng i familielivet, men det styrker også tilliden og samarbejdet mellem forældrene, hvilket er afgørende for et sundt forhold.

Da børnene blev ældre og begyndte at udvikle deres sprog, blev det også mere åbenlyst for dem, at deres familie var anderledes end de andre børns i institutionen. Dette blev især tydeligt i løbet af deres børnehaveår. Når de andre børn spurgte: "Hvor er din far?" eller "Kommer din far og henter dig i dag?" svarede mine børn altid, at de ikke havde nogen far. De skulle dog blive noget ældre, inden de rigtig forstod konceptet med en donor, men de var fuldt klar over, at de ikke havde en far, men to mødre. et var stadig svært at skjule for børnene, at de var blevet til med hjælp fra en donor, når man som lesbisk par lever sammen. Det var virkelig udfordrende både for os og pædagogerne at lære børnene, at det hedder mødre og ikke "morarer". Én ting var at få vores egne børn til at forstå det, men at lære alle de andre børn i institutionen det samme, var en helt anden udfordring.

Det har altid fascineret mig at iagttage, hvordan børn i børnehaven taler om forskellige familiestrukturer. De var alle klar over, at vores familie levede anderledes end deres, og at vores børn blev hentet af to mødre. Det var dejligt at se den umiddelbare accept og glæde hos børnene.

Når mine børn fortalte de andre, at de ikke havde en far, men i stedet to "morarer", tog de andre børn det helt naturligt. Selvom de måske ikke helt forstod begrebet "donor" og hvad det indebar, så var det ikke vigtigt for dem i hverdagen. Deres tilgang var enkel og ubesværet.

Min absolutte favoritoplevelse fra dengang mine børn gik i børnehave er, da min mor skulle hente min datter en dag. De var ude på legepladsen sammen med en flok andre børn, og min datter vidste godt, at det var mormor, der skulle hente hende den dag. Min mor fandt hende blandt de andre børn og sagde, at det var tid til at tage hjem. Pludselig kom en dreng hen til dem, kiggede nysgerrigt på min mor og spurgte min datter: "Er det rigtigt, at du har to "morarer" Min datter bekræftede, at ja, hun havde faktisk to mødre. Derefter kiggede drengen igen intensivt op på min mor og spurgte næsten misundeligt: "Har du så også to "mormorarer" Og stolt svarede min datter: "Ja, jeg har faktisk også to mormorarer." Min mor kunne ikke lade være med at smile, for det var tydeligt, at denne dreng havde et helt særligt forhold til sin mormor. Og at være heldig nok til at have to af dem! Der var ingen tvivl om, at han mente, min datter var meget heldig. Det er så skønt at se, hvordan børns logik kan være så enkelt og smukt. I min omgangskreds kender jeg flere farmødre, der er lige så værdsatte, men for denne dreng var mormor virkelig vigtig.

For at hjælpe vores børn, pædagoger og de andre børn i daginstitutionen havde vi købt bogen ”Forunderlige familier”. Den handler om et højhus, hvor der bor forskellige familier på de forskellige etager. Hvert afsnit beskriver en familie, og alle familier er sammensat på forskellige måder. Konklusionen i hvert afsnit er, at det vigtigste i en familie er, at man har det godt og passer på hinanden. Familierne inkluderer en skilsmissefamilie, en sammenbragt familie med dine og mine børn, en familie med en far fra Mellemøsten, en familie med et adopteret barn, og ikke mindst en familie bestående af et lesbisk par og deres datter, der er kommet til verden ved hjælp af en donor.

Denne bog har utvivlsomt været en favorit hos vores børn. At se de forskellige familieformer i en bog har været fascinerende for dem og har givet dem en følelse af ro. At kunne genkende andre familier, der ligner vores, har styrket deres følelse af fællesskab. Vores bog har været lånt ud til dagplejemoderen, vuggestuen og ikke mindst børnehaven flere gange. Jeg tænker, at alle daginstitutioner burde have en lignende bog som et pædagogisk redskab til at vise mangfoldigheden i samfundets familier. Og selvfølgelig er det vigtigste budskab, at vi skal passe på hinanden og have det godt - det er jo det vigtigste i enhver familie.

I takt med at mine børn bliver mere reflekterende i løbet af børnehavetiden, opstår der også en større undren om deres ophav. Denne undren begyndte for min søn, da han var knap 6 år gammel. En dag kom han og spurgte mig, om det ikke var rigtigt, at det var mig, der havde født ham. Jo, det kunne jeg jo kun bekræfte. ”Er det så ikke også dig, der er min rigtige mor!?” spurgte han efterfølgende.

Nej, det synes jeg bestemt ikke. Nu var det vigtigt for mig at finde den helt rigtige måde at forklare det på, så han ikke følte sig forkert. Jeg bekræftede ham i, at jeg er hans biologiske mor, men vi havde også en lille snak om, at det ikke nødvendigvis gør mig til hans "rigtige" mor. Men at være biologisk forælder gjorde hverken mig til en mere eller mindre rigtig mor. En rigtig mor er én, der er til stede i barnets liv og tager vare på barnet. Denne opgave og rolle havde både min eks og jeg, så vi var begge rigtige mødre. Det syntes han var en god forklaring, og der blev ikke stillet yderligere spørgsmål fra ham. Han spurgte lidt ind til, hvordan man bliver gravid, når der ikke er en far, men jeg syntes, det var lidt tidligt at tage den snak om blomsterne og bierne, så vi tog en lettereversion af emnet. Også dette virkede han til at forstå og acceptere uden problemer. Han endte med at sige, at donor var en megasej person. Tænk, at sådan en donor ville hjælpe hans mødre med at få børn. Det syntes min søn var en god gerning. Der er ingen tvivl om, at vores taknemmelighed som forældre til donoren, for at han har været med til at opfylde vores barnedrøm, har smittet af på vores børns opfattelse af donoren. Donoren er simpelthen vores families lille superhelt. e at undre sig over blomsten og bien, og det at have to mødre, var hun slet ikke parat til at deltage i denne snak. Men det blev hun dog allerede et års tid senere, da hun var omkring 5 år gammel. Det var nu blevet I og med at min datter kun var 4 år gammel på det tidspunkt, hvor min søn begyndt hendes tur til at stille det samme spørgsmål som sin bror havde gjort et år tidligere. Jeg tror dog, at hun tænkte lidt mere over sammensætningen af familien end han gjorde. Måske skyldtes det, at hun var yngre, eller måske var det fordi, at hun var en anelse mere reflekterende end han var. Men spørgsmålene fra hende var mange og kom af flere omgange. Hun var lidt mere insisterende i spørgsmålet om, hvem der sådan var den rigtige mor. Hver gang måtte hun dog selv konkludere, at hun syntes, vi begge var lige meget mor for hende.

Spørgsmålet om, hvem der er "rigtige" eller "mindre rigtige"; forældre, eksisterer stadig hos flere voksne. Desværre er der stadig nogle, der hævder, at man er mere "rigtig" forælder, hvis man er biologisk. Jeg kan dog kun gentage, at det ikke er tilfældet. Forældreskabet skal bedømmes ud fra ens tilstedeværelse, handlinger og ikke mindst kærlighed til barnet.

Kapitel 11 Skolebarnet

Når børnene skal til at starte i skole, bliver deres bevidsthed om dem selv, deres familie og omverdenen betydeligt udvidet. Tidligere var de vant til fra vuggestue og børnehave, at de andre børn sjældent stillede spørgsmål ved vores forskellige familiestrukturer. Men nu var situationen en helt anden. Vores børn skulle interagere med nye børn, som de ikke kendte i forvejen. Og de var nu i en alder, hvor de begyndte at undre sig og stille mere uddybende spørgsmål, både til vores børn, lærerne og deres egne forældre derhjemme.

Efter mange overvejelser besluttede vi, at vores børn skulle gå på en privatskole. Da vores søn er to år ældre end vores datter, var det ham, der først skulle starte i skole og dermed være prøveklud i forhold til skolestarten. Ingen kendte ham, og ingen kendte os. Til forskel kunne vores datter starte på en skole, hvor i det mindste lærerne kendte til hendes familiebaggrund.

Den skole vi valgte, er en stor skole med stærkt fokus på faglighed og ikke mindst trivsel samt forebyggelse af mobning. Jeg har aldrig været bange for, at vores børn skulle ende som mobbeofre.

Jeg tror, at det at blive mobbet i høj grad handler om barnets personlighed frem for dets familiebaggrund. Samtidig er jeg klar over, at vores børn kommer fra en anderledes familie end flertallet af de andre børn.

Det blev endnu tydeligere for os, da vi som det eneste lesbiske forældrepar på en skole med 1200 elever indså, at skolen aldrig før havde haft elever med homoseksuelle forældre. Det var helt utroligt, men det skete faktisk i 2015! Om der er andre donorbørn på skolen, har vi faktisk aldrig talt med lærerne eller ledelsen om. Det er i princippet en privat sag, men som mennesker føler vi os naturligt tiltrukket af fællesskaber, hvor vi føler, at vi hører til. Det kunne have været interessant og givende for både vores børn og andre donorbørn på skolen at have et sådant fællesskab.

Inden vores søn skulle starte i skolen, mødtes vi med de kommende børnehaveklasselærere. Det var tydeligt, at de var forberedte på at møde en familie med en anderledes sammensætning. De stillede uddybende spørgsmål om vores familie og brugen af titler, primært rettet mod vores søn. Han var åben og selvsikker, og det virkede, som om han var tryg ved at dele sin families unikke historie med lærerne. Han fortalte uden tøven, at han havde en donor og ikke en far, at vi var skilt, hvor han boede, og meget mere. For ham var det at dele om sin familie ikke forbundet med skyld eller skam, men kun åbenhed og selvfølgelighed.

De to børnehaveklasselærere endte senere med at være klasselærer for både min søns og min datters klasse. Begge lærere gjorde et fremragende arbejde med at forklare de andre børn i klassen, hvordan der findes mange forskellige familieformer. Vi lånte igen bogen om de forunderlige familier ud til klasselærerne, og den blev læst højt for klassen flere gange. Det interessante ved skolealderen og fremefter er, at børnene begynder at møde andre med forskellige familieformer end deres egen.

Deres refleksionsevne og opmærksomhed på forskellighed vokser markant.

Overgangen fra børnehave til skole gik glat. Alle eleverne i de to klasser accepterede og forstod, at mine børn havde to mødre. Udfordringen var så bare at finde ud af, hvem af os, der var hvem. Det kan til stadighed give lidt forvekslinger. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke kan alle navne på de andre børns forældre, men jeg kan heldigvis nøjes med at sige f.eks. "Nicolais far" eller "Julies mor". Det er bare nemmere.

Og så kommer den næste udfordring: hvor børnene bor i de pågældende uger. Det er en udfordring for både elever, deres forældre og ikke mindst lærerne.

Jeg husker en sjov episode, da min datter gik i 0. eller 1. klasse. En dag kom hun grædende hjem fra skole. Indtil da havde der aldrig været problemer med accepten af vores familiesituation blandt de andre elever. Men den dag var min datter helt opløst af gråd. En dreng fra hendes parallelklasse havde kaldt hende en løgner. Han havde hørt fra nogle af de andre elever i hans klasse, at min datter havde to mødre. Det kunne han ikke forstå, for alle har jo en mor og en farHan gik derefter hjem til sine forældre og spurgte dem, om det kunne være sandt, at man kunne have to mødre. Hans forældre bekræftede, at det ikke var muligt. Jeg ved ikke, hvorfor hans forældre sagde det. Måske havde de ikke overvejet, at der kunne være børn med lesbiske forældre på skolen, eller måske mente de, at der altid skulle være en mor og en far, fordi det kræver en mand og en kvinde at lave et barn.

Afslutningen på denne misforståelse kom, da min datters klasselærer tog en samtale med både min datter og drengen. Han forklarede situationen, og min datter blev anerkendt for sin virkelighed. Læreren tog også en samtale med drengens forældre og forklarede situationen. Jeg havde en længere samtale med min datter om, at man ikke er en løgner, når man fortæller sandheden. Andre kan måske ikke kende sandheden og derfor tro, at man lyver, men det gør en ikke til en løgner.

Når børnene når 4.-6. klasse, bliver de gradvist mere opmærksomme på deres egen identitet og seksualitet. Denne refleksion og undren kom virkelig til udtryk en dag, hvor jeg var ude at køre med mine børn. På det tidspunkt gik de henholdsvis i 2. og 4. klasse. Jeg fortalte dem, at min daværende kærestes store dreng netop havde fået en kæreste.

"Nej, hvor er hun bare heldig, for han er bare helt vildt sød," udbrød min søn fra bagsædet. "Det er nu ikke en pigekæreste, han har fået, men en drengekæreste," rettede jeg ham fra førersædet. "Nå, men så er han altså virkelig heldig," rettede min søn sig selv. Det kunne vi godt blive enige om. Der blev helt stille på bagsædet, og jeg kunne se i bakspejlet, at min søn sad og virkede meget eftertænksom. Pludselig udbrød han: "Det vil sige, at han er homoseksuel!" Ja, det kunne vi også godt blive enige om. Der blev stille igen, og jeg kunne se, at min søn tænkte grundigt efter på bagsædet. Og så kom den store, dejlige børnelogik fra ham. ”Det er da også helt naturligt, nu hvor hans forældre er homoseksuelle - altså lesbiske. Så ligger det jo i hans gener,” konkluderede min søn. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige til denne konklusion. Selvom jeg mener, at homoseksualitet ikke er selvvalgt, tror jeg ikke, det er arveligt. Der blev igen helt stille på bagsædet, og min søn tænkte så det knagede, inden han kom med den endelige konklusion. ”Det kan altså ikke helt passe!? For så skal jeg jo også blive homoseksuel, og det er jeg altså alt for glad for piger til…”

Jeg måtte virkelig beherske mig for ikke at omkomme af grin. At høre sit barn drage så store konklusioner om livet og kærligheden var virkelig fantastisk. Jeg måtte i stedet prøve at komme med en politisk korrekt forklaring om, at homoseksualitet hverken er arveligt eller miljøbestemt.

Min dreng åndede lettet op, for han ønskede faktisk ikke at slå op med sin kæreste, som han havde haft siden 0. klasse.

Det kan godt være, at emner omkring familiesammensætninger og seksualitet har været mere almindelige i vores familie på grund af dens sammensætning. Mine børn har helt klart været mere opmærksomme på, hvem de selv er, men også på, hvem andre er. I dag er der så meget fokus på, hvordan hver enkelt person identificerer sig. Jeg må blankt indrømme, at selvom jeg er en åben LGBT+ person, har jeg ikke helt styr på, hvad alle +erne står for. Så det er godt at have en datter på 11 år, som har fuldstændig styr på alle betegnelserne.

Vi har talt meget om, at der er utroligt mange forskellige måder at være på, og at det er vigtigt, at vi ikke putter folk i kasser, der lukker helt. Alle skal have muligheden for at være sig selv og eventuelt ændre sig senere i livet. I 4.-6. klasse er de færreste fuldstændig afklarede med, hvem de er, og hvad deres seksualitet vil være. Denne proces tager mange år, men det er i denne alder, at grundlaget for åbenhed, respekt og tolerance over for andres forskellige seksualitet er bliver lagt. Børnenes åbenhed udvikles bedst, hvis vi som voksne er åbne omkring vores egen identitet. Derfor sagde jeg ja med det samme, da min søn i 6. klasse bad mig om at komme og fortælle hans klasse om, hvad det vil sige at være lesbisk og vælge at bruge en donor til at få et barn. Han mente, at det kunne være relevant for nogle af hans klassekammerater i fremtiden. "Det kan jo godt være, at der er nogen i min klasse, som bliver homoseksuelle, når de bliver voksne, eller som får brug for en donor for at kunne få et barn," sagde han. Jeg tror, at min åbenhed kan hjælpe mine børn med at møde verden, så de med deres baggrund som donorbørn og med to kvinder som forældre får et nemmere liv. Ved at være åben over for omverdenen, håber jeg, at omverdenen også bliver mere åben over for dem.

I 6. klasse har eleverne seksualundervisning en uge om året. Jeg kontaktede derfor min søns klasselærer, som stod for undervisningen. Jeg spurgte ham, om han mente, det ville være relevant, hvis jeg kom og fortalte om det at være lesbisk og om at få børn ved hjælp af en donor. Han var heldigvis med på ideen med det samme. Han mente, at det kunne give undervisningen et andet perspektiv, når jeg kunne tale ud fra mine egne erfaringer, i stedet for at han skulle forklare det ud fra undervisningsmateriale. Undervisning og foredrag er som regel ikke dårligere, hvis fortælleren kan drage paralleller til sig selv og sine egne erfaringer. Så jeg var klar.

Jeg havde ikke lavet et stort PowerPoint-show eller en detaljeret disposition over de ting, jeg gerne ville fortælle. Jeg har efterhånden delt historien om at "springe ud af skabet", om at være lesbisk og om beslutningen om at få børn via en donor så mange gange, at jeg ikke behøver et manuskript. Jeg kender alle emnerne udenad, både den seriøse og veldokumenterede version samt den mere humoristiske og personlige version. Jeg ville selvfølgelig præsentere den sjove version for eleverne i min søns 6. klasse. Jeg var ikke nervøs, da jeg kendte alle eleverne i klassen mere eller mindre godt. De har været vidne til min søns families struktur og det faktum, at han er et donorbarn, gennem hele deres skolegang. Dog ville jeg måske have været lidt mere nervøs, hvis jeg skulle præsentere for en klasse, hvor jeg ikke kendte eleverne på forhånd.

Jeg havde lige en snak med min søn før oplægget for at tjekke, hvordan han havde det med, at jeg skulle snakke om så personlige ting. Selvom han selv havde spurgt, kunne han jo stadig have haft kolde fødder ved tanken om det blev virkelighed. Men han var faktisk helt cool med det. Han syntes bare, det kunne være fedt, at hans klassekammerater fik samme viden som ham, og han havde ingen problemer med, at jeg tog udgangspunkt i vores historie.

På dagen for oplægget spurgte min søns klasselærer, om han måtte være til stede under mit oplæg og eventuelt stille supplerende spørgsmål. Det var helt fint med mig - min åbenhed var ikke kun rettet mod eleverne, men også gerne lærerne.

Jeg begyndte med at fortælle eleverne, at de var velkomne til at stille spørgsmål under hele oplægget. Jeg var åben over for at svare på alt, hvad de gerne ville vide - med undtagelse af én ting: Sex!

Jeg bad dem også om at huske en vigtig ting: Når de stillede et spørgsmål, skulle det være med respekt. Så længe spørgsmålet blev stillet på en respektfuld måde, ville det altid være passende. De skulle derfor spørge sig selv, om deres spørgsmål var motivere af ægte nysgerrighed eller blot for at imponere. Denne præmis accepterede de alle sammen. Nu kunne oplægget begynde.

Jeg fortalte kort om mine oplevelser fra folkeskolen og gymnasiet, hvor jeg ofte følte mig anderledes uden helt at forstå hvorfor. Dengang var der ikke meget fokus på LGBT+-samfundet hverken i skolen eller i medierne, så jeg kendte ikke nogen, der var homoseksuelle, og tanken om at jeg selv kunne være det, virkede fjern. Det var først i mine 20´ere, at jeg begyndte at forstå, hvorfor jeg følte mig anderledes.

Børnene lyttede interesseret, og til min store overraskelse, rakte min søn pludselig fingeren op. ”Mor, kan du ikke lige fortælle om dengang, du skulle fortælle mormor og morfar, at du havde fået en pigekæreste.” Det var virkelig rørende at se min søn vise sådan mod og åbenhed ved at ønske, at jeg delte den historie igen foran hans klassekammerater. Det fyldte mig med en enorm stolthed.

Det var virkelig interessant at se eleverne blive så engagerede i emnet om at få et donorbarn. Deres nysgerrighed og kreativitet kom virkelig til udtryk. En af eleverne bemærkede endda humoristisk, at hvis ens partner ikke var så attraktiv, kunne man jo bare vælge en donor i stedet. Det var lidt af en sjov kommentar, som fik os alle til at smile, selvom det også fik mig til at tænke på vigtigheden af at værdsætte og elske vores partnere for mere end deres udseende.

Det var overraskende for eleverne at lære, at både mænd og kvinder i heteroseksuelle forhold kan have svært ved at få børn og derfor må ty til en donors hjælp. En af drengene havde endda hørt, at sædcellerne kunne dø, hvis mandens testikler blev for varme, for eksempel ved at sidde med en computer i skødet i lang tid eller ved brug af sædevarmen i bilen. Det var en tankevækkende kommentar, der fik os alle til at reflektere over, hvor skrøbelig fertiliteten kan være, og hvor vigtigt det er at passe på vores kroppe.

Jeg var meget forsigtig, da vi kom ind på dette emne. Jeg er udmærket klar over, at der i princippet kunne sidde en eller flere elever i klassen udover min egen søn, som var donorbarn. Det kunne godt være, at de selv var klar over det, men det kunne også være, at de levede i uvished. Jeg forsøgte at forklare, at når man lever i et lesbisk forhold som jeg, ville det jo være umuligt at skjule over for sine børn, hvordan de var blevet lavet. Men at man som heteroseksuelt par godt kan holde det skjult, hvis det havde været nødvendigt at bruge en donor. Jeg forsøgte med alle mine evner at forklare eleverne, at hvis man som heteroseksuelt par vælger at holde donorskabet skjult for sit barn, vil det altid være for at beskytte sig selv og barnet. Jeg forsøgte også at forklare dem, at de nu ikke skulle rende hjem til deres forældre og udspørge dem om, de var blevet undfanget ved brug af en donor eller ej. Jeg kunne dog ikke lade være med at indskyde, at jeg mener, at det er umådeligt vigtigt at være ærlig som forælder om dette over for sit barn. Jeg er overbevist om, at et barn kan mærke, hvis der er hemmeligheder i familien, og dette vil påvirke barnet psykisk.

Vi talte også om, at både biologiske og ikke-biologiske forældre har de samme rettigheder, og hvordan begge forældre føler sig lige meget som forældre over for barnet. Her rakte min søn igen fingeren op, fordi han gerne ville indskyde, at han også så min eks og mig som ligeværdige forældre. Ja, han tænkte faktisk sjældent over, hvem der var biologisk, og hvem der ikke var det.

Jeg afsluttede oplægget med at fortælle, at min søn havde spurgt mig, om han også selv kunne blive donor, når han blev voksen. Og nej, det kan han jo ikke, fordi han selv er donorbarn. En af de andre drenge rakte fingeren op og spurgte, om han så kunne blive donor. Ja, det ville der jo umiddelbart ikke være noget i vejen for. Så gik snakken ellers lystigt blandt drengene. De ville gerne vide, hvor ofte man kunne aflevere sæd, og hvor meget man kunne tjene per gang. Der kom totalt dollar-tegn i øjnene på dem alle sammen. For tænk at kunne tjene penge på at "gokke" den af. Heldigvis var lektionen ved at være slut, for drengene grinede og pjattede så meget ved tanken om deres nye indtjeningsmulighed, at det var nærmest umuligt at få dem ind på et seriøst spor igen. Det gjorde bestemt ikke noget. Hele min plan med dette oplæg var netop, at eleverne skulle gå derfra med en åbenhed og nysgerrighed over for denne nye og anderledes viden. Selvom der blev grinet en masse og også lavet nogle sjove kommentarer, forsvandt respekten for mig og eleverne internt på intet tidspunkt.

Da timen var slut og klokken ringede, kom min søn hen og gav mig et knus. "Det var bare skidegodt, mor!" sagde han med et smil. Jeg kunne se stoltheden lyse ud af ham, og jeg må have strålet lige så meget som ham, for jeg var så stolt over, at han havde bedt mig om dette. Og at vi havde gjort det sammen. Tænk at han havde haft lyst til og turde stille flere uddybende spørgsmål til mit oplæg foran hele sin klasse. Det er åbenhed, og det er fantastisk, og det kan kun være et forbillede for andre.

Til næste år starter min datter i 6. klasse. Vi har endnu ikke talt om, om hun ønsker, at jeg kommer og holder samme oplæg i hendes klasse. Hun vil få tilbuddet, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis hun siger nej. Ikke fordi hun er mindre åben end min søn. Hun er bare et helt andet sted og har meget mere viden om emnet end han havde på dette tidspunkt. Hun er den, der kan fortælle mig om alle +´erne i LGBT+. På mange måder er hun også mere moden end sin storebror var, da han gik i 6. klasse. Jeg tror ikke, at hun vil finde det særlig sjovt, hvis drengene i hendes klasse starter en verbal konkurrence om, hvem der kan tjene mest som sæddonor. Men vi må se, hvad tiden bringer. Lige nu ved jeg bare, at hun også vil få tilbuddet.

Kapitel 12 Teenageren

Velkommen til teenagelivet! Det er nu, at de store tanker virkelig begynder at spire, og spørgsmålet om "Hvem er jeg?" bliver mere og mere fremtrædende. Men det er også en fantastisk tid! Jeg nyder at blive udfordret både som mor og som person, og med en teenager i huset bliver man virkelig sat på prøve. Mine teenagere skal ikke kun finde ud af, hvem de selv er, men de bliver også pludselig meget mere opmærksomme på, hvem jeg er, og alle andre i deres omgivelser. Ingen undgår en smule analyse - hverken bedsteforældrene, der måske ændrer sig lidt med alderen, eller en lærer på skolen, der skiller sig ud med sin undervisningsstil og tilgang til eleverne. Alle bliver set igennem teenagernes forstørrelsesglas.

For mine børn markerer overgangen til teenageårene også et stort skift. På deres skole adskiller man alle sjetteklasserne og byder en masse nye elever velkommen. Dette resulterer i dannelse af nye syvendeklasser med både nye og gamle elever. Den trygge og velkendte rolle, som eleverne har haft i de foregående 7 års skolegang, er nu fuldstændig forsvundet. Trygheden ved, at alle i ens klasse og parallelklasse kender én og ved, hvordan ens familie er, er pludselig væk.

Forskellen mellem at starte i indskolingen med en familiebaggrund, der er anderledes end de flestes, er bare betydeligt mindre iøjnefaldende og synlig, når man er 5-6 år, end når man nu er teenager. Børnene i førskolen er endnu ikke blevet formet af kassetænkning og stereotyper, og deres tolerance over for mangfoldighed er bare større, når man stadig er et naivt og fordomsfrit barn. Så at skulle stå som teenager i en ny klasse med 25 elever, hvoraf man kun kender to fra sin tidligere klasse, er lettere angstprovokerende. Heldigvis er det at snakke om svære ting ikke noget, vi hopper udenom i vores familie. Så snakken om, hvad min søn kunne forvente at blive mødt med i den nye klasse, har vi haft et par gange hen over køkkenbordet inden skolestart.

Inden det sjette skoleår sluttede, skulle den nye syvende klasse mødes til en informationsaften. Her blev den nye klasse taget imod af deres kommende klasselærer og ført op i deres nye klasselokale.

Her fik de hurtigt lov til at møde hinanden, lave nogle kreative navneskilte og forberede en kort præsentation af dem selv og deres familie. Når vi forældre så senere kom op i klassen, skulle hver elev rejse sig op, fortælle hvor de boede, hvilken skole de kom fra, og ikke mindst skulle de udpege deres forældre. Dette scenarie var hverken vores søn eller os som forældre forberedte på, og jeg nåede da lige at tænke, "Uh, det her bliver grænseoverskridende for ham." Men han gjorde det. Han rejste sig op, og uden vaklen i stemmen, præsenterede han os som sine to mødre. Jeg sad med en blandet følelse af at have lidt ondt af ham og samtidig være megastolt af ham. Jeg havde lidt ondt af ham, fordi ingen som teenager i en helt ny klasse ønsker at være anderledes. Jeg var helt vildt stolt, fordi han formåede at tage sådan en udfordring i stiv arm. Det er heldigvis sådan, han er.

Da vi gik hjem fra mødet, spurgte jeg ham, om der var nogen af de kommende klassekammerater, der havde spurgt ind til hans familiesituation. Det var der ikke. Alle havde nok haft travlt med at være nye, og han var måske heller ikke den eneste, der følte sig anderledes. Det er vel også bare en del af det at være teenager. Jeg kunne så fortælle ham, at der heller ikke var nogen af de andre forældre, der havde stillet os spørgsmål til vores familiesammensætning. Fokus var udelukkende på vores børn, opdragelse, regler og det at have et barn i en ny klasse. På en måde var jeg lettet over, at vores familiestruktur ikke blev et omdrejningspunkt, men samtidig er vi mennesker jo nysgerrige af natur.

I bund og grund vil jeg altid foretrække direkte kommunikation med de andre forældre, hvis de har spørgsmål eller undren, frem for at det skal gå gennem børnene. Samtidig forstår jeg fuldt ud, at de fleste forældre i en ny klasse ikke ønsker at snage eller undre sig over de andre forældre ved et sådant første møde som dette.

I sommerferien, inden min søn skulle starte i syvende klasse, havde vi igen en snak om, hvordan han troede, det ville være at starte i en ny klasse med vores familiebaggrund. Som så meget andet i teenagealderen, mente min søn, at "det bliver helt vildt akavet. Det er en livslang proces for mine børn at skulle "springe ud af skabet". De skal springe ud af de skabe, hvor der står "regnbuefamilie"og "donorbarn". Disse skabe vil de fortsat skulle træde ud af, hver gang de danner nye relationer – og det skal de jo gerne gøre resten af livet.

Jeg kunne godt forstå min søns reaktion på, at det kunne blive lidt akavet at skulle fortælle om sin baggrund som regnbue- og donorbarn. Jeg har selv stået i den situation utallige gange, hvor jeg skulle forklare min baggrund, livsstil og mine valg, så jeg ved, hvor udfordrende det kan være. Vi talte lidt frem og tilbage om, hvordan han kunne præsentere det for sine kommende klassekammerater.

Vi talte om, hvilke ord og vendinger han kunne bruge. Hvad vidste de andre mon om en regnbuefamilie på forhånd, og hvad ville være helt nyt for dem? Pludselig kiggede min søn på mig og sagde: "Jeg synes faktisk slet ikke, at det er mit job at fortælle mine nye klassekammerater, at jeg er donorbarn. Det bør være dit. Jeg har ikke selv valgt at være donorbarn. Du ved jo præcis, hvorfor I har valgt de ting, I har valgt. Altså, jeg mener, I har jo valgt en anonym donor, og det var dig, der bar mig." Jeg blev for en gangs skyld helt mundlam. Hold da helt op, hvor havde han ret. Jeg spurgte ham, hvordan han ønskede, at disse oplysninger blev formidlet til hans nye klassekammerater.

Min søn var ikke i tvivl. Han ønskede, at jeg kom og delte med den nye klasse om vores liv som regnbuefamilie og vores beslutning om at få et donorbarn. Han ønskede, at jeg præsenterede noget lignende, som jeg havde gjort i hans gamle 6. klasse. Dette var jeg fuldstændig enig i. Som tidligere nævnt går jeg bestemt ikke ind for at overbeskytte mine børn eller skjule de udfordringer, de står over for. Men dette bump på mine børns vej er resultatet af en beslutning, som vi som forældre har taget. Jeg ønsker at hjælpe med at gøre denne situation lidt lettere for dem. Jeg er dog godt klar over, at mine børn vil stå over for lignende udfordringer flere gange i deres liv. Disse gange kan jeg hverken eller bør jeg fjerne for dem. Men lige nu er det vigtigste for mig at signalere til mine børn, at der ikke er noget farligt, utrygt eller akavet ved at tale åbent om disse emner. For mig er det den bedste måde at være et godt eksempel for mine børn på: ved at vise åbenhed og mod til at tale om de ting, der gør vores familie unik. Husk, at der ikke er noget farligt ved at tage emnet op, så længe modtagerne er åbne og venlige - og det burde en gruppe nydannede teenagere være.

Min søn og jeg blev enige om, at jeg skulle kontakte hans kommende klasselærer inden skolestart og tilbyde hende, at jeg kunne komme og dele vores erfaringer med at være en regnbuefamilie og vores beslutning om at få et donorbarn. Heldigvis syntes hun, at det var en fantastisk idé og værdsatte vores åbenhed. Vi aftalte, at jeg skulle komme allerede på elevernes anden skoledag, hvor dagen skulle bruges til at styrke sammenholdet og trivslen i den nye klasse. Eleverne blev informeret om, at der ville være et oplæg om fællesskab, mangfoldighed og åbenhed.

Klasselæreren lavede en kort introduktion om forskellighed og om at opleve tingene på forskellige måder. To elever blev bedt om at komme op til tavlen, hvor de stod og kiggede fra hver deres side på et stykke papir, der lå på gulvet med et stort tal skrevet på det. For den ene elev fremstod tallet som et 6-tal, men for den anden elev, der stod på den modsatte side af papiret, fremstod tallet som et 9-tal. Nu fik de to elever mulighed for at forklare hinanden, hvorfor de forstod tallet på den måde, som de gjorde. Det var en fantastisk og lidt udfordrende opgave, men den gjorde alle eleverne i klassen opmærksomme på, at noget, der i princippet er ens, kan opfattes meget forskelligt. Frem for alt blev det tydeligt, at det kan være svært at forstå det, som andre ser, når man selv ser noget helt anderledes. Dette var en genial introduktion til mit kommende oplæg for eleverne om at være en regnbuefamilie og at vælge at få børn ved hjælp af en donor.

Selve mit oplæg var meget lig det, jeg holdt for 6. klassen. Det var dog tydeligt, at eleverne denne gang ikke kendte hinanden, så der blev ikke lavet så mange sjove kommentarer og uddybende spørgsmål som sidste gang. Den eneste, der turde række hånden op, var igen min søn. Han mente, at jeg havde glemt noget, som jeg havde taget med sidste gang, jeg holdt oplægget. Men alle eleverne sad opmærksomt og lyttede, og da jeg efterfølgende spurgte ud i klassen, om de havde fået ny viden, blev der ivrigt nikket.

Om det var en fordel at holde dette oplæg på anden skoledag i en helt ny 7. klasse, eller om vi skulle have ventet et halvt år, til de var bedre rystet sammen, ved jeg ikke. Men da jeg efterfølgende alte med min søn om det, gav han udtryk for, at han syntes, det var rart, at alle nu vidste, hvordan tingene hang sammen. Han skulle ikke til at forklare nogen noget som helst, for jeg havde været inde omkring det meste. Han synes, tidspunktet var fint, for hvis vi havde ventet et halvt år, ville han helt sikkert selv have skulle besvare spørgsmålene, inden jeg kom og holdt oplægget.

Absolut, det var et klart signal til eleverne fra både klasselærerens og min side, at vi bør kunne diskutere vores forskelligheder og valg uden at det bliver til konflikt. Det var vigtigt for os at vise, at de udfordringer og tanker, som eleverne tumler med, også kan og bør deles åbent. Vores håb er, at de lærte, at det er okay at have forskellige synspunkter uden at det skaber splid. Man behøver ikke at forstå andre for at respektere dem.

At give ens børn en solid ballast er afgørende for enhver forælder. At være barn i en regnbuefamilie eller være donorbarn behøver bestemt ikke være en ulempe. Faktisk viser meget forskning, at børn af lesbiske forældre generelt klarer sig bedre i skolen. Derudover har de ofte et stærkere selvværd end deres jævnaldrende. Som samfundet udvikler sig, ser vi også flere forskellige former for familier, og der gennemføres mere forskning på dette område. Studier fokuserer på børnenes trivsel i forskellige familiesituationer og sammenligner dem med hinanden.

En af de væsentlige årsager til, at børn i regnbuefamilier statistisk klarer sig bedre, tror jeg, skyldes blandt andet, at de er ønskebørn. I regnbuefamilier kommer ingen børn til verden uplanlagt.

Desuden er det umuligt for os at skjule, hvordan vores børn er blevet undfanget. Mine børn har altid vidst, at de har to mødre, og fra den dag, de begyndte at tale, har vi italesat det. Der har altid været en naturlig åbenhed omkring det at være donorbarn, for vi har aldrig kunnet skjule det over for dem.

Jeg må understrege endnu en gang, at jeg mener, at det er ødelæggende for både barnet ogforældreskabet at holde på store hemmeligheder. Brugen af en donor i bestræbelserne på at udvide familien udgør en sådan stor hemmelighed. Det usagte, hemmelighederne og nogle gange deciderede løgne kan mærkes af barnet og være en byrde for forældrene. Uanset hvornår hemmeligheden afsløres, enten i barnets liv eller den voksnes, vil sandheden få betydelige konsekvenser. Mange donorbørn har senere fortalt, at de kunne mærke, at der var en hemmelighed i familien. Mange af dem har forsøgt at spørge ind til, hvad det mon kunne være, men de har hver gang følt sig afvist. Dette har for mange af disse donorbørn, som nu er blevet voksne, haft store psykiske konsekvenser.

At spille med åbne kort er ikke kun til gavn for jer selv, men også for jeres børn. At skjule sandheden om deres baggrund kan føre til unødvendige komplikationer og forvirring. At være forælder handler ikke om biologi alene, men om kærlighed, støtte og engagement. Hvis selv en teenager kan klare det akavede i at diskutere sin familiesituation, kan vi som voksne helt sikkert også gøre det Hvis vi selv opfatter det som akavet, risikerer vi at andre også gør det. Lad os bryde tabuet og være stolte af vores familier, uanset hvordan de er sammensat.

Kapitel 13 Hvorfor skal vi skjule noget?

Jeg elsker på alle måder, at mine børn er blevet større. Deres måde at se verden på og begynder at blive mere og mere reflekterende, bringer både udfordringer og stor glæde ind i min hverdag. Når jeg ser på dem nu, tænker jeg, at det hidtil er gået rigtig godt. Jeg har to livlige og nysgerrige unge mennesker, som ikke er bange for at stille spørgsmål, både til sig selv og til omverdenen. Denne nysgerrighed og undren ved næsten alt vil dog også medføre udfordringer i fremtiden. For det er klart, at de vil blive mere og mere nysgerrige på sig selv og deres ophav.

I øjeblikket kender kun min ekskone og jeg børnenes donornummer. Vi har fortalt vores børn, at vi som forældre grundlæggende ønsker, at det forbliver sådan. Oprindeligt har de ikke brug for donornummeret, så hvorfor skulle de kende det? Men i dag kan man med sit donornummer i hånden gøre mere end blot at finde sin donor. Der er nu flere online fora på de sociale medier, hvor donorbørn ved hjælp af deres donornumre søger efter halvsøskende både nationalt og internationalt.

Da den samme donor kan bruges i både Danmark og i udlandet, er mine børn klar over, at de potentielt kan have mange halvsøskende spredt ud over verden.

Jeg har brugt en del tid på at overveje, hvordan jeg vil håndtere det, hvis mine børn en dag beder om at få deres donornummer. Det vil kræve en god samtale, hvor vi sætter os ned og taler om deres forventninger til denne information og ikke mindst, hvad der ligger bag deres ønske om at få kendskab til donornummeret.

Hvis de har et brændende ønske om at vide, om de har halvsøskende, er det et ønske, jeg måske ikke helt kan relatere til. Jeg synes, at de har hinanden som søskende, og at dette må være nok. Men jeg har allerede nu accepteret, at jeg ikke kan bestemme, hvad mine børn ønsker. Som forældre vil vi derfor være nødt til at imødekomme deres ønske. Jeg har aldrig været i samme situation som dem.

Jeg har altid vidst, hvor mine gener kommer fra (det kan jeg ikke helt løbe fra udseendemæssigt). Derfor kan jeg aldrig sætte mig 100% ind i, hvordan det føles at være donorbarn. Selvom jeg føler, at jeg har en stor fortrolighed med mine børn, og at de kan fortælle mig alt om deres tanker og følelser, er jeg bevidst om, at der vil være ting, de ikke deler med mig. Dette kunne godt være en af de ting, de vælger at holde for sig selv. Jeg håber dog af hele mit hjerte, at de vil bruge hinanden som søskende og også støtte sig til de andre donorbørn, de kender i deres nærmiljø.

Det største problem, som jeg ser det, kan opstå, hvis børnene har meget forskellige tilgange til det at opsøge halvsøskende. Forestil dig, hvis den ene af mine børn har et brændende ønske om at finde eventuelle halvsøskende rundt omkring i verden, mens den anden på ingen måde har lyst til at udforske eller få viden om det. Det kunne potentielt skabe splid mellem dem.

Mest af alt vil det potentielt kunne medføre, at den ene vil få viden om deres biologiske ophav, som den anden ikke ønsker at få. Hvordan en sådan situation skulle tackles, har jeg i skrivende stund ingen løsning på. Jeg vil muligvis stå i en situation, hvor jeg skal tage hensyn til begge mine børns meget forskellige ønsker og behov. Der er ingen tvivl om, at det vil kræve en indgående dialog og refleksion for både mig og børnene, for at en sådan situation ikke skal udvikle sig til en familiekrise. Jeg krydser alt, hvad der krydses kan, for at dette aldrig kommer til at ske.

Samtidig tænker jeg, at det måske er godt, at tanken om dette potentielle scenarie har strejfet mig. Det betyder, at jeg kan være bare en smule forberedt, hvis det skulle ske.

Men hvis dagen kommer, hvor de ønsker at søge efter halvsøskende, håber jeg, at de vil stoppe der. Jeg har hørt om andre donorbørn, der har startet en intens jagt på at finde identiteten på deres donor, selvom denne har været anonym fra starten. I min optik er dette på ingen måde fair. Både jeg og mine børn bliver nødt til at respektere, at den mand, som er deres donor, har valgt at være anonym.

At vi som forældre har valgt en anonym donor, er vi evigt taknemmelige for hans donation, og at han har været medvirkende til, at jeg har kunnet føde to fantastiske børn. Denne taknemmelighed bliver nødt til at udmønte sig i en dyb respekt for hans valg om at være anonym. Det ville i mine øjne være amoralsk og et overgreb mod ham, hvis mine børn eller andre af hans donorbørn begyndte en intens jagt på hans identitet.

Samtidig ved jeg godt, at mine børn ikke selv har valgt en anonym donor. Det har vi som forældre. Jeg lyder nok hård, når jeg siger, at det bare ikke er alle ting her i livet, man selv får lov til at vælge.

Og denne, bestemt ikke ubetydelige ting, har de ikke selv fået lov at vælge. Skulle dette valg, som vi som forældre har taget for børnene, gå hen og blive en identitets- og livsudfordring for dem, så er det noget, vi som forældre bliver nødt til at bearbejde sammen med dem, og ikke ved at finde identiteten på den anonyme donor.

Livet er virkelig en dynamisk rejse, og det er netop det, der gør det både udfordrende og spændende. Det er en konstant strøm af oplevelser, udfordringer og muligheder, som former vores rejse gennem tilværelsen. Det er det, der gør livet så fascinerende og værdifuldt.

Jeg er nu overbevist om, at det ikke vil føre til en decideret krise for mine børn, at de ikke har mulighed for at kende deres biologiske ophav. De har altid kendt til ærligheden og sandheden omkring vores brug af en anonym donor. Jeg vil til enhver tid påstå, at man altid kommer længst med sandheden. Sandheden kan være svær og hård, og den kan både føles uretfærdig og fortvivlende. Men sandheden giver dig noget konkret at forholde dig til. Hvad er grunden til, at nogle donorforældre ikke ønsker, at deres barn skal kende sandheden? Jeg forstår det simpelthen ikke. For mig er der altid en himmelvid forskel på at være forældre og at være biologiske forældre.

Hvis det kun var de biologiske forældre, der som udgangspunkt havde den ultimative forældreret, ville mange børn i verden være ilde stedt. Jeg tænker for eksempel på de børn, der er adopteret.

Ville deres adoptivforældre aldrig kunne blive deres rigtige forældre, fordi de ikke er biologiske!? Jeg tænker også på de børn, som bor i plejefamilier, hvor plejeforældrene får en så vigtig og altafgørende forældrerolle i barnets liv. Disse børn ser i nogle tilfælde plejeforældrene som deres "rigtige" forældre.

Ingen forældre skal føle sig mindre værd, bare fordi de ikke er biologiske forældre. Når ingen forældre føler sig mindre værd, er der ingen grund til at fortie noget. Og når intet bliver fortiet, skaber det den åbenhed, som vores donorbørn har brug for. Jo mere åbne vi er som donorforældre, både overfor os selv og omverdenen, jo mere åbenhed og tolerance vil vores børn møde. Når alt kommer til alt, handler det jo om børnenes trivsel.

Kapitel 14 Epilog

Klokken er 2 om natten. Der er stille på kontoret. Både forældre og børn sover, og skærmene på væggen viser med de neon blå tal og de grønne streger, som kører i taktfaste hjerterytmer, at alle babyerne er rolige og stabile på Neonatal afdelingen denne nat.

Jeg ser på min kollega. Hun er forholdsvis ny i afdelingen, og det er første gang, jeg er alene i nattevagt med hende. Hun kigger nysgerrigt op på mig. "Vil du spørge mig om noget?"

"Er det ikke rigtigt, at dit barn også er lavet ved hjælp af en donor?"- siger jeg.

"Jo, det er han. Det er dine børn også, ikke?"- svarer hun med et lille smil.

Jeg spørger lidt mere ind til, om hun har brugt en anonym donor, og hvor han er blevet lavet. Jeg er forsigtig med mine spørgsmål, da jeg ikke kender hende så godt endnu. Jeg ved jo fra mig selv, at det er et meget personligt emne. Det kan være ømtåleligt, og om ikke andet, så er det bare meget privat. Men hun fortæller uden tøven, hvordan tingene hænger sammen i hendes familie. Hendes dreng er noget ældre end mine børn. Dengang han blev lavet, var tiden og reglerne nogle helt andre.

Hun er lige så åben omkring emnet som jeg. Om det er fordi hun sidder her med mig, som er i samme situation, ved jeg ikke. Men det er tydeligt, at hun har fået dette spørgsmål så mange gange, at hun svarer refleksivt, ligesom jeg også gør, når jeg bliver spurgt.

Hendes åbenhed og ærlighed giver mig mod. Mod til at fortælle hende om noget, som kun ganske få ved, at jeg har gang i.

"Jeg er ved at skrive om det at være donorforælder," fortæller jeg hende. Jeg sidder lidt spændt og venter på hendes reaktion. Vil hun synes, det lyder interessant, fjollet, eller irrelevant?

Hun spørger lidt ind til, hvad den konkret handler om. Jeg fortæller hende om de forskellige afsnit, og hvordan den er skrevet til alle, der kommer i kontakt med donorforældre. Det er en oplysværk, som skal give indsigt i aspekter af livet som donorforældre, som folk måske ikke kender til. Men mest af alt er den ment som ider, der åbner og opfordrer til dialog omkring det at være donorforældre, forklarer jeg hende.

Hun smiler til mig.

"Det er da en helt vildt god idé. Jeg ville gerne have læst den, inden vi skulle i gang med hele projekt barn dengang," siger hun.

Jeg ånder lettet op. Måske er det slet ikke så dårlig en idé med denne opgave, som jeg næsten er færdig med at skrive.

En ting er, at mine nærmeste synes, det er en god idé, men en anden ting er, at en næsten udenforstående donorforælder også synes, at idéen er god. Jeg kan mærke, hvor meget det betyder for mig, hvad hun synes. Jeg får fornyet energi til at færdiggøre opgaven, så den kan komme ud og få sit eget liv. Et liv, der inviterer til mere åbenhed, tolerance og ikke mindst nysgerrighed.

Kapitel 15 Tak

Jeg håber, at du har fået lidt mere indsigt i det at være donorforældre - hvilke overvejelser der ligger bag, og ikke mindst nogle af de følelser, der kan være forbundet med det. Jeg håber, at du har fået et smil på læben under læsningen. Og jeg håber, at du har lyst til at dele dine tanker med andre om det at være donorforældre, uanset om de selv er eller skal til at være donorforældre, eller om du er pårørende eller fagperson. Mit håb er, at du får lyst til at være åben.

Til alle de professionelle, jeg har mødt i forbindelse med fertilitetsbehandling, graviditet, fødsel, daginstitution og skole: Jeg er dybt taknemmelig for jeres åbne og professionelle tilgang til mig og min familie. Husk, at den måde I udfører jeres arbejde på, har en langt større betydning, end I måske er klar over.

Til alle de donorforældre, jeg har mødt gennem mit liv: I har været en kilde til stor inspiration for mig. Nogle af jer er en tæt del af mit privatliv, mens andre har spillet en mere perifer rolle, fordi jeg har mødt jer gennem mit arbejde, til en fest eller i andre sammenhænge.

Til jer, som er donorer. I er den største gave til os alle. Tak

Comments

Theme images by Michael Elkan

JEGVILHAVEET DONORBARN

VISIT PROFILE