#føler mig ond

[soelvfisk]

Gad godt flytte meget langt væk og aldrig rigtigt se min far igen. Det gør mig trist ogjeg føler mig skyldig. Har det meget bedre når ik han er i nærheden. Kan trække vejret. Samme by er ikke langt nok væk. Vil så langt væk at han for evigt synes det er upraktisk at opsøge mig.

Selv med hund overhører jeg ham røbe sig selv. Han truer på samme måde som han gjorde med mig. Da jeg var lille. Gør som jeg vil ha eller jeg forlader dig! Lige nu beviser du bare at du ikke er til at elske. Du er meget svær at elske lige nu. Det her er mit hus. Og samtidigt er jeg vidne til hvordan han også behandler hund bedre end mig. Det går ikke. Vil bare være langt væk fra min far. Er så bange for hvad han kan finde på at sige til mig.

I går var min mor væk det meste af dagen, og jeg frygtede sådan at han ville blive utilregnelig og så benægte det når hun kom hjem. Så jeg sov. Sov og sov og sov. Har sengen fuld af kasser og ting - sover på 40cm. Fordi jeg vil ligge stille og vide at der ikke er plads til at sætte sig ned. Han kan ikke komme og opholde sig her, ligesom dengang jeg fortalte om abuse og han var mega victim-blamey og agressiv og jeg søgte ly og så bragede han ind og traumadumpede og fortalte at min søster havde valgt at vores kat skulle aflives. Uden at det var sandt. Han ville bare efterlade mig opløst. Og jeg væltede direkte tilbage i en dysfunktionel relation, fordi jeg ikke havde noget sted at flygte hen. Skulle bare væk.

Er træt af at jeg skal væk hele tiden, for at beskytte mig selv. Vil være et sted hvor jeg kan blive. Elsker min far fordi jeg er hans barn, men vil ikke at vi skal være en del af hinandens liv. Også hvis det indebærer at jeg ikke ser min farmor og min mor og min søster igen. Vil væk.

Han skal ikke møde nogen jeg elsker. Vil være done. I det mindste slår han ikke. Og samtidigt husker jeg ham holde fast i min ankel og trække mig ud fra under min seng. At jeg gør modstand. Havde gemt mig fordi jeg var bange for ham. Og istedet for at give mig plads, ville han straffe mig for at frygte ham, fordi en god datter elsker sin far.

Har holdt døren lukket med min kropsvægt i forsøget på at holde ham og hans vrede ude af mit værelse. Efter at være blevet jagtet gennem huset. At han råber og bander som om jeg nogensinde kunne skade ham. Indtil min mor trådte ind ad hoveddøren. Og jeg græd. Og han fortalte at de nok bare var forældre til en teenager uden situationsfornemmelse.

Har låst mig ude på toilettet i flere timer og sovet på gulvet. For at undgå ham. Kigget ud af nøglehullet for at se om han var væk endnu, og stirret ham direkte ind i han vrede øje.

Har sultet mig selv, fordi alle mine lyde afslørede mig og medførte at han opsøgte mig og råbte af mig. Kunne ikke gå i køkkenet, kunne ikke spise trygt. Han gjorde maden uspiselig med sine beskidte fingre og hans måde at efterlade alting åbent. Samtidigt med at jeg ikke rigtigt måtte tage smøren ud af køleskabet, fordi så mente han at den blev harsk og at så var det som at smide penge ud af vinduet. Maden var mest til min søster. Som han fik til at give mig ordre. “Min far siger du skal lave saftevand til mig NU!”. Ikke vores far. Hendes far. Hans latterlige regler som han benægter. Som kun gælder når ikke min mor er i nærheden.

Men det er ham det er synd for, for hans barndom var hård - siger han. Og min mor. Og jeg tier stille for evigt, for jeg har ingen vidner udover ham selv og min søster. Som jo heller ikke er troværdig i hans øjne. Hun hoppede engang ud af en kørende bil for at komme væk fra ham. Det turde jeg aldrig. Hun er modigere end mig.

Jeg vil ærligt vælge ham fra. Det ville jeg dengang og det vil jeg stadig. For jeg bliver et barn i nærheden af ham. Og jeg kan ikke passe på mig selv i nærheden af ham. Slut.

[christineforevigt]

jeg vil så gerne udtrykke mig skabe noget ud fra mig selv men jeg kan ikke se mig selv skabe noget fordi jeg føler mig så rådden. måske skal jeg skabe noget råddent. de autentiske følelser kommer og kommer åhh de øjeblikke og psykosen i psykosen jeg løb rundt alle steder på digevej og han var ikke bag nogen af dørene heller ikke på lukket. det var bare mig. jeg troede at en af de indlagte som havde samme navn som din far bar din sjæl. men han var bare en random dude der var involveret i bandekriminalitet og ikke ville tage imod medicin og derfor var indespærret. ligesom mig. jeg fjernede risten på badeværelset og kiggede ned. skulle slippe ud for de var onde. jeg troede at nogle fra personalet, en mand og en kvinde, var os som gamle.

[vingefang]

jeg er helt mærkelig i hovedet de her dage. ængstelig og rastløs, har onde tarvelige tanker om mig selv. føler mig så dum. det er det værste jeg ved. H og jeg skriver om at ses, men vi ved ikke hvornår. engang i det nye år. hver gang han skriver, også selvom han skriver at han også har tænkt på det, at han gerne vil ses og synes at det lyder som en god ide, så føles det som en afvisning. og det er jo også meningen. der findes et lille håb inden i mig stadig tror jeg, måske troede jeg ikke det. jeg ved at jeg har savnet ham, men jeg tror ikke at jeg vidste at jeg håbede. det ødelægger mig. lidt. det føles sådan. jeg kan ikke sove om natten, jeg har lyst til at græde hver gang det går lang tid mellem at han svarer og jeg græder hver gang han svarer. det er frygteligt. har det ikke godt

[yandere4u]

Jeg har ikke skrevet dagbog i nok 3-4 dage nu. Og så hopper jeg lige tilbage i det, mens jeg igen igen er vandret i sengen ved siden af sovende kæreste. Er det ok, selvom det ikke er på den korrekte blog, er det acceptabelt? Bør jeg gøre op med det, ved at skrive et indlæg på 1000 til 1500 ord i morgen? Er nok for træt til det efter vores tur ind til byen i morgen. I byen på en mandag. Om formiddagen. På jagt efter materialistiske varer og en følelse af at være produktiv. Lets face it. Jeg er altid for træt. Jeg føler ikke, jeg har ladt op i flere uger. Sådan til bunds. Jeg er altid bange for næste dag, derfor jeg hader at gå i seng og falde hen med tunge øjenlåg. Og så vågner man alligevel op med dårlig samvittighed. Undskyld for at være en kedelig til tider nederen kæreste. Og tak for at være tålmodighed, selv når det er svært. Selv når vittigheden lander på, at jeg altid er udmattet. Og så jeg fælder et par saltede tårer over det, fordi det er så pinligt. Jeg ville ønske, der var en reset button i øjeblikket. Jeg ville helt klart trykke på den. Måske jeg ville få det friske pust, jeg har ledt efter! Eller bare vind til min cigaret, der gør, jeg ikke kan tænde den igen.

Nogle gange om dagen prøver jeg at trykke på den usynlige reset button. Ok, nu! Nu er jeg en positiv og glad indflydelse på dig. Nu! Nu hvæser jeg ikke af din tone, da du bad mig om at pause for tv-serien. Det er en ond cirkel. Er det også bare en del af rutinen at tage i byen for at købe artikler af tøj? Spise fastfood og ikke rigtig at konversere? Det lyder negativt igen, jeg beklager. Jeg elsker dig mere end at det er kedeligt - og naturligt vil jeg mene - at bo sammen med sin partner. Så det er ligegyldigt i sidste ende. Bare det er os

Jeg savner at have sex med dig. Faktisk . Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Ved du det? Nok ikke. Ok godnat kl er ramt 01.20

[e23skriv]

Julie Østgaard Dahl

Titel: Et te-selskab (2023)

Af: Julie Østgaard Dahl

Materiale: Sprittusch på porcelæn

Fragmenter af et indre drama skrevet ned på porcelæn. Et personligt, egoistisk og forfængeligt værk, der har sit ophav i ideen om at ville formidle kompleksiteten i den kontrast og det clash, jeg ofte føler er min konstruktion. Jeg drages mod pæne, uskyldige og skrøbelige tingester, og indeni mig er der ofte frustrerede protesttanker, usikkerhed, ængstelighed og vrede. Værket er (en skitse af) et eksperiment med mødet mellem en pæn skal og et råt indhold, der både skal antyde det provokerende og grimme, men også det ærlige og sårbare. Den kreative proces blev hertil ledt på vej af spørgsmålene ”kan det være brugbart, hvis det ikke er skønt på samme tid? Eller ubrugeliggøres det, når det ikke er fint og ordentligt?” og ”kan den yndige skal overhovedet klare den hårde ærlighed indefra?”. Måske fungerer det slet ikke, hvis ikke mit sprog afspejler det perfekte ydre. Måske går skallen til sidst i stykker, måske slår sårbarheden og protesten med tiden sprækker og revner i den fine sensible overflade, som ikke kan holde tæt - ligesom en lækkende menstruationskop eller den tallerken, der styrtede i asfalten en sen søndag aften i frostvejr. Den splintredes, og skarpe porcelænsstykker fløj ud i sneen.

Digte

Af Julie Østgaard Dahl

Social- og selvbevidsthedskompleks Jeg bider i hudfolderne inde i munden og ser ud i rummet foran mig. et rum i opløsning. rækker en usynlig hånd ud i det opløselige mens tankeskygger danser bag mit slør mit blik fæstnes ved luftens molekyler og ord sitrer ud til fingerspidserne efterlader tungen tom. hånden fanger noget der kan siges det flyder ikke videre. luftmolekylerne optager stilheden direkte fra læberne der nænsomt kysser hvert atom sender stilheden videre gennem rummet elektron for elektron. forstenet er jeg stadig.

”Hvad nu hvis?”

Hvad nu hvis jeg inviterede min mormor til et te-selskab, men jeg serverede te, som vi drak af menstruationskopper lavet i hvidglat porcelæn med sirlige blomstermotiver malet i pasteller?

Hvad nu hvis min rødhårede veninde nød sin forret og læste, at hendes og mine hvidheder alle er slutninger for mig?

Hvad nu hvis din kammerat spiste sin saftige steak og blev spurgt, hvornår det er ham, hvornår det er mig, der er krænkeren?

Hvad nu hvis min far tog af kagefadet og fik at vide, at jeg får lyst til at hænge i et træ som en ond mor?

Lystkompleks

Begær mig, tak. vær venlig at gramse på mig. vær sød at grave dine fingre ind i huden på mine lår så kødet buler og deller ophober sig. lag i min hud opstår af din berøring, afgiver mønstre og tegn og i linjerne kan du læse at jeg vil have dig i mig. du må ikke såre mig men du åbner en dyb sprække som var den din og efterlader varm klistret silke tråde der trækker langt ind smyger sig ud ad mig i en langsommelig march der tager flere dage ad gangen. vi lusker rundt i det udefinerbare take på min krop og dine papirer. du ved jo hvad du vil ha’ men det gør jeg ikke helt.

[vaskebjoern]

SIG DET HØJT

Jeg var ikke særlig gammel da jeg første gang blev såret,

min historie gik lidt som hvis jesus ikke fandt fåret, det lille fortabte lam, bad ikke om befam, skrig om hjælp når ikke langt, mørket er klamt, drukner i følelser jeg ikke forstår, det var jo “blot en drengestreg”, jeg er ramt, et løftet fingerpeg, “hvad er det dog du påstår?” for problemet det sagde de alle var mig, “hvorfor skal du også altid være sådan et kvaj?” Så der var jeg, min første elskovsleg, 9 år gammel, og som nu kun går og drømmer om at blive ligbleg.

Så du kan sige nej, men det nytter jo intet hvis ingen lytter til dig, og lige nu, indrømmer jeg den del af historien er kort, undskyld, det er stadig hårdt, men gjort er gjort, og ja, tid heler alle sår, og det var første gang i år, for mig, at sex ikke kun har været en værre bunke barsk lort. De sår har jeg båret på i mange år, så lige nu er det altså kun det brudstykke af historien i får. Vi ses måske igen om et par år, jeg går jo til terapi, det kan være det lykkedes mine 3 psykologer at gøre mig mere lykkelig og livagti indeni, “det hjælper at sige det højt.” Siger de så her er vi, hej med jer, synes I os at jeg er sær?

Ja, nok er jeg skør, drikker likør og tænker på livet som aldrig før, drømmer om at finde den store kærlighed inden den dag jeg dør, ja, jeg er da virkelig blevet til sådan en rigtig charmør… Nu har jeg da også haft sådan god normal sex, tror jeg da nok, du ved, sådan en slags sex der gør meget mere ondt i sind end i krop? Sådan en sex der er akavet, jeg er jo stadig meget svagt begavet, husker i vel nok, jomfru indtil i år, ved aldrig hvordan hun skal sætte sit hår, aldrig helt med på hvad der foregår, “man vender sig til det” hvornår? - Men det kan os være ligemeget, jeg vil ikke længere blive hjemme, alene med alt det slemme, så vil jeg hellere ud og ha’ sex, sådan en sex hvor jeg får følelser i klemme, en sult efter kærlighed der kan sønderlemme, sådan en sex hvor jeg aldrig når orgasme, men det okay, luften er stadig rig med forventning og entusiasme.

. . .

De spørger mig pænt “har du fået en ny krop?” Ja! Synes du ikke den er fin? Jeg kan være din forsøgskanin, hoster slim, alt for høje grin, grin, jeg er til grin, hvad bilder jeg mig ind, jeg tænker på det ofte, kysser din kind, skær i min hofte, hvad bilder jeg mig ind? Jeg har aldrig lært at elske, jeg har et sygt sind. HVAD BILDER JEG MIG IND?

Jalousi, og Melankoli, åh gud hør dog på mig, jeg snakker i pivåben, pointeløs og pompøs poesi!

Du elsker mig? Det kan du tro du må, selvom det er svært for mig at forstå, men i virkeligheden kan os kun meget få, ikke engang en mor og en far, de eneste som et lille barn nu engang har, de bød kun på fare og mord, “Ja mor?” Gemt bagved facaden, er du klar på balladen? Selvtillid der hele tiden begår selvmord, onde tanke synger i kor, “selvisk lille møgunge, jeg håber du dør”, bider blod i min tunge, det hele køre, der er intet at ser her, jeg tør ikke at lade nogen nær, “det snakker vi ikke om” jeg er helt tom, indeni, jeg er lidt ked, I min bog “livsfarlig familie”, mener de, at det den mangel på kærlighed, der kan gøre et menneske så skrupskør, der gør at jeg stadig så ihærdigt søger, har et sort hul indeni, sæt mig fri, jeg en trist optimist, “Hej med dig, det længe siden sidst,” tag og kig på dig selv, mor, “jeg elsker dig” lyver jeg og hænger mig selv, i min egen røde skæbnes snor, hvorfor er du sådan her, ja hvad TROR du?

Sex er ikke kærlighed, det ved jeg godt - Så pis af med den dårlige samvittighed, det er ikke min mening at gøre nogen ked, “skru dine forventninger ned.”

Ja, jeg vil gerne elskes, det er jo klart, vil alle ikke det? Det kunne da være rart, og mit hjerte er sart, for altid håbet op med alt for meget fart, og så sidder jeg pludselig der, du kender godt historien, den er så ordinær - vi er Kropsnær, bygger begær, samvær, og så bagefter en voldsom, vanskelig, og vulgær besvær, det er jo sket for enhver. Alligevel føler jeg mig meget sær.

Du er så kær, jeg kan se det i dine øjne, de er så skønne, får mit evigt ivrige hjerte til at synge, og alkohol får verden til at gynge, jeg vil dig omslynge, men jeg bliver altid skubbet væk, tror det er for meget for dem alle hvis det handler om mere end “bare sex”.

Så sex skal du nok få, og så skal jeg nok la’ dig gå, igen, jeg er jo en fantastisk ven, sådan en af dem, man ikke vil miste, det sagde os den sidste, og sex er nok det tætteste på kærlighed jeg nogensinde får, du må godt knuse mit hjerte, jeg er godt bekendt med den smerte, jeg tilgiver så lad det ske, alle snakker om elskov, jeg kunne elske dig hvis bare du gav mig lov, mine valg er næsten bevidste, der er gået mange år, “du skal være stolt af dine sår”, hvordan? Kysser din kind, hvad bilder jeg mig ind? Jeg har aldrig lært at elske, men gad godt at test det, Hvis bare jeg vidste, men en kærlighed der ikke gør ondt, noget jeg ikke behøver at hviske, vil desværre nok altid være på toppen af min ønskeliste.

Så jeg kravler fra den ene ensomme seng, til den anden, imens mit hjerte dunker “Elsk mig nu for fanden”

jeg har helt mistet forstanden, swiper på tinder imens jeg er på spanden, jeg prøver at gøre mig selv så fordøjelig, og nem at elske, prøver at være den perfekte lille sveske, men jeg er aldrig helt nok, selvom jeg tror de synes jeg nu er meget flot, hov vil du ikke lige række mig den der vinflaske? Så smider jeg min maske, jeg er lidt fuld nu, jeg er et menneske itu, er jeg blevet FOR MEGET FOR DIG ENDNU!? Selvskade ar og et mangel på ansvar, dækker hele min krop, jeg har vidst fået nok, nej vent, kom tilbage, dig der stop! Råber jeg og tiden stopper op . . .

Undskyld, jeg øver mig stadig på det der med dirty talk, men jeg kan da se at du har fået den op, og jeg undskylder igen for min klodsede krop, nej, du behøver ikke stop,

Nej, nej jeg mener det, det okay, jeg er ikke “særlig sårbar”, jeg er bare lidt bitter og bange og synes bare at du er lidt rar - og hvis du venter på mit svar, så vil jeg gerne være klar - Hvis du bruger mig, så bruger jeg også dig, I min lægejournal står der så pænt at jeg er bindegal, “afviser misbrug” skriver de, så brug mig i dit svineri, brug mig, jeg vil bare gerne blive brugbar, -

Og så vil jeg bare lige sige, at dig - lige nu - dig og mig - brystkasse bar, du er det bedste jeg har,

vil du så stadig godt fuck med mig?

Hurra!

[stroeriodi]

Ved godt, at jeg skriver meget om min træning ift andre ting. Men det er bare en af de eneste ting, som jeg føler rent faktisk kører for mig. Så jeg holder lige fast i min ensomme successoplevelse. Desuden.... Har jeg rent faktisk trænet mig ud af depression (eller hvad det skal kategoriseres som.. stabil længerevarende nedtrykthed, mistillid og ensomhed) før. Min træning viser mig, at jeg godt kan. At jeg kan fokusere på proces fremfor at lave konstante endegyldige og onde vurderinger af mig selv. At jeg kan opnå ting, som kræver en blanding af disciplin og evnen til at mærke efter. Det er godt, og man skal holde fast i det gode.

[rentsind]

har skrevet “fuck nu af” til en tinderfyr fOr SjoV, fordi han tilbød at spoile squid game for mig, hvilket jeg jo ikke vil have vil have når nu jeg LIGE har skrevet til ham at jeg er begyndt på det. og så skriver han “ville sgu da bare hjælpe” og “kan heldigvis godt acceptere et nej tak” og “du får lov at se den i fred” :/ ALTSÅ WTF HVAD FANDEN FORGÅR DER. jeg føler mig så så ond men har jo vitterligt bare været lidt sarkastisk.. nu har jeg det så dårligt hahah kan slet ikke komme mig over hvor fucking nærtagende han er jesus christ altså

[soelvfisk]

(Tw. psykisk vold) Jeg føler mig virkelig helt fucked. Har fundet ud af at min far har løjet om hvordan han har behandlet mig. Talte med min søster om det. Hvor brutalt det er at bo hjemme igen. Og hun sagde - nej hvad? Og forklarede at min far havde siddet dead serious og fortalt om de samme situationer, men FULDKOMMEN anderledes end de ægte skete. Til hende og min mor. Intet at sige til, at ingen ved min far er main reason for min PTSD. Han lyver sig ud af det. Intet at sige til at min mor ikke passede på mig som lille. For han har altid løjet sig ud af det. Hun har slet ikke kendt til omfanget. Nogensinde. Jeg troede han var stoppet. Nu hvor han har oplevet hvor lidt jeg har lyst til livet. Hvor voldsomme konsekvenser hans adfærd har. Men nej - han lyver stadig. For at redde sin egen røv. Så ingen tror det er ham der forurener. Han slipper afsted med det hele. Og pyt med om jeg sidder i hans kælder og har lyst til at dø. Han taler til mig som han vil. Medmindre der er vidner - så opfører han sig pænt. Medmindre vidnerne er fremmede - så råber han af mig, som om jeg er uopdragen og forkælet. Ingen ved at han råber til sin autist datter med PTSD. Og fortiden skal vi glemme, for den gør ham vred, og så har vi selv bedt om det, hvis helvede bryder løs. Og man er ond hvis man siger nej til ham. Forpligtet til at tage imod hans hjælp, men så står man også automatisk i gæld. Hans sødme betyder at lige om lidt føler han sig berettiget til at være streng og kold. Som om det er et regnestykke. Han kender altid sandheden bedre end andre og hvis man siger ham imod eller sætter grænser, bliver man mødt af en klagesang om hans egen forfærdelige barndom. “Undskyld at jeg er så dårlig en far”. Enten vredt eller grædende. Enten så man føler skyld alene i stilhed - flere dages scilence treatment indtil man siger undskyld for noget man ikke har gjort og fortæller ham at man er en dårlig datter… eller er tvunget til at trøste ham, selvom han er skyld i den smerte man selv sidder med. Mine tårer er aldrig hans ansvar. Aldrig. Heller ikke som barn. Man må lægge sig selv til side, for at være hans datter - og gør man ikke det, vil han ikke kendes ved én. Han bruger mine udfordringer til at få medlidenhed fra andre forældre. Jeg føler mig udstillet. Han rydder op i sin dårlige samvittighed ved at lade som om at han forstår hvad jeg går igennem, på grund af hans egen fars voldelige adfærd. Som om vi skal connecte over at han har foræret mig de samme traumer. Han har lært mig, at mennesker der elsker mig gerne må slå med ord og kaste med ting og få mig til at græde i smug. At det vigtigste er at jeg tier stille og er trofast. Ligesom Stenen også ville have at jeg skulle opføre mig. Jeg føler mig så ødelagt. Af ham. Og hende. Og alle mænd der har brugt min krop, mens jeg troede at jeg ikke MÅTTE sige nej!? Fordi alle grænser jeg har sat overfor min far udelukkende har gjort tingene så meget værre. Han har lært mig at det bedst kan betale sig at være passiv og stille. Han har lært mig at min krop er utryg at være i. Fordi jeg er kvinde. Svag. Lille. At mine følelser er noget jeg gør mod andre - istedet for at være et udtryk der kan styrke relationer og øge nærhed og tryghed. Jeg føler mig skyldig overalt. Og han går i panik når jeg taler om mine mareridt. For jeg begynder at forstå at de også handler om ham. Og han ved det. Og det betyder at jeg snart vælger ham fra. Hans eget værste mareridt. For så skal han pludselig fortælle folk, at han har en datter der ikke vil se ham… og ikke en svagelig selvmordstruet datter der konstant bliver deprimeret og har brug for hjælp og støtte. Jeg er så vred over at jeg elsker min far. For jeg kan ikke lide ham. Jeg kan ikke tilgive ham. Aldrig nogensinde. Og hvis jeg nogensinde får børn, så må han ikke møde dem. Og jeg føler mig ONDSKABSFULD over at ville beskytte mine børn, bare fordi jeg ved hvor skuffet han ville blive. Men jeg er ikke ond. Jeg er FULD AF KÆRLIGHED. Og jeg vil være en slags forældre som ingen af mine forældre var. Fuck deres følelser. Det her er større end det. Vil ik ha børn. Er done.

[videobog47]

har lyst til at sige han skal lock me down. han vil også bo på landet og skyde gæs. ryge skunk og male og danse. men jeg er også bange for jeg ikke kan finde ud af at være god for andre. måske venskaber, det kan jeg godt. ikke romantiske deals, føler altid jeg bliver for meget og intens. Jeg tror ikke mange ville klare at kunnet være sammen med mig. er jo egentlig ikke god for andre, fuck jeg hader at være en dårlig kæreste, fuck hvor kan jeg ikke finde ud af det. Måske skal jeg bare lade ham være, jeg er for syg. er bare sød men tvivler på nogen kan klare mig altså absolut hele mig.! Shit! jeg er i et bedre sted og jeg har det virkelig så fint. har ikke grædt i nok 3-4 måneder fordi verdenen var for stor og for meget. han er bare så sød ved mig at det blinder mig. det ender sikkert med at han råber af mig at jeg er for meget og er ond. Fr jeg kender ham ikke godt nok til at sige noget, men jeg må gerne tænke. og det gør jeg virkelig

[ekstremlebbe]

:):

Jeg ved slet ikke hvordan jeg har det for tiden, føler min krop er træt og mit hoved er træt. Jeg har ondt i brystet fordi jeg ikke sover nok, hvilket gør det gør ondt at trække vejret. Har slået min fod, så det gør ondt at gå. Mit hoved er træt af høje lyde og larm, hvilket er det eneste man har, når man er sammen med sine to søskende på 2 og 3.

Jeg føler jeg skuffer nogen HELE tiden! Jeg har haft så mange aftaler i denne sommerferie og har måske nået 2-3 af dem! Når jeg endelig overholder en af mine aftaler, vil jeg bare gerne hjem når jeg først er der! Vil bare hjem og sove!

Jeg arbejder hele tiden, er heldigvis heldig, at nogen af mine veninder os er der, men altså vi jo på arbejde, ikke fritidsklub!

Jeg føler jeg skuffer min kæreste, jeg har ikke tid til at besøge hende eller få besøg, når det bliver hverdag igen, bliver tiden jo kun mindre! Og altså jeg føler ikke jeg kan give hende det, hun fortjener! Vil gerne give hende guld og grønne skove, men det kan jeg bare ikke, for jeg ved ikke hvad det er... føler hun kan finde det bedre, en der har styr på sit liv, en der kan give hende det hun behøver, en der har tiden og en der kan være der for hende, uanset hvad, og det kan jeg bare ikke, jeg vil selvfølgelig gøre alt hvad jeg kan, for at gøre hende glad og være der, men tror bare ikke det er nok i sidste ende...

så min papfar true min mor for et par dage siden, og det fylder stadig virkelig meget, vi var hjemme for første gang idag efter han gjorde det og kunne virkelig mærke hadet bruse op i mig. han er så ond og led, og jeg tror ærligt ikke han elsker andre end sig selv!

[mitdigialeliv1k]

Min mobil

Min mobil er fucking kikset. Det er ikke en iphone og følger derfor ikke normen for hvad en sej mobil er. På trods af det ellers ret så afgørende faktum, bruger jeg den meget af mine vågne timer. I højere grad føler jeg mig rastløs og ukomplet uden min mobil ved min side. Det er ikke noget, jeg er stolt af at indrømme. For hvor ville jeg ønske, at jeg var en federe type og ikke behøvede min telefons tryghed hele tiden. I skoletiden kan det sgu også være farligt. Den tager mit fokus, hvis jeg falder i fælden, hvilket på lang sigt ender med at bide mig i røven. Det ville jeg ønske kunne ændres. Det handler nok også om, at jeg ikke er den eneste, der føler mig så afhængig af min telefon og computer, desværre. For det bliver en ond cirkel at bryde, når stort set alle på min egen alder, over og under, har problemer med at kontrollere deres mobil- og computerbrug. Jeg tror det påvirker mange negativt, måske ubevidst, men det har stadig en effekt. Det kan skade koncentrationsevnen, digitalisere ens sind og fylde en med til tider dårlige og ubrugelige energier. Mange vil sikkert også føle, at det ikke rør dem, og det er også muligt, men det ændrer ikke på, at en stor del af menneskene har et usundt forhold til deres telefon. Måske burde man lave en kold tyrker og ligge alle mobiler i en kasse gennem skoledagen. Det er ærgerligt, at det er nået så vidt, for på mange måder er en telefon også enormt nyttig. Men man kan af og til være nødsaget til at træffe et afgørende valg, som jeg er overbevist om vil have gode virkninger. Jeg har prøvet at skære mit forbrug ned, og det irriterer mig, at det ikke lykkes. Så for folk som mig, med ringe viljestyrke, tror jeg det kan være et nødvendigt tiltag. 

[hvidogtraet]

føler altså virkelig, at det ville passe bedre til mit brand, hvis jeg var sådan lidt mere tynd i det, tynd og ranglet, og sådan én, der bare levede af smøger i stedet for at spise. og hvor folk tænker "ej hun må virkelig gå igennem noget lort nu hun har tabt sig sådan". det ville have lidt mere wow faktor end mig, der dukker op efter em depressiv periode 5 kg tungere og med et kæmpe udslæt i fjæset, fordi jeg ikke kan tåle al den medicin, jeg skal prøve af. jeg tager altid på, så snart jeg bare er en smule deprimeret, hvilket bare bliver en ond cirkel, fordi jeg altid er mere deprimeret end manisk eller normal:) så har egentlig bare taget på i én lineær udvikling, der aldrig stopper. dog synes jeg, de kroniske render under øjnene passer rimelig godt til min jeg-er-syg æstetik

[maelkogvildeblomster]

I disse dage, hvis ikke jeg ser noget i TV eller lytter til noget (dvs holder mig beskæftiget) så har jeg sådan en trang til at være så OND ved mig selv. Føler mig pisse mærkeligt til mode - for det er som om jeg skriver det her udefra… Som om det ikke er mig, der er sådan mod mig selv? Hvad fanden foregår der med mig?!

Jeg har vitterligt lyst til at gøre fysisk modbydelige ting ved mig selv.

Min psykolog går på barsel til maj, og derfor har jeg kun én samtale tilbage. Sad i går og håbede, hun ville bede mig om at blive indlagt. Men NÆ 🙃. Så nu er vi her, og jeg forsøger at trække vejret. Kys og kager til jer der fortsat er her, og kigger på.

Ps, min rabbit løb tør for strøm LIGE midt i min orgasme i går. FUCKING frustrerende. Glæder mig i det mindste til at komme i seng til en opladet fætter Bent senere 🤡. (Altså min rabbit, ik)

[stroeriodi]

Jeg læste engang ensomhedens filosofi af Lars Svendsen. Ensomhed kan være så mange ting. Vores sprog er ikke særlig udviklet på det område. Det er lidt et paraplybegreb. Men bogen forsøgte at fokusere på negativ ensomhed, hvor man føler at man mangler noget i sine relationer eller relationer i det hele taget. Her sporede bogen sig frem til, ud fra stort set alt statestik der er lavet på ensomhed, og lidt filosofiske inputs fra forskellige kanter, at negativ ensomhed, hvis man laver en grov generalisering, udspringer sig af en manglende evne til at have tillid til andre. Negativ ensomhed havde absolut intet at gøre med hvor mange venner man har eller ikke har. Det er ret svært at være tilfreds med ens relationer, hvis man ikke stoler på at personen i den anden ende rent faktisk kan lide en, eller anser en for at være en ven. Pga af denne følelse af ikke at kunne stole på den anden eller på relationen distancerer man sig fra sine mulige venner og fremtidige relationer til nye mennesker. Det skaber en ond spiral, hvor ens manglende tillid både distancerer en fra ens sociale omgivelser og distancerer omgivelserne fra en selv. Manglen på tillid vil få den ensomme til at trække sig, og det vil påvirke relationen. Sandsynligvis vil vennen eller den potentielle ven før eller siden give op pga. den ensommes adfærd. Ham der skriver bogen var lidt hård ved sin karakteristik af den ensomme. Empirien tydede ifølge ham på, at den ensomme er selvcentreret. Igen er tillid afgørende. Den manglende tillid til andre gør, at den ensomme bliver ekstra opmærksom på sig selv. Den ensomme vil måske kun have fokus på hvordan denne opfører sig helt ned på et detaljeret plan, og konstant lede efter tegn på afvisning fra den anden. Jeg tænker det er en slags better safe than sorry tilgang, koblet med manglende tillid som kan gøre et menneske ensomt på den måde. Han konkluderer at i negativ ensomhed ligger der et ansvar hos den ensomme om at ændre sin måde at tolke og handle på verden. Det kan man jo sige om mange ting. Det er altid vores ansvar at forsøge at forbedre vores måde at forholde os til verden, og det knytter sig selvfølgelig også til vores måde at handle på verden. Hm. Nå. Men jeg læste bogen, fordi jeg engang var rigtig rigtig ensom. Som i, jeg overvejede selvmord ensom. Og selvom jeg husker hans karakteristik som lidt hård, så synes jeg langt hen ad vejen hans fremstilling ramte okay godt. Jeg kan ikke huske præcist hvordan han argumenterede for det, så.. Altså det er jo længe siden jeg læste bogen, men karakteristik og grundlag synes jeg var meget plausibel. Jeg kunne kende gamle mig, og nogle andre mennesker, som jeg ved er ensomme i stort set alt det han skrev. Ansvarsdelen er jo til diskussion. Han åbner selv op for det. Vi har alle vores begrænsinger. Hvis vi bare kunne fikse os selv, så havde der ikke været så mange problemer med mentalt helbred. Ikke desto mindre, kan man til en hvis grænse sagtens tale om et ansvar for sig selv, som går forud for alle andres ansvar ift. at få sig selv ud ud af sin ensomhed. Det kan være en lang proces.

Jeg prøver bare lige at huske, bare spring det her over.

[linerudehertz]

Er det mig der er forkert på den? Er jeg manipulerende og egoistisk? Jeg prøver at finde svaret i mit hovede, men det er umuligt. Jeg vil gerne tro på at jeg er egoistisk, fordi at jeg føler mig uduelig, og ond. Er det hele tiden mig, som vender situationen om, og får den til at se ud som om at jeg ofret? Vælger jeg de små ting som har gjort mig mest bange og utryg ved hende, og puster dem op til en stor ballon? Det tror jeg, men jeg ved det ikke. Jeg hader bare når hun bliver sur fordi jeg er ked af det. Sidste uge var vi i byen, og jeg blev ked af det over noget, og så tog jeg hjem. Hun stormede ind i mit hjem, og slog sin hånd ind i væggen, og begyndte at råbe af mig, og hun blødte meget fra sin hånd. Jeg har grædt i to dage i træk, og har haft brug for hende. Jeg tigget hende om at være der for mig, fordi jeg ville være der for hende. Hun siger at jeg ikke ejer hende, og at jeg er obsessed med hende. Hun kan ikke være der hele tiden, siger hun, og at jeg må snakke med nogen andre. Ville bare have en som var der hele tiden, og som elskede mig. Det føles som om at hun hader mig, og som om at jeg er ligegyldig.. er det mig, der er forkert på den?