#Sandt

[muggleriddle]

The sun leaves marks on the skin. The war leaves marks on the skin. Disease leaves mark on the skin. Love leaves marks on the skin. If one listens carefully, a whole life can be told just by looking at a patch of skin. "Laurie wondered what was so interesting about his moles for Ralph to spend so much time on them."

I hope you guys are happy.. It's almost 2 AM here))):

[artparks-sculpture]

A sculpture titled 'Apollo`s Harp (Stone Carved marble Abstract statue)' by sculptor Wolfgang Sandt. In a medium of Marble.

[vingefang]

Det er jo også sådan, at jeg skal være modig i år. Og hvad er det værste der kan ske, osv osv. Synes bare det er kompliceret, det med at man skal være så tydelig med sig selv, sige: jeg kan godt lide dig, skal vi ikke ses igen? Og så stå der, helt sårbar, men måske er det ikke så sårbart, måske er det også bare fint, måske føles det også trygt nok, hvis han ikke har det sådan, for det betyder ikke, at jeg tog fejl i, at det var hyggeligt. Jeg har jo en mavefornemmelse og en intuition, men den kan også være lidt svær og hård, synes jeg. Det ville være for godt til at være sandt, hvis han ville ses igen. Jeg tror faktisk ikke rigtig på det, men så er det jo bedre at få bekræftet det, ikke?

[litteraturhistorikeren]

Fyren med dådyrøjnene har været ALT for meget, siden jeg slog op med ham. Jeg forstår godt, at han er såret, men det har virkelig været borderline creepy; han har skrevet lange romaner, hver gang han har været ude at drikke, han skrev et digt til mig, hvor han foreslog, at vi skulle være venner med fordele (??), og så har han skrevet, at han har set mig to gange, og at den ene gang så han mig give mit nummer til en fyr, og at det ødelagde hans aften (hvilket ikke engang er sandt, det var ikke mig, men uanset hvad får det mig til at føle mig overvåget og ubehageligt tilpas). Jeg har været nødt til at bede ham om at stoppe med at kontakte mig nu, det er simpelthen for meget

[politikwatch]

Mails legen nahe, dass #Spahn ein #Geheim- #Dokument an #Benko sandte 🤬🤬🤮

#larsklingbeil #Merz

[maelkogvildeblomster]

Det har altid brændt i mit bryst, når det har handlet om ham. For 5 år siden kom jeg endelig videre, og jeg fandt en afsky frem, som jeg fandt mig til rette med.

Og så stod han pludselig dér, og lignede en helt anden, og alligevel sig selv. Og hans øjne er præcis lige så vidunderlige som dengang, og de GLØDER på mig?! Hvordan?!

Og så stod jeg kraftedme der og sagde at jeg var SÅ GLAD FOR at være kommet videre og at det var så vidunderligt ikke at sammenligne alle med ham. Det var sandt, da jeg sagde det. Og da jeg sagde at jeg var så glad i mit liv, så sagde han, at det var tydeligt, og at det var dejligt at se.

Og han sagde, at jeg er så umiddelbar.

Jeg troede at den kærlighed var død. Det ville aldrig nogensinde kunne blive et tillidsfuldt forhold. Aldrig nogensinde. Må jeg ikke godt snart få en ny kærlighed. Please, hvemend der bestemmer

[kyrasaphira]

"Kings" from Love Land Stop Time, a series documenting Brazilian motel rooms for lovers, by Jur Oster & Vera van de Sandt (2014–2016)

[sillyvampireboi]

Kapitel 2 - Das Verräter! - Armand und sein iPad -

Kapitel 1

-Part 2 of me trying to write in and learn German - Die Zusammenfassung: Armand ist sehr traurig. Sein iPad ist ein Verräter! 

a/n: Das erste Kapitel war in Armands Perspektive. Ich versuche es jetzt in der dritten Person(?) schrieben. Ich will es üben. :)

Dankeschön für die Hilfe, ich hat im die letzte Kapitel erhielt ! :) 

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

„Was ist los mit dir?“ - sagte Daniel. Er sah Armand im Bett liegen. Der Alte Vampire sah untröstlich aus. Er war unter einer große Decke, und er starrte auf sein iPad an. 

“Mein iPad! Es hat mich verraten!“

“Worüber zum Fick redest du?"  

“Es sandte diesen Brief!“ - sagte Armand wütend.  Es war eine Anzeige auf dem Bildschirm. ‘Der iCloud Speicher ist voll', las Daniel. Er sah auf Armand aus und lachte. 

”Du hast zu viele Fotos. Löschst e—„

”Nein! Ich brauche sie alle!“

”Aber sie—„

”Bitte, nein!“ — Armand nahm sein iPad und versteckte unter die Decke. 

Armand hat viele Fotos. Er liebte alles. Fotos von Daniel schlafen, essen, benutzen sein Handy oder lesen. Meisten von ihnen waren schlecht und verschwommen, aber Armand hat sie nicht gelöscht. Sie waren wunderschön Gemälde für ihn.

[femb0td111ary]

Jeg overtegner mine læber så mit smil ser større ud. Det er ganske nok sandt at jeg ville være et anker hvis ikke jeg malede bølgerne højere end de egentlig er. Smil til dybet og det griner af dig.

[eburd1]

Überall, wo man hinsieht, sind sie verschwunden. Die Kirchenglocken, die tartarischen Glocken, die Türme, die einst in jeder Stadt, in jedem Dorf standen. Sie sagten uns, sie bräuchten das Metall für den Krieg. Sie sagten, es sei für das Militär. Aber wir kennen die Wahrheit.

Sie nahmen nicht nur die Glocken, sie nahmen die Frequenzen. Das waren nicht bloß Instrumente des Klangs, sondern harmonische Maschinen, die Resonanz über ganze Regionen sendeten, den menschlichen Körper ausrichteten, die Energie der Erde, den Rhythmus der Realität selbst. Jeder Glockenschlag sandte Wellen durch die Luft, die ganze Städte in Balance versetzten, Gedanken synchronisierten, die Umgebung stabilisierten – und dann, einen nach dem anderen, rissen sie sie nieder. Frag dich selbst: Warum? Warum etwas entfernen, das über tausende von Jahren so zentral für die menschliche Zivilisation war?

Warum einen Klang auslöschen, der uns mit etwas Tieferem verband, etwas, das über Metall und Glockenläuten hinausging? Weil das keine gewöhnlichen Glocken waren – es waren Werkzeuge der Macht. Die tartarischen Glockentürme wurden mit mathematischer Präzision erbaut, entworfen, um Frequenzen auszusenden, die heilen, erheben und erwachen lassen konnten. Manche glaubten, sie könnten sogar das Bewusstsein selbst beeinflussen – doch man nahm sie uns weg. Man brachte sie zum Schweigen.

Und womit wurden sie ersetzt? Mit Lärm, mit Chaos, mit einer Welt, die aus dem Gleichgewicht geraten ist. Wir wollen sie nicht nur zurück – wir brauchen sie zurück. Denn in dem Moment, in dem wir diese Glocken verloren, verloren wir noch etwas anderes – etwas, das wir immer noch hören können, wenn wir nur genau genug hinhören.

Erlebe die Kraft einer fünfhundert Jahre alten Aufnahme aus einem echten tartarischen Glockenturm, dem Zeroneeth-Glockenturm – ein Klang, der niemals wieder gehört werden sollte.

Hier gehts zum Tartaria Buch

[artparks-sculpture]

A sculpture titled 'Lightcatcher (Abstract Round Circular marble statue)' by sculptor Wolfgang Sandt. In a medium of Marble.

[bareendnuenpige]

Sandt at man har fri når man har fri, når man er i voksenjob. men shit jeg var ikke forberedt på at min fritid skulle gå med at være så fucking træt, at jeg ikke når andet end at tage mine sokker af før jeg falder i søvn på tværs af min seng efter at være kommet hjem. Er SÅ kvæstet

[blondinehjerne]

Jeg kan mærke at mine mindre værdkomplekser fra gymnasiet er ved at vende tilbage. Samme gamle familiære tanke spiral. De kan ikke lide mig. Alt hvad jeg siger lyder dumt. Sagde jeg noget forkert? Hvor er mine mennesker henne? Bruger de kun tid med mig af empati, fordi de synes det er synd for mig at jeg er alene. Jeg føler mig med andre ord som en taber, selvom jeg godt ved at det ikke er sandt. Jeg føler tiden løber men samtidig står stille. Jeg møder kun de samme mennesker, jeg vil møde nye mennesker som ikke kaster mig direkte tilbage til gymnasiet. Jeg kan ikke lide den slags mennesker, opmærksomhedskrævende mennesker, der spiller smart med spidse albuer. Mennesker man skal kræve sin plads omkring, for ellers giver de dig ingen. Jeg kunne kaste op over dem

[soelvfisk]

Klokken er 9.25. Jeg har råbt i dag. Grædt og råbt helt desperat og opløst. Min far passede ikke på mig og pressede mig og fik mig til at føle mig fucking dum, som om min subjektive oplevelse ikke er “faktuel” nok - midt mens jeg forsøgte at forklare ham om hvorfor jeg ikke har tillid til verden. Og han insisterede og splittede det hele ad, istedet for at nærme sig mig og mine oplevelser med ro. Så kom min mor. Og så gik hans gaslighting show i gang. Om hvordan jeg afbryder og miforstår og forvrænger - når jeg vitterligt har siddet med tårer i øjnene og lagt puslespil og forsøgt at blive tydelig og stoppe ‘samtalen’. Jeg ville bare være tydelig. Og han ville ha ret. Det er to helt forskellige måder at tale sammen på.

Men ydmygelsen. Og min mor som publikum. Han fremhævede så mange usle ting som slet ikke var sket og sagde at han aldrig kunne finde på at opføre sig sådan som jeg oplevede ham. Benægtede som om jeg var sindssyg. Jeg stod bare og følte mig skør. Og så blev jeg overtaget af vrede og sorg. Og så råbte jeg af ham, at hvordan fanden kan han tænke at det er meningsfuldt at gaslighte sin selvmordstruede datter for at beskytte sit eget forbistrede ego. At nedgøre og angribe og bagefter benægte. Hvad regner han med?

Idiot.

Så gik min krop i gang med at hyperventilere på den der PTSD flashback panik måde hvor jeg væltede ned af trapperne og troede at jeg skulle dø. Voldsomt kontroltab. Og jeg følte at den reaktion bekræftede alt han havde sagt. Jeg følte mig som et umuligt udueligt ødelagt menneske. Som om jeg ikke engang findes i den ægte virkelighed.

Låste mig inde på toilettet.

Frygtede alt.

Verden blev lille om mig.

Lige nu er jeg kun træt. Frisk luft i mine lunger fra havedøren der står åben. Det endte med at jeg kom ud. Som jeg altid gør. Og at min “titten frem” fra mit skjul, blev til min fars mulighed for at tale om sin egen barndom igen. Som om jeg ikke har lært at det for evigt vil være hans forsvar for hvorfor han behandler mig voldsomt, istedet for hans grundlag for at vide præcis hvordan han burde passe på mig.

Har siddet i halvanden time i et skab på 6kvm med begge mine forældre. Og min mor hørte også præcis hvad det er for en fortælling min far losser af hver gang. Mine helende ord var: Far, jeg kender dig. Jeg kender lyden af alle dine fodtrin. Jeg ved hvad det betyder når du vipper din fod og drejer dit hoved og sukker og kigger dig over skulderen. Jeg kender dig. Jeg har hørt om din fortid og jeg forstår dig. Du er ikke et mysterie for mig. Intet af det du siger føles som en undskyldning eller en forklaring længere. Jeg har lært at tage hensyn til dig. Problemet er bare at jeg ikke er forældreren her. Jeg er barnet. Jeg var barnet. Og du var den voksne. Og nu er vi begge to voksne. Og alligevel er det som om at intet har ændret sig - selvom jeg er levende bevis på, hvor store konsekvenser din adfærd har haft. For i dine øjne udøver jeg volden mod dig bare ved at eksistere. Fordi jeg altid minder dig om din egen barndom. Min smerte minder dig om din smerte. Du kan ikke kigge på mig uden at se dig selv. Og det er ikke mig der kan ændre det. Jeg fortjener ikke din vold. Jeg har altid fortjent noget der var bedre.

Og jeg gav slip.

Jeg vil gerne have en tryg relation med dig. Men hvis ikke den er tryg, så vil jeg ikke have den.

This changed everything.

Han lovede at vi skulle snitte træfigurer og se serier og lave god mad. Men den slags løfter er exxtraaa på en måde som jeg ikke synes er tryg. Jeg vil bare have det slasket og roligt.

At jeg kan være mig selv og være tryg i nærheden af min far på én gang. Faktisk: alle steder. At jeg kan have det sådan alle steder. At alle kan have det sådan alle steder.

Jeg tror bare jeg sluttede fred til sidst. Og han var træt. Han skulle arbejde. Og gik ovenpå.

Min mor blev. Hun arbejder også hjemmefra så jeg ikke skal være alene med min far. Hende elsker jeg højest. Jeg er ik ked af det længere. Jeg synes det er trist, ja - men det er sandt.

Tænk at hun blev. Det helede mest. At hun ikke forlod mig. At hun ikke tænkte “det her er mellem jer” og bare tog væk. Hun blev.

Tænk at min far har bandomsknas med sin far. Og bruger det som forklaring. Velvidende at hans far også var grov mod mig. Og at jeg ikke kan ændre noget af det. Men at HAN i det mindste kan ændre MIN relation til MIN FAR. Som er ham. Hvordan kan han overse den mulighed??? At han er min far? At han er privilegeret nok til at kunne snakke om sin far til en der ikke er hans far???? Mens jeg sidder og skal snakke om min far MED min far??? Hans smerte er væk fra vores relation. Min smerte er MIDT I vores relation???!!!! Og HAN er den der kan ændre det??

HVORDAN KAN HAN IKKE SE DET. How.

Han har valgt at det er ham det er synd for. Har engang trøstet ham mens han hulkede over at være en dårlig far. Efter det dér gigantiske skænderi i udlandet hvor han jagtede mig. Jeg trængte sguda ikke til st trøste ham lige dér!? Jeg trænger ikke til at trøste ham!!!!

Han skal stadig ikke møde mine fremtidige børn. For jeg kan ikke tilgive ham. Men så længe han kan være rolig og okay med det, vil jeg gerne kende ham. Det er hvad han kan få. Og han vælger selv om han vil kaste det væk.