#svært seriøst

[blondinehjerne]

Mine veninder snakker hele tiden om og tage ud og rejse. Den ene bor hjemme og den anden arbejder hele tiden. Vores økonomiske situationer kunne seriøst ikke være mere forskellige, men fakta jeg kan ikke rejse 3 gange i år. Lige meget hvor meget jeg gerne ville, så har jeg bare ikke råd. Jeg har så nederen når de hele tiden foreslår ture og jeg hele tiden bliver nødt til at være sådan “jeg ved ikke om det kan lade sig gøre med min flytning og min husleje der stiger”. Jeg hader at skulle føle mig fattig. Jeg har også lidt en frygt for at de bare tager afsted uden mig, hvilket jo på sin vis er okay for jeg skal jo ikke holde dem tilbage. Det er bare svært. Jeg siger til mig selv at hvis de så gør, så hvis de virkeligt er ægte venner, vil det overhovedet ikke ændre noget

[kaotixka]

At investere i min fremtid er bare så svært, når jeg bare virkelig ikk tror på at verden ikke ser mega fucking anderledes ud om sådan 10 år... klima, ai, krig/politik..

Ærligt alle de ting jeg har snakket om som barn/teenager er her bare nu.

I folkeskolen fik jeg min klasse med til de der skole klima strejker, det føltes som et win, som lidt håb.... men de rigtige voksne tager tydeligvis ikke vores opråb seriøst og før nogen af vores generation blir gamle nok til at få et ord ind er det for sent..

Håbet fra den gang er lidt forsvundet, jeg er bekymret for fremtiden. Vil ikke bare være en doomer, prøver at have håb men de gør det fanme svært.

[pastelfarvet]

Kendsgerninger 15/9

jeg får ikke skrevet nok for tiden, og skal seriøst få taget mig sammen til at få opstartet den skrivegruppe jeg har tænkt på og snakket om i flere måneder

jeg synes det er overvældende men også virkelig skønt hvor inspireret jeg føler mig af studiet. havde en god snak med min ene underviser i går og tror jeg har en ide om hvilken retning det kunne give mening at gå i? lige nu synes jeg praktik er alt for langt væk, selvom det også skræmmer mig helt vildt.

i forlængelse af det synes jeg det er svært at jeg gerne vil vælge noget der ligger i Københavnsområdet, fordi jeg ved min kæreste ikke kommer til at rykke sig herfra, og praktik kan give fremtidige jobmuligheder, men der er måske også bare endnu flere muligheder andre steder i landet.

jeg glæder mig virkelig til at flytte for mig selv, samtidigt med at jeg virkelig kommer til at savne at bo med min kæreste. ved jo godt at det vil være en lettelse og jeg jo sagtens kan sove med ham flere gange om ugen men aaaaaa.

vi er generelt et lidt funky sted pt og jeg er spændt på at se hvordan det kommer til at udvikle sig når vi kan bo hver for sig men alligevel tæt på hinanden.

jeg kan virkelig godt lide en stor del af dem jeg går i klasse med og håber bare det fortsætter i den her retning og jeg kan ende med at blive gode venner med mange af dem

Min mormor og morfars hus er sat til overtagelse om en måned, og tror det er noget af det sværeste og mest skræmmende jeg kan forestille mig, men samtidigt føler jeg også langsomt jeg bliver ok afklaret med det. Har ikke lyst til at give slip

[maelkevejen]

Det kan godt være, at min studiementor ikke er en superhaj til at hjælpe mig med at strukturere - ikke fordi han gør noget forkert som sådan i øvrigt, men den forræderiske primitive del af min hjerne, der på det her punkt styres af tjålålå, min bogstavsdiagnose, har desværre bare luret, at der ikke rigtigt er nogen konsekvenser ved ikke at følge de instrukser, vi aftaler - og når der ikke er nogen konsekvenser, er motivation bare en mangelvare voldsommere end gærkrisen i 1998. Alas). Men til gengæld er han rigtig skæg og rar og salty, og det elsker jeg. Altså. Men det er sikkert også derfor, det er svært at tage alvoren seriøst.

[lararilarira]

250622 / 080722

vi ligger på græs

og lytter til podcast om

solarpunk kommunisme.

det er svært at tage noget seriøst

når solen bager

og ager os i søvn.

 at være venner kommer i flydende form

nydes uden moderation

opbevares så længe det holder.

vi er blevet sådan,

lidt mere firkantede med tiden,

sagde vi.

 græsset trykker tegninger mod den bare hud.

huden er ærlig

i den ophobes,

huskes.

på græsset indtager vi

indspiste samtaler

om minder

om mennesker

om mig og dig,

som vi husker dem som vi husker os.

 på græsset

er vi både formbare og formløse.

[lilleogforvirret]

Jeg synes virkelig det er svært at udvikle følelser for nogen i den her datingkultur og generation. Det er som om der bliver gjort mindre og mindre effort, og det hele bare handler om én ting. Der er intet romantik tilbage🥲

Og jeg skal især aldrig date en fyr med en ESTP-personlighed igen. Faktisk bare slet ikke en der har både S og T i deres personlighed. De er seriøst de mest uromantiske motherfuckers

[yurislifeasartdk]

Den meget vanskelige recept

Jeg har følt syg. Jeg føler bare træt uden feber og hoste. Sommetider føler jeg kvalme. Mit blod flyder ikke godt og mine skuldre er stive og jeg får hovedpine. Jeg er i øvrigt testet negativ for COVID.

Jeg havde virkelig ingen ide. Så jeg tog til et sygehus Lægen kunne ikke konkludere. Lægen kunne ikke fastslå årsagen til min tilstand og kunne derfor ikke ordinere medicin.

Så tog jeg en blod prøv. Lægen tog blodet af min arm, der er ofte tilbedt af læge og sygeplejersker, fordi de kan nemt lokalisere venerne.  Jeg ventede på resultatet i et par dage.

Prøvens resultat tydede på, at  jeg ikke havde et seriøst problem. Der var dog nogle slags tal, der var lidt højere end det acceptable område. Så lægen ordinerede medicin, der ville forbedre tallene. 

 Jeg tog til apoteket med recepten. Tidsplanen for at tage medicinen er som følger:

1 medicine: to gange om dagen, efter måltid

2 mediciner: tre gange om dagen, efter måltid

1 medicine tre gange om dagen, mellem måltider

“Vent, er tidsplanen ikke for kompliceret? Er det ikke for svært at huske tidsplanen? Fordi det er for svært for mig, en person cirka 30 år gammel, burde det være udelukket for ældre mennesker.”

Sådanne kommentarer bragede i mig, og jeg grinede så hårdt inde i mit hjerte.

Til apotekeren sagde jeg grinende: "Jeg mener ikke fornærmende, men er det ikke for svært at følge instruktionerne?"

"Du vil tage medicin hele dagen, undskyld." sagde apotekeren.

Det er ingens skyld, men jeg så en uoptimeret side af medicinske tjenester.

Bagefter snakkede jeg om det til mine venlige kollegere  på mit arbejdsplads som “Weekendens højdepunkt.” Jeg syntes, at det var ret sjovt.

En kollega nævnte sine små børn.

En af hans sønner  elsker meget medicinen, der smager ligesom sirup. Han siger, “Far, jeg vil have medicin” efter måltider.

“Min søn forstår medicin som dessert,” sagde han.

Det mindede mig om noget.

Min første medicin i mit liv var også en alt for sødt ting som saft og sirup. Jeg husker at drikke det med en stor ske.

Så blev min medicin til mellemklassens pulvermedicin, og som barn følte jeg tristhed som en følelse af tab som "jeg er ikke et barn længere."

Da jeg vænnede mig til pulvermedicinen, blev verdens uretfærdighed endnu værre. Lægerne begyndte at ordinere tablet-piller og antydede "Du kan helt sikkert tage tabletterne, ikke?" til et sårbart barn, som var mig.

Da jeg var lille barn, var jeg virkelig bange for at tage tabletter. Især frygten, som de store kapsler fremkaldte, var uoverskuelig.

En anden kollega havde haft den samme følelse og sagde, “Tabletter var virkelige skraldemændene.” Han gensynede sin frygtsomme hukommelse tilbage fra sin barndom.

Nu tager jeg temmelig store kosttilskud uden tøven, men folk inklusive mig er blevet dannet som voksne uanset beredskab og sat på "transportbåndet af "på størrelse med medicin" automatisk, vilkårligt, for voksnes skyld.

Jeg er ikke sikker på, om jeg skulle være ked af en sådan uretfærdighed i verden, for frygten ved "automatisering" og for mig selv, der begyndte at sige "Doping er en forretningsmands smag" som halv vittighed og halvt seriøst råd, idet jeg tog adskillige supplementer tabletter hver morgen efter at have afsluttet det planlagte forløb af transportbåndet, ellers skulle jeg være tilfreds med min "vækst".

Jeg spekulerer på, hvad jeg, der fik den første pulvermedicin i livet, og jeg, der følte frygt, da jeg fik de første tabletter, ville tænke om mig i dag. Er jeg "Yuri, der blev voksen" eller bare "en forræder" at blive råbt af?

I aften ville tre Yuris ligge i samme seng.

[tangredont]

you pronounce it as "chex"? nordic solidarity is cancelled. i cannot BELIEVE i pretended to be cousins with someone who pronounces kex wrong (also tone is hard online this is a joke)

I’m dead serious actually, hard k kex have no rights, it’s kjeks or nothing at all

[visse-vasse]

Var til jobsamtale i onsdags til en mega fed og spændende stilling. De ringede i fredags og spurgte om jeg havde lyst til at komme med ind til en 2. Samtale, hvor jeg inden da skal forberede en case. Jeg hader stillinger, hvor man skal løse opgaver inden. Bliver altid så usikker på min faglige evner og jeg VED det er selvsaboterende. Har lyttet til who says med selena hele dagen for at give mig selv noget selvtillid, men har seriøst svært med det. Når jeg tænker over det, er selveste opgaven ikke svær, jeg skal kun skrive en halv side. Men jeg har bare svært med databehandlingsdelen og tror faktisk det er det de vægter mest på, at jeg kan. Vil gerne spørge mine veninde om hjælp, men hun siger hun er mega presset med BA-projekt og ville ikke presse mig på og være til besvær. Ugh, kunne bare virkelig godt bruge hendes hjælp lige nu. Sover dårligt om natten fordi jeg ikke kan tænke på andet.

[rengringdk]

Rengøringshjælp til Private - Effektiv og Grundig Rengøring

Jacobsens rengøring er på alle områder et kvalitetsbevidst og seriøst firma, der leverer et stabilt og flot rengøringsprodukt, hvor høj kvalitet og personlig service altid er ligeværdige kriterier. Vi gør ikke bare rent, vi holder rent.​ At modtage en SMS dagen før med tidspunkt for rengøring. Vi kommer med alle materialer. Rengøring i København og Hovedstaden Det er vores vigtigste opgave at give dig en stabil service med hurtig opfølgning på dine henvendelser. Med over 1000 registrerede rengøringsfirmaer i hele landet er markedet meget svært at gennemskue – selv for den professionelle. Den bedste rengøringshjælp i København du kan bestille dit eget faste team af dygtige rengøringsmedarbejdere. Vi sørger for at dit hjem er rent og lækkert til du kommer hjem. Vores venlige og kompetente medarbejdere har mange års erfaring med netop privat rengøring og har et godt øje for hvad der trænger fra gang til gang. PRIVAT RENGØRING PRISER Standard rengøringen er blot et forslag – og vid at du altid kan supplere med ekstra tid til fx strygning, skift af sengetøj eller andet. Som kunde hos er du altid i centrum. Derfor sørger vi altid for at vores arbejde er udført tilfredsstillende efter netop dine ønsker, så vi efter endt arbejde kan forlade dit hjem eller virksomhed ren, pænt og med god samvittighed.

[pastelfarvet]

hvordan skal det være SÅ SVÆRT at vælge placeringer til tatoveringer seriøst

[filmniller]

Fighting With My Family

3 ud af 5 kontante kvitteringer

Jeg har det svært med sport, og wrestling er ikke engang sport, men koreograferet opvisning, og at nogen kan være seriøst intereseret i det, er mig en gåde. Men jeg har været stor fan af Florence Pugh lige siden "Lady Macbeth", så jeg bed tænderne sammen og så skidtet, som alligevel ikke var så skidt endda.

Historien i Stephen Merchants film er hentet fra det virkelige liv og skildrer, hvordan proletarpigen Saraya fra Norwich i 2014 nåede til tops i wrestling-verdenen. Vi møder hendes white trash-forældre (Nick Frost og Lena Headey) og hendes storebror (Jack Lowden), som alle dyrker wrestling, når de ikke begår bankrøverier eller tager stoffer.

Hendes amerikanske træner spilles af Vince Vaugn, og The Rock medvirker som sig selv.

Manuskriptet lader en del tilbage at ønske, men alt i alt er det acceptabel underholdning takket være den karismatiske Pugh og stjerneensemblet, men Robert Aldrichs "Ned i madrassen, piger" fra 1981 med Peter Falk er altså bedre.

[maelkevejen]

Jeg er en kæmpe kegle.

Jeg har ikke fået søgt de ekstra SU-klip, så jeg er nødt til at starte på det kursus på mandag, som jeg ellers ville udsætte til næste år.

Nødt til... jeg kan jo... bare framelde mig. Det kan godt være, de stopper min SU. Men... jeg kan i princippet godt leve af min løn. Det virker bare så usikkert, og jeg vil gerne have stabilitet. Og sikkerhed. Men jeg har udskudt ansøgningen, for tænk hvis jeg ikke bliver valideret af systemet og får afslag. Alligevel er jeg simpelthen nødt til aktivt at minde mig selv om, at jeg altid har et valg, og at jeg virkelig skal passe på mig selv og prioritere mig selv... at jeg nok er nødt til at holde pause under alle omstændigheder. Jeg synes, det er så noiern hvor lidt jeg kan overskue ift. før og at jeg bliver ved med at glemme ting hele tiden. Jeg har bare lyst til at grave mig selv ned. Jeg magter slet ikke at jonglere med det hele. Jeg har bare lyst til at lade alle boldene falde. Men det er virkelig, virkelig svært. Jeg ved ikke, hvad der sker, hvis jeg framelder mig det kursus. Hvad hvis jeg fortryder det? Hvad er det værste, der kan ske? Nej, seriøst, hvad er det? Puha.

[daniels-bekendelser]

Jeg har ondt i livet, men mest af alt har jeg ond i sex-livet. De to hænger utvivlsomt sammen, og min spirrende interesse for sexologi, selvfølgelig i kombination med min generelle sexlyst, gør den tørre periode ret nederen. Men der er også nogle andre ting der nager, på grænsen mellem det psykiske og det seksuelle, og det er her til aften blevet mere aktuelt igen efter det er blevet bragt op på Twitter. Jeg ville egentlig helst skrive noget om det der, men for det første bliver min meget pladrende skrivestil forhindret af Twitters karaktergrænse og for det andet, og mere væsentligt, så vil det naturligt handle om meget intime dele af specielt min eks’ liv. Det tror jeg ikke hun vil blive glad for jeg skriver offentligt, også selvom jeg ikke følges på Twitter af folk der kender hende, så derfor får I det semi-anonymt her i stedet. Jeg har i øvrigt skrevet noget om det tidligere, så det kan være jeg gentager mig selv her.

Twitter-historien starter med brugeren @ReliJohanna. Hun skriver om hvordan det har været for hende at være sammen med en mand uden sexlyst, men som alligevel ofte har sagt ja til sex. Det vækker så mange dårlige følelser i mig. Hun skriver på et tidspunkt: “Det var hver gang meget tydeligt for mig at han ikke havde lyst, selvom han var deltagende og verbalt samtykkende. Jeg synes faktisk at det var decideret ubehageligt.” Jeg var i den situation rigtig mange gange, tror jeg. Der var et par gange hvor jeg stoppede, fordi jeg simpelthen ikke følte hendes samtykke og deltagelse var helhjertet. De gange modsagde hun mig ikke. Det får mig til at tænke på hvor mange andre gange det samme gjorde sig gældende. Jeg kan tydeligt huske min seksuelle frustration. Den fysiske trang til stimulation og udløsning blandet med den mentale trang til at føle sig begæret og elsket. De lyster fik jeg aldrig tøjlet ordentligt, når hendes var manglende. Det var nok kun i mine klarest-seende og mentalt stærkeste momenter, at jeg var i stand til at overmande mine lyster og forstå om hendes samtykke var for min og husfredens skyld eller om hun rent faktisk havde lyst. Det fortryder jeg inderligt, også selvom jeg ikke er sikker på hvordan jeg skulle have håndteret det bedre. @ReliJohanna’s Twitter-tråd får mig til at genleve situationerne og alt hvad jeg måske har gjort galt.

Jeg får det dog endnu værre af en nærtbeslægtet tråd på Twitter. Her er det brugeren @Katsodian_, der som svar på førstnævnte tråd fortæller om sine oplevelser med at stå på den anden side. At være den, der sagde ja selvom hun ikke havde lyst. Det er her jeg bliver rigtig ked af hvad der er foregået. Jeg er stadig usikker på hvordan jeg ellers kunne have håndteret det. Jeg syntes måske hun ikke var skidegod til at snakke om det hele, og jeg kunne trods alt ikke forbedre situationen alene. Men måske gjorde jeg emnet så ømt ved at snakke om mine følelser og hvor stærke følelser jeg har omkring sex, at hun havde svært ved at snakke åbent fordi hun ikke ville træde mig over tæerne. Det kan også være jeg ikke var god nok til at tale sobert om vores sexliv. Jeg lagde nok for meget pres på hende. Jeg var i hvert fald desperat. Ikke bare for at få sex, men desperat for at få det hele til at fungere. Deri var sexen en vigtig del. Katsodian_ skriver et sted: “Hvis du gerne vil være i en fed, åben og kærlig tilstand med din partner - så fucking spørg. Ikke bare “har du lyst”, men dybere. Flere gange. Uddybende. Nysgerrigt og kærligt. Og lad det være okay, ikke at have lyst. Gør det trygt at sige nej. Hver gang.” Jeg tror ikke jeg gjorde det trygt at sige nej. Uanset hvor meget jeg prøvede at skjule det, så strålede min skuffelse, ærgrelse og frustration ud af mig ved hver afvisning. Det er ikke trygt at sige nej, hvis man ved ens kæreste bliver frustreret og ked af det. Og det blev jeg. Vi fik det selvsagt aldrig til at fungere. Jeg fik det selvsagt aldrig til at fungere. Det piner mig hver evig eneste dag, at jeg ikke kunne finde ud af en løsning.

Jeg rykkede ind på gæsteværelset i løbet af den første nedlukning. Jeg fortalte jeg havde ondt i ryggen fordi vi sov sammen i en halvandenmandsseng. Det var ikke usandt, men det var ikke derfor jeg rykkede. Jeg rykkede fordi jeg ikke kunne klare flere afvisninger. Jeg kunne ikke klare at blive afvist mere, men endnu mere kunne jeg ikke klare at tvinge hende til at tage stilling hver nat. Jeg kunne ikke klare at skulle lade hende falde i søvn først for at jeg kunne vende mig om og græde stille tårer med en erektion. Jeg kunne ikke klare at lægge os til at sove i ske, og at jeg så måtte rykke længere og længere ved med mit underliv så hun ikke kunne mærke min uønskede stive pik. Jeg kunne ikke klare enten at skulle gemme min liderlighed eller blive afvist. Når jeg skriver det her løber tårerne ned af mine kinder og jeg får hjertebanken, for det sidder øjensynligt rigtig dybt i mig. 

Det skete en gang i mellem at jeg ikke blev afvist. Jeg undskylder for at kalde det en afvisning, for konnotationerne får det til at lyde som en negativ aktion fra hendes side, men jeg ved ikke hvilket andet udtryk jeg skal bruge for at lægge op til sex og enten få et nej eller blive ignoreret. Det skete en gang i mellem, at jeg fik et ja. Verbalt samtykke. Men jeg kan ikke positivt sige, at det har været af lyst én eneste gang efter vi flyttede ind sammen. Hvis jeg havde stoppet op og spurgt hende dybt, uddybende, nysgerrigt og kærligt hver gang, så er jeg ikke sikker på det var blevet et helhjertet ja på noget tidspunkt. Det skræmmer mig ad helvede til på to måder. For det første kan det, alt efter hvordan man ser det, være grænsende til voldtægt. For det andet betyder det, at jeg ikke på noget tidspunkt i det forhold har været begæret. Begge de to tanker gør mig svimmel.

Når jeg siger jeg har ondt i sex-livet, så handler det på det mest overfladiske niveau om, at jeg ikke har sex for tiden. Det er nederen. Det er rigtig nederen. Der ligger meget validering i sex, både for sig selv og for omverdenen. Det er ikke fordi, at jeg helt seriøst i mit lille hovede mener, at man skal have sex så omverdenen synes man er sej, men det ligger der vel noget meget naturligt i. I hvert fald når man så konstant søger anerkendelse som jeg gør. Udover at være godt fysisk, så plejer det også at være godt for mit selvværd. På næste niveau ligger der bekymringen om hvorvidt jeg kan finde ud af det. I starten af det omtalte forhold var jeg ofte bekymret over, om jeg ikke var god nok, eftersom hun ikke selv lagde op til sex. Denne bekymring har aldrig helt lagt sig. Jeg tror ikke den har nogen bund, og dens plads i mine tanker er for længst overtaget af næste niveau. Det er det, som jeg har brugt knap tre tekstsider på at skrive om her. Det handler om lyster, grænser, begær og en masse andet. Det er noget jeg har fucket så meget rundt i i mit seneste forhold, at jeg har en helt reel bekymring for ikke at kunne finde ud af det. Det er sikkert bare min mentale tilstand der presser mig ud i at tro, at det aldrig nogensinde er noget jeg kommer til at have succes med. Når jeg prøver at se de tanker fra et fugleperspektiv ser jeg mig selv som patetisk. Det siger nok noget om mit selvværd for tiden.

[fyldtsind]

Kom seriøst ved et uheld til at finde din profil og fuck hvor er det komisk at se! Dit mundlort igen😂

Kan ik beskrive hvor flad af grin det gør mig og ærligt. Hvor godt det føles se dig have det svært og hårdt som den tilstand jeg blev forladt i....

smiler stort

[technotaarer]

Fuuck jeg drak med nogen fra min klasse i dag, og så lavede vi ryg til ryg (drukleg), hvor jeg så stod sammen med en ekstremt virgin, akavet og straight up mærkelig pige som drak på at hun ville koste mere end mig som prostisturet blev triggered af det fordi sådan ærligt hvem af os tror du sutter bedst pik undskyld for at være i mit bitchy hjørne, men hun triggerede mig også bare tidligere da vi snakkede om karakterer fordi hun indirekte sagde at grunden til at hun og hendes veninder fik højere karakterer end mig og mine veninder var at de ikke var “respektløse”. Seriøst fuuuck det handler ikke engang om hende det handler om en meget større ting, for hun er sådan en rigtig “pæn pige”, der tier stille når mænd snakker, og altid skal sige det rigtige. Typen der bidrager til patriarkiet og ubevidst undertrykker sig selv. Jeg siger bare det alle tænker højt. Ærligt der er ting i klassen vi alle har snakket om og er enige omkring, men de der “pæne pige” tør ikke sige en skid. De tør ikkerykke grænser, sige det der kan være svært, eller i det mindste bare stand up for themselves en enkelt gang. Jeg er så provokeret fordi jeg følte hun lowkey shamede migog det værste er at jeg kan blive helt smålig omkring det og koge det ned til - bitch jeg er bedre og mere kvinde og menneske - et ægte 12 tal, fordi jeg står ved mig selv, er bevidst om min omverden og har en personlighed og ikke glemmer mig selv og mit velværd når jeg skal tilpasse mig mine omgivelser. For livet handler ikke om at være et 12 tal ud fra én lærers (underlagte, fordomsfulde og firkantet) subjektive holdning. Fuck jer og fuck jeres robot agtige picture perfekt, skubber ting under tæppet tankegang, Jeg kommer til at være en lykkelig 40 årig der kan sige jeg har levet, oplevet og været tro mod mig selv, imens du kommer til at være tom og få en midtvejskrise fordi du hele dit liv har prøvet at leve op til andres forventninger fremfor dine egne. Ikke undervudér mig, bare fordi du spiller efter samfundets regler din fucking forudsigelige poleret normie. Undskyld men nogle gange er det svært at have ondt af jer “pæne” piger der er styret af et eksternt pres som i har set jer blinde i, for vi giver jer fucking brillerne åbn øjnene jeez

Pls ik misforstå det som at jeg ikke er mangfoldig. jeg er kun provokeret fordi jeg følte mig angrebet, og jeg kunne se hvordan hun så på mig - jeg kunne se mig gennem hendes blik og det blev bare et større billede på et had jeg har til den verden vi lever i og dets kulturelle retningslinjer

KAN IKKE SOVE NU DET HOLDER MIG VÅGEN URGH DET SÅ SJÆLDENT JEG LADER TING OG BESTEMT MENNESKER PÅVIRKE MIG