#svært seriøst

[soelvfisk]

Ligger på gæsteværelse i mormors hus. Passer hendes hund. De tager det som det kommer. Forsøger at nedjustere min egen bekymring, så den matcher deres cool. Min mor og lægerne og også min mormor. En meget rolig indstilling de har til det hele. De tackler det bare og ser hvad der sker. Helt fattet. Alle virker som sig selv.

Jeg forærede min mor et puslespil. Med det smukkeste blomstermotiv. Hun blev så glad at hun græd. Jeg blev rørt. Hun følte sig set. Og jeg ser hende. Tænk hvis jeg ikke kunne se hende. Er så glad for at jeg kan finde ud af at se hende. Tak univers.

Har underlige følelser. Kunne ikke forklare dem, da jeg sad på køkkengulvet tidligere. Selvom jeg prøvede.

Skal til samtale hos psykiater i morgen. Igen. Føler det er så basale ting der sker. Min ven skrev og fortalte om sin kandidat. Engang gik vi i klasse sammen. Jeg ku også ha været ved at skrive speciale nu, men jeg har brugt to år på at bo med Stenen og komme mig over Stenens abuse istedet. På at sørge over bortgang af nært familiemedlem. På at battle belastnings-relateret sygdom. På Bjerget og på at tale om renovering og hypotetiske babynavne wtf. På at flytte 6 gange. På at finde ud af hvad jeg nu lige er for et menneske. Ville hellere ha taget en kandidat sammen med sød ven. Tænk at det er TO ÅRS tid der bare er gået på den måde.

Og jeg kan ikke engang spise en hel skive toast.

Fatter ik hvor kæmpe et setback psykisk vold kan være. Seriøst. Tror jeg er i en form for chok over at tiden fortsatte med at gå mens jeg stod stille og famlede efter løsninger. Og det går op for mig nu, hvor galt det stod til.

Hvis jeg taler om hvad der skete med Stenen, så føler jeg, at jeg gambler med min tryghed. Og kaster mig selv tilbage i tid. Og jeg kan høre alle hendes argumenter - at jeg laver om på virkeligheden og hvorfor graver jeg i fortiden og at det aldrig er sket og at det har hun aldrig sagt og at jeg gjorde det hele mod mig selv. Så hvis jeg fortæller om det, er jeg nok bare bange for, at det viser sig at hun har ret. Det er jo derfor jeg har ville dø så meget. Når ens bedste ven behandler en sådan. Jeg troede at jeg var en narcissistisk psykopat til sidst og at verden var bedre uden mig. At min kærlighed var et manipulerende våben og at det var synd for alle jeg var søde imod. Min psykiater læste menneskerettighederne op for mig, fordi jeg ikke troede at jeg fortjente at have et navn og et hjem og behov. Fordi jeg troede at det var hensynsløst af mig. Jeg var helt smadret.

Det jeg har brug for, er at integrere det der skete som noget virkeligt. Så jeg kan forstå at min gigantiske reaktion er berettiget. Mister både tillid til mig selv og andre ved at tie stille. Men jeg tør ikke dele hvad der skete. For det føles som sladder og som ondskabs-snak og som om jeg spiller offer og gør noget strengt mod hende. Hvis selvomsorg er blevet kategoriseret som “narcissistisk adfærd” i min hjerne, så kan jeg godt forstå at det er svært at få det godt. Og at jeg også føler mig helt utroligt ussel, når jeg har det skidt. Dårlig samvittighed uanset hvad.

Det her værelse er beklædt i mørke træpaneler. Det er trygt. Som en hule. Jeg vil sove. Jeg er ikke dum. Jeg må gerne have behov. Jeg kan godt finde ud af at tage hensyn. Stenen er en del af fortiden, selvom den her reaktion og hendes content florerer overalt og fylder nutiden. Jeg er ikke i fare. JA! Jeg er ikke i fare. Jeg må gerne vælge stilhed, når ord føles uhyggelige. Det betyder ikke at jeg lader som om, det ikke skete. Det betyder ikke, at jeg giver andre lov til at behandle mig ligesådan. Det skal nok gå. Jeg er okay. Jeg er lige her. Jeg er i live. Jeg kender søde mennesker. Jeg vil hellere være mig end Stenen. Jeg vil hellere være ptsd autist på vej mod overfladen end forkælet og privilegieblind Sten i glashus. Er det meangirl sagt af mig. Måske. Jeg vil hellere have mine værdier, end hendes. Jeg må godt eksistere uden at være nyttig for hende. Jeg må gerne passe på mig selv og dem jeg elsker. Min kærlighed er ikke et fucking våben! Min sårbarhed er en tillidserklæring og et forsøg på at skabe trygge relationer med plads til at lade paraderne falde. Jeg vil leve et liv, som jeg kan leve i hele mit liv. Og det skal helst ske uden hende. Og sammen med andre. Og så er det ikke vigtigt at der er gået to år, så er det bare vigtigt at jeg er her endnu og prøver på at få det bedre. Lige så stille. Jeg vil ikke være venner med folk, der kun vil være min ven, hvis jeg finder mig i at blive nedbrudt undervejs. Skal ikke bevise min trofashed. Okay en lang tekst. Jeg sku måske bare ha gået i seng. Might delete later. Er bange for at jeg er ond, når jeg sætter grænser på den måde. Er bange for at jeg er ond, fordi det ikke er en generel betragtning, men hæfter sig på oplevelser med et individ der ikke har mulighed for at forsvare sig i dette space. Men hendes forsvar er knive. Og på den måde, kan jeg aldrig få sagt hvad jeg tænker. Nu har jeg forsøgt lidt. Adr. Væmmes over mig selv. Men det er måske ikke min egen væmmelse. Tror det er hendes væmmelse. Jeg ved hun ikke kan lide mine ord. Derfor føles det også hensynsløst at dele. Men jeg gør det ikke for at gøre ondt på hende. Men hvis det gør ondt på hende, er jeg så ikke lige så slem som hende. Og så burde jeg fjerne det. Slette opslaget. For ellers er det mig der udøver psykisk vold mod hende. Og jeg vil ikke være dét menneske. Vil ikke opføre mig sådan. Og så er jeg bare tilbage til at være stille, midt i en reaktion på noget jeg aldrig kan tale om.

[blondinehjerne]

Mine veninder snakker hele tiden om og tage ud og rejse. Den ene bor hjemme og den anden arbejder hele tiden. Vores økonomiske situationer kunne seriøst ikke være mere forskellige, men fakta jeg kan ikke rejse 3 gange i år. Lige meget hvor meget jeg gerne ville, så har jeg bare ikke råd. Jeg har så nederen når de hele tiden foreslår ture og jeg hele tiden bliver nødt til at være sådan “jeg ved ikke om det kan lade sig gøre med min flytning og min husleje der stiger”. Jeg hader at skulle føle mig fattig. Jeg har også lidt en frygt for at de bare tager afsted uden mig, hvilket jo på sin vis er okay for jeg skal jo ikke holde dem tilbage. Det er bare svært. Jeg siger til mig selv at hvis de så gør, så hvis de virkeligt er ægte venner, vil det overhovedet ikke ændre noget

[kaotixka]

At investere i min fremtid er bare så svært, når jeg bare virkelig ikk tror på at verden ikke ser mega fucking anderledes ud om sådan 10 år... klima, ai, krig/politik..

Ærligt alle de ting jeg har snakket om som barn/teenager er her bare nu.

I folkeskolen fik jeg min klasse med til de der skole klima strejker, det føltes som et win, som lidt håb.... men de rigtige voksne tager tydeligvis ikke vores opråb seriøst og før nogen af vores generation blir gamle nok til at få et ord ind er det for sent..

Håbet fra den gang er lidt forsvundet, jeg er bekymret for fremtiden. Vil ikke bare være en doomer, prøver at have håb men de gør det fanme svært.

[pastelfarvet]

Kendsgerninger 15/9

jeg får ikke skrevet nok for tiden, og skal seriøst få taget mig sammen til at få opstartet den skrivegruppe jeg har tænkt på og snakket om i flere måneder

jeg synes det er overvældende men også virkelig skønt hvor inspireret jeg føler mig af studiet. havde en god snak med min ene underviser i går og tror jeg har en ide om hvilken retning det kunne give mening at gå i? lige nu synes jeg praktik er alt for langt væk, selvom det også skræmmer mig helt vildt.

i forlængelse af det synes jeg det er svært at jeg gerne vil vælge noget der ligger i Københavnsområdet, fordi jeg ved min kæreste ikke kommer til at rykke sig herfra, og praktik kan give fremtidige jobmuligheder, men der er måske også bare endnu flere muligheder andre steder i landet.

jeg glæder mig virkelig til at flytte for mig selv, samtidigt med at jeg virkelig kommer til at savne at bo med min kæreste. ved jo godt at det vil være en lettelse og jeg jo sagtens kan sove med ham flere gange om ugen men aaaaaa.

vi er generelt et lidt funky sted pt og jeg er spændt på at se hvordan det kommer til at udvikle sig når vi kan bo hver for sig men alligevel tæt på hinanden.

jeg kan virkelig godt lide en stor del af dem jeg går i klasse med og håber bare det fortsætter i den her retning og jeg kan ende med at blive gode venner med mange af dem

Min mormor og morfars hus er sat til overtagelse om en måned, og tror det er noget af det sværeste og mest skræmmende jeg kan forestille mig, men samtidigt føler jeg også langsomt jeg bliver ok afklaret med det. Har ikke lyst til at give slip

[maelkevejen]

Det skærer lidt i mine øjne, når jeg ser informationer og skilte fra virksomheder, der ikke har fået korrekturlæst deres materiale ift. sammensatte ord, inden det offentliggøres

Jeg kan ikke forklare hvorfor, det egentlig er vigtigt for mig, for tingene er som regel læsbare alligevel. Men det ser bare så dumt ud! Og det er virkelig udbredt åbenbart bare ikke at gå op i det, så jeg har på fornemmelsen, at grammatikreglerne med tiden bare bliver ændret, så det er det, der er normen. Fordi sådan er det jo med sprogets udvikling... Ligesom hvordan ordet "kigger" nu også kan staves "kikker". Også fordi internettet og søgemaskiner på fx Den Blå Avis simpelthen (til min store fortrydelse) fungerer bedre, hvis man ikke sammensætter ord, og jeg har tit taget mig selv i at overveje, om jeg helst vil skrive et grammatisk korrekt annonceopslag, eller om jeg vil gøre det nemmere for folk at finde frem til de ting, jeg sælger. Altså om der fx skal stå "IKEA-kommode" eller "IKEA kommode". Jeg lander som regel på det sidste, fordi jeg bare gerne vil af med tingen, men det generer mig meget. Og jeg har godt nok noget svært ved at tage virksomheder seriøst, hvis de ikke kan finde ud af reglerne for sammensatte ord. Det hedder altså ikke skærm reparation og mobil reparation! Det er skærmreparation og mobilreparation - som min computers stavekontrol endda prompte satte en rød streg under, som om det er stavet forkert. Så er det godt nok også svært at lære, hvad der er grammatisk korrekt på dansk. Hvem har programmeret den til at opføre sig sådan? Det er grænsende til tåbeligt.

[drakternfl2]

Tyrique Stevenson feiret tidlig og ble angrepet

Chicago Bears garderoben var urolig, og hovedtrener Matt Eberflus var svært misfornøyd med tapet. Cornerback Tyrique Stevenson var ikke fornøyd etter kampen, og hans tidlige feiring av seieren var et tabu i NFL. Tyrique Stevenson var også nøkkelen til Chicago Bears' nederlag. Iført Amerikansk Fotball Utstyr nr. 29 ble han angrepsmålet etter tapet.

Dette spillet var ikke bare Chicago Bears mot Washington Commanders, men også en formell konkurranse mellom to quarterbacks. Quarterback Caleb Williams var førstevalget i årets draft, mens quarterback Jayden Daniels var andrevalg i draften. Så spillet var en test for de to quarterbackene, men regien på spillet gjorde Chicago Bears sinte. Resultatet av kampen gjorde quarterback Caleb Williams misfornøyd, og Chicago Bears bommet på sjansen til å vinne. Seieren i dette spillet ga Washington Commanders selvtillit, og de spilte seriøst til slutten av spillet. Chicago Bears cornerback Tyrique Stevenson hadde motsatt holdning, og han feiret seieren tidlig i kampens siste øyeblikk. Tyrique Stevenson utvekslet fornærmelser med Washington Commanders-fans etter avspark, og han feiret tidlig i et kritisk øyeblikk.

Tyrique Stevenson så tilbake og fant ut at noe var galt, så han ble med lagkameratene i aktivt forsvar. Hans feil forstyrret retningen til fotballen, og Noah Brown fra Washington Commanders fanget ballen i touchdown-sonen og vant. En slik kontrast var uakseptabel for Tyrique Stevenson og lagkameratene hans, og de ble beseiret av Washington Commanders i løpet av de siste 24 sekundene. Dette spillet fikk mange fans til å huske Chicago Bears Drakter, og også huske den dumme cornerbacken Tyrique Stevenson.

[soelvfisk]

Jeg har været ved psykolog i dag. Venligt og hårdt på samme tid. Hun spurgte ind til lysstyrken. Åbenbart dæmpbar belysning for at være autisme-venlig. Blev nysgerrig og ville gerne se alle indstillingerne. Det var et lille bonding moment. At se på lys sammen. Vi valgte en mellemting mellem det hele. Den midterste indtilling. Varm og mellow. Talte overfladisk om ting. En slags gennemgang. Jeg startede med at fortælle hende, at jeg har blandede erfaringer med psykologforløb. At jeg ikke føler at jeg kan være bekendt at være præcis lige så trist som jeg er. Og derfor nemt biver misforstået. Et forvrænget hensyn. Og at jeg har været meget forvirret over hvordan man bliver taget seriøst af sundhedsvæsnet generelt. Hvis jeg smuldrer foran læger med tårer og snot, så bliver jeg ikke taget alvorligt fordi jeg er for følsom. Men hvis jeg tager mig sammen og er alvorlig, så tror de ikke på at jeg ægte har det svært. Fortalte at jeg er stoppet. Med at opsøge den slags hjælp som jeg normalt bliver anbefalet. Fordi det føles utrygt. Fortalte om lægen der inviterede mig på date under en konsultation. Fortalte om hvor glad jeg er for min psykiater. Tror også jeg bliver glad for min psykolog. Det var en balanceret oplevelse. Og jeg var ærlig og åben. Hun var nænsom og tydelig.

[lararilarira]

250622 / 080722

vi ligger på græs

og lytter til podcast om

solarpunk kommunisme.

det er svært at tage noget seriøst

når solen bager

og ager os i søvn.

 at være venner kommer i flydende form

nydes uden moderation

opbevares så længe det holder.

vi er blevet sådan,

lidt mere firkantede med tiden,

sagde vi.

 græsset trykker tegninger mod den bare hud.

huden er ærlig

i den ophobes,

huskes.

på græsset indtager vi

indspiste samtaler

om minder

om mennesker

om mig og dig,

som vi husker dem som vi husker os.

 på græsset

er vi både formbare og formløse.

[lilleogforvirret]

Jeg synes virkelig det er svært at udvikle følelser for nogen i den her datingkultur og generation. Det er som om der bliver gjort mindre og mindre effort, og det hele bare handler om én ting. Der er intet romantik tilbage🥲

Og jeg skal især aldrig date en fyr med en ESTP-personlighed igen. Faktisk bare slet ikke en der har både S og T i deres personlighed. De er seriøst de mest uromantiske motherfuckers

[tangredont]

you pronounce it as "chex"? nordic solidarity is cancelled. i cannot BELIEVE i pretended to be cousins with someone who pronounces kex wrong (also tone is hard online this is a joke)

I’m dead serious actually, hard k kex have no rights, it’s kjeks or nothing at all

[pastelfarvet]

hvordan skal det være SÅ SVÆRT at vælge placeringer til tatoveringer seriøst

[maelkevejen]

Jeg skal præsentere mit speciale for Naturstyrelsen i morgen, og jeg føler mig overhovedet ikke gearet til det.

Har det som om, jeg har glemt det hele. Jeg ved godt, det også er ved at være et godt stykke tid siden nu, men det føles som om, jeg har glemt mere om det, end jeg burde. Jeg ville så godt have fuldstændigt styr på det. Jeg har sat to dage af til at forberede mig, men har spildt hele den her formiddag og jeg er bange for, at jeg ikke kan få administreret min tid ordentligt, så jeg bliver ved med (som nu) at udskyde. Og så sidder jeg oppe til sent om aftenen i stedet for og får ikke øvet præsentationen og så virker det bare slet ikke professionelt.

Jeg læste halvdelen af specialet i går, og jeg ville ønske, det bare ville være som at genopfriske hukommelsen, så jeg var sådan "nåh ja, det er da også rigtigt" og at det så igen ville sidde under huden på mig, men det føler jeg bare overhovedet ikke, at det gør. Seriøst, jeg mener det virkelig, når jeg siger, at der altså er noget i vejen med min hjerne. Den virker altså ikke, som den plejede. Det er som om, den brød helt sammen, da jeg startede på kandidaten, det er så svært at samle tanketrådene. Jeg er virkelig bekymret, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Er det fordi jeg brændte ud eller fik stress, jeg ikke tog nok alvorligt? Det... er ikke alle, der kommer helt tilbage igen efter udbrændthed og stress. Og jeg er bange for, at jeg er en af dem. Der er altså noget i vejen med min hjerne. Og jeg har bare gået hjemme uden at lave noget siden midten af juni. Burde det ikke... være en form for afslapning? Fuck man. Jeg er efterhånden overbevist om, at det bare er min nye status quo. Det gør mig bange og ked af det og på en eller anden måde også skamfuld (igen, hurra).

Jeg vil bare gerne have helt styr på det her projekt, så jeg bare kan shine i morgen. Det gad jeg så godt. Men det... Jeg har helt ondt i maven. Jeg er bange for ikke at have nok styr på det. Det værende både mit projekt men også, I ved... fucking... attituden eller X-faktoren eller selvtilliden. Jeg er bange for at være mere spørgsmålstegn end punktum. Læs nu bare videre.

Også fordi jeg stadig fucking ikke føler, jeg er rigtigt med i forhold til den karakter, jeg fik. Det tog mig måneder at få fat i min vejleder for at få uddybende feedback, og da han endelig svarede, skrev han selv, at det jo var ved at være et stykke tid siden, så han tog det bare lidt på hukommelsen. Og det han skrev var essentielt set "det var en fin opgave" ("fint" blev brugt flere gange i den mail.... hhh) men at det gik lidt skævt med mine løsningsforslag og at jeg ikke forholdt mig nok til muligheden for store områder med helårsafgræsning, selvom det var det, der var den nyeste viden og mest optimalt biologisk set og han "flere gange havde anbefalet mig det". Og det var jo netop det mest optimale biologisk set, jeg gik efter - det var det, der var hele konceptet med opgaven. Og jeg forstår ikke, jeg tror, vi må være gået galt af hinanden, for jeg synes altså selv, jeg arbejdede med store områder til helårsafgræsning. Jeg blev faktisk virkelig ked af det, da jeg læste det, men jeg er nået frem til, at det måske er fordi han er biolog og jeg er landskabsarkitekt, og derfor giver det god mening, at vi har forskellige opfattelser af, hvad et stort område er. lol. Det er jo hvad man får ud af først at gå i gang med selve løsningsforslagene så sent, at der ikke er tid til vejledning (om jeg så brækkede armen eller ej, men altså...). Det kan jeg på en eller anden måde godt hvile i, at det er fordi jeg er landskabsarkitekt og det giver mening. Men det er også et slag i maven, fordi jeg jo prøvede at komme væk fra et narrativ, der har mennesket i fokus, og mit store, noble projekt handlede om, hvor træt jeg var af at økologi ikke er hovedpunktet i forvaltningsøjemed - og så opdagede jeg slet ikke, at jeg stadig rettede mig ind efter det alligevel. Det føler jeg er sådan en bummer og på en eller anden måde lidt pinligt. Selvom opgaven stadig er udmærket, det er ikke det, men jeg var bare slet ikke lige så sej og oplyst, som jeg troede. Og derfor forstår jeg stadig ikke, hvorfor jeg fik 10. Jeg forstår ikke, hvad der har talt så meget op, hvis slutproduktet bare er faldet fladt. Jojo, landskabsanalysen og forarbejdet var grundigt og jeg var opmærksom på manglen af data og de begrænsninger, der giver. Men øh... Er det ikke bare basic? Altså med den feedback, jeg fik til forsvaret og også her bagefter er jeg stadig sådan... det der lyder som et 7-tal. Det lyder som om, jeg har lavet en middelmådig opgave - som han bliver ved med at omtale som "fin" (hvilket jo er undervisersprog for "udmærket", hvilket i mit hoved svarer til et solidt 7-tal). Hvad fuck var det så, der fungerede? Jeg har det stadig lidt som om, de trak mig op, fordi specialet var flot sat op og kom i trykt format. Og det generer mig altså, fordi jeg jo er landskabsarkitekt og det er et krav, at vi (som de eneste!) skal aflevere printede eksemplarer. Tænker ikke, at det er et decideret krav på papiret, at det skal være flot sat op, men i realiteten er det. Det skal jeg ikke have ekstra ros for. Det skal i hvert fald ikke trække op, hvis ikke indholdet af opgaven spiller. Så jeg er stadig at a loss.

Og der sidder jo ikke landskabsarkitekter hos Naturstyrelsen på den måde. Eller måske gør der, men det er ikke de kompetencer, der er i fokus. Så hvis jeg dukker op med et projekt med lunkne løsninger, gør jeg så ikke mig selv til grin? Hvad skal de overhovedet bruge dem til? Jo, jeg har lavet lidt om ift. hvad de selv havde planlagt, men ikke specielt meget. Det taler stadig ind i den rammesætning, der er i forvejen. Agtigt. Jeg har godt nok vendt mig om, men jeg er stadig inde i kassen. Og det var jo i virkeligheden min intention at springe den. Sort of. På en måde. At være sådan "hvorfor er der ikke mere fokus på det her - hvad med økosystemerne, er I overhovedet klar alt det her". Men jeg kan ikke rigtigt pege fingre, når min vejleder er sådan "jaøhm, Ida, det er okay, det her, men du forholder dig ikke rigtigt til den nyeste viden" - så er det jo i virkeligheden mig, der ikke er nok oplyst. Så måske er jeg bare en landskabsarkitekt, der prøvede at være noget andet - uden succes.

Og er det ikke lidt pinligt at stå og præsentere til Naturstyrelsen? Eller måske er mit projekt bare mere low-key end jeg troede, og måske er det også okay.

[visse-vasse]

Var til jobsamtale i onsdags til en mega fed og spændende stilling. De ringede i fredags og spurgte om jeg havde lyst til at komme med ind til en 2. Samtale, hvor jeg inden da skal forberede en case. Jeg hader stillinger, hvor man skal løse opgaver inden. Bliver altid så usikker på min faglige evner og jeg VED det er selvsaboterende. Har lyttet til who says med selena hele dagen for at give mig selv noget selvtillid, men har seriøst svært med det. Når jeg tænker over det, er selveste opgaven ikke svær, jeg skal kun skrive en halv side. Men jeg har bare svært med databehandlingsdelen og tror faktisk det er det de vægter mest på, at jeg kan. Vil gerne spørge mine veninde om hjælp, men hun siger hun er mega presset med BA-projekt og ville ikke presse mig på og være til besvær. Ugh, kunne bare virkelig godt bruge hendes hjælp lige nu. Sover dårligt om natten fordi jeg ikke kan tænke på andet.

[rengringdk]

Rengøringshjælp til Private - Effektiv og Grundig Rengøring

Jacobsens rengøring er på alle områder et kvalitetsbevidst og seriøst firma, der leverer et stabilt og flot rengøringsprodukt, hvor høj kvalitet og personlig service altid er ligeværdige kriterier. Vi gør ikke bare rent, vi holder rent.​ At modtage en SMS dagen før med tidspunkt for rengøring. Vi kommer med alle materialer. Rengøring i København og Hovedstaden Det er vores vigtigste opgave at give dig en stabil service med hurtig opfølgning på dine henvendelser. Med over 1000 registrerede rengøringsfirmaer i hele landet er markedet meget svært at gennemskue – selv for den professionelle. Den bedste rengøringshjælp i København du kan bestille dit eget faste team af dygtige rengøringsmedarbejdere. Vi sørger for at dit hjem er rent og lækkert til du kommer hjem. Vores venlige og kompetente medarbejdere har mange års erfaring med netop privat rengøring og har et godt øje for hvad der trænger fra gang til gang. PRIVAT RENGØRING PRISER Standard rengøringen er blot et forslag – og vid at du altid kan supplere med ekstra tid til fx strygning, skift af sengetøj eller andet. Som kunde hos er du altid i centrum. Derfor sørger vi altid for at vores arbejde er udført tilfredsstillende efter netop dine ønsker, så vi efter endt arbejde kan forlade dit hjem eller virksomhed ren, pænt og med god samvittighed.

[filmniller]

Fighting With My Family

3 ud af 5 kontante kvitteringer

Jeg har det svært med sport, og wrestling er ikke engang sport, men koreograferet opvisning, og at nogen kan være seriøst intereseret i det, er mig en gåde. Men jeg har været stor fan af Florence Pugh lige siden "Lady Macbeth", så jeg bed tænderne sammen og så skidtet, som alligevel ikke var så skidt endda.

Historien i Stephen Merchants film er hentet fra det virkelige liv og skildrer, hvordan proletarpigen Saraya fra Norwich i 2014 nåede til tops i wrestling-verdenen. Vi møder hendes white trash-forældre (Nick Frost og Lena Headey) og hendes storebror (Jack Lowden), som alle dyrker wrestling, når de ikke begår bankrøverier eller tager stoffer.

Hendes amerikanske træner spilles af Vince Vaugn, og The Rock medvirker som sig selv.

Manuskriptet lader en del tilbage at ønske, men alt i alt er det acceptabel underholdning takket være den karismatiske Pugh og stjerneensemblet, men Robert Aldrichs "Ned i madrassen, piger" fra 1981 med Peter Falk er altså bedre.

[daniels-bekendelser]

Jeg har ondt i livet, men mest af alt har jeg ond i sex-livet. De to hænger utvivlsomt sammen, og min spirrende interesse for sexologi, selvfølgelig i kombination med min generelle sexlyst, gør den tørre periode ret nederen. Men der er også nogle andre ting der nager, på grænsen mellem det psykiske og det seksuelle, og det er her til aften blevet mere aktuelt igen efter det er blevet bragt op på Twitter. Jeg ville egentlig helst skrive noget om det der, men for det første bliver min meget pladrende skrivestil forhindret af Twitters karaktergrænse og for det andet, og mere væsentligt, så vil det naturligt handle om meget intime dele af specielt min eks’ liv. Det tror jeg ikke hun vil blive glad for jeg skriver offentligt, også selvom jeg ikke følges på Twitter af folk der kender hende, så derfor får I det semi-anonymt her i stedet. Jeg har i øvrigt skrevet noget om det tidligere, så det kan være jeg gentager mig selv her.

Twitter-historien starter med brugeren @ReliJohanna. Hun skriver om hvordan det har været for hende at være sammen med en mand uden sexlyst, men som alligevel ofte har sagt ja til sex. Det vækker så mange dårlige følelser i mig. Hun skriver på et tidspunkt: “Det var hver gang meget tydeligt for mig at han ikke havde lyst, selvom han var deltagende og verbalt samtykkende. Jeg synes faktisk at det var decideret ubehageligt.” Jeg var i den situation rigtig mange gange, tror jeg. Der var et par gange hvor jeg stoppede, fordi jeg simpelthen ikke følte hendes samtykke og deltagelse var helhjertet. De gange modsagde hun mig ikke. Det får mig til at tænke på hvor mange andre gange det samme gjorde sig gældende. Jeg kan tydeligt huske min seksuelle frustration. Den fysiske trang til stimulation og udløsning blandet med den mentale trang til at føle sig begæret og elsket. De lyster fik jeg aldrig tøjlet ordentligt, når hendes var manglende. Det var nok kun i mine klarest-seende og mentalt stærkeste momenter, at jeg var i stand til at overmande mine lyster og forstå om hendes samtykke var for min og husfredens skyld eller om hun rent faktisk havde lyst. Det fortryder jeg inderligt, også selvom jeg ikke er sikker på hvordan jeg skulle have håndteret det bedre. @ReliJohanna’s Twitter-tråd får mig til at genleve situationerne og alt hvad jeg måske har gjort galt.

Jeg får det dog endnu værre af en nærtbeslægtet tråd på Twitter. Her er det brugeren @Katsodian_, der som svar på førstnævnte tråd fortæller om sine oplevelser med at stå på den anden side. At være den, der sagde ja selvom hun ikke havde lyst. Det er her jeg bliver rigtig ked af hvad der er foregået. Jeg er stadig usikker på hvordan jeg ellers kunne have håndteret det. Jeg syntes måske hun ikke var skidegod til at snakke om det hele, og jeg kunne trods alt ikke forbedre situationen alene. Men måske gjorde jeg emnet så ømt ved at snakke om mine følelser og hvor stærke følelser jeg har omkring sex, at hun havde svært ved at snakke åbent fordi hun ikke ville træde mig over tæerne. Det kan også være jeg ikke var god nok til at tale sobert om vores sexliv. Jeg lagde nok for meget pres på hende. Jeg var i hvert fald desperat. Ikke bare for at få sex, men desperat for at få det hele til at fungere. Deri var sexen en vigtig del. Katsodian_ skriver et sted: “Hvis du gerne vil være i en fed, åben og kærlig tilstand med din partner - så fucking spørg. Ikke bare “har du lyst”, men dybere. Flere gange. Uddybende. Nysgerrigt og kærligt. Og lad det være okay, ikke at have lyst. Gør det trygt at sige nej. Hver gang.” Jeg tror ikke jeg gjorde det trygt at sige nej. Uanset hvor meget jeg prøvede at skjule det, så strålede min skuffelse, ærgrelse og frustration ud af mig ved hver afvisning. Det er ikke trygt at sige nej, hvis man ved ens kæreste bliver frustreret og ked af det. Og det blev jeg. Vi fik det selvsagt aldrig til at fungere. Jeg fik det selvsagt aldrig til at fungere. Det piner mig hver evig eneste dag, at jeg ikke kunne finde ud af en løsning.

Jeg rykkede ind på gæsteværelset i løbet af den første nedlukning. Jeg fortalte jeg havde ondt i ryggen fordi vi sov sammen i en halvandenmandsseng. Det var ikke usandt, men det var ikke derfor jeg rykkede. Jeg rykkede fordi jeg ikke kunne klare flere afvisninger. Jeg kunne ikke klare at blive afvist mere, men endnu mere kunne jeg ikke klare at tvinge hende til at tage stilling hver nat. Jeg kunne ikke klare at skulle lade hende falde i søvn først for at jeg kunne vende mig om og græde stille tårer med en erektion. Jeg kunne ikke klare at lægge os til at sove i ske, og at jeg så måtte rykke længere og længere ved med mit underliv så hun ikke kunne mærke min uønskede stive pik. Jeg kunne ikke klare enten at skulle gemme min liderlighed eller blive afvist. Når jeg skriver det her løber tårerne ned af mine kinder og jeg får hjertebanken, for det sidder øjensynligt rigtig dybt i mig. 

Det skete en gang i mellem at jeg ikke blev afvist. Jeg undskylder for at kalde det en afvisning, for konnotationerne får det til at lyde som en negativ aktion fra hendes side, men jeg ved ikke hvilket andet udtryk jeg skal bruge for at lægge op til sex og enten få et nej eller blive ignoreret. Det skete en gang i mellem, at jeg fik et ja. Verbalt samtykke. Men jeg kan ikke positivt sige, at det har været af lyst én eneste gang efter vi flyttede ind sammen. Hvis jeg havde stoppet op og spurgt hende dybt, uddybende, nysgerrigt og kærligt hver gang, så er jeg ikke sikker på det var blevet et helhjertet ja på noget tidspunkt. Det skræmmer mig ad helvede til på to måder. For det første kan det, alt efter hvordan man ser det, være grænsende til voldtægt. For det andet betyder det, at jeg ikke på noget tidspunkt i det forhold har været begæret. Begge de to tanker gør mig svimmel.

Når jeg siger jeg har ondt i sex-livet, så handler det på det mest overfladiske niveau om, at jeg ikke har sex for tiden. Det er nederen. Det er rigtig nederen. Der ligger meget validering i sex, både for sig selv og for omverdenen. Det er ikke fordi, at jeg helt seriøst i mit lille hovede mener, at man skal have sex så omverdenen synes man er sej, men det ligger der vel noget meget naturligt i. I hvert fald når man så konstant søger anerkendelse som jeg gør. Udover at være godt fysisk, så plejer det også at være godt for mit selvværd. På næste niveau ligger der bekymringen om hvorvidt jeg kan finde ud af det. I starten af det omtalte forhold var jeg ofte bekymret over, om jeg ikke var god nok, eftersom hun ikke selv lagde op til sex. Denne bekymring har aldrig helt lagt sig. Jeg tror ikke den har nogen bund, og dens plads i mine tanker er for længst overtaget af næste niveau. Det er det, som jeg har brugt knap tre tekstsider på at skrive om her. Det handler om lyster, grænser, begær og en masse andet. Det er noget jeg har fucket så meget rundt i i mit seneste forhold, at jeg har en helt reel bekymring for ikke at kunne finde ud af det. Det er sikkert bare min mentale tilstand der presser mig ud i at tro, at det aldrig nogensinde er noget jeg kommer til at have succes med. Når jeg prøver at se de tanker fra et fugleperspektiv ser jeg mig selv som patetisk. Det siger nok noget om mit selvværd for tiden.