#skribleri

[duskysnaevsen]

The Spinning of the World

I used to be destroyed, unemployed, a stupid boy

Weeping over cheatings

My feet found joy in the freezing mud

Didn’t care about any other pain than the cut inflicted

I used to be addicted to weed

But then I was freed, no longer in need

My feet found warmth underneath the sheet

I took the bull by the horns and the devil by his antlers

Don’t care no more about the panther in the night

Now the lantern is my light

Rising along with the dawn

And the duck is a swan

I found energy in shapes – oh

Don’t need to keep my drapes closed

Cause you opened up

Introduced me to love

Immediately struck

I just wanna stay stuck

Fuck me

Now I see

There’s nothing we can’t be for each other

My lover, my girl, my soon to be wife

You are my life

My spinning of the world

[ddittenn]

Mig og mit jeg

Så sidder vi her igen

mig og mit jeg

alene, bare os

endnu en gang.

Dårligt selskab er hvad det er.

Stilhed der larmer

vejrtrækning der piber som stormvejret igennem vinduessprækken

i de utætnede vinduer

dårligt isoleret

holder ikke varmen inde

og lukker ikke kulden ude.

Gamle vinduer.

Kigger ud

på alt det der for lidt siden var så meget

men som nu

er så lidt.

Det er alt det med “hjem” igen.

Igen igen igen.

Finder hjem i ting, steder og personer

der ikke er det.

Det er nok min evige forbandelse.

Jeg tiltrækkes af det som jeg måske allerede fra starten udmærket godt ved,

kun er midlertidigt.

Måske fordi jeg i min underbevidsthed

er tryggest i utrygheden.

Jeg lever af det. Jeg lever med det. Jeg lever i det.

Det lever i mig.

Måske har jeg det bare bedst i jagten på noget, der aldrig kommer til at være.

Jeg finder hjem i det der ikke er mit.

Eller prøver på det.

Indtil jeg igen bliver smidt ud

igen bliver erstattet

igen udkører det hele med min eksistens.

Jeg er for meget

de vil ikke ha mig

de siger de gerne vil

men samtidigt siger de det modsatte.

For ikke at såre mine følelser nok.

Men jeg er ikke dum

jeg har hele mit liv lært det usynlige sprog

så jeg taler det flydende

jeg forstår det godt. Jeg er bedre til dét, end jeg er til dansk.

Men det er okay

for jeg er også for meget for mig selv

det er vel derfor

at jeg ikke kan lide at være alene.

Nu er det min tur til at være belastet af mig selv

og med mig selv.

Det er vel også kun fair.

Udskiftet

hurtigt

nyt, andet, væk.

Det gik hurtigt

igen.

Det gør det hver gang.

Here for a good time not a long time.

Et fyrværkerishow der er betagende

revolutionerende

spændende

sjovt

men også hurtigt udbrændt.

Ingen vil have det lille paphylster

der ligger i vejkanten af gaden

de to uger efter nytårsaften.

“Aldrig gå tilbage til en fuser”.

Det er sjovt til det øjeblik man har sat ild i,

til det har poppet og braget

og lyst det hele op i hvad der føles som de mest fantastiske sekunder.

Men så er det overstået.

Det glimtrer ikke mere.

Det knaser ikke længere som tusind stykker bobbelplast på nattehimlen.

Den sidste gnist er faldet til jorden.

Min sidste gnist er endnu en gang faldet til jorden.

Og folk har opdaget det. Ikke mere fest of farver.

Jeg er første januar forklædt som nytårsaften.

Så nu sidder vi her igen

og kigger dybt i hinandens øjne

mig og mit jeg

prøver at abstrahere fra stilheden ved at skabe tinnitus.

Prøver at abstrahere fra tinnitussen ved at høre musik.

Prøver at undgå øjenkontakt og akavet stilhed.

Men man kan ikke undgå øjenkontakt med sig selv.

Det borer.

Helt ind under øjenlågene selvom jeg prøver at lukke dem i.

Jeg kan ikke stoppe samtalen, selvom jeg prøver at distrahere mig fra det.

Jeg vil gerne snakke om noget andet,

men det er det konstante emne.

Jeg kan ikke gemme mig fra det.

Jeg kan ikke løbe min vej.

Jeg kan ikke stikke fingrene i mine ører.

Konstant

hele tiden

igår

idag

imorgen

putter midlertidig spartel i mine revner

men det holder ikke i længden.

Jeg er et faldefærdigt hus

og lidt polyfilla fikser det ikke,

det hele skal rives ned og bygges op igen.

Jeg skal totalrenoveres.

[ddittenn]

Jeg er ilden der varmer

men hvis du går for tæt på brænder jeg dig.

Jeg er regnen der roligt triller på dit vindue

men jeg er også havet der drukner dig.

Jeg er brisen der let tager i dit hår på havnen

men jeg er også orkanen der raserer og tager tegl fra tage med mig og river træer op med deres rødder.

Jeg smækker med døren når jeg går,

men jeg græder bag den så snart den er lukket i.

Jeg er alt

og jeg er intet.

Jeg vil være alt

og så vil jeg være intet.

Hvis du smider mig ud

kommer jeg tilbage

måske ikke i dit hus

men i dine tanker

i dine drømme

for når jeg går

så tager jeg alt med mig.

Jeg vil mærkes og jeg vil ses

også selvom jeg ikke er der.

Og det ligner skovbrande og tornadoer og tsunamier

og virker altødelæggende.

Men i virkeligheden brænder jeg selv meget mere indeni

end alle dine ting jeg sætter ild til.

Jeg er skrøbelig

jeg er lille

lille bitte.

Men det er kun mig der ved det.

Det er kun mig der må vide det.

Så jeg smækker med døren

jeg drukner dig og sætter ild til dine ting og river dit tag af

men tro mig

jeg sidder tilbage med askerne, teglene fra taget og dit våde tøj

og græder tårer over det

og for det.

Det er ikke noget jeg gør med vilje

men jeg kan ikke finde ud af at ændre det.

Bedre at være rasende og stor

end lille og skrøbelig.

Urørlig udenpå

rørt af alt indeni.

[disturbedyouthmvp]

og som tiden går, svinder vi alle ind i os selv som encellede organismer 

[hjertetssunnegalskap1]

Ikkje tenk på det (Lovleg)

Luna stirar på dei gule, blå og grøne ballongane som forsvinn rundt hjørnet, og Gunnhild, som er gøymd innunder dei alle saman.

Synet går som ein elektrisk støyt gjennom Luna.

Kvifor er ho så opprørt? Ho visste jo at dette skulle skje, før eller seinare. Dei bor i det samme huset, sjølvsagt ville dei sjå kvarandre. Luna kan ikkje heilt presse vekk stikket i magen som minner henne på at Gunnhild hadde sett ut til å klare seg heilt fint, utan henne. Ho hadde ledd litt, til og med, medan det statiske håret hennar sto som ein kaotisk glorie rundt hovudet.

“Eg trudde du sa at ho likte meg veldig godt,” mumlar Luna.

“Men ho gjer jo det,” smiler Billie.

“Ho verker jo ikkje knust over at vi er over, akkurat.”

“Herregud, Luna. Det var du som slo opp. Er du ikkje nøgd no?”

Luna blunkar sakte. Ho veit at Billie spør for å gi henne eit lite stikk. Billie veit godt kor lite nøgd Luna er akkurat no.

Gunnhild hadde vore varm og skinnande som sola, og utan ho er livet er grått og trist, men slik får det berre vere.

“Kvifor slo du opp, igjen? Fordi Gunnhild sovna i senga di?”

Luna stønnar. “Kjeften. Eg bad om tid til å tenkje. Den gongen ho bad om tid, dukka eg ikkje berre opp på den måten? Kvifor kunne ho ikkje respektere det?”

“Var det ikkje berre ei misforståing? Noko med blomster?”

“Eg veit ikkje. Det var ein bukett i senga, som ho hadde funne, men den var ikkje frå meg. Og nei, eg veit ikkje kven den var frå. Eller til. Eg bryr meg ikkje.”

Billie ser på henne med denne roa i blikket som driv Luna frå vettet nokre gonger. “Kva var det som skjedde på den ferja, eigentleg?”

Luna trekkjer på skuldrene. Ho veit ikkje. Det vart berre for mykje, for intenst. Og ho fekk aldri sagt riktig kva ho meinte. At ho likte Gunnhild akkurat som ho var. At ho var lei seg for at ho aldri våga å seia til Gunnhild at ho ikkje skulle lese opp diktet med bandet. Men at det skremde livet av henne då Gunnhild berre stakk av. Forsvann.

“Det speler inga rolle,” mumlar Luna. Gunnhild er berre så mykje, nokre gonger. Ho er som eit fargerikt fyrverkeri med alle dei smarte ideane og dikta og fjella og ferja og dei kvelande varme foreldra og ballongane og… optimismen. Alltid denne optimismen.

Det var alt dette som gjorde at Luna falle så pladask, så klart. Det var alt dette som gjorde at Luna vart rive med og impulsiv og… Herregud, så forelska.

Luna burde ha visst at det ikkje var ein god idé å stupe inn i eit forhold med Gunnhild. Luna er jo ikkje så god på dette her. Ho visste det, ho veit det, men ho klarte ikkje å halde seg unna.

Luna veit godt at ho kan vera mykje, òg, på sin måte. Nokre gonger svenger kjenslene hennar og ho seier dumme ting som ho eigentleg ikkje meiner. Eller ho seier det kanskje sterkare enn ho meiner. Det er berre det at Gunnhild kjem så nær. Med varmen i blikket som blir for mykje. Og med spørsmåla, som om Luna aldri speglar seg i andre.

Alt vart for nære, for tett. Skremmande tett. Luna hadde visst at Gunnhild ein dag kom til å sjå henne på riktig, og sjå rett gjennom henne, og då… Luna orkar ikkje eingong å tenkje tanken ut. Betre å trekkje seg tilbake og stikka der det gjorde vondast, sånn at ho slepp å sjå kulda sive inn i auga til Gunnhild.

Dette er best, trass alt. Luna klarar seg. Ho har alltid klart seg åleine før. Ho er sjølvstendig og sterk og lever livet sitt som ho vil.

Men ballongane. Kva var det? Gunnhild hadde sett så livleg ut. Energisk. Det var tydeleg at ho hadde ein misjon. Noko å utrette.

“Ein avskjedsfest, liksom,” seier Luna og sukkar. “Alex kjem til å hata det.”

“Ja,” nikkar Billie. “Han gjer nok, det. Men der er jo ein fin idé, då.”

Ja, det er jo det. Gunnhild er eit oppkomme av slike gode idear. Ikkje at det vil hjelpe. Alex reiser. Alt er slutt. Det er ingen veg tilbake.

“Eg hatar at han berre stikk av sånn.”

“Ja, eg veit det.”

Luna lukkar auga ein augneblink. Noko klemmer til i magen, som sult, eller frykt.

Alle berre forsvinn ut av livet hennar. Gunnhild, Alex, og…

Ikkje tenk på det.

“Eg må spørje deg om ein ting,” seier Billie med eitt. “Har du tenkt på at Gunnhild kanskje kan vere ein sånn som blir, sjølv om ho innser du er ein heilt vanleg loser som oss alle andre? Ho er jo ikkje akkurat den dømmande typen, er ho vel?”

Luna opner auga og stirrar på Billie. “Ikkje dømmande? Ho sa at vi tenkte vi var kulare enn henne, og at vi lo av henne.”

“Ja, men det var jo berre fordi ho var usikker. Herregud, Luna, eg er framleis her og eg er den mest judgemental bitch du veit om. Kva får deg til å tru at Gunnhild er verre enn meg?”

Luna må le. Billie har jo eit poeng. Og likevel… Luna hadde føkka opp skikkeleg. Sagt at det berre var eit innfall. Gunnhild kunne vel aldri tilgi noko slikt?

“Det er for seint no, uansett.”

“Å, ja? Gjer som du vil, Luna. Eg veit kor viktig det er for deg å gjera som du vil.” Billie ser på henne og smiler, og herregud så irriterande det er når ho tar på seg den allvetande mina. “Men ikkje ver så sikker på at alt er for seint. Herregud, med det fyrverkeriet Gunnhild kan eg nestan  tru at til og med Alex blir verande. Alt kan skje.”

Luna seier ingenting, men ho klamrar seg til orda og kjenner ein spire av noko som liknar mistenkeleg på håp.

[queer-disabled-activist]

Jeg vet faktisk ikke hva jeg skal gjøre. Historielæreren vil ha meg tilbake. Jeg prøvde å forklare situasjonen med manglende assistanse og det hele men hen fortsatte med at jeg er jo en så flink elev, jeg har forståelse for faget også videre. Hen vil tilrettelegge for at jeg skal klare det, det setter jeg enormt pris på; det er ikke det, jeg vet bare ikke om jeg faktisk får det til. Planen er at jeg skal se igjennom boka, velge ut noen kapitler for å så si ifra slik at læreren kan si hva jeg bør fokusere på i kapitlene; for og så igjen ha en muntlig gjennomgang. Jeg skal prøve å se på det i morgen det skal jeg, men energinivået mitt er ikke enig.

[buybeck]

Søndagen står på skriblerier for mit vedkommende. Det er en spændende proces 👏🏼 hvad med jeres dag? . #skriblerier #skrivestund #projekter #spændendeprojekt #søndag #ide #ideer #mitliv #buybeck #hvadharjegdogrodetmigudi 😂 —————————————————— Sunday equals writing. An exciting process for me 👏🏼 what does your day bring? . #justmyluck #writing #exciting #mylife #project #projects #sunday #weekend #ideas #idea #excitingproject #whathaveigottenmyselfinto 😂 (her: Aalborg, Denmark) https://www.instagram.com/p/B3RX6VohuGv/?igshid=1sc5ak2203ieo

[nofuzz]

🎨✏️🌼 #altformegetfritid #skriblerier (her: Trøjborg) https://www.instagram.com/p/B0lbg1lB2d6/?igshid=zroe59pbjtw2

[seacollectsrivers]

ok i believe this is the same thing @calamitys-child tagged me in some days ago, now also tagged by @starbuck ! thanks folk :) i suddenly have a plethora of wips lol.

i'm SO bad at titling documents this isn't gonna be super funny or anyhting unfortch. and i have a horrible tendency of scattering them over different writing programs oops.

RULES: Post the names of all the files in your WIP folder, regardless of how non-descriptive or ridiculous. Send me an ask with the title that most intrigues you and I’ll post a little snippet of it or tell you something about it! And then tag as many people as you have WIPs.

TERROR:

all of these are under one manuskript docu named "(kanskje) tbb2k21" (excepting my actual TBB)

five meetings

MAGIC AU

MAGIC AU NY IDE LMAO

skriblerier (not a fic, just jotting down ideas and thoughts)

one TextEdit file called "terrorbites" which is filled with lil ideas, including the first version of inhabitation, then called "THREE TIMES JAMES LOVED AND WAS LOVED FOR HIS BODY". the rest are just jotted down ideas and the whole of Kunik (Breathe).

BLACK SAILS:

one TextEdit file name "jack & anne"

"BI-ACE SILVER". this one has thoughts on that + the SilverDoon fic, AND an earlier Post Canon version i'd plain forgotten!

"MIRANDA/IDELLE: choose ur own ending". nothing written, only some thoughts and vague planning.

"jack & anne" which are just some thoughts on their dynamic that could blossom into a fic

the initial plan/ideas for the Genderfluid Miranda fic

a bulleted list called SEQUELS & OTHER IDEAS

then there's the TextEdit called "i'ts.,,,, good bboy,," (......don't look at me). this is the Granada Holmes text file but it's just the trans Holmes prequel one currently stuck in 2/3 done limbo ("Ornately Improvise"), as well as an old scrapped version of that.

i'm not gonna tag people because i don't know who i'd tag djkfhgkds BUT!! if you want to do this, PLEASE do and PLEASE tag me!

[begynnelsen]

Fortidsminner jeg undrer om du også lurer på, om du tenker på meg, er jeg bare et usynlig minne som svinner sakte ut fra det dypeste svarte i hjernen din

Er du der ute enda? Lever du og har et godt liv? Jeg kjenner deg ikke lenger, aner ingenting om hvordan du har det, hva du gjør på eller hvilke mål du har satt deg. Det er rart, for vi var så tette, knyttet sammen som en enhet og visste alt om hverandre. Flere ganger visste vi hva den andre tenkte, følte eller mente før vi visste det selv. Savner du meg? Tenker du noen gang på meg, på hva jeg gjør, hvor jeg er, om jeg har det godt.  Noen ganger, når jeg tenker på deg, tenker jeg at du er blitt fantastisk. Mer enn du var den gangen jeg kjente deg og var hele verden for deg. Jeg håper du har noen som er hele verden for deg nå. Har du noen som tar vare på deg? En eller flere som hjelper deg når du er nede, når du trenger å reise deg igjen. Drukner du deg selv ned i tankene dine? Surrer deg lenger og lenger inn i den ene tanken som ikke slipper taket, før du til slutt kommer deg ut av den, fordi en ny tanke tar overhånd og spinner videre. Hva med klokka. Tiden din. Står den stille eller går den for fort. Begynner det å haste med å få gjort de tingene du alltid har ønsket å gjøre. Jeg vet du skrev. Du skrev så mye fine, gode og detaljerte ting. Skriver du enda? Av hele mitt hjerte håper jeg og tror at du fremdeles skriver. Bruker ordene dine til å beskrive alle tankene dine, det mestret du godt den gangen. Jeg ønsker at du mestrer det nå også. 

Husker du alle gangene du fikk meg til å le. Le av de dårlige vitsene dine, av teite kommentarer om andre, ting og mennesker. Du var ingen komiker, men du kunne bruke ordene dine til å få latteren frem. Jeg husker at du ikke var så “klovnete” av deg. Du var ikke klumset. Det var sjeldent at du ødela, knuste eller gikk i ting. Overraskende nok, til din størrelse å være.  Å overtale deg var grusomt. Når du først hadde bestemt deg for noe, så var det slik det skulle være. Ville du ikke være med ut, så ble du hjemme. Du kunne også si at du skulle gjøre noe, være med ut, men da tiden nærmet seg og du skulle ut, da snudde du i døren og gikk inn igjen. Alle timene vi hadde sammen med å se film og serier. Våre dater, der vi kommenterte alt med friske kommentarer, positive som negative. Jeg elsket den tiden. Elsket du den? 

Nå ønsker jeg at du lever, at du har det bra, at du er der du vil være i livet ditt. Akkurat i dette øyeblikket så håper jeg at du er lykkelig. Er vi lykkelige? 

[overskudsagtig]

lørdags skriblerier

Jeg går her i mine halvslidte converse, jeg bør egentlig snart få mig et nyt par. Eller halvslidte kan man vidst ikke længere betegne det som. Syningerne er gået op og det er lige før man ikke kan se hvilket mærke de tilhører, grundet slitage. Regnen har meldt sin ankomst, men har nu holdt en pause. Ligesom mig. En pause. Et moment til at mærke mit åndedræt, også selvom lige præcis dette nævnte ord, minder mig om den eksamen, der lurer lige om hjørnet. Her dufter sødt og fugten fra regnen får min hals og mine knæhaser til at klistre. Luften har krydrede og bittere toner. Solen er så småt ved at gå ned, dette er mit yndlings tidspunkt på dagen. Alt er så roligt, så stille, så afslappende. Jeg føler mig afslappet. Det er netop den her følelse, den et eller andet uforståelige men behagelige følelse af tilpashed, der motiverer mig, der forløser mig. Jeg har det rart i naturen, som om det er mit frirum. Ikke som når man lukker sig inde på sit værelse, og i praksis har lukket af for omverden. Men et sted jeg kan lukke af for forpligtelser og forventninger også selvom det blot er en halv time. Jeg mærker at jeg er tilstede, og at mine behov, også har brug for at blive opfyldt. Det er vigtigt at være forsigtig omkring sig selv og også at give plads til at være. 

[lavakongen]

diverse skriblerier

[ddittenn]

Du lader dine fingre løbe ned ad min rygsøjle

som når mine elegant spiller på tangenterne

dit åndedrag minder mig om min yndlingsmelodi

ikke komponeret endnu

for du holder den for dig selv

deler kun med mig

i nat. Kun i nat.

Imorgen vil det kun være ekkoet der runger

som et minde om noget fantastisk og enestående.

Imorgen vil det kun være mit nervesystems hukommelse

der for evigt vil hjemsøge min hud

med mindet om dine fingre på den

dine læber på mine

på min skulder

på min pande

og alle de andre steder.

Imorgen vil det kun være erindringen der lever videre i mig

men den får lov

jeg vil nære den og ære den

og holde fast som du holdte min hånd, da du hengivent hviskede mit navn i mit øre.

Imorgen vil det kun være de blå mærker

elskovssymbol

symboliserer enigheden om overgivelse

komplet hinandens.

Jeg var din

og du var min

for en enkelt nat

[maelkevejen]

Jeg har lige ryddet op i mine mapper fra gymnasiet. Jeg har smidt store mængder udprintede PDF-filer, gamle årsprøver, og i dag (og sikkert også dengang) halvubrugelige skriblerier og noter ud.

Jeg fandt også en hel masse stile, som jeg overhovedet ikke fik gode karakterer for, samt dertilhørende kommentarer fra mine lærere. Jeg fik helt ondt i maven af det, for jeg havde glemt, hvor nederen det var konstant at kæmpe og alligevel aldrig føle mig tilstrækkelig i noget fag overhovedet. Jeg kan huske, at viceinspektøren ret hurtigt rådede mig til at droppe ud og tage en HF i stedet, fordi han ikke syntes, at det så ikke ud som om, at jeg kunne tåle mosten.

Men det der med at give op er åbenbart heller ikke min stil; jeg ville under ingen omstændigheder droppe ud, så jeg kæmpede mig igennem og nåede ud på den anden side i god behold. Agtigt. Og jeg er da kommet ind på universitetet alligevel, selvom mit karaktergennemsnit fra gymnasiet et temmeligt lunkent. Der er dæleme ikke nogen, der skal sige til mig, at jeg ikke kan. Så nu er alle noterne røget en tur i skraldespanden!… I papirgenbrugsskraldespanden. Her i huset genbruger vi nemlig, så jeg genbruger altså lige alle mine oplevelser fra gymnasiet, og så kommer det bare til at gå skide godt på universitetet. Det har jeg nemlig besluttet mig for. Og i øvrigt er det mig selv, der definerer, hvad skide godt betyder. Jeg er stolt af, hvor hårdt jeg har kæmpet, hvor langt jeg er nået. Jeg fortjener et klap på skulderen og noget ros fra mig selv.

[flyvsketanker]

skriblerier og kruseduller

[userman-bill]

6

Observasjonsskisser og skriblerier fra naturhistorisk museum etter tredje visitt