#sjimpanse

[wariofrantsen]

Nå, på kanalen Wolf1991ism 1 på Youtube🇳🇴🐒🌍#wolf1991ism #sjimpanse #chimp #chimpanzee #grookey #pokemon #norge #norway #norja https://www.instagram.com/p/BwKfZn9l6PJ/?utm_source=ig_tumblr_share&igshid=zeq9qh1n9zdi

[brusbloggen]

ØSTBLOKK-BRUS SPESIAL!

En av Brusbloggens barmhjertige venner velsignet redaksjonen med et utvalg av brus kjøpt i Latvia. Den hellige treenigheten Estland, Latvia og Litauen har vært et ubeskrevet brusblad for oss, så det var på tide å slurpe på litt import fra de landene. 

Ingen av flaskene hadde spektakulær design på etikettene. Kelluke kommer nærmest med sin “klar for barnebursdag”-design. (Er det Marianne Aulie som har designet?). 

Valge Klaar (vanskelig å unngå norske ordspill her). Dette er en tradisjonell eplebrus i sjangeren Mozell. Med andre ord uspennende, men vond er den ikke. En eplebrus for den kjedelige konsumenten, ikke for en brusgourmet. Hvis du skal velge mellom de tre så er valget klart: ikke velg Valge Klaar. 2 av 6 bruskorker

Kelluke. Denne er en klassisk sitronbrus, ikke ulik Sprite. Veldig godt med bobler i den og smaken er over middels. Ikke et jordskjelv i brusverden, men absolutt en godkjent variant av sitronbrus. 4 av 6 bruskorker. 

Limonaad. Navnet er misvisende, den har ingenting med limonade-smak å gjøre, denne smaker fruktchampagne a la Villa og Macks Frukt-Sjimpanse. I likhet med Kelluke er denne perfekt karbonert, den sprudler, er søt og smaker kvalitet. Den har tydeligvis slått an i Latvia, Estland og Litauen, der den har vært i salg fra 1936. Men vi må nesten trekke en kork på grunn av navnet. At de har lagt til en ekstra “a” i navnet er også litt irriterende. 3 av 6 bruskorker. 

Vårt helhetsinntrykk av Østblokk-boblene er at landene er flinke med  kullsyre-mengden og at de ikke er flaue for å sukre brusen. Men litt kjedelig blir det - dette er standardsmaker på brusmarkedet, originaliteten uteblir. 

[themuzungos-blog]

Uke 41

9. – 15. oktober

Nina

 Fjuh for en travel helg det har vært! Men først la meg ta dere gjennom denne uka. Mandagen var Ugandas nasjonaldag, deres frigjøringsdag fra Storbritannia. Jeg skulle ønske jeg kunne rapportere om spesielle markeringer i form parade eller sang/dans, men nei, vi enset egentlig ikke at det var nasjonaldag annet enn at vi slapp å komme «på jobb». Men alle butikker og lignende var åpent da. Karo brukte dagen på en kjøre og gåtur til en av nasjonalparkene sammen med tre stk fra YAWE (For de glemske: Youth and Women Empowerment foundation der vi jobber). På denne turen fikk de se 10 forskjellige typer aper (deriblant sjimpanser, og det var visst nok helt fantastisk (jeg er litt sjalu for at jeg sa nei til turen)). Nathalie holdt fortet hjemme mens Siri og jeg dro på vandringstur til den toppen som Nathalie og Karo hadde gått før. Kneet mitt er omsider bra nok til å gå på lengre turer, så lenge jeg tar det rolig i nedoverbakkene.

 Turen gikk veldig fint, selv om boda-sjåføren måtte spørre omtrent 15 stk om veien før han skjønte hvor han skulle. Vi kunne jo ikke akkurat hjelpe han siden vi ikke visste det selv. Turen tok ca 1 time til toppen. Siden vi gikk uten guide, i motsetning til de andre, så gikk vi også en blindvei og måtte snu. Men det var en fin tur uansett, også da vi følte vi nesten krabbet opp den 50 grader bratte stigningen rett opp mens en mann i flipflops gitt rundt helt fint i bakken og samlet kvister uten at en svettdråpe vistes. Vi fikk også stiftet nye bekjentskaper med en gjeter og alle hans kyr og geiter. Han var ganske veltalen og hadde god engelsk, og brukte tid på å klage på presidenten og det ugandiske styresystemet. (At folk klager på presidenten er forresten noe vi hører ganske ofte, og det er jo forståelig da fyren har sittet i alskens år og folk er lei og ønsker forandring. )

På ettermiddagen da Siri, Nathalie og jeg var hjemme ble vi vitne til lyn og torden på ubehagelig nært hold. Nathalie og jeg skulle ut og gå tur med hunden, og hun stod og ventet ute på meg da lynet slo ned i hagen til naboen bare 50 meter unna. Da løp hun fort inn skal du tro. Vi tre stod med hakeslepp og så og hørte på lyn som blinket og torden som kom et millisekund etterpå – da er det nært da!

 På tirsdag var vi på YAWE. Vi hadde lyst å begynne prosessen med å intervjue men i sann Ugandan time style så lot ting vente på seg. (Ting er i denne forstand direktør George som brukte over en uke på å svare på vårt skriftlige intervju, men det er heller ikke så rart når de ikke har hatt strøm og internett på YAWE på lenge og George er en veldig opptatt og viktig mann). Nathalie, Siri og jeg fikk være med på outreach 45 minutter unna. Der skulle det bli utdelt arbeids- og skrivebøker til barn som foreldrene skulle ta imot. Vi ankom og som muzungos vi er tiltrakk vi mye oppmerksomhet for de over 100 barn og foreldre som hadde møtt opp på møtestedet. Forutenom om jeg som tok bilder i 10 min så hadde vi ikke noe spesiell aktiv rolle, så vi endte opp med å underholde barna. De er i begynnelsen ofte litt sjenerte, men etter hvert varmer de opp til oss. Og før vi visste ordet av det sprang Siri og jeg etter de nedover en stor plen/jorde mens de ropte og lo og hadde det gøy. Siri og jeg hadde det også ganske morosamt, det skal sies. Nathalie filmet oss mens vi telte «One…twoooo..three!!» og sprang etter kidsa.

Etter hvert som vi ble slitne (og jeg fikk evigvarende krampe i leggen) stod vi mest og prøvde å holde samtale med barna. På et punkt hadde både Siri og jeg 5 barn hver som prøvde å holde i hendene våre samtidig (og som kranglet seg imellom om hvem som fikk holde og dyttet vekk andre). En liten tass som i begynnelsen hadde sett på meg som en streng dommer, klistret seg til sida mi og ville ikke slippe. Han gnikka hodet inn i magen min og kosa med alt han kunne få tak i. Da vi skulle dra klatret han inn i forsetet der jeg satt og ble sittende på fanget mitt. Det var like før jeg bare stjal han med meg til Norge, hælledussan så skjønn.

På kvelden lagde Karo og jeg middag i mørket siden strømmen hadde gått. Det var fisk med hjemmelaget potetmos og råkost. Jeg følte meg såpass stolt at jeg måtte få Nathalie til å ta bilde av meg da jeg skjærte fisken for å sende hjem til mamma og pappa.

Dette er meg:

Og dette er fisken. Ikke spesielt pen fisk, men om man har lært noe av breiflabb og uer så er da at utseendet skjemmer ingen fisk på smak hehe.

Onsdagen husker jeg ikke så godt, annet enn at Siri og jeg endelig fikk intervjuet treneren på hårsalongen vi har observert. Det gikk fint, og da kunne Siri og jeg endelig starte med del 2 av vårt prosjekt.

Torsdag tok Siri og jeg fri fra YAWE for å dra på Mountains of the Moon universitet for å finne relevant ugandisk litteratur til del 2. Vi dro sammen med masterstudent Rosaline og bestemte oss for å gå tilbake. Jeg klarte å rive opp en reim på ecco-sandalen min, men fikk det fikset hos en lokal skredder for hele 2 norske kroner (1000 ugandiske shilling. Jeg ga han 2000 for hallo!). Vi spiste lunsj sammen før vi dro hemmat.

På torsdagenkvelden dro vi til naboen som tidligere hadde invitert oss over på besøk. Vi var litt usikre på om de i det hele tatt mente det og når de sier kl 18 mener de 18 eller 19? Men Rosaline, Nathalie, Siri og jeg dro bort og det var ikke noe vi angret på. For noen underholdende interessante mennesker! Det var to brødre, en på 86 og en på 97 som langet ut om alle plasser de har sønner og døtre i verden (Danmark, England, Sveits, India, USA, Sør-Afrika, Kenya for å nevne noen). Kona til 86-åringen som vi også fikk hilse på, viste seg å være tanta til den nåværende kongen, og det gjør henne til en prinsesse! Sønnesønnen i huset, som er på vår alder, bukket så dypt for prinsesse-bestemora bare da han ga henne et glass vann. 97-åringen fortalte også at han har en datter som visst nok hadde en het natt med kronprins Charles av Wales, som resulterte i et bastardbarn som lever i beste velgående i London. Vi gikk dit med noen usikre tanker om hva vi hadde i vente, men forlot med et lett hjerte og glede over å returnere. Familien inviterte oss over på middag hos dem på søndag, og vi takket så klart ja.

Fredagen fikk vi endelig gjennomført noen intervjuer med brukergruppen vår (unge kvinner i arbeidstreningsprogrammene). Siri og jeg fikk gjort 4 muntlige intervjuer og Karo og Nathalie fikk 2 skriftlige, så det var en vellykket dag prosjektmessig. På kvelden hadde vi blitt invitert på tacokveld til Monika, en østerriker som også er frivillig på YAWE . Hun gikk rundt og inviterte så mange at Siri og jeg presterte å tråkke i salaten da vi spurte en annen frivillig fra Tyskland om hun skulle dra eller ikke. Det viste seg at hun var den eneste som ikke var blitt invitert av alle kvinnelige muzungos på YAWE. Oops. Kleint. Og synd for henne for det var en flott kveld. Vi var litt forsinket grunnet regnvær og styr med bilene (ene var uten bensin og andre hadde vi ikke nøkkel til først). Men vi kom oss dit og det var verdt ventinga. Vi var sultne og heiv i oss kjempedigg taco. Det blir jo ikke helt det samme uten salsa og rømme men vi storkosa oss læll. Etterpå spilte vi inviterte og vertene (8 til sammen minus Nathalie) spillet Politisk ukorrekt.

Da vi kom hjem lå det en pakke fra Norge på bordet ,og Siri hylte i ekstase over endelig ha fått den lenge etterlengtede pakken fra foreldrene sine.

Lørdag startet litt for tidlig for oss alle. Siri og Karo dro på outreach kl 9 på en skole i nærheten, og Nathalie og jeg dro til YAWE kl 10 for å hjelpe til å forberede til kulturell aften. Vi ble satt til å hakke kål, men uten skjærebrett så må man sitte med kniv og skjære kålen i tynne strimler mot seg selv over en bolle. Det er lettere sagt enn gjort. Vi fikk en liten flokk rundt oss som så på og humret litt, noe Nathalie ikke var noe fan av. Men det ble nu tynne strimler til slutt, selv om vi brukte en del tid. Etterpå hakket vi orka, en grønnsak som ligner på chili i formen, før vi ventet de resterende timene til showet skulle starte kl 14.

Mer og mer ettersom dagen gikk fikk jeg en aning om at dette kvelden var et show til ære for oss muzungos. Vi ble kledd opp i tradisjonelle drakter, underholdt med danse – og syngeshow, og gitt de klassiske pet names i en ordentlig pet name seremoni. Jeg er Amouti, Siri og Nathalie er begge Akiiki og Karoline er Abwoli. Karoline var med på showet både som danser og i en dramarolle der hun spilte en brud. Hun var så flink og jeg følte meg som en stolt mor. 

(vi måtte danse bort til sitteplassene våre. Det var bare de to første radene som fikk med seg det)

(Karo som brud som skal giftes bort og sitter på farens fang)

Under selve navneseremonien fikk man en kaffebønne vi skulle tradisjonen tro tygge på. Det ble også sendt rundt en flaske hjemmebrygg av typ alkohol, som jeg smakte på. Jeg forventet verre, men det var ikke pappa sin kiwi-vin akkurat.

Nathalie meldte seg frivillig til å være med på å demonstrere hvordan man får offisielt navn, ved at hun satt seg opp og ned på fanget til George tre ganger. Siden vi var så mange muzungos kunne ikke alle gjøre det.

Etter seremonien plantet vi et banantre til ære for våre navn. Siden ble det middag typ fingermat/koldtbord hehe. 

Søndagen dro Karo på strabasiøs tur med noen YAWE-folk og skulle gå opp Rwenzori-fjellene. De var litt uheldig med været, da den tre timer lange turen ned bare var fylt med tung regnskur. De ble så kalde og gjennomvåte at de måtte kjøpe noen tøystykker å tulle rundt seg da de kom ned. Heldigvis unngikk de å bli forkjølet, mot all odds.

Vi tre her hjemme + masterstudent Rosaline gikk på tur vi også. Ikke like imponerende, men fortsatt flott. Vi gikk en kratertur rundt en kraterinnsjø, og avsluttet etterpå med en dukkert i innsjøen. Da vi hadde gått rundt (og trodde vi hadde gått feil), kom vi over en gjeng med unger. De ble så gira da Nathalie skulle ta bilde av oss, og ville være med på bildene.

Trappa ned til innsjøen var naturskjønn, trang og bestod av 250 trinn.  Egentlig står det på et skilt at før man går ned må man gå til hotellet og si ifra. Det viste seg at det er bare for å si “dere få ikke bade i innsjøen uten å være gjester på hotellet”. Men så gikk vi ned likevel da (vi er rebeller).

Det var alt for denne gangen! Klem fra Nina

[allcomputadorspace]

Kan Simulationshypotesen forklare menneskelige Enigmas?

Trods kontoen i den bibelske bog af Genesis kunne mennesker ikke være blevet skabt af en allestedsnærværende, alvidende, allmægtig overnaturlig guddom. Når det kommer til den menneskelige art og menneskelige anatomi, er intelligent design iøjnefaldende af dets fravær. Hvilken ufejlbarlig, udødelig intelligens overlejrer reproduktionssystemet og affaldsafbrydelsessystemet i en kind-til-jowl-måde? Hvad er efterretningen bag mandler og appendiks? Hvis du har en dårlig ryg, bebrejder du Gud? Du bør, hvis du sætter din tillid til Genesis. Der er en række træk, der synes at antyde menneskets unikhed, selvom jeg fastholder disse egenskaber er ikke en trinfunktion, men et kontinuum, omend en linje, der stadig placerer mennesker godt foran de fleste, hvis ikke alle andre dyr. Den “godt foran” bit er stadig uregelmæssig. Jeg vil ikke detaljere vores uregelmæssige fysiologi med hensyn til vores bipedale gang uden fordel for en balancerende hale (1); vores tab af pels (2) og vores sky-rocketing IQ (3) bortset fra at bemærke, at hvis disse træk formidle en sådan evolutionær fordel for at få disse tilpasninger forstærket ned gennem generationerne, hvorfor hvorfor ikke nogen af vores primater kys? fætre som chimpanser, gorillaer og aber fulgte med Det er alt meget uregelmæssigt. Jeg vil i stedet koncentrere eller fokusere på omkring halvt dusin eller flere andre aspekter af menneskehedens uregelmæssige eksistens, som taler logiske forklaringer, der starter med den mest unikke del af vores fysiologi, vores ansigt. ANSIGTSTRÆK Vi kommer i racer. Beviset for den pudding stirrer dig i ansigtet hver dag, som du ser på den rase forskel på mennesker omkring dig. Jeg husker ikke noget i den bibelske bog, der forklarer dette, så måske har Gud intet at gøre med dette – idet der antages at være en bonafide overnaturlige skaber, Gud selvfølgelig i første omgang – selvom jeg bliver rettet på mangel på en bibelsk forklaring fra relevante myndigheder. Da alle mennesker er en art, fordi vi alle kan opdrætte med hinanden, og da vi formodentlig opstod fra små begyndelser (befolkningsvis) i Afrika, må hele menneskeheden have været i begyndelsen beslægtet med en ikke så stor smeltedigel . Vi var en ensartet kop kaffe – en art; et løb. Så begyndte vi at sprede sig ud over hele verden (minus Antarktis) og for en eller anden uforklarlig grund divergeret til forskellige racer eller etniske klassifikationer eller racer. Det store spørgsmål er – da store spørgsmål altid har tendens til at være – hvorfor? Men her vil jeg gerne fokusere på ansigtsegenskaber. Facial features: Hvordan hjælper du finger og identificerer den mistænkte i en forbrydelse? Nå, du forsøger at give en identikit profil – ansigtsfunktioner. Selvfølgelig kan man sige, at den kriminelle var hvid – der passer til mange mennesker; den kriminelle var mandlig – der passer til mange mennesker; den kriminelle var kort – der passer til mange mennesker; Den kriminelle var fedt – der passer til mange mennesker; Den kriminelle var skaldet – det passer til mange mennesker. Man kunne sige, at kriminel var hvid, mandlig, kort, fed og skaldet – det passer stadig mange mennesker. Men match ansigtet til gerningsmanden – du har din mand! Anvend det på et dyr – sig en mand-spise tiger eller en krokodille eller stor hvid haj. Hvordan finger du som tiger eller crock eller haj er mand-æderen? Ved ansigtsegenskaber – tror jeg ikke. Jeg modtog dog en kommentar fra en ven, der sagde: “Om krokodille individualitet; rejseguider lærer at kende individuelle krokodiller og give dem navne! Jeg har faktisk lavet kommentaren sidste år på et båd krydstogt,” ser ikke alle crocs på samme ? “og jeg fik at vide nej, de er så unikke i deres kropsmærker, humper osv. som folk!” Men mit svar var i tråd med, at de mennesker, der arbejder tæt sammen med dyr dag efter dag, selvfølgelig kan fortælle dem adskilt via deres humle og ar og størrelse mv. Men sjældent ved deres ansigtsegenskaber. Jeg kan også fortælle min katte på den måde. Men her er en test: I en mappe står billederne af ti krokodiller ansigt hver med et navn; i en anden mappe er fotografier af ansigterne på ti menneskelige kaukasiske mænd alle samme alder, hver med et tilhørende navn. Du får fem minutter til at studere de ti krokodille ansigter med deres tilknyttede navne og fem minutter til at studere de ti menneskelige ansigter og deres navne. En krokodille hedder Fred; en menneskelig mand hedder Fred. Ti minutter senere får du et minut til at identificere ansigtsfotoet af Fred krokodillen; et minut for at identificere ansigtsfotoet af Fred den menneskelige mand. Pas på at tage væddemål om hvilken identifikation af Fred (krokodille eller menneske) vil være lettere? Fakta: Vi er en ansigtsmæssigt forskellig art. Mennesker har en tendens til at genkende mennesker, især mennesker, de ikke har mødt, via deres unikke ansigtsegenskaber. I politiets opstillinger og i retssammensætninger har det tendens til at være ansigtet, der giver spillet væk. Du vil blive hårdt presset for at skelne mellem kakerlakker eller alligatorer eller brune bjørn eller pingviner baseret på deres ansigt. Men hvis du arbejder dagligt tæt sammen med sjimpanser eller næsten enhver anden hvirveldyrsart, kommer deres mindre ansigtsdetaljer frem i forgrunden, og du kan fortælle dem fra hinanden. Den nederste linje er under alle omstændigheder, at dyr kan fortælle dem af deres egne arter fra hinanden, og det er det der tæller. Men unikke ansigtsegenskaber er en relativt menneskelig anomali. Bortset fra identiske tvillinger ser ingen to mennesker fra nakken op det samme, og således er det sådan, vi fortæller menneskelige identiteter, engang set fra hinanden. Vi har tendens til at fortælle dyr af samme art eller opdrætte (hvis relevant) fra hinanden ved størrelse, farve, hud / pelsmønstre, abnormiteter, eller ellers skelner vi ikke hvem der overhovedet er. For mig ser alle mageflader det samme ud. Spørgsmålet er, hvorfor mennesker har unikke ansigtsegenskaber og ikke resten af dyreriget? Faktisk lad os single ud ikke bare individuelle ansigtsegenskaber, men den bredere kontekst af raciale ansigtsegenskaber, især asiatiske ansigtsegenskaber. Det er ikke svært at fortælle, hvornår du ser nogen, selv i et B & W-billede eller film, uanset om de har asiatisk forfædre eller ej. Deres ansigtsegenskaber giver spillet væk. Nu hvor evolutionær inspireret ansigtsanpasning skulle være sket efter vores migration uden for Afrika for mindre end 100.000 år siden. Det er ikke meget tid i evolutionære termer. Men selv om det var, hvad er så forskelligt eller unikt med det asiatiske miljø (er) for at udvikle sig i menneskers typiske asiatiske ansigtsgenstande, sig i forhold til det australske miljø og hendes oprindelige aboriginals, som også har skelnelige men forskellige ansigtsbehandlinger funktioner i forhold til Europa, det europæiske miljø og kaukasiske ansigtsforhold i forhold til polynesiens og polynesiske ansigtsforhold mv. Noget er skruet et sted! Jeg kan ikke se, hvordan dette aspekt af menneskelig biologi kan redegøres for ved Darwins naturlige valg. Jeg undlader at se, hvordan forskellige ansigtsegenskaber, som asiatiske ansigtsgenstande, kan opstå ved at være lige ind og tilpasse sig forskellige geografiske landskaber, i dette tilfælde den temmelig store mangfoldighed af asiatiske landskaber. Det er dog nemt at programmere i disse forskelle, hvis vi faktisk er simuleret virtuelle virkelighed væsener. Vores højeste programmerer tildeler bare disse egenskaber for dem i denne region; lidt forskellige egenskaber for andre i en anden region osv. De Hvid-Øjne Hvis du kigger på en anden person, kan du se deres hvide øjne (og derfor adage “ikke skyde til du ser deres hvide øjne). Vores hvide øjne er uregelmæssigt i det tilsyneladende intet andet dyr * viser dem og baseret på alle de dyr og fugle, jeg ser omkring mit lokale miljø, samt fotografier i forskellige dyrelivsbøger, synes det helt sikkert at være tilfældet. Så hvorfor viser vi de hvide af vores øjne? Der ser ud til at være ingen rim eller grund til dette naturlige menneskelige evolutionære træk (hvis det var et naturligt udvalg). Hvide øjnene: Hvor meget meget mærkeligt. , denne egenskab af hvidt-øjne kan være en af disse programmer for virtual reality-programmering * Katte har for eksempel blanke øjne, kun du skal skrælle huden omkring øjnene for at se deres hvide øjne. Ser man på en standardkat, vil du ikke se de hvide øjne. SØVN Okay, i gennemsnit mere sandsynligt, da du ikke har sovet indenfor de sidste 24 timer. Spørgsmålet er, hvilken faktisk del af dig sov? Det var klart ikke dit hjerte. Det var klart ikke dine lunger, eller dine nyrer eller dit fordøjelsessystem. Dine organsystemer skal fortsætte med at fungere. I virkeligheden er du ikke en eneste organisme eller endda en samling organsystemer, men en koloni af organismer, som vi kalder celler. Nu var det tydeligt, at ingen af dine celler sov ved kontakten, da du sov. Alle dine krops celler skal være på jobbet 24/7/52. Så hvis ingen del af din cellulære struktur sover, spørger jeg igen, hvilken del af du rent faktisk sover, når du sover? Og hvad kan dette sige om din ultimative virkelighed? Jeg havde en korrespondent kommentar til mig om hypotesen om, at søvn kunne være en illusion. De sagde: “Hvad er den smule af os, der sover, det kan kun være vores bevidsthed, intet fysisk. Det hele må fortsætte med at arbejde, eller vi vil falde fra aborren.” Men det giver slet ingen mening! Hvordan kan intet fysisk gennemgå en fysisk transformation (fra bevidsthed til ikke-bevidsthed) som i at sove? Det er som at sige, at matematik går i seng eller skønhed går i seng eller når tid går i seng eller onsdag går i seng. Hvordan kan en ikke-fysisk del af dig vide, hvornår man skal slukke uden nogen forbindelse med materialet du? Fungerer den uafhængigt af den fysiske dig? Der er ingen ikke-forbundet ikke-fysisk del af dig. Din bevidsthed er ikke noget nebulous, men skal i sidste ende være jordet omkring fysik og kemi og biokemien i og af dine celler, især dine hjerneceller. Du er klar over, at du læser dette lige nu. Hvorfor? Lys fra skærmen kommer i øjet og bliver omdannet til elektriske impulser, og via den optiske nerve bliver båret til og fortolket af din hjerne. Du kan derfor ikke have bevidsthed uden fysikken; kemi og biokemi alt på arbejde inde i dig, derfor inde i dine celler, der tilsyneladende er aktive 24/7. Det sensoriske bevidsthedsapparat er ikke kun for eksterne stimuli (som lys), men for interne stimuli (som i jeg har hovedpine), som også omfatter alt hvad der er bevidst i dit sind (jeg tror jeg hellere ville få aftensmad ). Det ser derfor ud til, at det skal være dit sensoriske apparat, dit bevidsthedsapparat, den slags slukker, når du går i seng, men ikke i tune på 100% – det er ikke en god overlevelsesstrategi derfor en fysisk proces som en meget høj lyd kan jolte dig i en vækket tilstand igen. Så siger vi, at alle dine sensoriske apparatceller er 100% funktionelle, men alligevel på en måde med nedsat bevidsthed? Hvordan det kan opnås, og i bogstaveligt sekunder i den vågen-sovende overgang, fjerner mig. Så igen, hvilken del af jer, hvilken fysisk del af jer sover i virkeligheden? Søvnprocessen er bestemt en fysiokemisk. Der er intet nebulous eller ikke-fysisk om det. Beviset for at pudding er, at hvis du indtager for meget alkohol, slutter du med at sove den af. Hvis du spiser et stort måltid, har du tendens til at blive søvnig. Du kan naturligvis tage sovende piller for at falde i søvn. Hvis du vil undgå at falde i søvn, er der stoffer til at hjælpe dig som koffein. Så kan du bare tage et koldt brusebad. Internettet er fyldt med hjælpsomme råd om alle dem, der gør og ikke er at gøre eller ikke at gøre, hvis du vil have en god aften i søvn. Du kan måske slukke for at sove og gradvist vågne op, men den overgang af bevidsthed til ikke-bevidsthed og ikke bevidsthed om bevidsthed er nær øjeblikkelig, hvilket skal sætte begrænsninger omkring de faktiske fysiske processer på arbejdspladsen. Spørgsmålet opstår fortsat, hvilken del af dig sover når du sover? Ikke kun dine kropsceller sover (da de er enslige organismer i deres egen ret – se nedenfor), men det meste af det der udgør størstedelen af dig – fra båndorm til bakterierne i tarmen og de bakterier, der inficerer dig og som cirkulerer i din blodstrøm – aldrig sove enten. At søvn er mystisk, er i sig selv mystisk i betragtning af at du bruger omkring en tredjedel af din korte eksistens her på denne planet i limbo-land. Andre kropslige processer er næsten ikke så mystiske. Spise og fordøjelse er ikke mystisk. Gå på toilettet er ikke mystisk. Mekanismerne bag din bevægelse er ikke mystiske. Reproduktion er ikke mystisk. Fælles forkølelse og influenza samt hundredvis af andre lidelser er ikke mystiske. Hæv og smerter er ikke mystiske. Mekanismerne bag øjet og øret er ikke mystiske. Men søvn er mystisk. Så hvor i dyreriget begynder søvn at huske på den måde, at der er en ganske forskel mellem søvn og hvile; mellem at være i søvn og være sovende. Når du er slumrende, er du bare i en tilstand af suspenderet animation i afventning af tilbagelevering af gunstige miljøforhold, før du kan fortsætte med at fortsætte. Sondringen mellem søvn og dvale er ikke alt, hvad der er klart. Hibernation synes bare at være en meget lang eller langvarig søvnperiode. Det forekommer ret klart, at unicellular critters ikke sover. Det er svært at forestille sig selv multi-cellulære dyr som svampe eller vandmænd eller regnorme og muslinger som nogensinde at være i søvn. Så insekterne logs eller bare hvile? Søvn er ret en farlig ting at gøre, fordi du måske går glip af et måltid, der kommer i svømning eller gennemsøgning, eller værre endnu, du kan blive et måltid mens du slukker, så jeg forestiller mig, at mange arter ikke udnytter søvnfunktionen. Uanset skillelinjen, den linje i sandet mellem dem, som sover og dem, der ikke sover, bør fortælle os mere om det mysterium, der er søvn. Mange ting hævdes at være illusionære, og nogle ting er som optiske, auditive og taktile illusioner. Fri vilje hævdes ofte af nogle at være illusionære; dino bevidsthed. Tid er et andet koncept tænkt som illusionistisk. Selv din tilsyneladende virkelige virkelighed kan være en illusion. Det er klart, at dine drømme er en illusionistisk form for virkelighed. Måske er din søvn lige så illusionær. Man kan nemt forestille sig et tegn i et videospil, der går på pension i slutningen af en hård dag, hvor man kæmper for zombierne og går i seng. Men er den karakter virkelig biologisk sovende? Nej. Ligesom næsten enhver anden realitetens facet kan software simulere det, så vores realitet i søvn kan bare være en tilsyneladende eller virtuel realitet i søvn, hvis man besluttede at postulere, at vi virkelig er videospilkarakterer; virtuelle væsener eksisterende (ikke ‘levende’) i et simuleret (Virtual Reality) Universe. Jeg føler mig ligesom karakteren i filmen “Close Encounters of the Third Kind”, når han bygger den skulptur af Devil’s Tower, men ved ikke hvorfor. “Det betyder noget. Dette er vigtigt.” siger han, men han ved ikke hvad. Godt, denne søvnforvirring betyder også noget, det er vigtigt, men jeg har ikke fundet det ud endnu. Sove er faktisk en mærkelig ting. Men hvis søvn faktisk er en illusion, så er det måske en programmeret illusion – en programmeret af vores hypotetiske Supreme Programmerer. FRI VILJE Du ville sandsynligvis skulle argumentere for, at ingen af de milliarder og milliarder af din krops celler, der kollektivt udgør dig og gør dig, du, har fri vilje. Alle dine kropsceller gør bare hvad de er kemisk programmerede til at gøre. Det ville også gælde for den delmængde af celler, som vi kalder hjerneceller; alle de celler, der kollektivt danner det organ vi kalder hjernen. Men hvis ingen af dine cellulære komponenter, herunder dine hjerneceller, har en fri vilje, hvorfor skulle summen af disse komponenter have fri vilje? Summen af dine leverceller svarer til din lever. Din lever har ingen fri vilje. Tilsvarende har dit hjerte ingen fri vilje. Dine knogler har ingen fri vilje. Din hud har ingen fri vilje. Så hvorfor skal din hjerne eller sindet i din hjerne have nogen fri vilje? Og hvis ingen af jeres organer har fri vilje, har du ikke fri vilje. Igen er du blevet programmeret til at tro på en illusion, og jeg ville være den første til at indrømme, at den åbenbare personlige vilje faktisk er en meget overbevisende. Men det gør det ikke. FORSKERE Af alle de mennesker, der er til stede og redegjort for i her og nu, ligger vores individuelle mentale evner ikke for langt på den ene side eller den anden af det normale. Okay, der er nogle, der næsten ikke kan skrive deres navn eller knytte et sko, og så er der også dem i Einstein-klassen. Men der er et bestemt meget, meget lille antal mennesker, der har nogle højt udvalgte mentale evner, at selv de i Einsteins klasse ikke kan matche. Disse evner drejer sig normalt om evnen til at 1) beregne ved computerhastigheder matematiske puslespil eller ligninger, der ville have taget Einstein minutter til timer for at løse eller 2) huske fantastiske mængder data, som i ordlyden af titusinder af bøger med absolut præcise minde om. Beslægtede, nogle har absolutte fotografiske minder, fordi de kan huske de mindste detaljer af deres oplevelser mange årtier efter det faktum. Disse mentale “giganter” betegnes normalt autistiske eller psykologiske savants, hvis evner tilsyneladende kommer med deres genetiske karakter; eller så er der erhvervet savant syndrom, hvor en form for traume / skade resulterer i at gøre normalitet til noget ekstraordinært. Det alene ville tyde på, at vi alle har disse talenter. Alt det kan tage er en uheldig ulykke eller hovedskade for at få det ud. Men man må spørge om, hvilken evolutionær værdi i Moder Naturens landskab det er at være en savant? Det savant fænomen er uforklarligt. Måske kan software redegøre for det, da evolutionære pres, anatomi og biokemi tilsyneladende ikke kan. SYGDOM Den menneskelige art må investere meget tid, kræfter og energi i at passe på og opdrage deres afkom, da de i gennemsnit ikke producerer, at mange af dem – i modsætning til at sige fisk, der spytter tusindvis af babyfisk pr. Opdrætcyklus eller planter, der producerer tusindvis af frø pr. sæson, så kast deres skæbne til vinden eller strømmen. Således skal et ‘mål’ med naturlig udvælgelse eller evolution være at sikre, at få få spædbørn fødes, lever for ikke kun at være reproduktiv alder, men gå videre for at passe og opveje næste generation. Det ser således ud til, at de slags sygdomme, der kan bære os væk efter denne periode i vores liv (efter at vi har opdrættet og opvokset vores unge) ikke burde kunne gøre os et ondskab før det eller mens vi er midt i den kritiske reproduktiv- og spædbarnsopdrætperiode. Ak, det modsatte af det, vi ville forvente, er tilfældet. I tusindvis af år var spædbørnsdødeligheden ekstremt høj. Spædbørn, børn, teenagere og unge voksne kan komme ned med alle slags dødelige sygdomme, der kunne og ville have kendt seniorer som kopper og kræft. Dette betragter jeg som en anomali, da de, der blev dræbt af unge, ikke ville overleve for at reproducere, og de, der gjorde, skulle have passeret deres relative immunitet over for deres afkom. Evolutionen skulle have udslettet modtagelighed for de forskellige sygdomme hos de relativt unge, der ville genoplive, når den reproduktive og opdrættende æra var forbi. Med andre ord bør de unge være nær universalt sunde (dødelige ulykker er naturligvis uden for denne diskussion), som kun giver bukser til sygdomme, når de går forbi deres primære, som i den moderne formulering over-the-hill-and-off-the-pillen . Det ser imidlertid ud til, at der ikke er installeret noget sådant softwareprogram i den unge eller rettere sygdomssoftware var ikke programmeret til at diskriminere på baggrund af alder. DØD Det ser ud til at være på overfladen ingen absolut grund eller krav for os at dø, så længe vi holdt entropi i skak ved at holde op med vores energiforsyning sammen med den rette mængde kemi (herunder ferskvand og åndbar ilt), der kræves, så længe da vi undgår dødsulykker, herunder at være ofre for mord! Endnu er døden det eneste områdevidenskab (eller medicin) ikke erobret. Lang levetid har tendens til at stige, hovedsageligt på grund af en massiv reduktion i spædbarns- og barndødsdødeligheden, men også fordi vi kan minimere risikofaktorer, der bidrager til en tidlig sparkning af spanden. Men uanset hvad, kan vi aldrig reducere risikoen til nul. Du har en vis risiko, uanset hvad du gør for at fange forkølelsen; at udvikle kræft (er) kommer ned med Alzheimers eller bukke for hjertesygdomme. Igen, uanset hvad du gør, eller gør ikke, uanset hvad din genetik eller dit race eller dit køn eller dit miljø du vil til sidst shuffle off til Buffalo. Medicin og alle de bedste råd, som din lokale læge kan give dig, vil ikke give dig udødelighed. Det kan forklares, hvis døden er en del af din software til programmering af virtuel virkelighed. Du kan ikke mere undgå døden, end en kalkulator kan undgå at give dig et svar på “42” når du bliver spurgt, “Hvad er syv gange seks?” Den frelsende nåde er, at der også kan være et simuleret (virtuel virkelighed) landskab ved navn “The Pearly Gates (Complete with Seventy-Two Virgins)”! ARCTISKE MIGRATIONER Konsensus blandt fysiske antropologer er, at moderne mennesker, Homo sapiens, migreret ud af Afrika som et relativt lille band og derefter spredt ud mod vest, nord og øst for at kolonisere det, vi nu kalder Europa, Asien og Australien, omkring 60.000 til 75.000 år siden. Formentlig på det tidspunkt var vi alle et løb; vi havde mistet vores pels; der var ringe eller ingen befolkningstryk. Vores tidlige fugle kunne vælge og vælge de bedste miljøer. Du har lavet et dårligt valg, pakke op (let at gøre som jægere og samlere), og prøv næste dør. Hvad du ikke ville gøre, er at migrere ind i et helt forfærdeligt miljø og gøre det bedste ud af en dårlig situation, når du ikke behøvede. Så, hvordan forklarer vi mennesker, der migrerer ind i arktiske regioner; tundra landskaber og elsker det? Hvilke mulige incitamenter vil der være at leve i, hvad vi kalder Sibirien, Skandinavien, Nord-Canada eller Ruslands fjern nordlige, lige Alaska, da sydlige Europa og store svømme af tropisk Asien og subkontinenterne var tilgængelige? Noget er skruet et sted. Jeg mener, når du tænker på en “sommertid og den levende er let” slags paradis, kan du se Island eller Hawaii; Middelhavet eller Sibirien; Alaska eller Tahiti? Hvis vi ikke ville migrere der og kalde tundra vores hjem som førstevalg, var det måske alt sammen på grund af disse kort, som softwareprogrammet gav os vej tilbage da. (1) Andet nummer to er, at vi alene går oprejst uden at have fordel af en balancerende hale. Dette er imidlertid også et spørgsmål om grad siden nogle primater, og andre pattedyr (bjørne) og fugle (pingviner) har evnen til at bruge og kan bruge en bipedal gang, om end bruges sparsomt. Pingviner i virkeligheden waddle mere end gå, og i gennemsnit foretrækker at glide over isen på deres bellies ved hjælp af deres flippers at drive dem sammen. (2) Træ nummer et er vores “nøgne ape” status i forhold til de andre 183 eller så arter af primater. Men som vi alle godt ved, er vi ikke helt hårløse, så forskellen er en grad. (3) Karakter nummer tre er vores meget høje IQ. Imidlertid er der igen et kontinuum mellem bakterier og mennesker. Det ville være forkert at foreslå, at hvert andet dyr har IQ af en amoeba. Mange primater, mange fugle, hvaler og delfiner, elefantene, selv den ydmyge blæksprutte har en rimelig IQ.

from WordPress http://bit.ly/2WmCrYk via IFTTT

[golfo-blog-blog]

Who is watching who at the Singapore Zoo?