#selvmordstanker

[soelvfisk]

Når man er autist er der større risko for at man ender i relationer med mennesker der ikke passer på én. Især hvis man er sendiagnosticeret. Det er vildt at tænke på.

Internaliseret ableism, der gør at man forventer irettesættelse og føler sig så forkert, at man tror på de mennesker, der opfører sig som om (og/eller fortæller én) at man er det. Forkert. En forvirring der gør at man føler sig tryggere sammen med mennesker eller i roller, der tydeligt siger hvad de vil og forventer af én - det bliver trygt… også selvom det kan omhandle ting, som gør ondt på én eller ikke tager hensyn til ens grænser. Underdiagnosticering bliver på sigt endnu dyrere for samfundet, fordi man ender med langvarige belastningsreaktioner og komorbide diagnoser. En voksen med autimse er 7x mere tilbøjelig til at forsøge at tage sit eget liv, end en person uden autisme. Og endnu mere hvis man fx også har ADHD. Et barn med autisme er 28x (!!!) mere tilbøjeligt til at have selvmordstanker. Og det tal er igen større hvis man også har ADHD. Alle tal er større hvis man er sendiagnosticeret.

Det kan virke unsettling med statistik. Men de tal beviser at der er grund til at være vred. At det giver mening at føle sig done. Og at det ikke er os der er utilstrækkelige - men systemet. Verden er ikke skabt til at imødekomme neurokomplekse individer. Og det giver så god mening, at man som voksen falder ned i huller af afmagt, når det eneste man har kendt til hele livet, er en følelse af overbelastning, der aldrig blev taget ordentligt hånd om. Der findes ingen “overdiagnosticering” - der findes kun potentialet for at redde liv og øge livskvalitet og at få et realistisk begreb om hvor mange mennesker der reelt er udfordrede. Underdiagnosticering og fejldiagnosticering har helt fatale konsekvenser.

Det giver mening at man som autist ender med at være forsigtig, rutinepræget og menneske-kræsen. Det er velbegrundet og har ikke nødvendigvis rod i manglende lyst til hverken eventyr eller fællesskaber - mere en overvældende mængde erfaringer, der har efterladt dybe ar. Konekvensen kan derfor ende med at være manglende lyst til fælleskaber og eventyr - dette bliver bliver ofte beskrevet som et symptom på autisme, men er i mange tilfælde symptom på en autist i mistrivsel eller en autist der har indskrænket sin “verden” for at kunne eksistere trygt. Nogen har det okay med at være alene, men for andre kan det medføre en længsel efter indforståethed og nærhed, som kan gøre at man er mere tilbøjelige til at falde for psykisk voldelige taktikker som fx lovebombing og manipulation. Øget bevidstehed mindsker risikoen. Både for individer og pårørende. En øget bevidsthed kan gøre det lettere at tyde, hvad der er på spil.

Jeg vil virkelig anbefale at opsøge viden på autistica.org.uk. Den hjemmeside har grebet mig af flere omgange siden 2021.

[maelkevejen]

Jeg er begyndt at blive ret bitter over mine biologiske forudsætninger, hver gang jeg rammer PMS

Jeg ved godt, det er formålsløst og trættende, men jeg tænker en del over uretfærdigheden ved, at jeg skal trækkes igennem det her hver eneste fucking måned. De her ikke så lidt hæmmende svingninger. HVER måned. Jeg bliver pissy, får depressionsagtige symptomer, somme tider endda selvmordstanker og har det generelt af røv til i op til halvanden uge op til min menstruation, og så skal jeg bruge en uge på at bløde og have ondt og være ukomfortabel bagefter. Og det er jo givetvis HALVDELEN af cyklussen! Som er træls! Jeg har én uge, der er topfed, og en uge, der er neutral, og det er det. Og som om det ikke er nok, har jeg også en herrefed "neuropsykiatrisk udviklingsforstyrrelse", hvis symptomer påvirkes af min hormonbalance, og som derfor gør det endnu mere herligt at have en fucking cyklus. Og min brain juice medicin virker i øvrigt ikke, når jeg har PMS. Så det er jo dejligt. Og hvis jeg så på et tidspunkt skal have biologiske børn så skal jeg... potentielt set smadre min krop for at skabe liv og føde barnet. Min krop vil for evigt være forandret på mange områder, og der kan ske alt muligt fucked, jeg potentielt set skal døje med resten af livet. Jeg plejede at tænke "okay okay, men til gengæld kan jeg skabe liv, hvor sejt er det ikke lige?" og det er sejt! Og jeg plejede at være så stolt over det. Men for fucks sake, at what cost? Seriøst, jeg hører alt muligt fucked, og jeg kan bare ikke rigtigt forstå, hvorfor kvindekroppen er skruet sammen på den måde, helt ærligt, er det det, der er mest optimalt? Er det virkelig det, der er mest optimalt? Måske er det bare fordi, jeg ikke har børn, at jeg tænker sådan. Men det er altså virkelig skræmmende. Og bagefter er der saftsuseme en overgangsalder også, som heller ikke får nok opmærksomhed i forhold til hvor træls den eftersigende er.

Og cis-kønnede mænd... skal ingen af de ting? Overhovedet? Næh...! De kan få lov til at optjene mere i pension, fordi de er på barsel i kortere tid. Og få højere løn.

Jeg skal sidde her og stresse over om jeg kan finde et fast job i tide til at optjene nok anciennitet til at kunne tage på potentiel barsel med rimelig løn i lang nok tid. Om det er et strategisk dårligt valg at søge barselsvikariater, fordi de har en udløbsdato. Hvorfor skal det være en faktor, jeg er nød til at overveje? Det... urgh.

[dusomerihimlen]

Det hårdeste er at være ramt af psykisk sygdom i de her “formende år”.

Føler alle mine venner har lavet så mange fantastiske ting som: rejser, højskole og uddannelse.

Alt imens sidder jeg tilbage og tænker på de sidste 3 år med 10 forskellige slags psykofarmaka jeg har prøvet, utallige indlæggelser, 40 kilo ekstra, selvskade, selvmordstanker, psykoser.

Fuck.

[bodoposten]

Svært travel jul hos Kirkens SOS

Svært travel jul hos Kirkens SOS

For mange mennesker har julen vært preget av ensomhet, relasjonsproblemer og selvmordstanker. Nesten 2500 samtaler har blitt besvart av Kirkens SOS i dagene 23. – 28. desember. En økende trend er at unge mennesker som sliter med selvmordstanker og med å se meningen med livet. – Pågangen har vært større enn det har vært mulig å besvare. Det gikk under 2 minutter døgnet rundt mellom hver gang…

[ladyvrockabella]

Et smil kan skjule mye. #ptsd #depresjon #depression #sykdom #selvmordstanker #spiseforstyrrelse #eatingdisorter #suicidethought #invissibleillness #trauma #mentalillness #psykiskmishandling #mentalabuse and much more https://www.instagram.com/p/CNe7hZpA3N2/?igshid=16u3l9vn48iqc

[carolinehammer]

Hvis jeg da bare kunne komme med en succeshistorie

Fra det virkelige liv

Men det kan jeg ikke

Jeg kan kun berette om:

Manglende appetit

Tiltagende trang til alkohol (selvmedicinering)

Alt for meget søvn

Alt for lidt lyst

Et tvangspræget liv

Selvmordstanker

Jeg prøver igen: og denne gang med TRIGGERWARNING

Jeg googler metoder og ved efterhånden godt at jeg skal søge efter videnskabelige artikler

Jeg googler hvornår noget er en overdosis og hvor vidt man kan risikere at overleve

At tale om et selvmord med succes

Tessa siger at den bedste hævn er succes

Tænker hun mon på selvmord

[dualistisk]

tw: sui

jeg er træt af at lade som om mere, jeg kan bare ikke. jeg har opbygget en facade af social excellens men i virkeligheden er jeg det komplet modsatte. jeg har ingen venner i århus. det er ikke på grund af karantæne eller noget andet. det er mig selv. der er sikkert en person jeg kan skrive til og spørge om vi skal drikke en kop kaffe på en cafe men det er knapt nok et bekendtskab. der er ingen jeg kan snakke ærligt med uden at have mit perfekte liv opstillet. der er ingen der vil kunne nævne hvem jeg er og hvordan jeg er andet end “højlydt”. der er ingen jeg kan invitere over på en dag som i dag hvor jeg vitterligt mærker selvmordstanker som jeg ikke har haft i årevis. ingen til at komme over og få mig op fra gulvet, hjælpe mig med at eksistere. ingen, har ikke engang noget familie heroppe. jeg er dybt ensom i den her by. jeg skulle ha skaffet mig mine egne venner men jeg troede bare at det ville ske automatisk. men nej, jeg er alene.

[daarligbehandlingbirgitteno-blog]

Dårlig behandling ved psykiater Birgitte Norrie

Birgitte Norrie er en kynisk og ondskabsfuld person, der begår overgreb mod sine klienter. Hun udsatte mig for ekstremt nedværdigende behandling og fik mig næsten til at begå selvmord. Hun gjorde det med vilje, og hun syntes, at det var sjovt.

Min oplevelse ved Birgitte Norrie var direkte grotesk. Hun opførte sig nærmest som en slags dronning, der sad på sin trone og skulle demonstrere sin magt overfor mig. Der var ikke én ting ved mig, mit liv, min personlighed og mit udseende, som hun ikke angreb og nedgjorde. Hendes behandling bestod kort sagt i at fortælle mig, hvor kedelig, dum, grim og håbløs hun syntes, at jeg var.

Jeg havde set frem til at få hjælp til social angst og depression. Men allerede ved anden samtale gav Birgitte Norrie udtryk for, at hun var træt af mig. Hun afbrød mig og sagde; “Nu synes jeg godt nok jeg bliver træt. Det er måske fordi jeg lige har fået en god frokost. Eller også er det fordi det er svært.” Herefter sukkede hun dybt, tog sig til panden og lænede sig forover i stolen, som om hun var ved at falde sammen af træthed. Derefter sad hun bare og kiggede surt ned i gulvet uden at sige noget. Hun fortalte mig i alt to gange under to samtaler, at hun var træt. Begge gange tog hun sig til hovedet og opførte sig som en, der var ved at falde sammen af udmattelse og kedsomhed. Det var tydeligt at se, at hun gjorde det med vilje.

På et andet tidspunkt var det som om hun spillede bange. Hun tog sine arme omkring sig selv og trak sine ben til sig på en mærkelig måde, som om hun ville væk fra mig. Hun skævede hen på mig med et udtryk af foragt og væmmelse, som om hun var utilpas ved at sidde overfor mig. Jeg gentager, at jeg kom hos denne psykiater for at få hjælp til social angst.

Andre gange fik hun nærmest et aggressivt udtryk i hendes ansigt, hvorefter hun begyndte at skælde mig ud. Hun gav mig kort sagt en omgang verbale tæsk, og hun talte til mig, som om jeg var et lille uopdragent barn. Hun kaldte mig bl.a. for dum.

Hun imiterede også min måde at sidde p�� og gjorde nar af mit kropssprog. Hun imiterede og gjorde nar af min kropsholdning og mit ansigtsudtryk. Hendes svar på, at jeg fortalte, at jeg havde angst ude blandt andre mennesker var: “Du ser heller ikke særlig venlig og imødekommende ud”. Hendes svar på, at jeg lider af depression og selvmordstanker var: “Ja, hvad skal der blive af dig”.

Hun latterliggjorde mine selvmordstanker. Hun nedgjorde også det sted, hvor jeg bor, og gav utryk for, at hun aldrig selv ville bo sådan et sted. Hun nedgjorde min uddannelsesbaggrund og sagde, at jeg ikke kan blive til noget.

Hun var ekstremt grov, uforskammet og respektløs. Det føltes som et overgreb, og jeg sad frosset af angst og turde ikke sige noget. Derefter anklagede hun mig for at besværliggøre terapien.

Mit udseende var et andet emne, som hun brugte de fleste af samtalerne på at mobbe mig med. Hun var direkte ondsindet og kom med så mange lede og respektløse udtalelser om mig og mit udseende, at det mindede om psykisk vold, hvor hensigten var at knække mig og få mig til at begå selvmord. Hun sank så lavt, at man skulle tro hun finder tilfredsstillelse i at påføre andre mennesker lidelse. Jeg brød sammen hver gang jeg kom hjem og fik stærke selvmordstanker og har aldrig været så rasende.

Efter jeg sagde, at jeg blev ked af det, kunne hun ikke engang give en beklagelse. Hun eskalerede i stedet hendes angreb og kom med udtalelser, der var endnu værre.

Birgitte Norrie har selv et problem. Alt det had, som hun overførte på mig, siger kun noget om, hvor dårligt og svagt et menneske hun selv er. Hun er en uduelig og inkompetent psykiater, der ikke engang har forståelse for grundlæggende psykologi. Hun nyder tydeligvis at misbruge sin autoritet, når hun på den måde træder på mennesker, der i forvejen har det svært. Hun mener åbenbart, at hun i kraft af sin titel kan tillade sig at sige og gøre alt.

Hun gør det, fordi hun ved, at hun kan komme afsted med det. Jeg er nemlig ikke den eneste, og på hjemmesiden vælglæge dot dk var der flere kritiske anmeldelser af hende, før den blev lukket ned. Hun forskelsbehandler sine klienter, og dem, som hun ikke personligt bryder sig om, giver hun dårlig behandling.

Jeg har klaget til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. I hendes bemærkninger til min klage lyver hun og benægter alt. Hun er en kynisk og afstumpet dame, der ikke fortjener sin titel.

[karolinepraksis2020]

Mine råd til deg - oppgaver og overlevelsestips

Hvis du ønsker å ha praksisplass hos SPISFO, anbefaler jeg deg å være tidlig ute med å sende inn en søknad. Jeg sendte en mail til daglig leder i SPISFO allerede i juli selv om ikke praksisen startet før i februar. Dette var veldig lurt, for da slapp jeg å bekymre meg eller stresse over praksis mens jeg var på utveksling.

Som jeg har nevnt i tidligere innlegg, så var jeg allerde kjent med organisasjonen før jeg søkte. Jeg visste hva jeg gikk til og jeg hadde litt erfaring før praksisen startet. Jeg hadde ingen opplæring når praksisen startet, fordi jeg allerde kunne det jeg i hovedsak skulle gjøre. Så å være frivillig først, har jeg hatt god nytte av.

Mine hovedoppgaver har vært chat og telefon (ca. 30 timer i uka). Så du må være forberedt på at samtaler vil være en stor del av praksisen.

Dette er ikke en praksisplass for alle. Man må blant annet være godt rustet og tåle det som kommer- det kan være alt fra samtaler om traumer fra barndommen, selvmordstanker, angst og depresjon til behandling, ensomhet, mat og trening. Noen tenger en «venn» og et lyttende øre, andre trenger spesifikke råd og veiledning. Du vil møte på de som som sliter selv, men også pårørende og fagpersoner.

Hvis du brenner for psykisk helse, å hjelpe mennesker som er berørte av spiseforstyrrelser, så er dette derimot praksisplassen for deg. Det er derimot VIKTIG at du er åpen, engasjert, forståelsesfull og har en god dose med empati i kroppen. Du skal respektere alle som tar kontakt, og du skal ta alt som blir sagt seriøst og alvorlig.

Jeg har som sagt også egenerfaring fra før. Det er nok ikke nødvendigvis noe man trenger å ha- men det kommer veldig godt med. Du bruker ikke deg selv som eksempel- men du kan forstå mennesket som tar kontakt bedre, ved å ha gått igjennom mye av samme problematikken selv. Er du derimot syk selv, eller har det veldig vanskelig psykisk- så anbefaler jeg deg å søke andre steder. Ut ifra min opplevelse med SPISFO, har det vært viktig for meg å være frisk. Jeg tror ikke jeg hadde hatt sjans til å gjøre en så god jobb, hvis jeg hadde slitt selv. Det å være ganske syk selv og samtidig gi råd- og veiledning til andre syke, tror jeg kan være veldig vanskelig- rett og slett fordi man ikke har sine egne tanker og følelser helt på riktig sted. Det kan jo hende man gjør det veldig bra uavhengig om man er syk eller ikke, men jeg tror det er en stor sjanse for at samtalene kan gjøre vondt verre for enn selv.

Ellers er det viktig å holde frister, be om mer veiledning ved behov (jeg har hatt 1 time i uka, og det har vært perfekt for min del), si JA til utfordringer (det vokser du av) og sist men ikke minst, gi av deg selv og bli kjent med de ansatte. Er det et sted hvor ingen har dømmende øyne- så er det hos SPISFO. Og husk, det er lov å si ifra om det skulle være noe. Det finnes alltid andre løsninger på oppgaver.

[ansar4012]

Selvmordstanker delte i hemmligt netværk

Selvmordstanker delte i hemmligt netværk? Jeg kommer til at snakke om DR´s nye dokumentar `"Pigens døde dagbog"

Hej bloggen

DR’s dokumentar “Pigens døde dagbog” dækker et hemmeligt netværk på Instagram. I det her netværk følger vi den døde piges Instagram, hvor man finder ud af, hun, følger det her netværk, hvor man dele voldsomme billeder af selvskade og tanker om selvmord og metoder til at begå selvmord. Jeg synes det er meget alvorligt at tænke på, at unge, har haft så traumatisk oplevelse som barn,…

[livetsomsindssyg]

tw

holdte fødselsdag i lørdags. så nu er jeg indlagt. med tvang og hele molevitten. fordi jeg selvskadede i går aftes. vidste godt det var en risiko (selvom jeg holdte “aftalen” nattevagt U har “lavet med mig” om ikke at selvskade mellem 22-07). kan bare ikke lade være med alligevel at være vred over det. på alle. U & nattevagt H, lægen og politiet. synes ikke selvskade er grund nok til at indlægge folk på en rød tvang, jeg skærer jo ikke mig selv i overarmen fordi jeg vil dø (så havde jeg nok valgt et andet sted). men her er jeg altså. i sygehusbukser der er vendt på vrangen og tre gange ørebeskyttelse (hat, hættetrøje og headset). 

koordinator T har skrevet til mig i dag for at høre hvordan det gik. spurgte hvorfor jeg var blevet indlagt fordi jeg ikke tænker det kan passe man indlægger på rød tvang pga. selvskade. hun nævnte at jeg ikke har talt siden søndag og at jeg har haft knuget i barberblad i hånden siden mandag som mulige grunde. fair nok. men det betyder jo stadig ikke jeg vil dø. det med barberbladet var fordi stemmerne har villet have mig til at selvskade siden søndag. men var simpelthen så træt, og så blev klokken for mange, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at selvskade når jeg ikke kan komme på skadestuen (skadestuen der hvor jeg bor lukker kl. 22). tror det var det samme der skete mandag - altså at jeg var træt fordi jeg var oppe det halve af natten søndag og efterdønninger fra fødselsdagen. i går var det A og vikar C der var nede i huset hele aftenen og jeg kunne ikke overskue at skulle have nogen af dem med på skadestuen. håbede jeg kunne udskyde det overfor stemmerne så længe at jeg ville blive for træt til at gøre det igen i går. men ak, sådan skulle det ikke gå. og nu sidder jeg så her. efter en forholdsvis begivenhedsrig nat. først på skadestuen i Kolding med politiet for at blive syet og så videre til PAM. kom i seng imellem 06-07 i morges. heldigvis ingen akut beroligende eller visitation under undertøjet da jeg kom hen på afdelingen. hvilket så har resultereret i at jeg har et barberblad. prøver at lade være med at bruge det selvom stemmerne har andre planer. nu er det da heldigvis så sent at jeg snart kan gå i seng og så må jeg fortsætte med at tage kampen i morgen. 

tjekkede alle ikke synlige flader for mikrofoner da jeg kom ind på stuen i nat og tidligere i dag var der en sort kugle der firede sig op i mit loft. hvilket jeg overbeviste mig selv om var en edderkop så jeg turde ikke sidde i sengen i 1 1/2 time. men ellers en ret begivenhedsløs dag hvor jeg bare har sovet det meste af tiden. 

mit problem med at blive indlagt (og så især når det ikke er akut for at redde mit liv) er også, at jeg virkeligt ikke kan se hvad det skal hjælpe. der er nogen der har henvendt sig til mig af 5 omgange i dag. på en hel dag er der 5 gange nogen der har kommunikeret med mig. den ene gang henvendte jeg mig selv for at få min oplader. de tre af gangene har det været for at spørge om jeg manglede noget. og den sidste gang var det lægen der ville lave gennemgang i morges da jeg var helt groggy og psykotisk så det fik hun ikke så meget ud af. det er det behandlingen består af herinde. og så at døren er låst. er selvfølgelig også blevet tilbudt medicin i nat. så medicin og at fjerne mulighederne for at skade sig selv det er det vores sundhedssystem kan tilbyde. hvor er samtaleterapien? kropsbehandlingerne? hjælp til aktivering og afledning? er ikke på min sædvanlige afd. fordi der ikke er plads, så personalet kender mig ikke. hvad med om man prøvede at være undersøgende på hvad mine strategier er? hvad der hjælper mig. så man kan hjælpe mig med at bruge dem. men de spørger bare om der er noget jeg mangler. som i håndsæbe, tandbørste eller en skål yoghurt. får mere behandling, støtte og har mere personalekontakt når jeg er hjemme på bostedet. så derfor skal jeg ikke indlægges med mindre det er absolut nødvendigt og man skal bruge magt eller ressourcer man ikke har for at stoppe mig fra at tage mit eget liv derhjemme. og det skulle man ikke i går. koordinator T skrev at jeg var blevet indlagt fordi jeg ikke vil syes. og det er ikke rigtigt, så meget kan jeg da huske. at jeg nikkede ja til at jeg godt selv kunne tage på skadestuen og blive syet med en sygetransport. at jeg nok skulle tage derned, blive syet og komme helskindet hjem. er også ret sikker på jeg afleverede det barberblad jeg havde haft i hånden siden mandag fordi stemmerne gik med til det hvis det betød jeg undgik indlæggelse. så nu føler de sig snydt. har desuden fået værelse med udsigt til togbanen (hvem ligger en psykiatrisk afd. lige ved siden af en togbane??) så nu bliver jeg nødt til at have rullet for hele tiden for at stemmerne ikke får gode idéer. og så jeg med nogenlunde god samvittighed kan svare nej til om jeg har selvmordstanker på lørdag når min tvang skal revurderes. (jaja, vi er nogen der kan tælle til 4 - (en tvangsindlæggelse skal revurderes på 3. dagen hedder det sig, men første dag tæller som dag 0, så i realiteten er det 4 dage - især når man bliver indlagt inden dagen gryer)). har en sinking feeling om at det bliver en længere indlæggelse. men det har jeg haft en frygt for at jeg ville få efter min fødselsdag de sidste par måneder. hvis jeg skulle blive udskrevet på lørdag ser det no matter what ikke særligt godt ud at jeg har været tvangsindlagt jeg ved snart ikke hvor mange gange siden sidst jeg snakkede med overlægen fra OPUS. og det skal jeg igen den 14. er bange for mængden af selvbestemmelse omkring medicinen snart bliver indskrænket. jeg har været uden depotinjektion siden juni og kan stadig ikke tage PN, så har ikke fået medicin udover akut beroligende på afdelingen siden. det er noget vi prøver af fordi det var så svært for mig at tage i mod injektionen her 14. dag at jeg blev indlagt/kørt til PAM af politiet og fik den med truslen om indlæggelse eller injektion næsten hver gang. og havde det dårligt i flere dage op til så jeg mistede 3-4 dage hver anden uge hvor jeg ikke kunne huske hvad der var foregået. så nu har vi prøvet at jeg er uden fast medicin. fordi det var det jeg ville. men det er jeg så bange for jeg ikke får lov til at bestemme ret meget længere. skal virkeligt have finpudset mine argumenter inden næste torsdag. men det har jeg selvfølgelig også masser af tid til lige nu. 

[thelittlegreenone]

Når følelsene blir sterkere enn fornuften

Når følelsene blir sterkere enn fornuften

Klokka er bare 23:21 nå når jeg begynner å skrive dette. Men det er sannsynligvis begynnelsen på en lang natt. Forrige natt var og en lang natt, nesten helt uten søvn. Jeg vet jeg burde ha sovet, spesielt siden jeg nesten ikke sov forrige natt, men siden jeg har en så sterk trang til å skade meg og ikke har noe å skade meg med så skader jeg meg heller med å ikke sove. Jeg vet det absolutt ikke er…

[carolinehammer]

.

Jeg har skrevet et digt om psykiatrien

De indlægger mig med nød og næppe, fordi jeg har selvmordstanker og begyndende planer

De tænker jeg har brug for et par dages ro og afskærmning

De skriver i journalen at de har observeret at jeg ikke virker depressiv

Men de skriver også at jeg isolerer mig meget på mit værelse, kun kommer ud for at ryge og at jeg spiser og drikker sparsomt

De skriver ikke at de har observeret mit lave stemningsleje, min totalt fraværende appetit og sult, mit besvær med at komme i bad, min manglende sexlyst osv osv osv

Symptomer på depression, der ikke kan ses

De har “samtaler” med mig, hvor de siger, jeg ikke har det skidt nok til at være indlagt

De baserer åbenlyst det skøn på deres observationer

Jeg insisterer på at jeg vil overflyttes til et regulært psykiatrisk afsnit

Jeg vil ikke bare opbevares og fodres med mad og medicin tre gange dagligt

Jeg bliver med nød og næppe overflyttet til Gentofte Hospital

Der sker ingen ændring i min sindstilstand

Den eneste forandring, er at jeg er i nye omgivelser og blandt nye mennesker

Jeg får mere angst

Jeg isolerer mig bag facaden, bag den lukkede dør, bag de smilende kinder

De tror, jeg får det bedre

De observerer, jeg får det bedre

De udskriver mig, jeg kommer tilbage

De udskriver mig, jeg kommer tilbage

De udskriver mig, jeg kommer tilbage

Det her er større end mig

Det her er større end min historie

Det her er større end samtlige negative oplevelser, jeg har haft under mine indlæggelser i psykiatrien

Det er psykiatrien, vi skal have indlagt

Det er psykiatrien, vi skal observere

Det er psykiatrien, vi skal medicinere

[hvidogtraet]

har en god veninde, hende hvis mors hus vi lejer, fordi vores mødre er bedste veninder, og hun har en lignende historie som mig med familiedrama, depression, selvskade og selvmordstanker osv. nå men hun er så lige kommet hjem efter et halvt år i barcelona og er faldet i en slem depression igen, fordi hun ikke havde det så godt dernede, men der er en masse rod hos hende, også noget mellem hende og sin mor, så vi har nu tilbudt, at hun kan komme og bo på sit gamle værelse hos os. og hun var en af de putter, jeg særligt var sammen med i byen i går, og som også crashede hos mig, og så endte vi bare med at have den bedste 2 timers snak kl 4 i morges om alt. at skulle fortælle folk man ikke er okay, skammen over depressive tanker, den uslukkelige tørst efter selvskade og bare det ikke at kunne overkomme noget velvidende om, at man burde kunne finde ud af det nu. og det var bare så rart lige at mærke hende igen og få snakket ud med én, det truly forstår én og er i samme situation i øjeblikket. og så skrev hun lige, at hun var rigtig glad for samtalen og er rimelig sikker på, at hun gerne vil bo hos os, for hun er så glad for mig og er tryg i det, og åhhh der er bare heller intet som følelsen af, at man rent faktisk kan hjælpe, når man selv er i sådan en afmægtig position. føler bare virkelig det er den bedste beslutning, jeg har taget i år, og glæder mig til at være depri og ynkelig og pylre lidt om os selv med hende<333

[dualistisk]

mens jeg bevæger mig langsomt mod slutningen af min bacheloruddannelse er jeg begyndt at drømme om personer fra min gamle gymnasieklasse. de opfører sig på præcist samme måde som jeg husker dem (self, det er mine egne minder og jeg har ikke snakket med dem i snart 3 år).

jeg husker hvordan jeg reagerede på dem dengang; ubeskrivelig angst og stress, utallige søvnløse nætter, og enkelte gange, selvmordstanker. en afmagt så gribende at jeg ikke kunne holde ud at sige noget i timen, hvilket bare gav dem endnu mere ammunition til at skyde mig ned med. blikkene, tonen i samtalerne, rygterne og den iskolde skulder som jeg fik fordi jeg bare ikke kunne passe ind. ikke måtte passe ind.

så når jeg står face to face med dem i mine drømme, burde det være elementært at jeg følte noget lignende når jeg vågner. men jeg føler absolut. ingenting. nada. komplet tom for følelser eller reaktioner når jeg tænker tilbage på dem. jeg husker mine følelser, jeg husker hvordan jeg mærkede angsten æde mig op. men lige nu kan jeg ikke føle noget overhovedet. andet end nysgerrighed.

for nyligt er jeg begyndt at se Kathrine eller Thor på gangen på universitet; jeg tror de lige er startet på deres uddannelse, og jeg er ved at være færdig med min. gad vide hvad de tænker? det er det eneste jeg mærker nu: ren og skær nysgerrighed over deres reaktioner. tror de stadig jeg er den samme person? er de lige så nysgerrige? gør jeg dem utilpas? ved de at de var med til at fuldstændig destruere mig i tre hele år som jeg har dybe traumer fra og som jeg måske aldrig kan komme mig over? og vigtigst af alt; har de ændret sig?

jeg ved det ikke, og jeg finder nok aldrig ud af det. at gymnasiet var de værste år i mit liv er deres skyld, uden tvivl. men det ved de ikke og det finder de nok aldrig ud af.

[mamamayox]

jeg har nu rundet 6 måneder indlagt i psykiatrien. hvad jeg har lært?

fyren med anoreksi og skitzofreni; han havde det varmeste hjerte, og vil altid sætte andre før sig selv.

pigen som havde taget masser af stoffer; hun stolede på en ligemeget hvad.

pigen med voldsomme selvmordstanker og skizofreni; hun kom hen til mig da tårende væltede ud, og sagde at jeg var smuk.

fyren med kæmpe stofmisbrug; han var et talent i et køkken.

pigen med ar over hele kroppen; hun kunne male magiske billeder.

fyren med social angst; han gik med anden en pige til Meny, så hun ikke skulle gå alene. samme hvis hun skulle ryge en smøg.

pigen med social angst; hun gav os alle de vildeste grineflips.

pigen som var bipolar; hun viste os andre hvor vigtigt det er at sige fra, når noget ikke længere er fair og det skader en.

fyren med fuld psykose kørerende; han tog min bakke ud af ingenting efter maden. han var ikke engang selv til mad.

pigen som var skitzofren; hun skrev altid til de personer som var på værelset, for at høre om de var okay.

pigen med hashmisbrug/coke; hun var det mest positive væsen.

jeg kunne blive ved med alle de mennesker jeg har mødt.. så meget visdom og godhed samlet et sted, man bare ikke skulle tro ville være stedet. livet overrasker en i guess.

og så var der.. fyren som bare sagde han var der fordi han manglede et sted at bo, og var rask; han var fucked up, og har stalket mig.

jeg har lært: vi er ikke det, folk tror vi er.