#nej tænk.....

[saeretingfor]

det sner

nej, det er blade

blade?

blomsterblade

nååeh, ja okay

men det er smukt

ja... kan du huske da vi sad i træerne, da vi var børn? og du..

ja, selvfølgeligt kan jeg det

kan du huske scooterne under os, stenene vi havde i en rød plastikspand, at vi

tænk at vi smed sten efter dem..

ja præcis

de kunne ha slået os ihjel

hvor gamle var vi?

måske 5 og 6?

lidt ældre?

6 og 7?

sådan noget

men altså

du havde så mange hemmeligheder, havde du ikke?

tja

dit hus lignede et ansigt

hvad?

to firkanter og en rund dør, som en råbende emoji

sandt

hvorfor stoppede du med at lege med mig?

fordi de andre piger... de

sig det nu bare

de kunne ikke lide dig

nej, det kunne de ikke

og med alt det, derhjemme du ved

ja, det ved jeg...

men også fordi....

ja?

fordi drenge, og sådan noget...

ahhh

du var ikke så interesseret i den slags, var du?

jo da

men også,

ja, også

ja, og det vidste d e jo også

ah, så du var bange for at blive ... sådan en?

ja... ja det kan man godt si..

men ikke bange for at kaste sten efter knallerter?

det var ikke..

ikke bange for at snave bag hallen

nu synes jeg..

ikke bange for at svømme helt ud på revlen med blå læber i tordenvejr?

vent lig...

ikke bange for at blive væk når vi gik rundt i skovene i mørke

jamen...

ikke bange for at vælte på cykel når du trak den ud over rampen?

jeg...

og lavede flyvehop ud over skrænten

nej, det var jeg ikke bange for.

nej, det tænkte jeg nok.

jeg var bare et barn

nej, ved du hvad

hvad?

JEG var bare et barn

oookay, tag det lige roligt

men du vil snakke om de blomstrende æbletræer

ej,

og det kan vi da godt

und..

du var min bedste ven

ja... du var også..

var det for meget at forlange at du blev ved med at være min bedste ven?

nej, men mir, jeg var bare..

ja. du var et barn

ja

flot.

[denmark-official]

Konrad er mit navn. Uh! Ah! (Arabiens Drøm af Anne Gadegaard spiller). Sut pik! Er jeg ik' bare en f*ggot. Woow yeah, Newyawn er vendt tilbage. Buhahaha. Aargh! Fucking shit! Han er skræmt for pokker, gør noget slemt, hurtigt. (båthorn) Shit! Idéen var ellers fantastisk. Jeg håber virkelig ikke i har tænkt jer at slå mig i ansigtet. Helt sikkert! Hihihi! Ha! Haha! Hahaha! Muahahaha! Ha, h, heugh, ha. Hvad er det? Er det skæl? Hahahaha, nej, det er en krumme! Fra en kage! Muahahaha. Det er jo en blå mand! (sarkastisk klapsalve) Du er bare så kær. Jeg er ligeså farlig som en mis! Øppe dyppe dyppe dyppe døøøh. I ska' ikke høre på ham, fyh du sku' skamme dig! Jamen prøv nu lige at høre dig selv, det her, det er dig: "Fyh, farlig som en mis og jeg kan ikke engang redde min kælling af en kæreste." Åh nej, den blå mand havde ret, du ER en kælling! Min elskede. Tænk at du faldt for sådan en bitch, vi ved jo begge to godt at du er mega gay. Den blå mand har et kæmpe crush på dig. Du bli'r simpelthen bare så let distraheret. Hvad siger du? Jeg siger du bliver meget let distraheret. Hey jeg taler til dig dit blå svin! Høhø. Hvad fuck er der galt med dig? Hej. Du er virkelig noget helt særligt. (bøvs) Jeg er bare så lække, jeg mener prøv nu lige at overveje hvor højlydt den var. Undskyld hvad sagde du, jeg hørte ikke efter. Aaaargh! (Eiffel 95 "I'm Blue") Sådan er det at være ultra sej. Prøv lige at se, jeg har overtaget hele byen og i er mine slaver. Ja, slave nr 1? Vi har altså ikke lyst til... Den fangede jeg slet ikke. Skræmmende. Ah dee dee! Ah dee dee dig selv, din so. Der fik jeg dig. Hvad betyder ah dee dee? Hey gustne kælling. Du er sådan en skøge. Og du er en luder. Hvad? Der er sgu da ikke mig der står nede på Strøge og tager imod penge for sex. Penge for sex? Jeg gør det gratis! Konrad! Når, det må du virkelig undskylde, gjorde jeg dig bange? Bange er jeg ej, for jeg har nemlig spist æg og bacon! Jeg tror ikke at en simpel brunch ka' redde dig. Men æg og bacon er min livret. Og lige præcis derfor skal dine kugler kastreres. Men ikke så længe jeg er fyldt med æg og bacon. Fuck dit æg og bacon. Du skal aldeles ikke disse mit æg og bacon. Kan du ikke bare sige at æg og bacon er lækkert? Hahahaha nope. (Arabiens Drøm af Anne Gadegaard spiller) Okay jeg skal nok sige det... æg og bacon er lækkert? Hihihihi. (Arabiens Drøm af Anne Gadegaard spiller)

(undskyld, jeg undskylder ikke, danskerne har fundet din blog)

okay...

[e23skriv]

Kirstine Birkedal Christensen

Italien

Af Kirstine Birkedal Christensen

Skal vi ikke bare smutte til Italien

Os to

De siger alle vejer fører til Rom

Jeg vil hellere til Toscana med dig:

Spise

is

pizza

pasta

Jeg ved du skal til Toscana

Det fortalte du mig den aften

Jeg tror, du har rødder i Italien

Det tænder mig

At tænke på dig snakke italiensk

Være i dine

vante omgivelser

med en uvant faktor:

Mig

Den aften

Ingen introduktion

Ingen hej

Ingen akavet opstart

Direkte til sagen

Som jeg bedst kan lide det med

Dig

Du nåede at hente din jakke

Før jeg fik min cykel

Fri

fra dens parkering

Cyklen agerede tredjehjul, mens

Vi

Nærmest ikke kunne lade hinanden være

Dér

Midt på asfalten

Foran den store vej og

De

Ægte biler

Du tog ansvar

Stillede min cykel op af en lygtepæl

Vi to kunne være tohjulede

Utroligt

Hvordan jeg som det mest søde den aften

Formår

At kalde dig en popstjerne

Til trods

For alt det søde

Du

Bildte

Mig

Ind

Prinsesse

Prinsesse

Prinsesse

Prinsesse

Prinsesse?

På En Seng I Et Værelse Kl. Kvart Over Ni

Novelle af Kirstine Birkedal Christensen

Hun kigger på klokken. 21:15. Kvart over ni. Et kvarter over ni. Hendes telefon brummer på det billige IKEA-natbord. En skinger ringetone udfylder rummets stilhed. Displayet på telefonen vender opad og lyser det mørke rum op. Telefonen bliver ved med at ringe.

”Skal du ikke tage den?” spørger Rose.

”Jeg skylder ham ingenting” svarer hun.

”Det kan være han har en forklaring?”

Roses kommentar virker så umiddelbar. Roses sætning hænger nærmest i luften. Sætningen er sluppet ud gennem hendes små velformede læber. Rose fremstår naiv ved siden af hende selv. I det øjeblik ønsker hun at være den naive af de to.

”En forklaring?” Hun fnyser.

”Nej, altså måske er en forklaring for meget at forlange” prøver Rose sig forsigtigt frem. ”Men er du slet ikke bekymret for ham? Det vil jeg da være, hvis det var min far”.

Hun ved inderst inde godt, at hun er bekymret. Hendes hjerne arbejder på højtryk. Den forsøger at overbevise hende om, at det nu er for sent. Han kan ikke nå det. Han har spildt sin chance. Han har haft sin chance. Sine chancer. Flertal.

Rose sidder ved siden af hende på sengen. Værelset de sidder i er placeret strategisk i kælderen. Længst væk fra resten af husets pulserende hverdagsdrama. Det er det største værelse, hun har haft af de steder, hun har boet i sit korte liv. Ingen diskussion om værelsesfordelingen, da de for halvandet år siden flyttede ind, for hun skulle have det største værelse. Dengang var hun den naive, og taknemlig over at blive prioriteret for første gang i lang tid.

Rose havde selvfølgelig også dengang haft en kommentar til alt det, der foregik i hendes liv:

”Tænk engang at du har fået dit helt eget sted! Med egen indgang og det hele. Din far er bare så betænksom”.

”Betænksom?!” vrissede hun. ”Han gør det sgu da for at kunne undgå at forholde sig til mig”.

”Hold nu op, det er da netop for din skyld, så du kan få lov at være ægte teenager, og have venner på besøg uden at han skal banke på og bede og om at skrue ned. Er du slet ikke glad for det?”

Hun husker ikke, hvad hun svarede dengang. Det er nok heller ikke så vigtigt mere.

Roses bløde stemme får hende tilbage til virkeligheden:

”Hjemme hos mig plejer vi at have en regel om, at man aldrig går uvenner i seng. Det er så ubehageligt at vågne op til uvished: Er vi gode venner eller uvenner? Kan du ikke bare ringe tilbage til ham nu egentlig?”

”Det er jo ikke fordi, det bare er sket i dag vel?” Stilhed. ”Du får det i øvrigt til at lyde som om, det er piece of cake.” siger hun.

Rose prøver at forklare: ”Det er bare fordi, at hjemme hos mig hjælper det altid at snakke om tingene. Hvis jeg er uvenner med min far, så er det meget nemmere bare at fortælle ham det, så snakker vi stille og roligt om det”. På den anden side, så er det sket så få gange…Men altså jeg forstår dig stadig godt. Jeg kan godt sætte mig ind i hvordan det må føles for dig”. Hun lægger ekstra tryk på ordet ”dig”, som for at markere forskellen mellem to individer i rummet.

Hun har mistet overblikket over hvor tit det er sket. Det er lang tid siden, at hun ikke havde fingre og tær nok til at tælle de gange, det er sket. Rose der fremstiller sit liv op i mod hendes.

Ringetonen fader ud og skaber en glidende overgang til stilheden. Lyden af at ringetonen stopper afbryder hendes tanker. Stilheden i mørket genopstår.

”Ups… too late” siger hun og skærer en grimasse, som skal være et forsøg på at virke overlegen. Hun putter næsen i sky og fnyser. Hun tror selv på, at Rose er overbevist. ”Hold op et fjols. Tænk at han virkelig troede jeg vil tage den. Han har da helt tabt sutten”

”Du behøver altså ikke spille høj i hatten overfor mig”. Rose har altid haft et bestemt blik. Et blik som hun ikke kan placere hos andre, hun kender. Rose iagttager hende, som var hendes hud gennemsigtig. Hendes hud som en tynd plasticpose. En plasticpose uden skræmmer eller små foldninger.

Hun lægger hovedet på strå. Rose åbner munden. Gør antræk til at sige mere.

”Altså jeg ved ligesom godt hvad høj i hatten betyder. Det er ligesom heller ikke det, jeg er vel? Jeg er faktisk ægte ligeglad med, hvad han laver”.

Hun tager sig selv i at have blinket flere gange, end hun normalt gør. Hun overvejer et splitsekund, om Rose mon lagde mærke til det.

”Kan du ikke gøre et forsøg på bare for en gangs skyld at se det lidt fra hans side? Han mener det jo ikke personligt på den måde”. Roser siger det i en tone, som får ordene til nærmest at smelte på hendes tunge.

Rose tager en lille tot hår væk fra sit ansigt. Hun placerer det nænsomt bag sit højre øre. Noget af håret sætter sig ikke fast bag øret med det samme, så det ryger ned i ansigtet igen på hende.

De har haft filmaften i aften. Roses far har lovet at hente Rose lige om lidt. Det er få gange, at han har hentet hende, men hun har altid følt, at hun har kendt ham. Rose taler tit om ham.

”Nogle gange behøver du ikke at tage alting så ilde op.” siger Rose.

”Alting så ilde op?!?!” Hun får brækfornemmelser. ”Kan vi ikke skrotte alle de fine formuleringer”

”Fortæl mig nu hvordan du i virkeligheden føler?”

Ordene laver små bobler inde i hendes hoved. Hun kan fornemme uden at kigge, at Roses øjne prøver at fange hendes egne i mørket. Hun finder et punkt på væggen, og fastlåser sit blik.

Skarpt lys bryder mørket i rummet. Det smalle kældervindue udfyldes af lyset fra bilens lygter, som bevæger sig tættere på kælderværelset. Kældervinduet står på klem, så lyden af bildøren der smækker giver en rungende klang i rummet.

Hun ved, at Roses far er kørt herhen i sin nye bil.

”Man skal jo holde sig med på beatet” havde Rose stolt fortalt videre til hende. Roses far var kommet hjem spontant med en ny bil. Rose havde citerede hendes fars ord helt ordret, og uden tænkepauser, for hun havde husket hvert et ord, som han havde sagt.

For hende synes det som en ret stor beslutning at købe en ny bil på en højhellig tirsdag, men Roses far havde sagt: ”Kloden brænder jo forhelvede, vi er jo nødt til at gøre noget, mens vi står i den her buldrende klimakrise. Am I right? Ny elbil til farmand”.

Tre bank lyder på døren. Bestemte og vante bank. Hun kigger på klokken. Han er her lige til tiden. Ingen overraskelse. Rose laver et lille hop med sin krop og kaster sig ud af sengen.

De tre bank på døren gentager sig, efterfulgt af et hiv i dørhåndtaget.

Rose bliver selv forskrækket, for hun er halvvejs ude ved døren. Det ligner hun skynder sig, så meget hun kan.

”Skynd dig lige lidt” snerrer Roses far. ”Vi har lidt travlt”.

”Skal vi ikke bare hjem” siger Rose og ser undrende på ham. Hendes blik er fjernt, da hun kigger på sin far. Roses blik er ikke nær så dybt, som hun selv kender det bedst.

De står alle tre i gangen i kælderen, som er mørk og kold. Roses far rækker hånden ud. ”Har jeg nogensinde fået præsenteret mig ordentligt?” Han rækker hånden frem i en flydende bevægelse, som om han har lavet præcis det træk og sagt præcis den replik tusindvis af gange før.

”Det tror jeg faktisk, men jeg vil da gerne hilse igen” griner hun nervøst. ”Jeg hedder”. ”Hej med dig. Jeg hedder Lars”. ”Du må undskylde, at vi lige har lidt travlt”. Hun når ikke at svare på hans kommentar, før han har vendt sig om med Rose lige i hælene.

”Vi ses” råber de i kor, og Rose vender sig om og sender hende et blik, hun ikke kender. Det virker uvant for hende ikke at kende Roses blik. Selvom hun tit har undgået øjenkontakten med Rose, kan hun mærke, at fraværet af den er mere ubehagelig.

Hun trasker ind på sit værelse. Går hen til det lille kældervindue og rækker ud efter vinduets håndtag, da hun i den lille sprække mellem vinduets kant og vindueskarmen ser Roses far hive hårdt i Roses arm og bestemt siger: ”Det gider jeg slet ikke diskutere med dig frøken”.

Hun lukker vinduet hårdt i og kigger ud gennem glasset, hvor elbilen langsomt forsvinder væk fra hendes store kælderværelse.

[politirapporten]

HVIDVASK: De seneste dage har der været mange nyheder om politiets indsats mod muldyr og deres hjælp med hvidvask af kriminelles penge - men politiet har slået til mod den slags længe. I august 2022 blev en ung kvinde idømt 14 dages betinget fængsel for hvidvask af 15.000 kr. Den 23-årige kvinde blev brugt som muldyr, da hun blev kontaktet af en bekendt, der bad hende om at hjælpe ham. Hjælpen bestod i, at den unge kvinde modtog beløbet på sin konto, hvorefter hun gik med til at hæve beløbet til ham. Dermed var hun med til at vaske pengene, der stammede fra kriminalitet, rene. Retten vurderede, at kvinden var klar over, at pengene ikke tilhørte hendes bekendte, da hun modtog beløbet. Den 23-årige kvinde fik en betinget fængselsstraf på 14 dage samt et års prøvetid og tilsyn fra Kriminalforsorgen. Derudover skulle hun betale sagens omkostninger. Hvidvask er ulovligt, og ved at overføre eller hæve penge for andre, kan du medvirke til alvorlig økonomisk kriminalitet. Det er strafbart og kan medføre en plet på straffeattesten og bøde eller fængsel. Det kan også få stor betydning for, hvilke uddannelser og jobs du kan få i fremtiden. Tænk dig om, før du hjælper andre: • Lad ikke andre overføre penge til din konto, som du skal overføre videre • Hæv ikke penge for andre • Er det svært at sige nej og du bliver utryg ved situationen, kan du sige at du ikke har dit betalingskort på dig, eller at du ikke har MobilePay

[topgunlo]

Er det en opdatering?

Bare lige at læse halvdelen af første linje i sidste opslag, giver mig lige et perspektiv på temperaturmålingen af hvor jeg er i mit liv.

Lettere kaotisk kan vel være at betegne tilstanden som, en god blanding af alt det som foregår. For at starte med det gode, så går det jo faktisk godt. Jeg har skiftet udsigten fra stuen ud med udsigten på 5. sal, og hvilken verden til foreskel. Ja, du må skynde dig, hvis jeg lige skal nå at vise dig, hvordan det ser ud i stuen. Men det har du muligvis set. Det kan vist et eller andet i krybdyrshjernen at komme højt til vejrs - det er som om at meditationen går i gang uden at man skal gøre ret meget andet end blot lige at skue ud over horisonten.

Det var nok (lige for nu) om det gode - for ingen kravler op af uden at det kræver lidt energi. Og med refer til første linje, så kunne min mave nok have det bedre. Undersøgelse og 20 år med tarmskyl og stadig problemer og wc besøg der tager så længe at jeg både kunne have noget at riste diverse pølser og spist dem. Nuvel, det er jo ikke dette som har så meget med flytteriet at gøre. Jeg har glemt min bog hjemme ved mine forældre. Og kors i numsen, hvor er en stor mangelvare lige at kunne snuppe en halv eller måske et par sider mens jeg sidder der og rister... For de interesserede er bogen Atom Vaner af James Clear

Og efter sådan adskillige besøg på “risteriet” må man jo erkende at der skal noget vask til. Derfor har det også været en nedgradering at vandtrykket sjovt nok ikke er det samme, når man kommer helt herop i skyerne - tænk på det næste gang du er ude at flyve - så det er også lidt et mas og tidsslugende at skulle sidde og ryste vand ud af brusehovedet. Heldigvis har min kæreste smukke og søde ven været forbi, og forsøge at rense brusehoved og alverdens samt fjerne endnu et par vandspare-banditter. Trykket heroppe er jo så lavt, at der knap kommer noget vand ud, hvis det først skal trykke samtlige ventiler ind, inden de sørgelige vandrester muntert kan løbe ned at brusehovedet og slangen mens jeg forsøger at ryste det ud på kroppen. Jeg satser på øget tryk på strålen - og til de kvindelige læsere, er dette noget som har stor betydning i den mandelige verden.

Desuden har jeg nu fået flyttet mit dejlige badesæde op, så jeg kan sidde godt uden at lave skrammer på min fine numse mens jeg er i bad - endnu en tiltrængt opgradering, fra en plastbadestol udlånt fra københavnstrups kommune.

At jeg så ikke har de store evner til indretning og oprydning i øvrigt, har kun gjort hjælpen så desto meget større efter at en anden kær ven har været og fortalt mig hvor skabet skal stå. Og kæmpe tak for det. Jeg tager altid imod hjælp med kyshånd - og hjælper lige så gerne; en misforståelse der hermed skal rettes op på: Det er en kæmpe fornøjelse og en hjælp at hjælpe andre, når de vel at mærke kan bruge og indtage hjælpen, og sætter pris på den. Ligesom at tilbyde andre noget mad og drikke og de siger nej, det er ikke rart. Med mindre man udtrykker sin mindre begejstring for det givne bud, og derfor ellers vil sige jatak. - Husk det nu! Altid tilbyd hjælp. Og altid tag imod hjælpen. Så vokser vi som mennesker og følelsen inden i er måske tæt på at være ligeså som når man har set en kattevideo på tiktok

Det sidste er det bedste: Nu falder bomben - jeg går vist for en der godt kan finde ud at stege en bøf eller koge et æg.

Nuvel, den lejlighed her i himlen, tilhørte en ganske høj person. Og derfor er køkkenet temmeligt højt (ja tænk det kan komme bagpå mig, helt heroppe) Højden af køkkenet er imidlertid den som man måler fra gulv til køkkenbord, som er 92 (hvem pokker tænker over sådan et mål - det er jeg så kommet til at tænke over) Og det er faktisk temmeligt højt når jeg er en lille lort på 134, og samtidig har fødderne foran mig, så er der ret langt til køkkenbordet - hvis du er i tvivl om hvad jeg snakker om så spørg en der bruger kørestol.

Så nu skal jeg endnu engang til at tegne nyt køkken, og finde produkter osv, og træffe beslutninger farver og materialer samt at finde ud af om jeg selv kan overskue at være bygherre, hvilket giver lidt mere arbejde eller om jeg skal finde en bygherre, hvilket nok koster en ekstra klejne, spare mig for lidt koordinering, men måske også overlader detaljerne til anden mand.

Here we are. Glæder mig til at drikke min kaffe med udsigt over Øresund. Det gjorde jeg i går, og jeg mener såmænd at nyde den, når jeg er på den anden side at mit køkkenprojekt. Hav et virkelig skønt efterår. Du og alle de andre fortjener det så meget, efter alt det vi har været i gennem med pandemier, og nu Vladimir som tilsyneladende ikke kan nøjes med nytårskrudt.

Masser at skøn energi herfra

[haenels]

[hvidogtraet]

er typen der kalder alle for søde og skatter og putte og ikke mindst søde !! så snart vi rigtig er venner. også drengene!! this bitch don't discriminate. men hvis jeg er gode venner med dig og ikke kalder dig det??? så er det fordi, jeg ville ønske, at jeg kunne kalde dig det for real :iiii hihi

[dunderklumpen]

Nukâka Coster-Waldau for ALT for damerne, ph. Franne Voigt and Caroline A. Bagger.

This is part of a series on 10 of Denmark’s most interesting women and their “secrets”. In the interview (in Danish, below the cut) Nukâka talks about Greenland and identity, depression and being admitted to a psych ward, and being in a relationship with a girl when she was in her early 20s. It’s good, go put it through google translate.

Nukâka Coster-Waldau

Hun har set sig selv omtalt som Nikolaj Coster-Waldaus grønlandske kone og ved alt om, hvad fordomme gør ved mennesker. Og nu har hun besluttet at stå frem med alt det tabubelagte fra sit eget liv. Her fortæller hun om dengang, hun skulle være perfekt til alt og endte med at brænde sammen og bede sin mand køre sig på psykiatrisk afdeling. Og om dengang hun var kæreste med en kvinde.

Af MARIE-LOUISE TRUELSEN Foto FRANNE VOIGT & CAROLINE A. BAGGER Makeup & hår MALENE KIRKEGAARD

Tatoveringer er tegnet af Mel Dredd under supervisering af Maya Sialuk Jacobsen

***

SERIE

10 kvinder

10 hemmeligheder

10 forsider

Vi skyder det nye årti i gang med en helt særlig serie. 10 af Danmarks mest interessante kvinder stiller op til interview i ALT for damerne. Alle 10 bliver fotograferet til forsiden, og alle 10 åbner op for en hemmelighed, de ikke før har delt. I denne uge er det skuespiller Nukâka Coster-Waldau.

NUKÂKA COSTER - WALDAU, 48 ÅR

Skuespiller aktuel i tv-serien ”Tynd is”, der vises på C More og DR. Skriver på sit første filmmanuskript med titlen ”Kaffemik”. Født i Grønland og har boet i Danmark, siden hun var 20 år. Har medvirket i teaterforestillinger, film og tv-serier som ”Forsvar” og ”Forbrydelsen”. Har sit eget band, Suluit, hvor hun skriver sange og synger. Gift med skuespiller Nikolaj Coster-Waldau på 23 år. Sammen har de døtrene Filippa på 19 og Safina på 16 år.

***

Hvis Nukâka Coster-Waldau ikke var skuespiller, ville hun lade sig tatovere i ansigtet. En smuk klassisk inuittatovering for kvinder. Hun ville også få tatoveringer på hænderne. Udmeldingen kommer med største selvfølgelighed, da vi taler om, hvordan hun gerne vil se ud på forsiden af ALT for damerne, men den kræver en også forklaring.

– Der er flere og flere i Grønland, der har taget vores tradition Delle tatoveringerne i ansigtet og på hænderne tilbage. Flere generationer. Tatoveringer var en af de ting, der blev for budt, da kristendommen kom til Grønland med Hans Egede i 1700-tallet. Vi måtte ikke bruge vores tromme, de r måtte ikke være åndemanere, og vi måtte ikke længere tatovere os i ansigtet, som vi havde gjort altid. Men nu er der mange i Grønland, der er begyndt at få lavet tatoveringerne ig en. Nogle gør det, fordi de vil genfinde deres identitet. Fordi de er stolte af deres kultur og gerne vi vise det på bl.a denne måde. Andre gør det, fordi de gerne vil have de smukke tatoveringer frem igen. Det er rigtige tatoveringer, lavet med nål, og ja, jeg ville hundrede procent sikkert få lavet nogle inuit-tatoveringer, hvis jeg ikke var skuespiller, for jeg synes, det er smukt. Skønhedsidealer er jo forskellige, og jeg er stor fortaler for frihed til forskellighed. Jeg synes, at det er tid til at gøre op med at være fordømmende over for hinanden.

Nukâka er født og opvokset i Uummannaq i Grønland sammen med tre søskende og et hundespand på 20 Hun flyttede til Danmark som 20-årig og har boet her lige siden. Hun er uddannet fra Statens Teaterskole, gift med skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau og har to døtre, der er født og opvokset i Danmark.

– Som yngre var jeg så træt af, at man hele tiden skulle koncentrere sig om min nationalitet. Hvorfor kunne jeg ikke bare være en kvinde, hvis erhverv var skuespiller. Og hvorfor skulle medierne omtale mig som ”Nikolaj Coster-Waldaus grønlandske kone” og ikke bare som ”skuespilleren Nukâka Coster-Waldau”? I dag har jeg det sådan: Jamen, jeg ER jo grønlænder. Og jeg er stolt af at være grønlænder. Men det er sådan en dobbelt ting. For jeg er jo også bare en verdensborger, der forsøger at gøre verden til en bedre sted ligesom de fleste. Men i og med at jeg f.eks. nu bliver interviewet, føler jeg, at jeg bliver en stemme for mange andre grønlændere selvom jeg jo egentlig også bare skal være mig, uanset hvor jeg kommer fra. Og selvfølgelig kan jeg være på forsiden af ALT for damerne med tegnede ”tatoveringer” i ansigtet og på hænder ne, med grønlandske perler og med den nøgenhed, der var almindelig indendørs i gamle dage, hvor hytterne var ekstremt v arme og skindtøjet alt for varmt at have på indenfor. Men jeg føler et ansvar for at bruge min stemme på en eller anden måde, og når jeg gør det, får jeg så mange tilbagemeldinger fra specielt grønlændere, der måske føler sig overset. Intet menneske burde være usynligt.

– Dog siger jeg ofte nej til interviews, fordi det er sårbart for mig. Jeg øver mig stadig på at blive interviewet. Måske er det et forsøg på at passe på mig selv? Eller en usikkerhed. Jeg har gennem tiden kæmpet med et mindreværd, som jeg mener er adresseret nu. Og så er der jo også altid en bagside ved at stille sig frem. Ud over dejlige tilbagemeldinger fra folk har jeg også gennem tiden fået meget grimme breve og kritik af mig som person, og det kan godt være svært at håndtere, for jeg er jo også bare et menneske. Men jeg vil virkelig gerne være med til at sætte fokus på Grønland, og lige nu er jeg aktuel med spændingsserien ”Tynd is”. Serien sætter et nødvendigt fokus på den grønlandske kultur, der bl.a. kæmper for selvstændighed og med den store opmærksomhed udefra. I serien ser man, at grønlænderne føler sig oversete i det danske rigsfællesskab, og deres tilværelser bærer i den grad præg af klimaforandringernes konsekvenser. Ud over de vigtige emner og det fantastiske i at være en del af den utroligt velproduceret tv-serie er følelsen endnu større for os grønlændere,  fordi serien indeholder ganske almindelige grønlandske hverdagshelte. Og tænk, at jeg skal sige sådan i 2020! Tænk at det stadig er sådan, at man skal understrege, at Grønland ikke kun handler om alkohol og sociale problemer. Fil m og tv er jo med til at fastholde fordomme, hvis roller, der er tildelt grønlændere, altid er stereotyper, som de har været hidtil i dansk tv. Jeg er også i gang med at skrive mit første filmmanuskript, for det ligger mig meget p å sinde, at vi også sætter grønlandske instruktører og producere i førersædet i samarbejde med udenlandske investorer og producenter, så vi på den måde også kan være medspillere i internationale produktioner og være hovedfortællere i vores egne historier.

Det mindreværd, du nævner, hvor kommer det fra?

– Ikke for at køre offer rollen her, men der ligger bare noget historie i mig, og der ligger noget mindreværd i mit dna, fordi mine forfædre har været andenrangsmennesker i eget land. Som grønlænder i Danmark møder man stadig mange fordomme. For nylig snakkede jeg med en ung fyr, jeg kender, som på efterskolen blev drillet med, at han nok ikke kunne tåle alkohol, for så ville han blive grønlænderfuld. Jeg har også en bekendt, hvis datters lærer på efterskolen op til flere gange kaldte hende og andre grønlandske elever for ”is-kinesere” foran de andre elever. Det er jo helt forkert. Og nu skal jeg ikke være hellig, for jeg har også fordomme over for danskerne, det indrømmer jeg. Men vi skal holde op med det. Det er så forkert, det laver afstand imellem os, og det kan verden ikke holde til. Så vi må starte med os selv. Vi skal viske alle de fordomme ud. Vi skal stille spørgsmål i stedet for at lave rygter om hinanden. Vi skal huske, at vi ikke aner, hvad andre mennesker dealer med i deres private liv, så bare være sød og venlig. Det er så simpelt. Jeg har selv skullet lære ikke at tilsidesætte de ting, der har været svære for mig. Jeg har skullet øve mig på at tage mig selv og min egen smerte alvorligt.

Hvor ligger den smerte?

Hun tager en dyb indånding. Holder pause.

– Jamen, den ligger vel mange steder. Jeg var barnet med masser af eksem. Masser af allergier. Fysisk kunne man se, når jeg havde det dårligt. Og den dag i dag får jeg stadig eksem, hvis jeg ikke lytter til mig selv. Min hals bliver helt eksembefængt. Så jeg er vel det, som folk kalder følsom, og jeg har forbandet min følsomhed og set den som en svaghed. Men den er en del af mig, som jeg har lært at elske, og faktisk er min følsomhed en af mine styrker, fordi det jo er en gave, der fortæller mig, når jeg overskrider mine grænser, og n år jeg skal stoppe op og være god ved mig selv. På den må de betaler jeg ved kasse et lige m ed det samme. Nogle mennesker kan gå meget langt, blive stressede og få depression – og altså, der har jeg også været. Men i dag kan jeg ikke vente så længe med at reagere, og det er jo en gave.

Hvornår havde du en depression?

– Det var i 2007. Jeg var i gang med noget børneteater og havde selv lagt på mine skuldre, at jeg også skulle være et forbillede for nærmest alle grønlændere, fordi jeg var den første grønlænder, der kom ind på Teaterskolen. Og som fremtrædende grønlænder bliver man automatisk ”døbt” som ambassadør for Grønland, så det skulle jeg også l eve op til. Oveni skulle jeg bevise, at man fandeme go dt kunne gå på Teaterskolen og få børn samtidig. Men det var simpelthen så hårdt at føle sig utilstrækkelig både som elev og mor på grund af tidsmangel.

Hvordan gav depressionen sig udslag?

– Jeg rallede en måned og sov mindre og mindre, fordi jeg havde været superwoman så længe. Nikolaj var meget væk med sit arbejde, og vi var en småbørnsfamilie, som jo kan være udfordrende i sig selv. Jeg ville bare lave ALT selv til mine børn. Jeg syede fastelavnskostumer, bagte små pizzaer og lavede miniburgere og hjemmelavet is til børnefødselsdage, selvom pigerne havde været lige så glade for regnbueis og røde pølser. De skulle bare ikke mangle noget. Jeg skulle bevise alt muligt, og jeg glemte helt at mærke mig selv. Jeg troede, det var fysisk, og jeg gik til lægen, fordi jeg havde ondt i maven. Nå, det var nok ”bare” mavesår, fik jeg at vide, det kunne man kurere. Men det var det ikke. Hvad så med galdesten? Det havde min mor haft, og det kan være arveligt. Det endte med, at jeg sad og googlede konstant på Netdoktor og gav mig selv værre og værre diagnoser, fordi jeg blev lidt skør af ikke at sove. Efter en måneds tid på den måde kunne jeg ikke mere og sagde til Nikolaj, at jeg troede, at det måtte være psykisk. Jeg er åbenbart god til at spille survivor, siden det tog så lang tid for mig at erkende det selv, men også for lægerne og mine nærmeste. Der var måneders ventetid på at kunne komme til at tale med en psykiater, og jeg turde i min angst ikke at starte på noget medicin uden en eksperts vejledning. Og her kommer så en af mine hemmeligheder: Jeg bad Nikolaj om at køre mig til psykiatrisk afdeling. Jeg havde fået at vide, at der ville jeg kunne komme til at tale med en psykiater. Men det var fredag, og psykiateren ville først være på arbejde om mandagen, så jeg blev indlagt over weekenden. Og det taler man jo ikke om. Det er jo stadig så VÆLDIG skamfuldt at have været indlagt på grund af psykisk sygdom. Endnu mere, hvis man er en offentlig person. Tænk, at den kendte mands kone blev indlagt!

Hvordan var det at blive indlagt?

– Jeg var så bange. Jeg græd hele tiden. Og stakkels Nikolaj, det er også så hårdt at være den ved siden af. Efter jeg havde tudet i to timer i venteværelset, skulle jeg skrive under på, at jeg skulle indlægges. Jeg skulle bo på et værelse med en anden, men det kunne jeg slet ikke overskue, jeg var bange for, at hun ville slå mig ihjel, mens jeg sov. Fordomme igen. Psykisk sygdom var ikke noget, man snakkede om dengang, vi kendte måske en enkelt, der havde haft depression, men man spurgte ikke til det. Jeg endte med at få mit eget værelse, og så tog Nikolaj hjem. Senere på dagen var jeg meget forbløffet over de tilbud af medicin, jeg fik. De kom simpelthen med en vogn og spurgte, om jeg skulle have noget. På det tidspunkt havde jeg kun talt med en sygeplejerske, og jeg syntes, det var meget mærkeligt, at jeg fik tilbudt medicin af den ene eller anden art, men jeg endte med at blive overbevist om, at det ville være godt med noget beroligende, så jeg kunne sove, så det fik jeg og sov i fire timer. Da jeg vågnede igen, tænkte jeg, hvad så nu? Jeg kunne ikke bare forlade stedet, for jeg havde jo skrevet under på, at jeg ville indlægges, og så har man pludselig et stempel i panden: ”Psykisk syg”. Jeg var ikke en person mere. Jeg var bare en af de psykisk syge. Det at blive navnløs og bare være en sygdom… Det var forfærdeligt. For der er jo et menneske bag sygdommen.

– Min søster var i København og kom forbi for at besøge mig. Og mens hun var der, skete der et skift i min hjerne. Med et er kendte og accepterede jeg, at jeg havde fået en depression, men jeg indså også, at jeg nok skulle få det godt igen. Der er ikke noget unaturligt i at brænde sammen, når man ikke lytter til sig selv. Så selvaccept var sådan et vendepunkt for mig. Og selvaccept er selvkærlighed. Det var en beslutning, jeg tog, efter at have været så langt ude i min angst for dødelige sygdomme, at jeg var begyndt at tvivle på, om jeg overhovedet ville se mine piger vokse op. Jeg besluttede samtidig, at jeg ville se på min indlæggelse som en oplevelse, og det har jeg gjort lige siden. For mig blev det en oplevelse, som jeg er glad for, at jeg har haft. Hvis jeg ikke havde fået depressionen der, ville jeg have fået den senere, hvis jeg var fortsat med at behandle mig selv på den måde.

Nukâka talte med psykiateren om mandagen, og hun blev efter samtalen udskrevet med antidepressiv medicin, der hjalp hende til at sove. Ni måneder senere, efter et par forsøg på at stoppe, kunne hun lægge medicinen på hylden.

Og har du så ikke været i nærheden af at have det sådan siden?

– Joh, jeg var da ikke bare sådan ovre det. Efter en depression kommer arbejdet jo. Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at passe på mig selv? Hvorfor har jeg ingen grænser? Hvorfor fyld er mit pleaser-gen så meget? Det har taget mig mange år at finde ud af de ting, og jeg øver mig stadigvæk. Jeg øver mig også i at mærke efter og følge min intuition. Mange af os komme væk fra vores intuition og gør ting, vi tror er gode for os, fordi det står i et dameblad, eller fordi nogen siger, at det vil være godt for os. Men man skal jo mærke efter i sig selv. Vi er alle forskellige. Der er aldrig en one size fits all.

Hvordan har Nikolaj støttet dig?

– Det var faktisk ham, der tog initiativ til, at vi skulle prøve noget parterapi efter min depression. Det var også skidehårdt for ham. Den syge stjæler al fokus i et forhold. Men han bakkede mig fuldstændig op hele vejen.

Hvordan er du og Nikolaj gode for hinanden?

– Vi er som nat og dag, så forskellige altså, men det vigtigste er, at vi rigtig godt kan lide hinandens selskab. Gu’ har det da været hårdt somme tider, sådan er det i alle ægteskaber, men hver gang vi holdt fast og overkom udfordrende perioder, kom styrken, nærheden og kærligheden tifoldigt tilbage. Vi er megastolte over vores børn og vores 23 år lange historie sammen. Vi er sammen af respekt og dyb kærlighed og af lysten til at være sammen. Vi synes begge to, at fælles historie er så vig tigt og en smuk ting at dele. Selvfølgelig skal man ikke blive sammen for enhver pris, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at blive gammel sammen med Nikolaj. Nikolaj og jeg er jævnaldrende, han er 7 måneder ældre end mig, og jeg synes faktisk, der er noget hyggeligt ved at være to, der får grå hår sammen, og to, som skal have læsebriller på for at se, om hinanden har smukke øjne, ha ha. Jeg nærmer mig 50, men jeg har ikke så mange komplekser over at blive ældre. Jeg er nået til et sted i livet, hvor jeg ikke føler, at jeg behøver at lyde klogere, end jeg er. Hvor jeg gerne vil sige det højt, der skal siges. Og hvor jeg vil føle, at jeg er nok, ligesom jeg er.

Netop det med at sige tingene højt er temaet for denne artikel og de ni andre i samme serie, og det er faktisk også temaet for den film, som Nukâka er ved at skrive manuskript til. Så det er oplagt lige at spørge en ekstra gang:

Da du før snakkede om din indlæggelse, sagde du, at det var EN af dine hemmeligheder, ville du dele en mere?

– Den film, jeg skriver på lige nu, handler faktisk om det usagte, fordi jeg er enormt optaget af – og måske også TRÆT af – det usagte, og af at føle mig forkert og pynte på tingene.

Hun holder en længere pause.

– Sååå, hvis vi skal gå all in – og uden at det skal være en sensation – så kan jeg fortælle, at jeg var kæreste med en pige i fire år, da jeg var ung. Altså… Jeg har tænkt meget over, om det er en ligegyldig ting at fortælle, og det er det jo i princippet, men jeg kender så mange, der kæmper med deres seksualitet og ikke tør være sig selv. Unge mennesker, voksne mennesker, som føler sig forkerte. Der er også kommet mange flere køn, hvilket da godt kan forvirre mig, men jeg har stor respekt for det og lytter efter, når nogen prøver at forklare mig det. For de yngre er det meget naturligt. Sådan er verden i dag. Folk kalder sig kønsneutrale, aseksuelle eller bare seksuelle, og fred vær e med det, det må man selv om. Jeg har også talt med vores piger om det. De skal ikke føle sig forkerte. Der er ikke noget værre end at føle sig forkert. Jeg HADER den følelse. Og det kan så hurtigt ske i forhold til seksualiteten. Det starter jo fra barnsben, når børn begynder at lege numseleg og får at vide, at det må de ikke, puha, tag noget tøj på. Allerede dér vil man føle sig forkert i egen krop. Men seksualitet er jo en naturlig ting, uanset hvordan den kommer til udtryk. Vi har bare vedtaget, at det normale er at være gift med en af det modsatte køn. Men man skal da ikke føle sig forkert, hvis man vælger noget andet.

Hvor gammel var du, da du var kæreste med en pige?

– Det var, fra jeg var 21 til 25 år. Her i Danmark. Og jeg ved ikke, om det er lige så meget tabu i dag, men jeg kan huske, at da jeg blev gift med Nikolaj nogle år senere, var der nogle, der sagde: ”Ja, det skal nok ikke ud i offentligheden, at du har været kæreste med en pige”. Men det er jo en del af mig, så hvorfor skal det være en hemmelighed? Det er i bund og grund en ligegyldig ting. Men i den ældre generation kan det stadig været tabu.

Vidste din familie det dengang?

– Vi snakkede ikke rigtigt om det. Men jeg præsenterede hende som min kæreste for min familie.

Hvad skete der, da du holdt op med at være kæreste med hende?

– Så var jeg kæreste med en mand i et års tid, og så mødte jeg Nikolaj. Jeg havde det sådan, som mange unge mennesker har det i dag. Jeg blev forelsket i mennesker. Ikke i køn. Samtidig var det måske også en undersøgelse af min egen seksualitet. Måske blandet med noget oprør. Jeg var kendt for at være det søde , kønne, dygtige og venlige barn og senere den ung e kvinde, der var datter af en kendt politiker. Og jeg vil i øvrigt gerne lige sige, at jeg synes, det er så frækt, hvad folk kan finde på at spørge om, hvis man har været kæreste med en af samme køn. Jeg er f.eks. blevet spurgt: ”Savner du ikke at dyrke sex med en pige?”. Eller: ”Hvem er manden/damen i sådan et forhold?”. Man ville jo aldrig spørge en heteroseksuel så direkte til deres sexliv, vel?

Så er det lidt det samme som det at komme fra Grønland, at så snart man stikker lidt ud fra normen, så må andre godt stille grænseoverskridende spørgsmål?

– Ja, i virkeligheden er det præcis det samme. Jeg kunne da ikke finde på at spørge dig: ”Var der meget alkohol i dit barndomshjem?”. Men det er jeg blevet spurgt om , fordi jeg kommer fra Grønland. Og jeg ville aldrig sige til di g: ”Du er godt nok smuk af en dansker at være”. Det har jeg s elv fået at vide mere end én gang: ”Hvor er du smuk, man skulle ikke tro, at du var grønlænder”. Altså vi går nogle ting igennem i vores udvikling. Nogle mennesker lever tingene ud, andre gør ikke, men jeg har valgt kaste mig nysgerrigt ud i livet, og det er der kommet meget godt ud af. Jeg er jo den, jeg er, på grund af min historie, og den person kan jeg faktisk godt lide i dag.

Var det et tema for Nikolaj, da han mødte dig, at du havde haft en pigekæreste?

– Overhovedet ikke. Jeg havde faktisk nogle ekskærester med til vores bryllup – så meget mand er Nikolaj nemlig! Og det er fantastisk, synes jeg. Vi var aldrig i tvivl om vores kærlighed. Og jeg har det også sådan: Vælger man hinanden, så vælger man hinanden. Han har valgt mig. Jeg har valgt ham. Og det er smukt.

[litteraturhistorikeren]

Ej jeg ryster virkelig!! Jeg gik på vej hen mod bussen, og en mand på cykel med en smøg i hånden kørte direkte ind i en taxa (med vilje) og begyndte at provokere chaufføren. Jeg gik hurtigt videre, da taxaen kørte væk, for jeg kunne godt se, at gaden var ret tom, og at jeg var alene (også selvom det var højlys dag), og min intuition skreg bare: Kom væk fra ham!! Så trillede han pludselig op på siden af mig, den ene side af hans ansigt var helt lilla, som om nogen havde givet ham en ordentlig én på hovedet. “Hej smukke!”

Jeg forsøgte at ignorere ham og gå hurtigere, og han sagde “Hej smukke!!” endnu højere og bad om mit nummer flere gange og sagde “Jo!!” da jeg sagde nej, indtil jeg nåede til et kryds og bare løb over for rødt, fordi der var mennesker på den anden side. En bil så det og blokerede vejen for ham (så han ikke kunne følge efter mig) og talte med ham, og nu er han vist kørt væk. Mine hænder ryster stadig, tænk hvis jeg havde mødt ham om natten med ingen mennesker i nærheden. Puh, hvor ubehageligt.

Man når lige at forestille sig de ting, han kunne finde på at gøre, når man siger nej, når sådan noget sker, ikke?

[slugerafmyrer]

Altså, det lidt noget pis at jeg - baseret på mændene i min mors familie - sikkert aldrig kommer til at kunne gro skæg. Men tænk hvis det ikke var sådan? Så ville jeg være en hv- 🤢 en hvid p- 🤢🤢 en hvid perso 🤮🤮 nej, jeg kan ikke sige det

[kaertbarn]

der er nogen der er testet positiv på uni og jeg er ved at gå fra forstanden. jeg er så træt af, at der er så få der tager det her seriøst og jeg er træt af at mine venner ikke gider lytte til mig når jeg kalder dem ud for ikke at tage det seriøst. vi kan kræftedeme ikke bare lade som om alting er helt normalt. fuck nej om det hele er normalt. tag jer sammen. hold fødselsdag på zoom og indrøm at konfirmationen ikke er om Gud anyway og kom videre. det er nederen og det er okay at være nederen over det men tænk jer nu om mand.

[pixie400]

Tænk at jeg skal gå og være så dum, dum over for mig selv fucking hele tiden.

Mine veninder træder og pisser på mig som om jeg er et fucking fortorv, lige så snart der sker dem noget eller de ville lave noget, så er jeg altid klar og tager med. Men når jeg har lyst til noget, så er det et problem og ej det passer ikke lige dem, nej for hvis M ikke er med, så kommer jeg hellere ikke... LIKE WTF ALTSÅ.

Og personen jeg kan lide og som jeg har brugt 2 måneder på, har sikkert også bare trådt på mig som om jeg er en fucking myg, efter et knald, så jeg ikke det værd.

Føler mig slet ikke værdsat ligemeget hvad jeg gør, og ville egenligt bare gerne kunne finde mig selv, have en god ven og nogle gode veninder som forstår mig og ville mig det bedste.

Min veninde tripper mig også hele tiden, like lad være og ring bare random til mig, så skriv hvis det er så vigtig.

[ridofme1993]

det hele handler jo om dig. jeg var altid alene, i bund og grund også når vi var sammen, men jeg savner dig ubærligt. jeg ville bare sådan ønske. jeg er helt lukket ned, og det kan du også godt se nu, der er ingen kontakt til mig. og jeg er så ked af, at jeg ikke engang kan mærke dig, tale med dig. og jeg skammer mig over, at du fra dit sted kan se, at jeg ikke er noget, det er løgn det du troede og det nogle folk stadig siger, at jeg skulle være ren og god og mild og sød. jeg er vred og jeg sammenligner mig selv med andre og tænker nedværdigende om folk og forleden havde jeg sex med en der havde en kæreste og jeg vidste det endda godt men jeg gjorde det alligevel fordi jeg var så desperat efter at blive set og mødt og anerkendt som et menneske der ikke bare er sorg og akkumuleret klamhed og jeg har lige læst min tale til dig igen og jeg har ikke gjort en skid af det jeg lovede dig at gøre, jeg er hverken mere gavmild eller gæstfri eller god, jeg er ikke blevet aktivist, jeg laver ikke en skid, jeg render bare rundt og laver meningsløse ting og drikker kaffe og spiser slik med folk og drikker mig fuld og klamrer mig til det jeg kan få af andres anerkendelse uden at ville lukke dem rigtigt ind, og jeg ved godt at alt dét er “normalt”, men det gør mig så ked af det at du døde i troen om at jeg var bedre, det er jeg ikke, det er jeg virkelig ikke, når jeg ikke har dig at elske og tale med og lære af og drage omsorg for på en utilstrækkelig måde er jeg ikke en fucking skid, mit liv er tomt uden dig, jeg stagnerer og kan aldrig blive klogere på noget som helst, jeg ville ønske du i det mindste besøgte mig i en drøm, ikke en af de der drømme hvor dit selvmord var fake eller en glitch i systemet og du i virkeligheden lever, nej, jeg vil drømme hvor jeg virkelig kan mærke at det er dig, at jeg ikke er i tvivl om at du er død men du er på besøg, og det er egoistisk, tit har jeg fået at vide at jeg er god til at tænke på andre, du tænker alt for meget på andre, tænk lidt mere på dig selv, jeg tænker på mig selv fucking hele tiden, jeg er en dårlig ven, dårlig datter, snart en dårlig søster også, og det er egoistisk i sig selv og hjælper ikke NOGEN, at jeg slår mig selv oveni hovedet men jeg kan ikke lade være fordi jeg er så åndssvag, og jeg bliver ved med at tænke min far og gabriella er åndssvage, omstændighederne er åndssvage, og ja det er de, men det er kraftedme også mig 

[tankerfrahverdagen]

Jeg håber inderligt at han også tænker på mig. Bare en gang i mellem, mere kan jeg ikke bede om. Når alt kommer til alt er det vel ligegyldigt, jeg ville alligevel aldrig turde spørge. Tænk nu hvis han sagde nej.

[cyberpunk-hooters]

Har 13 fleshlights. Er du misundelig? (Tæller det som et liderligt ask?)

Da jeg kan lave stiklinger på min kødædende plante har jeg en potentielt uendelig menneske fleshlights, så nej, ikke misundelig, men glad på dine vegne. Tænk hvis jeg var så rig i fleshlights.

(føler at den kvalificerer sig, det er a-okay)

[platonisk]

tænk at være så egoistisk at man ikke kan respektere et nej