#mine egne

[soelvfisk]

Jeg har haft krampeagtige angstanfald hele natten. Faldt i søvn kl. 7 og blev vækket kl 7.50 fordi jeg jo skulle til samtale ved psykiater i dag. Aflyste simpelthen. Jeg er udmattet. Har ikke haft så voldsomme angstanfald siden dengang jeg boede hos og var kærester med Bjerget. Og da jeg boede i skabet i kælderen. I hindsight forstår jeg, at min krop var i oprør. Det var den nok også i nat. Jeg blev til den knude der sidder i min kerne. Kunne ikke trække vejret fordi min hals snørrede sig sammen. Jeg mærkede alle musklerne. Som udspændte strenge fra min kæbe til mine skuldre. Sammenbidt. Fastlåst. Mine arme helt krøllede. Jeg kunne ikke bevæge mig. Det varede 40 minutter. Så stoppede det. Så græd jeg af udmattelse og så kom det igen. Altimens min hjerne fremlagde et diasshow af traumer. Som at være fastspændt til sin krop. “SE HER HVAD DU MANGLER AT REAGERE PÅ!”. Min sjæl i oprør. Jeg tænker på hvordan jeg nogensinde skal blive til noget andet, end et menneske der forsøger at indhente sine egne reaktioner. Intet kunne hjælpe mig lige dér. Andet end at være alene. Lettelsen over i det mindste ikke at blive kigget på eller at være bange for at vække nogen. Hader den slags angstanfald hvor man skal tage imod trøst der slet ikke trøster… netop fordi jeg jo ikke kan tale mens det sker. Og fordi det ikke handler om angsten for hypotetiske ting, men minderne om ægte oplevede ting. Har det som om nogen binder et reb om min ankel og trækker mig igennem alle kaotiske følelser og oplevelser jeg har haft i de sidste 28 år. På 40 minutter. Og jeg må bare holde ud. Nu forstår jeg godt at jeg er træt. Har ingen appetit, men skal spise noget. Det er som om min krop forskrækker sig selv. Om og om. Men det er jo PTSD. Skal tale med psykiater i næste uge istedet. Har ingen forventninger. Hun har foreslået antidepressiver, men jeg er allergisk. Min hud falder af. Det gjorde den sidst. Not worth it. Tror ikke der findes løsninger. Tror Stenen fik knækket mig 4 good. Tror at jeg bare er det her menneske nu.

[litteraturhistorikeren]

Min mor siger, at jeg har forandret mig det sidste halve år. Siden jeg fik mit hjerte knust, tog alene til Spanien, og så på udveksling til Belgien. Hun siger, det virker, som om jeg er blevet rigtigt voksen. Det tror jeg, hun har ret i, jeg kan også mærke forandringerne i mig selv; en proces, der stadig er i gang. Mine prioriteter er ved at ændre sig, mit fokus er anderledes nu. Jeg er så fokuseret på snart at blive færdiguddannet og gå ind i den næste æra af mit liv. Det er nervepirrende, men jeg glæder mig også til at se, hvad næste år vil byde på. Det her har været et af de mest udfordrende år i mit liv, men jeg har klaret mig igennem det hele uden at gå ned med flaget igen, og det er jeg stolt af. Jeg brugte så mange år på at kæmpe imod at blive voksen, fordi jeg syntes, det var så uretfærdigt, at jeg ikke fik den ungdom (og på sin vis barndom), som jeg gerne ville have haft. I stedet brugte jeg så stor en del af mit liv på bare at overleve og være dybt ulykkelig. Det er først som voksen, jeg har fundet en ro i mig selv og ægte glæde i mit liv. Så jeg kæmper ikke imod at være voksen længere, jeg har tiltro til mine egne evner og ressourcer. Jeg er ved at lande i mit liv, i verden, og mest af alt i mig selv

[hello-there]

Communities are a new way to connect with the people on Tumblr who care about the things you care about! Browse Communities to find the perfect one for your interests or create a new one and invite your friends and mutuals!

[blondinehjerne]

Nogen gange føler jeg ikke rigtigt at jeg har et liv. Det er blevet lidt forstærket af at jeg bor selv. Jeg har sjældent planer og det er egentlig ikke fordi jeg ikke har venner, men de har allesammen så travlt og deres egne planer. Jeg vil gerne begynde til yoga, men jeg har ikke noget pænt træningstøj. Dårlig undskyldning, men det gør mig så usikker, for jeg har altid haft det svært med sport. Det er ikke så mærkeligt eftersom alle altid har grint mig op i ansigtet når jeg sagde jeg ville starte i med et eller andet sport. Dig??? Fitness ahhaha. Som om jeg ikke var et menneske med følelser. Jeg har ikke mange hobbies. Jeg sover alt for længe og doomer scroller de fleste af mine vågne timer. Jeg føler en del skam. Det hjælper mig at tænke at jeg nok ikke er alene, for det tror jeg ikke at jeg er. Tyverne er et mærkeligt sted at være. Og det er helt okay

[stroeriodi]

Jeg er kommet frem til, at jeg virkelig gerne vil udredes for autisme. Det er som om, der er nogle ting der bare giver mening, når jeg læser om det, men samtidig så kan det ikke rigtigt rodfæste sig, fordi jeg bliver i tvivl, når jeg ikke har nogen diagnose. Lidt ligesom spørgsmål om depression, har jeg haft det? Jeg har haft alle symptomerne, jeg har endda ægte og seriøst overvejet pros og cons ved selvmord (det er lang tid siden dog, men det var først mange år senere jeg så meget som overvejede at kalde det depression, for var det nok? Og kan man overhovedet selv vurdere det? Jeg ville og vil jo ikke udvande begreberne), men ingen fagperson har lavet nogen vurdering, hvor det ligesom blev anerkendt udefra. Har brug for at vide, det ikke kun er mig, der tænker at jeg er dit og dat eller var. Tror ikke helt jeg er deprimeret lige nu, men er nok i fare for det, nu hvor jeg er arbejdsløs og går med mine egne selvforstærkende tanker... Jeg kan bare ikke overskue at ringe til lægen. Føler aldrig jeg er blevet taget seriøst. De stiller heller aldrig en diagnose, bliver altid sendt videre til intetheden, og jeg kan ikke overskue det. Processen er for lang, og det tager rigeligt med tid før jeg får mig selv til at begynde den. Det er "lidt" dumt.

[christineforevigt]

vil bare være alene så det kun er mig selv der kan se mig

så jeg kun kan være forkert i mine egne øjne

ønsker ikke andres blik

[aromantisk-fagforening]

Norwegian possessive pronouns

ok this is probably incorrect usage but for the purposes of this post by "subject" I mean subject who owns the "object" not the actual subject of the sentence.

Possessive pronouns in Norwegian depend on the subject and object, specifically the ordinal number person (1/2/3) the count of the subject (singular/plural) and the count of the object (singular/plural) and the gender of the object (masc/fem/not). In most cases the possessive pronoun is the same as the reflexive, except for third person. Where the reflexive does not depend on the subject's gender(masc/fem), but the regular possessive one does.

the difference between reflexive and not is

A looks at A's shoes -> reflexive (she looks at her shoes -> hun ser på skoene sine)

A looks at B's shoes -> not (she looks at his shoes -> hun ser på skoene hans)

(one exception shown below) (I believe that's right but I'm not 100% cause no sources mentioned it but I'm a bookworm & native speaker)

Possessive pronouns are usually after the noun. You can generally write it before I think, but it often sounds odd. You can use it to emphasize who possesses the object though "det er min bok, ikke din!!" -> "it's my book, not yours!!'. But if you write the possessive pronoun before you have to make the noun "undefined" ("boken min" -> "min bok") Norwegian "ubestemt form".

ok so the format is: subject: singular masc object / singular fem object / singular non-gender object / plural object

1. person singular subject: min / mi / mitt / mine

2 person singular subject: din / di / ditt / dine

3 person singular subject reflexive: sin / si / sitt / sine

3 person singular subject masculine: hans

3 person singular subject feminine: hennes (booknorwegian)

3 person singular subject feminine: hennar (newnorwegian)

(it seems "den" og "det" subjects can't own anything) (I'd use "dets" or "dens" though, or the "[noun]s" using "genetiv s" if you want to search it up)

1 person plural subject: vår / vår / vårt / våre

2 person plural subject: dere / dere / deres / deres (booknorwegian)

2 person plural subject: dykkar or dokkar

3 person plural subject: dere / dere / deres / deres (booknorwegian)

3 person plural subject: deira (newnorwegian)

3 person plural subject reflexive: sin / si / sitt / sine

my ref for details: gramatikk.no pronomen (booknorwegian) , gramatikk.no nynorsk, wikipedia nynorsk for determinativ

examples (booknorwegian):

Hatten min er blå -> My hat is blue / Hat my is blue. (hatt=masc defined singular).

Han kjenner til bøkene hennes -> He knows of her books / He (knows to) ((the books) (her)). (hennes is not affected by what is being owned)

Kortet er mitt -> The card is mine. (kort=non-gender defined singular).

Vi lever våre egne liv -> We live our own lives (same word order)

Bøkenes deres ligger i hattene våre -> Their books are in our hats.

Ikke rør teppet mitt -> Don't touch my blanket / Don't touch my carpet.

Teppet deres er blått -> Their carpet is blue. (teppet=defined, non-gender, singular)(blått=non-gender)(deres=2nd or 3rd person, nongender or plural).

Alle vet det er min bok -> Everyone knows it's my book (same word order)

Idk what's up here, but the whole reflexive thing is complex:

Han vet at kortet hannes ligger på bordet -> He knows his card is on the table / He knows that the (card his) (lies on the table). (note two verbs)

Han ser kortet sitt på bordet -> He sees his card on the table / He sees card his on the table. (note one verb)

examples (newnorwegian):

Det er deira fortelling -> It's their story. (plural they).

Boka hennar ligg på bordet -> Her book is lying on the table / Book her lies on the table (Norwegian word order) / Her book is on the table. -> Boka hennes ligger på bordet (Booklanguage)

[minvaerrehalvdel]

Jeg prøver at forklare mit livsperspektiv, forklarer jeg det meget dybdegående, i detaljer, meget frit-tænkende, meget neutral, alt binder sig sammen med mit moralske kompas, et kompas jeg har kreeret i en tilstand, hvor min egen person ikke er taget hensyn til, hvor mine egne behov ikke eksistere og der ingen gevinst er for mig at hente. Vil aldrig kunne stemme politisk på noget, som jeg ser gavn i for mig. Har et reelt problem med tanken om, at de få steder man kan have indflydelse på omverdenen, vælger man at sætte sit eget behov først. Samtidigt synes jeg politik er så overfladisk, at det gør helt ondt. Har det som om, at ingen tør at tænke dybere, i håb om at finde en løsning, der hvor misforståelser fremkommer og spørge med en reel nysgerrighed hvor det går galt. Istedet snakker vi for blind empati, fremhævelse af ego, paratviden, overskrifter- toppen af isbjerget typeshit. Vi diskuterer og debattere i en omfattende selvsikkerhed, med en absolut minimum medforståelse. Kan godt forstå det, men det giver ingen mening for mig, det er ikke, at det totalt spild af tid, det er den udelukkende splid, og assimilering samt den tydelige svind af free thinking jeg har et problem med. Det efterlader mig fremmedgjort og jeg kan ikke deltage. Hver gang jeg går i dybden med politik (og egentlig bare alle emner som indebærer et dilemma), bliver jeg hevet op til overfladen med hvor der ingenting er at hente og jeg er alene i tanken om, at tage problemet op ved roden, for den er dyb, den er altid dyb.

[greaseonmymouth]

juni er åbenbart pride måned i den engelsktalende verden og i den anledning (fordi jeg venter på mit vasketøj tørrer så jeg kan tage det ind, og så gå ud og handle) vil jeg vise jer noget:

jeg navngiver sjældent mine fics før de er færdige så dokumenterne har altid wip navne, men selv for mig er det her absolut unhinged behaviour. nummereret efter den rækkefølge jeg fik idéen/oprettede dokumentet/begyndte at skrive, med en kort beskrivelse i parentes så jeg kan kende forskel. (det er også forklaringen på at nuværende wip er nummer 10, og ikke 11.)

det jeg gerne vil tale om er min nuværende wip - som har et navn! - 'kaffe 10 (pride)'. tilbage i oktober da jeg først fik idéen, var tanken ikke længere end "Assad bliver anholdt på en bøssebar bare fordi, Carl går amok over det, det bliver en PR katastrofe for politiet, og Carl bliver bedt om at stå i spidsen for politiets vogn på årets pride som han under ingen omstændigheder vil gå med til". i København er pride i august måned, det foregår på rådhuspladsen og der er sat en uge af til formålet (selve optoget går fra Frederiksbergs rådhus til Københavns rådhus). i år er Copenhagen Pride Week sat til 10.-18. august.

historien finder sted i 'den tidlige sommer'. jeg har ikke sat dato på fordi den slags har det med at bide mig i røven men 'den tidlige sommer' for mig er ca. slut maj/start juni - det er lyst og lunt, folk er begyndt at samle sig udenfor i solskinnet men det er endnu ikke juli-hedt og tørt. (medmindre det er den slags juli hvor det bare regner uafbrudt, det kan jo ske.) pointen er, der er ca. to måneder til pride, dvs. der er lige tid nok til at Københavns politi kan få den "geniale" idé at for at redde deres omdømme vil de indsætte en vogn i optoget med regnbueflag på og...nogle politifolk som gider stå på den.

her er min note fra oktober:

Carls “mantra” under hele forløbet er “politiet har intet at skulle gøre på pride og da slet ikke efter det stunt vi har lavet på Centralhjørnet” og “vores egne, Marcus! Hvis vi ikke kan finde ud af at lade vores egne homoer være i fred hvad fanden laver vi så?”

siden jeg gik i gang med at skrive for alvor begyndte jeg at overveje om jeg nu også skulle køre den helt derud - mest fordi jeg har allerede tredive tusind ord på den her fætter og hvis jeg tager det her med, så kan jeg slet ikke være sikker på at jeg overhovedet når at skrive historien færdig inden pride i august 🥹

men. jeg gør det. fordi hele pointen med den her fic er at realisere det billede jeg har haft siddende fast i mit hoved af Carl 'no cops at pride' Mørck.

[oestvind]

Jeg har besluttet mig for kun at date folk som virkelig behandler mig godt. Gider ikke settle længere for folk som behandler mig som om at jeg ikke har andre muligheder end dem. Jeg vil gerne prøve at blive behandlet som man ser i film og læser i bøger, selvom det virker urealistisk. Jeg er blevet alt for glad for mit eget selskab og på trods af at et forhold kunne være nice så gider jeg ikke sårer mine egne følelser eller lade et andet menneske give mig mindreværdskomplekser.

Idag var jeg på vej på date og jeg er i lidt god tid hvor vi har aftalt at mødes, og jeg tænker det er okay fordi i mit hovede hvis du skal hente en date så er du i god tid og hvertfald ikke forsinket, men han kommer ikke til tiden. Jeg venter 5 minutter og skriver til ham om han er forsinket. Han svarer ikke. Efter 10 minutter så går jeg. Så sender han et billede af hvor han holder. Jeg skriver at jeg er gået og at jeg ikke synes det okay at man kommer forsent, synes det okay af mig taget i betragtning af at han bor 10 minutter fra mig hvilket betyder han er kørt hjemme fra EFTER at klokken var det tidspunkt vi aftale at mødes. Nænæ, så tog mig selv på date og gik en lang tur.

[uforglemmeligtglemt]

stoppet med juu igen, fuck det er hårdt at forholde sig til alt det man røg for at glemme. endnu sværere når det ikk kun er mig selv og mine egne tanker jeg skal kæmpe mod.

samtidig kan jeg jo ogs godt lide bare at være ædru til en hvis grad. der går bare noget tid før energien kommer tilbage, men jeg ved jo den kommer.

[soelvfisk]

Min psykiater kigger på min striktrøje. Jeg tror at hun synes den er pæn, indtil hun siger at hun er bekymret for min vægt, selvom jeg spiser mere end jeg plejer for tiden. Hun tager sig til sine kraveben, som for at signalere at jeg ikke kan gemme mig bag uld og lange øreringe.

Jeg løfter min hånd op og mærker mine knogler. En lille stemme i mig skriger at jeg altid har været slank - det får jeg jo at vide af mine forældre. Som om jeg kunne få hende til at ændre mening, selvom jeg ved at hun har ret. Sluger ordene inden de kommer ud. Sandheden er jo, at min krop er et stort symptom på alle de udfordringer jeg har gået med alene. Så længe jeg kan huske. Min strik er fin. Min striktrøje er stadig virkelig pæn, selvom jeg er tynd inde i den. Men den gør mig ikke rask.

Jeg fortæller hende om symptomerne på min undervægt og hun lytter med blikket rettet skiftevis mod mig og sin notesblok. Milde væsen. Jeg ved at hun ikke er der for at kaste dom. Sommetider vil jeg bare så gerne glemme at jeg er syg. Vil at tingene skal handle om noget andet i et lille øjeblik. Men hver gang jeg kigger væk, er det også underligt skræmmende at se mig selv i øjnene igen. Standser mine egne ord. De ord der normaliserer overbelastning som en baseline i mit liv. De skal erstattes med ord der kræver forandring. Skal stirre det i stykker. For at integrere det som et anker i min egen flygtige hjerne. At jeg ikke automatisk får det bedre, bare fordi jeg gør mig umage med noget andet end problemet.

“Men du har jo altid været et slankt menneske, skat”, siger min mor i bilen på vej væk derfra. Stemmen har et hjem. “Bortset fra, når jeg har været i trivsel”, svarede jeg. Og så sad vi der og lyttede til gps-damen fortælle os om en rundkørsel.. som om vi ikke har kørt den samme rute hver onsdag i snart 3 år. Det er hårdt for min mor. Vi beroliger os selv med den samme sætning. Og vi bider os i tungen på samme tid, når erkendelsen pludselig lander. At jeg nok aldrig var helt sund, under alle mine striktrøjer. Jeg skal ikke ligne mig selv, hvis det indebærer at forsømme min krops behov.

[hello-there]

Communities are a new way to connect with the people on Tumblr who care about the things you care about! Browse Communities to find the perfect one for your interests or create a new one and invite your friends and mutuals!

[litteraturhistorikeren]

I dag har jeg gjort rent, og det føltes godt. Produktivt. Jeg kunne ikke sove i nat (min insomnia lader til at have teamed up med den begyndende vinterdepression, love 2 see it), men jeg vil prøve at læse alligevel. Jeg var i Amsterdam i weekenden, og i morgen kommer mine venner fra Aarhus og besøger mig indtil søndag. Det er rart, at der sker noget, selvfølgelig, men den grundlæggende følelse af udmattelse helt ind i knoglerne er vendt tilbage. Jeg er så træt. Stresset over skole (jeg er ikke glad for universitetet, fagene, eller den måde, de gør tingene på her), stresset over penge (jeg måtte tage endnu et SU-lån, og min gæld er efterhånden så høj, at jeg drømmer om det om natten - at jeg bliver færdiguddannet næste år, og hvor lang tid det kommer til at tage at tilbagebetale mit lån).

Jeg håber ikke, jeg er på vej mod et burnout (igen). Jeg skal bare klare den til februar. Jeg skal bare klare mig igennem mine fem eksaminer her i Belgien i januar, og så kan jeg rejse til Finland. Bo i en fin lejlighed med mit eget køkken og badeværelse (og endda en altan!!) - og til en billigere husleje end mit kollegieværelse her i Belgien, hvor jeg deler badeværelse og køkken med andre. Jeg vil kunne skrive mit speciale på mine egne præmisser, skabe min egen rytme.

Verden føles skræmmende, fremtiden står lige for døren, og det hele giver mig lyst til at gemme mig. Kravle ind i en lille hule, indtil det hele ikke føles så overvældende længere.

Sikken novemberfølelse

[hanna-water]

source: https://www.bt.no/amagasinet/i/VPjGgr/baard-ylvisaaker-det-aa-staa-paa-en-scene-foran-20000-drit-i-det Bård Ylvisåker: – Det å stå på en scene foran 20.000? Drit i det.

(Aftenposten) Han har overtatt tronen i “Kongen befaler” og har levd av å opptre halve livet. Men det er ikke dette Bård Ylvisåker virkelig brenner for.

Publisert: 11.02.2023 10:26 

Han skjønte raskt at det var noe galt med mannen i vannet. De var på vei hjem, han og broren og moren, da de fikk øye på ham, duppende i en dam, med ansiktet ned.

Hvem var det? Hvordan havnet han der? Ingen visste. Men det var veldig tydelig for Bård at mannen var død.

Hendelsen ligger milevis unna og 30 år tilbake i tid.

Hans Terje Ylvisåker var sivilingeniør og tok med konen og sønnene på jobb for Norad i Mosambik og Angola. I sistnevnte land var det borgerkrig og ikke uvanlig at barna så våpen eller hørte skudd. Mens tre år eldre Vegard trivdes bedre hjemme, gjerne foran flysimulatoren, fikk den eventyrlystne lillebroren utforske nabolaget, lenge før telefoner ble mobile og barneklokker fikk GPS.

– Det er rart foreldrene mine lot meg få lov, men jeg gikk og spankulerte rundt der, sier Ylvisåker til Aftenposten.

Han har kalt barndommen «perfekt», har sagt om Afrika-årene med broren at det «ble veldig mye oss». Med et hav av tid og bare tre VHS-filmer – «Life of Brian», Harald Heide-Steen, «Weekend at Bernies» – formet brødrene sin egen humor.

En humor som har brakt dem fra suksess til suksess i en karriere som har vart mer enn halve livet, der de har gjort alle sketsjer, show og sanger sammen.

Helt til nå.

Fortjent terningkast 2

Han gråter «ekstremt sjeldent». På skjermen: smil og latter, glimt i øyet, alltid morsom.

– Hva er det minst morsomme du har laget?

– Som vi har laget?

Han er kanskje ikke vant til å få spørsmål i entall?

Ylvisåker sitter i et mørkt studio i produksjonsselskapet Concorde TV, som brødrene startet for 11 år siden. Han humrer litt, gjesper litt, lener seg tilbake i kontorstolen, i mørk genser og mørke jeans, mens han heller i seg mørk væske fra en boks Pepsi Max.

Og slik finner man lettest mørke i livet til Bård Ylvisåker: Man konstruerer det. Hendelsen med den døde mannen er et sjeldent glimt av noe annet enn idyll.

Men det minst morsomme han har gjort?

«Ylvis goes philharmonic», svarer Ylvisåker.

Det var i 2001, tidlig i karrieren. Bård og Vegard var nettopp blitt oppdaget i skoleteateret hjemme i Bergen, to sjeldne talenter med et rykte som spredte seg raskere enn korona.

Men denne forestillingen med Bergen filharmoniorkester ble halvhjertet. Dagbladet trillet terningkast 2. Velfortjent, mener han og kaller det hele «pinlig».

– Jeg tror det var da vi bestemte oss for at vi aldri igjen skulle ta lett på en jobb.

Dette var årene der livet hans ble snudd på hodet. Det ene øyeblikket var han en ganske vanlig norsk tenåring. Så fortalte kjæresten at hun var gravid, en manager plukket ham opp fra skolerevyen, og vips, så var Bård Ylvisåker på full fart mot småbarnsliv og stjernekarriere.

– Jeg følte jeg gikk fra å være barn til å ha barn uten noe voksenliv imellom. På samme måte var det med meg og Vegard: Vi hadde ikke noe forhold til teater, egentlig.

Fjasete, grovt og nydelig

Brødrene fløy rundt på turné med showet «Ylvis», en eventyrlig suksess. Som føltes helt feil. Sketsjene og humoren var ting han var blitt fortalt ville funke. Noe det gjorde. Men det var ikke hans humor.

– Jeg var helt død inni meg, liksom. Jeg synes det var helt meningsløs drit. 

På hotellrommet tok han frem gitaren, nærmest som terapi, og lærte seg sangene til artisten og skuespilleren Jack Black – som med bandet Tenacious D lagde fjasete, grove, nydelige sanger.

– Jeg satt og spilte gjennom de låtene og tenkte at det må være helt fantastisk å kunne leve av å lage egne låter som er kødd. Men jeg var helt sikker på at dit kommer jeg aldri.

Sceneskiftet som fulgte, er fortalt før, men et kort synopsis:

Ylvisåker-brødrene fikk ny manager, som utfordret guttene på hva de ville gjøre. Sommeren 2011 fikk de eget show i P3, klekket ut sine egne, corny ideer, deriblant «låter som er kødd». Den første, rap-parodien «Work It», skapte blest også utenfor Norge. Og Bård tenkte: «Oh shit, OK, det går an.»

To år senere lagde de en annen tullesang sammen med stjerneprodusentene i Stargate, om hvordan ingen vet hva reven sier, og ... vel, du vet.

Midt i intervjuet lyder plutselig brorens skarrende stemme fra skrivebordet:

«Eg trenger penger!»

– Sorry.

– Hva var det?

– Det var Vegard sin meldingslyd.

Han flirer litt. Brødrene ser hverandre daglig, men sjelden utenom jobb.

– Jeg ringer jo ikke ham og spør om han skal være med på kino. Det ville være litt spesielt.

Og nå, for første gang, kan de altså sees alene i hvert sitt program. Bård som ny konge i Kongen befaler. Vegard som vinner av høstens 71 grader nord.

Men den som leter etter en sprekk i idyllen – en Knutsen i klinsj med Ludvigsen, en Simon på kant med sin Garfunkel – må lete forgjeves.

– Han har hatt lyst til å være med i sikkert ti år. Han elsker jo det der. Jeg har ikke sett en eneste episode av 71 grader nord i hele mitt liv, inkludert hans sesong, sier Bård.

Jobben som programleder i Kongen befaler ville han neppe tatt uten å føle eierskap til programmet, sier han.

– Det er jo en programlederjobb som er helt topp, det. Men mitt hjerte ligger i å lage ting fra bunnen av.

Ylvis-brødrene produserte den første sesongen og valgte Atle Antonsen som programleder. I høst mistet sistnevnte jobben som følge av den mye omtalte episoden med Sumaya Jirde Ali.

– Hvordan er det egentlig å ta over rollen under de omstendighetene?

– Jeg verken kan eller vil gå inn i den greien der. For meg er det mer sånn: Faglig sett skal jeg hoppe etter Wirkola, for jeg synes Atle gjorde en veldig god jobb som konge.

Han har ikke snakket med Antonsen om jobben, bortsett fra en tekstmelding der den gamle kongen ønsker den nye lykke til.

Det var Ylvis som produserte første sesong av «Kongen befaler» i 2019, og som valgte Drammens Teater som scene og Atle Antonsen som konge. FOTO: GORM KALLESTAD / NTB

«Heroin skutt i øyet»

Bård Ylvisåker har det som kan være både en superkraft og en akilleshæl i showbiz: Han blir ikke nervøs.

Muligens er det genetisk. Han la særlig merke til det da de holdt konsert i Stavanger med brødrenes tidligere sidekick, Carl Fredrick «Calle» Hellevang-Larsen. Alle Ylvis-brødrene skulle på scenen, inkludert den mindre kjente Bjarte, attpåklatten som ble løftet frem i fjorårets Ylvis i Sogn på VGTV. Ingen av de tre brødrene var nervøse.

Calle, derimot.

– Han var så nervøs. Han skulle bare være på én låt, men var helt knekt. Han kaster opp før han skal ut på sånne ting. Og jeg tenkte: «Hvordan orker du å gjøre noe på en scene? Jeg fatter det ikke. Det virker jo så utmattende.»

Men så, da Calle gikk av scenen, fikk Bård se den andre siden.

– Det var som om han hadde skutt heroin i øyet. Han sa: «Er ikke dere happy, og er ikke dette det mest fantastiske dere noen gang har vært med på?!» Så sitter Vegard, jeg og Bjarte der og bare: «Jo, det var topp det. Det var kult.»

«Kaos» kaller Bård Ylvisåker konserten de holdt i Oslo Spektrum i 2014, foran 8500 tilskuere. Det ble så mye som skulle ordnes, løses, innøves, at han nesten ikke klarte å nyte opplevelsen. FOTO: VEGARD WIVESTAD GRØTT / NTB

Bård har hatt sine triks for å gire seg opp. Når de holdt show, kunne han, til de andres frustrasjon, få et kick av å møte opp backstage rett før forestillingen.

– Det å komme fra gateplan og så fem minutter senere stå foran 500–1000 mennesker, det ga meg et slags støt som gjorde at jeg skjerpet meg.

Det han virkelig brenner for, er skapelsen. Han kan gå til konen, stolt som en unge med tegning fra barnehagen, og spille av en tidlig låtskisse sammen med det ferdige resultatet.

– Hun blir fascinert av at jeg fremdeles synes det er spesielt, sier han.

– Det å stå på en scene foran 20.000? Drit i det. Da blir du jo bare plassert et sted og skal gjøre låten din. Men det å lage noe som ikke finnes, det synes jeg er bare ... ufattelig gøy.

Hollywood, runde to

Denne skapergleden har møtt sin motstand.

Deres nå ti år gamle monster-hit «The Fox» – som er avspilt 1,1 milliard ganger på Youtube og førte dem på en vill rundtur, fra amerikanske talkshow til hylende asiatiske fans – satte spor i USA. Senest i en fersk Super Bowl-reklame for Uber, med flere store artister, der Bård og Vegard synger en snutt ikledd sine velkjente revedrakter.

Sangen åpnet mange dører. Brødrene har jobbet med flere mulige show i USA. Og har møtt et digert maskineri med sine egne rutiner, hindringer, normer og meninger.

I første runde føyde de seg, full av respekt for Hollywoods høye herrer.

– Så blir det slipt vekk mer og mer av kantene. Du blir sittende igjen med en sånn grå amerikansk deig, sier Ylvisåker.

Resultatet ble en pilot-episode som ingen var fornøyd med. Det fislet ut.

Så minnet de seg selv på reve-sangen. Hvor startet det? Jo, hos fire–fem nordmenn hjemme i Oslo. Og jo da, de fikk hjelp av Stargate. Men selv de «aner ikke hvordan de skal lage en hit», sier Ylvisåker.

– Det er de helt åpne om. Det eneste du kan gjøre, er å følge hjertet ditt og lage masse sanger. Én av dem smeller. Hvilken? Umulig å si. Møter du et menneske som sier at de vet det, skal du styre unna.

Helt ærlig, Bård Ylvisåker:

– Hvilken av dine egenskaper håper du barna dine ikke arver?

– Evnen til å utsette helt nødvendige, hverdagslige oppgaver.

– Hva er din favorittlyd?

– Rent teknisk liker jeg veldig godt «fasten seatbelts»-lyden på fly. Den har en fantastisk blanding av skarphet og rundhet.

– Hvilken låt har betydd mest for deg?

– «Another Brick In The Wall, pt 1.» av Pink Floyd.

– Når følte du deg sist mislykket?

– Sist jeg forsov meg sånn at barna kom for sent på skolen.

– Hva er det norskeste du vet?

– Langrenn. Jeg prøver å forklare folk i utlandet at de største heltene i Norge er de som går fort på ski rett frem og av og til stopper for å skyte. De skjønner ingenting.

– Når føler du deg mest i utakt med din samtid?

– Når folk skriver «POV» på Tiktok.

Ylvis vendte tilbake. Og begynte å protestere når folk filte ned ideene.

– Det blir sånn: «OK, så de tilbakemeldingene dere nettopp ga oss? Hva om vi hadde kommet inn og sagt at vi skulle lage en EDM-sang om en rev? Den hadde feilet på alle punktene dere nettopp nevnte.»

– Blir «The Fox»-suksessen et slags rush som dere har lyst til å gjenskape?

– Ja, altså vi holder på, sier Bård, som ikke legger skjul på at de trekkes mot Hollywoods nedslagskraft og høye budsjetter.

– Men vi er jo veldig lugne på at om det ikke blir sånn som vi vil, så driter vi i det. Det er mange der borte som blir fascinert av at vi ikke gir oss.

– Har du lukket noen dører med den holdningen?

– Absolutt! Hehehe.

– Det er kanskje et sunnhetstegn?

– Ja, det føles dessverre alltid riktig etterpå. Selv om du ser båten seile videre uten deg, så ... Hvis det er Titanic som seiler, så er det jo greit.

Strenge unge foreldre

Apropos: Nå må Bård gå.

Han plukker opp jakken, trasker mot bilen nedenfor kontoret, en elektrisk kabriolet.

Som kan høres ut som nettopp den bilen du forventer av en komiker som har tjent flere millioner årlig. Helt til den dukker opp: en sølete, knøttliten Smart-modell som så vidt rommer Bård.

– På en sommerdag skal den gå opp til hundre kilometer, sier Ylvisåker.

Så står det naturlig nok en større bil hjemme, med plass til hele familien. På bilferier har han og konen hatt klare regler for de tre barna: ingen skjermer.

– Det kom noe godt ut av at de kjedet seg. Da var det ekstra digg å komme frem. Og det tvang ungene til å snakke sammen.

Som unge foreldre ble de opptatt av ikke å feile og ikke «bare ta med ungene på McDonald’s og være sløv».

– Du skal liksom ta igjen med å være veldig rigid, og jeg husker vi ble applaudert av andre voksne for at vi var så prinsippfaste.

Kanskje var de for prinsippfaste, lurer han.

Datteren var sist i klassen til å få telefon. Det blir vanskelig når barnet blir eneste i klassen som ikke er på Snap eller får spille det nyeste spillet.

Og det er tross alt forskjell på skjermbruk – forskjell på å lære seg lesing og regning i en app og glo på en tullete musikkvideo med to artister i revekostyme.

Mitt kulturliv

Hører på/ser på/leser nå: – Jeg vet det høres rart ut, men jeg konsumerer nesten ingen former for underholdning for tiden. Så mye av arbeidsdagen går med til å skrive og analysere ting at jeg helst bare vil ha det stille hvis jeg har fri en ettermiddag. Helt stille i bilen på vei til jobb, ingen musikk når jeg trener, hører av og til halve førsteepisoden av nye podkaster for å høre hva konseptet er, men så vil jeg gjerne slippe å høre mer.

Klype-seg-i-armen-gøy

Uansett er barna blitt gamle nå – 13, 18 og 21 år – og eldstedatteren har allerede reist av gårde for å studere til arkitekt, det Bård selv ville bli før han ble svelget av underholdningsbransjen.

Mens Vegards datter har vunnet MGP Jr., har ikke Bårds barn satset i den retningen. Som er helt greit, synes han.

– Den virker så tilgjengelig, den drømmen om at du bare kan filme deg selv på Youtube, og så kan du bli rik. Det er veldig vanskelig for barn nå å forstå hvor lite det nåløyet er.

Han svinger den knøttlille bilen inn i en ny Oslo-gate mens han humrer litt over uttalelsen om at komikere er på høyden som 30-åringer – uttalt av en 30 år gammel Bård.

– Jeg synes jo 40-åringer er knakende gode, sier han.

– Man merker vel når man begynner å levere ting som folk ikke liker. Får jeg håpe, i hvert fall.

– Kunne du tenke deg å jobbe oftere som regissør og holde deg i kulissene?

– Jeg føler det høflige er å si ja. Og jeg liker å gjøre det i tillegg. Men jeg har ikke lyst til å slutte helt.

De siste årene har tidvis vært tunge. Prosjekter har møtt motstand. Han kjenner det krever litt ekstra nå, han må jazze seg mer opp for å gå ut på en scene og gnistre.

Men skapergleden? Uendret. På parkeringsplassen utenfor togstasjonen snakker han om et USA-relatert prosjekt de har på gang. Som inkluderer en sang med Kringkastingsorkesteret.

– Der har du igjen det der med at du begynner med en idé og kanskje nynner inn en melodi. Og plutselig sitter et strykeorkester og spiller det, og det bare låter helt sinnssykt fett. Det er jo sånn klype-seg-i-armen-gøy, sier Ylvisåker.

Før han går ut av bilen for å ta nye passbilder til et nytt visum, en ny USA-tur og kanskje et nytt eventyr.

Etter stjernestøvet

En dag i 2013 gikk han bortover gaten på Manhattan med en spesiell følelse i kroppen.

Han hadde nettopp kommet ut fra døren til Stargate, der han og broren hadde fått lov å jobbe en hel dag i studio med en egen låt som var kødd. De hadde mast seg til noen ekstra timers jobbing med produsentene.

Han tuslet opp på hotellrommet, lukket døren og spilte av sangen på telefonen.

Det han hørte i hodetelefonene, var ikke lyden av en fremtidig global hit. Men han hørte noe nesten like vakkert: en idé, klekket ut hjemme i Norge, jobbet frem av to brødre, løftet til nye høyder av to topp-produsenter. En idé som hadde nådd sitt absolutt ytterste potensial.

Og da, sittende på rommet, med en fjasete reve-låt i ørene, begynte Bård Ylvisåker å gråte.

Publisert: 11. februar 2023 10:26

[umagesind]

Hvordan skal jeg kunne bære alle verdens bekymringer, når jeg knap kan bære vægten af mine egne knogler

[ditte-i-brisbane]

Turen går til Tasmanien part 2/3

Tirsdag (Launceston - Strahan):

Tirsdag var dagen, hvor turens højdepunkt kom for mig. Vi skulle besøge Cradle Mountain. Cradle Mountain er Tasmaniens mest genkendelige og ikoniske bjerg. Og det er meget forståeligt. Vi brugte omkring 4 timer på at vandre rundt i nationalparken, men jeg er ikke i tvivl om, at man kunne have brugt 2 uger uden at gentage de samme spor. I denne del af Tasmanien på vestkysten regner det omkring 280 dage om året, 100 dage mere end i DK, men det kunne vi ikke mærke noget af. Vi havde simpelthen fuld sol med skyfri himmel. Og som krymmel på toppen, var der næsten heller ingen vind. Det var den perfekte dag.

Vores tur i nationalparken startede ved Ronny Creek, som er en af de bedste steder til at spotte wombats i Tasmanien, og jeg kan love jer for, at der var mange af dem. Jeg fik altså i den grad set alle de vilde wombats, jeg kunne drømme om.

Turen gik derefter videre op gennem det smukke sub alpine landskab, langs et vandløb, hvor man kunne fylde sin drikkedunk, og op til Glacier Lake. Så smukt!

Efter Glacier Lake gik vi videre op, hele vejen til Marions Lookout. Her havde vi den smukkeste udsigt til bagsiden af Cradle Mountain, som er kendetegnet ved nationalparken, og over Dove Lake. Jeg spiste frokost på toppen i shorts og med en lang undertrøje, mens solen varmede mig op.

Efter frokost skulle vi desværre vende om, da vi jo kun havde 4 timer, og ikke kunne gå videre til selve Cradle Mountain. Vi gik altså ned igen, og kom forbi Dove Lake og Glacier Rock, som også havde smukke udsigter op til bjerget.

Efter turen tog vi hurtigt forbi Ronny Creek igen, og kiggede efter flere wombats. Jeg må erkende at Tasmanien er stedet for mig i Australien, og jeg bliver nødt til at komme tilbage igen. Der er en seks dages vandretur, kaldet Overland Track, som man kan gå ved Cradle Mountain, og den skal jeg bare gennemføre. Det bliver nok ikke i mens jeg er her nu, men nu ved jeg præcis, hvad jeg skal rejse tilbage og få gjort.

Efter den lange dag kørte vi til Strahan, hvor vi nu skal sove to nætter. Her er der et lille vandløb, hvor der bor næbdyr, så jeg krydser fingre for, at kan få lov til at se sådan en.

Onsdag (Strahan - Strahan):

Onsdag bød på en dag i Strahan. I dag tog vi en tur i regnskoven, hvor vi gik ud til Montezuma Falls. Det var så fedt at få set et vandfald med vand i, da de fleste vandfald i Queensland har været ret tørre.

Strahan er en gammel mineby, så her fik vi også lov til at gå ind i en af de gamle minehuler, hvor vi fik set nogle store huleedderkopper. Jeg har altså endelig set en stor edderkop i Australien!

Efter turen i regnskoven kom vi tilbage på vores hostel og havde en chill eftermiddag. Her var jeg heldig nok til at se et næbdyr! Desværre har jeg ikke noget bevis, så i må stole på mig, når jeg siger at jeg så en af jordens mest usandsynlige dyr med mine egne øjne ;)

Aftenen blev brugt i teateret, hvor vi så Australiens ældste skuespil: The Ship that Never Was. Dette skuespil har kørt i 29 år her i Strahan. Det handlede om nogle af de forbrydere, der levede i Van Diemens land, Tasmanien, som byggede en båd, stjal den, sejlede til Chile og derefter blev fanget af briterne. Det var et virkelig sjov skuespil, hvor publikum virkelig blev inddraget. Vi grinte en hel masse, selvom de fleste af os europæere måske ikke helt forstod de meget tykke australske dialekter.

Dette var altså en mere stille dag, men næbdyret var en kæmpe bonus :)))

[forblivgylden]

er du her stadig? for mange år siden skrev du

“når livet er hårdt bider vi tænderne sammen, så lever jeg videre med ømme kæber” og det er mit yndlings det har siddet fast i min hjerne siden

vil bare gerne sige tak og spørge om det er taget et sted fra eller fra din egen hjerne

jeg er her stadig. tiden går stærkt.

tusind tak for spørgsmålet, det er mine egne ord. jeg sætter pris på at du har tænkt så meget på dem.