#hvis jeg ikke skriver det kommer det bare til at køre i mit hoved til mine dages ende

[greaseonmymouth]

juni er åbenbart pride måned i den engelsktalende verden og i den anledning (fordi jeg venter på mit vasketøj tørrer så jeg kan tage det ind, og så gå ud og handle) vil jeg vise jer noget:

jeg navngiver sjældent mine fics før de er færdige så dokumenterne har altid wip navne, men selv for mig er det her absolut unhinged behaviour. nummereret efter den rækkefølge jeg fik idéen/oprettede dokumentet/begyndte at skrive, med en kort beskrivelse i parentes så jeg kan kende forskel. (det er også forklaringen på at nuværende wip er nummer 10, og ikke 11.)

det jeg gerne vil tale om er min nuværende wip - som har et navn! - 'kaffe 10 (pride)'. tilbage i oktober da jeg først fik idéen, var tanken ikke længere end "Assad bliver anholdt på en bøssebar bare fordi, Carl går amok over det, det bliver en PR katastrofe for politiet, og Carl bliver bedt om at stå i spidsen for politiets vogn på årets pride som han under ingen omstændigheder vil gå med til". i København er pride i august måned, det foregår på rådhuspladsen og der er sat en uge af til formålet (selve optoget går fra Frederiksbergs rådhus til Københavns rådhus). i år er Copenhagen Pride Week sat til 10.-18. august.

historien finder sted i 'den tidlige sommer'. jeg har ikke sat dato på fordi den slags har det med at bide mig i røven men 'den tidlige sommer' for mig er ca. slut maj/start juni - det er lyst og lunt, folk er begyndt at samle sig udenfor i solskinnet men det er endnu ikke juli-hedt og tørt. (medmindre det er den slags juli hvor det bare regner uafbrudt, det kan jo ske.) pointen er, der er ca. to måneder til pride, dvs. der er lige tid nok til at Københavns politi kan få den "geniale" idé at for at redde deres omdømme vil de indsætte en vogn i optoget med regnbueflag på og...nogle politifolk som gider stå på den.

her er min note fra oktober:

Carls “mantra” under hele forløbet er “politiet har intet at skulle gøre på pride og da slet ikke efter det stunt vi har lavet på Centralhjørnet” og “vores egne, Marcus! Hvis vi ikke kan finde ud af at lade vores egne homoer være i fred hvad fanden laver vi så?”

siden jeg gik i gang med at skrive for alvor begyndte jeg at overveje om jeg nu også skulle køre den helt derud - mest fordi jeg har allerede tredive tusind ord på den her fætter og hvis jeg tager det her med, så kan jeg slet ikke være sikker på at jeg overhovedet når at skrive historien færdig inden pride i august 🥹

men. jeg gør det. fordi hele pointen med den her fic er at realisere det billede jeg har haft siddende fast i mit hoved af Carl 'no cops at pride' Mørck.

[nils-elmark]

Min tidsrejse tværs over Amerika

Under corona nedlukningen bingede min hustru og jeg det ene afsnit efter det andet af Boardwalk Empire på HBO. Det er en gangster-serie, der starter i 1920 i Atlantic City på den amerikanske Østkyst. I afsnit 4 er der en scene, hvor en af hovedpersonerne, Jimmy er i Chicago med sin kæreste, den prostituerede Pearl, der pludselig sidder og læser en bog. Som litterær opdagelsesrejsende spoler jeg naturligvis tilbage, for at se titlen på bogen. I en serie, der koster 35 millioner kroner per afsnit, giver instruktøren ikke en af personerne en bog i hånden, uden at han har tænkt over, hvilken bog det skal være. Bogen er “Free Air” af Sinclair Lewis; den blev udgivet i 1919 og er altså en tidstypisk bog.

Jeg går på jagt efter originaludgaven og konstaterer, at der er 26 eksemplarer til salg i hele verden, de fleste i USA, til en pris på mellem 50 og  200 dollars plus 20 dollars i porto. Det er for dyrt, så jeg fortsætter jagten og finder tilsidst det eneste eksemplar i England hos et London antikvariat. Her er prisen £6 og det samme i fragt. Den 101 år gamle bog, jeg modtager, er slidt og gennemlæst, men den fungerer stadig helt efter hensigten.

Jeg kan godt forstå, hvorfor gangsterpigen Pearl er så optaget af sin bog: Den er spændende, godt skrevet og romantisk. Den handler om den unge overklasse pige Claire Boltwood fra Brooklyn i New York, der sammen med sin stilfærdige far, kører tværs over Amerika i bil fra Minneapolis i Minnesota til Seattle i Washington. Det er Claire, som sidder bag rattet; hun er den nye frigjorte amerikanske kvinde og hun er på en 3.000 kilometer biltur 70 år før Thelma & Louise. Undervejs gennem Midvesten møder hun den unge Milton Daggett. Han er  født og opvokset i den lille flække Schoenstrom, hvor en stor del af emigrant-indbyggerne stadig taler ‘Pidgin-German”. Milt er den moderne unge mand af folket. Han har ikke den store uddannelse men er begavet og entreprenant. Han er mekaniker og har sit eget værksted, for i Free Air er bilen symbolet på den amerikanske drøm. Toget er for snobbet aristokrati, bilen er for folket og fremtiden. Titlen ‘Free Air’ refererer i øvrigt til et skilt på en tankstation, som fortæller, at luften til bildækkene er gratis.

Forfatteren Sinclair Lewis tog selv på tur gennem Amerika inden landet blev asfalteret. 

Milt bliver vildt forelsket i Claire, opgiver sit værksted og fortsætter i hjulsporene efter overklassepigen og hendes far. I 1910′erne var USA stadig ikke asfalteret hele vejen på tværs, og det var en krævende tur at køre i over prærien i hjulsporene fra indvandrernes hestevogne. Milt redder datter og far ud af en række vanskeligheder - vi får undervejs et on-line mekaniker-kursus, som minder om “Zen og kunsten at reparere sin motorcykel”, men Claire er i øvrigt ikke nogen hjælpeløs pige og de to unge mennesker udvikler hinanden på rejsen over Amerika. 

Så er det, at de litterære omkørsler dukker op. I Gopher Prairie giver Claire 2 bøger til Milt for at højne hans boglige uddannelse. I Schoenstrom, hvor han kommer fra, er det nemlig kun præsten, som læser bøger.

Den ene bog er digtsamlingen “The Congo and Other Poems” af Vachel Lindsey. Den skal jeg naturligvis også have fat i. Bogen blev udgivet 1914 og handles til hundredvis af dollars, men jeg finder en eksemplar fra 1916 til 18 dollars i et antikvariat i Califormien. Da jeg åbner bogen for første gang, kan jeg se, at den tidligere har tilhørt en vis Margaret C. Anderson. Hvem var hun? Hun var såmænd en af USA mest progressive redaktører, som introducerede en generation af verdens førende modernistiske digtere til det amerikanske publikum. I sit magasin trykte hun blandt andet 13 kapitler af James Joyce’s Ulysses, før den overhovedet blev udgivet. At få hendes signatur med i købet er ‘drummer boy’s luck’. 

Digteren Vachel Lindsay er i 1919 en ung amerikaner - han er Milt Daggett’s alter ego - og da sidstnævnte slår op på digtet “The Santa Fe Trail” udbryder han:

“Lord! I didn't know there were books like these! Thought poetry was all like Longfellow and Byron. Old boys. Europe. And rhymed bellyachin' about hard luck. But these books—they're me”

Lindsay skriver digte for folket; han er repræsentant for det 20. århundredes “americanism”; man skal bevæge sig i tiden og ikke dø, hvor man er født.

Den anden bog som Milt får af Claire, mens de kører gennem Yellowstone Park er “Merchant from Cathay” af William Rose Benét. Benét er som Claire født i Brooklyn, og denne bog fra 1913 er hans første. Jeg har fundet den til blot 7 dollars, men pakken er endnu ikke kommet med posten, så jeg har det som Milt: Jeg aner ikke, hvad den handler om; men det er derfor, mit univers hele tiden vokser.

For hver gang, der dukker en ny bog op med posten - det indvarsles af en rasende gøen af hunden - lægges en ny brik til puslespillet om, hvad mennesker tænkte og beskæftigede sig med for hundred år siden. Jeg føler som Howard Carter må have gjort det, da han i 1922 åbnede forseglingen af Tutankhamun’s grav i Ægypten. Jeg sprætter ganske vist kun bølgepap og gaffatape op men er lige så spændt på, hvilke antikviteter, der dukker op. En hundred år gammel bog er en antikvitet. Bare det at skrive sætningen lige nu, får mig til at spekulere på, om Carter mon skrev en bog om sine oplevelser for 98 år siden. Det er fascinerende at tænke på, at samtidig med at Carter finder en 3.000 år gammel mumie, er Claire og Milt på vej over prærien og ved at udtænke det moderne industrielle Amerika.

Ind i mellem er det henkastede bemærkninger, som får mig til at grave ned i litteraturen. Som da Claire i en lille by på prærien med stor ærefrygt hører servitricen på caféen diskutere Ibanez’ romaner. Claire formoder, det er en skolelærer, som har taget et sommerferiejob, men Milt har hørt, at hun vistnok er litteratur professor på et lokalt universitet. Det får Claire til at udbryde: “Dette er Amerika - jeg er glad for, at jeg har fundet det!”

Selvfølgelig skal jeg have fat i Ibanez; jeg vil vide, hvad servitricen taler om? Og jeg ved nu, at hun er optaget af romanen “The Four Horsemen Of The Apocalypse”. Den blev skrevet i 1916 af den spanske forfatter Vicente Blasco Ibanez og handler om to svigersønner, der kæmper på hver side af fronten under 1. verdenskrig. Den blev oversat til Engelsk i 1919 og blev en bestseller i USA, hvor anmelderne karakteriserede den som “en sublim menneskelig historie fortalt af et geni”. Når servitricen således taler om bogen og dens forfatter, er det fordi, det var en bog, man talte om, mens Sinclair Lewis skrev sin egen ‘road-movie’.

Ad snørklede veje finder jeg den engelske version af “The Four Horsemen of the Apocalypse”  i et tysk antikvariat for 12 Euro. Så slipper jeg for at købe den i USA, hvilket er en stor fordel. Dels er portoen billigere i Europa dels undgår jeg emsige toldere. Hvis jeg er uheldig, kan pakken nemlig blive stoppet af statsautoriserede posekiggere i lufthavnen, som let kan fortolde og for-momse prisen på en billig støvet bog med et par hundrede kroner. Det er ikke kun Trump, der lægger afgifter på varer fra Kina! Danmark har skam også sin told-mur til Amerika.

Én til litterær afstikker er jeg nødt til at have med fra “Free Air”, nemlig digteren Amy Lowell. Hun dukker op, efter Claire er kommet igennem Spokane og kører ad det gamle stejle indianerspor, der leder gennem Blewitt Pass. Monotomien ved at køre mile efter mile får Claire til at opremse staten Washington’s bynavne på samme måde, som børn engang gjorde med danske bynavne, når de spillede bold i skolegården:  Odense Bogense, Middelfart - bom - Assans Fåborg Svendborg - bom. 

I Claire’s version bliver det til  “Klickitat, Kittitas, Spangle, Cedonia -  Pe Ell, Cle Elum, Sallal, Chimacum - Taholah, Synarep, Puyallup etc. Det som Claire synger kaldes også ‘noise art’. Det var ekstremt trendy i 1910erne. Noise art er i familie med dadaismen og futurismen, hvor maskinerne tager over og laver deres egen musik på samme måde, som lyden af traditionel western-musik er skabt af rytmen fra hestenes hove mod jorden.

Og her er det så, at Claire Boltwood ekstatisk fremhæver digteren Amy Lowell, som hun i øjeblikket føler, hun overgår med sine indianske bynavne, der flyder sammen til et digt til musikken af den 8-cylindrede motor. Og jeg er helt med i bilen. Lige nu tager Claire mig nemlig ind i den nye amerikanske tankegang.

Ingen kan længere være i tvivl om, at jeg også er nødt til at få fingre i noget poesi af Amy Lowell. Jeg  vælger en samling digte fra 1926 med den vidunderlige titel “What’s O’Clock”. Jeg er heldig at finde den i en engelsk antikvarboghandler i en nedlagt biograf i Hereford, der i øvrigt udtales, så man kan høre alle tre stavelser: He-re-ford.

Fantastisk digtning - jeg er vild med Amy Lowell og What’s O’Clock, som indbragte hende en Pulitzer Price i poesi i 1926. Hun røg store cigarer, fandt ud af, at hun var lesbisk - det var de alle på den tid, i øvrigt - tog til London med sin elskede og kuppede den nye kunstretning “Imaginism”, hvilket fik blodtrykket banket i vejret hos Ezra Pound, som ellers gik rundt og troede, at han ejede bevægelsen. Lowell var en litterær disrupter og fornyer. 

Og så fortsætter Claire og Milt ellers bilturen til Seattle, hvor hendes overklasse slægtninge og østkyst-kæreste gør alt, hvad de kan, for at udstille og latterliggøre den unge mekaniker fra Midtvesten. Men dette er en romantisk fortælling, så til sidst trækker Claire sit trumfkort: Aunt Hatty! Hun er familiens Tante Møhge, der kan huske, hvordan slægten kom til penge og hun er mere end villig til at minde de snobbede efterkommere om, hvorfra de fik deres amerikanske blå blod: 

“some of 'em got it by stealing real estate in 1820, and some by selling Jamaica rum and niggers way back before the Revolutionary War.

Østkyst aristokratiet får ludo-brikkerne slået tilbage til start, Milt frier til Clair mens de kører tilbage gennem de åbne vidder i hans skrammede bil. “Men vi skal nok klare det”, forsikrer den galante Milt. “Jeg har sparet tusind dollars op fra mit værksted.” 

“Det skal du såmænd ikke spekulere over”, siger den unge amerikanerinde fra Brooklyn og ser beundrende på sin frier fra Schoenstron, “jeg har 5.000 dollars af mine egne penge”

Free Air var den første amerikanske ‘road novel’ og forfatteren Sinclair Lewis blev i 1930 den første amerikanske Nobelprisvinder i Litteratur. Han var en kritiker af amerikanske kapitalisme og materialisme, og jeg kan ikke finde på noget bedre tidspunk at blæse støvet af hans bøger end nu, hvor Trump tromler frem og Silicon Valley profitmaksimerer. I 1935 skrev Lewis så romanen “It Can’t Happen Here”, der midt i fascisternes europæiske sejrsgang berettede om den amerikanske demagog Berzelius "Buzz" Windrip, der møvede sig til magten som USA’s præsident. Minder det om nogen, vi kender? 

Mit litterære eventyr startede med tv-serien Boardwalk Empire for tre uger siden og “Free Air” har efterfølgende lukket mine øjne op for fødslen af den moderne amerikanske sjæl. Jeg har ikke blot læst en god bog af Sinclair Lewis, jeg har bogstavelig talt genskabt hans bogreol! 

På mit skrivebord står nu de antikvariske men ultra relevante forfattere: Vachel Lindsay - Vicente Blasco Ibanez - Amy Lowell og Sinclair Lewis. William Rose Benét  er på vej det samme Lewis’ “It can’t happen here”. Når jeg regner efter, har bøgerne kostet det samme, som jeg før Corona-nedlukningen flere gange om måneden betalte for en returbillet til London. Men lige nu flyver jeg selvsagt ingen steder, men jeg rejser stadig. Jeg er time-traveller og jeg er ikke hjemme endnu. Jeg har en stribe bøger, jeg skal have læst først; ikke blot fordi fortiden er historisk interessant, men fordi den giver et fingerpeg om, hvordan vi skal agere i fremtiden for at lykkes. Noget som har slået mig ved læsningen af tyvernes amerikanske bøger er drømmen om frihed - frihed til at rejse, frihed til at skrive som man ville - frihed til at opleve. Det har vi glemt i 2020. Vi er optaget af at indskrænke menneskers råderum. Vi kan ikke bare tømme skraldespanden, vi må ikke bare tage bilen, vi må ikke spise kød, vi må ikke sige “eskimo-is”, vi må ikke sige mand og kvinde. Vi har kvalt eventyret i gule veste og cykelhjælme.

Free Air slutter med, at Clair og Milt kører på eventyr og kommer til et vandløb fyldt med mudder. Milt spørger: Jeg er ikke sikker på, at vi kan komme over. Skal vi prøve? 

“Ja for pokker”, svarer Claire. “Gi’ den gas!”

[tingstrup]

Havde en sjælden Snebajer snak forleden

En af fordelene ved at have rykket basen fra Kathmandu til Lissabon er at du nu har venner der ‘dropper’ forbi. Som min gode ven Hans-Henrik forleden ifm den netop afsluttende Web Summit.

Af forkslllige årsager blev det ikke til den kvalitetstid jeg havde regnet med, men det lykkedes os at få en herreaften med en masse snak om arbejde, vores projekter, livet generelt og naturligvis en masse røverhistoirer fra gamle dage. Som eksempelvis Snebajeren aka Tuborg Julebryg.

Er du klar over hvad du har skabt kom det fra Hans-Henrik da vi befandt os i starten af 90’erne.

Julebryggen var åbenbart blev sendt på markedet nogle dage tidligere under den sædvanlige J-Dags hurlumhej hvilket fik tankerne tilbage til en legendarisk J-Dag aften vi havde samme.

En begivenhed som Hans-Henriks Grønne Bude kom helt uventet kom til at spille en lille rolle under J-Dagen i 1993 hvor Vesterbrogade omkring Hackenbusch bklev omdannet til krigslignende zone dog omringet af øl og kærlighed.

Siddet tilfældigvis og nyder morgensolen over Tejo River med en kold Tuborg Julebryg som Annette lige har hjembragt fra sit Tinfs Kashmere salg i København. Jeg hygger mig med at læse den danske presses dækning af årets J-Dag (må jeg anbefale Googles News Alerts) og overraskes over 2 ting. Den første er hvor billigt og kommercielt begivenheden virker. Det var den sandsynligvis også for 27 år siden – men dengang var jeg nok for nær på det hele. 8 år i Asien har gjiort mig godt – nu forstår jeg  bedre Hans-Henriks Monster sammenligning.

Hvorfor falder sneen egentligt i November? For syvogtyvende år bliver det traditionsrige event J-Dag afholdt fredag den 3. november, hvor nissemænd og nissepiger traditionen tro uddeler gratis Tuborg Julebryg klokken 20.59 på beværtninger i hele landet.

Men hvordan er det nu lige historien om J-dag blev til? Læs og bliv klogere her…

… skrev Frederikke Lillefrøj i Jydske Vestkysten 2 november 2017 uden at give læserne svaret på hvordan J-Dagen kom til verden.   

Den anden ting der overrasker mig er at der overhovedet ikke er et eneste medie, der ved hvordan begivenheden blev skabt hvilket. De holder sig ikke tilbage med at kalde begivenheded for Danskernes yngste Juletradition – nogle kalder den sågar Danskernes største….  så set i det lys er det underliugt at der ikke er en eneste der har har undret sig over hvodan en kommerciel begivenhed kan blive så stor som den er. Der er trods al bare tale om lanceringen af et ølmærke. jeg blev glædelæigt overrasket da jeg bland de omkring 50 pressehistorier der Google News havde sendt mig så Jydske Vestkysts overskrift: Hvorfor falder sneen egentligt i november. uden overhovedet at komme ind på noget der ligner historein bag denne unge Juletradition.

  I aften spille Danmark en skæbne kamp mod Irland. Det gjorde Danmark også i 1991 i EM kvalifikationskampen mod Jugoslavien i Københavns gamle Idrætspark. Den practical Joke jeg lavede på koncernens daværende direktør Poul Johan Svanholm Joke fik for alvor snebolden til at rulle. Var den også årsagen til at Danmark vandt guld ved EM året efter?

  Tuborg Julebryg sidder solidt på æltronen

Salgsstatistik for sidste års ølsalg viser, at det er den klassiske Tuborg Julebryg, der sidder solidt på markedet med en volumeandel på 34,51 pct., mens den anden mest populære julebryg er fra Ceres – Hvidtøl Jul, efterfulgt af Harboe Julebryg med henholdsvis 8,64 pct. og 7,78 pct. i volumeandel.

… skriver Gro Høyer Thielst i Børsen den 3 november 2017. 

  Den tredje ting der overrasker mig er hvor lidt Snebajeren sælger.

Tallene fra det år Hans-Henrik og jeg sladrede om – Hackenbush året husker jeg nemlig klart og tydeligt. Det år viste sig nemlig at ikke alene at blive min sidste kampagne for Tuborg Julebryg – det var også året hvor vores PR anarki og J-Dags aktiviteter gik op i en højere enhed.

I 1993 peakede Julebryggens distribution med en distributionsgrad over 100%. Og takket være et par dirty tricks i dagene op til juleferien – og ikke mindst den måde Tuborg Julebryg blev fremstillet på lykkedes det Mega Bent og mig at presse den mill flasker ud af bryggeriet der fik det samlede salg det år til at runde de 40 mill flasker (de senere beregninger viste en smule over 41 mill – eller 13,5 mill liter Tuborg Julebryg). Altsammen fra medio november til 31. december. Antallet af steder der var tilmeldt årets J-Dag havde forlængst passeret 1.000.

Det var derfor en overraskelse at læse i Børsen at salget i dag 8 mill liter.. Jeg  ved godt at der er sket meget på det danske ølmarked. Men at andelen er så lav og at salget stort set er halveret siden start 90erne er overraskende.

  Her erden historie jeg havde håbet på at finde i Jydske Vestkysten.

14 November 1990. En historisk dag. Tuborg salg & marketing i Palmehaven sammen chaufførerne. Kjeld Petersen forreste række, nr 2 fra venstre havde sammen med Louis en væsentlig rolle i begivenheden.

Der er naturligvis en grund til at pressen ikke skriver historien bag J-dagen. Der er sikkert ikke længere nogen på Carlsberg der kender begivenhedens historie.

De fleste tror sandsynligis at J-Dagen er fostret af et event og/eller reklame bureau og forestiller sig sandsynligvis ikke at der er tale om en temmlig banal aktivitet, hvor den største hemmelighed er en blanding af  plat og svindel samet en masse kærlighed til Tuborg og den gamle ølkultur.

Tuborg Julebryggen havde stort set ikke noget marketingbudget da jeg i tidernes morgen jeg fik ansvaret for produktet. Og det budget der var var disponeret til outdoor flere år ud i tiden.

Der var INGEN fri penge til noget som helst. Så derfor vi måtte vi bruge en masse ‘alternative tiltag’, utraditionelle og ‘gratis’ løsninger for at udnytte produktets kæmpe potentiale som eksempelvis J-Dagen, der var en 100% kopi af 80’ernes Beaujolais Nouveau tiltag som jeg havde ødelagt mine onsdagsnætter med i årevis. Som bekendt lærer nød nøgne kvinder at spinde – J-dagen kostede os stort set intet da vi selv havde bilerne og selv havde folk med store køre kort og kun kørte ud til steder der garanterede for underholdningen lokalt. Det var nemlig underholdningen på en onsdag der var det centrale. Det var ulovligt at give øl gratis.

Da jeg præsenterede ideen for Tuborgs daværende salgsdirektør Mogens Jønck blev den bejet ned med det samme. Ikke fordi han ikke kunne li’ den – hvis jeg kender ham ret var han vild med den. Han var bange for konflikt med fagforeningenerne fordi det var os funktionærer, der skulle køre øllet ud på chaufførernes biler.

Efter utallige ture som ølkusk i Kbh med efterfølgende exorbitant stort fyraftens ølindtag med chaufførerne i Penalhuset og Palmehaven, efter masser af ølspons til chaufførernes  julefester og efter betaling af et par taktiske regninger som et par strategiske personer havde liggende på Skt Peder lykkedes missionen:

Hvorfor er det ikke Tuborg Julebryg som københavnerne drikker i stedeu for sur vin foreslog Indenbys chaufførerne til Keld Petersen og fagforeningsbossen Louis (der sikrede sine chauffører provisionen af de øl der blev kørt ud om natten) som herefter tog det op på chefmødet hvor Mogens Jønck naturligvis godkendte aktiviteten.

Så J-Dagen ville aldrig have været mulig at gennemføre bag et skrivebord- og ingen ville ane hvad de skulle stille op hvis der var en ide præsenteret af et Event Bureau.

  Hvordan kommer De Grønne Bude ind i billedet?

Da hele organisationen – dvs chaufførerne – var med på ideen blev Tuborg Julebryg til gengæld en kæmpe legeplads for Partners der brillierede med den ene perle efter den anden. Og stort set alt hvad de leverede af ideer og tiltag i de år var ‘over stregen’ – og stort set det hele blev gennemført. Julebryggen var på det tidspunkt et lille undseeligt produkt som ingen i koncernen interesserede sig for.

Et eksempel på Partners kreative løsninger (lystigt forfattet af Ludvigsen) var vores PR aktiviteter der var et direkte frontal angreb på koncernens ualmindeligt kedelige presse udsendelser som jeg personligt mente var en direkte hån mod de journalister der modtog dem.

    Partners alternative pressemeddelelser var løgn fra enden til anden.

MEN DE VAR SJOVE!

Og så kostede de ikke noget.

Jeg vidste at de aldrig ville forlade Vesterfælledvej hvis de røg ind over Informationsafdelingen. Derfor besluttede jeg mig for selv at udsende Ludvigsens vanvittige løgnehistorier uden at involvere hverken Monica eller Ole And (Sorry)…

I 1993 tappede Ludvigsen Snebajeren i mælkekartons hvilket gav forsider og overskrifter i alle aviser og 20 minutters ‘redaktionelt’ indslag over for >1.2 mill seere til datidens ubetingede mest populære TV program Eleva2ren. Og hvis ikke jeg havde stoppet det ville CNN have bragt historien om vores revolutionerende emballage world wide.

1993 var også det år hvor jeg måtte søge marketings spons fra Grøn Toborgs budget (mit hoved produkt).

Jeg brugte uudnyttede Grøn Tuborgs sponsorat af Hans-Henriks  Grønne og bade dem distribuerer vores hjemmeprdoducerede 6 timers Kalenderlys som alle tilmeldte barer og cafeer i københavn skulle have tædt på samtlige bodre klokken 6 pm.

Alle budene endte på Hackenbush, der den aften fik Vesterbro til at ligne billederne fra besættelsen – dengang Istedgade ikke overgav sig – og resulterede i en bar regning det tog mig måneder at slippe af med.

Det var det vi sad og sladrede om forleden.

  Historierne om Julebryggens og J-Dagens tilblivelse vil ikke gå i glemmebogen

  Det er ikke den originale Snebajer Mælke Kartin der står på carlsbermuseet. Den ene har Ludvigsen – den anden har jeg selv.

J-Dagen ville aldrig have blevet den succes den blev til uden pressemeddelelserne samt de utallige andre anarkistiske tiltag vi gennemførte i årene fra 1989 – 1993 hvoraf flere af dem var dírekte fyringsgrunde og derfor ikke tålte dagens lys hverken dengang eller de efterfølgende år. 

Men da Louis, Spaghettien, Kjeld Pedersen og mange af de gamle Tuborg Legender er ikke er mere og derfor ikke kan få problemer og med med min nære ven og soul mate Ludvigsnes sortie tidligere i år er der ikke længere nogen der til at fortælle alle de sjove historier fra dengang.

Herunder alle historierne der tilsammen er årsagen til J-Dagens eksistens.

Jeg har løbet skrevet dem ned – og nu lagt op på en Snebajer blog.

Så hvis du er er interesseret i at vide hvordan det nu lige er J-Dagen blev til og føler dig skuffet efter at have læst Jydske Vestkystne så kan du læse dem her.

  Her er historien ba Danskernes yngste Juletradition - #J-Dagen for #TuborgJulebryg #Snebajer Havde en sjælden Snebajer snak forleden En af fordelene ved at have rykket basen fra Kathmandu til Lissabon er at du nu har venner der 'dropper' forbi.