#mig: hvordan kan jeg gøre der her værre?

[greaseonmymouth]

Mig: jeg er træt af at torturere Assad. lad mig spole lidt frem og springe x, y og z over så jeg kan skrive noget lidt mere positivt

Også mig: tilføjer 2000 ord med mere Assad tortur til dokumentet

Assad: 🥺

Mig: okay. okay. men næste scene LOVER jeg -

Carl: hey hvad med -

Mig: nej sæt dig ned DU er slet ikke færdig med at lide

[technotaarer]

Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke havde tænkt over min fremtid, men jeg har aldrig lagt eller overvejet en plan i ved den der videregående uddannelse få fast job inden for et bestemt område ting. Ikke engang i mine drømme kan jeg forstille mig, sidde og spise aftensmad med min mand og vores børn. Jeg ved ikke hvor normalt det er. Det er nok mere unormalt at have det sådan jo mindre man er. Det bunder i at jeg aldrig ville byde andre mennesker permanent at være bundet til at have et forhold til mig. Jeg er et sødt og omsorgsfuldt menneske og jeg har altid forstået verden på et hørte aspekt og det her ved jeg at mine venner værdsætter og det er derfor de bliver. Selv i mine mørkeste tider bliver de og jeg er taknemmelig, men de slipper også for at se mig når jeg kommer og jeg lukker min depressive side ud. Jeg er ikke i stand til at være menneske når jeg har det sådan, og jeg kender mig selv og andre så godt at jeg ved hvornår min energi gavner og hvornår den dræner. Jeg kan stadig huske i 8 klasse da min bedste og nok hvad jeg anså som den eneste rigtige veninde i mit liv, ignorerede mig i en uge fik alle vores andre veninder til at gøre det samme, fordi hun ikke kan håndtere at jeg var så deprimeret. Det har virkelig sit spor i mig og hvordan jeg agerer og hvilke følelser jeg viser. Nu er jeg 18 og jeg sådan halvt om halvt nået den der “fremtid” som altid har ligget så fjernt for mig. Det her lyder måske ekstremt men jeg troede vitterligt ikke jeg ville være nået hertil. Jeg kan huske da jeg var 8 at jeg havde en samtale med mig selv om at det var okay. Jeg var afklaret med at jeg ikke ville overleve mig selv, og jeg ville have at jeg skulle kæmpe for der var ting jeg ikke havde prøvet, men jeg vidste der at jeg ville tage mit eget liv en dag, og jeg var okay med det. Jeg har på ingen måde “banede” et liv, en retning eller et grundlag for mig selv. Og det er underligt. At leve et liv som jeg har “anrettet” til ikke at skulle eksistere. Jeg har virkelig ødelagt mig selv og jeg gør det stadig for jeg troede aldrig jeg ville finde lysten. Den fandt jeg så i 1g. Jeg tror ikke det handlede om miljø overhovedet og det hele er lidt uklart for mig selv om jeg er god til at tolke for jeg var mit i et hashrus. Nu gør hash mig ikke glad mere. Jeg får angst når jeg ryger. Jeg får angst af mange ting og ingenting. Men min angst kommer kun når jeg er depressiv. Jeg kan finde uegentlige mange dagbog side fra før jeg ramte pubertet hvor jeg snakker om “min mørke side”. Søde lille nanna der ubevidst prøver og romantiserer en psykisk sygdom hun ikke kendte endnu. Jeg har dage hvor jeg føler jeg kan overvinde det, og så har jeg dage hvor jeg bliver nødt til at gemme mine sovepiller væk fordi jeg er bange for at jeg får mod til at od. Det som om jo bedre jeg forstår mig selv og min måde at sige tingene på jo klarere og bedre bliver alt når det er godt, men samtidig bliver det værre for hver gang det er dårligt. Det skræmmer mig. Jeg hader når folk ikke ved hvordan de skal reagerer. Når det bliver FOR mørkt og de ikke kan se, og det beskriver perfekt hvad jeg selv føler jo. Jeg ville ønske jeg kunne blive indlagt et sted nogle gange, for jeg er så selvdestruktiv nogle gange. Jeg føler at der er en bestemt vej for mig som jeg skal følge fordi sådan er jeg. Det lyder nok fjollet men jeg ved at jeg er en byrde og jeg ved at jeg ikke fortjener det normale som mange andre ser som en selvfølge, selvom jeg har familien og de økonomiske midler for at det skal ske. Det er nok også der skyld følelsen rammer. Jeg har set meget grimt og næsten ubrydelig social arv i mit liv. Og så er jeg født med gode forudsætninger uden at kunne blive til nogen. Være et velfungerende menneske. Gud ved hvor mange tårer jeg har grædt over min hjerne. Jeg har snart grædt dem alle

[maelkevejen]

Nogle gange bliver jeg så træt, at jeg kan mærke det helt ind i brystet og i lungerne, som om min krop bare bliver tungere og luften er sværere at trække ind

Jeg sidder og sukker og er blevet laaaaangsom. Jeg er pludselig glad for, at jeg ikke skal cykle hjem. Hvorfor er jeg så udmattet? Hvor kommer det fra?

Min indbakke er ved at være fyldt op (igen), så jeg har siddet og slettet gamle mails. Jeg kan se på nogle af de mails med opfølgende spørgsmål, jeg har sendt undervisere at jeg har været nærmest ustyrligt engageret i nogle ting. Jeg aner ikke, hvor jeg fik energien fra. Ikke at jeg var i hopla nogensinde, men... jeg er det i hvert fald ikke nu. Jeg er så energiforladt hele tiden. Hvad fuck er det, der foregår? Jeg ville lidt ønske, jeg aldrig have taget det studiejob. Det gik HELT skævt. Og det er så skide ligegyldigt. Jeg tænkte, det ville være relevant at have på CV'et, men jeg bryder mig ikke engang om at arbejde hos kommunen og hvis folk spørger mig, hvad jeg har af erfaring derfra, så kan jeg ærligt talt ikke svare på det. Det er ligegyldigt. Jeg føler mig slet ikke motiveret. Jeg er så træt. Og min hukommelse har været svækket i over et år. Jeg er alvorligt bekymret for, at jeg faktisk er udbrændt. Og jeg kan ikke forestille mig et scenarie, hvor jeg ville komme mig over det. Hvordan skulle jeg kunne det? ... Jeg skal jo ud på arbejdsmarkedet lige om lidt. Æhm... Jeg ved ikke, om det er opblæst af mig, det her, (det er det helt sikkert) men... er... er det forbi? Ikke at jeg dør nu, men sådan... er mit liv ødelagt? Jeg har det lidt sådan. Det liv jeg havde før? Jeg føler mig ødelagt. Det kunne helt sikkert være værre, men jeg har det som om, der er gået noget i stykker, der bare ikke kan repareres, som jeg ikke kan komme tilbage fra. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal stille op med det. Der er ikke rigtigt noget, der føles spændende for mig længere; jeg har ikke energi til det. Eller nærmere lyst. I'm not excited about anything. Ikke sådan rigtigt. Det meste føles overfladisk og kunstigt på en eller anden måde, som om ingenting rigtigt når ind i min kerne. Jeg kan ikke følge med og jeg er modløs og slukøret men ikke nok til at gå til lægen. Det her er bare den nye normal??? Det vil jeg ikke? Men jeg ved heller ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Og jeg hader mig selv lidt for det, fordi hvor dårligt er det lige gjort. Så gør dog noget ved det. Jeg gør ikke nok for at gøre mig selv værdifuld og spændende, jeg er bare... jeg er her bare. Jeg føler ikke, jeg har gjort mig fortjent til, idk, en spændende tilværelse med fritidsinteresser og vennegrupper og ting jeg går op i og er god til. Jeg føler ikke, jeg har nogen særlige kvaliteter og jeg kan ikke længere bare falde tilbage på en boblende personlighed, fordi den ikke er der for tiden. Og jeg ved ikke, om den kommer tilbage? Men... jeg har ikke overskud til at gøre noget ved det. Det er så dårligt. Jeg har ikke lyst til noget.

[vaskebjoern]

SIG DET HØJT

Jeg var ikke særlig gammel da jeg første gang blev såret,

min historie gik lidt som hvis jesus ikke fandt fåret, det lille fortabte lam, bad ikke om befam, skrig om hjælp når ikke langt, mørket er klamt, drukner i følelser jeg ikke forstår, det var jo “blot en drengestreg”, jeg er ramt, et løftet fingerpeg, “hvad er det dog du påstår?” for problemet det sagde de alle var mig, “hvorfor skal du også altid være sådan et kvaj?” Så der var jeg, min første elskovsleg, 9 år gammel, og som nu kun går og drømmer om at blive ligbleg.

Så du kan sige nej, men det nytter jo intet hvis ingen lytter til dig, og lige nu, indrømmer jeg den del af historien er kort, undskyld, det er stadig hårdt, men gjort er gjort, og ja, tid heler alle sår, og det var første gang i år, for mig, at sex ikke kun har været en værre bunke barsk lort. De sår har jeg båret på i mange år, så lige nu er det altså kun det brudstykke af historien i får. Vi ses måske igen om et par år, jeg går jo til terapi, det kan være det lykkedes mine 3 psykologer at gøre mig mere lykkelig og livagti indeni, “det hjælper at sige det højt.” Siger de så her er vi, hej med jer, synes I os at jeg er sær?

Ja, nok er jeg skør, drikker likør og tænker på livet som aldrig før, drømmer om at finde den store kærlighed inden den dag jeg dør, ja, jeg er da virkelig blevet til sådan en rigtig charmør… Nu har jeg da også haft sådan god normal sex, tror jeg da nok, du ved, sådan en slags sex der gør meget mere ondt i sind end i krop? Sådan en sex der er akavet, jeg er jo stadig meget svagt begavet, husker i vel nok, jomfru indtil i år, ved aldrig hvordan hun skal sætte sit hår, aldrig helt med på hvad der foregår, “man vender sig til det” hvornår? - Men det kan os være ligemeget, jeg vil ikke længere blive hjemme, alene med alt det slemme, så vil jeg hellere ud og ha’ sex, sådan en sex hvor jeg får følelser i klemme, en sult efter kærlighed der kan sønderlemme, sådan en sex hvor jeg aldrig når orgasme, men det okay, luften er stadig rig med forventning og entusiasme.

. . .

De spørger mig pænt “har du fået en ny krop?” Ja! Synes du ikke den er fin? Jeg kan være din forsøgskanin, hoster slim, alt for høje grin, grin, jeg er til grin, hvad bilder jeg mig ind, jeg tænker på det ofte, kysser din kind, skær i min hofte, hvad bilder jeg mig ind? Jeg har aldrig lært at elske, jeg har et sygt sind. HVAD BILDER JEG MIG IND?

Jalousi, og Melankoli, åh gud hør dog på mig, jeg snakker i pivåben, pointeløs og pompøs poesi!

Du elsker mig? Det kan du tro du må, selvom det er svært for mig at forstå, men i virkeligheden kan os kun meget få, ikke engang en mor og en far, de eneste som et lille barn nu engang har, de bød kun på fare og mord, “Ja mor?” Gemt bagved facaden, er du klar på balladen? Selvtillid der hele tiden begår selvmord, onde tanke synger i kor, “selvisk lille møgunge, jeg håber du dør”, bider blod i min tunge, det hele køre, der er intet at ser her, jeg tør ikke at lade nogen nær, “det snakker vi ikke om” jeg er helt tom, indeni, jeg er lidt ked, I min bog “livsfarlig familie”, mener de, at det den mangel på kærlighed, der kan gøre et menneske så skrupskør, der gør at jeg stadig så ihærdigt søger, har et sort hul indeni, sæt mig fri, jeg en trist optimist, “Hej med dig, det længe siden sidst,” tag og kig på dig selv, mor, “jeg elsker dig” lyver jeg og hænger mig selv, i min egen røde skæbnes snor, hvorfor er du sådan her, ja hvad TROR du?

Sex er ikke kærlighed, det ved jeg godt - Så pis af med den dårlige samvittighed, det er ikke min mening at gøre nogen ked, “skru dine forventninger ned.”

Ja, jeg vil gerne elskes, det er jo klart, vil alle ikke det? Det kunne da være rart, og mit hjerte er sart, for altid håbet op med alt for meget fart, og så sidder jeg pludselig der, du kender godt historien, den er så ordinær - vi er Kropsnær, bygger begær, samvær, og så bagefter en voldsom, vanskelig, og vulgær besvær, det er jo sket for enhver. Alligevel føler jeg mig meget sær.

Du er så kær, jeg kan se det i dine øjne, de er så skønne, får mit evigt ivrige hjerte til at synge, og alkohol får verden til at gynge, jeg vil dig omslynge, men jeg bliver altid skubbet væk, tror det er for meget for dem alle hvis det handler om mere end “bare sex”.

Så sex skal du nok få, og så skal jeg nok la’ dig gå, igen, jeg er jo en fantastisk ven, sådan en af dem, man ikke vil miste, det sagde os den sidste, og sex er nok det tætteste på kærlighed jeg nogensinde får, du må godt knuse mit hjerte, jeg er godt bekendt med den smerte, jeg tilgiver så lad det ske, alle snakker om elskov, jeg kunne elske dig hvis bare du gav mig lov, mine valg er næsten bevidste, der er gået mange år, “du skal være stolt af dine sår”, hvordan? Kysser din kind, hvad bilder jeg mig ind? Jeg har aldrig lært at elske, men gad godt at test det, Hvis bare jeg vidste, men en kærlighed der ikke gør ondt, noget jeg ikke behøver at hviske, vil desværre nok altid være på toppen af min ønskeliste.

Så jeg kravler fra den ene ensomme seng, til den anden, imens mit hjerte dunker “Elsk mig nu for fanden”

jeg har helt mistet forstanden, swiper på tinder imens jeg er på spanden, jeg prøver at gøre mig selv så fordøjelig, og nem at elske, prøver at være den perfekte lille sveske, men jeg er aldrig helt nok, selvom jeg tror de synes jeg nu er meget flot, hov vil du ikke lige række mig den der vinflaske? Så smider jeg min maske, jeg er lidt fuld nu, jeg er et menneske itu, er jeg blevet FOR MEGET FOR DIG ENDNU!? Selvskade ar og et mangel på ansvar, dækker hele min krop, jeg har vidst fået nok, nej vent, kom tilbage, dig der stop! Råber jeg og tiden stopper op . . .

Undskyld, jeg øver mig stadig på det der med dirty talk, men jeg kan da se at du har fået den op, og jeg undskylder igen for min klodsede krop, nej, du behøver ikke stop,

Nej, nej jeg mener det, det okay, jeg er ikke “særlig sårbar”, jeg er bare lidt bitter og bange og synes bare at du er lidt rar - og hvis du venter på mit svar, så vil jeg gerne være klar - Hvis du bruger mig, så bruger jeg også dig, I min lægejournal står der så pænt at jeg er bindegal, “afviser misbrug” skriver de, så brug mig i dit svineri, brug mig, jeg vil bare gerne blive brugbar, -

Og så vil jeg bare lige sige, at dig - lige nu - dig og mig - brystkasse bar, du er det bedste jeg har,

vil du så stadig godt fuck med mig?

Hurra!

[daniels-bekendelser]

Hvorfor kan du ikke med lesbiske referencer? Er det noget du vil fortælle?

Så den korte forklaring er at min eks fandt sammen med en pige kort efter vi slog op. Jeg havde ikke de store kvaler da vi gik fra hinanden, det så jeg 100% som det bedste, men det viste sig jeg overhovedet ikke kunne holde ud at hun var sammen med en anden, i hvert fald ikke så hurtigt. De problemer, jeg har haft (og i høj grad stadig har) med at komme videre, bliver jeg mindet om hver gang jeg ser to kvinder være sammen. Jeg har ikke noget problem med lesbiske, hvilket er sådan det godt kan lyde og fremstå. Jeg er selv en del af LGBTQ+-miljøet, og prøver at være så åbensindet og tolerant som muligt. Det er også grunden til jeg hader mig selv for det.

Det var den korte forklaring, men jeg vil ikke snyde mig selv for at skrive den længere forklaring ned. Sorry til anon for at stille et simpelt spørgsmål og blive bombarderet med et alt for langt svar, men som sagt er det mest for min egen skyld:

Jeg gentager mig selv ved at sige, at mit største problem ved vores forhold var et mildest talt dysfunktionelt sexliv. Vi havde, helt objektivt, sjældent sex og hele vores fælles diskurs omkring sex var forvredet og ødelæggende. I starten bebrejdede jeg primært hende. Bebrejde er et hårdt ord, men hendes sexlyst var minimal og det så jeg som abnormalt. Uanset hvad var det er problem i et forhold når de to parter har meget forskellige sexlyster, specielt når man bor sammen og derfor bliver konfronteret med det hver dag. Jeg gik ind i forholdet og specielt også vores sammenflytning med en forventning om, at vi skulle have sex. I mine øjne var det underforstået, at når man var et teenagepar der flyttede sammen, så ville man også have ret meget sex.

Ret hurtigt viste det sig, at det ikke var tilfældet. Min sexlyst var høj, og jeg tænkte vi skulle have sex en gang om dagen. Ikke at det skulle være en kvote, men at en gang om dagen bare var cirka der vi ville ende. Det viste sig dog at være tættere på en gang om ugen. Det gjorde mig frustreret. Jeg taler meget om mine følelser, nogle gange for meget, og jeg fortalte hende om mine frustrationer. Som jeg skrev om i et langt rant for nyligt, så var det ubehageligt at blive afvist 80% af gangene af sin egen kæreste. Jeg så det sandsynligvis ikke nok fra hendes side af. Mon ikke vi kommer tilbage til det. Min frustration bundede også i, at jeg ikke følt mig begæret. Det engelske ord “desired” beskriver nok bedre den følelse jeg manglede. Jeg følte hun ikke fandt mig attraktiv fordi hun ikke ville have sex med mig. Det er jo sådan jeg selv reagerer. Hvis jeg finder en person attraktiv vil jeg generelt gerne have sex med dem. Hun fortalte hun fandt mig attraktiv, og at det ikke var mig hun ikke havde lyst til. Hun havde bare ikke lyst generelt. Det kunne jeg ikke relatere til. 

I mit hovede forventede jeg stadig sex, og det hindrede klart vores normale liv. Hvis hun viste det mindste tegn på kærlighed ville jeg jo blive opstemt og dermed rigtig skuffet hvis det ikke førte til sex. Derfor kunne vi ikke lave noget intimt uden jeg blev ked af det. Jeg kan godt lide at give massage. Jeg vil også sige jeg er ganske udmærket til det. Hun kunne godt lide at modtage massage. Men når massagen var overstået ville mit hovede og primært min krop forvente, at det udviklede sig. Det gjorde det ikke. Så blev jeg skuffet. Hver gang. Det er ikke fordi jeg ikke kan finde ud af at give en massage (eller cuddle eller lege pudekamp eller se en film, etc. etc.) uden at have sex bagefter. Men for mig blev den sobre akt en påmindelse om den manglende sex. Omvendt blev det for hende et tegn på min skuffelse. Så jeg stoppede med at spørge om jeg skulle give massage, fordi jeg vidste hun ikke ville mere end det. Hun stoppede med at spørge, fordi hun vidste jeg blev skuffet. Forventningens glæde er jo den største, men i en sådan situation bliver forventningens store glæde forvandlet til forventningens store sorg.

Jeg analyserer det altid til at være et problem omhandlende sex. Det ville hun nok være utilfreds med. Der var andre problemer, helt sikkert. Men det tror jeg, jeg ville være i stand til enten at gøre en større indsats for at arbejde med eller kunne ignorere, hvis vi havde haft god sex. Det ødelægger simpelthen så meget, når man fungerer sammen seksuelt. I hvert fald for mig. Jeg tror også jeg blev en væsentlig værre person af det. Det var svært ikke hele tiden at have en lille tanke i baghovedet om, at hun var nederen fordi hun ikke ville have sex. Det førte til en generel, konstant tilstedeværende frustration.

I det år vi boede sammen var vi begge rigtig stressede. Det var 3.G og vi er begge stræbere. Der var altid en aflevering eller nogle lektier, der skulle laves. Man kunne aldrig helt slappe af. Det reagerede vi på på to meget forskellige måder. Når jeg bliver stresset og presset, så finder jeg tryghed i sex. Når hun blev stresset, så mistede hun endnu mere interessen. Det fungerede ikke.

Vores manglende sexliv var selvsagt mere et problem for mig end for hende. Det kan godt være jeg tegner et for ensidigt billede, men for mig betød det alt og for hende betød det en mere irriterende kæreste. Det ene går en på hele tiden, det andet går en på en gang i mellem. Jeg er i tvivl om denne her pointe er helt valid, hvilket irriterer mig for det betyder jeg ikke helt har styr på mine tanker. Anyway, jeg gjorde rigtig meget for at prøve at få det til at fungere. Til at starte med handlede det om at finde ud af hvad hun kunne lide. Hvilke ting jeg/vi kunne gøre for at hun fik mere sexlyst. Nogle andre ting jeg kunne gøre i sengen, som føltes bedre for hende. Nogle andre ting jeg kunne gøre udenfor sengen, så omstændighederne var bedre. Jeg prøvede i en periode på to uger at lade være med at bede hende om noget som helst. Ingen madlavning, ingen oprydning, ingen tøjvask. Hvis jeg var irriteret over noget praktisk ordnede jeg det selv uanset hvis tur det var, så hun kunne få noget ro på. Ikke nok med at det ikke hjalp på hendes sexlyst, så opdagede hun det faktisk ikke en gang. Det gjorde ondt. Samtidig var afvisningerne en stor frustration i hverdagen for os begge, så jeg prøvede at komme på måder hvor hun ikke fysisk/verbalt skulle afvise mig. Jeg prøvede at reducere antallet af gange jeg lagde an på hende. Jeg prøvede at stoppe med at lægge an på hende hvis det ikke havde været en god dag. Jeg prøvede at aftale med hende, at jeg helt stoppede med at lægge an på hende, og at hun i stedet blot skulle prøve på mig når hun havde lyst til sex. No dice.

Hvis ikke jeg kunne oppe hendes sexlyst for at aligne os, så måtte jeg minimere min egen. Jeg prøvede at onanere hver gang jeg blev liderlig i stedet. Det gjorde mig ked af det hver gang. Jeg undersøgte medicinske muligheder. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at sex ikke behøvede at være en del af vores liv. Jeg kunne måske bare tie min sexlyst ihjel ved at ignorere den. På den måde kunne jeg fjerne al forventning om sex, og så kunne det være hun ikke følte sig så presset. Det fungerede ikke. I stedet blev jeg bare mere frustreret og en dårlige kæreste.

Vi snakkede meget om det. Det var uundgåeligt, når det åbenlyst gik mig så meget på. Det var bare oftest når vi var følelsesladte. Jeg var i hvert fald. Det gjorde det ikke så konstruktivt. Hun gentog mantraet “det er ikke dig jeg ikke har lyst til, jeg har bare ikke lyst overhovedet”. Det hjalp lidt nogle gange. 

Jeg tegner måske et dårligt billede af hende. Det er unfair, hvis jeg gør det. Jeg tror ikke hun har gjort noget galt. Tværtimod prøvede hun at være lidt imødekommende, tror jeg. Vi havde trods alt sex en gang i mellem. Ikke fordi hun så ofte havde lyst, men for min skyld. På den ene side er det rigtig sødt. Det er rigtig langt at gå for at gøre en, man holder af, glad. Jeg får høj puls bare af at tænke på det, for jeg føler det er grænsende til overgreb, når jeg kigger tilbage på det. Hun havde sex med mig selvom hun ikke havde lyst, udenlukkende for min skyld. Det er jo forfærdeligt. Jeg kan ikke en gang sætte ord på hvor dårlig en situation og aktion det er. Jeg tror ikke jeg har gjort noget forkert. Alligevel er det uudholdeligt at tænke på. Når vi havde sex var det næsten altid i badet. Jeg ville rigtig gerne give hende nydelse, men det var meget upraktisk i badet, så derfor var det hurtigere overstået. Hun kunne få mig til at komme uden jeg prøvede at gengælde det. Hun kunne få mine frustrationer ud, mens hun samtidig udsatte sig selv for mindst mulig sex, som hun ikke havde lyst til. Det er nogle tanker, jeg ved er sande, men som jeg næsten ikke kan tænke til ende af bar afsky. 

Hvad kunne jeg have gjort anderledes? Jeg er ikke sikker, men det starter meget, meget tidligere. Allerede da vi først kom sammen, og jeg havde en følelse af hun havde mindre lyst til sex end mig, skulle jeg have gjort det helt klart med både ord og handling, at jeg ikke forventede sex med hende. At det altid skulle være på hendes præmisser, kun når hun havde lyst, med hendes hjerte og hjerne med. Jeg skulle have ladet være med at snakke om hvor meget det betyder for mig. Jeg skulle have ladet være med at prøve at nudge hende til at have mere sex. Jeg skulle ikke have gjort mine frustrationer så tydelige. Men samtidig skal man jo også være sig selv i et forhold. Jeg kunne ikke bare gemme mine lyster forevigt. Jeg ved ikke hvordan jeg kunne have gjort det mere trygt. Jeg ved ikke om det bare var dårlig timing, fordi vi begge var stressede. 

Da vi gik fra hinanden havde jeg det altså fint. Jeg havde indset hvor meget sexen betød for mig og jeg havde indset, at vi nok aldrig ville få det til at fungere. Jeg havde en følelse af, at vi havde prøvet at gøre alt hvad vi kunne. Hun havde bare ikke særlig meget lyst til sex, mens jeg havde rigtig meget. Det kunne ikke forenes. Det var ikke fordi jeg var uattraktiv, dårlig i sengen, ucharmerende eller noget andet jeg havde gjort galt. Hun fortalte mig på et tidspunkt, at hun tænkte hun måske var aseksuel eller i hvert fald tæt på. Det gjorde tingene nemmere for mig, for så vidste jeg, at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes. Det var doomed fra første dag. Det var selvfølgelig ærgerligt at have brugt mere end halvandet år på at indse, at det aldrig ville komme til at fungere. Men sådan er livet. Ingen af os kunne have gjort noget anderledes. Nu kunne jeg se frem til at komme ud og have en masse sex og få stillet alle mine lyster, mens hun kunne finde en anden sød person, der heller ikke var så interesseret i sex. Win-win.

Det er godt jeg ikke er forfatter for det tager mig tusinde år at komme til pointen, jeg ved det godt. 

Hun tog på ferie og flyttede derefter til udlandet. Jeg havde hjulpet hende med at finde det job i udlandet, som var i samme land som jeg selv lige havde fundet job. Ikke fordi vi tænkte vi skulle bruge tid sammen, det gav bare mening for os begge to. Dog var vi stadig tætte venner, så vi kunne sagtens indgå i nogle af de samme vennegrupper, også i det nye land. 

Hun flyttede herned i starten af juli. Jeg skulle først flytte i midten af august. Vi snakkede sammen løbende, både om praktiske og personlige ting. Vi havde lavet hinandens Tinder-profiler. Det er lidt nemmere at være pige på Tinder, hvilket jeg havde det lidt stramt over, for uanset hvor godt et break-up det var, så er man stadig lidt konkurrencemenneske. Det kan også godt være hun bare er pænere og sødere end mig. Jeg havde prøvet at ramme Tinder i Danmark i løbet af sommeren efter hun var flyttet ud, men uden succes.

Vi snakkede ofte i telefon en time ad gangen. To gange om ugen, måske. Det var megabehageligt. Efter al den seksuelle frustration i mellem os var forsvundet da vi gik fra hinanden, så kunne vi faktisk være noget nær bedste venner. Vi kendte trods alt stadig hinanden rigtig godt. Det var nice.

Vi havde aftalt at mødes to weekender efter jeg var flyttet. Det passede mig godt. Da vi havde en af vores telefonsamtaler, cirka en uge inden, der breakede hun det. I de fem uger hun havde været i landet før jeg ankom havde hun fundet en semi-kæreste. En lidt ældre pige. Jeg opførte mig som en god ven, ikke en eks. Det tænkte jeg godt jeg kunne finde ud af og holde til (narrator: “det kunne han ikke”). Vi snakkede om dem. Om hvordan de havde mødtes. Om de havde været sammen. “Har du set mine negle?”, sagde hun med et smil på læben. Hun fortalte, at de havde måtte stoppe akten første gang for at gå ud og klippe negle sammen. Objektivt helt ekstremt cute. Hun spurgte: “Er du klar over hvor meget sværere det er at få en pige til at komme end en dreng?”. Jeg svarede, at det vidste jeg godt. Jeg spurgte hende, som en god ven nu ville gøre: “Hvordan kan det være du har lyst til at have sex med hende? Hvad gør hun rigtigt og hvad kan jeg lære?”. Du kan godt pause her og ryste på hovedet. Det er fint nok. Jeg skulle aldrig have spurgt. Jeg skulle aldrig have forsøgt at opretholde et venskab efter vi var gået fra hinanden. For kan man virkelig holde til at høre hvad der foregår i eksens liv efter man er gået fra hinanden? Jeg kunne ikke. Det er mildt sagt. Hold kæft det er mildt sagt. For hun kiggede på mig. Smilede. Så lidt op i luftet. Så sagde hun: “Det er bare noget andet. Noget helt, helt andet.”

Jeg ved ikke hvordan jeg kan beskrive hvordan den interaktion har påvirket mig. Jeg vil ikke overdramatisere det, men det er samtidig nævnt at komme til at underspille. Status er nok, at det har ødelagt al min selvtillid. Jeg føler mig fuldkommen utilstrækkelig, uduelig og uelskelig. Jeg føler mig helt ekstremt dum og uattraktiv. De fandt sammen to uger efter hun flyttede. To uger efter hun er flyttet fra mig finder hun en, hun gerne vil have sex med. Jeg havde fundet fred med, at vi ikke kunne finde ud af det. Vi lå for langt fra hinanden. Det handlede ikke om at hun ikke havde lyst til mig, det handlede om hun ikke havde lyst. Så går det to uger. To fucking uger. Så kan det jo ikke være andet, end at det har været mig. Jeg har brugt så mange kræfter, så tid og været så fucking frustreret. Så finder hun en ny lige efter, som hun gerne vil have sex med. Jeg ved godt hvor banalt det virker. Jeg ved godt det virker som om jeg kun fokuserer på sexen. Men jeg tror ærligt talt det var den primære grund til, at forholdet ikke fungerede. Det med at hun ikke havde lyst generelt, det ryger bare ud af vinduet. Det var ikke hende, det var mig. Jeg var bare ikke god nok. Sød nok, smuk nok, dejlig nok, klog nok, lækker nok. Det hele kan koges ned til det fucking sex. Jeg troede at jeg skulle ud og blive forløst og hun skulle finde leve et godt liv uden sex. I stedet har jeg ikke haft sex siden hende og hendes sexlyst er blomstret. Det gør så fucking ondt og jeg har endnu ikke fundet ud af hvordan jeg skal håndtere det. Jeg hader seriøst mig selv for det. Jeg har lyst til at banke mit hovede ind i en væg og skrige. Jeg nåede at få tårer i øjnene fire gange på mit 50 minutter lange indkøbstur i dag af at tænke på det. Jeg føler mig helt og aldeles utilstrækkelig, og jeg kan bare ikke se hvordan jeg skal komme ud af det. For helvede hvor gør det bare ondt. 

Det virker så simpelt. Så overfladisk. Jeg er for rationel til det her. Jeg er for klog til at lade det her ramme mig så hårdt. Men jeg kan ikke lade det ligge. Tværtimod tynger det mig ned konstant. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været ubetinget glad. Paradoksalt nok er min sexlyst faldet markant. Sådan er det vel når man er ked af det. Jeg føler mig bare som en kæmpe taber. Den helt store taber, når man kigger på hvordan vi kom ud af det. Mit hovede er konstant fyldt med negative tanker. 

Det er her de lesbiske referencer kommer ind i billedet. Bogstaveligt talt 6,5 siders tekst senere. Jeg ved godt jeg er en idiot for at bruge 16.000 tegn på det her. Men hver gang jeg ser to kvinder være sammen, så bliver jeg mindet om alt det ovenstående. Jeg bliver mindet om mine utilstrækkelighed. Jeg bliver mindet om, at jeg er en taber. At jeg har det skidt. At jeg ikke kan få tingene til at hænge sammen. At jeg får angstanfald af at beskrive hvordan jeg har det. At jeg har gemt hende væk på alle sociale medier og bliver ked af det hver gang hun alligevel dukker op. At jeg ikke kunne være der for hende da hendes morfar døde og hun gerne ville have mig at støtte sig op ad. At mine egne tanker ødelægger mit eget liv og at jeg ikke kan finde ud af at komme ud af den nedadgående spiral. Det er derfor.

[urmyheart]

det eneste jeg ville have var at blive elsket og holdt af. men du forstår ikke at hver gang at du behandler mig såden her så føler jeg at du ikke elsker mig. du forstår ikke smerten i mit hjerte eller tårerne som jeg ikke kan stoppe hver gang du gør mig ondt. jeg elsker dig så hvorfor behandler du mig såden her. hvorfor har jeg ikke lov til at blive jaloux eller generet når du beskriver en anden person den samme måde som du altid beskriver mig. forstår du ikke at jeg begynder at tænke at de ord du siger til mig har ingen betydning når du bruger de samme ord til at beskrive en anden person. du kendte dem ikke men beskrav dem stadig den samme måde du altid beskriver mig. det er derfor at jeg reagere som jeg reagere. det var fordi at jeg ikke ville have at du kigger på en anden person og tænker de samme ting når du kigger på dem. jeg ville tale med der før du sov men i stedet for begyndte du at fortælle mig om en anden pige som du stadig havde i tankerne da du lagde dig ned. jeg var ikke interesseret i at høre om hende men du bliv ved. og for at gøre det værre begyndte du at sige ting som at det er min ejen skyld fordi at jeg ikke er hos dig, og at jeg gjorde mig selv ked af det. jeg forventer intet fra dig men det ville være rart at du i stedet for beroligede mig. men i stedet for begyndte du at sige ting som sårgede mit hjerte. det er hvad jeg prøvede at forklare til dig men du var lige glad. hvordan kan man sove roeligt når du ved at du har såret den som du elsker. hvordan kan du behandle en person der elsker dig så højt og mere end noget andet i verden når alt de gjorde var at fortælle dig hvordan de følte. jeg vil altid elske dig selvom hvis du ikke elskede mig. fordi jeg har og vil altid stå ved din side og elske dig og bryde mig om dig for evigt og altid. for du er altid i mine tanker og jeg tænker altid på dig. jeg vil altid tage mig af dig og sørge mig for at du har det godt. jeg elsker dig mere end du nogensinde vil vide og forstå.

[omgellenbl-blog]

Lorte tur...

Heey Paolo! 

Nu skal du altså høre. Som du ved er jeg i Indien lige nu, og du ved hvor meget jeg havde glædet mig til den tur, men den her tur har virkelig været skod... Man kan sige turen har været oppe af bakke lige siden jeg tog afsted...

I lufthavnen fik jeg en mega dårlig service, måtte stå i kø i uendelig lang tid for for at afleveret min kuffert, og hende pigen som tager i mod kufferten smiler ikke engang til mig... hun har i hvertfald ikke hørt om noget der hedder venlighed over for sine gæster. Så kommer jeg ind på flyet, turen går helt forfærdelig. Det ender faktisk med at de der ilt masker kommer ned fordi ham/hende der styre flyet simpelthen ikke er kompetent nok til det. Så tænkte jeg “okay lorte start på min tur, men det kan umuligt blive værre nu” men hold da op hvor tog jeg fejl. Jeg havde taget min tie dye kuffert med - du ved den med alle mulige farver - for at kunne genkende den når jeg ankom til Indien. MEN, da jeg skal have min kuffert er den der ikke... så det vil sige at jeg havde mistet ALLE mine ting. Hvor tror du min kuffert var havnet henne? Ja godt spørgsmål for jeg ved det heller ikke... 

Nårh, men efter jeg er blevet godt sur og ked af det finder jeg en taxa hen til mit 5 stjernet hotel i Indien. Turen der hen går faktisk godt, indtil jeg skal betale for det, for manden tager åbenbart ikke kort i hans taxa. Så jeg måtte til at forklare ham at jeg ikke har penge, men skal nok hæve nogle, hvilket han forstod som om at jeg ikke gad at betale og derefter begyndte han at råbe af mig... vi fandt heldigvis ud af det!

Hotellet, 5 stjernet... nej, det vil jeg sgu ikke kalde det. Altså det så fint nok ud på billederne, men jeg vil nu sige at det nok mere var et 2 stjernet. Jeg spørg nede i receptionen om det godt nok er det her hotel og den “søde” dame ved skrænten siger “Ja det er da.. altså... hvad bilder du dig ind” og faktisk bliver lidt sur på mig. Ender så med at sige til hende at “i burde nok tage nogle nye billeder så folk kan se hvordan det rigtig ser ud” også gik jeg min vej...

Aften nærmer sig og jeg skulle til at have mad. Maden i Indien var faktisk rigtig god, indtil man vågner klokken 3 om natten og pludselig kan smage maden igen, bare det den her gang ikke smager særlig godt... Gæt hvad der skete... JEPS, MAD FOR FUCKING GIFTNING. Der måtte jeg så en tur på hospitalet, men det ender med at de faktisk sender mig tilbage til Danmark fordi de ikke lige ved hvad de skal gøre ved det... 

Så nu ligger jeg her på hospitalet og skriver det her kort til dig i håbet om at du har en bedre ferie!  Savner dig rigtig meget! glæder mig til at høre fra dig! - Mange krammer fra Ellen <3  

[dagdroemme]

“Jeg værdsætter dig helt vildt meget” er stadig en sætning jeg tænker meget over. Hvordan egentlig? Hvordan værdsætte du mig? Værdsatte du at jeg havde de absolut laveste krav for dig? Eller at jeg tillod at det var ok at du ikke svarede på mine beskeder efter 48 timer? Var det måske mit selskab? Eller bare min krop? Jeg følte mig absolut ikke værdsat og derfor forvirrer det mig nok, at du har følt at du værdsætte mig. Hvordan værdsatte du mig? Seriøst hvordan? Hvornår? Hvorfor? Du var så enormt dårlig til at kommunikere og udtrykke den slags ting. Jeg var først klar over at du kunne lide mig for den jeg er, da vi slog op. I det år vi var sammen, brugte jeg største delen af tiden på at spekulere på om du overhovedet kunne lide mig, eller om du bare kunne lide min krop. Det er seriøst fucked op. Ligesom da du sagde “måske er det derfor jeg ikke kunne få følelser for dig”. Hvad skal det betyde? Hvordan kan du sige det og så bare efterlade sætningen sådan. Ingen dybere forklaring eller kontekst bag. Ville du gerne have følelser for mig eller hvad? Havde du aldrig på noget tidspunkt følelser for mig? Jeg forstår det ikke og det tager livet af mig. Vil så gerne have det til at give mening for mig. Så jeg kan få fred. Så jeg ikke behøver at føle at du bare udnyttede mig indtil du fandt bedre. Det er så ødelæggende at du holdte på mig velvidende at du ikke ville mere på længere sigt, men heller ikke ville give slip så jeg havde mulighed for at finde bedre. Det er vildt tarveligt. Det er enormt frustrerende at jeg var din type, men ikke helt din type. Det er frustrerende at du søgte andre udfordringer samtidig med at du havde mig. Jeg føler mig umenneskeliggjort med tanken om, at jeg bare var et sikkerhedsnet, en tryghed. Det får alle de dejlige minder og oplevelser jeg havde med dig til at brænde, som hvis nogen holdte ilden fra en lighter hen over fremkaldt film. Det gør ondt. Det gør så fucking ondt at jeg var så vild med dig, og at du så bare fandt en anden. Jeg har været så jaloux på en anden kvinde, som jeg ikke engang aner hvem er. Jeg ved absolut intet om hende, og alligevel ville jeg for en tid ønske at jeg var hende. Så bliver jeg så vred. Fordi jeg er såret over, hvordan du ikke bare kunne være ærlig og gøre det forbi fordi jeg fortjener den form for respekt og omsorg. Har ikke lyst til at hade dig. Har holdt så fucking meget af dig. Måske er der noget om at had er på det samme spektrum som kærlighed, de er bare modsatte poler. Men jeg vil jo bare gerne se tilbage på minderne med et smil og sige “nå ja, det fungerede ikke”. Det kan jeg bare ikke når jeg føler mig så brugt og udnyttet, som jeg gør lige nu. Ved ikke hvad stadie i bruddet jeg er i nu, men det her føltes næsten værre end det første.

[minesygetanker]

22/12 2020 - ufuldendte sætninger

Pia kom i dag med papirerne med de ufuldendte sætninger omhandlende selvskade. Hun sagde at hun meget gerne ville hjælpe mig med at lave dem, og det var rar.vi har snakket en del omkring min selvskade så selvom hun måske ikke forstår det, så ved jeg hun lytter når jeg snakker omkring det. Hun er nysgerrig på en ikke dømmende måde, og det sætter jeg pris på. Efter Lars martin beskrev min adfærd omkring selvskade som mærkværdig og bizar i min journal, har jeg haft svært ved at snakke om det, da jeg ofte fanger mig selv i at tænke, om det også er det alle andre tænker, men bare ikke tør sige. Vi fik ikke udfyldt ret mange af sætningerne, men jeg kiggede selv lidt på dem senere. Jeg har jo lavet dem før, så helt nyt var det ikke for mig, dog har mine svar ændret sig en del siden sidst. Jeg tænkte måske at skriv noget om det her, så jeg kan kigge tilbage på det senere, og måske igen opdage at mine svar har ændret sig.

Jeg skader mig selv ved at .. jeg skader mig selv tappe blod at tappe blod er ‘nyt’ for mig, men det er den form for selvskade jeg har haft den bedste ‘virkning’ af. Før i tiden har jeg skåret, bidt, brændt, slået, kradset, motioneret, ridset, drukket/spist uspiselige ting mm.

Min hensigt med selvskade er .. min hensigt med selvskade er forskellig alt efter situationen. For tiden bruger jeg selvskaden til at fjerne fokus, da det at tappe blod er en ting som kræver meget fokus. Det er ikke tilfældigt hvor man stikker, hvilken vinkel man stikker i og hvor dybt man stikker. Der er mange ting man skal være opmærksom på, og man er nødt til at være fokuseret omkring det. Blodtapning er også en form for selvskade jeg føler jeg kan bruge til at fjerne fokus, selv når jeg ikke sidder og aktivt selvskader med det. Jeg undersøger omkring det på nettet, ser videoer, læser bøger mm. Jeg læser om hvordan blodet er opbygget, hvordan kroppen restituerer, hvordan venerne i kroppen er placeret og hvordan man lokaliserer dem og hvordan blodtab påvirker kroppen. Jeg ved ikke om det er sygt at kalde det en interesse, men jeg syne det er interesant at vide hvad jeg rent faktisk gør ved min krop. Jeg bruger også min selvskade som en måde at holde ud at være til på, da jeg netop føler jeg får en pause fra at det der foregår i mit hoved når. Jeg sidde tog er koncentreret omkring det. Nogle gange oplever jeg også at jeg har brugt selvskaden for at vise at jeg har det dårligt, når jeg ikke føler jeg bliver hørt med mine ord.

Jeg skader mig selv x gange om dagen/ugen .. jeg skader mig selv efter behov. Jeg kan selvskade flere dage i træk, nogle gange to gange på samme dag, og andre gange er de flere dage i mellem. Hvis man skulle lave et ‘gennemsnit’ ville jeg nok sige at jeg tapper mig blod 2-3 gange om uge hvor mængden varierer alt mellem 150-500ml.

Min selvskade bliver udløst af .. det her nok det svar som har ændre sig mest. I modsætning til de selvskade former jeg før i tiden har brug, er den form for selvskade jeg bruger nu, ikke affekt præget. Det er ikke en impulsiv beslutning, og jeg kan planlægge et timer eller dage før. Det kan gøre at jeg kan komme igennem en dag, at tænke på at når jeg kommer hjem og de andre er gået i seng, så kan jeg få lov at selvskade i fred. Jeg tror ikke som sådan min hensigt har ændret sig, men måske mere min generelle tilstand, jeg føler jeg har trang til at selvskade hele tiden, for jeg har det hele tiden dårligt. På en måde føler jeg mig mere fri ved denne selvskade da jeg netop kan planlægge det.

Min selvskade udløses af følelsen .. lidt det samme svar som ovenstående. Ikke noget bestemt, men bare min generelle tilstand, som nok består meget af følelsen af selvhad, afmagt, ligegyldighed, håbløshed, tristhed, angst, frustration mm.

I min krop mærker jeg .. den her har jeg svært ved, da jeg ikke som sådan mærker noget i min krop når jeg tapper mit blod. Det er jo ikke en form for selvskade som gør ondt på samme måde som mange af de andre, men mere er præget af tanken om at man skader sin krop. Jeg kan dog mærke at jeg har tendens til at få hovedpine, kvalme og blive svimmel på de dage jeg tapper større mængder

Lige inden selvskade tænker jeg ofte .. det sjove ved dette spørgsmål er at jeg er så bevidst om risikoen ved denne form for selvskade, at jeg næsten altid tænker ‘hold kæft det er dumt det her’ eller ‘hvor er det bare langt ude’ men for mig er det ikke nok til at jeg ikke gør det. Jeg vil heller have den ro det giver mig i hovedet og så leve med konsekvenserne at der er en risiko for at mine blodprøver er skide skæve og at jeg er dårlig fysisk.

Under selvskade tænker jeg .. jeg tror jeg tænker meget på selve handlingen, som jeg skrev tidligere, da det er en handling som kræver meget af mit fokus. Jeg tror meget af min hensigt er jo netop ikke at tænke for meget. Oftest oplever jeg at jeg tænker ‘bare lige ét glas mere, så stopper jeg’ – men det gør jeg ikke, jeg fortsætter.

Efter selvskade tænker jeg .. jeg tænker ofte at jeg har lyst til at fortsætte, og det tænker jeg især hvis jeg ikke oplever at jeg når at blive fysiskdårlig inden min krop siger fra og mine årer kollapser. Jeg har aldrig oplevet at jeg har følt jeg har gjort det nok, og jeg ville nogle gange ønske at jeg kunne blive ved og gøre det hver dag, hvis vores kroppe hang sammen på en måde der tillod det. Jeg tænker også på hvordan mia vil reagere på mængden næste gang jeg ser hende. Jeg ved ikke hvorfor jeg tænker over det, men jeg tror det handler om at jeg er bange fo rat jeg kommer med alt for meget blod, og at hun bliver bekymret

Jeg har svært ved at håndtere situationer hvor .. hvis man tænker i forhold til selvskade og hvad der kan trigge det er det igen svært at svare på, fordi det ikke er affektpræget. Det der før i tiden kunne være svært var situationer hvor der er nogle forventninger til mig som og jeg følere jeg skal præstere, pres, afslag, skæld ud, misforståelser, frustrationer, mm.

Fordele ved selvskade er .. fordelen ved selvskade er at det giver mig det jeg har brug for og at det er hurtigt. Fordelen ved selvskade er også at du ikke er afhængig af andre mennesker for at få hjælp, og jeg vil gerne kunne klare tingene selv. En anden fordel lige netop ved den form for selvskade jeg bruger er også at det ikke efterlader nogle af eller mærker bagefter, og man ikke kan se på mig at jeg har været selvskadede.

Ulempen ved selvskade er .. ulempen kan både være en fordel og ulempe, og det er at jeg skader min krop, hvilket langt hen af vejen ofte er en del af hensigten, men min hensigt med at selvskade er ikke at tage mit eget liv, men ved tá selvskade på denne måde er der en står risiko ved det, frem for andre selvskadeformer. Ulempen er at jeg ikke kan vide hvad min blodprocent er, og måske kan være i livsfare uden at vide det. Samtidig er jeg indforstået med den risiko, og jeg har længe tænkt at hvis jeg dør, så fred være med det.

I stedet for at selvskade har jeg prøvet at .. jeg har forsøgt et par gange med nogle af de gamle metoder jeg har brugt til selvskade, men de har slet ikke den samme virkning og effekt som jeg får når jeg tapper blod. Jeg føler at alt andet selvskade er blevet for primitiv, og det kræver ikke mange hjerneceller at slå hovedet ind i væggen. Det kan alle i princippet gøre, og det virker som en let, og dum, løsning. Jeg har flere gange forsøgt aflede med en gåtur, men det holder kun så længe at jeg går, men ligeså snart jeg er færdig med at gå, er trangen der igen til at selvskade.

Jeg har selvskadet nok når .. jeg har endnu ikke oplevet at hegn har følt at jeg har selvskadet nok. Jeg føler hele tiden at jeg har lyst til at fortsætte, og den eneste grund til at jeg stopper, er fordi jeg når til et punkt hvor min krop siger fra og mine åre kollapser, eller blodet begynder at løbe så langsomt at jeg føler jeg ingen vegne kommer med. Har en enkelt gang besvimet under selvskaden og stoppede derfor bagefter.

Når jeg selvskader vil jeg gerne at personalet .. + det bliver værre hvis personalet.. jeg ved ikke hvem jeg skal antage personalet er, da det ikke er en form for selvskade jeg kan gøre brug af når jeg er indlagt. Måske e mia eller Michelle det nærmeste jeg kommer på personale. I så fald handler det nok mere om hvad jeg ikke vil have personalet skal gøre, da de i princippet ikke kan gøre noget når jeg sidder i selve handlingen. Jeg vil helst ikke have at de kommentere på mængden af blod, da det er underordnet mig om der er 10ml eller 500ml, da hensigten er det samme. Mængden af blod er ikke en refleksion af min psykiske tilstand. Jeg har heller ikke brug for at folk belærer mig omring i de risiko der er ved denne selvskade og hvor farligt det er. Jeg er ikke dum, er er godt klar over hvordan det kan ende. Det hjælper heller ikke at folk bliver sure på mig over at jeg vælger at gøre det(bakkely) eller skælder ud, da det ikke er min hensigt at påvirke andre med min adfærd med hverken bekymringer eller frustrationer. Jeg vil heller at folk ser bag handlingen og sætter spørger ind til hensigten da det er hensigten der leder til handlingen. Jeg håber at folk møder mig med forståelse for at jeg ikke gør det for sjov, men fordi jeg har det skidt.

Jeg ville ønske jeg kunne ..

Mit højeste ønske er ..

[andreasmontyfreddie]

Depression på dåse.

 Det er fint, det er jo bare noget vi snakker op, noget vi opfinder. Vi taler i telefoner, og giver hinanden ret i, at det jo faktisk slet ikke er nødvendigt. Nogle gange så hjælper det at køre lidt alene, eller sammen med en dude. Det er en god måde at gøre det på, selvom det ikke er noget man kan gøre hele tiden. Det er også en måde at komme rundt om det på. Vi velsigner hinanden, og prøver at se på det med friske øjne, det bliver jo ikke værre, det er en god måde at gøre det til noget virkeligt.

 En måde at være sammen på, er at snakke. Det hjælper hvis man er alene, sammen kan man forestille sig hvordan man kan inkoporere noget nødvendigt. Der er slet ikke brug for at vende sig om, og bare sige ting, som de er, men holde det på en time. Deres dukker er gode, deres dukker er sorte, og svære at besejre. Men gør man det sammen, så prøver vi at være her. 

 Jeg har et enkelt mål, målet er at snakke, ikke tale nogle efter munden, bare dukke op, og gøre os alle sammen et par sekunder ældre. Køre rundt i det, tænke på det, og ikke tænke på det. Velsigne os, og forestille mig, hvordan en verden ville se ud, hvor der slet ikke var brug for noget. Tænker vi på det samme? Lægger vi i ske, tænker vi det samme. Vi holder i hånd, og fornemmer, jeg har sådan er aften-agtig stemning i kroppen. Jeg troede længe at det var tinitus, men det er ikke tinitus, jeg har bare taget lyden med mig. Lyden af dine øjne. 

 Hvad er klokken, den er 13:27, der er tre minutter til at klokken er havl. Det er fantastisk, det betyder at vi er i bevægelse. Det er fandme godt, jeg fucking bander på det, bander på det, og klæder mig i et kostyme. Laver huller i tyggegummiet, og siger til mig selv; Jeg kan ikke, og mobber mig selv med det. Jeg er bare, og gør det samme. Jeg er bare, og har ikke brug for at tænke mig om, jeg er bare, og tænker slet ikke, det er jo en måde at gøre det på, det er jo en måde at være i verden på. Køre rundt i det, og så lige som man finder noget, opdager, at man er hjemme. Hjemme igen. 

 Hvad skal jeg lave? Jeg tager en tur i Matas, det er kunstigt, jeg sidder bare, og glemmer, sidder bare og spiser lidt af mit viskelæder. Dør jeg og bliver en dæmon? Jeg tror faktisk jeg har brug for at gøre det igen, øverst oppe i hjørnet.

[vampiretheory]

Hello. According to @funwithlanguages​ post you can understand a lot of a language by learning the ~300 most common words. I decided to translate the list into my native language, Danish. If anyone finds any mistakes, please let me know.

If you want someone to look over your Danish, feel free to message me also, if I have the time I’ll gladly help (I’m currently helping several people I know in real life learning danish also)

First Verbs

To be · At være

there is · Der er

Have · (At) have

Do · (At) gøre

Go · Gå

Want · Vil have

Can · Kan

Need · (At have) brug for

Think · Tænke

Know · Vide

Say · Sige

Like · (At) synes godt om

Speak · Tale

Learn · (At) lære

Understand · (At) forstå

Conjunctions

that (as in “the woman that…”) · der / som (Not applicable for “I think that…”)

And · Og

Or · Eller

But · Men

Because · Fordi

Though · Selvom / Dog (It depends on the context)

so (meaning “therefore”; e.g. “I wanted it, so I bought it”) · Derfor

If · Hvis

Prepositions

Of · Af

To · Til

From · Fra

In · I

at (a place) · Ved

at (a time) · Ved

This is very unusual in the danish language. “meet me at 10” would be “mød mig klokken 10” klokken meaning time in this case.

With · Med

About · Om

like (meaning “similar to”) · Som (similar to would be: svarende til)

for (warning, this one has several meanings that you need to take care of) · For

before (also as a conjunction) · Før

after (also as a conjunction) · Efter

During · Imens / Mens

Question Words

Extra comma rule! Whenever there’s a question word that starts with Hv there’s a comma before. Example: Ved du, hvem der gjorde det? Nej, men jeg ved, hvad der er sket.

Who · Hvem

What · Hvad

Where · Hvor

When · Hvornår

Why · Hvorfor

How · Hvordan

How much · Hvor meget

Which · Hvilken

Adverbs

a lot · Meget

a little · Lidt

Well · Godt

Badly · Dårligt

Only · Kun

Also · Også

Very · Meget

too (as in “too tall”) · For

too much · For meget

so (as in “so tall”) · Så

so much · Så meget

more (know how to say “more … than …”) · Mere

less (know how to say “less … than …”) · Mindre

as … as … (e.g. “as tall as”) · Så… som… (så høj som..)

Most · Mest

Least · Mindst

Better · Bedre

Best · Bedst

Worse · Værre

Worst · Værst

Now · Nu

Then · Dengang (meaning back then) / derefter (as in first this, then this.)

Here · Her

There · Der

Maybe · Måske

Always · Altid

Usually · Som regel / for det meste

Often · Ofte / tit

Sometimes · Sommetider / Nogle gange

Never · Aldrig

Today · I dag

Yesterday · I går

Tomorrow · I morgen

Soon · Snart

Almost · Næsten

Already · Allerede

Still · Stadig

Even · Selvom

Enough · Nok

Adjectives

the, a (technically articles) · We don’t have “the” in danish. “A” is either en or et depending on the noun. Instead of the, we end the word in either -en or -et again depending on the noun. (The dog = Hunden. A dog = En hund.)

This · Dette / Det her / Denne / Den her (again depending on the noun)

That · Det der / Den der

Good · God / godt (dependant on the noun?)

Bad · Dårlig / dårligt (dependant on the noun?)

All · Alle

Some · Nogle

No · ingen

Any · Nogen

Many · Mange

Few · Få

Most · Flest / Mest

Other · Anden / Andet (denpendant on the noun)

Same · Samme

Different · Forskellig

Enough · Nok (there is enough = der er nok)

One · En

Two · To

a few · Nogle få

First · Først / Første

Next · Næste

last (meaning “past”, e.g. “last Friday”) · Sidste

last (meaning “final”) · Sidste / Endelige

Easy · Nem

Hard · Svær

Early · Tidlig

Late · Sen

Important · Vigtig

Interesting · Interessant

Fun · Sjov

Boring · Kedelig

Beautiful · Smuk

Big · Stor

Small · Lille

Happy · Glad

Sad · Trist / Ked af det

Busy · Travl

Excited · Spændt

Tired · Træt

Ready · Klar

Favorite · Yndlings

New · Ny

right (meaning “correct”) · Rigtig

Wrong · Forkert

True · Sand / Sandt

Pronouns

Know them in the subject (“I”), direct object (“me”), indirect object (“to me”), and possessive (“my”) forms.

I · Jeg

You · Du

She · Hun

He · Han

It · Den / Det

We · Vi

you (plural) · I (Written in uppercase)

They · De

Nouns

Everything · Alt

Something · Noget

Nothing · Ingenting

Everyone · Alle / Alle sammen

Someone · Nogen

no one · Ingen

(name of the language you’re studying) · Dansk

English · Engelsk

Thing · Ting

Person · Person

Place · Sted

time (as in “a long time”) · Tid

time (as in “I did it 3 times”) · Gang(e) (Jeg gjorde det 3 gange)

Friend · Ven (male and female, used most often) / Veninde (female)

Woman · Kvinde

Man · Mand

Money · Penge

Country · Land

(name of your home country) · Danmark

City · By

Language · Sprog

Word · Ord

Food · Mad

House · Hus

Store · Butik / Forretning

Office · Kontor

Company · Firma

Manager · Manager

Coworker · Kollega

Job · Arbejde / Job

work (as in “I have a lot of work to do”) · Arbejde

Problem · Problem

Question · Spørgsmål

Idea · Idé

Life · Liv

World · Verden

Day · Dag

Year · År

Week · Uge

Month · Måned

Hour · Time

mother, father, parent · Mor, far, forælder (forældre in plural)

daughter, son, child · Datte, søn, barn

wife, husband · Kone, Mand

girlfriend, boyfriend · Kæreste (gender neutral)

More Verbs

work (as in a person working) · Arbejde

work (meaning “to function”, e.g. “the TV works”) · Virke

See · Se

Use · Bruge

Should · Burde

Believe · Tro

Practice · Øve sig

Seem · Synes (Context dependant)

Come · Komme

Leave · Gå / Forlade

Return · Vende tilbage / Tilbagevende

Give · Give

Take · Tage

Bring · Bringe

look for · Lede efter

Find · Finde

get (meaning “obtain”) · Få

Receive · Få

Buy · Købe

Try · Prøve

Start · Starte

stop (doing something) · (At) Stoppe / (Jeg) stopper

Finish · Færdiggøre

Continue · Forstætte

wake up · Vågne

get up · Stå op (get out of bed)

Eat · Spise

eat breakfast · Spise morgenmad (verb + noun)

eat lunch · Spise frokost (verb + noun)

eat dinner · Spise aftensmad (verb + noun)

Happen · Ske

Feel · Føle

create (aka “make”) · Lave

cause (aka “make”) · Forårsage / at være årsag til

meet (meeting someone for the first time) · Møde

meet (meaning “to bump into”) · Støde ind i / Møde

meet (an arranged meeting) · Møde

ask (a question) · Spørge

ask for (aka “request”) · Bede om

Wonder · Undre (sig)

Reply · Svare

Mean · Mene

Read · Læse

Write · Skrive

Listen · Lytte

Hear · Høre

Remember · Huske

Forget · Glemme

Choose · Vælge

Decide · Beslutte (sig)

be born · (Blive) Født

Die · Dø

Kill · Dræbe

Live · Leve

Stay · Blive

Change · Ændre

Help · Hjælpe

Send · Sende

Study · Studere

Improve · Forbedre

Hope · Håbe

Care · (At) Bekymre (sig om)

Phrases

Hello · Hej

Goodbye · Farvel

thank you · Tak

you’re welcome · Det var så lidt / Selv tak

excuse me (to get someone’s attention) · Undskyld mig

Sorry · Undskyld

it’s fine (response to an apology) · Det er okay

Please · We don’t have this. We would say “Vil du være sød at…” (Would you be so kind as to…) ending the sentence in “..., tak”

Yes · Ja

No · Nej

Okay · Okay

My name is · Mit navn er...

What’s your name? · Hvad er dit navn? (uncommon) / Hvad hedder du? (common)

Nice to meet you. · Godt at møde dig / Rart at møde dig

How are you? · Hvordan har du det?

I’m doing well, how about you? · Jeg har det godt, hvad med dig?

Sorry? / What? (if you didn’t hear something) · Undskyld? / Hvad?

How do you say ______? · Hvordan siger man ____?

What does ______ mean? · Hvad betyder ____?

I don’t understand. · Jeg forstår ikke (helt) / Det forstår jeg ikke (common) / Jeg forstår det ikke

Could you repeat that? · Kan du gentage det?

Could you speak more slowly, please? · Kan du snakke lidt langsomere?

Well (as in “well, I think…”) · Altså

Really? · Virkelig?

I guess that · Jeg tror at...

It’s hot. (talking about the weather) · Her er varmt / Det er varmt

It’s cold. (talking about the weather) · Her er koldt / Det er koldt

[maelkevejen]

Jeg er i gang med et herre langt Hjerteflimmer For Voksne-marathon

Lige nu er jeg nået til det afsnit, hvor Shirley er med, og hun har bare en helt vild intens energi, jeg næsten blev helt overvældet af. Hun taler meget og hurtigt, hun ved, hvad hun mener og hvad hun vil, og hun virker som en vældig glad person. Altså nu kender jeg hende jo overhovedet ikke i virkeligheden, men hun gav mig virkelig, I ved... efter to minutter var jeg stiltiende og helt for mig selv småoverbevist om, at hun har ADHD. Nu skal jeg ikke gå rundt og diagnosticere folk, det er slet ikke det, men hun mindede mig bare rigtig meget om mig selv, og jeg kunne virkelig genkende en del af mig selv i hendes måde at være på i podcasten. Eller hvordan jeg i hvert fald har været. Og så blev jeg helt møbbet i hovedet, fordi jeg ikke længere er sådan. Jeg savner relativt tit den del af mig, som jeg forbinder med den diagnose. Altså det er lidt on the nose, det er jo ikke som sådan diagnosen, jeg savner (jeg har den i øvrigt stadig, så det er ikke det), det er mere de af mine karaktertræk, jeg forbinder med den (og jeg gider seriøst ikke høre på det der "æh bæh din diagnose er ikke din personlighed"-pis, det er slet ikke det, det handler om, iih). Alt det ivrige, højtråbende, spontane, humørfyldte, humoristiske, ekspressive. Jeg ved virkelig ikke... hvor det er blevet af. Jeg ved ikke, om det er efter jeg landede i en autismediagnose, at det bare er begyndt at fylde meget mere, men jeg synes edderbroderme nogle gange, at det er træls. Jeg gider ikke... eller jo, det gider jeg jo godt, ellers ville det ikke være relevant, men jeg ville ønske, jeg ikke var så... fucking... idk, indtørret. Bekymret. Okay... jeg har altid været bekymret, men på en eller anden måde fylder det bare mere. Jeg er bare her i vores lejlighed og er ængstelig og har brug for at aflyse aftaler og vide en masse ting, inden jeg siger ja til noget og har ikke energi til at lave flere ting på en dag.

Og det er jo noget værre vås. For altså, sådan har jeg jo altid været, haha. Jeg har haft brug for at aflyse aftaler (eller bare forpligtigelser) siden gymnasiet, haft brug for at vide, hvad planer var i et eller andet omfang, og taget hjem fra sociale sammenkomster og haft brug for at restituere (selvom jeg ikke altid var klar over det, men alligevel). Men jeg ville lidt ønske, det bare engang imellem kunne lade være med hele tiden at være i forgrunden. Kunne det ikke bare være lidt i baggrunden engang imellem? Hvor er alt det skægge blevet af? Er det virkelig fordi, jeg tager medicin? Eller... er jeg bare blevet (fucking) voksen og bitter? Er det mit parforhold? Er det min adresse? Er det universitetet? Er jeg udbrændt? Er jeg stadig udbrændt? Er jeg aldrig kommet mig over stress, hvis det da overhovedet var det. Ej jeg orker det ikke. Jeg savner Bagsværd og frie hverdage eller hverdage bare med supplering og bare være for mig selv og ikke skulle forholde mig til alt muligt.

Jeg vil også være sjov og sprudlende, som Shirley er i den her podcast. Jeg føler mig overhovedet ikke spændende. Jeg føler mig som en forskrækket nullermand. Og det føles enormt uoverskueligt at skulle gøre noget ved. Jeg orker det bare ikke. Er der ikke en eller anden anden, der kan overtage styringen? Urgh. Jeg føler mig så kedelig, og det gør mig virkelig... ked af det.

[fantasifuld]

part 2 -og seriøst, jeg fatter ikke hvordan vi pludseligt kan stoppe al kontakt. Vi var gode venner, og jeg er sikker på at følelserne var gengældt. Han er den eneste jeg kunne have set blive til noget, efter min sidste kæreste. Men han ville snakke efter en fest, og fortalte mig at jeg havde sagt alt muligt til hans venner fordi han havde ignoreret mig og kysset med en anden. Kan ikke huske det, og han fortalte mig at det vi 2 havde ikke var meningen, nu er jeg helt knust. savner hans nærvær

Først og fremmest at jeg ked af at du har sådan her, det er aldrig sjovt at være forelsket i en, hvor det ik er gengældt, og det er tusinde gange være at blive knust. Det er altid svært at gå fra rigtig gode venner til noget mere, og risikoen for at man mister både ham man er vild med og venskabet er der desværre.. så vidt som du skriver, kan jeg fornemme at der har været følelser fra jer begge, eller I har i hvert fald set hinanden som mere end "bare" en ven. Det lyder som om det er en meget pludselig beslutning han har taget om at I ik skal snakke mere sammen, og det virker som om du tror det er på grund af den aften, hvor du åbenbart har kommet til at sige nogle ting til hans venner. Først og fremmest så synes jeg helt sikkert at du har ret til en forklaring, for det første er det nemmere at komme videre når man ved hvorfor det sluttede og for det andet skal du ik have en uvished om hvad du har gjort siden han stoppede det lige pludselig. Og Hey, det er jo ik sikkert at det er dig der har gjort noget. Det kan godt være at han fik kolde fødder, og syntes lige pludselig at det blev for seriøst, og der er desværre nogen der reagerer ved at droppe al kontakt til den anden person, selvom man knuser den anden person endnu mere end hvis man havde fortalt det. Hør her, jeg synes du skal skrive til ham at du ik kan forstå hvad der skete mellem jer, og om han ik synes at du fortjener en forklaring, for det virker som om du også savner det venskab I havde. Og så prøv at aftale en dag hvor I kan snakke ud om det, det vil hjælpe dig så meget, og det vil gøre det nemmere at komme videre, selvom det aldrig er nemt. For det andet så kan han simpelthen ik droppe dig pga noget du har sagt i fuldskab, det er da så dårlig stil. Nu ved jeg selvfølgelig ik hvad du har sagt, men jeg kunne forestille mig at det ik var så slemt, og at han totalt har overreageret. Han burde have taget fat i dig dagen efter og snakke med dig om de ting du havde sagt hvis det virkelig var nogle mega nedern ting du havde sagt, og så kunne du have fået chancen for at forklare dig. Du skal i hvert fald ik have dårlig samvittighed over de ting du har sagt da du var fuld, vi siger alle dumme ting engang imellem som ik skulle have været sagt, men come on, det så er det sikkert heller ik værre til at man skal skabe en stor scene ud af det. Hør her smukke, jeg ved godt det er svært at komme videre, og at det kan være svært at bekende sandheden. Vi vælger desværre ik selv hvem vi vil have følelser for, og det kan være han ik havde følelser for dig (ved det er hårdt at høre det). Vi alle tager forskellige beslutninger, og han kunne måske ik klare at fortælle dig det, så han syntes det var "lettere" at gøre det på denne måde, selvom det er så uretfærdigt over for dig, for det knuser en endnu mere, at personen ik engang kan fortælle en at de ik har følelser for en og at det her ik går mere. Mit bedste råd er at prøve at glemme ham, selvom det er skide svært, så prøv virkelig. Hvis du stadig har brug for en forklaring, så skriv til ham, men du skal gøre det fordi du mener en forklaring vil gøre det lettere for dig at komme videre så, og ik fordi du håber du kan få ham tilbage på den måde. Få dine veninder til at tage med dig ud og lav noget, hyg dig med veninder og venner og hvem der ellers gør dig glad, det er den bedste måde at komme videre på. Og husk, det er altså okay at være ked af det, og hvis du har brug for at tale om det, så sig det til dine veninder, for jeg er sikker på de vil være der til at lytte, og ellers er du mere end velkommen til at skrive til mig privat. Husk på du er fantastisk som du er, og at du fortjener en der kan se det!

[persisktaeppe]

Du er typen, der fører en bullet journal, og det er jeg bare ikke; en længere tekst om hvorvidt du, med din bullet journal, nogensinde kan elske en uden

Nogle gange føler jeg mig fuldkommen utilstrækkelig, når jeg fortæller mine venner om dig. Det rammer hårdt, når jeg kan se, at de simpelthen ikke kan begribe, hvordan sådan en som dig, har valgt at være sammen med sådan en som mig. Måske mest af alt fordi, jeg heller ikke helt forstår det, eller har noget at sige, når jeg gerne vil forsvare mig selv og hvorfor, vi passer så godt sammen. Jeg kan være så lykkelig og tilfreds, men pludselig får jeg lyst til at tude på vej til byen, når jeg fortæller min veninde om dig og om, hvordan du løber flere gange om ugen, laver din egen havregrød om morgenen, eller hvordan du snakker om, at du gerne vil lære at lave chai latte. Hvordan du går op i din skole og samtidig formår at have et succesrigt socialt liv, have et godt forhold med din klasse og din familie, mens du jonglerer kæresteaftaler, ATU og fester i weekenden. Jeg forstår det bare ikke. Hvis jeg laver lektier, ser jeg ikke mine venner overhovedet, og hvis jeg skal være det mindste selskabelig, bliver jeg nødt til at sove i frikvartererne, bare så jeg kan holde ud at skulle se folk senere. Det efterlader mig med middelmådige karakterer og et dårligt forhold til min klasse og mine forældre. Jeg læser ikke nok, og selvom jeg har mange interesser, får jeg aldrig lavet noget, jeg faktisk gerne vil. Jeg drømmer om at male, læse, skrive og dagdrømme på mit rene værelse, mens min telefon ligger et sted langt væk, hvor jeg ikke savner den. Jeg drømmer om at høre lydbøger på vej til skole og at drikke kamillete om morgenen, og måske er det hele ikke realistisk, men i det mindste noget af det burde. Måske har man altid en idé om, at den man er forelsket i, på en eller anden måde er et slags supermenneske, der kan alting og er det mest perfekte i verden, men før vi kom sammen, tænkte jeg det samme. Jeg er på den ene side så lykkelig, fordi jeg blev den, der fik dig og jeg blev den, der er så heldig, at jeg kan kalde dig min kæreste. På den anden side, føler jeg, at jeg aldrig kommer til at kunne stimulere dig hverken intellektuelt, følelsesmæssigt eller seksuelt. At jeg kunne gøre så meget mere, men ikke formår andet end tekster på Tumblr og beskeder om morgenen. Jeg prøver at gøre tingene romantiske og hyggelige, men jeg har svært ved at fortælle mig selv, at jeg altså er nok og at du ikke er meget bedre end mig. Jeg har overscoret for sindssygt, og det er jo egentlig ikke noget at brokke sig over, men jeg har aldrig prøvet at være i et forhold med én, der ikke var meget bedre end mig. Du er selvfølgelig den bedste af alle, men det er sgu da pisse irriterende, at du er så dejlig altid. Det går mig også bare på, at når vi træder ind i et rum, så tænker alle det samme; hvordan fanden scorede hun hende? Men altså, jeg er i et forhold med den smukkeste, klogeste, mest interessante kvinde på kloden, så mine problemer kunne være langt værre, og intet med dig, er virkelig et problem i min bog. Nu har jeg skrevet den her lange tekst, som ender på Tumblr, og jeg mistænker dig måske for at komme til at læse det (hvorfor gav jeg dig mit profilnavn igen?), så hvis du stadig er her, så skal du bare vide, at der er mange fine og poetiske måder at sige det på, men du er pisse lækker og klog, og det er sgu da overlegent nogle gange. Jeg elsker at elske dig.

[xmariaandersen]

Følelsen af tomhed bliver større og større. Pludselig var du væk. Forladt og alene. Smerten breder sig langsomt i kroppen med tanken om du fandt en ny. Var jeg virkelig så let at erstatte? Hvorfor? Hvad er der galt med mig? Så mange spørgsmål jeg måske aldrig får svar på. Tankerne stopper aldrig. Du ødelagde mig. Hvordan kunne du gøre det? Følelsen af at sidde tilbage alene, føle sig magtesløs og værdiløs dræber mig. Jeg gav dig alt hvad jeg havde, gjorde mit bedste for at vi kunne være sammen. 3 år gik der med dig ved min sidde igennem godt og ondt og nu ligger jeg her i min seng, vender og drejer mig med tåre trillende ned af kinderne, i mens du ligger og holder om hende. Ved ikke hvordan jeg nogensinde skal komme videre. Du vil, har været og vil altid være min store kærlighed. Nogen gange ville jeg ønske jeg bare kunne hade dig for hvad du gjorde imod mig, men håbet om at vi finder vores vej igen er for stort. Jeg elsker dig for meget til at kunne give slip. Mit hjerte bløder og savnet bliver værre. At se dig med en anden, giver mig lyst til at forsvinde og aldrig vende tilbage. Kan ikke være i min egen krop. Hvordan får jeg smerten til at forsvinde? Hele mit liv har jeg kæmpet imod livets hårde gang. Nu er jeg træt. Træt af at være så deprimeret og trist konstant. Jeg kan ikke mere. Kan ikke kæmpe imod længere. Jeg giver op

[theeudaimoniac]

I en af mine klasser er der en syrisk pige, som kun har været i Danmark i nu lige godt et år, og på trods af det, snakker hun utroligt flot dansk. Med accent selvfølgelig, jovist, men man ville virkelig aldrig gætte, at hun kun har været her et års tid, bedømt udfra hendes imponerende ordforråd og sprogforståelse. Da der var skole-hjem-samtaler måtte hun flere gange oversætte for sine forældre, og jeg forestiller mig at hun sikkert også hjælper dem med at forstå breve og anden information fra det offentlige derhjemme.

Der er så mange som hende rundt omkring i landet, børn og unge der på rekordtid får lært sig dansk, meget hurtigere end forældrene, og som der så at sige er et stort potentiale i. I det hele taget massevis af "nydanske" børn og unge, hvis fremtid bliver afgjort i den periode hvor de er det, og hvor vi som samfund har et kæmpeansvar for hvordan deres fremtid bliver. Der er så mange pædagoger og lærere og andre fagfolk, der hver dag knokler løs for at lære dem dansk og for at give dem det bedste udgangspunkt for at kunne klare sig godt fremover. Så de får sig en uddannelse, et arbejde, tager del i demokratiet og civilsamfundet - bliver gode danske samfundsborgere kort sagt.

Hvad der ærgrer mig så utroligt meget er at den opgave bliver sværere og sværere, for hver eneste gang der igen popper en politiker eller andre frem i medierne, og præsenterer dagens nedslagtning af "de fremmede". Om hvordan de er farlige, kriminelle, dovne, mistænkelige, parasitter, suspekte. Det er pest for integrationen, for hver eneste gang det sker - og det sker tit, det sker bogstaveligt talt hver eneste dag - får det folk til at føle sig uvelkomne i Danmark, og som om vi ikke gider at have dem her. Det gælder flygtninge såvel som indvandrere og efterkommere og til dels også i det hele taget alle i Danmark, der af den ene eller den anden grund ikke lige har blond hår og blå øjne og kan spore sine rødder ti generationer tilbage med udelukkende vikingeblod.

Der findes folk ude i verden, der er imod os her i Vesten, og som er at regne for vores fjender - men sådan nogle som hende her er altså ved Gud ikke vores fjende. Hun er ikke farlig, overhovedet. Og det er simpelthen så frustrerende at opleve at mennesker som hende skal tæves løs på hele tiden, hvilket jo bare øger risikoen for at nogle af dem i stedet begynder at tænke "Fuck Danmark, fuck danskerne, de kan jo alligevel ikke lide os, de vil ikke have os her", og så står vi lige pludselig med nogle småkriminelle bøller eller det der er værre i stedet for nogle nye gode samfundsborgere, og hvem fanden har gavn af det?

Jeg forstår ikke, at man ikke kan se i "strammerblokken", eller hvad vi nu skal kalde det, blokken anført af Dansk Folkeparti som efterhånden har næsten hele den borgerlige fløj plus det meste af Socialdemokratiet og sågar dele af SF med sig, at de gør det sværere at få integreret flygtninge og indvandrere, og få dem til at ville Danmark, at lære sproget og kulturen og uddanne sig og føle en tilknytning til landet, hver eneste gang de er med til at tæske løs på dem. Jeg kan simpelthen ikke forstå det. Det er helt fair at vi skal selvfølgelig skal kunne diskutere frit og åbent hvor mange nytilkomne vi kan absorbere i Danmark, men i de sidste nu omtrent 15 år er der bare blevet strammet og strammet og strammet og strammet og strammet, og det kan uden at overdrive simpelthen ikke lade sig gøre at stramme mere nu. Og dem, der er kommet hertil, går jo ikke nogen vegne, for langt størstedelens vedkommende.

Hvad er det helt præcist, at man forestiller sig? Hvad er deres mål? At man kan få alle med arabisk, tyrkisk, iransk, slavisk, afghansk, somalisk, pakistansk blod i årerne til at forlade Danmark igen? At hvis vi nu bare gør alt hvad vi kan for at få dem til at føle sig uvelkomne, så rejser de på et tidspunkt "hjem" igen? "Tilbage" til hvad der for mange slet ikke føles som et hjemland længere, og som for efterkommernes vedkommende er et land de højest har rejst på ferie til nogle gange, og hvor de kun i meget begrænset grad kender til sproget og kulturen? Hvad skulle de dog der? I særdeleshed efterkommerne. Det er fandme vores børn. Børn af Danmark. Uanset deres etniske ophav.

Jeg forstår ikke hvad det er man vil. Jeg forstår ikke hvad det er man håber på i den blok, ift. flygtninge og indvandrere. For det burde dælme da være til at regne ud for enhver, at langt langt langt hovedparten af dem der er kommet hertil, og da i særlig grad dem som er født her, ikke rejser nogen steder. At langt langt langt de fleste bliver her for good. Og så er der da vel ikke rigtigt anden meningsfyldt måde at gå til de her mennesker på, end at række hånden ud til dem, og få dem til at føle sig velkomne og som en del af det danske samfund i videst muligt omfang. Det er som om at de selvsamme mennesker, der kæfter allermest op om nødvendigheden af at flygtninge/indvandrere/efterkommerere bliver danske, gør allermest for at forhindre at det rent faktisk kommer til at ske. Og det er sgu da et kæmpe selvmål og temmelig absurd. Får det een eneste person til at skråle med på "Det er et yndigt land" at få ham eller hende til at føle sig uønsket og uvelkommen?

Og det er da naturligvis helt fair at stille det op som forventning og krav til alle i Danmark, uanset ophav, at man bestræber sig på dette - på at blive en del af det danske samfund, blive klog på dansk sprog og kultur og historie osv. Men det er vi vel praktisk talt allesammen enige om, så kunne vi ikke måske i stedet prøve at bruge krudtet på at løse denne fælles opgave, i stedet for at dæmonisere alle Ahmed'erme, Jasmin'erne, og Vladislav'erne? Hvorfor er man en dum naiv idealist, hvis man prøver at fremføre det standpunkt? Jeg forstår det ikke. Jeg forstår det simpelthen ikke.

Apropros dansk kultur og historie må der vel være temmelig bred enighed om af N.F.S. Grundtvig er en af de mest centrale personer i den kategori. I 1848 skrev han "Folkeligheden", hvorfra følgende ofte citerede tekstbid stammer:

Til et Folk de alle hører, Som sig regne selv dertil, Har for Modersmaalet Øre, Har for Fædrelandet Ild

Altså - en dansker er en der føler sig dansk, taler dansk, og gerne vil Danmark. That's it. Ikke noget med hvordan man ser ud eller hvor meget svinekød man spiser eller om man kender Martin Henriksen. Kunne vi dog ikke tage fat i det igen. For jeg kan simpelthen ikke få øje på noget alternativ til det, som giver mening.