#knipser | Explore Tumblr posts and blogs

tberg-de · 3 months ago

Text

Die Fotografie in meinem Leben

Zur Fotografie kam ich mit ca. zehn Jahren. Von meinen Eltern erhielt ich zu Weihnachten die Beirette SL 100 und das "Fotobuch für Kinder" von Heinz Hoffmann aus dem VEB Fotokinoverlag Leipzig.

Die Fotografie in meinem Leben Damals konnte man mein Fotografieren nicht als Fotografie bezeichnen. Eher knipste ich alles, was mir vor die Linse kam. Aber irgendwie muss man ja anfangen. Die SL 100 war ein einfaches Plastikgehäuse mit einfacher Linse. Ein paar grobe Einstellung konnte man tätigen. Fotografiert wurde mit einem ORWO Schwarz-Weiß-Film NP 20 mit 36 Aufnahmen. Meine ersten Fotos mussten grausam gewesen sein. Trotzdem fotografierte ich gern und viel. Leider gab es an meiner Schule keine Arbeitsgemeinschaft Junger Fotografen. Auch das Internet war damals noch nicht erfunden. So blieb also nur, sich das Fotografieren hart zu erarbeiten. 1982 - Papageien im Zoo Erfurt 1984 - Fernsehturm Schwerin Zum Fotografieren gehörte damals auch noch das Entwickeln. Die belichteten Filme konnte man in einer Drogerie oder beim Fotofachhandel (glücklicherweise hatten wir in der nahegelegenen Kreisstadt solch ein Geschäft) abgeben und erhielt dann die fertigen Fotos nach rund zwei Wochen in den Händen. Oder man entwickelte seine Fotos selbst - wie es bei vielen Dingen in der DDR üblich war. Auch ich hatte eine kleine Dunkelkammerausrüstung, welche ich bei Bedarf im Badezimmer der Familie aufbauen musste.

Vom Knipser zum engagierten Naturfotografen Von meinem Vater erhielt ich 1987 seine bisher von ihm genutzte Kamera, begann meine Lehre als Forstfacharbeiter und beschäftigte mich ehrenamtlich auch im Naturschutz. Mit dabei war natürlich oftmals meine Kamera. Zu dieser Zeit fing ich an, Diapositive zu fotografieren. Vielleicht wollte ich es meinem Vater gleich tun, der uns schon als Kinder mit den Diavorträgen seiner Seereisen am Wochenende unterhalten hat. Zwei Jahre später kamen die politische Wende, der Mauerfall und die Währungsunion. Kurz vor der DM hatte ich Gelegenheit, mir eine Praktica BX 20 kaufen zu können. Ein Komplettset mit Normal-, Weitwinkel und Teleobjektiv. Für nur 100,00 Ostmark! Wie geil war das denn! Fortan war diese Kamera mein Begleiter in Feld und Flur. Gefühlte 10.000 Diapositive sind in den folgenden Jahren entstanden. Die schönsten davon hatte ich dann im Jahr 2013 endlich digitalisiert. Ab 1997 begann ich mein Studium in Bremen und im Bereich der Fotografie gab es erst einmal eine längere Pause. Diese endete 2013, als ich mir meine heute noch in Gebrauch befindliche Nikon D5100 zulegte. Nach und nach vergrößerte ich um diese Kamera herum meine Ausrüstung. Technik erleichtert in der Fotografie vieles, ist aber nicht alles Durch die digitale Fotografie und die folgende Bildbearbeitung eröffneten sich ganz neue Horizonte und Möglichkeiten. Doch das beste an der "neuen" Technik ist, dass sie immer noch auf den alten Regeln der analogen Fotografie basiert. Immer noch sind die drei Parameter Blende, Belichtungszeit und ISO die maßgeblichen Dinge. Und immer noch sind das passende Licht, die richtige Perspektive und das eigene Gefühl viel wichtiger für das Entstehen einer guten Fotografie als die genutzte Technik. Seit 2013 erstelle ich für mich jeweils einen fotografischen Jahresrückblick. Wenn ich mir dann so meine Fotos anschaue, bin ich ehrlich gesagt stolz darauf, wie ich mich stetig verbessert habe. Mit den neuen technischen Möglichkeiten war es noch einmal ein Quantensprung. Doch dieses Wissen kommt nicht allein aus Büchern oder Internet. Der wichtigste Lerneffekt beruht meiner Meinung nach auf dem Hinausgehen und Fotografieren. Wie ist es bei dir? Read the full article

#Fotografie #Gedanken #Motivation

0 notes

jessebeckerms · 3 months ago

Text

Weingut Knipser Grosskaelbach Im Grossen Garten GG Pfalz 2020

Exposed limestone rock with thin clay layer. Another stunner. Interplay of ripe red cherry fruit, pungent herbs and florals, and woodsy aromas. Salty and high-toned on the palate, with wonderful balance. ****

#germany #notizbuch #pfalz #spaetburgunder #2020 #****

0 notes

benbilger · 3 months ago

Text

#Knipser

1 note · View note

kulturformidlet · 1 year ago

Text

Graden af gensidighed

Denne artikel blev oprindeligt publiceret i Jazz Special Tekst: Gudrun Hagen Foto: Kresten Hillerup

Kasper Tranberg – anerkendt trompetist, kornettist, komponist, underviser, radiovært med videre – fortæller om relationen mellem ord og lyd i sin musik. Som en inkarneret figur i dansk jazz, og blandt de efterspurgte musikere at arbejde sammen med herhjemme, er krydsfeltet mellem jazz og poesi igennem en årrække og ved en lang række samarbejder blevet udforsket, vendt og drejet i forskellige former. Men hvad er det med de digte? Og hvad kan de i kombination med improviseret jazz?

Kasper Tranberg tager imod på sit kontor ude på Rytmisk Musikkonservatorium.

―Huler skal man bygge, griner han, da han ser mig kigge rundt på de mange klenodier overalt i rummet. På væggene hænger der billeder af jazzlegender side om side med private foto fra diverse live-optrædener. CDer står i rækker og bunker omkring stereoanlægget, og på sofabordet er der fyldt med bøger.

―Nogle ligger der fast, andre bliver skiftet ud, og det er alt muligt blandet, fortæller Kasper beredvilligt, da han ser mig kigge nysgerrigt på bunkerne. Pia Juuls Sagde jeg, siger jeg-digte ligger øverst i en af dem.

―Jeg er her jo hele tiden faktisk. Hvis ikke jeg er på turné, så er jeg her. Det er mit arbejdsliv, så det er virkelig fedt og vigtigt at føle sig hjemme.

Historiefortælling og poesi

―De her ord føler du dig tydeligvis også hjemme i. Hvornår og hvordan kom du i gang med poesien?

―Det er fortællingen, der interesserer mig. Jeg har ligget under mine forældres køkkenbord, siden jeg var ganske ung, og omkring det har der siddet digtere, kunstnere, løgnere og ballademagere. Du ved, postmanden, lidt halvfuld onsdag klokken 16 – alt det der er jeg vokset op med. Jeg er flasket op på historiefortælling. Det har bare været omkring mig. Jeg er ikke litterær i den forstand. Jeg er fascineret af den verden, og sådan har jeg det også med klassisk musik for øvrigt. Jeg ved godt, hvad perioderne [de kunsthistoriske] hedder, men jeg kan ikke høre forskel på den og den komponist. Jeg har selvfølgelig nogle yndlingskomponister som Toru Takemitsu.

Kasper gør stemmen blid og viser det italienske prima-tegn med pege- og tommelfinger mod hinanden, for at indikere, hvilken høj kvalitet, vi taler om.

―Jeg er jo Japan-tosset, og med ham går jeg i dybden. Og det har jeg også gjort med poesien ud fra den improviserende musikers fundament. Da jeg som ganske ung mand for første gang hørte jazz og poesi med Peter Poulsen og Jens Søndergaard, du ved; Toooftegårds plads. Kasper synger hæst og drevent for at illustrere.

―Mega godt ikke’ griner han og fortsætter,

―Eller John Tchicai som midt i en solo fremsiger digte og bringer musikken og stemningen i rummet, og hele viben et andet sted hen. Du kan jo ændre det hele sådan her med ord! Kasper knipser.

―Så det er dér, jeg kommer fra med de ord. Inden for jazzen og den improviserede musik.

―Så det er et spørgsmål om stemning og stemningsskift?

―Ja. Og det har jeg også brugt i min musik, og gør det stadigvæk. Og de improvisatorer, som arbejder med ord, gør det samme. Der er jo også et budskab i fortællingen, i ordene, i digtet, i tekstmassen. Jeg har kammerater, som er digtere og arbejder med alle mulige former. Jeg har altid interesseret mig mest for den helt korte form. De få ord. Og ikke det sådan mere rablende. Måske lige med undtagelse af Cecil Taylor, som arbejder med mange ord og mange toner, altså en helt overvældende densitet. Det er sådan et godstog med ord, der kommer flyvende og kører en ned. Så sidder man der, kørt over, og tænker hvad skete der?

―Men ellers er det for mig mere noget med, hvor meget man kan få ud af hvor lidt. Altså det koncise udtryk. Det synes jeg er interessant.

―Hvornår bliver det interessant? Hvad er det, der gør de her ord og de her stemningsskift, man kan lave med dem, interessante?

―Jeg kan generelt godt li’ poetiske musikere. I mit nye orkester – The Future Ancestors – har vi arbejdet meget med metaforer. Der er ikke et nodepapir i miles omkreds. Der er kun lyd og metaforer, når vi arbejder med musikken. Og musik kan helt grundlæggende beskrives som et poetisk udtryk. Og jazzens store poeter har virkelig optaget mig meget. Det kommer i lidt forskellige udtryk. Om det er Thelonious Monk, eller pianisten Bill Evans – de er begge store poeter for mig. Derer selvfølgelig også noget med den syngende kvalitet af mit instrument, trompeten, som altid har optaget mig. Det vokale, det sangbare, det poetiske i den lyd. Miles Davis ligger lige for, eller min anden store helt, Timofei Dokschitzer, som også har den der poetiske, syngende kvalitet i trompetens klang.

Det vi kan dele sammen

―Hvornår bliver det så til ord? Hvornår er det poetiske i musikken ikke nok?

―Det ved jeg ikke, om jeg kan svare helt klart på. Kasper tænker lidt.

―Men der er en anden ting også: Det provokerende eller det overraskende i det. John Tchicai havde et digt i retning af: ”I want a big orgasm, said the litttle man.” Det kan også noget. Det er dragende. I min musik arbejder jeg ellers ikke med den erigerede langemand. I mit udtryk igennem årene har jeg altid ledt efter det, vi kan dele sammen. Der er ikke noget oprør i mine værker, plader eller måder at være på. Selvfølgelig har man været ungdomskæk, men som kerne handler mit bidrag om levels of mutuality. Altså hvilken grad af gensidighed, vi kan finde. Hvad er det gensidige, som musikken kan rumme? Det interesserer mig, og det er dét, jeg er bedst til. Og der er ordene en bro, der er virkelig fed. For de kan være præcise, konkrete, og især kan de være utrolig billedskabende hos modtageren.

―Jeg har spillet med pianisten Jacob Anderskov i 25 år, og han har igennem alle årene arbejdet med den danske sangskat. Det har jeg altid set lidt fra sidelinjen, men i det nye år kommer der en plade, som Jacob har lavet med danske sange, hvor to vokalister synger, og vi improviserer. Vi kaster et forholdsvis nyt lys på, hvordan man kan dele en sang, der kan stå i Højskolesangbogen. Og det har været rigtig fedt at ændre det oprindelige udtryk. At sige: Vi elsker denne sang men ud med første vers, lad os begynde med vers fire og bagefter spiller vi vers syv, og så er det det, griner Kasper og slår animeret ud med armene.

―Det er noget med at skabe en forbindelse imellem lytteren, og dem som spiller, men også at skabe nogle illusioner om, hvad en sang, og hvad budskabet i en sang, skal kunne. Vi har gjort det meget live. Vi har spillet med brandmandskor, og vi har spillet i sangforeninger og alt muligt. Vi improviserer, og så dukker sangene op. Og ordene dukker op i folks hoved med det samme, når man nærmer sig en sang, de kender. Live har vi prøvet at aftale med publikum at de skulle synge med, når vi gav tegn – sådan en alternativ form for fællessang – men det kom aldrig til at fungere. Publikum er konsekvent foran. De hører lidt af melodien, og så begynder de bare at synge, og som musiker er det sådan lidt: ”Hallo, vi skal også være med.” Ordet tilsat en melodi er simpelthen en diamant, der skinner hver gang.

Agurkesalat

―Et andet virkeligt sjovt projekt er Vi sidder bare her med Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithiof Toksvig. Jørgen er jo enormt jazzet. Jeg har spillet live med dem og er med på de første plader, og Jørgen skulle ikke have nogen cues. Timing havde han styr på. Det skulle han nok selv ordne. Han er improvisator i hjertet og elsker at være på scenen. Så i det band har min rolle været instrumentalisten, som farver rummet, der opstår mellem musikken og Jørgens testbidder. Og hvad gør man så, når det handler om agurkesalat – sådan en klagesang om agurkesalat, og skal spille noget der passer til? Kasper smiler bredt ved tanken.

―Det er pissesjovt. De fedeste er C.V. Jørgensen, Lars H.U.G., Nikolaj Nørlund, eller Hanne Boel, som også har den der direkte kommunikation i ordet. Jeg har gjort det med alle mulige, og nogle i den del af musikken er mere digtere end andre. Kasper smiler lumsk og stiller selv næste spørgsmål:

―For er der forskel på en digter og en sangskriver? Måske.

At Lytte og respondere

―Hvad skal være til stede i musikken og poesien, for at det hele går op i en højere enhed?

―Vi har alle en god ven, som bare taler hele tiden. Og ens opfattelsesapparat lukker ned. Der er ikke det vakuum, hvor forståelsen får rum, og hvor der kan opstå en form for dialog. Det er også i en vis forstand en form for timing, når man forstår at sige noget og nogle gange må man vente 10, 20, 40 sekunder, før den anden person har tænkt sig om, og kan respondere. Det er improvisation. Det er dialogen, det hele drejer sig om. Den umiddelbare og den reflekterede. Om det så er musik, et interview eller hvad som helst. Lige nu er der en real time-forhandling. Hvem siger hvad, hvornår? Hvad skal det handle om? Hvem bliver træt først? Det er det, vi som musikere egentlig gerne vil perfektionere. At lytte og respondere.Ord og musik lever godt sammen i improvisation. Det skal ikke tages så højtideligt. Det er ikke en formel øvelse. Det hele handler om relevans. Ordene kan være lige så meget loose guns, som jazzen kan. Det kender vi fra beat-generationen, punken, alle mulige. Sådan en som Pia Juul er også flabet på sin måde. Man bliver helt omsluttet af hendes ord. Det er sjovt, dybsindigt, drømmende, beskrivende, pirrende og … vedkommende! Ja, det er et godt ord. Noget, der har rigtig høj relevans, kan jo godt være skideskægt. Og weird, fjollet og alt muligt. Samtidig med at det er dødsens alvorligt.

Når samspillet mellem ord og musik virker bedst, så åbner to døre. Første dør åbner til en fundamental fælles forståelse af, hvad det vil sige at være i det her rum nu, eller at være menneske. Den anden dør åbner til en fuldstændig individuel fortolkning af, hvad det her drejer sig om. Og det er måske dét, den gode digter kan. Den gode poet, som spiller klarinet, så følelserne reagerer. Der kommer gåsehud, eller vi bliver megaglade. Det kan vi alle sammen mærke. Umiddelbart. Men lige så mange lyttere der er, lige så mange drømmebilleder, opfattelser og oplevelser vil der være. For mig handler det om at komme frem til at have noget på hjerte. En stærk intention. Og at have noget i en fortælling, der måske fremstår ret uhøjtideligt, underligt eller måske skaber forundring. Det tiltaler mig. Som musiker vil man også gerne have det swinger. Det skal sgu være funky, ellers er det ikke så sjovt for mig i hvert fald.

―Er det dialogen og samarbejdet i dette møde mellem musik og ord, der er det sjove?

―Ja, blandt andet. Folk vil gerne have mig med, fordi jeg er god til at være i et band. Jeg er blevet 52, så jeg er erfaren. Du kan finde trompetister, som spiller bedre end mig, er federe til at læse noder og kan spille højere og hurtigere og alt muligt. Men det er svært at finde nogen, som kan forstå og gå ind i en proces, løfte den og være megabegejstret og være så god til at sætte sig i projektejerens sted. Det er dét, jeg har levet af i mange år. Det er sjovt at være den deltagende brik – en bifigur – og derfor er jeg også pissegod til det. Selv med mine egne ting er jeg drevet af samarbejdet. Drevet af oplevelser eller mennesker. Mit forrige album var en solotrompet-plade, og der er man ret meget alene, men det nægter jeg. Så jeg rakte ud til Mike Højgaard, og vi lavede filmen Suite Dilation [tilgængelig på filmstriben]. Der havde jeg lige fået Ben Webster-prisen, og det er jo en retning af jazzen, der ikke er så avantgardistisk, men jazzen favner det hele. Lige fra Aristocats-swing til et abstrakt Kresten Osgood-beat. Det er bare at følge med. Pulsen i musik og i poesi, det er stemning og fortælling. Man bliver taget med på forskellige måder. Når man som musiker får en helt eller heltinde, bliver det en livskammerat. Når jeg for eksempel hører Don Cherry eller Ben Webster, så er det nogle, jeg har haft med mig, og som jeg vil have med mig, til jeg går i graven. Det er dybt ad helvede til, og det er virkelig fedt. Og nogle gange bliver det til et digt.

―Det ”sjove” er også i høj grad smittende originalitet og kreativitet fra andre, der kan sætte noget i gang. Igennem mange år har jeg for eksempel været tæt på TS Høegs virke og værker. Thorstens output er af svimlende karakter og inspirerende! Drivkraften i hans poetiske og litterære visioner har betydet meget for mig og mange i min generation, og nu også i den generation, der er kommet efter, fordi han, ligesom Hugo Rasmussen gjorde, ofte omgiver sig med yngre kræfter og skaber forbindelser på tværs af alder, æstetik og udtryk. Det er en af kernerne i musikalske fællesskaber, og det er jeg stor tilhænger af.

Megen mening i kondenseret form

―Hvorfor har du aldrig udgivet en lyrikplade i eget navn?

―Jeg skal finde måden at gøre det på. Kasper ser tænksom ud og lader stilheden fylde.

―Jeg har kun skrevet et par håndfulde digte eller tekstbidder, som jeg synes fungerer godt i musikalsk sammenhæng. Jeg bruger dem, når jeg spiller solotrompet, eller jeg bruger dem i improvisations-sammenhænge. Det lyrikbårne værk nærmer jeg mig rigtig langsomt, men jeg ved at det bliver med en blanding af mine og andres tekster. Nok andre improviserende musikeres tekster. Jeg har hørt gode statements live, som jeg har transskriberet – de findes slet ikke på tekst. Og så måske nogle omskrivninger af for eksempel Santoka Taneda, en free-haiku-poet af guds nåde, som jeg elsker. Kasper bladrer entusiastisk rundt i en af sine bøger, der ligger øverst i en af bunkerne på sofabordet foran os.

―At få megen mening ud i kondenseret form, det interesserer mig også på trompeten. Det går virkelig hånd i hånd med Haiku. Den måde at spille den rigtige tone på det rigtige tidspunkt. Det er måske den største udfordring.

―Hvad har du af kommende ordrige projekter?

―Der kommer en solo-trompetplade, hvor de her digte bliver optaget. Måske jeg spiller klaver på noget af det, men der kommer et poesiværk, jeg håber vil tilføre lytteren og mig andre ruter og muligheder i det, vi skal dele sammen. At jeg kan møde mig selv og lytteren på en anden måde, når ordene er der. … Det er en måde at få mig selv ud på gyngende grund.

―Nogle musikgrene har en afviklende karakter – det kan findes i al kunst – så kan det blive en ting. Mit håb er at dette projekt bliver udviklende. Jeg overvejer, hvordan jeg skal angribe den udgivelse. De tekster skal i hvert fald ud og have et liv nu, hvor de dokumenteres i et sammenhængende værk, for nu har de været der rigtig længe. Så kan jeg komme videre. Det er der behov for. Nogle af de tekstbidder har jo levet med mig i årevis.

―Og så har jeg et stort igangværende forskningsprojekt her på skolen, hvor jeg forsker i melodik og forsøger at afsøge nye tilgange til at bruge melodik som improviserende musiker. Også i forhold til den musikpædagogiske dimension af at arbejde med melodik i improvisation. Når det er færdigt om halvandet år, vil jeg arbejde på en sang-plade, som vi har snuset til. Jeg spillede en koncert på Hotel Cecil i maj måned med mit nye orkester, The Future Ancestors – mit elektriske band – hvor Mikael Simpson og Lucky Lo kom og sang et par sange hver.

―Hvad handler det repertoire og udtryk om?

― Live your life like a future ancestor. Kasper dvæler lidt.

―Hvad har efterlivet og livet tilfælles? Hvad er det for en type ancestor, man selv bliver? De spørgsmål bor inde i nogle sange, nogle hymner – både europæiske, amerikanske og afrikanske og alt muligt. Det er en helt ny undersøgelse. Det er de to orddrevne projekter, jeg har på vej.

Kærligheden til det orddrevne

―Jeg har et nogenlunde sprog til at beskrive musik, men det er svært for mig at beskrive poesi. Der er jeg lidt på udebane. Men det rører noget i mig. Jeg læner mig nok ind i improvisatorens brug af ord. Når noget optager mig, så kan jeg godt blive der længe og vende og dreje det. Jeg læser mange fagbøger om musik og portrætter af musikere. Så faglitteratur fylder en del, og jeg skriver også, hvis jeg giver Master Classes eller har oplæg her på skolen, så skriver jeg typisk reflekterende essays. Jeg har klart en kærlighed til at beskrive en proces, eller hvad jeg tænker om ting. Jeg skriver også breve til folk, det kan jeg godt li’. Men man bliver respektfuld. Det er et krævende område. Så jeg gør mig umage med ikke at fremstå som et litterært menneske. Jeg vil til gengæld gerne have at det fremstår som en dimension af min musikalitet og en dimension af min måde at være sammen med mennesker på. Jeg er måske lidt berøringsangst, men ordene kalder på mig hele tiden. Og nogle gange, så får jeg lov – af mig selv – til at skrive dem ned.

#jazzspecial #kaspertranberg #jazz #jazz&poetry

0 notes

wildwechselmagazin · 1 year ago

Link

#Broilers #Eschwege #Festival #Veranstaltung

0 notes

rainerreist · 1 year ago

Text

Immer noch unbesiegt

Es ist nun klar, SR Delemont spielt für den Meistertitel. Ein überlegener Ballbesitz und eine erdrückende Präsenz lässt den Gegnern oft keinen Raum und nur wenig Chancen. Der Spielplan gab anfangs nur leichte Gegner vor, jetzt da bereits die schweren Brocken kommen muss man konstantieren, dass eine defensiv eingestellte und kampfstarke Mannschaft die Delsberger ebenso am Toreschiessen hindern kann.

Gegen den Nachbarn Courtetelle, eine schwache Mannschaft mit grossem Kämpferherz und viel Muskeln und den direkten Kontrahenten m den Ligasieg, das ballsicher kombinierende tief stehende Solothurn erreicht man nur 0:0. Sport-Réunis hätte auch verlieren können! Die ehrgeizigen Berner aus dem Lländlichen Dorf Münsigen, machen ebenfalls Probleme können aber in letzter Minute noch besiegt werden.

Im Angriff gibt es mit den inversen Konan und Ajeti (oder Bleisch) und dem Knipser Lokaj jetzt zwar mehrere Optionen, sie spielen aber nicht weit über dem Niveau der Liga, wie das noch Marleku tat und können ohne starke Teamleistung ein knappes Spiel nicht zuverlässig drehen.

Präsident Winkler ist begeistert vom Siegeslauf des Teams und möchte, dass Prinz länger bleibt. Sein “Gamble” mit dem unbekannten Trainer ging auf. Doch er möchte nicht mehr zahlen und appelliert an Gründe wie Leidenschaft, Loyalität u.s.w.

Prinz reagiert zurückhaltend. Die 20.000 €Jahresgage sind ihm zu wenig, es war letztes Jahr ein Kompromiss, um irgendwo zu beginnen. Ausserdem semiprofessionell? Prinz will eigentlich doch eher in besseren Strukturen arbeiten, langsam schleicht sich bei ihm ein leises Gefühl ein: “vielleicht bin ich zu gut für diesen Klub”.

0 notes

nissenus · 2 years ago

Text

det her billede

tog jeg for to år siden

i dag, du havde

lige fået fri fra arbejde og råbte

se lige her

hvad jeg kan

virkelig højt

du havde musik i ørene

og var lidt oppe og køre

vi drak vin om aftenen

noget vi havde aftalt at gøre

det var fredag

er jeg ret sikker på

vi talte meget

den aften

havde røde kinder

fra hver sin side af bordet

vi drak hvidvin fra krystalglas

og spise pasta

kan ikke huske hvad vi sagde præcist

men du spurgte flere gange

om du måtte rulle en cigaret

det måtte du

i lejligheden, alene hjemme

jeg havde støvsuget

i løbet af dagen

hele værelset efter esbjørn

det var dagen efter han flyttede ud

nu siger jeg ikke længere at han flyttede

men at jeg smed

esbjørn

ud af lejligheden

vi talte om at give chancer

du sagde det går jo ikke

det gør det ikke må jeg have tænkt

men jeg

blev alligevel lidt

ved med at være hans kæreste

i nogle måneder

indtil jeg gik men det var den aften

for to år siden

at du skubbede mig videre

nænsomt mod beslutningen

tilvalg af andre ting

kan godt få virkelig røde kinder

af at tale ambitiøst om

andres liv måske var det derfor

der var så varmt i lejligheden

den aften, fredag

tror vi gik ret tidligt i seng

der var ligesom

ikke så meget mere

at sige om den sag

og så opstår nye ting

på andre dage

i dag er en anden fredag

to år efter

det regner helt vildt

har læst op i en hvid

lang kjole med pigerne

og lige spist en klase vinduer

overvejer at spise en mere

men de andre har nok spist dem

nu det tror jeg

så bliver jeg bare her lidt

senere skal jeg synge Sanne Salemonsen

på karaoke

og danse måske

kan jeg lære at danse som troy

i Bet on it

når han går og knipser mens hans synger

prøvede det på skovstien i dag

det gik næsten

men nu må jeg hellere

få pakket

og taget et bad

ved ikke om det er noget jeg

bilder mig ind

men det er som om jeg lugter

lidt af tis

eller også er det regnen

nu tænker jeg på

hvad din fredag

er for en

måske du kan tage et billede

lidt senere og sende

0 notes

kulkulcan · 2 years ago

Text

Die besten ausländischen Torjäger in der Fußball-Bundesliga (The Top foreign scorers in Football Bundesliga)

1. Robert Lewandowski

2. Claudio Pizzaro

3. Krasimir Balakow

4. Toni Polster

5. Pierre-Emerick Aubameyang

6. Ailton

7. Ivica Olic

8. Arjen Robben

9. Aleksandr Hleb

10. Giovanne Elber

Notable players: Luca Toni, Hendryk Mkytarian, Roy Makay, Jan Koller, Bas Dost, Erling Haaland, Amoroso, Kevin De Bruyne, Shinji Kagawa, Jay Jay Okocha, Phillip Nkunku

#Torschützen #scorer #fußball #Bundesliga #torjäger #ausländische #foreign #knipser #stürmer #offence #offensive

0 notes

herrkknipst · 6 years ago

Photo

#mymodel #bremen #bremerhaven 4 life. 👌#Puma #anklesocks 🧦. #knipser (hier: Bremerhaven, Germany) https://www.instagram.com/p/Bbz9u4kheVb/?utm_source=ig_tumblr_share&igshid=7etdrs3lyqdb

#mymodel #bremen #bremerhaven #puma #anklesocks #knipser

1 note · View note

heyjoema · 5 years ago

Photo

Ich glaub. So langsam hab ich alle Blumen im Garten durch, glaub ich. Zumindest die, die jetzt blühen 😅 #blumen #blume #flower #flowers #photography #fotografie #knipser #natur #nature #pflanzen #osternimgarten (hier: Couture Mariage) https://www.instagram.com/p/B-4uSp_HuwC/?igshid=18m233m9fnno5

#blumen #blume #flower #flowers #photography #fotografie #knipser #natur #nature #pflanzen #osternimgarten

0 notes

metalshockfinland · 2 months ago

Text

RAUHBEIN Sign to Reigning Phoenix Music + Release New Single 'Adrenalin'

Photo ©Timo der Knipser RAUHBEIN have just released their new single, ‘Adrenalin,’ bringing the electrifying energy of their live performances straight to listeners’ homes. This latest track perfectly captures what the band is all about: raw, handmade music, relentless energy, and lyrics with real depth. The release comes just before the band embark on an extensive arena tour in November and…

#RAUHBEIN

0 notes

tberg-de · 6 months ago

Text

Fotografieren bei schlechtem Wetter

Es regnet, es ist kalt und windig. Trotzdem kann man Fotografieren bei schlechtem Wetter! Oftmals herrschen dann sogar bessere und schönere Lichtverhältnisse vor als bei gutem Wetter. Doch es kostet schon einige Überwindung sich in solchen Situationen aufzuraffen und nach draußen zu gehen.

Ilona von wandernd.de hat zur Blogparade über das Fotografieren bei schlechtem Wetter aufgerufen. Ich finde ein passendes Thema, um es auch in meiner Fotoschule Natur vorzustellen. Der Amateur sorgt sich um die richtige Ausrüstung, der Profi sorgt sich ums Geld und der Meister sorgt sich ums Licht. Georg IR B. Auch schönes Wetter kann schlechtes Fotowetter sein Viele Urlaubsfotografen und Knipser gehen nur bei schönen Wetter hinaus. Bei einer kleinen Wanderung bei wolkenlosen blauen Himmel im Sonnenschein kann man die Natur ja auch bestens genießen. Klar geht das! Aber die Bilder sehen dann meistens nur langweilig aus. Auch ich mache das ab und zu so. Dann geht es mir aber nicht so sehr um das Fotografieren an sich, sondern eher um das dort draußen sein. Trotzdem kann man auch bei schönem Wetter gute Fotos machen. :-)

Bei diesem Foto der Mittelsäger war ich unterwegs auf der Insel Poel. Es war Ende September 2016 - ein Jahrhundertsommer gab es in diesem Jahr. Wir waren um die Mittagszeit dort. Der Dunst lag flimmernd über der Landschaft, das harte Licht der Mittagssonne brannte vom wolkenlosen, blauen und daher langweiligen Himmel. Das Licht kommt steil von oben, zudem verursacht es einen hohen Kontrast mit ausgebrannten Höhen und abgesoffenen Schatten. Durch das bläuliche Sonnenlicht lässt die Farben oft verblassen und sorgt so für ausgewaschene Bilder. Nicht umsonst lautet eine alte Fotografenregel: Von elf bis drei hat der Fotograf frei. Aus diesen Gründen habe ich hier mit einer großen Blende gearbeitet. Dabei liegt der Fokus auf die Gruppe der Mittelsäger. Alles andere verschwimmt im Hintergrund. Das Schiff kann man zwar noch wahrnehmen, aber durch die geringe Schärfentiefe tritt es nicht in Konkurrenz zum Hauptmotiv. Die blaue Ostsee verbindet sich mit dem wolkenlosen blauen Himmel zu einem unscharfen blauen Hintergrund, welcher den Horizont aber noch erahnen lässt. Fotografieren bei wirklich schlechtem Wetter OK, Sonnenschein ist nun wirklich kein schlechtes Wetter. Schlechtes Wetter heißt meistens: es ist kalt, nass oder stürmisch. Sauschlechtes Wetter ist kalt, nass und stürmisch. Ehrlicherweise gesagt, gehe ich bei solchem Wetter auch nicht wirklich gern raus. Aber manchmal muss es auch einfach sein. Irgendwann fällt einem die Decke auf den Kopf. So wie auf einem Besuch auf der Insel Langeoog, wo wir eine Woche zur Zeit des Vogelzugs unterwegs waren. Als Norddeutscher ist man ja schon das Schmuddelwetter gewohnt. Trotzdem rauf auf das Fahrrad und los. Dieses Mal zum Flinthörn. Hier befindet sich eine kleine Infohütte und man hat die Möglichkeit im Rahmen eines Naturlehrpfades ein Stück in das Wattenmeer hineinzugehen - solange kein Wasser da ist. Passend zur Ebbe trafen wir ein. Der Himmel war grau und verhangen. Ab und zu regnete es in kleinen Schauern. Im freien Watt tummelten sich eine Menge Wasservögel. Unter anderem der Alpenstrandläufer, der hier zur Zugzeit noch in großer Anzahl eintrifft. Durch die fehlende Sonne gab es so gut wie keine Reflektionen auf der Wasserfläche. Da der Himmel ebenso verhangen war, zeigte sich das Wasser auch in eher trüberen Farben. Die Vögel liefen auf der Suche nach Nahrung umher und stocherten im Boden nach Würmern, Schnecken und anderem kleinen Getier.

Auch beim Fotografieren im Nebel kann es ganz schön feucht werden. In meinem Fototip zum Fotografieren im Nebel habe ich dir beschrieben, wie du auch bei solchen schlechtem Wetter gute Fotos machen kannst.

Eine besonderes Herausforderung hast du, wenn du im Nebel bei Minusgraden fotografieren möchtest. Mir ist dabei selbst schon einmal die Kamera eingefroren. Trotzdem hat es sich gelohnt!

Fotos von Blitzen und Gewitter sind mir noch nicht vergönnt gewesen. Dazu wohne ich doch zu sehr in der Stadt. Zwischen den Häusern hat man nur selten einen guten Ausblick auf den Himmel, um Blitze einfangen zu können. Einmal jedoch war ich fast mittendrin. An einem heißen Sommertag im letzten Jahr zog plötzlich ein Sturm auf. Die Wolken türmten sich bereits für ein Gewitter auf. Ich hatte freie Sicht in der Landschaft und wartete. Aus der Ferne hörte ich bereits das Grollen. Ich stand mitten im Gewitterloch. Doch das Gewitter überlegte es sich wohl anders und auch der Regen bleib aus. Trotzdem hat es für eine kleine Timelapse gereicht. Links an der Gehölzgruppe sieht man deutlich, wie windig es war. Wie ich eine Timelapse anfertige, kannst du übrigens in einem früheren Beitrag von mir nachlesen: Am Pestruper Gräberfeld - Erstellung einer Timelapse. Fotografieren nach dem schlechten Wetter Das Schöne am Fotografieren bei schlechtem Wetter ist aber das Fotografieren danach! Gerade dann, wenn der Himmel wieder aufklart, der Regen nachlässt und einen Regenbogen in die Landschaft zaubert. Wenn die letzten Regentropfen von den Blättern der Pflanzen heruntertropfen und wenn der wolkenverhangene Himmel aufreisst und die Sonne durch die Löcher schaut. Dieses Glück hatte ich zum Beispiel bei einem Fotowalk in der Bremer Überseestadt. Nachmittags hatte es den ganzen Tag geregnet und ich wollte meine Teilnahme eigentlich schon absagen. Der Regen hielt auch noch bis kurz nach der Treffpunktzeit an. Doch hinter der Schlachte, ab der Eisenbahnbrücke, riss der Himmel auf und die Sonne tauchte die Weser und die Gebäude hier in ein selten geiles Licht.

Gerade nach einem Regen lassen sich in den verbleibenden Pfützen mancherlei Spiegelungen fotografieren. Zum Beispiel hier in Pripjat in der Sperrzone von Tschernobyl.

Leider achte ich bis jetzt eher selten auf solche Gelegenheiten. In diesem Sinn ist wohl mein fotografisches Auge noch nicht wirklich geschult. Mehr durch Zufall habe ich auch den Place de la Bourse in Bordeaux gefunden. Wie der Zufall auch spielt, gerade zu dem Zeitpunkt, als der Wasserspiegel vernebelt wurde. Auch hier nieselte es leicht, so dass schon auf dem noch feuchten Pflaster die Spiegelung bereits zu sehen war, bevor der Wasserspiegel befüllt wurde.

Bei schlechtem Wetter drinnen fotografieren Natürlich muss man nicht unbedingt bei schlechten Wetter draussen fotografieren. Das geht auch ganz gut drinnen. Du brauchst dir nur ein interessantes Ziel zu suchen und los! Schau dich einfach einmal in Lost Places um oder besuche Museen oder andere Einrichtungen. Im Bunker Valentin zum Beispiel konnte ich mit Langzeitbelichtung und HDR ein paar interessante Fotos einfangen.

Statt zum Fotografieren kannst du das schlechte Wetter aber natürlich auch dazu nutzen, Fotos zu entwickeln und zu bearbeiten. Bei mir kommen diese Arbeiten in letzter Zeit eindeutig zu kurz. Vielleicht liegt es daran, dass es zu wenig schlechtes Wetter gibt? Wohl eher nicht ... aber egal. Ich freue mich auf deine Impressionen vom Fotografieren bei schlechtem Wetter. Gern kannst du dir auch weitere Inspirationen in den anderen Beiträgen der Blogparade von Ilona holen. Read the full article

#Blogparade #Fotografie #Inspiration #schlechtesWetter

0 notes