#kammeraterne

[i12bent]

Jack Kampmann (Nov. 19, 1914 - 1989) was an English-born Danish artist. He trained at the Royal Academy in the 1930s, but when WWII broke out he went back to Britain and served in the SOE. He was stationed on the Faeroe Isles during the War, and afterwards returned to live there with his wife. His best art is landscape scenes from the islands.

Above: Untitled, 1980 - color lithograph (Privately owned)

[dunderklumpen]

A man and his dream -- Ud & Se interview (Danish)

Full text behind the cut for archiving purposes.

En mand og hans drøm

Som ung fantaserede han om at arbejde sammen med de bedste skuespillere i verden. I dag må NIKOLAJ COSTER-WALDAU kæmpe sig gennem horder af fans og er selv en, andre gerne vil spille sammen med. Men der er stadig nok at stræbe efter for den viljestærke dreng fra Sydsjælland, der fægtede sig vej ind i Hollywood. For eksempel vil han gerne være med til at redde verden.

TEKST: JACOB WENDT JENSEN FOTO: JONAS BIE

HANS TELEFON RINGER. Det er Nikolaj Coster-Waldaus datter Filippa. I telefonen bliver hun guidet af sin 50-årige far:

”Jamen, den ligger i dåsen, inde på skrivebordet. Eller æsken. Den der ’Game of Thrones’-æske. Der ligger sådan et sort kort. Det er faktisk en bilnøgle. Kan du se det? Har du sko på? Så går du ud til bilen og låser dig ind … Jeg synes, den bipper ret meget. Har du sele på? Er du ved at ramme et eller andet? Bare parker den foran skuret, når du kører den anden bil ud, ikke, og så kør den ind igen. Ellers risikerer vi at få en bøde. Vi ses, hej hej.”

Det er første gang, Filippa skal køre i familiens nye elbil, der snart skal erstatte den 13 år gamle Skoda Fabia. 

Nikolaj Coster-Waldau tænker på miljøet, når han sætter sig bag rattet som privatperson, men også når han optræder som goodwill-ambassadør for FN’s udviklingsprogram UNDP. Med et ansigt gjort verdenskendt af ’Game of Thrones’ er danskeren et nyttigt blikfang at sende ud, når FN gerne vil have pressen til at rette opmærksomheden mod et bestemt land. Dog er det ikke altid, ambassadøren er enig i den turplan, organisationen har lagt for ham.

”De lokale kontorer vil altid gerne vise alt det, de laver. Men i virkeligheden fungerer det bedst, når jeg bare møder almindelige mennesker fra de forskellige lande på min vej. Og glem det med at stikke en tale ud, jeg skal holde. Sådan bliver det ikke med mig. Jeg møder folk i øjenhøjde,” siger skuespilleren med en friskbrygget kaffe i hånden og et stort smil.

Vi møder ham i agentens loftslokaler tæt på Rådhuspladsen i København. Dybt inde i baggården, fire etager oppe ad en kringlet trappe sidder en mand med en rar aura. Det er sjældent at møde en skuespiller, der gider være så meget i øjeblikket, at han ikke kun gør sig umage med at svare på spørgsmål, men også interesserer sig for, hvem han sidder over for, selv om det blot er endnu en journalist i strømmen.

Sidste år bragte ambassadørarbejdet ham til Rwanda. 25 år efter folkemordet i 1994 mødte han et land, hvor man tænker langsigtet, når det gælder miljø og bæredygtighed. Et land, syntes han at kunne se, som er undtagelsen fra reglen om, at det normalt tager mange årtier at komme sig over en borgerkrig: 

”Og hvis et fattigt land i Afrika kan have så store ambitioner, når det gælder klima, er det forbløffende, at vi ikke kan i de vestlige lande. Vi har alle ressourcerne og gør rigtig mange gode ting, men vi gør det alt for langsomt. Og jo længere tid der går, før vi laver de grundlæggende strukturelle forandringer, jo dyrere bliver det.” 

SPRÆNGFARLIG FILM

I Ole Christian Madsens ’Krudttønden’ spiller Nikolaj Coster-Waldau den politimand, der gør det af med enmandsterroristen Omar, der dræbte dokumentarfilmmanden Finn Nørgaard og synagogevagt Dan Uzan i København i februar 2015. Karakteren er en sammenblanding af flere virkelige personer, så han findes ikke i virkeligheden, selv om han godt kunne være en virkelig person. Men kan man overhovedet tillade sig at lave en film om et åbent sår fra i går? Nikolaj Coster-Waldau mener, det vil være en fejl at være for hensynsfuld.

”I Norge er der allerede lavet tre film om, hvad der skete på Utøya, og de er blevet set af rigtig mange mennesker, fordi der var et behov. Jeg tror ikke, man kan lave for mange film om sådan nogle traumer. Tværtimod er der en fare i, hvis man bevidst lader temaerne ligge, så de bliver fortrængt. Det hænger ikke rigtig sammen med vores selvbillede, at vi havde en dansk statsborger, der skød andre danskere, fordi han grundlæggende ikke syntes, de skulle have lov til at leve.

Vi bliver stærke, hvis vi skaber et forum, hvor vi kan tale om alt, og forhåbentlig giver filmen anledning til en god snak og til, at vi ikke glemmer de voldsomme begivenheder i vores historie, og et lille bidrag til, at vi ikke maler os op i et hjørne, hvor ekstreme holdninger, om så de er til venstre eller højre, får fodfæste. Jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan filmen bliver modtaget, men det værste, der kan ske, når man laver den slags film, er sådan set bare, at man laver en dårlig film.”

’Krudttønden’ har premiere 5. marts.

FØRSTE SMAG for at spille skuespil fik Nikolaj Coster-Waldau, da han i 5. klasse var med i et teaterstykke på skolen. Stykket handlede om nogle drenge på telttur, og i en bestemt scene skulle de spise smørrebrød. Men på scenen brasede teltet sammen, og kammeraterne gik i stå. Nikolaj sansede, at han skulle improvisere og spille videre. Han kastede blandt andet nogle regnorme ud til publikum, der begyndte at skrige, og hele optrinnet blev kaotisk og sjovt på en uventet facon.

”Jeg kan bare huske, at jeg tænkte, at nu måtte jeg altså finde på noget. Bagefter kom min lærer Torben hen og sagde, at det var skidegodt reddet. Det husker jeg vildt tydeligt. Jeg var meget stolt,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der til juni træder frem på en teaterscene for første gang i 15 år, når han har titelrollen i en opsætning af ’Macbeth’ på Geffen Playhouse i Los Angeles. 

Instruktøren, Matt Shakman, har lavet et par episoder af ’Game of Thrones’, og Nikolaj Coster-Waldau har længe villet spille teater igen, så da Shakman ringede, tog han det som et tydeligt tegn på, at nu skulle han sige ja.

”Men jeg må indrømme, at jeg er ved at skide lidt i bukserne over det. Jeg har læst stykket nogle gange nu, men én ting er at læse det på dansk, noget andet er bagefter at skulle spille det på engelsk med amerikansk accent.”

Efter Nikolaj Coster-Waldau blev student fra Næstved Gymnasium, flyttede han til København og begyndte at tage privat dramaundervisning. I 1989 kom han ind på Statens Teaterskole, som han blev uddannet fra i 1993. Han debuterede i rollen som Laer­tes i en ’Hamlet’-opsætning på Betty Nansen, men det var hans Bodil-nominerede rolle i Ole Bornedals ’Nattevagten’ fra 1994, der bragte ham ud til et bredt dansk publikum. Den unge skuespiller drømte imidlertid større. Han ville ud i verden og se, om ikke det kunne lykkes at spille sammen med nogle af sine helt store helte. De bedste i verden. De Niro, Pacino, den slags. 

Ved ihærdighed, flid og viljen til at lære nyt er han nu selv blevet en helt for andre håbefulde skuespillere. Vejen derhen har været brolagt med hårdt arbejde, målrettet arbejde med finmekanikken i det engelske sprog og en god portion fantasteri. 

”Selvfølgelig var der et element af total naivitet i den drøm, men jeg skævede til Sverige og tænkte, at når Greta Garbo, Ingrid Bergman, Max von Sydow og Stellan Skarsgård kunne, så kunne en dansker måske også, selv om jeg var nervøs på grund af sprog og accent. Her i landet har vi et enormt mindreværd. Det ville jeg ikke ligge under for,” siger skuespilleren, der i 2011 fik rollen som den lumpne ridder Jaime Lannister i ’Game of Thrones’, fantasy-serien, der blev et fænomen, ingen på forhånd kunne gætte omfanget af. 

”Jeg tvivlede ikke på, at det ville gå. På den baggrund er det ikke sådan, at jeg har lyst til at sige: ’Hvad sagde jeg!’ Jeg var bare nysgerrig og drønheldig.”

 STORESØSTEREN

Dorte Coster-Waldau, den ældste af to storesøstre

”Jeg er otte år ældre end Nikolaj, og min søster Rikke ligger midt imellem os to. For mig var han indimellem bare en irriterende lillebror. Han gik sindssygt meget op i sport. Det ene øjeblik skulle han være cykelrytter, det næste fodboldspiller og senere speedwaykører. Han er altid gået efter det, han brændte for. Mere end mig. Nikolaj kunne være meget temperamentsfuld, da han var lille. Decideret hidsig til tider. I min og min søsters verden var han jo den møgforkælede lillebror, der altid fik sin vilje. Jeg er ikke sikker på, han selv ser sådan på det.

Vores far var alkoholiker og havde måske dybest set ikke lyst til at have en familie. Det var ikke et sted, han kunne give noget. I dag griner vi ofte ad, at vi flyttede så meget som små. Og vi synes, det er ret utroligt, vi ikke er mere rodløse, end tilfældet er.

Da Nikolaj kom i Suså Ungdomsskole, spillede han hoved­rollen i ’Oliver Twist’. Han var 13-14 år, og jeg var med i sminken. Folk, der så stykket, sagde, han havde talent og var rigtig god. Som ung ville jeg selv gerne en overgang ind på Teaterskolen, så jeg syntes, det var vildt sejt, da han kom ind.

Man har altid bestemte roller i en søskendeflok, og de ændrer sig ikke. Jeg ser stadig Nikolaj som min lillebror. Jeg glemmer, han er Hollywood-stjerne. Han er ekstremt ydmyg, synes jeg. Og enormt ordentlig. Selv om han til daglig er et helt andet sted, end vi er.

Efter ’Nattevagten’ begyndte jeg for alvor at tro på ham. Men derudover har jeg ikke set så meget af det, han har lavet. Enkelte afsnit af ’Game of Thrones’, hvor han godt nok er superfed. Jeg er egentlig mest imponeret over hans klimaarbejde. Jeg synes, det er cool, at han er ude og snakke så meget om, at vi bliver nødt til at gøre noget. Det er her, jeg tænker: ’Hey, det der er min lillebror.’

Hvert andet år tager vi tre søskende med vores familier på ferie i Spanien. En stor flok på i alt 26-27 mennesker. På de ture viser Nikolaj ukendte sider af sin konkurrencementalitet. En dårlig taber kan man godt forstå, men en dårlig vinder er sværere at acceptere. Vi spiller brætspil, bordtennis eller badminton og har kæmpestore turneringer. Alle går efter at vinde, men hold kæft, hvor er han irriterende. Han er storskrydende og har sådan en typisk måde at gå væk fra spillet på, når han har vundet, hvor han mere end antyder, vi andre burde have øvet os meget mere.

I mit job som karriereuddannelseskonsulent i HK er jeg i kontakt med mange mennesker, og et par gange om ugen bliver jeg spurgt, om jeg er i familie med Nikolaj. Og jeg svarer gerne. Men når de vil høre sidste nyt, svarer jeg, at jeg ikke ved, hvad han laver. Selvfølgelig vil jeg da ikke fortælle, hvad han har gang i. Heldigvis er han kun kendt for noget godt, og han får jo mange roser. Dem tager jeg gerne imod på hans vegne.”

I DAG kan Nikolaj Coster-Waldau stadig af og til glemme, at han er gået hen og blevet en verdensstjerne. Det skete for eksempel en dag, da han i 2017 indspillede nogle scener til Brian De Palma-filmen ’Domino’ på en lille italiensk ø. På øen var der en biograf, hvor de viste ’Shot Caller’, en lille amerikansk independent-thriller, han også er med i, men som ikke havde fået meget opmærksomhed. Coster-Waldau fik den idé at sende en hilsen til instruktøren, og derfor skrev han på Instagram, hvor han efterhånden har mere end tre millioner følgere, at han ville komme ned i biografen samme aften for at hilse på.

”Jeg tog så derned med ’Domino’s producent, og jeg tænkte nok, der ville komme et par fans, så måske kunne vi sende en sjov video derfra. Da vi hopper ud af bilen, kan vi se, at der er samlet i tusindvis af mennesker. Jeg får med møje og besvær kæmpet mig op på et bord og laver en kort video til instruktøren, og derefter var de nødt til at få fat på politiet. Jeg havde sgu ikke lige tænkt det hele igennem. Men heldigvis var det jo bare glade mennesker.”

Når han spiser på en restaurant, sker der ofte det, at andre gæster omkring ham kigger på ham, begynder at google og derefter af og til henvender sig med noget i retning af ”Excuse me … are you Nikolashh?”

”Jeg lader ikke folk tage billeder, hvis jeg er ude med min familie, for det kan pludselig blive til mange billeder. Det er simpelthen for træls for familien,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der sammen med en kollega fra ’Game of Thrones’ har oplevet at være nødt til at skifte hotel i Spanien, fordi de var blevet spottet af seriens fans. I hotellets lobby havde der samlet sig en stor gruppe af dem, og kun med hjælp fra en af seriens producenter blev Nikolaj Coster-Waldau gelejdet væk fra hoben og tilbage i elevatoren, hvor han kom fra. En lille håndfuld fans slap dog med ind i den.

”På hotellet var de slet ikke vant til den slags ting, og der gik lidt hysteri i den. Så står man der i elevatoren efter skrigen og råben, og der er tre fans tilbage. De kan se på mig, at jeg overhovedet ikke synes, det er fedt, og jeg kan se på dem, at det synes de egentlig heller ikke, når det kommer til stykket. Det var bare akavet.”

Hysteriet omkring ’Game of Thrones’ var nogle gange absurd, særligt op til premieren på en ny sæson, og Nikolaj Coster-Waldau havde svært ved at se sig selv i det. 

”Det virkede jo som en omgang selvskabt hysteri, når det for eksempel tog længere tid at komme igennem sikkerhedssystemet og ind på filmsettet i Belfast end at komme ind i en amerikansk lufthavn. Hvem ville gide lave et attentat på en tv-serie?”

 INSTRUKTØREN

Ole Christian Madsen 

”Første gang, jeg arbejdede sammen med Nikolaj, var i en øvelse, mens jeg gik på Filmskolen, og han gik på Teaterskolen. En polsk instruktør underviste i mise-en-scene, og vi skulle lave en scene sammen med Kim Bodnia, som kommer hjem til sin kone og finder hende i seng med en anden mand, Nikolaj Coster-Waldau. Nikolaj var meget ung, måske 20-21 år, han kom tidligt ind på Teaterskolen. Jeg kan huske, jeg tænkte, at han hurtigt ville komme til at lave film. Hans ansigt var skabt til at være på billeder. Han skulle være halvnøgen, for scenen handlede jo om at blive afsløret midt i akten, og selvom studiet, vi optog i, var afsindig koldt, beklagede Nikolaj sig ikke et eneste øjeblik. Jeg kunne godt lide at arbejde med Nikolaj, vi svingede ret godt, men som det er med øvelser mellem elever, bliver det let kaotisk, fordi ingen rigtig aner, hvad de laver. Nikolaj har altid haft et exceptionelt godt udseende. Han er bare genetisk foran de andre. Der er mange teorier om, hvorvidt det er godt eller skidt for en skuespiller. Grundlæggende er det godt, fordi han så ligner en klassisk filmstjerne som Clark Gable og James Stewart. Man vil simpelthen gerne være til stede i Nikolaj Coster-Waldaus ansigt. Når man er meget smuk, kan det omvendt være en byrde i forhold til at træde ind i et almindeligt ensemble, men det er det ikke for Nikolaj. Han vælger sine roller med hjertet og ikke med karrieren for øje.

Ingen kunne forudse, at ’Game of ­Thrones’ ville blive et fænomen. Den var på vej i 10 år og var længe den evige taber, når der skulle vælges projekter på HBO. Da den faktisk blev lavet, var det tydeligt fra starten, at den var et opgør med mainstream-tv. Den er en af de mest voldelige, pornografiske, incestuøse og voldsomme tv-serier nogensinde. Et opgør med alt, hvad vi troede kunne lade sig gøre at sende i fjernsynet, og forståelsen af mainstream-tv har flyttet sig meget derefter.

Det var også tydeligt, at Nikolaj havde fat i noget, som meget få danske skuespillere har fat på. Han har en varm menneskelig kerne og er samtidig en meget elegant skuespiller, der hele tiden raffinerer sit kartotek af små virkemidler og blikke.

Nikolaj er enormt disciplineret, flittig, pågående og vedholdende. Det er en vigtig del af hans talent, at han bliver ved og ved. Før ’Game of Thrones’, hvor det gik mindre godt med karrieren i USA, arbejdede han også meget hårdt. Jeg føler mig beslægtet med hans flittighed. Vi er begge to fra Sydsjælland og opvokset tæt på en pløjemark, og det gør én pågående. Ønsket om hele tiden at gøre sig gældende og udtrykke sig er underhundens metode. Jeg ved ikke, om han vil kaldes underhund, men det kommer af en bestemt social baggrund.”

 17. MARTS 1997 oplevede Nikolaj Coster-Waldau kærlighed ved første blik, da han mødte Nukâka Motzfeldt under optagelserne til radioteaterstykket ’Ørnekaldet’, hvor han spillede en helikopterpilot, der bliver forelsket i en grønlandsk pige. 

Bagefter skulle han videre til prøver på stykket ’Love Story’ på Mungo Park. Da han kom ind ad døren på teatret, proklamerede han: ”Jeg skal giftes!” Også selv om han på det tidspunkt stadig ikke havde talt med Nukâka.

”Det har helt sikkert givet os en masse problemer senere i vores liv, for jeg var overdrevet forelsket, og vi kendte nærmest ikke hinanden. Nukâka fik derefter rollen i en film, jeg skrev på sammen med Simon Staho, ’Vildspor’, hvor hun spillede min kæreste. Vi blev også kærester ret hurtigt i virkeligheden. Filmindspilningerne i Island sluttede med, at jeg friede til hende.”

6. juni 1998 skiftede Nukâka efternavnet Motzfeldt ud med Coster-Waldau. Op til brylluppet havde Nikolaj Coster-Waldau boet i London i månedsvis, hvorfra han arbejdede på at få foden indenfor på det internationale filmmarked, og han kom til Danmark fra Estland, hvor han havde været med i filmen ’På fremmed mark’, kun tre dage før den store fest. 

”Vi kørte af sted på bryllupsrejse dagen efter festen og havde stort set ikke set hinanden. Vi skulle hele vejen ned gennem Europa, og det hele var bare så mærkeligt. I Prag havde vi et kæmpe skænderi. Hun løb den ene vej, og jeg løb den anden vej. Når jeg tænker tilbage på det i dag, hvorfor skulle det så gå så stærkt? Men det skulle det bare. Jeg var jo helt væk i hende. Jeg husker det som noget, der var ude af kontrol, men jeg var samtidig sikker på, jeg skulle gå hendes vej.” 

Efter skænderiet blev det lidt bedre, og efter en dag i bjergene i Østrig kom de til den første by i Italien, hvor de fandt en restaurant klokken 10 om aftenen og tog i døren. Den åbnede sig, og med sin charmerende hæse stemme sagde ejeren: 

”Hello. Welcome. You are lucky. This is the best restaurant in Italy!” 

Den livsglæde satte stemningen for de næste tre ugers bryllupsrejse. Da de kom hjem, begyndte hverdagen.

”Jeg var sådan en, der hele tiden ville ud, og hun ville helst bo derhjemme. Hun syntes, London var grundforfærdelig. Jeg boede da også et rimelig klamt sted, så det kan jeg godt se, når jeg kigger på det i bakspejlet. Dengang tænkte jeg bare på, at jeg lige om lidt ville få et fedt job.”

I dag har de dannet par i næsten 23 år og har de to piger Filippa og Safina på 19 og 16 år. Selv om det set udefra er Nikolaj Coster-Waldau, der er i vælten i film- og tv-serieland, er det ikke det, han og Nukâka taler mest om.

”Vi deler kun vores arbejdsliv meget lidt. Min hustru har nok kun set omkring halvdelen af det, jeg har været med i. Jeg går virkelig meget op i mit arbejde, så det er egentlig en meget rar modvægt til det. Nukâka har accepteret det og bakker op om det, men hvis det hele kommer til at handle for meget om min karriere, bliver der nedlagt veto.”

Hvad er hemmeligheden bag, at I kan holde sammen?

”Tusindvis af små detaljer. Jeg kan godt lide, at man har delt noget historie. Det har en enorm værdi, at jeg har delt mit liv med Nukâka i så lang tid, fordi mit arbejdsliv er så fragmenteret. Men fundamentet er, at vi elsker hinanden.”

 MEDSPILLEREN

Skuespiller Katrine Greis-Rosenthal

”I Christoffer Boes ’Smagen af sult’, der får premiere i januar 2021, spiller vi et par, hvis drøm er at åbne en Michelin-stjerne-restaurant, samtidig med at vi skal få en familie til at fungere. Nikolaj er kok, og jeg er en slags restaurantchef og interiørdesigner og hende, der også står for at få familien til at hænge sammen. Hun føler, at han glemmer hende. Og så falder parforholdet fra hinanden.

Nikolaj var helt uselvisk og meget generøs til at sætte sig selv i baggrunden og lade mig komme til i de scener, hvor det krævedes. Det er en stor tryghed at arbejde med en, der har lavet så mange film, som han har. Jeg kunne mange gange læne mig op ad ham som en ekspert i, hvad der manglede i en scene, fordi han har et langt større overblik på en filmindspilning. Mens jeg var langt nede i min rolle og stod og krængede mit hjerte ud og ikke havde så meget overskud til det tekniske, havde han styr på alle kamera-optikker og vinkler. For eksempel rykkede han umærkeligt lidt på mig, hvis han mærkede, at man ikke kunne se mig i billedet. Uden at sige det. En sød og fin lille opmærksomhed. I mine øjne er det den slags ting, der gør ham til en rigtig stjerne.”

 SELV OM ’Game of Thrones’-kulten kan være hysterisk, er Nikolaj Coster-Waldau gennem tv-seriens ni sæsoner blevet så fascineret af den, at han har valgt at undersøge fænomenet nærmere i den kommende dokumentarfilm ’Cons’, som han er med til at producere, og hvor han bruger sig selv som hovedperson. Han besøger tre forskellige såkaldte fan-conventions med et filmhold i hælene for at forstå, hvorfor mennesker bruger så meget tid på for eksempel at klæde sig ud som deres idoler og på at stå i kø for at få autografer, selv fra skuespillere, der kun har været med i ganske få scener af ’Game of Thrones’.

”Det er for nemt bare at sige, at de er tossede. Vi finder ud af, at det er mennesker med en hobby, som de går vildt meget op i, og det giver dem en identitet. De har fundet et stærkt fællesskab og har fået dybe venskaber ud af det. Frem for at sidde i chatrooms og være fan synes jeg, der er noget grundlæggende rigtigt i at være fysisk sammen med andre mennesker om interessen,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der i filmen blandt andet besøger en computerprogrammør, der klæder sig ud som Jaime Lannister og tager til fan-convention i Knoxville, Tennessee, med sin kone klædt ud som Superwoman og en ven klædt ud som ’Game of Thrones’-karakteren Jon Snow. 

Ikke alt ved fan-miljøet er dog ren hygge. Conventions er nemlig en voksende industri, med hvad deraf følger af mindre kønne sider såsom skuespillere, der tjener ekstra penge på fan-dyrkelsen, samt arrangører og promotorer, der også får deres bid af kagen. 

”Nogle af dem er hæderlige mennesker, men de seneste fem til syv år er fænomenet eksploderet. Enhver større by har et comic-con af en slags, så der er også brodne kar i branchen,” siger Coster-Waldau. 

I dokumentarfilmen møder han en skuespiller fra ’Game of Thrones’, der betaler det meste af sin husleje ved at skrive autografer og lade sig fotografere med fans, samt Sam J. Jones, der i 1980 spillede hovedrollen i en ’Flash Gordon’-indspilning. Selv om filmen langtfra var et mesterværk, er det blevet en betragtelig indtægtskilde at stille op som Flash, når og hvor der er publikum til det. 

 NIKOLAJ COSTER-WALDAU er ikke bange for kun at blive husket som Jaime Lannister. For tiden har han mange roller i mindre amerikanske filmproduktioner og også igen i danske film, lidt som det var før ’Game of Thrones’-eksplosionen. På den måde mener han ikke, at serien har betydet alverden for karrieren. Til gengæld har den givet økonomisk ro. Huset i Lyngby er betalt ud ligesom sommerhuset på Orø. Et hus på Grønland er kommet til, og en lejlighed tæt på Hollywood er en praktisk form for pensionsopsparing. Samtidig har den solide bund i bankbogen givet større kunstnerisk frihed. 

”Når jeg vælger en rolle, spørger jeg altid mig selv, om det er en sjov rolle at spille. Det er det vigtigste,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der dog aldrig bliver en Leonardo DiCaprio eller Daniel Day-Lewis-type, der sparer på sig selv og kun spiller én stor rolle en sjælden gang imellem.

”Michael Caine har sagt, at man forsøger sit bedste hver gang, og hvis man er heldig, bliver en ud af 10 film gode. Fire ud af de 10 bliver måske okay, mens fem bliver dårlige. Sådan er det. Og det er i orden. Jeg elsker bare at arbejde.”

 GAME OF ROLES

Fem karrierevalg

’Nattevagten’ (1994) I sin anden rolle efter uddannelsen på filmskolen bragede Nikolaj Coster-Waldau igennem i en sjældent godt gennemført dansk genrefilm instrueret af Ole Bornedal. Gyserfilmen blev set af 465.529 danskere, og herefter var ingen i landet i tvivl om, hvem Coster-Waldau var. Her kom en ung fyr med energi og ambitioner.

’New Amsterdam’ (2008) Efter mindre roller i store internationale film som ’Black Hawk Down’, ’Wimbledon’ og ’Kingdom of Heaven’ blev det til hovedrollen som udødelig kriminaldetektiv i en habil tv-serie, der dog kun levede en enkelt sæson. Den slags irriterende beslutninger er uden for en skuespillers rækkevidde.

’Game of Thrones’ (2011-19) Som Jaime Lannister fik Coster-Waldau sin mest iøjnefaldende rolle som skuespiller, fordi ’Game of Thrones’ fra at være en fantasyserie over gennemsnittet blev til et verdensomspændende fænomen. Ud over en saftig rolle førte det verdensberømmelse og en god løn med sig.

’Gods of Egypt’ (2016) Der var lagt op til et dommedagsdrøn i biograferne, da Gerard Butler og Nikolaj Coster-Waldau tørnede sammen i en storfilm om de gamle egyptiske guder i en sovs af vilde special effects. Var filmen blevet en kunstnerisk eller kommerciel succes, havde det ført i alt mindst tre film med sig, men sådan gik det ikke. Spillet i Hollywood er ikke let.

’Selvmordsturisten’ (2019) Rollen som deprimeret mand med stålbriller, der bestiller et selvmord, stikker en ny retning ud for Nikolaj Coster-Waldau. Filmen bliver et symbol på en tid, hvor skuespilleren kan og vil vælge mindre filmprojekter i grøftekanten langt fra Hollywood, om så de er danske eller internationale.

 I DAG ville Nikolaj Coster-Waldau ikke sætte alt på standby for i én enkelt scene at komme ind med et brev til Robert De Niro. Det gider han ”sgu ikke”. Men selv om han er forbi det punkt, hvor han selv var fan, nærer han stadig professionelle fantasier. For eksempel at få lov at arbejde sammen med store jævnaldrende stjerner som Christian Bale eller Joaquin Phoenix. 

”Hold kæft, hvor er de gode, altså.”  

Og så er der det andet projekt. Projektet med at bremse fattigdom, skabe lighed mellem kønnene og skabe en mere sikker verden, som er den forkromede forhåbning bag arbejdet som FN-ambassadør.

”Jeg kan ikke rigtig se noget alternativ til FN,” siger Nikolaj Coster-Waldau nede i baggården, mens han finder sin racercykel, som han er ankommet på, og som han skal videre på til et frokostmøde med en filmproducent ude i byen:

”De, der er størst, stærkest og rigest, har et ansvar over for dem, der er svagest. Nu har jeg så fået den her globale genkendelighed gennem en tv-serie, og den bruger jeg gerne. Også selv om der er meget lang vej at gå. Man kan jo også vende situationen om og sige, at netop fordi der er så lang vej at gå, så er det vigtigt at gøre noget.”

[european-royalties]

25 juni 2021 Hendes Majestæt Dronningen overværede i dag Den Kongelige Livgardes Urparade på Livgardens Kaserne ved Rosenborg Slot. Majestæten overrakte ”Dronningens Ur” til garder Markus Emanuel Strøm, der af Vagtkompagniet er udvalgt som tjenesteperiodens bedste. Garderen er udpeget af de foresatte og kammeraterne, der i udvælgelsen lægger vægt på både god soldatertjeneste og på udvist kammeratskab. Overrækkelsen af uret har fundet sted siden 1970, hvor det blev indstiftet i forbindelse med Frederik 9.’s 70-års fødselsdag. Uret skiftede ved tronskiftet i 1972 navn til ”Dronningens Ur”, og Dronningen har siden da videreført traditionen. #DetKongelige #DetKongeligeFamilien #DanishRoyalFamily #DanishRoyals #detdanskekongehus #Glucksburg #Monpezat #DronningMargretheII #QueenMargretheII #MargretheR #Monarki https://www.instagram.com/p/CQkBgYVn-gr/?utm_medium=tumblr

[dumildekineser]

Friluftsbad I Beijing

Af John

I går var det 39 grader varmt og vi besluttede at det bedste der var at gøre var at få svalet legemet i et badebassin. Nu er det så heldigt at der midt imellem vores bolig og Den Danske Ambassade findes en lille park omgivet af meget høje højhuse og hvor der er et lidt slidt friluftsbad med plastikpalmer, arrangeret sandstrand med indført strandsand, bølgemaskine, kunstfærdigt udførte klippeformationer og op til flere ruchebaner og anordninger som vælter vand ud over de badende. Rigtig fint sted med fællesomklædning for Damer og Herrer, toiletter og madboder og picnicbænke.

På trods af 25 mio. indbyggere i Beijing var det overhoved ikke overfyldt. God plads og afskærmninger som giver den så nødvendige skygge. Det første indtryk man få når man nærmer sig er, at der var forholdsvis mange børn med baderinge og det er jo ikke nødvendigvis et gode når man jo helst vil ligge og slappe af med en god bog samt stå i vandet til afsvaling sådan ca. en gang hvert kvarter. Da vi kom tættere på viste det sig dog at være en helt og aldeles ubegrundet bekymring, idet det primært var voksne der var iført badering som tumlede rundt. I vores verden vil vi jo med det samme sige at det er kikset at bruge badering, men der er måske en god forklaring – de kan ikke svømme. Og så må man sige det er en glimrende sikkerhedsforanstaltning uanset at vandet ikke nogen steder var dybere end 1,60 meter og at man selv som lille Kineser derfor kan bunde. Man kan jo aldrig vide hvad der sker. Mangel på livreddere var der jo heller ikke.

Vi kom efterfølgende til at tale om at Kineserne ikke lige som os er omgivet af hav og kyst. De har ikke været tvunget igennem obligatorisk svømmeundervisning i skolen, hvor nogen allerede fra start fik lov til at være på det dybe vand fordi de allerede kunne svømme før svømmeskolen startede - og som på den allersidste dag inden vinterferien måtte lide den skam og ydmygelse foran alle kammeraterne, at blive smidt ind på det lave til tumperne. Der var en emsig og måske lidt for godt uddannet svømmelærer som ikke var tilfreds med de tekniske færdigheder, men svømme kunne man jo. I Danmark har nationen jo nærmest for mange år siden besluttet at alle store som små skal have svømmeundervisning og så kan vi jo også svømme. Denne mangel på svømmeundervisning kan måske forklare at de generelt ikke går meget i vandet og den angst de har, for det når de er i.

Derefter kom vi også til at tale om at det måske er samme mangel på undervisning, som er årsag til deres manglende forståelse for trafikregler. I Danmark har der jo været obligatorisk trafikundervisning i skolen igennem generationer vel helt tilbage til før halvfjerdserne hvor vores hukommelse stopper. Hvilken Dansker har ikke været igennem trafikskolen i Legoland og har bestået samt fået børnekørekort….. Nå ja det er måske ikke alle der fik dette kørekort. Som lille dreng på 7 år kan jeg tydeligt huske, at jeg en hel dag – sådan føles det - stod og så på mine søskende der drønede rundt på vejene i Legoland for at få det eftertragtede bevis. Kunne ikke deltage på grund af en aldersregel og misundelsen boblede i den grad i halsen på en, og kunne ikke fjernes med is og snobrød. Man skulle være 8 for at deltage. Det blev ikke bedre af, at brormand ævlede løs om hvor sjovt det havde været og hvor godt han havde gjort det i dagevis efter – sådan husker jeg det. Men så var det jo en trøst at forældrene lovede at det skulle der nok rådes bod på når jeg blev gammel nok. Det kan nok være der var en der begyndte at glæde sig der. HVORFOR VAR DER PLUDSELIG INGEN DER GAD TAGE TIL LEGOLAND LÆNGERE!!! Jeg tror godt man kan tale om svigt, - måske det første svigt eller måske endda det største svigt i livet. Det kan i hvert fald forklare nogle af de problemer der efterfølgende har været og utallige søvnløse nætter. Jeg ved ikke om man kan se det, men på det trafikale område er der måske også tale om en mangel.

Tilbage til friluftsbadet. De Kinesiske kvinder er meget tækkelige og går i badetøj som mest af alt ligner noget fra 1930’erne og som dækker det meste, men alle siger det bare er en mode de har herude, som skal gøre dem mere sofistikerede. Tager man i badeland for at se på letpåklædte damer, så bliver man skuffet. Ikke at det generer - for resten - i den alder man nu har. Til gengæld var det første oplevelse med Asiatisk fælles omklædning og jeg fik langt om længe bekræftet den gammel fordom vedrørende asiatiske mænd. Den er lille. Det var også godt at se, at også Kinesere kan være lidt kvabsede og have sæk. Der faldt man i det mindste ikke igennem. Så må man leve med de andre mangler.

God sommer

[perfurt-blog]

New Post has been published on https://24-7news.dk/tragisk-haendelse-i-herning-to-teenagere-fundet-doede/

Tragisk hændelse i Herning: To teenagere fundet døde

To unge mænd på 17 og 18 år er blevet fundet døde i en lejlighed på Olufsgade i det østlige Herning..

Dødsfaldene bliver umiddelbart betragtet som narkorelaterede, og der er altså ikke tale om drab eller lignende.  

Politiets foreløbige undersøgelser tyder på, at de unge har eksperimenteret med indtagelse af noget foreløbig ukendt narkotika.

[ngg src=”galleries” ids=”111″ display=”pro_film”]

Det var nogle kammerater til de to teenagere, der begge kommer fra Herningområdet, som fandt dem i lejligheden i Olufsgade klokken 21.36 torsdag aften. Kammeraterne alarmerede straks politiet.

Ud over at undersøge de tragiske dødsfald, sætter politiet nu stærkt ind på at efterforske, om der er stærk narkotika i omløb i Herning, eller om der er tale om deciderede overdoser

De to unge mænd skal obduceres og undersøges på mandag.

[danskfagdidaktik]

Stine Dahl Myrhøj

Fagdidaktisk problemstilling:

Skriftlighed indgår som en væsentlig del af danskfaget i gymnasiet. Dog bliver undervisningen ofte rettet mod den afsluttende skriftlige prøve, og der trænes derfor mest i at skrive de fastlagte skriftlige genrer. I bekendtgørelsen står der, at eleverne skal trænes i en anden form for skriftlighed, de skal nemlig: ”udvikle deres personlige stemme gennem kreative skriveøvelser”.[1] Jeg oplever, at eleverne har svært ved at skrive, og at det er svært at prioriterer skriftligheden i den daglige undervisning, og derfor vil jeg gerne have fokus på netop udviklingen af elevernes personlige stemme i form af en mere kreativ tilgang til skriftlighed. Herefter kommer så spørgsmål om, hvordan man vil opsætte disse kreative øvelser, og ikke mindst hvilken feedback og evaluering elever skal have. Her vil jeg forsøge at arbejde med formativ evaluering i form af peerfeedback, hvor den kollektive dialog, omkring det eleverne har skrevet, gerne skulle udvikle den individuelles skrivekompetencer, som Heidi Rahbæk også nævner i sit afsnit om: ”Veje i den kollektive og individuelle skriftsproglige progression”, hvor hun citerer Ellen Krogh.[2]

Jeg er dermed, ud fra denne fagdidaktiske problemstilling, kommet frem til følgende problemformulering:

”Hvilken udvikling sker der med elevernes personlige stemme, når den kreative skriftlighed integreres i undervisningen og følges op af formativ evaluering?”

Aktionen:

Jeg har ud fra problemstilling opsat følgende aktion: Aktionen udføres i en 2g klasse (2x), klassen består af 27 elever. Klassen er en velfungerende klasse. Eleverne arbejder godt sammen, og de virker ikke til at have sociale problemer. Vi har i klassen arbejdet med forløbet: ”Dokumentaren”, og løbende er små skrive refleksioner blevet inkluderet i undervisningen. Til sidst i forløbet var to moduler særligt dedikeret til skriftlighed. Her skulle eleverne først se og analysere dokumentaren: ”Indefra med Anders Agger: Tvangsfjernet” (DR1), og derefter skulle eleverne skrive et debatindlæg. Debatindlæggets form blev diskuteret og stillaseret på forhånd i form af et arbejdsark.[1] Herefter var det op til eleverne selv at skrive på indlægget. I efterfølgende modul skulle eleverne læse hinandens debatindlæg i grupper på fire (to personer læste de to andres indlæg og omvendt). Peerfeedbacken var stillaseret med et ark der skulle udfyldes, samt lærerstyret med en timer på tavlen. Eleverne skulle bruge 15 min. på hver opgave. Til sidst gav eleverne hinanden feedback tilbage, skriftligt og mundtligt, og eleverne blev til sidst bedt om at rettet til og aflevere deres debatindlæg til mig.  

Undervisningen:

Skrivningen af debatindlægget forløb fint. Eleverne forstod opgaven, og de arbejdede meget koncentreret og interesseret med den. Flere havde en klar holdning til debatten, hvilket gjorde dem meget engagerede og ivrige. Dog var der også flere, der synes, at det var svært, da de ikke vidste hvilken holdning de havde. Dette lagde op til en fin diskussion af at finde frem til sin egen holdning, være kritisk o.lign. Vi diskuterede blandt andet, at en holdning også kan være, at man er i tvivl om en problemstilling, og at man også kan argumentere for denne tvivl, og hvad tvivlen skyldes.

Selve peerfeedback modulet gik også godt. De fleste af eleverne brugte alt den tid de havde fået til hver opgave, mens enkelte skulle guides til at skrive mere og uddybe de enkelte spørgsmål/kommentarer. Her blev der også en naturlig snak omkring det at give konstruktiv feedback.

Eleverne gav mundtligt udtryk for, at de var glade for arbejdet med skriftlighed og peerfeedback. De sagde, at de fik meget ud af at læse andres tekster, og at det gav dem et nyt syn på deres egen tekst. I slutningen af forløbet lavede eleverne også en skriftlig evaluering, hvor de blev bedt om at kommentere på de skriftlige øvelser. De fleste elever var positive og skrev eksempelvis følgende:

-        ”Peerfeedback var en god ide, så vi kunne hjælpe hinanden med at forbedre os selv + godt at få andres syn på opgaven.”

-        ”Jeg synes peerfeedback var en god ide. Når man retter andres opgaver kommer man pludselig til at se nogle af de fejl, man selv har lavet.”

-        ”Skriftlighed og feedback var overraskende godt og hjælp til afl.”

-        ”Peerfeedback var en god måde at få konstruktiv feedback på, så man kan gøre det bedre.”

Der var også enkelte negative kommentarer:

-        ”Det virkede godt at se på hinandens debatindlæg, men feedbacken man fik kunne man ikke bruge til helt lige så meget.”

-        ”God skriftlig opgave og okay med peerfeedback, kunne god også godt have tænkt mig noget feedback fra læreren.”  

 Refleksion:

I løbet af aktionen var det tydeligt at enkelte eleverne havde svært ved af skrive debatindlægget og tage stilling til en bestemt problemstilling, dette peger på at det er vigtigt at træne og udvikle elevernes personlige stemme og den mere kreative skrivning. Eleverne skal oparbejde en tro på deres egne evner jf. Banduras teori om self-efficacy: ”Self-efficacy og den motivation, der knytter sig til følelsen af at kunne noget, opstår ikke automatisk, men kræver en omverden, som understøtter, stilladserer og udfordrer på passende måder…”[2] Jeg stilladserede opgaven for eleverne denne gang, da det var første gang vi arbejdede med denne type skriveøvelse og peerfeedback. Dette beskrives også i Dansk didaktisk set, hvor det gøres klart, at det er vigtigt ikke at overlade eleverne til sig selv. Det er lærerens ansvar at skabe klare rammer: ”Væsentligt er det, at vi inden for dette rum opstiller nogle klare spilleregler eller forventninger i forhold til indhold, struktur, sprog og tone.” Men hvis man sidenhen gentog aktionen kunne man åbne mere op for opgaverne, og lade eleverne være mere medbestemmende i forhold til både debatindlægget og peerfeedbacken. I forhold til peerfeedbacken ville det også være en mulighed at arbejde mere induktiv, så eleverne selv opstiller de grundlag der bedømmes på.

I forbindelse med opgaven valgte jeg at bruge peerfeedback som evaluering. Her anvendte jeg et kognitivt perspektiv og et sociokulturelt perspektiv på læring. Den kognitive: da eleverne arbejder individuelt med et skriftligt produkt, men dog ikke med selvvurdering. Derudover med et sociokulturelt perspektiv, da eleverne fik tilbagemelding fra kammeraterne.  Sten Beck beskriver flere positive sider af denne feedbackform: den enkelte elev får langt mere respons, dialogisk undervisning er i centrum, erkendelsesprocesser både hos den der modtager, og den der giver respons, en dynamisk proces, lytter bedre efter kammerater fremfor læreren osv.[3] Der kan også opstå en del problemstillinger i forbindelse med gruppedannelse og differentiering. Hvis man opdeler i niveau, så er det begrænset hvor meget eleverne kan give hinanden og lære hinanden. Derudover vil en gruppe med en meget dygtig og en svagere elev også skabe problemer, da den dygtige elev bliver ”hjælpelærer” og dermed ikke opnår meget mere selv end at hjælpe den anden.[4] I denne forbindelse valgte jeg selv at lave tilfældige grupper, da jeg så både fordele og ulemper ved forskellige gruppeinddelinger. Når det gælder kreative skriveøvelser, synes jeg dog ikke, at det nødvendigvis skaber de samme problemer, da kreative øvelser ofte appellere til forskellige typer af elever. Eleverne gav selv udtryk for at peerfeedbacken var noget de kunne bruge, men enkelte nævnte også at de savnede respons fra læreren. Dette fik jeg ikke plads til i min undervisning, men man kunne med fordel se på et debatindlæg sammen som afslutning. Udover dette kunne man arbejde med en digital portefølje, eller lade eleverne aflevere det de har arbejdet med som en mindre opgave. Her vil det være muligt for læreren også at give en form for feedback, hvad enten det er i klassen eller som aflevering.

 (Kildehenvisninger fulgte ikke med korrekt...)

[makeawishdanmark]

Oscar ❤️ på 12 år har kæmpet mod leukæmi. Inden sygdommen ramte Oscar, var han en meget aktiv dreng, som spillede både håndbold og fodbold 🏃‍♂️🏃‍♂️ To aktiviteter han desværre måtte lægge på hylden, mens sygdom og behandling var hverdag 😔 Da vores fantastiske frivillige 💪💪 Inga og Kirsten mødte Oscar første gang, var det en afkræftet dreng, som bød dem velkommen. Med Interessen på pc- spil, hvor han kunne følge med på lige vilkår med kammeraterne -- eller næsten, for det var en gammel pc, som Oscar brugte. Måske var det derfor Oscars ønske var en toptunet bærbar gamerpc 😁 Så Inga og Kirsten gik i gang med at finde ud af, hvilke spil Oscar foretrak– og hvilken bærbar ville mon være det bedste valg 🤔🤔 For nylig var Inga og Kirsten så ude hos familien igen 🤗 for at opfylde Oscars ønske – og vi har fået dejlige billeder og denne mail fra Oscars mor : Oscar takker mange gange for den fine computer, den er allerede brugt flittigt, og alt virker perfekt😄 Han havde en fantastisk dag i fredags, da I var på besøg. “Det var den bedste dag, mens jeg har været syg”, var hans første kommentar, da han vågnede lørdag morgen. Skønt med en glad dreng, som nu kan spille med sine venner. Make-A-Wish ….. I gør virkelig en forskel. --------------------------------------------------------------- Vi hos Make-A-Wish Danmark vil bare sige – tak for de rosende ord; tak fordi vi måtte opfylde Oscars ønske….. og 1.000 tak for de fantastiske billeder, hvor vi kan se en glad og frisk Oscar, der helt klart er i bedring 🤩🤩 - og tager vi ikke fejl, så ser det da unægtelig ud som om, at Oscar har været ude og spille bold ⚽️⚽️⚽️ med sine kammerater??!! GODT GÅET OSCAR! 👍🏻👏🏻💪💪💪 #makeawish #makeawishdanmark #verdensbedstefrivillige #tusindtak #godtgået

[tinatherkelsen-blog]

Der kommer et tidspunkt man bliver for gammel til junk food og øl når man skal på herre tur. Så er det jo godt I har Lenes smørrebrød og kan gå over til pindemadder og rødvin i stedet. Vi ønsker vores vindue pudser en god tur med kammeraterne. God weekend derude. #herretur #lenessmørrebrød #haderslev #støtlokalt #smagenafhaderslev #luksus #pindemadder #fordivikan #godweekend (her: Lenes smørrebrød og andet godt)

[sosublog]

Norge

Turen går til VOSS  

Til Vetleflaten Omsorgssenter

SSA elev: kaiser

Jeg er en ung mand på 24 som skal til Voss og skal i udlandspraktik i en måned. I min fritid er jeg både social og aktiv. Jeg bruger meget af min fritid på styrketræning, hvor der samtidig er plads til fodbold og kammeraterne. Jeg har aldrig været i Norge men det er noget jeg altid har ønsket. Jeg glæder mig til opleve de smukke omgivelser. 

Jeg skal i praktik på Vetleflaten Omsorgssenter (plejecenter), jeg glæder mig til at se hvordan deres arbejdstilgang er. Jeg håber jeg kan lære noget der fra og tage det med mig til Danmark.

jeg rejser 5/11 og det tager 1 time og 25 minutter i fly fra kastrup lufthaven til Bergen som ligger 1 time og 20 minutter fra Voss i bus eller tog. 

Lidt info om Voss: I Voss bor der ca. 14.425 (1. januar 2016) Det er en kommune i Hordaland Fylke i Norge.  Sproget er ny norsk.

Sådan gør jeg ved sygdom: Hvis der sker mig noget i Norge, skal jeg kontakte det nærmeste sygehus, for at få hjælp. I akutte tilfælde af eventuel videre behandling, skal vi henvises af lægen/lægevagten som har tilset mig.

I tilfælde af brand, skal jeg ringe 110 I tilfælde af indbrud eller anden form for kriminalitet skal jeg ringe 112 Ved akut skade, skal jeg ringe 113

MVH kaiser 🇳🇴 🇳🇴 🇳🇴

[i12bent]

Alfred Madsen (Oct. 29, 1923 - 1986) was a Danish social-realist painter who specialized in the structures of everyday life. Madsen was trained at the Academy, a member of the artists’ group Kammeraterne and a recipient of the Eckersberg medal.

Above: Skuret på lossepladsen, set fra syd, en stille sommerdag, 1972 - oil on canvas (SMK)

[nils-elmark]

Hundredårsdagen for mit Europa

Det er mit Europa jeg markerer idag i London sammen med hundredtusinder af andre europæere - Brexit eller ej. Jeg står på Parliament Square med Churchills statue i ryggen og klokken er et par minutter i 11 den 11. dag i det 11. måned i 2018 præcist hundred år efter første verdenskrigs afslutning. Jeg står lige neden for Elisabeth Tower, som symbolsk er under renovering, pakket ind i stilladser og plastik og så begynder Big Ben at slå sine 11 slag. Alle står stille og lytter. Sådan lød det for præcist 100 år siden. Jeg lader bare klokkerne slå og tæller ikke med. Bagefter er der 2 minutters stilhed. Alle tier stille - nogle enkelte har mobiltelefonen fremme men ellers er millionbyen helt tavs.  Jeg har sat min mobil på lydløs. Jeg vil ikke risikere, at blive forstyrret i et øjeblik, som Europa har ventet på i hundred år. Pludselig hører jeg fuglesang.

Stilheden brydes efter et par minutter af en enkelt trompet, som spiller “the last post” længere oppe ad Whitehall. Jeg får kuldegysninger. Så begynder paraden, der i år udover veteranerne har deltagelse af 10.000 almindelige mennesker - men det er veteranerne også. De er mænd og kvinder, der marcherer med deres respektive regimenter fra England, Wales, Scotland, Irland og alle de andre nationer, som har kæmpet med i britiske krige. De kommer i alle aldre og med bukser og nederdele som henholdvis strammer eller slasker - nogle på vaklende ben. Forrest er de invalide veteraner i kørestole og de blinde, som hjælpes af kammeraterne. Der er Chelsea Pensioners i røde uniformer, skotter i kilt, gardere med bjørneskindshue, ghurkaer med brune hatte, gråhårede mænd i sortefrakker og bowlerhatte, kvinder med rank ryg og sorte hatte med røde valmuer og når de kommer forbi, klapper tilskuere; briterne hylder deres helte. Jeg er glad for opleve dette historiske øjeblik sammen med de mange andre mennesker, der lige som mig har en Poppy i knaphullet. En lille papir-valmue som de fleste går med og som man køber for at støtte veteranerne. Men det er mere end en indsamling af penge; det er et symbol på, at vi ikke glemmer dem, som gjorde en indsats for fællesskabet og betalte prisen. En poppy viser vi er solidarisk med det samfund, som vi og vore forfædre har opbygget gennem 100 år.

Vi må ikke glemme vor historie og dem som skabte vort samfund. Den 11. november 1918 kl. 11:00 er det tidspunkt, det moderne Europa blev født gennem ufattelig smerte. 10 millioner dræbte og 10 gange så mange invaliderede mennesker; det grufulde tab har alle lande i Europa til fælles. Omkring 6.000 sønderjyder blev dræbt i tysk krigstjeneste - det må vi aldrig glemme, for det var gennem de mange menneskers lidelser at kravet om et moderne samfund voksede frem: ligestilling mellem mennesker og køn i en demokratisk orden. Det var herfra den europæiske identitet blev skabt.

Det er denne følelse jeg står tilbage med, da de sidste veteraner er gået forbi og jeg går jeg over til Remembrance Fields foran Westminster Abbey, hvor klokkerne begynder at kime ud over byen. På græsplænen er opstillet tusindvis af små træ kors, plantet af efterkommerne af de faldne - mellen de mange kors ligger efterårets visne bladet fra stormen i nat: 

In Flanders fields the poppies blow Between the crosses, row on row, That mark our place; and in the sky The larks, still bravely singing, fly Scarce heard amid the guns below

John McCray, Maj 1915

[i12bent]

Helge Nielsen (Nov. 5, 1893 - 1980) was a Danish Modernist painter. He trained at the Academy in the 1910s under Julius Paulsen and later founded the artists’ group Kammeraterne. In the 1930s he moved to Bornholm and started painting more non-figurative landscape paintings inspired by the Baltic light.

Above: Juniblomster, 1942 - oil on canvas (SMK)

[i12bent]

Alfred Madsen (Oct. 29, 1923 - 1986) was a Danish social-realist painter who specialized in the structures of everyday life. Madsen was trained at the Academy, a member of the artists’ group Kammeraterne and a recipient of the Eckersberg medal.

Above: Skurbillede, 1965 - oil on canvas (SMK)

[i12bent]

Anne Mette Haagensen (Nov. 20, 1953 - 1997) was a Danish Neo-Expressionist artist who died very young from cancer. She was Academy-trained and had her debut already as a teenager. She was often seen as part of the ‘young wild’ generation of the 1980s, but she also exhibited with older artists’ groups, such as Kammeraterne and Decembristerne.

Above: Kardus, no. 2, 1989

[i12bent]

Helge Nielsen (Nov. 5, 1893 - 1980) was a Danish Modernist painter. He trained at the Academy in the 1910s under Julius Paulsen and later founded the artists’ group Kammeraterne. In the 1930s he moved to Bornholm and started painting more non-figurative landscape paintings inspired by the Baltic light.

Above: Malerinden Ida-Merete Erlandsen, 1947 - oil on canvas (SMK)

[makeawishdanmark]

14-årige Jeppe ❤️ har været i behandling for lymfe cancer. Inden sygdommen ramte Jeppe, spillede han fodbold i den lokale klub og ofte med vennerne efter skole ⚽️⚽️⚽️ Da kemoforløbet nu endelig er overstået kan Jeppe heldigvis komme ud af isolation og være sammen med sine venner igen 👏🏻👏🏻 – både i skolen og i fodboldklubben. Jeppe har dog lidt udfordringer med energiniveauet, og der er ikke altid overskud til fodboldspil 😓😓Han savner at være med til det hele – også på de sociale netværk. Jeppe ønskede sig derfor en iPhone X📱for at kunne være i kontakt med alle kammeraterne, hvis han ikke har energi til at være tilstede fysisk. Jeppe havde under sygdomsforløbet fået en lille LEGO StarWars æske, når han havde gennemført en kemo - så vores dygtige frivillige 💪👏🏻👍🏻Amalie og Stine tog fusen på både Jeppe og forældre da de for nyligt troppede op og overrakte en stor æske LEGO StarWars. Jeppe blev da glad for gaven, men de frivillige kunne dog ane en lille skuffelse i Jeppes øjne 😳 - lige indtil den anden pakke kom frem – og Jeppe fik pakket sin sprit nye iPhone X op. Så smilede Jeppe lige en tand mere 😁😁😁 Kære Jeppe - vi håber du får en masse glæde af din nye telefon, men endnu mere håber vi, at du hurtig kommer ud på grønsværen igen....⚽️🏃‍♂️🏃‍♂️🏃‍♂️ #makeawishdanmark #verdensbedstefrivillige #tusindtak #makeawish