#i morgen skal vi ud og vandre

[ditte-i-brisbane]

Tømmermænd og sport

Endnu en uge er gået i Brisbane, og denne har budt på lidt af hvert.

Ugen startede meget stille ud med lidt skole og opgaver og sådan lidt hverdagsting. Dog skulle dette ændres da jeg onsdag skulle til Bakar koncert med Chiara. Det lagde sig op til at blive en vildt hyggelig og sjov aften, men det tog en lidt øv drejning. Jeg har ikke drukket vildt meget de sidste par uger i Brisbane, da fokus har været mere på løb og vandring, også har jeg også haft nikotin stop i godt to måneder. I onsdags havde jeg så besluttet mig at tage den helt store festhat på, og det kunne kroppen ikke lige helt klare. Så en god blanding af rødvin på tom mave og et par hiv af en e-cigaret, gjorde at jeg måtte blive kørt hjem lige inden koncerten startede :(( Heldigvis jeg har nogle syygt gode venner og housemates som passede rigtig godt på mig, og fik gjort rent efter mit uheld i vores bil.. Kæmpe shout out til Brita og Will <33 Selvom jeg snart bliver 24, har jeg åbentbart stadig ikke lært, at man ALDRIG skal drikke på tom mave. Det skal lige siges at Chiara stadig fik set koncerten, og hun synes den var virkelig god :))

Trods den hårde onsdag aften stod torsdag på en stranddag i Caloundra. Det var en lidt presset køretur for mig derhen, men jeg klarede den uden at min morgenbolle røg op igen!

Her fik jeg for første gang prøvet chancer med surfing. Luca fra San Diego var min surf lærer, og det var han virkelig god til! Selvom jeg var træt og udmattet kom jeg stadig op og stå tre gange, hvilket var ret nice. Jeg håber at jeg kan prøve surfing igen, måske med en våddragt så jeg ikke bliver skoldet efter 20 min (UV'en er allerede på over 9 hver dag), og helst uden de bankende tømmerbobs.

Dagen efter, fredag, stod på kemiundervisning og om eftermiddagen lidt bouldering med Ingvild. Vi var i Urban Climb i West End, og det var vildt fedt! Glæder mig så meget til at tage brug af DTU's klatrehal når jeg kommer hjem :))) Fredag aften havde Rhys, vores Australske roomie, 22 års fødselsdag, så der blev fejret på fuld blæs! Jeg drak dog ikke denne aften, da jeg skulle løbe 10 kilometer om søndagen, og måske stadig havde lidt moralske tømmermænd fra onsdagens spektakler... Jeg havde dog stadig en vildt hyggelig aften, og nødt virkelig meget at bruge tid med alle mine housemates.

Lørdag brugte jeg næsten hele dagen i sengen og chillede. Jeg havde det lidt dårligt, hvilket jeg nu tror bare var nerver for næste dags løb. Søndag morgen kl 6:25 skulle jeg nemlig løbe Bridge to Brisbane 10 kilometer. Her havde jeg et mål, om at jeg ville slå min PR med en tid på under 49 min. Dette mål blev slået gevaldigt, da jeg havde en sluttid på 46:50! Efter løbet mødtes jeg med Ingvild, som også havde løbet, og vi tog ud og spiste morgenmad (frokost) sammen i West End. Det var virkelig hyggeligt, og jeg er ret glad for at have mødt hende :)))

Da jeg kom hjem smuttede vi et par stykker over til UQ res (lejlighedskompleks/kollegie) og hoppede en tur i deres tagterrasse pool. Ikke en dårlig måde at køle ned efter en meget varm løbetur.

Denne uge er nu min anden sidste uge af semesteret, og jeg kan godt mærke jeg lige skal klemme balderne sammen til det sidste skole. Jeg har virkelig mange afleveringer for til sidste uge af semesteret, så dem skal jeg ogå bruge lidt tid på i denne her uge.

Hvis i vil følge lidt mere med, hvad jeg laver i denne her uge, så har jeg instagram takeover på @dtustudyabroad fra onsdag til søndag, så det kan i bare glæde jer til! ;)

[morconny]

Det lakker mod enden

Vi har nu onsdag 19. juli. Jeg holder ferie fra torsdag 10. august. Jeg fratræder pr. 1. september. 

Lige nu er der feriedødt på arbejdet. Jeg er den eneste i administrationen og tager ferievagten. Der er kun sporadisk noget rigtigt arbejde, som fx en rigtig lang korrekturlæsningsopgave. Jeg skal passe telefonen - der kunne jo være nogle, der ville i kontakt med os. Jeg skal passe døren - der kommer da heldigvis lidt pakkepost, en blomstervander, en sjælden gæst. Jeg skal passe vores hovedmailindbakke - der kommer nærmest kun spam. 

Indimellem har jeg så ryddet godt op på mine reoler, i mine skuffer og på min pc. Jeg har lavet en liste over de arbejdsopgaver, jeg har haft, og som min tilbageværende kollega muligvis skal overtage. Jeg har også fået sat gang i at få overdraget mit telefonnummer til mig selv efter 1. september, så jeg undgår bøvlet med at skulle ændre telefonnummer alle mulige steder. 

Og nu tæller jeg altså ned. 

Snart 42 år på arbejdsmarkedet (plus det løse mens jeg læste) er næsten slut. Det bliver meget mærkeligt ikke at skulle af sted hver morgen, men det er det rigtige tidspunkt for mig. Jeg er så grydeklar til at få tiden for mig selv. Selvom jeg har tænkt at starte ud med bare at kigge ud ad vinduet, har jeg da lavet en lille liste over aktiviteter, jeg kunne tænke mig at kaste mig over ind imellem al vindueskiggeriet. Også fordi jeg tror, jeg kommer til at savne samværet med mine søde kolleger. Heldigvis har min mand og jeg stor lyst til at komme mere ud at vandre og ud på ture for at udforske omverden, men der skal jo også være noget sammen med andre, så vi hver især får nogle indtryk at tage med hjem. 

Jeg slutter af for denne gang med et dejligt vue ind mod Ribe tilbage fra maj, da vi var på vandretræf i min hjemby med Dansk Vandrelaug. Den udsigt bliver jeg aldrig træt af. 

[nils-elmark]

Bjergvandring

Da jeg går langs Archensee, kan jeg simpelthen ikke komme i tanke om noget bedre i livet end at vandre i Alperne. Intet kan måle sig med den følelse af frihed, som bjergvandring giver mig. Sådan har det været siden jeg første gang var i Østrig som 14-årig. Jeg er født det forkerte sted.

Gårsdagens opstigning til Twölferkopf sidder stadig i benene, da jeg går løs på Seebergspitze i 2030 meters højde. Jeg ved på forhånd, at jeg ikke kommer hele vejen op, det er min nuværende træningstilstand ikke til, men jeg har besluttet at gå i hvert fald to timer, før jeg vender om.

Ruten er anstrengende fra start og efter 10 minutter pumper hjertet for fuld kraft, benene begynder at syre til og læggene bliver pressede, men hvis jeg blot holder på og tager mindre skridt, vænner kroppen sig til strabadserne. Sådan er det idag, sådan var det også igår og sådan har det været alle de andre gange, jeg har udfordret tyngdekraften i Østrig.

Tyngdekraften er formentlig motoren i hele vort universet; den er egentlig en svag kraft, men når atomerne rotter sig sammen til at skabe en stor masse, kan den i yderste fald få selv atomer til at bryde sammen. Tyngdekraften og centrifugalkraften holder hinanden i skak, så månen bliver på sin plads og planeterne cirkulerer i deres rette baner rundt om solen.

Det er vistnok Newton's 2. lov der siger, at hvis jeg vil op på bjerget, så må jeg mønstre en kraft, der er stærkere and tyngdekraften, hvilket er årsag til, at jeg efterhånden bliver våd på ryggen. Efter en times vandring i omkring 1300 meters højde, sker der pludselig noget. Jeg hører jeg en lyd lidt under mig.

Det er en gemse.

Sådan én har jeg aldrig set før. Den er belønningen for alle mine anstrengelser. Jeg står helt stille. Gemsen har garanteret set mig først men betragter mig tydeligvis ikke som nogen trussel. Lidt efter springer den videre - jeg kan høre dens klove, når den tager elegant tager afsæt på klipperne.

Jeg fortsætter opad. Jeg er allerede over skyerne. Det er er en sort vandresti og undervejs er jeg nødt til at tage hænderne til hjælp og klatre for at komme frem. Nogle steder skal jeg også holde øjnene fast på stien og ikke nyde udsigten. Som der står neden for bjerget - "Stien er ikke for folk med tendens til svimmelhed". Opstigningen begynder at trække søm ud - jeg tager flere og flere pauser - og da jeg ser et skilt, som fortæller, at der er halvanden time til Seebergspitze, beslutter jeg, at nu er det tid til at vende om.

En djævel på den ene skulder siger..."kom nu, bare halvanden time til, så er du på toppen"...mens en engel på den anden skulder fortæller: .."Du har to timers nedtur og du kan altid komme tilbage i bedre form.."

Jeg holder en pause og nyder øjeblikket. Jeg er i 1.700 meters højde, tager min nylonjakke på og drikker det sidste af min vandflaske. Kroppen kan kun optage lidt over en halv liter vand i timen, så der er ingen grund til at bælle. Det kan jeg gøre i overmorgen i München, når Danmark møder Serbien i EM-kampen på Alianz Arena.

I går tog jeg svævebanen ned fra Twölferkopf, men idag skal jeg selv gå hele vejen ned. Man bliver ikke forpustet af at gå ned ad et bjerg, men presset på lårmusklerne er mere stressende. I morgen er jeg øm i kroppen.

Jeg møder et par andre bjergvandrere på vej op. Som alle andre lokale, har de udstyret i orden. Rygsæk, vandretøj og ordentlige vandresko. I modsætning til os, er østrigerne er romantikere. De vandrer i bjernene, som generationer før dem. De har deres egen tøjstil, som globaliseringen ikke har kunnet få bugt med. De værner om deres kultur og holder den i live. Som skotterne har deres kilt har østrigerne deres lederhosen. Jeg er helt på deres side - både skotternes og østrigerne.

Vi hilser, stopper og snakker. Vi er "des" og de spørger mig, om jeg har været hele vejen til Seebergspitze?

"Næh, en smule for langt for mig. Hvor skal De hen?"

"Vi nøjes med Ebenerblick", svarer kvinden.

"Det er tre kvarter den vej", siger jeg og peger opad.

Vi sludrer et par minutter; de får pusten og jeg får hvilet lårene. Det er en god oplevelse; var jeg blevet lidt længere, havde vi udvekslet email-adresser. Vi siger 'Tschüss' og fortsætter; dem opad og jeg nedad. Nu vil jeg gerne have det overstået og har ikke længere blik for naturens skønhed. Men når jeg kommer ned, har jeg det vidunderligt. Mine ben er trætte men sindet er renset og verden er sat i sit rette perspektiv.

[planteven]

Vi har besteget fjeld, været i Tórshavn og drukket overpriced kaffe på en fin café og der er kun gået 24 timer

[dunderklumpen]

Gennem Grønland subtitles, pt. 2/5

Below the cut are the Danish subtitles for the second episode of Gennem Grønland med Nikolaj Coster-Waldau, which is available (not geoblocked as far as I'm aware) on DRTV here.

No copyright infringement intended by posting these subtitles. Just trying to lower the language barrier.

episode 1 - episode 2 - episode 3 - episode 4 - episode 5 - srt files

Gennem Grønland med Nikolaj Coster-Waldau episode 2 subtitles

For 21 år siden forelskede jeg mig i Nukâka fra Uummannaq.

Og jeg forelskede mig i hendes hjemland, Grønland.

Nu rejser jeg gennem Grønland fra nord til syd, fra vest til øst -

- for at udforske dette enorme land -

- og møde de fantastiske mennesker, der bor og arbejder her.

Mit navn er Nikolaj Coster-Waldau. Velkommen til min rejse -

- gennem Kalaallit Nunaat. Min rejse gennem Grønland.

Efter nogle begivenhedsrige døgn i Nordgrønland -

- fører min rejse mig 1000 km sydpå.

Det siger en hel del om Grønlands størrelse -

- at vi stadig er nord for polarcirklen, da vi lander.

Kangerlussuaq, anlagt som militærbase af USA under 2. verdenskrig -

- bliver vores udgangspunkt for ekspeditionens næste etaper.

Sammen med min svoger Peter skal jeg ud på en tosset ekspedition.

Vi skal overnatte på indlandsisen, og det glæder jeg mig helt vildt til.

Men først skal vi på jagt.

Vi er i Kangerlussuaq, der før hed Søndre Strømfjord, i havnen.

Vi skal sejle ind til min anden svoger, Kim.

Han har sat lejr, og så skal vi på moskusjagt.

For mange grønlændere er jagten en naturlig del af dagligdagen.

Min svigerfamilie har også altid fyldt fryseren godt inden vinteren.

Jeg har lige mødt... Den båd, der ligger længst nede.

Det er Kims gamle jagtmakker.

Han sagde: "Uh, I skal ind til den der... Der er 900 meter op."

Man starter med at gå 900 meter op. Jeg har hørt, det skulle være hårdt.

Men så er der nok ikke så mange andre og større chance for at finde dyr.

De har været her i to dage og ikke fundet dyr.

Jeg glæder mig. Jeg har hørt meget om moskusjagt de sidste mange år.

- Skal vi komme af sted? - Yes.

Kim ankom i går og slog lejr. Han er en erfaren jæger.

Jeg glæder mig til at gå på jagt med ham. Vi skal bare lige finde lejren.

Jeg tror, det er Kim. Jeg kan kende maven.

Ja, der har vi Kim.

Det betyder meget for Kim at gå på jagt. Det er i hans blod.

Der er kaffe fra supermarkedet.

Jeg har altid gerne villet prøve det.

Det var fantastisk at få muligheden nu sammen med Peter.

Han har heller aldrig været på moskusjagt, så det er genialt.

Er det her?

Velkommen til mit land.

Det er 14. gang, jeg er her.

Han er på most wanted-listen i moskusverdenen.

Kim er eksperten. Han ved, hvordan man gør det.

Vi har en times vandring foran os -

- før vi når op over fjeldkammen, 900 meter oppe.

Deroppe kan vi være heldige at finde moskusokserne.

Hvis vi er heldige og skyder et dyr -

- skal det jo bæres ned. Det er derfor, jeg er her.

Jeg har hørt meget om, hvor hårdt arbejde det er.

Kim giver mig valget mellem to traditionelle metoder:

Bæresele eller stativ.

Hvad foretrækker du?

Det er jo umuligt at sige. Hvad ville du foretrække?

Jeg skal jo gøre alt som dig.

- Det er bæreselen? - Ja.

- Det er op på hovedet. - Så den sidder der?

- Det må være den. - Er du sikker?

- Nej. - Vi kan sagtens skiftes.

- Jeg starter med den her. - Selvfølgelig.

Gud ja, der er også en riffel.

Er den klar til skud, når du går med den?

Der sidder ikke noget i kammeret.

Der er den regel i Grønland, at grønlændere gerne må skyde.

Men ellers skal du have en outfitter, en lokal jagtguide, med ud.

Der var ingen outfittere, der kunne, så jeg må ikke skyde.

Men jeg far lov til at holde riflen, indtil den skal bruges.

Skal vi?

Jeg har været på jagt heroppe før.

Jeg har også været lidt på jagt, da jeg var dreng i Tybjerg.

Jeg er bange for at komme til at lave noget åndssvagt.

Så skal jeg høre for det de næste mange år.

Du sagde, det bedste er at gå efter en etårig eller toårig?

På toårige stikker hornet ligeud. De laver ikke sådan en bue.

- Det er først, nar de bliver ældre? - Ja. Tre år. Så har de dem.

Treårige har hår mellem hornene. Det kan du se på dem.

Med de store er det trofæet, man går efter?

- Vi går efter det, der smager bedst. - Ja.

Men ser vi en treårig, skyder vi den. Nu har jeg jo bærere.

Engang skulle man til Nordgrønland for at finde moskusokser i naturen.

Men i 1962 flyttede man 27 okser til området omkring Kangerlussuaq -

- og i dag er der over 10.000 dyr derinde.

Den er rigtig god.

Når vi kommer op, skal vi jo finde de her dyr.

Det er et enormt landskab. Når man ser dem, er det tit prikker.

Tit ved jeg ikke, om det er et dy eller en sten. Det er oftest en sten.

Men så står vi og kigger, og pludselig ser jeg dyrene.

Og så bliver det spændende. De er ikke så langt væk.

Vinden er i ryggen på os, så vi går hele vejen udenom.

- Og så vente på, at de kommer frem? - Nej, vi går frem.

Det vigtige er jo ikke at skræmme dyrene væk.

Adrenalinen pumper jo.

De er jo også store. På et tidspunkt ser den store han mig.

Kim har fortalt gode historier om, at de er løbet imod ham.

Han har skudt flere gange, og projektilet ryger bare af hovedet.

Det er første gang, jeg står over for sådan et stort dyr.

Kim er jo... Jeg ved ikke, hvor han har den tålmodighed fra.

Det er os, der er med på moskusjagt og skal lære, hvordan man parterer.

- Du skal bare skære halsen over. - Nå, jeg troede, jeg skulle...

Nu er den der.

Her. Den tager jeg.

Lige bag ved geviret.

Start herfra. Tag fat i skindet og snit oppe i fedtet.

- Så langt oppe, du kan. - Det går ikke så godt.

- Det er ikke nogen altertavle. - Er det her okay?

- Du skal bare sige... - Vi skal jo også hjem i dag.

- Gør jeg noget forkert nu? - Nej. Du fortsætter bare.

Og så skal jeg gå den her vej op, ikke? Hvor dybt?

Lige under hinden.

Sådan der. Så stikker du to fingre i. Og så kører du bare.

- Det er, sa du ikke stikker... - Mavesækken.

Da vi parterer... Det er kompliceret at få gjort det ordentligt -

- sa køllerne er intakte, og man ikke ødelægger det.

Der er meget tryk på.

Du har snittet i tissemanden.

Jeg er jo forsigtig. Så kommer maven. Mavesækken skal man jo også have ud.

Det hele er jo varmt, og man skal have det ud.

Det vigtigste er jo tarmsystemet og så selvfølgelig røvhullet.

På et tidspunkt siger han: "Pas på lorten."

Jeg siger: "Det her?" og stikker fingeren ned i.

Så langt op, du overhovedet kan få fat.

- Det er ikke godt, det der. - I mellemgulvet.

Der, hvor det ryger op. Her til lungerne.

Længere ind. Op til spiserøret. Halsen er helt heroppe.

Der er jo bakterier i lort. Den skal ikke hen på det, du skal spise.

Og man skal partere hurtigt, så der ikke kommer spyfluer i.

Når de kommer i, og det går meget stærkt, så har du mider i kødet.

Kim siger, man sagtens kan spise det. Det er alt sammen proteiner.

Måske lige et par sener derinde bagved. Ovre til venstre.

Lad os se, om vi kan redde leveren.

Jeg ved ikke, hvordan han kan være så tålmodig med os.

Vi havde en skarp kniv, men vi var ikke de skarpeste knive i skuffen.

Det er en toårig okse, vi skal have med hjem.

Toårige dyr vejer typisk omkring 200 kilo.

Vi skal fordele kødet mellem os og slæbe det ned til lejren. På ryggen.

Så jeg finder meget snart ud af, om bæreselen var det rigtige valg.

Og så lige få knuden op.

- Dertil cirka? - Ja. Så skal den op på ryggen.

For helvede.

Hold da kæft, det er tungt.

Okay. Hvad vej?

Den vej. Ned for enden af søen.

- Altså lige ned? - Ja. Lige ned.

Jeg begynder bare at gå.

Jeg tænkte bare: "Det kan jeg jo ikke.

Hvordan fanden kommer jeg ned? Det kan jo ikke lade sig gøre."

Men så gør man det jo.

Er du sindssyg, det er hårdt.

- Hvor langt er vi? - Lige heromme bagved er nedturen.

- Vi kan snart se teltet. - Vi tager en masse pauser, ikke?

- Jo. Alle de pauser, vi vil have. - Er du sindssyg... Min nakke, mand.

Du gør det forkert. Sæt den cirka her.

Træk stropperne så langt ned som muligt, så du får trækket lige ned.

Så det går på rygsøjlen.

Så du ikke skal gå og ligne en gammel mand.

Kim har altid fortalt mig om de her ture, og hvor hårdt det er.

Og jeg har måske...

...altid tænkt: "Ja, men hvor hårdt kan det være?"

Det erjo bare at tage en rygsæk på ryggen og så gå. Det er fint nok.

Jeg tror faktisk, jeg kan sige -

- at det fysisk er det hårdeste, jeg har prøvet i mit liv.

Det er morgen på lufthavnshotellet i Kangerlussuaq.

Selvom gårsdagens jagt stadig kan mærkes i knoglerne -

- er jeg ivrig efter at komme videre.

Vi skal den vej. Isen ligger derinde.

Vi skal ud og sove på den store isklump. På indlandsisen.

Gad vide, hvis man skal skide... Den er svær at skjule derude.

Skal man have regnbukser... Der er jo nok lidt vådt deroppe.

Jeg har tit fløjet over Grønland og kigget ned på indlandsisen -

- som dækker over 80% af landet, men jeg har aldrig været på isen.

Jeg glæder mig til at komme derind.

- Hold kæft, en bus. Nikolaj. - Velkommen.

- Peter. - Karsten.

- Er det en ombygget HT-bus? - Meget bedre. Den er fra Island.

Hold da kæft, hvor fedt.

Vi kører ad Grønlands længste vej de 37 km, der er op til iskanten.

- Hvor kommer du fra? - Fra Tasiilaq.

Hvordan er du så endt her?

Jeg boede de første 20 år af mit liv heroppe.

Jeg blev uddannet kok oprindeligt. Så boede jeg i Holbæk i 29 år.

Børnene er blevet store.

Jeg fik chancen for at arbejde her. Så kunne jeg ikke sige nej.

- Det er faktisk vores golfbane. - Jeres golfbane?

Ja. Den blev bygget af to svenske piloter i 70'erne, der fløj for SAS.

- Er den stadigvæk til at spille på? - Jeg tror, du skal være rigtig god.

Jeg glæder mig meget. Jeg har hørt meget om den is.

Hvor højt ligger det sted, vi kommer til? Kommer vi op?

- Det hedder Punkt 660... - Er det 660 meter over havet?

- Du er hurtig. - Jeg er så skarp.

Det var første step på turen. Vi er kommet til Punkt 660.

Nu skal vi have alt vores udstyr båret over morænen og ned på isen.

- Sådan et par. - Og hvad er det her?

Det er gamacher. Hvis du stikker dem her ind i dine bukser, er det farvel.

Så tager vi tilbage. Det gider jeg ikke.

Man må selv vælge, om man vil have en vandrestav eller to.

Så.

Hvad er den der blå?

Vi har jo et toilet derinde. Hvis nogen skal stort eller andet -

- så tager vi det med tilbage, og så ryger det ud.

Jeg har de sidste par år arbejdet som goodwill-ambassadør for FN -

- og prøvet at skabe opmærksomhed omkring klimaforandringerne.

Isen i Grønland fungerer lidt ligesom kanariefuglen i kulminen.

Den fortæller os, om det går godt eller skidt.

Og lige nu går det ikke så godt.

Du sagde, du havde været her engang, hvor isen startede lige der.

Jeg kan ikke huske året, men da var det lige heroppe over.

Karsten, du sagde, det passede med, at Peter var her for 12 år siden.

- Da startede isen deroppe? - Isen lå der, hvor det orange...

- Og sa gik det opad? - Så gik det bare opad.

Det er jo helt vildt, at det smelter så hurtigt.

- Skal vi den vej? - Ja.

Vi skal op over morænen, før vi når ind til selve isen.

Derfra er der tre kilometers vandring til Karstens lejr.

- Karsten, hvor tyk er isen herude? - Lige her?

Ja, når vi kommer ind på den.

Når vi begynder at gå ind på den, er den 20-30 meter.

Inde ved camp er den lidt over 100 meter.

Hold da kæft.

Så gør vi klar til at pakke.

- Holder den? - Prøv at hoppe.

Hvorfor tror du, der er sprækker? Nogle gange holder den ikke.

Det er den vigtigste. Det er maden.

Nå...

- Bare ligeud? - Ja.

Her i udkanten af indlandsisen er terrænet kuperet og isen grålig.

Jo længere man kommer ind, jo mere hvid og jævn bliver den.

Det her sindssyge landskab, er det en aftegning af undergrunden?

Det er noget med undergrunden. Hvis du har kysten -

- så går isen som en bue. Undergrunden går som en stor dal.

Når isen bliver presset ud til siden, rammer den kysternes grundfjeld.

Det er ligesom et stykke papir eller en harmonika.

Isen bliver bremset og buler op.

Den stopper, men har et pres inde fra midten af isen, hvor der er fladt.

- Hvor stor er isen? - Den er rigtig stor.

Det tænkte jeg nok. Hvor meget...?

81% af Grønland er ren is. Jeg mener, det er 1,7 mio. km2.

1,7 mio. km2? Det er meget.

10% af Jordens ferskvand ligger frossent her som et lager.

Hvis den smeltede helt, hvor meget ville verdenshavene så stige?

- Så er der en del, der forsvinder. - Holland og Danmark.

- Det er vores camp? - Det er det.

- Det er mit telt, der står der. - Nej, det er mit.

Var det hårdt med det kamera der?

Jamen fedt.

- Okay. - Klar?

- Bingo. - Super.

- Velkommen til. - Tak.

Så... Ja. Nu skal vi til at arbejde.

- Sætter vi nogle telte op? - Ja. Og det har I prøvet før?

Er det ikke ligesom tv-køkkenet, hvor man har gjort noget klar?

Du får et telt. Så finder vi et sted, hvor der er fladt.

- Hvad vej skal hovedet være? - Det er rigtigt, det der.

- Yes. - Så.

For helvede...

Jeg har fået den i den næstyderste. Den skal ind? Jeg kan godt.

Nej, det er fint nok.

Når lejren er blevet etableret, vil Karsten tage os længere ind på isen -

- for at se de naturfænomener, som ismasserne skaber.

Du synes ikke, vi har gået længe nok? Det var også det, jeg sagde.

Vi har været på moskusjagt. Vi er i træning.

Vi er ikke spor ømme efter moskusjagten.

Jeg synes, vi skal gå derover.

- Derover på det hvide? - Ja.

Jeg kan høre noget, der rumler.

Det er en lille smeltevandsflod -

- der ryger ned i et hul. Det løber neden under isen.

Jeg har sikkert set for mange film, men der er ikke nogen fare her?

- Nej. Ikke når jeg er med dig. - Det er jeg så glad for, Karsten.

Når man ser det der hul -

- som går helt ned til bunden af isen...

Det ser jo bare så fantastisk ud.

Hold da kæft. Den er dyb.

Og det er dragende. Man vil lige se, hvad der på den anden side.

Så kommer man rundt og ser sådan en fantastisk blå sø -

- der ser sa Indbydende ud. Men hvis du falder i, er du færdig.

- Hvad laver du? - Jeg brugte hånden.

Du skal ikke tage fra med hænderne. Det er ligesom glas.

Jeg skal have noget førstehjælp her. Nej, det er fint.

Det er jo helt vildt knoldet. Hvor langt er det knoldet?

Omkring 90 km. Den vej.

Det tykkeste er 3,2 km tykt.

Hvordan fanden...? Det virker bare...

Vi skal lige herop en gang og kigge.

Lige om lidt vil vi stå hernede på kanten. Lad os gøre det.

Det er slutningen af sommeren, den årlige afsmeltningssæson i Grønland.

Her går indlandsisen fra at blive mindre til at blive større.

Dermed er de mange smeltevandsfloder på deres højeste netop nu.

Her kan du næsten se, hvor dyb den er.

- Og dem er der... tusindvis af? - Ja.

Det er helt normalt, at isen smelter om sommeren.

Det er ikke normalt, at den mængde is, der kommer til om vinteren -

- er mindre end det, der smelter.

Når foråret starter herinde, og vintersneen begynder at smelte -

- og det har stået på tre-fire uger, så smelter der 4-5 cm i døgnet.

Hvis vi har tre uger med solskin -

- forsvinder der 4-5 cm | døgnet. Af den her is.

Og det er, fordi klimaet forandrer sig.

Hvad tænker du, nar folk siger, der ikke er noget, der forandrer sig?

De kan bare tage herop og kigge selv.

Altså... Det er bare at tage herind og så kigge på nogle gamle billeder.

Det er virkelig overvældende at gå rundt i det her landskab.

Der er så mange fantastiske oplevelser -

- at man føler sig meget privilegeret at få lov til at opleve det her.

Jeg får gåsehud hele tiden. Ikke fordi det er koldt.

Det er lidt ligesom mange ting i Grønland. Du taber pusten.

Du er virkelig et lillebitte sandkorn her.

Jeg har gourmetgryde med vildtkød.

- Gourmetgryde med vildtkød? - Ja.

Og så har vi flødenudler med kylling og spinat.

- Og hvad er det sidste? - Det er chicken tikka masala.

Jeg er på den der vildtgryde.

Moskusgryde...

Lad os komme i gang.

Ah ja.

- Skal du have vand i også? - Nej, jeg tager den tør.

Det var en fantastisk tur. Tak skal du have. Det var helt vildt.

Man har bare lyst til at fortsætte over næste høj og næste høj...

Det er fantastisk. Det smager så godt, mand.

Så er der vist til drinks her.

Så er der is.

Nu vil jeg tage en øl og gå i en brandert.

- Oh yes. - Skal du have en eller to klumper?

To klumper.

Tak.

- Det snakker meget. - Skål.

Lige i starten. Den her er næsten stoppet.

Tak for en dejlig dag. En fantastisk tur.

Selv tak.

- Vi kommer til at sove godt. - God afslutning på dagen.

Den er ikke sådan at kimse ad.

- Godnat. - Godnat.

Vi har sovet fint.

Luften var gået ud af underlaget, så man kunne mærke isen.

Men jeg sov fint.

Det er sgu koldt.

Jeg vil bare lige sige, at jeg har det med at...

...børste tænder på en meget aggressiv måde.

Så kan man følge det hele vejen ud til... Nej.

Det var godt.

Nå. Det var sa første stop på vores lille morgentoilette.

Nu skal vi så til stop to.

Det er fuldstændig sindssygt at vågne op her.

Man kigger ud, og så er det bare...

Så tænker man bare...

...jeg skal simpelthen morgenskide.

Nu skal vi tilbage mod Kangerlussuaq, og så flyver vi til Ilulissat.

Der møder vi så min kone, Nukâka.

Det er jo ikke usædvanligt i vores liv, at jeg er ude at rejse -

- og vi ikke har set hinanden i et stykke tid.

Men der er jo internet og telefon, så vi har jo været i kontakt.

Men jeg kan jo godt lide hende, så jeg glæder mig til at se hende.

Ilulissat er Grønlands tredjestørste by og et populært turistmål.

Jeg skal kun være her et døgns tid, inden jeg og Nukâka drager videre.

Nu kommer de.

Hej.

Vi har været sammen i mere end 20 år og har været i Grønland mange gange.

Men nu skal vi opleve en del af landet, vi aldrig har besøgt sammen.

I morgen rejser vi til Uummannaq, Nukâkas barndomsby.

Men først skal vi have aftensmad.

Og selvom Karstens frysetørrede vildtgryde var lækker -

- så har jeg lyst til noget mere frisk denne gang.

Vi skal besøge en restaurant, der ligger 20 km nord for Ilulissat.

Vi kan vandre i otte timer eller tage en speedbåd. Vi vælger speedbåden.

Det er sgu da smukt. Hvad?

- Det er da pænt. - Hold da op.

Lækkert hår.

- Hold k... - Jeg sagde ikke noget med vilje.

- Hvor er her smukt. For satan. - Nøj, hvor er her smukt.

Oqaatsut hed oprindelig Rodebay -

- og blev grundlagt a hollandske hvalfangere i 1700-tallet.

- 3952. - "Rodebay fish".

De hollandske hvalfangere gav det navnet Rodebay.

Hvorfor tror du, det hed det?

De fangede rigtig mange hvaler, så den var helt rød af blod.

Der er restauranten.

Jeg fik at vide, at der bor 46 mennesker i Oqaatsut -

- og 200 slædehunde.

Til gengæld fortalte de ikke, at der også var to milliarder myg.

Heldige hunde. De skal have sælkød.

- Var det resterne, vi så? - Det ved jeg ikke.

Vi går i land, samtidig med at hundene skal fodres med sælkød.

Nukâka og jeg er vist ikke de eneste, der er sultne.

Bare kom. De gør ikke noget.

- Nåhr, de er helt forventningsfulde. - Er du sindssyg.

- Så blev der stille. - Ja.

- Se, hvor hurtigt de spiser. - Det er helt...

Det er ulve.

Hallo. Er det Messi?

Nej!

Jeg tror på det.

Hvordan siger man "den er inde" på grønlandsk?

Den er inde!

Oqaatsut er en af Grønlands mindste bygder.

Ikke desto mindre findes her en restaurant -

- som har Specialiseret sig i lokal grønlandsk mad.

- Hej. - Hej.

- Kom indenfor. - Tak.

Bag stedet med det usædvanlige navn H8 -

- gemmer sig det grønlandsk-franske par Charlotte og Julien.

Hej. Julien.

- Det er et skønt sted. - Det er også et skønt vejr.

Hvad betyder H8?

Når amerikanerne skulle smide forsyninger fra deres helikoptere -

- kaldte de dette sted for H8. Når de fløj over, kunne de se "H8".

Når de skulle smide varer ned, kunne de se, når det var til H8...

Det giver jo mening. Det her går længere tilbage end amerikanerne?

Ja. Det er hvalfangerne i 1800-tallet.

- Og I har mad? - Ja.

- Vi er sultne. - Meget sultne.

I får det bord.

Det ligner et filmset.

En kulisse. Fordi det er så perfekt.

Det er dejligt. Det er også en rigtig flot udsigt.

- Kommer der hvaler herind? - Ja. Mange hvaler.

- Lige herind? - Ja, lige herind.

I begyndelsen af juli, juni-juli -

- går børnene fra skolen oppe på toppen deroppe -

- og jubler, når de ser hvaler.

Og klapper og det hele. "Der er en hval!"

- Hvor mange børn er der? - De er ni.

- I har også børn? - Vi har tre børn.

Vil du sidde ned et øjeblik?

Hvordan ender en franskmand -

- i Rodebay...

Det er en lang historie. Jeg slog tre mennesker ihjel i Frankrig...

- Du er eftersøgt. - Nej, jeg kom første gang i 2004.

Jeg var bjergklatrer og professionel basejumper.

Jeg var ude for en ulykke og vidste ikke, hvad jeg skulle med mit liv.

Så jeg tog tilbage til Grønland.

Nu bor jeg her og er jæger og fanger.

Det føles bare rigtigt. Jeg kan ikke forklare det.

Jeg føler mig ikke hjemme i Frankrig, men det gør jeg her.

- Men det er nyt, at I bor her, ikke? - Jo, det er helt nyt.

I har lige overtaget restauranten. I en perfekt verden, om fem år

...bor I så stadig her?

Ja, vi vil blive her længere.

Vi vil starte en basecamp -

- hvor man kan sejle i kajak og tage ud herfra.

Skabe job, så folk kommer tilbage til bygden.

Så folk kan bo og arbejde her?

Hej.

Goddag.

Her har vi Ulloriaq.

Så tager jeg en Greenlandic plate.

Og så vil jeg gerne bede om en øl, hvis du har en grønlandsk øl.

Jeg vil bare have vand og en kop kaffe.

Jeg havde aldrig gået på jagt før. Jeg vidste intet om hunde -

Folk i Grønland er søde til at hjælpe. De griner ikke ad en.

De siger ikke: "Se franskmanden, han ser dum ud."

Man får lov til at begå sine fejl, og bagefter siger de:

"Det er ikke godt. Gør sådan her." Og så lærer man det.

Det gælder både jagt og fiskeri.

Hvor ser det godt ud.

Er det her... Har du selv fanget noget af det?

Helleflynderen har jeg muligvis fanget.

Narhvalen er fanget af min ven.

Det er sælfedt, som vi har frosset ned.

Vi bruger det til at blødgøre den tørrede torsk.

Ligesom man bruger olie til brød.

- Det har jeg aldrig fået før. - Har du ikke?

- Nej. Efter 20 ar... - Så er det på tide.

Jeg tager lige lidt sælfedt.

Da vi var børn, legede vi, at det var en flyvemaskine.

Tak. Tusind tak for det her.

Tak, fordi I var værter for os.

- Mange tak. - Jeg siger også tak.

- Tak. Vi ses. - Selv tak. I er altid velkomne her.

- Vil du have den på? - Ja. Tak.

- Vi ses. - Farvel.

Farvel.

Grønland er jo...

Der er folk, der er kommet hertil, og han er tydeligvis en mand -

- der ikke ser forhindringer, men muligheder.

Kunne du gøre det? Kunne I?

Jeg kunne godt. Tror jeg.

Det ved jeg ikke. Jeg laver jo det, som jeg er vildt passioneret omkring.

Jeg elsker at prøve forskellige ting. Det er også fordelen ved mit arbejde.

Men du kunne jo have base hvor som helst.

Jeg elsker jo Grønland. Det er derfor, vi lavede den her tur.

Jeg kan genkende hans fascination.

Nikolaj er en, der skal opleve noget.

For mig er det ikke at skulle kunne en masse.

- Du kan jo det med hundeslæder. - Nå ja, men også bare at være her.

- At geare helt ned. - Ja. Det kan jeg ikke.

Du kan gå ud og være heman. Så kan jeg nusse med hundehvalpene.

Og spille bold med børnene.

Okay.

Så kan vi jo...

Danske tekster: Helene Borring Dansk Video Tekst

[dennisasp]

2020: Sommerferie i Jylland

New Post has been published on https://dennisasp.dk/2020-sommerferie-i-jylland/

2020: Sommerferie i Jylland

År 2020 har indtil nu været et meget specielt år, og har tvunget mange folk til at tænke i alternative løsninger. Dette gælder især, når man snakker om at rejse. Min kæreste, Cecilie og jeg havde taget uge 27 fri for at tage på Roskilde Festival som så mange gange før, men det blev ikke til noget i år, så derfor måtte vi også finde et alternativ, og det blev denne gang Jylland. Tanken var egentlig en lidt større rejse til efteråret, men det ser også lidt skidt ud for de planer, så vi måtte lidt ud i den ene uge vi havde ferie sammen. Derfor var vi i stedet for Tokyo (2018) i år i Thy, og i stedet for Pearl Harbour på Hawaii (2016) var vi ved bunkermuseet i Hanstholm.

Lodbjerg Fyr, National Park Thy. Foto: Cecilie Eske Hansen

Da jeg havde noget arbejdsmæssigt, jeg blev nødt til at deltage i om tirsdagen, tog vi først afsted så snart jeg var hjemme der. Cecilies gode venner, som vel også er gået hen og blevet mine venner, tog godt imod os i Odense, hvor vi gjorde stop for natten. Derfra startede vores roadtrip næste formiddag, og vi smed første gang bilen ved Lodbjerg Fyr i Nationalpark Thy. Man siger ganske vist, at der er noget øde i Vestjylland, og her fik vi første gang syn for sagen. Der ER virkelig øde derovre, og det er ganske smukt. Der var indtil flere vandreruter, så vi begav os ud ad en af dem, og gik gennem sandklitterne, der strakte sig så langt øjet rakte. For en sjællænder som mig selv, er det en unik natur, der med små og store knolde, nærmest ligner en pløjemark, der er pløjet af en gigantisk traktor. Vi fortsatte indtil vi kom helt ud til Vesterhavet, hvor det naturligvis blæste en hel del. Efter en god frokost fortsatte vi turen op langs kysten, og landede blandt de mange bunkere i Hanstholm.

Bunkermuseum Hanstholm

Jeg elsker at besøge den slags steder, og selvom det ikke var det samme som min rejse til Hawaii eller de mange interessante steder i Berlin, kunne det bestemt noget, at det var dansk. Det er helt surrealistisk, at de ellers så fredelige Jyder, har lagt jord til at forsvare det meste af Europa mod angreb fra vest. Tænk hvis de allierede tropper under D-dag var væltet i land et så fredeligt, (uden for turistsæson) sted som Klitmøller eller Løkken. Vi havde desværre ikke så god tid på

Bunkermuseum Hanstholm. Foto: Cecilie Eske Hansen

Bunkermuseum Hanstholm, og hvad vi ikke vidste var, at udover bunkeren på museet ligger der en identisk bunker ved siden af, man med et par vandtætte sko og en pandelampe kan udforske. Det vil jeg gøre næste gang, jeg kommer denne del af Jylland.

Bunkere havde vi ikke fået helt nok af, så vi kørte ned til stranden i Vigsø, hvor vandet med tiden har gravet bunkerne fri. Det ser spøjst ud, og giver mulighed for, at man kan komme ind i og op på nogle af dem. Det passede godt til vores barnlige sjæle, og da vejret var godt, var det ikke svært at få tiden til at gå der. Men vi skulle også videre, for selvom det nord- og vestlige Jylland er meget turistvenligt, holder restauranterne ikke åbent for evigt. Næste stop var Bulbjerg Knude, Skarreklitten og observationsbunkeren. Klitten er det eneste høje punkt i området, og der er en helt fantastisk udsigt derfra. Op og ned langs kysten kunne vi se så langt øjet rakte, og det samme gjorde sig gældende mod vest ud over havet. For foden af klippen kunne vi se de utallige fugle, der havde gjort klippen til deres hjem. Angiveligt har der stået en rent imponerende 16 meter høj klippe i havet, der var beboet er skarrer, indtil den væltede i en storm i 1978. Det var desværre for højvandet til, at man kunne se resterne af den da vi var der.

Vi sluttede dagen i Blokhus, og ville gerne have spist på en fiskerestaurant, men klokken var blevet mange, og et begrænset udvalg (og til dels en begrænset tålmodighed som følge af stigende sult) ledte os til den italienske Salino, hvor vi fik verdens lækreste Linguine. En kort gåtur ved stranden senere, slog vi telt op i Blokhus Klitplantage for natten. Det kan i øvrigt varmt anbefales. Her fandt vi foruden teltpladser også bålpladser, toiletter, vandposter, brændedepoter og meget mere blot 5 minutters gang fra parkeringspladsen. Så var det let at gå tilbage til bilen næste morgen og fortsætte nordpå.

Bulbjerg Vestjylland

Dag 2 bød i korte træk på sand. Rigtig meget sand. Sand i skoene, i bilen, i øjnene og alle de steder der ikke skal være sand. Vi kørte til Løkken og gik en tur i byen og drak en kop kaffe. Der sker ikke et hak der, men byen var hyggelig nok. Den største oplevelse for mig var nok, hvordan der var sand overalt i gaderne, i luften og blæsende ned fra tagene, som var det sne i en alpeby. Vi havde dog ikke fået nok af sand, så vi fortsatte til Rubjerg Knude Fyr, hvor sandet føg om ørerne på os. Det er egentligt en pudsig seværdighed, for der er ikke andet end et fyrtårn. Man kan dog komme op i det, hvilket også giver en fin udsigt og en stærk fornemmelse af vejrets kræfter. Der var lidt fornemmelse af ørken, hvilket dog overgås af Råbjerg Mile, som var vores næste stop.

Rubjerg Knude Fyr, Vestjylland. Foto: Cecilie Eske Hansen

Det slog mig endnu en gang, at den jyske natur er voldsomt undervurderet, og et sted som Råbjerg Mile er fuldstændigt unikt. Vi kunne selvfølgelig heller ikke undlade at være legebørn, og kaste os ud over sandklitterne.

Cecilie springer ud fra klitterne i Råbjerg Mile, Vestjylland

Turens lavpunkt kom ved Den Tilsandede Kirke i Skagen, der i mit hoved så ud som Rubjerg Knude Fyr – et kirketårn fuldstændigt omgivet af sand. I virkeligheden var det blot et kirketårn for enden af en grussti under påskud af, at der var en kirke nedenunder. Så vi hastede videre til en af de ting jeg især havde set frem til, nemlig Grenen og Danmarks nordligste punkt. Vi havde angiveligt valgt en perfekt dag, for det blæste godt, hvilket fik det til at se voldsomt ud, når bølgerne fra øst og vest buldrede sammen et par meter nord for kysten.

Desuden så vi 3 sæler i vandkanten, og der var ikke nær så mange turister, som vi på de sociale medier kunne se, at der var i ugerne efter. Vi lykkedes med at finde en fiskerestaurant i Skagen (de ville også være underligt andet), og så gik turen mod Aalborg, hvor vi havde booket en overnatning. Før sengetid skulle vi dog have en enkelt i ”Gaden”, altså Jomfru Ane Gade, men selvom halvdelen af barerne var åbne trods Corona-situationen, følte vi os både for gamle og for ædru til at deltage i studenternes fest og fandt i stedet en irsk bar ikke så langt derfra.

Grenen, Skagen, Nordjylland

På den tredje dag skulle vi til Århus, og den første attraktion var parkeringspladserne: Dokk1’s nye parkeringshus viste sig, at være noget fra fremtiden. Man smed blot bilen, stak sit dankort i en maskine og så forsvandt bilen ned under jorden. Stak man kortet i terminalen igen, kom bilen på magisk vis tilbage til en inden for kort tid. Et mirakel! Århus er altid lidt skæg at komme til, for personligt har jeg været der en del, særligt for at træne parkour og tricking med en masse folk, jeg desværre ikke ser så ofte mere. Derudover også for at besøge min kæreste Cecilie, der i en periode boede i byen, og derfor også så det som et kærkomment gensyn.

Vi fik frokost fra Århus Streetfood, som varmt kan anbefales, og så gik turen ellers lidt ud af byen, for at se Himmelbjerget. Jeg havde en klar forventning om, at man skulle gå lidt op ad ”bjerget”, men der var åbenbart ikke mere end 200 meter fra P-pladsen til tårnet på toppen af Himmelbjerget. Så vi startede med at gå ned til vandet en kilometers penge derfra, og derefter vandre op til tårnet. Omgivelserne var helt fantastiske, og kommer jeg en dag tilbage hertil, bliver det fra vandsiden i kano.

Himmelbjerget, Silkeborg, Århus, Jylland. Foto: Cecilie Eske Hansen

På vej tilbage til Århus for at spise aftensmad på Århus Streetfood endnu engang, lagde vi vejen forbi Tilst Disc Golf Bane. Hjemmefra havde vi fået den anbefalet, og glædede os til at prøve en helt ny bane, i stedet for de sædvanlige i Roskilde (Ringen og RUC) og i Valbyparken. Banen var rigtig fed; fremragende banedesign, alsidig og med lækre tee-pads – noget der står i kontrast til Valbyparken, for man nærmest starter med at spille fra en bunker. Vi havde på hele vores tur været heldig med vejret, og kun haft regn mens vi kørte i bil eller sov. Efter 9 huller på banen slap heldet op, og vi måtte trække os for vejret, da det var blevet noget vådt. Endnu en gang overnattede vi i telt, og da regnen fortsatte på dag 4, tog vi en tur i Botanisk Haves væksthus. Desværre opdagede vi for sent, at for at komme på Moesgaard, skulle man grundet corona booke billetten hjemmefra, og det var for sent nu. Så vi satte stille og roligt kursen mod Kolding, hvor vi havde inviteret os selv på en overnatning hos Cecilies farbror, tante og fætter, den sidste del af familien på den side, jeg endnu ikke havde mødt. Det var nærmest et højdepunkt fra turen, for udover at være rigtig hyggeligt, blev vi vartet godt op med fremragende hjemmelavet mad og lav-selv vaffelis. Jeg ville anbefale det til enhver der besøger Kolding, men det er en lille perle vi holder for os selv.

  Vi kan nu se, at alle andre danskere og tyskere gør os meget af turen efter, så vi er glade for at vi kom først, inden vi skulle køre, holde og stå i kø hele vejen gennem Jylland sammen med alle andre. Vi krydser fingre for, at situationen snart ændrer sig, så vi kan komme ud og opleve verden uden for vores landegrænser igen.

Så husk at vise hensyn og vaske dine hænder – ligesom altid 😊

God sommer!

Udvalgte billeder:

Kystbatteriet. Bunkere ved Hanstholm, Vestjylland

Kystbatteriet. Bunkere ved Hanstholm, Vestjylland

Vigsø Strand Bunkere, Vestjylland. Foto: Cecilie Eske Hansen

Dennis og Cecilie ved bunkerne på Vigsø Strand, Vestjylland. Foto: Cecilie Eske Hansen

Bulbjerg, Vestjylland. Foto: Cecilie Eske Hansen

Bulbjerg, Vestjylland. Foto: Cecilie Eske Hansen

Dennis ved Løkken Strand. Foto: Cecilie Eske Hansen

Udsigten fra Rubjerg Knude fyr, Vestjylland

Råbjerg Mile, Vestjylland, Nordjylland

Råbjerg Mile spring fra sandklitter. Foto: Cecilie Eske Hansen

Råbjerg Mile, Vestjylland, Nordjylland. Foto: Cecilie Eske Hansen

Dennis ved Grenen, Skagen, Nordjylland. Foto: Cecilie Eske Hansen

Cecilie og Dennis ved Grenen, Skagen, Nordjylland. Foto: Cecilie Eske Hansen

Himmelbjerget, Silkeborg, Århus. Foto: Cecilie Eske Hansen

[kunstigt]

Tilbage over broen

Et øjeblik er jeg opslugt af en trøstesløs idé

der ikke vil omvælte sig fra andet

end det jeg selv kender til

Du vidste det ikke

Jeg vidste heller ikke

at jeg skulle klemme øjnene sammen

for at se 

Men vi kunne slå døren ind sammen

Den dag vi vil

Og vi kunne klemme en sø bort mellem vores fødder

og samle hænderne om hele gården

med træerne og det gule græs og bænkene og de grædende børn

som om det var første gang 

vi hilste på hinanden 

ude blandt alle andre

Tiderne skal gå langsomt 

så jeg kan hvile i den milde vrimmel 

af udtryk du giver bort

Kan vi cykle ned ad bakken sammen?

Du svarer ikke

Hvor går vi hen?

Tilbage over broen

og ind i Rema 

Minderne vælter frem 

og vi bevæger os hen mod boulevarden

Jeg kan mærke cigaretterne og dengang svømmetagene rigtigt tog til

Jeg ytrer mig om alt det jeg ikke har forstand på

men det rimer alligevel på tårer og uden at tænke over det

glider regnen ned i min hals

og fryser fast

Og uden at lægge mærke til det

er jeg væk igen

Og kører i bus, det blinker, og kører i tog, det blinker, og lyset stopper

Hvor ligger jeg gemt?

Jeg tænker på hvor jeg skal sætte fødderne næste gang

Og kigger udover kirkebakken 

og mærke et glimt 

der rækker udover det jeg en dag kan bliver til

Eller jeg kan bidde mig fast

men først flyve bort 

til medlemmernes begyndelse

Der hvor stjernerne tager til i styrke

vil jeg gemme dit ansigt

skubbe tågen ned i lommen

Og du vil være en lyd jeg ikke har lagt mærke til før

En uvis linje 

i mit eget hjemland 

Men lige nu vil stjernerne vandre henover dit ansigt 

og stå stille en lørdag morgen

[marianneogpeter]

Fredag d. 9.2.2018

I dag er vi kørt ud til vestkysten igen, men denne gang til den nederste del af Sydøen - et kæmpe naturområde kaldet Fiordland Nationalpark. Det er et område med dybe fjorde, mange tusinde større eller mindre vandfald, stejle klipper og høje bjerge. I morgen skal vi på en heldagstur og se området - vandring og sejlads på Milford Sound, som er en af de største fjorde, der går helt ud til det Tasmanske hav.

Under turen i dag gjorde vi holdt i en gammel guldgraver by, hvor husene fra dengang er bevaret, men det er desværre også blevet lidt af et turistmekka. Nu har vi efterhånden tilbagelagt mange kilometer på landevejen og set mange marker med kæmpe flokke af får og kvæg. De opdrætter også rådyr, som går i meget store flokke.

[ditte-i-brisbane]

Løb og vandreturer

Endnu en uge i Brissie, og denne har virkelig fået benene igang.

Jeg har i denne uge været ude og løbe med UQSRC fra mandag til fredag, hvilket har været vildt fedt! Jeg kan mærke, at jeg har fået bygget nogle benmuskler op :))) Tirsdag holdte løbeklubben intervaltræning med tysk- og filmklubben. Det betød at efter vi havde løbet intervaller spiste vi pizza og så derefter den tyske film "Run Lola Run". Jeg havde set filmen før i 8. klasse tysk undervisning, men den var endnu federe end husket :))) Jeb er begyndt at få nogle ret gode venner fra løbeklubben, og jeg kan mærke, at jeg kommer til at savne det meget når jeg kommer hjem. Jeg tror måske, jeg skal finde/starte noget løbeklub på kollegiet :)))

Jeg fik dog også mulighed for at løbe med UQMC i onsdags. Her var vi, min roomie Jasper og jeg, på trailrun/trailløb, hvilket var virkelig fedt at prøve. Det skal jeg 100% prøve lidt mere af. En helt fantastisk måde at afslutte løbet på, var at jeg så min første vilde koala. Dette var endnu et vildt dyr jeg nu kan krydse af min liste :)) Nu mangler jeg "kun" en dingo, en orange kænguro og en wombat på min must-see liste!

Ud over løb brugte jeg det meste af ugen på at skrive min kemi gruppeopgave. Det har været en hård opgave, men i dag er den endelig blevet afleveret! Nu går der lige et par uger til det næste store kemiprojekt skal afleveres.

Jeg fik dog også lov til at holde weekend, hvor jeg ikke lavede noget skole overhovedet. Jeg tog med UQMC til the Scenic Rim, som er et område syd for Brisbane med helt fantastiske vandreturer og natur. Vi tog afsted lørdag morgen, hvor vi først tog til Mount Blaine. Dette var en kort, men stejl og udfordrende tur. Der var en del løse sten, og man skulle passe på, at man skvattede på vej ned. På denne tur så vi endnu en Red-Bellied Black snake og en helt del Wallabys (små kængururer).

Efter Mount Blaine tog vi til Aratula, hvor vi satte vores telte op. Efter vi havde spist frokost, tog vi til Mount Joyce, hvor vi gik endnu en vandretur. Denne var lidt længere, men mere flad. Her så vi en flot udsigt over Wyaralong Dam!

Efter en god dag med vandring, tog vil tilbage til vores telte. Her spiste vi aftensmad på Aratula Scenic Rim Tavern, og vi fik den helt australske pub oplevelse. Jeg fik en burger med både rødbede og ananas, som åbenbart er klassisk burger tilbehør i AUS, med chips (pomfritter) og brun sovs som dip. Burgeren og pommes var gode, men det med den brune sovs som dip, er altså ikke lige mig...

Næste morgen stod den på endnu en vandretur, så efter et besøg hos Aratulas lokale bager, pakkede vi teltene sammen og kørte til Mount May. Dette var endnu en stejl oplevelse og vi fik lov til både at "bestige" nord og syd toppen af bjerget. På nordtoppen var der en skøn udsigt over Mount Barney (et bjerg jeg skal bestige mens jeg er her), og flot udsigt over lake Maroon. Denne tur var også fyldt med Wallabys

Både lørdag og søndag var der fuld sol uden skyer hele dagen, så vi var alle godt svedt igennem efter vandreturene. Derfor valgte vi at afslutte weekenden med en badetur til lake Maroon. Her fik vi os et godt dyp, og jeg fik set en sort svane! Jeg var meget begejstret over dette, da jeg har hørt så meget om de sorte svaner, men de andre fra gruppen grinede lidt af mig, da de altså bare er helt normale.

Alt i alt var det en rigtig dejlig weekend, og jeg var godt smadret da jeg kom hjem søndag eftermiddag/aften.

Nu har jeg en skoleuge tilbage inden mid-semester break, hvor jeg tager en tur til Tasmanien aka. Little New Zealand. Jeg tager afsted på lørdag, og jeg glæder mig helt vildt!

[helleichile]

19/06/2017

Jeg har nu været tilbage i Valpo en uge efter min lille udflugt til øen Chiloé. Der er stadig strejke på uni, men det betyder ikke, at der ikke er ting der skal laves og afleveringer der skal skrives – jeg skulle jo gerne bestå semestret, så jeg snart kan komme hjem igen 😊

Nå nok om strejke og afleveringer, jeg vil hellere fortælle lidt om, hvad jeg fik tiden til at gå med på Chiloé. Efter omkring 15 timers buskørsel landede jeg onsdag den 8/6 i Puerto Montt, hvor jeg skulle finde en anden bus de sidste to timers kørsel til Ancud, hvor jeg havde en plan om at skulle bo, de fire nætter, jeg skulle være der. Det gik også vældig nemt med at finde den rigtige bus (det var en stor fordel at kunne gøre sig forståelig på spansk), og inden længe stod jeg i Ancud i regnvejr. Her fandt jeg en taxa, der kunne køre mig til Hostal Lluhay, hvor jeg håbede at kunne bo, selvom de ikke havde svaret på hverken den ene eller den anden form for besked. Heldigvis er der efterår/vinter herovre nu, så der var ikke ligefrem overrendt på hostelet, så der var snildt plads til mig 😊

Efter at jeg var blevet installeret på værelset gik jeg ud for at se lidt på byen og få noget at spise. Om fredagen var jeg på to museer: et om trækirkerne på Chiloé, der er på UNESCOs verdensarvsliste og et om Chiloés historie. På museet om kirkerne var der små modeller af alle 16 fredede trækirker, og man kunne se modeller af, hvordan planerne og bjælkerne er sat sammen på forskellig vis. På museet om øens historie kunne man blive klog på alt fra spaniernes og hollændernes ankomst og påvirkning af livet på øen til overtro og fortællinger om overnaturlige skabninger af den ene og den anden slags. Chiloé ligger i et område, hvor den oprindelige befolkning er/var Mapuche, og derfor kunne jeg på museet læse om hvordan Chiloé blev til ifølge mapuche fortællinger: ”Havslange-guden Cai Cai Vilú og jordslange-guden Ten Ten Vilú var blevet uenige og kæmpede om, hvem der havde ret til området. Cai Cai tabte, men det var alligevel lykkedes ham at dække et område med vand, så Chiloé ikke længere var landfast med kontinentet”. Så blev vi så kloge 😊

Lørdag tog jeg bussen til Casto, som ligger halvanden time syd for Ancud. Her så jeg en af trækirkerne, og den var virkelig virkelig flot både udenpå og inden i – jeg har for eksempel aldrig set en gul kirke før, men en gang skal jo være den første 😊 Jeg var også på et lille bitte museum, der mindede temmelig meget om det historiske museum, jeg havde set i Ancud. Resten af dagen brugte jeg på at vandre byens gader tynde for at se, hvad det var for et sted, jeg var havnet. Castro er en stille og rolig lille by, og generelt var der meget(!) stille og roligt på Chiloé i forhold til her i Valpo. Det var helt rart at kunne sove uden at blive forstyrret at gøende hunde, bilalarmer og fodboldkampe 😊

Om søndagen tog jeg til en lille hyggelig by, der hedder Dalcahue. Jeg havde læst mig til, at der skulle være marked her hver søndag, så det måtte jeg jo hellere lige kigge nærmere på. Det var et marked, hvor folk solgte ting og sager, de havde lavet af træ eller uld – det var ret fint det hele. Der var også en trækirke, som jeg gerne ville have set, men den var desværre lukket – klumpedumpe her havde ikke lige set, at åbningstiderne kun gjaldt til og med marts..

Om mandagen skulle jeg tjekke ud af mit værelse klokken 11:00, men fordi der ikke var sådan super duper travlt fik jeg lov til at lade mine ting stå på værelset, indtil jeg skulle afsted til bussen ved 15:00-tiden. Jeg måtte også godt have blevet der uden at slukke betale ekstra, men jeg havde planer om at skulle se byens fort. Det var dog ikke helt, hvad jeg havde regnet med, da der stort set ikke var mere af bygningen tilbage, men det var egentlig meget fint alligevel 😊 Bagefter gik jeg rundt i en stor del af byen, egentlig mest bare fordi at tiden skulle gå med et eller andet, og Ancud er ikke en særlig stor by, så jeg havde set, hvad der var at se af museer og den slags. Efter at have spist frokost, gik jeg lidt videre langs med vandet, hvor jeg fandt mig en lille mur af en slags, hvor jeg kunne sidde og kigge ud over vandet. Jeg havde ikke mere end lige sat mig, før der kom en lille vakker hund og satte sig ved siden af mig, mens den meget ihærdigt snusede til min taske, for det kunne jo være, at der var noget at spise deri, men det var der desværre ikke. Det så nu ikke ud til at gøre noget, for den blev siddende der ved siden af i ret lang tid. Men da der kom en forbi, som den tilsyneladende kendte, så smuttede den – men det var også fint nok, så var det ikke træls, at jeg var nødt til at gå fra den 😊

Ved 15:00-tiden hentede jeg mine ting og gik op til bussen, og da jeg ankom til Puerto Montt, skulle jeg igen skifte bus, men heldigvis var der tid til at spise aftensmad inden bussen kørte afsted mod Valpo. Ved 08:00-tiden næste morgen holdt bussen stille da jeg vågnede, og vi fik at vide, at vi skulle over i en anden bus, fordi den vi var i, vistnok sagde en lyd, det ikke var meningen, den skulle sige. Der var en mand, der spurgte om den nye bus ville køre til Valpo, og det blev der sagt ja til. Men men, da vi ankom til Santiago, kørte bussen ikke videre.. Så stod jeg der med alle mine talenter og en ”brugt” busbillet. Jeg var lidt træt af det hele på det tidspunkt, for jeg var sikker på, at jeg var nødt til at købe en ny billet til Valpo, men heldigvis var der en flink dame, der lige kunne lave noget tryl med et stempel og nogle skriblerier på den billet, jeg allerede havde betalt for, og så kunne jeg komme med en bus 10 minutter senere, og så gik der ikke længe, før jeg var hjemme i Valpo igen 😊

Herhjemme har jeg så brugt den sidste uges tid på at finde ud af, hvordan og hvorledes jeg kan komme til eksamen i de forskellige fag, for så længe der er strejke, er der ingen prøver eller eksaminer. Det er så endt med, at Josefine og jeg skal skrive forskellige opgaver/prøver til de forskellige fag, og så er det det, men neeeej det tager lang tid at komme igennem alt det, der skal skrives, men sådan er det jo bare. I dag er der 31 dage til at jeg er færdig på uni herovre, så det er snart til at se en ende på alt opgave-skriveriet 😊

[kimmiemariascamino-blog]

Lidt om en masse

Jeg er idag ankommet til Carriòn de los Condes efter en kort vandring på 20 km. Jeg er bosat i et lille vandrehjem i et gammelt kloster, hvor jeg bor på værelse med en dansk mand, som jeg mødte igår efter at jeg ankom til Fròmista efter min hidtil længste vandring på 34,5 km, der startede i en skøn lille castiliansk landsby ved navn Hontanas.

Dagene er for alvor begyndt at tage fart, og min vandring har virkelig ændret sig til at blive end helt anden end hvad den var i begyndelsen. Efter at jeg valgte at tage afsked med den camino familie, som jeg mødte i starten, så har jeg valgt at tilbringe meget tid for mig selv. Jeg har vandret alene hver eneste dag, og denne beslutning har intensiveret mine oplevelser, og samtidig fået mig til at gå på opdagelse i både mine omgivelser og i mit indre.

Jeg er stoppet med at planlægge mine vandringer nøje, og jeg kan mærke at jeg er ved at bevæge mig ind i en ny fase - en fase hvor jeg mærker en selvstændig, der løsriver mig fra behovet for at være omgivet af andre pilgrimme. Tidligere havde jeg en tendens til at føle mig en smule usikker, og jeg følte derfor en tryghed når jeg var omgivet af andre på vejene, men nu er jeg kommet dertil, hvor jeg virkelig holder af at udforske landskabet på egen hånd. Den fase jeg befinder mig i lige nu, har givet mig mod til at eksperimentere med mig selv og mine fysiske evner, således at jeg er begyndt at vandre en hel del mere end før.

For tre dage siden ankom jeg til Burgos, som er en markant større by end de små landsbyer jeg har boet i førhen. Vejen dertil bestod af 3 timers vandring gennem små beskidte forstæder, og et langt og kedeligt industrikvarter, der strækte sig 10 km. På en sådan vandring bliver man for alvor udfordret mentalt, og det var utrolig svært at finde motivationen til at fortsætte når de døde omgivelser suger alt energien ud af kroppen og erstatter den med en næsten depressiv sindstilstand, der får alvor fik mig til at føle en længsel efter naturens overjordiske skønhed.

Jeg ankom til Burgos efter 15 km, kl. 9 om morgen, og blev straks overvældet af det kaos som der synes at herske i enhver storby, når man har vænnet sig til den ro, der befinder sig i de små landsbyer, hvor naturen er det altdominerende, og hvor civilisationen har lært at tilpasse sig den, således at man føler sig underdanig når man slentrer med trætte fødder gennem de små, slidte gader, hvor der afholdes permanent siesta.

Efter en kop kaffes tid i Burgos besluttede jeg mig for at begive mig videre, for ikke nok med at storbyen var et destruktivt element for den indre ro jeg har tilegnet mig undervejs, så følte jeg også at jeg manglede en hel del kilometer før mine ben kunne slappe af. Jeg satte kursen ud af byen, men pludselig stod jeg foran den smukkeste gotiske katedral, der fik mig til at tabe åndedrættet og tvang mig til at sætte mig på bænken, hvor jeg spiste lidt af den frokost som ellers var tiltænkt til en picnic når jeg var kommet et stykke ud af byen. Efter et stykke tid foran kirken besluttede jeg mig for at blive natten over på det offentlige vandrehjem, der lå med udsigt til katedralen. Jeg brugte det meste af dagen i selskab med en jævnaldrende ven jeg har fået, som er fra Montreal, og som allerede har gået 1000 km fra Frankrig til Spanien. Vi gik lange ture i byen og snakkede om fremtidsdrømme og camino oplevelser. Senere på aften slog vi os sammen med en gruppe unge pilgrimme, som spillede musik og drak øl på en bar i byen.

Jeg besluttede mig for at gå en aftentur for mig selv, for at tage et kig på katedralen indefra, men pludselig blev jeg grebet af en mærkelig panik, nærmest angstanfald, der sendte mig en tur tilbage til alle de udfordringer, som jeg har når jeg er i Danmark. Jeg besluttede mig for at gå tilbage på vandrehjemmet, og gik i seng efter et stykke tid i selskab med min notesblok. Jeg vågnede tidligt næste morgen og skyndte mig ud af Burgos, hvor jeg besluttede, at jeg ville gå indtil mine fødder ikke længere kunne klare det. Jeg endte med at vandre 31 km til Hontanas, der lå gemt i en lille kløft på den Castilianske højslette, hvor jeg havde brugt hele dagen på at få styr på det kaos der herskede i mit indre. Jeg tjekkede ind på et lille privat vandrehjem, og kort tid efter blev jeg inviteret på vin og vegetar middag af en gruppe pilgrimme med forskellige nationaliteter. Efter en god middag, 4 flasker vin, god stemning og lange snakke, kunne jeg igen mærke roen i kroppen, og jeg gik i seng med et smil på læben. Næste morgen vækkede mine roommates mig kl. 5 da de allerede var på vej videre mod nye horisonter. Jeg stod op, spiste morgenmad med en engelsk kvinde fra aften tidligere og begyndte min vandring mod Fròmista. Jeg så solen stå op over bjergene, og mærkede en taknemlig boblende i min krop, som følge af, at jeg befinder mig et sted, hvor jeg har mulighed for at bearbejde de ting, som alt for længe har presset sig på, og som har været begrænsninger for mig i årevis, men som nu er ved at ændre form og blive til erfaringer og selvindsigt, der kan fungere som ledepile når jeg føler, at jeg er ved at fare vild. Efter 28,5 km ankom jeg til en lille landsby, hvor jeg holdt picnic inden jeg vandrer de sidste 6 km, der for alvor fik mig til at mærke min krop. Fuldstændig udmattet ankom jeg til Fròmista, hvor jeg mødte 5 andre danskere som jeg spiste middag med, og som jeg har vandret 20 km med idag. Jeg har idag handlet ind til vegetar middag sammen med den danske mand som jeg deler værelse med. Han fortalte mig om de 7 camino dyder, som jeg virkelig kan nikke genkendende til på min egen vandringsrejse. Den første camino dyd er langsomhed, det skal forstås i to betydninger - både i form af at det er vigtigt, at holde pauser undervejs, men også i form af at holde tempoet lavt så man får alle sine tanker og refleksioner med sig hvor man går. Nogengange er det let at sætte tempoet op, særligt når man går i grå omgivelser som dem i Burgos, men det er utrolig vigtigt at man stopper op, og husker at sanse det man oplever, ellers er der mange vigtige elementer, der kan gå tabt i farten. Den næste camino dyd er friheden. Du har friheden til at vælge hvilken vej du vil gå, men med denne frihed følger ansvar. For mit vedkommende har jeg lært, at jeg forvalter min frihed bedst når jeg stoler på min intuition, for oftest viser den sig at tale sandt. Jeg forsøger stadig at blive bedre til at lytte til mig selv, og de signaler som jeg får tilsendt indefra, og for mit vedkommende giver caminoen mig friheden til at både lytte til mig selv, men samtidig også en frihed, hvor jeg er løsrivet fra alt det ansvar, som jeg føler at jeg har i mine vante omgivelser, og det er både en gave og en byrde at være i besiddelse af denne frihed, for med frihed følger ansvar, og nogengange kan det være svært at være sin egen hersker. Der er 5 dyder tilbage, men jeg vil tage det lidt langsomt, og gå på opdagelse i den by jeg er bosat i, så nok for nu.