#er så lettet

[febrilsktype]

Kan hermed bekræfte at alt er godt med baby. Den vokser som den skal, og jeg er nu 8 uger + 3 dage, og indtil videre har jeg en termin der hedder d. 28/6-24 ❤️ jeg skal til nakkefoldsscanning om 3 uger, og min terminsdato kan sagtens ændre sig der, da det er mere præcist.

Jeg jokede med min kæreste om at typisk kommer der et bryllup efter et års forlovelse, vi får så bare en baby i stedet for lol

[soelvfisk]

Hej lille tumblr🤍

Undskyld. Jeg er så ked af hvordan jeg lod alting hænge som et ekko af altomsluttende håbløshed. Det var en afsked. Det er uhyggeligt.

Jeg tog et kæmpe kæmpe dyk. Men jeg er her. Og jeg får hjælp<3

Jeg ryster mens jeg skriver dette, for jeg føler mig meget ramt af alvoren i det er sket og hvordan forskrækkelsen slår rødder langt dybere end man kan se når man er deprimeret. Det har jo tydeligvis ikke kun ramt mig og mine nærmeste.

Kæmpe undskyld. Mine ord og mit efterfølgende fravær herpå, har været kilde til en type bekymring og afmagt som ingen fortjener at sidde med. Uvisheden.

Jeg er på benene og ligner ikke én der har haft det så skidt. Det er uhyggeligt hvor nemt det er at “skubbe væk” og derfor også skræmmende hvor usynligt det kan blive. Ingen ser at man er et ømt menneske, bag en kæmpe vinterjakke. I dag handlede jeg i føtex. I forgårs fik jeg skældud af en mand der ikke synes hund måtte tisse på gaden. Livet er meget surrealistisk at være i, når man har været tæt på at vælge det helt fra. Og jeg kan være skræmt over at lige en der er okay… som om det der skete ikke var alvorligt. Men alvoren runger stadig. Forskellen er bare, at “i live” er en ret okay måde at have det på.

Lige nu er jeg så lettet over at jeg stadig er her. Jeg har håb.

Tak for jer<3 Jeg føler mig meget passet på. Græder.

Jeg håber i kan tilgive mig for den afmagt og forskrækkelse jeg har været skyld i. Og selv hvis det ikke kan lade sig gøre, kan jeg sagtens forstå det.

Undskyld og kram fra mig

[litteraturhistorikeren]

Jeg fik fandeme 10 for min eksamen! Jeg kan næsten ikke fatte det. Ovenpå at have slået op med min kæreste, pakke alle mine ting, ankomme kl. 1.30 til Danmark i nat med et knust hjerte - og så gå til mundtlig eksamen og få 10 i dag. Åh, jeg er så lettet. Jeg havde brug for en sejr

[visse-vasse]

Vi var på Københavns rådhus sidst. Jeg fortalte ham at jeg godt ville se den læsesal der lå deroppe. Han arbejder ved siden af så det var en perfekt undskyldning til at forlænge tiden med ham. Ikke at jeg havde brug for en undskyldning. Vi havde jo aftalt at ses den dag. Han havde købt to magneter med hjem fra Egypten til mig. Han fortalte om hvor svært det var at finde magneter med pyramider og at han havde været i adskillige butikker for at finde mig den perfekte magneter. Manden er tvilling i stjernetegn så det er meget passende at han kom hjem med to magneter. Ubeslutsom.

På rådhuset var der mange nygifte par. Jeg havde også set ligeså lykkelig og lettet ud hvis jeg lige havde sagt ja til at være sammen med min person resten af livet. Der var et særligt par som jeg lagde mærke til. De var lige kommet ud og havde ingen andre med end de to. Jeg kunne ikke lade være med at forstille mig at det var mig og ham. Hvad hvis det en dag var os? Og vi kom ud derfra lykkelige og lettet over, at vi valgte hinanden på trods af alt det modstand vi har. At det når det virkelig kom til stykket, så vidste vi at så længe vi havde hinanden så skulle alt nok gå.

Det er også en underlig ting. At vi befandt os der på rådhuset med alle de nygifte par. Hvad hvis det var et lille smugkig ind i fremtiden for os?

[greaseonmymouth]

the relevant bits:

- Men så kan vi jo tale om, at jeg glæder mig til at se "Kvinden i buret" som tv-serie. Den kommer formentlig på Netflix om et års tid, siger han.

Det er den amerikanske filminstruktør Scott Frank, som for syv år siden købte tv-serie-rettighederne til alle 10 historier fra Afdeling Q-serien.

- Serien bliver nu tilrettelagt til 10 sæsoner med otte episoder i hver sæson. Og lige nu er forberedelserne i gang i Edinburgh, fortæller Jussi.

Scott Frank er manden bag så forskellige film som "Little Man Tate", "Marley & Me", "Logan" og "No Exit". Og tv-serier som "Queens Gambit" og "Godless",

Hvem spiller Carl Mørck?

- Det ved jeg ikke. Det kan være, at han skal være skotte, lyder det kryptiske svar.

- Men Scott Frank vil personligt instruere de to første afsnit.

Jussi Adler-Olsen kunne ikke have ønsket sig en bedre person i front for en tv-serie, siger han og kalder instruktøren for en ven.

Samme begejstring gav han ikke udtryk for ved Zentropas film baseret på de fire første bøger. Heller ikke selv om nogle anmeldere og en del af biografpublikummet er glade for dem. Han var mere positiv i forhold til samarbejdet omkring "Marco Effekten", der er produceret af Nordisk Film, som har filmrettighederne til resten af serien.  Men her har hverken publikum eller anmeldere til gengæld vist sig særlig begejstrede.

Nu ser forfatteren frem til den kommende filmatisering af "Den grænseløse".

Alle film er formentlig for længst færdige, inden Netflix-serien når til de sidste bøger i serien.

- Og når det sker, så er jeg gammel og forhåbentlig i live, siger Jussi tørt.

Men Skotland? 

- Det er Scott Franks valg. Jeg ved det ikke. Måske handler det om, at han synes, at produktionsforholdene i Danmark er blevet for vanskelige.

[ejendommelig]

Havde lige et øjeblik, hvor jeg var så lykkelig at jeg kunne græde. I går sagde min klassekammerat gennem 4 år, at hvis der er nogen der fortjener gode karakterer, så er det mig, fordi jeg altid arbejder hårdest 🥹 Skal til at spille Sims 3, noget jeg ikke har haft tid eller overskud til siden februar/marts, og har aftalt en picnic date med min partner senere <3 Jeg er så lettet og glad ihhhhh!!!!!!!!!!!!

[diddeoglaurapaatur]

Melaka

Så fik vi krydset Melaka af. En gammel by i Malaysia, hvor meget af den nuværende kultur har rødder fra portugisere, hollændere, briter, kineser mm.

Det var ikke et kæmpe by, så selvom vi havde 2 nætter og 1,5 dag, var vi stort set færdige på den første eftermiddag, men vi krydsede den af.

Vi boede næsten så centralt, som vi kunne komme, og der med var tæt på alt, der var nævnt i guidebogen. Det var også det centrale Chinatown område, hvor alle de kulturelt spændende ting var at finde. Vi kom dog ud på nogle gader, som var hyggelige, og der var en del street art (kunst på husmurer), som var spændende at se.

Jeg (Laura) kig en tur selv på et tidspunkt, hvor jeg prøvede at gå lidt væk fra Chinatown. Fandt en del bygninger, der var ret forfaldne, men havde sin egen charme. Der var et område lige ved siden af Chinatown, hvor det helt klart var mere for lokale. Jeg fik noget at spise og gik lidt videre. Jeg så en bil, der virkelig har set bedre dage, men fandt også et marked med frugt og grønt. Der købte jeg lidt, som jeg tog med tilbage, hvor vi overnattede.

Generelt var de mennesker, jeg interagerede med enormt glade for at snakke, venlige og imødekommende.

Der var på et tidspunkt, da jeg skulle bestille drikkevarer til min frokost, hvor en fyr kom hen, hvor jeg havde sat mig. Jeg tænkte, han ville spørge om drikkevarer, for jeg kunne ikke finde ud af, hvor jeg skulle gå hen for at bestille det. Jeg spørger derfor på engelsk, hvad de har, hvor til han bare svarer nej på engelsk. Jeg spørger der efter lidt forbavset om, de har vand, og han svarer igen nej. Jeg tror, jeg så ret forvirret ud, så en anden venlig malajer ved et andet bord kommenterer på, at de har vand på flaske. Jeg var lettet, fordi jeg havde fundet en oversætter, som kunne oversætte mit engelske, og jeg fik bestilt en iste, men jeg nåede virkelig at være forvirret over situationen. Selvom tjeneren ikke kunne engelsk, var han stadig enormt flink, der var bare en sprogbarriere.

På vej tilbage til vores overnatningssted stødte jeg på en minion, så det var godt, Didde ikke var med, da hun ikke kan udstå dem. Jeg fik også lige en mango-smoothie på vej hjem, hvilket altid er godt til mig, siden det er min yndlingsfrugt.

Turen gik d. 29/1 videre til Kuala Lumpur med en bustur, der heldigvis ikke var lige så dum, som turen til Melaka.

-Didde og Laura

1/2-2023

[pistacieis]

Fik endelig afleveret mit projekt idag og jeg er ikke engang lettet ? Har brugt så meget tid og energi på det (og glædet mig til at se det come 2 life. Det har været mit lille barn) men jeg gider egentlig ikke at se det nogensinde igen. Det eneste jeg kan tænke på er at jeg senest skal være igang med at skrive koden til semesterprojektet i morgen

Anyway, det her er hvad jeg har lyttet til mens jeg har arbejdet de sidste par uger hejhej

[flydendeparadigme]

Vi er ikke længere kønne nok til at danse på Toves værelse, aldrig har jeg følt mig så lettet, over at slippe væk fra djævlen ham selv. Det var først da vi lod modanisten ham selv komme for at tilse den sindsyge anstalt vi kalde for vores hjem at jeg havde klunkerne til at kunne se mig selv i øjnene og sige farvel til mandenen jeg troede skulle nedbryde min maskulinitet.

[soelvfisk]

Er ikke blevet indlagt. Er stadig bare i kælderen. Sover meget og dukker op ovenpå når min mor lægger puslespil om aftenen. Min far er forsigtig og smiler når han taler. Kan mærke han gør sig umage og jeg håber han kan mærke at jeg sætter pris på det. Synes også det er synd for ham at han ikke er en der kan hjælpe mig lige nu, selvom det er tydeligt at han prøver. Det er en lettelse at han forstår, at afstanden er ret nødvendig. Uden at det bliver kilde til konflikt. Det er sin egen slags hjælp.

Jeg havde opsagt lejligheden efter 7 sølle dage. Måske det er derfor jeg ikke blev indlagt faktisk - min udlejer skrev tilbage og spurgte om jeg ville blive boende, hvis de gjorde en indsats for at dæmpe støjgener. Jeg sagde ja. Selvom jeg lige så godt kunne have sagt nej. Tror det er fordi jeg håber på trivsel. Håber på at indlæggelse ikke er nødvendigt. Har ikke så gode oplevelser med at blive indlagt. Jeg er for dygtig til at være patient uden at være mig selv. Som om jeg er gæst på lægernes arbejdsplads og helst ikke må gøre livet svært for dem. Som om jeg bor på deres kontor. Og så føler jeg mig mega svigtet når de skriver wack ting i min journal. Det bekræfter mig i at de er pressede… eller at jeg ikke kan kommunikere ordentligt. Gad godt være et sted hvor nogen bare synes at jeg gav mening. Det kommer vel en dag. Det tror jeg meget på, fordi dette sted findes:) lige her. Selvom man er alene bag sin skærm.

Jeg synes det er svært at vide hvad der er rigtigt og forkert at gøre, fordi jeg er bange for at tage fejl. Især her mens jeg er isoleret. Men er på en måde lettet over at beholde hjemmet. Lejligheden. Til trods for mine nedsmeltninger. Som om at - okay - nu har jeg en base, hvorfra jeg lige så stile kan lukke op for verden. Jeg skal bare lige blive klar til at flytte derhen. Og så er det jo mega sødt af min udlejer at ville bruge energi på at finde løsninger. Det havde de ikke behøvet at bruge tid på. Men det er vel mere holdbart end at bruge tid på at finde en ny lejer, på en måde? Ved ik. Må bare huske at jeg ikke skylder nogen at blive boende. Hvis nu det ikke går godt. I mine gamle hjem har jeg nok meget følt, at jeg bare skulle sætte mig ned og være taknemmelig over overhovedet at have et hjem. Også selvom jeg var i giga mistrivsel.

De ting jeg skal bruge energi på det næste stykke tid, er at svare på mails, udfylde spørgeskema fra kommune, finde en seng, få en døgnrytme og spise mad hver dag. Omg orker ikke når jeg remser det op på den måde. Sagde til min søster at jeg håber, at jeg en dag får det godt nok til at blive forelsket igen. Så kaldte hun mig en lille scoremis og sagde at det var hun slet ikke i tvivl om:) Jeg ved ikke om jeg er en scoremis, men kan godt lide tanken om at jeg en dag har nok energi til både at være en bedre ven overfor mine venner og kan overskue kontakt med mennesker igen og så oveni det også har energi til at møde et menneske jeg gerne vil være tæt-tæt med. At jeg får energi til at dele ud af kærlighed på allemulige måder igen. Glæder mig til at elske lidt mere højlydt og tydeligt. Intentionelt. Det er svært at være væk fra den slags.

Græd i går fordi jeg ikke kunne spise andet end persille uden at få brækfornemmelse. Det er tanken om mine tænder der blander maden med spyt når jeg tygger. Forvandler tingene til noget andet end det jeg puttede ind i min mund. Da jeg var lille havde jeg set et closeup af toast med smeltet smør under et mikroskop og jeg har ikke spist toast med smeltet smør siden, fordi jeg stadig kan huske billedet. Det lyder så dumt. Og jeg føler mig SÅ dum, når den slags forhindrer mig i at passe på min krop. Mig selv. Jeg kunne være et menneske i trivsel, men det er jeg ikke. Og jeg føler det er mig selv der står i vejen. Selvom jeg godt ved, at alt lige nu er en reaktion på nedern ting. Der er intet at sige til, at jeg bliver irri på mig selv. Jeg forstår, når folk siger jeg skal tage mig sammen. Så sidder jeg der i sengen i min søsters skab og spiser persille med tårer i øjnene. Det er jo skørt og frustrerende på samme tid. Fordi jeg ved at min krop er sulten efter mere end det, men alt hvad jeg kan fordre mig med, giver mig det der bræk-savl i kinderne. Så er det bare vildt meget man skal tage sig sammen i løbet af en dag, når alt kræver den slags energi. Fysisk og mentalt. I dag har jeg spist 1dl havregryn med mælk og halvdelen af en lille skål med røde linser og kylling. Og drukket vand og pepsi max. I går spiste jeg persille og en twix. Men jeg får hjælp. Jeg har en madplan jeg skal følge i den nye lejlighed. En re-ernærings-madplan og derefter en vægtøgnings madplan. Kost-vejledninger. Cool stuff. Ja. Hm. Men ja, vil gerne være dygtig til at passe på mig selv. Og føle at det er holdbart. I hele livet. Også hvis det indebærer indlæggelse. Også hvis det indebærer flytning. Også hvis det indebærer perioder med afstand og stilhed. Det er svært at følge et kort, hvis ikke det passer med det terræn man står overfor. Så stopper kortet med at være trygt at have. Og så må man prøve sig frem, istedet for at klamre sig til et perspektiv der ikke stemmer overens med virkeligheden. Tror stadig lidt at jeg holder fast i et kort, som jeg skal forsøge at lægge fra mig.

[litteraturhistorikeren]

Jeg har haft en online veninde fra USA i 4,5 år, siden corona ramte i 2020, og i dag har vi endelig mødt hinanden. Hun og hendes mand (de blev gift for en uge siden) er på bryllupsrejse i Amsterdam, og de tog til Belgien bare for at møde mig. Det var så enormt hyggeligt og fantastisk endelig at møde hende face to face, den her person, som har været så stor en del af mit liv langdistance i flere år. Jeg er så glad og så lettet over, at vores møde gik så godt, åh

[cykeltojoewgoi]

Tadej Pogacars glæde efter fjerde etape

Tadej Pogacar viste et lettet smil på målstregen efter fjerde etape af Tour de France. Bag dette smil ligger presset fra Tadej Pogacar og smerten ved at blive overhalet af Jonas Vingegaard i Tour de France sidste år. Den gule Billigt Cykeltøj er tilbage på Tadej Pogacar, og han stod ved præmieoverrækkelsen på fjerde etape.

Tadej Pogacar er meget fortrolig med Tour de France. Han er bekendt med banen og tidsplanen for løbet. Det eneste, han ikke kan forudsige, er vejret. Han mangler stadig at overvinde det varme vejr under løbet. Fansene, der ser løbet på begge sider af vejen, føler sig varme, og rytterne i løbet føler dobbelt varmen. UAE Team Emirates tog den bedste beslutning i år. Holdet lod alle hjælpe Tadej Pogacar med at vinde Tour de France. Der er mange fremragende ryttere i UAE Team Emirates-holdet, og nogle af dem ønsker at være hovedrytteren. Men Tadej Pogacars styrke er uden for deres rækkevidde, så de kan kun være hovedrytteren i andre landevejsløb. I år vandt Tadej Pogacar Tour of Italy for UAE Team Emirates, og holdet forventer også, at han vinder Tour de France. Hvad angår lederen af ​​UAE Team Emirates i Tour of Spain, er det ikke blevet offentliggjort endnu, og det er usandsynligt, at Tadej Pogacar deltager.

Tadej Pogacar udnyttede sine holdkammerater i stigningerne på fjerde etape. Jonas Vingegaard fra Visma–Lease a Bike holdt øje med Tadej Pogacar og fulgte sidstnævntes pludselige spurt. Holdkammeraten med den samme UAE Team Emirates Cykeltrøje kunne ikke forvirre sin modstander Jonas Vingegaard, han kiggede bare på Tadej Pogacar for at tage den næste beslutning. Tadej Pogacar trak stadig væk på nedkørslen, og hans kørsel på ned ad bakken var meget jævn. Jonas Vingegaard vidste, at han ikke kunne hamle op, da han trak fra på nedkørslen. Han og Tadej Pogacar fandt begge tillid til Tour de France.

[fodboldtroeroutt]

En af cheftræner Erik ten Hags yndlingskampe

Manchester United-cheftræner Erik ten Hag er i et ustabilt humør, og han har lidt mere i denne sæson end i sidste sæson. Presset blev lettet for Erik ten Hag, som endelig så sin yndlingskamp i sæsonen. Cheftræner Erik ten Hag så spillerne fremvise Manchester United trøje med glæde, og han fik også selvtillid i løbet af kampen.

Erik ten Hag ved, at det bliver sværere at overtage managerposten i Manchester United, end det var i AFC Ajax. Han valgte stadig Premier League, som har flere udviklingsmuligheder, og han kom også til Manchester United, som er fuld af arv. Da Erik ten Hag tidligere kom til Manchester United, havde han samme drøm som mange nye spillere. Han vil også hjælpe Manchester United med at vinde flere mesterskabsudmærkelser, og han vil også opnå præstationer på holdet. Det er klart, at Manchester United ikke vil gøre det let for Erik ten Hag og de nye spillere. De møder utilfredshed og tvivl fra fansene. Den gode rekord, som Erik ten Hag forestillede sig, blev ikke til, og han skal stadig beholde holdet med en god rekord. Der var disharmoni mellem ham og hans spillere, som han håndterede med de afgørende beslutninger. Selvom Cristiano Ronaldo igen bærer fodboldtrøjer outlet nr. 7, kan han og træner Erik ten Hag ikke nå til enighed.

Manchester United slog Liverpool var et langskud, men manager Erik ten Hag så sine spillere gøre det. Dette var Erik ten Hags yndlingskamp i sæsonen, da han endelig besejrede sin ærkerival Jürgen Klopps hold. Manchester United er det uovervindelige hold i Premier League, og den kampkraft, holdet viser, begejstrer fans. Det er den konkurrenceevne, Manchester United virkelig ønsker at vise til fansene, og at vinde er det resultat, som cheftræner Erik ten Hag ønsker.

[febrilsktype]

Jeg var til scanning i går. Vi så bl.a hjerteblink, hvilket var det vi ikke kunne se sidst 🥹 og så er blommesækken vokset fra 4 mm til 16 mm, og denne gang kunne man også se at der var noget indeni. Det kunne vi heller ikke se sidst 🙏🏽 er simpelthen så glad og lettet. Skal tilbage igen om 2 uger, og så håber jeg bare at alt går godt indtil da

[worldlovingartist]

Jeg har ramt et mærkeligt sted i mit liv. Ambivalensen er stor og tynger mig. Jeg svæver mellem sjælefred, glæde, sitrende fornemmelser og nedtrykthed, frustration og alverdens kilo på mit bryst. Jeg svinger mellem at have lyst til alt og ingenting. At være mere okay end nogensinde, og mindre okay end meget længe. Jeg kommer i tvivl om hvad der foregår for mig og hvad der skal foregå med mig. Jeg får lyst til at tale med dem, jeg ikke må, for der er gået nærmere et årti og jeg må ikke prikke til noget.  Jeg skriver med et tungt sind. En tung krop. Jeg bliver taget om. Jeg tager om mig selv – langsomt, men opmærksomt og kærligt. Kærligt prøver jeg at forstå, at jeg har levet et helt liv med en dopaminubalance, som jeg ikke kendte til. Jeg fik svaret stukket i hånden tre dage efter min seksogtyvendes mærkedag. Var jeg lettet? Jeg fik en forklaring. På dag sytten har jeg fortsat ikke formået at få det integreret i hvad jeg tænker der er mig. Det sætter ting i et andet lys. Jeg er hverken for meget, forkert eller utilstrækkelig. Jeg har ikke direkte sagt det til mig selv. Men min fortolkning af mig selv i denne verden, har efterladt mig med blandede konklusioner. Lykken er ikke at finde i tankerne om ”hvad nu hvis”. Men når mit stramme greb om mine negative tanker slipper let, så smertes jeg ved idéen om, hvad der kunne have været. Lykken er ikke at finde der. Hvil i processen må være vejen frem. Jeg griner af ironien, som et utålmodigt menneske.  Bliver jeg et andet menneske?  Jeg har ingen idé. 

[28september2015]

Jeg græd næsten hele vejen hjem fra arbejde i dag. Jeg har tit grædt på vej hjem fra ting de sidste 8 år, men den her gang var anderledes.

Det her er mit andet "voksenjob", jeg har haft det i knap 6 måneder, og jeg har været i tvivl om jeg skulle fortælle om min lillesøster i lige så lang tid. Jeg tror egentlig jeg har ventet på at jeg skulle føle mig tryg - det er et relativt lille sted, vi er lidt over 10 medarbejdere, og hvad rager det egentlig dem?

Men nu er er 20 dage til at det er 8 år siden at min lillesøster forlod den her verden. Og jeg har taget fri den dag, men ikke lige fået forklaret hvorfor. Og i dag var der endelig en rolig situation, hvor chefen og hele min lille afdeling var samlet, og da min chef spurgte ind til min tatovering (det har hun gjort før, hvor jeg ikke har fortalt hele historien), tog jeg det som et tegn.

Derfor fortalte jeg, hvordan landet ligger. Alle tog det pænt, eller hvad man nu siger - og sagde at selvfølgelig skulle jeg tage den dag fri og ikke bekymre mig.

Der blev spurgt lidt ind. Jeg svarede. Og lige så stille vendte samtalen tilbage til arbejdet. Vi var et par stykker der fik os en fredagsøl umiddelbart bagefter, snakkede weekendplaner, og så cyklede jeg hjemad. Alt var godt. Og så græd jeg.

Jeg kunne mærke med det samme, at det var en anden type tårer, end jeg har været vant til. Det var ikke gråd, der gjorde ondt helt ind i hjertet, på den voldsomme måde, det før har gjort. Det gik lige så stille op for mig, at det var tårer af lettelse. Jeg var lettet over, at jeg kunne være så fattet, da jeg fortalte mine kolleger om, hvad der var sket. Jeg var lettet over, at jeg ikke havde behov for at tale mere om det end det. Jeg kunne holde tingene på min banehalvdel, som man så populært siger. Og jeg var lettet over, at jeg var lettet. Det er lidt svært at forklare, for det var en meget kropslig oplevelse. Jeg kunne bare mærke, at min kærlighed til min lillesøster var intakt, selvom jeg var lettet. Den dårlige samvittighed og skylden meldte sig ikke på banen. Mens jeg cyklede lod jeg mine tanker og følelser flyde, og det føltes som om at jeg lukkede 8 års frygt for, om jeg nogensinde skulle eller kunne blive okay igen, ud sammen med tårerne. Samtidig kunne jeg mærke sorgen og savnet, men på en måde, der var udramatisk og fin. For fanden, jeg elsker jo stadig min lillesøster, den kærlighed går aldrig væk. Men pludselig kunne jeg mærke at dén kærlighed, sorgen og savnet, nu kan leve side om side med kærligheden til mig selv og til livet. Måske har jeg endelig tilgivet mig selv - måske er brikkerne bare faldet på plads. Måske er mit hjerte vokset? Mærkeligt som det lyder, så var der glæde i tårerne.

Hvordan kom jeg herhen? Det vilde er jo, at jeg kan huske hvordan jeg tidligere har haft det med folk, der fortæller om at leve et fint og lykkeligt liv efter sorgen, og jeg véd at jeg før har set det som en mere eller mindre umulig ting. Men jeg har jo også arbejdet for det her, og det er jo sket gradvist. Det er 8 års kamp, jeg kigger tilbage på. Det har kraftedeme været hårdt. Mange af årene har jeg følt at jeg levede i et limbo. For - for helvede, hvis jeg ikke synes livet var dét værd, hvis jeg virkelig havde givet op, hvorfor var jeg her så stadig? Hold nu op, hvor er det svært at opretholde en eller anden form for respekt og kærlighed til sig selv, når man ikke helt ved om man er for eller imod livet - for eller imod ens eget liv. Det kræver også kærlighed og tålmodighed fra éns omgangskreds, som jeg gud ske tak og lov har haft så utroligt meget af. Og inderst inde har jeg jo været på livets side alligevel, selv når jeg ikke har kunnet se det.