#og nu har jeg sommerferie!

[litteraturhistorikeren]

Jeg fik fandeme 10 for min eksamen! Jeg kan næsten ikke fatte det. Ovenpå at have slået op med min kæreste, pakke alle mine ting, ankomme kl. 1.30 til Danmark i nat med et knust hjerte - og så gå til mundtlig eksamen og få 10 i dag. Åh, jeg er så lettet. Jeg havde brug for en sejr

[ukendt-kunstner]

Tænk at jeg nu kan kalde mig historielærer, OG at jeg har sommerferie?

[pastelfarvet]

føler alting meget stærkt disse dage hvilket er en lettelse efter en vinter og start-forår hvor jeg frygtede at min sorg ville falde ind i en depression, med hvor utroligt ligegyldigt alt virkede. så primært en lettelse, men også enormt mærkeligt at det er vendt med vejret.

meget forelsket, meget vred, meget betaget, meget inspireret, meget ked af det. oveni den store forelskelse ligger betagelsen og småforelskelserne i venner og bekendte og folk på gaden, tiltrækningen af dem er blevet hektisk med varmen. det eneste der er nogenlunde stabilt er min reelle libido og den havde ellers også et spike i weekenden (og dens normale leje er også rimelig højt).

skal nok blive godt nu hvor det er sæson for afslag og jeg tjekker min mail hver dag, tjekker status på behandling af ansøgninger til handicap tillæg ugentligt. siger til mine venner i klassen at når jeg får det inviterer jeg på middag, har svært ved at forstå at jeg er landet blandt så fantastiske mennesker. svært at det snart er sommerferie selvom jeg også glæder mig til at kunne holde Rigtig Sommerferie og vende tilbage efter ferien.

[ejendommelig]

Har haft et virkelig kaotisk semester so far, fordi jeg har to kaotiske undervisere i hver sit fag. Den ene er ny på KU, og har derfor ‘arvet’ en del ppt, materiale, osv. fra tidligere undervisere, hvilket resulterer i at han ofte ikke kan finde rundt i ppt. Desuden føler jeg, at han ikke har lyst til at hjælpe jo mindre han får penge for det, fx vil ikke give feedback til dage hvor vi skriver opgave jo mindre han får penge for de timer han er her. Det er jo FAIR NOK men behøver han at smide det i ansigtet på os, at han som underviser er fucking ligeglade med os? :D når man spørger ham om ting, svarer han abstrakt tilbage, eller spørger, om man ikke lige kan uddybe det, eller spørger igen, “hvad synes du?”, når man spørger ham om, hvad han synes.

Mit andet fag har ændret struktur og eksamensform, fordi studerende på faget konsistent har klaget over faget, og vi er de første der skal teste det :D så min underviser ved ikke, hvad vi reelt skal skrive i vores opgave, samtidig med at hun ikke ved hvad vi egentlig skal snakke om til den mundtlige del af eksamen. Fedest!

Så har generelt været lowkey stresset siden semesterstart, som bare har resulteret i, at jeg har været konstant syg i ca. 3 uger nu. Sådan, det var slemt lige til at starte med, men nu er det mere vedvarende forkølelseslignende symptomer, a la tilstoppet næse, slim i halsen og hosten. Tre uger med forkølelse, er i klar over, hvor fucking nederen det er XD og nu tænker jeg både på eksamer og praktik, og aaaaaaa

Glæder mig til sommerferie :D

[fantasifuld]

Fik 10 i min sidste eksamen, så nu har jeg endelig for real sommerferie!! Var så nervøs, mest fordi jeg havde haft en god fornemmelse efter eksamen, og derfor var jeg så nervøs for, at det bare var gået helt galt. Følte mig sikker på et 7-tal, men håbede virkelig på at få 10, og da jeg så var inde og kigge, og så, at der stod 10, blev jeg så ubeskriveligt glad og mest af alt LETTET.

[raustanelon1974-blog]

He reacting poorly, you reacting poorly, and you both expecting the worst from each other. And honestly, from how you describe your relationship, I would expect the worst from him, too. It so sad that he considers it "policing" when you set boundaries. I got an email this morning from GL sending me wiki links to get Mulan tokens. The wiki says the tokens are available in Merlin shop, but they aren Maybe when the premium chests rotate again. I don really have much issue with not being able to level her up, its the fact that I now have 3 wishes for her actions I can perform or complete that making me really ragey. For me it was a relieve. I am in my 40s now and I have never really fit anywhere in. I always rubbed people the wrong way, although I never wanted to and quite often did not even understand, why and how. I haven tried SK II or Missha but I have been using Etude House Soon Jung line for about a month now, and I really like it. I thought I already had a sensitive skin routine that would minimize irritation and then I tried Soon Jung. My favorite product in the line is the toner, which is an unscented watery hydrating toner. I agree. The only problem is that she's almost become like a relative to my mom. Literally the first day they met, Sandy (the housecleaner) really hit it off with my parents. After 괴산출장샵 only a few hours, the students became acutely restless. They started to crave stimulation, talking, singing or reciting poetry to themselves to break the monotony. Later, many of them became anxious or highly emotional. Again, another incident of the same nature. Hurrying along the street, the Reverend Mr. Dimmesdale 괴산출장샵 encountered the eldest female member of his church, a most pious and exemplary old dame, poor, widowed, lonely, and with a heart as full of reminiscences about her dead husband and children, and her dead friends of long ago, as a burial ground is full of storied gravestones. Nope, I just stating that grinding is not fun, you just getting on a tangent. GW2 is not your normal MMO, and there should be normal ways of getting a LS content that burns a reasonable amount of cash. There is plenty of ways to ensure that, like the way they went for the griffin. Dog vil jeg sige, at grundlovsdag og arbejdernes kampdag ikke betyder det helt store for mig tog dem gerne hvert eneste r, hvis jeg s for evigt havde fri i julen, nytret og psken. Tre ugers sammenhngende sommerferie i industriferien ville ogs vre meget rart at prve en dag.Anyway, nyd dine skoler og de fridage og ferier, der flger med der :) og god dag, nr du nu har fri om lidt.Ovulation cycle day: See, this is tricky. I didn temp or check CM after CD 7 this cycle, so I don know exactly. Here a post explaining the situation well.So yes, the Malaysian government is that corrupt. 5 points submitted 3 years agoSomeone mentioned that MBD and My Scheming are by the same company but I don think they are, I just checked the manufacturers and they have totally different names and info.I used both types, but only the older MBD ones, I haven tried the 2015 (semi hydrogel?) ones yet. The best overall are the ones from the My scheming silk mask series, they super thin so they really comfortable to wear, and they stay put quite well as long as I squeeze out the excess essence before I put them on.

[lyalolanza1987-blog]

The food product can be used to prevent hair from falling out. It also treats dandruff. Use four tablespoons of yogurt, two tablespoons of aloe vera gel and two tablespoons of coconut oil. Dog vil jeg sige, at grundlovsdag og arbejdernes kampdag ikke betyder det helt store for mig tog dem gerne hvert eneste r, hvis jeg s for evigt havde fri i julen, nytret og psken. Tre ugers sammenhngende sommerferie i industriferien ville ogs vre meget rart at prve en dag.Anyway, nyd dine skoler og de fridage og ferier, der flger med der :) og god dag, nr du nu har fri om lidt.Ovulation cycle day: See, this is tricky. I didn temp or check CM after CD 7 this cycle, so I don know exactly. It was an exceptional opportunity for them to distinguish themselves and to earn percentages on the trade. This appointment was a favour done to beginners. Kayerts was moved almost to tears by his director's kindness. I just feel like I don't know what I'm 통영출장안마 doing so much of the time still. Every day is hard for me. Sorry for the rant I just feel envious of all of these comments. That makes me so happy to hear that he doing well in high school! I really worry about my nephew as he gets older and starts regular school. I never thought about panic attacks in autism so thank you for mentioning that I have to let my sister know to look out for them because he a very nervous child and I can see that becoming an issue and the thought of him not being able to express that he suffering with something like that is breaking my heart. If you don mind sharing, what would you do to help calm your son down when he was having a panic attack?. This game solo does tend to drop in replayability without boredom after a while. However, the dlc fallen ghosts is a great dlc to play through and offers new challenges to you. Great dlc imo. Elizabeth Taylor starred as Cleopatra in the early '60s, and her queen of the Nile eyes had an impact on makeup trends across the United States. American women preferred their eyes dramatically made up, and colorful eye shadows including bold blues and greens black liquid eye liners and false eyelashes (which first became popular in the '60s) were all part of a well stocked make up kit. Eyes were completely lined in black, with lines swooping out from the eye, toward the temple (the ultimate cat eye). The Master Race is generous. When we do giveaways we do it within the bounds of our subreddit and only for subreddit members. Feel free to give prizes as you see fit, but don mandate subscriptions or other benefits. I also noticed an uptick of "self care" twitter threads and instagram accounts that are basically advice for teen girls masquerading as self care, like "how to be popular" or "how to get good skin." The skin threads are always like "drink lots of water! don eat chocolate! moisturize! buy XYZ Influencer Serum for an amazing glo!" It like a cherry picked version of conventional knowledge, skincare myths, and products that work for some 통영출장안마 people, but not everyone. Condensed into a handy short post for 14 year olds who want to follow a set plan and don want to sift through pages and pages of stuff on the internet. It always a mix of beauty products and health/wellness advice on these accounts and so I think we definitely seeing a merge of beauty and health/wellness, particularly for the youngest generation of consumers.

[maelkevejen]

Jeg kan da godt mærke på dig, at tiden går

Kan du mon mærke det på mig? Det spekulerer jeg på. Nogle gange spørger jeg, men så er intet anderledes, og jeg tænker, at det skisme nok bare er mig, der er fintfølende og sart. Egoistisk for at tænke, at verden skal stå stille for mig, bare fordi sådan vil jeg have det. Men folk forandres jo. Jeg kan også mærke det på mig selv; jeg er på vej et nyt sted hen. Jeg blev træt og frustreret, ked af at sidde fast. Så jeg gjorde noget for at udvikle mig. Ironisk nok endte det nok med at blive lidt af en hyperfixation. Dem har du måske også lidt, men nok ikke helt på samme måde. Min søde, kloge, selvdisciplinerende kærestemand. 

Vi snakkede om fremtid forleden. Det føltes rart at italesætte, men også mærkeligt på den måde, at jeg er gammel nok til det. Er jeg virkelig gammel nok til det? 

I nat tænkte jeg på at skrive ind til Mads og Monopolet for at høre, hvad jeg skal gøre med den halskæde, jeg lånte af en fyr, jeg var kærester med, da jeg var 14. Han skulle på sommerferie til Thailand i en måned, og jeg var bange for, at han ville glemme mig eller holde op med at kunne lide mig, og jeg syntes, halskæden, han lige havde vist mig, var smadder sej. Jeg spurgte sikkert også, om jeg måtte få den. Det måtte jeg ikke - det havde været hans morfars, og der var særlig affektionsværdi og historie knyttet til den - men jeg måtte gerne låne den, mens han var på ferie. Da han kom hjem en måned senere, var det ikke ham, der havde glemt mig, men mig, der havde glemt ham. Jeg slog op med ham over telefonen, selvom min mor havde beordret mig op på cyklen og hjem til ham for at gøre det ordentligt. I stedet tog jeg toget til Hovedbanegården for at hente ham, jeg ville være kærester med i stedet. Det har nok været starten på min aldeles beskidte karriere som lillefingersnoende... Jeg har stadig halskæden hængende. Jeg tænker på, hvor strid jeg opførte mig dengang, hver gang jeg ser den. Ikke at det var min intention at tage den, men han fik den bare ikke igen, for jeg så ham ikke efter det- ikke før i 3.g hvor jeg tilfældigvis gik forbi ham på gaden. Jeg ved, jeg fortjente den måde, han vredt ignorerede mig på, selvom vi passerede hinanden med kun en halv meter imellem os.

Det var lidt en detour. Nu har jeg glemt, hvor jeg ville hen. Jeg tror, at min pointe er, at folk forandres. Man udvikler sig igennem hele livet, og jeg har ikke altid været stolt af mig selv. Jeg ved godt, jeg ikke kan ændre på det, der ligger i min fortid, men jeg bevæger mig hele tiden fremad. Jeg har ting i min rygsæk. Du har også ting i din rygsæk, men jeg ved, at i forhold til dig, er det mig, der har trukket det korte strå - også selvom jeg i virkeligheden ikke har lyst til at formulere det sådan. Med tung baggage kommer perspektiv og indsigt; noget jeg priser mig lykkelig for at have, når jeg fx ser min fætters statusopdateringer om politik og fattige mennesker. Du er jo ikke tæt på at være som ham, og du er mildere end dagen er lang (på sommeraftener, Mathias), og jeg beundrer din tålmodighed med dig selv og med andre, og din måde at håndtere mange ting på. Det efterlader du forhåbentlig aldrig. 

Jeg kan bare mærke, at tiden går, og at vi ikke er de samme personer, som vi var for tre år siden. Det minder mig om, at vi snart har jubilæum. Jeg har nok ikke fået nok aftensmad, men jeg bliver lidt blå, når jeg tænker på Vivaldi i Hillerød; dengang du havde mindre skæg og mere blå øjne, jeg syntes, du lignede Jared Leto, og jeg havde større bryster og gik altid med mat, sort neglelak, fordi jeg havde brug for at markere en form for forskel efter bruddet med Emanuel. Jeg fatter ikke, at der er gået så lang tid. Alting er så langt væk? Nu synes jeg, Jared Leto er lidt af en kegle, jeg er ikke engang sikker på, om jeg i virkeligheden stadig har den tshirt, der gav mig kavalergang, og jeg går aldrig med neglelak længere; jeg synes, det er irriterende, når de skaller af. 

Og der var bananbreve og screenshots af morsomme snap-beskeder, der var tid til at bruge fire timer på at lytte til den playliste med Cure-numre, jeg havde lavet til dig, jeg havde ikke engang været i London for at se Cursed Child, Tinder var overfladisk, måske, du vidste ikke, hvad (jeg synes at) blinkesmileyer betød, jeg arbejdede stadig i Tiger og der fandtes ikke andre folk fra Nordsjælland end dig, jeg var lige begyndt at blive venner med Po. Jeg gik i kirke (no really, I did), og det gik langsomt, men jeg fik det bedre, jeg rykkede. Nu husker jeg det som solskin. Men det gjorde også ondt, det ved jeg. Men der var plads til mig og mig selv.

Det er der stadig. Men livet er anderledes, når man er to; jeg formår ikke på samme måde at skjule mine sure sider, bliver mindet om, at jeg ofte faktisk ikke er et godt menneske, selvom jeg synes, jeg gør mig umage. Jeg føler mig nogle gange flov og sur på mig selv over den måde, jeg har bevæget mig fra én Ida til en anden Ida, fordi det at være din kæreste er så vigtigt for mig, at jeg nogle gange glemmer at jeg også skal være en person for mig selv. Det lyder helt åndssvagt, når jeg ser skriver det ned. Jeg har overvejet at ringe til mine to bedste venner og høre dem ad: “hør... er jeg blevet en dårligere ven de seneste to år?”. Du har et liv udenfor Sneglehuset, det har du altid haft. Jeg kan bedst lide at være her. Før var det mit (!) sted i mit hoved, og nu er du her også, så nu er det vores (!) sted. Jeg er vist alt for firkantet. Det der med at bryde vaner har altid været lidt svært for mig at gøre bevidst. 

Følger du med? Er du med mig? Synes du stadig, at jeg er den Ida, du sendte det brev til med Vulpix-pinnet, der fik mig til at skifte yndlingspokémon? Ufrivilligt... men det skete alligevel. Jeg ved, du har sagt, at en af de ting, du godt kan lide ved mig er, at jeg er uforudsigelig. Det har jeg aldrig hørt fra nogen før og for mig lyder det helt mærkeligt, for det plejer at være en meget negativ ting. Men er jeg stadig det? Er jeg ikke bare strid og nærtagende nu? Jeg tror ikke, du ser det, men nu mere end før er det måske sværere at være overbærende med mine tunge sider. Jeg vil gerne ændre det også, men det går langsomt, jeg er bange for, at du når at blive træt af mig i mellemtiden. Nogle gange glemmer vi at se hinanden i øjnene. Vi er begge flakkere, men før i tiden skete det med øjenkontakt alligevel bare automatisk i et eller andet omfang. Er vi trivielle? Kan jeg følge med teater- og performance-Mathias? Synes du, at botanik og design-Ida er en røv? Det gør du nok ikke... men... jeg bliver nogle gange lidt bange for, at udviklingen fører os længere væk fra hinanden. Som når du spørger, om vi skal have partatoveringer, og jeg virkelig ikke kan komme på en noget, jeg synes, vi er fælles nok om. 

Det er nemmere at skjule det grimme af mig, når jeg er alene. Jeg må gerne snerre af mig selv. Men nu slapper jeg så meget af, at jeg også kommer til at snerre af dig. Det tror jeg ikke, noget menneske i virkeligheden kan holde til i længden. Kan du? Er det derfor, dine øjne har skiftet farve, og du har fået mere skæg, og du er begyndt at gå i Martens-sko i stedet for converse, og jeg ikke længere har den der trøje på eller gider at tage neglelak på, og så. forventer jeg måske bare for meget. Jeg har så mange tanker altid. Jeg vil gerne have, at Do you still like me-comiccen er rigtig. 

[nils-elmark]

Marlene Dietrichts lange ben er bevis for Guds eksistens - og Djævlens

Den tyske journalist Fred Hildenbrandt blev født fattig in 1892 og døde lige så forarmet i 1963 men mellem de to yderpunkter befandt han sig i brændpunktet af det mest spændende årti i Tysklands historie og han var på pletten på det mest spændende sted: Berlin under Waimar Republikken.

Tilskyndet af hans eget initiativ valgte skæbnen i 1922 at placere den unge provinsjournalist som magasinredaktør på Tysklands dengang førende dagblad Berliner Tagesblatt. Der var ikke den begivenhed i byen, som ikke søgte ind over hans skrivebord og han dækkede det hele med brændende nysgerrighed. Han var øjenvidne til en kulturel opblomstring i Berlin, som kunne måle sig med den i Paris. Og i sine sidste leveår, skrev han om alle sine møder med byens personligheder i perioden fra 1922 til 1932. Bogen blev udgivet i 1966 - tre år efter hans død - og den hedder “...ich soll dich grüssen von Berlin” og jeg har benyttet den sidste uge af min sommerferie til at læse de 264 sider, der er spækket med vidunderlige fortællinger fra ti-året, hvor de moderne tider blev skabt. I Berlin kaldte de det for “Die neue Sachlichkeit”; nu skulle verden skildres, som den var. Det var også starten på den moderne journalistik og Fred Hildenbrandt var foregangsmand for de nye tider. Bogen tager læseren bag kulisserne i Berlin “in der zwanziger Jahren”, og forfatteren kender dem alle.

Naturligvis også Marlene Dietricht. Hildenbrandt møder hende til en salon hos den legendariske Betty Stern, da hun er tilbage i Berlin på kort visit efter at have lagt verden for sine lange ben. På grund af larmen i den to-værelses lejlighed - alle ville se og ses med Dietricht - overtaler Hildenbrandt hende med en flaske cognac ud i opgangen, hvor de sætter sig på trappen mellem 2. og 3. etage.

Nu skal man forestille sig Marlene Dietricht sætte sig på den nederste trin af en trappe - hun trækker op i kjolen og afslører sine berømte ben for den forførte journalist, der skriver: “Man kan tage hendes ben som et sikkert bevis for Guds eksistens - men samtidig også et bevis for at Djævlen er til. Hendes ben var på én gang guddommelige og djævelske.

En anden gang er Fred Hildenbrandt til reception med Josephine Baker. Også hun fejer benene væk under BT’s magasinredaktør. Han er betaget over alle grænser over den kaffebrun gudinde, der er for perfekt for nogen mand. Hun er tabu uden for hans rækkevidde. Ikke desto mindre byder han hende op til dans og hun accepterer. Han er helt væk i hendes perfekte hud, hendes svage vidunderlige parfume, hendes sorte blålige hår - og hendes fantastiske hvide tænder.

Bagefter må Hildenbrandt straks fortælle sin ven baron Edgar von Üxküll om sin bedrift: “Jeg dansede med hende!  “Hvem”, spørger baronen ligegyldigt. “Josephine Baker, selvfølgelig” svarer Hildebrandt. “Og jeg har aldrig set så flotte tænder - 32 perfekte hvide perler på række.”

Üx er tvivlende, få mennesker har alle 32 tænder uden indblanding af en tandlæge, mener han. Det udarter til en ophedet diskussion mellem de to mænd, hvilket tilsidst får Hildenbrandt til at gå tilbage til Josephine Baker, der står i baren omgivet af tilbedere. Uden helt at være sig selv, siger han “Kære Frøken Josephine,, jeg er simpelthen nødt til at tælle Deres tænder”. Baker spiller med og lader faktisk Hildenbrandt holde hende i kinden, mens han med en blyant tæller hendes tænder. 

“Toogtredive perfekte tænder! Jeg sagde det jo”, råber Hildebrandt lykkelig til Üx.  Pludselig får Josephine Baker en idé om, hvad dette måske handler om og henvendt til Uxküll siger hun: “Baron! Han har talt mine tænder med en blyant og ikke en blomst. Jeg forlanger at De udfordrer ham til duel!

“Kender I hinanden?” spørger Hildenbrandt.

“Naturligvis”, svarer diplomaten og adelsmanden,”vi spiste frokost sammen igår.”

Bogen er proppet til bristepunktet med den type historier, og hele persongalleriet til Berlins Guldalder bliver rullet ud. Endnu en personlighed skal med i denne omtale, nemlig grotosk-danseren Valeska Gert, som bedst kan betegnes som dadaist - hun dansede omtrent som Picasso malede. Hildenbrandt beretter om Valeska Gerts forunderlige liv med nazister, gangstere og myndigheder i hælene og nævner så, at han faktisk skev en bog om hende, en bog som idag er glemt af alle og som i følge ham selv formentlig kun eksisterer i to eksemplarer: Det ene har Valeska Gert det andet har Fred Hildenbrandt.

Her er det så, at jeg selv glad kan tilføje: der eksisterer faktisk et 3. eksemplar af bogen “Briefe an eine Tänzerin“, som blev udgivet i 1922. Den har jeg nemlig med hendes navn skrevet med blyant på indersiden af omslaget. Men den historie skriver jeg om en anden dag.

[redlipsticklies]

Jeg synes det er enormt trippy, hvor meget der er sket for mig de sidste fem år. De år, jeg har tilbragt på universitetet. De sidste 2,5 år alene har været så fundamentalt livsændrende, at jeg slet ikke forstår det. Jeg kan sidde og kigge på mit profilbillede på Facebook, som i øvrigt kun er ét år gammelt, og føle, at jeg ikke genkender hende på billedet. Jeg føler mig som en helt anden person end den jeg var, da jeg sad og spiste italiensk mad på min fødselsdag sidste år. Om én uge har jeg fødselsdag igen og jeg føler, at der er sket så vanvittigt meget på dét ene leveår. Det er så vanvittigt.

Da jeg startede på uni som 22-årig, var jeg lige kommet ud af et forhold præget af dårlig stemning og utroskab fra min ekskærestes side. Faktisk kontinuerlige tillidsbrud og manglende forståelse for mine følelser. Derfor var min spontane flytning til en anden del af landet meget tiltrængt. På den sidste dag i intro-ugen på mit nye studie mødte jeg min nuværende kæreste. Jeg havde altså været i min nye by og i min nye tilværelse i mindre end en uge, da jeg fandt mit menneske.

Derfor var det også en mavepuster af dimensioner, da han i vinteren for snart tre år siden valgte mig fra og ikke ville være min kæreste længere. Jeg blev kastet ud i mit livs største krise, startede til psykolog, kunne hverken spise eller sove og jeg ved stadigvæk ikke, hvordan jeg overhovedet kom igennem de første tre måneder. Faktisk kan jeg ikke huske over halvdelen af 2020 fordi jeg var så dybt deprimeret, at min hjerne har valgt at glemme det. Fortrænge traumet, som min psykolog nok ville sige, hvis jeg spurgte hende om det i dag.

Ét år skulle der gå, før han endelig indrømmede, at han havde skiftet mening. Historien dertil er lang og kompliceret og fyldt med nye heartbreaks og kameler, jeg skulle sluge. Jeg forsøgte mig med dating og prøvede at give en ny fyr en oprigtig chance. Men mit hjerte og min hjerne sværmede stadig omkring min kæreste. Derfor føltes vinteren 2020 som en ny boble af forelskelse i det samme menneske, hvor alt det, jeg havde håbet på i det år, vi ikke var sammen, endelig skete. Der gik lang tid, måske næsten et helt år, før min hjerne forstod, at det altså var rigtigt. At mit menneske havde valgt mig til igen.

Ikke at de sidste næsten to år som “nye” kærester har været nemme. De har også været svære. Jeg har kæmpet med min usikkerhed og min mistillid over, om han nu også stadig vil mig og os. Selvom vores forhold på rigtig mange punkter er både sundere, bedre, mere åbent og helt igennem fantastisk, så er der stadig en lille del af mig, der ikke tør stole på de gode ting imellem os.

I foråret flyttede vi sammen. Noget, jeg aldrig havde troet skulle ske. En flytning, der var meget følelsesladet for mig. Jeg skulle forlade min lille trygge lejlighed, som havde dannet rammen om min depression og dermed også min heling. Et sted, hvor jeg lærte at holde mig selv i live, selvom jeg ikke havde lyst til det. Hvor jeg fandt min stædighed frem og lyttede til den, selv når min depression skreg af mig, at jeg hellere ville dø end føle det, jeg følte på daværende tidspunkt.

Jeg har stadig dage, hvor min hjerne minder mig om, hvad min kærestes beslutning dengang egentlig gjorde ved mig og jeg kan stadig få åndenød, når jeg kommer i tanke om, hvor dårligt jeg havde det og hvor lidt jeg havde lyst til livet. Jeg fortalte ham det hele, dengang han åbnede døren for os igen. Han ved godt, hvad han sendte mig ud i. Og derfor er jeg også mere komfortabel med at fortælle ham, når min usikkerhed om og mistillid til de gode ting blusser op.

Som den gjorde, da vi var en uge på sommerferie i starten af juli. Vores første ferie alene sammen. Jeg mærkede en trykken for brystet og en tung, tung tristhed lige i solar plexus. Simpelthen fordi jeg havde en nagende tanke om, at denne her ferie også blev vores sidste. Fordi vi igen er midt i vores andet år som kærester og alt kører så godt. Ligesom første gang vi var midt i vores andet år som kærester. Hvor han to uger efter vores årsdag rev tæppet væk under mig og vi ikke snakkede sammen i tre måneder.

Men jeg fik det sagt og han lyttede. Vi snakker generelt mere sammen nu end nogensinde før. Også om de svære ting. Vi hviler mere i os selv og i hinanden. Og nu har vi sagt ja til at dele hver dag sammen, under samme tag, med den samme budgetkonto og et fælles mad-kort, der forhåbentligt gør, at vi ikke får brugt alt for mange penge på fornøjelser i Rema. Det skræmmer mig helt vildt. Men det gør mig også så lykkelig og glad-ned-i-maven, at jeg godt tør.

Jeg tror, at flytningen er grunden til, at jeg ikke genkender hende på mit profilbillede på Facebook. Jeg er et helt andet sted i dag, end jeg var for et år siden. Jeg har nået meget på ét år. Jeg har været i praktik, jeg har sagt farvel til mit studiejob efter 2,5 år, jeg er flyttet, jeg har skrevet speciale og så er jeg blevet færdiguddannet. Jeg er blevet til en rigtig voksen. Jeg har fået nye forsikringer, jeg har rejst med min kæreste, jeg betaler selv for mit fitness-abonnement og jeg har sågar været i næsten konstant kontakt med min bankrådgiver siden april. Jeg går til møder på jobcentret og hos a-kassen og så er jeg begyndt at gå lidt mere op i mit fysiske helbred. Jeg vil gerne kunne sige, at jeg har haft min drømmekrop, når jeg en dag bliver gravid og derfor mister den for en stund.

Jeg har mange voksne tanker i løbet af en dag. Tiden som arbejdsløs går både hurtigt og langsomt. Verden omkring mig virker anderledes - og det er nok mest fordi jeg også er anderledes og har ændret mig. Der er mange følelser involveret i dét, at blive voksen og blive færdig med sin uddannelse. Nogle gange føler jeg, at jeg er voksen på en forkert måde. At jeg ikke gør det rigtigt, siger det rigtige eller ser ud på den rigtige måde. Jeg bliver stadig spurgt om ID på barer og klubber, hvilket virkelig fucker med mit selvbillede engang imellem. Jeg bliver 27 år om en uge. Hvordan kan jeg så stadig se ud som én, der ikke må være på en 21+ klub? Jeg føler at alle andre ligner voksne og ér voksne. At jeg bare lader som om. Selvom mit liv er meget voksent. Jeg er i et seriøst parforhold, hvor vi bor sammen, jeg betaler mine egne regninger og jeg tænker meget over, hvornår jeg mon er klar til at få børn og om min kæreste mon vil giftes indenfor de næste 3-5 år. 

Men indeni mig bor stadig en teenager. Den mig, der sad på sit barndomsværelse og hørte Fall Out Boy, mens verden udenfor virkede uretfærdigt stor og usikker. Sådan kan jeg stadig have det. Selvom meget i mit liv er på plads, så er der også utroligt meget, der ikke er fastlagt. Jeg har aldrig været specielt rejselysten og derfor har jeg, ifølge nogle, nok ikke oplevet særlig meget. Jeg har til gengæld oplevet lige præcis dét, jeg satte mig for gennem mine teenageår og tidlige 20′ere. Da jeg kom hjem fra højskole, anede jeg ikke hvad jeg skulle. Jeg havde planlagt mine to sabbatår nøje og nu stod jeg pludselig midt i et tredje. Da journalisthøjskolen afviste mig og jeg søgte ind på SDU, var det egentlig ikke fordi jeg havde lyst, men fordi jeg gerne ville i gang med noget igen. Dén ene beslutning betyder, at jeg efter endt uddannelse stadig bor i en anden landsdel. At jeg er kæreste med en sønderjyde. At jeg har arbejdet for mediehuse, jeg kun kunne drømme om før. På mange punkter har jeg udlevet en masse af mine drømme og måske netop derfor, rammer identitetskrisen mig ofte. Fordi nu skal jeg lave nye drømme.

Det er et privilegie, at jeg har sat flueben ved mange af mine barndomsdrømme og -håb for fremtiden. Skillevejen mellem ung og voksen er meget tydelig for mig nu og jeg forstår nu, hvordan man bliver klar til og tilfreds med “leverpostejslivet”. For jeg tror, at mine drømme nu handler om stabilitet. Om et arbejde, der gør mig glad, hvor mine kollegaer får mig til at grine og giver mig indhold i min hverdag. Hvor jeg kommer hjem og laver mad sammen med min kæreste og vi snakker om vores dag. Hvor vi en dag har et hus med have, en bil eller to, en kat og nogle børn, der kommer til at frustrere os ligeså meget som vi elsker dem.

Som teenager forstod jeg det aldrig. Dét der med at være voksen. Men det tror jeg, at jeg gør nu. Friheden til at være lige præcis dén, man gerne vil være. At lave ens egne regler og traditioner. At bygge noget op som sit eget og vælge at bygge til sammen med ens partner. Mine nye drømme er ikke færdige. Jeg ved stadig ikke hvordan livet ser ud om et år eller fem. Jeg har en idé om det, men meget kan nå at ændre sig. Hvis jeg kan føle, at jeg ikke er den samme som jeg var på min fødselsdag sidste år, så ved jeg slet ikke hvordan det hele føles om et år. Jeg ved dog, at jeg nok stadig bor, hvor jeg bor nu, med den samme kæreste og de samme ambitioner om vores fælles fremtid.

Mine fem år på universitetet har været så livsformende og -ændrende, at jeg aldrig kommer til at være hende, der i 2017 satte sig på et tog mod en anden landsdel, såret og nedbrudt efter et turbulent forhold. Ej heller kommer jeg til at være hende, der tvivler på sine drømme. Jeg har for vane at opfylde mine drømme, uden helt at lægge mærke til det. Så jeg er forhåbningsfuld for fremtiden fordi jeg ved, at én lille beslutning kan definere resten af mit liv. Og det er der måske også noget spændende i. For fem år siden, vidste jeg ikke, hvad jeg i virkeligheden havde sagt ja til, da jeg takkede ja til min studieplads. Det blev til et helt nyt liv. Det liv, som jeg nok altid har skulle ende med at leve. Det vidste jeg bare ikke. Og dét - dét er virkelig fucking trippy.

[videobog47]

mit liv i denne måned har krævet og vil kræve i nogle uger mere at jeg står tideligt op men kan ikke sove fordi hver gang jeg lukker mine tunge øjenlåg presser der stadig tårer igennem og tværer mit hårde arbejde ud (serumer og creme) så all in all ligner jeg et omgående lig og generelt føler jeg mig virkelig svag og folk omkring mig snakker bare fitness og cardio. sommer rammer anderledes for mig end andre i år. min storebror som aldrig har trådt fod i et voksent parforhold ruller med øjnene de par gange jeg har nævnt jeg stadig sørger mit brud, eller i hvert fald eftervirkningerne, tør absolut ikke at nævne jeg ser min ekskæreste mere end de fleste af mine venner. jeg føler alle dømmer mig, nok mest fordi jeg dømmer mig selv. it aint love men jeg hader at snakke om det med andre, so this will do. og jeg har brugt de her dage på at flytte, gøre rent til fraflytningssyn, selvom alle bekendte troede jeg var flyttet for længst, da de spurgte om vi skulle hænge i weekenden og nogle dage før, fordi jeg har kæftet op omkring det og stresset konstant i to måneder nu. jeg har stort set levet i flytterod og efterladenskaber af en forestilling om kærlighed, der kunne have været og spist aftensmad ved siden af papkasser siden bruddet. jeg lever stadig i det nu i min nye lejlighed, men ak og ve, det skal heldigvis bare op af flyttekasserne nu og ikke ned i dem! jeg er ret fornøjet med dekoren og udsigten (altan på 6. sal babyyyy) og jeg sover tungt, som om jeg har slugt en sovepille, fordi jeg har knoklet og svedt og løftet som en tømrer i arbejdstiden. endda røget som en tømrer på frokostpause. jeg har kigget på kalenderen for sommeren, den er sgu ret tom og pludselig rammer det mig hvor kort den er, før jeg skal starte i skole igen for første gang i tre år nu. jeg kan ikke nå at finde overskud inden til at få en fuldendt sommerferie. udenpå er jeg cool og collected men jeg kunne urinere lidt i bukserne af at starte igen. og i arrigskab har jeg slettet flamme-appen pga et skide one night stand gik galt og jeg krummer tæer hver gang jeg tænker på, hvem jeg har tilladt at røre min krop. jeg har vidst jeg absolut ikke ville date, men hændelsen har tvunget mig til at indse at jeg hellere ikke gider i seng med nogen. jeg har ikke engang lyst til at kigge på mænd. de giver mig myrekryb og jeg er intuitivt bange for dem alle. (er det her de daddy-issues jeg skal snakke om i morgen?) men en dag ad gangen ikke, jeg vil lægge den oplyste skærm væk og nok græde mig selv i søvn, imod min vilje, og så vågne af min alarm kl 7 og trutte afsted til opstart hos psykiatrien. uha hvis de propper antipsykotisk i ganen på mig igen kan jeg ligeså falde om og dø nu

[litteraturhistorikeren]

Jeg havde en super hyggelig aften i går på trods af en idiot, vi mødte på stambaren. Før jeg gik derover, var jeg sammen med folk fra uni, og det gik godt!! Jeg har endda fundet ud af, at en pige fra mit hold skal samme sted hen i Finland som mig næste år, så jeg fik snakket en del med hende. Selvom jeg ikke kender hende særligt godt, bliver det alligevel en tryghed at have hinanden, når vi nu skal bo i et andet land i fem måneder næste år.

I dag har jeg tømmermænd, og jeg stresser ikke over det. Jeg må gerne bruge en hel dag i sengen, for jeg har intet, jeg skal, jeg har sommerferie, og det gør mig så glad, at solen skinner udenfor

[migogminetanker]

Sidste tid på Efterskole

D. 7 juni 2022

Lang tid siden

Men så har jeg bare mere og fortælle 😂

Vi stater med eksamenerne jeg er startet på læse ferie for et par uger siden og der for jeg jeg afslutet alle andre fag undtagen engelsk og dansk mundelig eller sidste uge var jeg til prøve som jeg fortalte sidt at jeg skulle snakke engelsk med en senser det gik overraskede godt næste uge er det blevet tid til dansk det gode ved det er at jeg er færdig med det hele nu skal der øves og øves og øves

Imellem tiden har vi ogaå haft galla det var hyggeligt nok vi fik god mad og taget en masse billeder 📸

Nu er der lidt under 3 uger tilbage af mit efterskole liv men jeg vil sige det har væet de bedste 2 år i mit liv det kommer jeg til at savne men jeg er klar til at komme videre i 10. Klasse

Nu vil jeg sige godnat

Hav en god sommerferie når den kommer

Hey

[aimitis]

SKAM FIC LOVE FEST Day 1: Comments

Jag har gått omkring och flinat som en galning idag, efter att ha blivit nämnd i flera poster om kommentarer <3 Ibland känner jag mig som en dålig läsare som inte hänger med, inte har tid att läsa så många fics som jag skulle vilja osv... men kommentera brukar jag försöka hinna med, eftersom jag själv vet hur vansinnigt mycket det kan betyda! Det har varit underbart att se exakt hur uppskattat det har varit. Tack!!! <3

Jag är fruktansvärt bortskämd med fina kommentarer själv, och det finns faktiskt några som jag kommer ihåg näst intill ordagrant, och kan börja skratta (eller blink bort en tår) åt så fort jag kommer att tänka på dem. Här är de!

Peace train

sjiraff: ...Og så må jeg bare si at jeg synes denne historien er så godt gjennomarbeidet og sammensydd på alle måter. Det virker som at ikke noe er tilfeldig, og dere har gjort et helt imponerende stykke arbeid med research til alle stedene de har vært. Skulle ønske jeg kunne reist i fotsporene til våre venner og se noe av det de har sett og opplevd. ❤️ Jeg har nesten sluttet å legge merke til om det er norsk eller svensk når jeg leser, og det betyr vel også at denne historien er helstøpt vare.Jeg vil at denne reisen skal vare i uendelig tid, så det er trist når de snakker om at det nærmer seg slutten. :/ Men sånn er det vel med alle gode bøker, ferier og historier! Takk for følget så langt. ❤️

HerthaLind: Älskar det! Vilket projekt ni har dragit igång! Blir sugen på att tågluffa nu (kanske nästa sommar...)

Är på semester och lite offline i bergen och har laddat ner så jag kan läsa detta äventyret! Verkligen imponerande!

Saknar verkligen en Vilde säsong :( gillar dynamiken mellan tjejerna, eller alla, lite hur de är i grupp och sen på tu man hand eller i mindre grupper. Magnus är också en älskling!

Ska bli spännande att se vad mer ni har kokat ihop!

Sommarlov

duerikkjealeina: Da har eg endelig fått komt meg på sommerferie med dere - hurra :-D <3 Dette er noe av finaste og såraste eg noen gang har lest :-D <3 Og så utrolig mange overaskelser da, har sitte å gispa her den siste timen, hehe ;-) Genialt av dere <3

Så fantastisk fine beskrivelser av å reise på sommerferie, alle følelsene rundt dette, bading, gamle blader, følelelsen av ukesvis med blanke ark foran deg :-D Og så blir man eldre, ting endrer seg, vennskap endrer ser og det gjør følelser også. Hvorfor er vi venner, hva er det som gjør at vi fortsatt henger sammen? Hva skjer når ting endrer seg og man kanskje har lyst å gå forskjellige veier?

Og det fine vennskapet mellom Isak og Eva da, så nydeleg, sårbart og vakkert <3 Så avhengige av hverandre, så redde for å være uten den andre, men samtidig så ønsker de begge noe annnet tenker eg.Og dette, noe av det fineste, såreste og ærligste eg noen gang har lest:

Morgnarna på bussen tillsammans då de inte ännu hunnit eller orkat sätta på sig den där masken där allt är okej. <3 <3 <3

GLEDE meg til å se hvordan dette går videre, helt imponert og rørt :-D <3

@amfelia:  Stemningen i denne historien er helt fantastisk, dere beskriver en tenåringssommer så utrolig bra. Og jeg liker universet dere skaper, det er så detaljrikt og nyansert, og dere gir oss historien bit for bit, som et digert puslespill som vi må sette sammen selv, se på hver bit og fundere på hvor den hører hjemme, hvor den passer inn. Noe sier meg at vi ikke kommer til å se hele bildet før aller siste bit er på plass, og det gjør meg spent, nysgjerrig og ekstremt utålmodig på neste kapittel. Denne her er på min «must read»-liste i sommer.

@tristealven: Jag älskar att ni inte var rädda för att skriva detta med tights och mascara, att ni inte var rädda för att gå dit och visa den inte så fina sidan av Isak framför Even. Det är så ic för vem Isak var när han inte var helt redo för att komma ut. Det också att han ångrade med detsamma. Det brukar han göra, ju.

Jag har bara läst så många sockersöta historier på sistone att jag blev väldigt glad av att läsa något som kändes så äkta. Gläder mig till att läsa vidare <3

fenrirulven: Åh! Äntligen händer det saker, och allt på en gång? Men så fint med Noora och Eva, hela den scenen var så fint skriven. Liksom mjukt och försiktigt. Jag gillar alltid att läsa när karaktärer upptäcker saker om sig själva och andra. Och jag vet inte, jag hoppades ni skulle skildra dem mer på det här sättet och blev väldigt glad, och har gått och väntat på att relationstaggen skulle ändras. Det känns av någon anledning alltid mer intimt att läsa femslash på sitt eget språk, på ett bra sätt.

Hoppas de kan prata nu, Eva och Isak, och hantera det här utan att det blir kaos. Kan i alla fall inte bli värre tror jag? ❤️

***

...och så ett hedersomnämnande till duerikkjealeina som hoppade på Peace train i somras, och kommenterar varje kapitel med stor iver och en hög torkpapper som obligatorisk rekvisita. Inte bara under kapitlet i sig, hon ser dessutom till att lämna lassvis med kärlek över messenger med jämna mellanrum. Ingen har fått mig att le så mycket över kommentarer som den här människan, och i en perfekt värld skulle alla ha en egen duerikkje... Love you, sötplutt! <3

[ejendommelig]

Har overstået en fremlæggelse i dag, som jeg har øvet mig så så så meget på siden min underviser gav os vores tider i torsdags. Nu er jeg godt og grundigt smadret, selvom jeg har en masse artikler at læse til i morgen, uff. Men!!! 1 ting er klaret (fremlæggelse), så nu mangler jeg bare skriveøvelse til om to uger og eksamensopgave til om tre uger og jeg skal nok klare det! Og så er der læseferie og mere eksamen og så endelig en lang sommerferie. I can’t wait

[maelkevejen]

(Noget af) det anstrengende ved at bo i København er alle de løb, der hele tiden foregår

Marathons, halvmarathons og nu også Tour De France. Altså... Jeg kan jo ikke komme hverken ind eller ud. Jeg skal tilfældigvis aflevere kaninerne på sommerferie hos en veninde lige den søndag, og jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg skal bære mig ad, når man basically ikke kan komme ind nogen steder i bil. Måske ved Hovedbanegården? Iih... Jeg ved godt, det er fedt, at vi har enkeltstart i København og have løbet marathon i indre by. Det forstår jeg godt. Men hvor ville jeg dog ønske, de der arrangementer udleverede et kort, hvor det markeres, hvor man kan slippe igennem ruten. For globs sake. Det er altså lidt af en stressfaktor. Og tidsrøver til tider også. 

Heldigvis er der altid tunnelen ved Østerport. Men der kan jo ikke komme en bil igennem. Sørens.