#hej tumblr jeg findes stadig | Explore Tumblr Posts and Blogs

redlipsticklies · 2 years

Text

Jeg synes det er enormt trippy, hvor meget der er sket for mig de sidste fem år. De år, jeg har tilbragt på universitetet. De sidste 2,5 år alene har været så fundamentalt livsændrende, at jeg slet ikke forstår det. Jeg kan sidde og kigge på mit profilbillede på Facebook, som i øvrigt kun er ét år gammelt, og føle, at jeg ikke genkender hende på billedet. Jeg føler mig som en helt anden person end den jeg var, da jeg sad og spiste italiensk mad på min fødselsdag sidste år. Om én uge har jeg fødselsdag igen og jeg føler, at der er sket så vanvittigt meget på dét ene leveår. Det er så vanvittigt.

Da jeg startede på uni som 22-årig, var jeg lige kommet ud af et forhold præget af dårlig stemning og utroskab fra min ekskærestes side. Faktisk kontinuerlige tillidsbrud og manglende forståelse for mine følelser. Derfor var min spontane flytning til en anden del af landet meget tiltrængt. På den sidste dag i intro-ugen på mit nye studie mødte jeg min nuværende kæreste. Jeg havde altså været i min nye by og i min nye tilværelse i mindre end en uge, da jeg fandt mit menneske.

Derfor var det også en mavepuster af dimensioner, da han i vinteren for snart tre år siden valgte mig fra og ikke ville være min kæreste længere. Jeg blev kastet ud i mit livs største krise, startede til psykolog, kunne hverken spise eller sove og jeg ved stadigvæk ikke, hvordan jeg overhovedet kom igennem de første tre måneder. Faktisk kan jeg ikke huske over halvdelen af 2020 fordi jeg var så dybt deprimeret, at min hjerne har valgt at glemme det. Fortrænge traumet, som min psykolog nok ville sige, hvis jeg spurgte hende om det i dag.

Ét år skulle der gå, før han endelig indrømmede, at han havde skiftet mening. Historien dertil er lang og kompliceret og fyldt med nye heartbreaks og kameler, jeg skulle sluge. Jeg forsøgte mig med dating og prøvede at give en ny fyr en oprigtig chance. Men mit hjerte og min hjerne sværmede stadig omkring min kæreste. Derfor føltes vinteren 2020 som en ny boble af forelskelse i det samme menneske, hvor alt det, jeg havde håbet på i det år, vi ikke var sammen, endelig skete. Der gik lang tid, måske næsten et helt år, før min hjerne forstod, at det altså var rigtigt. At mit menneske havde valgt mig til igen.

Ikke at de sidste næsten to år som “nye” kærester har været nemme. De har også været svære. Jeg har kæmpet med min usikkerhed og min mistillid over, om han nu også stadig vil mig og os. Selvom vores forhold på rigtig mange punkter er både sundere, bedre, mere åbent og helt igennem fantastisk, så er der stadig en lille del af mig, der ikke tør stole på de gode ting imellem os.

I foråret flyttede vi sammen. Noget, jeg aldrig havde troet skulle ske. En flytning, der var meget følelsesladet for mig. Jeg skulle forlade min lille trygge lejlighed, som havde dannet rammen om min depression og dermed også min heling. Et sted, hvor jeg lærte at holde mig selv i live, selvom jeg ikke havde lyst til det. Hvor jeg fandt min stædighed frem og lyttede til den, selv når min depression skreg af mig, at jeg hellere ville dø end føle det, jeg følte på daværende tidspunkt.

Jeg har stadig dage, hvor min hjerne minder mig om, hvad min kærestes beslutning dengang egentlig gjorde ved mig og jeg kan stadig få åndenød, når jeg kommer i tanke om, hvor dårligt jeg havde det og hvor lidt jeg havde lyst til livet. Jeg fortalte ham det hele, dengang han åbnede døren for os igen. Han ved godt, hvad han sendte mig ud i. Og derfor er jeg også mere komfortabel med at fortælle ham, når min usikkerhed om og mistillid til de gode ting blusser op.

Som den gjorde, da vi var en uge på sommerferie i starten af juli. Vores første ferie alene sammen. Jeg mærkede en trykken for brystet og en tung, tung tristhed lige i solar plexus. Simpelthen fordi jeg havde en nagende tanke om, at denne her ferie også blev vores sidste. Fordi vi igen er midt i vores andet år som kærester og alt kører så godt. Ligesom første gang vi var midt i vores andet år som kærester. Hvor han to uger efter vores årsdag rev tæppet væk under mig og vi ikke snakkede sammen i tre måneder.

Men jeg fik det sagt og han lyttede. Vi snakker generelt mere sammen nu end nogensinde før. Også om de svære ting. Vi hviler mere i os selv og i hinanden. Og nu har vi sagt ja til at dele hver dag sammen, under samme tag, med den samme budgetkonto og et fælles mad-kort, der forhåbentligt gør, at vi ikke får brugt alt for mange penge på fornøjelser i Rema. Det skræmmer mig helt vildt. Men det gør mig også så lykkelig og glad-ned-i-maven, at jeg godt tør.

Jeg tror, at flytningen er grunden til, at jeg ikke genkender hende på mit profilbillede på Facebook. Jeg er et helt andet sted i dag, end jeg var for et år siden. Jeg har nået meget på ét år. Jeg har været i praktik, jeg har sagt farvel til mit studiejob efter 2,5 år, jeg er flyttet, jeg har skrevet speciale og så er jeg blevet færdiguddannet. Jeg er blevet til en rigtig voksen. Jeg har fået nye forsikringer, jeg har rejst med min kæreste, jeg betaler selv for mit fitness-abonnement og jeg har sågar været i næsten konstant kontakt med min bankrådgiver siden april. Jeg går til møder på jobcentret og hos a-kassen og så er jeg begyndt at gå lidt mere op i mit fysiske helbred. Jeg vil gerne kunne sige, at jeg har haft min drømmekrop, når jeg en dag bliver gravid og derfor mister den for en stund.

Jeg har mange voksne tanker i løbet af en dag. Tiden som arbejdsløs går både hurtigt og langsomt. Verden omkring mig virker anderledes - og det er nok mest fordi jeg også er anderledes og har ændret mig. Der er mange følelser involveret i dét, at blive voksen og blive færdig med sin uddannelse. Nogle gange føler jeg, at jeg er voksen på en forkert måde. At jeg ikke gør det rigtigt, siger det rigtige eller ser ud på den rigtige måde. Jeg bliver stadig spurgt om ID på barer og klubber, hvilket virkelig fucker med mit selvbillede engang imellem. Jeg bliver 27 år om en uge. Hvordan kan jeg så stadig se ud som én, der ikke må være på en 21+ klub? Jeg føler at alle andre ligner voksne og ér voksne. At jeg bare lader som om. Selvom mit liv er meget voksent. Jeg er i et seriøst parforhold, hvor vi bor sammen, jeg betaler mine egne regninger og jeg tænker meget over, hvornår jeg mon er klar til at få børn og om min kæreste mon vil giftes indenfor de næste 3-5 år.

Men indeni mig bor stadig en teenager. Den mig, der sad på sit barndomsværelse og hørte Fall Out Boy, mens verden udenfor virkede uretfærdigt stor og usikker. Sådan kan jeg stadig have det. Selvom meget i mit liv er på plads, så er der også utroligt meget, der ikke er fastlagt. Jeg har aldrig været specielt rejselysten og derfor har jeg, ifølge nogle, nok ikke oplevet særlig meget. Jeg har til gengæld oplevet lige præcis dét, jeg satte mig for gennem mine teenageår og tidlige 20′ere. Da jeg kom hjem fra højskole, anede jeg ikke hvad jeg skulle. Jeg havde planlagt mine to sabbatår nøje og nu stod jeg pludselig midt i et tredje. Da journalisthøjskolen afviste mig og jeg søgte ind på SDU, var det egentlig ikke fordi jeg havde lyst, men fordi jeg gerne ville i gang med noget igen. Dén ene beslutning betyder, at jeg efter endt uddannelse stadig bor i en anden landsdel. At jeg er kæreste med en sønderjyde. At jeg har arbejdet for mediehuse, jeg kun kunne drømme om før. På mange punkter har jeg udlevet en masse af mine drømme og måske netop derfor, rammer identitetskrisen mig ofte. Fordi nu skal jeg lave nye drømme.

Det er et privilegie, at jeg har sat flueben ved mange af mine barndomsdrømme og -håb for fremtiden. Skillevejen mellem ung og voksen er meget tydelig for mig nu og jeg forstår nu, hvordan man bliver klar til og tilfreds med “leverpostejslivet”. For jeg tror, at mine drømme nu handler om stabilitet. Om et arbejde, der gør mig glad, hvor mine kollegaer får mig til at grine og giver mig indhold i min hverdag. Hvor jeg kommer hjem og laver mad sammen med min kæreste og vi snakker om vores dag. Hvor vi en dag har et hus med have, en bil eller to, en kat og nogle børn, der kommer til at frustrere os ligeså meget som vi elsker dem.

Som teenager forstod jeg det aldrig. Dét der med at være voksen. Men det tror jeg, at jeg gør nu. Friheden til at være lige præcis dén, man gerne vil være. At lave ens egne regler og traditioner. At bygge noget op som sit eget og vælge at bygge til sammen med ens partner. Mine nye drømme er ikke færdige. Jeg ved stadig ikke hvordan livet ser ud om et år eller fem. Jeg har en idé om det, men meget kan nå at ændre sig. Hvis jeg kan føle, at jeg ikke er den samme som jeg var på min fødselsdag sidste år, så ved jeg slet ikke hvordan det hele føles om et år. Jeg ved dog, at jeg nok stadig bor, hvor jeg bor nu, med den samme kæreste og de samme ambitioner om vores fælles fremtid.

Mine fem år på universitetet har været så livsformende og -ændrende, at jeg aldrig kommer til at være hende, der i 2017 satte sig på et tog mod en anden landsdel, såret og nedbrudt efter et turbulent forhold. Ej heller kommer jeg til at være hende, der tvivler på sine drømme. Jeg har for vane at opfylde mine drømme, uden helt at lægge mærke til det. Så jeg er forhåbningsfuld for fremtiden fordi jeg ved, at én lille beslutning kan definere resten af mit liv. Og det er der måske også noget spændende i. For fem år siden, vidste jeg ikke, hvad jeg i virkeligheden havde sagt ja til, da jeg takkede ja til min studieplads. Det blev til et helt nyt liv. Det liv, som jeg nok altid har skulle ende med at leve. Det vidste jeg bare ikke. Og dét - dét er virkelig fucking trippy.

#personal #rant #hej tumblr jeg findes stadig #jeg kan ikke finde ud af at lave readmore så nu får I bare det hele

0 notes