#det her er ikke en 2019 ting | Explore Tumblr posts and blogs

helledyrendahl · 4 years ago

Text

Gründertips til deg som tenker på å starte noe eget!

Her kommer et lite ekstraintervju, med gründer og daglig leder av Folkelig, Kathrine Marthinsen! Hun har også vært min praksisveileder de siste månedene, og er på såå mange måter en stor inpirasjonkilde. Det er nå omtrent 10 år siden Kathrine tok valget om å starte noe eget, og jeg fant ut at jeg bare måtte ta en prat med henne om reisen hun har hatt og erfaringer hun har gjort seg på veien:

Kan du fortelle litt om deg selv og din bakgrunn før reisen med Folkelig begynte?

Ja, jeg er 32 år, og kommer fra Hønefoss, men flyttet til Bergen da jeg begynte på utdanningsløpet som folkehelsearbeider på Høyskolen på Vestlandet, som jeg var ferdig med i 2011. I tillegg har jeg også PT utdanning. Og det er vel egentlig det, før det var andre ting som fanget interessen, haha! Valget av den bacheloren jeg tok, i folkehelsearbeid med vekt på fysisk aktivitet og kosthold, var vel fordi den traff interessen min for helse, trening og kosthold på det tidspunktet, men så fant jeg vel ut tidlig i studiet at jeg fikk mer og mer interesse og oppmerksomhet for også andre aspekter ved helse, som sosial ulikhet - hvor urettferdig det er, og så mange andre aspekter det er med helse, som ikke kun handler om trening og kosthold. Helse er jo så mye mer enn det!

“...Jeg hadde også lyst til å jobbe med det jeg virkelig brenner for - å redusere sosial ulikhet i helse, og jeg ønsket å kunne tilføre noe nytt der jeg så det manglet.”

Hva var det som gjorde at du valgte å starte opp for deg selv? Hva var tankeprosessen rundt det å ta steget?

Det var nok flere ting, men jeg så jo at det ikke var supermange muligheter for jobb etter studiet, og vi var jo bare tredje kullet med den utdanningen i Norge, så det var ikke noen klar linje for hva man kunne gjøre eller hva man kunne jobbe med.. Det var vel så vidt begynt å komme noen folkehelse-koordinatorer i kommuner osv, men så kjente jeg også litt på at selv om man også får utrettet mye i kommunen, så ville jeg jo aller helse utvikle de verktøyene som manglet i alle kommuner, ikke bare den ene man eventuelt er ansatt i. Jeg hadde også lyst til å jobbe med det jeg virkelig brenner for - å redusere sosial ulikhet i helse, og ønsket å kunne tilføre noe nytt der jeg så det manglet. Jeg følte vel også da at det var lettere å få utrettet noe med noe eget, fordi det som allerede eksisterte var litt begrenset og uten så mye kontinuitet.

- Ja det er jo veldig sant, og veldig reflektert i tidlig alder!

Hehe, ja man er jo også på et tidspunkt i livet der man kanskje er litt naiv og tenker litt sånn «ja men selvfølgelig skal dette gå bra» og ser kanskje ikke like mye hindringer og alt som kan skje, så jeg tror kanskje ikke jeg hadde kommet til å gjort det, om jeg visste om alt det faktisk innebærer. Det tar jo helt sykt mye tid, så på den tiden så jobbet jeg som PT på siden, og brukte vel mer eller mindre alle døgnets timer på å få det til. Fra vi begynte å jobbe med det i 2011, til vi opprettet et AS på høsten i 2013, så gikk det nærmere 2 år, hvor dagene gikk i å stå opp tidlig, jobbe med innhold, holde Smaksverksted, dra å holde PT timer, jobbe med forretningsplan, sende inn søknader, holde GateGym økter, også til slutt sette seg ned å lære seg regnskap. Så jeg husker jo at jeg tenkte at «ååh, jeg gleder meg til om 5 år, for da er det sikkert ikke så vanskelig lenger» Men 5 år senere er det jo helt andre ting som er vanskelig igjen, haha. Men man er jo heldigvis så engasjerte og «inni det», at det blir jo nesten en livsstil. Så det er nok veldig viktig at man tror på det på man gjør, også er det nok bra å være både litt naiv, og litt sta.

Kan du fortelle litt om grunderreisen - hvordan har de siste 10 årene vært?

De første årene var jo som sagt mye planlegging og selvlæring, vi meldte oss på et bedriftskurs med Nav, for å lære forretningsutvikling, også gikk det litt gradvis egentlig, der vi jobbet når vi hadde tid og tok kurs i regnskap osv, i tillegg til å bygge nettverk i gründermiljø der vi møtte mange andre med ulike kompetanser som man kunne lære av. Det har vært veldig spennende, og veldig lærerikt men mange utfordringer og mange små og store oppturer underveis, som at man fikk en ny kunde, eller gjennomslag for et anbud/ tilskudd, eller gode resultater og fine tilbakemeldinger fra de man har jobbet med. Smaksverkstedet var jo det aller første vi begynte med i 2013, også kom GateGym i 2014. Til da var vi to stykker som jobbet sammen, men ikke alt for lenge etter at daværende partner sluttet, kom første ansatt med på laget i slutten av 2015. Det har på mange måter vært en berg og dalbane hele veien, med veldig mye læring og tilpasning på veien. Senere, i 2017, så fikk vi på plass bant annet e-læringen for Smaksverkstedet, som ga mye rom for skalering når hele den prosessen kunne skje digitalt, også vant vi også anbudet til Matjungelen som pilotprosjekt på høsten i 2017. Det pilotprosjektet gikk jo veldig bra, og når vi senere også vant anbudet for skalering av Matjungelen i slutten av 2018, så føltes det som en stor seier - at vi som en liten sosial-entreprenør kunne vinne over ganske store aktører, på grunn av kompetansen vår. Perioden mellom pilotprosjektet og skaleringen av Matjunglen på nasjonalt nivå var også ganske utfordrende på et personlig plan, da jeg også fikk utmattelsessyndrom i hele 2018, så det var ganske tungt, både fysisk, og psykisk tungt å ikke klare å levere så mye som jeg var vant til. Hadde heldigvis to superflinke ansatte på det tidspunktet, men det ble jo også mye press på dem i den perioden så klart. Men utrullingen begynte i 2019, og vi har siden det fått enda flere ansatte, både egen kommunikasjonsrådgver i Matjungelen, en forretningsutvikler, og to prosjektledere for Smaksverkstedet.

Hva håper du framtiden bringer for Folkelig?

Håper at det løsner litt mer, slik at flere kanskje ser sosial-entreprenørenes rolle i det store bildet, og involvere flere aktører i utviklingsprosjekter. Jeg har lyst til å bruke de erfaringene vi har gjort oss med å utvikle tiltak og prosjekter som treffer en målgruppe, for jeg tror at vi kan bruke den kunnskapen vi har om å utvikle tiltak på flere måter, for også andre aktører som har bruk for andre tiltak. For eksempel som at vi nå skal utvikle et rammeverk for Nasjonalforeningen for folkehelsen, for at de skal kunne lage nye verktøy for at lokale foreninger kan utbedre aktivitetstilbudet for ungdom. På den måten gir vi de jo et verktøy for å utarbeide prosjekter selv. Et annet potensiale kan jo være «Food Jungle», som da er Matjungelen på et internasjonalt plan! Det er jo et veldig langsiktig mål, men tror absolutt det kan være mulig og på den måten kan man også nå ut til enda flere barn. Men igjen, så er det ikke noe mål jeg har i seg selv, å skulle bli så stor som mulig, men det hadde jo vært bare fint å kunne skalere opp effekten.

Og til sist, men ikke minst: Har du noen tips til de som sitter å tenker på å starte opp noe eget?

1. Det første jeg tenker på er at det du tenker på å starte må være noe du virkelig brenner for! For det er det som kommer til å gi deg motivasjonen når det innimellom blir litt tungt. Jeg hadde aldri gjort det, om det ikke gav meg noe, for det krever mye tid og arbeid.

2. Et annet viktig tips er nok å bruke og bygge nettverk i start-up-miljø. Jeg har vært veldig heldig å hatt en viktig mentor, som har hjulpet meg mye med økonomi og det juridiske, og som også har vært i styret mitt i lang tid.

3. Et siste tips er kanskje å begynne med en ting av gangen. Man har kanskje veldig mye tanker og visjoner om alt man vil gjøre, men skulle jeg gjort det på nytt, hadde jeg kanskje ville fokusere er på en ting av gangen.

- Og med det, må jeg bare si tuuusen takk til Kathrine, for veldig hyggelig prat og veldig gode tips! Og ikke minst for den fine erfaringen jeg har fått fra å jobbe hos henne, og med Folkelig-gjengen de siste to månedene!

2 notes · View notes

dunderklumpen · 5 years ago

Photo

A decent human

Interview with Modemagasinet IN (March 2020)

How do we react when faced with something that scares us? If we are Danes, we suppress and displace, because there is no need to spoil the hygge we are so famous for. But we must dare to talk about it, says Nikolaj Coster-Waldau. And that is why he has said yes to co-star in the film about the attack on Krudttønden and the Copenhagen Great Synagogue in 2015. Because art can help us to talk about the difficult things we otherwise cannot find words for. The same can be said about community, so we Danes must also be better at looking after each other in everyday life – the same way we do when our national football team is successful.

Full text (Danish) behind the cut. Check the notes for the crappy English google translated version.

ET ORDENTLIGT MENNESKE

Hvordan reagerer vi, når vi står over for noget, der gør os bange? Hvis vi er danskere, har vi det med at fortie og fortrænge, for der skulle nødig være noget, der spolerede den hygge, vi er så berømte for. Men vi skal turde tale om det, siger Nikolaj Coster-Waldau. Og det er bl.a. derfor, han har sagt ja til at medvirke i filmen om attentatet på Krudttønden og Københavns Synagoge i 2015. For kunst kan hjælpe os med at tale om de svære ting, vi ellers ikke kan finde ord for. Det samme kan fællesskab, så vi danskere skal også være bedre til at søge hinanden i hverdagen - på samme måde, som vi gør, når vores fodboldlandshold har succes.

AF Nina Ettrup FOTO Franne Voigt STYLING Graham Addinall HÅR MAKEUP Mads Stig FOTOASSISTENT William Lunde

Nikolaj Coster-Waldau

Født 27. juli 1970, opvokset i Tyberg på Sydsjælland.

Uddannet fra Statens Teaterskole i 1993 – året efter fik han sit store gennembrud i ‘Nattevagten’.

Siden har han medvirket i bl.a. ‘Black Hawk Down’, ‘Manden bag døren’, ‘Den gode strømer’, ‘Supervoksen’, Oblivion’, ‘En chance til’ og ‘Selvmordsturisten’.

Han spillede rollen som Jaime Lannister i HBO-succesen ‘Game of Thrones’ fra 2011 til 2019. Serien vandt hele 59 Emmystatuetter i løbet af de otte sæsoner.

Fra 5. marts kan han opleves som politimanden Rico i ‘Krudttønden’.

Senere på året dukker han op i den amerikanske thriller ‘The Silencing’, og næste år spiller han over for Katrine Greis-Rosenthal i ‘Smagen af sult’.

Han har været gift med Nukâka Coster-Waldau og er far til to piger, Safina og Filippa.

Han er goodwill-ambassador for FN med fokus på bæredygtige udviklingsmål og rettigheder for piger og kvinder.

Ansigtet er forpint. Øjnene små sprækker. Stemmen ryster let. 'Alting forandrer sig. Hver eneste dag', nærmest muser han. Det er slet ikke det, han skal sige.

Nikolaj Coster-Waldau kommer blæsende ind ad døren. Hans tykke, gyldne hår stritter, og han har ingen jakke på, fur han ‘kom lidt hurtigt ud ad døren’. Han griner og giver opmærksomt hånd rækken rundt - han er klar. Hans ligefremme facon virker næsten kontradiktorisk, når man lige har set ham i ‘Krudttønden’ - Ole Christian Madsens film om attentatet på Østerbro-spillestedet og synagogen i København for fem år siden.

Her spiller han politimanden Rico. Den eneste af filmens fire hovedfigurer, der ikke er hentet i virkeligheden. Rico er manden, som jagter Omar el-Hussein efterdrabene på Finn Nørgaard og Dan Uzan. Den eneste af de fire, som overlever, og dermed den, der fortæller historien. Men den afrapportering, han bliver bedt om at levere af sin chef, bliver lige sl meget en tankestrøm om liv, død og (u)menneske(lig)hed, som hvisler ud mellem de sammenbidte tænder. Filmen har allerede inden premieren skabt debat: Er det fur tidligt at lave en film om attentatet på København? Er det for barsk aver for ofrenes pårørende og dem, der var vidner til drabene? Kan man overhovedet lave en film om noget, som vi ikke kender de fulde konsekvenser af endnu?

Nikolaj Coster-Waldau har hørt argumenterne. Og ‘alle har ret til deres holdning’, synes han.

– Men film og kunst generelt kan tage fat i det, der er voldsomt i vores verden, og hjælpe os med at bearbejde det, siger han og fortsætter:

– Jeg kan jo kun sige, hvad jeg selv følte og tænkte, da jeg læste manuskriptet: Jeg havde ikke glemt attentatet, men jeg havde nok fortrængt det lidt, og sådan tror jeg, mange har det. For det stemmer ikke overens med den måde, vi ser Danmark på. Vi kan ikke acceptere, at det er den nye normal.

Men det er vigtigt, at vi taler om det, der foregår, siger han. Og film kan hjælpe os med at skabe et sprog for det.

– Der er ingen, der bryder sig om at bryde den gode stemning - det er nærmest blevet vores ‘trademark’ her i Danmark. Hyggen, ikke? Men det er vigtigt, at vi får svesken på disken. Og lige præcis når det handler om at gi ud og skyde pi andre mennesker, skal vi stå fast og sige ‘dét accepterer vi ikke’, siger skuespilleren.

Han understreger, at ‘det voldsomme’ jo ikke går væk af, at vi ikke taler om det. Det er en del af verden og hverdagen. Han - som nok har rejst mere end de fleste de seneste år – henviser til den øgede sikkerhed i lufthavne verden over og ‘de kæmpe sten’, som nu ligger som sikkerhedsværn på Christiansborg Slotsplads. Men også til de krige, Danmark har deltaget i, og de danske soldater, ‘der stadig er derude’.

Fire mænd ved en skillevej

‘Krudttønden’ forsøger ikke at forklare, hvorfor det, som skete, skete. Eller om det kunne have været afværget. Den fortæller den historie, vi kender fra medierne, om en mand, som tager to liv og ender med selv at blive skudt. Men den fortæller også historien om fire mænd - Omar, Finn, Dan og Rico - som alle har noget, de kæmper med, da deres skæbner forbindes.

– Jeg kunne godt lide strukturen, og jeg tror, de fleste kan identificere sig med det her med at stå ved en skillevej og skulle vælge, hvor man går hen, siger Nikolaj Coster-Waldau.

– Rico har været en succes, men nu er han kommet til et punkt, hvor han skal prøve at acceptere, at der skal ske nogle forandringer, forklarer han videre - uden at det her skal røbes, hvad det er for nogle ting. hans fiktive alter ego bokser med.

– Han er pissebange. Og det kan jeg godt forstå. Men toget kører altså, og så skal du vælge, om du vil blive stående på perronen, eller du vil hoppe på. siger Nikolaj Coster-Waldau og tilføjer, at ‘forandring fryder - er det ikke det, man siger?’

I de scener, hvor Rico aflægger rapport efter attentaterne og indimellem kommer på mentale afveje, taler han om menneskelighed og det vigtige i at holde fast i den, når verden virker skræmmende, usikker og ond. Og Nikolaj Coster-Waldau er enig i, at kærligheden og fællesskabet er de bedste våben mod frygten.

– Det er en del af det at være dansk, at være reserveret. Det er jeg også selv. Men vi er nødt til at skubbe til os selv indimellem. Vi elsker jo også sammenholdet. Når der er store fudboldbegivenheder, springer vi hinanden om halsen og fester i gaderne, siger han og griner, da han erkender, at der ‘kan være lidt langt mellem snapsene’, når det gælder fodboldlandsholdets succeser.

– Men de fleste vil gerne være med. Det kunne vi også se, da Kim Larsen døde, og der var fakkeloptog gennem byen - han har jo også om nogen prædiket kærlighed og sammenhold, siger han om den folkekære sanger.

Åbne døre i USA

Nikolaj Coster-Waldau bragede igennen med ‘Nattenvagten’ for 26 år siden. Siden fik Hollywood øjnene op for danskeren og gav ham hovedrollen i serien ‘New Amsterdam’ og siden jobbet som den krigeriske Jaime Lannister i ‘Game of Thrones’ der har givet ham stjernestatus verden over. Sidste år sagde han endegyldigt farvel til den brynjeklædte ridder og otte års monstersucces og har siden lavet thrilleren ‘Domino’, dramaet ‘Selvmordsturisten’ og nu ‘Krudttønden’.

Han smiler skævt, da jeg nævner, at det ikke ligefrem er feelgood-film, og spørger, om han har haft behov for at lægge afstand til ‘Game of Thrones’ ved at lave en række alvorstunge film.

– Altså ... ‘Game of Thrones’ var jo et udstyrsstykke, og jeg har i hvert fald ikke haft travlt med at lave mere af den slags, lyder svaret, før han selv tænker videre og siger:

– Jeg bar ladet lysten drive værket.

De senere år har han lavet flere film i USA og spillet over for internationale stjerner som Tom Cruise, Jessica Chastain og Juliette Binoche. Det vil han rigtig gerne blive ved med, og nu hvor ‘Game of Thrones’ ikke længere lægger beslag på kalenderen, åbner der sig nogle muligheder.

– Det føles, som om der er et ‘moment’ i USA lige nu. Jeg får nogle møder. Og det er enormt sjovt, siger han.

Samtidig er han bevidst om, at han er ‘midt i livet, måske lidt mere endda’ og at de ting, han gerne vil, skal han rykke på nu. Det er derfor, han har lavet et produktionsselskab sammen med en ven. De er i gang med at producere en dokumentarfilm, og til efteråret skal de lave en spillefilm.

– Jeg er stor fan af dokumentarfilm, som jo også har oplevet en stor opblomstring de senere år. Det er en kliche, men det handler om, at virkeligheden ofte overgår fantasien, forklarer Nikolaj Coster-Waldau, der mener, at dokumentarfilm også kan være med til at belyse verden - både de dele af den, vi ikke kender, og dem, vi kan spejle os i.

– Jeg oplever, at verden føles fragmenteret, men også at mennesker har en enorm lyst til at være fysisk sammen. Der er en ny bevidsthed i forhold til at engagere sig politisk - det har jeg også set på tætteste hold i USA, siger han og nævner bl.a. antivåben-bevægelsen March for Our Lives, som opstod i kølvandet på endnu et skoleskyderi, denne gang på Marjory Stoneman Douglas High School i Florida i februar 2018.

Her gjorde særligt gymnasieeleven Emma Gonzáles sig bemærket, da hun gik på talerstolen og talte med både styrke og følsomhed om attentatet på sin skole.

– De her unge mennesker er meget inspirerende, siger Nikolaj Coster-Waldau, som selv er far til to store teenagepiger.

Han forsætter:

– Det er ligesom Greta Thunberg - det er jo også fuldstændig fantastisk sindssygt, hvad hun har skabt! Hun har formået at få klimaforandringerne sat højest på dagsordenen - det er utroligt, som hun kan formulere sig, selv på de største scener. Hun er så konsekvent i sine holdninger. Hun sagde, hun ville strejke hver fredag, og alle sagde naja, det går nok over: men det er ikke gået over endnu!

‘Alting forandrer sig, Kan vi holde fast I det menneskelige?’ funderer han.

Nikolaj Coster-Waldau smiler, før han rejser sig op. På et øjeblik er han ude ad døren og væk. //

#nikolaj coster waldau #modemagasinet in #not a lot of new stuff in this one tbh #it's a weird combination of movie promo and the most random stuff #krudttønden #krudttønden promo #niko in print #niko updates

45 notes · View notes

anettetheresepettersen · 4 years ago

Text

Nødvendigheten av ubehag (intervju)

Da teatersjefjobben ved Kilden Teater ble utlyst i 2018 vurderte Valborg Frøysnes først å søke seg dit som skuespiller. Men i forlengelsen av #metoo tenkte hun: ”Faen, hvorfor ikke søke selv?”

Det er øsende (nei; høljende!) regnvær i Kristiansand den dagen jeg skal møte teatersjef på Kilden teater, Valborg Frøysnes. Det har ikke regnet i så store mengder siden før koronapandemien så vidt jeg kan huske. Vi har avtalt å møtes en tidlig morgen på en kaffebar i Kristiansand, og Frøysnes rekker å spise frokost før jeg ankommer samtalen noe forsinket nedlesset i bagasje. Selv om aktiviteten på scenekunstfeltet i Kristiansand er økende, er det fortsatt en nokså oversiktlig mengde mennesker, og Frøysnes og jeg har møtt hverandre i ulike sammenhenger gjennom våren. Vi har da snakket om scenekunstens plass og rolle i en kontekst som en mellomstor by som Kristiansand, og (habilitetsnotat, habilitetsnotat!) det foreligger en vag plan om samarbeid mellom Kilden Teater og kuratorduoen theisen/pettersen (hvor jeg utgjør halvparten) om et Etegilde – et konsept hvor theisen/pettersen inviterer til samtaler om scenekunst i Kristiansand.

Kildens teatersjef Valborg Frøysnes, som er født og oppvokst i Oslo med foreldre fra Setesdal i Agder, er opprinnelig utdannet skuespiller fra Rose Bruford College i London. Etter endt utdannelse 2001, jobbet hun tre år som skuespiller i London før hun ble ansatt ved Teatret Vårt i Molde i 2004. Etter nærmere seks år der, reiste hun til Frankfurt hvor hun tok en mastergrad i teatervitenskap og dramaturgi. Hun tilbragte ett semester ved Universitetet i København før hun returnerte til Molde i 2013. Etter to år til ved Teatret Vårt flyttet hun tilbake til Oslo hvor hun frilanset som skuespiller og blant annet jobbet med scenekunstkompaniet Susie Wang. Høsten 2018 ble hun ansatt som teatersjef ved Kilden Teater i Kristiansand. I november 2018 tiltrådte hun i en 50% stilling som overlappet med daværende teatersjef Birgit Amalie Nilssen, og siden 1.januar 2020 har sjefsjobben formelt vært hennes.

Det er ikke helt uvanlig at norske teatersjefer har både praktisk og teoretisk teaterbakgrunn. Eksempelvis har påtroppende teatersjef ved Nationaltheatret, Kristian Seltun, hovedfag i teatervitenskap, mens Kristian Lykkeslet Strømskag ved Teatret Vårt i Molde har hovedfag i nordisk og er utdannet dramaturg. Jeg har likevel inntrykk av at de fleste teatersjefene i Norge er utøvende scenekunstnere (særlig regi og skuespill) hvor de teoretiske fagene er noe de fleste teatersjefene (og andre i feltet) har tatt i relativt ung alder. For Frøysnes var dette derimot noe hun oppsøkte etter å ha jobbet som skuespiller en del år.

Hvorfor valgte du å reise til Frankfurt for å ta en mastergrad?

– Jeg tror jeg var kommet til et punkt hvor jeg måtte videre på en eller annen måte hvis jeg skulle fortsette med teater. Jeg var nok litt desillusjonert og tenkte det måtte være noe mer. I Frankfurt ble alt det jeg hadde holdt på med i ti år satt spørsmålstegn ved – jeg gikk inn i en liten krise. Hele min idé om hva teater kan være ble utfordret og sprengt. Det var litt som å være i opposisjon til foreldre, bare at det var teatret istedenfor, litt pubertalt sent, kanskje. Men jeg liker tanken om at teater er i bevegelse, at man ikke konkluderer med at dette er teater, men i stedet jobber med hva teater kan være. Det lærte jeg i Frankfurt, og det er en fin ting, både estetisk og filosofisk, at man ikke sitter med en fasit om hva teater er.

I et intervju med Fædrelandsvennen i 2019 uttalte du at du opprinnelig hadde tenkt å søke deg til Kilden som skuespiller hvis det kom en bra sjef der, men så endte du med å søke sjefsjobben i stedet?

– Haha, ja, da jeg så at stillingen var utlyst, hadde jeg jobbet noen år som frilans, og tenkte at jeg ville søke meg dit hvis det kom noen kule folk der. Jeg synes det hadde vært fint å jobbe på institusjon igjen. Hadde det ikke vært for #metoo, så hadde jeg sannsynligvis nøyd meg med den tanken. Men etter #metoo var det lettere å gjenkjenne og identifisere ufin maktutøvelse, og jeg opplevde en enorm styrke i det. Dette fikk meg til å tenke: «faen heller, jeg søker jobben selv». Så da gjorde jeg det.

Det var altså skuespilleren i deg som først vurderte Kilden Teater som en egnet arbeidsplass. Som skuespiller, hva håpet du å finne ved Kilden Teater – hva ser du etter i et teaterhus?

– Det jeg likte med å jobbe med teaterkompaniet Susie Wang var å være en del av en gruppe som har en tydelig visjon og som jobber så kompromissløst og helhetlig. Det synes jeg er veldig tiltalende – å være med på å bygge opp noe man har tro på. Da har man på en måte en retning med det man holder på med, man er med på en reise. Det appellerte til meg, og det var det potensialet jeg så i Kilden.

Teatret Vårt i Molde er vel nokså likt størrelsesmessig som Kilden Teater, hvilke erfaringer tok du med deg derfra etter dine syv år som skuespiller, videre til Kilden?

– Masse, egentlig. Daværende teatersjef Carl Morten Amundsen var veldig ambisiøs på Teatret Vårts vegne, selv om det var et regionteater. Han var opptatt av at regionalt ikke skal bety provinsiell. Det synes jeg er en veldig riktig tankegang. Han satset også mye på nyskrevne tekster og var inspirert av tysk teater. Det har betydd enormt mye for meg – inkludert den linken til Tyskland. Men også viktigheten av å nå ut i en region hvor man ikke har teater. Det å kunne spille for folk som ikke har teatret i sin umiddelbare nærhet er en verdifull tanke og et demokratisk spørsmål. Og så lærte jeg at skuespillerne alltid er viktige, men på et lite teater er de desto viktigere.

Hva ser du etter i skuespillere?

– Det er vanskelig å sette fingeren på, men det er enormt viktig hvordan de er som mennesker. Det handler vel om det å ha en vilje og et behov for å uttrykke seg, at de vil være med på visjonen jeg har. Jeg ønsker at de opplever at vi er et lag, at de blir en ressurs. Jeg prøver etter hvert å trekke dem mer inn i andre sider av virksomheten enn bare det å stå på scenen.

Hvordan?

– Jeg vil at de skal være med å tenke hva Kilden Teater vil kommunisere, for eksempel hvordan vi skal fremstå visuelt. Det er viktig at de inngår i kunstneriske valg – som hvilke stykker og regissører vi skal invitere, blant annet. Jeg har ikke kommet helt i gang med dette, mye på grunn av korona, men det er noe jeg vil jobbe aktivt med. Men jeg har allerede involvert skuespillerne i morgenmøter med markedsavdeling og kommunikasjon, noen fra hver oppsetning er alltid med, slik at avstanden mellom de ulike avdelingene blir mindre.

Kan du si noe mer om hva som er visjonen din?

– Det blir fort et floskelspråk når man skal snakke om visjoner, men det er særlig tre elementer jeg er opptatt av. For det første hadde jeg da jeg startet et markeringsbehov for Kilden Teater: Vi må ut og markere Kilden Teater som et egenproduserende hus. Jeg vil at vi skal ha tydelige egenproduksjoner som det legges merke til med kunstnere som arbeider på et høyt kunstnerisk nivå. Gjerne kunstnere som ikke alle andre institusjoner velger. Skuespillere og regissører henger sammen, og har man høy kunstnerisk kvalitet på disse så baller det på seg. Dette handler også om helhet, at det visuelle også er en del av programmet som er teatrets identitet. For eksempel i form av plakater der jeg har ønsket å ta plakatkunsten på alvor. Det andre elementet i visjonen handler om å åpne teatret opp for nye publikumsgrupper. Det er kanskje et ønske alle teatersjefer har, men her i Kristiansand er det veldig delt, og det er fortsatt mange som tenker at Kilden ikke er for dem. Det hadde jeg lyst til å prøve å gjøre noe med, og der er jeg fortsatt litt tidlig i det arbeidet. Det tredje, og kanskje viktigste elementet handler om større mangfold. Jeg har vært opptatt av rasisme og mangfold i mange år, og det har overrasket meg hvor lett det er å havne i en hvit, mannlig, europeisk, normativ kanon når man først sitter i maktposisjon. Det er gjerne disse tekstene regissører først foreslår eller de man selv først tenker på. Det å gå utover det man har lett tilgang til eller allerede kjenner krever kontinuerlig jobb. Det har slått meg at det er det som er hardt arbeid, det krever en innsats fra de som sitter i maktposisjon, men det er det som må gjøres.

Nå er det vel halvannet år siden du begynte i jobben, først i 50% en periode, før du tiltrådte 100% i år, hvilke erfaringer har du gjort deg så langt? Er det noe som har overrasket deg positivt?

– Det som har imponert meg er hvor utrolig dyktige folk det er på alle verkstedene: kostyme, mask, rekvisitt, snekker og malersalen. Det er skikkelig dyktige håndverkere på huset, det er de som er diamanten i den store bygningen.

Hva med motsatt – er det noen utfordringer som har overrasket deg, som du ikke hadde sett for deg på forhånd?

-Det er litt tidlig å svare på, jeg har på sett og vis bare hatt én stor hovedproduksjon. Kilden er et stort hus, vi er et lite teater i det huset og jeg er ikke øverste sjef. Det å nå ut til nye publikumsgrupper er arbeidskrevende, det samme gjelder når det kommer til å finne nye historier og søke utenfor det kjente.

Hvordan jobber du med dette, helt konkret?

– Jeg har forsøkt å knytte til meg folk jeg ikke kjente fra før, som har vært i andre miljøer enn det jeg har vært i selv eller har kjennskap til. Og at de tipser meg om ting jeg kan se. Det handler om å være nysgjerrig på hva man ser utenfor den faste ruten.

Nå står vi i en krevende teatersituasjon med en korona-krise som legger strenge restriksjoner på hvordan teatrene kan produsere og driftes. Dere har allerede hatt én produksjon som er tilpasset dette, hvordan påvirker det jobben din fremover?

– Vi har kommet bakpå i planleggingen og får færre publikummere. Men jeg blir litt sta i dette. Da avgjørelsen ble tatt om at Kilden ikke skulle permittere, tenkte jeg at vi må jobbe oss gjennom det, og det er jeg veldig glad for at vi har gjort. Det var ekstremt lærerikt med Culpa-produksjonen, hvor regissør Mine Nilay Yalcin gjorde en formidabel jobb. I koronatiden tror jeg ikke man kan si at noen gjorde riktig eller galt. Ingen visste noen ting, og ulike teatre kunne kun handle ut i fra det de selv mente var rett eller forsvarlig.

Nå har vi holdt på i snart tre måneder i denne rare unntakstilstanden, og vi vet at det ikke kommer til å gå tilbake til ‘normalen’ på en stund. Vi må belage oss på at det blir en annen normal, og det tar lang tid å tenke, det er jo så omkalfatrende. Jeg har sett på bildene fra Berliner Ensemble i Berlin, hvor de fjerner seter i publikumsamfiet for å opprettholde anbefalt sosial avstand, og jeg lurer på hvem teater skal være for?

– Ja, jeg blir veldig ydmyk av det. Og det er kanskje dette teatret trenger for å bli tvunget til å finne nye publikumsgrupper? Det beste som kan komme ut av korona er kanskje det – at det å oppsøke nye publikumsgrupper ikke blir nok en floskel i nok en strategi. Jeg har ikke egentlig hatt så sterke meninger om koronateateret. Det er mange grunner til at teatersjefer valgte å permittere ansatte, og det respekterer jeg. Jeg har ikke vært helt enig i all den kritikken som har kommet mot dem som valgte eller måtte permittere sine ansatte. Jeg synes det har vært vanskelig å ha bastante meninger om ting, og i det har det vært vanskelig å komme inn i lange tanker.

De lange tankene hører kanskje til det kommende årets oppgaver. Nå har man hatt noen måneder hvor alt nærmest ble kastet opp i luften, hvor alt har blitt snudd opp-ned. Men nå ser det ut til at vi har minst ett år foran oss hvor vi må skape og vise teater på andre måter enn vi tidligere har gjort. Det er lite som tyder på at vi får sitte 20 cm unna hverandre i salen, for eksempel. Jeg er enig i at det er tidlig å skulle forvente gode refleksjoner over noe man fortsatt står midt oppi, det tar tid å tenke …

– Ja, det er det – det tar tid å tenke, og det tar tid å skape! Det var noen som foreslo at man bare kunne gjøre Hamlet i badekaret, og det er jeg ikke enig i. Vi er også håndverkere og fagfolk, vi bruker jo over ett år på å planlegge og gjennomføre en produksjon. Det trenger ikke alltid ta så lang tid, men det tar tid å tenke og skape. I en ideell verden ville man kanskje tatt et steg tilbake og sagt: «Dere, nå tenker vi i to uker, og så kan vi begynne». Men det var ikke mulighet til det.

Hvorfor ikke? Hva er det som hindrer dere i det?

– Det var så mye annet som måtte prioriteres. For min del var det bare det å holde hodet over vannet med en fireåring hjemme og beredskapsmøter på jobb, og ingen visste noe. Jeg tror det var fordi alt var i unntakstilstand.

(Mellomspill: Her henger journalistens datamaskin seg opp. Midt i samtalen om konsekvensene av koronakrisen, er det ironisk nok som om datamaskinen melder seg inn i samtalen og roper: Jeg er også sliten av denne krisen! Du har brukt meg for mye, vi trenger en pause!)

– Men jeg lurer: Er det vårt mandat å lage digitalteater i badekaret, krise eller ikke krise, er det det vi skal gjøre? Rettferdiggjør det å ikke permittere? Disse spørsmålene er kjempeviktige. Og er det skuespillerne som skal permitteres først? Hva sier det om skuespillerens rolle i et teaterhus? Koronakrisen har vært krevende, forvirrende og frustrerende, men kanskje det kommer opp noen relevante spørsmål som det kan være interessant å se nærmere på.

Ettersom mer enn 60% av inntektene til de fleste, eller alle, offentlige teatrene kommer fra nettopp det offentlige, så er det ikke rart at det blir spørsmål omkring permittering. Det er litt som det du sier om å være et team, at hvis du permitteres fra jobben din så er du jo ikke lenger en del av et team. Det handler også om en større kulturpolitikk, om hvem som inngår i teatrets kjerne. Når man sitter i en maktposisjon så må man ta disse tøffe valgene, og da må man også tåle at folk har meninger om det. Sannsynligvis blir man jo upopulær hos noen uansett. På én måte er det ikke ditt hovedmandat å ha en mening om dine teatersjefkollegers valg, men jeg tenker at det er likevel noe i disse valgene som får konsekvenser.

– Det mest dramatiske er hvis produksjonsmidlene blir redusert og man blir tvunget til å gjøre noe hvor man ikke kan stå inne for det kunstneriske arbeidet, der all kunstnerisk visjon bare må legges på hylla. Det var vel mitt mareritt. Og det var jeg også redd for da vi valgte å ikke permittere, men i etterkant så var det den riktige avgjørelsen for Kildens del.

I dag (5.mai) og denne uka er det planlagt en rekke demonstrasjoner, både nasjonalt og internasjonalt, tilknyttet #blacklivesmatter. Du har allerede nevnt at mangfold er en sentral del av din visjon for Kilden Teater. Hva tenker du om teatrets oppgave mer generelt når det gjelder strukturell rasisme og #blacklivesmatter?

– Jeg tenker at det vi står i nå er et vendepunkt. Det har vært der lenge, og nå går det faktisk ikke lenger. Jeg tror man nesten må nullstille seg og begynne på scratch.

Hvordan gjør man det?

– Jeg tror det handler om å ha en bevissthet om det hele tiden og snakke åpent om det, uansett hvor ubehagelig det er. Hvis man virkelig vil gå inn i denne materien så må man også være åpen nok til å ville forandre seg, drive selvransakelse, og innse at dette er like mye, hvis ikke mer, hvite menneskers kamp. For det er mitt problem at en kollega blir utsatt for grov hets, banket opp på gata, kontinuerlig stoppet av politiet, snakket til eller portrettert på en spesifikk måte.

Hvis jeg kan trekke en parallell til #metoo, så overrasket det meg at ikke gutta var mer til stede der. Hvorfor så de det ikke som sin kamp? Det handler like om hvordan de blir fremstilt, og stereotypiene knyttet til dem. Det er like mye deres kamp som min.

Det som skjer nå og #metoo er to forskjellige ting, det er viktig å ikke blande dem. Det er ikke sånn at jeg i kraft av å være kvinne forstår rasisme, men det er noen paralleller der som vi kan dra nytte av i arbeidet mot rasisme. Hva kan teatret gjøre i dette? Hm, vi kan lete etter de historiene som vi ikke umiddelbart har tilgang til, det gjelder også valg av skuespillere, regissører etc. Selvfølgelig handler det om representasjon, men det handler også om form: Form kan også være representasjon. Hva slags estetisk uttrykk velger vi? Hvordan forteller vi historier? Og det å tørre å snakke om casting.

Hvordan er din castingprosess?

– Jeg tror det er viktig å snakke om casting for å reflektere rundt hva som fortelles og for å unngå å reprodusere stereotypier. I Jonas er det noen scener med en gjeng gutter som er ute i skogen og diskuterer meningen med livet. I én scene ender det med at en av dem blir skutt. Da vi skulle caste måtte vi også tenke igjennom dette: Hva betyr det hvis den kroppen som blir skutt er svart versus hvit? Det forteller forskjellige ting, gir ulike assosiasjoner, og det er viktig å ha en bevissthet rundt dette sammen med skuespillerne.

Jeg tror du er inne på noe der. Men det handler kanskje også om at det er vanskelig å finne språket. At den strukturelle rasismen finnes der i kroppen og språket, at man famler etter det rette språket og er redd for å trå feil, og kanskje også har en redsel for å bli «outet» som rasist …

– Men det er kanskje det man må – man må bli outet! Det er ubehagelig, men kanskje det er helt greit at det er ubehagelig. Men det er jo også der man må gå inn hvis det skal skje en endring. Jeg ble overrasket over egne tanker og vegring i dette, og jeg tror man må være villig til å forstå at man trår feil hele tiden.

Det er vanskelig å snakke om privilegier og makt i dette landet hvor den som utøver makt ikke nødvendigvis selv opplever det slik. Jeg tenker at rasisme fores også av kontinuerlige affekter. Det at man er redd for noe er ikke ensbetydende med at noe faktisk er farlig – men at denne frykten er strukturell.

– Ja, det er helt avgjørende at vi får et skifte i den selvsentreringen som skjer når vi snakker om dette. At man snakker ut fra sitt perspektiv, at det hvite perspektivet blir i sentrum som det selvsagte «vi». Bare gjennom vår samtale her, så oppstår dette «vi»et. Det er «vi» som sliter med å endre perspektiv. Det er ofte derfor folk begynner å gråte, fordi man ser på «hvordan har jeg det med dette?» – man sentrerer det rundt seg selv. Da blir diskusjonen deretter. Det er der ubehaget ligger, tror jeg. Det er så viktig at midt i det vi står i nå må de som blir utsatt for dette ikke oppleve at de står alene i denne kampen. At de ikke blir møtt med taushet. Som Camara Lundestad Joof sin bok sier; «Eg snakkar om det heile tida» (2018). Jeg tror «vi» må snakke om det hele tiden. Det er «vi» som ikke må stoppe og tenke at vi har gjort nok.

Intervjuet ble opprinnelig publisert på Scenekunst.no 2.juli 2020.

Foto: Bård Arnesen.

2 notes · View notes

mikavalen · 4 years ago

Text

Intervju med min praksisvert Laura Terragni og min kollega Erica Wie

Intervju med Laura Terragni

Kan du fortelle litt om deg selv og din bakgrunn? Jeg kommer fra Italia, og har bakgrunn i sosiologi. Jeg har jobbet her på samfunnsernæring siden 2009. Det jeg jobber mest med er å se på sosiale og kulturelle aspekter knyttet til det vi spiser. Det er ganske nyttig i prosjektet vi jobber med nå, mat på barnehjem, fordi man må prøve og se maten i en kontekst. Man må spørre seg hva det betyr å spise mat når man er ungdom og bor på et barnehjem. Hvilke forutsetninger finnes, osv.

Jeg har jobbet mye med ernæring. Som sosiolog er jeg veldig interessert i å forstå hva folk mener med sunt og hvilke forskjellige meninger folk har om det.

Hva er formålet for dette samarbeidsprosjektet? Vi skal prøve å bruke det vi kan både teoretisk og praktisk for å støtte en organisasjon som vil forbedre deres fokus på sunn mat på institusjoner. Og særlig hjelpe ungdommer når de skal bo for seg selv til å kunne lage noenlunde sunne måltider.

Hvilken utfordringer er det når det gjelder spisevaner på barnehjem?Barnehjemmene forsøker å gjøre det familieliknende. Men samtidig er det en institusjon. Du vet ikke når det er institusjon og når det er familie. Det kan være vanskelig å finne noen klare regler. Jeg syns vi ser det på fordeling av ansvar til å handle eller for å lage mat. Det kreves ikke mye av de som bor der. Det blir ikke en del av det daglige livet å for eksempel å hente melk i butikken eller å bli med å lage mat. Jeg tror det er noenlunde fordeling av ansvar i de fleste tradisjonelle familier. Dette kan være noe som påvirker kunnskapen og holdningene ungdommene har når det gjelder mat og matlaging. Det er en utfordring å gi kunnskap om mat og forståelse for hvor mye mat koster. Det er sikkert ikke alltid lett for de ansatte å gi ungdommene ansvar, siden dette kan skape en følelse av plikt og frustrasjon. Dette er hvertfall min tolkning.

Under korona har forskningsprosjektet vårt vært i en situasjon som er veldig fjernt fra virkeligheten. Vi har ikke kunnet besøke institusjonene. Så vi baserer oss på de intervjuene vi har hatt.

Hva håper dere å oppnå i 2021 og fremover? Vi hadde ambisjoner om å kunne arrangere et matlagingsverksted både for de ansatte og ungdommene. Mye er lagt på is. Men vi håper i hvert fall å kunne lage en oppskriftsbok. Vi har diskutert sammen hvordan vi kan tilpasse mat og måltider til denne gruppen. Vi skal ikke bare ha pommes frites og fete pølser. Samtidig må vi ha litt forståelse for hva ungdommene liker å spise sånn at vi ikke kommer med noen oppskrifter som er helt fjerne fra deres virkelighet. Og som de som jobber der er i stand til å lage. Vi må ikke glemme at de ansatte ikke er kokker. De er helt vanlige folk som deg og meg. Vi vil gjerne oppnå høyere bevissthet om sunn mat blant ansatte, og kunne gi dem noen verktøy. Vi ønsker også å samle noen data, for å tenke strategisk videre på hvordan vi kan jobbe på dette feltet.

Det er veldig fint at vi kan aktivt involvere studenter i prosjekter som dette.

Hvilke egenskaper bør man ha for å gjøre en god jobb på en arbeidsplass? En kombinasjon av faglige og sosiale egenskaper. Man må ha noe faglig tyngde. Kanskje spesielt i tilfellet vårt, med barnehjem og mat. For eksempel er kultursensitivitet og nutrition literacy viktig. Man må kunne mye om ernæring. Men man må også kunne samarbeide bra med andre. Det er veldig viktig. Å vise interesse og å vise at du har lyst til å lære. Det er i hvert fall disse egenskapene jeg ser etter i noen jeg vil jobbe sammen med.

Har du noen råd til jobbsøking etter studiene? Mange studenter må så klart ha jobb ved siden av studiene. Men det er viktig å investere litt tid i frivillig arbeid, og skaffe seg relevante erfaringer. Man bør tenke kreativt og utenfor boksen. Kanskje man ikke finner fast jobb på Helsedirektoratet rett etter studiene, men det finnes mange muligheter. En av våre tidligere studenter har nå fått jobb på bydel Grünerløkka og kjører rundt med en food truck, som han bruker aktivt i miljøarbeid med ungdom. Gjennom dette fremmer han sunn og bærekraftig mat. Det er en fin historie som viser at våre studenter kan brukes på mange måter, hvis man tenker litt utenfor boksen.

Vi går mot et samfunn hvor det blir viktigere å ha en mastergrad. Men jeg tenker også man kan begynne å jobbe praktisk med ernæringsarbeid tidligere, for eksempel som et studentfirma. Jeg tror det finnes behov for det. Man kan for eksempel jobbe på Geitmyra Matkultursenter eller Fattighuset og gi kursing til de ansatte. Det finnes mange muligheter hvis man har lyst til å prøve seg. Jeg tror også man må tørre å dra ut fra Oslo.

Er det noe med jobben din du syns er spesielt gøy eller meningsfullt? Jeg synes det er veldig meningsfullt å jobbe med studenter. Prosjekter som dette her gir meg mye mening, eller prosjekter med asylsøkere, når jeg klarer å gjøre noe som utfordrer meg faglig, men også som er nyttig for samfunnet. Og ennå bedre hvis jeg klarer å involvere studentene mine i disse prosjektene.

Intervju med Erica Wie, master i samfunnsernæring

Hva er din studiebakgrunn og hva jobber du med? Jeg fullførte mastergraden min i samfunnsernæring i 2019. Før det hadde jeg et årsstudium i idrett. Også har jeg utdanning i migrasjonshelse og utdanning i prosjektledelse. Jeg har nylig tatt utdanning på OsloMet i digitale bilder og English Academic Writing.

Jobber frivillig i Fellesrådet for Afrika og Norsk Cøliakiforening. Jeg har også vært med i Food Together-prosjektet sammen med Laura.

Hvorfor valgte du å studere samfunnsernæring? Det er en ganske lang historie bak det , men den korte versjonen er... Jeg dro til Brasil og Bali for å ta idrettårsstudium. Jeg dro veldig frisk og rask. Også ble jeg syk i løpet av den reisen. Det tok to år før de fant ut hva som var galt med meg. Jeg fikk da vite at jeg hadde cøliaki og allergier. Det gjorde at jeg gikk fra å være ganske muskuløs og sterk til å bli skikkelig tynn, sliten og isolert. Da fant jeg ut at jeg ville lære mer om kostholds betydning på helse. Mat var jo min medisin. Jeg tenkte at jeg måtte undersøke det nærmere og lære meg nok til at jeg kan hjelpe andre til å ha et godt liv. Så jeg kom jo ut av det på en positiv måte.

Hva gjør du i prosjektet? Jeg er vitenskapelig assistent. Jeg har skrevet NCD-søknaden og hatt ansvar for informasjonsbrev og samtykkebrev. Jeg har også skrevet intervjuguiden til barn og voksne. Siyamali tok over denne guiden etterhvert. Også har jeg intervjuet barna, og snakket med de ansatte, og prøvd å motivere og engasjere dem til å ta del i prosjektet.

Hva har dere funnet ut så langt? ‘ Først og fremst er ungdommene som ungdom flest. Det er ikke noe annerledes med dem i matvalgene enn det det var med meg når jeg var ung. Man tenker med på å blend in, og på det som er smaker godt. Vi ser at de liker junk food, men også vanlige retter. De er ganske mottakelige for endring så lenge det ikke går på bekostning av smaken. Det er veldig fint å høre. Det er noen som ikke liker for store endringer. Jeg skjønner at vi må være veldig forsiktige når vi skal implementere ting. De sier at de ikke har behov for mer kostholdsinformasjon, i hvert fall ikke på den måten som gjøres i dag, som er typisk sånn, spis mer frukt og grønt. Det er ganske kjedelig. Det er bedre hvis man derimot har et materiell med en oppskriftsbok med tips og informasjon som appellerer til dem. Ikke at det handler om “nå skal du få et sunt hjerte”, men “nå skal du få en sterk kropp og store muskler”, så er det mye mer interessant.

Er det noen temaer du er spesielt interessert i? Jeg er veldig interessert i matsystemer og matmiljøer, bærekraftighet, og er opptatt av hvordan de handlingene vi gjør her i høyere inntektsland påvirker levekår, klima og miljø i lavere inntektsland. Jeg syns det er etisk problematisk og frustrerende. Så jeg brenner veldig for å kunne bidra til at mennesker har bedre livskvalitet og levekår over alt i verden, ikke bare nasjonalt. Det er jo helt forferdelig å tenke på at over 800 millioner mennesker går sultne til sengs når vi faktisk har nok mat til å brødfø jorden. Det er sykt at hvis vi bare inkluderer maten som blir wasted, som er en tredjedel, så kunne vi fortsatt ha git mat til alle.

Markedsføring av usunn mat og drikke er noe annet jeg engasjerer meg kjempemasse for. Det var det masteroppgaven min handlet om. Jeg så hvordan markedsføringsmiljøet var rundt barne- og ungdomsskoler i Uganda. Også hadde jeg intervju med statsaktører angående markedsføring av usunn mat og drikke og om de så noen sammenheng mellom det og brudd på retten til mat. Det samsvarer jo ikke med fullgod mat.

Hva tenker du er oppnåelige mål for prosjektet fremover? Det hadde vært fint å få til et materiell, som kan friste til å lage mat. Har du hørt om Eat move sleep? Det er en samarbeidsprosjekt mellom Fotballforbundet, BAMA og EAT, med formål om å promotere sunn mat og fysisk aktivitet. De har utviklet masse materiell med fine farger og sitater. Det ville ha vært gøy å fått til noe sånn til slutt når vi har fått alt innholdet på plass. Også håper vi at institusjonene begynner å implementere noen tiltak, for eksempel at de i hvert fall lager mat sammen en eller to ganger i måneden. Jeg tror at bare det å snakke om mat har en positiv effekt.

Hva vil du jobbe med i fremtiden? Jeg vil jobbe med matsystemer og legge restriksjoner på markedsføring av usunn mat og drikke, slik at man promoterer den sunne maten. Det hadde vært veldig spennende å jobbe med. Fellesrådet for Afrika er noe som står meg nært hjertet. Jeg vil jobbe for og med afrikanske aktører og bringe frem deres stemmer. Men det er masse. Jeg har også veldig lyst til å jobbe i Fotballforbundet, med Eat Move Sleep-konseptet. Jeg har selv spilt fotball og håndball i mange år. Fotball trenger ikke å bare handle om prestasjon. Det er en plass for fellesskap, utvikling av gode verdier, og kanskje en plass mange kan være i fremfor i miljøer som ikke er så veldig helsefremmende. Jeg har også lyst til å jobbe i matbransjen.

Utdanningen vår gjør at vi kan gjøre mange ting. Det er en verdifull utdanning. Det er utrolig hva man lærer.

1 note · View note

kaotiske-kram · 4 years ago

Text

Hej alle. Den her post er nok den mest selvdestruktive om deprimerende som jeg nogensinde har skrevet, men har ikke lyst til at min familie skal finde mig hængende fra mit loft, så det her er mit outlet. Det er nok en lang historie, så læs med hvis I har lyst. Og hvis ikke, er det også okay.

Der er nogle på det her medie som kender til min sygdom, og andre gør ikke. Derfor bliver jeg nok nød til at beskrive det for at historien hænger sammen. Jeg er blevet født med en bindevævssygedom som dræbte alt bindevævet i halvdelen af mit ansigt da jeg var et barn, og derfor (selvom jeg blev erklæret rask som 10’ årig) har jeg altid haft et stort ar i halvdelen af mit ansigt. Og når jeg siger ”stort” mener jeg både bemærkelsesværdigt og stort. Jeg har vedhæftet et billede. Ikke af mig, men en pige som har præcis samme sygdom, og jeg ser ud nogle lunde i den retning.

Igennem min tid i folkeskolen har jeg aldrig følt mig udelukket på grund at min udseende. Det var mest på grund af mine interesser at jeg blev udelukket, men havde stadig mine 3 gode venner som jeg delte mine interesser med, og behøvede egentlig ikke flere, så den tid havde ikke den store indflydelse på mit selvværd.

Da jeg så startede i gymnasiet, p�� en helt frisk, var der ingen jeg kendte i min klasse, og ingen der havde samme interesser som mig, men i afslutningen af 1.G opdagede jeg, at man får mange venner hvis man bare er den som de gerne vil have at man er. Efter jeg opdagede det, fik jeg min bedste ven, en uforglemmelig kæreste, og livsvarige minder.

Selvom man tænker at det er drømmen for alle gym drenge, (kæreste og gode venner) har jeg aldrig følt mig tilpas i min egen krop på grund at min udseende. Det lyder måske småligt at sige når jeg både har haft kærlige forhold og fantastiske venner som kunne se igennem mit udseende, og fokusere på min personlighed, men tilfældige personen på gaden har aldrig set mig som en almindelig person.

Min tidligere kæreste som selv har haft mange selvtillidsproblemer, sagde engang en sætning til mig for 5 år siden som altid har hængt ved mig. Efter en tur i det lokale storcenter sagde hun til mig ”Det er godt at tage i byen med dig, for så ser de alle på dig i stedet for mig”. Det var ikke en ting jeg havde bidt mærke i før hun sagde det. Derfor opdagede når jeg selv gik ned af de stærk bemandede gade, at folk virkelig stirre efter mig.

Der begyndte mit selvværd virkelig at gå ned af bakke. Jeg begyndte at tænke over hvad andre folk tænkte om mig. Troede de at jeg var handicappet, hjerneskadet eller noget helt tredje. Det holdt egentlig ved indtil jeg blev færdig på gymnasiet, og startede i militæret.

Min til i militæret var den bedste tid i mit liv. Jeg var venner med alle i min deling, og alle var venner med mig. Både mine officerer og sergenter gav mig stort ros gennem hele min soldatertid, og jeg afsluttede min tid med topkarakterer, plus anbefalinger fra delingsfører.

Før den tid havde jeg ikke styr på hvad jeg ville med mit liv, men havde altid gerne ville være soldat. Jeg havde dog aldrig troet at det ville blive er realitet på grund af mit helbred og vægt. Det viste sig så ikke at være et problem efter min tid i værnepligten, som en af de bedste soldater. Det blev så foråret 2019, hvor jeg skulle søge videre som soldat, till stor glæde for mig selv. Havde aldrig oplevet at jeg var den bedste til noget, og ISÆR ikke den ting som jeg helst ville være bedst til. Jeg søgte ind som officer i flyvevåbnet, eftersom det var det som jeg følte passede bedst til mig. Når man sender sådan en ansøgning ind, skal man også redegøre for nylige operation man har fortaget. På grund af min sygdom har jeg fået lavet nogle plastikoperationer, for at rette op i mit ansigt som jeg skulle redegøre for. Efter min ansøgning fik jeg nogle e-mails fra rekrutteringen der ville have nogle flere informationer omkring min tidligere sygdom, som jeg glædeligt gav dem. Efter 2 måneders ventetid på svar fra flyvevåbnet (efter at jeg var indstillet på at jeg skulle være soldat resten af mit liv. Det eneste jeg var god til, hvor folk ikke så mig som et stort ar, men som en soldat) fik jeg at vide ”Du er hermed kasseret fra alle værn for altid på grund af den sygdom du havde for 10 pr siden, og sagen kan ikke ankes. Jeg græd i 3 dage, før jeg kunne indse hvad der var sket. Min sygdom havde aldrig stoppe mig fra noget som helst. Indtil nu. Den vigtigste e-mail i mit liv, ødelagde min drøm.

Mødte heldigvis en pige umiddelbart efter, som hjalp mig igennem den rigtig svære tid. Tror stadig at hun var the one that got away, men det kan man aldrig vide.

Siden da, jeg har aldrig følt mig tilpas i noget som jeg har givet mig til. Den uddannelse jeg er i gang med, er totalt ligegyldig for mig. Har svært ved at tro at nogen af mine venner faktisk kan lide mig, og bare inkludere mig for skyldfølelse, og at jeg ikke finder nogen signifikant other som jeg kan bruge mit liv med.

Det var lige det jeg havde i hovedet i dag. Har det allerede bedre bare at have skrevet om det, men nu ryger det altså også på min blog. Undskyld hvis det er rodet.

- Kaotiske Kram

6 notes · View notes

feltnotater · 5 years ago

Text

anden del

2019, stadig nogenlunde kronologisk

at finde ud af, at jeg har kronisk bihulebetændelse og sandsynligvis har haft det i omkring to år. at få en forklaring på hovedpinen, trætheden, den konstante trykken for ørerne. igennem hele 2.g var jeg syg hver anden måned. mit fravær var tårnhøjt, selvom jeg aldrig pjækkede. nu skyller jeg bihulerne med saltvand morgen og aften, sover med hovedet løftet, bruger næsedråber, forsøger at drikke nok vand og pakker mig febrilsk ind i tykke halstørklæder, hver gang jeg går udenfor en dør. og på trods af alt det, har jeg ligget syg siden den 22. december, og jeg kan ikke få pencillin. om jeg vil det eller ej, kommer jeg til at forbinde mit 2019 med sygdom. sygdom, sygdom, sygdom. men også at få en forklaring og endelig kunne lægge en plan

at begynde at gå til skolestrejker

at gå fra min kæreste. at være rablende fuld til introfesten og drikke shots, der havde samme farve som sprinklervæske. rød skjorte og djævlehorn i håret, at holde mig selv i gang for ikke at falde livløs sammen. at skulle videre til en anden fest klokken 12, hvor hun var. at spørge min veninde (fra samfundsfag), hvordan man kan vide, at det er tid til at gå fra hinanden. jeg kan ikke huske, hvad hun svarede. at brække mig, at græde. at danse med en anden veninde, der lærte mig, at man bare skal synge “sølvpapir”, hvis man ikke kan teksten. at ringe til min mor og blive hentet, som om jeg var 15 år igen. at skrive en intetsigende besked om, at jeg var blevet for fuld og tog hjem, undskyld. at stille min mor det samme spørgsmål i bilen. hvordan kan man vide, om man tager den rigtige beslutning? at græde noget mere. at tænke og tænke og tænke. den næste dag gik jeg en tur, kan jeg huske. det var mørkt, og jeg tænkte på alle de vidunderlige ting, og jeg græd, fordi det var slut, og fordi det havde været så smukt. det smukkeste i hele verden. men også forbandet grimt, især i den sidste tid. jeg græd i bussen på vej hjem fra hendes hus, det har jeg aldrig gjort før. eller siden, sådan grædt i offentligheden. utroligt, hvad kærlighed kan gøre. efteråret 2019 er sorgfuldt, mere end noget andet. jeg har aldrig følt mig så ensom

at begynde at løbe

at begynde at drikke dyr te

at begynde at skrive dagbog

at mødes med en pige fra her. jeg havde den nålestribede jakke på og spænder i håret. det var udramatisk. hun drak øl, jeg drak café latte. lige nu kan jeg ikke engang huske, hvad hun hed. men jeg kan huske hendes hår og halskæden med en udenlandsk mønt. hun var miljøaktivist og gik i 2.g, naturvidenskabelig, læste sjældent bøger, var god til at lave mad og røg hash. hun var sjov nok at snakke med, vi talte om fremtidsplaner og politik og om at tage en billig flixbus til berlin. vi har ikke snakket sammen siden, og det er fint. vi klikkede ikke rigtig, tror jeg. men det var for sindssygt at vide, at jeg i princippet kunne have kysset hende

2 notes · View notes

stillevann · 5 years ago

Text

Hvem er mest undertrykt?

Kenneth Bakken

Jeg har en uhelbredelig og arvelig nervesykdom som heter Huntingtons, som gradvis svekker alle mine funksjoner. Den dagen jeg fikk diagnosen, var det den verste i mitt liv.

Det ble ikke bedre av at jeg slet mye psykisk. I over ti år drømte jeg om å gjøre det slutt på livet og hadde begynt å planlegge en reise til Sveits hvor de tilbyr aktiv dødshjelp.

Men Gud møtte meg da situasjonen var som svartest og pekte på min synd, min selvmedlidenhet og bitterhet. Jeg forsto at jeg ikke kan være herre over mitt liv og min død, og at jeg ikke konstant kan definere meg selv som et offer.

I samfunnet pågår det et slags «kappløp» om å være mest undertrykt og fortjene politikeres oppmerksomhet. I noen tilfeller ender en opp med å følelsesmessig manipulere (sikkert uten at den som manipulerer er klar over det selv) et samfunn i retning av mer liberalisering og «humanisme» for den gruppen en er en del av. Det er en forferdelig uheldig utvikling.

Nå forstår jeg selvsagt så altfor godt at mange veldig syke enkeltpersoner trakter etter dødshjelp! Jeg kjenner fortsatt på den lysten selv, rett som det er. Det er åpenbart mange med andre lidelser som har det langt verre enn meg på alle måter. Men vi kan ikke la dem ta sitt liv, blant annet på grunn av dette «kappløpet» i samfunnet om å være en av «favorittoffergruppene» til et politisk, korrekt storsamfunn.

Når en gruppe blir definert bort fra «retten» til å kunne ta sitt eget liv, vil den offermekanismen slå inn. I en del tilfeller vil en krangle og overdrive sine egne problemer for å vinne frem i debatten og få pressens oppmerksomhet.

Da jeg planla å reise til Sveits, fortalte jeg meg selv at når alt kom til alt, så var mine problemer verre enn omtrent alle andres. Det var rett og slett umulig for meg å leve et greit liv med Huntingtons. I ettertid ser jeg at jeg overdrev. Når samfunnet omfavner offerrollen helt ukritisk, er det en felle en kan gå i. Enten individuelt eller på vegne av ens gruppe.

Å dyrke sin sorg og gi «alle andre» skylden når livet går skeis, er destruktiv synd og i ytterste konsekvens samfunnsoppløsende. Det er nemlig forskjell på å være et de facto offer og å dyrke denne rollen.

En kan leve med lidelser

Sannheten er at det er rart hva en kan vende seg til, med Guds hjelp, når en bare prøver å fokusere på andre ting og forsøker å ikke legge hele sin identitet i at man lider.

For når selvmordstankene kommer nå, kan jeg samtidig fortelle meg selv at «du har ikke godt av verken selvbestemmelse eller å grave deg ned i selvmedlidenhet. Dessuten så har du det ikke så fælt som du liker å tro heller!»

Når alt kommer til alt, så er vel dette er virkeligheten for de aller, aller fleste med livslange lidelser. At vi tror vi har det ulevelig, er slett ikke noe bevis for at det er en sann observasjon. Det beviser kun at det er det vi tenker og føler, akkurat der og da, når bitterheten kanskje er som verst. Mange av oss er som selvopptatte tenåringer når vi har det tøft.

Det er et annet element her: Når jeg allerede kjenner så ofte på lysten til å «gjøre det slutt», for det gjør jeg fortsatt, hvor uendelig mye verre vil ikke fristelsen bli om vi innfører det her? Og hvor mye mer synd på meg selv for mine egne lidelser vil jeg ikke da føle? Hvor mye mer bitterhet?

«Hva betyr vel lidelse når dette livet er så kort?»

Beskytt svake mot seg selv

Livet er hardt. Ingen av oss kommer helskinnet gjennom uten problemer. Det kan vi aldri votere bort i Stortinget, enten det er gjennom å drepe uønskede barn ved livets start eller ved å gjøre slutt på livet når det oppleves som for tøft. Det er en logisk brist at aktiv dødshjelp har blitt greit, mens selvmord (heldigvis) fortsatt blir sett på som en tragedie. Hva er egentlig forskjellen?

Så kjære politikere: Vær så snill å beskytte meg og andre som lider fra oss selv. Vær så snill å ikke starte nok en politisk «trappetrinnsprosess», der nok en lov liberaliseres til det ugjenkjennelige og ødelegger samfunnets menneskeverd enda mer.

3 notes · View notes

sascha123456789 · 5 years ago

Text

nordisk råd tale YESS

Jonas Eika: Tale ved modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris 2019

Jeg står her med taknemlighed og ømhed over for dem, jeg deler livet med, dem der inspirerer mig, dem jeg tænker sammen med, dem jeg laver politik og litteratur med, dem jeg organiserer mig sammen med. Bogen, som får den her pris, findes også på grund af dem. På grund af mennesker, som bruger deres kræfter, ikke for at tjene den herskende orden, eller for at indtage en lukrativ position i den, men fordi de tror og håber på en anden. En kultur der ikke hviler på patriarkalske magtforhold, et fællesskab der ikke kræver racistisk eksklusion, et klasseløst og magtløst samfund, hvor vores kreative og kærlige kræfter ikke tjener staten og kapitalens dødsmaskiner, men tjener os alle og livet, i alle dets former, menneskelige såvel som ikke- menneskelige.

Jeg tror, at der i litteraturen findes en drøm om et sprog der ikke kræver glemsel for at betyde noget. Et sprog der er på højde med verden, i al dens undertrykkelse og fortvivlelse, men samtidig åbent for det ubestemmelige, det uudsigelige, som findes i alle ting, og hvorfra en ny orden kan komme.

Nordisk Råds arbejde med at oversætte og udbrede bøger fra både større og mindre sprogområder bidrager muligvis til dét. Men lad os ikke glemme, at Nordisk Råd også er en institution, en del af et officielt samarbejde mellem nogle af de rigeste nationalstater i verden.

Jeg tror, at den racistiske og islamofobiske nationalisme, der i disse år vinder frem i de nordiske nationalstater, er afhængig af hvidhed, af en forestilling om den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed. Og jeg ser hvidhed som en arv fra den koloniale fortid, der også gennemkrydser Norden, og som ingen af de magter, der tidligere har koloniseret og undertrykt oprindelige befolkninger, har vist en vilje til at konfrontere. Tværtimod. Mange af dem viser en vilje til bruge den.

Jeg taler til den danske statsminister, (som også sidder i denne sal). Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker. Mette Frederiksen, som kalder sig for Børnenes Statsminister, men fører en udlændingepolitik der splitter familier ad, gør dem fattige, og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre. Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, Luk Ellebæk, afskaf hele lejrsystemet. Mette Frederiksen og socialdemokratiet, der siger, at de kæmper for velfærd og billige boliger, men gennemfører det hidtil største angreb på den almene boligsektor. Mette Frederiksen og socialdemokratiet der siger, at ”I Danmark er vi alle lige,” men med den såkaldte ghettoplan vil forskelsbehandle borgere efter herkomst og klasse. I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme.

Men jeg taler også til de andre nordiske ministre.

Også i jeres lande placeres flygtninge og migranter i lukkede fængsler eller afsidesliggende lejre. Og de bliver nedbrudt og syge, nogle forsøger at tage deres eget liv. Fra alle jeres lande er der folk der bliver deporteret til steder, hvor de ikke er i sikkerhed, eller hvor de ikke har nogen fremtid. Og mange af jeres lande er med til at finansiere udvidelsen og militariseringen af EU’s grænser, en proces der koster tusindvis af flygtninge og migranter livet, mens den på samme tid kommer sikkerheds- og våbenindustrierne til gode, herunder flere nordiske firmaer.

Men først og fremmest taler jeg til alle og enhver, som vil noget andet. Uanset om vi er privilegerede eller undertrykte af de her samfund – og mange af os er begge dele – så er vi fælles om ikke at have valgt dem. Ingen af os har valgt at leve i undertrykkende samfund. De har ikke krav på vores troskab. Men det kræver noget af os at desertere fra dem. Særligt i de situationer, hvor vi er privilegerede, kræver det en opmærksomhed over for den undertrykkelse og de kampe, som mange års neoliberal og nationalistisk politik har forsøgt at gøre os blinde og døve overfor. Hvis vi har ekstra penge og ressourcer, kræver det at vi omfordeler dem solidarisk. Og for os alle, tror jeg det kræver, at vi ødelægger det afgrænsede, uniforme selv, som staten og kapitalen har skabt i os, og lærer at handle sammen igen, på tværs og i kraft af vores forskelle. Det kræver, at vi finder hinanden.

2 notes · View notes

peculiarmiss · 5 years ago

Text

Guide til SEO

Som alle der har et online firma efterhånden har opdaget, så er SEO optimering en vigtig del af ens online marketing strategi. Er din hjemmeside ikke at finde i top 10 på de søgeord din kunder ville bruge for at finde dig eller dine produkter, så er du allerede langt bag ud. Så lad os tage et kik på hvilke ting du selv kan gøre for at forbedre dine placeringer på søgemaskinerne og begynde at få flere besøgende ind fra Google, Bing og Yahoo. Har du ikke selv mod på at gå i gang med søgemaskineoptimering, så vælg et lokalt webbureau eller SEO firma fra eksempelvis Aalborg eller Århus til opgaven. Du finder dem ved at lave en Google søgning på ord som Webbureau Aalborg eller SEO firma Nørresundby eller hvor du nu engang bor. Læs mere om SEO her på Webbureau Aalborg

Start med en søgeordsanalyse

Inden det overhoved vil begynde at give mening at SEO optimere din hjemmeside, så bør du altid starte med at få udarbejdet en søgeords analyse.

Her kan et professionelt SEO firma ofte være en rigtig god hjælp, da en søgeordsanalyse som regel ikke koster så meget, og de har som bedre værktøjer til opgaven end du selv har.

Har du alligevel mod på selv at gå i gang med søgeordsanalysen, så er Google Keyword planner et godt sted at starte.

Her kan du indtaste de søgeord som du tror er relevante for dig, og vil være dem som dine kunder bruger når de søger efter dine ydelser eller produkter.

I Google Keyword Planner kan du så hurtigt se om der er nogle der søger efter det bestemt ord eller ej. Du får også en lille ide om der er mange eller få som søger efter det. Her du en professionel MCC konto som de fleste Google Ads bureauer har, kan du også få tal på hvor mange der hver måned i gennemsnit laver en bestemt søgning.

Når din søgeordsanalyse så er på plads, er det tid til at prioritere den, så de søgeord der er mest relevante for dig står øverst. Her efter sammenholder du relevant med det antal søgninger der på ordet, for at finde ud af hvilke vil give mest mening for dig at gå efter.

Næste skridt er så at kigge lidt på hvor stor konkurrencen er på de ord du har valg ud. Er de første 5 visninger fra store kendte virksomheder som også har fokus på det du tilbyder, så gå videre til næste ord på listen og vent med de svære til et senere tidspunkt.

Læs mere om SEO og online marketing

Få styr på din tekniske SEO

Nu er det så blevet tid til at kigge på de tekniske aspekter inden for søgemaskineoptimering på din hjemmeside.

Her skal du sikre dig at de sider du gerne vil ranker på, har en sigende URL struktur. Det vil at hvis du har en side om webdesign, så skal din URL til hjemmesiden ikke hedde noget i stil med dinwebgrafiker.dk/category/09/11/2019/indlæg-23

Her vil du få meget mere ud at en relevant url som eksempelvis dinwebgrafiker.dk/webdesign-hjemmeside

Har du flere undersider på dit website med næstens ens indhold, bør du overveje at anvende canonical URLS, som er et tag der fortælle søgemaskinerne at dette indhold er det samme som på “denne” side.

En anden del af teknisk SEO er load tider, så du bør altid sikre at din hjemmeside loader hurtigt. Dette er godt både for søgemaskinerne men også for dine besøgende. Her kan du med fordel benytte et caching plugin som eksempelvis caching enabler hvis du køre med WordPress.

Du bør også sikre dig at din side er nem at indeksere for søgemaskinerne, f.eks. ved at benytte en god navigation igennem dit site, og evt. generer et sitemap. Vi kommer jo heller ikke uden om Core Web Vitals når vi tale teknisk SEO i disse dage.

Læs mere om Aalborg Webbureau og marketing bureau

SEO content

Selve indholdet på hjemmesiden er utrolig vigtigt hvis du gerne vil sende et stærkt signal til søgemaskinerne om at din side er relevant for en bestemt søgning. Så her går det ikke at du har 200 ord på hver side og så regner med at det er nok til at gøre din side til en autoritet på området.

Sammenlign f.eks. med Wikipedia, her er de fleste artikel på nogle flere ord, og også en af grundene til at wikipedia ofte bliver vist som en af de første sider på mange søgninger. Wikipedia er et godt eksempel på en stærk side med masser af autoritet, interne link og en kæmpe mængde indhold. Noget som her i 2021 stadig er temmelig relevant for de fleste.

Godt indhold skal indeholde det søgeord som du ud fra din søgeanalyse fandt ud af du gerne vil rankere for. Ikke for få gange, men heller ikke for mange gange. Gerne indhold som dine besøgende også vil syntes er spændende og evt. får lyst til at henvise til andre steder på nettet. Har du f.eks. et webbureau i Aalborg for at tage et eksempel fra tidligere, så vil det give rigtig god mening at skrive nogle blog indlæg om 10 tips til en god hjemmeside, hvordan skifter du til https, eller hvorfor er en responsive hjemmeside vigtig?

Brug gerne billeder og videoer på dine sider for endnu bedre effekt.

Links fra andre hjemmesider

Nu har du styr på den tekniske SEO, du har noget godt content du gerne vil have de søgende på Google finder, så mangler vi bare at sikre at søgemaskinerne syntes din hjemmeside har den autoritet der skal til for at du ligger blandt de første.Her gælder det så om at få backlinks fra sider der er relevante for din. F.eks fra hjemmesider der liste alle tømrer som er i Aalborg, eller fra din lokale online nyhedsmedie. Groft sagt kan man sige at jo mere relevant en link til din hjemmeside er, jo bedre resultat giver det. Jo mere kendt den side som linker til dig er, jo mere tæller den i det samlede regnskab.Det mest optimale hvis du gerne vil have de bedste backlinks, vil som regel være fra en anden side i top 10, men chance for at få en backlink hos dem er typisk ret lille. Det med at finde de gode backlinks til din webshop eller hjemmeside er typisk et ret stort problem. Noget som alt for mange forgæves forsøger at bruge tid på. Men finder du den perfekte backlink, så kan det virkelig også flytte din hjemmeside langt frem på søgemaskinerne, og hvem ønsker jo ikke det?

Nu har du fået en ide om hvad SEO optimering er for noget, og et par tips til hvordan du via denne SEO guide selv kan komme i gang med at optimere din hjemmeside og blive mere synlig på Yahoo, Bing og Google.

#seo #webbureau #seo optimering

1 note · View note

theamargittewiik-blog · 5 years ago

Text

Ut å stjæle hester: Ett eller to verk?

Ut å stjele hester kan vise til to forskjellige ting: En roman; og en film. Er dette to fremstillinger som må betraktes som ett og samme verk i ulik innpakning eller er det to separate verk som må sees på som selvstendige narrativ som har felles grunnfortelling?

Det finnes gode argumenter for begge syn.

Filmen bygger på boka, har de samme karakterene (i alle fall samme navn), stort sett samme plott, og samme hovedbudskap. Dette taler for å betrakte dem som to forskjellige fremstillinger av samme tingen.

Likevel kan man også argumentere for at det finnes forskjeller som gjør at man må se på dem to selvstendige. Filmen har gjennomgått en adaptasjon, en tilpasning av boken til filmmediet. Ved å velge skuespillere med bestemte utseender, stemmer, temperament og fremstille karakterene på bestemte måter som bokmediet ikke tillater; ved å velge filmlokasjoner osv formes seeropplevelsen. Kanskje mest sentralt i adaptasjonen er at noen har tatt et aktivt valg om hvilke deler av boka som skal fremstilles, hvilke deler som skal utelates, og hvilke deler som eventuelt skal legges til. Filmmediet har andre modale affordanser enn den trykte boka, og det former gjentolkingen som har skapt filmen.

Boka er skapt av en enkelt aktør, forfatteren Per Pettersen. I filmatiseringen dukker det opp en til aktør som tar avgjørende valg for fortellingen, regissøren Hans Petter Moland. Så det hvor boka er formet av en aktør, en agens, er filmen en sammensmelting av to personers avgjørelser og danner dermed et unikt hele.

Så man kan også se på dem som to selvstendige verk med en del likheter og et felles opphav. Det er kanskje den mest fruktbare innfallsvinkelen, fordi det fremhever forskjellene og dynamikken i transformasjonen mellom medier.

Bildet er hentet 23.09.19 fra:

https://p3.no/filmpolitiet/2019/02/ut-og-stjaele-hester/

Boka kan finnes her:

https://www.haugenbok.no/Skjoennlitteratur/Romanserier/Ut-og-stjæle-hester/I9788249520510

1 note · View note

astrid-str-blog-blog · 6 years ago

Text

Intervju med praksisveileder: Unni Coldevin

Unni har jobbet hos Roede i 14 år. Der jobber hun i fagavdelingen hvor hun bla. har ansvar for Matglede-delen og Roede-kassen i samarbeid med Godlevert.

Det er onsdag formiddag og aktiv lunsj. Jeg og Unni tar en tur ut i den friske luften for å gå den faste runden ved Holmenskjæret mens vi tar en prat.

Hva er Roedes ønsker for fremtiden?

Vi har jo sett det at antall kursdeltakere har gått ned, og at mange som går på kurs kjenner oss fra før. Vi ønsker å nå ut til flere nye kursdeltakere, og at målgruppen blir mer variert enn det den har vært til nå. Vi ønsker nå i større grad å få med yngre deltakere samt flere menn. Vi vet at dette er en stor målgruppe som kan trenge hjelp og veiledning for å få en sunnere livsstil. Vi håper at med den nye appen og logoen skal vi klare nå ut til mange flere, være mer kjønnsnøytral og i tillegg endre på «kjerring-stempelet» Roede har fått.

Hvem ønsker dere å få med på kurs?

Kursene er i hovedsak for folk som sliter med overvekt. Kursene kommer til å være i stor grad slik de har vært, med fokus på varig endring og vektnedgang. Men appen kommer til å være et mer lavterskel tilbud for de som ikke er helt sikre på om de skal på kurs enda, og for de som ønsker en sunnere livsstil med mer overskudd, men som ikke nødvendigvis skal ned i vekt.

Hva kommer til å være fokus i 2019?

I 2019 kommer vi til å ha et større fokus på sunn livsstil med utgangspunkt i Helsedirektoratets anbefalinger. Kalorier og slanking kommer vi til å fokusere mindre på i forhold til hvordan vi kommuniserer i media. Dette blir forbeholdt kursene.

Hva gjør at Roede er et meningsfylt sted å jobbe?

Jeg får jobbe med det jeg brenner for; sunn livsstil og matglede. Jeg føler at jeg får bidra til å gi folk sunnere vaner og mer livskvalitet og inspirere folk til å ta sunne valg. Det er meningsfult fordi jeg føler at jeg gir et positivt bidrag for å bedre folkehelsa.

Hvilke egenskaper bør en medarbeider ha som skal fungere godt på laget?

Her trenger vi medarbeidere som har god arbeidsmoral da det er mange oppgave som skal gjøres. Vi trenger folk som er flinke til å samarbeide samtidig som de også kan jobbe selvstendig. Til slutt må de være åpne for endringer og villig til å prøve nye ting.

Hvilken kompetanse er det man ønsker seg mer av i Roede?

Akkurat nå kunne nok tenke oss at vi hadde flere ressurser med IT kompetanse, da veldig mye av utviklingsarbeidet er knyttet til tekniske løsninger rundt app og verktøy på nett.

5 notes · View notes

neurologicalgames-blog · 6 years ago

Text

Fokuseret opmærksomhed.

Af C. Scheel P.D. I Special pædagogik og Master i IT

Stifter af Neurological Games.

d.11/2-2019

Indhold

Intro; 1

Opmærksomhed. 1

Fokuseret opmærksomhed. 2

Vedholdendende opmærksomhed. 3

Selektiv opmærksomhed. 4

Skiftende opmærksomhed. 5

Afledning. 8

Automatisering. 9

Delt opmærksomhed. 9

Referencer 10

Intro;

Dette er skrevet med til helt almindelige mennesker, der gerne vil vide noget om opmærksomhed.

Fagfolk kan også læse artiklen; ” Falkeblik. Det faglige grundlag, klassifikation og begreber.”

Opmærksomhed.

Opmærksomhed kan overordnet opdeles i to typer af opmærksomhed.

Den ene er opmærksomhed overfor noget der sker i omgivelserne eller i en selv, uden at man har besluttet sig for at være opmærksom på det. Noget fanger vores opmærksomhed eller vi bliver gjort opmærksomme på noget.

For en sikkerheds skyld er vores alarm system næsten altid er på vagt, det opfanger ting som er uvante, uventede eller som kan være farlige.

På billedet ovenfor er en illustration af at noget er skarpt i opmærksomheden, mens andet ikke rigtigt registres. For de fleste af os er det sådan vores alarmsystem og opmærksomhed fungerer når det er blevet opmærksomt på noget der er uvant eller uventet og som kunne være farligt. Det behøver ikke kun at handle om at noget er farligt eller kunne være farligt, det kan også være at noget har fanget vores opmærksomhed. Den vigtigste forskel på denne type af opmærksomhed og fokuseret opmærksomhed er at vi her, ikke bevidst har valgt at være opmærksomme på noget bestemt.

Den anden type af opmærksomhed er den fokuserede opmærksomhed. Fokuseret opmærksomhed opstår når vi bevidst vælger at fokusere på noget, det vil sige at vi har valgt at være opmærksomme på noget bestemt.

Fokuseret opmærksomhed.

Opmærksomhed er en basal eller fundamental mental funktion.

Opmærksomhed er en forudsætning for en række forskellige processer der foregår i hjernen, derfor er den vigtig. Det er meget nemmere f.eks. at huske noget, hvis man er opmærksom på det man gerne vil huske.

Fokuseret opmærksomhed er, helt overordnet, evnen til at holde opmærksomheden på det man gerne vil. Vi taler ikke om hvor motiveret man er, men om man kan holde sin opmærksomhed rettet mod noget bestemt.

Der er nogle forskere der har inddelt fokuseret opmærksomhed i nogle underkategorier.

De fire typer af fokuseret opmærksomhed de kommer frem til er;

Vedholdende opmærksomhed.

Selektiv opmærksomhed.

Skiftende opmærksomhed.

Delt opmærksomhed.

(Sohlberg and Mateer M. M., 2001) (Jason A. Demery, 2006, s. 54)

Vedholdende opmærksomhed

Vedholdende opmærksomhed er evnen til at fastholde sin opmærksomhed på noget bestemt over længere tid adgangen. For at løse en opgave, har vi brug for at kunne holde opmærksomheden på en bestemt opgave, indtil opgaven er løst. Når man har fået en hjerneskade så kan man godt have svært ved at fastholde opmærksomheden i længere tid adgangen. Det er selve evnen til at fastholde opmærksomheden man er ramt på, uanset hvor motiveret man er.

Selektiv opmærksomhed.

Selektiv opmærksomhed, selektiv betyder at vælge noget fremfor noget andet, altså at man er opmærksom på noget og lukker noget andet ude. Vi vælger f.eks. at være opmærksomme på en bestemt ting, når vi leder efter noget. Det kunne være at lede efter en nøgle.

Når vi leder efter en nøgle, er nøglerne skarpe i opmærksomheden, mens andre typer af ting lukkes ude af opmærksomheden.

Hvis man har problemer med den selektive opmærksomhed vil det være vanskeligere at fokusere udelukkende på nøglerne og lukke alt andet ude, derfor vil andre elementer også få opmærksomhed.

Her forestiller vi os at vi leder efter nogle nøgler. I det øjeblik andre typer af elementer også får opmærksomhed, så begynder det at blive vanskeligere at holde fast i det vi leder efter, nemlig nøgler.

Skiftende opmærksomhed, handler om evnen til at skifte opmærksomhed fra en ting til noget andet og tilbage igen.

Hvis jeg er ramt på min skiftende opmærksomhed, så kan jeg have problemer med at vende tilbage til tidligere aktiviteter.

Her er et eksempel;

Det kunne være at jeg gik i gang med at male en væg.

Undervejs kommer jeg i tanke om at jeg skal have vasket tøj, så jeg sætter vaskemaskinen i gang.

Mens jeg sætter vaskemaskinen i gang får jeg øje på en fugl ude i haven, og går ud for at se på den.

Nu har jeg maling der tørrer, en vaskemaskine der kører og jeg står ude i haven og kigger på fuglerene.

Jeg går midt i en aktivitet til den næste, uden at vende tilbage til nogen af de ting jeg allerede har sat i gang.

Hvis jeg er ramt på den skiftende opmærksomhed, så kan jeg have svært ved at vende tilbage til de tidligere aktiviteter og det vil kræve en særlig indsats at gøre det.

Man kan være ramt på skiftende opmærksomhed på forskellige måder.

Skiftende opmærksomhed handler også om evnen til at skifte spor.

Hvis jeg går i gang med en opgave, så kan det godt være at det på et tidspunkt er mere hensigtsmæssigt at gøre noget andet.

Her er et eksempel;

Lad os sige at jeg går i gang med at male en væg.

Mørket falder på mens jeg maler. Hvis jeg har svært ved at skifte spor, så fortsætter jeg med at male, selvom jeg reelt ikke kan se hvad jeg laver.

Hvis jeg har problemer med skiftende opmærksomhed, så kan det betyde at jeg fortsætter ud af samme spor, ude af stand til selv at skifte eller korrigere det jeg har gang i, selvom det er uhensigtsmæssigt.

Det er en del af de overordnede styrende funktioner i hjernen.

Kompleksiteten og dermed hvor krævende opmærksomheds funktionen er, er stigende i følgende rækkefølge; vedholdende, selektiv opmærksomhed, skiftende opmærksomhed til den mest komplekse som er delt opmærksomhed.

Delt opmærksomhed. Evnen til at holde opmærksomheden rettet mod mere end en ting adgangen. (Sohlberg and Mateer M. M., 2001) (Jason A. Demery, 2006, s. 54)

Afledning.

En person kan afledes indefra af egne tanker eller udefra af sanseindtryk. Afledning er når den fokuserede opmærksomhed rettes væk fra det man er i gang med og er fokuseret på. Dvs. at det vi ser på er om man evner at fastholde opmærksomheden på en opgave trods forstyrrelser, indre såvel som ydre.

Der er forskel på om man kan, altså har evnen til at fastholde opmærksomheden, trods forstyrrelser, eller om man bliver afledt. Vi taler altså ikke om motivation, da det er evnen til at fastholde opmærksomheden, selvom man er motiveret og gerne vil fastholde opmærksomheden, men ikke kan fordi man afledes.

Afledning eller afledelighed er ikke en funktion eller en evne, men omtales ofte som en følgevirkning af en funktionsnedsættelse. Derfor optræder afledning heller ikke i teorierne som en selvstændig funktion.

Hvorfor det er sådan bliver måske endnu tydeligere når vi kigger på en dansk oversættelse af Melvin Levin, der bruger ordet distraheret. (Levine, 2005, s. 99)

Her er det et spørgsmål om i hvilken grad man evner at vælge noget ud og give det opmærksomhed, fremfor noget andet, hvilket er selektiv opmærksomhed og i flg. Mel Levins teorier en del af input kontrollen.

Opmærksomhedsstyring:

Mel Levine beskæftiger sig med input styring, altså evnen til selv at regulere/ fokusere på bestemte input, som en del af opmærksomhedssystemet.

Under styring af input har han blandt andet den selektive opmærksomhed, men også elementer som dybde og detaljeringsgrad. Dybde og detaljeringsgraden handler om at være i stand til at holde fokus på det rette niveau af detaljer eller helheder. Dette er tanken om at blive optaget af en detalje, eller komme til at fokusere for meget på en detalje, der er uvigtig i forhold til helheden.

Et eksempel på at komme til at fokusere for meget på en detalje kunne være at ville tegne et portræt og undervejs så komme til at gå i dybden med det ene øje før de overordnede linjer er på plads.

Det betyder ikke alle der kommer til at fokusere for meget på en detalje har problemer med opmærksomhedsstyring. Hvis man har problemer med opmærksomhedsstyring betyder det at man vil have meget svært ved ikke at komme til at fokusere på en enkelt detalje, med mindre man arbejder med det og er bevidst om det.

Under styring af input har han også opmærksomheds spændvidde, som på den eneside handler om at fokusere på noget over tid, altså vedholdende opmærksomhed og koncentration, men som samtidigt også inddrager evnen til at skifte fokus, som er skiftende opmærksomhed. (Levine, 2005, s. 76-100)

Afledning er når opmærksomhedsstyringen træder ud af kraft.

Automatisering.

Mange af de ting vi gør igennem et liv, bliver efterhånden automatiseret, dvs. at vi kan gøre dem uden at bruge opmærksomhed eller energi på at gøre det.

For mange os kan det være at gå, at låse en dør eller at slukke for lyset, kaffemaskinen osv.

Det er derfor vi indimellem er nødt til at gå tilbage og tjekke om vi nu fik slukket lyset, låst døren eller slukket for kaffemaskinen.

Delt opmærksomhed.

Delt opmærksomhed er den fjerde og mest krævende af de fokuserede opmærksomhedsformer.

Med delt opmærksomhed menes at man deler sin opmærksomhed mellem to aktiviteter. Det er kun først delt opmærksomhed når begge aktiviteter kræver opmærksomhed, hvis den ene aktivitet er automatiseret så er der ikke tale om delt opmærksomhed.

Delt opmærksomhed kan være at lytte til et foredrag og tage notater samtidigt.

Delt opmærksomhed kan derfor godt være at køre bil og holde øje med trafikken, hvis det er en uerfaren bilist, for hvem det at køre bil ikke er automatiseret endnu. Den erfarne bilist vil typisk kun bruge opmærksomhed på at holde øje med trafikken og derfor er der ikke tale om ikke delt opmærksomhed.

Delt opmærksomhed kunne også være at spille på et instrument og synge samtidigt.

Her er en lille aktivitet med delt opmærksomhed.

Den går ud på at tegne en genstand uden at se på papiret.

Når man tegner uden at se på papiret så deler man opmærksomheden mellem at se på genstanden og undgå at se på papiret, samtidigt med at man forsøger at forestille sig hvad man tegner på papiret og tegne det.

På billedet ovenover kan du se figuren, jeg har forsøgt at tegne uden at se på papiret.

Denne sjove tegning er resultatet.

Med venlig hilsen

www.neurologicalgames.com

Referencer

Grethe Andersen, D. D. (2016). Apopleksi, sygdom, behandling og organisation. København: Munksgaard.

Jason A. Demery, P. (17. 4 2006). Traumatic Brain Injury. Hentet fra SlidePlayer: https://slideplayer.com/slide/11600330/

Levine, M. (2005). Hjernen bag lysten til at lære - Neuropædagogik i teori og praksis. Danmark: Dansk psykologisk forlag.

Sohlberg and Mateer, M. M. (4. jan 1987). Effectiveness of an attention-training program. Journal of Clinical and Experimental Neuropsychology, volume9, 1987,issue 2., 117-130. Hentet fra www.tandfonline.com/: https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/01688638708405352

Sohlberg and Mateer, M. M. (2001). Cognitive Rehabilitation: An Integrative Neuropsychological Approach. New York: GuildFord Press.

WHO, o. S. (2005). ICF, International klassifikation af funktionsevne funktionsnedsættelse og helbredstilstand. Viborg: Munksgaard.

#opmærksomhed #fokuseretopmærksomhed #selektivopmærksomhed #deltopmærksomhed #skiftendeopmærksomhed #hjernen #neurological #neurologicalgames #C Scheel #selektiv #skiftende #neuropædagogik

1 note · View note

wiadomosciprasowe · 6 years ago

Text

Fra fire til 100 på to år i Stavanger

https://www.y6.no/%e2%80%8bfra-fire-til-100-pa-to-ar-i-stavanger/

Fra fire til 100 på to år i Stavanger

VOKSER I OLJEBYEN: Kenneth Titlestad og Heidi Ravndal gleder seg over at kollega nummer 100 nå er på plass. Foto: Kjetil Ravnås / Sopra Steria Dato: 24-05-2019 14:25 CEST Opprinnelig tittel på pressemeldingen: Fra fire til 100 på to år i Stavanger Kategori: , Politikk Vitenskap, teknikk Data, telekom, IT Miljø, energi Transport Tjeneste, rådgivning, service Offentlig sektor Helse, sykepleie, legemiddel I løpet av drøye to år har Sopra Steria bygget opp et av de største og bredeste konsulentmiljøene i Stavanger. Denne uken kom medarbeider nummer 100 på plass.

I løpet av drøye to år har Sopra Steria bygget opp et av de største og bredeste konsulentmiljøene i Stavanger. Denne uken kom medarbeider nummer 100 på plass.

– Vi skal ha det «løye» på jobb! Det er medarbeiderne våre som skaper verdiene, og derfor er det viktig å gi dem en utviklende og spennende arbeidshverdag, sier Heidi Ravndal, direktør for digitale plattformtjenester i Sopra Steria Stavanger.

Hun begynte i selskapet som en av de første i Stavanger senhøsten 2016. Dermed har hun vært med på den voldsomme veksten fram til i dag. Ifølge Ravndal står Sopra Steria spesielt sterkt i olje- og gassektor, men har også betydelige oppdrag innen helsevesenet, finansbransjen og offentlig sektor.

Historien om Sopra Sterias satsing i Stavanger begynner hverken i oljebyen eller hovedstaden, men i Trondheim. En av konsulentselskapets daværende kunder i Trondheim, oljeselskapet Det Norske, kjøpte opp Stavanger-delen av Marathon Oil. Dermed ble fire medarbeidere fra Sopra Steria sendt til Stavanger for å bistå med supportoppgaver.

Omstilling og digitalisering

– Vi kom inn i kjølvannet av oljeprisfallet, og fikk etter hvert mange oppdrag knyttet til omstilling og digitalisering. Behovet ble stadig større og vi måtte vokse for å møte etterspørselen. Samtidig begynte jungeltelegrafen å gå i teknologimiljøene i Stavanger. I dag er det stor pågang fra folk som vil jobbe hos oss, sier Ravndal.

Ved utgangen av 2017 hadde Stavanger-avdelingen vokst fra fire til 25 medarbeidere. Rundt juletider i fjor satt det 72 personer i Sopra Sterias nye og moderne lokaler i Jåttåvågen, og hittil i år har konsulentselskapet rekruttert 28 nye medarbeidere.

– Veksten er organisk og vi bygger sten for sten. Helt fra starten har målet vært å tilby den samme bredden av tjenester i Stavanger som fra hovedkontoret i Oslo. Derfor bygger vi parallelt opp områdene applikasjoner, digitale plattformtjenester og forretningsrådgivning. For tiden rekrutterer vi folk med kompetanse innen rådgivning, infrastruktur, tjenesteintegrasjon, applikasjonsutvikling, skyteknologi og sikkerhet, for å nevne noen områder, sier Ravndal.

Sa opp drømmejobben

I fjor sommer sluttet Kenneth Titlestad i det han kaller «drømmejobben», for å jobbe med sikkerhet hos Sopra Sterias olje-, offshore- og industrikunder i Rogaland.

– Jeg hadde det veldig bra der jeg var, og hadde ingen planer om å flytte på meg. Etter hvert som flere venner og bekjente begynte å jobbe i Sopra Steria og skrøt av den nye arbeidsplassen sin, så ble jeg nysgjerrig. I tillegg la jeg merke til at selskapet hadde gått til topps i Great Place To Work-kåringen flere ganger, noe som styrket det gode inntrykket. Det var tungt å si opp gamlejobben, men jeg har ikke angret ett sekund, sier Titlestad.

Han trekker spesielt fram det sterke faglige miljøet og delekulturen som grunner til at han trives i den nye jobben.

– Jeg lærer nye ting hele tiden, og kan trekke på kompetansen og erfaringene til noen av landets beste hoder innen sine fagfelt. Her er det også spennende oppgaver å bryne seg på. Både IT- og OT-sikkerhet står veldig høyt på dagsorden hos kundene, sier Titlestad.

Les også: Sopra Sterias Heidi Ravndal er blant Norges fremste ledertalenter

Kilde: Pressekontor Sopra Steria – PRESSEMELDING –

————

Sopra Steria er et ledende internasjonalt konsulentselskap med en av markedets mest omfattende tjenesteporteføljer innen digitalisering. Selskapet tilbyr strategiutvikling, IT-rådgivning, infrastruktur- og systemutvikling, digitale løsninger og drift. Sopra Steria bistår store private og offentlige organisasjoner i Skandinavia med å ta et digitalt lederskap innen sin bransje. Selskapet har 44 000 medarbeidere i 20 land, og hadde en omsetning på € 4,1 milliarder i 2018.

I Skandinavia sørger 2100 medarbeidere for en årlig omsetning på 2,9 milliarder kroner i 2018.

Hashtags: # #Politikk Vitenskap, teknikk Data, telekom, IT Miljø, energi Transport Tjeneste, rådgivning, service Offentlig sektor Helse, sykepleie, legemiddel Politikk Vitenskap, teknikk Data, telekom, IT Miljø, energi Transport Tjeneste, rådgivning, service Offentlig sektor Helse, sykepleie, legemiddel

#energi Transport Tjeneste #IT Miljø #legemiddel #Politikk Vitenskap #rådgivning #service Offentlig sektor Helse #Sopra Steria #sykepleie #teknikk Data #telekom #Pressemeldinger

0 notes

eivindognadia · 3 years ago

Text

Tilbake i tjenesten

I Juni 2019 kom vi til Norge etter å ha tilbragt tilsammen 11 år i øst-Afrika etter jeg første gang begynte som MAF pilot i Tanzania i 2006. Den siste perioden var preget av mye flytting, usikkerhet og en del hendelser som gjorde at vi i 2019 bestemte oss for å flytte til USA, et av Nadia`s hjemland, for å finne oss et stabilt hjem og en plass som var vår. De to små jentene våre ga forskjellig svar hver gang de ble spurt hvor de kom fra. Men ting gikk veldig fort ikke som planlagt, søknader og dokumenter ble forsinket og vi befant oss plutselig boende på Jæren, sør for Stavanger. Jentene har vært omstillingsdyktige og fant seg fort venner, og Nadia hadde også fort hendene fulle med vår minstegutt Netanel som ble født i Juli 2019. I optimistisk påvente av mitt Green Card, som ifølge våre beregninger var like rundt hjørnet, tenkte vi at vi snart var på vei avgårde igjen og jeg fikk meg midlertidig jobb som industrimekaniker i en lokal bedrift mens jentene begynte i skole og barnehage. Minstejenta Anava kunne nesten ikke et ord norsk da vi landet her, men etter kort tid snakket hun kav jærsk.

«Skomaker, bli ved din lest...»

...er en setning jeg har sagt til meg selv noen ganger de siste to årene. Etterhvert som det midlertidige oppholdet tok en mer og mer permanent fasong innså jeg at jeg fremdeles hadde mer å bidra med som misjonspilot. Jeg savnet tjenesten fra dagen vi dro og høsten 2019 og våren 2020 var jeg i Uganda på kortere opphold for å hjelpe til med flyging så de andre flygerne kunne avvikle ferie. I Oktober 2019 fikk jeg og fly et MAF fly på promoteringstur fra Sverige til Finland. Så jeg ble liksom ikke helt ferdig med MAF selv om vi var i Norge, og jeg ønsket jo ikke det heller. Og når ting tok en ganske annen vending, blandt annet på grunn av covid-pandemien, kontaktet jeg MAF igjen for å høre om det var bruk for kortidspersonell på en mer permanent basis. Kanskje jeg fremdeles kunne være til tjeneste selv om vi nå bodde i Norge? Jeg fikk ganske snart svar at det var det, og med min erfaring og mange sertifikater i Tanzania, Kenya, Sør-Sudan og Uganda kunne jeg trå til flere plasser ved behov. MAF Norge og Misjonssambandet var veldig positive og ble enige om en delt ordning der jeg er ansatt av begge organisasjonene. Fire ganger i året, èn måned hver gang, skal jeg fly for MAF der det måtte være behov, og resten av tiden skal jeg besøke foreninger og forsamlinger for å formidle og inspirere til misjon og forkynne. Jeg er utrolig glad for denne muligheten og jeg gleder meg stort til både og ute- og hjemmedelen av jobben. Jeg brenner for misjon og nå får jeg være med på frontlinjen, og når jeg ikke er der får jeg være med å engasjere og inspirere andre her i Norge. Uten støtten her hjemme stopper arbeidet ute opp.

En fot i hvert land...

Vi kommer til å ha base i Norge en stund framover og det betyr at jeg kommer til å være en del borte fra Nadia og barna. Jeg ser ikke fram til akkurat det, men med Guds hjelp og nåde er vi trygge på at det skal gå bra. Vi har et fantastisk godt nettverk rundt oss av venner og kjente, både fra barnas skole, Jærtun, og forsamlingene vi hører til på Nærbø og Vigrestad. Vi har funnet oss godt til rette på en gård rett nord for Nærbø. Nylig hadde vi stor bursdagsfeiring med flere familier i hagen her for Netanel som blir to år mens jeg er bortreist. Det var en god påminner på hvor velsignet vi er med gode mennesker rundt oss.

Jeg ankom Tanzania Mandag 21. Juni og den første uken går med til legesjekk, teorieksamen for luftfartsmyndighetene samt oppfriskningsflyging med MAF sin sjefspilot i Tanzania. Det blir en travel første uke med mye å sette seg inn i igjen og dersom sertifikatet blir klart i tide skal jeg fly klinikkflygninger for Kilimatinde Hospital allerede uken etter. Den tredje uken blir det evangelist-flyginger i Malambo i Serengeti og den siste uken klinikkflygninger for Haydom Hospital før jeg flyr tilbake til Norge igjen Lørdag 17. Juli.

Men hvordan kan de påkalle en de ikke tror på? Hvordan kan de tro på en de ikke har hørt om? Og hvordan kan de høre uten at noen forkynner? 15 Og hvordan kan de forkynne hvis de ikke er utsendt? Det står jo skrevet: Hvor vakre de er, føttene til dem som bringer godt budskap! Romerne 10, 14-15

1 note · View note