#de kaldte ham røde

[jochi-the-veristithaylen-baker]

This is honestly the last meme I saved on my phone, and it's one I made myself.

Top text, translated: Because he was...

Bottom text, translated: Communist

The image is from a TV-series from the seventies, which starts in the twenties.

[andreasmontyfreddie]

BRYLLUPPET

En lille flok væsener var samlet ved foden af en lille bakke. Nogle var ved at dække bord, andre stillede henkogte æbler frem, og hjemmelavet urthethe. De kastede blomster på jorden med løs hånd, forsøgte at få det til at se tilfældigt ud.

“Hvornår kommer de?” Spurgte en trold med hat.

“De er her om lidt,” sagde en heks med tre øjne, “vil du være sød at hjælpe mig med spejlet?” Trolden nikkede.

“Hvor skal det stå?” Spurgte han.

“Ikke så mange spørgsmål,” vrissede heksen, “tag nu bare fat og løft.”

Det var et tungt spejl og trolden var ved at falde flere gange.

“Du er umulig,” vrissede heksen, “jeg skulle have spurgt en anden.”

I skyggerne lå noget godt gemt og stirrede på dem med kolde øje.

Så ankom gommen. En stor flot panserbille, med høj hat og slips. Alle klappede da de fik øje på ham, træmanden bukkede.

“Vær hilset allesammen,” udbrød panserbilen og klappede i sine små hænder. “Hvor ser det bare flot ud. Fantastisk flot”

“Vi har også gjort os umage,” sagde trolden, og gik igang med at blande saftevand.

“Kom,” sagde heksen og tog fat i gommens arm og trak ham hen over pladsen ind i et lille rødt telt. På gulvet midt i teltet stod et stearinlys og der duftede af syrener.

“Du skal vente her til jeg giver signal, først da må du komme ud, har du forstået?” Panserbillen nikkede, og efter at have fjernet en lille chokoladeplet fra hans kind, forlod heksen ham og gik ud til de andre.

“Nu nærmer vi os,” sagde hun, “der er kun en ting tilbage.”

“Sangen!” Udbrød trolden og klappede i sine store hænder.

“Shh!” Sagde heksen og lynede med øjnene. Så trak hun en lille klokke ud af øret.

“Denne lille klokke angiver tonearten,” forklarede hun og slog på den med en teske.

Pling.

I samme øjeblik trådte det, der havde ligget på lur, ud af skyggerne og ind på pladsen. Der opstod vild panik.

“Hvad sker der?” Kaldte panserbillen inde fra det røde telt, “må jeg komme ud nu?”

Der lød intet svar.

[kulturformidlet]

Råt dukketeater

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Trøstesløs afstumpethed eller hjerteskærende livskrise – det ender med at blive det store spørgsmål for en af figurerne i et dramatisk teenageunivers, der ligesom sine hovedpersoner har det med at holde sit publikum ud i strakt arm og aldrig rigtig lade os komme ind under huden.

I fortællingen om to teenagedrenges indbyrdes venskab og rivalisering, som Teater Vestvolden og De Røde Heste har samproduceret, indtager to barske teenagedukker hovedrollerne.

Scenografien er holdt helt enkel med to stykker træ, der effektfuldt agerer alt fra grisestald til jernbaneskinner godt hjulpet på vej af flot lyd og lys.

Farverne er grå og tonen er barsk. Der bliver spyttet og bandet til den store guldmedalje af de to dukker, der ser ualmindeligt rå ud med deres kæmpe munde, forbrændte hud og små, døde øjne. Var det ikke for påklædningen –  cap’en omvendt på og kridhvide hættetrøjer – kunne de sagtens agere zombier el. lign. i en anden kontekst.

At der muligvis er en pointe med det afbrændte look, bliver først klart helt til slut, og det overdrevne ydre kreerer en vis distance fra start. Samtidig halter fiktionspagten lidt i forhold til den åbne dukkeføring. For hvad dukkerne mangler i mimik og kropssprog, udviser både Bjarne Kalhøj og Claus Mandøe i overmål bag deres figurer, og det bliver ganske enkelt svært at se bort fra dem og koncentrere sig om dukkerne.

Følelser og facade Forstadslivet for de to teenagere er trods deres identiske ydre og et enigt fælles forhold til smøger, bandeord og breezers vældig forskelligt. Vores jeg-fortæller, af Bruno hånligt kaldt ’kylling’, har så åbenlyst livet foran sig bag det barske, trøstesløse ydre.

I flashback-scener betror han os om en spirende kærlighed og udviser en kejtet følsomhed, der er nem at genkende fra teenagetiden. Han kan eksempelvis ikke finde ud af at spytte og ender med savl på hagen, hvilket Bruno jorder ham for i så overdreven grad, at man slet ikke forstår, at de to er bedste venner siden barndommen, og at ’kylling’ faktisk er hans tætteste relation.

Ligeså udadrettet og voldelig Bruno er fysisk, lige så tilknappet og hæmmet er han følelsesmæssigt. Der er noget under overfladen, der kan eksplodere hvert øjeblik det skal være, og den spænding fungerer sådan set godt. Med ham er man urolig og på vagt. Man har ondt af ham, og man er bange for ham.

Det, der virker mindre overbevisende, er drengenes indbyrdes relation. At der er en vis hakkeorden dem imellem, godtager man, og selvfølgelig skal facaden holdes udadtil, når man er teenager. Men hvorfor de to indbyrdes ikke er mere fortrolige, end de faktisk er, vækker en grundlæggende undren, som er svær at se bort fra, og som ender med at blive en hæmsko for handlingen.

Man gjorde et barn fortræd I det hele taget bliver den barske, desperate Bruno svær at rumme. Det er muligvis en pointe i sig selv, men hans negative spiral af afstumpethed bliver i længden problematisk at forholde sig menneskeligt til – særligt når vi ikke får lov at komme tættere på, end vi gør.

Der danses længe – også for længe – rundt om den varme grød ift. hans baggrund, og kun i brudstykker får han endelig fortalt lidt af de hjerteskærende ting, han har været igennem. Selvfølgelig er der al mulig alvor bag al hans frustration, men forløsningen udebliver og det hele ender frygtelig tragisk.

I dette barske setup ville man blive overrasket over en decideret lykkelig slutning, men niveauet af dramatisk uhygge til slut er dog alligevel overraskende voldsomt – og igen ikke super troværdigt.

FAKTA Teater Vestvolden & De Røde Heste: Små dyr med pels - Manuskript og instruktion: Claus Mandøe. Dukker m.m.: Rolf Søborg Hansen. Dukkeinstruktion: Hanne Sørensen. Scenografisk konsulent: Claus Helbo. Lysdesign: Morten Ladefoged. Lyddesign: Emil Boll. Instruktørkonsulent: Stephan Pollner. Medvirkende: Bjarne Kalhøj og Claus Mandøe. Alder: Fra 12 år. Varighed: 45 min. Turneforestilling.  Set 17. marts 2019 på Teater Vestvolden.  Kan ses på Aprilfestival 2019 (www.aprilfestival.dk) i Hjørring. www.teatervestvolden.dk / www.deroedeheste.dk

[takingcontrolme-blog]

CSI18 - The Case of Deadbeat Beauty

  Ikke alt fungerer altid i Forensicland. Nogle gange rammer vi ud. På flere måder end en. Jeg stirrede ud på mine kontors høje vinduer på den blå, blå Santa Barbara-himmel, med Nary en sky i syne. Det var min 50-års fødselsdag. Regningerne blev ignoreret. Det virkede som en perfekt dag. Så ringede telefonen og en dejlig stemme svarede. Ginger Justín. Hun lo; hun elskede mine vittigheder; Hun syntes jeg var strålende. Hun sagde, at jeg var perfekt til hende. Som ekspert. Jeg mindede hende om sin far. Hendes afdøde far. Jeg burde have taget køen. Det ser ud til, at fru Justins far var gået væk - muligvis ved hjælp af Lynn Dallas, en levende følgesvend - en ledsager, der var i den nyeste version af fars vilje. Ikke kun det, Ginger-kind, omsorgsfuldt, dejlig Ginger - var blevet skrevet ud af viljen. Hendes søskende var stadig derinde. Børnebørnene var stadig derinde. Fru Dallass ledsager var derinde for hundens skyld! Penge til følgesvendens følgesvend! Men intet til ingefær. Noget måtte gøres. Poseur var nødt til at blive udsat, før hun tog endnu en gammel mands formue. Som Ginger oplyste mig, var dette Dallass M.O. Kendskab til den gamle fyr, bevæge sig ind med ham, blive en kærlighed interesse ("Hun elskede aldrig ham, hun var lige efter hans penge!"), Så hjælpe ham med at shuffle off planeten, når tiden var rigtig. Ginger's juridiske ørn, Big Dan Tuberosa, var enig. "Dette er en dårlig kvinde, dette Dallas. Hun skal stoppes." Så jeg bad om et katalog af enheder, der kunne holde forskellige versioner af testamentet. Hr. Justín havde ret opsætning. Racks med netværk gear ovenpå og ned. Flere computere og bærbare computere. Masser af backup harddiske. Ginger spurgte, om jeg kunne hente dem på landsdækkende administrator, John Geering's sted i Silicon Valley. Og hvis jeg kunne skære denne stakkels heroine pause på prisen. Tredive år af at være i biz har lært mig den hårde måde at når nogen forsøger at hjul & amp; håndtere dig, det er et rødt flag. Hver dollarrabat synes at komme med et fempunktsfald i respekt. Det er en mærkelig del af den menneskelige natur, der giver væk en C-note får folk til at tro, at du er et let mærke. Men hendes desperate charme sparkede ind, og jeg sagde, at jeg ville vælge gearet næste gang jeg var op på den måde. Det viste sig at Yahoo! Nyheder ønskede mit input til et onlineinterview / artiklen kaldet: "True / False: Aldrig sælge din gamle telefon", så efter interviewet gik jeg til Geerings nærliggende grave for at hente ting. Da jeg kom ned fra hans kontor, var der ingefær og venter på at hilse på mig. Hun var lang, lang og læn, undtagen hvor det tælles. Hendes flammende røde hår stod op med eftermiddagssolen. Hun lænede sig op mod mig med en sløv, vedvarende kram og bad mig om at dele en øl på en lokal fortovscafé, hvor vi kunne diskutere sagen. Jeg plukket et bord udenfor, i alles synspunkt, bare for at spille det sikkert. En lokal Firehouse IPA afkølet mit skyllede ansigt og slog mig nerver nok til at afklare mine wits. Brølet i mine ører faldt. Jeg hørte mere om, hvor meget Ginger's far elskede hende. Jeg hørte mere om, hvordan hendes søskende (dem, der stadig er nævnt i Will), stod på hende for at få den rigtige historie ud i deres fars hukommelse. Jeg hørte hvordan Ginger skulle gøre det hele alene. Jeg hørte mere om den onde Frøken Dallas. Jeg hørte, hvordan denne sag ville være værd at tjene penge og kunne jeg ikke gøre en del af mit gebyr på et uforudsete grundlag? Som det viser sig, er ekspertvidner ikke lov til at arbejde på en beredskabsbasis. Billedet af den hyrede pistol ville være uundgåeligt. Uanset omstændighederne, at blive betalt af hvor meget du vinder, passer det ikke lige overens med etikken om fuldstændig ærlighed på standen. Ligesom Lamas underviser, vedhæftes vedhæftelsen kun med lidelse. Vi havde stadig spørgsmålet om en kontrakt og en indehaver at håndtere. Big Dan forsikrede mig om, at Ginger var god til det, men det er aldrig en god ide at komme i gang uden noget nedskrevet. Hun underskrev kontrakten og skar mig en check. Med dette bag os og nogle tech talk sat i lejemål, besluttede vi os for en strategi. Hun troede, at to computere (med 3 diskdrev) ville være mest tilbøjelige til at bære frugt. • Jeg ville selvfølgelig lave et retsmedicinsk billede af hver harddisk, ved hjælp af FTK Imager gennem en skriveblokerer. • Lav en søgeordssøgning med EnCase for udtryk og sætninger taget fra kendte versioner af Will, og giv resultaterne som et regneark for hvert søgeord. • Gendan slettede filer. • Se efter Willmaker-dokumenter, herunder ved at finde en hexadecimal signatur for disse filer, så søg og skære dem ud med Blade. • Find hvornår og på hvilken computer der havde været Wills oprettet, ændret og fået adgang. • Giv en komplet liste over regneark for alle filer med Creation, Last Written og Last Accessed dates, blandt andet filattributter. • Opgrader alle eksisterende og slettede historikposter, ved hjælp af NetAnalysis og HstEx • Find hvilke USB-enheder der var blevet knyttet til hver computer (hvis der var mere opdagelige enheder). • Find ud af, om fil-tørre software blev installeret. Som du kunne forestille dig, tog det lidt tid og producerede en masse elektronisk dokumentation. Disse mange data ville tage ud af en stor del af skoven, hvis jeg sendte den som udskrifter. At mange papirbøger ikke er gratis, og da jeg ikke arbejdede pro bono, ville tiden til at udskrive det ikke være gratis. I modsætning til virkeligheden af at skulle betale for min tid, accepterede Big Dan og Ginger at tage det som filer, selvom de ikke ønskede at nogen elektronisk korrespondance skulle kunne spores senere. De ønskede, at e-mail-kommunikation skulle være stum på indholdet af det, vi fandt. CYA alarmerne inde begyndte at svirre. Flere flags begyndte at gå op ... Ginger brugte mange timer på at forsøge at sortere gennem dataene. Jeg fortalte mange timer på telefonen. Hun var lyst, men hendes hoved var ikke bygget til elektroniske regneark - det blev bygget til fortælling, og hun komponerede en historie til at passe hendes fortælling. Da jeg forklarede, at fakta ikke passede, spurgte hun mig i en halsig stemme, hvis jeg ikke kunne behage, bedes du gøre denne tilpasning til hvad jeg selvom dataene betydede? Gennem flere røde flag måtte jeg antage, at hun tog mit ben. Dataene er dataene. Som en berømt tv-politimand sagde engang, "Bare fakta, Ma'am." Sagsøgtes råd besluttede at tage min deponering over telefonen. Når en advokat gør sig klar til at prøve at tage mig fra hinanden, kan jeg lide at kunne læse sit kropssprog, så telefonindskud er ikke mine favoritter. Jeg kunne høre Big Dan og Ginger i rummet sammen med den anden advokat. Vi kom ind i emnet for, hvilke ændringer, oprettelses- og adgangsdatoer der var meningen. Som jeg forklarede, kunne jeg høre ingefær bede om en pause for at tjekke hendes søn, som hun sagde var syg hjemme. Derefter ringede mit kontor telefon og nummeret var hendes! Hendes søn var fint. Hun havde ringet til at forsøge at ændre virkeligheden lidt. Selvom hun havde svært ved at finde vej rundt om et regneark, insisterede hun på, at jeg havde fejl i mit vidnesbyrd om fildatoer. Jeg var nødt til at forklare, at jeg kendte en eller to ting om dem, og at jeg selv havde udført forsøgene til bekræftelse. Hun havde også, sagde hun, og jeg tog fejl. Jeg må indrømme, jeg var lidt rattlede. Jeg forsøgte at forklare, at Windows 7 og XP behandler bestemte datoer lidt anderledes. Jeg var nødt til at holde fast i mine våben, og ingefær var rasende. Alligevel besluttede de at tage det helt til retten. Ginger forberedte en stak af shreddable papir regneark og faxede dem til mig. Nu var jeg den, der havde problemer med at tolke regneark, da jeg ikke kunne gøre hendes hold sammen. Jeg gjorde mit bedste. Ingen ønsker en smuk kvinde at tro, at de bliver foragtede. Så faxede hun mig om en 100 point, hun ønskede, at jeg skulle vidne om. Jeg tilbragte flere timer forklarer, at der var mange ting derinde, som jeg simpelthen ikke kunne sige. Jeg følte, at jeg var på et debathold. Jeg skulle have stoppet der og da, men jeg holdt fast med det, indtil hun sagde - skriftligt - at hvis jeg ikke kunne besvare et bestemt punkt på en bestemt måde, insisterede hun på, at jeg sagde, at jeg ikke kunne få svaret. Selv om det ikke ville have været højden af et etisk brud, ville det være skade. Jeg siger op. Jeg kaldte Big Dan og fortalte ham, at jeg tog mig af sagen, og at han virkelig burde fortælle sin klient ikke at bede en officer i retten om at perjure sig selv. Men Dan var stadig en troende i denne forfærdelige fristende. Og retten var truende. Jeg lod mig selv tale om at gå til retten under følgende omstændigheder: Ginger ville ikke tale til mig mere - kun advokat Dan; ingen ville forsøge at påvirke mit vidnesbyrd, herunder Big Dan; og jeg var nødt til at modtage øjeblikkelig betaling for at dække den langvarige regning samt kommende vidnesbyrd. Færdig og færdig. Jeg afslutter. Ville det være, at aftalen blev holdt. Hvad der skulle have været et par timer på stativet, blev til to hele dage. Ginger sad med sin advokat, scowling, rystede på hovedet og på anden måde forsøgte at få mig til at sige "de rigtige" ting. Hvert af hendes eksperter og hendes advokat og dommeren var en doofus, og hver eneste af oppositionen var strålende. Pauserne var fulde af beskyldninger, og denne smukke kvinde, som kunne få så mange mennesker til at danse til hendes melodi, kunne ikke få fakta til at sige, hvad hun ville have til dem, uanset hvor mange gange hun skifte hende om hvad de skulle betyde . De bad mig om at blive en anden dag som et modløs vidne til den næste fyr, men jeg kunne bare ikke. Jeg var nødt til at beskæftige mig med virkelighed og aftaler. Nå i sidste ende blev jeg tilbage med at holde posen til en dags domstolsregning - og karma blev ramt af den giftige temptress. Måske var det hendes histrionics, hendes væskeformede måde med sandheden, eller bare, at far havde skrevet hende ud af hendes arv for en eller anden mærkelig grund. Men efter flere års arbejde med retssystemet, sluttede den onde Lynn Dallas med, hvad Will gjorde hende, og den skarpe sirenen fik en andel af Karma. Så nu sidder jeg og mediterer på flag og tegn og den blå Santa Barbara-himmel. Betaler lidt nærmere opmærksom på, hvad universet skal vise en fyr, der gør sit liv til at grave sandheden op med en retsmedicinsk spade. Forsøger at se, hvad der kommer for den almægtige, skal slå mig i panden med en slædeshammers for at få min opmærksomhed. Og holde fancy duds presset til den næste retsdato med fakta.  

[tesrotica]

Den galliske forløsning

- H.C. Kommersen

Det var en kold efterårsaften i slutningen af september. Asterix traskede træt gennem skoven. Han var på vej hjem til sin galliske hjemby. Det var en meget lille flække med nogle få træhuse og en cirkel af høje massive spidse pæle dannede et hegn om byen. Nu stod han på højen udenfor byen og tænke, at cirklen var et perfekt symbol for byen. ”det er lige meget et hul og en nul” sagde han altid når han havde slugt for meget mjød og fik en djævelsk lyst til at se Obelisk, det stor svin, løbe grædende hjem. Han elskede nemlig byen, men Asterix havde en stor udlængsel. Der havde altid været noget uforløst i ham. Hvad det var han ville erobre ude i den stor vide verden vidste han ikke, men han kunne mærke, at der var noget derude der kunne fylde ham helt ud. Han slog blikket ned, for rejse kunne han jo ikke – han var trods alt byen bedste soldat.

Senere samme aften efter mørket havde taget hårdt fat om dagen, sad Asterix alene i hytten. Han havde aldrig fået en kone, som det ellers var gallisk skik for en mand i hans alder. Folk i byen jokede med, at han var mest til Obelisk – måske var det derfor han havde behov for at mobbe ham regelmæssigt. Han havde tændt op i bålstedet, og det var blevet godt hedt i den smalle hytte. Han havde lige vasket sig, men hans glinsende pande afslørede at han havde det varmt.

Pludseligt bankede det på døren. ”Der er gæster ved porten” sagde en dyb og sløv stemme udenfor. Arkimedes var ikke i byen, og Asterix kom i tanke om, at det derfor var hans opgave at tage imod fremmede, og vurdere om de kunne gives ly for natten.

Udenfor porten kunne han se en 4 skikkelser med sjove huer på, og lange vinterkapper. ”Vi er kommet for at besøge Asterix” sagde en munter stemme i et seriøst tonefald. Asterix genkendte ikke stemmen. Vagten kiggede nysgerrigt og dovent på Asterix, som ledte efter et svar – en forløsning i sit hoved. Han havde ingen anelse om hvem de fire var, men noget dybt i ham sagde, at der skulle ske noget livsforandrende denne nat. ”Luk dem ind, de kan overnatte hos mig” sagde han bestemt.

Kort efter stod de alle i Asterix lille hytte. Der var næsten ingen ild i pejsen. Han smed en kæp, en kævle og en gren på, og langsomt tog ilden fat, og lyset bredte sig i rummet. Han kunne nu se, at deres sjove huer var nissehuer. ”Kære Asterix. Vi er Nissebanden, mit navn er lunte, og dit største ønske er blevet opfyldt af julemanden”. Asterix var målløs. Stod Lunte, Gemyse, Skipper og Pil virkelig i hans lille stue?

I mens Asterix stod som forstenet midt i sin egen stue begyndte nisserne at klæde sig selv og hinanden af. De bevægede sig elegant og afslørede kærligt de sprøde nissekroppe, der afslørede deres aktive og fysiske arbejde.

Da de alle var helt nøgne på nær de struttende røde huer vendte de sig mod Asterix. Deres smukke former spillede i lyset fra flammerne. Asterix blev med et varm, og det begyndte at kilde hans aubergineformede lem. ”Nu er det din tur” sagde Gemyses blide stemme. I en perfekt rytme hjalp de fire nisser Asterix af tøjet. Han stod nu nøgen i en ring sammen med nisserne, og hans stive sjover var rejst som et flag i midten. Pil kiggede med store øjne på det store svulmelegeme i deres midte, og udbrød fornøjet ”det er jo mere end man kunne håbe på”. Det gav Asterix selvtilliden tilbage. Denne chance skulle ikke spildes. Alle hans fantasier skulle udleves nu i denne nat.

Lunte begyndte at kysse ham liderligt, mens gemyse satte sig på knæ foran ham. VENT hørte han sig selv næsten råbe. ”Trylledrikken”! Han sprang atletisk over og hentede sin flaske der som altid sad i bæltet. Han tog en stor slurk, og sendte den rundt mellem nisserne. Det var som om hans køn i dette øjeblik voksede til endnu usete dimensioner. Han kunne se, at det samme skete for både lunte og Skipper, der smilede bredt – det var tydeligvis første gang, de skulle kneppe under påvirkning af trylledrik. ”Hold da kæft det skal nok blive sjovt det her” skreg Skipper i det han løftede Pil op på den dirrende gren, og stående vuggede hende op og ned under dybe suk. Gemyse slikkede sig om munden og satte sig tilbage i den tidligere position, og tog Asterix pik dybt ned i halsen i første ryk. ”Er hun ikke god” sagde Lunte. Asterix nåede ikke at svare inden Lunte snavede ham imens han aede Gemyse i håret. Lidt efter sad Lunte nede ved siden af Gemyse, og tog lige så godt for sig af retterne. Asterix var i ekstase og ønskede at denne nat skulle vare for evigt. Havde det ikke været for trylledrikkens virkning, havde han for længste sprøjtet sine safter ud i hovedet på Gemyse og Lunte.

Pludselig blev han afbrudt i sin nydelse at Pil der pludselig stod ved hans side, at sagde drillende ”nu vil jeg slikkes”. Hun var hoppet af Skippers imponerende nissestav uden Asterix havde registreret det. Hun tog bestemt fast i Asterix lyse hår og trak ham med ned på det store bjørneskin og helt ned i hendes varme skød, der allerede var mærket af de mange stød af Skippers slambert. Hendes unge lille mis var en fryd for øjet og tungen. ”Slik mig, som jeg aldrig er blevet slikket før” skreg hun for at intensivere hans allerede trylledriks påvirkede overnaturlig arbejde med tungen.

I mellemtiden var Gemyse kravlet op på Lunte, og red ham som en kane der susede gennem nyfalden puddersne. De lå ved siden af hinanden og flød sammen i en organisme der bevægede sig i en advanceret rytme. ”Kunne det blive vildere tænkte Asterix” – Det kunne det. Skipper var begyndt at kæle for det numsehul Asterix havde stritte med i luften mens han slikkede Pil. Han udbrød et lille hvin da Skippers tunge legede i med det følsomme hud omkring anus. Stille og roligt trængte Skipper massive pølse op i Asterix. Nu var han endelig fyldt helt ud!

Derfra var de alle fem en stor bunke, en organisme, i konstant udvikling, i balance. Der var krop, sex og nydelse overalt. En perfekt rytme eksploderede timer senere i en et festfyrværkeri af et klimaks af gigantiske dimensioner.

De faldt omgående i en dyb søvn, og vågende første ud på formiddagen. Asterix serverede vildsvin og de grinede alle mens nisserne pakkede deres ting, og sagde farvel til Asterix.

Da han dagen efter igen stod på højen og kiggede ned over den lille galiske flække han kaldte hjem, var det med minderne om den fantastiske nat. Det gav ham et smil på læben og en stiv pik, der holdte et helt år indtil NisseBanden igen kom på besøg som lovet.