#at komme videre

[pinimi]

mængden af danskere på tumblr er faktisk lidt pinlig, vi er ikke engang 6 millioner mennesker og alligevel har jeg allerede set 7 forskellige danskere i dag hvilket er en god procentdel af de folk jeg har set der taler andet end engelsk, like der er 83 millioner tyskere, men jeg har stadig set flere der taler dansk, hvorfor er vi så mange???? tabere allesammen

[sabrinaboglund]

Loven om Harmoni og Overensstemmelse: 5 Ting Du Skal Vide om den Universelle Lov om Harmoni & Overensstemmelse

Velkommen til endnu en rejse ind i verden af de Universelle Love. I dag vil jeg dele noget særligt med dig, noget der har potentiale til at ændre dit liv drastisk: Loven om Harmoni og Overensstemmelse. Du har hørt om Loven om Tiltrækning, men hvordan forholder det sig med Loven om Harmoni og Overensstemmelse? Denne Lov, der ofte er overset, spiller en afgørende rolle i at skabe et liv fyldt med…

[anonymiskabet]

🍂 U P D A T E 🍂

igen gik der lang tid mellem updates, da uni begyndte igen. jeg vil prøve at komme med lidt hyppigere updates fremover (hvis mit studieliv tillader det, og hvis der rent faktisk er noget at update jer på). hermed følger en kort update på vores liv 🥺

lidt om R og C 🍷🕯

R og C er meget åbne om deres sexliv med mig. C siger, at fordi R og jeg er kærester, så er det også mit sexliv, og jeg må derfor vide alt jeg ønsker at vide. R lægger heller ikke skjul på noget, så det er rart med så meget åbenhed.

de har ikke sex ofte, men når de mødes gør de meget ud af det. fin aftensmad, fyrfadslys, pænt tøj, masser af kys og kærtegn. sidst de sås var fredag for to uger siden, hvor R gav C en lang helkropsmassage, hvorefter de havde sex og puttede sammen. R overnattede og tog hjem.

når de så endelig ses har de meget sex - men i et langsommere tempo - og ligesom med mig og R er de rigtig gode til at få hinanden til at komme. de mødes, spiser, har romantisk sex, og så er C tilfredsstillet i en måneds tid haha. R giver heller ikke udtryk for at han vil ses mere end det, så det er bare en sød og sjov oplevelse de har sammen en gang imellem.

man skulle tro at det var mig som kæreste, der ville foretrække den romantiske og blide sex, og at min partner ville opsøge den "spændende" og mere med udfordrende sex med "den nye", men her er det omvendt. måske har jeg bare ikke det samme behov som de har, men så er jeg glad for at de kan udfylde det for hinanden. selvfølgelig har jeg et behov for en dyb connection med min partner, men det romantiske og sentimentale fylder måske mere for mine to nærmeste end det gør for mig.

så hvis det er noget R har manglet, er jeg glad for at han kan få det fra C ❤️

i forhold til regler mellem de to, er der ingen regler. jeg stoler så meget på dem. C er på p-piller og har ikke været sammen med andre i over 2 år, og R har heller ikke været sammen med andre end mig i næsten 2 år. derfor er jeg okay med at de ikke bruger kondom. han kom i hende allerede første gang de havde sex sammen. jeg tænker på det tit.

lidt om mig og C 👭🏠

noget måske overraskende er, at C og jeg snakker om at flytte sammen. R og jeg elsker hans roommates, så han vil ikke flytte fra dem endnu, og jeg går og forbereder at tage på udveksling, så jeg vil gerne af med min husleje. snakkede med C om det, og hun sagde med det samme: "hvorfor flytter du ikke bare ind hos mig?"

har tænkt meget over det siden, og jeg tror at det måske kunne komme på tale lige inden jul. før vi begyndte på studie snakkede vi om at bo sammen, men det blev aldrig en ting. måske det skal være nu.

der er et ekstra værelse i hendes lejlighed, som hun nu har dedikeret til mig. derudover ejer jeg ikke mange ting og vi bor tæt på hinanden, så jeg tror endda det ville være en relativt let flytning. det eneste er at hendes gæsteværelse (mit måske kommende værelse) er en smule småt, og jeg skal have flyttet et skab derind også.

en anden ting er… jeg vil heller ikke ødelægge det R og C har sammen. når vi er sammen os tre, så er alt "normalt". det vil sige, vi er som venner. hvis vi ikke er ude offentligt kysser de dog hinanden hej, så der er "tegn" kan man sige.

det jeg tænker er bare, at R og jeg kan jo "være kærester" hjemme hos R, men hvis jeg flytter sammen med C ødelægger jeg lidt deres frirum. ikke at de boller hele tiden, men hvad nu hvis de har lyst til at planlægge en aften?

indtil videre tænker jeg bare at tage hjem til mine forældre på deres date-dage. jeg er bare lidt bange for det hele bliver akavet over tid. hvad nu hvis han f.eks. vil på besøg hos mig/C mere spontant en dag? eller hvis deres date-dag falder på en dag jeg allerhelst ville være hjemme? bliver det så akavet? jeg har endnu ikke sagt til R at jeg planlægger at flytte ind hos C, så det kan være at det er første skridt 🥺❤️

[litteraturhistorikeren]

I forgårs var jeg ude at spise frokost med min nye veninde i Spanien fra Venezuela, og om aftenen var jeg ude at drikke et par øl med min reggae dj fra Costa Rica for at sige farvel. Jeg er så taknemmelig for de skønne og søde mennesker, jeg mødte på min rejse, de gjorde turen så fantastisk og magisk.

I går vendte jeg hjem til Aarhus. Jeg er simpelthen så glad for, at jeg tog de seks uger i Valencia, det var præcis, hvad jeg havde brug for; at leve og komme ud af mit eget hoved, efter jeg fik mit hjerte knust i Finland.

Nu er jeg i Danmark i 2,5 ugers tid, før jeg tager på udveksling i Belgien. Jeg har haft nogle gode snakke med min mor i dag, hun synes, det er så skægt, at jeg har haft en summer fling med en 46-årig mand. Hun siger, at jeg har fået min glød tilbage, og at hun virkelig kan mærke, at min rejse var god for mig.

Det føles finurligt at være hjemme igen. Jeg bor hos min mor og papfar, før jeg rejser videre, og min lillebror flyttede hjemmefra i sidste uge, så nu er alle virkelig fløjet fra reden (bortset fra mig i de perioder, jeg er i Danmark).

I aften skal jeg ses med min bedste ven. Jeg vil give mig god tid til at gøre mig klar; al respekt til “clean girl” æstetikken, men jeg eeeelsker min vingede eyeliner og alt mit glimmer og glitter, og jeg har ikke rigtigt kunnet gå med makeup i 40 grader i Spanien. Solen skinner, og jeg er glad. Denne sommer startede så utroligt hårdt ud, og nu føler jeg mig som mig selv igen

[soelvfisk]

Som barn voksede jeg op med at mit humør havde konsekvenser. Hvis jeg var i synligt dårligt humør, blev jeg talt ned til, truet, råbt ad, anklaget, straffet og kaldt navne. Men jeg er autist. Efter lange og indholdsrige dage, er jeg så tom for energi, at jeg ikke engang kan have et ansigtsudtryk, uden at det udmatter mig yderligere. Jeg synes det har været drænende at bo med min familie og drømte om at flytte hjemmefra i en meget ung alder. At flytte ind hos mine bedsteforældre. Min mors forældre. De forstod at min stilhed var et tegn på udmattelse og ikke et forsøg på at være flabet.

I dag følte jeg mig som et barn igen. Tror min far sommetider glemmer at jeg er en deprimeret PTSD girlie, selvom han generelt gør sig umage. I dag havde han brug for at jeg var glad og taknemmelig. Men jeg har både hentet briller og set lejlighed. Jeg har været udenfor… blandt mennesker. Jeg er ufleksibel og stædig og træt og trist og udmattet og irritabel og ked af det. Fordi ting er ude af mine hænder - det rammer mig sammen med håbet. At jeg ikke selv har kontrol over hvad der skal ske. Han råbte af mig i Silvan. Han havde ikke tillid til at jeg kendte højden på en kasse. Han ville køre i ikea. Jeg gik i panik. Jeg har ikke energi til ikea. Jeg kan ikke tage i ikea. Han begyndte at google. Jeg stillede kasserne fra mig og sagde, at så vigtige var de kasser heller ikke. For så behøvede vi hverken at skændes over kasser eller tage i ikea. Så kunne vi bare komme videre i programmet. Det synes min far var fucking flabet og mega ondskabsfuldt og ekskluderende og han trampede gennem butikken i stilhed og ville ikke kigge på mig. Køreturen hjem føltes som en straf i sig selv. Jeg skulle have gået. Fik lyst til at løbe grædende ud af Silvan og væk fra ham og bilen og kasserne. Men jeg forlod min krop istedet. Sagde tak for hjælpen og smilede, fordi jeg kender ham og ved, at den eneste måde det bliver godt igen, er hvis jeg gør mig til noget andet end jeg er. For han tager mit humør personligt. Jeg synes det lyder så ondt, for jeg elsker mine forældre - selvfølgelig gør jeg det. Men der er så meget fortids-svigt, som får mig til at ærge mig over at bo i samme by som dem. Der følger en risiko med, ved at bo tæt på dem. At jeg bliver lille. At selv de mindste svigt ripper op i noget større. En smerte de ikke har begreb om. Det er ikke deres intention, men det er min virkelighed. Og jeg har forsøgt at deale med det siden jeg som 16årig startede til psykolog første gang. Efter et overgreb som jeg ikke turde fortælle mine forældre om.

Min far har lige stukket sit hoved ind på kælderværelset hvor jeg har søgt ly - en angst i min krop over måden han altid har følt, at mit værelse er en del af hans hjem. Nu har han ret. “Sig til hvis du skal have hjælp ikke” - og jeg svarede “Jo, det skal jeg nok. Tak far”. “Undskyld det hørte jeg ikke?” - “Jo, det skal jeg nok, tak far” - “hvad sagde du?” - “Jo, det skal jeg nok. Tak far” “Det var godt”. Hører han dårligt eller vil han have, at jeg skal kende min plads. Det har altid været svært for mig at gennemskue.

Jeg skulle bare have sagt at jeg ikke ville i ikea. Men så havde han også kaldt mig for utaknemmelig. Jeg skulle have sagt, at jeg satte pris på hans engagement og at jeg elsker ham og at jeg er så glad for at han vil hjælpe med at hente kasser, men at jeg ikke har kræfter, og at det intet har at gøre med ham og udelukkende har noget at gøre med den dag jeg har haft. Gid jeg var en anden end mig selv. Som kunne finde ud at være udmattet og sige den slags ting på samme tid.

[christineforevigt]

Jeg synes ikke, at noget er “mig”. Jeg har prøvet at tegne, skrive, løbe og flere ting, men intet af det føles som noget jeg ville gøre. Jeg prøver forskellige ting og får hele tiden idéer fordi jeg gerne vil være en bestemt person. Det er gået op for mig, at jeg aldrig nogensinde har lyst til at være mig. Jeg gør ikke ting fordi jeg kan lide dem, men for at blive en anden. Men der er heller ikke noget af det, som er “en anden”, der føles helt godt. Måske er det hele bare en masse tanker der ikke er virkelige. Måske må jeg gerne tænke dem. Måske får jeg lov til at opleve mig selv, livet og andre mennesker samtidig med. I just want a brat summer and autumn and life. Måske behøver jeg ikke ægte beslutte mig for noget omkring mig selv. Jeg skal være her, kede mig, leve, prøve at elske og så videre. Måske vil jeg have noget jeg ikke ved hvad er, men som jeg kun kan få, ved at blive ved med at søge i blinde. En dag vil jeg fylde hele søen eller hoppe rundt i en blomstereng alene og mit hjerte vil banke stærkere end nogensinde, banke in sync med mine tidligere hjerter. Vores fælles drømme føles så begrænsede og tomme for fantasi, de ligner alle sammen hinanden. Det jeg vil, kan jeg ikke forklare, men jeg vil prøve. Jeg vil mærke livet i mig selv, og ikke have brug for at være optaget af andre mennesker. For det meste tror jeg, at jeg bliver optaget af og crusher på andre mennesker, fordi jeg ikke synes at jeg selv virkelig findes. Drømmen, forestillingen om ikke at ville have andre, den smerter, for ville det kræve, at jeg skulle slippe alle? Det tror jeg ikke. Det er virkelig svært at forklare hvad jeg tænker og hvad jeg vil. Undskyld mig for at det her måske slet ikke giver mening. Det føles ikke, som om, at jeg nogensinde kan finde en ægte kærlighed, men menneskehjernen er heller ikke altid lige stærk til at forestille sig, hvad der kan komme. Jeg tror ikke, at jeg kan mærke kærlighed i mig selv, uden at have mennesker i mit liv. Jeg tror heller ikke, at jeg kan mærke kærlighed i mig selv, ved at blive ved med at søge andre mennesker. Måske er alt muligt. Måske er jeg ikke klar. Måske bliver jeg det. For at være ærlig, er det jo ikke engang kærlighed, som jeg søger fra andre. I am a sensible girl, always have been. Jeg vender altid tilbage til at ville tænke.

[linglinginjapan]

Uke 15: Nytt skoleår, ny klasse, nye muligheter?

Etter noe som føltes alt for kort ut til å kalle en ferie, begynte skolen på igjen på mandagen. Fikk nesten ikke sove noe dagen før, for var så spent på den nye klassen jeg skulle få. Vil jeg komme i samme klasse med noen fra den gamle klassen? Eller vil jeg komme i en klasse med bare nye fjes? Prøvde å ikke tenke for mye på det, for det ville ikke endret noe uansett.

Da jeg fikk vite hvem som var i den nye klassen, var jeg både glad og trist på samme tid. Jeg var glad for at Mei-Chan fra gamle klassen fulgte meg videre i den nye, og for at Yukki fra tennis var i samme klasse. På den andre siden var det trist å ta farvel med Yuna og Marika som jeg dro til Yomiuriland sammen med. Vi har ikke noen felles timer sammen, så at vi ikke kom i samme klasse vil bety at vi ikke kommer til å krysse hverandre så mye på skolen lenger, utenom da vi ellers møtes i gangen for å bytte time eller bare tilfeldigvis. Så klart det er trist, men kan ikke gjøre så mye med det. For bare håpe på at de vil finne på noe med meg i ny og ned, utenom skoletiden.

Fikk andreplass på Engelsk lyttetest. Den var faktisk veldig vanskelig, spesielt der lydfilen bare spilles av én gang, og du fortsatt sitter igjen på det forrige spørsmålet mens den nye spilles av. Allikevel hadde jeg lykken med meg, selv om jeg ikke klarte å slå Alesia med hun og hennes full score.

Når jeg skriver dette har det jo egentlig godt nokså én uke siden skolen begynte på igjen. Tenke jeg skulle deler mine tanker om den nye klassen. Skal jeg være helt ærlig så var det ingenting å bekymre seg om i det hele tatt. Heller motsatt, jeg kom faktisk til å like den nye klassen bedre enn den forrige, og jeg har jo bare vært i den nye klassen i en drøy uke. Det er kanskje fordi at alle i den nye klassen er ikke kjent med hverandre fra før av, så det er ikke dannet så mange grupper og slikt enda. Føler også på at den nye klassen er litt mer avslappet enn den forrige, siden forrige klasse var jo klasse 2-1, der de smarte elevene oppholder seg i. Nå går jeg i klasse 3-4.

Har til og med snakket litt med guttene også, som for eksempel snille Nabeken som sitter foran meg, pluss Shige som jeg kom i samme gruppe med da vi spilte badminton. En annen positiv ting er at jeg sitter bakerst i klasserommet igjen! <3 Tror jeg skal komme til å få en god tid de siste tre månedene jeg har igjen her. I japan.

Tennis treneren som kommer innom av og til ga oss dango på mandagen.

Hadde ikke skole eller klubb på Tirsdagen, som betyr at jeg har tid til å finne på noe med Hotaru. Dro han med ut på karaoke og kattekafe da han kom hjem igjen fra skolen.

Har tatt ett veldig stort valg igjen. I juli så holdes testen som jeg ville ta; JLTP (Japanese-language Proficiency test, men påmeldingen til den avsluttet torsdagen denne uken. Jeg har brukt mye tid på å tenkte over hvilket nivå jeg vil ta, siden det er 5 stykker. JLPT N5 er den enkleste, mens JLPT N1 er den vanskeligste. Mitt nivå er nok mellom JLPT N3 og N2, så læreren min fra Japansk klassen sa til meg at jeg mest sannsynlig ville bestå JLPT N3 med en ganske grei poengsum om jeg tok den. Hun sa også til meg at om jeg ville satse høyere kunne jeg prøve å ta N2, men med de prøve eksamene vi har tatt i timene så var det 50 prosent sjanse for godkjent bestått.

Etter vi vandring fram og tilbake om hvilket nivå jeg skulle velge, så endte det opp på N2. Hvorfor? jeg ville ha noe å strekke meg etter, så velger helder ett nivå høyere enn det som er trygt for meg her og nå. Ved at jeg valgte N2 istedenfor N3, vil bety at jeg MÅ gjøre en stor innsats fremover for å i det hele tatt ha en sjanse til å bestå. Bare tenk! om jeg skal være så heldig å bestå vil det gi meg muligheten til å få meg jobb her i Japan, men min grunn er heller bare det at jeg vil ha det på CVen min. Ville ikke det ha vært veldig kult å skryte om?

Neida, den største grunnen til at jeg valgte N2 er fordi jeg ikke bryr meg så mye om resultatet, men heller om selvforbedring i språket. Det kommer som en selvfølge at en forbedrer seg mer ved å satse høyt enn lavt tror jeg.

Ut med TottoChan på torsdagen for å spise soba før Hippo.

Søndagsselfie imens vi ser på Tokyo Revengers.

[maelkevejen]

Jeg ledte efter noget i mine gamle dagbøger fra udskolingen. Jeg fandt det ikke, og var egentlig lidt afholdende i forhold til at læse i bøgerne, fordi jeg er bange for ikke at kunne lide mig selv, men endte med at gøre det lidt alligevel. Og det er faktisk rigtig ubehageligt. Én ting er hvad jeg selv foretog mig og talte om, men en anden ting er at læse, hvordan jeg blev behandlet af min mor. Jeg ved godt, der har været nogle episoder, jeg oplevede som voldsomme, men jeg har egentlig glemt, hvad det præcist gik ud på og har aktivt valgt at tilgive min mor og ikke se tilbage på det for meget (og det er i og for sig relativt ligetil, når man ikke rigtigt kan huske det). Men 2008-Ida oplevede det hele og skrev noget af det ned.

Man skal ikke kalde sine børn for mærkelige. Man skal ikke sige til dem, de ikke er normale og de skal på pigeskole. What the fuck. Jeg var meget udadreagerende og vred, men det er der da ikke noget at sige til - jeg fik ikke den hjælp, jeg havde brug for. Jeg tror ikke, jeg blev set.

Så var der noget med, at jeg var blevet provokeret og rasende af noget, min søster havde sagt og havde slået hende (ikke i orden, det er der ikke nogen undskyldning for) men så har jeg noteret: “jeg ved, de snakkede om mig, da jeg skred. Bagefter kunne jeg høre dem grine. Græder”

“Mor slukkede for nettet (…) så gik ned og satte mig på en stol. Stirrede… hun spurgte ‘hvad ka’ jeg gøre for dig’ i et rigtig surt tonefald. Kan ikke huske hvordan det gik til, men pludselig snakkede vi (diskuterede rettere sagt) og hun sagde at psykologerne sagde (allerede her ku jeg mærke at jeg blev hidsig) at når man slog sine søskende og sin mor (havde revet hende da hun tog fat i mig før) da var man ikke normal. Så blev jeg så vred at jeg kastede Olivers halsbånd efter hende og gik (roligt) op på mit værelse, hvor jeg smækkede døren (to gange). Så ku jeg høre hende komme løbende op af trappen, så jeg skyndte mig at gemme mig bag døren. Men efter et andet skænderi kendte hun gemmestedet og hev mig frem og skubbede og rev i mig for at få mig ned af trappen, mens hun råbte og skreg at hun ikke ville ha mig og jeg sku UD. Jeg græd selvfølgelig og gjorde modstand. Satte mig ned foran trappen og tudbrølede, mens hun skreg at jeg sku udenfor og ud i regnen. Hun tog fat om min hage og klemte og tvang mig til at vende hovedet mod hende. Det gjorde så ondt! X kom ud af badeværelset og sagde ‘ej mor kan du så være lidt sød’. Det lyder underligt, men faktisk lød X ret sur på mor da hun sagde det. Men mor klemte bare videre og hev i min arm, mens hun stadig skældte ud. X: ej mor, hun ligner mig når Z har slået mig! Men mor tog sig ikk så meget af det. Jeg trykkede mig ned mod gulvet og græd. Måske hjalp Xs ord lidt, for mor gik ned igen… mens hun bandede. Så lå jeg der, og opdagede at jeg lå og svedte. Jeg var helt varm i kroppen. Jeg turde ikke flytte mig… X: Gå ind og hør noget musik… eller gå i seng, det plejer at hjælpe… Men jeg kunne ikke flytte mig. Jeg turde ikke. X gik bare rundt på sit værelse. Jeg ved ikk, hvor lang tid der gik, men på et eller andet tidspunkt var jeg inde på mit værelse igen. Jeg aner ikke, hvordan jeg kom op. Skriver med Dina (på) sms. Hun spørger om hun ska hente mig, men jeg tør ikk. Det er gået op for mig, at mor ikk er normal. Normale mødre gør ikke noget, der gør ondt på deres børn. De kalder dem heller ikke smatso. Min mor er ikke normal. Mens jeg skrev her, ku jeg høre de diskuterede om mig nedenunder. Mor og X. Mor græd frustreret, men jeg har ikke medlidenhed med hende. Jeg tager over til Dina imorgen. Mor skrev også en sms. Noget med: hvad kan vi gøre for at få det bedre sammen? Skal vi forsøge at blive gode venner? ELLERS TAK!! svarede ikke på det”

Hvad i… okay jeg vidste godt, der engang havde været en slem episode, hvor min mor prøvede at tvinge mig til at flytte mig og det endte med, at jeg var så chokeret at jeg fik koldsved og noget med en følelse af total afskårethed og forkerthed, og jeg ved, det var den værste episode, men min krop blev bange, da jeg læste det der. Kaldte min mor mig for smatso? Ville hun smide mig ud? Jeg var 13 år gammel, uanset hvor slemt jeg kunne have opført mig, var jeg jo bare et barn…? Jeg var bare et barn…? Jeg skulle da ikke have ansvar for min værges handlinger på den måde. Hvorfor var der ingen, der samlede mig op og trøstede mig og holdt om mig og fortalte mig, at jeg var okay og elsket uanset hvad? Hvorfor fanden var der ikke nogen, der kom og trøstede mig?! Hvorfor sendte min mor mig bare en sms og lagde ansvaret for vores relation over på mine skuldre på den måde - det var da 1000% hendes ansvar i den situation. Jeg var bare et barn!

What the… what the fuck? Jeg har en klump siddende i halsen. Stakkels mit 13-årige jeg. Tænk at blive overladt til sig selv i sådan en situation, skulle bearbejde det helt alene.

Jeg skrev i dagbogen et par dage efter om den efterfølgende dag som om det var ingenting. Åh… altså det… puha… puuuuha… Det virkede ikke som om, der var nogen, der bragte hændelsen op bagefter, heller ikke min mor. Var der overhovedet nogen der sagde undskyld. Jeg har ondt i maven. Jeg ville ønske, jeg kunne give mit dagbogsjeg et kram. Eller mig selv.

[an-american-in-norway]

stikke fingeren i jorda

Meaning

avpasse sin handlemåte etter det som er realistisk i en gitt situasjon adapt their behavior to what is realistic in a given situation

Skal vi komme videre, må vi stikke fingeren i jorda og finne ut hvor vi står. If we are to move forward, we must stick our finger in the ground and find out where we stand.

Background

Ludvig Holberg skriver 'I rette eder nu maa efter Landets Moder I fingeren sticke maa i tiden, lukte til, Hva Tid I lever i (anm. At sticke Fingeren i Jorden, er ellers beqvemmere talt.).' (Peder Paars 1720: 225) Uttrykket ble i utgansgpunkt også brukt om å stikke fingeren i jorda for å finne ut hvilket land en var i.

Ludvig Holberg writes 'You now must follow the Mother of the Land. You must stick your finger in time, smell what time you live in (note: Sticking your finger in the Earth is otherwise more convenient.') (Peder Paars 1720: 225) The expression was originally also used to mean sticking your finger in the ground to find out which country you were in.

[anonymiskabet]

fortalte min kæreste alting her for et par dage siden, og han var lige så sød som han altid er. han er så forstående og så fordomsfri. jeg er aldrig bange for hans reaktion når jeg vil fortælle ham noget 🥺 bedst af alt: han var med på ideen om at åbne det på hans side også. det førte til den bedste af vores nætter sammen nogensinde 🥺❤️ vi dirty talkede. vi "serious talkede". vi havde den bedste sex i mit liv... og jeg er stadig lige så sikker på vores forhold og på min nyfundne kink(?), hvis ikke mere nu! vi er ikke nået videre efter det. tror lidt jeg har droppet ideen om ham og C (kysseveninden). det ville nok være lidt for rodet. hun ved intet om mit og min kærestes åbne forhold, så det ville også være lidt mærkeligt at bringe op ud af det blå måske men som jeg sagde til ham: han får mig til at komme så fucking hårdt, det ville være synd hvis en anden sød pige ikke også måtte få glæde af ham 😇

[litteraturhistorikeren]

Hvad ændrede sig? Fra mega forelsket til nu? 🤍

Jeg tror, jeg forelskede mig i idéen om det forhold mere, end jeg forelskede mig i manden. Jeg ville så frygteligt gerne komme videre og være okay efter min hjertesorg i sommers, men det tager den tid, det tager, og jeg må desværre indse, at jeg ikke er klar igen, ikke endnu. Det er jeg nødt til at acceptere frem for at prøve at skynde mig videre

[ditte-i-brisbane]

Fjerde uge i New Zealand

Sidst vi skrev, var vi på hostel i ly for stormen. Vi havde planer om at sejle kayak, gå tur og sove i telt i Franz Josef, men vi fik desværre røg nogle af de planer i vasken. Stormen havde lagt sig lørdag morgen, men der var et tykt lag skyer på bjergene, som fuldstændigt blokkerede udsigten til gletsjeren. Derfor blev vandreturen med gletsjer udsigt altså skrottet. Vi fik dog sejlet kayak, og endda helt gratis, da en af mine venner fra Brisbane er flyttet til Franz Josef som kayakguide. Hun kunne lige stjæle tre kayaker, og vise os rundt på søen ved Franz Josef. Det var virkelig hyggeligt at mødes med hende, og ret sjovt at sejle kayak sammen.

Efter vi havde sejlet kayak, og vejret stadig ikke så ud som at det ville klare op, valgte vi at køre videre fra Franz Josef. Vi kørte derfor hele vejen fra vestkysten op til Hanmer Springs. Dette er en lille by i bjergene, der er opstået pga. varmekilder. Vi skulle altså have os en rigtig slapper dag, så søndag vågnede vi tidligt, og gjorde klar til at komme i Hanmer Springs hot pools. Vi fik prøvet en masse forskellige termiskebade, og Mikkel fik endda 30 minutter i privat sauna. Han var en glad og lidt tåget dreng, da han kom ud igen. Efter vi havde brugt ca. 3 timer i "badelandet", kørte vi videre helt rene og afslappede.

Vi kørte her fra bjergene til østkysten, hvor vi skulle til strandbyen Kaikoura. Denne by var blevet anbefalet til os, da de har hvaler året rundt. Vi skulle derfor på hvalsafari, hvilket Mikkel aldrig havde prøvet før. Og det blev virkelig en succes! Vi kom på en tidlig tur, kl 8:00, så vi skulle igen tidligt op. Det tager lidt tid at pakke telt, soveposer osv. sammen... Den store stjerne på turen var kaskelothvalen. Der er unge han kaskelothvaler i Kaikouras hav året rundt, da de skal vokse sig store, før de kan komme ud i det åbne hav, og vise sig an. Derfor kan de altså have hvalsafari året rundt i byen. Dog var det ikke denne hval der blev stjernen for vores tur. Vi var nemlig heldige nok, til at komme tæt på en kæmpe flok grindehvaler. Disse kommer kun ca. hvert femte år til byen for at yngle. Og nøj hvor var der mange! Og de hoppede og stikkede deres hoveder op af vandet, og var bare helt vildt skønne at kigge på. Kæmpe fans! Udover hvaler, fik vi da også spottet et par delfiner og albatroser. Albatroserne gjorde også virkelig stort indtryk på os. De er jo seriøst vanvittigt store. Vi kunne slet ikke forstå det. De ligner jo bare en gigantisk måge. Ret vildt.

Kaikoura var vores sidste destination på sydøen, og dagen efter vi havde set hvaler, skulle vi altså med færgen nordpå. Her sejlede vi en 3,5 timers færgetur med verdens dårligeste wifi. Dette betød dog, at vi fik lov til at lave ingenting i 3,5 timer, hvilket viste sig næsten ikke at være nok tid. Det var ret rart at sidde og stene i så lang tid, uden at skulle tænke på, hvor vi skulle sove eller hvad vi skulle se de næste steder. Vi ankom med færgen i Wellington, og her besøgte vi Mt Victoria, da der er filmet lidt Ringenes Herre her. Efter vi havde set det, kørte vi videre til et campingsted for at overnatte. Dagen efter blev brugt på mere Ringenes Herre sightseeing, og derefter kørte vi til Tongariro.

Her skulle vi overnatte og igen tidligt op, da vi dagen efter skulle gå the Tongariro Alpine Crossing. Vores sidste lange vandretur. Det blev til lige under 22 km og ca. 1000 højdemeter i et meget gold vulkan landskab. Det var så fedt, at gå i noget helt anderledes end vi før har gjort. Og på turen fik vi både set varmekilder, gejsere, kratere og store søer. Det var sådan en flot tur! Vi fik endda udsigt til Lake Taupo, hvor vi skulle bruge vores næste dag.

Også kommer vi til i dag, hvor vi har sovet i Taupo. Om morgenen gik vi ned til en flod, som lå lige ved siden af vores campingplads, som btw var gratis! Den var så smuk, og det var så rart at få skyllet sig igen. Som i måske kan gætte jer til, bliver man lidt klam af at sove i sovepose hver nat uden at vaske sig særligt meget... Efter svømmeturen pakkede vi sammen, og nu skal vi planlægge de sidste dage på turen. Vi har bilen indtil d 29., så vi har ikke mange dage tilbage, inden vi skal se Auckland. Vi skal dog lige forbi Rotorua og prøve at mountainbike og selvfølgelig til Hobbitton og se the Shire!

[soelvfisk]

Engang var det menneske jeg var vredest på i hele verden min far. Det har ændret sig mange gange siden. Pludselig så min far hvordan andre mennesker sled mig i stykker. Han måtte køre hen i sin datters lejlighed og skære den ledning ned, hun havde forsøgt at hænge sig i. Det ændrede alt. Hun er mig. Den dag så han, at der er forskel på intention og impact. Han har slået med ord hele mit liv, så han aldrig behøvede at forholde sig til blå mærker. Så det var nemt at benægte. Det er flere år siden nu. Men vi er stadigvæk forskrækkede over hvor galt det gik. Han forstod at han igennem min barndom har opdraget mig til at tolerere den adfærd. Han troede at han gjorde mig hård. Han gjorde mig bare lille. Så jeg sagde ikke fra når jeg mødte mænd der kastede med ting og råbte. Store udspilede øjne. Vi lader bare som om det aldrig er sket. Det føltes ikke som et liv jeg kunne leve.

Jeg ved han har sår fra sin egen barndom. Men hans far gjorde også ondt på mig. Det har vi tilfælles. Min arm som en kæmpe lilla plamage jeg blev truet til at tie stille om. Det har sat sig i mig. Jeg bliver meget taknemmelig når folk ikke råber af mig. Troede jeg var helet. Men så mødte jeg Stenen.

I alle de år har jeg gået og været forsigtig med mænd…. gået og tænkt at kvinder var mit safespace, så jeg lukkede hende ind som det mest fortrolige og selvfølgelige. Men med afstand. Ville ikke dvæle ved min fortid. Den forvrænger hvem jeg er. Når folk kender den, bliver jeg for kompleks at passe på. Sådan føles det. Men Stenen måtte gerne kende mig. For i den periode følte jeg mig levende. Jeg kunne passe på mig selv. Min fortid var et sandkorn, sammenlignet med min nyerhvervede og hårdoptjente livsglæde. Jeg ville være tydelig med hende. Livsvidner. Tillid til tryghed og gensidighed. Little did i know manner. Hun var værre end nogen mand jeg nogensinde har mødt. Jeg forærede hende alt hun skulle bruge for at knække mig. Og det var præcis hvad hun gjorde. Vi flyttede sammen i ny by. Og hendes adfærd ændrede sig indtil jeg knap nok kunne genkende hendes ansigt. “Du gør det mod dig selv” sagde hun og kaldte sig selv et renere menneske end mig. Og det har taget mig over et år at forstå at det var psykisk vold.

Jeg vakler stadig, efter den oplevelse. Og hun holder fast i sin uskyld. Jeg skal være stille så hun kan benægte og forvrænge i fred. Vi lader bare som om det aldrig er sket. Det føles som min pligt. Men jeg er ødelagt. Og jeg kan ikke komme videre før jeg taler om det.

[daniels-bekendelser]

Min gymnasieven, der døde for nogle år siden, ville være fyldt 22 i dag, så jeg kørte forbi hans gravplads efter træning. Stoppede i et supermarked på vejen for at købe blomster, men jeg er 100% lost på planter så spurgte en ung medarbejder til råds. Han var også overvejende uvidende, men gav alligevel lidt tips. Jeg endte med en random buket, men lige inden jeg nåede kassen kom han løbende igen fordi han var kommet på en blomst i potte, som han syntes passede bedre. Det var et godt kald fra hans side for den var et meget bedre valg; god service. Kørte forbi kirkegården, satte blomsten, græd lidt på en bænk, drak en faxe kondi, og kørte så hjem, så jeg kunne komme videre på arbejde. Plejer at tage med nogle andre ned og besøge ham, men det var faktisk overraskende rart at gøre alene. Dejligt fredeligt.

[kaotixka]

Flytter imorgen

Jeg glæder mig så meget til at flytte, ligger og ser bojack i mit nedpakkede lille værelse...

Mange gode minder her... det har været mit sikre lille spot gennem hårde tider.

Jeg er klar til at komme videre, glæder mig til et nyt kapitel men som jeg ligger her og kigger på mine nu tomme vægge mærker jeg en melankolsk savn.... jeg er klar til et nyt kapitel.

[pastelfarvet]

Har alt for mange ting jeg gerne vil gøre for at komme videre med ~mit kreative virke~ eller hvad man kan kalde det, og så lidt af mig magter det lol