#Lille (FRA)

[greaseonmymouth]

Assad kikker straks ned på Carl, men han sover videre. “Carl?” Assad rusker let i ham. “Carl?”

“Mmhhvad,” mumler han.

“Din mor spørger om noget.” Assad veksler et blik med Tove, som smiler til ham som om hun morer sig.

“Hvad?” Carl rører lidt på sig nu, men han virker ikke helt vågen.

“Godmorgen skat. Jeg ville bare høre om du ville fodre kattene?” Toves øjne lyser af morskab.

“Kattene?” Carl slår endelig øjnene op. “Flertal?”

“Ja ja, missemor har killinger,” svarer hun.

“Jeg kommer nu,” svarer Carl og sætter sig op, hurtigere end man skulle tro for en mand der for få sekunder sov så tungt at Assad næsten ikke kunne vække ham. “Assad. Af sted.”

[hvadfandendotjpeg]

Diverse citater fra mine noter, hvor jeg dokumenterer de bedste (eller værste?) ting, vi siger her i huset:

[commissionsdarian]

Er maskinerne på plads? Sørg for, at dørene er et godt stykke væk fra hinanden, min dreng.

💙

ÅH. Godt opkald, jeg flytter dem. Sig, hvornår de er på den rigtige afstand

Klar når du er

[soelvfisk]

Hej lille tumblr🤍

Undskyld. Jeg er så ked af hvordan jeg lod alting hænge som et ekko af altomsluttende håbløshed. Det var en afsked. Det er uhyggeligt.

Jeg tog et kæmpe kæmpe dyk. Men jeg er her. Og jeg får hjælp<3

Jeg ryster mens jeg skriver dette, for jeg føler mig meget ramt af alvoren i det er sket og hvordan forskrækkelsen slår rødder langt dybere end man kan se når man er deprimeret. Det har jo tydeligvis ikke kun ramt mig og mine nærmeste.

Kæmpe undskyld. Mine ord og mit efterfølgende fravær herpå, har været kilde til en type bekymring og afmagt som ingen fortjener at sidde med. Uvisheden.

Jeg er på benene og ligner ikke én der har haft det så skidt. Det er uhyggeligt hvor nemt det er at “skubbe væk” og derfor også skræmmende hvor usynligt det kan blive. Ingen ser at man er et ømt menneske, bag en kæmpe vinterjakke. I dag handlede jeg i føtex. I forgårs fik jeg skældud af en mand der ikke synes hund måtte tisse på gaden. Livet er meget surrealistisk at være i, når man har været tæt på at vælge det helt fra. Og jeg kan være skræmt over at lige en der er okay… som om det der skete ikke var alvorligt. Men alvoren runger stadig. Forskellen er bare, at “i live” er en ret okay måde at have det på.

Lige nu er jeg så lettet over at jeg stadig er her. Jeg har håb.

Tak for jer<3 Jeg føler mig meget passet på. Græder.

Jeg håber i kan tilgive mig for den afmagt og forskrækkelse jeg har været skyld i. Og selv hvis det ikke kan lade sig gøre, kan jeg sagtens forstå det.

Undskyld og kram fra mig

[litteraturhistorikeren]

Jeg sidder og griner lidt over, hvor meget der er sket i mit liv i 2024.

Jeg startede året ud med at flytte fra det kollektiv i Århus V, hvor jeg havde boet i et halvt år, til Finland, hvor jeg også boede i et lille kollektiv, hvor jeg fik en fantastisk ven, men derudover ikke var fan af at bo der (jeg foretrækker generelt at bo uden roomies). Jeg tilbragte stort set al min tid med min finske bartender, nyforelsket og for første gang i et poly forhold.

I april flyttede vi sammen, hans russiske roomie blev også min roomie.

I maj tog han til Danmark med mig og mødte min familie og alle mine venner.

I juni havde jeg en spontan abort, min kæreste var mig utro, jeg forlod Finland hjerteknust.

I juli tog jeg til Spanien i seks uger og blev “adopteret” af reggae-miljøet i Valencia, tilbragte en masse tid med en 46-årig reggae-dj, som var min sommerflirt, og som tog mig med til raves i bjergene.

I september rejste jeg på udveksling til Belgien. Jeg mødte en fyr, gik for hurtigt frem, indså, at jeg ikke var ovre min finske bartender. Jeg fik til gengæld også nogle skønne venner.

I november kom min finske bartender til Belgien for at besøge sin mor. Vi tilbragte nogle dage sammen, og alle følelserne vendte tilbage.

I december talte jeg med min terapeut igen. Eksamenssæsonen er gået i gang, jeg har fem eksaminer i januar, det er virkelig intenst. I næste uge tager jeg hjem til Århus til jul. Til februar vender jeg tilbage til Finland i nogle måneder.

Jeg føler, jeg har levet en hel romans plot på ét år

[useless-denmarkfacts]

Snøffelreview

Altså, hvad jeg ikke gør for jer, matroser... hermed anmeldelse af den nyeste snøffel, 'badesnøflen':

For det første er pakken blevet markant vanskeligere at åbne. Jeg forstår ikke det her system, alle mine snøfler blev rystet ud af deres lille snøffelbakke, 0/10.

Førstehåndsindtryk: de her snøfler så lilla ud på pakken, men ligner mere vinterbadesnøfler end sommerbadesnøfler... er ellers stor tilhænger af farven lilla, men sgu ikke når den er SÅ fesen. 2/10.

Dufter overvældende af kunstig romessens, som en snøffel helst skal. Dog ingen forskel fra normale snøfler, hvilket er skuffende. Jeg havde håbet på noget parfumeret i duften i det mindste. Men stadig, solid snøffelduft. 6/10.

Overflade: en anelse mindre slimet og mere tør og sukret end almindelige snøfler. Også mega glat. Tabte første snøffel på gulvet. 0/10.

Smag: almindelig snøffelsmag, men fordi selve snøflen er mindre, er den også mere tør og mindre klistret. Trist. Snøffelfyld skal klistre til ganen, det er en del af oplevelsen. 3/10.

Samlet score: 3/10. Snøffelproducenten Bisca skal holde op med at give falske forhåbninger om friske nytænkende snøfler, og hyre admiralen til at udvikle smage til deres snøffelspecials i stedet.

[denapatiskenihilist]

hej bloggen

Jeg er fyldt 25 år d 17/1 !! Har aldrig troet, at jeg skulle leve længere end 20 år. Jeg har 2 marsvin, en slange, en skægagame og en hund. Jeg besidder evnen til at leve videre, hvilket jeg næppe troede skulle ske.

Men jeg har ansvar og kærlighed, og jeg vidste knap det var muligt for mig. Profesionelle efterspørger min ekspertise på hundeadfærd og hundeopdragelse. Det er surrealistisk, at kunne føle, og være så meget.

Jeg elsker mere og mere, af hele det væsen jeg er. Hver dag prøver jeg, og tænk at man kan få så meget ud af at prøve.

Mine mennesker og dyr er alt, der gør at jeg nu er her…levende.

Min søde hund, Abba, og jeg træner pt op til DM. Om vi vinder eller ej - underordnet - er jeg forevigt taknemmelig over, at vi kan give hinanden så meget godt. Det søde lille væsen har reddet mit liv. Hun er blevet så modig med tiden, og det samme byder hun mig.

Der er altid en dag i morgen, og det er alt jeg lever efter. Livet er ikke altid det mest forfærdelige. Tænk at føle sig så tilpas - jeg tænkte næppe at det var mig værdigt.

Tak for alt, altid, til alle. Jeg håber det kan hjælpe med tiltroen til, at der altid er mulighed for at prøve, og chance for at eksistensen kan blive bedre.

Mange varme, fully-developed frontallappe kys fra mig (og Abba)

[blondinehjerne]

Han skal giftes. Det er så længe siden nu at det føles som om at det aldrig er sket, som om jeg aldrig har kendt ham. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor vanvittigt det var at jeg ikke vidste hvad jeg havde i vente dengang vi slog op. Det var det bedste udfald. Jeg forelskede mig påny, faldt hovedkulds for en livstil jeg kun havde kunne drømme om. Knyttede mig til Island. Beundrede det færøske landskab. Rejste hver gang jeg fik muligheden. Festede i Europas storbyer. Forelskede mig i steder og mennesker. Grinte med mine veninder. Blev stewardesse. Mistede gamle veninder. Fik nye veninder. Så verden fra nye højder og vinkler. Besøgte lande jeg aldrig troede jeg ville se med mennesker jeg aldrig troede jeg ville kende. Jeg er nu et menneske, som jeg kun kunne drømme om at blive da jeg var lille, det gør mig så stolt og lykkelig❤️‍🩹

[tanker-om-kon]

UGE SEX

I dag er det mandag d. 3. - den første dag i skolernes "UGE SEX". Det her opslag skrev jeg til Dansk Kvindesamfund i 2023, men det kan godt tåle en deling herinde også :)

Seksualundervisning

Jeg husker tydeligt første gang jeg havde "seksualundervisning" i folkeskolen. For det første blev vi opdelt i drenge og piger, hvilket var træls i sig selv. For det andet bestod den undervisning som jeg og alle de andre med lige cpr nummer fik, mest af alt i at Tampax-damen kom og fortalte os om menstruation. Hun gav os hver en lille toilettaske med vareprøver og en brochure, der handlede om drenge, blod, sved og bumser.

Nogle år efter kom der nogle andre ud på skolen og fortalte os om, at vi skulle huske at bruge beskyttelse. Helt klassisk med en flamingo-penis og kondom, der blev rullet på.

Jeg lærte:

At man skal huske at bruge kondom, for det er pinligt at ringe rundt til alle mulige hvis man har fået klamydia.

At man skal lade være med at blive gravid.

Og at det jeg havde lavet med en af mine veninder i hvert fald ikke var sex, men allerhøjest "forspil".

Jeg håbede, at seksualundervisningen var blevet bedre i dag, men det er desværre sjældent tilfældet.

Det er virkelig ubehageligt at sidde som en af de få eller måske endda den eneste trans- eller queerperson til undervisning, der i den grad tager udgangspunkt i, at alle eleverne er ciskønnede og heteroseksuelle. Og en forventning om at eleverne oplever seksuel såvel som romantisk tiltrækning.

Her er hvad jeg ville ønsker jeg havde lært som teen

OM FORHOLD OG VENSKABER:

At det ikke er alle, der oplever romantisk tiltrækning.

At polyamori eksisterer.

At en familie kan se ud på virkelig mange forskellige måder.

At man kan være i en romantisk relation uden sex, ligesom man kan være i en seksuel relation uden at være forelsket.

At en kæreste ikke automatisk er mere vigtig end en ven.

At man kan have flere bedste venner, uden at det skal tage noget fra de andre venskaber.

OM SEX OG SEKSUALITET:

At det ikke er alle, der oplever seksuel tiltrækning og at man sagtens kan vide at man er aseksuel, uden at have haft sex.

At sex er meget mere end penis-i-vagina.

At samtykke er den vigtigste del af at udforske sin seksualitet med andre.

At onani kan være en god måde at lære sin krop at kende på, uanset ens køn.

At slikkelapper eksisterer.

At sexlyst ikke er defineret af ens genitalier.

At der findes flere seksualiteter end homo- og heteroseksuel.

OM KROP:

At der findes mange kropsstørrelser og at det ekstremt tynde kropsideal er skadeligt for alle, men isærdeleshed for tykke folk.

At det ikke kun er kropskapable unge, der forelsker sig eller har lyst til at dyrke sex.

At der er mange køn, der kan menstruere.

At unge i Danmark har mange forskellige hudfarver, hårtyper, øjenfarver og kroppe - det havde været rart at se den forskelligehed afspejlet i undervisningsmaterialet.

OM KØN:

At der findes langt flere end to køn.

At transkønnethed er andet og mere end "at blive født i en forkert krop".

At kønsudtryk og kønsidentitet ikke er det samme. Og at man ikke kan aflæse en persons køn ved at se på dem.

At bruge kønsneutrale pronominer som de, den og hen.

Afslutningsvis ville jeg ønske at voksne lyttede til de unge og forstod deres behov for en langt mere normkritisk tilgang til kønsidentitet, seksualitet og relationer.

[marie-louise-og-torsten-i-canada]

Kære alle familie og venner!

Velkommen til vores blog, håber I vil følge med på vores rejse herinde

En lille update fra vores rejse indtil nu:

Først fløj vi fra Billund til Amsterdam, og fra Amsterdam til Vancouver, hvor vi lige havde fire timers ventetid inden vores fly til Prince George afgik. Flyvet til prince George var et lille fly med propeller og man kunne godt mærke at det var en lille by vi skulle til. Det var en lille lufthavn og vores baggage kom på båndet efter at have skiftet fly tre gange, det vi var glade for!

Vi kørte med en shuttle bus hen til vores airbnb, som var en hel suite vi kom til. Næsten morgen fandt vi et sted, Aubree's Breakfast, at spise morgenmad. "The best place in town" som en af de lokale sagde, der kom og spiste her hver dag. Torsten bestilte en bøf med hash browns og så var dagen reddet. Marie-Louise fik laks med æg og så var vi klar til at starte dagen. Vi blev hentet af Doug og Linda i Prince George og igår ankom vi til gården udenfor McBride hvor de har boet i 50 år. I dag håber vi på at skyerne klarer op og vi kan nu allerede se bjergene begynde at komme ud af tågen. Idag står på gåture med de to hunde, og Doug og Linda er her lidt endnu til at vise os rundt og forklare os det hele før de tager til Australien den 27. Det er vildt at være her, og vi har en masse at vænne os til... Vores krop er bagud, ligesom tiden fra jer hjemme i Danmark. Vi er taknemmelige for jeres støtte, og vi kan mærke den tydeligt. De bedste hilsener, Marie-Louise og Torsten

[greaseonmymouth]

en af de mange ting jeg godt kan lide ved at skrive på dansk er at det er så nemt at gøre alting kønsneutralt. det vil sige jeg behøver ikke at tage stilling til om en eller anden baggrundskarakter er mand eller kvinde eller noget tredje. hvor på engelsk bliver man nødt til at bruge he/she/they i en eller anden afstøbning, kan man på dansk bare bruge 'sig' og så er den ikke længere

[hvadfandendotjpeg]

Tag med mig en tur i tidsmaskinen, tilbage til den gang hvor jeg ville lave en humoristisk inkorrekt direkte oversættelse af ordet 'nullermand', men aldrig kom længere end det dybt foruroligende 'corner man'

[minvaerrehalvdel]

Tror at jeg skal indfinde mig med, at mine digte aldrig bliver noget helt specielt. Jeg tror at jeg har indset, at min dybte for kreativitet ikke rækker så langt, som jeg ellers prøver så meget på, for at skille mig ud. Alligevel kommer ingen til at skrive ordret, hvad jeg skriver og det må være nok for mig, selvom mange ting og selve substansen overlapper i mange andres. Jeg ved ikke om jeg digter længere eller om jeg bare tømmer tanker, eller om det er lige meget hvad jeg egentlig gør og hvad det står for. Jeg skriver alligevel kun for mig selv, men den lille forventning og håb om, at folk kan kode det eller om det rammer dem 100% - det burde jeg ligge fra mig. Min kø af ord og forståelse samt den røde tråd, kører i forskellige baner, som jeg åbenbart har svært ved at styre på samme tid, men det er okay.

[soelvfisk]

Er ikke blevet indlagt. Er stadig bare i kælderen. Sover meget og dukker op ovenpå når min mor lægger puslespil om aftenen. Min far er forsigtig og smiler når han taler. Kan mærke han gør sig umage og jeg håber han kan mærke at jeg sætter pris på det. Synes også det er synd for ham at han ikke er en der kan hjælpe mig lige nu, selvom det er tydeligt at han prøver. Det er en lettelse at han forstår, at afstanden er ret nødvendig. Uden at det bliver kilde til konflikt. Det er sin egen slags hjælp.

Jeg havde opsagt lejligheden efter 7 sølle dage. Måske det er derfor jeg ikke blev indlagt faktisk - min udlejer skrev tilbage og spurgte om jeg ville blive boende, hvis de gjorde en indsats for at dæmpe støjgener. Jeg sagde ja. Selvom jeg lige så godt kunne have sagt nej. Tror det er fordi jeg håber på trivsel. Håber på at indlæggelse ikke er nødvendigt. Har ikke så gode oplevelser med at blive indlagt. Jeg er for dygtig til at være patient uden at være mig selv. Som om jeg er gæst på lægernes arbejdsplads og helst ikke må gøre livet svært for dem. Som om jeg bor på deres kontor. Og så føler jeg mig mega svigtet når de skriver wack ting i min journal. Det bekræfter mig i at de er pressede… eller at jeg ikke kan kommunikere ordentligt. Gad godt være et sted hvor nogen bare synes at jeg gav mening. Det kommer vel en dag. Det tror jeg meget på, fordi dette sted findes:) lige her. Selvom man er alene bag sin skærm.

Jeg synes det er svært at vide hvad der er rigtigt og forkert at gøre, fordi jeg er bange for at tage fejl. Især her mens jeg er isoleret. Men er på en måde lettet over at beholde hjemmet. Lejligheden. Til trods for mine nedsmeltninger. Som om at - okay - nu har jeg en base, hvorfra jeg lige så stile kan lukke op for verden. Jeg skal bare lige blive klar til at flytte derhen. Og så er det jo mega sødt af min udlejer at ville bruge energi på at finde løsninger. Det havde de ikke behøvet at bruge tid på. Men det er vel mere holdbart end at bruge tid på at finde en ny lejer, på en måde? Ved ik. Må bare huske at jeg ikke skylder nogen at blive boende. Hvis nu det ikke går godt. I mine gamle hjem har jeg nok meget følt, at jeg bare skulle sætte mig ned og være taknemmelig over overhovedet at have et hjem. Også selvom jeg var i giga mistrivsel.

De ting jeg skal bruge energi på det næste stykke tid, er at svare på mails, udfylde spørgeskema fra kommune, finde en seng, få en døgnrytme og spise mad hver dag. Omg orker ikke når jeg remser det op på den måde. Sagde til min søster at jeg håber, at jeg en dag får det godt nok til at blive forelsket igen. Så kaldte hun mig en lille scoremis og sagde at det var hun slet ikke i tvivl om:) Jeg ved ikke om jeg er en scoremis, men kan godt lide tanken om at jeg en dag har nok energi til både at være en bedre ven overfor mine venner og kan overskue kontakt med mennesker igen og så oveni det også har energi til at møde et menneske jeg gerne vil være tæt-tæt med. At jeg får energi til at dele ud af kærlighed på allemulige måder igen. Glæder mig til at elske lidt mere højlydt og tydeligt. Intentionelt. Det er svært at være væk fra den slags.

Græd i går fordi jeg ikke kunne spise andet end persille uden at få brækfornemmelse. Det er tanken om mine tænder der blander maden med spyt når jeg tygger. Forvandler tingene til noget andet end det jeg puttede ind i min mund. Da jeg var lille havde jeg set et closeup af toast med smeltet smør under et mikroskop og jeg har ikke spist toast med smeltet smør siden, fordi jeg stadig kan huske billedet. Det lyder så dumt. Og jeg føler mig SÅ dum, når den slags forhindrer mig i at passe på min krop. Mig selv. Jeg kunne være et menneske i trivsel, men det er jeg ikke. Og jeg føler det er mig selv der står i vejen. Selvom jeg godt ved, at alt lige nu er en reaktion på nedern ting. Der er intet at sige til, at jeg bliver irri på mig selv. Jeg forstår, når folk siger jeg skal tage mig sammen. Så sidder jeg der i sengen i min søsters skab og spiser persille med tårer i øjnene. Det er jo skørt og frustrerende på samme tid. Fordi jeg ved at min krop er sulten efter mere end det, men alt hvad jeg kan fordre mig med, giver mig det der bræk-savl i kinderne. Så er det bare vildt meget man skal tage sig sammen i løbet af en dag, når alt kræver den slags energi. Fysisk og mentalt. I dag har jeg spist 1dl havregryn med mælk og halvdelen af en lille skål med røde linser og kylling. Og drukket vand og pepsi max. I går spiste jeg persille og en twix. Men jeg får hjælp. Jeg har en madplan jeg skal følge i den nye lejlighed. En re-ernærings-madplan og derefter en vægtøgnings madplan. Kost-vejledninger. Cool stuff. Ja. Hm. Men ja, vil gerne være dygtig til at passe på mig selv. Og føle at det er holdbart. I hele livet. Også hvis det indebærer indlæggelse. Også hvis det indebærer flytning. Også hvis det indebærer perioder med afstand og stilhed. Det er svært at følge et kort, hvis ikke det passer med det terræn man står overfor. Så stopper kortet med at være trygt at have. Og så må man prøve sig frem, istedet for at klamre sig til et perspektiv der ikke stemmer overens med virkeligheden. Tror stadig lidt at jeg holder fast i et kort, som jeg skal forsøge at lægge fra mig.

[litteraturhistorikeren]

Jeg er i Finland. I den fineste lille lejlighed med en kæmpe seng og et kæmpe TV, jeg kan slutte min Switch til. Og et fint lille køkken med en ovn, fire kogeplader, en mikrobølgeovn, en elkedel, et kæmpe køleskab og en fryser. Og et stort spisebord, hvor jeg kan arbejde på mit speciale. Og et stort badeværelse med min egen vaskemaskine. Og en altan, hvor jeg kan ryge mine cigaretter. Åh, hvor jeg sætter pris på de små ting efter at have boet på kollegie i Belgien. Det her er helt mit eget i fem måneder. Det ligger nogle kilometer fra centrum, så jeg får en god gåtur, når jeg går derind. Jeg har en følelse af, at jeg kan finde ro her. At jeg længe har haft brug for ro

[dugiskoven]

Frisk luft. Jeg skal gå lange ture ved stranden i weekenden med den lille hund. Væk fra storbyen.