#Æder Af Liv | Explore Tumblr posts and blogs

et-par-anekdoter-blog · 6 years ago

Text

Hvem Kender Mon Din Ensomhed

Hvem kender din ensomhed, hvem har du fortalt om den til, hvis du da har, er der nogen derude der ved hvordan du har det, er der mon nogen derude der overhovedet har en ide om hvordan du er. Er der nogen derude i den store forvirrende verden som kender din ensomhed.

Kender du kun den selv, den ensomhed som du så godt ved altid er der, den ensomhed som du godt ved altid bliver ved med at være hængende, den hænger der som et forfærdeligt skræmmende skelet, og knoglerne, hver eneste af dem, er et punkt i dit liv, hvor du følte dig allermest alene.

Hvem kender den følelse du har, hvem kender den evige trang til at være i nærheden af nogen, selv når du ikke har lyst til at være i nærheden af nogen. Hvem kender din ensomhed, er der overhovedet nogen der kender den. Er du den eneste der sidder alene i et stort tomt rum og kigger imod alle hjørner for at finde nogen eller noget. Er du den eneste der kender din egen ensomhed.

Kender du kun den selv, og er det dig selv der har slukket lyset, og er det dig selv som ikke kan finde kontakten, og er det dig selv der er skyld i at du kun, kender din egen ensomhed.

Er der mon nogen derude, der ved at du har accepteret, at du altid vil være alene, har accepteret at kun du vil være den som kender din ensomhed, er der mon nogen derude som prøver at komme i kontakt til dig, uden du selv er i stand til at gøre noget for at finde personen.

Hvem kender din ensomhed, hvem har du fortalt om den til, hvis du da har turde, er der nogen derude der ved hvordan dette føles, er der mon nogen derude der overhovedet har en ide om hvordan du er. Er der nogen derude i denne lille og klaustrofobiske verden som kender din ensomhed.

Nu hvor du sidder helt alene, nu hvor denne følelse af ensomhed nærmest æder dig op, er spørgsmålet så, vil du gøre et eller andet, for hvis det kun er dig der kender din ensomhed, hvem skulle så kommer dig til undsætning. Du kunne råbe efter hjælp, du kunne stille og roligt finde hvem som helst der kunne hjælpe dig, eller du kunne bare lade være.

Hvem kender din ensomhed, det gør kun du, og hvad end du gør, vil der kun være to valgmuligheder, den ene er at forblive ensom, og blot acceptere at det ikke står til at blive ændret, den anden er at ændre det. For selv dem der kender din ensomhed, må starte et sted, og det sted starter altid med dig.

Hvem er i stand til at kende din ensomhed, hvem har du fortalt den til, hvem har lyttet, hvem har allerede forsøgt at få dig ud af den. Er der nogen derude der ved hvordan det er at være ensom, er der nogen derude der kender den mærkelige og meget ubehagelige følelse som du har lige nu. Hvordan vil de få dig ud af den, hvordan vil du.

Kun du kan ændre hvordan du har det, og jeg er sikker på du vil være i stand til at få noget hjælp, men det hele starter indeni dig, det hele starter med at du tager det første skridt, og spørger den som du stoler på, eller den som du tror vil stole på dig.

Hvem Kender Mon Min Ensomhed?

1 note · View note

modtageligheder-blog · 7 years ago

Text

Synopsis.

Hun tæller skridt til bussen. Bussen tager syv minutter om at nå til gymnasiet, hvor hun står af, imens Nisha fortsætter til sit ukendte bestemmelsessted. Gemma følger hende altid med øjnene, indtil svinget æder udsynet.

Gemma går i 3.G og på den anden side af studentereksamenen venter et helt liv som hun intet kender til og ingen visioner har for. Hendes kæreste, Liam, har sparet op til en lejlighed i København, hvor han vil læse jura og han vil også have hende til at vælge et studium dér, så deres forhold ikke skal klare 343 kilometers skær, men Gemma har hverken lyst til København, til studierne eller til ham, hun ønsker sig kun sine drømmesyn. De blå bjerge og de hvide skygger, hun ser om natten, når hun sover, den indiske danserinde der besynger en gudinde hun udelukkende kender fra sine skolebøger, distanceret og akademisk.

Derfor er hun også så fascineret af Nisha med hendes mahognihud, som måske slet ikke hedder Nisha, men i stedet noget helt andet, noget stadig uudtalt - og som siden en skæbnesvanger dag i november hver eneste morgen er begyndt at tage den samme bus som Gemma. De følges så langt som til gymnasiet, da skilles deres veje og Gemma tænker tit på, hvorhen mon bussens hjul fører den anden kvinde.

Bagefter tænker hun på, hvor hun selv er på vej hen.

#nanowrimo #synopsis #danish #dansk

1 note · View note

edderkoppespindet · 8 years ago

Text

Lejekontrakten

Regnen vasker sporene væk, og jeg ser til mens nye veje viser sig for mig. Jeg trækker vejret dybt, for forandringerne er mange, og det er svært at finde fodfæste når stormen tager til og får kroppen til at svinge i samme urolige takt som grenene på træerne.

En ny og ukendt duft medbringer en og anderledes sindsstemning. En smag af sød optimisme danser på min tungespids, og jeg giver mig hen til rejsen mens jeg vinker farvel til min barndomsby, hvor alle gadenavnene står indprintet i min underbevidsthed, og danner kortet over den fortabte piges hjemland.

Lejekontrakten ligger på bordet og ordene står fremmede og formelle på det blanke papir. Et nyt kapitel står skrevet med sort blæk, og afventer blot min underskrift. Kaffen kradser arrigt i halsen og hosten har varet ved længe nu, men jeg tænder alligevel cigaretten og ser til mens den brænder ud i det overfyldte askebæger. I stuen sidder min far, hvor han altid har gjort. På køkkenbordet står koppen med kaffe og fordamper. Jeg trækker tiden ud, mens jeg vender blikket mod de beskidte vægge, der gemmer på historier fra glemte tider, der står knivskarpt på min nethinde, når jeg lænder mig tilbage i stolen og lukker øjnene.

En lille pige leger i stuen, væggene er gule og ved spisebordet sidder moren med en tændt cigaret i hånden mens hun bladrer ivrigt i dameblade og nipper til glasset med rødvin, der bliver tømt og fyldt op på ny i en kontinuerlig rytme, der vidner om, at væske er vanedannende for dem, der drømmer om en anden virkelighed. Om natten vågner den lille pige på den sorte lædersofa. Hendes far sidder ved bordet, stearinlysene er næsten brændt helt ned, og i skæret fra den brændende glød, ser hun tårerne, der løber om kap ned af morens kinder. På bordet står flasken tom, og selvom hun ikke helt forstår årsagen bag deres hårde toneleje, så mærker hun en genkendelig krampen i maven, der får rummet til at skrumpe ind omkring hende, indtil hun skriger for at få følelsen til at gå væk.

Den lille pige bliver større i takt med at tiden går. Legetøjet på stuegulvet ryddes væk og nye møbler stjæler pladsen. Væggene males hvide, men den sorte sofa står hvor den plejer, men nu er det pludselig hendes mor, der ligger i den, mens hun skriger af smerte og magtesløshed, i takt med at medicinen langsomt æder hende levende. Hendes far sidder stadig ved bordet i stearinlysets skær. Hun sidder overfor ham og ser til mens tårerne rammer bordpladen og bliver gennemsigtige i mødet med den mørke bordplade. Den seneste tid har hun fået fortalt, at hun er blevet meget ældre end sine klassekammerater, men alligevel føler hun sig stadig ikke gammel nok til at finde de ord frem, som kan dulme den nervepirrende stemning, der tynger hele hendes familie. På disse dage tænker hun tilbage på den lille pige med legetøjet på stuegulvet, og hun ville så inderligt ønske, at hun kunne teleportere sig tilbage til dengang, hvor den største smerte hun følte var når hendes mor var fuld og frustreret.

Pludselig en dag er den sorte sofa skiftet ud og morens tilstedeværelse er blot et minde fra en fjern tid, hvor iltslanger og lange hospitalsgange var en ganske almindelig hverdag. Den lille pige kan ikke længere huske hvem hun dengang var, for hun er for beruset til at stå på sine ben, så hun har lagt sig på stuegulvet, hvor hun atter mærker hvordan rummet bevæger sig i en urolig takt, der frembringer en ubehagelig kvalme, der giver hende lyst til at kaste hendes organer op i håb om at blive omsluttet af en komplet tomhed, der vil fjerne hendes krop fra gulvet, og placere hende et sted på mælkevejen mellem galakser og stjerner. Hendes far er sjældent hjemme og lejligheden føles alt for stor til hendes lille eksistens, så hun fylder den op med fremmede skikkelser, og lader altid døren stå på klem, selvom hun sjældent er til stede, for inderst inde håber hun på, at moren en dag træder ind, tager flasken fra hende og putter hende tæt ind til sig, så hun en aller sidste gang kan mærke barndommens betryggende kærtegn på hendes rystende krop.

Foråret har meldt sin ankomst og har malet træerne grønne og himlen blå. Det er weekend, og en rastløshed banker rundt i kroppen på hende, mens hun forsøger at genopleve de forhenværende nattetimer i håb om at genskabe det første møde med ekstasen, der fyldte hende med en ukendt følelse af komplet lykke da hun drak sit aller første glas med de glimtrende krystaller. Hun er slentrer rundt på gymnasievej, hvor hun plejer at gå til og fra skole, men det er lørdag og i dag skal hun møde sit livs første kærlighed, hun ved det bare ikke endnu. Kunstgræsplænen er kold og fugtig, men hun opvarmes af hans latter og varme hænder, der knuger hendes små fingre som om de manglede omsorg. De går hjem sammen hånd i hånd, og hun føler sig underligt beruset til trods for at de kun har drukket alkoholfrie øl. Hun kender ikke til en anden slags kærlighed, end den hun føler når hun smider sit tøj og giver sig hen til de fremmede håndflader, så hun gør det igen, men mærker noget nyt, da hun ligger hovedet på hans brystkasse og lytter til lyden af den beroligende hjertebanken, der pludselig får hende til at mærke et afsavn til noget som engang gik tabt.

Han flytter ind. Pludselig ligger hans tøj i det skab, hvor hun før havde sit. Hun er ikke helt sikker på om hun kan kalde ham for sin, men ikke et øjeblik i tvivl om, at hun tilhører ham, så det er derfor at hun har skrevet hans navn på postkassen, selvom han ikke kan love hende troskab. Hun er glad når hun vågner om morgen, og drikker kaffe med ham iført ingenting ved køkkenbordet, hvor de senere har sex. Hun elsker ham selvom hun godt ved, at det er farligt når hun ikke kan elske sig selv, for det betyder at hun har brug for hans eksistens. Han ved godt, at han ikke kan reparere hende, men han putter hende om natten inden de falder søvn, og han holder hende tæt ind til sig om natten når hun har mareridt. De forsvinder væk fra verden med hinanden i hænderne. De gemmer sig fra den trivielle realitet i den lille lejlighed på første sal. Hans kærtegn brænder på hendes hud, og når han forlader hende for at gå ud i natten og dulme sin rastløshed, så græder hun sig selv i søvn, som et forældreløst barn der hungrer efter sin moders favn. Han vender tilbage til hende når solen er stået op, og lyset trænger ind gennem gardinerne. Han ligger sig tæt ind til hende og dufter til hendes hår, der påminder ham om hvorfor han er vendt tilbage. Han lugter af øl og tobak og af andre piger. Lugten kradser i halsen og brænder i hjertet. Han græder når hun siger, at hun ikke kan holde til det, og han lover hende at han aldrig gør det igen. Hun stoler på ham selvom hun ikke kan, for hun elsker ham så højt, at hun ville stjæle hele stjernehimlen og forære den til ham i håb om at mælkevejen kunne lede ham til hende, når hun forsvinder i selvdestruktive vaner.

Hun har vasket hans tilstedeværelse væk med salmiak og hun har brændt billeder af dem til de til sidst lå som ugenkendelige levn til minde om den tid, hvor hun gav sit hjerte væk. Det er vinter og kulden er hård ved hendes krop, selv når vækkeuret ringer nægter hun at stå op. Hun spiser sjældent, men drikker ofte, mest når de andre ikke er ved hendes side, for at være vidne til hendes pinefulde undergang. Han forlod hende ved hoveddøren uden et eneste ord, men hun ved at han ikke kommer tilbage og holder om hende i nat, for han har besluttet sig for at fortsætte ud i natten på egen hånd. Uret tikker kontinuerligt, og hun forsøger at falde til ro på sofaen. Hendes far holder en hånd på hendes pande, og hun har grædt så længe, at der ikke er mere væske i hendes krop. Hun kaster lydløst op når mørket falder på, men når dagen melder sin ankomst forsøger hun at finde smilet frem, trods er meningen er gået tabt i uforløste skænderier og giftige ord, der ætsede deres kærlighed op, og efterlod dem begge i fastlåste positioner, hvorfra undergrunden åbnede sig under dem, som et kulsort hul, der blot ventede på at én af dem ikke havde kræfter til at holde fast. Hun suges længere og længere ned for hver dag der går, indtil hun en dag står med en flybillet i hånden, på vej mod nye horisonter.

Hun vender hjem. Lejligheden føles fremmed og velkendt på samme tid. Hun laver kaffe og synger sange når hun vågner om morgen. Hun har lyst til latter og lange nætter med hendes venner. Hun er glad og let på tå, for hun har fundet vejen til hendes livsglæde på de lange landeveje. Hun åbner postkassen og løber op af trapperne. LEJEKONTRAKT står der skrevet med sort blæk på hvidt papir. Hun tænder cigaretten og inhalerer tungt. Hun forsvinder fra virkeligheden i en kort stund, mens hun genoplever alle minderne fra barndomshjemmet, hvor hun oplevede alting for aller første gang. Et smil breder sig på hendes læber, da hun puster røgen ud. Hun ser til mens fingrene samarbejder med den sorte kuglepen, og hun tænker for sig selv – aldrig har mit navn set så lovende ud.

4 notes · View notes

velbehag · 5 years ago

Text

Hvor er det en syret følelse at være klar over hvad ens problemer er. Jeg ved jeg er syg. Jeg tør ikke sige det til dem, som viser sig at være dem der burde vide det. Jeg siger det. Men på en fordrejet måde.

Jeg har ikke set mine venner i snart tre uger og det gør mig ked af det. Jeg savner alle lige nu. Jeg har ikke lyst til at mit liv er arbejde og rengøring. Jeg vil opleve ting. Jeg vil også have tid. Eller overskud? Ja jeg vil for helvede have mere overskud. Og jeg vil gerne have at jeg ikke tænker for meget på savnet. For savnet er ikke mit problem. Det er en følge af det. Jeg har det så pisse dårligt med at jeg igen risikerer ikke at have et ordentligt sted at bo. At jeg ikke føler mig tryg der gør at jeg endnu mindre har lyst til at åbne min opgave. I dag kom jeg hjem træt. Meget træt. Og har kun indtil i morgen tidlig til at få skrevet de ting ned jeg skal.

Jeg tændte computeren som det første velvidende at jeg ikke ville få lavet noget. Igen. For 5. Dag i træk sidder jeg bare og venter på at kunne snakke med nogen på corner. Jeg er så fucking nede lige nu og føler at jeg intet er værd. For hvis jeg ikke består den her praktik. Så er der mange timer. Mange mange timer. Og så mange ofrede muligheder der ikke betyder noget. For jeg ofrer mig fandme. Jeg er på. Bare ikke når jeg er alene. Jeg kan vitterligt intet selv.

Jo jeg kan godt tage til tandlæge. Stå op og gå på arbejde. Det jeg ikke kan. Det jeg virkelig bare har svært ved lige nu. Det er:

At skrive på min opgave.

At acceptere at jeg ikke kan kontrollere min boligsituation.

Og det æder mig op indefra. For den her blanding af følelser. Svigt overfor mig selv, og afmagt. Av for helvede.

0 notes

dagdroemme · 6 years ago

Text

I dag overvejede jeg at begå selvmord. Det er ikke første gang at den tanke har strejfet mig.

Det er faktisk en tanke som hyppigt har strejfet mig gennem mine teenageår og tidlige voksne liv.

Jeg lever i en konstant form for trance, hvor jeg overarbejder mig selv, hælder alt min livsglæde og kærlighed ud i mit arbejde, uddannelse og venskaber.

Når jeg vender hjem til min tomme lejlighed føler jeg mig så tom inden i. Intet overskud.

For to år siden plejede der at være en som bød mig velkommen hjem. Det er så længe siden, at jeg har glemt, hvordan det føltes.

Det eneste jeg ser i min lejlighed er skyggerne af minderne om ting der engang fandt sted her.

Jeg græder mig tit i søvne. Fuld af længsel, elendighed og enormt stor ensomhed. Det æder mig op inde fra og det er nok årsagen til, at jeg har denne her uendelige træng til at komme væk og begrave mig selv i arbejde.

Det er en form for lammelse. At blive så udmattet fysisk og mentalt, at jeg ikke kan tænke på andet end, hvor træt jeg er. Så behøver jeg ikke hele tiden at blive mindet om, hvor stort tomrummet i mig er.

Jeg forsøger at se de positive aspekter og anerkende, hvor privilegeret og heldigt stående jeg er, i forhold til andre mennesker.

Det ændrer ikke på min sorg. Den river til sig og trækker mig ned i et mørke, som er blevet til en sovepude. Den omfavner mig som et kært lille barn i sin mors favn, vugger mig i søvne og forsvinder ikke, når jeg står op.

Det gør det svært at stole på andre mennesker. Venner som siger, at de vil være der for én, men som ikke er dér når det gælder.

Jeg fortalte om mine svagheder og blev bebrejdet for ikke at gøre nok. Jeg åbnede op om mit traume og blev bebrejdet for ikke at komme videre. Jeg stolede blindt på mennesker jeg holdte af, og gang på gang blev jeg svigtet.

Det gør mig træt. Træt af at prøve at holde af nogen, træt af at forsøge at stole på nogen, træt af at indvie nogen i hvad der foregår emotionelt i mig. Det er svært at forklare, svært at sætte ord på. Folk har så travlt, bliver utålmodige og vrede.

Vrede, så meget vrede.

Jeg mærker det i andre, og jeg mærker det i mig selv. Jeg mærker det i den svigt, i den utroværdighed, i bebrejdelsen. Det er nemmere bare at skubbe væk. Og jeg skubber og skubber og skubber.

Jeg kan ikke overskue det. Det giver alligevel ikke nogen mening at prøve eller blive ved. Det er nemt. Nemt ikke at holde kontakt, nemt at blive glemt, nemt bare at fordufte til ingenting.

Jeg forestiller mig at det må være rart at blive til ingenting. En enorm byrde der må blive løftet af alles skuldre. Ingen behøver nogen sinde bekymrer sig om mig længere, hverken mig selv eller andre. Den ultimative lyksalighed. At ikke være.

Jeg tænker tit på det. Et enkelt styrt fra min altan ville nok godt kunne gøre det.

Jeg har ikke sagt det til nogen. For jeg bliver altid mødt med forargelse og bebrejdelser.

Det er sjovt som man lever i et samfund, hvor den største epidemi er ensomhed, stress, angst og depression. Og alligevel tager ingen det seriøst. Hverken min læge, min psykolog, min familie eller venner. For jeg overlevede jo indtil nu, jeg er jo bange for at tage det næste skridt.

For halvandet år siden skrev jeg mit første selvmordsbrev, uden at vide at det egentlig var det, som det var.

For halvandet år siden levede jeg stadig i troen om at jeg var lykkelig, på trods af at jeg var dybt deprimeret og selvdestruktiv.

I det mindste havde jeg en illusion om, at livet var perfekt og at alt var som det skulle være.

Men så krakkelerede glansbilledet og hele min verden faldt fra hinanden, som tusinde af små splintrede glasskår.

Jeg tror de færreste forstår, hvor lidt jeg havde lyst til at leve. Kun få mennesker så kaosset der skete inde i mig udefra. Kun jeg har set det indvendigt.

Og folk tager én for givet. Jeg tager mine venner, min familie, min status, mit job, min uddannelse, mit liv for givet.

Derfor er det svært at udtrykke, hvor såret, utilfreds og vred jeg bliver. For jeg ved, at jeg selv kan og vil gøre det samme. For vi er kun mennesker, og vi er ikke perfekte.

Det er svært, når man har været sammen med en tyran som har lært én, at man ikke kan stole på andre, ikke engang sig selv. At man ikke behøver andre. At man ikke er god nok og ikke noget værd. Især når han talte til mine indre dæmoner, som har fulgt mig siden jeg var 5.

Det er svært at aflære sig selv vaner, som man har tilegnet sig gennem ens teenageår og tidlige voksen liv. Ikke fordi jeg ikke prøver. Det er bare svært.

Svært fordi nogle dage er værre end andre. Nogle dage skinner solen og jeg har været heldig at få 8 timers søvn, uforstyrret af onde tanker, gråd, længsel, ensomhed og selvmordstanker. Andre dage kan verdenen føltes hård, gold og grå.

Svært fordi nogle venner ikke giver plads til, at man har det svært. Fordi der ikke altid er plads til, at man har en diagnose og symptomer deraf, som er forbundet med skam. Åh så meget skam.

Skam fordi jeg føler mig skyldig over, at jeg ikke bare kan være lykkelig.

Det giver mig lyst til at skrige, men det er svært og skammeligt. Jeg føler mig som et barn, som ikke kan udtrykke mig selv, fordi jeg ikke kan forklare mit tankemønster eller de følelser der går igennem mit følelsesregister.

Fordi jeg ikke kan sige til min bedsteven at jeg er blevet diagnosticeret med svær depression, uden at han svarer ”du er ikke den eneste som har det hårdt” igen. Fordi jeg ikke kan sige til min veninde, at jeg er skuffet over hendes handlinger uden at få bebrejdelser kastet tilbage. Fordi jeg ikke kan åbne op om mine traumer, uden at få kastet beskyldninger og bebrejdelser tilbage i hovedet. Fordi man bliver mødt med et særligt blik, lige så snart man er psykisksyg og går til psykolog. Fordi man ikke bare kan holde op og tage sig sammen og komme videre.

Og jeg prøver. Jeg rejser mig op. Står op hver morgen. Jeg rejser mig op efter jeg er faldet. Gang på gang bliver jeg ved. Jeg kæmper. Jeg giver livet en chance mere. Jeg håber at i morgen bliver bedre. Jeg beder til at i morgen bliver bedre. Men det er rigtig svært.

Svært når man bliver svigtet. Svært når følelserne kommer igen. Svært når livet har budt på en trist dag. Svært når mørket omfavner mig og mine dæmoner hvisker i mit ører.

I dag følte jeg mig ensom og jeg havde ikke en eneste jeg kunne fortælle det til.

Ikke mine forældre. (Fordi de bare ville hente mig hjem og bede mig sove på det)

Ikke min bror. (Fordi jeg ikke vil være til besvær)

Ikke min bedsteven. (Fordi vi ikke har snakket sammen i to måneder)

Ikke mine veninder. (Fordi jeg ikke har lyst til den tillid det kræver)

Ikke nødlinjen. (Fordi jeg ikke har modet til det)

I dag overvejede jeg at begå selvmord. Det er ikke første gang at den tanke har strejfet mig. Men jeg gjorde det ikke.

0 notes

skriblerier · 7 years ago

Text

Jeg banker hovedet ind i væggen når jeg ikke kan holde ud af leve mit liv mere og du æder mig op indefra

0 notes

ughhppl-blog · 7 years ago

Text

Burde jeg skrive det her?

Der var nogen der bankede sådan stille på mit vindue for et halv times tid siden og jeg blev fucking bange efter det der er sket hele den her måned. (Jeg tror lidt det er det der har skyldets min psyke). Jeg plejer altid at have høretelefoner i så sent, men mærkeligt jeg ikke lige havde det da det skete. Jeg løber ind til min mor og siger jeg er bange og at jeg tror der er nogen udenfor - okay, det her lyder snart som en novelle, men det er det ikke. Heldigvis var det bare min bror som havde fucking cyklet 193,8 km (ja jeg google det) fra sit hjem og helt herhen til os, altså wtf. Han fortæller alt hvad der er sket, fordi vi har gået og været nervøse. Vi alle vidste godt han havde taget pengene og stukket af, men han havde intet sagt, fordi han var bange for at vi ville blive sure. Hans OCD er helt oppe, altså han snakker løs om alt muligt som jeg ikke helt forstår?? Og jeg fik af vide af min mor sidst, at han måske ikke kun har OCD, men også lidt autisme og skizofreni... Det kan godt passe, da han nævnte at en sort skikkelse havde forfulgt ham fra den ene by til den anden (vil helst ikke nævne byerne her) og jeg ved ikke om det bare er noget han hallucinere. Han fortalte også om hans luksus liv om at han havde været ved dyre steder, købt en masse (dyr ring, halskæde, armbånd, cykel, mobil, jakke og hat -en hat der kostede 9000, altså wtf). Ringen havde han tabt, men det er ingen penge (ja sig det lige til din fattige søster, lol). Han sagde også, at han havde fanget en tyv. Han var også selv blevet busted af politiet, fordi en havde meldt ham pga. hans penge, men personen havde ringet igen og sagt det alligevel ikke var nogen - min bror stikkede hende en løgn og sagde det var hans opsparing. Han havde også fået en bøde af DSB på 4000 kr, men det er heller ingenting siger han og griner, jajaj. Han fortæller også, at han havde sovet på gaden, hvor han ikke havde sovet ordentligt i to nætter, fordi det var koldt. Han havde gået ind i en butik og ville købe strømper, men han snakkede engelsk og sagde han var fra et andet land, da han ikke vil fremstå som en dum fattig dansker. Han fortalte også om han havde fået en russisk ven Ham han har taget pengene fra (nej han er ikke tyv, men gider ikke lige forklare det nærmere) han havde skrevet på sin fb “du kan bare vente dig”. Ja, jeg magter ikke mere og min mor er depri og græder og min bror er syg. Dernæst har jeg en anden søster som er pisse irriterende og jeg skal høre på hendes fucking tamme problemer. Vi kalder hende lige for b (for bitch) og min anden søster s (for søs eller sød?? ahaha), men ja, s, s’s kæreste og jeg har snart lige hjulpet b med at flytte og trust me, det var hårdt. Det var oppe af trapper med tunge ting og var øm over alt i like tre dage. B havde hele tiden sagt, at hun vil hellere give os 1000 kr end at betale nogle flyttemænd, fint nok. Da vi er deroppe for at hjælpe, så er det selvfølgelig mig hun skal kritisere. SOM ALTID. “Ej, du tager kun de lette ting” og blah blah, imens hun selv står nede ved trapperne og giver tingene videre til os, så VI kan gå op ad trapperne med hendes klamme ting. Jeg tog også tunge ting, men der sagde hun intet. Jeg kunne ikke bære de helt tunge ting selv, fordi s og hendes kæreste tog mange af de helt tunge ting sammen. Som tak så giver b os mad til 45 kr :))) Derefter sender hun fucking 100 kr til s’s kæreste for benzin og der skal altså MEGET mere til end 100 kr, altså hun er så fucking nærig at det gør ondt og ja guys, hun har altså nok af penge. Men ja, nu til pointen, min søster vil igen flytte, men den her gang er det længere væk!! Det vil sige vi skal køre pisse langt sådan ca. 3 gange og det ville være meget lettere at få nogle flyttemænd - ingen af os tør sige nej, men seri, hvorfor lige i december?? (Hun har igen sagt til s, at hun vil hellere give os 1000 kr end at betale flyttemændene, øhh ja, igen er det bare ren snak, fordi det sker fucking aldrig. Det er ikke fordi jeg er egoistisk og tænker på penge, men når hun lover det inden og ikke en skid selv laver+kritisere en, så gider man bare ikke). Og når ja, oveni alt det her så har hun spurgt om jeg vil til udlandet og “pleje” hende, da hun vil have lavet patter og næse :)) (Hun ved jeg har ville have lavet næse i fucking lang tid - jeg har sagt det før hende hun fik det lavet, men nu vil hun igen). Ja, de rige har mange glæder. Hahaha, joke, fordi hun har sagt hun ikke har så mange penge til julegaver i år (yeah right, det fordi du er så fucking egoistisk og vil lave patter, selvom de ikke fejler en skid). Jeg har sagt nej til at tage med hende i udlandet, og hun tager ikke et nej, hun blev fucking sur. Og ved I hvad? Hun sagde “jeg betaler hotelopholdet, så kan du betale din egen fly, fordi hotelophold er ret dyrt og det er fly ikke” ER DU SERIØS?? ER DU SERIØS B??????????? Tror hun jeg er dum? Jeg har søgt på det og så dyrt er hotelophold ikke og det sted du skal hen b, der får du det med oveni din næseoperation og det... Jeg har INTET arbejde (hvilket hun også kritisere mig for hele tiden), så hvordan fanden skal jeg betale for en rejse? Er du dum?? Kan I godt forstå hvor træt og irriterende man bliver? Jeg har ikke overskuet en skid og har taget 10 kg på pga. alt det her lort. Oveni alt det med min bror, så skal jeg høre på min søsters brok. Jeg ved godt jeg kan lyde led, men hun er så manipulerende mod mig. Jeg kan lige lave en liste, så I kan forstå mit had mod hende; - Okay, som sagt har hun ikke råd til dyre julegaver, men vi har aldrig givet brugte julegaver! Jeg har sagt til s, hvad jeg ønsker mig og det er virkelig billigt (tøjstativ til 89 kr til når jeg skal flytte) ikk’, fordi jeg er pisse ligeglad med gaver i år og aner ikke hvad jeg vil have. B har så spurgt s om de skulle købe sammen og jajaj, det er fint ikk’, men så siger b fandme “amen hun kan bare få min, fordi jeg har sådan en tøjstativ?” (ja, som er ødelagt kvindemenneske og kan sgu da godt selv købe det senere hen, gider ikke have brugte ting, er du mærkelig?) S bliver også sur på b og siger at de også skal finde mere end det, da de jo ikke kun skal give for 89 kr eller hvad det nu koster.. B kan slet ikke forstå det og bliver også irriteret. - Hun havde også spurgt min mor om de ikke skulle købe julegaver sammen i år (fordi jeg faktisk havde sagt nej til hende, da hun før har snydt mig for penge, når hun købte gaverne og det gad jeg ikke i år.. Har ingen penge, men min mor låner mig, så skylder jeg hende bare, jajaj.. Det er altså første gang det sker). Men ja, b spørger så om de ikke skal give s’s kæreste en gave (og han er mega rig og giver dyre gaver tilbage, hvis man giver ham - ja b er smart hva’?) - min mor synes det lyder som en god ide, men så siger b så “men kan du ikke stå for gaven?” er du seriøs b?? Min mor har ikke mange penge i år, klamme so. Du bruger alle og spare der hvor du kan, nærige kælling. - Dermed har hun også stjålet 2000 kr fra mig engang og brugt det på tøj - Hun har stjålet dyrt mac make-up - Hun bagtaler min familie til mig og omvendt :)) - Dermed er hun blevet sur over jeg gav min niece noget make-up og ikke hende, fordi hun havde spurgt mig (lol, sjovt, hun har nemlig stjålet mit make-up før...) Men det skal lige siges, at min niece fik mit make-up INDEN min b havde spurgt mig. - Hun havde spurgt mig “kan jeg få noget make-up du ikke bruger?” øh nej bitch, og min anden søster og min mor havde også spurgt om julepynt. Ja, hun tog endda min mors dyre julepynt, er hun ikke sød? <333 - Dermed har hun selv pisse lavt selvværd ikk’ og hun kan blive utrolig hurtig jaloux, f.eks. på hendes ekskæresters nye kærester og hvis hun ser en flot pige på insta, så kan hun finde på og kritisere nogle fejl pigen har. Altså, har du ikke andet og gå op i? Kan godt forstå din sidste kæreste slog op, fordi du var så jaloux og hele tiden skulle læse hans beskeder osv. Hun er like “ej, synes du hans kæreste er flottere end mig?” please stop. - Hun har sagt jeg er tyk, burde spise sundere, gør grin med mig når jeg æder usundt, sagt jeg skulle lave squats og farve mit hår ?!?!? Øhh okay? Tak :) - Førhen da hun boede hjemme, så ville hun låne mit nye tøj og det ødelagde hun i byen, men benægtede det.. Jeg måtte aldrig låne hendes tøj, men når jeg endelig måtte vælge selv, som hun sagde, så tog hun tre trøjer frem og spurgte mig “hvilken en ville du have?” (Den første havde hul i, den anden var beskidt og fucking kikset og den sidste havde en grim skrift type på, altså tror du jeg er et barn??) - Når hun kommer besøg herhjem til os, så skal hun behandles som en prinsesse. Hun bliver sur hvis vi ikke har lavet noget godt til aftensmad, men når vi kommer og besøger hende skal vi selv betale vores eget mad. (Til nytår kommer hun f.eks. ikk’, også spiser hun og er med det samme ude, hun tænker kun på og få mad her). - Hun bagtaler min mor og jeg til s og siger at vi er fucking deprimerede at være hos. - Da jeg gik i gymnasiet gjorde hun grin med jeg ingen venner havde og var like “skal du ikke snart i byen?” Hun forstår intet. Jeg har haft 3 år i helvede og det bare fordi hun har været vant til at være populær i skolen. - Hun gør grin med jeg ingen kæreste har haft endnu og siger jeg vil ende alene, og det er faktisk min største frygt. Vil meget hellere dø som ung så. - Jeg har også været til psykolog for at tale ud med alt det her, eller det var bare sådan en lorte skolepsykolog og jeg løj. Jeg er bange for at græde når jeg fortæller alt og min søster fatter bare intet. Jeg tog heller ikke med til sidste skoledag, hvor de er ude og køre studenterkørsel og det kunne min søster slet ikke forstå+min daværende “bedste veninde” skulle forestille sig at være der hos mig, men hun var også bare en so. (Hun var lidt ligesom min søster, sagde hun var flottere end mig like everyday, sagde jeg var tyk og gjorde grin med jeg var blevet overfaldet og voldtaget foran alle, men ved ikke hvorfor jeg så blev hos hende? Jeg havde jo ikke andre, men først var hun pisse sød, så mega led, så sød osv. Altså, mega manipulerende du ved?) Jeg har virkelig fået trust issues efter de 3 år og føler ikke jeg kan stole på nogen længere og hvis nogen siger “ej du virker sød” eller “du ser sød ud” eller “du er flot”, så venter jeg på det der “hahahaha, joke”, fordi jeg synes jeg er fucking grim og især da jeg har taget 10 kg på. Førhen var det min krop jeg kunne blære med, men nu er det intet. - Hun siger tit til mig “ej, jeg føler mig ond når jeg kan købe så meget og mor og s ikke har så mange penge ://” ØH OKAY BITCH, gør noget ved det?? F.eks. kritiserede hun vores mors møbler og det gjorde jeg også, men jeg var kun på SU og købte fucking alle nye møbler. Hvad har s gjort? Intet og hun har flere penge end jeg har, men nok om det. - Hun er tre år ældre end mig, men b ser stadig s som den ældste og den ansvarlige og blah blah blah. Så b hjælper aldrig til, f.eks. giver penge eller mad eller bidrager som vi andre, og bagefter siger hun uskyldigt “ej føler mig ond når jeg har købt pisse dyre møbler og I intet har”, øh okay, du kommer her og klager over du ikke får det bedste mad, men du æder os ud af huset og når vi skal komme hen til dig,s kal vi selv have penge, altså hva’ fuck er det for noget nærige bitch. Du er så egoistisk og tænker kun på dit udseende og har ikke andet og gå op i når vi andre har rigtige problemer. Jeg kan ikke magte mere og føler det som om jeg bliver tvunget til noget jeg ikke gider når jeg skal være sammen med hende - ja hun kommer her i morgen, wuhuuu..... Sorry for tastefejl osv. magtede ikke og rette det og der er nok ingen der læser det her alligevel, det er bare til mig selv.

#tanker #skulle lige ud med det #ved godt det er spurgt #men jajaj

0 notes

9000running · 8 years ago

Photo

Jeg ser dem overalt i København. Mænd og kvinder, der diskret, men alligevel åbenlyst bærer det tydelige tegn på, at vi sammen deler noget stort. Vi bærer den hvide pose over vores skulder som et hemmeligt håndtryk til en loge. En hvid pose. Den hvide pose. Det kan virke tilfældigt. Det er det ikke. Jeg passerer dem på gaden, men lader mit blik hvile på dem et øjeblik. Jeg vurderer dem. Måske får vi øjenkontakt og jeg forsøger måske at signalere til dem med mine øjne, at vi er fælles om det her. Et lille nik, der måske gengældes. Jeg begynder at spekulere på, hvad der har bragt dem til lige dette øjeblik. Hvilke hændelser i deres liv har gjort, at de i morgen løber 42,195 kilometer? Hvad er deres historie? Deres marathon-historie. Fortællingen om, hvordan de besluttede sig for at se denne udfordring i øjnene. Er det resultatet af flere års tilløb og forberedelser eller en spontan beslutning? Hvilke tanker gør de sig? Hvad tænker de, når de ser mig? De tænker vel det samme, som jeg selv gør, når jeg ser mig i spejlet - at jeg ikke ligner den typiske marathon-løber. Det gør jeg heller ikke! Men marathon handler ikke kun om at løbe. Eller også gør det? Det er ikke en kamp mod benene. Det er en kamp mod hovedet. Den kamp er jeg god til. Den kamp kan jeg vinde. Kampen, hvor man graver dybt i sit indre og finder de kræfter, der ikke eksisterer. Kampen, hvor man bider smerter i sig. Æder den. Æder smerten råt! Den kamp er jeg god til. I morgen kæmper jeg den igen! Kampen mod hovedet og med benene. 42 lange, vilde, fantastiske, smertefulde og ufatteligt smukke kilometer i Københavns gader! Jeg glæder mig til at se Jer allesammen derude! #løb #løber #løbetræning #run #runner #runners #running #runnershigh #runnerslife #happyrunner #aarun #marathon #halfmarathon #instarunners #nevernotrunning #runnerscommunity #runnersworld #løbetur #cphmarathon #training #vægttab #weightloss #hechmannrunning #runhappy #workout #runnerscommunity #motivation #instarunner #runitfast #fitness @loberen @hechmannrunning @aalborgrunners

0 notes

dagdroemme · 7 years ago

Text

Hvordan kan det være, at du først er ked af at have mistet mig, efter du er blevet snuppet i at være mig utro? Hvorfor lod du ikke bare være, hvis du fortryder det så meget? Hvad i: “jeg går fra dig, hvis du nogen sinde er mig utro”, forstod du ikke? Troede du at det var for sjov? Troede du ikke at jeg ville gøre alvor? Er det først nu, at det går op for dig, hvad du har mistet? Havde du regnet med at jeg ikke ville finde ud af det? Havde du regnet med, at jeg ville tilgive det? Havde du regnet med at jeg ville se mellem fingrene? At jeg stadig ville kunne være sammen med dig? Nok tillod jeg dig meget, men jeg er ikke dum. Gud må vide, hvor meget jeg var villig til at ofre, for at kunne være sammen med dig. Du var mit et og alt. Du var hele mit liv. Jeg gav dig alt. Du var mit livs kærlighed. Jeg elskede dig over alt på hele jorden, trods alle dine mangler, og dem var der rigtig mange af. Jeg fandt mig i din mishandling, fordi min kærlighed til dig var større end universet. Du var min sol, måne og alle stjernerne på natte himlen. Du tog det hele for givet. Du forrådte mig noget så grusomt. Jeg har være døden nær, kærtegnet den som en god ven, for at komme videre og over dig. Og når jeg endelig, efter en måned i fordærv, hvor jeg er blevet ædt op af hjertesorg, forræderi, bitterhed, og had, kan du ikke give slip. På trods af at du er sammen med skøgen, kan du ikke give slip. Det er næsten synd for hende. Hun holder helt sikkert lige så meget af dig, som jeg engang gjorde, og alligevel er det mig du tænker på. Det er kun næsten synd, fordi hun vidste, at du var en taget mand, en forlovet en af slagsen. Jeg håber at det æder dig op. Jeg håber at du aldrig bliver i stand til at sove, og kommer til at ærgre dig resten af livet. At din største fortrydelse var, at jeg skred. Skred efter at du havde trådt og skidt på mig i næsten to hele fucking år. Det er min hævn. Nu er det dig som bliver trådt på. Dig som kan undre dig over, hvad jeg går og foretager mig, og ikke forstå at jeg ikke giver en fuck. Du ligger som du har redt. Hvor end jeg gerne ville have en fremtid med dig, og leve mine sidste dage sammen med dig, så kommer det ikke til at ske. Det ville slå mig ihjel, du ville slå mig ihjel. Det lykkedes dig næsten. Jeg var din og kun din. Nu er jeg fri, og føler at jeg kan trække vejret igen og se mig omkring. Så giv slip, lad mig være. Hold op med at skrive til mig, hold op med at kontakte mig. Du har dræbt vores forhold, dræbt vores børn. Mit værste mareridt gik i opfyldelse, men det gjorde dit også. Mit var at du var mig utro, og dit var at jeg forsvandt fra dig. Hvis du ikke havde puttet din pik op i skøgen, så havde jeg stadig været din. Så ville jeg være hos dig nu. Og det er vel nok det som først er gået op for dig nu. At det bedste du nogensinde har haft i hele dit liv, gik tabt fordi du ikke kunne forandre dig. Jeg vil aldrig nogen sinde se dig igen, og jeg håber at jeg aldrig nogen sinde møder dig i livet efter døden. Må den større kræft straffe dig som du har fortjent. Du brød noget helt særligt, og for det må du lide.

0 notes