#selvrefleksion | Explore Tumblr Posts and Blogs

blokmusik · 4 years

Text

De bedste fra musikåret 2020

25.

Scirocco

Jonathan Johansson

Samfundsdiagnostisk øjebliksbillede af en mand i et Sverige, der veksler mellem kærlighed og fortabelse og en ubekendt følelse af idiosynkrasi over samtiden. Mit store forbillede er gået planken ud og gået full on på kunstneriske ambitioner, der siden mesterværket Lebensraum! har været lidt af svingende kvalitet mellem sine udgivelser. På Scirocco er minimalisten stadig pop, men legesygen har fået et nyk opad og har givet mig et håb om at han agter at forblive relevant ind i det nye årti.

24.

After Hours

The Weeknd

Ét af 2020s allerstørste popsucceser bør også nævnes på denne liste, eftersom Tesfaye for første gang siden debuttrilogi har bevist, at han er et popvidunder, der skal tages seriøst og stadig har ambitioner.

23.

Your Hero Is Not Dead

Westerman

Et solidt vidnesbyrd om hvordan old-school influencers som Arthur Russell og Mark Hollis stadig kan bidrage til nye musikretninger, der nok trækker på fortiden, men samtidig peger fremad. Den unge englænder Westerman, der har været hypet lige siden singlen Confirmation tilbage fra 2018, har på sin første fuldlængde skabt et friskt, melodisk og bjergtagende univers der tåler mange genlyt.

22.

Notes On A Conditional Form

The 1975

I modsætning til nogen af bandets tidligere plader, da har de på denne samling af noter første gang valgt at give en lytteroplevelse til introspektion. Til lockdown-fester på soveværelsets dansegulv, til hovedtelefonerne på en mennesketom middag midt i København. På den 22-lange sangkollektion skifter tempoet, humøret, temaerne og stemningerne ofte, men det til trods er jeg som lytter alligevel blevet forbavset over hvordan pladens rutsjetur minder forbavsende meget om de sindstemninger og oplevelser jeg selv har været igennem i 2020. Det er ambitiøst som bare pokker, så derfor fortjener denne ellers lidt kritiserede fjerde skæring fra The 1975 selvfølgelig den anerkendelse den med rette har gjort sig fortjent til.

21.

What’s Your Pleasure

Jessie Ware

Jessie er for første gang i mands minde i storform, hvor dramaet, intensiteten, nostalgien, dansen og længslen lyder som havde hun opfundet det selv. Det er enigmatisk, lummert og dansevenligt som bare fanden.

20.

Women in Music Pt. III

HAIM

Fra tre chicks, der bare altid ved hvor skabet skal stå, har de langt om længe skabt det mesterværk de (altså bandet helt sikkert selv) har sukket længe efter. Selvom man som lytter mærker en langt mere tilbagelænet tilgang til både produceringen og sangskrivningen, da er der på hver eneste sang alligevel en langt større bredde i både udtryk og inspiration. Dette er med til at skabe en større robusthed og følelse af nærvær log overskud, hvilket til sammen har skabt en langt mere apperellerende vindue til deres univers end deres, nuvel rigtig fine, tidligere udgivelser, der dog alligevel godt kunne blive en kende ensformige i al deres vellyd. Women in Music Pt. III er mere faretruende, voluminøs og rocket, hvilket i den grad klæder søsterkollektivet fra Californiens vestkyst.

19.

Tårefilm + Cobid 20

Bisse

Som om et hav af konceptalber ikke var nok, så valgte Bisse atter engang at skabe hele to af slagsen i løbet af 2020s corona-tunge tilstand af mismod og glimtvise momenter af glæde, der på Cobid 20 lød fabulerende og eftertænksomt, men aldrig kedeligt, mens Tårefilm var en indadvendt lillebror, der dog alligevel åbnede sig op som et himmelskib over tordnende skyer af forlist forelskelse.

18.

Shore

Fleet Foxes

Hvad der nu er blevet Robin Pecknolds soloprojekt er samtidig også blevet til et mere raffineret og luftig lydlandskab, der på Shore i den grad har fået luft under vingerne og skabt en fornyet varme og ejendommelig eventyrlighed, der som solens første stråler mildner sindet og skaber små håb om morgendagens komme.

17.

Untitled (Rise)

SAULT

Fjernt fra utopien om en fredfyldt verden, har britiske Sault skrevet protestsange, der er noget af det mest konfrontatoriske og livsbekræftende soul udgivet i en tid, hvor der er mest brug for det.

16.

Alletiders

Alle

Hvorvidt Natal Zaks har været bevidst om det eller ej, er ikke til at vide. Men faktum er at han under Alle-aliasset har skabt noget, der bedst af alt kan betegnes som dansk popmusik, der ikke rigtig lyder som noget andet. Navne som Arthur Russell, John Maus og Ariel Pink rumsterer rundt derude, men forbliver samtidig blot inspiration, men er samtidig kunstnere, der husker at amatørisme og eksperimentalisme i det små kan skabe små mirakler. I sandkassens nok barnlige - forstået i sin mest positive form - men urimeligt ærlige banaliteter og leg har han skabt bristende kærlighedshistorier, der næsten er så hjerteskærende i deres oversimple tydelighed, at uskylden ikke er til at bære. En ungdomsplade, der er så sart, uhøjtidelig og poetisk, at de små minder, der bliver strøget udover pladens 53 minutter, næsten føles lige så virkelige som ens egne. Lige fra den første forelskelse, de mange gange man følte sig genert overfor en man syntes om, til den første fest bliver man mødt i øjenhøjde og inviteret ind til en ungdomsfest fyldt med selvrefleksion over ens egne minder om pinlige episoder og forsømt kærlighed.

15.

Græ

Moses Sumney

Rammende direkte hovedet på sømmet, har Moses Sumney givet sig i kast med at omfavne rummet mellem det binære og stiftelsen af en ny selviagttagelse, der gør ham i stand til at rejse sig op fra støvet og opdage dybere erkendelser af sig selv. Skåret ind til benet, så kan Græ nok bedst beskrives som en underskøn udmattelseskrig, der munder ud i en stille udånding langt nede i den undergrundsdybe erkendelsesproces om kunstneren selv.

14.

Fetch the Bolt Cutters

Fiona Apple

Hun er enmandshær, der med skønsang, et kilometerlangt katalog af visioner, detaljer og ideer har været i stand til at kanonisere hendes musikalske karriere for eftertiden. Bolt Cutters vil uden frygt, skam og med litervis af arrigskab, kærlighed, kaos og uendeligt meget mere give lytteren en ravruskende øjenåbner, der som et *pling* efter en gennemlytning kan belønne dig med ét af de mest sansende albumoplevelser du kommer til at mærke i lang tid.

13.

Dark Matter

Moses Boyd

Innovativt balancerende mellem et væld af urbane genre som soul, UK garage, afro, hip-hop, grime og jazz har den britiske trommeslager, producer, komponist og DJ blandt meget andet ved navn Moses Boyd formået at sætte en kurs for jazz-scenen i et land, hvor jazzen aldrig har lydt mere interessant end før. En kalejdoskopisk rumrejse af stemninger og dansable lydbølger, der takket være en kollektivistisk indsats før eller siden rammer jorden og vil skabe skælv i jazz-undergrunden, hvis ikke han allerede er i færd med det.

12.

Third

Liss

Efter to vellykkede forsøg på at skære ep-formatet til med blot få, men til gengæld uhyr vægtige pophits, har Liss på trilogi-afslutningen Third ramt plet med en mere referencepræget, men fremfor alt moden sound. Der er nik tilbage til 00ernes kåde indierock på “Waste of Time”, hvor “Another Window” giver associationer til Tame Impalas spacede synthunivers, mens “Off Today” viser deres mere introspektive sider. Det har været ren lykke at få dem tilbage.

11.

Songs & Instrumentals

Adrianne Lenker

Genskaber følelsen af kærlighed og sorg på en ny måde, der skræmmende enkelt udfolder de mest komplekse drømme og abstrakte billeder indspillet i hvad, der banalt kan kaldes sange, men nok nærmere bør døbes afmålte stykker af pure hjertevarme og skønhed, der sjældent har lydt så personligt i lang tid.

10.

La Vita Nuova

Christine and the Queens

La Vita Nuova er et konceptuelt unikum bragt til verden af en popdronning som få andre, der efterhånden kan siges at have skabt sin egen Chris-æra i pophistoriens stadigt ekspanderende dynasti. Chris får på bare få sange kondenseret indtil, hvad der mærkes som et slag i maven, mens hun i næste øjeblik blidt hvisker dig i øret, springer højt op i luften og smiler uforfærdet mod det ukendte. En imponerende bedrift, der med ‘People, I’ve Been Sad’ illustrerer håbløsheden som hele 2020 har været tynget af, men også løfter låget op for en vilje til at ville gå igennem ild og vand for at være sammen med den eller dem man elsker allerhøjst.

Healing Is A Miracle

Julianna Barwick

Når katarsis kan fremtvinge noget af det bedste ambient i lang tid, der kan vække mindelser om ambiente hjørner fra Boards Of Canada eller

Skinned

ML Buch

En moderne ode om digitalt kærlighedsliv, der visner hen til finger-swipes på skærmen fremfor hud. Med hendes androgyne 80er referencer blendet sammen med et hypermoderne synthfantasia rammer Marie Louise Schou Buch lige ind i et af 2020s fremmeste emner, mangel på kontakt. Drømmen efter fysisk begær og nærhed, der clasher med smartphoneskærmens personaer i dating-apps, man ikke ved om er virkelige. Skinned er frygteligt vanedannede at lægge øre til, nærmest ligesom huden i de apps hun sukker efter, men tilsyneladende må drømme længe efter.

1 Dag Er Vi 1 Minde

Barselona

Nok lyder bandet langt ældre, end de i virkeligheden er. Ikke desto mindre har Barselona på deres tredje fuldlængde kreeret nogle forbandet slidstærke popsange med melodier, der ikke er til at tage fejl af. Forelskelse og afmagt råber i hver en afkrog af pladen, og de temaer løfter de op til at blive lige så universelt vedrørende som da Nikolaj Nørlund smaskforelsket sang om sin kærlighed i Kongens Have, da Jens Unmack tænkte at kærligheden varer ved forever eller da Lars H.U.G sang om at han jo elsker sit hjertets udkårne for evigt. Pladderromantisk eller tåretrillende? Jeg elsker det i hvert fald.

Miss Anthropocene

Grimes

Idiosynkrasi lige i smasken svejset sammen med hendes eklektiske øre for den gode melodi har skabt et under af klimahits, der åbner nye døre for hendes lysårsfremtidige pophjerne.

Danish Crown

Søn

Sikke et år for dansk musik! Som kirsebæret på toppen har vi Søn, en slags artrockens enfant terrible, der hverken har lyst til at være de full-blown gakkede eller de arrogante pop-boys, der efterhånden er nok af allerede. Politiskeklatant som få andre, vedkommende og kreativtsnørklet formår bandet at indfange de frygteligt mange paradokser som vi som individer og samfund tumler rundt med. En højtrøstende kritik af den enøjede Københavner (*host* mig selv), der kan gå uvidende omkring i en rus af rendyrkede privilegier, for dog at glemme flygtningestrømme, millionvis af slagtesvin som går bort hvert år, drivhusgassernes tiltagende konsekvenser for menneskeheden. Tilsat en provokerende dosis kontraster mellem ulykkelig kærlighed og klæbende kærlighed kontra en herligt forfriskende ironi og selvbevidst stillingtagen til verdens gakgak og galimatias bliver man underligt rundtosset, men samtidig også en lille smule afklaret i alle dets mange spørgsmål og opråb.

Inner Song

Kelly Lee Owens

Mit ultimative COVID-19 soundtrack. Om håb, ensomhed og den bittersøde glæde ved at komme videre. I et stramtkurateret landskab af lige dele ekstatisk eskapisme og eftertænksomhed kan man blive hengivet til en sjælden helende oplevelse. Som en geologisk udforskning af verdens indre og ydre bliver man i et emotionelt under af tankespinderi og klubnoder hevet med ind i Owens’ inderste indre. Et kunstnerisk kvantespring fra en komponist jeg glæder mig så umådeligt meget til at opleve, så jeg ikke kan vente, men hellere vil drage til en corona-fri second-reality hvor rave og live-koncerter stadig pågår lige så ofte som regnen falder over England.

Heaven To A Tortured Mind

Yves Tumor

Sean Bowie er blevet en androidisk glamrockstjerne, der har skabt et musikalsk væsen af et album, en kropslig shapeshifter, der udkrystalliserer de mest forunderligt himmelhøje, transcendentalt soniske, pompøst afhængighedsskabende og tapetklistrende kærlige sange jeg har hørt i flere år.

The Slow Rush

Tame Impala

For en fangirl som mig, så har The Slow Rush åbnet sig op som en kraft, der kan få mig til at gispe efter vejret, i et vekslende loop mellem frigørende vægtløshed og en uvished for hvad fremtiden vil bringe. En langsomt brusende tilstand af ekstase bliver undfanget allerede kort inde i første akt, ‘One More Year’, der som én blandt mange vidner om artist, der kan skabe brudfaste guitarvægge i et verdenskammer af mega-pop og tilsandede slotte gemt for omverdenen. En perfektionistens auteur, der stadig står dugfrisk og relevant, til trods for at overgåelsen af Currents var lidt af en mundfuld, fastslår han til stadighed at kunne puste nyt liv i euforiens musikalske kringelkroge.

Suddenly

Caribou

Den måske mest ligefremme udgivelse fra lydmagikeren Dan Snaith, der efter fem års arbejde har trukket familiesorg og evig kærlighed midt ind på albummets oplyste scenegulv. Det er lutter smukke melodier fra én af vor tids største elektroniske musikere, der til stadighed strækker spændingsfeltet mellem dybtfølt personlig intimitet og himmelstræbende eufori. Mellem eksperimentering og dansegulv. Efter utallige lydt er og bliver Suddenly den mest slidstærke udgivelse fra et år, der for nogens vedkommende helst bare skal glemmes. Men samtidig viser musikåret 2020, at ud af længsel og krise kan kunst blomstrer, give os tårer på kinden og noget at tænke over.

Boblere:

Four Tet: Sixteen Oceans / Dua Lipa: Future Nostalgia / U.S.Girls: Heavy Light / Run the Jewels: RTJ4 / Rina Siwamayama: Savayama / Freddie Gibbs & The Alchemist: Alfredo / Fontaines D.C.: A Hero’s Death / Jessy Lanza: All The Time / Roísín Murphy: Roisin Machine / Phoebe Bridges: Punisher / Sufjan Stevens: The Ascension / Waxahatchee: Saint Cloud: / The Soft Punk Truth: Shall We Go On Sinning So That Grace May Increase / Loke Rahbek: Elephant / Crack Cloud: Pain Olympics / YAEJI: WHAT WE DREW 우리가 그려왔던 / Against All Logic: 2017 - 2019 / Charli xcx: How I’m Feeling Now / Schultz & Forever: Declaration of Love / The Strokes: The New Abnormal / King Krule: Man Alive! / Perfume Genius: Set My Heart on Fire / Oneohtrix Point Never: Magic Oneohtrix Point Never / William Basinski: Limitations

Værd at nævne:

Athletic Progression: Athletic Progression / Jay Electronica: A Written Testamony / Bill Calahan: Gold Record / Actress: Karma And Desire / Jamie xx: Idontknow / DJ Python: Mas Amable / Soccer Mommy: Color Theory / James Blake: Before EP, Covers EP, You’re Too Precious, Are You Even Real, Godspeed / Beatrice Dillon: Workaround / J Hus: Big Conspiracy / Schultz & Forever: Declaration of Love / Bullion: We Have A Good Time / GRETA: Ardent Spring / Clarissa Connelly: Holler / Astrid Engberg: Tulpa / Taylor Swift: Folklore /Destroyer: Have We Met / Thundercat: Is It What It Is / Lil Uzi Vert: Eternal Awake / First Flush: Ånder Du Nu, Vildgæret Ensomhed

Efter denne tekst er blevet skrevet, er The Avalanches netop udkommet med opfølgeren We Will Alwayws Love You til genopstandelsen Wildflower, hvilken også bør fremhæves.

Af Jens Bjørn Grelck, 2021

#musikåret2020

0 notes

kulturformidlet · 6 years

Text

Hverdagsmagi og livlig fantasi

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på Teateravisen.dk

Med stor respekt for Gunilla Bergströms originale Alfons Åberg-univers, giver Comedievognen den svenske børnebogsklassiker en ekstra tur i manegen med en charmerende opsætning om den lille raske dreng og hans godmodige, tålmodige far. Stykket emmer af nærhed og indlevelse, og man mærker en stor forståelse for målgruppen, der æder det hele råt med stor entusiasme.

Lyset slukkes i salen, der er godt fyldt med flyverdragter og forventninger. Alle venter spændt på vores hovedperson, men først er alt vi hører rungende trin fra lejlighedsopgangen og en dør i låsen til tonerne af Georg Riedels klassiske kendingsmelodi. Lige så genkendelig som Jan Johanssons Pippi Langstrømpe-sang (de kan noget de svenske jazzmusikere) slår den fejende fine jingle stemningen an.

Alfons Åbergs verden er på en og samme tid hverdagsrealisme og børnepoetik, og det er med milde, nostalgiske øjne, man som voksen tager imod ham, som han dygtigt dukkeført af Thomas Knuth-Winterfeldtvimser ind på scenen og straks begynder at lave ballade.

Underbukser i fryseren Alfons har været ude at købe ind med sin far, og nu skal varerne lægges på plads. ’Hver ting til sin tid og alting på rette plads’ erklærer den gemytlige far (Niels Jørgensen)som et højtideligt lille mantra, men når torskerogn bliver til fiskekuttere, flåede tomater er kanonkugler og spaghettien agerer slimede regnorme, er det selvfølgelig ikke så lige til at få lagt på plads i god ro og orden.

Børneleg og -logik overfor den rationelle voksne og ombytning af disse roller udgør en stor del af handlingen. Publikum morer sig kosteligt over Alfons’ livlige fantasi og faderens forsøg på at holde det hele lidt i snor. Ikke mindst når faderens distræthed slår igennem og der – igen med god lyd – høres mystiske dryp inde fra soveværelset. Underbukserne er på en eller anden måde havnet i fryseren, og nu ligger isen og smelter i soveværelset.

’Ih hvor er jeg dum altså’ udbryder faderen, og Alfons gentager prompte ’Ih hvor er du dum altså’. Det unge publikum forstår så udmærket forskellen mellem hans godmodige selvrefleksion og Alfons’ frække konstatering, og hele salen sprutter af grin.

På samme måde fungerer det godt blandt de voksne, når Alfons klagende konkluderer; ’Det er altid mig der skal rydde op. Og det er også altid mig der skal rode.’

Lidt alvor midt i det sjove Det andet handlingsspor i stykket tilfører lidt alvor i det hyggelige univers. Konflikten nede i gården med den forsigtige Per, som Alfons kommer til at slå i arrigskab over noget, der viser sig at være en misforståelse, skildres skarpt.

Aldrig så snart er skaden sket, før brødbetyngelsen drejer munden helt skæv i Alfons’ overdimensionerede hoved. Både følelser og tanker hvirvler rundt indtil han endelig – efter mange krumspring – får sagt ordentligt undskyld. Dertil er den lille Per en kostelig figur med alle sine hæmninger og bekymringer. Han bliver bævende nervøs via Niels Jørgensens virrende dukkeføring, og igen med et nik til os voksne er dette gemyt tydeligvis tillært; ’Mine forældre siger jeg skal passe på’ forklarer han Alfons, der prompte spørger ’På hvad?’ – ’Det ved jeg ikke. Det har de ikke sagt noget om.’

Tro mod bogforlægget Udover de gode replikker og den åbenlyst effektfulde komik er en af kvaliteterne det stille tempo. Alfons’ udfordringer og overvejelser får tid til at udspille sig, og stykket skal have ros for også i dette henseende at være vældig tro mod sit bogforlæg.

Det fungerer også i teaterform virkelig godt til målgruppen, og derfor bliver det en styrke, at der ikke er så meget nyt under solen. Undertegnede savnede dog den usynlige ven Svipper lidt - og faderens pibe ganske meget.

Musikken og de gode lydeffekter måtte også gerne have fyldt mere, da de øger magien så betragteligt. Som da faren forbarmer sig og leger med selv og ender med at blive aldeles grebet af svævebanelegen i stuen. Musikken forstærker flot dette fine far-søn moment, der i al sin enkelthed får os til at smelte.

Det er godt gået, og Alfons, den gamle 70’er-figur, lever fornemt videre i hjerterne hos nutidens børn med denne fine børneforestilling.

Af: Gudrun Hagen

FAKTA Comedievognen: Alfons Åberg - Forfatter: Gunilla Bergström. Instruktion: Bo Bertram. Scenografi: Svend Hangaard. Musik: Niels Jørgensen / Georg Riedel. Medvirkende. Thomas Knuth-Winterfeld og Niels Jørgensen. Aldersgrænse; 3-8 år. Varighed; 45 minutter. Turneforestilling. Set 9. marts på Frederiksberg Hovedbibliotek (hvor Alfons’ lejlighed også var stillet op til fri leg i børnebiblioteket). Forestillingen spiller også på Aprilfestival 2019 (www.aprilfestival.dk) i Hjørring. www.comedievognen.dk

#alfonsaaberg comedievognen teateravisen #teater

0 notes

wilsonalme · 6 years

Text

KONCEPTUAL BILLEDKUNST PRAKSIS SOM METODE FOR TEATER

BARBARA WILSON & ROLF ALME

KORT PROJEKTBESKRIVELSE:

Vi ønsker at udvikle en metode til iscenesættelse af teater baseret på konceptuel billedkunstpraksis. Gennem en sådan konceptuel metode vil billedet ikke i sig selv nødvendigvis være forestillingens eller den enkelte scenes optimale kommunikationsstrategi. Det kan lige så godt være musik, video, dans, en koreografi, ny tekst eller psykologisk baseret skuespilkunst. Vi kalder disse forskellige formudtryk ”sceniske strategier”.

Udsagn:Konceptuel billedkunstpraksis som metode for teater inddrager konceptuelle kompositionsprincipper i hele iscenesættelsesprocessen og styrker derved forestillingens samlede, formale og kommunikative udtryk.

Vi tænker: Tekst som form Rum som form Komposition som form Tid som form Spillestil som form Dramaturgi som form

Planlagt startdato: 01.02. 2019 Planlagt slutdato: 30.04. 2020

PROJEKTBESKRIVELSE:

I en tid, hvor informationsteknologien og medierne i større og større grad benytter billeder, ikoniserede billeder og konceptuel tænkning (se Cobblestone-bilag X)som grundlag for kommunikationsstrategier, er det væsentligt, at teaterkunsten udvikler et bevidst og analytisk funderet forhold til koncept- og billedbrug.

Teaterkunsten, som vi primært kender den, er tekstbaseret. Det vil sige, at en forestilling er baseret på et manuskript, og at skuespilarbejdet fokuserer på at formidle denne tekst på en psykologisk genkendelig måde. Vores arbejdshypotese er, at man ved at arbejde med tekstgrundlaget konceptuelt kan finde frem til sceniske billeder og aktioner, der kan erstatte dele af en tekst eller radikalt omforme teksten. I det traditionelle teater står teksten som noget, man ikke kan ændre, øverst i hierarkiet. Vi ønsker at få de enkelte sceniske elementer til at kommunikere på lige fod med hinanden.

Vi er af den opfattelse, at noget af den kompetence billedkunsten har på det konceptuelle felt, kan overføres til teatret, men ikke på et overfladisk niveau for nødvendigvis at tilføre teatret flere billeder, men snarere på et konceptuelt og strukturelt niveau i forhold til processenmed at udvikle en forestilling, således at de sceniske billeder, der vælges tillægges samme betydning som teksten. Med sceniske billeder mener vi ikke kun billeder som sådan, men at skuespillernes handlinger, de formudtryk som benyttes og forestillingens kommunikationsstrategi generelt har et bevidst forhold til den form og æstetik, som til enhver tid opstår på scenen.

For os betyder konceptuelt i forhold til teater, at man definerer et klart udsagn og et klart koncept for teksten og forestillingen som helhed samt for hver enkelt scenisk situation. Derefter undersøger man frit (uafhængig af teaterets konventioner) hvilke kunstneriske virkemidler, der er mest effektive for at fremstille hvert udsagn i relation til det overordnede koncept.

Tre konkrete eksempler på forestillingskoncepter skabt via konceptuel billedkunstpraksis:

”Medea” 1: UDSAGN: Et knust ægteskab medfører uoprettelige skader. BILLEDKUNSTNERISK KONCEPT: En kvadratisk glasplade som repræsenterer ægteskabet mellem Jason og Medea knuses. Når det skrøbelige glas er knust kan det aldrig repareres. Skuespillerne spiller forestillingen psykologisk realistisk på knust glas. Den konceptuelle sceniske strategi ligger i den konstante sammenstilling mellem materialet glas og den ødelagte relation.

”Medea” 2: UDSAGN: Kønsdominans- og diskrimination skaber konflikt. BILLEDKUNSTNERISK KONCEPT: To unge mænd siddende på to stole spiller Jason og Medea. Skuespilleren som repræsenterer Medea er udlænding og behersker ikke det danske sprog. Han bliver hele tiden korrigeret, noget som fører til reel irritation og aggression. Den konceptuelle sceniske strategi ligger i den reelle manglende sprogbeherskelse som metafor for kønsdominans.

”Macbeth”: UDSAGN: Vold avler vold. BILLEDKUNSTNERISK KONCEPT: Shakespeares mest voldelige stykke fremstillet som et computerspil. Forestillingen er komponeret som en sammenstilling af korte filmede sekvenser. Vi ser hvorledes billeder af vold bliver produceret. Den konceptuelle sceniske strategi ligger i den samtidige eksponering af både fiktion og realitet. Dette har en terapeutisk funktion.

PROJEKTET OG FORVENTEDE RESULTATER For at gør metodens anvendelighed meget synlig ønsker vi at tage udgangspunkt i klassisk tekst.

I KUV-projektet ønsker vi at arbejde med Shakespeare - ”Romeo og Julie”- og undersøge, hvorledes vi kan benytte en konceptuel arbejdsproces i omsætningen af teksten til scenen i et præcist scenisk sprog, der taler direkte til publikum (se mere under punkt 9). Vores antagelse er, at kompetencer indenfor en billedkunstpraksis gør det muligt at læse og at bearbejde den dramatiske tekst konceptuelt og ikke primært med et blik på psykologisk baserede relationer mellem karaktererne i teksten.

Vores konceptuelle teater skaber et eklektisk og tværmedial udtryk, hvor de sceniske elementer er ligestillet og sammensat, så en række nye betydningslag opstår.

AFGRÆNSNING

Vi ønsker at udvikle metoder for udvikling af forestillinger som ikke nødvendigvis opleves som billedteater, men hvor konceptuel billedkunstpraksis benyttes for at producere og udvikle forestillinger, der er baseret på klassiske tekster. Gennem en sådan metode vil selve billedet ikke nødvendigvis være den optimale kommunikationsstrategi for forestillingen eller den enkelte scene. Det kan lige så godt være en ny tekst, musik, en fysisk handling eller klassisk skuespil.

Der er også andre som arbejder i dette felt på andre måder: Christoph Marthaler, Robert Wilson, Achim Freyer og Johann Kresnik skaber eksempelvis alle et billedbaseret teater. De har forskellige æstetikker, men de har alle billedet som en grundlæggende kommunikativ strategi, vi baserer derimod vores undersøgelse på en konceptuelpraksis.

SAMFUNDSMÆSSIGEPERSPEKTIVER For at teaterkunsten skal kunne kommunikere effektivt med vor tids publikum – og ikke mindst med unge mennesker, som er vokset op i en billed- og konceptkultur – er det væsentligt, at teatret behersker de kommunikationsstrategier, som vores tid er præget af. Teaterkunsten har behov for at udvikle formmæssige (overlevelses)strategier, der integrere og udnytter ny teknologi, nye kommunikationsformer og tidens æstetik. En konceptuel billedkunstpraksis er et middel til at opnå dette mål, da det er en tværmedial metode, der optager og integrere samtidens teknologi, kommunikation og æstetik i scenekunsten.

KUNSTFORSKNING OG KUNSTNERISK FORMÅL

Vores kunstneriske udviklingsarbejde er i høj grad baseret på egen kunstnerisk praksis og dokumenteret kritisk selvrefleksion og analyse over denne praksis, der gør resultaterne og erfaringerne tilgængelige for studerende og fagfelt. Derfor er vores projekt ikke baseret på eksisterende akademiske værker om nærliggende problemstillinger.

Det forskningsmæssige slutprodukt bliver en analytisk dokumentation af processen og en formuleret iscenesættelses-strategi, som vil være tilgængelig for alle studerende på DDSKS. Det kunstneriske slutprodukt er en metode for tekstbaserede forestillinger, hvor de forskellige formelle elementer bliver noget andet og mere end blot en æstetisk ramme. Metoden rummer konkrete forslag til hvordan formelle sceniske strategier kan integreres i teksten og i tekstens dramaturgi og vice versa.

Mens Barbara Wilsons kompetencer er rettet mod en analytisk undersøgelse af fundamentale kompositoriske principper, er Rolf Almes faglige indsigt tilknyttet den konceptuelle iscenesættelse. Barbara Wilsons undervisning og mangeårige kunstneriske praksis fokuserer på billedsprogets kommunikationsaspekter og potentialer. Gennem video, malerier, tegninger, skulpturer, rumlige installationer, kompositioner i rum og kropslige relationer til rum har Barbara Wilson undersøgt rent formelle kommunikationsstrategier. Det er ideen om at form i sig selv har et præcist kommunikationspotentiale, der tilfører Rolf Almes koncept baserede teater et nyt perspektiv.

0 notes

benedigte · 4 years

Text

Et ABAB rim (26/3/20, dag 15)

Folk mener man skal opretholde en vis rutine Men jeg tager sgu lidt hver dag som den kommer Skal vi sidde og blomstre mens der bliver fundet en vaccine Gu’ skal vi ej, men bliv inde nu så vi kan komme ud til sommer

Tiden kan man bruge på lidt af hvert Så her er Benes guide til den fede karantæne Finde noget at lære som man synes er svært Sætte pris på alle de ting man kan opnå alene

Synes for eksempel det er skønt så meget som jeg sover Selvrefleksion er et andet godt alternativ Tiden kan man bruge på at tænke over Alle de dumme ting man har gjort i sit liv

0 notes

danskfagdidaktik · 7 years

Text

Et forløb – litteratur, sprog og medier

Emne: Identitet - selvfremstilling/selviscenesættelse

Formål:

- Dannelsesmæssigt: Kritisk refleksion over selviscenesættelse både egen og andres samt virkning af denne selvfremstilling

- Faglige mål

o Formidlingsbevidst

o Skriftlig/mundtlig udtryksfærdighed

o Analyse, fortolkning og perspektivering af fiktive og ikke-fiktive tekster

Indhold

- Litterære greb: Billedanalyse. Personkarakteristik.

- Sprogligt: Analyse af ordvalg. Semantisk analyse. Diskursanalyse

- Medie: Arbejde med sociale medier.

Materiale

- Andres facebookprofiler (kendte der anonymiseres) – elever skal gætte hvem det er

- Elevproducerede tekster i form af en facebook-profil af en fiktiv karakter

o Indhold i profilen: Finde profilbillede, like artikler, dele videoer m.m.

- Yayha Hassan-tekster

o Selvfremstilling i litterære værker (værklæsning)

o Selvfremstilling på sociale medier, bl.a. facebook (bruge facebook som overgang fra arbejde med egne profiler til Yayha Hassan)

o Selvfremstilling i tv-debatter m.m.

o Fremstilling af Yayha Hassan i forskellige aviser og tidsskrifter

o à hvilke konstruktioner er på spil?

Metode

- Produktion af facebookprofiler i par (pararbejde)

o Formål: Elever producerer facebookprofiler i par. Konstruerer en karakter. Aftaler på forhånd, hvilket indtryk af personen de vil give. Elever analyserer andet pars profil med særligt fokus på det indtryk personen giver. Intenderet indtryk sammenholdes med andres indtryk

- Matrixgrupper ift. arbejde med Yayha Hassan

o Elever arbejder i små grupper med forskellige mediers fremstilling af Hassan (fx nogle facebook, instagram, tv-avisen, forskellige aviser, tabloid-blade). De skal ”tegne” den konstruktion af Hassan de møder her.

o Efterfølgende skal de præsenterer den konstruktion af Hassan, de har mødt (og argumentere for den – trække tråde til argumentationskompetencer), i matrixgrupper. Diskutere ligheder og forskelle samt grunde til disse. Hvordan kan han være én og være mange

- Essay – det skriftlige

o Emne: ”Det multiple selv” – konstruktioner af selvet i det postmoderne samfund

o Benspænd: Du kan inddrage personlige erfaringer med selvfremstilling (som det konkrete i essayet). Formål: personlig dannelse, kritisk selvrefleksion

o Bruge erfaringer med sprogbrug fra analyser af facebookprofiler med henblik på kreativ sprogbrug og konstruktion af ”personlig” stemme

o Bruge perspektiver fra forløbet til diskussionen

o Tekstforlæg: Debatindlæg om selviscenesættelse

Fagdiskurser

- Kommunikationsfag:

o Indtryk (hvordan prøver jeg at fremstå) –udtryk (hvordan fremstår jeg for andre)

o Multimodal kommunikation (forholdet mellem skriftlig tekst og billeder)

- Dannelsesfag:

o Kritisk refleksion over identitetsspørgsmål: hvem er jeg? Og hvem er de andre?

o Refleksion over mødet med andre, når det ikke er ansigt til ansigt (jf. Forskellige konstruktioner af Yayha Hassan: hvem er han? Hvordan kan han være forskellige personer? Jf. udsyn til postmodernitet)

0 notes