#op genbo

[wan-dream]

Genbo, Wyper, Braham & Kamakiri ゲンボウ、ワイパー、ブラハムとカマキリ

[the-bejeesus]

Using the scans from One Piece World Top 100 to make high-quality profile pictures designed for use on Discord or other chats (Part 16 of 76)

[chibitorra]

My friend and I will probably be the only people in the world who vote for the Shandorian Warriors, but god damn it I love guys so much they cannot be forgotten.

Well, Wyper will probably get some attention but I don’t expect much for the rest of them.

[silenceofthecookies]

(1) Hello Cookie!! GG on 700 followers! :D I was wondering, for this event... would you be okay to do some headcanons for the Shandorian Warriors in OP? (Wyper, Kamakiri, Laki, Braham, and Genbo specifically) I know a great deal of them hardly get any screen time at all and might be difficult to write for, but I love them all so much and I miss them :c If they're okay, could I possibly ask for some headcanons on how they acclimate from a lifetime of war to an era of peace and how they might...

Hi Torra! I had so much more fun writing these than expected. Sky Island was actually one of the arcs I didn’t care much for, and even after watching the arc twice I barely remember what happened. I expected writing for the Shandorians to be hard but the words actually came really easily and I managed to write these in one go! I hope you’ll enjoy them ❤

Wyper

Wyper’s focus has been battle for so long, once the war is over he’s not sure what to do with himself for a while. Due to the constant threat being gone he can now finally relax, something he’s not used to.

As he’s looking for a way to fit into this new era of peace, you come across his path and it doesn’t take long for you to dominate his thoughts. This is a new sensation for Wyper. He’s never had the time for relationships and now suddenly he did, and there was you.

Wyper is not scared though, not of a relationship and not of confession. He’ll confess to you pretty soon after he realises his feelings for you.

Fully aware of his somewhat more violent and impulsive past, Wyper is determined not to let those tendencies return in your relationship. He’ll be extra careful with you and he’ll do whatever he can to treat you right.

Communication has never been Wyper’s forte, certainly not about his emotions. Miscommunications will happen on the regular in the beginning of the relationship, but he’ll try his best to understand you, and himself, better to make sure things go well between the two of you.

Laki

Laki is a gentle soul, and the only reason she was participating in the war was that it was necessary. Both for the people of Sky Island and for the Shandorians, as well as to protect the people she loved, like Kamakiri and Aisa.

Once the war is over, Laki feels like she can finally breathe again, and her cheerful personality shines even brighter, causing people to flock to her. Yet the only one who caught her eye was you.

At first she’s careful, taking her time to get to know you. Laki does not want to rush into a relationship, only to be disappointed because you didn’t match up after all.

Once the two of you are together, be prepared to be spoiled. VERY spoiled. Laki’s love is 100% devotion and she’ll do anything to make you happy. There will be little presents, small displays of affection at random moments and of course, lots of food, made with lots of love.

On certain nights, when the memories of the war come flooding back to her, she’ll seek out the warmth of your embrace in silence. She doesn’t want to talk about it, she just needs someone to ground her, to remember that it’s over now.

Kamakiri

Kamakiri was born and raised in war. He was used to following Wyper’s crazy orders in a crazy time, where everyone did crazy things. The things he saw during those years haunt his dreams, even long after the war is over.

His main concern is making sure his fellow warriors are doing well and are finding their place in this new era of peace. War or peace, Kamakiri’s love for his companions doesn’t fade, and helping them find their place becomes his new mission. Once they’re all well though, it’s his turn, and he’s not quite sure what his place is.

That’s where you came in, showing him his place is wherever he wanted it to be. It doesn’t take long for him to realise he wants his place to be next to you, and he confesses to you pretty fast.

Kamakiri shows his love with lots of physical affection and words of affirmation. Your touch is addicting to him, a soft kind of touch that was foreign to him until the war ended. He’ll be on the borderline of clingy, but if you need some space you need but say the word. The well-being of those he cares about is still his main concern.

Braham and Genbo below the cut!

Braham

During the war, Braham was merciless, doing whatever it took to reach his, and Wyper’s, goal. Instead of the peace of mind he had expected to get after the war was over, he found himself becoming more restless with each day, unsure of what he could do besides fighting.

That’s when he meets you. You help him, you calm down that racing head of his, you know how to deal with his anxiety and his nightmares. Every day he starts caring for you more and more, and he scares himself once he realises just how much he started caring about you in such a short time.

Confessing will not come easy for him. He believes you deserve better, stronger, more stable, but after a little convincing from Laki, he will confess. When you tell him you feel the same way, he has no idea how to react. He didn’t expect you would.

The early relationship will be hard, as even the littlest touches can make him jump if he doesn’t see them coming. Memories from the war still haunt him. Slowly, with a lot of patience and love, he will get better, get used to the touches, and the memories of the war will get replaced with memories of you.

Genbo

Not many people know much about Genbo. He mostly keeps to himself, choosing to listen to and observe other people instead of speaking. His observation skills have saved his hide more than once during the war. The fact that it’s over now pleases him greatly, the goal he had been fighting for having finally been reached.

There is one problem, and that is that he can’t get rid of the things he saw during the war. The memories haunt him and him not talking about it with anyone only makes matters worse. Even when he meets you, even when he realises he falls in love with you, it’ll take him a long time to confess to you. He’s a horrible overthinker, and it really drags him down.

But eventually, with a lot of patience, he’ll get there and the two of you get together. Genbo often brings you little thoughtful gifts. Things you said you liked, even if you said it only once. He pays attention to all the details, remembers all the important dates and notices shifts in your mood immediately.

He’ll pick the words he uses to express his love for you very carefully. The fact that he’s usually pretty quiet already adds more weight to his every word, so he’s hoping to pick the right words as well to best express his feelings for you.

[opbdays]

Happy Birthday Genbo!

Current Age: Unknown Zodiac Sign: Aquarius

Wiki Description:

Genbo is one of the Shandia warriors that fought to take back the Upper Yard from Enel.

[maelkevejen]

... Lad nu bare være med at fodre katten

Hvor svært kan det være. Selv efter der har været mus i opgangen og en af lejlighederne, selv efter folk gentagende gange er blevet mindet om, at katten ikke er vores (!) og har en ejer, der bor i naboejendommen og (alligevel) bliver fodret af FLERE af beboerne i vores opgang, så bliver de ved. Og jeg fatter det simpelthen. Altså hvorfor er det overhovedet en ting? Lad være med at fodre andre menneskers katte? Især når du vitterligt ved, at den ikke er løbet hjemmefra og har en ejer. 

En af mine naboer har skrevet ud på Facebook-gruppen, at de havde stillet en skål med kattemad ud til katten, som mangler nu her, og at den meget gerne må stilles tilbage. Og så i parantes at det ikke er meningen, at den skal stå derude permanent. 

Som om bestyrelsen ikke gentagende gange har bedt os alle sammen om ikke at fodre katten eller i det mindste ikke at efterlade mad ude til hende, når hun ikke er der, men selv blive ude til hun har spist op eller går, så der ikke står mad ude i opgangen og tiltrækker skadedyr. Og så bliver folk ved med at gøre det alligevel! 

Jeg har meget på fornemmelsen, at det er det eftermælet af min tidligere genbo, der havde en personlig beef med mig over det med kattemaden, fordi jeg bare, I ved, efterlevede de regler hun selv havde fortalt mig, at vi havde, da hun var formand for bestyrelsen. Så da hun flyttede, bad hun samtlige af de andre beboere på etagen og FLERE andre om at sørge for at fodre katten, som om den ikke får mad derhjemme. Det synes jeg er jævnt provokerende. 

Jeg glæder mig, til vi en dag flytter fra den her boligafdeling, så jeg ikke skal deale med det der. Ikke at jeg egentlig skal det lige nu. Men jeg har svært ved ikke at blive irriteret over det, hver gang jeg ser de der fucking skåle med kattemad ude i opgangen. 

ER DET VIRKELIG NØDVENDIGT! AT FODRE EN ANDEN PERSONS KAT X4?

[ernamarielog]

30.07.22-01.08.22

Afg. Orø 06.30 Ank. Ballen 21.40

Ombord: Kasper, Abel og Johan

Det er blevet tid til at genoplive den digitale logbog. Meget er sket siden sidst, hvor Erna Marie blev flyttet til det, som vi dengang troede var hendes nye permanente plads i Svendborgsund. Det var det ikke. Min trofaste Granada 24 blev i stedet afhændet til Thomas Brus, som også er ophavsmand til forrige indlæg, som efterhånden er tre år gammelt. Han har omdøbt hende til Erna Mary og istandsat hende efter alle kunstens regler.

Siden 2019 har logbogen af samme grund ligget død i vandet, selvom Astrid og jeg de sidste par år faktisk har sejlet en del. Mens vi endnu boede i København, købte vi sammen Sunes svenskbyggede Triss Krydser (Årets Båd i Sverige anno 1970, kom ikke her!) Gerda Marie, som er cirka samme størrelse som Erna Marie og hidtil har ligget på idylliske Orø i den sydlige ende af Isefjorden. Et smukt farvand, men efter vores flytning til Odense og dyrt og besværligt at komme til. Af samme grund har det længe været planen, at Gerda Marie skulle til Fyn – og hvilken bedre lejlighed at flytte den end den første Skarø Festival i tre år?

Lørdag oprandt så den store dag. Til at sejle med mig havde jeg hyret en besætning, som ad mange omgange tidligere har vist sit værd ombord på den gamle båd: Abel og Johan. Sammen havde vi lagt en ambitiøs plan om at nå helt til Ballen på Samsø på turens første dag. Det er en rute på cirka 60 nm, og det krævede derfor også det rette vejrlig – ikke mindst i form af en gunstig vind – at nå det mål. Vejrguderne var dog med os, og vinden var frisk og i øst store dele af dagen, hvilket jo et drømmescenarie, når turen først mod nord ud af fjorden, så mod vest langs Sjællands Odde og til sidst mod sydvest i retning af Samsø.

For at nå til Ballen i dagslys planlagde vi at stikke ud allerede klokken 06. Aftenen før gjorde Sune og vores nu forhenværende genbo på ”fattigmandskajen”, Nicholas, ellers deres for at hælde øl og rom i os i en grad, som jeg erfaringsmæssigt ved besværliggør tidlig afsejling. Det krævede derfor stor viljestyrke at forlade Sunes båd klokken 00.30. Det lykkedes dog.

Vel ude af havnen tog vi den op gennem løbet for motor, før vi satte begge sejl og skød en god fart mod Hundested. Her måtte vi grundet gårsdagens alkoholstrabadser gøre wc-holdt, da min mave led gevaldigt. En halv time senere var vi dog afsted igen, og kort efter var Gerda Marie for første gang under vores ejerskab ude i rum sø i Kattegat. Det gik forrygende, og med en Abel i trimningsmæssigt hopla kom vi frem med en fart på den gode side af fem knob meget af tiden. Der var god bevægelse i båden, og man blev mindet om, hvorfor de fleste både man møder i åbent farvand er 5-10 fod større. Det gik dog fint, og motoren spandt, når vi måtte have den i gang.

Vel gennem det snævre løb nær spidsen af Odden, Gniben, var vi for første gang i regulært åbent farvand. For Abel var det ikke helt første gang, da han både har sejlet sin egen båd til Aalborg og senest til Kertemind – store dele single hand – men for både mig, Johan og altså også båden var det uvant at være på så åbent hav. Det gik fint, og med en kurs mod sydvest var der fortsat gang i sejladsen for sejl. Sidst på eftermiddagen løjede vinden dog, hvorfor motoren måtte stå sin første længere prøve. Det kan godt være svært for en 5 HK-motor at klare modstrømmen i Kattegat, hvilket vi erfarerede, da vi efter grundige overvejelser krydsede rute T og fulgte racon-fyrene i trafiksepareringer mod Samsø. Strømmen var stik imod os, timerne gik, og solen gik ned. Ballen forblev i timevis en fjern prik, og der var lidt stille ombord, mens vi koncentrerede os om ikke at være i vejen for skibstrafikken.

Efter omkring fire timers motorsejlads i modstrøm ankom vi ti minutter efter solnedgang til Ballen. Der var, som der altid er i Ballen, fuldstændig proppet med både. Da Gerda Maries design besværliggør manøvrering med motor og rorpind på én gang besluttede jeg at lægge os yderst i havnen, så vi kunne komme nemt uden dagen efter. Vi fik lov at lægge os uden på en stor båd, som i forvejen havde fire andre naboer på indersiden mod molen.

Efter en kort ankomstøl på Restaurant Dokken, som Abel og jeg i fordums tid har besøgt sammen, strøg vi direkte på køjen for at kunne komme afsted i god tid og i overensstemmelse med den aftale, vi havde lavet med vores naboer, der også gerne ville tidligt afsted.

Afg. Ballen 07.30 Ank. Kerteminde 14.30

Ombord: Kasper, Abel og Johan

Søndag morgen stak vi ud på turens anden etape, som oprindeligt skulle være gået hele vejen til Skarø via Kerteminde, hvor Lasse ville påmønstre. Med 15 timers sejlads in mente blev vi dog enige med hinanden om, at det måske var federe at tage en overnatning i Kerteminde. Det skulle senere vise sig at være den helt rigtige disposition.

Vinden var ikke helt, hvad meteorologerne havde lovet, så sejladsen sydover blev mestendels for motor. Den var ret begivenhedsløs, men endte alligevel med at tage syv timer. På sidste ben ind mod Kerteminde – efter at have rundet pynten ved Måle – satte vi sejl igen og ankom i fin stil.

En ”kort”, begivenhedsløs sejlads, som i grunden var rigtig rar ovenpå lørdagens langstrakte og til tider lidt strabadserende tur. Det tærer, som mange sejlere vil vide, lidt på kræfterne at trimme sejl (tak, Abel) og være på roret, når der er træk i det i mange timer i streg.

Afg. Kerteminde 08.10 Ank. Skaræ 18.10

Ombord: Kasper og Lasse

I Kerteminde afmønstrede Abel og Johan for at sejle Abels egen båd, Granada 24’eren Fleur De La Mer. Den havde Abel lagt i Kerteminde, selvom den oprindelige plan for ham var at nå helt til Skarø fra Aalborg. Vind og vejr betød dog nogle dages ekstra ophold i Ebeltoft, og derfor nåede han kun til Kerteminde. Her sluttede en anden gammel kending sig til holdet, som nu blev fordelt på de to både. Lasse sejlede med mig, og Johan og Abel sejlede altså Fleur syd på.

Vinden var temmelig frisk fra en nordvestlig, og vel ude af havnen skød Lasse og jeg hurtigt 5+ knob. Fleur De La Mer fik indhentet os, og så gik det ellers over stok og sten ud i Storebælt, hvor Storebæltsbroen blev vores pejlemærke.

Som tilfældet også var lørdag, var der gang i det åbne farvand, og massive dønning, store bølger og skæve søer betød, at begge småbåde blev kastet noget rundt. Det var ret anstrengende, og tingene fløj rundt om læ på Gerda Marie, hvor der ikke var søsurret sådan helt efter forskrifterne. Det blev også til en dramatisk tur på fordækket for Lasse, da sejlet skulle rettes ud. Fordi storsejlet på Gerda Marie har tovværk i stedet for slæder på forliget og er et mareridt at trække op, nøjedes vi med forsejlet, som er en lidt slidt genua i størrelse 140. Det var rigeligt, selvom Fleur De La Mer med to trimmede sejl trak fra os uden at bruge motor.

Turen mod Storebæltsbroen foregik altså for sejl, men var henset til de voldsomme bevægelser en kende nervepirrende, og da vi nærmede os det brofag, vi agtede at gennemsejle, mistede vi næsten al styrefart. Igennem kom vi dog, men nu begyndte strømmen så at drille en smule. Motoren blev startet op, og så sejlede vi ellers videre med både motor og sejl hele vejen ned langs Fyns østkyst og Langeland. Det meste af tiden skød vi en god fart, og turen var i det store hele udramatisk i læ for vinden, som stadig var i hvert fald otte meter i sekundet fra en nordvestlig retning. 

Ud for Nyborg (som bliver Gerda Maries nye, permanente hjemhavn) spottede vi en havørn! Efter hundredevis af marsvin og sæler var det en ret fed oplevelse. Det kan godt betale sig at holde øjnene åbne og se på andet end vandet, når man stikker til søl.

Tæt ved Thurø strøg vi lidt for tidligt forsejlet, da vinden drillede, og vi løbende ramte vindlommer. Vi kunne og burde måske have haft lidt mere tålmodighed, men vi endte ikke desto mindre med at klare resten af turen for motor alene. Da vi slog over på en vestlig kurs syd for Thurø var vinden ret imod os, og det blev nødvendigt at give motoren mere at leve af.

Astrid og jeg har løbende haft problemer med de påhængsmotorer, vi har haft på båden – det bliver måske til et helt indlæg en anden dag – men på denne tur har vores Hidea-motor været uhyre pålidelig og meget beskeden i sin benzintørst. Det var den også i massiv modvind, og da jeg dristede mig til at øge omdrejningstallet, lykkedes det os at skyde omkring fire knob. Ikke helt skidt for fem heste i stærk vind. Op gennem Svendborgsund fik vi sågar medstrøm, og så er det pludselig ingen sag at komme hurtigt fremad. På dette tidspunkt var gutterne på Fleur De La Mer dog mere end halvanden mil foran os, så de blev tasked til at samle fadølsanlæg op i Vindeby Lystbådehavn, hvor en venlig brygger fra Svendborgsund Bryghus stod klar til at lange fem fustager plud fadølsanlæg over på båden. Efterfølgende ventede de på Lasse og jeg, og da vi havde passeret Vindeby, fulgtes vi igen ad ud ad sundet og mod Skarø.

Også på benet stik mod vestenvinden havde vi medstrøm. Vinden tog lidt af farten, men vi holdt alligevel fire knob. Da vi kom helt ud af det snævre farvand og medstrømmen forsvandt, dalede farten en anelse, og vi blev for en kort bemærkning ramt af bølger, som truede med at få os til at gå i stå. Abel så rigtigt i at trække over i løbets nordlige side, hvor der var lidt mere læ. Vi fulgte efter, og fik igen lidt fart i skøjten før det sidste lange træk mod indsejlingen til Skarø. Her var der ingen genveje eller tricks, men blot lidt ekstra gas på motoren at gøre godt med.

Ind kom vi til sidst til en fyldt havn, hvor Abel og Johan lagde til ved broen helt inde i bunden af havnen. Gerda Marie blev lagt uden på, og nu forestår så et arbejde med forhaling, når der bliver ledige pladser. Ikke desto mindre var det skønt at være tilbage på øen, hvor festivaleventyret begyndte.

Kort efter ankomst dukkede Mark op og hilste på, før Lasse, Johan og jeg for en kort bemærkning tog hjem til Fyn for at restituere. Abel blev på Skarø, og ham slutter vi os til igen onsdag, før selve festivalen begynder torsdag. Billeder fra turen tilgår, når vi har fået udvekslet dem indbyrdes.

[the-bejeesus]

     One of the Shandians up at Skypiea, Genbo is one of Wyper’s men. He uses a cannon and has leopard sleeves. He got defeated by Yama. After the timeskip, he appears to have slimmed down, but is still by Wyper’s side.

Happy Birthday, Genbo!!!

[maelkevejen]

Det er utroligt, hvor lydt her er i den her bygning. Men det er som om, det nogle gange springer hele lejligheder over. Jojo, jeg kan høre, når min nabo går op og ned ad deres trappe, herregud. Men hvorfor kan jeg høre ALT der foregår i fælleslokalet, når der ligger to hele lejligheder og en affaldsskakt imellem? Jeg kan ikke høre en skid fra min genbos lejlighed, og den ligger tættere på mig. Hvad i hede hulen? Er det på grund af akustikken? Fordi rummet er større? Altså så meget larmer de ikke derinde, der er ikke engang musik. Jeg kan bare høre en masse glad snakken, grinen og lidt råberi. Det er altså virkelig mærkeligt.

[ernamarielog]

02.05.18

Søsætning

I dag blev det så tid. Erna Marie skulle - efter nogen forsinkelse - i vandet. Jeg tog til Bogense, så jeg var der allerede ved 11-tiden, selvom jeg først havde krantid 14.30. Hellere være på den sikre side, så man kan nå det hele, tænkte jeg. Det var dog lidt træls at vandre formålsløst rundt og vente, efter jeg havde overstået den sidste bundmaling og klaret op i cockpittet, så en anden gang trækker jeg den altså lidt.

Gårsdagens vejrudsigt lovede vind fra S, 4 m/s. Perfekt til at klare en søsætning alene. Det viste sig dog, at det blæste cirka det dobbelte, og da jeg var alene afsted, var jeg en smule ængstelig ved udsigten til at skulle klare det selv. Og det skulle vise sig at være en velbegrundet ængstelse... men jeg slap for at klare ævret på egen hånd.

Min plan var at lægge mig op af den ene LM, som kan ses på første billede nedenfor. Plads 35-49 er i virkeligheden to til højre for ham - altså den midterste af de tre ledige pladser i midten af billedet. Min idé var at udnytte vinden til at skubbe båden på plads og klare fortøjningerne en ad gangen. Først fastgøre agterfortøjning i bås 51 og forfortøjning i båse 49. Siden ville jeg så løsne agterfortøjningerne enkeltvis og drive ned på plads. Det viste sig siden at være temmelig naivt.

heldigvis var min svoger Thomas på havnen, og derfor tilbød han sin hjælp til min store lettelse.

Båden kom i vandet en halv time før tid (kl. 14.00), men så skete det, der bare ikke må ske, og som jeg på ingen måde havde forudset. Motoren ville ikke starte, da vi lå nede ved lejet under kranen. Fuck. Vi trak båden om på den anden side, til mastekranerne. Jeg drejede på afbrydere, nøgle og hvad der ellers var, men lige lidt hjalp det. Motoren (eller batteriet, i hvert fald) var stendød. Lige indtil lidt leg med afbryderen i motorrummet afslørede, at der var hul igennem til startbatteriet, når den røde plastikkontakt blev holdt i den helt rigtige position, mens nøglen blev drejet. Med hjælp fra Thomas lykkedes det - til meget stor lettelse.

Trængslerne var dog ikke helt ovre. Desværre undervurderede jeg fuldstændig vindstyrken, og kom alt for hurtigt ind i båsen, hvor vi bankede direkte ind i bådebroen. Lanternehuset for er væk - igen. 

Det hjalp absolut heller ikke, at jeg kort forinden tabte - eller rettere: slet ikke fik fat i - den bagbord agterfortøjning, som Thomas havde fået sat på pælen. Pludselig lå vi og plaskede rundt på plads 47, mens båden blev trykket godt og grundigt ned mod genbo-båden på plads 45. Det krævede meget af mine spaghetti-arme at få hevet Erna Marie tilbage i den rigtige bås og gjort os fast, men det lykkedes til sidst. Gudskelov.

Og gudskelov for, at der ikke var særlig mange på havnen til at beskue det tillægningsshow, for det havde ikke givet de store stilkarakterer til undertegnede skipper.

Oh well, det var en flot dag, og Erna Marie er i vandet. Nu mangler der at blive monteret bom og sejl, og så skal der rengøres om læ til det HELT store guldmedalje, for der er temmelig klamt as per usual.