#nu skal det gøres!!

[ejendommelig]

De tilbød mig praktikpladsen!!!!!!!!!!!!!!!!!

[greaseonmymouth]

Mig: jeg er træt af at torturere Assad. lad mig spole lidt frem og springe x, y og z over så jeg kan skrive noget lidt mere positivt

Også mig: tilføjer 2000 ord med mere Assad tortur til dokumentet

Assad: 🥺

Mig: okay. okay. men næste scene LOVER jeg -

Carl: hey hvad med -

Mig: nej sæt dig ned DU er slet ikke færdig med at lide

[soelvfisk]

Puh. Har haft hård dag. Min mor tilbød at hente. Så jeg ikke er alene i lejlighed, men hos dem i hus. Hun føles som en stor fugl, der er tryggest med mig under sine lune vinger og jeg elsker hende. Men tanken om at være i kælderen er ikke tryg. Så jeg takkede nej. Brød sammen i min sofa fordi jeg vidste, at nu blev jeg nødt til at fortælle hvorfor. Hvorfor kælderen føles farlig. At det også er min egen skyld. 3 godt gemte barberblade. Fordi jeg vitterligt havde det så skidt, at jeg blev rolig når jeg tænkte på dem som en endegyldig udvej. Og nu forskrækker det mig, at jeg ville have behandlet mig selv så dårligt. Så hård en dag. Men også bare et fucking hårdt år. Har lige købt et pitabrød som jeg ved kommer til at ligge i mit køleskab. Men jeg håber at jeg spiser det. Fordi jeg vil leve. Så min mor aldrig igen skal på skattejagt efter sin datters selvskade-tools. Mit undskyld er for evigt utilstrækkeligt. Men hun kaster ingen dom. Det er ikke “pænt” at få det bedre. Det er ikke “smertefrit” at være ærlig. Der findes ingen måde at gøre det yndigt og nemt. Og det i sig selv, gør så ondt. Gid jeg kunne få det bedre, uden at bekymre og gøre ondt på nogen nogensinde - sådan føles det. Svært.

[tanker-om-kon]

Udvid din kønsforståelse

Binær kønsforståelse

De fleste af os er præget ind i en binær kønsforståelse. Forståelsen af at der kun findes to køn. Og at de er hinandens modsætninger.

At en "dreng" skal vokse op og blive en "mand". At en "pige" skal vokse op og blive en "kvinde".

To køn

Den binære kønsforståelse fastholder en tro på, at der kun findes to køn og med de to køn defineres en form for regelsæt i form af kønsroller, forventninger til udseende, interesser, følelsesliv mm.

Denne opfattelse af køn sætter en ramme for hvordan man er "en rigtig mand" eller en "rigtig kvinde". Og derfor opstår der også rammer for hvordan man kan gøre sit køn forkert(1).

Og at de to køn er modstykker, der supplerer hinanden. På den måde fastholdes også heteronormen om, at mænd og kvinder skal forelske sig i hinanden, danne par og få børn sammen.

〰️〰️💭

Den ikke-binære kønsforståelse

Når man har en ikke-binær kønsforståelse betyder det, at man forstår og anerkender at der findes mere end to køn. Dermed må man nødvendigvis være transinkluderende og inkludere nonbinære personer i sin forståelse af køn.

At have en ikke-binær kønforståelse har ikke noget med ens egen kønsidentitet at gøre, det er udelukkende en beskrivelse af hvordan man forstår begrebet køn.

Og hvad vil det så sige at være "nonbinær"?

Der er mange der tror, at når man er nonbinær er man et tredje køn der ligger lige midt mellem mand og kvinde. Og at man automatisk er en form for androgyn udseende, intetkønnet person.

Det passer også fint ind i den tidligere lidt kluntede sætning "køn er et spektrum", men når spektrummet så stadig defineres som noget der ligger mellem mand og kvinde, bliver det stadig meget snævert.

Som en paraply af køn

Nonbinær er ikke et enkelt køn i sig selv, men snarere som en paraply af mange ikke-binære kønsidentiteter. Det kan godt være intetkøn eller akønnet (som i agender), men som akønnet vil der mere være tale om fraværet af køn snarere end "et sted mellem mand og kvinde". At være nonbinær kan være en kombination af flere kønsidentiteter, fraværet af kønsidentitet, at have en flydende kønsidentitet, at have flere forskellige kønsidentiteter og meget mere.

Du skal mere tænke på nonbinære kønsidentiteter som på billedet med farvecirklen herunder. De kan være indenfor det røde, blå eller lilla nuancer af køn såvel som i den hvide midte, men de kan også sagtens være grøn eller gul. Eller helt uden for cirklen. En dag vil jeg skrive flere opslag om at være nonbinær.

Udelukkelse af nonbinære

Man er ikke nødvendigvis (bevidst) transfobisk, hvis man har en binær kønsforståelse. De fleste af os er som sagt vokset op med en fortælling om at der kun findes to køn.

Mange med en binær kønsforståelse er transinkluderende overfor personer hvor de kan se en form for lineær transition "fra mand til kvinde" eller "fra kvinde til mand". Men hvor de har svært ved at forstå og inkludere andre former for kønsidentiteter, der ikke stemmer overens med det køn man fik tildelt ved fødslen, herunder diverse forskellige nonbinære identiteter. På samme måde har mange også tendens til at være mere accepterende overfor transpersoner som er "cis-passerende", men det kommer i en anden post senere.

Nonbinære personer bliver også eksplicit udelukket i mange andre sammenhænge, f.eks. i spørgeskemaer, i kønsopdelte toiletter eller badefaciliteter, i skolen når der inviteres til "pigefødselsdag" eller en pædagog råber "kom drenge, nu skal vi ud og spille fodbold!"

Udelukkelsen sker også i sproget når man bruger udtryk som "han eller hun" eller "han/hun" i stedet for et kønsneutralt pronomen som f.eks. hen eller de. Andre eksempler kan være at skrive "Kære mødre og fædre i 3.B" på Aula, når man bare kunne skrive "forældre". Eller starte et arrangement med "Mine damer og herrer...."

Langt de fleste af os er præget ind i den binære kønsforståelse. Hvordan kom det til udtryk da du var barn og ung?

NOTER OG LINKS: 1) Hvis du er nysgerrig på hvad det vil sige at gøre sit køn, så kan jeg anbefale dig at læse Judith Butler. De har bl.a. skrevet bogen "Gender Trouble" ("Kønsballade" på dansk) som er et godt sted at starte.

[christineforevigt]

dagbog søndag 15 dec 2024

kæmpede imod mit indre besættelsesinstinkt

det skete i falske glimt at jeg kunne slippe det

jeg synes jeg er motherfucking kedelig uden andre

ayy jeg er intetheden

jeg forstår intet og det hjælper ikke på kommunikationen at jeg sir noget højt

ordene vil altid føles bedre end stilheden selvom de ikke fører til noget godt

jeg taler uden at vide om du kan høre mig

du siger du bare er en rekvisit i mit liv

det er det værste du kan sige til mig

kan du elske mig selv hvis du er en rekvisit eller gør det mig for narcissistisk til at holde ud

jeg har kæmpet for at elske

jeg er konstant bange for at jeg bliver ligegyldig for dig

der var et før og så er der nu

jeg vil bare gerne have du rører ved mig for det er kun sådan jeg er sikker på du stadig vil mig

jeg kan ikke være ærlig så jeg er bare en dramaqueen

jeg tror slet ikke jeg kender min egen sandhed

men vid at jeg virkelig elsker dig

jeg får bare det hele til at handle om mig

og jeg kan ikke se lyset for enden af hvilken tunnel jeg end kravler rundt i

jeg lover dig at hvis jeg kunne føle mere og ikke være så bange

ville jeg stadig vælge dig frem for alle andre

er jeg det værd for dig? du skal kun gøre det for din egen skyld, du skal kun gøre det hvis du elsker mig

intet mere forfærdeligt end at du siger du holder af mig

for jeg vil have du elsker mig

*

jeg ramte lykken de dage jeg ramte lykken midt i alt mit white dropout fattige tabertrash

jeg blev en taber der elskede hele verden

jeg elskede at være en taber det gør jeg vel stadig

*

giv ikke op

*

nogle gange tænker jeg over hvorfor alle er så sindssygt vild med dig? jeg tror godt jeg ved hvorfor

*

jeg ved hvordan jeg kan gå i stå og du er en vej jeg kan følge

ned til stranden eller finde den største ro på dit værelse her kan jeg hvile mine rastløse ben i tusind timer

*

kan du rumme min usikkerhed lidt endnu? det er en del af mig og den er ikke til at slås med. men jeg håber jeg vinder

*

det er altid andre der har ret aldrig mig det er altid andre jeg skal lytte på for mine ord er kludrede og glemte og nogen gange når de aldrig ud af min mund

*

det er kedeligt ikke at elske, det er kedeligt ikke at være tæt på nogen, det er kedeligt ikke at kneppe

for hvad fuck skal jeg med mig selv? jeg kan lide min krop nogle gange og at performe et selv

lad mig slutte med at sige at du fik mig så tæt på mig selv som jeg har været siden mit hoved blev sygt eller måske er det bare bullshit

det værste er at mine ord og tanker aldrig rammer plet

*

jeg ønsker at se alt du er og være der for dig måske er jeg bare for selvoptaget

aner ikke hvorfor

sandheden heler ikke hvis den udelukker det du helst vil have

der er så meget af mig du ikke har set

jeg hader at skrive dagbog fordi jeg aldrig er sikker på hvad jeg mener så det føles som om det jeg skriver aldrig er helt rigtigt

*

hvis jeg er i dit liv, så er verden ikke så vigtig

det er ikke giftigt, det er fuldendende

[vingefang]

Det er snart et år siden at H og jeg slog op. Jeg skrev ni måneder, men jeg tog fejl. Det var ti og tiden går meget hurtigt. Jeg taler ikke meget om ham i virkeligheden, skriver bare herinde når jeg tænker på ham (ikke hver gang, jeg tænker stadig på ham ofte, det er ikke farligt). Vi har ikke haft kontakt. Og den sidste kontakt vi havde var i april, hvor jeg skrev tillykke med fødselsdagen. og før det: i marts hvor han skrev tillykke med fødselsdagen. og før det jul og nytår og før det: vi var stadig sammen. jeg tænker meget på at skrive til ham. spørge om vi skal mødes og tale. jeg tænkte på det hele sommeren og turde ikke. jeg tør ikke. måske netop derfor burde jeg gøre det. jeg ved ikke hvad jeg vil, måske bare ikke være bange for at møde ham på gaden hele tiden når jeg er steder hvor han kunne være. måske spørge om nogle ting. måske også bare sige nogle ting. sige: jeg har tænkt så meget på dig og savnet dig. sige: vi havde det fineste breakup og jeg var helt ødelagt, men vi kunne ikke give hinanden noget godt længere. sige: jeg savnede dig så meget og jeg fattede ingenting. jeg ventede på dig i lang tid efter, håbede at du fortrød. sige: jeg blev så sur på dig, jeg synes at du havde været så tarvelig og jeg kan stadig tænke tilbage på tidspunkter og synes at du var så uretfærdig. sige: det er okay, vi var begge et mærkeligt sted. sige: det er okay.

jeg er meget bange for at se ham, fordi jeg frygter at det vil ødelægge mig. jeg har været tæt på, men også hele tiden arbejdet imod det. ødelæggelsen. jeg har ikke på noget tidspunkt rigtigt tænkt eller troet på, at det var fordi jeg ikke var god nok. jeg har hele tiden troet på, at jeg gjorde mit bedste og jeg gjorde alt jeg kunne. jeg er meget stolt og jeg har meget respekt for mig selv. men den følelse, af utilstrækkelighed, har ligget og luret. den gør det endnu. og jeg kan godt føle, at jeg ikke rigtigt har set den i øjnene, at jeg også har været fej. måske kommer den slet ikke når jeg ser ham, forhåbentlig ikke, men det er det jeg er bange for at den gør. både fx ved hvis han har fået en ny kæreste, det ville tale lige ind i usikkerheden: det var mig den var gal med. (jeg tror selvfølgelig ikke rigtigt på, at det er sådan det fungerer, det var os begge den var gal med, eller ingen af os, det er samme logik). men også bare at se hans ansigt. det er stadig ham jeg tænker på først, når der sker noget godt eller dårligt. eller noget sjovt. det er mærkeligt.

jeg er også bange for, at han vil sige nej til at mødes. eller at han ikke tænker på mig overhovedet. at han er ligeglad. at det er derfor han ikke selv har skrevet. det burde ikke være vigtigt, men det er jo vigtigt. jeg håber ikke at det er sådan. jeg håber at det er ud af respekt måske. omsorg. kærlighed. han sagde at han elskede mig lige inden han tog hjem og så har jeg ikke set ham siden.

mine venner siger at jeg har en enorm viljestyrke. de siger at jeg er modig.

jeg har også været meget modig. jeg er modig. jeg er ikke bange for særlig mange ting. men der er alligevel lidt.

jeg har fået et crush på nogen, det føles altid særligt og jeg får det ikke ofte og har ikke haft det meget det sidste år. nu prøver jeg og øver mig i at være modig i det, på den måde jeg nu kan!

kh

[litteraturhistorikeren]

I forgårs var jeg ude at spise frokost med min nye veninde i Spanien fra Venezuela, og om aftenen var jeg ude at drikke et par øl med min reggae dj fra Costa Rica for at sige farvel. Jeg er så taknemmelig for de skønne og søde mennesker, jeg mødte på min rejse, de gjorde turen så fantastisk og magisk.

I går vendte jeg hjem til Aarhus. Jeg er simpelthen så glad for, at jeg tog de seks uger i Valencia, det var præcis, hvad jeg havde brug for; at leve og komme ud af mit eget hoved, efter jeg fik mit hjerte knust i Finland.

Nu er jeg i Danmark i 2,5 ugers tid, før jeg tager på udveksling i Belgien. Jeg har haft nogle gode snakke med min mor i dag, hun synes, det er så skægt, at jeg har haft en summer fling med en 46-årig mand. Hun siger, at jeg har fået min glød tilbage, og at hun virkelig kan mærke, at min rejse var god for mig.

Det føles finurligt at være hjemme igen. Jeg bor hos min mor og papfar, før jeg rejser videre, og min lillebror flyttede hjemmefra i sidste uge, så nu er alle virkelig fløjet fra reden (bortset fra mig i de perioder, jeg er i Danmark).

I aften skal jeg ses med min bedste ven. Jeg vil give mig god tid til at gøre mig klar; al respekt til “clean girl” æstetikken, men jeg eeeelsker min vingede eyeliner og alt mit glimmer og glitter, og jeg har ikke rigtigt kunnet gå med makeup i 40 grader i Spanien. Solen skinner, og jeg er glad. Denne sommer startede så utroligt hårdt ud, og nu føler jeg mig som mig selv igen

[technotaarer]

Jeg har været en uge på Costa del sol med familien. Nu er jeg hjemme og rask igen. Jeg tror jeg efterhånden er kommet så tæt på den reneste form af mig selv, at ting som Roskilde kan være lidt voldsomme for mig både at overvære, og skulle agere i. Det kan være lidt svært at balancere en ting som festivaler, når man går gennem mellemstationer, udklækninger og det man bare kalder at blive ældre.

Som et throwback, der kan kaste en ud af kurs eller også bekræfte en selv, og de tanker man er nået frem til med årene og erfaring.

Jeg har i år, for første gang søgt ind på antropologi både i kbh og Århus. Det var egentlig bare for at holde dørene åbne, hvis det nu var det jeg ville, når tiden kom. Det er det jeg altid har ville. Og også det, der lyder godt at sige når folk spørg, og det gør de hele tiden. Men jeg har jo godt vidst at jeg ikke skulle på uni nu. Har for lang tid siden lagt et depositum, for at tage en yogalærer uddannelse i Indien. Jeg fik oprigtigt en åbenbaring da vi landede med flyet fra Costa, om at jeg virkelig bare gerne vil være i surfkulturen, og at det er okay. Smilte så meget. Det var som om jeg accepterede mig selv og mit simple liv? Så for nu hedder mit liv altså fuck det der uddannelse, og ikke på sådan en “jeg har sabbat” måde. Mere på sådan en nu er det her mit liv og ikke en pause fra noget ting.

Jeg er så god til at skabe muligheder, venskaber, og passe på mig selv, og jeg kender allerede så mange dejlige surf byer og mennesker, jeg kan tage til og arbejde som yogalærer, og så ellers bare surfe og tage en dag af gangen, og nyde de små ting i livet. Efter mit ophold i Indien, tager jeg hjem pakker alt ned, sælger ting. Og pakker ikke som at jeg skal rejse, men som, om jeg skal bo i udlandet. Gider ikke råbe højt om det til gud og hver mand, men jeg kan mærke inde i mig selv, at det er sådan, det komme til at udfolde sig, og jeg har ikke travlt, for det skal gøres ordentligt. Men det er vidst min sti i livet, i hvert fald i dette kapitel.

[sommerpigen]

Hvis jeg skulle beskrive et udpluk af mig… Jeg er typen der elsker duften af regnvejr, især på en sommerdag. Som altid spørger ældre mennesker om de har brug for hjælp. Smiler til alle der går forbi, for tænk nu hvis mit smil kunne redde deres lorte dag. Nyder en varm solstråle i ryggen, for det føles lidt som et knus. Jeg betaler altid for mine veninder, ligemeget hvad det er. Jeg køber “jeg kom til at tænke på dig gaver” til dem jeg holder af. Den første tår af min morgen latte gør mig varm i kroppen. Jeg elsker rent sengetøj, skifter det flere gange om ugen, både fordi det er rart, men også fordi jeg har lidt ODC. Jeg skal “gøre min lejlighed klar til at sove” så den er clean når jeg vågner og klar til en ny dag. Jeg tager alt for varme bade. Elsker bobbelgum tyggegummi. Duften af græs er så lækker, også selvom jeg har græsallergi. Jeg sover bedst i højre side af sengen. Jeg er en håbløs romantiker. Og jeg er fucking stolt af mig selv.

[femb0td111ary]

A siger jeg skal hoppe ud foran toget

Jeg ved ikke hvad jeg vil

Jeg tror ikke jeg har lyst til at dø

Selv hvis du synes jeg er psycho

Jeg er psycho

Ad ad ad ad

Klammo

Jeg må ud

Man kan hoppe

Eller man kan gøre, leve

Du lyder meget som A på det seneste

Jeg ved ikke rigtig hvem af jeg der taler til mig det meste af tiden

Men jeg er sorget

Det er du også

Undskyld

At jeg gør dig bange

Det er mig for tiden

Lige nu tror jeg du ville være glad hvis jeg hoppede

København H spor 8

Vil du sige det igen?

Så jeg kan ignorere dig igen igen igen igen

Og leve videre, skyldig, for det resterende

Jeg skal ikke dø idag

Jeg skal bare stige på

Jeg elsker dig

Som en ægte psykopat

[maelkevejen]

Jeg har fire dage til at finde en praktikplads (eller et job) og det ved jeg simpelthen ikke, hvordan jeg skal få klaret

Jeg har en vildt lang liste af tegnestuer, kommuner og rådgiverfirmaer, jeg kan ringe rundt til. Jeg har allerede kontaktet flere, også steder, jeg allerede har været til jobsamtale, og nogle er nogenlunde åbne for ideen om at få en praktikant ind (selvom flere er forvirrede over, at jeg ikke er studerende), men taler om at de vil kigge på min portfolio “inden for den nærmeste fremtid”, at de ikke kan love noget eller at den er god at have liggende, til hvis der bliver travlt. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få slået fast, at jeg altså er i tidsnød uden lige og skal have en aftale senest fredag, så jobcentret kan nå at... registrere det eller hvad de nu laver - det skal de åbenbart bruge fem dage på. Men det kan jeg jo ikke rigtigt sige uden at risikere at lyde som om, der ikke har styr på en fis (hhhhhh) eller presse dem til bare at bakke ud med det samme.

Hvad fa'en gør jeg. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvis ikke jeg enten er i deltidsjob, fuldtidsjob eller i praktik om halvanden uge, mister jeg retten til dagpenge. Jeg forstår ikke, hvordan jeg er havnet her. Jeg skulle have været gået igang med det her i starten af december, for fucks sake. Hvad foregår der? Jeg troede, jeg havde længere tid. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. At jobcenteret bare, idk, besluttede på ens vegne, hvor man skulle i praktik og arrangerede det for en? Honestly, det tror jeg faktisk lidt, jeg havde tænkt sådan ubevidst. Det er lidt pinligt. Åhr man... Fuuuuuuck altså.

[blondinehjerne]

Du gør det ikke godt nok. Du skal gøre det hurtigere. Du skal gøre det bedre. Du skal lade være med at gøre det. Du skal gøre det. Ej nu glemte du også det. Nu gjorde du det igen. Alle synes jeg gør det dårligt. Min chef synes sikkert jeg er ringe. Jeg bliver sikkert fyret. Ej men hvor er det dumt. Hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor er det så svært. Hvorfor ser det så nemt ud for hende. Hvad er der galt med mig. Hvorfor kan jeg ikke bare finde ud af det? Hvad med at se den anden side af historien. Du gør det faktisk godt nok. Du behøver ikke at stresse. Du har intet bevise. Mennesker laver fejl. Mennesker glemmer ting. Også to gange. Ingen tænker på dig, de har travlt med sig selv. Hvis din chef har et problem med dig, vil han med alt sandsynlighed fortælle dig det. Så længe du ikke har fået noget at vide er chancen for du bliver fyret ikke særlig stor. Det er ikke dumt, du skal bare snart have frokostpause. Du behøver ikke at forklare dig, især ikke til dig selv. Det må gerne være svært. Det er nemt for hende, fordi hun har gjort det i årevis. Der absolut intet galt med dig. Fordi det tager tid at lære ting og du skal give dig selv lov. Lov til fejle, lov til at prøve og ikke mindst bare lov være, eksistere.

[soelvfisk]

Er ikke blevet indlagt. Er stadig bare i kælderen. Sover meget og dukker op ovenpå når min mor lægger puslespil om aftenen. Min far er forsigtig og smiler når han taler. Kan mærke han gør sig umage og jeg håber han kan mærke at jeg sætter pris på det. Synes også det er synd for ham at han ikke er en der kan hjælpe mig lige nu, selvom det er tydeligt at han prøver. Det er en lettelse at han forstår, at afstanden er ret nødvendig. Uden at det bliver kilde til konflikt. Det er sin egen slags hjælp.

Jeg havde opsagt lejligheden efter 7 sølle dage. Måske det er derfor jeg ikke blev indlagt faktisk - min udlejer skrev tilbage og spurgte om jeg ville blive boende, hvis de gjorde en indsats for at dæmpe støjgener. Jeg sagde ja. Selvom jeg lige så godt kunne have sagt nej. Tror det er fordi jeg håber på trivsel. Håber på at indlæggelse ikke er nødvendigt. Har ikke så gode oplevelser med at blive indlagt. Jeg er for dygtig til at være patient uden at være mig selv. Som om jeg er gæst på lægernes arbejdsplads og helst ikke må gøre livet svært for dem. Som om jeg bor på deres kontor. Og så føler jeg mig mega svigtet når de skriver wack ting i min journal. Det bekræfter mig i at de er pressede… eller at jeg ikke kan kommunikere ordentligt. Gad godt være et sted hvor nogen bare synes at jeg gav mening. Det kommer vel en dag. Det tror jeg meget på, fordi dette sted findes:) lige her. Selvom man er alene bag sin skærm.

Jeg synes det er svært at vide hvad der er rigtigt og forkert at gøre, fordi jeg er bange for at tage fejl. Især her mens jeg er isoleret. Men er på en måde lettet over at beholde hjemmet. Lejligheden. Til trods for mine nedsmeltninger. Som om at - okay - nu har jeg en base, hvorfra jeg lige så stile kan lukke op for verden. Jeg skal bare lige blive klar til at flytte derhen. Og så er det jo mega sødt af min udlejer at ville bruge energi på at finde løsninger. Det havde de ikke behøvet at bruge tid på. Men det er vel mere holdbart end at bruge tid på at finde en ny lejer, på en måde? Ved ik. Må bare huske at jeg ikke skylder nogen at blive boende. Hvis nu det ikke går godt. I mine gamle hjem har jeg nok meget følt, at jeg bare skulle sætte mig ned og være taknemmelig over overhovedet at have et hjem. Også selvom jeg var i giga mistrivsel.

De ting jeg skal bruge energi på det næste stykke tid, er at svare på mails, udfylde spørgeskema fra kommune, finde en seng, få en døgnrytme og spise mad hver dag. Omg orker ikke når jeg remser det op på den måde. Sagde til min søster at jeg håber, at jeg en dag får det godt nok til at blive forelsket igen. Så kaldte hun mig en lille scoremis og sagde at det var hun slet ikke i tvivl om:) Jeg ved ikke om jeg er en scoremis, men kan godt lide tanken om at jeg en dag har nok energi til både at være en bedre ven overfor mine venner og kan overskue kontakt med mennesker igen og så oveni det også har energi til at møde et menneske jeg gerne vil være tæt-tæt med. At jeg får energi til at dele ud af kærlighed på allemulige måder igen. Glæder mig til at elske lidt mere højlydt og tydeligt. Intentionelt. Det er svært at være væk fra den slags.

Græd i går fordi jeg ikke kunne spise andet end persille uden at få brækfornemmelse. Det er tanken om mine tænder der blander maden med spyt når jeg tygger. Forvandler tingene til noget andet end det jeg puttede ind i min mund. Da jeg var lille havde jeg set et closeup af toast med smeltet smør under et mikroskop og jeg har ikke spist toast med smeltet smør siden, fordi jeg stadig kan huske billedet. Det lyder så dumt. Og jeg føler mig SÅ dum, når den slags forhindrer mig i at passe på min krop. Mig selv. Jeg kunne være et menneske i trivsel, men det er jeg ikke. Og jeg føler det er mig selv der står i vejen. Selvom jeg godt ved, at alt lige nu er en reaktion på nedern ting. Der er intet at sige til, at jeg bliver irri på mig selv. Jeg forstår, når folk siger jeg skal tage mig sammen. Så sidder jeg der i sengen i min søsters skab og spiser persille med tårer i øjnene. Det er jo skørt og frustrerende på samme tid. Fordi jeg ved at min krop er sulten efter mere end det, men alt hvad jeg kan fordre mig med, giver mig det der bræk-savl i kinderne. Så er det bare vildt meget man skal tage sig sammen i løbet af en dag, når alt kræver den slags energi. Fysisk og mentalt. I dag har jeg spist 1dl havregryn med mælk og halvdelen af en lille skål med røde linser og kylling. Og drukket vand og pepsi max. I går spiste jeg persille og en twix. Men jeg får hjælp. Jeg har en madplan jeg skal følge i den nye lejlighed. En re-ernærings-madplan og derefter en vægtøgnings madplan. Kost-vejledninger. Cool stuff. Ja. Hm. Men ja, vil gerne være dygtig til at passe på mig selv. Og føle at det er holdbart. I hele livet. Også hvis det indebærer indlæggelse. Også hvis det indebærer flytning. Også hvis det indebærer perioder med afstand og stilhed. Det er svært at følge et kort, hvis ikke det passer med det terræn man står overfor. Så stopper kortet med at være trygt at have. Og så må man prøve sig frem, istedet for at klamre sig til et perspektiv der ikke stemmer overens med virkeligheden. Tror stadig lidt at jeg holder fast i et kort, som jeg skal forsøge at lægge fra mig.

[stadigdroemmende]

jeg holder meget af dit overskæg, måden du trækker mig mod dig når det NU er tid til at du skal lave mig en drink, bund din sodavand du kan godt nå det, at du rækker ud efter mig på en måde som lærer mig at jeg kan gøre det samme, på et tidspunkt kigger vi meget længe på hinanden i sofaen før du springer videre, jeg spørger ind til noget jeg godt ved er en glidebane, jeg ved hvordan det ender, burde vælge en anden vej, men jeg kunne bare også godt bruge en anledning til at se noget mere til dig, har allerede præsenteret en anledning til at komme forbi her for din bofælle som jeg måske også kunne ende med at skrive om, hvis han ikke allerede føltes som familie, det er noget andet med dig, mest af alt fordi det er mange måneder siden det gik op for mig at du er en af de få i den her vennegruppe jeg enormt godt kunne tænke mig at kysse med

[christineforevigt]

savner 10-årige christine som var stille, og som, da hendes udadvendte kusine spurgte hvad hendes yndlingssang var, sagde girl on fire af alicia keys <333 og som fik topmodel malebøger i gave og tegnede outfits på topmodellerne med førnævnte kusine<33 tegne i stilhed åhhh. fandt de gamle malebøger frem i mine forældres kælder for nogle dage siden(eller ved ikke, har ingen tidsfornemmmelse), og turde ikke kigge i dem. var bange for at mine drifter som 10-årig havde fået mig til at tegne big boobs og sexy outfits hehe. which is FORBIDDEN! får mig til at tænke på dengang jeg spillede sims 3 på langeland i min friskolevenindes(blev først venner med hende i 7-8. klasse, selvom vi begge gik på skolen fra børnehaveklassen)mors kærestes(nu ægtefælles!) hus, og vi skulle designe simmeren. vi skiftedes til at vælge næse, mund, tøj, ændre på simmerens krop(kom til at skrive sOmmerens krop, hvilket er lidt poetisk, men ved ikke hvad det skal betyde)og så videre. mens hun sad på den kæmpe stationære MAC computer, skulle jeg ligge ned med lukkede øjne, og omvendt. det skulle være en overraskelse for os begge, vi skulle lave denne simmer, dette computermenneske, sammen. jeg lavede megastore bryster på simmeren fordi jeg selv havde små bryster, min veninde derimod, hun ville gerne ændre det, hun lavede brysterne små igen, hun havde selv store bryster, eller i hvert fald større end mine. vi var 14 år. i dag er vi begge 25 år og har ikke rigtig kontakt. hun er forlovet med en fra vores friskoleklasse tror jeg, og jeg er på spd, og øver mig i at elske, også når jeg er sober. elske sober, det må være livsmålet. dømme ingen, ikke dømme sig selv, ikke tro at andre dømmer, det må også være livsmålet. at lade alle fysiske og mentale steder være steder hvor man er uendeligt velkommen.

føler jeg lige har skabt en hel ny skrivestil. fuck naturalisme og minimalisme, det er tiden til at skrive kludret og med masser af tilfældige paranteser og engelske ord og associationer

hvilket får mig til at tænke på at både mig og min mor elsker at lave stavefejl med vilje. ingen skal sige til os at vi skal være rigtige. ikke mere. der gik noget tid før også jeg lærte det.

alt afføder noget nyt, men man skal gøre noget for at føde det, føde livet.

[totally-anti-christian]

"Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg ikke brudt mig ret meget om virkeligheden. Jeg affandt mig bare med den og læste, skrev og drømte mig væk fra den, når jeg kunne se mit snit til det. Når jeg alligevel ikke så få gange i min tilværelse har kastet mig ud, hvor jeg ikke kunne bunde, skyldes det måske, at min storebror, hvis ord jeg aldrig tvivlede på, lærte mig, at man altid skal gøre det, man frygter allermest. Det er en udmærket leveregel, hvis det da ikke lige drejer sig om at springe ud fra femte sal. Nu var min barndoms virkelighed også temmelig barsk, men min drøm om engang at blive digter fik mig til at overvinde min sjælelige sårbarhed og bestandig søge at forstå andre mennesker i stedet for at anklage dem. Ingen senere erfaringer kan nogen sinde udslette barndommens påvirkninger. Dem vender jeg gang på gang tilbage til i mine bøger." (fra bogen "Tove Ditlevsen om sig selv", forordet)