#lige lidt navlepilleri på en lørdag

[bareendnuenpige]

Jeg lider af perfektionisme. Det holder mig tilbage fra rigtig mange ting - uanset om andre mennesker er involverede eller ej. Jeg har så skyhøje forventninger til alt jeg gør, at det afholder mig fra at gøre rigtig meget.

Jeg ved ikke hvornår det startede. I børnehaven fik jeg tit ros for at "tegne inden for linjerne" og det gjorde mig glad og jeg tegnede lystigt videre. I folkeskolen fik jeg ros for at være dygtig til at tegne og dygtig til at skrive opgaver. Og jeg blev altid fremhævet som hende den søde og ansvarlige. På efterskolen kom jeg rigtig i det kreative hjørne og fik store mængder ros for det tøj jeg syede. I 1.g havde jeg tæt på intet fravær og et højt gennemsnit. Når jeg skulle fortælle om mig selv, var det altid glæden for det kreative, jeg nævnte.

Halvvejs gennem gymnasiet ramte jeg en mur, hvor jeg ikke længere kunne skrive opgaver, møde op, lave noget kreativt og bare det at være glad blev en kæmpe udfordring. Midt i 3. semester på sygeplejerskeuddannelsen blev jeg sygemeldt med depression. Det var nok nærmere en blanding af depression, angst og stress.

Jeg har det godt nu og kan slet ikke genkende tanken om hvordan jeg havde det i den periode. Men perfektionismen er der stadig, og der er så meget af det, jeg identificerer mig med og som jeg tidligere fik så meget glæde ved, som jeg ikke længere gør mig i, for hvad nu hvis det ikke lever op til min identitet om at være god og dygtig? Så hvem er jeg egentligt, når jeg hverken er det ene eller det andet?